Liberalister og andre liberale.

Det er på mode i ”debattør”-kredse at kritisere liberale og liberalister. Det er i vid udstrækning med stråmænd konstrueret til lejligheden. Både traditionelle venstreorienterede og selverklærede nationalkonservative har bidraget.

Men uanset at der disse angreb stort set kun er tomme kalorier, så må det medgives, at begreberne kan være vanskelige at få hold på. Klassen af tilgange, som kan betegnes som liberale, er meget bred. For at forvirre yderligere, anvendes ”liberal” som synonym med ”venstreorienteret” i USA.

Spørgsmålet er, om begreberne er blevet så slidt i brug, at de kan anvendes med mening? Her er mit forsøg på at opstille anvendelige definitioner. Det er artiklen ”Liberalister og andre liberale”, som blev offentliggjort i Økonomi og Politik i 2003:

Jeg klassificerer tilgange som liberale, hvis de tager udgangspunkt i individuelle præferencer. Liberalister er en ægte delmængde heraf, som tillige lægger vægt på individuel autonomi. Gruppen af liberale er meget heterogen, men også blandt liberalister kan begrundelsen for, at autonomi er nødvendigt, variere betydeligt.

Det er kun godt at kritisere politiske ideer. Hvis kritikken vel at mærke er konstruktiv og rent faktisk knytter an til deres substans.

Demokrati og frie valg i 100 år: Latinamerika og Caribien

Flittige læsere ved, at min ven og kollega Martin Rode og jeg har skabt og vedligeholder en database over regimetyper og regimetransitioner. Databasen er grundlag for noget af vores egen forskning, og er heldigvis også begyndt at blive brugt en del af vores kolleger. Alle data går tilbage til 1950 og dækker således transitionen til demokrati i store dele af verden, ligesom den dækker størstedelen af Afrikas transition fra kolonier til selvstændige lande.

Det er dog ikke tilfældet for Latinamerika, hvor dele af regionen ikke blot var lige så rige som europæiske lande for 100 år siden, men også havde masser af politisk udvikling og dynamik mellem de to verdenskrige. Martin og jeg har derfor forleden besluttet at lave en særudgave af databasen, der kun dækker Latinamerika og Caribien, men strækker sig tilbage til 1920. Vi får med andre ord et helt århundredes udvikling af de politiske institutioner i hele regionen. Vi er for tiden ved at løse problemer med at finde information på de mange kup og kupforsøg der skete i regionen mellem 1920 og 1950. Det indebærer bl.a. at Martin – der i modsætning til mig taler spansk – går igennem arkiver fra for eksempel den catalanske avis La Vanguardia, der har eksisteret siden 1881 og traditionelt har dækket Latinamerika omhyggeligt.

Mens vi arbejder videre, kan den foreløbige version af databasen bruges til at give et indtryk af regionens politiske udvikling i det sidste århundrede. Det gælder ikke mindst den væsentlige forskel på de to basale slags lande i regionen: De spansk-portugisisk-talende lande med spansk og portugisisk fortid, og de engelsk- og hollandsk-talende lande med en tilsvarende historie i det britiske og hollandske imperium.

En af de store forskelle er den demokratiske udvikling. I de to figurer nedenfor illustrerer vi andelen af lande, der har frie valg men med begrænsninger på stemmeretten (de grå områder), og andelen der har fuldt demokratiske valg (de sorte områder). I den første figur kan man se, at over halvdelen af de britisk-hollandske områder allerede havde frie valg i 1920, og at deres begrænsninger på stemme- og valgret hurtigt blev afskaffet fra 1942 og frem. Det lille land Saint Lucia er et glimrende eksempel på den britiske udvikling, da det som koloni fik valg til et Legislative Council i 1925. Kun seks år senere fik kvinder valg- og stemmeret, omend de skulle opfylde den samme indkomstgrænse som mænd for at kunne stemme. Den begrænsning afskaffedes 20 år senere, og valget i oktober 1951 var således ikke kun frit og fair, men omfattede også hele den voksne befolkning.

Denne udvikling kan sammenlignes med den anden figur, der viser andelen af lande med frie valg og fuldt demokrati i den spansk- og portugisisk-talende del af regionen. Situationen var ganske god i løbet af 1920erne, hvor Argentina, Chile og Uruguay havde fuldt demokrati, Cuba havde frie og fair valg hvor kun mænd kunne stemme, mens Costa Rica indtil 1948 havde demokrati for hele befolkningen undtagen folk af afrikansk afstamning. Dele af regionen var således mindst lige så demokratiske som for eksempel Spanien og Belgien, hvor kvinder først fik fuld stemmeret ved valg i henholdsvis 1933 og 1948.

Helt generelt er det dog tilfældet, at de britiske og hollandske områder har været langt mere demokratiske end de spanske og portugisiske. Selv i dag er det kun godt 70 % af de spansk/portugisiske, der er demokratier, mens der ikke er et eneste land i regionen med britisk eller hollandske fortid, der mangler demokratiske institutioner. Denne forskel afspejler sig også i andre institutioner, som reflekteret i dagens tredje figur. Vi viser her, hvordan to institutionelle karakteristika har ændret sig i Latinamerika og Caribien, nær lande henholdsvis indførte og afskaffede demokrati. For både den overordnede kvalitet af retsvæsenet (’judicial accountability’ fra V-Dem-projektet) og i hvor høj grad, landets højesteret er politisk uafhængig (fra samme kilde), gælder det at institutionerne styrkes af en demokratisering og svækkes af en autokratisering.

En række andre moderne forskelle er meget klare i data fra CIAs World Factbook: De tidligere britiske og hollandske kolonier er i gennemsnit 92 % rigere, har 24 % så mange mobilabonnenter, og mere end dobbelt så mange internetforbindelser per indbygger. Og mens de tidligere britiske og hollandske lande har haft frie og fair valg i 91 % af årene det sidste århundrede, gælder det for blot 52 % af årene for de spansk- og portugisisk-talende lande i regionen. Spørgsmålet er derfor, i hvilken grad de britiske og hollandske politiske institutioner fra kolonitiden forklarer hvorfor de har klaret sig så dramatisk bedre end de andre lande i regionen. Det spørgsmål må vente til en anden dag.

Alt ville være godt, hvis ikke det var for kapitalismen………

I et svar på min kritik af Oxfam Ibis årlige ulighedsrapport i Ræson 19/3 (“Oxfam IBIS’ ulighedsrapporter forsømmer, at ”neoliberalismens tidsalder” faktisk er karakteriseret ved en historisk stor nedbringelse af fattigdommen i verden“), beskylder Trine Pertou Mach fra Oxfam IBIS mig for ikke at forholde mig til substansen. Jeg skulle åbenbart mene, at skattelettelser til de rigeste gør de fattige rigere. Det er vist noget med en “neoliberalistisk trickle-down teori” som skulle tilsige dette. Problemet er blot at en sådan økonomisk teori af gode grunde ikke eksisterer. Det er naturligvis noget vrøvl at påstå at hvis rige mennesker betaler mindre i skat, så medfører det automatisk at fattige mennesker bliver rigere.

Mens Trine Pertou Mach’s svar (Amazons succes ville være umulig uden de offentlige institutioner og den infrastruktur, som resten af samfundet har betalt for) på min kritik er frit tilgængelig, ligger min kronik desværre bag betalingsmur (indtil videre). Af samme grund gør jeg en del ud af at opsummere de væsentligste punkter i dette indlæg.

