Hvordan måler man demokrati?

Som titlen siger, handler dagens post om, hvordan man måler, hvor demokratisk et land er. det skal derfor indrømmes, at posten i dag er ’wonky’! Givet hvor vigtigt, emnet er, og hvor ofte man ser forskellige mål og vurderinger i medierne, er det dog et emne, der fortjener opmærksomhed udenfor forskerkredse.

Det er også et emne, som forskere faktisk er meget uenige om, som jeg blev mindet om igen forleden dag. Martin Rode og jeg har fået en invitation til at revidere vores databasepapir (tilgængeligt her sammen med hele databasen), og i kommentarerne til papiret er særligt en reviewers holdning meget anderledes end vores. Han eller hun mener ikke, at en simpel vurdering af, om et land har demokrati eller ej, er meget værd, og fremhæver i stedet V-Dem-projektets – efter hans eller hendes mening – meget mere omhyggelige og detaljerede vurdering. Grunden til at forskere kan være så uenige, som reviewerens kommentarer afslører, bunder i en gammel diskussion i demokratistudier: I hvor høj grad mener man, et en maksimalistisk versus en minimalistisk definition af demokrati er retvisende?

En maksimalistisk definition af demokrati er i bund og grund en definition af de ideelle demokrati. V-Dem-projektets overordnede mål for demokrati, som det kalder ”polyarchy” og behandler som mål for ”electoral democracy”, er en vurdering af spørgsmålet ”To what extent is the ideal of electoral democracy in its fullest sense achieved?” V-Dem tydeliggør deres approach ved at notere, at:

The electoral principle of democracy seeks to embody the core value of making rulers responsive to citizens, achieved through electoral competition for the electorate’s approval under circumstances when suffrage is extensive; political and civil society organizations can operate freely; elections are clean and not marred by fraud or systematic irregularities; and elections affect the composition of the chief executive of the country. In between elections, there is freedom of expression and an independent media capable of presenting alternative views on matters of political relevance. In the V-Dem conceptual scheme, electoral democracy is understood as an essential element of any other conception of representative democracy — liberal, participatory, deliberative, egalitarian, or some other.

V-dem måler således demokrati gennem en kompliceret sammenvægtning af forhold som forsamlingsfrihed, civilsamfundets styrke, ytrings- og pressefrihed, hvor stor en del af befolkningen der kan stemme, og eksistensen af frie og fair valg. Det er der ikke noget galt med, og som idealmål må man naturligvis også på en eller anden måde have mål for borgernes muligheder for at interagere med hinanden og få retvisende information om, hvad der foregår. V-Dem går endda et skridt videre ved også at have mål for ”liberal democracy”, ”participatory democracy”, ”deliberative democracy” og ”egalitarian democracy” der hver især matcher endnu mere maksimale idealdefinitioner. Alle disse mål er kodet af eksperter og indeholder derfor et klart subjektivt element.

Problemet med maksimalistiske definitioner og mål er, at de gør det umuligt for forskere at svare på en lang række spørgsmål. Uanset at de fleste er enige i en idealdefinition som den, V-Dem bruger for polyarchy-målet, kan man ikke svare på, om nogle demokratier er mere tilbøjelige til at respektere civilsamfunds uafhængighed, pressefriheden osv. Disse forhold er simpelthen bygget ind i målet, hvilket forhindrer forskere i at bruge maksimalistiske mål til at svare på spørgsmålet – svaret er givet på forhånd pga. definitionen.

Løsningen på dette og andre problemer er at bruge minimalistiske mål for demokrati, dvs. mål der kun omfatter de allermest centrale elementer af demokrati. Med andre ord, minimalistiske mål – som f.eks. Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-indikator, som Martin Rode og jeg har opdateret, Polity IV-indikatoren, eller Boix, Miller og Rosatos alternativ – opfanger kun de elementer, som helt nødvendigt må være der, før man kan tale om demokrati. For DD-indikatoren gælder det et valg mellem flere partier i jævnlige valg, hvor valget rent faktisk kan ende med et regeringsskifte. I vores update har vi også en indikator, der differentierer lande mellem den, der ingen valg har (f.eks. Sydsudan), etpartistater (f.eks. Kina), flerpartisystemer hvor regeringen alligevel ikke kan tabe valg (f.eks. Rusland) og faktiske demokratier. Minimalistiske mål er derfor også mindre subjektive end de maksimalistiske, da der er færre elementer der skal vurderes.

Mål på basis af minimalistiske definitioner af demokrati opfanger naturligvis ikke en række karakteristika, som man gerne ville have at demokratier har, men de tillader en af stille andre spørgsmål. Tre eksempler på disse spørgsmål er: Hvorfor har et ellers velfungerende demokrati som Colombia så begrænset pressefrihed? Hvordan kan det være, at Namibias pressefrihed er sammenlignelig med vesteuropæiske landes selvom regeringen aldrig har tabt et valg (og man derfor ikke er sikker på, at det er demokratisk)? Og hvordan kan civilsamfund være så stærke i bl.a. Skandinavien og så svage i ellers demokratiske lande som f.eks. Grækenland eller Argentina?

Hvor store er forskellen så på de to typer mål? Figuren nedenfor illustrerer forskellen mellem de to type mål i 2015: X-aksen viser tre kategorier fra vores data – etpartisystemer, illiberale autokratier (dvs. flerpartisystemer hvor valgene ikke er fair), og egentlige demokratier, og Y-aksen er V-Dems polyarchy-mål. De lodrette streger viser forskellen på højeste og laveste polyarchy-score i hver kategory, og de skrå streger forbinder gennemsnittene for hver kategori.

Som figuren tydeligt viser, er der helt særligt meget store overlap mellem polyarchy-scorerne – dvs. det maksimalistiske mål – og de tre kategorier fra det minimalistiske mål. En måde at illustrere overlappet er at notere sig de højeste polyarchy-scorer blandt de illiberale autokratier og de laveste blandt demokratierne. De bedst autokratier var Libanon (0.534), Burkina Faso (0.561), Liberia (0.625), Namibia (0.702) og Sydafrika (0.743), mens de værste demokratier var Venezuela (0.333), Malaysia (0.334), Nicaragua (0.359), Ukraine (0.405) og Armenia (0.407). Flere af disse eksempler er naturligvis lande som man kan diskutere: Liberia valgte i januar i år oppositionens præsidentkandidat, og er dermed nu også kodet som demokrati i vores data, og både Namibia og Sydafrika har ganske rene og frie valg, men har aldrig skiftet regering med deres nuværende institutioner. Man kan dermed ikke vide, hvad der ville ske hvis SWAPO eller ANC tabte et valg. På samme måde har Venezuela og Nicaragua endeligt forladt de demokratiske landes klub de sidste par år.

Hvad skal man så vælge? Svaret må være, hvilket formål man har med målene. Skal man få et overblik over hvordan demokratiet fungerer i forskellige lande, er V-Dems maksimalistiske mål, ligesom konkurrenten fra Freedom House, glimrende bud. Skal man bruge dem til konkrete forskningsformål, er der ofte ganske store problemer med maksimalistiske mål, hvorfor de mere objektive og ’renere’ minimalistiske ofte bruges i forskning om effekter af demokrati eller demokratiseringsepisoder. Og er man interesseret i små, særlige stater, er der ingen vej udenom: De er langt bedre repræsenterede blandt minimalisterne.

Chegou a hora? – Brasilien efter valget (I)

Det er alt alt for tidligt at sige noget om hvorvidt Brasiliens “tid endelig er kommet”, her 2 uger efter Jair Bolsonaros klare sejr over modkandidaten, Fernando Haddad fra Arbejderpartiet (PT) .  Men Bolsonaro’s sejr indebærer både risici og muligheder, som en sejr til Haddad havde udelukket.

Der er talt og skrevet meget om Bolsonaro – også her på bloggen. Af nogle benævnt den “tropiske” Trump, hvilket han ikke har haft noget imod. Målt på sine mange horrible udtalelser gennem årene, må det i så fald være tale om en Trump på speed. Forsvar for tortur, afvisning af at militærstyret fra 1964 til 1985 var et diktatur osv. osv. Så sent som  i 2016, i forbindelse med afstemningen i deputeretkammeret om Dilma Rousseff skulle stilles for en rigsretsdomstol, viste den tidligere faldskærmssoldat med rang af kaptajn, sin veneration for militærdiktaturet.

Afstemningen foregik ved at hvert medlem af deputeretkammeret mundtligt tilkendegav sin indstilling. Det var en absurd forestilling, som strakte sig langt ud på natten, fordi man naturligvis ikke kunne nøjes med bare at sige ja eller nej. Der var snart sagt ikke det, som de enkelte medlemmer ikke dedikerede deres stemmer til –  børn, forældre, Jesus, gud og for Bolsonaros vedkommende, den berygtede oberst Carlos Alberto Brilhante Ustra, som ledede Doi-Codi og har både tortur og mord på samvittigheden. Valgsejren har derfor udløst en forstålig bekymring for hvor Brasilien er på vej hen. Betyder valget af Bolsonaro en tilbagevenden til diktaturet? og hvad med hans mildt sagt voldsomme udtalelser om homoseksuelle eller nedladende ditto overfor folk fra Nordøstbrasilien og sorte?

Er der grund til bekymring?

På trods af mandens veldokumenterede apologi for militærstyret og forsvar for tortur, absurde udfald mod homoseksuelle og nedladende racistiske udtalelser (læs også mere på den engelske Wikipedia),  er frygten for hvad hans sejr vil betyde for demokratiet og behandling af seksuelle og etniske minoriteter formentlig (forhåbentlig) overdreven.

Militæret, som har (meget) høj status hos mange Brasilianere, har ingen interesse i at overtage magten og igen blive blandet ind i politik. Det kan naturligvis ændre sig. En ubekendt faktor er således hvorledes venstrefløjen, fagforeninger og sociale bevægelser med forbindelse til PT vil agere på valgnederlaget og kommende reformer. Men der er vi slet ikke på nuværende tidspunkt.

I forhold til tidligere voldsomme udtalelser om homoseksuelle, har Bolsonaro efterfølgende undskyldt (her kunne Trump lære noget), så sent som i et interview med Globo dagen efter valgsejren. Ud over at undskylde sine udtalelser, understregede han direkte adspurgt, at hadforbrydelser mod homoseksuelle skulle straffes hårdt. Lad os håbe at han mener det.  Ikke at man skal forvente bedre vilkår for homoseksuelle under den kommende regering, men det er værd at bemærke at 75 procent af befolkningen ifølge analyseinstituttet Datafolha, mener at folks seksualitet er op til dem selv.

Det ændrer ikke ved at Brasilianere grundlæggende er langt mere værdikonservative end amerikanere, for slet ikke at tale om nordeuropæere. Men der er dog et pænt stykke til at ville blande sig i folks seksualitet, for slet ikke at tale om at bifalde forfølgelse af dem .

Umiddelbart er det mest bekymrende den nye præsidents “lov og orden” dagsorden og udfald mod pressen, især det centrum-venstre orienterede Folha de Sao Paulo. Heldigvis har resten af pressen stillet sig på avisen, som er af høj kvalitet, side. Og det skal her bemærkes at Brasiliens ledende aviser og TV-stationen GLOBO’s nyhedsdækning faktisk er både afbalanceret og af høj kvalitet. Samtidig indebærer udnævnelsen af dommer Sergio Moro til justitsminister, se også nedefor, at de mere ekstreme forslag fra Bolsonaro ikke bliver til noget, i hvert fald ikke så længe Moro er justitsminister. Han har allerede taget afstand til flere af den kommende præsidents “gode ideer” – bl. a. at politiet skulle gives carte blanche til at skyde for at dræbe.

Første møde med pressen efter valgsejren var i hus. Det startede med “fællesbøn”, hvor man takkede Gud for valgsejren. Det er IKKE er normalt i brasiliansk politik. Det er det derimod i protestantisk-evangeliske frikirker.

Enden på hvilken epoke ?

Valget af Bolsonaro er blevet udråbt som enden på Nova República (betegnelsen for det demokratiske Brasilien, som afløste militærdiktaturet 1964-1985). Som nævnt mener jeg, at frygten for en tilbagevenden til tidligere tiders diktatur er noget overdreven. Men alligevel er det måske korrekt at tale om afslutningen på en epoke. Brasiliens socialdemokratiske parti (PSDB), som siden 1994 har konkurreret med Arbejderpartiet om præsidentposten blev valgets store taber, og partiets præsidentkandidat gik ikke engang videre til 2. valgrunde, mens PTs kandidat måtte se sig slået for første gang siden 1998.

Mens valget forhåbentlig ikke markerer enden på Brasiliens demokrati, er der dog på andre områder tale om et markant paradigmeskifte. Således er der tale om et opgør med årtiers udenrigspolitisk og handelsøkonomisk fokusering på syd-syd relationer, ligesom forholdet til regionens smertensbarn, Venezuela, endegyldigt er forandret. Netop Venezuela spillede en betydelig rolle i valgpropagandaen fra Bolsonaro, rettet mod PTs Haddad. Og hvor brasiliansk opbakning til en militær løsning tidligere var udelukket, er det ikke længere tilfældet. Ligeledes har den kommende finansminister, Paulo Guedes, betegnet Mercosur som et fængsel og ideologisk projekt, som man ikke vil acceptere står i vejen for Brasilianske interesser længere.

Man har også meddelt, at man flytter sin ambassade i Israel til Jerusalem – et markant udenrigspolitisk skifte – hvorved man kommer på linje med USA. Det viser samtidig betydningen af protestantiske frikirkes fremmarch i Brasilien, bl. a. pinsemissionen, hvis tilslutning de seneste årtier er vokset markant i hele Sydamerika.

Korruption, sikkerhed og økonomi 

Hvis der er 3 emner som definerede valget af Bolsonaro er det kampen mod korruption, landets skyhøje mordrate og manglende sikkerhed samt økonomien. Operation Lava Jato (operation Bilvask) og afledede korruptionssager, se også nedenstående video, hvor flere ledende politikere og erhvervsfolk er blevet idømt lange fængselsstraffe, og hvor der fortsat kommer nye afsløringer, personificeres mere end noget andet af undersøgelsesdommer Sergio Moro, som er Brasiliens nye justitsminister.

Allerede under valgkampen nævnte Bolsonaro, at han gerne så Moro som justitsminister eller medlem af højesteret, og et par dage efter valget, sagde Moro ja til posten som justitsminister. Moro skal især fokusere på korruption og indsatsen mod den voldsomme kriminalitet, som hærger. Mens det blandt mange Brasilianere er et populært valg, har reaktionen været mere blandet blandt politikere og juridiske eksperter. Et er naturligvis at udnævnelsen – i hvert fald – på den korte bane, taler ind i konspirationsteorien på venstrefløjen blandt PT og Lula’s tilhængere om, at han er uskyldig og der er tale om en politisk dom. Noget andet er hvorvidt Moro virkelig får frie tøjler til de nødvendige reformer til at styrke det Brasilianske juridiske system og domstolene. Og hvorledes vil han reagere hvis/når det er folk i den nye regering, som er under anklage? Det vil tiden vise. Indtil da må Moro’s accept af posten som justitsminister ses som en sejr for Bolsonaro – Og måske kan det dæmpe vores andres bekymring i forhold til den nye præsidents “lov og orden” dagsorden, som indtil videre primært har bestået i at opfordre politiet til at skyde nogle flere banditter (som om de ikke skød nok i forvejen).

 

kommende justitsminister Sergio Moro (tv) og kommende finansminister Paulo Guedes

Et paradigmeskifte?

I nullerne var Brasilien måske verdens mest overhypede økonomi. Der var ingen ende på præsident Lula’s popularitet og pressen flød over med beretninger om (og gør delvist fortsat) om hvordan man formåede at kombinere økonomisk vækst og bekæmpelse af fattigdom. Det er da også korrekt at man i en periode både oplevede økonomisk fremgang, reduktion af fattigdom, mens mio. af mennesker løftedes op i den hastigt voksende middelklasse. Men der er måske en grund til at man altid hæftede sig ved de absolutte tal i mio. og ikke så ofte nævnte hvor stor en andel af befolkningen som gik fra at være fattige til at være (lavere) middeklasse. Andre Sydamerikanske lande formåede nemlig større reduktion i fattigdommen, mens man samtidig oplevede højere økonomisk vækst.

