Efter OL – Brasiliens økonomiske krise fortsætter

I aftes sluttede OL i Rio de Janeiro. Desværre fortsætter den økonomiske krise, omend der fra flere sider anes en begyndende optimisme om, at det snart vender. Således har IMF opjusteret den økonomiske vækst for det kommende år til 0,5 procent, mens faldet i indeværende år ændredes fra -3,8 til -3,3 procent.

Ikke alle er dog lige “optimistiske”, hvilket fremgår af OECDs seneste prognose nedenfor.

brazil indicatorsJeg har skrevet lidt om det i et indlæg på Americas.dk. Afgørende er i hvilken udstrækning den nuværende regering kan komme igennem med nødvendige stramninger og reformer i løbet af de kommende måneder. I

Skandinaver udenfor Skandinavien

I den amerikanske valgkamp har Skandinavien været et emne. Som vi har skrevet om før her på stedet – ikke mindst her – misforstår Bernie Sanders, Hilary Clinton og mange andre amerikanere helt fundamentalt vores lande. En uinformeret amerikansk venstrefløj påstår, at Skandinavien fungerer så godt på grund af velfærdsstaten, og implikationen de drager er naturligvis, at USA skal være mere som os. Men hvis det argument skal være overbevisende, må man kende de faktiske grunde til at skandinaviske lande er / var så relativt succesfulde.

Den svenske økonom Nima Sanandaji udgav fornylig en ny bog med titlen Debunking Utopia: Exposing the Myth of Nordic Socialism, hvor han afliver en række myter om Danmark, Norge, Sverige og Finland. Sanandaji har tidligere skrevet den fine Scandinavian Unexceptionalism for the Institute of Economic Affairs (som kan downloades her) og er blevet en del omtalt i de amerikanske medier (f.eks. her). Han bekræfter en række forhold i den nye bog, som også Milton Friedman kendte til. Friedman blev en gang spurgt, hvordan de kunne være, at der var så få arbejdsløse i Sverige. Hans famøse svar var, at man også blev nødt til at spørge, hvorfor der var så få arbejdsløse amerikanere med svenske forfædre.

Sanandajis bog har fået flotte anmeldelser (og jeg har bestilt den), så her er blot nogle få illustrationer af hans hovedpointer. Vi opsummerer dem i grafen nedenfor, hvor søjlerne angiver, hvor mange procent de skandinaviske efterkommere er anderledes end det amerikanske gennemsnit. Grafen har fem kategorier: Danskere, svenskere, nordmænd, finner, og en skandinavisk samlekategori, hvor folk sandsynligvis placerer sig hvis de f.eks. enten har blandet dansk-svenske forfædre eller forfædre, der kom fra Island eller Norge mens de ikke var uafhængige.

Sanandaji skan efterkom

Som figuren viser, er de skandinaviske efterkommere 12 % mere tilbøjelige til at have afsluttet en gymnasial uddannelse, 35 % mindre tilbøjelige til at være arbejdsløse, og cirka 30 % rigere end den gennemsnitlige amerikaner. Sanandajis pointe her er, at når man ser sammenlignelige fænomener hos danskere og danske efterkommere i Danmark og i f.eks. USA, dvs. i lande med meget forskellige institutioner og velfærdsregimer, kan succeserne ikke skyldes velfærdsstaten. Årsagen må ligge i faktorer, som folk bærer med sig, når de emigrerer. Basalt set handler det i Sanandajis optik om tillids- og ærlighedsnormer og arbejdsetik, der forklarer forskellene. Som man siger i USA: Food for thought.

Er en Trump-regering det mindst ringe valg?

USA står til november i et valg mellem pest og kolera – Donald Trump versus Hilary Clinton. De danske medier har meget tydeligt valgt side, og portrætterer Trump meget præcist og retvisende, mens Clinton stadig står i et noget romantisk skær for danske og europæiske journalister. Hun er også uden tvivl den mere kompetente politiker af de to valg – Trump virker ofte noget mindre end ideelt stabil – men Clinton har øjensynligt hverken hæmninger eller overbevisninger af nogen art, og synes at være næsten endeløst arrogant.

