Ulighed – igen igen igen – nu med illustration :-)

I forlængelse af Otto’s kommentar til OECD’s arbejdspapir om ulighed, som venstrefløjen naturligvis tager til indtægt for, at øget ulighed i sig selv skader væksten og omvendt at øget lighed gavner den – til alle tider, er her en lille illustration fra Otto’s kollega, Mads Lundby, af hvordan man i hvert fald IKKE skal gøre, hvis man ønsker mere økonomisk lighed.

Som det fremgår af nedenstående foto fra CEPOS vækstkonference i mandags, skal der en del til for blot at sikre en beskeden reduktion af GINI. Og ja, BNP falder.

10858004_10203777819140340_4276643020436457790_n

Ulighed – igen igen igen

Det har vakt opsigt, at OECD har offentliggjort et arbejdspapir, hvor forfatteren finder en negativ korrelation mellem ulighed og økonomisk vækst. Det skyldes, at OECD selv slår på tromme for det.

Jeg har tidligere påpeget om litteraturen, at

det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig.

Det fremgår også af OECD-papiret, som dermed føjer sig til denne række af studier.

Og det kan ikke overraske, for der er ingen grund til at forvente en direkte kobling mellem ulighed og vækst. Derimod medfører nogle politiktiltag, som øger væksten, også til øget ulighed (OECD foreslår traditionelt lavere marginalskatter, lavere kompensationsgrad og mindre minimumslønninger for at øge væksten). Andre tiltag (OECD foreslår traditionelt øget produktmarkedskonkurrence) kan øge væksten og sænke uligheden.

Den nye vismand

Forleden skiftede det Økonomiske Råd ud i sit formandskab. Det sker med jævne mellemrum, og begivenheden er vigtig, da formændene – i populær tale de økonomiske vismænd – tegner en del af den økonomiske debat i Danmark. Det er derfor ikke uden betydning, hvem der bliver valgt. Og i denne omgang har DØR taget et glimrende valg. Pilen har peget på professor Carl-Johan Dalgaard fra Københavns Universitet.

C-J er ikke bare mindre ortodoks i sin fremtoning og emnevalg end mange tidligere vismænd, men også både internationalt fremtrædende og en af de få, der har et klart fokus på konsekvenser på rigtigt langt sigt. Så mens DØR stadig kommer til at producere konjunkturanalyse, har man formået at bringe en vismand ind med reel indsigt i langsigtede udviklingsprocesser og produktivitetsudvikling. Hans faglige status er der ingen, der stiller spørgsmål ved. Med adskillige artikler i Journal of Economic Growth, The Economic Journal, og Review of Economics and Statistics, er han en af de bedst publicerede danske økonomer.

Ikke nok med det, har C-J – som en af de meget få danske vismænd nogensinde – egentlig kompetence i politisk økonomi, public choice, eller hvad man foretrækker at kalde feltet. Modsat en perlerække af ellers dygtige vismænd, burde han derfor ikke lide af en forestilling om, at bare man fortæller de flinke politikere hvad, der er op og ned, skal de nok gøre det rigtige. Uden at regne med, at institutionen ændrer retning med det samme, er udnævnelsen af C-J et skridt i den rigtige retning.

Er vi på vej mod en rationel klima- og energipolitik?

imagesTidligere overvismand, formand for produktivitetskommissionen og og professor ved Københavns Universitet, Peter Birch Sørensen, er blevet udnævnt til formand for den nys nedsatte klimaråd. Det er der grund til at glæde sig over.

 

I forbindelse med udnævnelsen, udtaler Peter Birch til Jyllandsposten, at

Det langsigtede mål er, at vi skal gøre os uafhængige af fossile brændsler, men det skal ske så effektivt som muligt, så det går mindst muligt ud over konkurrenceevne og beskæftigelse

Det er nye toner i klima- og energidebatten herhjemme, som i årevis netop har været kendetegnet ved sin totale mangel på realisme og til tider næsten semireligiøse tilgang. Et af de værste eksempler er Klimakommisionen nedsat af VK regeringen i 2007 og dennes rapport i 2010. Forudsætningerne for rapportens konklusioner var (og er) vanvittige, og den økonomiske del meget ringe.

Det er ikke mindst værd at lægge mærke til at Peter Birch Sørensen er tidligere overvismand. Vismandsinstitutionen har i årevis kritiseret dansk klima- og energipolitik, desværre indtil videre uden den støre succes, men det er udnævnelsen af Peter Birch måske et tegn på er ved at ændre sig?

