Parlamenters og regeringers indflydelse – lidt empiri

Hvor indflydelsesrigt er et lands parlament? Hvor meget magt har regeringen? Det er spørgsmål. Som mange gerne vil svare på, ikke mindst når man ser, hvad der sker i dele af Østeuropa. Mens ethvert svar må hvile på en vurdering af både, hvad de lovligt må gøre, og hvad de faktisk tillader sig, er de forftningsgivne regler et naturligt sted at starte. Det er af to grunde det, vi gør i dag: For det første fordi det er interessant at se forskellene på reglerne, og for det andet fordi spørgsmålet er ret fundamentalt for det område af public choice / politisk økonomi der kaldes constitutional political economy.

En tredje, men noget ringere grund, er at der er nye data tilgængelige. I det følgende bruger jeg the Index of Parliamentary Legislative Influence (IPLI), som Stefan Voigt (Uni Hamburg) og jeg udviklede for to år siden (gated version her; wp her).  Jeg kombinerer det med det tilsvarende Index of Executive Influence (IEI), som min PhD-studerende Andrea Saénz de Viteri og jeg begyndte at bruge sidste år (wp her). De to mål er netop udviklede til at måle, hvor forfatningsgrænserne går i en gruppe situationer, hvor der er konkret information om de fleste lande.

Begge mål består af 14 elementer. For IPLI er de: Kan parlamentet 1) afsætte regeringen, kan det 2) vælge, 3) nominere eller 4) godkende ministre, kan det 5) foreslå lovgivning, 6) kan dets lovgivning afvises af domstolene, har det ret til 7) at igangsætte undersøgelser af regeringsmedlemmer, 8) har parlamentsmedlemmer immunitet, 9) er de valgte, er der 10) begrænsninger på, hvem der kan blive valgt, kan parlamentet 11) udnævne dommere, og kan det 12) godkende traktater med udenlandske regeringer, 13) godkende forfatningsændringer, og 14) erklære krig? Andrea of jeg har kodet IEI på samme måde, men med fire andre elementer, der afløser dem, der er specifikke for parlamenter: Kan 1) regeringen afsættes, kan der 2) indledes undersøgelser af regeringen, kan 3) regeringen opløse parlamentet, og kan 4) regeringen udnævne rigsadvokaten? For alle 28 elementer koder vi hvert som et 1-tal, hvis det giver parlamentet / regeringen mere indflydelse, 0 hvis det ikke gør, og ½ hvis forfatningen er uklar på området.

Både IPLI og IEI er derefter et gennemsnit af de 14 elementer, så de i princippet kan være mellem 0 og 1. I praksis, når man ser på tværs af de 45 ’vestlige’ lande vi har tal for, varierer IPLI mellem 0,18 (i Australien) og 0,68 (i Bulgarien), og IEI varierer mellem 0,29 (i USA) og 0,61 (i flere postkommunistiske lande, Grækenland og Spanien). Danmark er meget gennemsnitligt når det gælder IPLI (0,43), men giver regeringen noget større beføjelser end gennemsnittet i de vestlige lande (et IEI på 0,54).

Figuren nedenfor illustrerer ikke blot værdierne, men også den indbyrdes sammenhæng mellem de to mål. En af de overraskende ting er, at der ikke er nogen særligt stærk sammenhæng: Korrelationen er kun -0,28. Umiddelbart skulle man tro, at der var en klar negativ sammenhæng – hvis en kompetence ikke ligger hos regeringen, ligger den sikkert hos parlamentet – men det er ikke generelt tilfældet. Nogle lande som Australien og Singapore har ganske få kompetencer, der de jure ligger hos enten den lovgivende eller den udøvende magt.

Hvor er magten da særligt koncentreret hos regeringen eller hos parlamentet? Svaret på det første spørgsmål er en særlig gruppe lande, der består af Estland, Grækenland, Litauen, Rusland, Slovakiet, og Spanien. I den anden ende ligger en Irland, Italien, Montenegro, Serbien, og Sverige, hvor regeringen ikke har specielt mange formelle kompetencer. I denne gruppe ligger de dog tydeligvis mere hos parlamentet, mens – som allerede bemærket – Australien og Singapore er særlige tilfælde.

Har disse store forskelle i måden, forfatningen fordeler specifikke kompetencer, nogen konsekvenser? Og hvorfor er en gruppe lande, der umiddelbart deler mange traditioner og udvikling, end med så forskellige forfatninger? Det er den type spørgsmål, der gør områder som constitutional political economy og law & economics så spændende – i det mindste for samfundsfaglige nørder som os.

Hvad skal vi egentlig med kandidattest?

De store medier har dem. De giver garanteret en masse klik. Og det er da også lidt sjovt at se, hvem man kommer tættest på. Men kan resultaterne bruges til andet.

Punditokraternes grand old man, Peter Kurrild-Klitgaard, har skrevet et indlæg på Berlingskes blog Valgstrømmen, hvor han påpeger, at hvis man besvarer alle spørgsmålene i diverse kandidattest neutralt, så får man et fascinerende stort udbud af kandidater fra en hel stribe partier, som man er næsten fuldstændig enig med. Det giver en ret klar illustration af klumpspillet på midten af dansk politik.

Hele formålet med testene er at vise, at der er forskel på de enkelte kandidater indenfor partierne, og at der er nogle – til dels overraskende – overlap mellem kandidater fra forskellige partier. Umiddelbart giver forskellen mellem de enkelte kandidater fra samme parti et sympatisk indtryk. Der er altså forskel og valgmulighed. Hvis jeg havde været partiindpisker, så ville min første tanke, når jeg hørte om den slags test, ellers være at diktere en partilinje for svarene, så partiet kunne fremstå ensartet og uden splittelse. Indpiskere plejer at hade splittelse, som kan udnyttes af selv halvdårlige journalister til at skrive en opsigtsvækkende historie. Intet kan ophidse et parti så meget som en ” x % af kredsformænd går mod partiets ordfører”-historie.

Ved nærmere eftertanke så giver variation i besvarelserne imidlertid god mening for partiet, så længe man undgår de direkte oprørske svar i forhold til partilinjen. Jo bredere kandidaternes svar er, desto færre potentielle vælgere skræmmer man væk. Det kan godt være, at en vælger føler sig ude af takt med flertallet af partiets kandidater, men hvis man så kan lokke ham til at stemme personligt på en af partiets kandidater, som viger lidt ud af partilinjens smalle spor på enkelte punkter, så er det nærmest ideelt. Så den forudseende partisekretær vil i stedet forsøge at massere svarene, så spændvidden bliver stor. Det kræver nok lidt viden om matematikken bag testene, og det kræver koordination, men så er manipulationsmuligheden der også.

Og det fører så til næste element i overvejelserne, nemlig betydningen af personlige stemmer. Hvor meget en personlig stemme betyder, afhænger helt af den opstillingsform, som det enkelte parti har valgt. Og der er mange muligheder for partierne, lige fra den klassisk stalinistiske partiliste, som man benytter i Enhedslisten, til de mere subtile metoder, der anvendes i andre partier. I reglen er det sådan, at man med ret stor sikkerhed på forhånd kan udpege rækkefølgen af et partis mandater i den enkelte storkreds. Og dermed kan man også konstatere, at det vil være sjældent, at man opnår et ændret resultat ved at stemme personligt på andre end partiets foretrukne. Så hvis kandidattesten viser, at du er tættest på én bestemt person fra et lidt usandsynligt parti, så viser den nok også, at i praksis vil din stemme ikke komme til at hjælpe lige præcis den kandidat ind. Derimod vil din stemme hjælpe en af hans partifæller, som ikke mener det samme, ind.

Selv hvis det med din stemme til hjælp lykkes at sende en mand, der er kritisk overfor partilinjen, på Tinge, så er du ikke sikret, at han stemmer, som du håbede. For han bliver nok ikke partiets ordfører i lige præcis det spørgsmål, og det er ikke ofte nogen stemmer mod gruppedisciplinen. Faktisk kan netop denne valgkamp tjene til illustration af, hvor autoritært folketingsgrupper ledes. Vi har set den mest himmelråbende kovending nogensinde fra Venstres formands side, men stort set ingen af Venstres folketingsmedlemmer har mukket over det. Havde man nu for 4 år siden haft et spørgsmål om en SV-regering i en kandidattest, så kan alle regne ud, hvad Venstres kandidater havde svaret – entydigt.

Så hvad kan man bruge kandidattest til? Ikke til at vælge parti efter. Kommer der kandidater fra flere partier frem i resultatet, så må man først vælge parti ud fra noget andet. Kommer der derimod konsekvent kandidater fra et eller to nærtbeslægtede partier frem, så kan man da give et skulderklap til den ”bedste” ved at stemme på ham. Man skal bare ikke bilde sig ind, at det flytter ret meget på partiets holdninger.

Alabamas abortlov er et nyt kapitel i en kompleks politisk strid

Kampen mellem modstandere og tilhængere af fri abort i USA har bølget frem og tilbage gennem næsten 50 år. Hvad er årsagen til, at den stadig er så vigtig?

Forleden exploderede det igen – abortspørgsmålet i USA. Af uløste politiske spørgsmål i verden er der formentlig kun et, som i spaltemillimeter overgår USAs holdninger til abort, og det er fred i mellemøsten. Men hvordan kan et nogenlunde simpelt spørgsmål, som i de fleste lande har fundet et leje, som det store politiske flertal kan leve med, blive ved med at være så kontroversielt, at man er villig til at bruge tid på det årtier i træk.

Den nemme forklaring, som dukkede op på min danske facebook-væg forleden, er, at der er for mange religiøse amerikanere med for kort uddannelse. Og den fordom gælder da navnlig den evige sydstat Alabama, som har vedtaget en kontroversiel lov, der indeholder totalt forbud mod abort, og supplerer det med helvede på jord, inklusiv livsvarigt fængsel, for sundhedspersonale som overtræder loven. Hvis man godt kan lide simple forklaringer på svære spørgsmål, så lyder det jo godt. Men den enkle forklaring er måske udtryk for, at man selv er lidt for glad for fordomme og ikke gider læse for meget på sine lektier.

Det startede med en dom

De fleste danskere ved godt, at grundlaget for fri abort i USA er en dom, nemlig Roe v Wade om en kvinde fra Texas. Nogle af os har sågar grinet af det pudsige navn, der jo betyder rogn, uden at vide at det faktisk er et tilsigtet ordspil, for navnet er et pseudonym.

Men de færreste har nok overvejet, hvorfor det startede med en dom og ikke med en lov. Når man indfører nye regler, så plejer det jo at være den lovgivende forsamling, der vedtager dem. Her er det imidlertid anderledes.

Frk. Rogn var blevet gravid og ønskede en provokeret abort. Det kunne man få i de første 13 uger af graviditeten i 4 delstater af USA, men i langt de fleste stater, inklusive hendes egen, Texas, var det forbudt, eller i hvert fald kun tilladt i de tilfælde, hvor graviditeten indebar risiko for moderens liv, skyldtes en seksualforbrydelse og den slags.

