Plus ça change – priskontroller

En af de væsentligste indsigter i økonomi er, at et ureguleret marked helt generelt skaber de rigtige priser og dermed undgår mangelsituationer. Er der flere, der vil købe lejligheder på Frederiksberg end der er lejligheder til den gældende pris, stiger prisen på lejlighederne. Dem, der i sidste ende får lejlighederne, er derfor dem, der er villige til at betale den højere pris – med andre ord, dem der værdisætter lejlighederne højest i forhold til andre boligtyper, boliger andre steder, og andre ting, de kunne have brugt pengene på. Medmindre der er ganske væsentlige og permanente markedsfejl, som f.eks. forurening eller store forskelle i information, giver et frit marked den rigtige ’allokering’, så de forbrugere der har mest brug for en vare eller service, får den før andre.

Man skulle tro, at politikere over hele verden efterhånden havde lært, at man ikke bør fifle med prisdannelsen. Hvis man tror det, bliver man dog skuffet – plus ça change,  som man siger på fransk. Venezuela, hvor der er mangel på selv de mest basale varer, og hvor et flertal af befolkningen har skåret ned på deres fødevareforbrug, har længe stået som det seneste, klokkeklare eksempel på, hvad der sker hvis politikere stiller sig som herrer over almindelige markeder. Landets økonomi er i frit fald, og den menneskelige nød, som de enorme politiske fejl, der socialistiske styre under Chavez og Maduro har stået for, er svær at fatte, og svær at opsummere som andet end direkte kriminel. Og man må huske på, at en stor del af de problemer startede med, at Chavez implementerede maksimumpriser og tvang forretninger og virksomheder til at tage lavere priser for deres varer. Resultatet var sørgeligt forudsigeligt: Til de politisk bestemte lave priser, kunne stort set ingen levere varerne uden direkte tab, og mælk, majsmel, kyllinger og en stigende liste af andre varer forsvandt derfor fra hylderne.

I dag kan Daily News i Zimbabwe så rapportere, at der er stigende panik blandt almindelige familier, fordi der nu er mangel på madolie (hattip: Niclas Berggren). En del af baggrunden er regimets Statutory Instrument 64, der siden sidste år har forbudt import af en række almindelige forbrugergoder, inklusive madolie. Et kartel af syv producenter, der kalder sig the Oil Expressers Association of Zimbabwe kontrollerer nu hele markedet. De beskyldes for kun at levere til enkelte, udvalgte forretninger og dermed holde olie tilbage fra markedet under en økonomisk krise. Kartellet, på sin side, kritiserer detailhandlen for ikke at have sat prisen på olie ned – og med andre ord have båret et væsentligt tab selv. Og bag det hele lurer det egentlige problem: Zimbabwes tætte politiske kontrol med kapitalflows ind og ud af landet.

Styret har på samme tid forhindret almindelig import af madolie fra f.eks. Sydafrika, hvilket har givet the Oil Expressers Association of Zimbabwe et effektivt monopol i markedet, og forhindret kartellet i at få adgang til udenlandsk valuta, så det i det mindste kunne importere råvarer til at producere olien på lovlig vis. Zimbabwes centralbank styrer allokeringen af udenlandsk valuta i et forsøg på at forhindre et totalt kollaps af landets valuta. Et af de problemer, de forsøger at styre udenom, er at staten er basalt set fallit. Den mangler for eksempel udenlandsk valuta – og politiske vilje – til at tilbagebetale 1,7 milliarder dollars i allerede forfaldne lån til udlandet. Kollapser den zimbabweske dollar, bliver de lån væsentligt sværere at betale, mens eksportvirksomheder kan få det noget lettere.

Venezuela og Zimbabwe er dramatiske eksempler på, hvad der sker når regeringer og enkeltpolitikere med magt ignorerer indsigten fra Adam Smith og frem, at et frit marked generelt giver det rigtige resultat. Begynder man at kontrollere almindelige markeder, fører det til væsentligt lavere velfærd, og i en række tilfælde til direkte nød. Og for de læsere, der affærdiger argumenterne med, at det blot er liberalistisk tænkning, er der én ting at sige: Nøden i Venezuela og Zimbabwe kunne være undgået – den er politisk skabt!

Mchangama og Rose om fake news og fristelser

Forleden truede præsident Trump amerikanske medier med en intention om at udvide injurielovgivningen, og derigennem gøre offentliggørelsen ’fake news’ ulovlig. Trump er naturligvis frustreret og vred over, at han ikke kan styre medierne – i endnu et eksempel på, at han stadig ikke forstår, at han ikke er en folkevalgt diktator – men han er ikke eneom at lade sig friste. I Tyrkiet bruger Erdogan lignende påstande for at lukke munden på sine politiske modstandere, og Orban i Ungarn bevæger sig også på kanten af hvad landets forfatning tillader.

Ytrings- og pressefriheden er med andre ord under angreb i en række lande, og selv i Vesteuropa er politikere villige til at gå langt. Italiens chef for landets konkurrencemyndigheder, Giovanni Pitruzzella, har forleden argumenteret for, at staten skal kunne regulere og sanktionere medier, der viderebringer fake news. Som Jacob Mchangama og Flemming Rose skriver i Washington Post under overskriften ”History proves how dangerous it is to have the government regulate fake news”, bruger han det ganske mærkværdige argument, at den europæiske menneskerettighedskonvention, i hans fortolkning, beskytter europæeres ret til at være pluralistiske informerede.