For det første er Oxfam IBIS beskrivelse af de seneste årtiers økonomiske udvikling lettere absurd.

Men lad os starte med hvad Oxfam IBIS forstår ved neoliberalisme.

Læs resten

Genåbningserfaringer, politik og håb

Den glimrende Jeffrey Tucker fra the American Institute of Economic Research skrev forleden en kort artikel med titlen, Why Is Everyone in Texas Not Dying? I artiklen tager Tucker udgangspunkt i at Texas guvernør Gregg Abbott den 1. februar afskaffede alle restriktioner og bragte staten tilbage til formel normalitet. En hel række politikere og epidemiologer kaldte beslutningen vanvid og advarede mod den bølge af Covid-smitte, der ville skylde ind over staten, og påstod at texanerne nærmest ville dø som fluer uden en statslig nedlukning. Det hele minder meget om diskussionerne i Danmark i foråret, da man begyndte at åbne samfundet en smule op.

Sagen er blot, at præcist ligesom i Danmark i foråret 2020, er smitte- og dødstallene ikke steget efter genoplukningen. Der er endda tale om en fuld genopåbning, som i Texas er blevet efterfulgt af et fald i smittetallet på cirka 30 procent. Georgia, der åbnede op allerede i slutningen af april – statens politiske ledelse gjorde præcist hvad man havde lovet, da man lukkede ned for at beskytte hospitalsvæsenet fra overbelastning og derefter opdagede, at det ikke skete – og staten har haft en ganske almindelig virussæson. Florida, der har været næsten fuldt åbent siden starten af september, har haft relativt mange dødsfald, men færre end det hårdt nedlukkede Californien. En række kommentatorer har noteret, at med Floridas befolkningssammensætning – kun Maine har flere over 65 i befolkningen og det er traditionelt et sted hvor folk flytter til når de bliver pensionister – burde staten have haft endnu flere døde end andre. At det ikke er sket efter genåbningen i september er endnu en indikation på, at nedlukninger ikke virker.  

Et af de mest absurde forhold i det sidste års dystopiske tilværelse har netop været, at epidemiologer, politikere og andre meningsdannere har advaret gang på gang om, at hvis man ikke lukkede mere ned, ville alt gå galt, og hvis man åbnede samfundet op, ville dødstallet eksplodere. Men det er aldrig sket! I stedet for at lære af de erfaringer, der nu er med nedlukninger og genåbninger – erfaringer som bekræfter, at den epidemistrategi, de fleste lande havde i 2019, og som advarede mod nedlukninger, var korrekt – er medier begyndt at censurere forskere, der ikke støtter de statslige linjer. En af de mest citerede epidemiologer i verden, Harvards Martin Kulldorff, er i således blevet censureret på Twitter. Andre steder handler det ikke om censur, men mediers selvcensur når journalister er overbeviste om statens linje, og derefter gør livet svært for deres kolleger, der gerne ville være skeptiske og gøre deres journalistiske arbejde ordentligt. Erfaringerne fra Texas og Georgi burde være på forsiden, men journalister ignorerer dem fuldstændigt.

Det politiske establishment lærer ganske enkelt ikke noget af erfaringerne – eller vil måske ikke lære af dem. Einstein skal engang have sagt, at definitionen på vanvid er at gøre det samme om og om igen, og forvente et andet resultat. Det er for mig en meget præcis beskrivelse af, hvad de fleste vestlige lande har gjort gennem denne epidemi. Tragedien er måske netop, at vanvid betaler sig i politik med endnu mere uchecket magt til ledende politikere, der efterfølgende ikke har nogen som helst interesse i at begrænse hysteriet. Den politisk dynamik omkring epidemireaktionerne er dybt deprimerende og meget langt fra demokratisk legitimitet eller rimelighed.

Lad mig derfor slutte i dag med håbet om, at det politiske vanvid og mediernes hysteri snart er ovre. En af de ting, jeg glæder mig allermest til, når det politiske establishment igen begynder at respektere borgernes almindelige demokratiske rettigheder – eller gør tilstrækkeligt som om de respekterer dem – er kultur. Under normale omstændigheder ville der sandsynligvis have været et sted, man spillede påskemusik. Så mens vi ingen rettigheder har, kan vi i det mindste drømme os tilbage til en tid, hvor man kunne tage til koncert sammen med andre mennesker og høre Rimsky-Korsakovs Russiske Påskeoverture – her med the St. Andrews Chamber Orchestra. God påske!

Positivprocenten er lavere, end DR angiver

Forestil dig følgende situation: Du tester 113.927 personer med antigentests. På baggrund af disse finder du 400 positive personer, som du efterfølgende tester igen med en PCR-test. PCR-testen viser, at 190 var falsk positive og 210 var sandt positive). Sideløbende tester du 200.222 øvrige personer med PCR-testen, og blandt disse finder du 452 positive. Altså i alt 113.927 antigentests, 200.622 PCR-tests og 622 PCR-positive.

Hvor stor en andel af de testede personer er så positive? Hvis du kun har viden om PCR-testene og ikke kender til antigentestene, kan du let komme til at konkludere, at der er 662 positive ud af 200.622 testede, hvilket giver en positivprocent på 0,33. Og det er præcis det, DR gør på sin hjemmeside (se billede nedenfor).

Men hverken DR eller vi er uvidende om antigentestene. Vi ved fra SSI’s dashboard (se billede nedenfor), at der tirsdag var resultater fra 113.927 antigentest og 200.622 med PCR-test. Altså ca. 314.500 i alt. Positivprocenten er altså snarere 0,21% – godt 2/3 af det, DR oplyser.

Men 0,21% er heller ikke helt korrekt. For det er kun ca. 78% af de positive antigentests, der senere bliver be- eller afkræftet med en PCR-test. De 22% bliver aldrig kontrolleret med en PCR-test, og derfor er det reelle antal tilfælde, der ville blive fundet med en PCR-kontrol sandsynligvis lidt højere end 662, og positivprocenten dermed højere end 0,21%. Men stadig langt fra de 0,33% DR oplyser.[1]

I ovenstående regnestykke har jeg ikke håndteret de falsk negative. Og dem er der faktisk en del af (ca. 0,1% af alle med en negativ antigentest får efterfølgende en positive PCR-test). Men det er ikke ligetil at korrigere for dette, da det næppe er tilfældige tilfælde, der først tester negativt med en antigentest og siden får foretaget en PCR-test. Der er også falsk negative ved PCR-testen, men de må formodes at være nogenlunde konstante over tid, og påvirker derfor ikke udviklingen i positivprocenten.

Hvorfor er dette vigtigt?

Men som det efterhånden er alle bekendt, så kan man få antallet af tilfælde til at stige, hvis man tester mere, fordi man vil finde flere asymptomatiske tilfælde. Derfor er positivprocenten i mange tilfælde et mere retvisende billede for den reelle udvikling i smitten (hvis man bruger SSI’s metode til at korrigere for antallet af tests, følger positivprocenten og antal tilfælde ofte hinanden ret tæt (se fx figurer her), men jo flere der tvangstestes i skoler og på job, jo mindre præcis bliver den metode desværre nok). Derfor er det relevant for beslutninger – både på personligt og politisk niveau – at kende udviklingen i positivprocenten, hvis man vil kende udviklingen i smitten. Men her er det altså ikke nok at dividere antal PCR-positive med antal PCR-tests, fordi antigentestene fungerer som en slags præ-screening for PCR-testen (helt banalt: hvis man først testede alle godt 300.000 med en antigentest og fandt 1.000 positive, og først derefter brugte PCR til at kontrollere antigentesten og fandt 500 PCR-positive, ville DR’s metode give en positivprocent på ca. 50%).

