Hvorfor bliver militærdiktaturer til præsidentielle demokratier?

Som mange af punditokraternes læsere ved, har jeg i år lagt ganske meget tid i udviklingen af en større database sammen med min kollega Martin Rode fra Universidad de Navarra i Pamplona. Har man først fingrene tilstrækkeligt dybt nede i den empiriske bolledej, ser man ofte ting som man ellers næppe havde lagt mærke til. En af de ting, der blev klare da jeg sidste sommer viste databasens transitionsmatrix for mine studerende i Heidelberg, var at demokratiseringer ikke altid er tilfældige.

Før halvdelen af læserne står af, betyder det fine, tekniske ord ’transitionsmatrix’ blot, atman laver en oversigt over ændringer i landes regimetype over tid. Langt de fleste år-til-år ændringer er nuller – Danmark har således været helt præcist samme slags demokrati siden grundlovsændringen i 1953. Men når man som Martin og jeg kan følge regimeændringer i 208 lande siden 1950, er der ganske mange, der ændrer sig.

Og observationen, som flere af mine studerende spurgte ind til, var at når diktaturer demokratiserer, er der en meget tydelig forskel. Civile autokratier – dvs. ikke-demokratiske regimer hvor regeringslederen og -toppen ikke har militær rang eller status, bliver til alle mulige former for demokratier, mens militærdiktaturer praktisk taget altid bliver til præsidentielle demokratier. De få, der ikke bliver det, kan i praksis ikke blive præsidentielle, da de som Thailand af tre omgange allerede er monarkier. Har man en monark, giver det ingen mening at indføre en præsident, da monarken per definition er statsoverhoved. Spørgsmålet, som jeg havde flere gode diskussioner om med min brasilianske studerende Marina Rapp, er hvorfor militærdiktaturerne ser ud til at vælge én bestemt form for demokratiske institutioner.

Det spørgsmål er endt med at blive mit første egentligt teoretiske papir i årevis. Papiret er, efter at jeg har præsenteret det flere gange og modtaget kommentarer, nu ude som IFN Working Paper no. 1194 og kan læses her. Og argumentet er egentlig ganske enkelt: Ethvert diktatur må have støtte fra et eller andet segment af samfundet. Militærdiktaturer er direkte støttede af militæret, og har derfor også et primært incitament til at støtte militæret, mens civile autokratier må søge støtte blandt civile interesser. Begge typer er også nødt til at støtte den modsatte interesse til en vis grad for at undgå kupforsøg. Men støtten og de ressourcer, regimet bruger på undertrykkelse, kan blive for dyr i længden, og det kan blive for svært at undgå kupforsøg, hvilket kan gøre det attraktivt at indføre eller acceptere demokrati.

Gør man det, har enhver regering interesse i at beskytte sin primærstøtte mod at miste for meget. Hvad det betyder, er ret enkelt for militæret, men ikke særligt enkelt for civile interesser. De lider et Olsonsk koordinationsproblem, da de ikke alle har samme interesse og derfor må indgå en form for kompromis om deres ’fælles’ interesse.

Rent teoretisk viser det sig, at forskellige koordinationsproblemer – det er langt lettere for militæret at koordinere dets fælles interesser – kombineret med muligheden for at begå et kup, hvis det nye demokrati bliver meget fjendtligt imod de ’gamle’ autokratiske interesser – betyder at militærdiktaturer stærkt foretrækker demokratiske institutioner med stærke vetospillere. Pga. de civiles langt større diversitet og derfor sværere koordinationsproblemer, har de ikke på samme måde en interesse i en bestemt type politiske institutioner.

Det pudsige er, at når man først er gennem teorien, viser det sig at en række detaljer omkring 111 demokratiseringsepisoder siden 1950 også er konsistente med denne slags teoretisk mekanisme. Det er for eksempel sigende, at de fleste militærdiktaturer enten justerer forfatningen eller skriver en ny forfatning før demokratiseringen, og gør det uden at parlamentet involveres. De giver også præsidenten mere direkte indflydelse, men tillader ikke, at han kan regere udenom parlamentet. Demokratisering i civile autokratier udviser omvendt ingen af den slags systematiske træk, og ser ofte ganske tilfældige og uplanlagte ud, som Daniel Treisman forleden påpegede, er et almindeligt træk. Nu venter vi derfor kun på det næste eksempel på et militærdiktatur, der indfører demokrati for at se, om teorien også passer i detaljer på det eksempel.

Valget i januar

I løbet af december må regeringen opgive at komme i gennem med sin økonomiske politik. I januar udskrives der valg, og i februar danner den hidtidige opposition regering. Nej, der er (endnu) ikke tale om den nuværende politiske situation, men om de begivenheder, som udspillede sig for nøjagtig halvtreds år siden. De er værd at dvæle ved ikke blot på grund af de umiddelbare ligheder med den aktuelle situation. Perioden fra 1966-71 udgør samtidig nøglen til at forstå dansk politik gennem de forløbne halvtreds år frem til i dag. Og den sætter det aktuelle politiske slagsmål i et bizart relief.

Den regering, som tiltrådte i februar 1968, var VKR regeringen. Den regering, som mistede sit flertal for næsten præcis 50 år siden, var det såkaldt ”røde kabinet”: en socialdemokratisk mindretalsregering med en fast samarbejdsaftale indgået i 1966 med støttepartiet SF. De to regeringer – som tilsammen rakte over stort set alle de ”gamle partier” (minus DKP) – gennemførte i løbet af deres fem sammenlagte år den største ekspansion af den offentlige sektor i nyere danmarkshistorie. Under det røde kabinet fra 1966-68 steg skattetrykket*) fra 27,8 pct. til 32,9 pct. I 1971, hvor VKR-regeringen faldt, var det oppe på 39,8 pct. På bare fem år steg skatterne med næsten 50 pct. udover hvad den økonomiske vækst tilsagde.

