Transparency International, CPI 2015

Som flere af vores læsere er opmærksomme på, udgav Transparency International forleden deres årlige Corruption Perception Index for 2015. TI-indekset er det mest almindeligt brugte mål for, hvor meget eller lidt korruption, et land lider under. Mens det med jævne mellemrum kritiseres for kun at fange folks opfattelse af korruption og bestikkelsesproblemer – og dermed måske ikke den faktiske situation – peger det meste forskning på, at det faktisk er et ganske godt mål. Jeg har også i min egen forskning noteret mig, at det generelt viser det samme som andre mål, baseret på andre målemetoder (se f.eks. her og her).

Årets Top-30 er illustreret i figuren nedenfor; blå søjler er de nordiske lande, røde søjler er de to tidligere kommunistiske lande (Estland og Polen), der er i toppen, og de to grønne er formelt udviklingslande (Bhutan og Botswana). Bemærk, at bunden af figuren er sat til en score på 43, som er årets gennemsnit over alle de 167 lande, der er ratet.

CPI 2015

I den absolutte top er der ingen overraskelser. Danmark, Finland, Sverige, New Zealand og Holland har gennem årene liget i den absolutte top – korruption er særdeles sjælden hos os, og selvom der er en sag i ny og næ som sidste år i Danmark, viser disse sager hvor hårdt og effektivt, der slås ned på problemer. Toppen er således karakteriseret ved at være lande med meget høje tillidsniveauer – Norden, New Zealand, Canada, Holland – og lande med særlige traditioner for rene bureaukratier som f.eks. Tyskland, Singapore og Schweiz.

Det er, når man kommer forbi de første 20, at lande, man kan kalde overraskelser, dukker op. Estland har samme rating som Frankrig på trods af landets lange kommunistiske fortid. Som vi tidligere har skrevet her på stedet, er landet i fuld færd med at etablere sig som det hemmelige, nordiske samfund. Det samme gælder i en vis forstand Polen, som mange danskere har en del fordomme overfor. Men polakkerne har så absolut ingen accept af korruption og har ryddet imponerende op i deres samfund de sidste 20 år. I gruppen ligger også det mærkværdige land Bhutan, Afrikas tordnende succes Botswana, og Qatar og de Forenede Arabiske Emirater. Det sidste fortjener en kommentar på vejen som noget så sjældent som et mellemøstligt olieland uden særlige bestikkelsesproblemer.

Qatar og Emiraterne har en meget tydelig ambition om at blive regionens svar på Singapore, og med embedsværk, der er lige så rene som Frankrig eller Chiles, er de på rette vej. De er således også et eksempel på, at intet samfund er dømt til at forblive korrupt. Viljen til at løse problemerne kombineret med et politisk system, der følger med – uanset om det er demokratisk, autokratisk eller et absolut monarki, er nødvendigt. Man får dermed et hint til at forstå, hvorfor Grækenland og Rumænien er så anderledes end Portugal og Polen; men måske er det mere et emne for et gymnasieprojekt end en blogpost?

Misforståelser om betalingsbalancen

Politikere og kommentatorer er normalt begejstrede, når der er store overskud på den danske betalingsbalance – eller helt præcist på betalingsbalancens løbende poster. På kort sigt betyder det nemlig, at danske virksomheder ’tjener’ flere penge, end vi giver ud til udlandet. Politikere og kommentatorer lider således under merkantilismens fejltagelse, at man bliver rigere af at man får mere ’velstand’ – merkantilisterne tænkte primært på den som beholdninger af guld og sølv – end andre lande. Der er dog en endnu dummere fejl, som mange laver.

Den typiske fejl er, at de samme mennesker, som glæder sig over et overskud på betalingsbalancens løbende poster, også klager over, at Danmark sender langt større investeringer til udlandet end vi modtager. Oxfam har f.eks. forleden klaget over, hvad de påstår, er store illegale kapitaludførsler fra fattige lande. Sagen er bare, at klagerne løber ind i et definitorisk dilemma.