Var andelen af antigentest nogenlunde konstant, ville dette ikke være et stort problem. Men som nedenstående figurer viser, er dette ingenlunde tilfældet.

Og det bringer mig tilbage til en af mine kæpheste, som jeg har reddet i mere end et år nu: Hvorfor har man ikke lavet tilfældige stikprøver, så man kan følge den reelle udvikling i smitten uden at den bliver påvirket af teststrategier, borgernes adfærd og alt muligt andet, som ændrer sig over tid. Vi er i den suverænt dyreste krise siden 2. Verdenskrig. Hvorfor har politikere og sundhedsmyndigheder ikke fundet det relevant at have et korrekt billede af smitteudviklingen? Forstår de ikke data?

Testede man 1.000 personer i en tilfældig stikprøve hver dag, ville man have et langt bedre grundlag for at vurdere smitteudviklingen, og dermed et langt bedre grundlag for at vurdere, hvordan man skal reagere på smitten, hvad enten man er politiker eller borger. Og omkostningen havde været en brøkdel af omkostningerne ved fejlslagen politik.


[1]  En mulig metode til at finde den sande positivprocent er at antage, at det er tilfældigt, hvem der bliver be- og afkræftet. Dermed svarer det reelt til, at 22% af alle antigentestene “smides væk”, og dermed er det kun 78% af de 113.927 antigentests (=88.863), der reelt har fødet ind til PCR-testene. Reelt set er der altså testet 200.622 + 88.863 = 289.485 for at finde de 662 smittede, hvilket er en positivprocent på 0,23, eller ca. 2/3 af det, DR oplyser.

Hvorfor lukker myndighederne skolerne?

Det er blevet et populært redskab for myndighederne at lukke skoler ned, når smitten rører på sig i en kommune. I februar blev skolerne i Kolding (postnr. 6000) og Ishøj lukket ned. Og senest er Vallensbæk, Brøndby, Høje-Taastrup og Gladsaxe (og endnu engang Ishøj) blevet lukket ned.

I dag skal vi derfor se på, hvor godt timet skolelukninger og -åbninger er i forhold til smittespredningen i kommunerne. Som vi vil se, forekommer lukningerne at være ret tilfældige, og det stiller naturligvis det oplagte spørgsmål, om de overhovedet har en mærkbar effekt på smitten, eller om de primært bidrager til at skade og frustrere børnene, deres forældre og forældrenes arbejdsgivere.

Frem til 7. februar var alle skoler i Danmark helt lukket. Men 8. februar åbnede de igen for de mindste klasser (0.-4. klasse). Kun én uge senere kom den første gen-nedlukning i Ishøj, og ugen efter igen lukkede skolerne i Kolding (dog kun postnummer 6000). Ishøj er en lidt særlig case, så lad os starte med den enkle: Kolding.

Kolding

Ifølge ”virologerne/eksperterne” kan man først se effekten af en genåbning efter ca. 14 dage (anbefalingen er, at man venter fire dage, inden man bliver testet, hvis man har været udsat for smitte), men det forhindrede ikke sundhedsmyndighederne i at lukke skolerne i Kolding på baggrund af de stigende smittetal umiddelbart efter genåbningen.

Men som nedenstående figur viser, så var smitten faldet længe inden skolerne lukkede, og de efterfølgende 14 dage, hvor skolen var lukket (dog inkl. vinterferien), ændrede ikke umiddelbart på smitten. Og så åbnede skolerne igen uden nærmere diskussion af, om man havde fået ud af nedlukningen.

Læs resten

Misforståede ønsker om højere boligskatter.

Der skal desværre ikke så meget til, før visse økonomer begynder at efterlyse højere boligskat. Det skrev jeg om i min JP Finansklumme her. Nogle af pointerne kan fortjene at blive uddybet.

Huspriserne er stigende, og Nationalbanken forventer endda, at de vil stige 9,7 pct. i år. Bør det ikke bremses?

Det er af mange grunde en dårlig idé.

Læs resten

Det rige Latinamerika (dengang)

For hundrede år siden så verden meget anderledes ud. Udover at biler ikke var almindelige, togene var drevet af dampmaskiner, og danske kvinder kun lige havde fået stemmeret, var der andre store forskelle. Det gjaldt ikke mindst når man talte om, hvilke lande der var verdens ’rige’ og demokratiske steder. Udover de fire britiske ’offsprings’ – Australien, Canada, New Zealand og USA – bestod den rige verden af dele af Nordeuropa og visse dele af Latinamerika. Som de to figurer umiddelbart nedenfor viser, var Argentina omkring 70 % rigere end Spanien og kun cirka 10 % fattigere end Danmark sidst i 1920erne, mens Chile og Uruguay var rundt regnet 30 % rigere end Spanien og 30 % fattigere end Danmark.

Det store spørgsmål, som Latinamerikas økonomiske historie stiller, er således Hvad gik galt? De tre lande var ikke blot lige så rige som store dele af Europa i 1920erne, men også relativt demokratiske. Det skulle bare ikke vare ved, ligesom Tyskland og flere andre lande mistede deres demokratiske institutioner omkring samme tid.

Argentina var demokratisk på lige fod med dele af Europa indtil september 1930, da generalerne José Félix Uriburu og Pedro Pablo Ramirez tog magten ved et kup. Nabolandet Chile var også relativt stabilt indtil to kup – det ene i september 1924 under ledelse af Oberst Marmaduke Grove og Major Carlos Ibáñez, og det andet i januar 1925 under General Pedro Dartnell – blev startskuddene til en ustabil periode. Selvom landet forblev rimeligt demokratisk, var forskellige chilenske regeringer udsat for mindst otte kupforsøg mellem 1931 og 1940. Det samme gjaldt Uruguay indtil marts 1933, da landets præsident President Gabriel Terra Leivas begik et autogolpe – et selvkup – godt hjulpet af politichefen Alfredo Baldomir, og Partido Nacionals leder Luis Alberto de Herrera. Kuppet førte til ti års diktatur i Uruguay, der først sluttede med valget af Juan José de Amézaga i 1943.

Hele regionen blev kendetegnet ved både jævnlige militærkup, og i visse tilfælde civilt ledte kup, og absurd økonomisk politik. Efter anden verdenskrig udviklede en række økonomer, deriblandt argentineren Raúl Prebisch og brasilianeren Celso Furtado, den moderne version af såkaldt ’import-substituerende industrialisering’ og latinamerikansk strukturalisme. De fleste latinamerikanske lande opbyggede fra midten af 1930erne høje toldmure og andre restriktioner med det formål, at opbygge deres egen industri i stedet for at importere varer fra USA og Europa. Strategien var katastrofalt misforstået og gjorde regionen både fattigere og mere korrupt. Den skabte også et væsentligt problem, da importrestriktionerne skabte en række industrier, der ikke kunne overleve uden statslig beskyttelse og således blev magtfulde særinteresser.