Der er to forklaringer på skattestigningerne. For det første blev velfærdsstaten for alvor etableret i denne periode. Den begyndte dog tidligere med indførelsen af folkepensionen, som både V og ikke mindst K først havde kæmpet imod. Men folkepensionen blev forhøjet markant i perioden. Vi fik kommunalreformen i 1970, som medførte en stærk stigning i de kommunale udgifter. Interessant nok var eksplosionen i de samlede offentlige udgifter i høj grad indtægtsdrevet. En række markante ændringer af skattesystemet betød, at pengene væltede ind i de offentlige kasser: Især kildeskatten fra 1970 og momsen fra 1967. Statens drifts- og anlægsoverskud var på 3½ pct. af BNP i finansåret 1970/71.

Udbygningen af velfærdsstaten var dog ikke robust. Da den internationale krise ramte og adfærdseffekterne af de høje skatter begyndte at slå i 1970erne, gik statsfinanserne efterhånden i rødt. Krisen pressede indtægtssiden og førte til øgede udgifter. Den økonomiske politik blev en blanding af forsøg på at løse krisen med ekspansiv udgiftspolitik og tilbagevendende afgiftspakker. Velfærdsstaten blev yderligere udbygget med bl.a. bistandsloven i 1976 og efterlønnen i 1979. Ved indgangen til 1980erne faldt de berømte ord fra tidligere finansminister Knud Heinesen om, at vi havde kurs mod afgrunden ”og kan se den”.

Politisk førte eksplosionen i skatterne i sidste halvdel af 1960erne til den største revolution i nyere tid: Jordskredsvalget i 1973, hvor Fremskridtspartiet i spidsen for et skatteoprør stormede ind i Folketinget med 28 mandater. Samme år kom Erhardt Jakobsens nye parti Centrumdemokraterne i Folketinget. Erhard Jakobsen, der havde brudt med Socialdemokratiet, slog sig ikke mindst op på en protest mod venstredrejningen i Danmarks Radio, og havde stiftet Aktive Lyttere og Seere i 1972. Også Det Konservative Folkeparti engagerede sig i ALS, hvor senere statsminister Poul Schlüter deltog og Erik Ninn Hansen blev næstformand. Man ville bekæmpe såvel DRs venstreorienterede linje som institutionens dominans. Monopolbruddet med etableringen af TV2 var en af Schlüters politiske sejre som statsminister.

Schlüter blev statsminister i 1982 og påbegyndte en genopretningspolitik oven på de voldsomme ubalancer skabt de foregående par årtier fra det røde kabinet og frem. Det blev til linjen med strukturreformer, som er blevet fortsat af alle regeringer lige siden, herunder 9 personskattereformer mv. Og det blev til et opgør med de offentlige gældsproblemer og ”afgrunden”. Også den linje er fortsat og er resulteret i, at de offentlige finanser nu er teknisk set overholdbare. Det vil sige, at der opkræves mere i skatter end nødvendigt for at finansiere de langsigtede offentlige udgifter.

På ét afgørende punkt slog Schlüters strategi dog fejl. Firkløverregeringens plan var at lukke hullet i de offentlige finanser gennem udgiftspolitikken, men i stedet blev gjort gennem højere skatter. Skatterykket steg fra 39,8 pct. i 1982 til 44,4 pct. i 1992, hvor han gik af. En del af stigningen afspejler, at skattetrykket var ekstraordinært lavt i 1982 på grund af lavkonjunkturen, men skatterne blev også hævet betragteligt.

Fremskridtspartiet blev spået en skæbne som politisk døgnflue, og det kom til at præge ikke mindst dets første år, hvor samarbejdet med V og K var mindre end godt. Og helt godt blev det aldrig. Partiet blev præget af voksende indre konflikter om samarbejdet med resten af den borgerligt-liberale blok. Begyndelsen på enden blev, at fire folketingsmedlemmer, herunder Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl, i 1995 brød med et Fremskridtsparti i voksende indre kaos og i stedet stiftede Dansk Folkeparti i 1995. Baggrunden var, hvad de opfattede som partistifter Mogens Glistrups alt-eller-intet linje. I stedet skulle der samarbejdes om at få mest muligt af partiets politik i gennem. Selve politikken afveg derimod ikke så meget fra Fremskridtspartiets. En stram udlændingepolitik – som var blevet stadig mere vigtigt for Glistrup i løbet af 80erne – og en økonomisk politik bestående af offentlige besparelser og markante skattelettelser, dog uden en total afskaffelse af indkomstskatten. Man vil ”forvandle formynderstaten til et samfund bestående af frie danske borgere” fremgår det af partiets første program. ”Skatterne nedsættes kraftigt kombineret med offentlige besparelser”. ”De offentlige udgifter skal gøres væsentligt mindre”. Skattetrykket ønskes ”nedsat væsentligt”. ”Indkomstskatten nedsættes kraftigt” med et højt bundfradrag og en flad skat på 30 pct. ”Selskabsskatten fjernes over en årrække”. Arveafgifter og al beskatning af jord og fast ejendom samt realrenteafgiften (nu PAL-skatten på pensionsafkast) kræves afskaffet.

Det er en noget bizar tanke, at en blå regeringen risikerer at lide samme skæbne som Jens Otto Krags regering for næsten præcis 50 år siden. Årsagen er uenighed med støttepartiet DF, som går imod meget små justeringer i en retning, som man oprindeligt grundlagde først Fremskridtspartiet og siden DF på. I stedet er hovedkravet til den økonomiske politik, at der ikke skæres ned, men at væksten i det offentlige forbrug øges i forhold til både regeringens mål og så den ligeledes overgår udgiftsvæksten under den foregående socialdemokratisk ledede regering. Som i de skæbnesvangre år i sidste halvdel af 1960erne er der ved at opstå en konkurrence om at omsætte høje skatteindtægter til udgifter.