Hvad de fleste ikke-økonomer – og en del økonomer, der har glemt deres nationalregnskab – ikke forstår, er at betalingsbalancens løbende poster og balancen af investeringer ind og ud af et land – kapitalposterne – nødvendigvis må være hinandens næsten præcise spejlbillede. Måden, vi normalt forklarer vores studerende forholdet er den følgende: 1) Start med at vi har overskud på betalingsbalancens løbende poster fordi vores eksport er større end importen (som for tiden); 2) Hvis vi et øjeblik leger, at der kun er danske kroner og euro i verden, betyder det at vi får flere euro ind i landet, end vi bruger på import; 3) Hvis vores overskud af euro – overskuddet på de løbende poster – ikke skal gemmes i nationalbankens valutareserve, er der kun én ting at gøre: Investere dem et eller andet sted i udlandet. Vi har dermed fået et underskud på kapitalposterne fordi vi nu investerer mere i udlandet end udlandet investerer i os. Det er en logisk konsekvens af, at vi ikke brænder valutaen, og at det ingen mening giver at proppe den i valutareserven.

Det kan således ikke lade sig gøre at have et overskud på betalingsbalancens løbende poster og have et ’investeringsoverskud’ på samme tid. Det indebærer naturligvis for det første, at de mange kommentatorer som brokker sig over de såkaldt manglende udenlandske investeringer i Danmark, ganske enkelt ikke forstår basalt regnskab. For det andet giver det mere end et hint i retning af, hvor tåbelig, Oxfams generelle påstand er. Grunden er, at hvis der netto skal føres store mængder kapital ud af ulande – legalt eller illegalt – må der nødvendigvis være et ganske tydeligt overskud på landenes betalingsbalancers løbende poster.

Når det f.eks. i gennemsnit er et underskud på 2.5-3 % af BNP på handelsbalancen i Afrika syd for Sahara (kilde: World Development Indicators) er det nærmest en umulighed at have store outflows af kapital. Latinamerikas underskud var kun lidt mindre, så det bliver ganske svært at se logikken i Oxfams argument. På den måde kan de mest basale, nationaløkonomiske indsigter afsløre, hvor meget vrøvl der siges og skrives i medierne af politikere og særinteresser.

Oxfam og IBIS – bevidst manipulation, uvidenhed eller …. ?

For nylig fandt det årlige møde mellem fremtrædende erhvervsfolk og politikere, krydret med de obligatoriske kunstnere, sted i Davos. En begivenhed man som liberalist og hvis man kan sin Public Choice, må se på med dybeste bekymring.

Samtidig udsendte Oxfam – i samarbejde med bl.a. danske IBIS – sin årlige “rapport“, hvis hovedbudskab som altid er at uligheden stiger og verden går af lave. Som tidligere år går man meget langt for at skabe billedet af en verden hvor de rige bliver rigere og de fattigere bliver fattigere. Alt sammen til formål at skabe opbakning til Oxfam og IBIS fortælling om at hvis bare man kom skattely til livs og de rige betalte deres “fair” del af skatten, så ville alting blive meget bedre.

Som IBIS skriver på deres hjemmeside:

Rapporten dokumenterer og analyserer den globale ulighed, der i den grad er løbet løbsk – og som forhindrer, at målet om at få udryddet global fattigdom inden 2030 kan blive indfriet. Tallene i rapporten er foruroligende. I dag har verdens rigeste én procent større rigdom, end alle andre mennesker til sammen. Blot 62 absurd rige ejer det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning – i alt 3,6 milliarder mennesker. For fem år siden skulle der 388 milliardærer til.

En historie som det også i år viste sig nem at sælge til verdens medier, ikke mindst herhjemme. Men også en historie som grundlæggende er falsk, ligesom Oxfam og IBIS rapport grundlæggende er uhæderlig. Hvilket dog kan være vanskeligt at opdage for det utrænede øje. Nemmere bliver det ikke af, at pressen videregiver rapporten, som var den udtryk for en faktuel og redelig gengivelse af virkeligheden. Det er der langt fra tale om.

Læs resten

Hvor dyr var Chavez for Venezuela?

Der er næppe nogen tvivl om, at valget af Hugo Chavez og hans efterfølgende lange periode som præsident og effektiv enehersker i Venezuela har været skadelig for landets økonomi. Pressefriheden led også voldsomt – efter 2000-01 hvor Chavez i et 12 måneder langt tidsrum regerede via præsidentielt dekret steg Freedom Houses indikator for (mangel på) pressefrihed med hele 34 point (på en 0-100-skala). Men hvor dyr var Chavez?