Som det fremgår af ovenstående figur, er historien om Brasiliens økonomiske udvikling efter genindførelsen af demokrati en mildt sagt broget historie, og den overordnede trend siden 1980erne er, at Brasiliens økonomiske fremgang har været ringere end andre Sydamerikanske lande. Set i forhold til årtusindeskiftet har kun Venezuela oplevet en ringere økonomisk vækst. Det fremgår også tydeligt, at den relative økonomiske udvikling i nullerne, netop på det tidspunkt hvor præsident Lula’s stjerne internationalt stod i zenith og man både fik VM i fodbold i 2014 og OL i 2016 absolut ikke er imponerende. Og da de to begivenheder endelig blev afholdt var stemningen også vendt indenlandsk, om end det blev Lula’s efterfølger Dilma Rousseff, som måtte tage “tæskene”.

Det er bestemt ikke første gang at Brasilien er i økonomisk uføre, og det er bestemt heller ikke første gang at man gennemløber en reformperiode, hvilket jeg vil vende tilbage til i et senere indlæg.

Historisk er man desværre altid faldet for fristelsen og har prioriteret kortsigtet vækst højere på bekostning af langvarig stabilisering og udvikling.

Ligeledes har man skiftet mellem “heterodoks” og “ortodoks” (markedskonform) økonomisk politik. Helt centralt står her valget af økonomiske ministre – typisk finansminister, ofte den væsentligste minister i skiftende Brasilianske regeringer. Og på mange måder kan udviklingen fra 1990erne og frem til nu beskrives som et spejlbillede af hvad der sket under årene med militærstyre (hvilket jeg vender tilbage til).

Den bedste måde at illustrere hvorledes forholdet er mellem skiftende præsidenter og finansministre/økonomiske teams er at sammenligne det med en fodboldklub. Skiftende finansministre indtager rollen som trænere, som skiftes når man ikke opnår tilfredstillende resultater. Lige som enhver træner har sin egen spillestil, har skiftende økonomiske teams haft hver deres økonomiske politik.

Således indebar Guido Mantega’s indsættelse som finansminister i 2006 et markant skifte i den førte økonomiske politik, som var langt vigtigere end overgangen fra Lula til Dilma Rousseff i 2011. En detalje, som ofte overses.

Efter Dilma Rousseff blev genvalgt med et snævert flertal i 2014, prøvede hendes nye finansminister, Joaquim Levy, faktisk at komme igennem med flere reformer, hvilket strandede både i kongressens to kamre og udløste stor modstand i Dilma Rousseff og Arbejderpartiets bagland. Levy holdt da også mindre en et år. Sidenhen blev Dilma som bekendt afsat, og der er efterfølgende faktisk gennemført en række fornuftige reformer, bl. a. af arbejdsmarkedet. Men det er langt fra nok.

En helt afgørende pensionsreform, har selv i en temmelig udvandet form ikke kunne komme gennem kongressen indtil videre. Som det fremgår af ovenstående figur stiger udgifter kraftigt. Det er derfor helt afgørende at der gennemføres reformer. Statens udgifter til pension i forhold til BNP er pt. ca. 12 procent og det på trods af, at en relativt lav andel af befolkningen er over 65 år (se også nedenstående figur). Forklaringen er lav pensionsalder og ikke mindst exorbitant høje pensioner til offentlig ansatte.

En pensionsreform bliver på mange måder lakmustesten for om man rent faktisk skal tro på at Brasilien denne gang mener reformer alvorligt, og at “tiden endelig er kommet” for landet af i morgen, som Brasilien er blevet kaldt i mere end 60 år, uden at “i morgen” har materialiseret sig.

Med Chile som forbillede 

Som jeg indledte med, følger der både risici og muligheder med valget af Jair Bolsonaro til præsident. Det kan udtrykkes med et ord: Chile 1973-1990. Efter sigende forsøgte Bolsonaro ved Pinochet’s død i 2006, at få overbragt sin kondolence til den gamle diktators efterladte via den Brasilianske ambassade i Santiago, som dog nægtede dette.  Og Pinochet er blandt Bolsonaro’s helte, hvilket ikke just er opløftende at tænke på. Men måske forklarer det også lidt af, hvorfor han efter han som medlem af deputeretkammeret mellem 1990 og 2016 stort set konsekvent stemte sammen med bl. a. PT i alle væsentlige økonomiske spørgsmål, tilsyneladende fik en åbenbaring sidste år, efter at have mødt Paulo Guedes, og nu tilsyneladende går ind for en (meget) liberal markedsbaseret økonomisk model.

Og muligheden for at Brasilien endelig gennemfører de nødvendige økonomiske reformer, som kan frigøre dets potentiale er lyset og håbet i forbindelse med denne regering, og personificeres af den 68-årige økonom Paulo Guedes, som er udpeget til at blive Brasiliens kommende finansminister.  Guedes læste i 70erne på Chicagos Universitet, og har selv sagt, at det var helt afgørende for hans syn på økonomi. I 1980erne underviste han på en række universiteter i Brasilien og netop Chile, for sidenhen at opbygge en betydelig formue som forretningsmand i den finansielle sektor.

En del af den kommende præsidents valgprogram har været en kraftig reduktion i antalet af ministerier, fra 29 til 15-16 stks. Som led i denne plan oprettes en et “super”-finansministerie, hvor både industri- og planlægningsministerierne lægges ind under. Det udløste stor kritik hos en række af den hjemlige industris interesseorganisationer – fordi det, som Guedes korrekt noterede, indebærer færre muligheder via lobbyisme at sikre sig subsidier og skattefordele samt beskyttelse mod udenlandsk konkurrence. Planerne om ensidig reduktion af toldsatser, uanset hvad andre lande gør, er naturligvis også blevet mødt med kritik fra den indenlandske industri. Det kan godt være at markedet, herunder potentielle udenlandske investorer elsker Guedes, men det gør de individuelle aktører bestemt ikke. De øvrige medlemmer, ikke mindst Argentina, er heller ikke specielt begejstrede for, at Paulo Guedes

Kort fortalt ønsker den kommende finansminister at åbne økonomien, reducere regulering og bureaukrati (ifølge Verdensbankens “Doing Business” bruger mellemstore virksomheder i Brasilien i gennemsnit 2600 timer om året alene på skat, mens man til sammenligning kan nøjes med at bruge 130 timer i Danmark), forenkle skattesystemet, sænke skattetrykket markant,  indføre et pensionssystem efter Chilens forbillede, altså baseret på en egentlig opsparing, decentralisere således at de enkelte delstater får større autonomi og privatisere så meget som muligt, bl. a. for at nedbringe statens hastigt stigende gæld.

Det er altsammen sød musik i ørerne på denne punditokrat, men der er et men, og det er et stort men. Hvis det lykkes at gennemføre ovenstående bare delvist, vil der være tale om de nogle af de største forandringer i Brasiliens historie. Der vil således være tale om et opgør med en  statsorienteret inward-orienteret økonomisk model med rødder tilbage til i hvert fald starten af det 19. århundrede. Og uanset hvad regeringen foreslå skal det jo vedtages af kongressens to kamre, og hvorvidt det er muligt er temmelig usikkert. Indtil videre er der derfor god grund til at være afventende, hvilket også præger markedet – især potentielle udenlandske investorer. De store stigninger i aktiekurserne, man har oplevet  i år og styrkelsen af real overfor dollars, efter det stod klart at Bolsonaro ville blive den næste præsident, skal primært ses som en reaktion på at modstanderen, Fernando Haddad fra PT, ikke blev valgt.

Der er primært tale om en indenlandsk reaktion, mens udenlandske investorer fortsat forholder sig afventende. Og hvis der er noget Brasilien har behov for er det udenlandske investeringer (man antager normalt, at disse helst skal ligge på 5 procent af BNP eller højere).

Reformdagsorden står og falder på Paulo Guedes succes – og mens man “hænger” på præsident de næste 4 år, kan han jo blive skiftet ud eller evt. gå selv. Det bliver derfor ikke sidste gang at vi skriver om udviklingen i Latinamerikas største økonomi.

 

 

 

 

Muslimske naboer

Hvis man følger med i dansk politik, kan man let få det indtryk, at danskerne aldrig bryder sig om muslimer, og slet ikke i deres nærområde. Følger man nok med, indser de fleste dog at politikere helt generelt overdriver, misforstår, og appellerer til det værste i de dummeste danskere. Hvad er derfor op og ned i debatten om, hvordan de fleste danskere egentlig ser de fleste muslimer?

Det gav Pew-centeret forleden et svar på, da de udsendte svarene på et bestemt spørgsmål i 34 europæiske lande: ”Vil du være villig til at acceptere en muslim som medlem af din familie?” Pew illustrerede fordelingen på tværs af Europa i nedenstående figur (hattip: Niclas Berggren). Og som det er tydeligt, er det kun hollænderne, der er mere ’rummelige’ end danskerne. 81 % af danskerne svarede ja, hvilket statistisk reelt er det samme som i Norge (80 %) og Sverige (80 %). Helt i bunden finder man Armenien på 7 % og Tjekkiet på 12 %

Hvorfor er nogle steder da så meget mere skeptiske overfor muslimer end andre? Det kan der naturligvis være mange grunde til – det religiøst kristne Armeniens anstrengte forhold til det muslimske Tyrkiet er f.eks. en kandidat – men som generelt forklaring er det svært at se noget klart mønster i forbindelse med geografi, velstand eller andet. Der er dog ét forhold, der giver en ganske klar indikation, som kan ses i den anden figur i dagens indlæg: Religiøsitet.

Uden at ville konkludere for meget viser billedet, at jo flere der er religiøse, jo færre vil acceptere muslimer i deres familie – men kun i Vesteuropa. Med andre ord indikerer mønsteret i Pews undersøgelse, at religiøsitet gør folk mere intolerante: For hver 2 %, der erklærer at de er religiøse, falder andelen der accepterer muslimer med 1 %. Det mest interessante er dog, at det ikke gælder i Østeuropa. I stedet viser tallene, at hele det tidligere kommunistiske verden reagerer som om de alle var stærkt religiøse. Det passer bl.a. også med nye tyske undersøgelser, der peger på at folk, der var børn i DDR i dag er langt mindre tolerante overfor udlændinge og indvandrere end folk, der voksede op i Vesttyskland. De kommunistiske lande i øst underviste i konformitet og enshed som en vigtig værdi i deres folkeskoler, og også i kommunisme som en slags religion, der ikke måtte stilles spørgsmål ved. Krucifikserne og resten af det stærkt religiøse udstyr blev vare erstattet af billeder og buster af Marx og Lenin.

Konsekvensen virker umiddelbart at have været den samme som stærk religiøsitet: Intolerance og fordomsfuldhed. Om det holder til mere omhyggelig undersøgelse er dog stadig et åbent spørgsmål, og et som Niclas og jeg er interesserede i at svare på, hvis der er tilgængelige data, der tillader det.

Nyt Ekonomisk Debatt (nr. 7) på gaden i dag

I dag udkommer det nye nummer af det glimrende svenske økonomitidsskrift Ekonomisk Debatt. Tidsskriftet bringer artikler om en lang række emner som primært svenske nationaløkonomer beskæftiger sig med, og er altid læseværdigt. Det gælder også for nummer 7 i år.

Blandt højdepunkterne i det nye nummer af Ekonomisk Debatt er Anastasiya Afanaseva, Joakim Eriksson og Mattias Öhmans ”Är faktagranskning lösningen på falska nyheter?” De tre Uppsala-økonomer – Afanaseva er stadig studerende – undersøger i et eksperiment, hvad fake news gør ved folks politiske synspunkter. Eksperimentet viser ganske tydeligt, at faktagranskning, som f.eks. DRs ellers fine Detektor, ikke rykker ret meget ved folks holdninger når de først har været udsat for falsk information. Som de konkluderer, har ”faktagranskningar har begränsad möjlighet att lösa problemet med falska nyheter.”

Nummeret indeholder bl.a. også artikler om kunder diskriminerer mod virksomheder med udenlandske ejere, sammenhængen mellem fertilitet, mobilitet og sundhed, og hvordan Baumol-effekten og ikke indvandring er en langt vigtigere, men overset, forklaring på stigende skatter og udgifter i Sverige. Som altid er hele nummeret varmt anbefalet.

Hvor rige er danskerne egentlig?

I løbet af efteråret er det så småt gået op for flere folk, at den danske økonomi – på trods af positive som fuld beskæftigelse, overskud på betalingsbalancen og stigende huspriser – faktisk udvikler sig ganske langsomt. Der er muligvis en gryende forståelse for, at den type nøgletal er aldeles ubrugelige og potentielt direkte misvisende, hvis man vil vide noget om den dynamiske udvikling. Flere politikere er også begyndt at advare om, at Danmark risikerer at falde ud af verdens top ti, hvis det fortsætter fremover som hidtil, mens andre synes at insistere på at tro, at alt er godt.

Men et er, hvad man tror, og andet er fakta. Som Peter Kurrild-Klitgaard tweetede forleden, er det på tide at minde om, hvor rige danskerne rent faktisk er. Kurrild gjorde det ved at henvise til sin fremragende klumme i Berlingske for to år siden.. Vi gør det med opdaterede tal fra CIAs World Factbook i det følgende.

Ser man på den købekraftsjusterede nationalindkomst per indbygger, er Danmark ganske langt fra top 10 – vi er nummer 21 i verden. Man skal dog tage hensyn til, at det danske offentlige forbrug er ganske stort, ligesom det heller ikke er sikkert, at vi får specielt meget ud af investeringerne i Danmark. Ser man derfor i stedet på privatforbruget – dvs. den del af nationalindkomsten, som er tilgængelig for borgerne – rykker Danmark fire pladser ned til nummer 25.* Figuren nedenfor illustrerer, hvor vi (den røde søjle) lå i forhold til de 64 andre lande i verden med en nationalindkomst per indbygger over 24000 (købekraftsjusterede) dollars i 2017.

De tre lande umiddelbart under Danmark er Belgien, Holland og Japan, dvs. lande vi normalt sammenligner os med. Interessant nok er de tre lande umiddelbart foran os Finland, Trinidad og Tobago, og de Amerikanske Jomfruøer – det tidligere Dansk Vestindien. Af andre lande, som man normalt tror vi er rigere end, men ikke længere er det, kan man nævne Taiwan (nr. 17), Canada (nr. 14) og Storbritannien (nr. 11).

Den vigtige pointe, som vi har understreget før, er at danskerne slet ikke er så rige, som vi går og tror. En væsentligt del af problemet skyldes den meget store offentlige sektor, som på flere måder begrænser den indkomst, almindelige danskere kan disponere over. Den er også en del af forklaringen på, hvorfor den danske økonomi har vokset så langsomt i snart 25 år – det, Martin Ågerup på det sidste ganske passende har døbt den danske ’vækstkrise. Som f.eks. Andreas Bergh og Magnus Henrekson viste for år tilbage, er en stor offentlige sektor praktisk taget altid forbundet med lavere vækst. Selvom man, som adskillige af mine studerende gør, kan finde på typer af offentligt forbrug, der kan være gavnligt for væksten, er den faktiske situation, at politikere typisk bruger langt flere midler på ting, der begrænser den.

Vi har ingen umiddelbare trylleformularer til at ordne problemet. Baggrunden for dagens post er i stedet, at disse problemer burde være et hovedtema i den valgkamp, der har raset siden i sommers og næppe er slut før juni. Om der er en eneste politiker på Christiansborg, der er moden og ansvarlig nok til at sige det offentlige, er et helt andet spørgsmål.

 

* Bruger man i stedet verdensbankens tilsvarende tal, er Danmark nummer 19. Det bør dog noteres, at der er fire lande i CIAs database, der ikke er tal for hos Verdensbanken. To af disse har privatforbrug meget tæt på det danske. I bedste fald kan man således ved hjælp af den alternative kilde ’snige’ Danmark op på plads nummer 21.

Over Berlin for 70 år siden

Forbløffende mange danskere ved forsvindende lidt om historie, og ikke mindst vores del af verdens historie siden anden verdenskrig. Jeg og adskillige af mine venner og bekendte, der underviser på gymnasier eller universiteter, møder med jævne mellemrum studerende, der intet ved om efterkrigstiden, og knap kan forklare, at der var noget der hed Sovjetunionen eller at det var socialistisk. De fleste ved dog, at Sovjet var med til at nedkæmpe det tyske naziregime, men derudover er det knapt med den faktuelle viden. Det råder vi bod på i dag ved at se tilbage på begivenheder, der udspillede sig i disse måneder for 70 år siden i og over Berlin.