Det er i hvert fald værd at erindre at DØRS i flere rapporter både har kritiseret den overdrevne satsning på vindenergi og sammenblandingen af erhvervs- og klimapolitik, se bl. andet deres rapport fra 2011.

Helt tilbage til Peter Birch Sørensens tid som overvismand, har DØRS da også igen og igen understreget, at

Der er intet belæg for et synspunkt om, at politikere eller embedsmænd generelt er bedre
end markedet til at udnævne “morgendagens vindere”. (2010)

Ovenstående er en klart anderledes indgangsvinkel til klimaspørgsmålet end den lalleglade promovering af bestemte teknologier og fremhævelse af klimapolitisk enegang, som i årevis har præget dansk politik, ikke mindst den nuværende regering.

Træerne vokser naturligvis ikke ind i himlen. Det er fortsat politikerne som fastsætter de overordnede mål, men som Peter Birch Sørensen udtaler:

Den centrale opgave er at finde balancen, så vi ikke unødigt skader konkurrenceevne og beskæftigelse, men uden at give køb på de målsætninger, som politikerne har stillet op,

og fortsætter:

Omstillingen kan forhåbentligt betyde, at Danmark kan være med til at udvikle nye alternative energiteknologier, og det kan blive et vækstområde for dansk erhvervsliv

Her nærmer vi os en “Bjørn Lomborg” tilgang, nemlig at løsningen er udvikling af CO2-neutrale teknologier, som kan konkurrere på markedsvikår.

Det er under alle omstændigheder afgørende hvis man skal skal mindske brugen af fosile brændstoffer og udledningen af drivhusgasser.

Således er udledningen af CO2 i EU, for slet ikke at tale om Danmark, i stigende grad irrelevant i forhold til udledningen i den ikke-vestlige verden. Og hvis CO2 neutrale energiformer skal være attraktive for resten af verden, skal de være konkurrencedygtige overfor traditionelle fossile brændstoffer, ellers er kun tilbage at krydse fingre for at den stigende udledning af CO2 ikke har indvirkning på klimaet.

Under alle omstændigheder er der grund til at ønske Peter Birch Sørensen tillykke med den nye post, og glæde sig over at man nu åbenbart også har tænkt sig at lytte til økonomer. Det har længe været tiltrængt i den hjemmelige klimadebat.

Om det så ligefrem vil resultere i en rationel klima- og energipolitik er dog nok for meget at forvente. Dertil er den politiske profit ved at bruge løs af andre folks penge nok for stor.

Økonomisk frihed og kriser

Mens flere artikler de senere år peget på, at kriser ofte kan udløse liberaliserende reformer, der ellers er upopulære blandt mange vælgere eller særinteresser, har der været forbløffende tavst omkring det modsatte spørgsmål: Er kriser mere sandsynlige, dybere og længere med mere eller mindre aktive stater? Antagelsen blandt de fleste politikere – uanset partifarve – synes efter finanskrisen i 2008 at være, at krisen viste behovet for mere regulering og langt mere aktiv keynesiansk stabilisering. Ingen har dog gjort sig ulejligheden at se konkret på forholdet.

I et nyt papir, som jeg skal præsentere til marts på den årlige konference i det nordamerikanske Public Choice Society (ja, jeg er for en gangs skyld ude i god tid), ser jeg på sammenhængen mellem initial økonomisk frihed og økonomiske kriser. Konklusionen er ret klar: Der er ingen robust sammenhæng mellem økonomisk frihed og risikoen for at få en krise, men når den rammer, bliver det økonomiske tab markant mindre og krisen kortere, jo mindre reguleret økonomien er fra starten.

Figuren nedenunder illustrerer fundene. BNP per capita er indekseret til 1 i året før krisen starter, og den fulde linje illustrerer derfor BNP-udviklingen i lande med mere økonomisk frihed end medianen, mens den stiplede illustrerer den gennemsnitlige BNP-udvikling i lande med relativt lidt økonomisk frihed. Abstract er også nedenfor og papiret kan hentes i sin helhed på SSRN.

ØF kriseudv

 In this paper, I explore the politically contested association between the degree of capitalism, captured by measures of economic freedom, and the risk and characteristics of economic crisis. After offering some brief theoretical considerations, I estimate the effects of economic freedom on crisis risk in the post-Cold War period 1993-2010. I further estimate the effects on the duration, peak-to-trough GDP ratios and recovery times of 219 countries within this period. Estimates suggest that economic freedom is robustly associated with smaller peak-to-trough ratios and shorter recovery time. These effects are driven by regulatory components of the economic freedom index.