Bolivias demokrati overlever (indtil videre)

Som de af vores læsere ved, der følger Niels på Twitter (varmt anbefalet), er der virkelig gang i de politiske slagsmål i Bolivia. Den før så populære socialistiske præsident Evo Morales, er under hårdt pres trådt tilbage fra embedet. Morales er over årene blevet et venstrefløjsikon for sin fokus på Bolivias indianere og sin klart socialistiske profil – han har i årevis været en af Venezuelas faste støtter – og bl.a. Labour-lederen Jeremy Corbyn har kaldt begivenhederne for et ’kup’. Der er dog tale om noget helt andet, og næsten modsat, end et kup.

Baggrunden for hele miseren er allerførst, at Bolivia er et af regionens fattigste lande. CIAs World Factbook sætter BNP per indbygger i 2017 til 7600 dollars – 15 % af den danske levestandard. Bruger man i stedet Madison-databasen, svarer den nuværende levestandard cirka til Danmarks for 110 år siden. Det er også et land, der historisk har været voldsomt ustabilt – i perioden 1960-1980 oplevede landet således hele 31 kupforsøg og den nuværende forfatning fra 2009 er den 17. i Bolivias 194 år som uafhængig nation – og har ført skrigende uansvarlig økonomisk politik. På et tidspunkt havde landet to bilfabriker, der kun eksisterede pga. tårnhøje handelsbarrierer overfor resten af verden, og både politik og store dele af økonomien er stadig plaget af voldsomme korruptionsproblemer.

Da Evo Morales kom til i 2006, var han således et frisk pust, omend et voldsomt socialistisk et af slagsen. Morales, der selv er Aymara, fulgte Hugo Chavezs eksempel og øgede den offentlige støtte til landets oprindelige befolkning. Han gennemførte også en ny forfatning i 2009, der gav både den brede befolkning og de oprindelige stammer en række slet definerede sociale rettigheder.

De seneste år er Morales, og i særlig grad hans vicepræsident Alvaro Garcia Linera, blevet stadig mere autokratiske i takt med at uansvarligheden er vendt tilbage. Regeringen har kørt alvorlige budgetunderskud, der i 2017 foreløbig kulminerede i hele 7,8 % af BNP, og Morales slap afsted med at stille op til en tredje præsidentperiode, selvom hans ’egen’ forfatning begrænser mulighederne til to. Hans argument dengang var, at den første ikke talte, fordi han i 2006 var blevet valgt under den tidligere forfatning. Dét argument kunne han ikke bruge ved valget i oktober i år, da han stillede op til en åbenlyst forfatningsstridig fjerde præsidentperiode. Morales havde brugt et af de gamle tricks i diktatorbogen og pakket højesteret med sine tilhængere, så forfatningen kunne ’omfortolkes’ til hans fordel.

Denne gang gik det dog anderledes, da den helt igennem tydelige valgsvindel endte i voldelige demonstrationer, der blev forværret af styrets egne ’colectivos’ adfærd. Tidligt på valgaftenen så Morales ud til at få 45 % mod den førende oppositionskandidat Carlos Mesas 38 %, hvilket ville have betydet en anden valgrunde. Fra 19.40 stoppede Bolivias valgmyndigheder pludseligt med at opdatere resultatet, og dagen efter meddelte de så, at Morales havde vundet med 47.07% af stemmerne mod Mesas 36.51%. Morales så derfor ud til på næsten magisk vis lige præcist at have indhentet de 10 % flertal, der forhindrede en anden valgrunde uden stemmespild hos oppositionen.

Valgobservatører fra Organisationen af Amerikanske Stater – der ellers har en tradition for at være relativt ukritisk – vurderede, at valget havde været karakteriseret af omfattende svindel og burde gå om. Som opsummeret i Alvaro Piaggios glimrende gennemgang på Twitter, besluttede Bolivias politi under de efterfølgende uroligheder at blive hjemme, og dermed implicit at støtte oppositionens protester. Morales-regimet var endegyldigt færdigt, da militærledelsen dagen efter meddelte, at den ikke havde til hensigt at sætte ind overfor politiet eller demonstranterne. Bolivias militær trådte således i karakter, som det er sket flere gange i Latinamerika, som demokratiets garant.

Hvad der sker nu, er der ingen der ved. Det bedste bud er sandsynligvis, at Bolivia går til valg igen sidst på året, og at Carlos Mesa fra Comunidad Ciudadana bliver præsident.  Det er svært at se, hvordan Morales-regimet med dets omfattende økonomiske mismanagement og forfatningskriminelle adfærd kan overleve. Bolivia er på alle de værste måder klassisk latinamerikansk, og toppen i Morales-regimet drømmer sikkert om en Venezuelansk løsning. Men uden militærets implicitte støtte kommer Morales og hans kumpaner næppe nogen vegne.

Murens fald var socialismens konkursbegæring

Det er trediveårsdagen for Berlinmurens fald i dag, og det fortjener selvsagt at blive markeret. Det symboliserer en af de vigtigste begivenheder i Europas nyere historie. Med Berlinmuren faldt i første omgang den sovjetiske besættelse af Central- og Østeuropa – og et par år efter også Sovjetunionen selv. Den Kolde Krig blev afsluttet, da de kommunistiske regimer kollapsede under totalitær ufrihed og planøkonomisk elendighed. Det var, som om socialismen selv indgav sin konkursbegæring. Magthaverne veg tilbage for tage de nødvendige skridt til at holde det folkelige pres tilbage – modsat søsterpartiet i Kina, som slog studenteroprøret ned med hård hånd på Den Himmelske Fredsplads.

Hvordan er det gået i mellemtiden? Her nogle korte observationer i dagens anledning.

Verden blev friere de følgende 20 år. Figuren viser Freedom House’s opdeling af verdens lande i henholdsvis frie (F), delvis frie (PF) og ikke-frie (NF). Som det fremgår, var det faktisk gået fremad allerede siden begyndelsen af 1970erne. Men andelen af frie og delvis frie lande topper omkring 2007 (bortset fra et kort blip omkring Sovjets sammenbrud). De sidste ti år er det begyndt at gå tilbage igen. Det viser, at der ikke er grund til at sove på laurbærrene efter Murens fald.

De tidligere “selvstændige” kommunistiske lande i Europa havnede i kategorien frie efter Murens fald, og langt de fleste af dem klassificeres stadig sådan af Freedom House, som kortet herunder viser. Der er dog bekymrende tegn på tilbageslag i lande som Polen og Ungarn, som ellers var de to lande, der tidligst så et folkeligt opgør med kommunismen. Det kniber stadig på Balkan. Men i de fleste af de stater, som var en del af det tidligere Sovjetunionen, står det værre til. Den totalitære kommunisme er væk, men mange af de gamle magthavere har haft held til at sætte sig på den politiske magt og at røve værdierne. Det gælder bl.a. Rusland. Det er ikke så slemt som under Sovjetstyret, men Rusland er med rette stemplet som ikke-frit.

Vi har forsømt at tage et opgør med kommunismen efter Murens fald på samme måde, som der blev taget et opgør med nazismen efter Den Anden Verdenskrig. Tværtimod er der langt ind i borgerlige rækker en opfattelse af, at det er en ideologi, der kan undskyldes med sine gode hensigter. Danmarks Kommunistiske Parti – et af de mest Moskvatro i Vesteuropa – findes stadig som en del af Enhedslisten, som ikke desto mindre af mange opfattes som et normalt om end lidt yderligtgående parti. I dag opfatter nogle islamistisk terrorisme som en exceptionel trussel, der kan begrunde mere vidtgående modforanstaltningsregler end den røde terror under Den Kolde Krig – til trods for, at den repræsenterede en markant større trussel og var i ledtog med en magt, som kunne besætte Danmark i løbet af få timer. Det er en historieløshed af dimensioner.

Venstrefløjen i de vestlige lande gik efter Murens fald fra doktrinær marxisme til postmodernisme og -struktualisme – fra at tro, at den besad en videnskabelig indsigt i historiens objektive bevægelseslove, til at forkaste al viden som en social konstruktion. Klassekampen blev afløst af identitetspolitik og en mere diffus kamp mod “ulighed”. Nu er det klimaproblemet, som bliver brugt som skalkeskjul for behovet for drakoniske planøkonomiske tiltag.

Inden Murens fald var de kommunistiske regimer en konstant påmindelse af, hvilke konsekvenser det har at sætte staten før individet. Muren og regimets dødsmaskiner (automater ved grænsen der skød mod østtyskere på vej til at begå “republikflugt”) var et håndgribeligt symbol på den totalitære kollektivismes ondskab. Det eneste dårlige, der er at sige om det lykkelige Murfald, er, at vi ser borgerlige meget mere til falds for kollektivisme i form af nationalisme og populisme. Noget kan måske forklares med, at en del af dem stammer fra den gamle venstrefløj fra før, den gik af mode.

Catalansk uafhængighed og tillid

Konflikten omkring Cataloniens mulige uafhængighed, og om catalonierne overhovedet har lov – ifølge den spanske forfatning – til at afholde en folkeafstemning om det, raser stadig. Forleden blev flere ledere af uafhængighedsbevægelsen idømt drakoniske straffe, i et tilfælde hele 13 år i fængsel, på ganske tyndt grundlag. Udefra kan det være svært at forstå, hvad der foregår, men situationen giver også mulighed for ny forskning.

En del af baggrunden er, at catalonierne føler sig udnyttet af resten af Spanien, og ikke helt uden grund. Som DR viser her i en fin gennemgang af konflikten, bor godt hver syvende borger i Spanien i den nordøstlige region Catalonien, men regionen står for 19 % af landets BNP og en fjerdedel af eksporten. Regionens økonomi er heller ikke så afhængig af turisme som mange andre steder i Spanien, men er i højere grad karakteriseret ved fremstillingsindustri. Catalonien fremtræder derfor også som en mere ’high tech’ region end andre steder i Spanien.

En anden del ligger i de historiske forskelle mellem Catalonien og resten af Spanien. Landet var selvstændigt indtil først i 1700-tallet, og folk taler stadig et andet sprog – catalansk – end størstedelen af Spanien, der taler castiliansk. I den lange tid under Francos militærdiktatur (1939-1975) var det catalanske sprog forbudt, forældre måtte ikke give deres børn traditionelt catalanske navne, og folk blev endda tvunget til at bruge den castilianske version af deres catalanske fornavne. Det var således almindeligt, at folk der var døbt Josep blev tvunget til at kalde sig Joseph, ligesom det var den castilianske version, der stod i deres pas, identitetskort osv. Helt overordnet undertrykte diktaturet al catalansk kultur – sprog, flag, navne osv. – med hård hånd. Forbuddene fortsatte indtil 1978, og man kan stadig finde eksempler på ringeagt fra det castilianske flertal overfor catalansk kultur.