Pitruzellas argument om, at man ved at lukke eller i det mindste straffe bestemte medier for at skrive noget, andre ikke er enige i, vil føre til et mere ’pluralistisk’ mediebillede, må hvile på en rent sovjetisk forståelse af begrebet pluralisme. Mchangama og Rose viser tydeligt i deres indlæg, at Pitruzellas forslag er potentielt ekstremt farlig. USA’s egen historie demonstrere det for eksempel tydeligt: Efter at Kongressen i 1798 havde vedtaget den såkaldte Sedition Act – præcis den slags lovgivning, som Pitruzella og mange andre sukker efter – brugte præsident John Adams loven til at undertrykke modstandere. Episoden gjorde det tydeligt for amerikanerne, hvordan denne type lovgivning er potentielt undertrykkende og alt for fristende for politikere. Adams misbrug førte direkte til den amerikanske forfatnings First Amendment, der utvetydigt beskytter ytringsfriheden. Eller som de skriver om problemet i Europa og, mere generelt, om vestlige demokratier:

”Already, some European countries, including Poland and Hungary, have moved against independent and critical media. In some instances, it would be impossible for a publication to defend itself effectively against fake news accusations. Imagine that the Guardian newspaper published a story based on anonymous sources about deep divisions over Brexit within the British government, and the British government subsequently denied the story and accused the Guardian of publishing fake news to undermine the government and derail the Brexit process. How would the Guardian prove that its story was true without being forced to disclose its sources and thus undermine an essential element of critical journalism?”

Emnet er indlysende vigtigt når USA’s præsident og statsledere i Polen, Ungarn og andre lande heller ikke længere er tilhængere af ytringsfrihed. Som selv visse danske politikere har svært ved at se, er ytringsfrihed aldrig at man er fri til at sige og udgive, hvad man mener, men… Det er intet ’men’ i ytringsfriheden, uanset hvad præsident Trump eller en reguleringschef i Rom mener. Er læserne i tvivl, kan de kaste et blik på Tyrkiet. Ytringsfrihedens ’men’ er det første skridt på den vej, Erdogan racer nedad.

Thalers blinde vinkel

Forleden dag skrev Otto både her og i Børsen om årets Nobelprisvinder, Richard Thaler. Vi er begge enige om, at hans Nobelpris er velfortjent, men også at Thaler – ligesom stort set hele hans felt, adfærdsøkonomi – har en ret stor blind vinkel. Min klumme i Børsen i dag handler netop om denne blinde vinkel. Her er et pluk fra klummen:

Det er i deres forståelse af politiske processer, at den store, blinde vinkel ligger. Problemet blev dokumenteret af den fine svenske økonom Niclas Berggren for fem år siden. Berggren viste omhyggeligt, at alle de adfærdsøkonomer, der foreslog ny regulering eller andre tiltag, antog, at politikere og embedsmænd aldrig lider af de adfærdsproblemer, der skaber de private fejl.

[…]

Flere studier bekræfter Berggrens hovedpointe: Adfærdsøkonomi som felt ignorerer centrale indsigter i politisk adfærd i f.eks. public choice: Politikere laver fejl på længere sigt for at holde sig umiddelbart populære, påvirkes af særinteresser og ignorerer ofte store omkostninger, som ikke påvirker dem selv eller de vigtigste vælgere.

Niclas – er er en af mine kolleger på Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm (og en personligt ven), men bruger halvdelen af året på University of Economics, Prague  – dokumenterede problemerne i Review of Austrian Economics i 2012, og flere andre, især Jan Schnellenbach og Christian Schubert. Tyler Cowen pegede forleden dag på det yderligere bemærkelsesværdige i feltet, af mens det typisk er befolket af forskere, der hælder tydeligt til venstre for midten, er dets anbefalinger ofte meget socialt konservative. Don Boudreaux diskuterer her meget pædagogisk et andet problem i adfærdsøkonomi, der teknisk kaldes Hayek’s Institutional Design Problem: Hvordan ved vi, hvad der er bedst? Og Mario Rizzo peger på, at mens adfærdsøkonomi angriber det almindelige paradigme i nationaløkonomi, at den typiske aktør er rationel, hviler deres idé om idealadfærd fuldstændigt på dette paradigme.

Adfærdsøkonomer peger basalt på, at folk ikke tænker særligt dybt over hvad de laver – og den påstand skal man helst ikke tænke særligt dybt over…

Præsentation af årets Nobelpristager i økonomi

Som lovet hermed et link til min præsentation af Richard Thaler i Børsen i dag.

Et kort uddrag:

I hvor høj grad vender adfærdsøkonomi op og ned på etableret teori? For mange økonomer (med Nobelpristageren fra 1976, Milton Friedman, i spidsen) er det afgørende ikke, hvor præcise forudsætningerne er, men hvor godt teorien kan forudsige.

At vi i praksis afviger fra homo economicus her og dér, behøver i så fald ikke spille så stor en rolle. En teori er altid en forenkling. Andre fremhæver, at teorier kan være betingede. Problemet er, at man ikke blot kan indføre begrænset rationalitet i stedet. Det er uforudsigeligt, hvornår og hvordan aktørerne reviderer deres tommelfingerregler.