Hvem skal man da håbe på vinder? Bør man sætte sin lid til en tvivlsom forretningsmand, der bedst kan karakteriseres som en ’bloviating ignoramus’ med farlige holdninger, eller en i særgrad magtsyg politiker, der intet skyer for at vinde valget? På det personlighedsmæssige plan er valget måske relativt let: Clinton er det onde, vi kender, og valget mellem politisk pest eller kolera må være den sygdom, vi har mest erfaring med at håndtere. Men når det kommer til at bedømme, hvilken administration – dvs. hvilken effektiv regering – vi helst ser i USA, er valget på ingen måde indlysende.

Flere kommentatorer har hintet til de følgende overvejelser, men det libertarianske multitalent Penn Jillette beskrev situationen meget klart i et interview med Reason TV forleden. Jillettes pointe er, at både Trump og Clinton lægger op til aldeles håbløs politik. Begge har f.eks. argumenteret, at USA’s handelsaftaler (NAFTA, WTO-aftaler osv.) bør genforhandles, og begge har påstået, at handel med Kina og Mexico koster arbejdspladser i USA. Begge lægger også op til pro-business, men stærkt anti-market, reguleringer. Jillettes svar hviler på spørgsmålet, i hvor høj grad kandidatens eget parti er parat til at blokere de mest absurde dele af politikken når den skal gennem Kongressen.

Situationen opstår, fordi Clintons position så at sige er handlet af i det Demokratiske parti. Bernie Sanders har haft sin indflydelse, og har effektivt flyttet Clinton i en venstreorienteret og populistisk retning. Partiet har således fået en kandidat, hvis politiske linje dets repræsentanter og senatorer har ’committet’ sig til. Hvis Hilary Clinton bliver valgt til præsident, kan hun derfor regne med relativt lidt modstand i Kongressen, så længe den ikke domineres fuldstændigt af det andet parti. Med andre ord er det sandsynligt, at hun kommer til at være i stand til at gennemføre store dele af sin politik.

Det er i denne sammenhæng, at en potentiel præsident Trump har en fordel. Han er en afskyelig politiker og en absurd karikatur af et menneske, men han er sandsynligvis også den kandidat, der kan få klart mindst gennemført. En række relativt prominente samfundsforskere og intellektuelle har enten meldt sig ud af det Republikanske Parti eller trukket deres støtte til partiet fordi det har accepteret Trump som præsidentkandidat. Internt i partiledelsen har bl.a. Paul Ryan snoet sig for at undgå at erklære sin ubetingede støtte. Resultatet er, at det er ganske usandsynligt, at en kontroversiel og generelt afskyet kandidat som præsident vil få ubetinget – eller bare tydelig – støtte fra et flertal i sit parti.

Skal man bedømme en kandidat for konsekvenserne af hans eller hendes gennemførte politik, kan det dermed paradoksalt nok være, at Trump er den kandidat, de fleste danskere burde foretrække. Grunden er, meget kort opsummeret, at konsekvenserne er kvaliteten af den foreslåede politik gange sandsynligheden for at den gennemføres. Og måske er Trumps foreslåede politik, inklusive hans uforudsigelighed og hans fascination med autoritære regimer, en del ringere end Clintons. Men hvis chancerne er tilstrækkeligt gode for at Trumps politik bliver blokeret af repræsentanter for hans eget parti, er han kandidaten med den effektivt mindst ringe politik.

I anledning af Fidel Castros fødselsdag

I lørdags fyldte pensionisten Fidel Castro 90. I den anledning er der grund til at se på hvordan det går med hans lillebror og efterfølger, Raul Castro’s markedreformer, som angiveligt skulle øge vækst og velstand, samt tilpasse og opdatere Cuba til det 21. århundrede. Og det går ikke specielt godt. Derfor har jeg skrevet et mindre (og langt fra fuldstændigt) indlæg om reformerne i Cuba. Og før du klikker over på Americas.dk for at læse videre, kan jeg godt her afsløre, at der ikke er grund til at tro, at Cuba’s reformer vil gøre meget for at hjælpe på landets ringe økonomi og levestandard. Blandt andet fordi reformerne kun levner plads til en forkrøblet privat sektor i spændetrøje.