Det forskningsmæssigt interessante i situationen er, at begge sider af debatten argumentere for, at der er væsentlige forskelle i social kapital involveret i udviklingen. På uafhængighedssiden har flere påstået, at Catalonien er karakteriseret af en større grad af social kapital end resten af Spanien, og derfor ville vokse hurtigere og fungere institutionelt bedre, hvis regionen blev selvstændig (se f.eks. her for et overblik over litteraturen). På den anden side argumenterer unionisterne, at selve konflikten polariserer folk og dermed underminerer den sociale kapital i Catalonien. Der er dermed brug for forskning, der kan give en indikation om, hvad der er op og ned i debatten.

Det spørgsmål gav Miguel Ángel Borella-Mas, Martin Rode (begge Universidad de Navarra) og jeg os i kast med for halvandet år siden. Papiret med titlen ”The Economics of Change and Stability in Social Trust: Evidence from (and for) Catalan Secession” er nu ude som working paper fra IFN i Stockholm (og kan også hentes på SSRN her). Vi bruger the European Social Survey, som er foretaget i Spanien hvert andet år siden 2002, hvilket både tillader os at sammenligne Catalonien med resten af Spanien, men også at følge udviklingen i social tillid – den vigtige del af paraplykonceptet social kapital – henover udviklingen i konflikten. Når vi gør det, kan vi afvise påstandene fra begge sider af den politiske debat, men også vise et ekstra resultat.

Det viser sig allerførst, at uafhængighedssidens påstand er forkert: Den social tillid i Catalonien er næsten præcist gennemsnitlig i Spanien. Hvis der er et sted, der har en større grad af tillid, er det Baskerlandet, men ikke Catalonien. Der er således ikke umiddelbart grund til at tro, at catalonske institutioner osv. ville fungere bedre end de nuværende spanske. Tester man unionisternes påstand, kan man på den anden side også skyde den ned. Den sociale tillid i Catalonien har ikke lidt under konflikten i forhold til resten af Spanien.

Det er dog i netop dén sammenligning, at det tredje, overraskende fund dukker op.

Den sociale tillid i Catalonien er steget efter at selvstændighed blev en reel mulighed i 2014! Stigningen er ikke tilfældig, da den primært kan ses hos folk, der taler catalansk hjemme, og den er ikke helt lille. Cataloniernes social tillid ser ud til at være steget med 7½% siden 2014, og stigningen er større når vi stiller skarpt på dem, der taler catalansk. Mens vi ikke kan sige noget om, hvad der specifikt foregår, kan vi gøre to ting. For det første kan vi afvise, at det er et resultat af bedre institutioner, idet vi kan se at cataloniernes tillid til de spanske institutioner – retsvæsen, politi, parlament – er faldet drastisk. For det andet kan vi spekulere over, hvad der kunne foregå. Det gør vi i konklusionerne, hvor min foretrukne forklaring er denne: Det er muligt, at ”we are actually seeing the mental process of nation building at work, where conflict is the cradle of a shared Catalan identity that facilitates in-group cooperation and the creation of formal institutions that facilitate it.” Kun én ting er sikker: Intet er som de to sider af konflikten påstår, men den kan vise sig at være til gavn for den catalonske befolkning.

Nyt Ekonomisk Debatt på gaden

I dag er det nye nummer af det glimrende, svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt udkommet. Som trofaste læsere vil vide, er det et tidsskrift der formidler ny, svensk forskning på en mindre teknisk og mere tilgængelig måde end andre videnskabelige tidsskrifter. Redaktørerne af Ekonomisk Debatt sørger også for, at det ikke betyder, at forskningen bag artiklerne er dårligere, blot at den er mere letlæst.

Nummer 7 i år er ikke anderledes end tidligere udgaver, og omfatter flere interessante artikler. Det gælder ikke mindst Björn Olssons (Svenska Bankföreningen) artikel, hvor han vurderer om Sverige ville have haft økonomisk gavn af at være gået med i euroen. Björn bruger en syntetisk kontrolmetode (læs f.eks. her) for at vurdere spørgsmålet. Svaret er klart: ”Resultaten indikerar att Sveriges ekonomiska utveckling har varit starkare tack vare att landet stått utanför valutasamarbetet.”

Et andet højdepunkt i denne måned er Andreas Bergh (Lund) og Gisur Ó Erlingssons (Linköping) ” Riskerar kommunernas tillväxt-politik att göra mer skada än nytta?” Ligesom i Danmark fører svenske kommuner politik for at tiltrække borgere og virksomheder, og skabe erhvervsudvikling. Et kendt problem er dog, at kommunerne ofte ’stjæler’ borgere og virksomheder fra hinanden, eller som Andreas og Gissur skriver: ” Vi identifierar ett koordinationsproblem som gör att vissa åtgärder skulle kunna vara samhällsekonomiskt skadliga.” Er man interesseret i, hvordan kommunernes erhvervspolitik måske gavner dem selv, men på samme tid kan skade det danske samfund som helhed, bør man absolut læse deres artikel.

Derudover er der bl.a. artikler om indvandring og vælgerstøtte til Sverigesdemokraterne, privatiseringseffekter i den svenske eldistribution, og hvorvidt innovationspolitik er skadelig, og en anmeldelse af en ny bog om Sveriges økonomiske udvikling 1914-45. Som altid er Ekonomisk Debatt velskrevet og interessant, og derfor varmt anbefalet.

Argentinas økonomi – det permanente rod

Forleden tabte den siddende præsident Mauricio Macri valget i Argentina til venstrefløjskandidaten Alberto Fernandez. Nederlaget var forudset, da økonomien er dramatisk forværret de sidste år. Macri kom til magten på et program, der tog fat på en række af de persistente, økonomiske problemer, som Argentina har lidt af. Pensionssystemet er basalt set et pyramidespil, særinteresser har stor indflydelse, embedsværket er korrupt – som i mange andre latinamerikanske lande – og det politiske systems budgetdisciplin er med rette berømmet af de helt forkerte grunde. Det samme politiske system blokerede mange af Macris idéer, og de seneste år har været klassisk argentinske.

I 2017 – det sidste år der er konkrete tal for – havde den argentinske stat en indtægt på 120,6 milliarder dollars, men brugte 158,6 milliarder. Der er med andre ord meget lidt styr på de offentlig finanser, hvilket desværre er et klassisk argentinsk problem. Argentina gik endegyldigt bankerot i 1827, 1890, 1951, 1956, 1982, 1989, gennemgik en partiel bankerot i 2001, og endte i lignende problemer i 2014. Landet forsøger nu lige nu at undgå den niende default. Skiftende argentinske regeringer har også på andre måder haft svært ved at overholde internationale aftaler, ikke mindst i handelssamarbejdet i Mercosur, hvor man gentagne gange har brudt aftalerne og hæve handelsbarriererne overfor andre lande i regionen. Argentinernes ligegyldighed overfor internationale handelsaftaler har ikke blot skabt diplomatiske konflikter med det lille, men 20 % rigere, naboland Uruguay, men også med Colombia og økonomiske forbillede Chile.

Over årene har det dybt dysfunktionelle politiske system derfor også leveret både kriser og skuffende økonomisk udvikling. Mens Argentina var verdens tienderigeste land umiddelbart før Første Verdenskrig, har det over det sidste århundrede slet ikke fulgt med andre lande. Den først figur illustrerer problemet ved at plotte udviklingen i det argentinske BNP per indbygger (købekraftskorrigeret) med den tilsvarende udvikling i USA, Spanien og nabolandet Chile. Som figuren klart viser, var Argentina rigere end Spanien indtil først i 1960erne og også markant rigere end Chile. I dag er argentinernes gennemsnitsindkomst kun 30 % af amerikanernes og kun cirka 75 % af chilenernes. Som figuren viser, har der endda været decideret tilbagegang siden 2010.

Datakilder: Penn World Tables, mark 9.1

En væsentlig del af forklaringen ligger i den førte politik, som man kan se i eksemplet i den næste figur. I 50erne var Argentina det af de fire lande, der handlede mest med resten af verden. Mens man for eksempel kan se Spaniens handelsvolumen stige markant fra midten af 1950erne, implementerede Argentina som andre latinamerikanske lande den såkaldte ISI-strategy: Importsubstituerende industrialisering. Idéen bag den, som blandt andet blev udviklet af Paul Rosenstein-Rodan, var at et land kunne opnå økonomisk udvikling ved at lukke grænserne for import af industriprodukter og politisk støtte opbygningen af en egen industri, der leverer de varer, man før importerede. ISI-strategien var en økonomisk katastrofe, som Argentina holdt fast i indtil 1970erne og militærets kup mod det sidste Peron-regime.

Datakilde: Penn World Tables, mark 9.1

Mens Chile tydeligt har fulgt samme handelspolitik som Spanien – og på mange måder en mere åben politik – er Argentinas handelsvolumen i forhold til dets økonomi i dag på størrelse med USA’s. Rent økonomisk giver det ingen mening, da US0,0A’s økonomi er 24 gange større end Argentinas – landets købekraft svarer således til to af de 50 amerikanske staters – og USA har med andre ord også gavn af den enorme handel mellem delstaterne.

En række andre sammenligninger peger den samme vej. Mens V-Dem-projektets vurdering af Argentinas grad af politisk korruption i gennemsnit har været 0,452 (på en 0-1 skala) de sidste fem år, er den 0,064 for Spanien, 0,087 for USA og 0,082 for Chile. Siden Chiles gendemokratisering i 1988 har investeringsraten stabiliseret sig på omkring 22 % – et almindeligt vestligt niveau – mens Argentinas er 15 %, og udviklingen i Chiles kapitalapparat er sket fire gange hurtigere end Argentinas.

I medierne beskrives situationen i Argentina, der vitterligt er på konkursens rand, som en ny og unik situation. Sandheden er desværre, at landet har været der før og at de voldsomme økonomiske problemer i 2019 blot er en gentagelse af tidligere problemer, og en refleksion af landets elendige institutioner og rent ud sagt horrible politiske tradition. Taler man med argentinere i dag, oplever man ofte at deres selvforståelse stadig er, at de er Latinamerikas rige land. Det er mere end en menneskealder siden, at det var bare nogenlunde sandt. Spørgsmålet, man må stille sig, er om der reelt sker noget med Argentina før borgere og politikere indrømmer for sig selv og hinanden, at verden for længst har overhalet deres land?

Urolighederne i Chile – Hvad er egentlig op og ned?

Fredagens – for langt de flestes vedkommende – fredelige demonstration med anslået 1, 2 mio. deltagere i Santiago, er indtil videre kulminationen på mere end en uges voldsomme uroligheder og protester i Sydamerikas rigeste land, Chile.

Efterfølgende har præsident Sebastian Pinera bedt alle ministre om at gå af, for efterfølgende at danne en ny regering.

Indtil videre har urolighederne, som er de værste siden Pinochet-tiden, kostet op mod 20 mennesker livet og regeringen har bedt FN om at undersøge forløbet og omfanget af overgreb fra myndighedernes side (indtil videre er mindst en soldat anholdt, anklaget for mord). De fleste er omkommet i forbindelse med plyndringer og ildspåsættelse, mens 5 menes dræbt i forbindelse med kampe mellem demonstranter og politi og militær.

