Gemte detaljer: Produktionsfunktioner.

I større rapporter og udredelser ligger der ofte en række detaljer og valg om, hvilke antagelser man gør sig, som er alt andet end trivielle. Disse ’gemte’ detaljer skriver lidt om i de kommende uger, da vi anser det for en af vores (selvvalgte og rent private) opgaver at bidrage til læsernes informationsniveau og informerede skepsis. Den første er måske en af de mere tekniske: Det er valget af produktionsfunktion i modeller, der bruges til langsigtede fremskrivninger.

Produktionsfunktionen er teknisk den måde, man regner hvad en given ændring i faktorer, der bruges til produktion – arbejdskraft, fysisk realkapital (maskiner, fabrikker osv.), energi, jord osv. – gør ved det samlede output og derfor den samlede indkomst og objektive levestandard. Der er masser af forskellige muligheder, men et af de vigtigste valg består i, hvilken grad af substitutabilitet mellem faktorer, man vælger at antage. Med andre ord, hvis f.eks. kapital bliver dyrere, i hvor høj grad kan virksomheder da i det lange løb bruge mindre kapital og mere af noget andet (f.eks. arbejdskraft) til at producere samme output?

Et praktisk og i sidste ende også politisk problem ligger i, at en række modeller bygger på det populære modelframework, der kaldes GTAP – Global Trade Analysis Project. GTAP-modellen benytter sig nemlig af Leontief-funktionen, sammen med flere andre antagelser, som kan give udmærket mening på kort til mellemlangt sigt, men ikke megen mening på langt sigt eller i vækstperspektiver.

Leontief-funktionen hedder teknisk Y = min{aL, bK}, i den simpleste version med arbejdskraft L og kapital K. Hvis et land således oplever Harrod-neutral teknologisk udvikling – udvikling, der gør arbejdskraften mere produktiv (dvs. en forøgelse af ’a’ i ligningen ovenfor) – vil output ikke vokse medmindre kapitalapparatet også gør. Grunden er, at der ingen substitutabilitet er mellem faktorer, der bruges i produktionen. Er energi således en produktionsfaktor, kan man ikke have nogen form for udvikling uden en forøgelse af energiforbruget.

Bruger man derfor et framework der benytter sig af Leontief-funktionen til at fremskrive langsigtet vækst, vil alt der giver vækst på langt sigt således ikke blot være antaget udenfor modellen – den kan ikke selv give vækst – men enhver ændring mellem kompositionen af produktionsfaktorer, der anvendes, må også antages, da modellen ikke kan ændre en økonomis strukturer – hvor meget arbejdskraft der anvendes per kapitalenhed, hvor meget energi der kræves per output osv.

En af de modeller, der oftest kritiseres i den danske debat – og som oftest af folk fra enten Aalborg eller Roskilde – er vismændenes DREAM-model. DREAM bygger naturligvis på en række antagelser, men en af dem er ikke Leontief. I stedet har virksomhederne alle en CES produktionsfunktion (dvs. en Constant Elasticity of Substitution) hvor man faktisk kan vælge optimalt at bruge mere af én og mindre af en anden faktor. DREAM opererer også eksplicit med Harrod-neutral vækst, som når den ankommer derfor indebærer at virksomhederne på langt sigt justerer deres valg af faktorbrug.

Skulle energi for eksempel stige i pris, vil virksomheder i DREAM forsøge at substituere væk og således vælge at bruge mindre energi. Enhver model, der bygger på Leontief vil derimod bare bibeholde uændrede produktionsmønstre og give et langt mindre respons på, for eksempel, stigende energipriser. Hvis man i modelapparatet skal få virksomheder til at ændre adfærd, må man derfor antage det eller også lave antagelser om noget andet et andet sted i modellen.

Skal man som informeret læser således bedømme hvor rimelige, langsigtede økonomiske fremskrivninger er, om de kommer fra vismændene, IMF, IPCC eller EU-kommissionen, må man først grave ned i detaljen. Valget af produktionsfunktion i modellen fortæller en ganske meget om, hvad der kommer til at ske og hvad embedsmænd og politikere herefter påstår.

EPCS 2014 – en update

Sidste uge afholdtes den årlige europæiske public choice konference på Robinson College, Cambridge University. Konferencen, der var aldeles fremragende arrangeret af Toke Aidt, bød som sædvanlig på en række spændende, nye forskningspræsentationer. Som altid var stemningen også god – der er få miljøer i nationaløkonomi, hvor folk er så rare og hjælpsomme samtidig med at de er offentligt, men konstruktivt kritiske.