Læs videre på Americas.dk

Cuba's former President Fidel Castro, center right, attends a gala for his 90th birthday accompanied by his brother and current President Raul, center left, and Venezuela's President Nicolas Maduro, right, at the 'Karl Marx' theater in Havana, Cuba, Saturday, Aug. 13, 2016. (Ismael Francisco, Cubadebate via AP)

Cubas tidligere præsident Fidel Castro, fejrer 90 års fødselsdag sammen med Raul og Venezuelas præsident Nicolas Maduro, i Karl Marx teateret i Havana

Årsager og løsninger på høje boligpriser i de store byer

Den nybagte cand. merc. Mathias Falkenberg har skrevet nedenstående indlæg, hvor han giver en analyse af de store problemer i boligmarkedet i København og Aarhus.

De høje boligpriser og boligmangel i de store byer, som gør livet surt for tusindvis af unge studerende, lejere og andre tilflyttere, har stået på i så mange år, at man skulle tro, at der er tale om en uundgåelig tilstand, der ikke kan laves om på. Det ville da også være naivt at forvente en bedring i forholdene, hvis vi fortsætter med at lytte til forslag fra personer, som intet forsøg gør på enten at forstå eller forklare, hvad årsagen til problemerne er.

Fælles for stortset alle forslagene er, at staten skal spille en større rolle og sørge for at flere boliger bliver bygget – typisk med det ønske, at boligerne skal subsidieres af skatteyderne, så huslejen kan bringes ned til et niveau langt under markedsprisen. Men sjældent bliver der gjort overvejelser om retfærdigheden i, at det ofte bliver dem med de gode kontakter, der får adgang til boligerne, når andre ikke har mulighed for at konkurrere med dem på markedsvilkår ved at byde en højere pris.

Et andet eksempel er den lov, der giver kommunerne ret til at kræve, at 25 procent af nye lokalplaner skal være almene boliger. Kaldt for billig boligloven – som om, at det er givet, at det vil være resultatet. Det vil det ikke. Loven vil blot bidrage til at gøre byggeri til en endnu mere uattraktiv investering, end det er i forvejen. Så selv hvis flere almene boliger bliver bygget, så vil der blive færre af andre slags bygninger, herunder beboelse, som der også er efterspørgsel på.

Eftersom de fleste mennesker ikke har meget forstand på hvordan det frie marked fungerer, så er det forventeligt, at de hælder til statslige løsninger. For selvom de måske ikke ved meget mere om, hvordan det forholder sig, når staten træffer økonomiske beslutninger, så ved de trods alt, at staten har magt til at beskatte, subsidiere, forbyde og påbyde. I kombination med disse værktøjer, og en evne til at træffe overlegne moralske beslutninger, er de overbevist om, at de er i stand til at reallokere samfundets ressourcer til formål, som vil skabe et mere socialt optimalt udfald. Eller i hvert fald et mere socialt retfærdigt udfald – hvordan de end definerer det. Men selvfølgelig er det umuligt for dem at opnå mere viden, end aktørerne i markedet kollektivt besidder, for at træffe beslutninger, der er kompetente nok til at opnå dette udfald.

Sandheden er, at problemerne på det danske boligmarked ikke skyldes en mangel af statslige indgreb eller regulering – tværtimod. Det er allerede den sektor i økonomien med den strammeste regulering – måske lige med undtagelse af finanssektoren. Kigger man f.eks. ud over København er det tydeligt at se, at bygningsmassen ikke har været et resultat af et frit marked. Den ensartede højde på omkring seks etager skyldes ikke et tilfælde, men fordi der er restriktioner på, at det ikke være højere end dette. Der er dog kommet lempelser de senere år, men det er stadig ikke muligt at bygge høje beboelsesejendomme for at tilfredsstille efterspørgslen fra de tusindvis af mennesker, som ønsker at bo centralt.

Reguleringen af boligsektoren er et virvar af lovgivning, som kun de færreste personer i landet har det fulde kendskab til. Selvom der er gode intentioner bagved, så gør det i mange tilfælde mere skade end gavn, når byggeri bliver mere besværligt, mere restriktivt og dermed mere omkosteligt, end hvad ellers vil være tilfældet, og som i sidste ende er nødt til at blive dækket af den pris, der tilbydes til køberne og lejerne.