Gary Becker (1992) advarede om, at tilsyneladende irrationalitet ofte skyldes den observerende økonoms manglende evne til at forstå alle de knapheder, aktørerne er underlagt.

Vernon Smith (som delte 2002-prisen med Kahneman), fandt i sine eksperimentaløkonomiske studier ud af, at selv om vi langt fra tænker præcis som homo economicus, kan interaktionen på økonomiske markeder få os til at opføre os, som om vi besad denne rationalitet. Konkurrence kan få virksomheder til at optræde på samme måde, simpelthen i kraft af at de dårligste bliver sorteret fra.

Nobelprisen til Richard Thaler

Nobelprisen i Økonomi 2017 tilfalder Richard H. Thaler for bidrag til adfærdsøkonomi. Det er ikke noget uventet eller dårligt valgt.

Jeg skriver om prisen til Thaler i Børsen i morgen, tirsdag (og vil linke, når den kommer op). Jeg prøver at vise, at spørgsmålet om, hvordan økonomiens aktører optræder – hvor egennyttige og rationelle de er – har fyldt meget hos økonomer lige siden Adam Smith, inklusive en perlerække af Nobelpristagere (Kahneman, Simon, Hayek, Schelling, Friedman, Becker, V. Smith nævnes, men der er flere endnu).

Her er indtil videre link til Nobelpriskomiteens materiale om Thaler.

Her er link til en podcast fra econtolk.org , hvor Russ Robert interviewer Thaler.

Det totalitære demokrati

Med Venstre og Liberal Alliances kovending, er der nu flertal for et forbud mod at bære burka og niqab i det offentlige rum. Godt nok iklædes det et udvidet maskeringsforbud, hvilket politikere fra Venstre og Liberal Alliance har været hurtige til at understrege. Om de selv tror på det, skal jeg lade være usagt.

Formålet er at forbyde burka og niqab i det offentlige rum og hverken Dansk Folkeparti, eller Naser Khader, som i mange år har plæderet for et forbud mod disse to muslimske klædedragter, er i tvivl.

Især for Khader må den kommende lovgivning anses for at være en stor personlig triumf. Efter han skiftede fra Liberal Alliance til konservative var han med til at udarbejde partiets nye integrationspolitik, “demokratisk integration”, som blev offentliggjort i sommeren 2009. Udspillet blev kritiseret synder og sammen af alle andre partier end DF,  et stort set samlet kommentatorkorps (og medvirkede til Lene Espersens fald som formand for partiet) og udløste også store spændinger internt hos de konservative.

Det endte med at integrationsudspillet – helt bogstaveligt – blev taget af bordet,  og man fjernede alle henvisninger til det på partiets hjemmesider.

Ud over burka- og niqab forbuddet, som fik hovedrollen i den offentlige debat dengang, fornægtede Naser Khaders glæde for Hall Koch sig ikke. Udspillet var spækket med demokratisme, herunder obligatorisk undervisning i ”demokratiske livsformer”, lige som eleverne skulle lære om den ”demokratiske familie”. Jovist. Der er god grund til, at Naser Khader har ”demokrati” på arabisk og ikke ”frihed” tatoveret på sin overarm.

Som jeg selv bemærkede i mit bidrag, “Det handler om andet end fri hash”, til Cepos antologi ”Friheden flyver” fra 2010;

Af hensyn til integration og sammenhængskraft mener dele af den danske venstrefløj ikke, at vi selv må vælge, hvor vores børn skal gå i skole. Det er ikke legitimt at mene, at vi primært har sat dem i verden for vores egen skyld. De tilhører hverken deres forældre eller sig selv, men derimod samfundet. Meget bedre er det ikke, når De Konservative i deres integrationsudspil fra sommeren 2009 foreslår, at man indfører tvungen undervisning i demokrati, hvorunder hører åndfulde begreber som det demokratiske menneske, demokratiske livsformer og den demokratiske familie. Her er hverken plads til vantro eller dissidenter. Man fristes næsten til at kalde det etableringen af en velfærdsstatens sharia. I samme skuffe er forbuddet mod at gå i burka. Der henvises godt nok til, at det er af hensyn til de kvinder, der går i dem, men grundlæggende adskiller det sig jo ikke fra et krav om, at alle kvinder skal gå i burka.

Naser Khader står for det synspunkt (hvilket de færreste ikke-muslimer vel vil bestride), at burka og niqab – ligesom tørklædet – er udtryk for kvindeundertrykkelse. Derfor skal at man skal forbyde burka og niqab, for at hjælpe de kvinder der angiveligt er tvunget til at gå med dem. Hvor mange det reelt er ved ingen og for Naser Khader er det ligegyldigt om det er de færreste, eller at vi rent faktisk har en lovgivning, som forbyder at tvinge andre voksne mennesker til at gå i noget bestemt tøj.

