Brug og misbrug af nødret for tiden

Mens coronasituationen har været dybt frustrerende for mange af os, og næsten helt har ødelagt konferencesæsonen for public choice-miljøet, arbejder de fleste af os naturligvis videre. Min gode kollega Stefan Voigt og jeg er for eksempel begyndt at følge brugen af nødret i den såkaldte kamp mod corona. Baggrunden er, som opmærksomme læsere måske ved, at vi har et fælles projekt omkring netop forfatningsmæssig regulering af nødret, som har kørt cirka fem år. I projektet, som måske bedst kan kaldes the political economy of emergency constitutions, har vi udviklet mål for, hvordan nødreguleringerne ser ud og hvornår lande erklærer nødret, ligesom vi har set på konsekvenserne af at gøre det. Interesserede læsere kan læse videre om målene her (ungated version her). Vores arbejde om terror og nødret er her; andre bidder af projektet her og her.

Spørgsmålet for tiden er, i hvilket omfang regeringer gør brug af deres forfatningsbestemte nødretsmuligheder, hvilke regeringer der gør det, og fremadrettet også hvad de gør. Der tegner sig allerede et mønster, som vi introducerer vores læsere til her. Man vil kunne læse mere i Berlingske Tidende og Die Welt den kommende uge.

Det første påfaldende element af det mønster vi ser, er at demokratier er langt mere tilbøjelige til at reagere på coronavirus ved at erklære nødret. Mens 22 % af verdens autokratier har erklæret nødret indtil videre – og har gjort det meget hurtigt efter at det første virustilfælde blev bekræftet i deres land – er det hele 40 % af demokratierne, der har gjort det samme. Forskellen giver fin mening, da de fleste autokratier allerede de facto har de magtbeføjelser, som de vil have. Demokratiske regeringer bliver typisk nødt til at erklære nødret før forfatningen giver dem lignende magtbeføjelser som i autokratier.

Den anden del af mønsteret, der er særligt interessant, er hvilke demokratier der har erklæret nødret. Vores analyser i denne weekend peger meget tydeligt på, at forfatningens nødretsregulering påvirker, hvilke lande der har erklæret nødret. Det virkeligt interessante er dog, at hvor let eller svært det er at gennemføre en erklæring, ikke påvirker om et land bruger nødretten. I nogle lande kan stats- eller regeringslederen gøre det på egen hånd, mens andre landes forfatninger kræver, at parlamentet, og i visse tilfælde forfatningsdomstolen, skal godkende det før der kan erklæres nødret. Disse forskelle på, hvor store de politiske omkostninger er ved at erklære nødret, er ligegyldige for om lande har gjort det i disse uger. Selv når man stiller skarpt på et enkelt element – om forfatningen nævner denne type situation som en valid grund til at erklære nødret – er der ingen forskel. Forskellen mellem lande, hvor forfatningen tillader det og dem, der ikke eksplicit gør, er 41 versus 43 %. Det er således inderligt ligegyldigt for om en demokratisk stat faktisk erklærer nødret for tiden, om forfatningens tekst egentlig tillader det.

De forfatningskarakteristika, der virkeligt påvirker om en stat eller regering bruger dens nødretsmuligheder, er hvilke ekstra magtbeføjelser en nødret giver regeringen. Vi illustrerer disse forskelle i figuren nedenfor, der plotter sandsynligheden for at et demokratisk land har erklæret nødret, og hvor mange dage der går fra det første coronatilfælde til en nødretserklæring. Som figuren med al tydelighed viser, har lande hvor forfatningen giver staten relativt store ekstra magtbeføjelser (som f.eks. ekspropriationsret, censur og mulighed for at bryde almindelige borger- og menneskerettigheder) og underminerer magtens tredeling i langt højere grad benyttet sig af forfatningens muligheder. I denne gruppe lande har 51 % allerede erklæret nødret, mens det kun gælder 32 % af de demokratier hvor forfatningen kun giver staten begrænsede ekstra beføjelser. Den første gruppe har også reageret langt hurtigere end den anden: I lande med store ekstra magtbeføjelser er det i gennemsnit sket 12 dage efter det første tilfælde, mens gennemsnittet er 23 dage i den anden gruppe. Begge disse forskelle er endda statistisk signifikante ved 5 %-niveauet.

Stefan Voigt og jeg holder naturligvis skarpt øje med, hvad forskellige lande rent faktisk gør under krisen, og har også planer om at undersøge, om noget af de overhovedet har virket ved at inddæmme virussens spredningsrate. Det kan dog først sket, når vi er ude på den anden side af situationen. Indtil nu er der dog et ganske klart mønster, som borgerne burde være opmærksomme på: Om en stat bruger dens forfatningsmuligheder handler om ekstra magtbeføjelser, som det generelt er svært at se er vigtige for at bekæmpe spredningen. Vi ved også fra anden forskning, at når demokratier i andre henseender bruger disse muligheder, lider borgernes almindelige rettigheder under det. Risikoen for magtmisbrug, selv i etablerede demokratier, er meget virkelig. Der er således behov for at tage en alvorlig rettighedsdiskussion, når sundhedsrisikoen er fordampet.

Her er de mulige strategier for at håndtere corona. Hvad er regeringens?

Vi er flere uger inde i den omfattende nedlukning af Danmark på grund af corona-pandemien. Og vi savner stadig fuldstændig grundlæggende oplysninger om det grundlag, de politiske beslutninger er truffet på. Vi kender ikke engang regeringens strategi – hvis den da har en ud over den første periode. Med de potentielt enorme omkostninger både nationaløkonomisk og menneskeligt er det vigtigt at få på bordet.