Det har med andre ord været meget voldsomt, og hvorvidt det er overstået er endnu uklart. Præsident Pinera’s popularitet er i bund og han har slået den tidligere ”rekord” som tilhørte forgængeren, Michele Bachelet, som kun havde opbakning fra 18 procent af vælgerne da hun gik af. Sebastian Pinera’s opbakning er i de seneste gallupundersøgelser nede på 14 procent.

Straks fra urolighedernes start blev de i de lokale og internationale medier beskrevet som konsekvens af den store økonomiske ulighed, ringe pensionsvilkår og ringe adgang til sundhedssystemet. Herhjemme mente Alternativets Uffe Elbæk, som det fremgår af nedenstående, at urolighederne var konsekvens af ”neoliberalistisme”, hvor de rige bliver rigere og de fattigere bliver fattigere. I det hele taget viser både medieomtale og sociale medier at det vist mere handler om Chiles vej til velstand (sammenlignet med resten af Syd- og Latinamerika) end reel interesse i hvad der egentlig foregår. At Chile gik fra at være blandt regionens fattigste (se ovenfor) til at være blandt de rigeste via frimarkedsreformer, er åbenbart en dødssynd.

For mere om baggrund og det dilemma, som Chile står i, vil jeg henvise til Rasmus Sønderriis, som har boet i Chile sinde 1988, fremragende artikel i POV; “Optøjer og protester i Chile: Giv-de-rige-et-chok-doktrinen

I dette indlæg vil jeg se lidt på et par af myterne der spredes i disse dage om Chile.

Det handler om ulighed eller?

Det er både rigtigt og forkert når en gennemgående forklaring på urolighederne i medierne er, at det handler om ulighed. Det er forkert på den måde som mange på venstrefløjen forstår det – og at Chile skulle være OECDs mest ulige land, som man har hævdet flere steder i pressen, bl. a. DR, er ikke korrekt. Det er Mexico. Det gør nok ikke den store forskel, for Chile er, sammenlignet med ikke mindst et land som Danmark, præget af meget stor spredning i indkomst og levestandard. Også selv om den har været faldende de seneste årtier, og er på det laveste niveau der er målt (på gini kvotient) nogensinde.

Kilde: CEPAL (2019)

Latinamerika er verdens mest ulige kontinent, også selv om den økonomiske ulighed har været faldende over de seneste tre årtier i de fleste lande. Men som det fremgår af nedenstående figur fra CEPAL, er uligheden i Chile ikke specielt høj efter regionale forhold og ligger faktisk under gennemsnittet.

Det er heller ikke korrekt at Chile kan karakteriseres ved at ”de rige bliver rigere og fattige bliver fattigere”. Rent faktisk er der en del der tyder på at de fattige er blevet mindre fattige end resten af befolkning, i hvert fald hvis de er i beskæftigelse (nedenstående graf er fra CEPAL).

I det hele taget har der været et markant fald i fattigdommen i Chile de seneste årtier, både når man måler på andelen som har mindre end 3,20 USD. og 1,90 USD. (det vi betegner som ekstrem fattigdom), hvilket fremgår af nedenstående to grafer.

Kilde: CEPAL (2019)
Kilde: CEPAL (2019)

Et af de fremhævede problemer har været pensionssystemet. I forbindelse med reformerne i 1970erne, ændrede man pensionssystemet fra et ”pay as you go system” til et kapitaliseret system, hvorefter pensionen afhænger af hvor meget du har indbetalt og samtidig privatiserede man pensionsopsparingen (hvilket mindre meget om det system, de fleste lønmodtagere herhjemme, ikke mindst de offentligt ansatte kender).

Det gjorde man med god grund. Det gamle system, som stammede helt tilbage fra 1930erne var nemlig reelt bankerot. Man fastsatte fra start pensionsopsparingen til 10 procent af lønnen (det gamle statssystem havde en tvungen indbetaling på 11 procent), hvilket er alt for lavt, hvis man skal opnå en pension på de 70 procent af ens løn, som man lovede ved overgangen til det nye system. Ikke på grund af en ringe forrentning – den har siden starten været på ca. 8 procent p. a. – men fordi mange ikke er del af det formelle arbejdsmarked de 37,5 år som var en forudsætning. Og det der med at være en del af det formelle arbejdsmarked er netop et stort problem, da lidt under en tredjedel arbejder i den uformelle (sorte) økonomi. I vid udstrækning konsekvens af et meget reguleret og ufleksibelt arbejdsmarked. Ikke meget ”neoliberalisme” at hente der.

Problemet er grundlæggende at manglende arbejdsmarkedsreformer indebar, at man tog problemet med at det var indrettet af hensyn til de som var en del af den formelle økonomi med fra det gamle system.

Man har siden indført en bund under pensionerne, men den er meget lav.

Man skal selvfølgelig også være opmærksom på at de der for alvor rammes af manglende pensionsopsparing ikke nødvendigvis er de som dominerer protesterne. Som vi tidligere har set det i bl. a. Brasilien i 2013, synes der er at være en overvægt af folk fra middelklassen blandt de (fredeligt) demonstrerende, mens vandalismen primært varetages af folk fra den yderste venstrefløj – som har stor indflydelse i CONTECH (studenterorganisation) – som minder ikke så lidt om de autonome herhjemme (sort blok), som også havde/har både deres Chilenske og Brasilianske pendanter.

Det var heller ikke noget tilfælde at protesterne over egenbetaling i 2011-2013, primært handlede om betaling til videregående uddannelser, selv om det væsentligste problem er grunduddannelserne (folkeskolerne). Chile har målt på PISA-score det bedste grundskolesystem i hele Latinamerika (hvilket dog ikke siger meget), men også den største spredning. Et problem var at det “voucher-system” man indførte finansierede lokalt i kommunerne. Det indebar groft sagt, at offentlige skoler i de fattige kommuner var/er meget ringe, mens kvaliteten er langt bedre i rige kommuner. Et vouchersystem skal naturligvis finansieres via centrale midler. Se også omtalte artikel af RAsmus Sønderriis.

Når det kommer til de videregående uddannelser (hvor man har ændret betalingsbetingelserne, således at børn af af fattige familer modtager offentlig økonomisk støtte), er det også værd at medtage, at andelen af unge, som gennemfører en videregående uddannelse er høj efter Latinamekanske forhold, mens den økonomiske gevinst er den højeste i OECD.

Måske er det også noget helt andet som har været afgørende for at en relativ lav stigning i priserne på offentlig transport antændte de seneste uroligheder og demonstrationer, nemlig den ringe økonomiske vækst de seneste år, sammenlignet med de forgående “boom-år, omend den naturligvis har været langt bedre end i Argentina og Brasilien, hvor man har haft negativ vækst (Venezuela er helt uden for nummer).

Chile er som de fleste andre økonomier i regionen meget følsom overfor udviklingen i råvarerpriserne, og afslutningen på et historisk råvareboom i nullerne – og især udviklingen efter 2014 – har som det fremgår af ovenstående også haft betydning for væksten i Chile.

Men som Pepe Auth fra oppositionen siger i Rasmus Sønderriis artikel:

”Alle taler om, at vi skal mindske uligheden. Glimrende! Men hør lige engang. Den centrum-venstre-koalition af partier, som jeg er med i, førte kampagne i 2013 med et program for at prioritere lighed frem for vækst, hæve skatterne og øge de sociale udgifter. Vi fik en stor valgsejr til Michelle Bachelet fra Socialistpartiet, der blev præsident med flertal i begge kamre af Nationalkongressen, så hun kunne få alle sine lovforslag igennem.

Jeg var med til at iværksætte en række reformer for større lighed: Gratis højere uddannelse for de 60% laveste indkomster, flere penge til gratis børnehaver og skoler, osv. Hvordan gik det så? Bachelet startede med den højeste popularitet nogensinde, og endte med den laveste nogensinde.

De samme borgere, der havde demonstreret for bedre offentlige skoler, var sure over, at de fattige børn fra slummen nu fik lov at gå i skole med deres egne middelklassebørn. Vi blev kritiseret sønder og sammen over, at skattereformen hæmmede investeringer og jobskabelse. Så op til valget i 2017 lovede Sebastián Piñera det modsatte. Nu skulle der fokuseres på vækst med skattelettelser, og vores sociale reformer skulle rulles tilbage. Og han vandt! Der var stor optimisme, men den varede heller ikke længe. Nu er vi tilbage til at snakke om lighed frem for vækst.

Det er der nok ikke så lidt sandhed i. Så i betydningen at blive lovet noget, som man så ikke opnår er det utivlsomt korrekt at ulighed spiller ind – og her er det nok primært middelklassens oplevelse som er afgørende. Det plejer det at være.

Og så skal man selvfølgelig også huske på, at når man taler om “Sydamerikas rigeste økonomi”, så er det samtidig OECDs anden fattigste. Hvis Chile var medlem af EU, ville kun Bulgarien være fattigere.

Spansk public choice

Jeg kom hjem i går efter at have deltaget i den første spanske public choice workshop. Man kan undre sig over, at der i Spanien – et land, der lider af alskens problemer, som skriger på brugen af redskaber fra public choice-litteraturen – ikke er en tradition som den årlige danske workshop. Det krævede pudsigt nok et tysk-mexicansk hold, punditokraternes ven Martin Rode og vores fælles PhD-studerende Andrea Sáenz de Viteri, for at stable en workshop på benene ved Universidad de Navarra i Pamplona.

Den spanske public choice workshop blev heldigvis en succes med deltagelse fra 12 forskellige lande og en række fine præsentationer. Et af de absolutte højdepunkter var brasilianske Laura Barros, der er midt i sin PhD ved det prestigiøse universitet i Göttingen, der præsenterede ”#EleNão: Economic crisis, the political gender gap, and the election of Bolsonaro.” Laura, som jeg kender fra min tid som gæsteprofessor i Heidelberg hvor hun tog sin master-uddannelse, viser sammen med sin kollega Manuel Santos Silva i en fremragende analyse, hvordan Brasiliens økonomiske nedtur i uforholdsvis grad ramte landets mænd. Resultatet blev, at mænd i stor stil stemte på Bolsonaro, mens kun lidt over 40 % af de brasilianske kvinder stemte på ham. Laura pegede således på, at uden nedturen var Bolsonaro ikke blevet valgt i første runde, og måske slet ikke.

Henrik Jordahl om folks forestilling om profitmarginer (det korrekte tal er angivet ved den røde linje)

Udover den glimrende analyse fra Göttingen bød workshoppen på en række andre interessante præsentationer. Den altid gode Henrik Jordahl (på billedet), der er professor på Örebro Universitet, præsenterede resultaterne fra en eksperimentel spørgeskemaundersøgelse om folks mening om privat produktion af offentlige ydelser som ældrepleje. Tricket er, at Henrik giver nogle respondenter faktisk information om, hvad de involverede firmaers faktiske profitmargen er (5 %), mens andre ikke får nogen information og en tredje gruppe spørges om, hvad de tror den er. Analysen peger først på, at svenskerne i høj grad er imod offentlig service for profit, men også at faktisk information typisk får folk til at blive en tand mere positive.