Men hun anlagde sag om, at Texas’ lovgivning var i strid med den føderale forfatnings regler om respekt for privatlivets fred. At staten med andre ord ikke havde lov til at bestemme over den del af hendes liv.

Og hun vandt!  

Begrundelsen er omfattende, men tyndbenet. Fordi der ikke fandtes et udtrykkeligt forbud mod fosterfordrivelse i engelsk – og dermed amerikansk – ret på tidspunktet for forfatningens indførelse i 1788, så er retten til abort en del af privatlivet, som er beskyttet af forfatningen. Men begrundelsen ignorerer, at den benyttede paragraf først blev gennemført i 1868, og på det tidspunkt fandtes der et forbud mod fosterfordrivelse i samtlige stater.

Så langt går reglerne

I de fleste retssystemer er det sådan, at hvis domstolene underkender en lov som grundlovsstridig, så gælder dommen principielt kun for den enkelte sagsøger og i hvert fald kun for de fakta, som var i den sag. Dommerne siger: ”Denne lov er ikke god nok”, men de siger ikke, hvordan loven skal være. Politikerne bliver slået tilbage til start. I Roe v. Wade valgte man en anden model, nemlig at domstolen selv fastlagde de fremtidige betingelser for at forbyde abort. Det skulle vise sig, at man dermed var landet på juraens parallel til ”gå direkte i fængsel”-feltet i matador.

Dommen kom på et tidspunkt, hvor abortforbud var langt det mest almindelige verden over. Den standard, der efterhånden er almindelig i vestlige lande, med en grænse omkring 1/3 henne i graviditeten, havde ikke dannet sig. Fra en situation, hvor loven krævede, at graviditeten skulle gennemføres medmindre den indebar fare for moderens liv, gik man til et udgangspunkt om, at moderen altid kan kræve abort medmindre aborten indebærer fare for moderens liv. Pendulet svingede på én dag fra det ene yderpunkt til det andet. Det kan ikke undre, at det gav anledning til et folkeligt misnøje.

Selv den samtidige begrænsede åbning for abort i Danmark medførte, at der kom et anti-abortparti i Folketinget i en årrække. I Danmark ville et forslag om fri abort indtil 26. uge næppe nogensinde have fundet støtte fra mere end nogle ganske få. Men det var det, Roe v. Wade lagde op til, fordi man skønnede det som grænsen for barnets levedygtighed. Derfor har lovene de senere år gradvis ændret sig nedefter til typisk 24 eller 20 uger. Der er dog også et antal stater uden nogen tidsbegrænsning overhovedet.

Sådan kan reglerne ændres

Ved at Højesteret foreskrev de fremtidige regler, så fik man imidlertid skabt sig et problem. Selv hvis lovgiverne skulle kunne opnå enighed om et kompromis, så kan det ikke gennemføres ved almindelig lov. Når fri abort er beskyttet af forfatningen, så kan den kun afskaffes ved forfatningsændring. Og det gælder selvsagt også en delvis afskaffelse.

Alternativt må man få Højesteret til at ændre holdning og afsige dom i en ny sag. Det er trods alt sket før. Omtrent samtidig afskaffede Højesteretten dødsstraffen under henvisning til forbuddet mod grusomme og usædvanlige straffe. Men dér ændrede retten ret hurtigt holdning.

En dansk parallel

For at få princippet til at stå lidt tydeligere kunne man forestille sig, at vor egen Højesteret besluttede, at grundlovens paragraf om religionsfrihed indebærer, at der i offentlige køkkener ikke må tilberedes mad, der ikke overholder samtlige religioners krav. Altså et farvel til rejesalat såvel som frikadeller.

Men fordi dommen ville postulere at være en anvendelse af grundloven, så ville man ikke kunne komme udenom dommen ved at vedtage en almindelig lov. En lov om at genindføre stegt flæsk i børnehaver ville også blive kendt grundlovsstridig. Den eneste mulighed ville være at gennemføre en grundlovsændring om, at religionsfrihed ikke omfatter fødevarer.

Den grundlovsændring skulle nok komme igennem ret hurtigt i Danmark. Men i USA er mulighederne for at ændre grundloven så omstændelige, og abort trods alt så underordnet et emne, at den mulighed ikke har vist sig fremkommelig. Så reelt er der kun den mulighed, at Højesteret ændrer mening. Og så bliver det en del mere spændende, hvem der udnævnes til dommer. Pludselig giver postyret mening.

Men endnu en betingelse skal være opfyldt, for at Højesteret skal kunne ændre mening. Der skal også være sager at dømme i. Og det gør man noget ved i Alabama. Ved at vedtage en delstatslov, som skal være den mest restriktive nogensinde, så forsøger man få en sag, hvor Højesteret har mulighed for frit at vælge, hvor langt grundlovens beskyttelse går. I stedet for et hav af sager, der gradvis eroderer Roe v. Wade, så vil man gennemføre et stormløb. Men måske er Alabamas politikere blevet fanget lidt af deres egen retorik.

En gratis omgang

Indtil nu har det ikke haft nogen politiske omkostninger at være ekstrem på dette punkt.

Også i denne sammenhæng kan en dansk parallel være god at illustrere med. Venstrefløjen i København har i årtier himlet op om ”bilerne ud af byen”. De ved jo godt, det er fri fantasi. Men nogle af deres vælgere kan godt lide at høre det. Og det skræmmer ingen bort, netop fordi vi alle ved, at hvis det vedtages på rådhuset, så bliver det underkendt på Christiansborg.

Og sådan er det altså også med abort i USA. Abortmodstand er et virkningsløst slag i luften. Men hvis Højesteret accepterer den nye lov, så kan det være, at politikerne har forregnet sig. Hvis reglerne strammes markant, så er det også deres vælgere og vælgeres døtre, som vil føle sig klemt. Så koster det pludselig vælgere på midten. Foreløbig regner de nok trygt med, at Højesteret skærer deres lov ned. Så kan de stadig stille sig i positur. Sker det ikke, så må man nok forestille sig, at de kommer til at æde store dele af deres egen lov i sig igen.

Stephen Knack er død

Forleden så jeg tilfældigt på Twitter, at økonomen Stephen Knack var død. Vi har over årene skrevet om store økonomer som James Buchanan, Gary Becker og Elinor Ostrom, når de gik bort. Steve var måske ikke i liga med disse Nobelprismodtagere, men var måske den mest indflydelsesrige økonom, jeg personligt har kendt. Hans død kom derfor som et chok, ikke mindst fordi han udover at være en formidabel økonom, også var et rart, venligt og meget hjælpsomt menneske.

Steve var ansat i Verdensbanken de sidste 20 år, de seneste år som Lead Economist i bankens meget vigtige Development Research Group. Han var uddannet PhD i nationaløkonomi fra University of Maryland i 1991, hvor han startede sin karriere som Research Associate ved det dengang indflydelsesrige IRIS Center. Steve fortsatte som Assistant Professor på American University, før han valgte et job i Verdensbanken.

Steves måske stolteste øjeblik kom, da han sammen med Philip Keefer skrev ”Does Social Capital Have an Economic Pay-Off?” Artiklen, der udkom i 1997 i det ekstremt prestigiøse Quarterly Journal of Economics, dokumenterede for første gang en sammenhæng mellem social tillid og langsigtet økonomisk vækst. Sammenhængen er efterfølgende blevet bekræftet i adskillige artikler, ligesom en lang række studier har undersøgt de mange teoretiske idéer, Steve foreslog sammen med Phil Keefer i 1997. Studiet, der i dag kan kendes af de fleste i den del af forskningen som ”Knack og Keefer 97”, var forbløffende rigt på præcist formulerede idéer.

Det er også den artikel, der har påvirket mig suverænt mest som forsker. Jeg er næppe den eneste, da Steve og Phils artikel per dags dato er citeret 8870 gange ifølge Google Scholar. Men pudsigt nok er det ikke hans mest citerede. To år tidligere udkom ”Institutions and economic performance: cross‐country tests using alternative institutional measures” i Economics & Politics. Artiklen, der var blandt de første til at etablere den nu velkendte forbindelse mellem gode retslige institutioner og økonomisk vækst, var også skrevet sammen med Phil Keefer, og er til dato citeret 9163 gange.

Steve hvilede dog ikke på laurbærrene, og bidrog over årene både til forskningen i social kapital, men også i væsentlig grad til vores viden om ulandsbistand. Som flere af de kommentarer, der kom forleden dag på Twitter, også understreger, var han en ydmyg gigant i institutional economics, som for alvor prægede forskningen. Men Steve var ikke uden humor. Jeg mødte ham adskillige gange over årene, og havde endda fornøjelsen at møde hans da 14-årige datter, som han havde taget med til Firenze for en bunke af de Frequent Flyer Miles, han akkumulerede hos United. Mødet, der tegner Steve bedst, var dog til en konference i Georgetown, hvor han kom hen, sagde Hi Christian. Efter vi kort havde snakket om, hvordan det gik og hvilken forskning vi havde gang i, smilede Steve lidt skævt og sagde ”By the way, congratulations on the paper in the Journal of Law and Economics.” Da jeg grinende fortalte ham, at det var mere end jeg vidste, sagde han bare ”You will.” To dage senere kom den officielle besked fra redaktøren, men da vidste jeg allerede, at Steve havde været fagfællebedømmer på papiret. Det var den fineste måde at give et mentalt klap på skulderen, og meget karakteristisk for en dybt menneskelig intellektuel gigant.

Hvad er Løkkes politiske projekt med en SV-regering?

Det er ikke op til mig at forholde mig til det partitaktiske i Lars Løkke Rasmussens forslag om en SV-regering. Jeg er ikke politisk kommentator. Hvis det var vejen til den bedste politik, så har jeg ingen principielle indvendinger (der er dog en række udfordringer, som bl.a. påpeget af redaktøren her forleden). Det centrale er – som Niels Helveg Petersen yndede at sige – ikke, hvem der samarbejdes med, men hvad der samarbejdes om.

Men lige præcis, når det gælder det substantielle politiske formål, har jeg svært ved at se, hvad det skulle være. Her skylder statsministeren en forklaring. Hvad er det, han vil opnå? Hvordan fremmer det muligheden for at komme igennem med Venstres politik. Tværtimod har Venstre i bemærkelsesværdig grad ikke blot overtaget Socialdemokratiets politik, men ligefrem i en række tilfælde overtrumfet den. Venstre vil bruge hele det råderum (som i parentes bemærket er blevet skabt af Løkkes egne helt unødvendige og hasarderede skatteforhøjelser under finanskrisen) på offentlige udgifter. Dermed overtog man Socialdemokratiets mærkesag (som S straks trumfede med at ville bruge endnu flere penge). VLAK har fordoblet Socialdemokraternes løfte om 500.000 grønne biler i 2030, uagtet de enorme samfundsøkonomiske omkostninger. Trods nytrykte valgplakater, der lover samme ”velfærd” (altså offentlige udgifter) som Socialdemokraterne, ”bare uden skattestigninger”, er de mest iøjnefaldende skattepolitiske bidrag til valgkampen fra Venstre været et krav om højere afgifter på cigaretter og en kovending om EU-minimums-selskabsskat og harmoniseret skattegrundlag.