Det spørgsmål forsøger Kevin Grier og John Maynard at svare velunderbygget på i en artikel, der er på vej ud i Journal of Economic Behavior & Organization (læs her og en tidligere ungated her). Grier og Maynard bruger en særlig metode, hvor de først identificerer en ’syntetisk kontrol’, en metode udviklet af Alberto Abadie, der i dette tilfælde kan informere dem om, hvordan Venezuela ville have udviklet sig uden Chavez. En serie omhyggelige tests viser, at et vægtet gennemsnit af Brasilien, Canada, Iran, Mexico og Peru tæt matcher Venezuelas økonomiske udvikling op til 1998. Den måske lidt uens gruppe, der skaber den syntetiske kontrol, reflekterer at Venezuela siden 1950erne har været en ressourceafhængig økonomi – landet har trods alt verdens femtestørste olieressourcer. På samme måde skaber Grier og Maynard en syntetisk kontrol for udviklingen i helbred, fattigdom og ulighed.

Øvelsen peger på, at indkomsten per indbygger i Venezuela i dag er cirka 4300 dollars lavere end den ville have været uden Chavez. Mangelsituationerne, som drypvis har været omtalt i vestlige medier – mangel på mælk, kylling og majsmel siden 2014 og øl og toiletpapir sidste år – er derfor ikke blot et tilfældigt fænomen, men et der afspejler en næsten absurd grad af spild og misallokering af ressourcer. På samme vis finder Grier og Maynard, at udviklingen i fattigdom og helbred ikke har været bedre end i sammenlignelige lande. Lande som Peru og Uruguay havde samme fald i fattigdom og forbedring i forventet livslængde. Det eneste sted, hvor Chavez’s intentioner synes at være blevet virkelighed, er den lavere økonomiske ulighed, og den udvikling ser endda ud til at være ganske midlertidig.

Grier og Maynards artikel er således interessant på to niveauer. For det første demonstrerer de, hvad en omhyggelig brug af Abadies syntetiske kontrol-metode kan føre til af indsigter. For det andet viser de to amerikanere, hvor ekstremt skadelig Hugo Chavez var for Venezuela. Ingen grad af undskyldning for hans økonomiske katastrofe – han havde de rigtige hensigter, det tidligere regime var slemt korrupt og lignende – er nok til at forklare, hvordan én mands vision har ødelagt så meget.

DAPA

Over hos det glimrende konservative National Review skriver den juridiske lektor Josh Blackman om grænsen for USAs præsidents diskretionære kompetencer i form af executive actions i lyset af Obama-forvaltningens Deferred Action for Parents of Americans and Lawful Permanent Residents (DAPA), der skal sikre visum-løse immigranter mod deportation: Er handlingsplanen konform med lovgivningen, eller har præsidenten misligholdt sin pligt til at sikre, at lovene overholdes.

On Tuesday, the Court ordered that “the parties are directed to brief and argue the following question: ‘Whether the Guidance violates the Take Care Clause of the Constitution.’” With this decision, the justices directed the president to justify DAPA and prove that his executive action on immigration is consistent with congressional design, not an effort to rewrite the law. Based on my initial research, this is the first time the Supreme Court has ever asked the president to state this constitutional case.

Dansk Public Choice Workshop – program

Programmet til næste fredags danske public choice workshop – den 17. af sin art siden 1999 – er nu sendt ud. Workshoppen roterer traditionelt mellem Aarhus, Odense og København, og afholdes i år hos Cepos, Landgreven 3, 3. sal i København K. Alle interesserede er velkomne til at deltage i hele workshoppen eller evt. blot side med på en enkelt session. Man møder simpelthen op – med den enkelte detalje, at der kun er frokost til dem, der har meldt sig til (hos enten mig eller Henrik Christoffersen).

Hele programmet, der har deltagelse af forskere fra universiterne i København, Aarhus, Lund, Hamborg og Groningen og fra Cepos, kan ses under folden. Læs resten

Dansk Public Choice Workshop 2016

Næste fredag, den 29. januar, afholdes den 17. danske public choice workshop fra 11-cirka 17. Det er i år Cepos, der er vært for arrangementet, der således afholdes på Landgreven 3 i centrum af København. Programmet, som er sat sammen af Henrik Christoffersen og mig, er tilgængeligt fra i morgen. I dag reklamerer vi ganske enkelt for årets workshop ved at offentliggøre titler og forfattere på de papirer, der præsenteres. De er listet nedenfor, og som altid er workshoppen åben for alle interesserede.

Andreas Bergh (Lund): Adam Smith vs Jeff Sachs: Can social norms in rich countries explain why other countries remain poor?