Et andet højdepunkt var Martin Rode (Navarra), der sammen med sin ungdomsven Sebastian Stöckl (Universität Liechtenstein) i ”The price of populism: Financial market outcomes of populist electoral success” ser på hvordan de finansielle markeder reagerer på valget af populistiske politikere. Martin og Sebastian har gennemført en omhyggelig og avanceret analyse af markedets reaktioner i månederne omkring valg, og finder, at de i meget synlig grad reagerer på valget af venstrefløjspopulister, mens der ikke er nogen generel effekt af deres populistiske kolleger på højrefløjen.

Sidst, men ikke mindst, blev workshoppens spændvidde demonstreret af Pantelis Kammasa (Athens University of Economics and Business), der sammen med sin kollega Vassilis Sarantides (University of Sheffield) er gået tilbage i græsk historie for at kaste nyt lys på, hvad der politisk sker omkring demokratiseringer. I ”Democratisation and tax structure in the presence of home production: Evidence from the Kingdom of Greece” viser de to grækere, at den græske demokratisering ændrede skattestrukturen, men uden at ændre det overordnede skattetryk. Selv i 1860ernes Grækenland reagerede demokratisk valgte politikere således på vælgernes præferencer ved at skifte beskatningen

Workshoppen bød også på deltagelse af en række forskere, som trofaste læsere af punditokraterne har læst om før: Niclas Berggren (IFN), Hans Pitlik (WIFO), og Therese Nilsson og Andreas Bergh (Lund). Senere på året afholdes the Australasian Public Choice Conference i Brisbane, den danske workshop ruller af stablen i januar, og som traditionen byder, skriver vi også om højdepunkter og lovende nye folk når tiden nærmer sig for selve the Public Choice Society i marts. Er man interesseret i public choice og politisk økonomi sker der meget på forskningsfronten for tiden.

Radio 24/7’s lukning er symptom på, at staten fylder for meget.

Mange beklager at den alternative kanal Radio 24/7 nu endeligt lukker. Det gør jeg også. Jeg har haft mange gode stunder som ”offer” i forskellige programmer.

Der er flere konkrete årsager til lukningen. Først blev der indført et politisk krav om at flytte størstedelen af produktionen væk fra København. Derefter kunne det ikke hænge sammen for ejeren, Berlingske Medier. Stationen fik en ny chance, da den nye DAB-kanal kom i udbud, men den blev tildelt til en ny station Loud (med bl.a. Nationalmuseet i ryggen).

Men i stedet for at pille i de konkrete omstændigheder, vil jeg træde et skridt tilbage og se på det helt grundlæggende problem i dansk mediepolitik. Det er, at staten fylder alt for meget – og meget mere end i sammenlignelige lande.

Det er et af de alvorlige svigt fra det borgerlige flertal i den sidste valgperiode, at der ikke blev gennemført en egentlig mediereform. Man fik kun svinget sig op til at gennemføre besparelser på DR’s budget, som ikke en gang står mål med faldet i de private mediers udbredelse i de foregående år. Vi har altså en situation, hvor den statslige dominans vokser på bl.a. nyhedsområdet. De statslige medier har samtidig kapital i ryggen til at kaste sig ind på nye områder. DR og TV2 er således de to største danske nyhedssites på nettet.

Der er ingen god grund til, at staten er involveret i medieproduktion. Der er tværtimod gode grunde til, at uafhængige medier holder staten i ørerne. Vi er med rette bekymrede over, at medierne ikke er uafhængige nok i lande som Polen, Ungarn og Rusland.

Der har en gang været et (svagt) argument for, at der var en ”markedsfejl” forbundet med æterbårne radio- og TV-udsendelser, fordi man ikke kunne udelukke ikke-betalere fra at modtage dem. Dermed kunne private aktører have svært ved at finansiere dem (dog ikke mere, end at man gjorde det ved hjælp af reklamer i andre lande). Forekomsten af ”markedsfejl” er den klassiske begrundelse for offentlig intervention.

Men den ”markedsfejl” eksisterer ikke længere, hvor man sagtens kan udelukke ikke-abonnenter fra at modtage programmerne via nettet eller kabelnetværk. Derfor er der ikke større begrundelse for offentlig indblanding, end når det gælder f.eks. dagblade.

Det typiske argument for statslig intervention er i stedet et politisk ønske om at levere ”public service”. Det er grundlæggende et paternalistisk argument om, at forbrugerne bør forbruge andre medier, end de ville vælge frit. Det hører efter min mening ingen steder hjemme i et liberalt demokrati, hvor borgerne ikke betragtes som undersåtter. Men selv om man går ind på forestillingen om public service, kan det ikke begrunde den nuværende mediepolitik. Den nuværende mediepolitik handler i alt overvejende grad om at finansiere statslige medieinstitutioner – og ”public service” er ikke veldefineret udover, at især DR udpeges til per definition at være ”public service”.

Hvis man skulle tage ”public service” alvorligt, talte det for at yde støtte til alle, der udbyder noget, som lever op til veldefinerede kriterier. Det er f.eks. sådan, der ydes filmstøtte. Den kan søges af alle og ydes ikke altovervejende til et statsligt filmselskab. Eller hvis politikerne gerne vil formå borgerne til at forbruge bestemte medieprodukter (nyheder, kultur etc.), ja så er det oplagte redskab at give en voucher til at købe sådanne produkter for. Den kunne så bruges til f.eks. TV- eller avisabonnementer, som lever op til kriterierne.

CEPOS udgav i 2017 en analyse af mediemarkedet og en række forslag til en mediereform (her), hvor disse pointer er uddybet. Den er desværre stadig aktuel.

Når Radio 24/7 må lukke, er det altså først og fremmest et resultat af, at radiomarkedet især for nyhedsstof er så domineret af statslig finansiering, at det ikke er muligt at drive en uafhængig station på kommerciel basis. Og det er værd at erindre, at det faktisk var målet, da stationen blev etableret. Var det lykkedes at blive økonomisk uafhængig, kunne  stationen have kørt videre, men realiteten var, at det ikke gik uden fortsat statsstøtte.

Den anden grund er, at den statslige finansiering er så politisk kontrolleret, at private institutioner står og falder med, hvordan politikerne beslutter at bruge pengene. Havde der været adgang til ”public service”-støtte på samme måde som filmstøtten (altså til formål, der lever op til bestemte kriterier) eller støtte direkte til borgerne til medieabonnementer, ville det have givet et betydeligt mere stabilt og mindre vilkårligt støttegrundlag for Radio 24/7.

Borgerlige politikere, som i disse dage begræder lukningen af Radio 24/7, har kun sig selv at takke.

Dansk public choice workshop 2020

Hver år afholdes en dansk public choice workshop, som de senere år har alterneret mellem Aarhus og København (da Odense har meldt sig ud). Sidste års workshop blev afholdt på Aarhus Universitet, og bød bl.a. på Andreas Berghs papir om Hayekian Welfare States, der nu er under udgivelse i Journal of Institutional Economics, Lasse Aaskovens The Political Effects of Wealth Inequality: Evidence from a Danish Land Reform, og Felix Døssing og David Dreyer Lassens arbejde om Suboptimal Paternalism.

Vi håber igen den 24. januar at kunne samle et mindst lige så stærkt hold til den 21. danske workshop, ligesom vi håber igen at se både etablerede forskere, unge kolleger og interesserede studerende og andre. Workshoppen afholdes fra klokken 11 hos Cepos på Landgreven 3 i det indre København. Som altid er workshoppen gratis og åben for alle interesserede, men vil man præsentere et papir, skal levere et abstract som skal godkendes af programkomiteen. Fristen for indsendelse er juleaften, og som de senere år håber vi at få forslag fra Danmark, Sverige, Tyskland og Polen – og forhåbentlig fra flere steder.

Når vi nærmer os workshoppen kommer vi – som traditionen byder – til at skrive om det endelige program her på stedet. Foreløbig skal vi blot minde folk om, at workshoppen endu en gang løber af stablen i januar i en altid venlig atmosfære. Er man interesseret i public choice, politisk økonomi eller udviklingsøkonomi, er man velkommen.

Brexit-problemet – set fra et britisk perspektiv

I går stemte det britisk parlament igen om Brexit-problematikken og endte med at sparke det endelige spørgsmål til hjørnespark. Parlamentet bestemte, at premierminister Boris Johnson skal bede EU om en udsættelse, så lovgivning der forbereder den endelige proces med at forlade unionen kan gennemføres. Begivenhederne har endnu en gang bragt hele Brexit-diskussionen op i de danske medier igen, inklusive en hel lørdag aften på TV2 News. Og endnu en gang bragte medierne eksperter, blandt andet den ellers dygtige Henrik Drusebjerg, der vurderede at ”regningen bliver ret alvorlig.”

Hvad man end måtte mene om EU og om Brexit, har hele debatten desværre afsløret et problem i de danske medier: Danske journalister har i høj grad dækker Brexit-problematikken fra en rendyrket EU-vinkel. Får man udelukkende sine nyheder fra DR, TV2 og de store aviser, har man således med stor sandsynlighed fået det indtryk, at Brexit er tæt på økonomisk selvmord, og en masse gode mennesker har gjort hvad de kan for at beholde Storbritannien i den europæiske klub. Sandheden, som undertegnede ser den fra mit kontor i Aarhus, er langt mere grumset.

I Storbritannien selv har debatten været voldsom, men også noget mere nuanceret end i resten af Europa. Remain-siden har fokuseret på worst case-scenarier, hvor omkostningerne ser gigantiske ud, mens hårdnakkede Leavers i stedet har påstået, at der er umiddelbare gevinster ved at forlade EU. Og begge sider har til en vis grad ret: Remain-argumentet om store omkostninger er korrekt, når man ser på den regning, EU kræver at briterne skal betale, og de omstillingsomkostninger, som britiske virksomheder kommer til at bære.

Disse argumenter er også omhyggeligt dækket af de danske medier, mens de realistiske argumenter fra Leave-siden ikke er: Når Storbritannien forlader EU, har landet også en reel mulighed for at komme af med unionens fælles handels- og landbrugspolitik. Dette politikkompleks bruges ofte af nationaløkonomer som et særligt klart eksempel på ekstremt skadelig politik, der gavner små, uproduktive særinteresser og lægger en massiv regning hos almindelige borgere. Den britiske regering er åbenlyst frihandelsorienteret, den britiske frihandelstradition strækker fra de konservative til et godt stykke ind i Labour og the Scottish National Party, og regeringens erklærede mål er at bibeholde frihandel med EU og markant reducere de britiske handelsbarrierer overfor resten af verden.

De danske medier har i bedste fald betragtet øget frihandel som fugle på taget, mens de har taget Leave-sidens vurdering af transitionsomkostningerne for absolutte tal. Problemet er dog, at de positive dynamiske effekter af britisk handelsliberalisering på sigt kan være langt større end de kortsigtede transitionsomkostninger (læs f.eks. her, her og her). At beholde briterne i toldunionen har derfor aldrig været en reel mulighed, da man derved ville afskære sig fra stort set alle de kendte positive muligheder af Brexit.