Til gengæld tyder det på, at det dårlige samarbejde med resten af den blå blok fra Fremskridtspartiets dage er tilbage – altså den linje, som DF blev stiftet for at ændre.

Det er dog ikke sådan, at DF ikke vil være med til besparelser. Partiet har ønsket at reducere Danmarks Radios budget med 25 pct. Det er mere end det lyder af, for støtten til de private medier er faldet meget mere, og deres oplagstal er støt faldende. Sammenlignet med andre lande, fylder staten meget i mediebilledet i Danmark. Men hvem går imod at bryde DRs dominans? Det gør såmænd De Konservative, som oprindelig om nogen var forkæmper for pluralisme i medierne!

Det hele bliver ikke mindre ironisk af, at både DF og De Konservative kalder sig selv konservative og historisk bevidste.

 

*) Skattetrykket er opgjort på grundlag af Danmarks Statistikbanks seneste opgørelse af skatteprovenu siden 1947 samt BNP i løbende markedspriser siden 1966. BNP før 1966 er ifølge Statistisk Tiårsoversigt 1972, men niveaujusteret i forhold til 1966-BNP i det nyeste nationalregnskab. Det gør de historiske tal sammenlignelige med aktuelle skattetrykstal, men kan afvige fra tidligere historiske opgørelser. Ændringerne i skattetrykket – som er det relevante i indlægget – er ikke væsentligt påvirket af metodevalget.

Da Finland vågnede

Forleden dag, den 6.december 2017, var det 100 år siden at Finland erklærede sin uafhængighed. På dagen i 1917 var der ingen optøjer, og relativt få fejringer, da mange finner slet ikke kendte til erklæringen. Finland blev et selvstændigt land efter at den russiske regering en måned tidligere var blevet kuppet i det, der nu kaldes Oktoberrevolutionen. I det administrative og militære kaos, som Lenins kup kastede det russiske imperium ud i, tog det finske parlament – der havde eksisteret i sin nuværende form siden 1905 og med almindelig valgret blandt begge køn – en række beslutninger, der mundede ud i uafhængighedserklæringen den 6. Det russiske militær var ude af stand til at reagere, og Lenin selv så ikke Finland som nogen trussel. Han regnede ganske enkelt med, at finnerne som nogle af de første ville slutte sig til den marxistiske verden.

Baggrunden for uafhængigheden er mere kompliceret end man ofte fortæller, og bærer i nogen forstand paralleller til Cataloniens situation i dag. Finland var i 1809 blevet erobret fra Sverige, og Rusland accepterede fra starten, at finnerne havde eget sprog, egen religion og i høj grad egen kultur. Zar Alexander II gav i 1869 givet de finske stænderforsamlinger væsentligt større indflydelse, og landet fik derfor et ganske udbredt selvstyre, der nærmede sig adskillige britiske koloniers effektive hjemmestyre. Forholdet mellem Rusland og den finske befolkning var i de efterfølgende år tåleligt, men ofte ganske godt, og kunne ligesom i situationen mellem Catalonien og Spanien, bedst betegnes som variabelt.

Det skulle ændre sig, da Alexanders søn, Alexander III, var langt mindre liberal end sin far. Han udnævnte i 1898 den tidligere general Nikolay Bobrikov som russisk administrator i Finland, og forholdet mellem Finland og den russiske stat begyndte hurtigt at forværres. Bobrikov blev efter kort tid ekstremt upopulær, ikke mindst på grund af de beslutninger han stod for. I 1899 besluttede russerne at regere Finland udenom de finske stænderforsamlinger, året efter gjorde man russisk til eneste administrationssprog, og i 1901 blev den finske hær underlagt den russiske. De resulterede i, at kun 42 % af de værnepligtige mødte op i 1902, da de nu kunne blive sendt et hvilket som helst sted hen i det enorme russiske imperium. Bobrikov fik i 1903 beføjelser til at indføre omfattende censur af medierne – en censur, han brugte flittigt, og endte sit liv året efter, da en finsk nationalist skød ham, og efterfølgende begik selvmord.

Rusland selv rystedes under 1905-revolutionen, der påvirkede Finland i ganske positiv retning. Opbruddet skulle vise sig at være kortvarigt, og fra 1909 genindførtes censur og en lang række andre restriktioner igen under en nye generalguvernør Franz Albert Seyn. Under Seyn strammede russerne grebet om Finland og forsøgte med hårdhændede midler – meget lignende dem, den tyske stat brugte i Slesvig-Holsten mod det dansk-slesvigske mindretal – at russificere landet. Den finske reaktion skulle vise sig at være stædig modstand, der i 1917 førte til et udbredt, almindeligt ønske om selvstændighed. Og selvom landet måtte igennem en blodig borgerkrig mellem en kommunistisk del og en relativt konservativ fløj af befolkningen, og voldsomme arbejdsstridigheder i 1920erne, etablerede Finland sig med tiden som en integreret del af den nordiske region, og et af verdens rige, fredelige og demokratiske lande. Sårene tog lang tid om at hele, men stridighederne efterlod sig også andre ting end ar. En af de mest elskede blev skrevet af Jean Sibelius og hørt første gang i 1899 ved et uafhængighedsmøde.  Helsinkis filharmoniske selskab uropførte det officielt året efter under Robert Kajanus, da værket stadig kaldtes Finland Vågner og var det sidste af seks såkaldte tableauer. Det samme værk, der satte finske hjerter i brand i 1899, er elsket over hele verden i dag. Og i anledning af Finlands jubilæum spillede BBC Symphony Orchestra under dets finske chefdirigent Sakari Oramo værket til the Last Night of the Proms i sommers under den titel, Sibelius endte med at give det: Finlandia!

Vælgerparadoks for Alternativet ved kommunalvalget?

Vi har tidligere beskæftiget os med vælgerparadokset i forbindelse med sommerserien om public choice her på stedet. Det er spørgsmålet om, hvorfor og med motiver vælgerne stemmer.