Som figurerne nedenfor indikerer, var det først efter strukturelle reformer i Chile og Uruguay i løbet af 1970erne, og i Argentina efter militærstyrets kollaps i 1980erne, at disse tidligere så rige lande stoppede deres deroute i forhold til Europa. Denne historie er værd at fortælle igen og igen, ikke mindst fordi EU’s politik er på vej i retning af Latinamerikas fejltagelser. Som jeg skrev i Børsen i torsdags (gated her), er unionen efter bl.a. fransk pres på vej mod langt mere aktivistisk industripolitik og en protektionistisk handelspolitik. Ingen økonom, der kender Latinamerikas historie eller forstår de enorme omkostninger, protektionisme har, kan undgå at advare imod et skred i retning af den slags nonsens.

Økonomer der laver noget andet

Mange mennesker jeg møder – når regeringen da tillader det – har et syn på økonomer som folk, der ikke er videre sociale og har et meget snævert interessefelt. Jeg har, ikke overraskende, et meget anderledes syn på økonomer, da jeg ikke bare selv er økonom, men også tæller flere af mine kolleger blandt mine gode venner. Dagens korte post er derfor nogle korte eksempler på økonomer, der også kan noget meget andet end at nørde med tal og nationaløkonomi.

Der er mange eksempler på det, der på fransk til tider kaldes ’le violon d’Ingres’ efter maleren Jean Auguste Dominique Ingres, der også var professionel violinist: At visse mennesker er dygtige til noget langt udenfor deres område. Sociologen Howard Becker, kendt for sit arbejde med labelling theory, er således stadig en kapabel jazzpianist og stjerneøkonomen William Baumol var en udmærket maler (se eksempler her).

I mit umiddelbare netværk findes der også eksempler på økonomer, der kan meget anderledes ting. Det er almindeligt kendt, at professor Axel Dreher fra universitetet i Heidelberg stod med valget mellem en PhD i nationaløkonomi og en karriere som professionel latindanser. Axel valgte at fokusere på økonomien, skabte det meget brugte KOF globaliseringsindeks, og er i dag en af det tysktalende områdes mest citerede økonomer. Professor Peter Kurrild-Klitgaard fra statskundskab på Københavns Universitet er, udover sit virke i public choice-forskning og sin redaktørpost hos Public Choice, en af Danmarks førende heraldikere.

Dagens morsomme eksempel er dog professor Hans Pitlik fra WIFO i Wien, der har lavet virkeligt interessant forskning om, hvordan tillidsnormer former folks præferencer for statslige regulering og økonomisk politik. Udover sin forskerstilling er Hans trommeslager i det østrigske europunkband The Westerwaves, som lige har udgivet et nyt album – The Divine Cup – der kan høres her. Dagens post er således en påmindelse om, at ikke alle økonomer er snæversynede fagnørder, og måske også en af vores sjældne reklamer for et dybt undergrundsband. Varmt anbefalet.

Danske og europæiske dødelighedsfakta

Læser man de fleste medier, eller lytter man til regeringen, er en ny bølge epidemi lige rundt om hjørnet. Men ser man på de faktiske tal, er virkeligheden slet ikke så speciel eller så ildevarslende som det påstås. Som vi har skrevet om tidligere, er nedlukninger heller ikke nødvendige – de gør i bedste fald ingenting, og med stor sandsynlighed øger de dødstallet på langt sigt – og de bør undgås. En situation, hvor regeringens og Folketingets politik koster en rund milliard om dagen uden at politikken på nogen måde gør det, det påstås at skulle gøre, er ikke acceptabel.

Formålet i dag er således at gentage en række fakta for vores læsere, ikke mindst fordi de er så forskellige fra det, der jævnligt påstås i medierne. Det første er den danske dødelighed, som vi illustrerer i den første figur. Den viser de daglige dødstal i 2017-2020 og de første uger af 2021 (den gule streg). Virussæsonen 2020-21 er således enden af den sorte streg, der følges af den gule. Det bemærkelsesværdige er her, at det er en almindelig virussæson, der ligger tidligere end normalt. Det er den udvikling, der bruges i medierne, men den er ikke unik: Ser man tilbage på 2009-sæsonen, ser man en næsten identisk udvikling i dødeligheden, men en top allersidst på året og et meget tidligt fald. Der er med andre ord ikke noget særligt i dette års virussæson, når man tager empirien alvorligt.

På samme tid er der kommet en række studier – som mange læsere vil vide – der dokumenterer, at nedlukninger ikke virker. Skulle nogen være i tvivl, er den anden figur i dag en klar indikation om, at der ikke er nogen sammenhæng mellem dødelighed og nedlukning. Figuren viser det gennemsnitlige ’policy stringency index’ udviklet af Oxford University, plottet mod overdødeligheden i 30 europæiske lande. Overdødeligheden i 2020 er beregnet som dødstallet i 2020, relativt til det gennemsnitlige dødstal i 2016-2019. Korrelationen er endda positiv (r=0,46), men tydeligvis primært drevet af Estland. Var nedlukning en effektiv strategi til at beskytte ældre mennesker mod at dø af Covid, ville man have set en klar, negativ sammenhæng.

Det særlige i dødstallene på tværs af Europa, og et væsentligt problem i kommunikationen af de absolutte dødstal, kan ses i den tredje figur. Der er ganske store forskelle i den generelle dødelighed på tværs af lande, og disse forskelle er langt større end forskellene i udsving fra år til år i lande. Overdødeligheden i 2020 kan aflæses i figuren som forskellen mellem et lands punkt og den stiplede linje. Det er her let at se, at disse forskelle er meget mindre end forskellen på tværs af lande.

Bundlinjen i dag er således, at nedlukninger ikke virker, og at dødstallene har været oversolgt i medierne. Det har været en epidemi – det er der ingen tvivl om – og mange lande har haft alvorligt virussæsoner. Men så voldsomme har de heller ikke været, og Danmark er et af de lande, der reelt ikke har været særligt hårdt ramte. Dykker man videre ned i tallene, kan men endda se den såkaldte ’dry tinder’ effekt: At nogle lande havde meget lette virussæsoner i 2019, og en del af dødstallet i 2020 var en slags catch-up. Sverige havde således 5 % underdødelighed i 2019, og Belgien og Storbritannien lå 2 % under normalen. Disse fakta mangler i den danske debat, men hører hjemme i enhver informeret diskussion om epidemipolitik, genoplukning, og en reetablering af borgernes almindelige rettigheder og deres liv.

Verden er mere stabil – men er det godt?

Som nogle læsere ved, er jeg involveret i et forskningsprojekt om kup og kupforsøg – og nogle læsere er måske endda trætte af, at høre om det. Udover selve databasepapiret, hvor Martin Rode og jeg dokumenterer omfanget af kup i verden siden 1950, omfatter outputtet foreløbig en artikel om undertrykkelse efter kup med Katharina Pfaff og et andet om institutionelle ændringer sammen med Daniel Bennett og Steve Gohmann. Der ligger også et working paper sammen med Andreas Freytag og Jerg Gutmann om, hvordan kup påvirker pressefriheden og et andet med Martin Rode og Bodo Knoll om, hvordan kup ændrer på indkomstfordelingen i samfundet. Derudover ligger der delprojekter, der er mere eller mindre færdige, om hvorvidt kup udløser kriser, og om hvordan regeringer der kommer til magten ved kup ændrer på landets forfatning (halvdelen af dem skriver nye forfatninger).

