Uærlige kommunister

The Economist omtaler i denne uge et eksperiment fra Berlin, der havde til hensigt at teste folks ærlighed (hattip: Niclas Berggren). Dan Ariely, Ximena Garcia-Rada, Heather Mann (Duke) og Lars Hornuf (LMU, München) bad 250 folk om at kaste en terning 40 gange. De var blevet bedt om at vælge enten toppen eller bunden af terningen og notere antallet af øjne på den side for hvert kast. De blev derefter betalt for hvor mange øjne, de fik. Sandsynligheden er naturligvis kendt, så i gennemsnit burde hver deltager vinde 3,50 euro.

Men folk er ikke altid ærlige, og deltagerne vandt mere end 3,50. Det interessante ved studiet er, at vesttyskerne rapporterede 55 procent høje kast (3,68 øjne), mens østtyskerne rapporterede 60 procent høje kast (3,83 øjne). Statistisk finder forskerne således, at mange mennesker snyder, men at østtyskere er dobbelt så tilbøjelige til at snyde som vesttyskere. Dem, der har været udsat før Østtyskland længere, var også mere tilbøjelige til at snyde.

Studiet taler således til to litteraturer. Visse adfærdsøkonomer har påstået, at markeder underminerer tillid og sociale samarbejdsnormer. Resultaterne i Ariely et al. modsiger meget klart dette ved at vise, at vesttyskere, der har været ’udsat’ for kapitalisme meget længere, opfører sig mere troværdigt i studiet. Andre nye eksperimentstudier peger på det samme (f.eks. her). For det andet bekræfter det hvad man ved fra tillidslitteraturen, hvor befolkningerne i tidligere kommunistiske lande er markant mindre tillidsfulde end andre (f.eks. her). Det er ikke blot at de er mere risikoaverse – den lavere tillid er velbegrundet. Reagan og andre havde ret, når de klagede over ’lying commies’.

“New Public Management” har intet med liberalisme at gøre

Der er grundlæggende to måder at drive en økonomi på. Enten som et centralt styret og planlagt system. Eller som et decentralt system, hvor ordenen fremkommer som et spontant resultat af frivillige individuelle beslutninger og transaktioner. En af de epokegørende opdagelser hos de første nationaløkonomer var, at en spontan orden uden central styring ikke alene kunne lade sig gøre, men for det meste ligefrem frembragte bedre resultater end planlægning.

Klassisk liberalisme er ikke opstået af denne indsigt. Den kommer fra en endnu ældre kamp for personlig frihed og mod tyranni. Men opdagelsen af den spontane orden var med til at booste liberalismens udbredelse og anseelse.

Når markedet frembringer orden og ikke kaos, skyldes det grundlæggende incitamentsstrukturen. Den får selv egennyttige personer til at gøre noget, som er godt for andre. Privat ejendomsret forhindrer et kapløb om at forbruge ressourcerne hurtigst mulig og gør det muligt at investere langsigtet. Markedsøkonomiens bytter kan kun foregå, hvis begge parter på markedet er enige. Dermed bliver der kun gennemført transaktioner, hvis begge står til at få en fordel af dem.

Man kan godt finde eksempler, hvor incitamenterne på et marked ikke er i perfekt balance. Men over for disse undtagelser står, at central planlægning både teoretisk og praktisk har haft store problemer med at matche den spontane orden, fordi den fundamentalt savner tilsvarende incitamenter. Der er ingen ”usynlig hånd” – som Adam Smith kaldte markedets prismekanisme – og der må derfor være en synlig.

Skal man meget kort sammenfatte det liberale politiske program, er det: Mindst mulig stat og mest mulig marked og civilsamfund.

Derfor er det absurd ironi, at forsøg på at styre og planlægge i den offentlige sektor i visse kredse pine død skal stemples som ”liberale” (eller ”neoliberale”) – senest af Malte Frøslee Ibsen i Politikens kronik den 11. juli. Den teknokratisering af velfærdsstaten, han anker over, har intet som helst med markedet, men alene med staten at gøre. Den er nødvendig, fordi staten mangler markedets selvkoordinerende mekanismer. ”New public management” og lignende redskaber er et forsøg på at løse planøkonomiens problem, ikke liberalismen eller markedets.