Som Winston Churchill havde set allerede to år tidligere, og erklæret offentligt i sin berømte Iron Curtain Speech, havde Sovjetunionen efter krigen til hensigt at underlægge sig så meget af Europa som muligt i det, Churchill kaldte ”a Soviet Sphere”. Det gjorde den sovjetiske ledelse klart for resten af verden, da den startede en blokade af den vestlige del af Berlin.

Efter krigen var den tyske hovedstad blevet delt mellem de allierede, så hver af de fire lande fik kontrol over hver sin sektor af Berlin, mens byen som helhed var omgivet af den sovjetiske zone. De sektorer af Berlin, der blev ledt af Storbritannien, USA og Frankrig, blev den 24. juni 1948 pludselig afskåret fra resten af det vestlige sektorer.

Den sovjetiske aktion startede med at man lukkede for elektriciteten, der primært blev produceret i det sovjetiske-besatte Østberlin. Det sovjetiske militær var allerede i januar begyndt at stoppe tog fra vest for at kontrollere passagererne, og lukkede nu både jernbanen og den vej, der forbandt Berlin med Helmstedt i Niedersachsen i den britiske sektor. Stalin regnede med, at man via en blokade kunne sulte vestmagterne ud af Vestberlin og dermed overtage hele Berlin i det nye, socialistiske Østtyskland.

Det gik dog helt anderledes end Stalin og den sovjetiske ledelse havde planlagt. Det amerikanske militær, kort efter støttet af briterne, besluttede sig for at flyve varer ind til Berlin for at holde liv i befolkningen udenfor den sovjetiske sektor. De første fly forlod Frankfurt den 26. juni, og efter en usikker start fik man sat et system i gang, hvor USA’s militær primært fløj fra Frankfurt og Wiesbaden, og briterne primært fløj fra Hamborg og enkelte andre lufthavne i nord. Omfanget af operationen blev enormt – selv den lille australske deling, der fløj fra Lübeck til Berlin, nåede 2062 transportflyvninger mellem september 1948 og august 1949 – og var lige så meget en logistisk succes som det var en politisk og økonomisk magtdemonstration.

En af de blivende virkninger af operationen, som officielt hed ”Operation Whittles”, men som berlinerne døbte ”Die Luftbrücke”, var netop de ekstremt vigtige logistiske innovationer. Med så mange fly i luften kunne man ikke simpelthen lade piloterne flyve eller lande efter forgodtbefindende, men måtte sætte det i system. De kontrolinstitutioner, briterne og amerikanerne satte op, tillod at transportflyene til Berlin kunne lande med 90 sekunders mellemrum, hvis de omhyggeligt blev dirigeret til at ligge i en snor ind til lufthavnen. Hvis der kom for mange på samme tid, lagde flyveledelsen dem i en ordnet kø ved at få dem til at flyve i et bestemt mønster over Berlin. Disse indsigter og det system, man eksperimenterede sig frem til i de første måneder under luftbroen, blev grundlaget for al moderne flyveledelse. Det er stadig den måde, kontroltårne ved alle større lufthavne håndterer trafikken.

En anden virkning kom fra en helt anden vinkel, og var i starten én mands værk. I sommeren 1948, da den amerikanske pilot Gail Halvorsen fløj transport fra Frankfurt til Berlin, opdagede han at der hver dag var en stor gruppe børn, der stod ved indflyvningen til Tempelhof-lufthavnen og kiggede på fly. Han fik ondt af de ludfattige børn, og gik en dag ud for at snakke med dem. Børnene delte det tyggegummi, Halvorsen tilfældigt havde i lommen, og da han fik en idé, lovede han at komme med mere den næste dag: Tilbage i Frankfurt samlede han lommetørklæder ind blandt sine kolleger, bandt dem sammen som små faldskærme, og bandt små poser med slik, chokolade eller frugt til faldskærmene. De næste dage havde han dem med i cockpittet og sendte faldskærmene ud over børnene fra sit vindue.

Rygtet om den amerikanske pilot bredte sig hurtigt til både den lokale presse og Berlins børn, og Halvorsen blev kendt blandt børnene som Onkel Wackelflügel – Onkel Vippevinge  – fordi han havde lovet dem, at han ville vippe med vingerne når han fløj lavt over boligblokkene på vej til Tempelhof. På den måde kunne de gradvist flere og flere børn, der samlede sig lige udenfor hegnet til landingsbanen, kende den pilot, der kom med slik til dem. Et andet øgenavn for Halvorsen blandt børnene var således der Chokoladenflieger – Chokoladeflyveren – og som gruppe begyndte man at kalde de amerikanske piloter og deres fly for die Rosinenbomber – Rosinbomberne. Flere og flere af Halvorsens kolleger begyndte at gøre det samme, der blev samlet både lommetørklæder og slik ind i USA og sendt til basen i Frankfurt, og da nyheden nåede den amerikanske generalløjtnant Turner, blev sliktjenesten sat i system med navnet ”Operation Little Vittles”. High school-elever og husmødreforeninger i USA leverede faldskærme, og sidst på året donerede bl.a. chokoladegiganten Hersheys flere tons slik og chokolade til den tidligere fjendes børn. Alene i Chicopee, Massachusetts, indsamlede high school-eleven Mary Connors og hendes hjælpekomite 18 tons slik og tyggegummi.

Som Andrei Chernys dokumenterer i den fine The Candy Bomber: The Untold Story of the Berlin Airlift and America’s Finest Hour, var Halvorsens idé og Operation Little Vittles med til at ændre berlinernes syn på de amerikanske og britiske besættelsesstyrker. Berlinerne var kommet til at forbinde lyden af flymotorer med død og ødelæggelse, og med god grund: Berlin var blandt de tyske byer, der blev tæppebombet og da krigen sluttede, var der forsvindende få bygninger, der var uskadte. Men deres børn kom i 1948 og 1949 til at forbinde den karakteristiske brummen fra Douglas C 47 og C 54-flyene med slik, og mange tyske børns første appelsin eller chokolade dalede ned i faldskærme lavet af lommetørklæder og viskestykker. Halvorsen fik i 1974 Vesttysklands fornemste orden, das Bundesverdienstkreuz, og the Congressional Gold Medal for sin indsats.

Det sovjetiske nederlag var også åbenbart på den lokale, politiske front. Den sovjetiske ledelse havde allerede tidligere startet delingen af byen, da den nægtede at acceptere de første valg til Berlins bystyre. Det førte til, at socialdemokraten Ernst Reuter indsattes som borgmester i Vestberlin i december. Reuter (der pudsigt nok var født i Åbenrå af tysksindede forældre) var egentlig valgt til overborgmester allerede i 1947, men den sovjetiske sektorledelse nægtede formelt at acceptere valget. Kort før Reuters indsættelse valgte de at indsætte Friedrich Ebert som borgmester i Østberlin, og understregede dermed, at Berlin også politisk de facto var en delt by.

Luftbroen stoppede først da Sovjetunionen opgav blokaden af Vestberlin den 11. maj 1949. Stalin og den sovjetiske ledelse havde håbet at knægte de vestlige allierede og drive dem ud af Berlin. Konsekvenserne var, meget til sovjetisk fortrydelse, de omvendte end intentionen. Luftbroen bekræftede Storbritanniens og USA’s fortsatte og meget konkrete opbakning til et demokratisk Tyskland og Vesteuropa. Vestberlin blev både et lysende eksempel på den vestlige, demokratisk kapitalismes overlegne udvikling og en torn i siden på sovjetiske ledere fra Stalin til Gorbatjov. 12 dage efter blokaden ophørte, etableredes Bundesrepublikken Tyskland – den del, der i daglig tale kom til at hedde Vesttyskland – og som Vestberlin forblev en del af indtil det kommunistiske Østtyskland kollapsede i slutningen af 1989. Luftbroen til Berlin blev en håndgribelig start på udviklingen og som en ikke ubetydelig bivirkning fik måden, luftbroen kom til at virke på, en hel generation tyske børn til at vokse op med et andet billede af briter og amerikanere end deres forældre. Den næste generation frie tyskere var helhjertet en del af den demokratiske verden.

Sveriges politiske fremtid stadig usikker. Riksdagens formand udpeger sig selv om forhandlingsleder.

Knap to måneder efter valget står Sverige stadig uden en regering.  Det lykkedes i hans andet forsøg nærmest som ventet ikke for Sveriges fungerende statsminister Stefan Lövfen at skabe én.

Situationen er fortsat så politisk fastlåst, at Rigsdagens formand, Andreas Norlén, efter samråd med alle partiernes ledere, ikke kunne pege på en partileder som ny forhandler.

Centerpartiets leder, Annie Löof kunne ellers være blevet den nye forhandlingsleder. For tre uger siden åbnede hun for en samlingsregering, som inkluderede S. Det skete dagen efter, at  Moderaternas daværende forhandlingsleder, Ulf Kristersson gav Lööf og Liberalernas leder, Jan Bjørklund et ultimatum. Kristersson forsøgte at holde sammen på den borgerlige alliance, som har eksisteret i snart 4 år, men overraskende sagde Lööf og Bjørklund nej.

Istedet Norlén selv kommer til at lede forhandlingerne i tiden fremover. Det er højst usædvanligt i Sverige efter et valg. Det er formentlig aldrig  sket, siden proceduren for en regeringsdannelse blev skabt i 1919.

Indtil videre fortsætter Lövfen-regeringen som et forretningsministerium, men ikke som regering. Men en det kan den ikke blive ved med at være. Landet skal ledes!

Det mest sandsynlige er derfor, at Norlén nu vil ligge hårdt pres på partilederne for at få skabt en regering.

Norlén præsenterede mandag fire alternativer:

•   en meget bred samlingsregering bestående af samtlige partier  med undtagelse af de to yderste politiske fløje, Sverigedemokraterna og det socialistiske Vänsterpartiet.

• En centrumregering bestående af Socialdemokraterna, Centerpartiet, Liberalerna og Miljöpartiet

• En regering bestående af den borgerlige alliance og Miljöpartiet.

• En regering bestående af en alliance-regering á la Kristerssons 3-2-1-løsning (dvs. en borgerlig  regering  med kun 3, 2 eller et parti, men ikke dem alle fire.

Norlén vil nok satse på den store brede regering, som kun udelukker de to yderste fløje, Sverigedemokraterne og det socialistiske Vänsterpartiet.  Men det er meget urealistisk. Specielt Socialdemokraterna og Moderaterna (+Kristdemokraterna står simpelthen for langt fra hinanden.

Alternativ 2 kan ikke udelukkes. Det er Löfvens ønskekonstellation, men Centerpartiet og Liberalerna har afvist den adskillige gange. Det bliver bestemt ikke med Löfven som statsminister. Også selvom han stadig insisterer på det.  Politik er det muliges kunst. Det burde Löfven som afgående statsminister vide.

Men Lööf? Ja, måske, men den regering vil ikke have majoritet i Rigsdagen.

Alternativ 3 er det mest urealistiske, alternativ 4 er blevet afprøvet og uden succes

Norlén står overfor en gordisk knude!

I følge den svenske procedure for regeringsdannelse, som altså har været en praksis siden 1919, skal en forhandlingsleder forkastes tre gange af Riksdagen ved formel afstemning. Eftersom Norlén er blevet den fjerde forhandlingsleder siden valget d. 9. september, har der en sådan nedstemning  har endnu ikke fundet sted. Dette betyder i  princippet, at regeringsforhandlingerne kan fortsætte helt frem til næste valg i 2022.

Men det er lidet sandsynligt. Landet kan jo ikke fortsætte med at Löfvens regering fortsætter som forretningsministerium.

Den 15. december finder der en meget vigtig begivenhed sted  i Riksdagen, for det skal finansloven for 2019 fremlægges til afstemning. Lövfens mindretalsregering har udarbejdet sit eget finanslovsforslag, men det vil sikkert blive nedstemt som i 2014. Dengang udløste det en regeringskrise, som kunne havet udløst et nyvalg. I stedet fremlagde den borgerlige opposition sit budgetforslag, som blev vedtaget med Sverigedemokraternes stemmer. Dette skabte en utålelig situation for Löfvens regering, eftersom den dermed skulle styre finanserne efter oppositionens finanslov. Et nyvalg blev undgået på målstregen, da partierne enedes om den kort før nytår enedes om den såkaldte decemberaftale.  Den holdt kun i 9 måneder, før den blev opsagt af den borgerlige opposition. Helt frem til valget tre år senere befandt Sverige sig derefter reelt i en valgkamp.

De borgerliges største parti, Moderaterna vil også denne gang fremlægge sit finanslovsforslag. som Sverigedemokraterne igen vil stemme for. Dermed står regeringen i samme situation som i 2014.  Forskellen er denne gang, at den borgerlige alliance ikke sidder i opposition. Sverige har ingen regering, og det er aldrig sket før, at en regering ikke har fremsat et finanslovsforslag. Löfvens regering er som nævnt kun et forretningsministerium

Sverige står i de næste par uger d. 15 november står Riksdagen overfor en overordentlig vigtig beslutning, nemlig at få vedtaget en finanslov for 2019. Den  bliver givetvis vedtaget, for ellers står Sverige i en meget uholdbar politisk situation, som kan ende med et nyvalg — en konsekvens ingen af de nævnte partier ønsker sig, eftersom det muligvis kun vil give Sverigedemokraterna og Vänsterpartiet  mere luft under vingerne.

Et nyvalg vil heller ikke løse nogen ting, da  ingen af blokkene stadig ikke  vil få flertal. Men i det  mindste får Norlén  god tid at løbe på   – forudsat at finansloven vedtages.

Uafhængige domstole er ikke altid uafhængige

En af de vigtigste indsigter i public choice / politisk økonomi, og særligt de overlappende områder der kaldes retsøkonomi (law and economics) og forfatningsøkonomi (constitutional political economy), er den fundamentale forskel på de jure og de facto forhold. Tilbage fra Buchanan og Tullocks The Calculus of Consent var det klart, at man teoretisk sagtens kunne forestille sig situationer, hvor lovgivning på papiret og lov i praksis havde lidt eller intet med hinanden at gøre. Bogen og Tullocks efterfølgende arbejde fremhævede både problemer med at håndhæve lovgivning og hvordan lovgivning ofte har andre grunde end de officielle. Lars Feld og Stefan Voigts grundlæggende arbejde fra 2003 viste senere empirisk, at retsvæseners uafhængighed af politik er meget forskellige afhængig af om man ser på de jure situationen – hvad der står på papiret – og de facto, dvs. om de i virkeligheden er uafhængige (se også deres update med Jerg Gutmann her).

Indsigten fra public choice er ofte meget upopulær blandt jurister, der er skolet meget anderledes end de fleste nationaløkonomer og politologer. Den har dog også væsentlige politiske implikationer, da man ikke blot kan ordne problemer ved at lovgive – selvom lovgivning i sig selv er perfekt, er det på ingen måde sikkert, at den implementeres eller håndhæves på en gavnlig måde, eller overhovedet. Den efterlader dog også et mere grundlæggende spørgsmål, som Stefan Voigt, Jerg Gutmann og jeg så småt er gået i gang med at svare på: Er politisk uafhængighed et fundamentalt forhold, eller er uafhængigheden begrænset til specifikke områder?

Med andre ord søger vi at svare på, om regeringer, der ikke respekterer område Xs uafhængighed, heller ikke respekteret område Ys. Helt konkret sigter vi for eksempel efter at svare på, om et politisk uafhængigt retsvæsen også indebærer, at medierne er uafhængige, og om lovgivning, der skal sikre det ene områdes uafhængighed typisk kommer i en pakke af anden lovgivning, der sikrer andre områders uafhængighed.

Projektet er nystartet, og planen er at kunne præsentere resultatet som arbejdspapir ved den nordamerikanske public choice-konference, der afholdes i Louisville, Kentucky, til marts. Vi er dog ikke på helt bar bund, som beskrevet ovenfor og i figuren nedenfor. Tidligere forskning, ikke mindst mine kollegers arbejde med Lars Feld, peger i retning af at de facto og de jure-mål ikke har meget med hinanden at gøre. I figuren, der er vores første spæde skridt mod et resultat, danner vi et indeks over den konstitutionelle sikring af højesterets politiske uafhængighed ved at tage gennemsnittet af fire indeks der måler: Er højesteret formelt uafhængig af politik, er højesterets afgørelser endelige, har regeringen eller parlamentet indflydelse på udnævnelsen af højesteretsdommere, og har regeringen eller parlamentet indflydelse på udnævnelsen af højesteretspræsidenten?