Formålet med dagens post er ganske enkelt at give læserne et indtryk af, hvor mange kupforsøg der har været, og hvor de har været i verden. Det gør vi gennem de to kort nedenfor, der illustrerer de 485 kup og kupforsøg mellem 1960 og 2021, hvoraf de 155 er sket efter 1990, dvs. efter kommunismen i Østeuropa kollapsede. Databasen er frit tilgængelig og kan downloades på min hjemmeside. Sammenligner man de to kort, er det tydeligt i hvor høj grad Latinamerika og visse andre dele af verden er blevet politisk mere stabile. En del af denne udvikling i Latinamerika og Caribien har været en robust transition til demokrati – med enkelte undtagelser er regionen nu fuldt demokratisk – mens andre steder i verden er mere blandede.

Det er netop det, der er udgangspunktet for at spørge lidt kættersk, om den politiske stabilitet er en god ting. Eller sagt på en anden måde: Ville verden være et bedre sted, hvis der var flere kup en gang imellem?

Er det for eksempel et ubetinget gode, at Angola har været regeret af det samme parti siden 1975? Agostinho Neto var landets første leder efter uafhængigheden, og han efterfulgtes af José Eduardo dos Santos, der sad som præsident fra 1979 til 2017. Den nuværende præsident er reelt udnævnt af dos Santos, så angolanerne faktisk aldrig har oplevet at skifte regering. Det samme gælder lidt længere nordpå i Cameroon, hvor Paul Biya har været de facto diktator siden 1982, og i Ækvatorial Guinea, hvor Teodoro Mbasogo tog magten ved at kup i august 1979, og har regeret landet egenrådigt siden da. Længere væk, og i en verdensdel som folk ikke normalt forbinder med kup og diktaturer, har Frank Bainimarama været premierminister i Fiji siden han kuppede den tidligere regering i 2006.

Vi taler ofte om politisk stabilitet som et absolut gode, men spørgsmålet er om det er sandt. Det er sundt, både for økonomien og for folks rettigheder, at regeringen ikke sidder for fast i sædet og bliver udskiftet med jævne mellemrum. I diktaturer sker det ikke gennem fredelige valg, og det bør helst ikke ske gennem voldelige revolutioner eller borgerkrige. Et kup i ny og næ er derfor ikke en rar begivenhed, men det kan fungere som en måde at undgå de værste excesser og mest diktatoriske regeringer på. Nogle af dem ender rædselsfuldt, andre godt, men ikke alle er udtryk for et problematisk fænomen.

Var det politikernes nedlukning eller borgernes adfærd (eller noget helt tredje), der bragte smitten ned før jul?

Gang på gang møder man påstanden om, at det er nedlukningerne, der har reddet danskerne fra en katastrofal COVID-19-pandemi. Bl.a. fremhævede sundhedsminister Magnus Heunicke i Debatten d. 10. marts (DR2), at man jo kunne se, at kurven både i foråret og før jul vendte, da politikerne lukkede ned.

Som beskrevet mange gange her på siden, er der intet bevis for, at nedlukningerne har en stor effekt på pandemiens udbredelse.

I hvert fald ikke nedlukninger, der går længere end den relativt milde ”nedlukning”, man havde i foråret i Sverige.[1] Men nogle holder altså stædigt fast i, at det er nedlukningerne, der gør forskellen. Derfor skal vi i dette blogindlæg se på, hvad der egentlig skete før jul.

Nedenfor har jeg lavet to figurer baseret på data fra SSI’s datafiler. De viser, at:

  1. borgerne reagerede kraftigt FØR første nedlukning d. 9. december.
  2. smitten toppede FØR den fulde nedlukning d. 18. december.
Læs resten

Kup og undertrykkelse

Selvom mange ser kup som et fænomen, der hører til i historieskrivningen om Latinamerikas bananrepublikker i 1960erne og 70erne, sker de stadig: I 2019 i Sudan, 2020 i Mali og i år i Myanmar. Der er derfor ny forskning, der forsøger at forstå kup som politiske begivenheder med økonomiske og sociale konsekvenser. Som nogle læsere ved, er jeg sammen med flere kolleger involveret i et projekt om netop kup. En del af dette projekt har længe været et papir om, hvordan kup påvirker graden af undertrykkelse, som et lands regering bruger mod befolkningen. Forskningen bag og selve papiret er fælles arbejde med Katharina Pfaff fra Wirtschaftsuniversität Wien (billedet).

Nogle gange kan artikler i samfundsvidenskaberne være længe undervejs, og min og Katharinas er bestemt et af eksemplerne. For fire år siden skrev vi her på stedet om 2017-konferencen i the European Public Choice Society, der var i Budapest og hvor Katharina og jeg præsenterede vores papir. Efter at være gået gennem adskillige revisioner og omskrivninger – flere af dem med et bedre resultat – er artiklen ”Differences Matter: The Effect of Coup Types on Physical Integrity Rights” nu endeligt accepteret til udgivelse i European Journal of Political Economy. På trods af at den har været undervejs i fire år, mener vi stadig at den tager nye skridt og bringer kupforskningen en smule videre. Så hvad er det nye i artiklen, og hvordan forklarer vi det?

Det nye er – ligesom flere af de helt nye artikler – at vi ikke behandler alle kup som ens. Som i andet arbejde med bl.a. Daniel Bennett og Steve Gohmann, adskiller vi kup, der ender i et civilt autokrati fra dem, der ender i et militærdiktatur, og vi adskiller også dem, der begås mod demokratisk valgte regeringer fra dem, der begås mod diktaturer.

Fra en teoretisk vinkel fokuserer vi på, at ethvert styre har to forskellige redskaber, det kan bruge til at blive ved magten: Enten kan de købe støtte og loyalitet, eller de kan bruge ressourcer på at undertrykke befolkningen og oppositionen. Det er her, forskellen på de to regimetyper bliver interessant, fordi mens det er enkelt at købe militærets loyalitet, er det langt sværere at købe civile interessers støtte. De civile interesser kan være meget forskellige, er ikke koordinerede, og kan nogle gange være decideret modsatrettede – som hvis en industri ønsker beskyttelse mod international handel, mens en anden industri lever af samme handel. En udemokratisk regering, der står med et valg mellem at købe støtte og loyalitet og simpelthen undertrykke, vil vælge undertrykkelse når alternativet – at købe støtte – bliver relativt for dyrt. Det er ganske enkelt mere sandsynligt, at den relative pris for at købe støtte er for høj for civile autokratier, der skal ud at købe støtte fra en forholdsvis divers gruppe interesser. For at få mest regimesikkerhed for pengene, vil civile autokratier derfor typisk bruge flere ressourcer på undertrykkelse.

Katharina og jeg tester vores teoretiske forventning i et stort panel af 180 lande, vi observerer hvert år mellem 1960 og 2010. Det giver os over 400 kup og kupforsøg, hvoraf cirka en fjerdedel begås af civile interesser – som f.eks. Zimbabwes kup i 2017, der nok blev støttet af militæret, men var planlagt og drevet af politiske interesser bag Emerson Mnangagwa – og som vi kan holde op mod ændringer i den overordnede undertrykkelse. Undertrykkelsesdataene får vi fra det store datasæt udviklet af Christopher Farris.

