Beyond Basic Questions 2013

Af Christian Bjørnskov · Udgivet 16. juni 2013 · 2 svar

Jeg er pt. på vej hjem fra den sjette årlige Beyond Basic Questions workshop, der denne gang afholdtes i Engelberg i Schweiz. Igen i år havde arrangørerne, Simon Lüchinger og Christoph Schaltegger, stykket et spændende program sammen. Årets keynote speech blev givet af Jan-Egbert Sturm fra ETH Zürich, og havde titlen ”It’s Politics, Stupid! Political Constraints Help Explain Government Reactions to the Great Recession.” Sturm argumenterede, at graden af landes fiskale reaktion på 2008-krisen i høj grad var bestemt af hvor politisk begrænset, landets regering var.

Hele programmet var godt ud, så her er blot et pluk af titler, som vi måske skriver mere om senere:

Surrender your market! Do the G5 countries use World Bank trade conditionality to promote trade? (Maya Schmaljohann, Uni Heidelberg)

The determinants of the complexity and progressivity of personal income tax systems: A cross-country empirical analysis. (Doina Radulescu, ETH Zürich)

How (not) to manipulate a shared risk of war: The case of Greco-Turkish fighter-jet diplomacy. (Martin Gassebner, ETH Zürich)

Og helt ubeskedent, Do social rights affect social outcomes? (Christian Bjørnskov, Aarhus og Jacob Mchangama, Cepos)

Og for at understrege, at workshops ikke kun er støvede, ældre mennesker, der snakker sort med hinanden, er her et stemningsbillede fra lørdagens middag. Fra venstre mod højre er det Pierre-Guillaume Méon (ULB, Bruxelles), Maya Schmaljohann og Alexandra Rudolph (Uni Heidelberg).

IMAG0161

Hvorfor er nogle forfatninger længere end andre?

Af Christian Bjørnskov · Udgivet 11. juni 2013 · 4 svar

Der er en næsten uendelig mængde af sjove og spændende spørgsmål i samfundsvidenskaberne, som vi ikke rigtigt har fyldestgørende svar på. Et af dem er, hvorfor nogle lande har valgt at skrive meget lange og detaljerede forfatninger, mens andre forfatninger er meget korte. Enkelte, deriblandt New Zealand og Storbritannien, har ikke egentlige forfatninger. Dét er spørgsmålet i et nyt papir, som Stefan Voigt (Uni Hamburg) og jeg har arbejdet på i længere tid. Vi er nået til en – mener vi – relativt præsentabel version, som ligger online hos SSRN (se her).

I ”Constitutional Garrulity and Social Trust” fremfører vi hypotesen, at forfatningens længde og detaljering afspejler landets tillidskultur. Hovedideen stammer fra tidligere forskning, der har argumenteret for at lande med højere grad af social tillid (dvs. tillid til fremmede) typisk har kortere kommercielle kontrakter. Idet man har større tillid til andre mennesker, behøver ens kontrakter ikke at omfatte alle mulige meget usandsynlige situationer. Man har tillid til at hvis man når dertil, er ens modpart rimelig og ærlig nok til at man ”nok kan finde ud af noget”, som det hedder på jysk.

Vi argumenterer for, at den samme slags overvejelser bør gøre sig gældende, når man skriver en social kontrakt, som en forfatning netop er. Jo mere man stoler på, at fremmede – og det omfatter per definition fremtidens politikere, jurister og embedsmænd – er ærlige og troværdige, jo mindre behøver man at skrive detaljerede konstitutionelle regler for at holde dem i kort snor.

Og argumentet holder til at blive testet! På tværs af 110 lande, hvor vi har mål for forfatningslængde og –detaljering – teknisk kaldet garrulitet – finder vi en tydelig sammenhæng mellem graden af social tillid og garrulitet. Så vidt vi overhovedet kan teste det, ser sammenhængen ud til at være kausal, ikke mindst givet den stærke, historiske stabilitet i tillid. Figuren nedenfor (Figur 2 fra papiret) illustrerer sammenhængen. Spørgsmålet er nu, om tilliden er et grundvilkår der udstikker rammer for hvad lande kan tage for fundamentale valg. Vores fornemmelse er, at det bestemt ser sådan ud.

Velfærdsstatens svage arbejdsetik

Af Christian Bjørnskov · Udgivet 9. juni 2013 · 10 svar

Berlingske omtaler i dag Casper Dahls glimrende, nye analyse for Cepos. Casper bruger World Values Survey data om, hvad folk ønsker at lære deres børn, hvor ”hårdt arbejde” er en af mulighederne. Udgangspunktet er Lindbeck-hypotesen, der siger at velfærdsstaten over generationer underminerer folks arbejdsetik og –normer, og derfor bærer kimen til sin egen ødelæggelse.

En tidligere version af analysen har været præsenteret på den danske public choice workshop i januar. Den endelige version er, med Nina Smiths ord, ”solid og interessant” og burde ringe advarselsklokker hos alle danske politikere. Vi kan kun opfordre interesserede læsere til at kigge på den. Før det, er her nedenfor det simple plot med sammenhængen mellem graden af omfordeling og antallet af respondenterne, der mener at det er vigtigt at lære børn hårdt arbejde. Dét tal i Danmark er 4½ %.