Ved kommunevalget opstod der en interessant forskel på tilslutningen til Alternativet i henholdsvis København og på Frederiksberg, når man sammenligner med folketingetsvalget i 2015. Spørgsmålet er, om det kan have noget med vælgerparadokset at gøre? Det har jeg skrevet et lille stykke om på Altinget.

Det er vigtigt at understrege – som jeg også gør i artiklen – at det kun er én af flere mulige hypoteser. Og at når jeg ser på Alternativet, er det, fordi det er et nyt parti uden kommunal repræsentation i de to kommuner frem til kommunevalget. Men interessant er mønstret altså.

Politikeres internationale ambitioner

Mens mange økonomer, statskundskabere og almindelige vælgere stadig gør som om (og måske tror at) politikere altid gør det rigtige, er det generelt anerkendt, at de forbløffende ofte tager fejl. Nogle af de politiske fejl er på grund af tilfældigheder, men de fleste skyldes enten fundamental inkompetence eller svært uheldige incitamenter. 60 års forskning i public choice og politisk økonomi har således vist, hvordan politikere helt systematisk fører politik, der skader samfundet for enten at blive genvalgt eller at tækkes særinteresser. Ny forskning føjer endnu et incitament til den lange liste af problemer, der kan forvride politik.

Den internationalt anerkendte Arye Hillman fra Bar-Ilan universitetet i Tel Aviv præsenterede i denne uge et nyt studie, foretaget sammen med hans vietnamesisk-canadiske kollega Ngo Van Long (McGill), ved den årlige Australasian Public Choice Conference, der i år var på Deakin University i Melbourne. Hillman, der har skrevet en af de mest brugt lærebøger på området, benægter på ingen måde de uheldige indflydelser fra klassiske særinteresser eller fra behovet for popularitet. Han og Long analyserer blot, hvordan en helt bestemt ambition kan få politikere til at opføre sig endnu mindre i samfundets generelle interesse: Muligheden for at få en karriere i en international organisation, efter de forlader national politik.

Hillman og Longs stærkeste eksempel er muligheden for at få Nobels Fredspris, men analysen gælder mere generelt internationale karrierer. Pointen er ganske simpel: Politikeres adfærd er bestemt af de incitamenter, der har. Disse kan være ideologiske, at tækkes særinteresser, de kan i visse tilfælde være at gøre det rigtige, og de er i alle tilfælde styret af ønsket om at blive valgt. Men for visse ledende politikere, kan muligheden opstå for at de på et tidspunkt kan få en international karriere. Dette incitament indebærer, at deres adfærd også bliver påvirket af, hvordan de opfattes af det, der ofte kaldes ’det internationale samfund’. Med andre ord: Hvordan opfattes deres politik og opførsel af centrale spillere, der er formet af internationale organisationer som FN, EU og Nobelkomiteen i Oslo?

Politikere kan således ændre sig over tid når denne type muligheder opstår for dem. Det vil typisk indebære, at de begynder at kommunikere anderledes, når de har realistiske, internationale ambitioner. De kan også presse på for at føre politik, der i højere grad enten gavner særlige organisationer eller er mere konsistente med deres mission. En ledende politiker, der pludselig nævnes som et bud som EU-kommissær eller kommissionsformand, vil have et personligt incitament til pludseligt at blive mere positiv overfor EU, og overfor særligt franske og tyske ambitioner i EU.  Er der en toppost i FN i udsigt, vil politikeren sandsynligvis presse på for at landet ’deltager’ mere internationalt, eller retter bistandspolitik og andet ind efter FNs præferencer. I alle tilfældene vil der være til personlig gavn, at landets politik ændres i en bestemt retning, fordi det vil øge den pågældende politikers chancer for at få en international toppost – eller i Hillmans yndlingseksempel, at modtage Nobels Fredspris.

Mens det bestemt ikke er en rar tanke, at ledende politikere kunne have den slags tilskyndelser til at skævvride deres lands politik, er det ganske let at finde eksempler på politikere, der stod i situationen. I Danmark havde Poul Nyrup, Helle Thorning og Anders Fogh alle tydelige internationale ambitioner og dermed en personlig plan for deres liv efter dansk politik. Margrethe Vestager, der ofte var en fornuftens stemme i ellers tåbelige diskussioner om dansk økonomisk politik, er i sin funktion som konkurrencekommissær i stigende grad ivrig efter at finde multinationale virksomheder at angribe og regulere. Hun taler nu om fairness overfor forretningsinteresser (se f.eks. dette interview i the Guardian). Hendes belønning har været, at hun nu er blandt favoritterne til posten som kommissionsformand.

Folk er ofte skeptiske overfor studier i public choice, der som Hillman og Long insisterer på at undersøge politikeres personlige incitamenter. Det var heller ikke anderledes til konferencen i Melbourne, hvor flere tydeligvis ikke brød sig om analysen. Men ser man med åbne øjne ud i verden er det alt for let at opdage: Politikere er ligesom andre styret af deres incitamenter, og langt de fleste af deres incitamenter er afskyelige.

Økonomisk frihed i den arabiske verden

Fraser Instituttet i Canada har forleden dag, sammen med Friedrich Naumann Foundation for Freedom og the International Research Foundation of Oman, udgivet den årlige Economic Freedom of the Arab World. Rapporten, der i år er forfattet af Salem Ben Nasser Al Ismaily, Azzan Al-Busaidi, Miguel Cervantes og Fred McMahon, dokumenterer omhyggeligt, at der ikke er sket det helt store i den del af verden. På trods af påstande om en såkaldt ’neoliberal bølge’, viser rapporten ikke nogen særlige fremskridt. Der er derimod meget store, og relativt stabile forskelle mellem landene. Selvom man ofte tænker på disse lande som en slags enhed, er den arabiske verden derfor, meget ligesom for eksempel Europa, ikke særligt ens i en institutionel forstand. Figuren nedenfor, der plotter størrelse på den offentlige sektor og kvaliteten af retslige og bureaukratiske institutioner, den pengepolitiske stabilitet og åbenhed for handel i 2015, illustrerer fuldt ud forskellene.