Men et særligt forhold har også karakteriseret EPCS de sidste år. Mens der generelt ikke er mange kvinder i nationaløkonomi, bød EPCS også i år på en række glimrende præsentationer af yngre, kvindelige forskere. Her er tre eksempler:

Katarzyna Metelska-Szaniawska (Warszawa) præsenterede en opdatering af et tidligere studie af forfatningsændringer i Central- og Østeuropa. Katarzyna konstaterer, at flere forfatningsforhold har været vigtige for landenes vækst siden transitionen. Hun peger dog også på, at de vigtige forhold alle er de facto ændringer, mens de rene de jure forskelle på forfatningerne ser ud til at være uden egentlige konsekvenser.

Anna Minasyan (Heidelberg) præsenterede fælles arbejde med Axel Dreher (Heidelberg) og Peter Nunnenkamp (Kiel). Annas tese er, at ulandsbistand muligvis virker anderledes når donor og modtager er ideologisk mere ens og dermed mere enige om mål og midler. Hun understregede, at papiret stadig var midlertidigt, men resultaterne pegede på, at ulandsbistand er decideret skadeligt for langsigtet udvikling, når den gives mellem to parter med meget forskellige politiske synspunkter.

Bethany Kirkpatrick (Science Po, Paris) præsenterede arbejde om forholdet mellem vækst, ulighed og miljøbelastning lavet sammen med Michael Dorsch (Budapest). De estimerer ’environmental Kuznets Curves’ med særligt fokus på en samvirkning af ulighed og vækst og viser, at en koncentration af rigdommen forlænger perioden hvor økonomisk udvikling fører til miljøproblemer, før kurven vender og giver forbedringer.

Udover eksemplerne var der også gode papirer af bl.a. den tidligere Wicksell-prisvinder Monika Köppl-Turyna (Lissabon), Shu Yu (Groningen og snart Rochester), Emma Galli (Rom, Sapienza), Silvia Marchesi (Milano Bicocca) og Vera Eichenauer (Heidelberg).

Kommentar på Kristian Weises indlæg i Berlingske

Ceveas direktør bragte forleden en kommentar i Berlingske i forbindelse med min klumme i Børsen og vores serie om det nye IMF-studie af ulighed og vækst. Da Berlingske åbenbart ikke har tænkt sig at bringe mit svar, bringer vi det i det følgende:

Kristian Weise, direktør for den venstreorienterede tænketank Cevea, angriber 21/3 Mads Lundby Hansen og mig her i avisen. Baggrunden er vores skepsis overfor et notat fra IMF, der påstår at økonomisk ulighed skader langsigtet udvikling. Påstanden er naturligvis ideologisk central for Cevea, men det påfaldende i Weises kritik er, at hans kritik udelukkende består af postulater og mudderkastning. Weise har øjensynligt ingen faglige argumenter for angrebet, men hævder blot at ”tyv tror hver mand stjæler”.

Min baggrund for at kritisere IMF-analysen er derimod, at man må afkræve enhver forsker en faglig integritet. Det er denne integritet, som IMF-forskerne mangler, idet de vælger at overse et metodisk problem, der har været kendt i ulighedsforskningen siden 1998, og bruger et omfordelingsmål, som man ved giver ganske lidt mening. Uden disse empiriske julelege kan de, som jeg forleden pointerede i Børsen og på punditokraterne.dk, ikke nå deres foretrukne konklusioner. Ingen forsker, for hvem faglig stolthed og integritet betyder mere end ideologisk krigsførelse ville vælge at tage disse metodiske valg.

Det er således ligegyldigt, at Weise namedropper højprofilerede kommentatorer i sit indlæg eller henviser til politiske chefer for internationale organisationer, når det videnskabelige grundlag for påstandene er så kritisabelt. På samme måde er det sært, at Weise krediterer Eurostat for, at 13 lande nu er mere lige end Danmark, når man i forskningsmiljøet ved, at Eurostats tal er fejlbehæftede. De bruges da heller ikke af IMF.

Problemet for IMF – og måske i særlig grad for Cevea – er at de to organisationer synes at være ved at afkoble sig fra det videnskabelige miljø. IMF har fremragende forskere ansat, men de senere år er man af uransagelige grunde vendt tilbage til policy-forslag og påstande, som man selv tidligere har været med til at afvise på fagligt grundlag.

Den seriøse forskning har de sidste ti år peget på, at ulighed i det store og hele er ligegyldigt for langsigtet udvikling, medmindre den er udtryk for rendyrket kleptokrati. Som min egen og andres forskning peger på, er det vigtigere om og hvordan man politisk reagerer på ulighedsdiskussionen. Men den diskussion tager Weise og Cevea ikke. For dem bliver det ved ideologien.