Det er da også bemærkelsesværdigt, at Ibsens kronik helt savnede konkrete referencer til moderne liberale tænkere, når han angriber deres påståede tilslutning til teknokratisering. Den findes simpelt hen ikke.

Hvad, han derimod måske nok kan finde, er tilhængere af, at den stat, der skal være, organiseres så effektivt og hensigtsmæssigt som muligt. Dem vil han imidlertid finde over hele det politiske spektrum. Det har intet med liberalisme at gøre, men skyldes, at vi lever i en verden af knappe ressourcer og behov for at koordinere menneskers handlinger. I det omfang det ikke kan ske spontant på markedet, må det ske ved planlægning.

Og her er vi måske ved det afgørende: At kritikere som Ibsen ikke anerkender grundlæggende økonomiske problemstillinger. Man må forstå på ham, at uden finansmarkedernes pres ville de forvoksede velfærdsstater i Europa og andre steder overhovedet ikke behøve at tage økonomiske hensyn alvorligt. Og at man politisk blot kan vælge at ”italesætte” verden på en anden måde. Men det er ikke en tænkning, som kan bringe f.eks. grækerne ud af deres dybe krise. Det er netop for meget af den tænkning, som har bragt dem i krisen.

Fair Trade skader de fattigste

Et studie fra University of Londons School of Oriental and African Studies (læs her) har fornylig vist, at Fair Trade-aktiviteter i Etiopien og Uganda er direkte skadelige for de fattigste. Studiet, der ledtes af professor Christopher Cramer, fandt at lønnen typisk var lavere og arbejdsmiljøet dårligere i Fair Trade-landbrug end i sammenlignelige, almindelige landbrug. Forfatterne finder også, at hvis der er nogen, der har gevinst af Fair Trade, er det de største landbrug (de finder certificerede gårde på op til 130 hektar), der i forvejen ville klare sig godt.

Hvordan har medier og Fair Trade-bevægelsen så taget mod kritikken? Spiked Magazine bringer et glimrende interview med en af studiets forfattere. Det viser sig, at Fair Trade UK har ført en decideret smædekampagne mod studiets forfattere:

Cramer’s report is definitely a damning indictment of Fairtrade, which is why Fairtrade is doing all it can to smear its findings. When I wrote about Cramer’s findings a few weeks ago, I was informed that people who had tweeted my piece received direct tweets from Fairtrade UK, dismissing the article as sensationalist and untrue. Naturally, Cramer has borne the brunt of this hostility: ‘There was a legal threat made against us when [Fairtrade officials] saw the first draft of our press release’, he says. ‘They’ve also sent me hostile letters.’

Nogle af os har også erfaringer i den retning, når vi har kritiseret de gode intentioners lobby. Plus ça change…

Sport, valg og rationalitet: Hvordan sport påvirker valg

“Det er svært at forestille sig, at danske fodboldfans ville skyde skylden på Helle Thorning-Schmidt og buhe af hende, hvis Danmark tabte en landskamp. Sådan er det ikke i Brasilien.”

Med Ydmygelse af Brasilien kan få politiske konsekvenser for Dilma formår Politiken på meget lidt politisk korrekt vis at kontrastere en påstået brasiliansk letpåvirkelighed med dansk soberhed.

Men er danske fodboldfans særligt dygtige til at holde sport og politik for sig?Creativ Commons: https://www.flickr.com/photos/seedingchaos/178821720/ Hvis de er, skyldes det snarere, at interessen for fodbold er det mindre end at interessen for rationel politik er højere. Sportens indvirkning på politikken er bestemt ikke et særligt brasiliansk fænomen, selvom det lægger nemt op til at vinkle artiklen til at handle om sydlandsk lidenskabelighed frem for grundlæggende irrationalitet hos vælgere i alle lande.