Det indeks, repræsenteret på x-aksen, plotter vi imod et mål for de facto uafhængighed fra V-Dem-projektet for en gruppe demokratier i de vestlige lande (de blå markeringer) og Latinamerika og Caribien (de røde). Og som det kan ses, er der overordnet en negativ sammenhæng mellem de jure uafhængighed, som defineret af forfatningen, og hvordan virkeligheden ser ud! Mest sigende er det dog, at nedre kvadrant til venstre – dvs. kombinationen af mangel på de facto og de jure uafhængighed – er tom. Havde forfatningens regler påvirket virkeligheden, ville vi have regnet med at se lande i den kvadrant, hvilket vi tager som en første indikation på, at stramme forfatningsregler indføres som en reaktion på de facto problemer, men at de generelt ikke virker. Med andre ord viser de allerførste afsøgninger af data, at forfatningsregler sandsynligvis ikke virker, men at de ikke er tilfældige. Og skulle en af vores sædvanligvis begavede læsere har input eller spørgsmål, hører vi gerne!

Hvorfor omfordeling kun står for 10 pct. af lavindkomsternes indkomststigning

Det er en sejlivet myte, at væksten i levestandarden for de laveste indkomster primært skyldes indførelsen af velfærdsstaten og dens omfattende omfordeling. Den altdominerende forklaring er imidlertid den økonomiske vækst. Ser vi på indkomstfremgangen for de 40 pct. laveste indkomster i forhold til for 100 år siden, kan under 10 pct. tilskrives ændret fordeling. Godt halvdelen skyldes den økonomiske vækst direkte, mens resten skyldes, at den økonomiske vækst har øget værdien af en større indkomstandel.

Det skriver jeg om i min faste klumme i Berlingske i dag.

Men jeg skylder at gøre opmærksom på, hvordan jeg har beregnet det. Det kan nemlig ikke slås direkte op. Derfor har det været nødvendigt at gøre en række antagelser. Jeg har imidlertid valgt dem, så de snarere overvurderer end undervurderer betydningen af omfordeling.

Her er en beskrivelse af metoden:

Det seneste statistikbelagte år er 2016. Vi har meget omfattende data om nutidens indkomster fra CEPOS forskeradgang til registerdata. For 1916 er oplysningerne derimod sparsomme.

Det tætteste, man kommer indkomstfordelingen i 1916, er studier foretaget af Atkinson og Søgaard. De har for 1915 og 1920 opgjort, hvor stor en andel af den skattepligtige indkomst, de laveste 40 pct. af familieindkomsterne havde. De havde 13,5 pct. i 1915 og 8,9 pct. i 1920. Et simpelt gennemsnit siger 11,2 pct., men jeg vælger at sige 10 pct. i 1916, altså klart i underkanten. Jeg tager heller ikke rigtig højde for, at indkomstfordelingen på det tidspunkt formentlig var påvirket af midlertidigt store indkomster i den høje ende som følge af Første Verdenskrig.

Jeg antager nu, at de 40 pct. laveste også havde 10 pct. af den disponible indkomst. Det er helt klart et underkantsskøn. Skattesystemet var også progressivt for 100 år siden. Samtidig var der formentlig en hel del ikke skattepligtige indkomster i den lave ende. Overførsler blev næppe beskattet væsentligt, og det samme gælder naturalieaflønning af karle og piger på landet samt tjenestefolk.

For 2016 kan jeg derimod godt beregne de laveste 40 pct.s andel af den disponible indkomst. Den var på 17,1 pct. Væksten fra de 10 pct. til 17,1 pct. er således et mål for, hvor meget de nederste 40 pct. har fået mere som følge af ændret indkomstfordeling. Det er dog vigtigt at understrege, at den ændrede fordeling ikke kun afspejler fordelingspolitik, men også udviklingen i lønstruktur mv.

Når der ikke er tal for de disponible indkomster i 1916, er det ikke umiddelbart muligt at beregne væksten i de disponible indkomster. De stiger ikke i samme takt som indkomsterne før skat – eller den generelle økonomiske vækst – fordi skatterne er steget betragteligt, selv når der tages hensyn til, at overførslerne også er (det skyldes stigende andel offentligt forbrug og investeringer). Jeg har derfor antaget, at de disponible indkomster er steget i samme takt som privatforbruget. Privatforbruget er beregnet i nationalregnskabet tilbage til 1966. For at komme tilbage til 1916 har jeg benyttet tal for det samlede forbrug fratrukket det offentlige bidrag til bruttofaktorindkomsten. Disse tal findes i Svend Aage Hansens ”Økonomisk Vækst i Danmark” (men har selvsagt ikke samme nøjagtighed som nationalregnskabet), hvor 1916 dog må findes ved interpolation.

De disponible indkomster er defineret som summen af forbrug og opsparing. En underliggende antagelse er altså, at opsparingskvoten ikke har ændret sig afgørende. Den aktuelle opsparingskvote er høj, hvilket trækker i retning af at undervurdere væksten, men opsparingskvoten var formentlig også høj under Første Verdenskrig.

Hvis man på denne måde beregninger indkomstfremgangen for 1.-4.decil fra 2016, giver det følgende:

Samlet indkomststigning                                      100,0 pct.

Heraf:

  • Ændret indkomstfordeling:    9,3 pct.
  • Økonomisk vækst   53,1 pct.
  • Multiplikativ effekt   37,7 pct.

 

Det er endelig vigtigt at være opmærksom på, at denne opdeling er formel statistisk. I virkeligheden må omfordelingen formodes at have reduceret den økonomiske vækst på grund af overvejende negative adfærdseffekter. Dem burde man strengt taget have trukket fra i gevinsten ved ændret fordeling, men det må blive en anden gang.

Koloniherrer og moderne udvikling

Et af de store og ideologisk stormomsuste spørgsmål siden 1960erne har været, hvad kolonitiden gjorde ved lande i Afrika og Asien. Er man stærkt venstreorienteret er svaret enkelt, da marxistisk afhængighedsteori tydeligt påstår, at kolonierne blev udbyttet og at kolonitiden derfor er en forklaring på, hvorfor Europa blev rigt og Afrika fattigt. Der er dog næppe mange ædruelige samfundsforskere, der har troet på afhængighedsteori de sidste 40 år. En anden, og mindst lige så upopulær holdning, er at kolonitiden var gavnlig for fattige lande, fordi kolonimagterne opbyggede uddannelse og andre institutioner.

I en britisk kontekst står f.eks. den celebre historiker Niall Ferguson for denne holdning (læs f.eks. her). Fergusons pointe i bogen og flere artikler er, at særligt det britiske imperium var en gavnlig indflydelse på kolonierne. Selvom der er generel konsensus om f.eks. de voldsomt negative virkninger af at have været en del af Belgiens afrikanske kolonier – for de interesserede kan Michela Wrongs skræmmende In the Footsteps of Mr Kurtz varmt anbefales – er Fergusons påstand både upopulær og ret omdiskuteret.

Nye studier i udviklingsøkonomi er dog begyndt at give Ferguson ret, ikke mindst i hans grundlæggende påstand om, at briterne simpelthen ’gjorde’ kolonimagt anderledes. Nogle af disse nye studier genfinder hvad gamle, men oversete studier, viste. Et glimrende eksempel er fra så tidligt som 1937, da den britiske geograf Derwent Whittlesey beskrev forskellen på britisk og fransk koloniteknik i en fin artikel i Foreign Affairs (gated version her). Whittlesey viste konkret, hvordan briterne i langt højere grad byggede på eksisterende institutioner og kun i begrænset omfang flyttede britisk politi og politiske institutioner til deres kolonier. Det tillod dem således at køre ikke blot Indien, men også de afrikanske kolonier med en forbløffende lille administrativ stab, men beskyttede også eksisterende magtstrukturer.

Frankrigs approach var helt anderledes: At gøre kolonierne til dele af Frankrig. Man erstattede derfor eksisterende strukturer med franske institutioner, fransk uddannelse, retsvæsen osv. Og mens den franske koloniideologi, som Whittlesey beskrev, bestod i at gøre afrikanerne til gode franskmænd som man ikke skulle diskriminere imod, var briterne langt mere tilbøjelige til at bruge afrikanere i politi, administration og retsvæsen. Flere nye studier peger på, at områder hvor kolonierne blev kørt efter den britiske tradition i dag klarer sig væsentlige bedre end de franske. Tre studier med meget forskellige metodiske udgangspunkter viser således de samme overordnede forskelle.

Den første approach er at finde områder, som i dag har samme officielle strukturer, men hvor dele af området var under en kolonimagt og andre dele var under en anden. Det er det, Stanford-politologerne Alexander Lee og Kenneth Schultz udnyttede i en artikel 2012 i Quarterly Journal of Political Science. Lee og Schultz beskrev, hvordan den nordvestlige del af Cameroun i dag er mere velfungerende end resten af landet. Cameroun var en del af Tysklands forsøg på at blive en kolonimagt, som kuldsejlede med landets nederlag i første verdenskrig. Som en del af Versailles-traktaten efter krigen delte Frankrig og Storbritannien derfor landet mellem sig: En relativt snæver stribe land i nordvest, der grænsede op til Nigeria, blev britisk, og resten af Cameroun blev fransk. Lee og Schultz udnytter derfor, at grænsen der blev lagt efter første verdenskrig var tilfældig, og kan vise hvordan steder der tilfældigt endte på den britiske side, i dag er rigere og mere velfungerende.

En anden approach bliver taget af min ven og kollega Andreas Bergh (Lunds Universitet og IFN, Stockholm), som vi har skrevet om flere gange i år. I september udgav han sammen med Günther Fink (Swiss Tropical and Public Health Institute og Harvard) et nyt arbejdspapir om emnet med titlen ”The French Curse? On the Puzzling Economic Consequences of French Colonization.” I papiret dokumenterer Bergh og Fink først, at tidligere britiske kolonier i Afrika har haft væsentligt højere vækst end de tidligere franske, men kan fra cirka midten af 1990erne. Med andre ord har de tidligere britiske formået at vokse klart hurtigere efter at den Kolde Krig var ovre. Det viser sig dog også i den relativt preliminære analyse, at institutionelle forhold som kvaliteten af retsvæsenet osv. ikke kan forklare forskellen. Bergh og Fink forsøger således i deres korte papir at bruge udelukkelsesmetoden – hvad der ikke kan være forklaringen – på at sandsynliggøre, at de nuværende forskelle må skyldes forhold tilbage til kolonitiden.

Hvor store er forskellene i dag? Bruger man the Penn World Tables, der er opdateret indtil 2014, er det tydeligt at de britiske er markant rigere: BNP per indbygger var i 2014 i gennemsnit 6658 købekraftsjusterede dollars i det tidligere britiske kolonier mod 4432 dollars i de tidligere franske, 4123 dollars i de tidligere portugisiske og 1079 i de lande, der uheldigvis engang var dele af det belgiske kolonirige. En række andre forskelle er også tydelige, hvis man bruger andre kilder. V-Dem-projektet har f.eks. vurderinger af juridiske ’accountability’ og juridisk korruption, og i det datasæt, som Martin Rode og jeg har udviklet, har konkrete data på demokratistatus tilbage i tid. Figuren nedenfor illustrerer disse forskelle.

Som det tydeligt kan ses, er den juridiske kvalitet i gennemsnit bedre i de tidligere britiske kolonier i Afrika, ligesom der er langt mere korruption i de tidligere franske. Det er dog også interessant at se, hvordan den restgruppe, der hverken var britisk eller fransk, i dag ikke har værre korruptionsproblemer end den britiske, og de tre tidligere portugisiske har ganske flot styr på den type problemer. Tre af de fem tidligere portugisiske – Kap Verde, Guinea-Bissau og Sâo Tomé og Principe – er i dag også demokratiske, ligesom 54 % af de tidligere britiske. Det er væsentligt flere end de franske, der også i gennemsnit har haft en længere tid mellem 1970 og 1995 som et-partistater.

I baggrundspapiret for vores database, som Martin Rode og jeg lagde online i august, viser vi hvordan en fortid som koloni med demokratiske institutioner i dag gør det langt mere sandsynligt, at en tidligere koloni er stabilt demokratisk. Og ser man på forskellen på de britiske og de franske kolonier, var forskellen ikke at de britiske var mere tilbøjelige til at få politiske institutioner med valg. Det var i stedet, at de britiske afholdt demokratiske valg, mens de franske kolonimyndigheder ofte ikke kunne holde fingrene væk, og begik valgsvindel. På den måde er Afrika et klart, og ofte deprimerende, eksempel på ’path dependence’, dvs. at fortiden stadig former nutiden. Eller som vi også skrev i sommers, med William Faulkners ord: ”The past is never dead. It’s not even past.”

Fyrtårne, fyrskibe og staten

Stort set enhver lærebog i public economics viser, at offentlige goder vil blive underproduceret af et frit marked. Offentlige goder er karakteriserede ved at være ’non-rival’ og ’non-excludable’, dvs. mit forbrug af en park betyder ikke, at andre ikke også kan forbruge parken mens vi gør det – den er non-rival – og ingen kan forhindre os (lovligt) i at bruge den – parken er non-excludable. Disse to karakteristika betyder, at det ikke er muligt at tjene penge på at udbyde offentlige goder, hvilket giver det traditionelle argument for, at staten bør sørge for visse offentlige goder. Selv i liberal tradition omfatter disse goder retsvæsen, politi og nationalt forsvar, og ofte også grundlæggende uddannelse.

Nobelprisvinderen Paul Samuelson betragtede fyrtårne som kvintessentielle eksempler på rene offentlige goder, der ikke kunne produceres af et frit marked, men måtte være statslige. Adskillige lærebøger har derfor siden 1950erne brugt fyrtårne som eksempel, men et eksempel med modeksempler: Siden Ronald Coases artikel ”The Lighthouse in Economics” har der været en til tider ophedet diskussion om, hvorvidt offentlige goder altid skal produceres og finansieres af staten. Allerede James Buchanan, havde argumenteret, at det kan lade sig gøre at løse problemet ved at indføre eksludabilitet, så de offentlige goder bliver til såkaldte klubgoder. Men Coases artikel i 1974 pegede på, at det ikke var sandt – som Samuelson og andre hævdede – at der ikke havde været private fyrtårne i England og Wales.

Det er denne diskussion, om Rosolino Candela (Mercatus, GMU) og Vincent Geloso (Texas Tech) bidrager til i september-nummeret af Public Choice. De tager udgangspunkt i et enkelt eksempel fra udløbet af Themsen, som kaster lys på den engelske situation fra 1731 til nationaliseringen af fyrtårnene i 1835. Deres eksempel er det fyrskib, som David Avery and Robert Hamblin udviklede og placerede i the Nore ved et af de farlige steder i indløbet til Themsen. Avery og Hamblin entrerede dermed markedet for navigationslys, men ikke med et fyrtårn, men en teknologisk innovation, der løste samme problem. Det er dén indsigt, der er central i artiklen

Som Candela og Geloso skriver i deres indledning, er et grundlæggende problem i hele diskussionen om offentlige goder, at “correction of an alleged market failure may prevent private entrepreneurs from discovering a market solution to correct such a failure.” Med andre ord kan en offentlig ’løsning’ af et problem omkring offentlige goder forhindre markedsaktører i at løse problemet. Observerer man enten ingen privat produktion af offentlige goder, eller en situation hvor de private udbydere enten leverer en meget dyr service eller har svært ved at tjene penge, kan det naturligvis være tegn på en markedsfejl. Men det ofte form af en situation, hvor et marked mangler, mere end et marked, der fejler. Man må derfor spørge sig selv om, hvorfor det mangler.

Candela og Geloso peger helt centralt – og meget vigtigt – i deres artikel på, at markedet for navigationslys i de 100 år efter Avery og Hamblins opfindelse ikke kun bestod af fyrtårne, men også fyrskibe. Tidligere studier her således først og fremmest overset en del af markedet! Men den anden del af studiet består i, hvordan Candela og Geloso demonstrerer at en bestemt, og meget stærk særinteresse forsøgte at opretholde et monopol. Trinity House, en privat organisation der fungerede som den faktiske myndighed i England og Wales, havde haft monopol på at indkræve betaling for brug af fyrtårne siden 1679. Organisationen havde derfor også ganske betragtelige indtægter, og lobbyede kraftigt mod de nye fyrskibe. Det var lykkedes tidligere, og det egentligt nye i Avery og Hamblins fyrskib – udover rent tekniske innovationer – var at deres patent var ” was worded vaguely so as not to appear in direct competition with coastal lighthouses, even if that was their intention.” Med støtte fra Admiralitetet lykkedes det i første omgang at afværge Trinity Houses forsøg på at tilbagekalde det patent, de fik. I anden omgang lykkedes det dog Trinity House at få tilbagekaldt – en hidtil uset handling fra statens side – og Hamblin, der havde købt Avery ud, samarbejdede derefter med ’myndigheden’ om at opretholde monopolet.