Men hvor det er huslejereguleringen, der er årsagen til manglen på markedet for lejeboliger, så er det restriktionen på bygningernes højde, og fredning af ”bevaringsværdige” historiske bygninger, som er den primære årsag til høje boligpriser i de store byer. Byggehøjderestriktionen forhindrer udbuddet i at følge med den kraftigt stigende efterspørgsel, når området i syv etagers højde og derover erklæres for lukket land. På steder hvor byggegrunden er meget dyr, kan det let resultere i en mangedobling af prisen per lejlighed, hvis der bygges lavt fremfor højt, når omkostningen fra grunden skal spredes ud på færre beboere.

Det er ikke et spørgsmål om fattigdom, at mange folk ikke kan få deres drøm opfyldt om at bo i København – men fordi byggehøjderestriktionen sætter en fysisk begrænsning på, hvor mange der er plads til. De høje priser, som er en reflektion af den virkelighed, er den mekanisme, som begrænser antallet af beboere i København ved at sortere de mennesker fra, der ikke kan eller er villige til at betale nok.

Det vil sandsynligvis være en øvelse i nyttesløshed at forsøge at overbevise danskerne om vigtigheden ved at respektere den private ejendomsret, da de fleste desværre har et meget afslappet forhold til den slags fundamentale frihedsrettigheder. I stedet bør man spørge det store antal af mennesker, der foretrækker, at København forbliver ubeskæmmet af højhuse og skyskrabere, hvorvidt de syntes det er værd at betale den store omkostning, der er ved at begrænse højden og bevare historiske bygninger. For det er ikke gratis at pålægge markedet den slags restriktioner – ligesom det ikke er gratis at indføre restriktioner på brugen af kul til elproduktion, eller på handel med udlandet.

Hvor mange milliarder af kroner i velstand, der går tabt ved misallokeringen af knappe ressourcer, som restriktionen skaber, er i sidste ende et empirisk spørgsmål. Hvad der kan svares på er, at denne omkostning ikke er båret ligeligt af alle – tværtimod. Det er indflytterne og lejerne, der betaler de høje priser for at kunne bo i de store byer. Boligejerne, derimod, har vundet ved, at værdien af deres ejendomme er steget eksplosivt. Denne ejendomsejende klasse af storbybeboere har altså både fornøjelsen af den tilsyneladende store lyksagelighed ved den lave bebyggelse, og de høje boligpriser. Det kan nok også tænkes, at de heller ikke begræder konsekvensen ved, at de lavere sociale klasser er blevet forvist til udkanten af de store byer, hvor priserne er lavere. Det er iøvrigt svært at se det moralske i, at en gruppe mennesker, som bliver pålægt en så stor del af omkostningen ved byggehøjderestriktionen, ikke har råd til at bo der, hvor de kan have glæde af den.

Hvad enten man mener, at byggehøjderestriktionen, og andre slags reguleringer af den art, er omkostningen værd eller ej, så er det vigtigt, at der kan opstå enighed om, at det er det dette, som er årsagen til de høje boligpriser i de store byer. For uanset hvor snedig udtænkt en regulering og statslig subsidiering, vi forsøger os med, så er lave bygninger og lave boligpriser ikke foreneligt i en storby, fordi det strider imod de økonomiske love om udbud og efterspørgsel.

Slutteligt er det også vigtigt at understrege, at deregulering på der her område bør være det sande liberale standpunkt, i stedet for, at vi fremstår usympatisk ved at hævde, at det ikke er en menneskeret at bo i København, og at de studerende skal holde op med at brokke sig.

Gæsteindlæg ved Ivan Kragh – myten om de stagnerende amerikanske lønninger

38npYRVGStud. polit. Ivan Kragh har skrevet nedenstående indlæg, hvor han tager fat på den ofte fremførte påstand om, at amerikanske lønninger trods stigende produktivitet, ikke er steget i årtier.

Ivan studerer til daglig cand. polit. og udsender løbende egne økonomiske analyser. De læsere der er på facebook opfordrer jeg derfor til at søge hans venskab. Ivan er også bidragsyder til “tank & tænk“, fra tænketanken Cepos, som jeg i et senere indlæg her på bloggen, vil præsentere nærmere.