Christian Bjørnskov (Aarhus) and Martin Rode (Navarra): Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets

Henrik Christoffersen and Karsten Bo Larsen (Cepos): When the manger is empty: The welfare coalition in Denmark with pressure on the public budgets

Jerg Gutmann, Stefan Voigt (Hamburg) and Martin Gassebner (Hannover): The Extreme Bounds of Military Coups

Anne Heeager (Aarhus):  Service producing units also hope for bailout: An analysis of how characteristics of the transfer systems used within local governments influence bailout expectations

Amalie Jensen and David Dreyer Lassen (Copenhagen): Contagious political concerns: Identifying unemployment concern peer effects using the Danish population network

Irina Mirkina (Lund): FDI and sanctions: Being good guys or good investors?

Peter Nannestad (Aarhus): Not (just) the economy. Post-predicting the economic performance of the core Euro-countries during the financial crisis 2008-2009

Therese Nilsson (Lund), Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): What aspects of society affect the quality of life of a minority? Global evidence from the new Gay Happiness Index

Otto Brøns Petersen (Cepos):             On the dimensions of the Danish policy space

Gert Tinggaard Svendsen (Aarhus) and Urs Steiner Brandt (Southern Denmark): Lobbying and the Risk of Cheating in the EU ETS

Rasmus Wiese (Groningen): Are expenditure cuts the only effective way to achieve successful fiscal adjustment?

Lasse Aaskoven (Copenhagen): Polity Age and Political Budget Cycles: Evidence from a Danish Municipal Reform

Gæsteindlæg: Sandheden om topskatten

Vi bringer i dag et gæsteindlæg af Mathias Falkenberg – en af mine tidligere studerende og nuværende kandidatstuderende på CBS. Indlægget følger nedenunder.

Det er ikke let for den almindelige dansker at vurdere, om en afskaffelse af topskatten er ønskelig eller ej, når de fleste af debattens parter dybest set ikke har forstand på det emne, de diskuterer. Det resulterer i, at hele debatten reduceres til en rent ud sagt primitiv og stagnerende diskussion om rimeligheden eller retfærdigheden i topskatten. Der er hårdt brug for at debatten får tilført tiltrængt viden, om hvad vi kan forvente, at en ændring i topskatten vil medføre.

Lad først os starte en simpel kendsgerning om skatteindkrævning. Det som staten har direkte kontrol over, er skattesatser, ikke skatteindtægter. Hvad skatteindtægterne viser at være efter, at skattesatserne er blevet ændret, er ikke givet på forhånd. Det er fordi, folk ændrer deres økonomiske adfærd, når skattesatserne ændres. Ord som skattetænkning, skattely eller skatteunddragelse ville ikke findes, hvis skattesatserne ingen indflydelse har på folks adfærd. Men på trods af denne simple kendsgerning, så har næsten alle mennesker en tendens til helt automatisk at antage, at skattesatser og skatteindtægter bevæger sig i samme retning. Men det er ikke sandt. Der har endda været flere tilfælde i historien, hvor marginalskattesatser var så høje, at en sænkning viste sig at føre til øget indtægter.

I 1921 i USA var marginalskattesatsen for indkomster over $100.000 (et enormt beløb dengang) helt oppe på 73% på trods af, at selve indkomstskatten kun var blev indført 8 år før, og at skattebyrden kun udgjorde knap 5% af den samlede økonomi. Men den daværende finansminister, Andrew Mellon, bemærkede at mange af de rige satte deres penge i skattely, såsom skattefrie kommunale obligationer, og derfor helt undgik at betale den høje marginalskat.

Efter et mislykket forsøg på at overtale kongressen om at afskaffe disse skattesmuthuller, prøvede Mellon i stedet at argumentere for lavere skattesatser. Han mente, at hvis det blev mere attraktivt for de rige at investere i produktive aktiviteter i den private økonomi, så ville det skabe mere produktion, højere indkomster og dermed større skatteindtægter, i stedet for at finansiere væksthæmmende prestigeprojekter ude i kommunerne.

Trods stor modstand og beskyldninger fra forskellige fløje om, at det var ”skattelettelser til de rigeste”, så blev Mellons plan gennemført, og marginalskattesatserne blev sat over en årrække for til sidst at ende på 24% i 1929. Og præcis som Mellon havde forudset, steg indtægterne fra indkomstskatter fra at udgøre $700 millioner i 1921 til at udgøre $1 milliard i 1929. Samtidig blev skattesatserne for lave indkomster også sat ned fra 4% til 0,5% i løbet af samme periode. Dem der tjente over $100.000 endte ikke kun med at betale mere i skat, men betalte også en større del af alle skatter.

