Denne punditokrat og en prominent eks-punditokrat har med hjælp fra en stadigt større samling villige rapportører taget initiativ til denne nye, lille Neben-blog: Vores borgerlige regering, hvor vi–så meget som materialet tillader det–vil foretage lav-litterære, ikke-kombative, faktuelle hyldest-annonceringer af de talrige store og små ideologiske sejre, som det dagligt lykkes for VK-regeringen at hive i land ved hjælp af rygrad, kreativitet og hårdt arbejde. Just the facts, Ma’am–just the facts …

PS. Intereressede læsere, som kunne tænke sig at bidrage og har fattet konceptet, er velkomne til at sende mig en selv-promovering på denne e-mail adresse (kurrild@gmail.com).

I tirsdags viste DR2 dokumentarfilmen “Chokoladens mørke side” af Miki Mistrati, der til daglig er tilknyttet Ekstrabladet, hvilket i denne sammenhæng er passende. Som dokumentarfilm bærer “Chokoladens mørke side” først og fremmest præg af, at den aldrig løfter sig ud over den umiddelbare forargelse over at man bruger børnarbejde i Elfenbenskysten. En forargelse der, som det i årevis har været en trend, i sidste ende retter sig mod de store internationale firmaer (læs kapitalismen og markedet), som Miki Mistrati i lighed med en række NGO’ere forventer og forlanger skal have fuldstændig styr på og ansvar for hvad der foregår ud i produktionens yderste led. Filmen kan indtil videre ses eller genses her.

Lad mig understrege, at dette indlæg ikke er et forsvar for børnearbejde -  for slet ikke at tale om forhold der nærmer sig slaveri, men……

Selve programmet er som dokumentarfilm betragtet – hvis formålet altså er at vi skal bibringes mere viden og større forståelse – yderst ringe. Det samme gør sig gældende om bagmanden Miki Mistrati’s viden om emnet, ikke mindst baggrunden for de forhold der hersker i den del af verden. Skal man have noget ud af filmen, er man nød til at se bort fra den smagfulde underlægningsmusik, en mere end almindelig langtrukket fortællerstil og dens udokumenterede påstande, bl.a. om at størstedelen af kakao dyrkes og høstes ved hjælp af børnearbejde/slaver i Elfenbenskysten.

I en central passage i filmen, siger Mistrati, at han ikke ved om man kan stole på hvad de interviewede siger – og det kan han jo nok have en pointe i. Til gengæld fremstår han selv langtfra som troværdig. Måske har han ret, måske tager han fejl. Det har jeg reelt ingen mulighed for at afgøre som seer.

(more…)

Som tidligere nævnt begynder der at være interessante lighedspunkter mellem George W. Bush og Barack Obama.  Senest kan man vist sige Oops! til den nyeste amerikanske Gallup-tracking poll, der kommer i kølvandet på, at Demokraterne har meddelt, at de i forbindelse med den planlagte sundhedsreform ikke blot vil bruge én forretningsordens-bestemmelse til at undgå en filibuster i Senatet (hvilket er både forståeligt og lovligt, men næppe legitimt), men nu også vil bruge en anden til at gennemføre forslaget i Repræsentanternes Hus helt uden afstemning (hvilket er pænt over grænsen for et åndeligt grundlovsbrud).

I forvejen er vicepræsident Joe Biden mindre populær, end Cheney var, og sundhedsreformen er mindre populær end Irak-krigen.  Lavt at flyve–fortsat langt at falde.

Update: Som John Pitney skriver ovre hos NRO, så har Obama-administrationen i det mindste en vis sans for humor.  Måske.

I denne uge er den nye socialminister Benedikte Kjær på den mest absurde måde blevet angrebet af Socialdemokraterne og DR. DR bragte som hovedhistorie forleden, at Kjær ikke havde angivet på sit minister-CV at hun var medlem af Cepos centerråd, dvs. tænketankens rådgivende organ. Det har fået Mette Frederiksen til at fare i flint og kalde ministeren i samråd for at ”forklare sit mangeårige medlemskab af den ultraliberale tænketank Cepos” (læs Socialdemokraternes udlægning her). Frederiksen omtaler hende endda som ”Cepos-ministeren”. DF’s Martin Henriksen mener dog ikke, at det er et problem da han udtaler til JP, at ” Hun har meget klart sagt fra over for de ultraliberale holdninger, som Cepos har” (her). Undskyld, men her er et eller andet ravende galt.

Sagen reflekterer den totale skævhed i den danske debat, at man gerne må kalde en tænketank og nogle i øvrigt helt legitime, demokratiske holdninger for ”ultraliberale”, og at man endda kan kaldes i samråd til en slags ’kammeratlig samtale’ for at forklare sig. Kunne man forestille sig, at det samme kunne ske på den modsatte side? Hvem af vores læsere har nogensinde set socialdemokrater eller SF’ere omtalt som ’ultrasocialistiske’ i medierne? Kunne man forestille sig, at DR eller noget andet dansk medie – endsige en anden dansk politiker – ville omtale en S eller SF-minister som LO-ministeren? Ville man nogensinde skulle undskylde selv de mest interventionistiske holdninger?