Historien om de britiske fyrtårne og –skibe er således ikke en historie om markedsfejl, men derimod om særinteressers spil, der forhindrede konkurrence på markedet for navigationslys. Candela og Geloso viser således, at det som en lang række studier har betragtet som en markedsfejl faktisk er en ganske velkendt regeringsfejl, som forhindrede et marked i at opstå. Som de konkluderer:

“That the justification for nationalizing all private lighthouses in 1836 and abandoning the Trinity House system was to reduce the light dues paid by shipowners, even though a cheaper private alternative had been developing in the form of lightships, shows that monopoly power in lighting services was a consequence of government failure, not a market failure.”

Første meningsmåling efter det svenske valg.

 

De svenske regeringsforhandlinger foregår stadig med Stefan Löven som forhandlingsleder. Han har 14 dage til at skabe enighed om en regering, og den første udløber weekenden.

Idag offenliggjordes den første meningsmåling efter valget. Den er foretaget af Instituttet Sifo, som har spurgt 8.583 vælgere om, hvilket parti de vil stemme på, hvis der afholdes valg nu. 8,500 vælgere er meget  — det er faktisk omtrent 5-8 gange mere end, de danske institutter bruger i deres målinger. Og det reducerer den statistiske usikkerhed betragteligt. Det skal understreges, at der kun er tale om én måling. Et vægtet gennemsnit af flere målinger vil have været bedre, men på den anden side ramte de fleste målinger med undtagelse  af YouGov ganske præcist. De svenske synes ikke at have så store house effects om de danske.

 

 

Målingen viser, at styrkeforholdet mellem blokkene ikke har forskudt sig markant siden valget. Den rød-grønne blok er stadig lidt større end den borgerlige alliance, men de er stadig et stort stykke fra at have flertal. En regering på tværs af blokkene synes uundgåeligt. 

Ser man på forskydningerne mellem de enkelte partier fremgår det, at SD er gået frem med 1,1%. Partierne kan tage nok så meget afstand fra SD, men de kan ikke slippe af med partiet og dets betydelige størrelse.

Samtidigt  afspejler målingen, at Ulf Kristerssons parti, Moderaterne straffes for hans fiasko som regeringsforhandlingerne. Partiet taber 1%, mens Socialdemokraterne går frem (også med 1,1%). Måske profiterer S af, at Löfven er tilbage som forhandlingsleder.

Centerpartiet fortsætter sin fremgang, men den opvejes af Liberalernas  tilbagegang. Samlet går den rødgrønne blok 0,7% frem, mens Alliancen går 1,4% tilbage. Miljöpartiet, som er Socialdemokraternas allierede i den rød-grønne blok er dog betænkeligt nær på spærregrænsen på 4%

Löfven har stadig tid at løbe på, især hvis parterne nærmer sig hinanden. Så kan forsætte som forhandlingsleder 3 uger endnu. Hvis han fejler igen, fører det til nyvalg.

Det er fortsat umuligt at spå om i hvilken retning pilen peger. Det eneste vi ved med sikkerhed, er, at Kristersson har udspillet sin rolle som forhandler.  Der kommer ikke flere forhandlingsrunder (talmannsrunder). Hermed ikke være sagt, at han ikke bliver statsminister.

Nyt sharing economy index fra Timbro

Deleøkonomi er ved at blive en stor ting, ikke mindst i de nordiske lande. Umiddelbart vil de første sikkert tænke AirBNB og Uber, men deleøkonomi er også GoMore, delebiler, og selv dele-Lego. Fordelen ved deløkonomi er, at ny teknologi – apps på ens telefon, internet osv. – tillader os at dele vores ressourcer med andre. Som Frenken et al. definerer deleøkonome, er det ”consumers granting each other temporary access to underutilized physical assets (’idle capacity’), possibly for money.” Økonomisk er det en glimrende idé fordi det begrænser tiden, ressourcer ikke bruges. Hvis man er to måneder i Prag, kan man nu via AirBNB leje sin lejlighed ud derhjemme, og uden at løbe nogen væsentlig risiko. Alle – bortset fra særinteresser i hotelbranchen og deres politiske hånddukker – er glade.

Det rejser spørgsmål, hvor udbredt fænomenet er, og det er der nu svar på. Den svenske tænketank Timbro lancerede i slutningen af august deres nye Timbro Sharing Economy Index (SEI), som er udviklet af Andreas Bergh (Lunds Universitet), Alexander Funcke (University of Pennsylvania) og Joakim Wernberg (Swedish Entrepreneurship Forum). De tre ses på billedet nedenfor (fra venstre: Wernberg, Bergh og Funcke) sammen med Timbros CEO Karin Svanborg-Sjövall under præsentationen af rapporten.

Timbros SEI, der er fordelt mellem 0 og 100, viser at Island er det land i verden, hvor deleøkonomi er mest udbredt. De tre forfattere diskuterer også ganske overbevisende, hvordan deleøkonomi er en del af forklaringen på, at Island kom så relativt hurtigt gennem den ellers voldsomme krise, der ramte landet fra 2007. Indekset rummer dog også en række overraskelser, som figuren nedenfor viser. Vi har kun plottet uafhængige vestlige lande i figuren, som bl.a. peger på, at deleøkonomi er specielt udbredt i så forskellige lande som Montenegro, Canada og Danmark. Vi dermed, på trods af en nominelt liberal regerings ihærdige modstand, et af de ti lande med størst udbredelse af deleøkonomi. Ser man udover de større lande, er en pudsig detalje, at en række caribiske øer, der alle stadig er kolonier – de hollandske Aruba og Curaçao, de amerikanske Jomfruøer og de britiske Turks and Caicos og Bermuda – faktisk alle ligger nær toppen af indekset. Disse steder har ikke mindst omfavnet de nye delemuligheder i deres turistbrancher, og gør derfor en tur til blåt hav og hvide sandstrande en mulighed for flere mennesker.

Er der hele en succeshistorie? Det kan man ikke svare på, men det virker sikkert, at deleøkonomi er en trussel mod en lang række fast etablerede særinteresser. Den danske taxibranches succesfulde lobbying af transportminister Ole Birk Olesen er blot et eksempel, omend et noget specielt af slagsen, da branchen beskyttede sig selv mod konkurrence på samme tid som den indrømmede, at det der decideret manglede taxier i København. Under alle omstændigheder gør Timbros SEI det langt lettere at kunne diskutere disse forhold, ligesom det åbner muligheden for at foretage faktisk forskning i, hvor mulighederne opstår.

Dramaet om regeringsmagten i Sverige

Mange danskere har meget faste meninger om Sverige, men kun de færreste har et egentligt indblik i svensk politik, og hvad der sker på den politiske scene hinsidan. Denne artikel giver et faktuelt, helt opdateret og præcist indblik i svensk politik, det svenske systems procedure omkring en regeringsdannelse, og ikke mindst i det  et politiske drama, som er foregået siden valget i 2014, og som endnu ikke har fundet sin afslutning. Ambitionen er at give dette indblik, som  savnes i den danske presse og elektroniske medieverden.  Artiklen er ser formidlende og skrevet på akademisk vis med mange  kildehenvisninger, så man kan faktatjekke. Artiklen er faktuel og ikke-ideologisk, men   forsøger at give et retvisende billede af den politiske udvikling i Sverige i perioden fra 2014 og frem til nu.

Dramaturgien i et klassisk drama  starter med en præsentation af et modsætningsforhold eller en konflikt mellem hovedrollerne. Dette spændingsforhold intensiveres i anden akt, i nogle tilfælde  med  en overraskende udvikling.  Denne overraskelse kan bestå i, at konflikten får et omslag (peripeti), som fører til at dramaet afslutter lykkeligt i tredje akt. Men 2. akt kan også forløbe  som en intensivering af konflikten, og at dramaet i 3. akt ender tragisk.

Det svenske drama om regeringsmagten har præcist fulgt denne dramaturgi. og faktisk to gange: Efter valget i 2014 opstod et drama, som fulgte førstnævnte dramaturgi, og som endte forholdsvis lykkeligt med den såkaldte december-aftale i december 2014. Aftalen var berammet til at var 7 år, men blev opsagt af oppositionen året efter. Dermed kunne dramaet starte påny.  1. akt kulminerede med, at Löfven blev fældet af Riksdagen få dage efter valget d. 9. september 2018.

1. Akt:  Löfven afsættes som svensk statsminister

Dem 9. september 2018 afvikledes det ordinære valg til den svenske Riksdag. Situationen havde i den foregående valgperiode været dén, at ingen af de to politiske blokke — den rød-grønne blok bestående af socialdemokraterna (S), Miljöpartiet (MP) og det socialistiske venstreparti (V) og den borgerlige blok bestående af de konservative Moderaterna (M), Centerpartiet (C), Liberalerna (L) og de kristlige demokrater (KD), efter parlamentsvalget i 2014 ikke fik mindst 175 pladser i Riksdagen, som er nødvendige for at danne en flertalsregering. Klart var det dog, at den borgerlige regering og statsminister  Frederik Reinfeldt (M havde tabt valget, og blevet mindre end den rød-grønne blok. Som leder af landets største parti, blev Socialdemokraternas leder ,Stefan Lövfen udpeget til at leder regeringsforhandlingene. Han valgtes som statsminister ved en afstemning i Riksdagen d. 2. oktober 2014.  Kun Sverigedemokraterne stemte imod, mens den borgerlige blok og Vänsterpartiet stemte blankt.  Sverige havde fået en  socialdemokratisk mindretalsregering. Selvom Socialdemokraterna har domineret svenske politik, og været landets største parti siden parlamentarismens indførelse i landet  i 1917, var Löfven-regeringen ikke Sveriges første mindretalsregering. Dem har landet haft en del af. Faktisk var perioden mellem 1920 og 1936 præget af mange mindretalsregeringer, som fik en kort levetid.  Löfvens mindretalsregering en et-partisregering (S) med MP som støtteparti.  Den borgerlige alliance, Vänsterpartiet og Sverigedemokraterne sad i opposition.

Netop Sverigedemokraterne udgjorde et problem: partiet som blev dannet  i 1988 med rødder i den ekstreme højrefløj, gik kraftigt frem ved valget fra 5,7%  af stemerne i 2010 (hvor det iøvrigt blev repræsenteret i Riksdagen for første gang) til 12,9%.  Dette gjorde SD til Sveriges tredjestørste  parti. Med kun 138 parlamentsmedlemmer bag sig  (175 kræves for at have et flertal), var Löfvens mindretalsregering skrøbelig. Dette viste sig også, da regeringens finanslovs forslag blev fremlagt for Riksdagen d. 2. december 2014. Ligesom i Danmark er der i Sverige tradition for, at finanslovene vedtages, uanset om landet er blevet regeret af flertals- eller mindretalsregeringer, men i 2014 spillede Sverigedemokraterne med sine nye muskler, og var fast  besluttet på at fælde regeringen. SD’s beslutsomhed blev forstærket af, at  det overordentligt immigrationsvenlige Miljöparti var regeringens støtteparti, og at indvandringen af personer med ikke vestlig-baggrund var steget markant i den borgerlige  Frederik Reinfelts (M) regeringsperiode (2006-2014), hvor han blev kendt for sit udsagn, at Sverige skulle åbne sit hjerte for indvandringen.  Alene i 2014 stod Sverige til at modtage 80.000 asylansøgere. Med SD stærke vilje til at fælde regeringen, fik Löven-regeringen virkelig at føle, at den var en mindretalsregering. Löfvens finanslovsforslag blev således nedstemt af Riksagen d. 2. december 2014, mens den borgerlige alliances budgetforslag blev vedtaget i stedet, og med SD’s stemmer. Sverige befandt sig i en regeringskrise, eftersom Löfven skulle styre landet med oppositions budget i det kommende finansår.

Löfven kunne have taget sin afsked, men i så fald ville han overlade magten til den borgerlige alliance. Han havde derfor kun ét valg: at udskrive nyvalg; det første ekstraordinære valg siden 1958. Efter afstemningen bekendtgjorde Lövfen, at han ville udskrive et nyvalg, som skulle finde sted d. 22. marts 2015.  Der var blot den væsentlige hage ved dette nyvalg, at SD ville forsætte sin eksplosive vækst, hvilket kunne efterlade den kommende regering i endnu større vanskeligheder. Desuden var ingen partier under nogen omstændigheder villige til at spille efter SD’s klaver. De var overhovedet ikke indstillet på enddog at tale eller lytte til SD. Partiet med dets højreekstremistiske rødder skulle holdes helt ude i kulden. Skrækscenariet var, at SD vil blive landets største eller næststørste parti ved valget i marts, og det forenede de to blokke. Flere modeller blev diskuteret, Bla. foreslog KD  stramninger af udlændingepolitikken, men primært for at reducere de økonomiske omkostninger. 

Efter forhandlinger med oppositionen, undtaget SD og V, offentliggjorde Löfven d. 27. december 2014 en aftale,  der blev kendt som december-aftalen.

December-aftalen gik  ikke ud på at holde SD uden for indflydelse. Det er en udbredt misforståelse. Hovedelementet i aftalen var, at den gjorde det muligt for mindretalsregeringer at styre landet efter deres eget budget, men at der godt kunne indgås aftaler i andre spørgsmål. Alligevel var december-aftalen udemokratisk.: et demokratis vigtigste lov udover forfatningen er finansloven, og hvis den ikke   kan sendes til en demokratisk afstemning, er det indlysende, at december-aftalen var udemokratisk.

På den anden side satte  december-aftalen ikke demokratiet helt ude af kraft. Den  tillod naturligvis SD at stemme om ethvert andet forslag i Riksdagen, og denne ret benyttede SD sig hyppigt af i parlamentsperioden 2014-2018.  I en anden artikel på Punditokraterne har jeg  redegjort for afstemningsmønstret i Riksdagen, og det viser, at SD sjældent afstod fra at stemme, men at det oftest stemte for regeringens forslag, og at partiet har haft indflydelse på svensk politik.

December-aftalen førte til, at Löfven kunne aflyse nyvalget, og dermed var den lurende trussel fra SD afværget.

December-aftalen var berammet til at vare i frem til valget i 2022, dvs. i knap 7 år.  Men ville den holde? Og kunne den forhindre SD’s  kraftige fremmarch i meningsmålingerne? Disse spørgsmål gav to skelsættende begivenheder i 2015 svaret på:

For det første fortsatte migrationen til Sverige med uformindsket styrke. Det gjorde den i hele Vesteuropa i 2015, som i efteråret blev præget af den store migrationskrise. Knap 1,5 million mennesker fra ikke vestlige lande, særligt fra det borgerkrigsramte Syrien og Irak, men også fra en lang række andre ikke-vestlige lande vandrede uforhindret til Europa, særligt via den såkaldte Balkan-rute. 1,1 mio.  migranter og flygtninge søgte til Tyskland, mens op imod 200.000 søgte til Sverige.  (1), Dette førte til, SD fortsatte sin  dramatiske vækst i meningsmållingerne.

For det andet var det netop migrantkrisen, som førte til at den borgerlige alliance ophævede december-aftalen i oktober 2015, men der opstod også sprækker i den rødgrønne alliance.  Det førte i 2016 til en regeringsomdannelse i  maj 2016, hvor Miljøpartiet kom ind i regeringen. Oprøret mod december-aftalen blev anført afde borgerlige alliances  Kristdemokrater (KD), og der blev en overgang spekuleret i et nyvalg.     En ny regeringsomdannelse skete i juli 2017, efter den borgerlige alliance + Sverigedemokraterne truede med at fælde regeringen.