Øvrige marginalskattelettelser gentog sig senere under J.F. Kennedy, Reagan og G.W. Bush administrationerne med lignende resultater. Ved en nyhedskonference i 1962 udtalte Kennedy: ”det er en paradoksal sandhed, at skattesatser er for høje i dag og skatteindtægter er for lave og den mest fornuftige måde at hæve indtægterne i det lange løb er ved at sænke satserne nu”.

Også i Europa har marginalskattesatserne været væsentligt højere før i tiden efter yderst skuffende resultater. F.eks. blev marginalsatserne i Storbritannien sænket efter, at have været oppe på niveauer så ekstreme som 95%, da det blev blændende tydeligt, at de rige på den ene eller den anden måde næsten helt undgik at betale noget. Denne skat gjorde selv The Beatles så frustrerede, at det gav inspiration til protestsangen Taxman, deraf sangteksterne:

”Let me tell you how it will be. There is one for you, nineteen for me. I’m the taxman, Yeah. Should five cent appear too small. Be thankful I don’t take it all.”

Selv i lande, hvor marginalskatterne er blevet sænket fra et væsentligt lavere udgangspunkt, har satser og indtægter bevæget sig i forskellige retninger. I USA i 2001 reducerede man de føderale indkomstskattesatser markant for alle indkomstgrupper inkl. den højeste marginalskattesats på 39,5% til 35%. Senere i 2003 reducerede man skattesatserne på kapital- og udbytteindkomst fra henholdsvis 20 til 15% og 33 til 15%. Trods dystre spådomme om en forestående budgetkrise steg skatteindtægterne fra knap $2000 milliarder i 2001 til godt $2500 milliarder i 2008, indtil finanskrisen så ramte og hele økonomien tog et dyk ned.

Der er en hel del uenighed blandt økonomer om, hvor den optimale marginalskattesats er. Dvs. det niveau hvor en yderligere reduktion af skattesatsen ikke længere vil føre til flere indtægter, men færre. I et studie fra 2010 konkluderede de to økonomer, Christina og David Romer, at stigninger i skattetrykket har en stor negativ effekt på den økonomiske vækst. Deres resultater muliggjorde, at den optimale skattesats kunne ligge så lavt som 33%. Christina Romer er tidligere formand for Obama administrations økonomiske råd, og hendes resultater kan derfor næppe afvises som højreorienteret propaganda. Andre økonomer har derimod vurderet, at niveauet er markant højere. Det er dog ikke et emne indenfor økonomi, som der indtil videre er blevet forsket meget i.

Dem som høje marginalskatter prøver at ramme, er også dem med de bedste forudsætninger for at slippe for høje skatter. Sveriges eksperiment med en supervelfærdsstat i 70’erne, resulterede i så høje skattesatser bl.a. en arveafgift på 70% og en marginalskat på 85%, at mange af landets rigeste simpelthen valgte at flytte til udlandet i frustration. De rige står ikke stille som får, der skal barberes, i modsætning til hvad fortalere for høje marginalsatser ofte syntes at tro.

De svenskere, der blev tilbage, gjorde store anstrengelse for at skjule deres indkomster fra staten, ofte med hjælp fra skatteadvokater og revisorer, der havde kronede dage. Dette kunne sommetider inkludere ulovlige metoder, som nogle dog vurderede, kunne være risikoen værd. Lignende fænomener, hvor skatteunddragelse er blevet til en nationalsport, er ikke unik for Sverige. Da deres økonomi stagnerede under vægten af de høje skatter, var de tvunget til at ændre kurs, og har i dag et skatteniveau, der er lavere end det danske.

Ved hjælp af elektroniske overførelser i vor dags globaliseret økonomi, er det lettere end nogensinde før for rige at flytte deres penge og indkomster udenfor skatteindkrævernes rækkevidde. Folk der leder efter job, er dem som bliver hårdest ramt, når private investeringer udebliver, fordi skattesatserne er for høje.

Finansministeriets egne beregninger på, at en afskaffelse af topskat vil koste statskassen 7 milliarder kr., er af mange blevet accepteret som en næsten ufravigelig sandhed, på trods af at andre danske økonomer har fundet frem til andre resultater (se f.eks. her). Men økonomi er ikke en præcis videnskab, og sandheden er, at ingen af os ved præcis hvad der vil ske, før efter en ændring. Det amerikanske Congressional Budget Office har gentagne gange taget fejl i deres beregninger, som ved skattelettelserne under Ronald Reagan og G.W. Bush.