Mine svar er helt åbenlyst alle sammen nejer. Det er kun en i international sammenhæng ganske moderat højrefløj, der er udsat for mediernes spot, og som italesættes som ekstreme. Nylige forslag som for eksempel at forældre skal tvinges til at sende deres børn i statens daginstitutioner – en slags velfærdsstatens Pionerer – bliver omtalt som helt legitime ideer. Hvor er den frie, upartiske og kritiske presse blevet af?

Normalt er vi ikke de store tilhængere af ultrademokraten Paul Krugman her på stedet, men dagens omtale af ham er stærkt positiv. Sagen er nemlig, at Krugman nu har fået et af de seneste års sjoveste artikler om nationaløkonomi optaget i Economic Inquiry, et fint tidsskrift med ry for en gang imellem at publicere skæve artikler. Papiret hedder ”The Theory of Interstellar Trade” og handler om præcist dét, titlen siger. Her er abstractet:

This article extends interplanetary trade theory to an interstellar setting. It is chiefly concerned with the following question: how should interest charges on goods in transit be computed when the goods travel at close to the speed of light? This is a problem because the time taken in transit will appear less to an observer traveling with the goods than to a stationary observer. A solution is derived from economic theory, and two useless but true theorems are proved.

Yderligere kommentarer burde være overflødige.

I anledning af “International Women’s Day” i dag, havde The Economist i denne weekend sat fokus på at prioriteringen af drengebørn i visse dele af verden er endt i en fuldstændig absurd overvægt af mænd i forhold til antallet af kvinder, som det fremgår af nedenstående figur fra Economist.

Som det fremgår er der tale om en betydelig overvægt af drenge i forhold til normalen som er 105 drenge for hver 100 piger. Men hvad betyder det så for kvinders position i sådanne kulturer? Et fingerpeg får man af en lille artikel i samme udgave, hvor man har besøgt et af de områder i Indien hvor der er størst uligevægt, og faktisk kunne noget tyde på, at præference for drenge kan have en række positive effekter. For eksempel er det ikke længere forbundet med store udgifter at få afsat sine pigebørn, nu er det mændenes familie der må punge ud. Derudover dannes der nu par på tværs af religiøse skel – og kan man måske på sigt forestille sig at det ligefrem kan medvirke til en opblødning af Indiens udgave af apartheid - kastesystemet? Har nogle af læserne, ligesom undertegnede, kun hovedrysten til overs for de hjemmelige feminister og deres hæmningsløse selvmedlidenhed og mangel på sans for proportioner, kan jeg kun anbefale Economist artikel. Uhyggelig læsning, men dog også med et glimt af håb. Artiklen findes her.

I et tidligere indlæg fremhævede jeg at verden ikke alene har oplevet markant indkomstfremgang i de seneste årtier, men at det – i modsætning til hvad den gennemsnitlige danske journalist tydeligvis tror – er sket på baggrund af stigende global indkomstlighed. Når man diskuterer det, er svaret typisk ”men det er jo bare Kina” (som om de 1.2 mia kinesere ikke talte). Og at ”i afrika er der ingen fremgang”. Og hvis der er, er det fordi kinesernes umættelige råvare efterspørgsel. Det er ikke ”ordentlig vækst” (men en moderne udgave af udnyttelse tsk tsk) . Afrika er i det billede i en evig humanitær katastrofe forværret af den rige verdens ressource svineri som fører til global opvarming osv osv.

Heldigvis har Xavier Sala-i-Martin som jeg henviste til i det nævnte indlæg netop skrevet endnu et glimrende papir, nu kun om Afrikas indkomstudvikling og indkomstfordeling. Det burde være tvangslæsning for alle de journalister, der jævnligt udgyder deres fordomme om afrika i dansk og udenlandsk MSM. Og – nej – afrika er ikke kun på vej op pga kinesisk råvareefterspørgsel. Det er mere komplekst end som så.

Her er en del af Sala-i-Martins konklusion:

(more…)

Jeg har dd. et lille læserbrev i Weekendavisen:

Man kunne sige meget om Bo Bjørnvigs lidt pudsige, men langt fra originale artikel om Ayn Rand og hendes roman Og Jorden Verden Skælvede fra 1957 (19.2.). Mens der ganske rigtigt er meget besynderligt ved den roman, er det dog bemærkelsesværdigt, at Bjørnvig tilsyneladende finder det forkert at fremstille fiktive personer som havende forskellige værdier, forskellige evner og forskelligt udseende. Mere presserende er det måske at korrigere en faktuel fejl, før den spreder sig og opnår mytestatus: Når Bjørnvig skriver, at »forfatterens eftermæle plejes af en indflydelsesrig tænketank, Ayn Rand Corporation«, må der næsten et sted være en forbindelse til, at Bo Tao Michaëlis dagen før (18.2.) skrev i Politiken, at »USA’s forrige udenrigsminister Condoleezza Rice har gået på hendes institut«. Her må vist være tale om en forveksling, der forslår – mellem det lille Ayn Rand Institute, som forfatterens mest dedikerede fans driver, og så den 1.600 mand store militærstrategiske tænketank RAND Corporation, der blev grundlagt i 1946 af USA’s Flyvevåben, og som indtil videre har huset knap tre dusin Nobelprismodtagere. Sidstnævntes navn har meget med »Research And Development « at gøre og meget lidt med Ayn Rand. At forveksle de to svarer nogenlunde til at tage fejl af Blekingegadebanden og LO. Uden sammenligning i øvrigt.