Ud fra en gennemgang af borgmestervalg i 39 amerikanske byer fra 1948 til 2009 konkluderer fra Michael K. Miller fra George Washington University ikke bare, at sportssejre hjælper siddende borgmestres samltede stemmetal og chancer for genvalg, men at effekten endda er større end variationen i arbejdsløsheden (exceeding in magnitude the effect of variation in unemployment”!).

I tidligere artikel fra 2010 beskriver forskere ved Loyola Marymount University den fandt samme effekt i en række andre nationale og delstatsdækkende valg:  “A win in the 10 [days] before Election Day causes the incumbent to receive an additional 1.61 percentage points of the vote in Senate, gubernatorial, and presidential elections, with the effect being larger for teams with stronger fan support…”

Så når det går godt for ens land, kommer det de siddende politikere til gavn — uanset deres faktiske bidrag. Sportssejre skaber en positiv stemning, som man tilsyneladende tager med sig ind i stemmeboksen.

Men bemærk tidsrammen: Det var sportssejre 10 dage før valget, der gav den største effekt. Brasilianerne skal først stemme til oktober, så mon ikke taberstemningen når at dampe af?
Derefter er det nok de klassiske problemer, der kommer på dagsordenen.

Det siger også en del om de fornemme ‘intangible benefits’ som bruges til at sælge alt fra sportsbegivenheder til dynastiske bryllupper, at effekten på folkestemningen skal måles i dage, hvorimod regningerne betales af over flere år.

—–
For the Win! The Effect of Professional Sports Records on Mayoral Elections
Michael K. Miller*
DOI: 10.1111/j.1540-6237.2012.00898.x

Andrew J. Healy, Neil Malhotra, and Cecilia Hyunjung Mo
Irrelevant events affect voters’ evaluations of government performance
PNAS 2010 107 (29) , doi:10.1073/pnas.1007420107

Jarlov og debatten om legalisering af hash

Medlem af Borgerrepræsentationen for de konservative, Rasmus Jarlov, forsøgte i sidste uge med en kronik i Berlingske Tidende, “Top 10 ugyldige argumenter for at legalisere hash“, at imødegå argumentationen for legalisering af køb og salg af hash.

Det gør han ved at “pille en række argumenter”, som han åbenbart er blevet mødt med, fra hinanden.

Det er naturligvis altid en fordel, hvis man som udgangspunkt selv vælger hvad ens modstandere bruger af argumentation, Jarlov har således ret i, at en række argumenter man åbenbart kan møde blandt tilhængere af legalisering, pænt sagt er uden værdi. Desværre falder Jarlov selv i, og viser at hans forståelse for bl.a. ganske basale økonomiske sammenhænge er meget ringe.

Men lad os nu se på de 10 legaliserings-argumenter, som Jarlov selv mener han skyder ned:

1) ”Hash er kun en plante”

Jarlov har helt ret i, at blot fordi noget optræder i naturen indebærer det ikke i sig selv, at køb, salg og anvendelse nødvendigvis skal være tilladt. Den slags argumenter smager mest af alt af gamle hippier. Jeg tror dog at Jarlov har misforstået sammenhængen som “argumentet” bruges i.

2) ”Vi er ikke kommet hash til livs med et forbud”

Jarlov mener her, at han kan demontere dette argument ved at henvise til at

Vi er heller ikke kommet nogen som helst andre former for kriminalitet til livs med et forbud.

og fortsætter med, at

succeskriteriet for et forbud er ikke at komme noget til livs. Det er, om forbuddet medvirker til at holde det nede.

Jarlov har desværre ikke belæg for det han skriver. Der er intet som tyder på at forbudspolitikken har haft signifikant betydning for forbruget af illegale rusmidler, herunder hash, og slet ikke når det kommer til det man i daglig tale omtaler som “problematisk forbrug”.