De sidste mange årtier har produceret et bjerg af beviser for, at skattesatser og skatteindtægter ikke bevæger sig i samme retning. Historisk evidens, i alle slags sammenhænge, er ofte en stærkere indikator på, hvad vi med rimelighed kan forvente vil ske, end forudsigelser fra økonomisk modeller, som per definition baserer sig på urealistiske antagelser om den virkelige verden, og alt for ofte lider af mangel på forklarende variabler.

Det kan være god grund til at tro, at erfaringerne fra andre lande, også vil gentage sig i Danmark, hvis topskatten bliver afskaffet. Men uanset hvad man stadig tror på efter at have læst dette indlæg, så vil debatten om topskatten blive gevaldigt opkvalificeret, hvis folk i højere grad begyndte at tænke på skattesatser og skatteindtægter, som adskilte begreber, og blev bekendte med erfaringer fra andre lande.

Hvad medierne kalder ’højreorienteret’

Et kort symposium om Polen er et fejlslagent – eller ’failing’ – demokrati, som Marginal Revolution omtalte i går, mindede mig om en af de ting, der irriterer mig mest: Mediernes jævnlige karakteristik af bestemte partier og regimer som ’højreorienterede’, ’højreekstreme’ og lignende indikatorer.

Adam Zamoyski, en polsk-født britisk historiker, peger i sin del af symposiet på, hvor stor en fejltagelse det er, at benævne det nye polske styre som højreorienteret. Han betragter i stedet Lov og Retfærdighedspartiets kurs overfor medierne og retsvæsenet som en tilbagevenden til sovjetisk politik. Som Zamoyski skriver:

The PiS core are not natural capitalists: They are hostile to free-market economics, regard businessmen as “speculators” and believe in government control of everything, including property rights. Their fiscal policy is anything but right-wing. They have promised to crack down on banks, lower the retirement age and give massive monthly cash handouts to parents for each child.

They are conservative only in that they view the liberal center ground of Western politics — and the modern world in general — with suspicion. Their conservatism is essentially provincialism, their politics populist. They beat the drum of patriotism and talk of preserving national sovereignty, but their idea of patriotism is to wallow in the martyrology of the Second World War and the talk of sovereignty is mostly an expression of xenophobia.

Zamoyski understreger her den voldsomme bias, der ligger i journalisters behandling af en række partier som såkaldt ’stærkt højreorienterede’: Dansk Folkeparti, Front National i Frankrig, Donald Trump i USA, Viktor Orban i Ungarn og PiS i Polen er alle eksempler på partier og politikere, man påstår, er højreorienterede. Fælles for dem alle er, at de ønsker langt større statsstyring og national protektionisme på centrale sociale og økonomiske områder. Hvordan man overhovedet kan kalde dem højreorienterede i nogen anden forstand end en konservativ, quasi-religiøs retning, er ganske uforståeligt for mig.

Argentina – fra håbløs til det nye håb….måske

Argentinas nye præsident, Mauricio Macri, vandt i november det argentinske præsidentvalg på en (moderat) frimarkedsorienteret platform. Han er dermed del af hvad José Natanson fra den sydamerikanske udgave af Le Monde Diplomatiquehar betegnet som post-neoliberalister, som bla. indbefatter tidligere præsident i Chile, Sabastian Pineira og Henrique Capriles,  fra Venezuela. Man kunne også tilføje Aecio Neves fra PSDB, som tabte snævert til den siddende præsident, Dilma Rousseff, i Brasilien forrige år.

Mens Brasilien tilsyneladende har udsat den nødvendige stabilisering af ydre- og indre balancer på ubestemt tid (eller som minimum til efter lokalvalgene til efteråret) – og formentlig til efter præsidentvalget i 2018, forholder det sig omvendt i Argentina.

Argentina står overfor store udfordringer. Den økonomiske vækst er meget lav, som det fremgår af nedenstående figur 1, mens eksporten er faldet markant de senere år.
Argentina gdp

Mens det private forbrug er stagneret, er det offentlige forbrug steget kraftigt. Alene i 2015 med ca. 30 procent, i et forsøg på at sikre Daniel Scioli valgsejren.

Fortsætter på americas.dk