Det fremgår meget klart i et  interview i Deadline den 6. oktober. Her lægger han netop vægt på, at det ikke er et spørgsmål om problemets (tvang) omfanag, som er afgørende for ham:

”Jeg vil gerne bruge det andet eksempel med 24-års reglen, som vi vedtog for mange år siden for at hjælpe de piger der blev tvunget ind i ægteskaber de ikke ønskede, tvangsægteskaber. Der lavede vi en lovgivning der chikanerede mange mange hundrede danske unge, måske flere tusinde. Og det gjorde vi og holdt fast i for at hjælpe de meget få der blev tvunget ind i ægteskab de ikke ønskede.”

mens han andet sted understreger, at

”ind imellem er der behov for en lovgivning der beskytter det lille mindretal der ikke selv kan klare det”

Naser Khader står altså for en utilitaristisk tilgang, hvor man gerne må ofre nogles (her de de mange) frihed for at redde nogle få. Hermed er der sådanset ingen grænse for omfanget af indskrænkninger og forbud, også når det handler om de grundlæggende negative frihedsrettigheder. Ydermere er det Khaders vurdering af omkostningen for de der tvinges i forhold til de der generes, som er afgørende. Det kan næppe blive værre.

Ok, vil nogen måske sige, men Khader er jo heller ikke liberal, og det er sandt. Han er konservativ. Vel at mærke i en kontinental udgave, med klare nationalkonservative træk, der mest af alt minder om Sydeuropæisk (katolsk) konservatisme, hvor man blot ha skiftet det katolske ud med demokratisme.

Juristeri og politisk forklædningsnumre hos Venstre og Liberal Alliance

DF og de konservative fejrer altså burkaforbuddet –  og vi andre venter spændt på hvornår andre former for kvindelig muslimsk beklædning skal forbydes. Imens prøver politikere i de to liberale partier, Venstre og Liberal Alliance, i større eller mindre grad at nedtone netop burka og niqab-delen i den kommende lovgivning. Venstre taler om at man skal kunne se hinanden i øjnene og aflæse ansigtets mimik hos andre (tale om positive rettigheder), mens  Ole Birk Olesen lægger vægt på det sikkerhedsmæssige aspekt, og på sin facebook profil bl. a. skriver, at :

”I disse terrortider synes jeg også, det er fint med et forbud mod, at man går maskeret rundt i det offentlige rum. Vil man maskere sig i swingerklubben, i moskeen eller i teateret, så er man lige så fri til at gøre det, som man altid har været, men bevæger man sig ud på gaden, så tror jeg, at vores samfund af sikkerhedsgrunde er bedst tjent med, at man ikke bærer maske.”

Det kan her undre, at man ikke for lang tid siden har forbudt alle former for maskering i det offentlige rum. At forklæde sig for at udføre kriminelle handlinger er jo ikke noget nyt, heller ikke her til lands.  Og man må spørge sig selv om det nu skal være forbudt at bruge styrthjelm i stedet for påbudt?  Skal det være forbudt at trække kasketten ned? At tage sit halstørklæde op over mund og næse, når det er koldt om vinteren?

Argumenterne fra Venstre og Liberal Alliance er udenomssnak. Hvilket Jakob Elleman Jensen sådan set også erkendte, da han direkte adspurgt medgik at uden ”burkadebatten”, så ville en generel lovgivning mod maskering i det offentlige rum aldrig være kommet på tale.

At både Venstre og Liberal Alliance er splittede er meget tydelig. Og indtil videre har tidligere minister Eva Kjær Hansen meldt klart ud, at hun næppe kommer til at stemme for, uanset hvordan man forsøger at forklæde/pakke ”Burkaforbuddet” ind.

Du har kun den frihed andre tillader dig

Når det kommer til frihedsrettigheder kerer de fleste sig vist primært om deres egne rettigheder. Det er grunden til at alkohol er tilladt, mens cannabis ikke er. At sidstnævnte sandsynligvis bliver det på et tidspunkt, men at andre former for illegale rusmidler næppe bliver det.

Det gælder også det kommende forbud mod burka og niqab, som har stor folkelig opbakning. Ligesom med 24-års reglen (der modsat Naser Khaders fremstilling vist primært havde til formål at bremse tilstrømningen af familiesammenførte indvandrere til Danmark), opfattes den som uden konsekvenser for ens egen frihed.

Ovenstående gælder dog ikke de mere eftertænksomme borgerlig-liberale meningsdannere og debattører, hvis reaktion da også har været ganske skarp, desuagtet andre uenigheder blandt dem.

Redaktør af Libertas, Torben Mark Pedersen, som både er kendt for sin store viden om ikke mindst Liberalismens idehistorie og for at være en krasbørstig kritiker af Islam og indvandring fra muslimske lande, skrev således i en kommentar på facebook, at:

“Man kan lukke muslimske friskoler, stoppe for kommunalt støtte til shariaskoler forklædt som fritidsaktiviteter, stoppe for mangeårig førtidspension og kontanthjælp til udenlandske statsborgere, stop for al migration fra greater Middle East, udvisning af alle kriminelle indvandrere, stop den kommunale boliganvisning, der fører til ghettodannelse, stop for at give kontanthjælp til tørklædeklædte kvinder, forbyde alle offentligt ansatte at bære religiøs og politisk klædedragt, lukke moskeer hvis der prædikes opfordringer til jihad m.m., stop for at give indrejse til muslimske prædikanter, retsforfølg alle syrienskrigere, stop for kontanthjælp til personer på tålt ophold, fængsling af alle udviste, der ikke frivilligt vil rejse hjem, forbyd kønsopdelt svømning m.m. i svømmehaller med kommualt tilskud, stop alt tilskud til foreninger, hvis formål eller aktiviteter strider mod Grundlovens frihedsrettigheder og demokratiske principper som i friskoleloven, fratag opholdstilladelse fra alle udenlandske statsborgere, der i mere end en kort årrække ikke kan forsørge sig selv, stop for sociale ydelser til migranter efter 6 måneder, 3-4-dobling af straffe for vold, mord, voldtægt, skyderier, menneskesmugling og asylsnyd, stil krav om integration/assimilation til alle migranter, og hvis de ikke lever op til kravene, så udvis dem igen. Der er SÅ mange tiltag, man kunne iværksætte uden at begynde at krænke grundlæggende frihedsrettigheder

Mens direktør for Justitia, Jacob Mchangama på sin profil skrev:

Nå jeg ser folk triumfere over burka-forbuddet på Facebook minder det mig om amerikanske collegestuderende, der beruses når det lykkes dem at lukke ned for højreekstreme talere, demonstrationer m.v. hvis værdier står i modsætning til deres egne.

Ligesom de amerikanske studerende i fulde alvor tror de kæmper for mangfoldighed og inklusion, påstår de der glædes over burkaforbuddet, at friheden har vundet en stor sejr. Ingen af grupperne indser at de underminerer de værdier de påstår at kæmpe for, og at deres “sejre” baner vejen for lignende tiltag rettet mod dem selv. I stedet vendes skytset mod deres kritikere, der enten er apologeter for racisme eller islamisme. “Ytringsfrihed” hhv. “tolerance” er for disse grupper udtryk for hhv. “blinde privilegier” eller “naivisme”. Begge grupper forudsætter, at de har en særlig indsigt i tingenes rette sammenhæng, der giver dem en særlig legitimitet til at begrænse andres normale frihedsrettigheder. Til gengæld er der ikke grænser for den grad af tolerance og ytringsfrihed de kræver for dem selv, når hhv det hvide heteronormative patriarkat eller islam og dens tilhængere (reelle og indbildte) udsættes for angreb.

Endelig kritiserer Lars Seier Christensen sit parti for at være gået med

”i det semi-totalitære socialistiske selskab, der vil blande sig i folks påklædning”

og fortsætter med, at

”Denne lov er ikke bare meget forkert, den er af væsentlig principiel karakter, og jeg vil blot håbe på, at vi ikke skal lide under en masse efterrationaliseringer fra LA om dette. Jeg går ud, fra at vi gør dette “for regeringens skyld” og lad det så venligst være nok argumentation selvom den ikke er meget værd – resten er vi vist nogle liberale, der ikke orker.

Der findes i forvejen en lov, der forbyder tvang overfor andre i forbindelse med påklædning. Det er rigeligt til at opnå det ønskede resultat (hvis man ønsker at effektuere det).

Det eneste man opnår her, er at spærre en gruppe kvinder helt inde i deres selvvalgte (i hvilket tilfælde det er totalitært) eller påtvungne (i hvilket tilfælde det er kriminalisering af ofre) fængsel.

Lad det venligst være sidste gang, at vi går på kompromis med helt basale liberale principper.”

Det totalitære demokrati

Man kan kalde og forsøge at begrunde loven med hvad man ønsker. Når det kommer til stykket er der tale om en lovgivning, som er konsekvensen af årtiers mislykket integration her i landet. Loven i sig selv er ren symbolpolitik, og man skal være meget naiv hvis man tror den vil have nogen positiv betydning for hverken terror (det er jo ikke just fordi Frankrig, hvor burka og niqab i årevis har været forbudt i det offentlige rum glimrer ved fraværet af terror) eller fremmer integrationen af muslimer her til lands. Det viser omfanget af kvinder der går i hijab og chador. Problemet sidder næppe i klædedragten. Og hvordan vil man forklare, at vi her til lands nok må tegne hvad vi vil, men ikke gå i det tøj vi ønsker?

Hvad vi ser er hvorledes den demokratiske socialstat antager totalitære former.  Som Torben Mark Pedersen spøger; hvorfor undergrave grundlæggende frihedsrettigheder, når der er så meget andet man kunne gøre? Svaret synes at være, at man hverken evner eller ønsker at gøre brug af de tiltag, der tidligere har været afgørende for at nytilkomne enten tilpassede sig eller rejste igen (og nej, migration er sjældent løbet stille af sig).

Som sådan må forbuddet mod bestemte former for beklædning i det offentlige rum ses som konsekvens af den manglende evne til at tage det tiltrængte opgør med den fuldfede socialstat og dens positive rettigheder.

Jeg vil ikke påstå at de Europæiske socialstater, som de fremkom efter 2. verdenskrig, alene kan forklare de integrationsproblemer man står med i dag. Men de spiller en afgørende rolle. Kombineret med at man har reguleret/lovgivet mod privates ret til at diskriminere og tildelt positive rettigheder – hvorefter man garanteres en minimumslevestandard (der ofte er betydeligt højere, end hvor man kommer fra) – er det naturlige incitament til tilpasning forsvundet. Og helt galt går det naturligvis, når de der ikke er i stand til at klare sig  selv i deres nye land, tildeles en trøstepræmie i form af offentlige overførsler, som garanterer en levestandard der langt overgår hvad man kunne opnå der hvor man kommer fra.