Resultaterne er interessante, da der er stor forskel på virkningerne af kup på kort og langt sigt. Umiddelbart efter kup, og særligt dem der afsætter en demokratisk regering, stiger undertrykkelsen lige meget om der er tale om et civilt eller militært kup. Men ser man tre år ud i tid, viser det sig at de militære kupregeringer reducerer undertrykkelsen markant igen, mens der ikke på samme måde sker en systematisk lettelse under de civile autokratier. Med andre ord er resultaterne af den statistiske undersøgelse konsistente med vores teoretiske overvejelser: Når militærstyret er etableret, letter det på undertrykkelsen og bruger sandsynligvis midler til at støtte militæret direkte, mens de civile bliver ved med at bruge undertrykkelse som hovedredskab.

Den nye artikel peger således i samme retning som flere nye studier i kupforskningen, der gør op med idéen om, at alle kup er ens og alle kupregeringer er basalt set de samme. Skal man endelig have et kup, er der nu flere forhold der peger på, at man skal ønske sig at det er militæret, der står for det. De civile autokratier kan have en politisk overflade det minder om demokrati, men de opfører sig ofte værre end militærstyrerne.

Borgerforslag: Luk Danmark op

Vi har de sidste ti måneder skrevet adskillige gange om nedlukninger, og om den voksende empiriske forskning af dem. Empirien ser ud til at være forbløffende klar: Nedlukninger begrænser ikke dødstal, begrænser sandsynligvis heller ikke smitteudbredelse i nogen nævneværdig grad, og kommer sandsynligvis til at føre til væsentligt flere dødsfald af andre årsager end Covid-19: Kræft, fordi folk ikke er blevet testet eller sat i behandling, ubehandlede hjertetilfælde, og en serie selvmord. På samme tid er andre elementer af den vestlige politik også udfordret af manglen på videnskabelig evidens for den: De 15 store, eksperimentelle studier af mundbind peger således ganske tydeligt på, at mundbind ikke har nogen virkning udenfor snævre hospitalssammenhænge. Nedlukningerne er totalt ineffektive, koster i runde tal en milliard om dagen, og har også ført til en opløsning af magtens tredeling og svækkelse af det danske demokrati.

Jeg er derfor med i et nyt borgerforslag om at lukke Danmark op igen. Alle kan naturligvis danne deres egen mening – og vi håber at de bl.a. bruger Punditokraterne til det – men hvis man er interesseret i at lukke ned for efterkrigstidens største forfejlede politiske eksperiment, opfordres man til at skrive under.

Borgerforslaget er her.

Overdødeligheden i Danmark i 1995 var tæt på samme niveau som overdødeligheden i Sverige i 2020

Overdødeligheden i Danmark i 1995 var tæt på samme niveau som overdødeligheden i Sverige i 2020

COVID-19 er den værste pandemi, der har ramt os i 100 år. Derom hersker der ingen tvivl. Så selvfølgelig skal der passes mere på end under en normal sæsoninfluenza. Spørgsmålet er imidlertid hvem, der skal sørge for, at vi passer mere på. Er det primært staten eller primært borgerne selv?

Jeg har tidligere spurgt, om overdødeligheden i Sverige i 2020 var høj nok til at begrunde de voldsomme indgreb, vi har set i andre lande – selv hvis man antager, at de virkede godt. I dette blogindlæg forsøger jeg at bidrage med data, der kan hjælpe læseren til at besvare mit tidligere spørgsmål.

Lad os gå direkte til sagen (uddybning kan findes længere nede). Jeg har hentet data for antal døde pr. 100.000 fra DST og den svenske pendant SCB og på den baggrund estimeret den forventede dødelighed hvert år på baggrund af Hodrick Prescott filteret (det er gjort i Excel med λ = 100 – se her for en instruktion). Nedenstående figur viser overdødeligheden i procent i forhold til den forventede overdødelighed for begge lande i perioden 1960-2020.

Der er ingen tvivl om, at Sverige i 2020 oplevede en ualmindelig høj overdødelighed. Men der er heller ikke tvivl om, at overdødeligheden ikke var af hidtil uset karakter. Overdødeligheden i Sverige var i 2020 på 5,5%. Til sammenligning var den 4,0% i Danmark i 1995, hvor Poul Nyrup Rasmussen næppe så meget som overvejede at lukke frisører og skoler.

I absolutte tal betyder det, at vi i 2020 i Danmark ville forvente ca. 55.210 dødsfald. Havde vi haft en overdødelighed som i Danmark i 1995, ville vi have haft 57.411 dødsfald, mens en overdødelighed som i Sverige i 2020, ville have givet 58.272 dødsfald. Forskellen på de to sidste tal er 861 dødsfald, jf. nedenstående figur.

Det er op til læseren selv at drage sine egne konklusioner, men personligt har jeg meget svært ved at se, at man kan retfærdiggøre den omfattende nedlukning selv hvis den virkede godt (hvilket den bare lidt opmærksomme læser vil huske, ikke er tilfældet).

Bemærk i øvrigt, at den markante overdødelighed i 1995 kom umiddelbart efter 1993, hvor der også var en markant overdødelighed

Flere informationer og mere data

Nedenstående figur viser den absolutte overdødelighed i landene fra 1960 til 2020.

Der er forskellige måder at estimere overdødeligheden på, og Hodrick Prescott filteret er ikke nødvendigvis den bedste måde at gøre det på. Men fittet er meget pænt jf. nedenstående figur, og en mere forfinet metode (hvor man fx tager højde for alderssammensætningen, ”dry tinder” mv. vil næppe ændre afgørende på konklusionen. Bemærk i øvrigt, hvordan den spanske syge i 1918 ramte Sverige ekstremt hårdt, mens Danmark slap relativt uskadt.

Mit gæt er, at den høje dødelighed i 1995 (og 1993) skyldes en smitsom virus som fx influenza. Jeg har tidligere været i debat med visse personer på Facebook, som har hævdet, at den høje dødelighed i 1995 skyldes en epidemi af hjertetilfælde. Og kigger man i dødsårsagerne fra Danmarks Statistik, er der da også mange døde med iskæmiske hjertesygdomme i 1995. Men her skal man huske på, at langt fra alle testes for influenza (og selv hvis de gjorde, ville man så registrere dem som døde af/med influenza eller hjertesygdom?). Og jeg har svært ved at se, at en almindelig vinter pludseligt får mange ekstra til at dø af hjertesygdomme. Nedenstående figur viser døde pr. 100.000 i 90’erne. Det er meget tydeligt, at december 1995 (og januar 1996 + december 1993) har stor overdødelighed, hvilket i mine øjne indikerer, at der er noget smitsomt på færde.

Hvis nogen skulle sidde og tænke, at det nok er Hodrick-Prescott filteret, der driver resultaterne, så har jeg til dem lavet nedenstående figur, som opgør overdødeligheden i Danmark 1995 og Sverige 2020 på baggrund af tre alternative metoder. Helt kort består de alternative metoder i at set på gennemsnittet af døde pr. 100.000 fra

  1. tre år før til tre år efter året (så det forventede antal døde i 2010 er gennemsnittet af døde i 2007-2013)
  2. to år før til to år efter året (så det forventede antal døde i 2011 er gennemsnittet af døde i 2007-2012), og
  3. fem år før året (så det forventede antal døde i 2010 er gennemsnittet af døde i 2005-2009)

Konklusionen bliver mindre klar, hvis man bruger alternativ metode 3 (gennemsnittet af de seneste fem år) til at beregne overdødeligheden. Men denne metode er også ret problematisk, da den konsekvent overvurderer den forventede dødelighed, når dødeligheden generelt er faldende, hvilket fremgår af nedenstående figur.