Danske journalister synes at tro, at EU er en frihandlende og frihandelsvenlig blok, omend unionen de facto er stærkt protektionistisk overfor store dele af verden, og er rykket i en mere protektionistisk retning de senere år. Politisk er Brexit derfor et problem for Danmark, der sammen med bl.a. Sverige og Tjekkiet er blandt de få frihandelsorienterede samfund, der i Storbritannien havde deres eneste store allierede i EU. Fra dansk side har der derfor været et meget forståeligt ønske om at beholde Storbritannien i unionen, der ikke blot handler om at beholde fri import fra landet. Læg her mærke til, at der reelt ikke er nogen bekymring, om det bliver sværere at eksportere til briterne – ingen tror faktisk på, at briterne ville hæve handelsbarriererne.

Et sidste problem er, at mens danske journalister har været hurtige til at kritisere britiske politikere og forhandlere – der så absolut har fumlet, begået store fejl og trukket processen i langdrag – har de øjensynligt troet på alt, EU’s forhandler Michel Barnier har sagt. Sandheden er dog, at EU med vilje forsøger at gøre det så svært som muligt at forlade unionen. Mens der er relativt klare processer i forbindelse med lande, der tilslutter sig EU, er der ingen tydelig procedure for at gøre det modsatte, da det aldrig har været meningen, at det skulle kunne lade sig gøre. Fra EU’s side har en del af den politisk forhandlingsstrategi derfor været at gøre et skræmmende eksempel ud af Brexit ved at gøre det ekstremt dyrt og besværligt. Den lidt lunkne og usikre tyske holdning har således reflekteret, at Merkel er enig i formålet med strategien – at ingen i fremtiden skal fristes til at forlade EU på samme måde som ingen skal fristes til at forlade en rockerklub – men også er pinligt klar over, hvor dyrt det kan blive for tysk erhvervsliv at man gør det svært at handle med briterne.

Om man i sidste ende mener, at Brexit er en god eller dårlig idé, afhænger således ikke blot af ens holdning til EU’s stigende interventionistiske reguleringspolitik – den skiller også vandene i dansk politik – men også om man lægger vægt på det korte eller det lange sigt. På kort sigt er det dyrt, men på langt sigt åbner Brexit for reelle muligheder. Pointen i denne søndags tirade mod danske medier er ganske enkelt, at nuancerne i debatten og balancen mellem pro et con er forsvundet i deres eksklusivt kontinentaleuropæiske perspektiv. Langt de fleste journalister har således glemt en grundregel i journalistisk: Der er altid to sider af en sag.

Ny læsning for punditokraterne

Her på bloggen holder vi af at følge med. Forleden udkom nye numre af to samfundsvidenskabelige tidsskrifter som vi jævnligt læser, og som fortjener at blive nævnt her. Først og fremmest er der et nyt temanummer af det danske Samfundsøkonomen på gaden. Temaet er Donald Trumps USA, og det er gæsteredigeret af den altid glimrende Peter Kurrild-Klitgaard, der har udvalgt et stærkt hold af skribenter. Mirco Reimer-Elster skriver om sammenstøddet mellem Trump og den amerikanske konservatisme, redaktøren selv om hvor vigtig økonomien er for hvordan amerikanerne stemmer (og hvorfor så mange stemte på Trump), Frederik Hjort analyserer Trump som ’issue entrepreneur’, mens Birthe Hansen skriver om hans udenrigspolitiske linje. To punditokrater har også sneget sig med i temanummeret, da Otto Brøns-Petersen skriver om Trumps økonomiske politik, mens undertegnede har bidraget med en artikel om præsidentens handelspolitik. Hele de varmt anbefalede temanummer kan læses her.

Det andet tidsskrift er det altid interessante svenske Ekonomisk Debatt, der netop er udkommet med nummer 6 i år. Det nye nummer omfatter blandt andet en artikel om Kinas nye middelklasse af Björn Gustafsson, Terry Sicular og Xiuna Yang – der blandt andet peger på, at den i dag tæller 250 millioner mennesker – en artikel af Fredrik Andersson og Altin Vejsiu om hvilke mennesker der vælger at blive iværksættere, og en anmeldelse fra Jesper Ahlin Marceta af  David C. Roses ny bog Why Culture Matters. Ekonomisk Debatt er også som altid varmt anbefalet.

Mere om Nobelprisen 2019

Som Otto skrev i går, har Sveriges Riksbank annonceret at dette års økonomipris går til Abhijit Banerjee, Esther Duflo og Michael Kremer. Mens der har været begejstring fra nogle dele af det nationaløkonomiske miljø, er begejstringen ganske begrænset i andre dele. Prisen gives for de tre forskeres pionerindsatser i applikationen af Randomized Control Trials (RCT) til økonomiske spørgsmål. De leverer dermed væsentligt klarere evidens for, hvilke politiktiltag der virker omkostningseffektivt.

Både Angus Deaton, modtageren af Nobelprisen for fire år siden, og William Easterly, der ofte nævnes som en mulig fremtidig modtager, er stærkt skeptiske overfor værdien af RCTer. Deaton har sammen med Nancy Cartwright kritiseret RCTer i Social Science and Medicine, mens Easterly skrev om problemerne allerede for ti år siden. Dengang understregede han, at:

“RCTs are infeasible for many of the big questions in development, like the economy-wide effects of good institutions or good macroeconomic policies. Some RCT proponents have (rather naively) claimed RCTs could revolutionize social policy, making it dramatically more effective – this claim itself can ironically not be tested with RCTs. Otherwise, embracing RCTs has led development researchers to lower their ambitions. This is probably a GOOD thing in foreign aid, where outsiders cannot hope to induce social transformation anyway and just finding some things that work for poor people is a reasonable outcome. But RCTs are usually less relevant for understanding overall economic development.”

Det dybere problem er, at specielt Esther Duflo har givet udtryk for, at økonomisk og social udvikling er et spørgsmål om at skrue på bestemte politikknapper og dirigere mennesker til bedre udkomme. Duflo har således med stolthed fortalt om, hvordan hun går til problemerne med en ingeniørtilgang. Dette års pris gives således også til en tilgang til udviklingsproblemer, hvor økonomer skal agere som ’sociale ingeniører’. Som Hayek understregede i sin Nobelpræsentation tilbage i 1974, er det en tilgang, som økonomer og politikere ofte har, men lige så ofte slet ikke burde have. Hayek kaldte den implicitte fejltagelse for ”the pretence of knowledge”, dvs. at man gjorde som om man havde viden og indsigt, som man ikke har og ofte ikke kan have. Duflo er dermed i høj grad, hvad Adam Smith for snart 250 år siden ville have kaldt ”a woman of system” (hattip: Niclas Berggren).

Det store spørgsmål, som hun og hendes hold fuldstændigt ignorerer, er at et hold fra Harvard og MIT således meget præcist kan styre, hvad forskellige aktører får af penge og andre incitamenter, man kan en lokal myndighed i Congo, Laos eller Nicaragua rent faktisk gøre det samme? Antager man at den slags ikke er et problem, begår man Hayeks fejltagelse – som rigtigt mange udviklingspraktikere og politikere har gjort over årene – at tro at institutionerne i fattige lande ikke er underlegne i forhold til f.eks. tilsvarende svenske eller britiske institutioner. Det er den slags fejltagelse, der kan lave en velment vestlig intervention fra veluddannede gutmenschen om til et yderligere korruptionsproblem.

Som både Deaton, Easterly og adskillige andre har påpeget, gives Nobelprisen i år til en approach og videnskabelig holdning uden nogen form for institutionel viden – i RCT-miljøet er det ofte noget, man næsten totalt ignorerer. Det skaber dog det problem, at mans RCTer kan bruges til at evaluere overordnede effekter, giver de ret ligegyldigt input til en debat om, hvordan man designer bedre politik og indgreb. I en vis forstand ligger det problem også bag den ophidsede diskussion af Michael Kremers 15 år gamle studie af effekter af ormekure i Afrika (læs f.eks. et overblik her), hvor evidensen har vist sig ikke at være så robust som man først troede.

Overordnet, det burde være klart at jeg heller ikke er voldsomt begejstret for dette års Nobelpris. Den er på sin vis en tilbagevenden til en approach til nationaløkonomi og det at være nationaløkonom, som adskillige Nobelprismodtagere – James Buchanan, Vernon Smith, og Jean Tirole for blot at nævne nogle få – har været stærkt skeptiske overfor. Etisk er det en tilbagevenden til et syn på fattige mennesker som nogen, man skal ’hjælpe’ på en meget direkte måde, hvor man kan behandle dem som skakbrikker. Og selvom RCT-tilgangen skulle vise sig at være så brugbar, som Banerjee, Duflo og Kremer mener, er det alt for tidligt at sige. Nobelprisen til RCT-metodologien er – selv hvis den skulle vise sig at være velbegrundet – uddelt ti år for tidligt.

UPDATE: David Henderson hos EconLog peger på Oxford-økonomen Lant Pritchetts syleskarpe dissekering af RCT-bevægelsens påstande i Randomizing Development: Method or Madness. Varmt anbefalet for wonks.

Årets Nobelpris i økonomi – hvad kan vi lære af den?

Nobelprisen i økonomi for 2019 blev annonceret i går. Det er blevet en tradition, at jeg skriver et fagligt portræt af årets vindere – denne gang er det Abhijit Banerjee, Ester Duflo og Michael Kremer. Det bliver mit 16. portræt. I år offentliggøres det på Euroinvestor og kan læses her. Tilmed ganske gratis.

Nobelprisen handler i år om to ting: Udviklingsøkonomi og empirisk metode. Som jeg skriver i portrættet, styrter fattigdommen i Verden med uset hastighed, men det skyldes ikke bistandspolitikken. Der er tilmed en udbredt modvilje i ”det udviklingsindustrielle kompleks” af politikere, embedsmænd og organisationer mod evidens i bistandspolitikken (hvilket er forståeligt i lyset af de ringe resultater).

Årets Nobelpristagere har imidlertid bidraget med netop at levere bedre evidens for, hvilke konkrete typer af politiktiltag der er mest effektive til at bekæmpe fattigdom. F.eks. virker flere ressourcer til skoler i form af lavere klassekvotient, bedre bøger og gratis måltider ikke særlig effektivt, mens målrettede initiativer for svage elever og incitamenter til at nedbringe det enorme lærerfravær i lande som Indien har stor effekt ifølge navnlig Banerjee og Duflos forskning.

Men hvad vil evidens sige, og hvad kan vi bruge den til?

Statistisk evidens handler grundlæggende om at måle signifikante forskelle og at koble dem til mulige årsager. Det er en betydelig udfordring, ikke mindst i samfundsvidenskaberne. Det er let nok at sammenligne f.eks. gennemsnitsindkomsten i to lande, Danmark og Luxembourg, og identificere en forskel en forskel, måske at vi er overvejende protestantiske og luxembourgerne overvejende katolske. Men deraf kan man ikke slutte, at katolicisme har en gavnlig indflydelse på gennemsnitsindkomsten, selv om luxembourgerne er rigere end os. Der er mange forskelle på de to lande, og vi kan ikke være sikre på, at kun religion spiller en rolle.