Disse forskelle er dog ikke altid som man tror. De to demokratier i regionen – Tunesien og Comorerne – adskiller sig for eksempel ikke i økonomisk frihed fra andre lande, de delte institutioner med for få år siden. Den egentlige forskel er i institutioner og økonomisk politik mellem monarkierne og de andre. De arabiske monarkier har i gennemsnit en score på 7,9 mod 6,1 for diktaturerne og 6,5 for de to demokratier. Man må dog huske, at monarkierne i den arabiske verden også stort set alle er olierige lande, der muligvis har ’bedre råd’ til at have velfungerende juridiske og bureaukratiske institutioner. Undtagelsen er Jordan, der ikke har olie og på mange måder er det mest almindelige af de mellemøstlige lande. Det er også perfekt gennemsnitligt blandt monarkierne, når man for eksempel ser på graden af korruption (48 på Transparency Internationals CPI og dermed sammenligneligt med Tjekkiet og Italien) på trods af, at landet er væsentligt fattigere end olielandene.

Overordnet set strækker den arabiske verden sig fra konfliktplagede og institutionelt ekstremt svage, store lande som Syrien, Sudan og Libyen til ganske velfungerende, små autokratier i Bahrain, Oman og de Forenede Arabiske Emirater. Deres problemer er for det meste meget forskellige og dermed slet ikke sammenlignelige, og de to demokratier illustrerer, at regionen ikke er en ’lost cause’ for demokratisering. Når man tager hensyn til en række meget mærkværdige eksempler på lovgivning – den saudiske ledelse er for eksempel først fornylig begyndt at lette på forbuddet mod, at kvinder må køre bil (selvom regimet ikke blandede sig, da en fuldt kvindelig crew fra Royal Brunei Airlines sidste år fløj en Boeing 787 til Jeddah) – findes der velfungerende retsvæsener i området. Private ejendomsrettigheder er for eksempel fint beskyttede i Bahrain og Emiraterne, og både Qatar og Emiraterne har bedre kontrol med korruptionsproblemer end de sydeuropæiske lande, og ganske nordeuropæiske reguleringsstandarder.

På samme måde som man nogle gange må minde amerikanere om, at Europa ikke er et land eller en bare nogenlunde sammenlignelig gruppe lande, minder Fraser Instituttets Economic Freedom of the Arab World således om, at den arabiske verden ikke er én størrelse. Nogle af de mest håbløse lande ligger i det arabiske Nordafrika og Mellemøsten, mens andre dele på mange måder minder institutionelt om os. De store forskelle skal ikke søges i deres økonomiske frihed, men i andre aspekter af samfundet. De få lande i regionen, hvor pressen er blot nogenlunde fri, er Comorerne, Libanon og Tunesien, der ifølge Freedom House har cirka samme standarder som Serbien eller Bolivia. Er man interesseret i økonomisk frihed og er dele af den arabiske verden op til vestlige standarder. Er ens præferencer bredere, og er man bekymret for sin personlige frihed og muligheden for at tænke og tale frit, skal man blive væk. Og gør man det, er tanken ikke langt væk: Hvad ville lande som Bahrain, Emiraterne eller Jordan blive til, hvis den politiske elite slap grebet om den personlige og offentlige meningsdannelse, som det danske monarki gjorde omkring 1830?

Verdens 43 rigeste ejer nu lige så meget som halvdelen af jordens befolkning

Ifølge Credit Suisse årlige opgørelse over de globale nettoformuer ejer verdens 43 rigeste mennesker nu lige så meget som den fattigste halvdel af verdens (voksne) befolkning.

Tallet fremkommer ved at sammenholde Forbes liste over verdens rigeste (20. november) med den akkumulerede nettoformue for de nederste 5 deciler i Credit Suisse opgørelse over de globale nettoformuer medio 2017. Om denne udvikling – i 2016 krævede det kun 8 superrige at have en nettoformue der var lige så stor som som verdens fattigste halvdel – nu indebærer at Ibis/Oxfam i deres årlige rapport om verdens uretfærdighed – vil finde noget andet at sælge deres årlige rapport, som normalt udkommer op til det årlige topmøde i Davos i januar,  er ikke til at vide. Men nu læste du det her først.

De superrige er ikke så superrige i forhold til verdens fattigste (målt på nettoformue), som de var sidste år.

Den slags opgørelser er naturligvis noget pjat. Med mindre man altså mener at det er meningsfyldt at et gadebarn i Delhi er rigere end de 40 procent fattigste (voksne) danskere tilsammen – også i år.

Vi har tidligere skrevet om både Credit Suisse opgørelse over verdens nettoformue og Oxfam/Ibis (mis)brug af denne i deres fortsatte propaganda, se bl. a, her og her.

Stigende priser på værdipapirer og bolig afgørende

Når man ser på udviklingen i nettoformuerne, kan perioden 2000-2016 groft indeles i to dele – før og efter finanskrisen i 2008. Perioden frem til krisen i 2008 var ud over generelt voksende globale nettoformuer – ikke mindst i Kina og Indien – også karakteriseret ved at formuerne for den halvdel af den globale befolkning med de mindste formuer, voksede hurtigere end den globale gennemsnitlige nettoformue. Førstnævnte voksede i gennemsnit med 12 procent om året, mens sidstnævnte “kun” steg med 7 procent om året.

Som det fremgår af nedenstående figur oplevede man derefter et kortvarig,  omend betydeligt, fald i nettoformuerne i 2008. Det er her forøvrigt værd at bemærke sig at opgørelsen finder sted medio året, og at faldet fra 2007 til 2008 altså finder sted inden “sammenbruddet” i efteråret 2008. Herefter er de globale nettoformuer steget igen, omend væksten generelt har været lavere. Det er også værd at påpege at udviklingen i høj grad prægedes af dollarens appreciering. Betydningen af valutaudsving påpegede jeg forrige år (et forhold som Ibis/Oxfam sjovt nok ikke forholder sig til i deres årlige rapporter).