Men ingen af delene forhindrede SD’s uimodståelige vækst i meningsmålingerne.  Forventningen var, at partiet ville få 20% eller mere af stemmerne  ved valget i september 2018. To målinger  foretaget af YouGov og Sentio kort før valget viste endda, at Sverigedemokraterne ville overhale Socialdemokraterna som Sveriges største parti; en position det har haft siden indførelsen af det svenske partipolitiske system i starten af 1900-tallet.  I den sidste uge før valget tabte SD dog luft i meningsmålingerne, men lå immervæk til at få mellem 16% og 19% af stemmerne, hvilket ville gøre partiet til Sveriges næststørste eller tredjestørste parti.  Meningsmålingerne viste sig at være ganske præcise, hvilket er interesant i en tid, hvor meningsmålingsinstitutter kritiseres for at tage fejl; i nogle tilfælde berettiget (fx. ved det amerikanske valg og Brexit-afstemningen, men i andre tilfælde uberettiget (fx. Sverige og Tyskland).  Således fik SD  ved valget d. 9. september 2018 17,5%, hvilket var vel inden for den sikkerhedsmargin, som meningsmålingerne var behæftet med.  Valgresultatet viste også, at Socialdemokraterna med  28,3%  af stemmerne fik et bedre valg end frygtet, selvom det+- er det dårligste i partiets historie. Socialdemokraterna gik tilbage fra 31,0%. Også Moderaterna (M) klarede sig ledt bedre end forventet (partiet havde oplevet stor tilbagegang i meningsmålingerne som følge af SD’s store fremgang. Således beholdt M positionen som Sveriges næststørste parti, men oplevede dog en tilbagegang fra 23,3% til 19,8%.

De  egentlige vindere af valget var de to politiske yderfløje, SD og det socialistiske venstreparti — partiet som fra  til 1990 var kommunistisk og Moskvatro.. Disse to partier fik tilsammen en fremgang på 6,9%, hvilket illustrer den polarisering af svensk politik, som jeg har beskrevet i et tidligere indlæg jf. ovenfor. Også to af af partierne i den borgerlige alliance (KD og Centerpartiet (C) fik en fremgang, især C).

Sammenfattende ændrede valgresultatet ikke afgørende på situationen ved det forrige valg i 2014:   Ingen af blokkene fik de 175 sæder i Riksdagen, som kræves for at opnå et flertal.  Den borgerlige alliance forlangte, at Lövfen øjeblikkeligt trådte af som statsminister, hvilket han nægtede at gøre.

Som  fungerende statsminister og leder af landets største parti fik Löfven dog chancen for at skabe en mindretalsregering, som i det mindste kunne tolereres af flertallet i Riksdagen, som det havde været tilfældet siden December-aftalen i 2014. Forskellen på den svenske og danske form for negativ parlamentarisme er, at et mistillidsvotum mod hele kabinettet (regeringen) udløser et nvvalg. Det gør det ikke i Sverige: hvis regeringen falder efter et mistillidsvotum, starter processen omkring om regeringsdannelse blot om igen, så talmannen blot udpeger en ny statsministerkandidat til at lede forhandlingerne om at danne en ny regering.  Hvor danske regeringer kun er blevet fældet af et mistillidsvotum tre gange siden parlamentarismens indførelse i 1901, er det  sket oftere i Sverige, men altså uden at det nødvendigvis har udløst et ekstraordinært valg. Det er 60 år siden, at landet har haft et sådan.  Sidste gang det skete i Danmark var i 1975, da Hartling-regeringen blev vældet.

I I Sverige, hvor det er sket hyppigere, er det seneste eksempel helt aktuelt: Lövfen blev nemlig fældet som statsminister den 25. september 2018, hvorved hele regeringen måtte træde af, men uden at der blev udskrevet et nyvalg. Det fører blot til en ny regeringsdannelse.

Proceduren omkring en regeringsdannelse er også forskellig i de to lande: i Danmark har vi den såkaldte dronningerunde, hvor partilederne efter et valg går til dronningen. og tilkendegiver, hvem der skal være kongelig undersøger, dvs. hvem de mener, skal undersøge mulighederne for at danne regering.  Dronningen udpeger derefter den  politiker, som har de bedste muligheder for at danne regering.

I Sverige er det derimod Riksdagens formand (talmannen), som udpeger den politiker, han mener har de bedste muligheder for at danne regering.  Den svenske regent involveres først i regeringsdannelsen, når den er dannet. Ligesom i Danmark går de nye regeringer dog til regenten for at meddele, at regeringen er dannet. Den har regenten i princippet beføjelse til ikke at godkende, men det er kun sket én gang  siden Grundloven blev vedtaget i 1849, nemlig i 1920, hvilket udløste den såkaldte påskekrise. I Sverige udpeger talmannen efter et valg typisk lederen af det største parti til at lede regeringsforhandligerne.

Dette er grunden til, at Löfven for en stund kunne fortsætte som statsminister efter det svenske valg og forsøge at samle et flertal, som ville beholde ham som statsminister. Han fik ifølge den svenske procedure i princippet 14 dage til at danne en ny regering, men det valgte han ikke at gøre, og derfor blev han fældet af flertallet i den svenske Riksdag, hvorefter  talmannen udpegede en anden forhandler til at danne en ny regering. Hvis det lykkes, skal regeringen godkendes af Riksdagen ved en ny afstemning, men denne proces kan ikke fortsætte i det uendelige; Talmannen har kun 3 forsøg på at pege på en ny regeringsforhandler. Hvis det ikke lykkes at danne regering, enten fordi regeringsforhandleren trækker sig i erkendelse af, at han ikke kan danne regering, eller fordi også den nye regering fældes af Riksdagen, udskrives der automatisk nyvalg. En finesse ved proceduren er, at talmannen i sit tredje forsøg faktisk kan pege på den politiker som han pegede på i sit første forsøg, hvis han vurderer, at denne nu har en større chance for at danne regering.

Således afsluttedes 1. akt i det svenske regeringsdrama, da Löfven blev fældet som statsminister d. 25. september 2018. 2. akt startede med talmannens udpegning  af en ny regeringsforhandler, Moderaternas Ulf Kristersson, og som vi skal se, startede 3. og sidste akt d. 15. oktober, efter Kristersson havde erkendt, at han ikke kunne danne regering, og talmannen påny pegede på Stefan Lövfen som regeringsforhandler.

Såvidt den svenske procedure for regeringsdannelse. Beskrivelsen og processen er omstændelig, men nødvendig at klargøre, dels fordi der er så lidt viden om den i Danmark, dels fordi selv de fleste svenskere ikke kender den eller misforstår den. Således præciserede talmannen, Andreas  Norlén proceduren på en pressekonference  mandag formiddag (15/10), og tilføjede, at der findes dels svenske journalister, som ikke har sat sig ordentligt ind i den svenske forfatning. Dette kan måske opfattes som hårde ord, men det er sandt, når man læser de artikler, som de svenske dagblade har skrevet om proceduren efter valget i september 2018.

2. Akt: Moderaternas partileder Ulf Kristersson opgiver at danne regering

Efter Stefan Lövfen blev fældet som statsminister ved afstemningen d. 25. september, konsulterede talmann Norlén partilederne, og konkluderede, at Moderaternas partileder, Ulf Kristersson som forhandlingsleder. havde de bedste muligheder for at skabe en ny regering.  Kristersson forestillede sig, at han uden større sværdslag kunne danne regering bestående den borgerlige alliance (M + C + KD, sit eget parti (M) og ham selv som statsminister, Den borgerlige alliance havde trods alt svoret, at de ville stå sammen i last og brast. Men Kristerssons idé berodede også på, om SD kunne acceptere og tolerere ham som statsminister. SD’s accept var ikke en formalitet, eftersom Kristersson (M)  afviste, at SD og dets formand, Jimmie Åkesson, krævede indflydelse på regeringens politik, og at han var villig til også at fælde en borgerlig regering, hvis SD ikke fik indflydelse. På den anden side afviste alle partierne i den borgerlige alliance fortsat, at SD fik nogen indflydelse.

Som forhandlingsleder befandt Ulf Kristersson sig nærmest i en umulig balanceakt mellem hensynet til sit partis alliancepartnere og at give SD en eller anden form for indflydelse.  Kristerssons sonderinger varede som det formelt foreskrives  i et par uger. Han regnede med, at SD ikke kunne finde på, at fælde en borgerlig regering, og måske sparke bolden og magten tilbage i hænderne på den rødgrønne alliance med dens liberale udlændingepolitik (særligt MP og V  ønsker fortsat en meget liberal udlændingepolitik).  Omvendt forestillede Kristersson sig ikke, at SD blot ville agere som stemmekvæg i Riksdagen, og at man var nødt til at give partiet et vis indflydelse ved at dreje M’s politik i retning af en mere stram udlændingepolitik. Denne bevægelse havde M da også i stigende grad foretaget siden 2015, og især under valgkampen, men spørgsmålet var, om det var nok?

Efter sine sonderinger forelagde Kristersson tre regeringsmodeller, som han kaldte for en 3-2-1-model:

3. En gering bestående af alle partierne i den borgerlige alliance ( M +  de 3 mindre partier (C, KD og L). En sådan regering ville kunne mønstre 143 mandater i Riksdagen, og hvis den kunne tolereres af SD med dets 62 mandater, ville den  have 205 mandater, og vel over de 175, som kræves for at skabe flertal i Riksdagen.

2.  Alternativt kunne man skabe en regering bestående af M + to af alliancepartierne. For at skabe et flertal måtte C og L nødvendigvis indgå i regeringen, således at den med SD’s uformelle eller passive støtte, ville have 183 mandater. Denne kombination ville dog udelukke M’s mest trofaste partner, KD, hvorved regeringen formelt ville komme i mindretal uanset bogstavskombinationerne. Sålænge en sådan regering ville blive tolereret af Riksdagen, kunne den dog få lov til at sidde. Selvom Kristersson ikke præciserede det, kunne 2-løsningen også opfattes som en regering bestående af M  + C og L (med uformel støtte eller tolerance fra SD).

1. I nødstilfælde kunne M og KD gå i regering, eller Kristerssons eget parti, Moderaterne, danne en meget smal mindretalsregering, som Socialdemokraterna i grunden også gjorde efter valget i 2014.

Eftersom Ulf Kristersson kunne regne med KD og dets partileder,  Ebba Busch Thor (2), gav han fredag d. 12. oktober Centerpartiets leder, Annie  Löof og Liberalernas leder, Jan Björklund  et ultimatum: deltag i en samlet allianceregering, eller også ville han finde en anden løsning. Grundet tidspresset fik de to partiledere en weekends betænkningstid.

Alliancepartiernes svar kom ganske hurtigt, men for Kristersson også overraskende. Löof og Björklund afviste Kristerssons ultimatum, og meddelte ved deres respektive pressekonferencer, at de ikke længere foretrak Kristersson som statsminister. Ikke nok med det: Annie Lööf sagde, at en ny regering nødvendigvis måtte gå på tværs af de to politiske blokke, og at man ikke skulle udelukke  Löfven, og at S hvilket var noget af en eftersom hun frem til da pure havde afvist at samarbejde med den socialdemokratiske statsminister.  Liberalernas Jan Björklund sagde, at han var mest stemt for, at der blev skabt en stor koalition efter tysk mønster, dvs. en regering bestående af Socialdemokraterna og Moderaterna.

Jimmie Åkesson konstaterede på sin side, at den borgerlige alliance var brudt samen. Den konklusion drog svenske medier også: regeringsforhandlingerne under Kristerssons lederskab afslørede, at den borgerlige alliance var dybt splittet og mere skrøbelig end oprindeligt antaget.

Derfor afsluttedes 2. akt med, at Kristersson slukøret måtte erkende, at han ikke var i stand til at skabe en ny regering. Kristerssons balanceakt viste sig alligevel umulig.

Never shall the twain meet.   2. akt i det svenske regeringsdrama var overstået.

3. Akt begyndt: Lövfen udpeges som forhandlingsleder. 

Efter at Kristersson gav på som regeringsforhandler  afholdt talmann, Andreas Norlén dagen efter, mandag formiddag d. 15. oktober kortvarige konsultationer med hver enkelt partileder. Norlén havde ellers udtalt, at han ville give sig god tid til at tænke over, hvem der nu skulle være regeringsforhandler. Men betænkningstiden blev kort; ikke fordi Norlén gjorde sig klare forestillinger om, hvordan en regeringskonstellation kunne se ud, men fordi man var under tidspres. Regeringsdannelsesprocessen kan ikke fortsætte i det uendelige. Desuden skal hver forhandlingsleder tildeles den samme tidsperiode til at skabe enighed om en regering, dels skal en finanslov for 2019 fremlægges og sendes til afstemning i Riksdagen senest i slutningen af november.

Norlén vurderede efter konsultationerne, at Stefan Löfven, som havde fejlet i første forsøg, trods alt havde de bedste muligheder for at skabe enighed om dannelsen af en regering.  I forlængelse udtalte Löfven, at han ligesom Lööf og Björklund mente, at parterne måtte udvise fleksibilitet, og finde en løsning på regeringskrisen på tværs af de to politiske blokke.

Selv Sverigedemokraternes Jimmie Åkesson udtalte, at han var enig i, at Stefan Löfven havde de bedste chancer for at få skabt en regering. Åkesson var grundigt træt af, at samtlige politiske partier ikke ville indgå i en dialog med hans parti, og sagde på sin pressekonference, at de skulle holde op med at betragte SD som en sygdom, som vil gå over af sig selv.

Hvorvidt Sverigedemokraterne er en sygdom eller blot et symptom på en sygdom, nemlig den store indvandring af personer med mellemøstlig herkomst, som Sveriges meget liberale udlændingepolitik har skabt (hver 4. svensker har nu en udenlandsk herkomst, og syrere og irakere har overhalet finnerne som de invandrere, der er flest af), og de store problemer, som indvandringen har ført med sig, må være op til den enkelte at vurdere.

Andreas Norlén har givet Löfven 14. dage til at finde en løsning på den svenske regeringskrise, hvilket svarer til den tidsramme, som Kristersson fik. Hvis Lövfen ikke finder en løsning, vil Norlén når tidsfristen udløber i slutningen af oktober vurdere, hvad der  så skal ske:  hvis man er tæt på at skabe enighed om en ny regering, vil Löfven blive givet lidt ekstra tid (formentlig max. en uge) ellers udskrives der nyvalg. Dette nyvalg udskrives også, hvis Löfven ligesom Kristersson giver op som forhandlingsleder inden eller kort efter de 14 dage er gået. Der bliver således ikke en ny talmannsrunde,  Hvis Löfven ikke finder en regering, til og med kan godkendes af Riksdagen, udskrives der automatisk et nyvalg, som skal finde sted inden for 3 måneder.

Hvem bliver Sveriges næste statsminister? Eller er et svensk nyvalg på vej?

Hvem der bliver Sveriges næste statsminister kan man kun gisne om.

Löfven sidder i en gunstig position i og med, at han er forhandlingsleder, men var han jo også i første forsøg, og da kunne han ikke danne regering, men blev ved en afstemning i Riksdagen afsat som statsminister.  Han er villig til at  gå på kompromis om politiske emner, men ikke om statsminister posten. Dén vil han og S have.  Endvidere kræver det, at han får samlet en stor del af det politiske spektrum S + MP + C  + L) er ikke nok, for denne brede koalition samler kun 167 mandater, og ikke de 175, som skal til for at skabe et flertal. Eller også skal M  eller KD afholde sig fra at stemme. Ebba Tusch Thor afviste på sin pressekonference, at hendes parti KD ikke bliver et støtteparti i en ny Löfven-regering, og står dermed fast på sin position Tusch Thor sagde også, at hun ikke tror på, at C kan overtales af S, men det må tiden vise.

Annie Löof kan ikke afskrives som statsminister. Hun kan blive en kompromiskandidat.   Faktisk udtalte Miljöpartiets formand (og udviklingsminister), Isabella Lövin i dagene efter valget, at hun godt kunne forestille sig Centerpartiets leder Annie Lööf som ny statsminister. Men for at den ligning skal løses, kræver det, at ikke blot  S og M eller KD, peger på hende (KD kan jo undlade at stemme. Endvidere er S og C meget uenige om arbejdsmarkedspolitkken, så den knast skal også fjernes

Kristersson er stadig en kandidat til statsministerposten. Han er fortsat C’s foretrukne kandidat, men den borgelige alliance står nu ikke længere sammen, fordi C og L skal acceptere, at SD får indflydelse på regeringens politik, og det afviser C og L på det kraftigste. Derfor er Kristersson ikke længere favorit til statsministerposten, som han var efter valget.