Den naturlige tilpasning kan ikke erstattes med lovgivning. Og vi må desværre forvente flere indskrænkninger i den personlige frihed fremover. Som nævnt henviste Naser Khader til 24-års reglen i sin argumentation for at begrænse friheden til at klæde sig som man ønsker. Hvor længe går der mon før de resterende muslimske beklædningsgenstande står for fald? – og vil det stoppe der?

Der er ingen grund til at tro det slutter her. Historien er fuld af utilsigtede konsekvenser. Det må man også frygte bliver tilfældet med denne lovgivning. Eller som Ludvig Von Mises skrev i sin bog om liberalisme i 1927:

”Why should not what is valid for these poisons *alkohol, morfin og kokain+ be valid also for nicotine, caffein, and the like? Why should not the state generally prescribe which foods may be indulged in and which must be avoided because they are injurious? In sports too, many people are prone to carry their indulgence further than their strength will allow. Why should not the state interfere here as well? Few men know how to be temperate in their sexual life, and it seems especially difficult for aging persons to understand that they should cease entirely to indulge in such pleasures or, at least, do so in moderation. Should not the state intervene here too? More harmful still than all these pleasures, many will say, is the reading of evil literature. Should a press pandering to the lowest instincts of man be allowed to corrupt the soul? Should not the exhibition of pornographic pictures, of obscene plays, in short, of all allurements to immorality, be prohibited?”

Men som Mikael Jalving sagde i en Deadline for en del år siden. ”Der er ikke mange liberalister her i landet og jeg kender stort set navnene på de fleste”. Det har han desværre nok ret i.   Mens demokratismen hersker, står det sløjt til med forsvaret for individets frihed.

Hvem får Nobelprisen i økonomi 2017?

Hvert år diskuterer vi her på stedet, hvem der kunne få Nobelprisen i økonomi. Prisen uddeles på mandag klokken 13, og det er derfor på høje tid, at vi ser på spørgsmålet. Thompson-Reuters bedste bud sidste år var Olivier Blanchard (Peterson Institute og MIT) for indsigter i konjunkturfluktuationer, Edward Lazear (Stanford) for personel economics, eller Marc Melitz (Harvard) for hans arbejde med ”new trade theory”. De tre er naturligvis stadig i spil, med den tilføjelse at Melitz – hvis han fik prisen – muligvis skulle dele den med Jagdish Bhagwati (NYU). Bhagwati har dog problemet, at hans vigtigste arbejde bygger på Gordon  Tullock og Anne Kruegers banebrydende beskrivelse af rent-seeking. Tullock fik aldrig prisen – mange økonomer mener at han nok er den vigtigste samfundsforsker, der aldrig fik den – så det ville være noget paradoksalt, hvis Bhagwati fik den for noget, der egentlig var Tullocks ide.

Wall Street Journal gennemgik en række andre navne forleden dag. De mente at vide, at der blandt de nye navne, der er rygter om i år, er Colin Camerer (CalTech) og George Loewenstein (Carnegie Mellon) for deres arbejde i adfærdsøkonomi og neuroøkonomi. Fluen i suppen for de to, som kan forsinke en Nobelpris til deres felt, er at flere nye studier har stillet ganske store spørgsmålstegn ved flere centrale fund fra eksperimenter i adfærdsøkonomi. Der er derfor en del tvivl om, hvor valide en del ellers standard påstande er i feltet. Det samme problem gælder den nok mindre sandsynlige Richard Thaler (Chicago).

WSJ nævner også, ligesom kilder sidste år, Robert Hall (Stanford), som en af mulighederne for hans analyser af produktivitet og recessioner, og en mulig delt pris mellem Michael Jensen (Harvard), Stewart Myers (MIT) og Raghuram Rajan (Chicago) for studier af corporate finance. Flere nævner også John Taylor (Stanford) for pengepolitik og monetære studier – Taylor-regler for pengepolitik er opkaldt efter ham – og William Nordhaus (Yale), muligvis sammen med Partha Dasgupta (Cambridge), for væsentlige studier i miljøøkonomi og klimareaktioner.

Det rykker dog ikke på, at mine egne personlige favoritter – der har været nævnt i en længere årrække blandt favoritter – er Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (NYU) for deres banebrydende studier af økonomisk vækst. Fra en primært teoretisk (Romer) og primært empirisk (Barro) vinkel har de to været med til at revolutionere vores forståelse af langsigtede vækstprocesser og sat en frugtbar forskning i gang igen.

Når favoritterner er præsenteret og de mest populære muligheder diskuteret, må man desværre indrømme, at vi aldrig har ramt rigtigt. Hvad der foregår i Nobelkomiteen, hvem de diskuterer, og hvad de lægger vægt på, er stadig et mysterium. Og med en komite, der gør en dyd ud af at ses som helt upolitisk, er det svært at vælge nogen af de ovennævnte. Skal man spille på noget, er det at udnævnelsen på mandag bliver en overraskelse.