 

Credit Suisse rapport dette år viser, at udviklingen det seneste år i højere grad ligner det billede man så før finanskrisen. I de tolv måneder frem til midten af ​​2017, har robust fremgang på  verdens aktiemarkeder sammen med stigende boligpriser (den væsentligste komponent i ikke-finansiel formue) medført en global vækst på 6,4 procent i nettoformuerne, med USA som det land der oplevede den største fremgang.


Nu ser vi frem til hvordan Ibis/Oxfam vil udlægge teksten. Mon ikke de vil fokusere på at medianformuen i Afrika faldt? At nettoformuer og deres fordeling så ikke rigtigt kan anvendes til at sige noget begavet om velstand og velstandsudvikling er en anden sag. Således er lande som USA og Danmark voldsomt overrepræsenterede blandt verdens fattigste, opgjort på formue, ligesom Danmark tilhører gruppen med høj ulighed i formuefordeling. At dette primært skyldes at vi har et velfungerende finansielt system, som gør det muligt for os at flytte forbrug/investering frem i tiden og indebærer at en stor del af os går fra at være blandt de fattigste målt på nettoformue i vores unge år, til at være blandt de rigeste i verden på vores ældre dage, kommer næppe til at fylde i Oxfam/Ibis rapporten til januar. Det er til gengæld en af fordelene ved at leve i et af verdens frieste og mest stabile markedsøkonomier i verden.

Selve Credit Suisse rapport finder du her

Tilfældigt demokrati

Hvornår og hvordan landes regeringer – eller andre interesser – vælger at indføre demokrati er et af de centrale spørgsmål i statskundskab og politisk økonomi. Det klassiske synspunkt har siden Seymour Lipsets arbejde sidst i 50erne været, at lande bliver demokratiske, når befolkningen er blevet tilstrækkeligt rig, industrialiseret og uddannet. Lipsets ide var, meget fundamentalt, at når et land nåede et vist udviklingsstadie, ville borgerne kræve politisk medindflydelse. Et af de teoretiske argumenter imod Lipset er derfor indlysende nok, hvorfor magthaverne skulle have en interesse i at give almindelige borgere indflydelse. De senere år har en af de mest populære teorier været Acemoglu og Robinsons ide om, at en politisk elite indfører demokrati for at undgå revolution, der ville være meget værre for eliten. Andre har foreslået, at demokrati indføres for at motivere borgerne til at udkæmpe en krig mod et naboland, som en måde at udmanøvrere politiske rivaler, skabe fred mellem ellers antagonistiske socialgrupper, og som en slags betaling for at staten beskatter borgerne hårdere.

Udfordringen er derfor at finde en måde, hvor man kan skelne mellem de forskellige teoretiske forklaringer og teste, hvilke der er mere eller mindre sandsynlige. Den udfordring har Daniel Treisman, der er professor i statskundskab på UCLA og et af de førende navne i demokratiforskning, fornylig taget op (hattip: Niclas Berggren). Han skitserer sit nye arbejde på CEPRs VoxEU-portal, hvor den overraskende konklusion er, at de eksisterende teorier kun er rimelige i cirka en tredjedel af de 201 episoder, som han analyserer. Treisman finder med andre ord, at de fleste demokratiseringer enten er tilfældige eller resultatet af deciderede politiske fejlvurderinger!

Den danske episode er en af de meget få undtagelser, hvor en magthaver frivilligt og helt uden problemer opgav den formelle magt. Kong Frederik den syvende indførte i 1848 demokrati ved blot at meddele demonstranter, at de kunne gå hjem igen, og derefter udnævne det såkaldte martsministerium, der havde som dets primære formål at forberede en grundlov og bane vejen for demokratiske valg. De fleste andre episoder kan ifølge Treismans omhyggelige læsning af de historiske fakta karakteriseres i flere grupper.

I cirka en tredjedel af de mere tilfældige episoder, er demokratiseringen sket som følge af en styret reformproces, der løber løbsk. Treisman nævner selv Mikhail Gorbatjovs perestrojka-agenda, der havde til formål at bevare og styrke kommunistpartiets greb om Sovjetunionen. I disse tilfælde indfører regimet delvise reformer, som efterfølgende ikke kan stoppes. Processen er ikke altid lige køn, men når ånden først er ude af flasken, er løbet kørt for disse regimer. At disse processer ikke altid forblier demokratiske, som i det russiske tilfælde, er en anden sag.

I cirka en fjerdedel af tilfældene skete de demokratiske reformer som følge af, at statsoverhovedet eller regeringschefen – ofte en diktator – ganske enkelt overvurderede sin egen popularitet. Treisman noterer sig, at de fleste diktatorer omgiver sig med rygklappere og disse regimer ofte udrenser interne kritikere. Den information, der tilflyder diktatoren, ender dermed ofte med at blive stærkt misvisende.

I cirka en sjettedel af tilfældene er der omvendt tale om, at der netop ikke indføres nogen som helst form for politiske reformer, uanset at der er et stærkt ønske i centrale dele af befolkningen. Treisman betegner disse som konsekvenser af hybris blandt den politiske elite eller herskeren, der ganske enkelt ikke kan forestille sig, at blokeringen af enhver reform kan gå galt.