Myten om de stagnerende amerikanske lønninger

Lønkvoten er stabil – også i USA

Der har længe været en diskussion om hvorvidt lønningerne i USA er stagneret i forhold til produktivitetsudviklingen. Herhjemme har blandt andet Kristian Weise (Direktør, CEVEA) givet udtryk for, at der er sket en ”Afkobling mellem produktivitet og løn i USA”. Kristian Weise påpeger at produktiviteten siden 1979 er steget 65 pct. mens lønningerne kun er steget 8 pct. I USA har præsidentkandidat Hillary Clinton også været på banen. I et opslag på Twitter har Clinton lagt en figur op med teksten: ”You’re working harder but your wages aren’t going up.”

I henhold til den økonomiske litteratur er det en grundlæggende forudsætning og resultat, at udviklingen i lønningerne over en årrække følger udviklingen i produktiviteten –  se bl. a. Finansministeriet,  Det Økonomiske Råd  samt Danmarks Statistik. Denne umiddelbare nære sammenhæng mellem løn- og produktivitetsudvikling bygger på antagelsen om, at en produktion, på lang sigt skabes ved en sammensætning af kapital, arbejdskraft samt et restled kaldet Totalfaktorproduktivitet.

Arbejdskraftens andel af produktionen (lønkvoten) er givet som lønnen gange antallet af arbejdere i forhold til den samlet produktion. Lønkvoten antages på sigt at være konstant, hvormed forholdet mellem aflønningen af arbejderne og kapital er konstant over tid. I USA har lønkvoten ligget stabilt omkring 55 pct. af BNP, fra 1940 og frem til 1970 var der en stigende tendens, mens der fra 1970 til 2014 var en faldende tendens i lønkvoten. Fra finanskrisens start i ’08 og frem til ’14 faldt lønkvoten fra 55 til 52 pct. af BNP – hvilket er et krisetegn. Jf. Figur 1

Også i Danmark har lønkvoten været stabil omkring 51,6 pct. af BNP. Afvigelserne fra det historiske gennemsnit kan overordnet forklares med udviklingen i konjunkturer. Der er dog ingen tvivl om, at lønkvoten ikke har nogen trend og dermed er en flad serie. Jf. Figur 2

fig 1 og 2

Misvisende lønbegreb skaber forvirring

To grundlæggende opgørelsesfejl har medført at visse økonomer og interesseorganisationer konkluderer, at stigningen i lønningerne ikke har fulgt udviklingen i produktiviteten. Den første fejl er, at fokusset udelukket har ligget på lønningerne og ikke den samlet aflønning. Når man udelukket kigger på den rene løn indregnes der f.eks. ikke frynsegoder og andre arbejdsgiverbetalte ydelser – så som pension, sygesikring og arbejdsløshedsforsikringer. Ved udelukket at kigge på lønnen fremgår det, at lønningerne ikke i samme grad har fulgt produktiviteten – ift. den samlet aflønning. Det er derfor vigtigt at sammenligne den samlet aflønning af ansatte og ikke blot lønningerne.

Den nominelle lønsum er i perioden 1930 til 2014 i gennemsnit steget med 6,5 pct., hvoraf stigningen i lønningerne har udgjort 5,5 pct. og arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger mv. har udgjort 1,0 pct. af stigningen.  Jf. Figur 3

Det at virksomhederne i stigende grad aflønner deres ansatte med andet end den rene løn, har medført at langt flere amerikanere har en sundhedsforsikring samt en pensionsopsparing. Disse arbejdsgiverbidrag steg primært i perioden 1950 til 1993, hvor de toppede første gang – fokusset herpå betød at arbejdsgiverbidrag steg fra at udgør 7 pct. i 1950 til i 1993 at udgør 20 pct. af den samlet aflønning. Jf. Figur 4

3 og 4

Den anden opgørelsesfejl er måden hvorpå den nominelle- produktion og aflønning af ansatte bliver opgjort i faste priser. Såfremt man bruger det samme fast-prisindeks ændres ikke det relative niveau, men i det de to serier har to forskellige prisindeks er de to serier ikke længere sammenlignelige. Typisk vil man opgøre BNP i faste priser ved at bruge prisindekset for BNP (BNP-deflatoren), men i det lønsummen ikke opgøres i faste priser, vil man være nød til at bruge et alternativt prisindeks. Den gængse måde at opgøre lønninger i faste priser, er ved at bruge forbrugerprisindekset. Forbrugerprisindekset har dog den indbygget fejl, at det ikke kun tager højde for priserne på lønningerne, men både produktionspriser og varer og tjenesteydelser – der ikke indgår i lønsummen. Såfremt man ønsker at sammenligne lønninger og produktivitet er man derfor nød til at lave sammenligningen i løbende priser.