Jeg har fornøjelsen at være vært for årets Beyond Basic Questions workshop fredag og lørdag i denne uge. Workshoppen, der er en begivenhed som man skal inviteres til, er en årlig event hvor en gruppe yngre europæiske samfundsforskere indenfor politisk økonomi og public choice mødes for at præsentere og diskutere deres allernyeste forskning. En del af papirerne til BBQ III i Århus kan allerede findes online sammen med hele programmet her. Jeg er selv temmelig godt tilfreds med kvaliteten af både papirerne og de kolleger, der kommer til Århus og som helt generelt er at finde blandt toppen af europæisk public choice forskning. Som en sidste aside kan det også nævnes, at vi nærmer os den amerikanske Public Choice Society konference, hvor de fleste papirer også er frit tilgængelige for alle interesserede her.

Den fremragende økonom, Jeffrey Miron, som jeg havde æren af at sidde i panel sammen med ved en stor narkotikapolitisk konference i New Mexico for nogle måneder siden, har i en årrække prøvet at beregne de økonomiske gevinster ved en legalisering af narkotika.I Danmark er hverken myndigheder eller uafhængige forskere (sidstnævnte er det selvfølgelig også svært at finde i et land hvor alle højere læreranstalter er statslige) interesseret i at beregne de økonomiske omkostninger ved forbruget af illegale rusmidler eller gevinsterne ved legalisering af samme. det er man til gengæld i bl.a. England, Australien og ikke mindst USA.

Inden jeg går videre er det måske her på sin plads at jeg giver en undskyldning for at have bragt urigtige tal til torvs. bl.a. i et indlæg på Liberator sidste år. Her anslog jeg de samlede globale omkostninger ved den førte narkotikapolitik til at være ca. 10 trillioner kroner. Det eneste jeg kan dække mig ind under er, at jeg brugte officielle tal fra FN og fra de federale amerikanske myndigheder. Desværre er myndighedernes tal ofte yderst problematiske, og man overdriver en række centrale tal, f.eks. for den samlede omsætning af illegale rusmidler. Uafhængige forskere anslår at  den globale omsætning “kun” er det halve af de 320 mia. USD., som FN angiver. Ligeledes overdriver de amerikanske myndigheder ofte omkostningerne af forbruget af rusmidler, og det får betydning, hvis man bruger disse tal til lave beregninger af de samfundsøkonomiske omkostninger (størstedelen af de omkostningsposter myndighederne henfører til rusmidlerne er reelt konsekvens af forbuddet og ikke rusmidlerne i sig selv). Derfor vil jeg i dag anslå de globale omkostninger til “kun” at være ca. 5 trillioner kroner.

Hovedformålet med denne post er dog ikke at undskylde for brug af offentlige myndigheders utroværdige tal, men at gøre opmærksom på, at Jeffrey Miron har opdateret sine beregninger over de økonomiske gevinster ved en ophævelse af det gældende narkotikaforbud. Rapporten finder man bl.a. på Mirons blog “Libertarianism from A to Z“.

Mirons hovedkonklusioner er at myndighederne vil kunne spare ca. 48 mia. USD. Omkring 25% kommer fra legalisering af canabis, mens omkring 40% er fra legalisering af heroin og kokain. Dertil skal lægges mulige skatteindtægter (hvis narkotika beskattes som alkohol og tobak bliver det i dag) på ca. 34 mia. USD. Ialt en positiv gevinst på ca. 82 mia. USD. Oversat til danske forhold, svarer det til op mod 10 mia. kroner.

Men som Miron tørt konstaterer:

legalization would not materially affect the U.S. fiscal situation.  And only about one-third of the savings comes from marijuana, the only drug with any chance of being legalized in the near future

Det gælder selvfølgelig også herhjemme, og kommer næppe som en overraskelse for de fleste af denne blogs læsere. Det har dog været fremført som et argument i USA, i lyset af den nuværende økonomiske situation. Men at tro, at den økonomiske krise skulle blive afgørende for en legalisering er ganske naivt (jeg er ofte stødt på argumentet blandt amerikanske NGO’ere), og bygger formentlig på at spiritusforbuddet blev ophævet under depressionen i 1930ernes USA.

En økonomisk krise er naturligvis heller ikke noget reelt argument for at ophæve en lovgivning der ifølge The Economist kun kan betegnes som

illiberal, murderous and pointless

Som Miron skriver:

The fact that legalization would reduce government expenditure and raise tax revenue is among the least significant arguments for legalization.  Far more important benefits are increased freedom for drugs users, reduced crime, improved public health, greater respect for civil liberties, and lower violence and corruption in source countries.

Hele rapporten kan læses her.