Sidst er der to typer tilfælde, der begge involverer vold. Omtrent hver ottende episode er i Treismans læsning af historien karakteriseret af overdreven brug af vold, som delegitimerer regimet og uventet skaber stærk opposition, i mange tilfælde endda internt i regimet. Disse ligner hybris-tilfældene, men med den forskel at regimet overreagerer overfor uventet modstand og dermed mister den sidste rest af loyalitet. I de sidste 6-9 % af tilfældene, er demokratiseringen et resultat af, at et upopulært regime forsøger at købe loyalitet eller popularitet med en hurtig, lille krig. Leopoldo Galtieris militærstyre i Argentina prøvede således at imødegå den modstand, som en truende økonomisk kollaps skabe først i 1980erne, med en hurtig krig for at erobre Falklandsøerne. Som vi skrev om tidligere i år, regnede regimet med, at man ville vinde uden problemer. Som bekendt gik det katastrofalt for det argentinske militær, der efterfølgende så sig nødsaget til at genindføre demokrati, og aldrig har genvundet sin popularitet.

Daniel Treismans nye forskning er en sjælden kombination af omhyggelig historisk forskning og dyb indsigt i teoretisk statskundskab. Hans overraskende konklusion er, at langt de fleste teorier i statskundskab og politisk økonomi kun forklarer et meget begrænset antal tilfælde. Den virkelighed, der manifesterer sig i to tredjedele af alle tydelige demokratiseringsepisoder, er langt mere snavset og uplanlagt. Demokrati opstår sjældent gennem forhandling, politikere med visioner, eller snu magtkampe, men langt oftere gennem fejltagelser og tilfældigheder. I disse tilfælde er det heldigt, at de fleste politikere faktisk mest ligner selvovervurderende fjolser.

Black Friday er godt for verdens fattige

Billedresultat for black friday

Det er formentlig gået de færreste forbi, at fænomet “Black Friday” er kommet til Danmark. Og det er er jo noget værre noget, hvis man skal tro nutidens prædikanter. I gamle dage var det primært præsterne som skældte ud over sognebørnenes skørlevned og glæde ved bordets glæder. I dag er det debattører, kulturredaktører og den politiske forbruger,  eller den “bevidste forbruger” som de vist gerne kalder sig selv (et primært fællestræk hos disse synes dog at være nationaløkonomisk analfabetisme), der vrænger på næsen af den gemene hobs glæde over de materielle goder, som det moderne forbrugersamfund tilbyder sine borgere.

Som Politikens kulturredaktor Mette Davidsen-Nielsen skriver i dagens anledning under overskriften

Derfor hader jeg black friday

 

Black friday repræsenterer næsten alt, hvad der er galt med verden. Dagen er indbegrebet af en amerikansk konsumkultur, der sætter sit store, fede kulstof-fodaftryk så eftertrykkeligt, at polerne smelter ekstra hurtigt fredagen efter Thanksgiving.

Slagtilbud på konsumvarer produceret af asiatere under slavelignede forhold slæbes hjem i milliarder af poser, der senere bliver til vuggende plastikøer på verdenshavene. Hurtige forbrugslån falbydes og gældsætter især de unge. Banker sender pushbeskeder om kviklån til udvalgte kundesegmenter.

Mens debatøren Diette Giese på twitter opfordrer til at man husker sit “røde kritiske hjerte” og i stedet anbefaler,  at man holder “køb slet ingenting dag” – et fænomen (buy nothing day), som vi tidligere har skrevet om for år tilbage.
Niels Westys billede.

Vi gør os ingen forestillinger om hvad der er bedst for andre, og vi har ingen bud på hvad der menes med “hjernedødt forbrug”. Vi har dog en ide om hvad man kan betegne som “hjernedøde udtalelser”, og dem er Politiken med tilknyttede debattører storleverandør i. Begge udsagn er grundlæggende drevet af forestillinger som har århundrede på bagen, og oser langt væk af foragt for ganske “almindelige borger”, måske især de af dem, der ikke har rigeligt med penge, men nok rigeligt med tid.

Vores forbrug er godt for verdens fattige

Ser vi på både vareudvalg og hvilke dele af detailhandlen, som primært har taget Black Friday konceptet til sig, er der al mulig grund til at tro, at omsætningen på Black Friday primært er drevet af forbrugere med relativt beskedne indkomster. Det være sig unge, folk på overførselsindkomst eller pensionister. Det Politikens kulturredaktør ikke forstår (og hvordan skulle hun også det? hun har næppe nogensinde læst en lødig bog om emnet) er hvorledes vores forbrug er forudsætningen for den hastigt stigende levestandard bl. a. de asiater, som med  Mette Davidsen-Nielsens ord arbejder “under slavelignede forhold”, har oplevet de senere årtier.

Det historiske fald i fattigdom og samtidige stigning i både antal og andel af jordens befolkning, som er blevet del af den globale middelklasse de seneste årtier, skyldes hverken genbrug eller selvvalgt afholdenhed. Tværtimod. Til gengæld har den almindelige forbruger og hans eller hendes “hjernedøde forbrug” og barnlige glæde ved at gøre et godt køb, været helt afgørende.

Det er værd at huske, nu hvor vi går ind i julemåneden. For kritik af forbrugersamfundet og kommercialiseringen er som nævnt af gammel dato og mens vi formentlig sætter rekord (igen igen) under dette års julehandel, vil vi blive bombarderet af løftede pegefingre og kritik af vores høje forbrug, mens vi vil blive opfordret til at give penge til velgørenhed i stedet.

Det er der ingen grund til. For netop ved at forfølge vores egeninteresse og gøre det som vi nu i vores del af verden rent faktisk har råd til (og som resten af verden drømmer om), nemlig at have et forbrug som rækker langt ud over blot det at holde os selv i live, hjælper vi bedst til at sikre vækst og velstand i den 3. verden.

Det gælder ikke mindst de laveste indkomsters forbrug i vores del af verden, som i langt højere grad består af handlede varer, end hvad der gælder for de højeste indkomster.

Som Adam Smith skrev i et af sine mest berømte citater:

It is not from the benevolence of the butcher, the brewer, or the baker that we expect our dinner, but from their regard to their own interest.