Ideen om at et forbud i sig selv har en virkning går igen, når han skal forholde til det 3. argument, som han gerne vil skyde ned, nemlig at :

3) ”Det afholder ikke nogen fra at købe hash, at det er forbudt”

Jarlov tilføjer, at han især mener, at det er tvivlsomt,

når den fremføres så firkantet, at INGEN afskrækkes af et forbud. Der findes faktisk mennesker, som ikke bryder sig om at overtræde loven og at få bøder. Det er ikke alle, der har det sådan. Men de findes. Eksempelvis undertegnede.

Hvis det er tilfældet, kan vi herefter konkluderer, at Jarlov indgår i de 3 procent, som i tidligere spørgeundersøgelser har angivet, at et forbud afholder dem fra at prøve illegale rusmidler,

Man kan så spørge sig selv om hvorvidt Jarlov med sætningen at der “findes faktisk mennesker, som ikke bryder sig om at overtræde loven og at få bøder. Det er ikke alle, der har det sådan. Men de findes. Eksempelvis undertegnede.”, så antyder at han ville ryge hash, hvis det var lovligt?

I så tilfælde falder en del af hans andre argumenter for et fortsat forbud, baseret på hash farlighed unægtelig til jorden.

Der er nok også god grund til at antage, at de fleste som angiver forbud som afgørende for deres beslutning om ikke at bruge diverse illegale rusmidler, nok ikke ville gøre det alligevel.

Men det er naturligvis helt tænkeligt, at der er en del mennesker, som af hensyn til karriere eller andre personlige forhold ikke ønsker at løbe risikoen for at blive stoppet af politiet. Det er dog næppe noget, som har betydning for de yngre generationer.

Man må så stille spørgsmålet, om man mener at de pågældende udgør en gruppe, for hvem hashrygning vil være problemtisk. Det gør de næppe.

Det skal lige medtages, at en lang række undersøgelser af andel af befolkningen, som har prøvet at ryge hash, kommer frem til at Danmark er det europæiske land, hvor flest ud af en årgang har syndet og prøvet af ryge. Se også nedenstående illustration fra Economist.

17147_1274880346507_1294123_n

4) ”Hash bliver ikke dyrere af, at det er forbudt”

Rasmus Jarlov har fuldkommen ret i at dette argument er noget sludder. Naturligvis påvirkes prisen af forbuddet.

Dels skal man have aflønnet den risiko man løber. Både for at blive taget af politiet og komme i fængsel (en ikke særlig høj risiko), og ikke mindst risikoen i forhold til konkurrerende udbydere.

Mens konkurrencen på et legalt marked foregår ved at tilbyde den pris-kvalitets kombination, som tiltaler forbrugerne, konkurreres der på det lukrative marked for illegale rusmidler, herunder ikke mindst hash, ved at  sætte konkurrenterne ud af spillet.

Derved opnår man en monopol-gevinst. En konkurrence der i perioder er endog meget voldelig, og har kostet en række mennesker livet, også herhjemme, gennem årene.

Men Jarlov glemmer to vigtige forhold:

1. Priselasticiteten for illegale rusmidler er, ligesom for legale, meget lav. Det indebærer at forbruget kun ændrer sig meget lidt, selv ved store prisudsving. Se også nedenstående figur.

udbud dope

D2 viser en priselastisk efterspørgsel (f.eks. tøj, biler oa.), mens D1 viser en prisuelastisk efterspørgsel. S’ er udbuddet. En legalisering vil indebærer at omkostningerne ved produktion og salg falder, med andre ord forskydes udbudskurven udaf. Det er markeret ved S”. Som det fremgår er der meget stor forskel i de nye mængde-pris kombinationer, som clearer markedet. Ved en prisuelastisk efterspørgsel sker der et stor fald i prisen, men kun en lille forøgelse af den solgte mængde. Helt anderledes ved D2, hvor prisen falder mindre, men den solgte mængde langt mere.

Den effekt forbuddet har på udbudskurven kan man dog også opnå i kraft af skatter og afgifter. Det er med andre ord muligt at fastholde forbruget, hvis man så må ønske uden anvendelse af forbud.