Hvis Löfven får skabt enighed om en regering, bliver statsministeren derfor enten ham selv eller Lööf eller mindre sandsynligt Jan Björklund.

Man kan ikke afvise, at Löfvens ufravigelige krav  om at live statsminister kan blive den sten, som tipper læsset og udløser et nyvalg. Talmann Andreas Norlén udtalte således mandag, at selvom partilederne nu bliver nødt til at indgå i en konstruktiv dialog, konstaterede han også, at det var hans indtryk efter dagens samtaler med partilederne, at situationen er ligeså fastlåst, som den var efter valget d. 9. september.

For at får skabt en regering skal fronterne virkelig brydes op, og selv om det  er svært at forestile sig, kan det ikke udelukkes. Partierne i begge blokke (måske med undtagelse af V) givetvis ikke ønsker et nyvalg eftersom det kan give SD mere vind i sejlene, som det gjorde efter valget i 2014. Og alle partierne ønsker ikke SD styrket (bortset fra det selv, selvfølgelig). Endvidere er ekstraordinære valg er  uhyre sjældne i svensk politik. Den eneste gang det er sket  i nyere tid   var  i 1958. Dette til trods for, at Sverige har haft mange mindretalsregeringer i de sidste 100 år. Parlamentarismen fungerer på en anden måde end i Danmark: Princippet om negativ parlamentarisme er forskelligt i de to lande. Hvis regeringen får et mistillidsvotum i Danmark udløser det et nyvalg.  Det gør det ikke i Sverige. Der går regeringen også af, hvis den bliver fældet af et mistillidsvotum, men når regeringen er gået af genstarter talmannsprocessen, hvor Riksdagens formand  efter samråd med partilederne udpeger en forhandlingsleder til at sammensætte en ny regering. Denne regering skal som regel  godkendes formelt af Riksdagen ved en formel afstemning, men ikke nødvendigvis: hvis det står meget klart, at regeringen vil blive tolereret af Riksdagen er en afstemning ikke nødvendig.

For at følge den dramaturgiske terminologi  beskrevet i indledningen befinder det svenske drama lige nu i en akt, som enten kan resultere i en  peripeti, som fører til, at dramaet ender lykkeligt med dannelsen af en ny regering,  men akten kan også ende ulykkeligt med udskrivningen af et nyvalg. Begrebet ulykkeligt er alene et dramaturgisk begreb, og ikke værdiladet.

Omvendt er der næppe tvivl om, at et nyvalg ikke grundlæggende vil ændre den politiske situation i Sverige. Det er nemlig meget svært at forestille sig, at en af de to politiske blokke vil få flertal ved et valg i marts 2019. Derfor er  de regeringsbærende svenske partier nødsaget til at blive enige om et samarbejde på tværs af blokkene. Begge politiske blokke har nemlig forspildt deres chancer for at danne mindretalsregringer, som kan tolereres af den anden blok  — i hvert fald i denne omgang. Dette samarbejde på tværs af blokkene kan blive aftalt indenfor de kommende uger Så afsluttes 3. akt. Men hvis der udskrives et ny-valg, kommer vi grundlæggende til at se en genopførelse af det drama, som vi har oplevet siden 2014, eftersom ingen af blokkene stadig ikke vil få flertal.

Sverige befinder sig således i en meget dramatisk periode med store udfordringer. Men det gjorde Sverige dog også i perioden mellem 1920 og 1936, som først var præget af stærke konflikter på arbejdsmarkedet (større end i Danmark i 1890’erne) og siden af den økonomiske krise efter krakket på Wallstreet i 1929. Denne periode var som nævnt karakteriseret ved mange og kortvarige mindretalsregeringer, og Sverige kom først for  alvor ud af den i 1938 med indgåelsen af Saltsjöbaden-aftalen mellem arbejdsmarkedets parter. Det var 40 år efter de to parter i Danmark havde indgået en lignende aftale (Hovedaftalen af 1898). I Sveriges tilfælde førte borgfreden til opbyggelsen af det svenske folkhem. I Danmark førte det til udviklingen af den danske velfærdsstat, som for alvor så dagens lys med Kanslergade-forliget i 1933.

Afslutning: Sverige halter efter Danmark

Historisk har Danmark på den politiske scene altid været på forkant i forhold til svenskerne, hvad enten det gælder forfatning, indførelse af parlamentarisme og velfærdsstat. Men det gælder også partiernes accept af et populistisk parti (Dansk Folkeparti), som fra valg til valg har vokset sig stærkere for  til sidst at agere som støtteparti for en siddende regering, og som kan tænkes at indgå i en regering i de kommende år.

På det område halter Sverige også bagefter: hvor Dansk Folkeparti buldrede ind i folketinget 3 år efter dets dannelse, skulle der i Sverige gå 22 år, før SD blev repræsenteret i Riksdagen. Og her 8 år efter opfattes SD af de andre partier stadig ikke som et ‘stuerent’ parti — for at bruge Poul Nyrup Rasmussens velkendte frase. Men politisk er DF og SD ikke så forskellige. SD ligger på visse områder i den økonomiske politik lidt til højre for DF, men når det gælder velfærdspolitiske emner så som omsorgs- og ældrepolitik, har SD ligesom DF mest tilfælles med Socialdemokraterne. Begge partier kan således samarbejde til hver sin side, men i det todimensionelle politiske rum (fordelings- og værdipolitik) ligger SD mere til højre end DF på grund af dets økonomiske politik. . En anden forskel er, at DF i Danmark i højere grad er blevet anerkendt af de andre partier, end svenske SD er blevet det . Men SD’s stramme udlændingepolitik har haft indflydelse på svensk politik:

Både  S  og M har således strammet  deres udlændingepolitik. Dette er dels ved indførelsen af den svenske grænsekontrol i november 2015, da migrationskrisen for alvor havde taget fart og for de svenske myndigheder var blevet faretruende ukontrollabel. Grænsekontrollen er siden blevet skærpet i  maj  2017 og senest i  juni 2018.   Men særligt for Moderaternas  (og dets nærmeste  samarbejdspartner, KD) vedkommende, er der også  strategiske  grunde til dets strammere udlændingepolitik. For SD stjæler i stort antal vælgere fra både S og M som DF har gjort det i Danmark fra Socialdemokratiet og Venstre. Måske ligger det i kortene, at de andre partier en dag vil tage SD til nåde og begynde at samarbejde med partiet?

Der en del i Danmark,  som ikke forstår, at de gør. Men Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterne har helt anderledes historiske rødder: DF har rod i Fremskridspartiet, som det var et  udbryderparti fra. Fremskridtspartiet var også oprørsk — først mod skattepolitikken og siden mod indvandrerpolitikken. SD, derimod har rødder i det ekstreme højre, herunder det ny-nazistiske Nordiska Rikspartiet, som brugte hagekorset som partisymbol, og den indvandrerfjendske og racistiske  skinhead-bevægelse, Bevara Sverige Svensk (BSS), som var inspireret af det Britiske National Front.   Disse historiske rødder er ikke blevet glemt, og derfor er vejen til formel indflydelse langt  mere opad bakke for Sverigedemokraterne, end den har været for Dansk Folkeparti.

 

.

———————————————–

Noter:

(1) Det totale antal flygtninge og migranter, som kom til Sverige i 2015 er uvist.  Myndighederne modtog formelt 163.000 asylansøgninger, men dertil skal lægges et stort antal der kom til landet og enten opholdt sig illegalt eller endnu ikke havde ansøgt om asyl, da opgørelsen blev lavet omkring d. 31. december 2015.  Det kan ikke udelukkes, at det samlede antal var op imod 200.000 eller flere.

(2) Kristdemokraternes kun 31 årige partileder, Ebba Tusch Thor er en begavet politiker og taler, som ifølge Aftonbladets meningsmåling klarede sig bedst under den første og eneste partilederdebat i slutningen af august og kort før valget. Centerpartiets partileder, Annie Lööf er med sine 35 år også en relativt ung partileder.

 

 

 

CSU og SPD taber jordskredsvalg i Bayern. AfD og De grønne de store vindere

Søndagens valg i den tyske delstat, Bayern, blev et katastrofevalg for CSU. Partiet har siddet tungt på magten i Tysklands største og rigeste delstat, og har ved samtlige valg siden krigen   typisk har fået omkring 50% af stemmerne eller mere, således at det har kunnet regere alene.  I Tyskland er CDU og CSU  søsterpartier, hvilket betyder, at CSU  kun stiller op i Bayern, mens CDU stiller op i alle andre delstater.

CSU fik 47,7% af stemmerne ved det sidste delstatsvalg i  2013, men står til en tilbagegang til omkring 37,5 %. CSU’s tilbagegang er dramatisk og skelsættende. Partiet har primært mistet stemmer til både højre  til det indvandrerkritiske AfD (Alternative für Deutschland), som ikke var opstillingsberettiget i 2013, eftersom partiet først lige var blevet skabt nogle få måneder før det valg. AfD står  til at komme ind i det bayerske  parlament med ca. 10%, hvilket faktisk er noget mindre, end hvad partiet fik ved forbundsvalget i 2017 (12,6%). AfD har sine højborge i delstater, som før var en del af DDR: Brandenburg, Sachsen og Thüringen. 

 

CSU’s partiformand, Horst Seehofer har været en af de skarpeste  kritikere af kansler Angela Merkels immigrationspolitik, som tillod over 1 million flygtninge og migranter at komme til Tyskland i 2015.  Seehofers meget stramme politik i udlændingepolitikken skyldes dels, at  CSU  udfordres af AfD’s  eksplosive fremgang i meningsmålingerne, siden partiet blev dannet, men også at Bayern grundet dets nærhed til Østrig og dermed den såkaldte ‘Balkan’-flygtningerute, blev meget belastet af de mange hundredtusinde flygtninge- og migranter, der krydsede Tysklands sydligste grænse i tiden omkring 2015. Seehofer har dels insisteret på indførsel af grænsekontrol, dels på hjemsendelse af personer, om ikke er flygtninge, men slet  og ret migranter. Dette er dog svært at afgøre, og derfor er der blevet oprettet  transitlejre, mens de tyske immigrationsmyndigheder behandler de mange asylansøgninger.

Seehofers stramme kurs har  faktisk delvist båret frugt, idet Tyskland har indgået bilaterale aftaler med Grækenland om hastig hjemsendelse af migranter (inden for 48 timer), hvilket gør det svært for det økonomisk belastede sydeuropæiske land. I disse dage forhandler Tyskland med Italien om en lignende aftale.

At Seehofer  har haft nogen succes med sin stramme kurs, er måske årsagen til, at CSU’s tilbagegang  ikke er blevet så stor som frygtet.  I en række af de seneste meningsmålinger, fra fx. INSA og Infratest, har partiet været helt  nede på 32-33%.

I den næste valgperiode frem til 2023 vil CSU ikk længere kunne regere alene, men må dele magten med en koalitionspartner.  Valgresultatet peger i retning af en koalition med De frie vælgere i Bayern (FW) og  muligvis FDP. En sådan sort-gul koalitionsregering har Tyskland lange traditioner med.

Det tyske Socialdemokrati (SPD) er den anden store taber ved delstatsvalget i Bayern.  SPD’s tilbagegang er endnu mere dramatisk, idet partiet står til at blive end halveret fra 20,6% af stemmerne i 2013 til  omkring 10,5%. Dermed fortsætter SPD’s store nedgang i snart mange år. SPD har bestemt ikke haft gavn af deltagelsen  i den store tyske regeringskoalition (CDU/CSU – SPD), som har regeret Tyskland siden 2013.

I SPD’s tilfælde er vælgerne vandret til De Grønne, som har fået et kanonvalg med ca. 18% af stemmerne; en kæmpe fremgang fra de 8,6% af stemmerne, partiet fik i 2013.

Valgresultatet i Bayern vil ganske sikkert få betydning for tysk politik fremover: Først og fremmest er det tvivlsomt, om SPD vil fortsætte som regeringspartner i den store koalition. For det andet vil De Grønnes store succes skabe forøget næring til idéen om en regeringskoalition mellem CDU, De Grønne og  De Frie Demokrater (FDP) — den såkaldte ‘Jamaica-koalition’, som er afledt fra partiernes partifarver (sort, grøn og gul). Denne  politisk kulørte  kombination afprøvede Merkel under regeringsforhandlingerne efter valget i 2017, men den viste sig ikke at være gangbar.

Ved forbundsvalget i 2017 fik FDP et godt valg, om blev repræsenteret i Forbundsdagen igen.  I Bayern passerede partiet i 2013 ikke spærregrænsen  på 5%, og ved valget  i 2018 har det dog kunne notere en vis fremgang, men det er endnu usikkert, om det denne gang klarer spærregrænsen. FDP står lige præcis til 5,0%. At det ikke er gået mere frem, skyldes det, at partiet i Bayern konkurrerer med et andet regulært centrumparti, ‘De Frie Vælgere’ i Bayern (FW), som står til en ganske markant fremgang fra 9% til ca.12%.

Nogle medier spekulerer over, om valgresultatet i Bayern også vil sprænge familiebåndet mellem CDU og CSU, som har eksisteret siden Forbundsrepublikkens oprettelse i 1949. Dette er imidlertid ekstremt usandsynligt, eftersom det vil isolere CSU, så det ikke længere får direkte indflydelse på tysk politik.

Set i et dansk perspektiv vil resultat af valget i Bayern sikkert skuffe danske nationalkonservative, som stemmer på eller tænker at stemme på Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.  Dette segment  har på de sociale medier også haft naive forestillinger om, Merkel ville tabe forbundsvalget i 2017 eller tvunget til at træde af som kansler.

Men de overser ét vigtigt aspekt ved tysk politik, som gør Tyskland forskellig fra Danmark og andre europæiske lande, hvor højrepopulismens vinde blæser. Dét er, at tysk politik er meget stabilitetsorienteret. og at tyske regeringer har været gode til at foretage nødvendige justeringer i den førte politik.  Dette har bl.a. afspejlet sig i, at Tyskland i modsætning til Sverige, det andet land som tog imod flest flygtninge og migranter i 2015-16 aktivt har ændret sin udlændingepolitik, men uden at ty til yderligheder som i Østrig, Ungarn og Schweiz.

Tysklands stabilitetspolitik (Stabilitätspolitik)  og villigheden og evnen til at foretage politiske justeringer bunder i de smertelige erfaringer fra perioden mellem 1919 og 1945. Historien skræmmer.  Orienteringen mod stabilitet er også iboende i langt hovedparten af de tyske vælgere. Og derfor har højrepopulismen svære  vilkår i Tyskland, når det kommer til stykket.

Dette forklarer mere end noget andet, hvorfor AfD’s himmelflugt i meningsmålingerne synes at være ved at toppe. Det næste delstatsvalg er i Hessen d. 28. oktober, og dér viser prognoserne , at valget vil resultere i det samme mønster som   i Bayern: store tab for CDU og SPD, og stor fremgang for AfD og De grønne.

 

Tre artikler om regulering

De sidste par uger har jeg sammen med to af mine faste medforfattere fået to artikler accepteret i videnskabelige tidsskrifter. Det er naturligvis i sig selv grund til fejring – forskning er den centrale del af ethvert professorjob og giver ikke meget mening, medmindre man også får den udgivet så andre kan læse den – og det er særligt festligt, når det er med to så værdsatte kolleger som Martin Rode og Niclas Berggren. Men der er også den særlige grund, at de to artikler sammen med en tredje, der blev publiceret for et par år siden, tegner et særligt billede af, hvad offentlig regulering risikerer at gøre ved økonomien.

De nye artikler handler om henholdsvis sammenhængen mellem markedsregulering og den offentlige gældsudvikling, og om hvilke typer økonomisk politik, regeringer typisk indfører som reaktion på kriser. Den første artikel, skrevet sammen med Niclas Berggren, hedder meget enkelt ”Regulation and Government Debt” og er under udgivelse i Public Choice. Den anden, med titlen ”Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets”, er fælles arbejde med Martin Rode og udkommer i Political Studies. De hænger emnemæssigt og konceptuelt sammen med min egen artikel ”Economic Freedom and Economic Crises,” der udkom i European Journal of Political Economy for to år siden, Vi har tidligere skrevet om gældsartiklen her og kriseartiklerne her og her, og working paper-versioner kan læses her, her og her.