Hvis man skal kunne sige noget om effekten af religion, skal man eliminere samtlige andre potentielt forklarende årsager til, at gennemsnitsindkomsten varierer.

Den mest almindelige metode i samfundsvidenskaben er at forsøge at kontrollere for alle de andre mulige forklaringsfaktorer. Det gør man ved at tage disse faktorer med i den statistiske analyse (typisk en multipel regressionsanalyse, som netop kan håndtere flere forklaringsfaktorer på én gang). Det kunne være aldersfordelingen, det historiske udgangspunkt, styreformen, udrustningen af naturressourcer og meget andet. For både at øge antallet af observationer og sandsynligheden for, at andre forklaringsfaktorer er tilfældigt fordelt, er det hensigtsmæssigt at udvide antallet af lande og af år, der sammenlignes.

Hvad er det strengt taget, denne metode forsøger at gøre? Den forsøger via kontrollerne at gøre al anden variation tilfældig end netop den faktor, man vil undersøge (i dette tilfælde effekten af religion). Problemet er, at det er svært at være sikker på, at man får fjernet effekten af al anden variation. Altså – om der kontrolleres for nok. Det er også vigtigt at finde holdepunkter for årsagssammenhængens retning. Altså – selv om vi måtte finde en positiv korrelation mellem katolicisme og velstand, skyldes den så, at katolicisme fører til velstand, eller snarere at velstående lande er mere katolske? (det findes der også metoder til at belyse).

I naturvidenskaben er det ofte lettere at opnå det, samfundsvidenskaber søger ved at indføre kontroller mv. i sine statistiske studier. For det første kan man gennemføre eksperimenter. For det andet kan man udtage randomiserede, dvs. tilfældigt udvalgte, stikprøver. Antag at vi f.eks. kunne udtage 10.000 personer og gøre halvdelen til henholdsvis protestanter og katolikker, og så se, hvor velstående de blev. Det ville besvare spørgsmålet. Og det er præcis, sådan man oftest gør i naturvidenskaben. Nye lægemidler bliver testet på denne måde. To tilfældigt udvalgte grupper får henholdsvis det aktive stof og placebo. Forskellen mellem de to grupper kan derfor tilskrives lægemidlet.

Som mit lille eksempel med velstand og religion sikkert har antydet over for den indsigtsfulde læser, så ville det være svært at gennemføre det eksperiment her. Man kan ikke gøre folk religiøse på samme måde, som man giver dem en pille. Og selv da ville effekten måske først udspille sig over lang tid. Derfor har det været god latin i økonomi, at man ikke kan eftergøre naturvidenskabens metode i samfundsvidenskaben.

Den gode latin er imidlertid blevet udfordret. Vernon Smith, Nobelpristager i 2003, indførte eksperimentaløkonomi i form af laboratorieforsøg, hvor man rekrutterer forsøgspersoner (ofte studerende), og lader dem f.eks. spille bestemte typer af spil. Smith viste f.eks., at personer uden formel træning i at agere på et marked meget hurtigt lærer at opføre sig, som om de havde.

En anden form for eksperimenter, som er blevet ganske udbredt, er naturlige eksperimenter. Det går ud på at anvende begivenheder, som mere eller mindre tilfældigt opstår i den virkelige verden. Der kan f.eks. være tale om indførelsen af en skattereform. Hvis man kan finde to ellers ens grupper, som bliver berørt forskelligt, kan man måle effekten af skattereformen – f.eks. hvor meget folks arbejdsudbud reagerer på en ændring i den disponible indkomst. Et fremragende eksempel på et studie af et naturligt eksperiment er Simon Calmar Andersen og Helena Skyt Nielsens studie af effekten af de obligatoriske test i grundskolen. De udnyttede et IT-nedbrud, som betød, at nogle skoler ikke deltog i testen, mens andre gjorde. Tilfældigheden i nedbruddet gav den tilfældige udvælgelse, man var ude efter. Studiet viste i øvrigt en klar positiv effekt på indlæringen af de nationale test.

En tredje form for eksperimenter er feltstudier, hvor man lader tilfældigt udvalgte personer få en på forhånd tilrettelagt intervention, mens andre ikke gør. Og det er netop sådanne studier, Banerjee, Duflo og Kremer belønnes for i år. De har f.eks. set på effekten forskellige typer interventioner for at forbedre undervisningen, sundhed og finansiering (hvor mikrolån viser sig ikke at være så effektive, som tidligere troet). Feltstudierne er foretaget på konkrete skoler, klinikker osv. i den tredje verden.

Nobelpriskomiteen lægger vægt på, at de tre forskere ikke alene har formået at dokumentere selve deres studier godt (intern validitet), men også deres generelle anvendelighed (ekstern validitet).

Spørgsmålet er dog, hvor langt anvendeligheden rækker.

Jeg synes, der er tre hovedpointer.

Den ene er, at man altid bør basere konkrete politiske indgreb på evidens. Det omfattende spild af udviklingsbistandsmidler er en tragedie. Men også når det gælder indenlandsk dansk politik på f.eks. undervisningsområdet, bør der være krav om evidens. Det kan medvirke til at anvende de store mængder af offentlige udgiftskroner så effektivt som muligt og stille de organiserede interesser lidt svagere. Se blot på den polemik, Calmar Andersen og Skyt Nielsens studie har udløst.

Den anden er, at man årets Nobelpris ufortalt ikke altid har mulighed for at basere sig på feltstudier. Det håber jeg, at mit lille tankeeksempel om religion illustrerede. Vi vil fortsat se en betydelig mængde økonomiske studier, som anvender statistiske kontroller frem for randomiseret udvælgelse og eksperimenter. Og denne type analyser er altså ikke forkerte, selv om styrken af deres resultater kan være svagere.  

For det tredje skal man også huske på, at evidens for politiske indgreb er et planøkonomisk redskab. Allokering ved hjælp af politiske beslutninger er højst en nødløsning. Under normale omstændigheder er institutioner som privat ejendomsret, markeder, åben konkurrence, fri prisdannelse og gode incitamenter langt mere effektivt end politisk styring. Det er udviklingsøkonomi og fattigdomsbekæmpelse et glimrende eksempel på. Nok har de tre Nobelpristagere været med til at forbedre tilværelsen for et meget stort antal mennesker, men det store fald i fattigdommen i de senere år skyldes primært globalisering, handel og mere markedsøkonomi.

Ecuador – tilbage til 90erne

Update – søndag lokal tid aftalte regering og repræsentanter for de protesterende at man ophæver afskaffelsen af subsiderne til benzin og diesel, som regeringen ellers havde ønsket.

Tidligere på året forhandlede Ecuadors regering en lånepakke hjem på ca. 10 mia. USD, herunder 4,2 mia. fra IMF. Som led i den indgåede aftale, ønsker regeringen at ophæve den massive subsidiering af benzin og diesel. Det har (måske ikke overraskende, givet Ecuadors historie) medført omfattende uroligheder. Regeringen har indført undtagelsestilstand, mens urolighederne har kostet flere mennesker livet.

Det er præsident Lenín Moreno’s største krise, siden han blev valgt i 2017. Moreno afløste venstrepopulisten Rafael Correa, efter at have været dennes vicepræsident. Efterfølgende har man foretaget en 180 graders drejning væk fra dennes venstrepopulistiske politik. Under Correa var Ecuador medlem af ALBA og dermed tæt allieret med Venezuela under Hugo Chavez og hans efterfølger Maduro. Moreno har meldt Ecuador ud af ALBA, ligesom Ecuador forlader OPEC primo 2020.

Målet er at reformere Ecuadors økonomi efter forbillede fra lande som f. eks. Chile og Uruguay, åbne økonomien og få restartet den økonomiske vækst, bl. a. ved at øge olieproduktionen og tiltrække flere udenlandske investeringer.

Som led i denne proces prøver man at reformere den offentlige sektor, nedbringe de offentlige udgifter og få kontrol over den stigende gældsætning, som var konsekvensen af den tidligere regerings økonomiske politik. Om det lykkes står fortsat hen i det uvisse. Ecuador har tidligere oplevet store uroligheder, som er endt med afsættelse af den siddende præsident, når man har prøvet at gennemføre markedsreformer.

Ophævelsen af subsidier til benzin, som vil mere end fordoble prisen på diesel, har udløst de nuværende demonstrationer og optøjer, vejblokader, samt ramt olieproduktionenen og lukket landets eneste kobermine. Afskaffelsen af subsidierne forventes at spare staten for ca. 1,3 mia. USD. om året – svarende til ca. 4 procent af de offentlige udgifter.

For at afbøde effekterne for de laveste indkomster, øges en række sociale ydelser betydeligt.

Mens mange lande i regionen oplevede betydelig vækst under råvare-boomet i nullerne, har den fortsatte økonomiske udvikling været langt mere afdæmpet i 10erne – også hvis vi ser bort fra katastrofen Venezuela. Som det fremgår af nedenstående figur, er BNP per indbygger kun steget 10 procent i Ecuador siden 2010, mens man har oplevet et decideret fald siden 2014.

Samtidig er den off. gæld steget igen og nærmer sig niveauet i begyndelsen af nullerne. Denne udvikling er ikke holdbar, og da Ecuador siden 2001 har anvendt dollars i stedet for egen valuta, kan tilpasning kun ske via interne reformer.

Krisen har alle de ”klassiske” ingredienser, på den ene side reformer som led i en aftale med IMF. På den anden side Indianerorganisationer, fagforeninger og ”progressive” venstreorienterede.

Hvis (og det er et stort hvis) det rent faktisk ender med en afskaffelse af subsidieringen, vil det være en stor sejr for præsidenten, og love godt for reformeringen af Ecuadors økonomi.

Men der er tale om et meget stort ”hvis”.

Sammen med Niels Lindvig var jeg for øvrigt gæst hos Cordua & Steno i torsdags, hvor vi bl. a. tale om situationen i Ecuador. Det kan man høre ved at klikke på linket her.

For mere information om reformplanerne i Ecuador – set fra IMFs side – se her

For information om hvordan man opfatter konflikten fra “den anden side” (Indianerorganisationerne), se her (på engelsk).

Er de Radikale blevet kulturfascister?

Forleden luftede de Radikale, som en del af deres finanslovsudspil, et forslag om en skat på streaming. Deres idé er, at staten skal beskatte alle abonnementer på streamingtjenester, og bruge skatteprovenuet til at subsidiere ”danskproduceret tv-fiktion.” Forslaget er således, præcist som en tilsvarende fransk streamingskat, rettet mod udenlandsk streaming som f.eks. Netflix, HBO og Amazon Prime. Jeg bemærkede i Børsen i torsdags, at forslaget således har konsekvenser præcist som en told på import af streamet udenlandsk tv, da man betaler ’skatten’ af alle tjenester, men kun de danske – de eneste, der producerer dansksproget tv-fiktion – bliver kompenseret. Uanset at de Radikale kalder forslaget en skat, er det således i praksis en told, med alle de kendte stærkt negative konsekvenser som handelsbarrierer altid har.