Ny Economic Freedom of the World rapport

I torsdags udkom den årlige rapport om Economic Freedom of the World fra Frasier-instituttet i Vancouver. Rapporten, der forestås af James Gwartney (Florida State University), Robert Lawson (Southern Methodist University) og Joshua Hall (West Virginia University), har i en årrække både været meget brugt af medier rundt omkring i verden, og været en værdsat kilde til konkrete data på økonomisk frihed. Det sidste har været brugt i stort omfang af forskere, bl.a. især i public choice og politisk økonomi. Årets rapport har været specielt ventet af den helt særlige, nørdede grund, at 2017-rapporten er en kilde til status i 2015, og giver derfor forskerne en ekstra fem-årsperiode – 2010-2015 – som kan lægges til eksisterende datasæt. Ingen påstår – heller ikke Frasers datatroldmand Bob Lawson – at de er perfekte, men graden af detalje og transparensen i hvordan ting bliver gjort har gjort EFW-indekset til det foretrukne blandt forskere.

Rapporten indeholder, udover dataene og landeprofiler, også altid flere temakapitler. Årets rapport er ikke anderledes end tidligere, og har derfor tre kapitler om forskellige aspekter af økonomisk frihed. Kapitel 3,der er forfattet af Rosemary Fikes, hedder ”Adjusting for Gender Disparity in Economic Freedom and Why It Matters” og handler om det interessante spørgsmål, om indekset indtil videre har været skævt malt. Rosemarys påstand er, at det har været skævt i de lande, hvor kvinder ikke har de samme juridiske rettigheder som mænd. Hun dokumenterer problemet, udvikler et Gender Disparity Index baseret på en omfattende Verdensbank-survey af kvinders de jure rettigheder, og viser hvordan EFW’s mål for retslig kvalitet kan justeres for juridisk diskrimination. Uanset om man mener, at den slags problemer er overvurderede, er kapitlet og løsningen ganske overbevisende, og giver EFW-målene en ekstra dimension.

Derudover er der to ekstra temakapitler. Krishna Chaitanya Vadlamannati og Indra de Soysa skriver om ”Economic Freedom, Social Protections, and Electoral Support for Anti-Immigrant Populist Parties in 27 Industrial Democracies”, og Richard J. Grant om “Economic Freedom in South Africa and the Constraints on Economic Policy.” Som altid er hele rapporten stærkt anbefalet.

Crony Capitalism – når Boeing møder Trump

Forleden dag kunne Washington Post og en række andre amerikanske medier rapportere, at Trump-administrationen har besluttet at lægge en straftold på 220 procent på canadisk-producerede Bombardier-fly. Boeing påstår, at Bombardier har fået ulovlig statsstøtte og sælger deres nye CS-100 til en pris, der ikke kan dække omkostningerne. Påstanden er dermed, at canadierne fører såkaldt predatory pricing. Det er der næppe tale om, og Bombardier har også umisforståeligt kaldt beslutningen ”absurd” og udtryk for at Boeing køber konkurrenceforvridning. Hele sagen tegner til at blive et fremragende eksempel på crony capitalism, hvor større virksomheder kan købe eller true sig til politik, der gavner dem og de politikere, der støtter dem, men skader hele resten af samfundet.

En del af baggrunden er, at amerikanske Delta Airlines har bestilt 75 CS-100-fly fra Bombardier som erstatning for selskabets regionalflåde, der helt overvejende består af B 717, MD-88 og MD-90 – der iøvrigt alle blev produceret af Boeing. Bombardier-flyet er det nyeste i markedet for fly til omkring 100 passagerer, der kan flyve korte og mellemlange ruter. I Europa har Air Baltic og Swiss allerede købt flyet og er begyndt at operere det på en række ruter. Air Canada har bestilt 45 CS-300-fly, der er den forlængede version, og i alt har Bombardier 360 ordrer liggende.

Bombardier lover, at den nye CS er både billigere at operere og bruger væsentligt mindre brændstof end konkurrenterne. Flyet bruger omtrent 10 % mindre brændstof end den russiske Sukhoi SSJ-100, og nogenlunde det samme som brasilianske Embraers E190-serie, men kan flyve meget længere end de to konkurrenter. Den længere CS-300, der kommer til at konkurrere i cirka samme markedssegment som Boeings 737-700, ser ud til at blive endnu mere økonomisk på de lidt længere ruter.

Truslen for Boeing er således dobbelt. På den ene side er det et problem for giganten i Seattle, at andre end blot Delta vælger at operere med mindre fly på kortere ruter i stedet for at købe den større, opdaterede Boeing 737. For det andet ser den canadiske CS-300 ud til at blive en seriøs, direkte konkurrent til amerikanernes ikoniske fly. Truslerne kommer endda på et særdeles skidt tidspunkt for Boeing, da hovedkonkurrenten Airbus også fornylig har opdateret A320-serien, og selskabet ovenikøbet også kan se frem til potentiel konkurrence fra det nyudviklede, russiske Irkut MC-21, som er på vej gennem den endelige testfase for tiden.