Lønningerne følger produktivitetsudviklingen

Fra 1940 til 2014 har USA mangedoblet produktiviteten. Lønninger eller mere præcist lønsummen pr. beskæftiget lønmodtager er steget med omtrent den samme vækstrate som produktiviteten, såfremt man sammenligner løn og produktivitet i løbende priser. Jf. forrige afsnit

Mere præcist er produktiviteten i perioden 1940 til 2014 i gennemsnit steget med 5,4 pct., mens lønningerne i gennemsnit er steget med 5,2 pct. om året.

Sammenhængen mellem løn og produktivitet har været en kilde til megen debat og uenighed – ikke kun på grund af dens afgørende betydning, men også på grund af spørgsmålene omkring hvordan løn og produktivitet opgøres samt hvordan man bedst muligt kan sammenligne opgørelserne.

Sammenhængen mellem løn og produktivitet er vigtig fordi den er afgørende for hvilke levevilkår den arbejdende del af befolkningen har samt fordelingen mellem aflønning af arbejdskraften og kapital. Hvis lønningerne stiger i samme takt som produktiviteten vil lønkvoten forblive uændret.

Løn- og produktivitetsudviklingen har historisk set fulgt hinanden ganske tæt, i visse perioder er lønningerne steget mere end produktiviteten, hvormed konkurrenceevnen har været forringet. I andre perioder er produktiviteten steget mere end lønningerne hvormed konkurrenceevnen er blevet forbedret. Jf. Figur 5

Begyndelsestidspunktet har stor betydning for hvordan en sammenligning af to udviklinger ser ud. Det skyldes, at konjunktursituationen sætter sig i de efterfølgende datapunkter. Laver man en sammenligning med udgangspunkt i et år, hvor lønningerne er lavere og produktiviteten højere end normalt – vil dette sætte sig i de resterende punkter. Det er derfor vigtigt at korrigere for dette forhold. Det gøres bedst ved at tage udgangspunkt i gennemsnittet for serierne, for på den måde undgår man endepunkts-problematikken samt forskydning i niveauerne mellem lønninger og produktivitet. Man har dermed bedre mulighed for at undersøge og sammenligne vækstraterne i serierne.

Ændringer i produktiviteten har været efterfulgt af omtrent samme ændring i lønningerne. Set over perioden 1940 til 2014 er lønningerne i gennemsnit steget med 97,5 pct. af stigningen i produktiviteten. Dertil skal nævnes, at specielt perioden 2009 til 2014 trækker i en negativ retning, korrigere man for perioden 2009 til 2014 er lønningerne i gennemsnit steget med 99,3 pct. af stigningen i produktiviteten. Jf. Figur 6

5 og 6

 

NPR om The Jones’ Act

I kølvandet på redaktør Bjørnskovs indlæg om, hvor idiotisk protektionisme er, og Niels’ indlæg om vindere og tabere ved frihandel, kommer her et 17 minutters indlæg fra amerikanske NPR om “The Jones’ Act”, der regulerer carbotage i USA.

Loven kræver, at al varetransport med skib i USA skal ske med skibe, der er bygget i Amerika og sejler under amerikansk flag, har en amerikansk ejer og en amerikansk besætning. Det er et smukt eksempel på en protektionistisk regel, der gavner en endog ganske snæver gruppe af særinteresser på bekostning af handlende på især Hawaii, Puerto Rico osv.

Men står det meget bedre til her i Kongeriget? I Grænland har ét rederi monopol på al søtransport til og fra Grønland og mellem de grønlandske byer.

Politisk tillid i hovedstaden og resten af landet

Den politiske tillid – målt ved gennemsnittet af folks tillid til Folketinget, politikerne og de politiske partier på en 0-10 skala i the European Social Survey – er faldet omtrent 10 % siden 2006. Der er ikke sket noget med vores tillid til hinanden, som vedblivende er en af de højeste i verden. I en vis forstand er den faldende politiske tillid derfor et udtryk for, at vi i faldende grad opfatter politikere som ’andre mennesker’. Det specielle er, at politikerne ikke synes at forstå, at tilliden til dem er svækket i så betydelig grad. De udviser ofte en holdning, hvor de synes at sige, at ’bare folk ville forstå indsigten / storheden / indsatsen i de vi lever’. Tillidsfaldet, som medierne skriver om, er således overdrevet og misforstået for dem.