De to øvrige alternative metoder (2 og 3) giver et pænt fit (vist nedenfor).

Det er i øvrigt et ”problem” for alle filtrene, at de påvirkes relativt kraftigt af den meget, meget lave dødelighed i Sverige i 2019, som fremstår om en ret ekstrem outlier. Hvordan håndterer man det? Én mulighed er at se bort fra kalenderåret. Der er som sådan ikke noget magisk ved 1-årige perioder, og man kunne egentlig lige så vel kigge på andre tidsspænd. Man kommer meget let ud i noget talmanipulation, hvis man begynder at ændre på perioderne, for der er alle mulige gode grunde til at holde fast i de normale rammer, som trods alt giver en mulighed for at sammenligne konsekvent over tid. Men så man i stedet på fx to-årige perioder i stedet for et-årige, ville man oplagt få et helt andet billede.

Eurosklerose: Europa sakker bagud

Som nogle læsere ved, skriver jeg hver anden uge den økonomiske kommentar i Børsen (gated her). Jeg forsøger at veksle mellem aktuelle emner og lidt større diskussioner, og denne uge er så afgjort om en større diskussion: At de fleste europæiske lande stille og roligt er sakket bagud de sidste 25 år. Jeg mener det er indlysende, at denne ’eurosklerose’ er et stort problem der  bør diskuteres offentligt, og det store mysterium er måske, hvorfor det stort set slet ikke bliver diskuteret.

Jeg blev opmærksom på det forleden, da Chicago-økonomen John Cochrane skrev om det på sin blog (hattip: Niclas Berggren). Cochrane undrede sig over, at det ikke blev diskuteret og beskrev kort, hvor stort det er. Som jeg beskriver i Børsen, havde Danmark for 25 år siden cirka 92 procent af USA’s nationalindkomst per indbygger og 89 procent af dets arbejdsproduktivitet. I dag er de sammenligninger faldet til henholdsvis 86 og 81 procent, mens den tyske produktivitet kun er 74 procent af den amerikanske (baseret på den nye version af Penn World Tables).

En anden måde at illustrere problemet på, er de to figurer her på stedet i dag. Den første viser det billede, som jeg beskriver i Børsen: At arbejdsproduktiviteten – målt på bruttonationalproduktet per fuldtidsansat – har været højere i USA end Europa siden 1950, og at forskellen (markeret ved de stiplede linjer) er vokset siden starten af 1990erne. Dét i sig selv er bekymrende, men den anden figur illustrerer et andet problem, der er lige så bekymrende.

Figuren viser udviklingen i nationalindkomst i forhold til hvor stort kapitalapparatet er. Med andre ord viser figuren, hvor meget værdi man får ud af sin produktion, relativt til omfanget af maskiner, udstyr, bygninger og teknologi. Ifølge standard vækstteori vil dette forhold (Y / K for økonominørderne) være ret ens for lande med samme teknologi, investeringsniveau osv. Der er således ikke noget specielt ved, at forholdet falder i de europæiske lande mellem 1950 og midt-1970erne – det er normal konvergens – men det påfaldende er, at forholdet der måler kapitalproduktivitet har været stigende i USA siden omkring 1980. Det indikerer, at amerikanerne er blevet stadig bedre til at udnytte deres maskinel, udstyr og teknologi over årene, mens europæerne ikke er. Kapitalproduktiviteten i Nordeuropa i dag er kun cirka 70 procent af den amerikanske, mens den ved indgangen til 1960erne var cirka den samme.

Hvorfor sakker Europa bagud, og i helt særlig grad hvorfor sakker vi bagud i hvor effektivt vi bruger vores produktionsapparat? Det er et stort spørgsmål, som hverken jeg eller superøkonomen Cochrane kan svare fuldt på. Men som Cochrane foreslår, er problemet at “Perhaps what should have been the world’s biggest free trade zone became the world’s biggest regulatory-stagnation, high-tax, welfare-state disincentive zone.” Under alle omstændigheder skriger problemet næsten på yderligere forskning.

En ikke uvæsentlig omkostning ved COVID-19-pandemien kan blive troen på, at staten kan løse komplekse problemer for borgerne

For nylig blev jeg bedt om at skrive et indlæg til debatsiden “Det Borgerlige Danmark” på Facebook. Det kom der nedenstående indlæg ud af.

Hvis du allerede har læst indlægget, så tillad mig her at fremhæve konklusionen, så du husker den:

Den største omkostning ved pandemien for det borgerlige Danmark er derfor i mine øjne, at det er lykkes socialdemokraterne (og her mener jeg socialdemokraterne i alle partier) at skabe en [falsk] fortælling om staten som vores store redningsmand.

Staten har en rolle i vores samfund. Bestemt. Men det fører til et dårligere samfund, hvis vi tror, at den er god til at løse komplekse problemer for os. En sådan tro blandt vælgerne kan nemt føre Danmark i en langt dårligere retning.  

God fornøjelse.

Læs resten

Detektor beskyldninger er usande. Se hvad Professor Bonardi har svaret.

Detektor har  skrevet en artikel om min fortolkning af Bonardi m.fl. (2020), hvor de forsømmer at formidle sandheden og dermed får det til at fremstå som om, jeg misrepræsenterer resultaterne i studiet. Men Detektor har skrevet en artikel, der ikke er nogen som helst begrundelse for.

Jeg har derfor valgt at fremlægge dokumentation for de meget konkrete mail-svar, jeg har fået på mine spørgsmål fra hovedforfatteren på studiet, Professor Jean-Philippe Bonardi.

Hvor kommer Detektors citater fra?

I artiklen citerer Detektor Professor Bonardi for bl.a. at sige, at ”Cepos’ fortolkning af vores studie er faktisk forkert”. Hvorfor siger Professor Bonardi det til journalisten, når han er enig i, at min fortolkning af deres studie er korrekt?

Svaret på det spørgsmål ligger i journalistens henvendelse til Professor Bonardi. Her er journalistens spørgsmål, som jeg har fået tilsendt.

Journalisten giver altså meget tydeligt Professor Bonardi den opfattelse, at jeg har sagt, at nedlukninger ikke virker. Men som nævnt nedenfor skriver jeg meget tydeligt i dette blogindlæg, at Bonardi m.fl. (2020) finder, ”at lande – der ikke indførte nogen restriktioner overhovedet – fik flere dødsfald end lande, der indførte restriktioner.” Med den slags journalistiske metoder, kan man jo få det svar man ønsker, hvis man er ude på at kaste mudder mod nogen, man er politisk uenige med.

Hvad har jeg skrevet om Bonardi et al. (2020)?