Det gælder i lige så høj grad for betydningen af vores forbrug. Nej, vi køber ikke ind for at hjælpe andre (heller ikke den politiske forbruger). Vi køber ind for at opfylde egne behov. Men effekten af vores forbrug er at det skaber velstand i andre dele af verden, ligesom egeninteressen hos slagteren, bryggeren og bageren sikrer at der er kød, øl og brød i butikkerne. Det er det fine ved markedskapitalismen. Noget som ikke mindst den “bevidste forbruger” ikke evner at forstå.

Murphys State Economic Modernity Index

Fraser-instituttets indeks for Economic Freedom of the World, der pt. vedligeholdes af James Gwartney, Robert Lawson og Joshua Hall, er et af de mest benyttede mål for overordnet økonomisk politik og institutionel kvalitet. I de senere år har det fået konkurrence af Verdensbanken og Daniel Kaufmanns World Governance Indicators, der forsøger at måle nogle af de samme forhold, men på en anden måde. Mens Fraser hælder politisk til højre, hælder WGI nok til venstre. WGI bruges derfor ikke overraskende meget af forskere, der interesserer sig for ’state capacity’, dvs. statens kapacitet og evne til at levere offentlige goder og andet.

Ryan Murphy, der er en af de mange solide, yngre forskere i miljøet omkring James Gwartney og Robert Lawson, foreslog forleden i et nyt papir, at man kan bruge EFW til at beregne noget, der kommer ganske tæt på de flestes idé om state capacity. Murphy noterer sig, at hvis man skal følge ideerne om state capacity er det først og fremmest vigtigt, at staten beskytter folks liv og ejendom. Det er i en vis grad det, WGI faktisk måler, og det der er relativt præcist målt af EFWs område 2, der netop omfatter juridisk uafhængighed, integritet og effektivitet. Følger man konceptet, som det bruges af de fleste forskere i feltet, bør man også tage hensyn til hvad staten ’leverer’. Feltet ser derfor staten som overvejende benevolent, og regner med at offentlige udgifter osv. er gavnlige gennem at være forbundet med offentlige goder som basalt skolevæsen, infrastruktur og en række andre ting.

Man kan diskutere, om det faktisk er rigtigt, at det er det stater med større offentlige sektorer faktisk gør – jeg er for eksempel stærkt skeptisk overfor denne antagelse, der ligger implicit i det meste af litteraturen om state capactiy – men skal man måle manifestationer af konceptet, må man nødvendigvis følge det.

Det er netop det, Murphy gør. Han tager meget simpelt EFW-scorerne fra område 2 – hvor godt er retsvæsenet – og trækker EFWs scorer på område 1 fra. Område 1 er netop det indeks, der fanger hvor stor den offentlige sektor – i form af offentligt forbrug, transfereringer, investeringer og skattestruktur – er. Område 1 skal trækkes fra, da EFW tæller de som negativt, så højere scorer indikerer mindre statslig involvering.

Resultater er Murphys State Economic Modernity Index, SEM. Ser man på tallene, giver de ganske god intuitiv mening. Toppen er Sverige, Finland, Holland, Norge og Luxembourg, med Danmark som nummer seks. Bunden er Madagascar, Bangladesh, Haiti, Guatemala og Honduras. SEM-indekset består også andre ’smell tests’, og er for eksempel væsentligt lavere i diktaturer (-1,76) end demokratier (-0,78), og internt blandt demokratierne væsentligt lavere blandt de præsidentielle (-2.34) end parlamentarisk (0,09).

Sidst, men ikke mindst, er der et bestemt mønster, som nyere forskning indikerer at SEM-indekset bør følge. Adskillige studier, blandt andet mine med Andreas Bergh (her, her og på dansk her) og nyere studier af for eksempel Algan, Cahuc og Sangnier, peger på at både retslig kvalitet og størrelsen på velfærdsstaten er påvirkede af, i hvor høj grad borgerne stoler på hinanden. Der er dog en række indikationer på, at den primære mekanisme er, at borgerne i højtillidskulturer opfører sig anderledes politisk, og dermed i demokratier tvinger politikerne til at opføre sig anderledes. Hvis SEM-indekset følger disse mønstre, burde det således være tydeligt positivt påvirket af tillidskulturen, men muligvis kun i demokratier.

Det er netop det billede man ser, når man plotter SEM-scorerne overfor lands tillidsscorer. I figuren nedenfor er de blå prikker observationer fra autokratier, de sorte observationer fra præsidentielle demokratier, og de røde observationer fra parlamentariske demokratier. Hver gruppe har sin egen regressionslinje, der indikerer sammenhængen mellem tillid og SEM-scorerne, givet det politiske system. Linjen for autokratierne er flad, og korrelationen mellem de to er kun 0,07; med andre ord er der ingen umiddelbar sammenhæng. Omvendt vender linjerne for de to typer demokrati tydeligt opad, og indikerer ganske stærke sammenhænge, om end niveauet for de præsidentielle (som også ofte er fattigere) ligger konsistent lavere.

Ligesom man kan kritisere eksisterende indeks for regeringsførelse på mange fronter – EFW er samlet set åbenlyst højreorienteret ved at tælle større offentlige sektorer negativt og ved at det vejer den offentlige størrelse sammen med en række andre ting, og WGI ved at det konceptuelt er vagt og de seks underindeks faktisk alle måler det samme – er SEM-indekset heller ikke uden problemer. Men Ryan Murphy har ved at følge state capacity-tankegangen omhyggeligt fundet på en interessant og umiddelbart valid måde at bruge EFW til at måle, hvor ’stærke’ forskellige stater er. Som han uden tvivl vil være den første til at indrømme, er det et helt andet spørgsmål, om landenes politikere mest bruger den statslige kapacitet til gode eller dårlige formål. Dét spørgsmål regner jeg med, vi kommer til at se flere papirer om på næste års konferencer. Indtil da har vi et nyt mål, der ’lugter’ rigtigt.

« Ældre indlæg

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