Hvis der er et politisk projekt bag Løkkes SV-udspil, har jeg svært ved at se, hvad det er. Hvad er det for et politisk program, som kan motivere regeringssamarbejdet. Hvis der blot var tale om, at statsministeren har ændret politiske holdninger i socialdemokratisk retning, hvorfor skal Venstre så strengt taget med i en regering med S. Hvis han nu ser sig tættere på S end de andre partier i rød blok, så var det tilstrækkeligt at være støtteparti. Det havde været sværere for Mette Frederiksen at afvise. Det havde også fjernet mistanken om, at manøvren handler om personlige interesser og taburet-klæberi.

Løkkes eneste forklaring er, at han vil holde yderpartierne ude – og sigter til udlændingepolitikken hos NB og SK. Men det er påfaldende, at netop de to partier, som taler varmest for et samarbejde med Socialdemokraterne – Venstre og DF – selv er gået i spidsen med illiberal symbolpolitik i indvandrer- og flygtningepolitikken: Burkaforbud, smykkelove, forbud mod hadprædikanter, ekstra straf og kinesiske pointsystemer i ghettoområder og lagkager er først og fremmest groet i Venstres baghave, mens retorikken mod konventionerne har været stærkest fra DF.

Socialdemokratiet har længe deltaget i dette spil symbolladede stramninger. Socialdemokratiet har desuden for længst deponeret sin udlændingepolitik hos Venstre og DF med en garanti om, at et rødt flertal efter valget ikke vil blive udnyttet på det område. Dermed har man afmonteret truslen fra yderpartierne til venstre. Løkke kunne have valgt at gøre det samme – altså give en tilsvarende garanti om, at der ikke vil blive ført udlændingepolitik med SK og NB, og at Socialdemokratiet skal være med. Det ville Mette Frederiksen dårligt have kunnet nægte – givet at hun beder blå blok om det samme. Omvendt har det været let for hende at afvise en SV-regering, og det er vanskeligt at se, hvad hendes interesse skulle være i sådan en regering. Løkke har altså valgt den mest yderligtgående og mest urealistiske vej til at holde yderpartierne ude af udlændingepolitikken frem for den enkle og realistiske. Hvis forklaringen vel at mærke skal tages for pålydende.

Man aner også den forklaring, at det skal være nemmere at regere end under VLAK-regeringen. Men så naiv er Løkke næppe. Han får næppe så let spil med et ministerhold fra Socialdemokratiet, som han har haft med det fra LA og K. S er i stand til at sætte et hold, der har ministererfaring og er vant til at få deres vilje i politiske forhandlinger. De bliver væsentligt sværere at bide skeer med. Og når det kommer til stykket, har det siden regeringsdannelsen ikke været de små regeringspartnere, der har skaffet Løkke vanskeligheder, men DFs modvilje mod at give regeringen succeser – end ikke når regeringen ydmygede sig til at spille ud med gamle DF-ønsker så som skattelettelser i bunden.

En SV-regering vil fortsat være afhængig af DF. DF vil enten kunne kannibalisere sine to nærmeste konkurrenter eller gøre sig besværlige, hvis det ikke lykkes. DFs formand har allerede demonstreret, at han ikke viger tilbage i et spil chicken (medmindre det forventede valgnederslag kommer til at slide alvorligt på disse evner). Spilteoretisk har en ligevægt mellem en hardliner og én, der allerede har demonstreret vilje til at vige, en tendens til at bide sig fast og blive selvforstærkende.

Det kan som sagt være, at der er et politisk projekt, Løkke mener kræver en SV-regering. Men han har ikke løftet sløret for det. Dermed er spillerum for forklaringer, som hverken er ærefulde endsige acceptable.

Under Anders Fogh var det konstante motto, at ”det der ikke kan forklares, kan heller ikke forsvares”. Det er ikke forkert. VLAK’s hidtidige problemer med at give tilstrækkeligt overbevisende forklaringer til sine baglande må være en påmindelse til Løkke om det nødvendige med en forklaring af det politiske projekt.

Det gælder ikke mindst, når der er tale om så markant og pludseligt et brud med den hidtidige parlamentariske tradition. Vi har kun haft én – kortvarig og langt fra succesfuld – SV-regering i efterkrigstiden. Desuden deltog samtlige demokratiske partier kortvarigt i befrielsesregeringen. Også i udlandet er samlingsregeringer mellem de store partier hen over midten en undtagelse – med mindre altså der forelægger en helt særlig situation, enten parlamentarisk eller en politisk. Ingen af delene er lette at få øje på i dagens Danmark.

Er en SV-regering en god idé?

Forleden dag luftede statsminister Lars Løkke Rasmussen idéen om, at danne en SV-regering efter valget. Idéen kommer fra en såkaldt samtalebog, der er lanceret strategisk tæt på valget. En række Venstre-folk har øjeblikkeligt støttet statsministerens udspil, mens adskillige andre inklusive parties næstformand Kristian Jensen ikke just er begejstrede. Begejstringen har også mildt sagt været til at overse i de to andre regeringspartier, og Socialdemokraterne har hurtigt lagt idéen død. Alligevel må man for god ordens skyld spørge, om en regering på tværs af midten mellem de to store partier er en god idé.

Allerførst må man spørge, hvad udspillet betyder i et større perspektiv. Her er der næppe tvivl om, at der er et klart signal om, at den dominerende faktion i Venstre har kappet ankeret til sine borgerlige synspunkter: Løkke ønsker nu at bruge hele det økonomiske råderum på 69 milliarder kroner frem til 2025 på såkaldt ’velfærd’. Med andre ord går Løkke til valgkamp på at overbyde Socialdemokraterne ved at bruge så meget som praktisk muligt på øgede offentlige udgifter.

Det er værd at bemærke, at hans plan vil indebære, at de offentlige budgetter kommer til at gå i nul de næste seks år, givet at ingen almindelige udgifter vokser mere end planlagt. Det sker dog stort set altid, at nogle udgifter bliver højere eller at nogle faggrupper får højere lønstigninger end planlagt. Realistisk er Løkkes udspil derfor en plan, der med stor sikkerhed vil føre til ny statslig gældssætning.

Det specielle ved situationen er dog, at idéen om en SV-regering er politisk logisk, når man kender til medianvælger-effekter: De to partiers programmer er stort set identiske fordi de i deres iver efter stemmer har indrettet sig på at fange de største vælgergrupper. De ligger, som Anthony Downs indså, per definition omkring medianvælgere. Problemet for Venstre, som har ført politik i den retning siden valgnederlaget i 1998, at når man ender i en situation hvor uden forskel på de to partier, bliver det salient hvor troværdig en repræsentant et partier er for medianvælgeren. Venstre synes ikke at have indset, at S bare er et mere troværdigt valg på socialdemokratisk politik, og statsministeren selv har et langvarigt troværdighedsproblem.

Det helt store problem ved en SV-regering er alligevel dens politiske incitamenter. Fordi en koalitionsregering af den type er helt åbenlyst designet til at undgå konkurrence fra fløjene, har den absolut ingen incitamenter til at risikere noget. Den vil derfor – også når man ser på de udspil, de to partier har haft i valgkampen – typisk blive ekstremt systembevarende. Nok kan en SV-regering således blive stabil, men den bliver også et dynamisk problem for dansk økonomi. Som vi har dokumenteret flere gange her på stedet, har dansk økonomi et alvorligt dynamisk problem – trendvæksten er langsommere end vores nabolandes – og på langt sigt har der i lang tid været behov for en regering, der er parat til at gøre noget konkret ved problemet. Svaret på det problem er ikke en SV-regering: Nok har den mandaterne, men den har ingen som helst tilskyndelse til at indføre reformer.

Udover at bedømme sandsynligheden for ansvarlig politik, er der en enkelt anden ting at sige om udspillet: Det er ganske forbløffende illoyalt overfor store dele af Venstre, ikke mindst Kristian Jensen, og både K og LA. Det virker som om ingen har været orienterede, men at Lars Løkke har handlet på helt eget initiativ uden hensyn til sit parti eller sine regeringspartnere. For statsministeren er udspillet således at sætte alt på et bræt. Vinder han, og det virker meget usandsynligt, kan han fortsætte som regeringschef. Taber han, må han nødvendigvis være færdig i dansk politik, fordi han egenhændigt har undermineret tilliden mellem partierne i blå blok. Det er højt spil med et formål, og det formål hedder Lars Løkkes karriere.

Jeg stemmer blankt

Forleden tirsdag krøb statsministeren endelig til korset og udskrev valg til grundlovsdag, den 5. juni. Danskerne har nu et valg mellem venstrefløjen, bestående af Enhedslisten, Alternativet, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet og de Radikale, en nominel højrefløj som pt. består af Venstre, de Konservative og Liberal Alliance, Kristendemokraterne – der sår lidt udenfor det normale spektrum – og fire åbenlyst populistiske partier: Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Stram Kurs, og Klaus Riskær Pedersen. Med 13 partier skulle man tro, at der være noget at vælge imellem. Det er desværre ikke tilfældet.

Jeg har for ganske længe siden besluttet, hvem jeg stemmer på: Jeg stemmer blankt. Grunden er den meget simple, at der i dag ikke findes et eneste politisk parti i Danmark, som jeg ikke ville væmmes ved at stemme på. Her er grundene.

Venstre – i partiets egen optik ”Danmarks Liberale Parti” – lyder i dag som Mogens Lykketofts hedeste drømme om et sandt socialdemokratisk parti, og fører en helt indlysende overbudspolitik mod S. Hvordan kan man for eksempel tage det alvorligt, at statsministeren påstår han er borgerlig, mens han stolt forsikrer vælgerne om, at der ikke kommer skattesænkninger i hans tid? De Konservative ved man ikke hvor man har, da de det ene øjeblik virker traditionelt fokuserede på retssikkerhed og respekt for Grundloven, og det næste ikke synes at have nogen grænser for, hvad de kunne overveje at regulere eller forbyde. Sidst, men ikke mindst, har Liberal Alliance, efter de gik i regering med V og K, forladt næsten ethvert liberalt princip i bytte for ministerbiler og illusionen af indflydelse. Ole Birk Olesens luftfartspolitik med sin åbenlyse favorisering af Københavns Lufthavn og et ønske om at regulere den tæt fra politisk side til fordel for SAS, er måske det bedste eksempel på en tidligere kerneliberal, der fuldstændigt har forladt enhver støtte til markedsøkonomi (og i øvrigt ifølge insiders var rasende, da vi påpegede det i Børsen).

På den populistiske højrefløj efterlader det to fremmedfjendske partier med essentielt socialdemokratiske ideer om statslig omfordeling og normdiktat, og to partier med programmer helt uden hold i virkeligheden. Jeg kan heller ikke få mig selv til at stemme radikalt, da de nok med jævne mellemrum har relativt fornuftige idéer om økonomi, men også er blindt ’grønne’ og naivt tillidsfulde overfor ethvert initiativ, der kalder sig selv ’internationalt’. Det efterlader rød blok, som ligger ekstremt langt fra mine politiske præferencer på næsten alle punkter. Den logiske konsekvens for mig er, at der ingen er at stemme på.