Det samlende tema er offentlig regulering, men set fra tre vinkler. I mit arbejde med Niclas Berggren undersøger vi, om den offentlige reguleringsbyrde hænger sammen med udviklingen i den offentlige gæld. Svaret er ja: Jo mere, staten vælger at regulere arbejds-, kredit, og produktmarkeder, jo større bliver den offentlige gæld (alt andet lige). Der kan være flere grunde til denne sammenhæng, men vi hælder mod to forklaringer: Reguleringspolitik er ofte forbundet med andre typer økonomisk politik, der ikke altid er lige ansvarlige, så reguleringerne blot reflekterer andre typer politik. Vi bemærker dog, at vi faktisk ikke kan se nogen virkning på det offentlige forbrug, så denne type mekanisme må løbe gennem andre typer politik en rene udgifter. Den anden mulige forklaring, vi ser som sandsynlig, er at reguleringerne forsinker markedsjusteringer og således gør hele økonomien mere ’sluggish’, som udtrykket er på engelsk: Arbejdsløshedsproblemer bliver længerevarende, virksomheder kan pga. reguleringer ikke omstille sig hurtigt, og kreditgivningen bliver strammere og muligvis også mere politiseret. Alle tre forhold kan bidrage til, at staten i sidste ende får gæld pga. de væsentligt større og mere permanente socialudgifter.

Denne fortolkning bliver bakket op af den to år gamle artikel om kriser og økonomisk frihed (som kan læses i sin endelig version her). Jeg undersøgte dengang, om økonomisk frihed påvirker risikoen for at få en økonomisk krise, og om den påvirker hvordan krisen udspiller sig. Svaret viste sig at være, at der ingen klar sammenhæng er med kriserisikoen – lande med større økonomisk frihed og dermed en mindre reguleringsbyrde er hverken mere eller mindre tilbøjelige til at få kriser – men i lande med færre og lettere reguleringer varer de økonomiske kriser væsentligt mindre tid. Med andre ord var konklusionen dengang, at en tungere reguleringsbyrde betyder, at når man først har fået en krise, varer krisen væsentligt længere tid og indebærer et klart større samlet økonomisk tab. Fortolkningen af disse effekter er ganske klart, at reguleringsbyrden forhindrer økonomien i at flytte ressourcer fra virksomheder, der skærer ned eller går konkurs, til andre områder, og holder folk og kapital længere i arbejdsløshed. Det er således den samme type mekanisme, som Niclas Berggren og jeg ser som en af de mulige forklaringer på reguleringernes gældseffekt.

Hvorfor i alverden indfører politikere så tunge reguleringer, må man spørge. Mens der er gode grunde til at tro, at de er skabt af særinteresser – Mancur Olsons særinteresseteori har for eksempel vist sig meget holdbar – tager Martin Rode og jeg et skridt imod en ekstra forklaring. Vi har undersøgt det åbne spørgsmål om, hvad økonomiske kriser gør ved den økonomiske politik. Som vi noterede, da vi skrev om den oprindelige working paper-version her på stedet, er der gode grunde til at tro, at politikere øger det offentlige forbrug og strammer reguleringerne som svar på en krise. Der er dog også gode grunde til at tro, at kriser er særlige events, der tillader at politikerne indfører faktiske reformer fordi særinteresserne re svækkede og krisen demonstrerer, at man må gøre noget andet end tidligere.

Vores innovation er den – i øvrigt ret indlysende – at vi ikke antager, at alle regeringer gør det samme. Det har den tidligere litteratur ellers gjort, men Martin Rode og jeg finder, at det er vigtigt at undgå det. Vores studier af 69 mere eller mindre vestlige lande siden 1975 viser, at venstreorienterede regeringer i særlig grad øger det offentlige forbrug og indfører tungere markedsreguleringer, mens der ikke er evidens for, at højreorienterede regeringer i gennemsnit gør det samme. Kriser er således events, hvor regeringens politiske ideologi bliver meget tydeligt udslagsgivende for, hvilken politik der føres.

Det særlige problem viser sig i, at vi ikke finder nogen evidens for, at reguleringerne lettes efter krisen er ovre. Med andre ord bekræfter vi Milton Friedmans diktum, at Nothing is so permanent as a temporary government program. Og her ligger den deprimerende forbindelse mellem de tre artikler. Særligt venstreorienterede regeringer reagerer på økonomiske kriser ved at regulere markederne væsentligt mere. Disse reguleringer bliver ikke lettet efter krisen er ovre, uanset hvilken regering man får, og kommer dermed til at bidrage til, at de næste kriser bliver dybere, og at den offentlige gæld stiger. På den måde må man derfor konstatere, at de faktiske omkostninger ved markedsreguleringer, som ofte indføres i kriser, kan være langt større og permanente end de fleste forestiller sig. Om det så vil få politikere til at tænke sig om en ekstra gang, er et spørgsmål vi lader blæse i vinden.

Their Finest Hour

Winston Churchill kaldte berettiget den britiske modstand mod Hitler for sit lands Finest Hour. Hvornår danskernes fineste stund var, kan diskuteres, men som Kristeligt Dagblad skrev forleden i en længere artikel, er disse dage for 75 år siden en stærkt kandidat. For i starten af oktober 1943 reddede den danske befolkning næsten alle de cirka 7500 jøder, der befandt sig i det besatte Danmark. Kun Bulgarien, hvor kongen stod som det moralske fyrtårn, reddede lige så mange jøder som Danmark. Danskerne gjorde dog en ekstra forskel, da 1500 af de 7500 jøder i Danmark ikke var danske statsborgere. Der er ingen indikationer på, at vores bedsteforældre gjorde nogen forskel.

Begivenhederne blev højtideligholdt i morges på kajen i Gilleleje, hvorfra mange hundrede jøder tog med en fiskerbåd til Sverige. Mange måtte betale for overfarten, da alle vidste hvilken risiko fiskerne også løb, og adskillige historikere har derfor nedgjort danskerne for blot at være interesserede i at tjene penge. Andre som Bo Lidegaard har påstået, at det hele skyldtes gode politikere, og ikke at danskerne som sådan var ordentlige. Statsministeren var dog klar i mælet, da han i morges udtalte, at ”Redningen af de danske jøder var en fælles og spontan handling, som udsprang af danske borgeres ordentlighed, retfærdighedssans og medfølelse.”

Vi har tidligere skrevet om redningen i anledning af 70-årsdagen (læs her). Holdningen hos punditokraternes redaktion er klar: Redningen var ikke politikernes fortjeneste, og heller ikke blot drevet af grådighed, men fordi danskerne var fundamentalt anderledes end de fleste andre. Forskningen bag den læsning af den danske redning af jøderne kan læses her (ungated tidligere version her).

Herfra skal der derfor lyde et varmt og meget stort tak til de mange, der i oktober 1943 satte deres eget liv på spil for deres medmenneskers. Og denne tak er til de mange i vores bedsteforældres og oldeforældres generation på begge sider af Øresund. I Danmark blev jøderne hjulpet over, og i Sverige hjalp man dem videre. De dage var på mange måder begge befolkningers fineste stund.

Nyt Ekonomisk Debatt på gaden

Vores faste læsere ved, at vi læser det svenske Ekonomisk Debatt med stor fornøjelse. Det nye nummer er kommet på gaden i morges og kan nu læses her (hattip: Niclas Berggren). Nummeret indledes med en leder af Lina Maria Ellegård, som stiller spørgsmålet ”Kan motiverade medarbetare stimulera effektiviseringar i produktionen av välfärdstjänster? Det kan næppe blive mere relevant i en tid, hvor en del af den danske valgkamp ser ud til at handle om den offentlige sektor, og påstanden at den mangler ressourcer. Linas spørgsmål om medarbejderne ikke kan bidrage til effektivisering – i stedet for at det skal komme oppefra fra en gruppe ikke videre kompetente offentlige ledere – er værd at stille i Danmark som i Sverige.

Blandt denne måneds artikler er også Mats Hammarstedt (Linnéuniversitet i Växjö og IFN) som skriver om ældre iværksætteres tilfredshed med deres arbejde og liv. Hammarstedt har gennemført en større spørgeskemaundersøgelse blandt gruppen i Sverige og kan konstatere, at de oplever større tilfredshed på begge områder end andre af samme alder. Hans perspektivering er ret interessant: ” Att stimulera entreprenörskap bland äldre kan vara ett sätt att öka arbetskraftsutbudet och minska påfrestningarna på pensionssystemet och samtidigt höja livskvaliteten hos äldre.”

En anden artikel, der fortjener at fremhæves, er af Timbros cheføkonom Jacob Lundberg, der dokumenterer den nye Swedish Labour Income Microsimulation Model, som er skabt til at forecaste konsekvenser af ændringer i f.eks. skatter og arbejdsmarkedsregler. Lundberg bruger bl.a. modellen til at vise, at hvis en kommune hæver skatten, forsvinder en overraskende stor del af skatteindtægten fordi folk reducerer deres arbejdsudbud: 10 % højere skat giver således kun cirka 5,7 % højere indtægter.

Som altid er Ekonomisk Debatt gode til at finde velformulerede forfattere og spændende emner, og endda emner der også er relevante i en dansk kontekst. Stærkt anbefalet.

Midten som forsvandt – Valget i Brasilien

Dagens historie fra Brasilien har naturligvis været at den kontroversielle højrekandidat, Jair Bolsonaro, vandt 1. runde af gårsdagens præsidentvalg i Brasilien relativt overlegent – og med en betydelig større opbakning end hvad meningsmålingerne pegede på. Med ca. 46 procent af stemmerne til Bolsonaro og ca. 30 procent af stemmerne til Arbejderpartiets (PT) kandidat, Fernando Haddad, går de to videre til 2. runde, søndag den 28. oktober. Her må Bolsonaro på nuværende tidspunkt anses for at være favorit til at blive Brasiliens næste præsident. Men intet er afgjort endnu. De to kandidater fører også klart i kategorien “hvem man ikke vil stemme på”. Afgørende kan således blive, hvorvidt de der ikke stemte på de to foragter og frygter Bolsonaro mere end de hader PT, og dermed Haddad.

Men uanset hvordan det går i 2. valgrunde kan vi allerede nu konstatere, at “midterkandidaterne” klarede sig elendigt. Alkcmin fra PSDB, som siden 1994 har haft en kandidat blandt de to med flest stemmer i 1. valgrunde ved hvert valg, endte på en 4. plads med kun små 5 procent af stemmerne, mens Marina fra REDE stod for den helt store nedsmeltning og kun fik en sølle procent.

At midten er forsvundet i Brasiliansk politik (vel og mærke en midte som ligger noget til venstre for den danske målt på økonomi og til højre målt på værdipolitik), understreges også af valget til kongressens to kamre, ikke mindst deputeretkammeret, hvilket fremgår af nedenstående figur. For første gang har højrefløjspartierne (og der er mange – i alt er der 30 partier i det nye deputeretkammer og 20 i det nye senat) absolut flertal.

Efter valget har man nu 301 ud af 513 pladser, altså absolut flertal. Det indebærer dog ikke at man heraf kan slutte at det bliver nemt at lave reformer. At være højreorienteret indebærer ikke nødvendigvis at man er specielt markedsorienteret eller at vi skal forvente at man får de tiltrængte markedsreformer. Også før valget i år var der et flertal bestående af centrum-højre partier, og det var ikke således at det nødvendigvis var midterkræfterne som bremsede gennemførelsen af reformer. Det vender vi tilbage til i et senere indlæg. Til gengæld må man forvente at det bliver temmelig umuligt for Haddad at få meget igennem, hvis han skulle ende med at sejre den 28. oktober.

Endelig resultat:

 

Opbakningen til demokratiet har aldrig været større siden militærdiktaturets ophør

En lille krølle på halen omkring den store opbakning til Bolsonaro og “hans” parti (Bolsonaro meldte sig først ind i januar i år), PSL, som gik fra 1 til 52 mandater i deputeretkammeret og fra nul til 4 pladser i senatet, er at hans fremgang flere steder udlægges som en afstandtagen til demokratiet og en “længsel  efter” diktatur og en stærk leder. Det sidste er måske rigtigt nok (Lula var også en caudillo), men intet kunne være mere forkert end forestillingen om at demokrati som styreform skulle være faldet i unåde hos mange brasilianere, som det fremgår af nedenstående graf.

Opbakningen til demokrati har aldrig været større, mens andelen som foretrækker diktatur eller er ligeglade aldrig har været mindre.

 

Nobelprisen i økonomi 2018

Nobelprisen i økonomi deles i år af William Nordhaus (Yale) og Paul Romer (Stern School of Business) for deres bidrag til henholdsvis klimaøkonomi og endogen vækstteori. Det blev offentliggjort i dag. Læsere af Punditokraterne havde dog et forspring, for Christian Bjørnskov havde begge på sin short list med kandidater for flere dage siden.  Og jeg var selv heldig med at gætte på Nordhaus over for TV2 News kort inden offentliggørelsen.

Det afspejler dog nok så meget, at begge var oplagte kandidater. Romer har længe været i spil, og i takt med den stadigt voksende interesse for klimapolitik har også Nordhaus været et hyppigt gæt i de senere år.

Jeg håber at få lejlighed til at skrive lidt mere om de to senere. Men her er et kort take.

Mange opfatter klimaproblemerne som primært naturvidenskabelige. Og de indeholder da også et stort naturvidenskabeligt element. Hvor stor indflydelse vil øget koncentration af drivhusgasser i atmosfæren få på temperaturen? Og hvilke effekter vil en højere temperatur få for alt fra f.eks. gletcherafsmeltning, vejrfænomer til antallet af isbjørne? Det er naturvidenskabelige spørgsmål.

Men for at få skabt et samlet billede af konsekvenserne af de mange  enkeltstående effekter må man gøre værdien af skaderne op – inklusive i øvrigt de positive effekter. Det gør man med såkaldte Integrated Assesment Models (AIMs). Og Nordhaus bidrag var bl.a. at skabe den første (DICE). Den spiller stadig en central rolle. Med modellen i hånden kan man også beregne det bedste politiske svar. Den bedste måde at imødegå skaderne fra drivhusgasser er ved at lægge en ensartet skat på alle udledninger. I bedste fald globalt, men også for regioner af lande og enkeltlande er det den mest hensigtsmæssige løsning. Man kan i stedet indføre et kvotesystem, sådan som EU har gjort. Det giver en ensartet kvotepris på alle udledninger.

Hvor store er så skadevirkningerne af global opvarmning? I takt med politiseringen af debatten er der kommet stadig mere dommedagsagtige betegnelser på banen, så som “klimakrise” eller “klimakatastrofe”. Nordhaus analyser peger klart på, at der kan komme en omkostning, men understøtter ikke katastrofescenarierne. Ved en temperaturstigning på 3 grader i forhold til før den industrielle revolution vil omkostningen svare til omkring 2 pct. af BNP.  Ved en fordobling til 6 grader bliver regningen omtrent firedoblet.

Det taler ifølge Nordhaus modelberegning for at indføre en ensartet pris på drivhuasgasser på, hvad svarer til omkring 40 USD/ton i dag, eller 260 kr. (jeg bruger godt 400 kr./ton i mine analyser). Vi har både højere og lavere beskattede udledninger i Danmark (som man kan se af min analyse her, er de suverænt dyreste udledninger dem fra benzinbiler til næsten 3.500 kr,/ton; det giver altså meget dårlig mening at forbyde dem, sådan som regeringen foreslår).

Som det fremgår allerede af kommentarerne her, er Nordhaus videnskabelige bidrag særdeles policyrelevant.

Romers arbejder er også policyrelevante. Vi har som bekendt en lav og faldende produktivitetsvækst. Og netop spørgsmålet: Hvad driver den økonomiske vækst? er kernen i Romers arbejder. Tidligere fokuserede vælstteorien på, at væksten i kapitalappatet var det afgørende – og da investeringerne i al fald globalt set er bestemt af opsparingen, var konklusionen, at opsparingsraten var afgørende.

Men Romer pegede på, at også anvendelsen af viden i form af bl.a. innovation er en kilde til vækst. Incitamenterne til R&D spiller en rolle. Det gør også institutioner så som beskyttelse af ejendomsretten. Efter Romer har bl.a. Robert Barro (en anden, der længe har været på listerne over mulige Nobelpriskandiater) forsket empirisk i institutioner som en forklaring på, hvorfor velstanden er så forskellig i forskellige lande.

Hvis man er interesseret i en rigtig god oversigt over Nobelpristagernes bidrag, kan den som altid findes i den videnskabelige baggrund for dem på Nobelfondens hjemmeside her.

« Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