Jeg har – kort opsummeret – skrevet følgende om Bonardi:

  1. de finder en effekt af nedlukninger. Det skriver jeg meget præcist i dette blogindlæg, hvor jeg skriver ”For det første finder de, at lande – der ikke indførte nogen restriktioner overhovedet – fik flere dødsfald end lande, der indførte restriktioner. Det er denne indsigt, de 650.000 omtalte COVID-19-dødsfald i de 108 lande kommer fra.
  2. de ikke finder en effekt af hårdere nedlukninger. Det skriver jeg både i blogindlægget, og det er også det, der er præmissen for, at jeg i tabel 2 i mit litteraturstudie angiver effekten af nedlukninger (udover det, man har set i de lande, der nedlukker mindst – fx Sverige) til 0%.
  3. jeg fortolker den manglende effekt af hårdere nedlukninger som at ”informationssignalet ved nedlukningen – og ikke selve nedlukningen – der havde en effekt i foråret”. Dette er en fortolkning, Bonardi m.fl. (2020) selv kommer ind på, da de skriver ”one could speculate that partial lockdowns might be strong enough as signals for people not only to stay home but also to quickly adopt sanitary measures or avoid group activities that might spread the disease fast. In other words, our results point to the fact that people might adjust their behaviors quite significantly as partial measures are implemented, which might be enough to stop the spread of the virus at lower economic costs.

Nedenfor fremgår mine spørgsmål og Professor Bonardis svar. Journalisten fra Detektor har set disse svar.

Mine spørgsmål:

Professor Bonardis svar:

Hvorfor Detektor alligevel vælger at skrive en artikel, hvor de insinuere, at jeg har fortolket studiet forkert, kan jeg kun gisne om. Men journalisten fra Detektor har næppe primært været drevet af en søgen efter sandheden.

  • Jeg har desuden i et blogindlæg brugt nedlukning af kirker som et eksempel på en delvis nedlukning (partial selective lockdown), som giver samme effekt som en mere omfattende nedlukning. Her er definitionen af delvise nedlukninger i Bonardi m.fl. (2020): Partial selective lockdown: The earliest effective date for the partial restriction on the movement of people such as through school closures or through limiting the number of people allowed to gather in a group and/or closure religious institutions. De angiver altså klart og tydeligt lukninger af kirker som en delvis nedlukning. Der står ikke ”and” – der står ”or”.

Men for en sikkerheds skyld spurgte jeg Professor Bonardi om hans mening.

Her er mit spørgsmål:

Og her er Professor Bonardis svar:

Det skal retfærdigvis siges, at det er pga. studiets design, at de ikke finder nogen forskel. Jeg brugte kirker som eksempel i blogindlægget, fordi der på det tidspunkt var en diskussion om hvorvidt man skulle lukke kirkerne i julen. Det var ikke det bedste eksempel, men det er altså ikke et forkert eksempel baseret på resultaterne i Bonardi m.fl. (2020).

Der mangler gode argumenter for ny skat på IT-giganter.

Rejser IT-giganter som Google og Facebook nye, uforudsete problemer, som ikke kan håndteres i de gældende skattesystemer? Det hævder bl.a. EU-kommissionen, der mener, at de adskiller sig fra hidtil kendte ”murstens-og-mørtel”-virksomheder. Den har foreslået en særskat.

Men det står ikke for en nærmere prøvelse. IT-giganterne adskiller sig ikke afgørende fra virksomheder, som baserer sig på patenter og varemærker. Det er naturligt, at de betaler en væsentlig del af deres selskabsskat i hjemlandet. Det samme gælder i øvrigt de store danske selskaber, som optræder i C20-indekset. De betaler en langt større andel af deres selskabsskat i Danmark end deres andel af omsætning herhjemme.

Det har jeg en artikel om i det nye nummer af tidsskriftet Revision og Regnskabsvæsen. Du kan læse artiklen her (kræver tilmelding til nyhedsbrev fra Karnov). Du kan også læse arbejdspapirversionen af artiklen her.

Nedlukningsstudier: En update

Mens danske politikere diskuterer, hvordan man kan lukke samfundet op igen uden at få en smittestigning, er det værd at minde om en ting: Der har siden maj været masser af forskningsaktivitet omkring spørgsmålet, om nedlukningerne overhovedet har nogen virkning, og i så fald hvor store virkningerne er. Som vores læsere vil vide, har jeg selv bidraget til diskussionen med to studier, hvoraf det ene er en sammenligning på tværs af lande og det andet, skrevet med DTUs Kasper Kepp, er en konkret evaluering af de voldsomme nedlukninger i Nordjylland.

Mange mennesker er blevet voldsomt vrede over, at jeg og andre har tilladt os at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt en ekstremt indgribende politik med en regning der løber op i flere hundrede milliarder kroner overhovedet virker. I dagens politiske miljø er det åbenbart næsten lige så kættersk som at spørge, om jorden drejer rundt i 1610ernes katolske Italien. Men konklusionen i den oprindelige version af mit papir var, at effekten på den overordnede dødelighed er nul af at gå videre end Sveriges politik i foråret 2020. Efterfølgende er der kommet flere studier, der bekræfter mit oprindelige fund. Et stjernehold fra Stanford University – Eran Bendavid, Christopher Oh, Jay Bhattacharya og John P. A. Ioannidis – konkluderede således i januar, at ”we find no clear, significant beneficial effect of mrNPIs on case growth in any country.”

En del af kritikken af mit studie i efteråret var, at det jo ikke var fagfællebedømt og man derfor ikke kunne vurdere kvaliteten af det. Den kritik er nu irrelevant, da en revideret version af det oprindelige studie er gået gennem en meget omhyggelig fagfællebedømmelse. Studiet er nu under udgivelse i CESIfo Economic Studies, et respekteret tidsskrift der udgives af IFO-instituttet i München. Det pudsige er, at det ekstra analysearbejde som fagfællebedømmerne har krævet, faktisk har strammet konklusionerne endnu mere op.

Studiet bruger en standardmetode til at vurdere effekter af politik, som kendes fra nationaløkonomi og kvantitativ politologi. Ved at sammenligne udvikling i overordnet dødelighed uge for uge på tværs af 24 lande, relativt til de samme landes nedlukningspolitik og de samme landes dødelighed i de samme uger i 2017, 2018 og 2019, kan man få et estimat på effekten af nedlukninger. Sammenligningsgrundlaget er som altid det mindst nedlukkede land i foråret 2020, dvs. Sveriges begrænsede nedlukninger i første halvår af 2020.

Analysen viser, at et ekstra points nedlukning er forbundet med 0,4 % højere dødelighed, målt ved Oxford Universitets ’containment and health’ indeks, og 0,6 % lavere dødelighed, målt ved det tilsvarende ’policy stringency’ indeks. Usikkerhedsintervallerne for de to estimater er henholdsvis [-2,5;3,3] og [-3,7;2,5], så effekterne er meget, meget langt fra statistisk signifikante. Men når man stiller skarpere på dødelighed i forskellige aldersgrupper – som en af fagfællebedømmerne foreslog – dukker der faktisk et enkelt resultat frem, der er statistisk sikkert.

Som man kan se i dagens figur, er estimaterne alle relativt små og omgivet af brede konfidensintervaller. Undtagelsen er estimaterne på, hvad yderligere nedlukning gør ved dødeligheden blandt de 60-79-årige 3-5 uger efter politikændringen. Her er estimatet faktisk en statistisk sikker effekt på +3,4 % – dvs. at nedlukninger er forbundet med flere efterfølgende dødsfald.

Er man blandt dem, der faktisk tager empirisk forskning alvorligt – og det gælder tydeligvis ikke en del epidemiologer, der i stedet stoler blindt på uigennemsigtige computermodeller – er der således ingen empirisk evidens for, at nedlukninger gør nogen gavnlig forskel. Hvornår – om nogensinde – de indsigter også dukker op i dansk politik, er det store spørgsmål, men den nye viden skal ikke skjules for den bredere befolkning.