Derudover har jeg svært ved at forestille mig, at jeg ville stemme på nogen, jeg opfatter som inkompetent. Det repræsenterer et andet, og lige så stort problem, ved valget. Min oplevelse er, at mange politikere – sandsynligvis de fleste og måske en stigende andel – blatant overvurderer deres egne evner og indsigt i det danske samfund. Mange af dem er decideret vokset op i ungdomspolitik – de har haft deres gang i VU, DSU og andre organisationer siden gymnasiet, har haft deres venner der, og er således ofte blevet adskilt fra almindelige menneskers liv og muligheden for at lære, hvad der driver de fleste – og har kun lidt eller ingen relevant, privat erhvervserfaring. De har også levet i og er vokset op i et miljø, hvor selvovervurdering og evnen til at synes kompetent – og det er nu engang lettere at virke kompetent når man selv tror, man er det – er karakteristika, der gavner ens karriere. Denne udvikling efterlader en generation politikere, der ikke blot er socialiseret til en forestilling om, at de har ret til at regere andre, men også har rent ud sagt latterlige idéer om deres egen viden og kompetence. De har, som en god ven på et tidspunkt udtrykte problemet, simpelthen ikke fået nok 2-taller i deres liv til at opdage, hvor ringe de er. På den måde lider mange danske politikere af et fænomen, der ligner Dunning-Kreger effekten.

 I et demokrati er idealet altid, at politikerne er folkets kompetente tjenere, men sådan er situationen på ingen måde i Danmark i dag. De fleste politikere opfører sig i stedet som om, folket er deres tjenere som ikke kan finde ud af, hvordan de skal leve deres egne liv, og som man ikke blot kan, men bør flytte rundt og beskatte som robotter uden vilje eller værd. Opfører politikere sig på den måde, mener jeg ikke de har gjort sig fortjent til min stemme. Som jeg ser det, er der ingen partier i dansk politik, der længere står for andet.

Hvordan har dansk økonomi det?

Valgkampen er fuld af påstande om, at Danmarks økonomi har det godt. Der er helt åbenlyst fuld beskæftigelse, og der er endda historier i medierne om mangel på arbejdskraft nogle steder i landet. Statsministeren praler også af, at der er vækst igen, og oppositionen fortæller samme historie som baggrund for, at man så kan bruge nogle flere penge. Og om det er regeringen eller oppositionen, betyder flere penge, at det offentlige skal bruge flere penge. De fleste almindelige danskere jeg taler med, er ligeledes overbeviste om at det går godt i Danmark. Det var derfor kærkomment, da et tweet fra punditokraternes med-redacteur Niels Westy i weekenden mindede læserne om, at det faktisk ikke går særligt godt.

Bruger man den helt nye version af the Penn World Tables, der udkom i sidste måned, viser billedet sig at være meget anderledes end det, medierne skriver om. Som PKK’s tweet viser, er BNP per indbygger helt overordnet steget med 11,6 % i Danmark siden 2000. Nok er danskerne dermed blevet rigere, men vores svensker naboer på den anden side af Øresund har i samme periode set en indkomststigning på 25,1 %. Svensk økonomi er med andre ord vokset mere end dobbelt så hurtigt som den danske siden 2000. Udvider man sammenligningen, som vi gør i figuren nedenfor, viser det sig at Danmark ikke blot vokser langsommere end Sverige. Landet er blandt de langsomst voksende økonomier i Vesteuropa: Kun Grækenland og Portugal, der begge oplevede voldsomme kollaps i den finansielle krise, og Italien, hvis økonomi har være gået i stå i lang tid, har haft ringere vækst. Gennemsnitsvæksten på tværs af de 20 lande var 17,7 % og således en halv gang højere end den danske. Danmark har med andre ord helt tydeligt klaret sig forbløffende ringe økonomisk.

Hvad er der så galt? Skal man svare på det, kan en sammenligning med Sverige – det samfund, der allermest ligner det danske – give en række indikationer. Beskæftigelsesfrekvensen (for hele befolkningen) er gennem perioden 2000-2017 steget med 2,8 % i Sverige, men faldet med 1,9 % i Danmark. Ser man i stedet på antallet af arbejdstimer per indbygger, er det kun steget med 0,7 % i Sverige, mens det er faldet med 6,5 % i Danmark. Forskellen i væksten i arbejdsudbuddet – den parameter, forskellige regeringer har holdt øjnene på siden slutningen af 90erne – er der således et gab på 7,2 procentpoint mellem Danmark og Sverige. Det forklarer dermed ikke vækstforskellen på 13,5 procentpoint. Selv når man ser på udviklingen i BNP per medarbejder, er den svenske arbejdsproduktivitet steget 50 % hurtigere end den danske.

Et af de problemer, man hurtigt kan se i de nye tal fra the Penn World Tables, er således at det samlede danske arbejdsudbud er faldet siden 2000, på trods af flere reformer med det modsatte formål. Nok har reformerne gjort en forskel, som flere studier har peget på, men de har ikke formået at opveje de demografiske ændringer, der fører til flere mennesker på pension og efterløn, ligesom man kan overveje om flere andre helt har forladt det danske arbejdsmarked. Det er dog, som tallene viser, kun en del af historien. Den anden del handler om produktivitet.

Det er derfor, vi viser det simple plot i den anden figur. Nogle økonomer, inklusive mindst en som jeg har stor respekt for, har hævdet at arbejdsudbudsreformerne også påvirker den danske produktivitet. Andre ser på spørgsmålet på samme måde som jeg gør: Der er ingen grund til at tro, at flere mennesker på arbejdsmarkedet vil gøre dem, der allerede var der, mere produktive. Og som det er relativt let at se i figuren, er der ingen generel sammenhæng mellem udviklingen i beskæftigelsesfrekvensen og udviklingen i nationalindkomst per indbygger.

Der er med andre ord ikke noget, der peger på at arbejdsudbudsændringer har påvirket økonomiens dynamik, selvom reformerne nok har haft den officielle hensigt at øge statens skatteindtægter og sænke dens overførselsudgifter. Det er således svært ikke at konstatere, at den vigtige faktor til at forstå den meget lave vækst i Danmark er, at vi i det mindste siden 2000 – og sandsynligvis noget før – ikke er fulgt med den internationale produktivitetsudvikling. Og det værste er, at der ikke er noget det tyder på, at vi har ordnet problemet.

Bedste danske økonomer 2019

Som vores faste læsere ved, er det ved at være tiden for en af punditokraternes traditionelle, årlige diskussioner: Hvem er de bedste danske økonomer – og hvordan kan man måle det? I år er det ti år siden, vi første gang tog diskussionen, der også i flere år blev dækket af Børsen. Som læserne også ved, forsøger vi hvert år at fange kvalitet på en anden måde end tidligere år for derigennem at give et indtryk af, hvor svært spørgsmålet faktisk er.

Det særligt nye i år er, at vi har valgt at se på alle fastansatte forskere på nationaløkonomiske institutter i Danmark der har med nationaløkonomiske emner at gøre. Hvis folk ikke har noget med nationaløkonomi at gøre – hvis de for eksempel forsker i logistik, ren finansiering eller ren matematisk statistik – er de ikke med på listen. Omvendt tager vi dem med, når deres emner inkluderer ’financial economics’ eller praktisk anvendelse af økonometri.

Måden, vi måler kvalitet på i år omfatter tre forskellige forhold: Et produktivitetsmål, et prestigemål, og et interessemål. Vi måler produktivitet ved at se på, hvor mange artikler en forsker har udgivet per år han eller hun har været aktiv; antal aktive år er i næsten alle tilfælde hvor mange år siden det er, man fik sin PhD. Prestige er et mål for kvalitet, som vi fanger gennem den højeste impact-faktor blandt alle de tidsskrifter, en forsker har publiceret i. Det tredje mål, som vi kalder et interessemål, er i virkeligheden et mål for hvor ofte andre forskere citerer ens arbejde. Vi fokuserer her specifikt på, hvor mange citationer per artikel hver forsker fik i 2018. Ved at normalisere både produktivitetsmålet med antallet af år man har været aktiv og se på citationer sidste år sørger vi således i år for, at ældre og mere etablerede forskere ikke har noget særligt forspring i måden, vi måler kvalitet på.

Et problem, som vi ikke har diskuteret før, er at de tre mål er ret forskelligt fordelte. At tage et gennemsnit af de tre, er derfor potentielt problematisk. I stedet for beregner vi gennemsnitsrangeringen på de tre mål og bruger det som vores indikator: Hvis forsker Z er nummer 6 på produktivitet, nummer 18 på prestige, og nummer 12 på interessemålet, bliver han dermed nummer 13. For at give et indtryk af, hvor usikkert målet er, giver vi derudover den bedste og dårligste placering for hver forsker, når vi i stedet for beregner deres gennemsnitsrangering på baggrund af to af de tre mål. Ideelt set bør det ikke variere for meget, men reelt gør det. Variationen illustrerer dermed, hvor upræcise mål for forskningskvalitet ofte er.

Resultatet af øvelsen er, at Lasse Heje Pedersen fra CBS – præcist som sidste år – er nummer et. Lasses placering er endda meget klar, da hans værste placering, når man varierer indekset, er nummer tre. Han er også med afstand den mest citerede med 928 citationer i 2018 – 22 per artikel, med økonometrikeren Asger Lunde (396) og undertegnede (395) som fjerne nummer to og tre. Asger Lunde fra Aarhus er også overordnet nummer to, skarpt forfulgt af tre CBS-økonomer: Steffen Andersen, Morten Sørensen og Morten Lau. Nummer seks på listen er bemærkelsesværdig, da det er Københavns Universitets Torben Heien Nielsen. Torbens PhD er fra 2012 og han er den højest placerede, der (endnu) ikke er professor.

Top 10 i år afsluttes af Morten Bennedsen, undertegnede, David Lando og listens første udlænding, Marco Piovesan. Listens første kvinde – min glimrende kollega Astrid Würtz Rasmussen – er nummer 14, og de to andre kvinder på listen er også fra Aarhus. Alt i alt fordeler de 25 første sig således på ti fra Københavns Universitet, ni fra CBS, fem fra Aarhus Universitet, og en enkelt – Thomas Barnebeck Andersen – fra Syddansk.

Listen omfatter således en række gengangere fra tidligere år, men mange læsere vil sikkert spørge om andre navne, der mangler. Svaret er, at fordi vi fokuserer på sidste års citationer og artikler per år, rykker flere ældre og etablerede navne ned af listen. Det gælder for eksempel mine kolleger Martin Paldam og Nina Smith, der med henholdsvis 3,4 og 4,0 citationer per artikel er langt mere citerede end de fleste, men lider under deres meget lange karrierer. En anden mulig kritik er, at den kun omfatter forskere ved danske universiteter. Der er en rimelig indvending, og udenfor Danmark sidder imponerende danske økonomer som for Toke Aidt på Cambridge, der ville have været nummer otte på listen, og Nicolai Foss fra Bocconi i Milano, der ville være nummer ni. På den anden side ville det være synd at miste de udlændinge, der er fastansatte ved danske universiteter og tæller så dygtige folk som listens nr. 21, franske Cedric Schneider, eller tyske Philipp Schröder.