2. Prisen på en række illegale rusmidler har reelt været faldene gennem årene, samtidig med at styrken er øget (bank-for-the-buck), se også under punkt 5. Det skyldes primært at produktion og distributionsnet er blevet mere effektivt.

Derudover fejler Jarlov, hvis han tillægger prisen stor betydning for folks valg. Den væsentligste faktor er de relative priser (i forhold til andre nære rusmidler).

5) ”Prisen på hash er ikke steget de sidste mange år”

Denne påstand er ikke korrekt. Hash er nemlig blevet væsentligt billigere de seneste 34 år. Siden 1980 er det generelle prisniveau steget med små 190 procent, mens prisen på hash kun er fordoblet. Samtidig er den i dag væsentligt kraftigere end den var for årtier siden. Realpriserne er således faldet MERE end man umiddelbart skulle tro.

Rasmus Jarlovs argument mod at prisen på hash ikke er steget med at

Hvorfor skulle den da også det? Hash har hele tiden været forbudt. Så de ekstra omkostninger, som forbuddet medfører for sælgerne, har hele tiden været inkluderet i prisen.

er altså heller ikke korrekt, idet prisen er faldet.

6) ”Det har aldrig virket at forbyde et stof”

Jarlovs modsvar på dette er, at

Jo, det har det. Et enkelt eksempel er Grønland, hvor man har haft succes med at begrænse alkohol. De fleste vil også mene, at den generelle narkopolitik i den vestlige verden er med til at holde de hårde stoffer nede.

Hvem Jarlov mener er “de fleste”, står hen i det uvisse. Der er i hvert fald ingen empirisk data, som understøtter hans påstand om at forbud virker. At bruge Grønland – en ø med vanskelige adgangsforhold – er naturligvis direkte latterlig.

Og en række internationale eksperter, en pæn portion tidligere (og enkelte nuværende) statsledere, nobleprismodtagere (især i økonomi) samt hæderkronede og højtestimerede aviser og tidsskrifter som bl.a. The Economist, Wall Street Journal og Finansiel Times er enige om at den førte forbudspolitik ikke har virket.

7) ”Hashforbruget i Holland, hvor der ikke er forbud, er lavere end i Danmark”

Her er Jarlovs svar faktisk lettere uforståeligt. Han påpeger, at man ikke kan “konkludere noget ud fra to observationer”, og påpeger -korrekt -at sammenligningen af to lande ikke er tilstrækkeligt. Og som han retorisk skriver:

Hashforbruget i Ungarn er meget lavere end i Holland. Skal vi så konkludere, at det ungarske forbud er ekstremt effektivt?

Men det er ikke korrekt når Jarlov skriver at

Hvis man overhovedet mener, at man ved at sammenligne hashforbrug i forskellige lande med og uden forbud kan konkludere noget om effekten af et forbud, så ville det eneste relevante være at sammenligne forbruget i alle lande med og uden et forbud.

Mindre kan også gøre det. Man kan f. eks. sammenligne unges forbrug af illegale rusmidler i forskelige europæiske lande, de pågældende landes forbudspolitik. Det har man gjort, og konklusionen er, at forbud ikke har nogen væsentlig betydning. Sverige og Portugal, der ligger i hver deres ekstrem af den førte politik har nogenlunde samme niveau for forbruget af illegale rusmidler. England som også har en ganske rigid lovgivning har et meget højt forbrug (ikke mindst af hårdere stoffer), mens Holland, hvilket Jarlov åbenbart også er enig i, har et mindre forbrug end i Danmark. Med andre ord er der langt flere observationer end Jarlov lader vide.

WHO har da også tidligere i en undersøgelse konkluderet, at man IKKE kan finde nogen effekt af strammere lovgivning, når man sammenligner mellem lande. Andre faktorer er afgørende.