Dagens ord: Bulverisme

Dagens ord er tyvstjålet fra Gregory Mankiw, som har det fra C.S. Lewis. Jeg tvivler på, at vi har læsere, der ikke har eksempler på bulverisme. Det er også det, Kristian Weise bedrev forleden, som Niels Westy beskriver nedenfor. Lewis definerer bulverisme således:

In other words, you must show that a man is wrong before you start explaining why he is wrong. [… Bulverism] is to assume without discussion that he is wrong and then distract his attention from this (the only real issue) by busily explaining how he became to be so silly.

Hvad Cevea mangler i troværdighed, kompenseres der for i grovheder

Cevea blev som bekendt oprettet som en reaktion på etableringen af Cepos for 10 år siden. Om sig selv skriver man, at “Cevea er en uafhængig centrum-venstre tænketank”.

At også venstrefløjen etablerede en uafhængig tænketank var bestemt positivt. Desværre er man vist hverken en tænketank eller uafhængig.

I stedet lever man op til alle fordomme om manglende hæderlighed og respekt over for helt grundlæggende videnskabelige sammenhænge og metoder, og kompenserer så rigeligt for den manglende seriøsitet ved at holde et meget lavt debatniveau.

Efter den seneste omgang fra den såkaldte tænketanks direktør, Kristian Wiese, må Cevea’s troværdighed således anses for at være lig nul.

Under overskriften  ”Højrefløjen bagatelliserer stigende ulighed” forsøger Kristian Weise at imødegå den kritik, som Lundby og Bjørnskov har rejst af et notat fra IMF om sammenhængen mellem vækst og ulighed. Notatet kan man læse her, og kritikken af den anvendte metode fra Christian Bjørnskov kan man læse bl.a. her og her, suppleret af Otto Brøns-Petersen yderligere kritik her.

I stedet for at forholde sig til substansen i den fremførte kritik, nemlig at notatet nærmer sig videnskabeligt fifleri, og den anvendte metode er uanvendelig, bruger Kristian Weise sin artikel på at begå karaktermord på Mads Lundby og Christian Bjørnskov.

Under overskriften “Tyv tror hver mand stjæler” skriver han herefter:

Mads Lundby Hansen fra tænketanken Cepos skriver eksempelvis i Berlingske den 18. marts, at ”IMF snubler i ulighedsdebatten”, og at undersøgelsen ikke kan bruges til at konkludere, at ”stigende ulighed kan skade den danske vækst”. Mads Lundby Hansen betvivler ganske enkelt IMF’s videnskabelige og metodiske integritet.

Han lægger sig således i forlængelse af Cepos-medstifteren Christian Bjørnskov, som i Børsen beskrev IMF’s rapport som ”ideologisk sjusk”. Bjørnskov påstår, at IMF’s rapport ikke beviser andet end økonomers evne til at krydre tallene, så resultatet er mest appetitligt.

Mads Lundby Hansen og Christian Bjørnskovs kritik af Den internationale Valutafond giver en lyst til at spørge, om tyv stadig tror, at hver mand stjæler? Begge to har et idelogisk præget syn på samfundsforhold og økonomi og tillægger derfor også andre aktører det.

Det er en ganske opsigtsvækkende og umanerlig grov anklage. Den logiske konklusion er jo at Weise og Cevea mener, at både Lundby og Bjørnskov bedriver fusk. For Bjørnskovs vedkommende er det lig med at Weise anklager en dansk professor for videnskabelig uhæderlighed.

Men uhæderligheden er helt på Weise’s side, som når han forsøger at bruge OECD’s “Society at a Glance” og udtalelser fra IMF’s chef, den tidligere konservative finansminister i Frankrig, Christine Lagarde, til at bakke op om notatet. Ligeledes er det ganske enkelt for groft, og nærmest tragikomisk, når en faglig kritik af metode fra Bjørnskovs side tages til indtægt for at være udtryk for at være “dogmatisk”.

Kristian Weise forholder sig på intet tidspunkt til substansen i den kritik af FN notatet, som Lundby og Bjørnskov (og mange andre) har fremført. Om det skyldes, at han er ligeglad eller bare ikke evner at sætte sig ind i den anvendte metode eller kritikken af denne, skal jeg ikke udtale mig om.

Jeg kan blot konstatere, at Cevea’s direktør i sin argumentation minder mere om en politiker end en direktør for en tænketank. Og her lever han så fuldt og helt op til mine fordomme om venstrefløjens forhold til videnskabelighed og fakta, desværre.