Hele pointen i år som de foregående år er, at kvaliteten af forskning – og af de forskere, der foretager den – langt fra er enkelt at gøre op, men at det bør gøres. Nogle forskere udgiver relativt meget, mens andre bruger meget lang tid og forsøger at få deres forskning publiceret i særligt prestigiøse tidsskrifter. De allerdygtigste gør begge dele, men præcist hvilken vægt man lægger på, hvor fint tidsskriftet er, hvor flittige forskerne er, og hvor ofte, andre forskere citerer dem, kan man diskutere de næste 100 år.

Venezuela – de ”gode” græder og de ”onde” ler

Der er nu gået en uge siden oppositionen og den midlertidige præsident Juan Guaidó den 30. april endnu en gang prøvede at få militæret til at skifte side. Lige som ved forsøget på at tvinge nødhjælp ind over grænsen den 23. februar, gik luften hurtigt af ballonen og forsøget mislykkedes.

Billedresultat for guaido lopez

Opfordringen blev udsendt via en video på twitter, hvor man så Guaidó og hans mentor og leder af partiet Voluntad Popular, Leopoldo Lopez (hvis fangevogtere tilsyneladende havde hjulpet ham med at flygte fra den husarrest, han har været i siden juli 2017), sammen med en håndfuld militærfolk uden for La Carlota flybasen ved Caracas.

Uroligheder, som ifølge officielle kilder kostede 5 mennesker livet og 233 arresterede, endte som bekendt heller ikke i denne omgang med at hæren vendte Maduro ryggen. Med andre ord endnu et nederlag for oppositionens bestræbelser på et regimeskifte og tilbagevenden til demokrati. De efterfølgende dages optøjer ændrede ikke noget og opfordringerne til massive demonstrationer lørdag den 4. maj, kan kun betegnes som en fuldbyrdet fiasko, med relativt få deltagere.

Med andre ord er det svært at betegne den seneste uges begivenheder som andet end en sejr til Maduro og (endnu) et nederlag til Guaidó. Og måske burde man ikke være så overrasket. Venezuela er bestemt ikke første gang hvor det er lykkedes en diktator (og det er Maduro de facto ) at fastholde magten trods en økonomi i frit fald.

Tænk blot på Zimbabwe, hvor Mugabe sidste år blev vippet af pinden. Desværre blot for at en anden af regimets magtfulde mænd kunne overtage magten. Det er absolut muligt at Maduro kan blive siddende i mange år fremover, ligesom en afsættelse af ham, når og hvis det endelig sker, ikke nødvendigvis indebærer en tilbagevenden til demokrati.

I vores demokratiske del af verden glemmer vi vist ofte, at hvis man er parat til at udvise den fornødne brutalitet, kan man sagtens forblive ved magten på trods af ”folkets vilje”. Når diktaturer falder, sker det faktisk oftest netop fordi man IKKE længere er i stand til at agere med den fornødne brutalitet.

Hvad gik egentlig forud for den 30. april?

Der er fortsat usikkerhed om hvad der egentlig ledte op til Guido’s opfordring ved daggry den 30. april. Var det ren gambling eller havde han en forventet tro på at i hvert fald dele af militæret ville skifte side?

I de efterfølgende dage gik flere repræsentanter for den amerikanske administration ud og sagde, at der havde været forhandlinger gennem et stykke tid med navngivne repræsentanter for militæret og kredsen omkring Maduro, som var endt med enighed om at Maduro skulle væk. Ifølge amerikanerne var man endda kommet så langt, at Maduro var parat til at tage et fly til Havanna, men at russerne havde fået ham til at ændre holdning.

At der har været samtaler peger meget på er korrekt, men hvorvidt der lå en aftale og russernes rolle er derimod mere usikkert. Et bud er at forhandlingerne foregik på skrømt fra personerne inde i regimet. Altså et bevidst set-up. Det skal dog understreges at denne udlægning er spekulativ. Andre mulige forklaringer er at ”et eller andet gik galt”, selv om man var blevet enig om at fjerne Maduro, at Guaidó og Lopez begik en afgørende taktisk brøler, og gik ud for tidligt, at ”nogen” havde afsløret planen og en del potentielle støtter derefter trak sig.

Ifølge den forklaring skulle Maduro være blevet fjernet via en domstolsafgørelse udstedt af højesteret, fulgt op med at de væbnede styrker udtalte deres støtte til Guaidó, i henhold til højesterets afgørelse og forfatningen, som landets legitime midlertidige præsident.

For en fremragende og meget udførlig gennemgang, se denne artikel fra Wall Street Journal

Økonomisk kollaps og resignation

Et par dage før Guaidó’s mislykkede opfordring deltog jeg i et arrangement på CBS om netop krisen i Venezuela. Her blev der også talt om mulighederne for et snarligt regimeskifte. På daværende tidspunkt havde Guaidó og oppositionen allerede annonceret store demonstrationer – nu skulle det være – 1. maj. Direkte adspurgt henviste jeg da også til at jeg forventede at der ville være både demonstrationer og sikkert også sammenstød mellem demonstranter på den ene side og nationalgarden og de såkaldte Collectivos (bevæbnede paramilitære grupper) på den anden, med både sårede og døde til følge. Men jeg forventede ikke at det ville medføre regimets fald. Desværre fik jeg ret.

Havde Venezuela fortsat været et demokrati var Maduro naturligvis blevet afsat for længst (rent faktisk var han næppe nogensinde blevet valgt). Som det fremgår af nedenstående figur 1, er økonomien i frit fald (tal er fra IMF og baseret på estimationer fra 2010 og frem på grund af manglende off. Statistik). Økonomien er således næsten halveret siden 2013.

Figur 1

At landet ydermere plages af en galoperende hyperinflation kan heller ikke overraske, givet et enormt underskud på de offentlige budgetter, som det fremgår af figur 2.

Figur 2

Resultatet er selvfølgelig at alting i dag omregnes i dollars, mens man andre steder bruger meget alternative betalingsformer (som f. eks. kaffebønner).

Det er også værd at bemærke at underskuddet på de offentlige finanser allerede var hastigt voksende før faldet i oliepriserne (2014), selv om kombinationen af faldende olieproduktion og oliepriser naturligvis har forværret situationen. Det skal samtidig medtages, at IMFs estimation af udviklingen i BNP for 2019 er lavet FØR USA indførte sine seneste sanktioner overfor Venezuela i januar mdr., som indebærer stop for fremtidig køb af Venezuelansk olie (USA har indtil nu været landets absolut største kunde), hvorfor faldet i indeværende år kan blive en del større, også selv om oliepriserne er steget på det seneste.

Største flygningekatastrofe i Latinamerikas nyere historie

Ifølge FN er ca. 3,4 mio. mennesker indtil videre flygtet ud af Venezuela. Visse iagttagere forventer tallet kan stige til op mod 6 mio. mennesker inden 2020, med mindre den humanitære situation forbedres markant. Langt de fleste er rejst til andre dele af Latinamerikam, med Colombia som den væsentligste destination. Omkring 1,1 mio. venezuelanske flygtninge og migranter regner man med befinder sig i Colombia, mens ca. ½ mio. befinder sig i Peru, små 300.000 i Chile, ca. 220.000 i Ecuador, 130.000 i Argentina og lige under 100.000 i Brasilien.

Denne udvikling er ikke holdbar i længden, selv om modtagerlandene indtil nu i høj grad har prøvet at imødekomme tilstrømningen af flygtninge.  

Udsigten til yderligere mio. af Venezuelanere som søger til primært andre Latinamerikanske lande, er ikke just noget der huer de omkringliggende landes regeringer. Ecuador forsøger allerede at hindre yderligere tilstrømning og i Brasilien, som i forhold til indbyggertallet har modtaget relativt få flygtninge, har der været uroligheder i den fattige og tyndtbefolkede delstat Roraima, som grænser op til Venezuela, på grund af tilstrømningen af flygtninge.

Men mens strømmen af flygtninge til de omkringliggende lande er et problem for dem, er det ikke nødvendigvis et problem for regimet i Venezuela – snarere tværtimod. Som Venezuelas økonomi er indrettet, vil det faktisk være en fordel med et markant lavere indbyggertal – som er faldende, hvilket fremgår af figur 3.

Figur 3

For mens en voksende befolkning i en markedsøkonomi kan ses som en ressource, gælder det ikke i en semi-planøkonomi baseret på olie (og andre råstoffer) som Venezuelas. Når oppositionen gennem årene har haft så svært ved at mobilisere befolkningen, skyldes det – ud over deres egen uformåen og manglende evne til at stå sammen – at den primært er funderet i Venezuelas middelklasse, mens regimet har baseret sin magt på at gøre den fattige del af befolkningen afhængig via tildeling af månedlige madrationer mv., som man reelt kun har adgang til, hvis man er medlem af PSUV (regeringspartiet). Og det er reelt først de seneste par år at de fattige (i storbyerne) er begyndt at vende ”det 21. århundredes socialisme” ryggen. Ikke på grund af at de pludselig er blevet grebet af et ønske om demokrati, ytringsfrihed mv., men primært på grund af at regimet i stadig mindre grad er i stand til at ”levere varen”, og i stigende grad har måtte ty til traditionel undertrykkelse.

Så jo flere der forlader landet, jo bedre. Og mens det i mange år primært var den mere veluddannede del af befolkningen som forlod landet, er det nu også i stigende grad de fattige som forlader Venezuela.

Denne exodus er til gengæld meget problematisk for de omkringliggende lande.

Det kan i yderste konsekvens føre til en egentlig militær indgriben selv om de eneste der taler om den mulighed for tiden er USA. Det ligger dog noget ud i fremtiden – hvis overhovedet, hvis det bliver aktuelt.

En invasion – USA alene eller med tropper fra andre dele af Sydamerika indebærer dog betydelige risici og omkostninger, også selv hvis man hurtig skulle sejre rent militært.

Mulige scenarier ved en amerikansk invasion er ganske glimrende beskrevet i denne artikel i Foreign Affairs.

Indtil videre må vi konstatere at trods international opbakning fra de fleste demokratiske lande, så ser der ud til at være lange udsigter til det nødvendige regimeskifte, som kan bane vej for en tilbagevende til demokrati.

Thatcher-revolutionen – gjorde hun briterne rigere?

Otto skrev forleden en kort post om Thatcherrevolutionen, da det i weekenden var 40 år siden Margaret Thatcher kom til magten som premierminister i Storbritannien. Hans pointe var, at Thatcher i høj grad ændrede den økonomiske politik i sit land: Der er praktisk taget ingen andre vestlige lande, der er gået et helt point frem på Fraser Instituttets Economic Freedom of the World indeks. Thatcher reformerede bestemt ikke alt – sundhedsvæsenet gik for eksempel fri – men tog et alvorligt opgør med statens rolle i den britiske økonomi. Det store spørgsmål er, om det virkede?