8) ”Legalisering har ikke medført øget forbrug, hvor det er gennemført”

Her begynder det for alvor at blive interessant, når Jarlov skal forsøge at påvise at dette argument ikke er korrekt henviser han til, at:

de steder, hvor man har legaliseret, har man samtidig gjort en masse andre ting. Eksempelvis brugt store millionbeløb ekstra på behandling og informationskampagner. Så det er svært at isolere effekten af en legalisering

Med andre ord afviser Jarlov argumentet om at legalisering ikke øger forbruget med, at man også har lavet andre tiltag (som altså så må antages at ophæve den effekt som Jarlov og andre ofte bruger som et helt centralt argument for fortsat forbud, nemlig at en ophævelse af forbuddet vil medføre øget forbrug, se også punkterne 2, 3 og 6).

Dermed postulerer han at informations-kampagner og behandling har en (stor) effekt. Det kan jeg så afsløre at man aldrig har været i stand til at fastslå!

9) ”Hvis hash er forbudt, skal alkohol også være forbudt”

Dette argument findes også i versionen, at hash bør være legalt, men at alkohol bør forbydes på grund af alkohols skadelige effekter.

Jarlov anfører i forhold til dette argument, at

“Man kan rigtigt nok argumentere frem og tilbage om, hvad der er mest skadeligt af alkohol og hash. Men en ting er helt sikkert. Det ville være meget, meget svært at indføre et alkoholforbud. Politik er det muliges kunst, og et alkoholforbud er ikke muligt. Derfor er der ingen, der foreslår det. Det betyder ikke, at det vil være smart at frigive andre skadelige stoffer”.

Dette argument er også blevet anført af Ton Behnke fra de konservative. Heraf må man forstå,

1. At Det Konservative Folkeparti mener alkohol burde være forbudt. Man kan så undre sig, at de vist ikke selv har problemer ved at nyde alkoholens glæder. Et vist hykleri synes at være fremherskende blandt ledende konservative i den forbindelse. Men vi så nu, at Konservative ikke vil stille sig i vejen for et alkoholforbud på et senere tidspunkt. Rart at vide.

2. At Det Konservative Folkeparti har en ganske fleksibel holdning til “det muliges kunst”. For hvor man på den ene side afviser, at det er muligt at forbyde alkohol, mener man altså på den anden side, at forbuddet mod hash åbenbart virker. Dette til trods for at 50 års udvikling (og tidligere erfaringer med forbud af alkohol) peger på noget ganske andet. Med andre ord omfatter det muliges kunst ikke hvorvidt givne politikker virker efter hensigten.

10) ”Hvis man stemmer på Frank Jensen, bliver hash legaliseret”

Som Jarlov korrekt skriver, er det komplet ligegyldigt, hvad Frank Jensen mener som overborgmester i København. Danmarks narkolovgivning bestemmes af Folketinget, hvorfor det er plat at føre kommunalvalgkamp på at ville lave den om.

Men er der andre end socialdemokrater og Frank Jensen som har argumenteret med dette?

Efter at have forsøgt at tilbagevise ovenstående 10 opstillede (af Jarlov) argumenter for legallsering som helt ugyldige, slutter Jarlov af med, hvad han opfatter som et halvdårligt og endeligt et efter hans opfattelse legitimt argument.

Først det i følge Jarlov halvdårlige argument.

11) ”Vi skal tage markedet fra banderne” 

Jarlov medgiver at at argumentet er “semi-validt”. Og skriver, at

Det er formentlig rigtigt, at det ville ærgre banderne at miste hashmarkedet. Men på den anden side, så sidder banderne også på mange andre markeder, og dette alene kan jo ikke bruges som argument for at gøre bestemte former for kriminalitet lovlig. Om der skal være et hash-forbud eller ej, må afhænge af, om vi finder et forbud rimeligt eller ej. Ikke af bandeøkonomi..

Her er der flere problemer. For det første er der ikke tale om et argument der lægger op til at alle former for kriminalitet skal legaliseres. Det må undre at Jarlov ikke er i stand til at skelne mellem forskellige former for kriminalitet.