Der kan dog være en delvis forklaring på den politiske frustration, udover den indlysende at politikere har anderledes og svagere ærlighedsnormer end resten af os: De har deres hverdag og derfor langt de fleste af deres umiddelbare, personlige erfaringer i København. En forklaring på den politiske misforståelse af tillidsfaldet kunne derfor i princippet være, at tillidsfaldet primært er sket udenfor hovedstaden.

Dén forklaring viser sig faktisk at være konsistent med de data, vi har. For hele landet var den politisk tillid 5,87 i 2006, 5,92 i 2008, 5,35 i 2010, 5,54 i 2012, og 5,30 i 2014 (det sidste år vi har data for). Det giver alt i alt et fald på 10 %. Fokuserer man på den politiske tillid i hovedstaden, er den omvendt kun faldet cirka 4 % siden 2006, hvor det primære fald skete fra 2008 til 2010. Det betyder logisk, at faldet i resten af landet må have været meget større for at give et samlet gennemsnit på 10 %.

Vi illustrerer udviklingen i figuren nedenfor, der viser den politisk tillid i de fire andre regioner relativt til tilliden i hovedstaden. Man skal derfor huske, at sammenligningsgrundlaget allerede er et fald på 4 %. Som figuren viser, var den politisk tillid i 2006 lidt højere i Midt- og Nordjylland, og lidt lavere i Syddanmark end i hovedstaden. Derefter er hovedstadsområdet ganske enkelt divergeret fra resten af landet, og hele resten af landet har oplevet et yderligere fald på 8 %. Med andre ord er den politiske tillid blevet svækket tre gange mere i Danmark vest for Valby bakke end i hovedstaden.

politisk tillid kbh resten

Spørgsmålet er, i hvor høj grad den store forskel mellem hovedstadsområdet og resten af landet kan forklare, hvorfor politikerne øjensynligt slet ikke reagerer på – eller forstår – det relativt store fald i politisk tillid. Dataene er naturligvis kun indikative, men ikke klar evidens i nogen egentlig forstand. Men den bredere historie passer også umiddelbart på udviklingen i Storbritannien – London versus resten af landet – USA, hvor Washington synes at leve i sin egen boble, og Frankrig, hvor Paris ofte udgør et ekstrem af politisk arrogance. Den giver også en mulig forklaring på, hvorfor 28 % af sønderjyderne og 26 % af sjællænderne udenfor hovedstaden stemte på Dansk Folkeparti. Der ligger således et helt forskningsprojekt og venter på en eller anden med interesse og tid. For nu må man nøjes med at gøre opmærksom på, at danske politikere er mere afskyede udenfor hovedstaden end hvor de de facto bor.