Som Otto pointerede, betragtede man i 70erne den britiske økonomi som Europa syge mand. Den tidligere så mægtige industrimagt var over årene sandet til i regulering, statslig indblanding og voldsomt stærke – og meget venstreorienterede – fagforeninger. Bilindustrien var for eksempel blevet nationaliseret, hvilket endte med at slå store dele af den ihjel. Som an kender fra Danmark med f.eks. PostNord, DSB og i nogen grad også SAS, led kvaliteten når fagforeningsbeskyttet arbejdskraft ikke længere havde incitamenter til at gide. Det endte i en situation i 70erne, hvor man ofte med det blotte øje kunne se større mellemrum mellem panelerne på britiske biler. Slendrianen i de beskyttede sektorer blev også overdådigt eksemplificeret i de mange historier om, hvordan arbejdere hos British Leyland lavede særlige rum, hvor man kunne gå hen og få en frokostlur, og hvordan det var almindeligt, at der var soveposer til rådighed, så man kunne sove på natteholdet (læs f.eks. her). Thatcher gjorde op med det hele under devisen Lad falde hvad ej kan stå.

Derouten kan ses tydeligt på de to figurer nedenfor, hvor vi benytter os af den helt nye version 9.1 af Penn World Tables. I den første figur viser de to linjer udviklingen i købekraftskorrigeret BNP per indbygger i Storbritannien (den blå linje) og et befolkningsvægtet gennemsnit af BNP per indbygger i nabolandene Belgien, Danmark, Frankrig, Holland, Irland, og Norge (den røde linje). I den anden viser vi privatforbrugets udvikling for de samme grupper. I begge figurer viser den stiplede, sorte linje briterns relative BNP og privatforbrug; skalaen for denne variabel er givet på den højre y-akse.

Nabolandenes BNP overhalede Storbritannien allerede omkring 1960 og privatforbruget omkring 1970, og derouten er tydelig i begge de stiplede linjer: Fra at have været næsten en tredjedel rigere end naboerne omkring 1950, og fra at have haft et meget højere privatforbrug, faldt de to andele over de næste 30 år. BNP-andelen endte på cirka 75 % af naboerne, og privatforbruget til 85 % af naboerne.

Men hvis man følger de to andele, stopper udviklingen ganske brat omkring 1980! Figurerne illustrerer med al tydelighed, hvordan Thatchers kur helbredte Europas syge mand. De store reformer virkede, og briternes status er langsomt, men sikkert, vendt tilbage. BNP per indbygger i Storbritannien har de seneste ti år været cirka 85-90 % af nabolandene (og husk, at de også tæller oliestaten Norge og investeringsmagneten Irland) og privatforbruget ligger rimeligt stabilt 5-8 % over naboernes. Det er den anden halvdel af arven fra Thatcher: Nok var mange uenige i retningen på reformerne, men der er næppe megen tvivl om, at de virkede. Og det kan ses med det blotte øje i figurerne. Uden Thatcher-revolutionen havde Storbritannien været langt fattigere, og lignet Grækenland mere end Danmark.

Thatcherrevolutionen – 40 år efter

I dag er det 40 år siden, Margaret Thatcher tiltrådte som britisk premierminister i 1979. Det var et vendepunkt ikke blot for Storbritannien, men kom også til at præge den økonomisk-politiske dagsorden i resten af den vestlige verden. Thatcher forblev premierminister til 1990.

Ved regeringsskiftet havde briterne arvet titlen som “Europa syge mand”. Det var en økonomi præget af stagnation og ubalancer – ikke mindst en høj inflation. Det kom til at ændre sig.

Strukturreformer i form af bl.a. privatisering og deregulering, opbremsning i den offentlige sektors vækst, skattereformer med lavere marginalskatter, anti-inflationær pengepolitik og mindre vægt på konjunkturpolitisk aktivisme kom på dagsordnerne, bl.a. takket være Thatchers eksempel og succes med at vende den økonomiske udvikling hos briterne.

Det giver egentlig et meget godt snapshot at se på udviklingen i Fraser Institute m.fl.s Index of Economic Freedom. Indekset består af fem underindeks – alle i området 1-10, med 10 som højeste (målene bag indeksene kan diskuteres, men det overordnede billede er ikke helt skævt). Figuren viser indeksværdierne hvert femte år siden 1970.

Det samlede indeks sprang med et helt point fra 6,7 til 7,7 fra 1980 til 1985, den største stigning i de små halvtres år det er opgjort for. Den mest dramatiske stigning var i underindekset “sound money”. Det afspejler, at det lykkedes at få bugt med den høje inflation. Det skete vel at mærke ikke med indgreb i priser og lønninger, som ellers var på mode, men ved stoppe den inflationære pengepolitik. Også i USA lykkedes det at bremse inflationen med en strammere pengepolitik. Det samme kom indirekte til at ske i Danmark, efter at kronekursen blev bundet til D-marken i 1982, og Danmark kom til at føre samme pengepolitik som i Tyskland.

Men også udviklingen i underindekset for “freedom to trade internationally” steg markant. Det skete dog så hurtigt, at det allerede var sprunget i vejret i 1980. Det afspejler ikke mindst, at den nye regering stort set skrottede de hidtidige kraftige restriktioner på kapitalbevægelser. Frie kapitalbevægelser er den helt almindelige tilstand i dag, men i 1979 var det ganske uset. Mange forudså, at det ville føre til store ubalancer, men i stedet bidrog det til både økonomisk vækst og indirekte også til stabilitet. Med frie kapitalbevægelser kommer valutakursen hurtigere under pres ved en uklog økonomisk politik. Samtidig med liberaliseringen af kapitalbevægelserne kom også en tiltrængt deregulering af kreditmarkederne.

Udviklingen i underindekset for “size of goverment” steg som følge af et fald i top-marginalskatten fra 83 pct. til 40 pct. og et gradvis fald i skatte- og udgiftstrykket. Opgøret med de offentlige udgifter blev dog ikke så stort, som Thatcher lagde op til. Til gengæld blev et stort antal statsejede virksomheder privatiseret. Samtidig blev der dereguleret navnlig i anden del af hendes regeringsperiode.

Så meget for snapshottet. Der skete mange ting, som er værd at se nærmere på – af både godt og skidt. Det kan være, vi kan fejre jubilæet med et par posts om det i den kommende tid…

Dansk CO2-udledning i 55 år

Der er de senere år blevet sagt og skrevet meget om CO2-udledninger i Danmark og resten af den vestlige verden. Meget af det er rent vrøvl, og et af de væsentlige problemer i debatten er en mangel på fakta. Vi hjælper derfor i dag debatten en smule på vej ved at vise, hvordan udledningerne faktisk har udviklet sig over mere end et halvt århundrede. Vi lader det være op til vores læsere at fortolke dem og bedømme, om udviklingen er god eller dårlig. Vores ærinde i dag er helt simpelt: At forsyne læserne med fakta.

Disse fakta kommer fra Verdensbankens World Development Indicators-database, hvor man kan finde data for den danske udledning af CO2 siden 1960, og med de seneste tal fra 2014. Tilsvarende tal findes for vores nabolande – Nordeuropa – med Tyskland som en undtagelse, da landet først er med i dataene fra 1991; dvs. fra genforeningen var en realitet. Nedenfor plotter vi to tal for Danmark (de blå linjer) og et gennemsnit for Nordeuropa (de røde linjer). De to tal er de årlige CO2-udledninger per indbygger i metriske tons (de stiplede linjer og på en skala angivet på den højre y-akse) og CO2-intensiteten i produktion, målt ved kilo CO2 per 1000 dollars økonomisk aktivitet (de optrukne linjer og på en skala angivet på den venstre y-akse).

Set over hele perioden har Danmark haft cirka 10 % højere udledninger per indbygger, men denne situation ændrede sig i 1980erne og siden slutningen af 1990erne har de danske udledninger været lavere. Det er også let at se, at dansk økonomisk aktivitet i gennemsnit har haft 20 % lavere CO2-intensitet end vores nabolande. Toppen af udledningerne var lige omkring 1970 og med undtagelse af en underlig og meget synlig ’spike’ i 1994, er både udledningerne per indbygger og intensiteten i produktionen faldet siden da. Den danske CO2-intensitet i produktion de seneste år, som vi har mål for, er cirka en fjerdedel af det den var i 1970. Vores nabolande har set en lidt svagere udvikling – og deres udledningerne toppede i 1979-1980 – men er i dag på godt en tredjedel af hvad den var for 49 år siden.

Den danske reduktion af CO2-intensitet har også været hurtigere end de fleste andre steder siden 1990: I gennemsnit reduceres intensiteten i Danmark med 3 % per år, hvilket er noget hurtigere end det generelle nordeuropæiske gennemsnit på 2 %. Den hurtige danske reduktion er dog interessant nok den samme som i Storbritannien, der i langt højere grad er et industriland end Danmark, men faktisk også reducerer deres CO2-intensitet med en fart af 3 % per år.

Er Danmark et grønt eller sort land, gør vi ’nok’ for miljøet, og bevæger verden sig i den rigtige eller forkerte retning er store spørgsmål, som vi ikke besvarer her på stedet. Men hvis man er interesseret i at diskutere dem, er man nødt til at starte med fakta om, hvordan udviklingen faktisk er. Nogle af de fakta er hermed givet.

Børn udenfor ægteskabet

I Danmark er det mange år siden, vi holdt op med at mene, at der er noget galt med at få børn uden at forældrene er gift. Børn født udenfor et officielt ægteskab er helt almindeligt i dag, og nye Eurostat-tal peger faktisk på, at det er lidt mere end halvdelen af alle børn, der er født udenfor ægteskabet. Vi er således holdt op med at bruge ordet bastard – i det mindst i dets oprindelige betydning.

Sådan er det dog ikke resten af verden, hvor spændet fordeler sig mellem 3 % i Tyrkiet og 58 % i Estland. Esterne er derfor meget på linje med de tre skandinaviske lande, der alle ligger lige omkring 55 %. Til sammenligning er andelen af fødsler udenfor ægteskabet omkring 40 % i USA, som derfor ligger på cirka spansk og østrigsk niveau.

Det interessante spørgsmål er, hvad der ligger bag disse forskelle. Som det kan ses i figuren nedenfor, handler det i høj grad om den religiøse transition (læs f.eks. her; ungated version her). I takt med, at folk bliver mindre religiøse, bliver en række andre normer – er er basalt religiøse i deres oprindelse – også svagere. Og som det kan ses på figuren, er graden af religiøsitet (målt af Gallups World Poll) stærkt forbundet med andelen af børn, der fødes udenfor ægteskabet. Ser man på spørgsmålet med en smule mere avanceret statistik, viser det sig at religiøsitet trumfer andre mulige forklaringer som f.eks. økonomisk udvikling.