Boeing har reageret ved at lobbye administrationen og the U.S. International Trade Commission for beskyttelse, som de nu har fået i rigt mål. Rygterne for få uger siden sagde, at firmaet bad om en told på 160 %, men den faktiske er blevet væsentlig højere. Politisk er straftolden dog en ganske mærkværdig beslutning for Trump-administrationen. For det første er Canada en af USA’s største handelspartnere og blandt landets tætteste samarbejdspartnere. Premierminister Justin Trudeau har forståeligt reageret ganske stærkt, og da Bombardier får vingerne produceret i Nordirland, er den britiske premierminister Therese May også temmelig oprørt. Det mærkeligste er dog, at administrationen også løber en væsentlig risiko for indenlandsk kritik. Sagen er, at C-seriens motorer leveres af amerikanske Pratt & Whitney og produceres i Connecticut. Statens to demokratiske senatorer Richard Blumenthal og Christopher Murphy sendte derfor forleden et åbent brev til administrationen, hvor de opfordrede til, at man lod være med at straffe Bombardier.

Det mest kritisable er dog, som altid med rent-seeking problemer, at ingen synes at interessere sig for forbrugersiden. Centrale personer i Trump-administrationen og blandt præsidentens rådgivere har aldeles absurde ideer om handelspolitik og forstår basalt set ikke, at det helt store problem er, at protektionisme i enhver forklædning skader forbrugerne. Præsidenten har også gentagne gange udvist eksempler på sin totale mangel på forståelse for international økonomi – en forståelse, han faktisk kunne afhjælpe ved at læse David Ricardos 200 år gamle Principles of Political Economy.

De sidste bastioner mod en ’crony’ handelspolitik er nu klagemulighederne i NAFTA og Verdenshandelsorganisationen. Problemet er, at de processer kan tage lang tid, og ingen ved om Trumps administration overhovedet vil respektere kendelser, der går imod dem. De eneste der er glade, er administrationen selv, Boeing og på en noget blandt måde de af os, der underviser i politisk økonomi. Vi har fået endnu et lysende eksempel på rent-seeking og hvordan handelspolitik faktisk dannes, men eksemplet har kostet potentielt hundredetusinder forbrugere mange, mange dollars.

Tolerance i Europa – tolerance er ikke bare tolerance

Man hører ofte påstande fra bl.a. de Radikale, Alternativet og Enhedslisten, at danskerne overhovedet ikke er så tolerante som vi tror. Påstandene bliver typisk ledsaget af enkelteksempler eller tvivlsomme paralleller. De er dermed tyndbenede som argumenter, men efterlader nogle gange en tvivl hos mange mennesker om, hvor tolerante vi egentlig er. Det er spørgsmålet i denne post.

Som vi tidligere har skrevet, er mine IFN-kolleger Niclas Berggren og Therese Nilsson blandt pionererne i den empiriske toleranceforskning i public choice / politisk økonomi. Niclas og Therese har blandt andet i en serie fine studier vist, hvordan globalisering og økonomisk frihed påvirker folks tolerancenormer i positiv retning. De finder dog også, at effekterne ikke altid holder på tværs af forskellige tolerancespørgsmål, og dermed at tolerance sandsynligvis er en multidimensionel størrelse. Med andre ord er folk ikke bare tolerante, men kan være tolerante overfor en bestemt befolkningsgruppe eller adfærd, mens de er intolerante overfor en anden.

Figuren nedenfor er lavet på basis af the European Social Survey, der siden 2002 har omfattet flere tolerancespørgsmål. Et af de mest benyttede, er spørgsmålet om hvorvidt respondenter er enig i udsagnet ”Gays and lesbians [should be] free to live life as they wish.” Et andet spørgsmål, der også til en vis grad – om end ikke perfekt – fanger tolerancenormer, er ”[We should] Allow many/few immigrants of different race/ethnic group from majority.” Det første spørgsmål bliver besvaret på en skala fra 1-5, mens det andet er fra 1-4. Figuren plotter svarene fra alle lande inkluderet i ESS, of akserne angiver hvor den europæiske median ligger.

Er danskerne intolerante? Svaret må nødvendigvis være et nej: Vi er sammen med islændinge og hollændere de mest tolerante overfor homoseksuelle i Europa, og ligger i den positive halvdel når det gælder indvandrere af andre etniciteter. Figuren illustrerer dog også, at de to tolerancespørgsmål faktisk ikke har meget med hinanden at gøre. De tidligere kommunistiske lande (de røde mærker) er f.eks. stærkt skeptiske overfor homoseksuelle – med Tjekkiet som den kendte outlier – men varierer lige så meget som Vesteuropa på tolerance overfor indvandrere. Omvendt finder man f.eks. Portugal som ret gennemsnitlig på den ene akse, men stærkt indvandrerskeptisk på den anden. Og ikke overraskende er yderpunkterne det stærkt intolerante Tyrkiet, og det politisk ekstremt korrekte Sverige.

Hvad er bundlinjen, udover at vise at danskerne generelt ikke er intolerante? Pointen med posten er at understrege, at en diskussion om tolerance ikke giver megen mening, hvis man ikke også specificerer, hvad folk er tolerante/intolerante overfor. Tolerance er ikke én værdi eller norm, men et sæt af ofte ganske forskellige normer. Når f.eks. repræsentanter for Alternativet beder folk om at være mere tolerante og ærgrer sig over, at danskerne ikke er det, fordummer de dermed debatten. Dét problem er ganske pudsigt.

« Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