Allerede dagen efter affødte mit indlæg et vredt, men indholdsmæssigt også temmelig meningsløst svar fra Jens Rohde. Hovedpointen var, at jeg tog fejl og at vi da alle bør betale til det fælles public service-tv. Rohde – eller de studentermedhjælpere, der nok har skrevet svaret – virkede særligt ophidset over min pointe, at forslaget i høj grad omfordeler fra unge, fattigere til ældre, rigere tv-forbrugere. Streaming af f.eks. Netflix og HBO er langt mere udbredt blandt yngre forbrugere, mens det i særligt grad er ældre forbrugere, der ser dansksproget tv-fiktion som flow-tv. Forslaget har således social slagside, hvilket det radikale svar ikke engang klart benægtede.

Det særligt bekymrende i det radikale forslag er dog den idémæssige baggrund. Som jeg skrev i Børsen: ”Lægger man en told på udenlandsk streaming vil den de facto øge den politiske kontrol og styring af danskernes tv-forbrug. Den slags politik hører ikke hjemme i det 21. århundrede.” Med andre ord er intentionen, at dirigere danskernes tv-forbrug i en bestemt retning. Det er samme idébaggrund, der ligger til grund for Zenia Stampes forslag om at udlevere to bøger til danskerne – vel at mærke valgt fra politisk hold – hvert år. Min umiddelbare reaktion på begge forslag var den samme: Hvad fanden bilder de sig ind. Med hvilken ret mener de Radikale politikere, at de kan bestemme, hvilket kulturforbrug danskerne bør have?

Det er næsten umuligt at forestille sig, at forslagenes retning og baggrund ikke gør ondt langt ind i hjertet på klassiske radikale vælgere og politikere. Partiet har en lang tradition for netop at være socialliberalt, og forsvare borgernes ret til at vælge og udtrykke egen seksualitet, egne politiske holdninger, og egen identitet. Østergaard og Stampes udspil afspejler, at partiledelsen åbenbart ikke længere mener, at egne kulturpræferencer eller smag er blandt de forhold og personlige valg, som man kan eller bør overlade til det enkelte menneske. Med andre ord står der larmende mellem linjerne i den nye radikale politik: Når det gælder kultur, ved vi bedre!

Det er et særtræk ved alle velfungerende demokratiske samfund, at borgerne har fuld frihed til at ytre sig på skrift, i tale, og i billeder. Den frihed gælder også en frihed til at se, læse eller høre hvad de vil – man forsøger ikke at styre borgernes tanker eller forestillingsverden. Det er derimod et særtræk ved fascistiske og totalitære regimer, at de også ønsker at detailregulere og styre borgernes privatliv og private begrebsverden. Det er dén verden, de Radikale tager de første (og forhåbentlig sidste) skridt ind i med deres nye udspil, der indebærer politiske styring af bog- og tv-forbrug. Det er dybt uværdigt for et parti, der ellers altid har haft beskyttelsen af alle individers værdighed som en del af dets politiske kerne.

Nobelprisen i økonomi – hvem skal have den i år?

På mandag annoncerer den svenske Riksbank, hvem der modtager årets Nobelpris i økonomi. Hvert år er prisen en overraskelse for de fleste – selvom vi sidste år faktisk nævnte begge modtagere i vores spekulationspost ugen før – og næsten hvert år må man alligevel erkende, at prisen er velfortjent. Så nogle få dage før Nobelprisen annonceres, er her vores traditionelle overvejelser over, hvem modtagerne kunne blive.

Et af de første bud, skrev Tyler Cowen om allerede sidste år. Som han understrede dengang, kan det vel være at tiden er moden for en pris til forskning i corporate finance. Her er de bedste bud stadig Michael Jensen (Harvard), Stewart Myers (MIT) og Raghuram Rajan (Chicago) for deres arbejde om beslutningsprocesser på området.

Vælger Nobelkomiteen derimod at være aktuelle og bidrage til en meget nutidig debat om international politik, er gode argumenter for at det er tid til at give en pris til handelsteori. De helt oplagte emner her, er  Marc Melitz (Harvard), for hans bidrag til ny handelsteori, kombineret med Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes. Vælger man at gå den vej, kan komiteen med fordel vælge (som The Local i Sverige understregede forleden dag) tage Anne Krueger (Johns Hopkins) med for hendes oprindelige arbejde om rent-seeking, som i høj grad er forbundet med handel og sammen med Gordon Tullock banede vejen Grossman og Helpmans indsigter.

Sidste år nævnte Marginal Revolution også den franske udviklingsøkonomi Esther Duflo (Harvard), muligvis sammen med ægtefællen Abihijit Banerjee (MIT) og Michael Kremer (MIT), for deres arbejde med at benytte randomiserede kontroleksperimenter i udviklingsarbejde. Duflos problem her er, at en række nye studier har stillet spørgsmålstegn ved, hvor valide mange af eksperimenterne er, mens Duflos fokus på praktisk brug også er et problem. Som Mervyn King, den tidligere britiske centralbankdirektør, skrev forleden hos Bloomberg, er nationaløkonomi bedst til at stille præcise spørgsmål og skabe indsigter, og værst når forskere forsøger at finde løsninger.

Skal man derfor se længere udenfor disse områder, kan man fokusere på forskernes citationstal. Gør man udelukkende det, er den danske økonometriker Søren Johansen (KU) et stærkt bud. Han har dog det problem, at der allerede er givet en pris for arbejde, der gør videre end Johansens. Et andet stærkt citeret bud er Ariel Rubinstein (Tel Aviv) for sit teoretiske arbejde om at forstå begrænset (bounded) rationalitet. Daron Acemoglu (MIT) og William Easterly (New York University) er også stærke bud som to forskere, der har bragt vores forståelse af langsigtede udviklings- og politiske processer videre. De to har dog det problem, at Acemoglus metode har været udsat for alvorlig kritik de sidste 10 år, mens Easterly ofte udsættes for ganske voldsom politisk kritik.

Det samme problem gælder for den cubansk-fødte Carmen Reinhart (Harvard), som har viet sin karriere til at forstå hvordan offentlig gældsætning og økonomisk udvikling spiller sammen med politik. Meget af usikkerheden omkring, hvem den svenske Riksbank peger på på mandag, hviler således på spørgsmålet, i hvor høj grad banken vælger et politisk ukontroversielt forskningsområde, eller går efter aktualitet. Det kan ingen sige før på mandag.

Elitesport i ledelsen

Ledelsesteori og –praksis er et område med stor betydning, der desværre også ofte går mode i. Det, nogle konsulenter anbefalede for ti år siden, er tit meget forskelligt fra, hvad de anbefaler i dag. Mens der naturligvis findes mange konsulenter, der ser ud over moden og bruger deres sunde fornuft og erfaring, er der god grund til at være påpasselig. Helt særligt er der grund til at minde sig selv om, at der er stor forskel på virksomheder og deres ledelsesbehov, og god grund til at søge inspiration andre steder end i erhvervsverdenen. En dansker fokuserer på en helt særlig kilde til inspiration: Ricki Clausen, som de seneste år har specialiseret sig i, hvordan man kan bruge indsigter og erfaring fra elitesport som ledelsesinput.

Ricki – der er en personlig ven og tidligere kollega – er en af Danmarks dygtigste svømmetrænere, og har blandt andet arbejdet med Rikke Møller Pedersen og Jeanette Ottesen (der begge har vundet OL-medaljer). Ved siden af ansættelser i svømmeklubber, som bl.a. sportschef og elitetræner, driver han i dag også egen konsulentvirksomhed. Mens dagens post naturligvis ikke skal læses som reklame for Rickis virksomhed, er den en slags reklame for en sidebeskæftigelse ved konsulentvirksomheden.

Ricki har i et stykke tid lavet en række fine podcasts om sammenhængen mellem elitesport og ledelse, hvad man kan bruge erfaringer fra elitesport til i ledelsesopgaver, og om tidligere elitesportsudøvere har fordele udenfor sporten. Min personlige favorit er interviewet med Dansk Erhvervs tidligere direktør Jens Klarskov, som er tidligere dansk topsvømmer. Klarskov har flere interessante overvejelser over ledelse, og om hvordan at være ’træt’ betyder noget andet for folk med en baggrund i elitesport.

Blandt en række andre interessante samtaler findes den tidligere FCK-chef Flemming Østergaard, svømmestjernen Lotte Friis, der nu er vært på P4, og Joachim B. Olsen, der med en OL-medalje i kuglestød også har en meget anden fortid end de fleste politikere. Hvis man sidder med en nysgerrighed på emnet, eller blot en trang til inspiration fra en ny front, er Ricki Clausens podcast-serie tankevækkende og hyggelig på samme tid.

Hvor stor skal en organisation være?

Der tales meget på de danske universiteter om, at enhederne er blevet for store. Universiteter er blevet lagt sammen, institutter er tvunget til at gå sammen i meget større institutter, og rektoratet i f.eks. Aarhus besluttede for nogle år siden, at der kun skulle være fire (nu fem) fakulteter. På samme måde har man fra politisk side ofte en tyrkertro på, at en sammenlægning og centralisering i større enheder er godt for organisationens ’performance’. Det er dog langt fra tilfældet, og en hvilken som helst diskussion af den rigtige eller optimale størrelse på en organisation – virksomhed, skole, institut osv. – bør bestå af to hovedelementer.

Mange mennesker – og øjensynligt de fleste politikere – forstår det første element: Stordriftsfordele. Den grundlæggende idé, som økonomer tilbage i 1800-tallet forstod, var at enhver virksomhed har faste omkostninger, dvs. omkostninger som ikke afhænger af hvor stor produktionen er. Jo større, produktione bliver, jo relativt mindre bliver de faste omkostninger, og dermed falder omkostningerne per produkt eller per serviceydelse. Derudover kan der være faldende koordinationsomkostninger, som Ronald Coase demonstrerede i sit banebrydende arbejde i slutningen af 1930erne. Coase pegede i The Nature of the Firm på, at der er transaktionsomkostninger forbundet med enhver handel. Jo mere, et firma outsourcer, jo større bliver firmaets omkostninger forbundet med at forhandle hver aftale. Der er således en god grund til at holde en lang række opgaver internt i firmaet i stedet for at købe dem i markedet. Dette aspekt gør også det optimale firma større. Det er bl.a. disse overvejelser, som politikere lægger til grund for at skabe meget store, offentlige firmaer, og for at hævde, at de er effektive.