Tyrkiets relationer til EU har nået et nyt lavpunkt

Skærmbillede 2016-08-01 kl. 18.08.31
I går stillede Tyrkiet EU over for et ultimatum: Hvis EU ikke hæver sit visumkrav til tyrkiske statsborgere, som rejser til EU lande, inden oktober, vil Tyrkiet “blive tvunget til” ikke at opfylde EU’s krav om at tilbagetage illegale migranter og flygtninge, som er rejst til Grækenland via Tyrkiet. Aftalen blev indgået i marts, og arkitekterne var Tysklands kansler Angela Merkel og Tyrkiets nye premierminister, Ahmet Davutoglu.
Ifølge aftalen stillede EU dog ikke mindre end 72 krav for at ophæve visumkravet.
Hvis kravene blev opfyldt ville EU ophæve visumkravet per 1. juli 2016. Men kravene blev ikke opfyldt. Og siden det fejlslåede militærkup i Tyrkiet d. 15. juli, er det bare blev værre og værre. I EU er man dybt bekymret over nedsmeltningen af de fundamentale menneskerettigheder, og man er særligt bekymret for, at Erdogans regering vil genindføre dødstraf i Tyrkiet. Dødsstraf er ofte blev indført i forbindelse med Tyrkiets hyppige militærkup. Men i 2002 blev den uigenkaldeligt afskaffet i forbindelse med landets bestræbelser på at blive optaget i EU.
 Aftalen mellem Tyrkiet og EU blev indgået d. 18 marts 2016. Ifølge aftalen ville EU betale Tyrkiet €6 mia. årligt, give tyrkere visa-fri adgang til EU samt modtage et vis antal asylansøgere mod, at Tyrkiet tilbagetog alle illegale migranter og flygtninge, som var rejst til den mest populære rute til Grækenland via Tyrkiet. Som led i aftalen stillede EU ikke færre end 72  krav, hvoraf mange endnu ikke er blevet opfyldt. Dette forklarer, hvorfor EU ikke ophævede sit visumkrav per 1. juli. I første omgang forlængede den tyrkiske regering fristen til d. 15. juli, men samme dag som deadlinen blev Tyrkiet udsat for et militærkup,
Siden er det kun gået ned ad bakke. På det seneste har Grækenland udtrykt stærk bekymring for, at antallet af illegale flygtninge er steget kraftigt, bl.a. som følge af Erdogans endnu hårdere politiske kurs efter det fejlslåede militærkup. Politiske kilder i Grækenland hævder ligefrem, at antallet af flygtninge, som når til Grækenland er tilbage til niveauet  fra før 18. marts. 

De dårligste skatter har højest selvfinansieringsgrad

Hvad bør prioriteres højest: At sænke skatter, som har en høj selvfinansieringsgrad og derfor er billigst for politikerne at reducere? Eller de skatter, som har et højt forvridningstab og derfor er tungest for skatteyderne at bære?

Faktisk er det to sider af samme sag. Hvis en skat har en høj selvfinansieringsgrad, har den også et stort forvridningstab. Den nemmeste måde at se det på er ved at betragte den såkaldte ”Marginal Cost of Public Funds” (MCPF). Det måler omkostningen for skatteyderne ved at skaffe en ekstra krone i offentlige indtægter. Formlen ser sådan ud

mcpf

Hvis der ikke er noget forvridningstab, er MCPF én: Det koster skatteborgerne en krone at finansiere en krone i skat. I denne situation er selvfinansieringsgraden nul.

Når selvfinansieringsgraden nærmer sig én, går MCPF mod uendeligt. Hvis selvfinansieringsgraden kommer over én, holder MCPF op med at give så klar mening. En selvfinansieringsgrad over én vil jo sige, at der kommer færre penge i en de offentlige kasser, når skatten sættes op. I figuren er MCPF afbilledet for voksende selvfinansieringsgrader.

figur MCPF

Figuren illustrerer på udmærket vis flere centrale skattepolitiske pointer:

  1. En høj selvfinansieringsgrad er et problem, længe før den når én (eller 100 pct.). Ved en selvfinansieringsgrad på én går skatteydernes omkostning mod uendeligt.
  2. Derfor bør skatterne nedsættes længe før toppen på den såkaldte Lafferkurve. Lafferkurvens top viser, hvor det offentlige maksimerer sit provenu. Det er ved en selvfinansieringsgrad på én. Men der er forvridningstabet allerede eksploderet.
  3. Forvridningstabet vokser mere end en proportionalt med selvfinansieringsgraden. Ved en selvfinansieringsgrad på 0,5 er MCPF 2,0 (det koster altså skatteyderne to kroner at skaffe en krone i offentligt provenu). Ved en selvfinansieringsgrad på 0,75 er MCPF 4,0 og ved 0,9 er den 10,0.
  4. Derfor er der et stærkt argument for at beskære de skatter først, som har højest selvfinansieringsgrad. Det er også de skatter, som har størst forvridningstab.

I en tidligere blogpost blev det vist, hvorfor topskatten har en høj selvfinansieringsgrad – sandsynligvis mere end én. Det gør topskatten til en naturlig kandidat at beskære ved en kommende skattereform. Navnlig i betragtning af, at ingen andre personlige indkomstskatter har en selvfinansieringsgrad i samme størrelsesorden (men visse afgifter har, ikke mindst registreringsafgiften). Selv ved et meget konservativt skøn for selvfinansieringsgraden på 0,5, koster topskatten en krone i forvridningstab oveni hver krone, der kommer i statskassen: MCPF er 2.