 

Hvor meget Putnam tog fejl

Af Christian Bjørnskov · Udgivet 6. juni 2013 · 5 svar

Robert Putnam, et af politologiens koryfæer, har næsten lige været i Danmark i forbindelse med Aarhus Universitets Matchpoint-konferencer. Flere var skuffede over Putnams forelæsning, men mange bruger ham stadig i adskillige politiske argumenter. Det gælder ikke mindst, når kommentatorer argumenterer for nationalkonservative mærkesager. Problemet er blot, at forskningen de senere år har dokumenteret, hvor bemærkelsesværdigt, Putnam tager fejl i sine kerneanalyser.

Putnams hovedargument siden hans bestseller Making Democracy Work har været, at forskellige i social kapital er centrale for at forstå, hvorfor nogle lande og regioner fungerer bedre end andre. Social kapital er et paraplykoncept, der dækker styrken af sociale normer, omfanget af frivillige netværk, og tillid til andre mennesker. Kernen i Putnams koncept er, at de tre elementer påvirker og forstærker hinanden: Sociale normer dannes og styrkes når folk møder hinanden i netværk og frivillige organisationer (f.eks. Putnams berømte kor), og når de lærer hinanden at kende, danner de tillid til hinanden og lærer dermed at stole på andre mennesker mere generelt. Eller det påstår Putnam da…

Men Putnams sag er smuldret de senere år. Eric Uslaner viste allerede i sin 2002-bog om The Moral Foundations of Trust, at frivillige netværk ikke skaber generel tillid. De skaber kun partikulær tillid, dvs. tillid til de mennesker man lærer at kende i netværket, men den udstrækkes ikke til andre. Kim Sønderskov (AU, Statskundskab) og jeg besluttede at se nærmere på Putnams social kapital-koncept. Artiklen, der snart publiceres i Social Indicators Research, konkluderer, at konceptet fra alle vinkler er dårlig samfundsvidenskab.

Helt grundlæggende er argumentet, at hvis konceptet har betydning, må det række ud over de tre elementer i det – normer, netværk og tillid. Med andre ord må de være forbundet så det ene påvirker det andet for at det giver mening. Det er også fuldstændigt nødvendigt for Putnams politiske anbefalinger, der hviler på at man kan påvirke samfundets normer og tillid.

Men Kim og jeg finder, at de tre elementer er statistisk ortogonale – med andre ord at de intet har med hinanden at gøre. I detaljerede amerikanske data finder vi endda, at netværksaktivitet må skilles i to typer som ikke har meget med hinanden at gøre. Der er således ingen empirisk støtte til Putnams koncept eller hans anbefalinger. Ligeledes må man stille spørgsmålstegn ved alle hans analyser, som hviler på indeks, der blander de tre elementer.

Når en af vores læsere for eksempel skrev forleden om, hvordan Putnam viste at indvandring og større etnisk diversitet underminerer den sociale kapital, har det faktisk ingen dårlige konsekvenser for landets udvikling. De gavnlige virkninger, som social kapital har på økonomisk og institutionel udvikling, er alle drevet af social tillid – dvs. tillid til andre mennesker man ikke kender – mens etnisk diversitet primært er korreleret med netværksaktivitet, men kun på det allermest lokale plan med tillid. Putnam skal naturligvis krediteres for at have sat en hel forskningslitteratur i gang, men han tog dramatisk fejl. Og skuffelsen over hans besøg burde primært være fordi han stadig nægter det.

Er der en optimal offentlig størrelse?

Af Christian Bjørnskov · Udgivet 3. juni 2013 · 1 svar

Det er spørgsmålet i en ny artikel, der publiceres i European Journal of Political Economy (gated her). De to forfattere, François Facchini og Mickaël Melki, skriver sig ind i den boomende litteratur om historisk politisk økonomi ved at bruge data fra Frankrig fra mellem 1896 og 2008.

Hovedargumentet er et gammelt dilemma: Det offentlige leverer sikkerhed i form af forsvar og et retsvæsen, og typisk også nogle centrale goder som basal uddannelse og infrastruktur, men også meget mere end det. Fra nul vil en forøgelse typisk betyde gavnlige offentlige goder, men udover et vist punkt er der ingen vækst-fremmende aktiviteter og det offentliges størrelse begynder at skubbe privat aktivitet ud (crowding out), skabe rent-seeking og underminere produktive incitamenter. Hvor er punktet, hvor det begynder at gå ned ad bakke?

Facchini og Melki finder at før anden verdenskrig var relationen simpel: 1 % ekstra skatter betød 0,25 % mindre vækst. Efter anden verdenskrig får man en sammenhæng, der ligner et omvendt U. Men mens man i amerikanske data typisk finder et optimum omkring 20 %, er det franske optimum ifølge de to forfattere cirka 30 %. På trods af det højere optimum, har størrelsen af den offentlige sektor i Frankrig alligevel været konsistent større siden 1950erne, og den er for tiden næsten 50 %.

Hvorfor vælger politikere helt konsistent en for stor offentlig sektor? Svaret er indlysende for enhver der kender lidt til public choice, men ny empiri peger nu mere klart på de negative konsekvenser. For de interesserede er abstractet her:

The benefits and costs of government suggest an efficient government size. We investigate efficient government size by analyzing the relation between public spending and real GDP for France in the period 1896–2008. The results show a co-integration nonlinear relationship. Our time-series data on France represents one of the longest periods studied in literature. Our empirical findings suggest that efficient government size measured by public spending was reached when public spending was around 30% of GDP. Conclusions point to particularities of countries that suggest efficient government size is specific to different countries.