Man kan altid spørge, om det er udtryk for en god eller dårlig udvikling, men uanset hvad man mener, må det understreges, at andelen af børn født udenfor ægteskab ikke er det samme som andelen af børn født udenfor et stabilt parforhold! Nogle gange er det naturligvis udtryk for, at et barn er født udenfor et parforhold, men andre tider fødes børn faktisk i ustabile eller dysfunktionelle ægteskaber. Og den religiøse transition er også forbundet med andre forhold, man må regne med alle er enige i, er gode: Bedre retsvæsener, højere tillid og mere produktivitet. Så selvom man måske måtte være blandt dem, der mener at børn bør fødes af forældre der er gift, betyder det også noget, hvilket samfund de fødes ind i.

Optimering på scoringsmarkedet

Økonomiske metoder og økonomisk tænkning kan bruges alle mulige steder! Det var et hovedbudskab, da jeg i formiddags holdt oplæg for en gruppe 2g’ere fra et handelsgymnasium i Aarhus. Oplægget, som jeg har holdt en række gange, handler i princippet om brugen af matematik i økonomi, men kommer dermed også uvægerligt til at handle om brugen af formel økonomisk tænkning og metode.

Oplægget startede med en ganske simpel monopolmodel, hvor et monopol finder sin optimale produktion – for eksempel hvor mange billetter DSB skal prøve at sælge – givet hvordan forbrugerne reagerer: Udbyder man flere billetter, får man større indtægter qua det større salg, men tjener mindre per billet, da prisen falder. Man kan dermed finde monopolets optimale produktion, og dermed vise, hvad der sker på markedet, hvis der kommer én konkurrent. Det kræver blot brug af simpel differentialregning, som man lærer i gymnasiet. Jeg viste dem derefter en standard korruptionsmodel, der faktisk blot kræver brug af to uligheder – dvs. folkeskolematematik – men som man faktisk kan komme ganske langt med.

Det særlige, som jeg understregede for eleverne, er dog at denne type tænkning kan udbredes til mange andre spørgsmål. Og det særlige spørgsmål, jeg stillede dem i formiddags er, hvornår man skal slå til og prøve at score til en gymnasiefest om fredagen. Det kan også illustreres med en ganske simpel model.

Hvis Noe er på vej til gymnasiefest, har han to forhold at overveje. Det første er udbuddet af ’lækre’ – dvs. hvor mange er der, som han kunne forestille sig at score – mens det andet er sandsynligheden for at score en af dem. Noe kan derfor med fordel forestille sig, at udbuddet kan illustreres ved ligningen Q = a – b t, hvor Q er udbuddet af ’scoringsværdige’ til et hvilket som helst tidspunkt t, a er antallet fra festens start (densiteten af scoringsværdige), og b er tempoet de enten forlader festen eller scores af en anden. Jo længe man venter, jo færre er der.

Det andet element af Noes beslutning ligger i scoringssandsynligheden. Den kan illustreres med ligningen  P = l + c t, hvor P er sandsynligheden, l er en lækkerhedsparameter – jo lækrere Noe er, jo større er chancen – og c er tempoet hvormed folk bliver fulde og desperate, og dermed nemmere at score.

Noes beslutning består derfor i at maksimere P Q, dvs. hans samlede scoringsmuligheder. Ganger man de to elementer sammen, er det (a – b t)(l + c t), som man ganske enkelt differentierer og sætter lig med nul. Gør man det, får man – som alle studenter ved – ligningen a c – b l – 2 b c t = 0. Med andre ord er det rigtige tidspunkt Noe skal slå til, efter at festen har været i gang i t* = a / 2b – l / 2c.

Det morsomme i formiddags var derfor at introducere 2g’erne til måden at tænke i trade-offs, som er central for al økonomi. Og mens scoringseksemplet i dag kan synes helt absurd for mange af vores læsere, virkede det ganske brugbart for flere af de gymnasieelever, der besøgte AU i dag. Det gælder ikke mindst, når man ser fortolkningens pendanter til virkeligheden: Flere objekter, a, betyder at man kan vente længere, er man lækrere – l – scorer man hurtigere, men hvis folk forlader festen hurtigt – et stort b – eller ikke drikker ret meget – et lille c – gælder det om at slå til tidligt. Om nogle af eleverne bruger modellen aktivt, må tiden vise.

Identifikationspolitiet og værktøjsskurets fanger

Nationaløkonomi og dele af statskundskab har i årevis været plaget af det, der ofte omtales som ”identifikationspolitiet.” Politiet består af en lang række kolleger, der både til konferencer og som fagfællebedømmere stiller meget høje krav til et bestemt aspekt af forskning i samfundsfagene: At man kan vise med ekstrem sikkerhed, at det man empirisk finder, er sikkert og med stor præcision udtryk for en årsagssammenhæng. Det har fået store konsekvenser, men ikke blot for hvor omhyggelige forskerne er, men også for hvilke spørgsmål en hel generation kaster sig over. Debatten er nu opsummeret af Christopher Ruhm i et nyt NBER arbejdspapir (gated version her) og den glimrende Timothy Taylor omtaler også Ruhms arbejde på the Conversable Economist. Ikke mindre interessant diskuterer den altid interessante Niclas Berggren identifikationsproblemet i det nye nummer af Ekonomisk Debatt (som kaldes læses i sin helhed her og som altid er stærkt anbefalet).

Som Niclas med vanlig præcision formulerer dilemmaet i lederen:

“Man kan tänka sig fyra typfall: Ett där metoderna är näst intill perfekta och frågan betydelsefull; ett där metoderna är näst intill perfekta men frågan oviktig; ett där metoderna är ofullkomliga men frågan betydelsefull; och ett där metoderna är ofullkomliga och frågan oviktig. Att det första fallet är bättre än de övriga tre är helt klart, liksom att det fjärde är sämre än de övriga tre.”

Situation 1 er ideel, men ganske sjælden. Spørgsmålet, som vi har talt om adskillige gange, er derfor hvordan man vurderer situation 2 og 3? Og her opstår det problem, at mange nationaløkonomer – i helt særlig grad i arbejdsmarkedsøkonomi og adfærdsøkonomi – er endt i situation 2: Næsten perfekte metoder, men ganske marginale spørgsmål. Ender man der, og holder man fast i aldrig at se på spørgsmål, der ikke kan besvares med næsten perfekte metoder, er man i virkeligheden blevet det Niclas kalder ”værktøjsskurets fanger.”

Skal man opfylde identifikationspolitiets krav, risikerer man med andre ord i sin stræben efter perfekte svar at stille aldeles ligegyldige spørgsmål. Man bliver fange af sine egne metodekrav og ender med at gøre sig selv overflødig. En af de mest interessante diskussioner i samfundsvidenskaberne for tiden er derfor, hvor grænsen går. Der er praktisk taget umuligt at svare på store spørgsmål om f.eks. langsigtet udvikling, hvor institutionelle forskelle kommer fra – hvorfor er de britiske og danske retsvæsener så meget bedre end deres pendanter i Spanien og Argentina – eller hvorvidt ulandsbistand har politiske bivirkninger, hvis man skal bruge perfekte metoder og data. De eksisterer simpelthen ikke. Grænsen må gå et eller andet sted, men som Niclas også konkluderer i Ekonomisk Debatts leder, må den ikke afholde forskere fra at komme med uperfekte svar på vigtige spørgsmål!

Hvad gør kupmagere?

Det succesfulde kup i Sudan for to uger siden har rejst en række spørgsmål, som vi gav et første svar på forleden. I dag giver en bid mere af de svar, som kommer ud af den nye forskning på området. En del af den forskning er noget jeg selv står for sammen med flere kolleger. Den er for det meste baseret på det databasearbejde, som Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg har stået for. Posten i dag handler dog om et andet papir, som er udarbejdet i samarbejde med Daniel Bennett (Baylor University i Texas) og Stephan Gohmann (University of Louisville i Kentucky).

I papiret, som jeg præsenterede ved universitetet i Hamborg i går, undersøger Daniel, Steve og jeg, om man kan sige noget generelt om, hvorvidt succesfulde kup fører til ændringer i samfundets institutioner. Mere specifik ser vi på, hvad er sker med graden af politisk korruption – et rimeligt sikkert tegn på svækkede institutioner – og graden af de juridiske institutioners uafhængighed fra politik og politisk indblanding. Disse data kommer fra Varieties of Democracy (V-Dem) projektet. Begge forhold reflekterer kvaliteten af de institutioner, der blandt andet også opretholder beskyttelsen af den private ejendomsret. Ændrer man på dem, har det derfor med stor sandsynlighed konsekvenser for et lands langsigtede udvikling.

Når vi sammenligner på tværs af de mere end 500 kupforsøg siden 1950, viser der sig nogle klare mønstre. I gennemsnit fører succesfulde kup til mere korruption og mindre juridisk uafhængighed, men i takt med at vi stiller skarpt på forskellene på kup, dukker der nuancer op. For det første ser vi ingen tydelige virkninger af kup, der fejler: Der er således ingen tegn på, at den politiske ustabilitet, som et kupforsøg indikerer, er vigtig. For det andet ser vi kun virkninger, når kupmagerne kommer fra militæret. I den tredjedel af alle kup siden 1950, der var anført af civile, er der intet generelt problem. Og når vi zoomer endnu længere ind, bliver det klart, at problemerne skyldes succesfulde kup anført af folk fra en militær elite. Selvom der har været adskillige kup, hvor lederne havde en lavere militær rang – og som lykkedes – er der øjensynligt et fænomen, der typisk er begrænset til den militære elite.

Hvad betyder det for hvad vi ved om kup og hvordan vi forstår dem? En første indsigt er, at alle kup og kupforsøg ikke er de samme. Militære interesser er anderledes end civile interesser, og eliter – dvs. repræsentanter for de interesser, der allerede er ved magten – opfører sig anderledes end interesser udenfor eliten. Man lærer dog også, at den historie som de sidste 15 år er blevet populariseret af holdet omkring Daron Acemoglu, kan være ganske misvisende. Acemoglu-historien er basalt set, at eliter ofte reagerer på trusler ved at bevæge sig lidt længere mod demokrati og bedre institutioner for bredere segmenter af befolkningen. Men i vores nye kupundersøgelse finder vi konkret evidens for den modsatte adfærd. Dermed er det ikke sagt, at nogle af disse begivenheder i sidste ende fører til demokratisering og gavnlige reformer, men det er svært at se det som et generelt fænomen. Under alle omstændigheder blev papiret godt modtaget i Hamburg, ligesom vi fik god kritik ved tidligere præsentationer i Münster og Washington. Vi ser frem til at høre, hvad andre kolleger mener om vores udfordring til den almindelge tænkning på området. Og skulle en af vores læsere være interesseret, kan den nyeste version af papiret hentes gratis på min personlige hjemmeside.

Hvor robust er pressefrihed?

Udover en række forvirrede venstreekstremister og enkelte nationalkonservative, er der bred opbakning til den grundlovssikrede ytringsfrihed i Danmark. I påsken forsvarede den altid glimrende Peter Kurrild-Klitgaard for eksempel ytringsfriheden i Berlingske Tidende, og både Berlingske og JP har bragt fine ledere om emnet. Opbakningen til fuld presse- og ytringsfrihed er heldigvis massiv, og selv hvis den ikke havde været solid på Christiansborg, kunne Folketinget stadig næppe gøre meget uden at ignorere Grundloven.