Det er dog en anden side af sagen, som bl.a. Elinor og Vincent Ostrom skrev om først i 1970erne (læs hendes Nobelforelæsning her). Jo større en organisation bliver, jo flere ressourcer må den bruge på at koordinere indsatserne og lede på tværs af ansatte, kontorer og afdelinger. Mens de almindelige transaktionsomkostninger således kan falde af Coases årsager, kan managementomkostningerne – alle de omkostninger, et firma kan have ved at blive større og mere komplekst – stige eksponentielt. Det sker af to grunde: For det første er de ekstra ledere i mellemlagene, og den ledelse som almindelige medarbejdere må udføre, ikke direkte produktiv, men stadig en væsentlig omkostning, og for det andet bliver ledelsesopgaverne mere komplekse og derfor også ofte dårligere udført, når organisationen bliver større.

Konsekvensen er, som vi illustrerer i figuren nedenfor, at der som oftest er stramme grænser for, hvor stor en organisation kan bliver før den begynder at blive alt for dyr. Og jo mere kompleks, organisationen bliver, jo større bliver managementomkostningerne – og de potentielle effektivitetstab ved utilstrækkelig ledelse – og jo mindre bliver den optimale organisation derfor.

I min optik burde enhver leder over et vist niveau kende til denne balance, som illustreret i figuren. Nok falder de almindelige transaktionsomkostninger, når organisationen bliver større – i det mindste op til et punkt – men managementomkostningerne stiger. Den fornemmelse jeg, og mange andre økonomer, har er, at mange organisationer er væsentligt større end deres optimum. Om det skyldes ledelsesmæssig inkompetence, politisk pres (hos offentlige organisationer), eller at ledelsen maksimerer sit eget budget og egen magt (som William Niskanen skitserede for 50 år siden), er et spørgsmål for en anden dag.

Buchanan 100 år

I dag, for 100 år siden, blev James McGill Buchanan født i Murfreesboro, Tennessee. Buchanan voksede op på en gård, hvor han også boede og arbejdede, mens han tog en bachelor-grad på Middle Tennessee State Teachers College i 1940. Året efter fik han en MS fra University of Tennessee, men hans uddannelsesforløb blev afbrudt af Anden Verdenskrig. Buchanan tjente indtil 1945 i Stillehavet som del af Admiral Chester Nimitzs stab. Da krigen sluttede, var den unge Buchanan blandt de mange, der tog tilbage på universitetet. Den da selverklærede socialist valgte det prestigiøse University of Chicago, hvor Frank Knight blev hans mentor. Knights indflydelse, og ikke mindst hans dybe forståelse af en socialistisk økonomis massive informationsproblemer, betød at Buchanan havde ændret politisk holdning, da han blev PhD i 1948. Han var derefter overbevist om en markedsøkonomis overlegenhed, omend han til sin død forblev meget stærkt egalitaristisk. 

Det første stykke forskning fra Buchanan, der virkelig blev bemærket, var hans Public Principles of Public Debt fra 1958, der gjorde op med den vulgærkeynesianske idé om, at offentlig gæld er uproblematisk. Han indså bl.a., at den keynesianske logik omkring økonomisk stabilisering – staten bør øge udgifterne / sætte skatterne ned i dårlige tider og gøre det modsatte i gode tider (for bl.a. at spare op til de dårlige) – ikke er politisk logisk. I stedet vil politikere og andre interesser argumentere for større udgifter i dårlige tider for at ’få gang i økonomien’, men også argumentere for større udgifter i gode tider fordi ’vi har råd til det’. Buchanan skitserede således en politisk rationel grund til, at de offentlige budgetter i den vestlige verden blev ved med at stige, og hvorfor stigningerne primært blev finansieret med gæld.

Buchanans ’finest hour’ skete dog nogle få år senere, da Buchanan mødte Gordon Tullock. Det ikke altid gnidningsfrie samarbejde resulterede i The Calculus of Consent, der stadig er et af fundamenterne for public choice og moderne politisk økonomi. Bogen, der var et produkt af Buchanans omhyggelige analyser og Tullocks ekstreme evne til at følge et argument til dets logiske konklusion, introducerede de første konkrete politisk-økonomiske analyser af bl.a. forfatningers funktion, særinteresser, og valgsystemer.

Buchanan og Tullocks startpunkt for hele analysen blev udgangspunktet for næsten al moderne tænkning på området: Der er ingen basal forskel på folk i det private og det offentlige. Som Buchanan en gang formulerede det, er public choice ”politics without romance.” Med andre ord var gennembruddet de indsigter man fik, når man antog at politikere, embedsmænd og vælgere er præcist lige så egennyttefokuserede som erhvervsfolk og forbrugere. Da public choice-forskere med Buchanan i frontlinjen opgav idéen om, at politikere og embedsmænd på en eller anden måde er bedre mennesker, åbnede det op for en langt dybere forståelse af en lang række samfundsforhold.

Som jeg fremhævede i den nekrolog i Berlingske Tidende, jeg skrev da Buchanan døde, lå en stor del af hans pionerarbejde i det område, der på dansk kaldes forfatningsøkonomi og internationalt hedder constitutional political economy. Hans synspunkter og analyser her gjorde ham til alt andet end politikeres kæledægge, når han omhyggeligt overvejede, hvad en ’god’ forfatning gør:

”[Buchanans] udgangspunkt blev, at forfatninger bør gøre det svært for politikere at tage større beslutninger. F.eks. burde enhver forfatning beskytte ytringsfriheden og give befolkningen udbredte demokratiske rettigheder, så politikere ikke kan ændre fundamentale forhold i samfundet uden at tage befolkningen med på råd. Som det er tilfældet med danske grundlovsændringer, bør det være meget sværere at indføre anderledes grundlæggende regler.

Da Buchanan for ti år siden blev 90, holdt George Mason University en fødselsdagsfest med en række verdenskendte økonomer. I den anledning understregede GMUs egen Don Boudreaux, at Buchanan må tælle blandt de meget få økonomer, der for alvor har ændret måden vi tænker på. Som Boudreaux understregede i sin tale ved den lejlighed:

But Jim’s single greatest contribution is to make crystal clear the fact that political activity does not fundamentally differ from market activity. Jim’s work warns us not to be distracted by labels and by superficial appearances.  Politicians might be called “public servants” – but, being steeped in Buchananism, we understand that the root motivation of “public servants” is no different than the root motivation of corporate CEOs, lumberjacks, taxi drivers, or college professors.

A bureaucracy might be called the “consumer product safety commission,” but being steeped in Buchananism, we look not at its name but at the incentives faced by its operatives to judge how likely this agency really is to promote consumer safety as opposed to other goals.

By challenging us to understand that exchanges take place not only within conventional markets – not only when the exchanges are mediated by money – but instead are a ubiquitous and many-faced phenomenon of human action, Jim Buchanan has expanded the scope and subject matter of economics intelligently and more productively than has any other living scholar.

På 100-årsdagen for mandens fødsel er et værd at minde om, hvor vigtig Buchanan var, og i hvor høj grad han har ændret hvordan samfundsforskere – og dem vi uddanner – tænker på økonomi og politik.

** Update: den glimrende Niclas Berggren linker her til den lange række indlæg, han har skrevet om Buchanan over årene. Stærkt anbefalet.

Befolkning, vækst og klima 14: Derfor kan vi have stadig vækst i en verden med udtømmelige ressourcer.

Sommeren er for længst gået på hæld, og det er vores sommerserie om vækst, befolkning og klima dermed også. Vi mangler dog at behandle et enkelt spørgsmål: Hvordan kan en verden af endelige ressourcer forenes med vedvarende økonomisk vækst? Svaret er det lidt overraskende, at vækst i høj grad er en forudsætning for ikke at løbe tør for ressourcer.

Når svaret kan overraske, er det fordi, det kan virke næsten banalt, at et endeligt input ikke kan resultere i et uendeligt stort output. Tænker vi økonomien som en pølsemaskine, kan der kun komme flere pølser ud af den, hvis der hældes mere materiale ind i den først. På et tidspunkt må inputtet slippe op og dermed også produktionen af pølser.

Men tænker man lidt videre, så kan en endelig ressource end ikke strækkes til at give nulvækst. Hvis der kun er en endelig mængde input, kan man ikke producere den samme mængde pølser år efter år.

I sidste ende kræver både nulvækst og vækst, at økonomien tilføres et ikke-udtømmeligt input, som gradvis kan erstatte det udtømmelige input.

En umiddelbar kandidat er kapital. Det nødvendige input kunne vi således få, hvis kapitalapparatet vokser tilpas hurtigt. Vi kan altså tjene ind på gyngerne, hvad vi mister på karussellen; vi erstatter den udtømmelige ressource med (anden) kapital.

Her løber vi imidlertid ind i et velkendt vækstteoretisk problem: På et tidspunkt holder væksten i kapitalapparatet op, når det er blevet så stort, at de årlige afskrivninger svarer til den årlige opsparing (det er en egenskab ved Solows vækstmodel, som Christian har omtalt her). Og når opbygningen af kapital hører op, begynder produktionen at falde, fordi den udtømmelige ressource bliver stadig mere knap.

Der er heldigvis to andre kandidater: For det første kan vi kompensere for et faldende forbrug af den udtømmelige ressource ved at anvende ressourcerne generelt mere effektivt. Det kaldes multifaktorproduktivitet og er en central kilde til den økonomiske vækst, vi allerede oplever. For det andet kan vi over tid finde erstatninger for den udtømmelige ressource. Det vil øge dens faktorproduktivitet. Vi kan så at sige producere flere enheder BNP med én enhed af den udtømmelige ressource. Det ser vi også i høj grad. Vi erstatter f.eks. løbende gamle energiformer med nye. Og det er værd at understrege, at det kommer af sig selv, fordi øget knaphed giver stigende priser og dermed incitament til at udvikle alternativer til den udtømmelige ressource (se også dette indslag om, hvorfor udtømmelige ressourcer ikke slipper op).

Saudi Arabiens navnkundige olieminister Sheik Yamani sagde engang, at stenalderen ikke hørte op, fordi man løb tør for sten. Det fanger meget godt det centrale i sammenhængen mellem vækst og udtømmelige ressourcer. I sidste ende er permanent vækst betinget af vækst i multifaktorproduktiviteten – at vi bliver bedre til at udnytte givne ressourcer. Og drivkraften bag opdagelsen af input, som kan erstatte udtømmelige ressourcer, er nøjagtig den samme – at der skabes ny viden, teknologi og måder at producere på. Det er en proces, som i et par århundreder har tilladt en vedvarede vækst, der har mangedoblet den samlede velstand, og der er intet, der tyder på, at processen er ved at være kørt til vejs ende.

Schumpeter kaldte den kapitalistiske økonomi for ”kreativ destruktion”, fordi nyskabelser mindsker værdien af hidtidige måder at producere på. ”Destruktionen” vil også sige, at metoder, som trækker kraftigt på en udtømmelig ressource, skubbes til side. Så længe kreativiteten ikke er udtømmelig, kan væksten ikke alene fortsætte i det uendelige. Det er reelt også den eneste måde at undgå, at bindingen fra udtømmelige ressourcer bliver stadig mere snærende. I en verden uden vækst i kreativiteten kan vi ikke en gang håbe på nulvækst i levestandarden.

« Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