Det er jo et kendetegn ved overtrædelse af forbuddet mod bestemte rusmidler, at der ikke findes nogen forurettet part. Netop dette er faktisk medvirkende til den meget ringe succes politiet, ikke kun her i landet, men også globalt, har haft i at opklare narkotikakriminalitet.

Hermed er vi så tilbage ved det ubehagelige faktum, som Jarlov ikke ønsker at tage stilling til. Nemlig at den organiserede kriminalitet bestemt ikke ønsker en legasering. Der findes ingen anden aktivitet med så høj en profitrate og så forholdsvis ringe risiko (i forhold til at blive opdaget og dømt) som narkorelateret kriminalitet.

Det kan meget vel være, at de kriminelle vil prøve at tjene penge på andre former for kriminalitet. Men man vil have fjernet et væsentligt incitament, lige som andre former for kriminalitet er langt mere risikofyldt.

Endelig kan der også peges på, at tidligere erfaringer tyder på at der vil være et fald i kriminaliteten. Det var resultatet af ophævelsen af spiritusforbuddet i USA i 1933, hvor kriminaliteten, herunder ikke mindst voldskriminaliteten faldt på trods af den samtidige dybe økonomiske krise i USA. Se også nedenstående udvikling i mordraten. 
prohibition murderFigur er hentet hos Jefffrey A. Miron “Violence and the US Prohibitions of Drugs and Alcohol, NBER Working Paper (1999).

In all fairness skal medtages, at Jarlov slutter sin kronik at med det som han kalder det “gode argument”, nemlig at

12) ”Politikerne skal ikke bestemme, hvad folk putter i deres krop”

Det er jo et klassisk liberalt ( og før i tiden) konservativt argument. så det er sådan set ikke overraskende. Som Jarlov skriver:

Det er et helt legitimt synspunkt, og jeg er fuldstændig enig i den grundlæggende tankegang. Politikere skal ikke forbyde alt muligt hele tiden. Men jeg må også indrømme, at hash står langt nede på min ellers meget lange liste over ting, der ikke skal være forbudt.

Men han fortsætter med, at

medmindre man også går ind for legalisering af kokain og krokodil, så må man anerkende, at grænsen for hvilke stoffer, der skal være tilladt, skal ligge et eller andet sted. Det er en smagssag, om den skal ligge før eller efter hash. Jeg (og de fleste læger) mener, at hash er for skadeligt til, at det bør udbredes mere.

Hvorefter vi endnu en gang får de argumenter for et forbud, han allerede i behandling af de tidligere punkter har fremført. Herunder de fejlagtige og ikke underbyggede argumenter om at et forbud er med til at dæmpe forbruget.

Det er naturligvis korrekt, hvis succeskriteriet blot er, at man anser selv det mindste fald i forbruget som en succes, uanset omkostninger i både penge og menneskeliv, at bibeholde et forbud.

Men det er helt uholdbart og uforsvarligt, hvis man vurderer virkningen efter afvejning af fordele og ulemper (benefits og costs), både målt i kroner og menneskeliv.

Vi ender altså til slut igen i vurderinger omkring farlighed, som Jarlov har behandlet tidligere, se punkt 9. Hvorfor “de fleste lægers” holdning nu er interessant kan undre. Det vil vel være rimeligt at nøjes med de som rent faktisk har en faglig indsigt.

Her er vi så tilbage til det faktum, at hash ikke anses som specielt farligt af sagkundskaben, som derimod vil fremhæve alkohol (og tobak). Cannabis kommer relativt langt nede på listen.

At noget er farligt for brugeren, er naturligvis et glimrende argument mod at bruge det. Men at det skulle være et validt argument for et egentlig forbud er tvivlsomt. Det er i hvert fald ikke noget som har opbakning i en borgerlig, det være sig konservativ eller klassisk liberal, tradition. Derimod har forbuddet mod bestemte rusmidler primært baggrund i religiøse forestillinger (afholdsbevægelserne) og i de dele af det politiske spektrum, som bekender sig til social ingeniørkunst.

Men det er måske reelt også hvad Jarlov og de konservative står for i 2014?