Det samme gælder ikke i resten af Europa, hvor Orbán-regimet i Ungarn er på vej mod at blive et mini-Rusland og Tyrkiet igen anholder folk for at fornærme staten. Man må derfor spørge, hvor robust presse- og ytringsfrihed er mere generelt. Når man først en gang har indført en grad af frihed, hvor svært er det da at rulle den tilbage?

Det spørgsmål kan besvares ved at se på, i hvor høj grad pressefrihed beskyttes i samme grad fra år til år. Vi illustrerer derfor den generelle sammenhæng over tid i figuren nedenfor, der viser sammenhængen mellem pressefrihed i 1993 og 2017 på tværs af 41 europæiske lande. Indekset er fra Freedom House og rangerer mellem 0 (perfekt frihed) og 100 (ingen pressefrihed). Korrelationen i figuren er 0,76, og matcher således den tilsvarende korrelation på 0,79 på tværs knap 140 andre lande i af resten af verden. Ydermere er det smarte ved denne type graf, at lande med stabil pressefrihed ligger langs den orange 45 graders-linje, mens lande under den har forbedret pressefriheden i de 25 år og lande over har forværret den.

De seks lande, der har forbedret sig klart mest, viser sig at være Serbien (-37), Slovakiet (-21), Bosnien (-19), Rumænien (-17), Slovenien (-17) og Kroatien (-15). med en score på 49 er pressefriheden i Serbien ikke imponerende, og ligner den i Albanien og Bosnien (51), men det er et massiv skridt fremad. Omvendt er Slovakiet og Slovenien nu på højde med det meste af Nordeuropa. Undertrykkelsen i den del af verden har derfor vist sig ikke at være videre persistent.

Omvendt viser de seks lande, der er gået mest tilbage, hvor skrøbelig presse- og ytringsfrihed kan være, når den udsættes for politisk pres. Både Tyrkiet og Hviderusland er gået 17 point frem på indekset og dermed tilbage i frihed – og i Tyrkiet ser udviklingen ud til at fortsætte – mens lande som Moldova (+15), Ungarn (+14), Grækenland (+14) og Spanien (+14) markant har svækket pressefriheden. Ungarn har været diskuteret flittigt de senere år, og med god grund, men svækkelsen i Grækenland og særligt i Spanien er gået medierne forbi. Det rejser to spørgsmål: Fra en forskningsmæssig vinkel er spørgsmålet, hvorfor pressefriheden er så skrøbelig i nogle lande og om forfatningen de facto beskytter pressen (noget som Stefan Voigt og jeg har set på i endnu uudgivet forskning), mens spørgsmålet fra en praktisk-politisk vinkel er, om ’man’ kan gøre noget som helst ved det? Det sidste spørgsmål lader vi hænge til læserne.

Globalisering og ulighed (igen)

I denne uge bragte Ræson en artikel af Niels Westy og undertegnede, som nu kan læses gratis. Redaktionen har givet vores artikel titlen Det er de fattige, der har vundet mest på globaliseringen, som ikke er helt misvisende. Vi hylder globaliseringen og peger på en meget lang række faktuelle fejltagelser og misforståelser, som plager den danske debat om globalisering og global ulighed. Niels og jeg understreger ikke mindst at:

“Den helt afgørende triumf i de seneste tre årtier er dog den enorme reduktion i den globale fattigdom, som er uden sidestykke i menneskets historie. Økonomer på tværs af politiske skel – fra højreorienterede som Robert Barro til venstreorienterede som Branco Milanovic – har omhyggeligt dokumenteret, hvordan klodens fattigdom er styrtdykket siden 1980’erne.”

Niels og jeg peger på, hvordan dette uomstridelige faktum ofte ignoreres i debatten, og til tider direkte modsiges. Pia Olsen Dyhr påstod for eksempel i Politiken i februar at ”Det er en helt absurd sandhed, at i et Danmark, der er rigere end nogensinde før, har de fattigste oplevet reel indkomsttilbagegang.” Sagen er, at det ikke er !en sandhed”, men ren misinformation. Denne og en række andre påstande, som både politikere og skruppelløse særinteresser som Oxfam Ibis ofte gentager, hviler på en grundlæggende misforståelse af hvad absolut fattigdom er i forhold til det noget mærkelige begreb ”relativ fattigdom.”

Vi peger også på, hvordan meningsdannere ofte enten misforstår eller blot misbruger nonsens-information fra det opgørelser af ulighed i målte nettoformuer, der hvert år kommer i form af en rapport fra Credit Suisse. Sidst, men ikke mindst, peger vi på hvor dybt misvisende debatten om såkaldt ’social dumping’ er.

Alle disse forhold mener vi danske journalister burde vide, og fange/konfrontere politikere og særinteresser med. At vi her snart 16 år efter vores første fælles artikel om emnet skal gentage pointerne, peger dog på at det (mildt sagt) ikke er noget, journalister lærer af sig selv. Vi håber derfor i denne omgang, at de fleste af dem læser Ræson.

Gæsteindlæg – Religionsfrihed og konflikt

Ved Filip Steffensen

Religionsfrihed er én af de helt centrale liberale frihedsrettigheder. Religionsfriheden indebærer nemlig retten til frit at bekende sig til den overbevisning, man ønsker. Den er således tæt knyttet med tolerance, som handler om at udtrykke tålsomhed overfor fænomener, man måske selv finder frastødende, umoralske eller forkerte. Tolerancen har en lang historie, og et af de første dokumenter omhandlende religiøs tolerance stammer tilbage fra 1264, hvor hertug Boleslaw udstedte et Chartret af Kalisz, der gav jøderne i Polen en række hidtil usete religiøse friheder. På daværende tidspunkt var religiøse stridigheder dybt indgroede i samfundet, og tanken om, at religiøse grupper kunne leve i fred og fordragelighed var nærmest revolutionerende.

Tolerancens hovedtænkere

Sidenhen udviklede og forfinede centrale tænkere i Oplysningstiden idealet om tolerance. Blandt andre var John Locke eksponent for en vidtgående tolerance forstået som en ikke-indgribende tålsomhed overfor andre religiøse grupper. Selvom Lockes Letter Concerning Toleration var skelsættende, strakte Lockes tolerance sig imidlertid ikke til ateister. Det er ligeledes blevet fremført, at Lockes argument i ”Letter” ikke er baseret på en umistelig samvittighedsfrihed, men derimod bekymringer om samfundets orden og stabilitet. Ifølge dette perspektiv var Lockes projekt altså at sikre fred og stabilitet, snarere end at advokere for en umistelig samvittighedsfrihed. For Locke er religiøs pluralisme et uomgængeligt faktum, så spørgsmålet er, hvordan disse grupper kan leve i sameksistens? Her er Lockes svar altså, at staten skal forholde sig neutralt. Erfaringen viser nemlig, ifølge Locke, at forsøg på omvendelse kun har bidraget til sekteriske krige og stridigheder:

“It is not the diversity of opinions (which cannot be avoided), but the refusal of toleration to those that are of different opinions (which might have been granted), that has produced all the bustles and wars that have been in the Christian world upon account of religion”  s. 40-41

Men er Lockes tese om, at en religionsneutral stat er fremmende for fred og stabilitet, sand? Det har jeg forsøgt at svare på ved at anvende PEW Research Forums datasæt omhandlende religionsfrihed og sociale konflikter.

Religionsfriheden under pres

Som skitseret ovenfor har en række centrale tænkere leveret overbevisende argumenter for religionsfrihed. Men hvordan er situationen med religionsfriheden i dag? PEW har udviklet et indeks over ”government restrictions” (GRI), og her ses det, at udviklingen peger i retning af, at flere lande indfører nye begrænsninger på religionsfriheden (se link for nærmere definition). Nedenfor har jeg vist udviklingen over tid, fordelt på regioner.

Det fremgår, at GRI indeksets gennemsnit er blevet højere i alle 6 regioner.  Forskellen på verdensplan er næsten et helt skalapoint, idet udviklingen har bevæget sig fra et verdensgennemsnit på 2.49 til 3.41 fra 2007 til 2016. Det fremgår yderligere, at Mellemøsten og Nordafrika har flest begrænsninger på religionsfriheden. Nedenfor har jeg vist udviklingen i verdensgennemsnittet over tid. Den horisontale linje angiver gennemsnittet for hele perioden 2007-2016, og indikerer dermed, at vi befinder os over gennemsnittet for perioden.

Kigger vi på udviklingen i gennemsnittet for hver region, ses det, at indekset over statslige begrænsninger på religionsfriheden ingenlunde er en sejlivet og uforanderlig størrelse. Tværtimod viser grafikken, at beskyttelsen af religionsfriheden kan svækkes markant på få år.

Lockes tese: religionsfrihed og konfliktniveau

Men hvordan er så forholdet mellem beskyttelsen af religionsfriheden og sociale konflikter? Vil man opleve mere intense sociale og religiøse konflikter i repressive stater, som kuer religionsfriheden? Er en solidt beskyttet religionsfrihed med til at sikre fred, fordragelighed og stabilitet, som Locke mente? For at undersøge dette har jeg kørt en bivariat regression med indekset over religiøse begrænsninger (GRI) som uafhængig variabel. Dertil har jeg inddraget et indeks over sociale konflikter som afhængig variabel (SHI). Indekset måler ikke statslig undertrykkelse af religiøse grupper, men inddrager i stedet 13 indikatorer på, at enkeltindivider og grupper forsøger at begrænse andre gruppers religionsfrihed (se link for nærmere definition).

Regressionen viser, at der er en sammenhæng mellem et lands statslige begrænsninger af religionsfriheden og konfliktniveauet i landet. Jo flere statslige begrænsninger, des højere konfliktniveau. Koefficienten på 0,59 er statistisk signifikant, og angiver, at når et lands statslige begrænsninger (GRI) stiger med et point, stiger konfliktniveauet med 0,59 skalapoint. Det er ikke en negligerbar effekt, da begge skalaer går fra 1-10. Det er med andre ord ikke usædvanligt, at et land implementerer statslige begrænsninger i et sådant omfang, at GRI stiger med et skalapoint. Fra 2015 til 2016 havde Gambia den største ændring i GRI, hvilket steg med hele 2,1 skalapoint. I samme periode steg konfliktniveauet (SHI) tilsvarende fra 1,8 til 3,1. På samme måde steg Etiopiens GRI fra 3,1 i 2015 til 4,7 i 2016. I samme periode steg SHI fra 2,0 til 2,5.  Nedenfor har jeg vist en model, som skitserer sammenhængen mellem statslige begrænsninger og konfliktniveauet.

Det tyder altså på, at der er en vis støtte at hente til Lockes tese om, at tolerance mindsker konfliktniveauet, da høje værdier på GRI går i hånd med høje værdier på SHI. Dog skal det bemærkes, at jeg i ovenstående ikke har kontrolleret for andre variable, som kan påvirke sammenhængen. Det er eksempelvis ikke utænkeligt, at faktorer som social tillid og indvandringsniveau vil påvirke sammenhængen. Det har imidlertid ikke været mulige at inddrage sådanne variable indenfor datasættets rammer.

« Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