Det giver ikke sig selv, hvordan pandemien skal bekæmpes. Men dens grundlæggende mekanik gør det muligt at tænke lidt over, hvad der er af mulige strategier.

Læs mere

Krisen er her – hvordan kommer den til at se ud?

Der er ingen tvivl: Staternes coronareaktioner har udløst en alvorlig økonomisk krise. Hvor dyb den bliver, hvor langvarig den bliver, og hvad man evt. kan gøre fra offentlig side, er nu de egentlige økonomiske spørgsmål. Skal man behandle den økonomiske coronakrise på samme måde som man behandlede finanskrisen, og hvad ved vi generelt om økonomiske krisers forløb? Disse spørgsmål er på ingen måde enkle at svare på, men værd at tænke over. Børsen bragte min kommentar i morges under overskriften ”Den økonomisk krise er en realitet, nu bliver formen på den altafgørende” (gated her), hvor jeg netop helt kort diskuterer dem.

Det første af to hovedproblemer er, hvordan krisen kommer til at se ud: Bliver den V-formet eller J-formet. Vi håber alle på en V-formet krise med et skarpt dyk i den økonomiske aktivitet, fulgt af et hurtig recovery hvor virksomheder går i gang igen, folk vender tilbage til deres jobs, og nye jobs skabes når nye virksomheder opstår i stedet for dem, der døde under krisen. Skrækscenariet er derimod en tydeligt J-formet krise, hvor et skarpt dyk efterfølges af en langvarig, delvis recovery med en stor stigning i langtidsledigheden, en langsom død for en række virksomheder og et varigt problem for mange borgere med både lav indkomst og dårlige jobmuligheder.

Spørgsmålet er derfor, hvornår man får den ene eller den anden type. Forskningen peger på to vigtige forhold. For det første viser det sig, at økonomisk friere lande typisk har væsentligt kortere kriser med mindre dyk. Det gælder i helt særlig grad for økonomier med mindre regulerede markeder, mens størrelsen af det offentlige og omfanget af velfærdsstaten ser irrelevante ud. Disse fund kommer blandt andet fra min egen forskning, som vi tidligere har omtalt her; det publicerede papir er her (som open access). For det andet viser forskning fra et team ledt af Steve Davis fra University of Chicago, at såkaldt policy uncertainty forlænger og fordyber kriser (læs papiret her; eller en mere populær præsentation her). Skal man hurtigt ud af en økonomisk krise, er det således vigtigt, at den økonomiske politik er forudsigelig, og at der ikke er større risiko for enten pludselige regulative ændringer eller strukturelle skift i skattepolitikken.

Det andet hovedproblem er, at den krise vi er på vej ind i for tiden, ikke er en ’normal’ økonomisk krise. Finanskrisen i 2008 og frem var, ligesom de fleste andre kriser, en såkaldt efterspørgselskrise: Et eller andet sker (ofte forårsaget af politik) som gør, at nogen mennesker og virksomheder køber mindre af andre eller har færre ressourcer til rådighed. Denne krise er anderledes, da den skyldes at staten har fjernet folks og virksomheders mulighed for at producere varer og service: Det er en udbudskrise.

Det indebærer dermed også, at almindelig økonomisk politisk tænkning, som man kan diskutere omkring almindelige kriser, er irrelevant. Store hjælpepakker til bestemte industrier er ikke en hjælp, fordi der ikke mangler efterspørgsel. Kriseresponset kommer derimod til at afhænge af, hvordan og hvor effektivt man fjerner de udbudsrestriktioner, som de fleste stater har indført. Man kan muligvis hjælpe nogle virksomheder igennem krisen ved at afhjælpe likviditetsproblemer – at de ikke har penge lige nu og her til at betale de regninger, der kommer nu – men man kan ikke hjælpe dem, der bliver insolvente. Kuren mod en udbudskrise er derfor at fjerne restriktionerne – når man kan gøre det på sundhedsfagligt solidt grundlag – og derefter holde fingrene fra kagedåsen. Om danske og andre vestlige politikere er indstillet på det, og om de overhovedet forstår problemstillingens natur, er et andet og ganske åbent spørgsmål.

Cancelled conference papers: Does economic freedom affect greenhouse gas emissions?

The third installment in our series about cancelled conference papers is about a paper that I was supposed to present at both the Public Choice Society meeting in Newport Beach and the annual conference of the Association for Private Enterprise Education in Las Vegas. The paper deals with the important question of how best to achieve a reduction in greenhouse gas emissions.

The background for the question is quite obvious: Most Western countries have committed themselves to reducing the emissions of CO2 the coming years. Some, including the new leftwing government in Denmark, are operating with an official goal of a 70 percent reduction with a relatively short period of time. In most of those countries, the plan is very clearly to ‘steer’ the market in the right direction with government control and elements of a planned economy. However, no one really knows how effective such solutions are, and our experiences with this type of approach to solve other problems are not uplifting.

In the paper “Economic Freedom and the CO2 Kuznets Curve”, which can be downloaded under Current Research on my homepage, I try to tackle the issue in a new way. A main point of the paper is that different theoretical considerations will lead one in very different directions. One doesn’t have to accept bizarre Marxist ideas or Mariana Mazzucato’s influential, but horrendous claims about innovation to realize that there are valid arguments for and against the effectiveness of government control. However, one thing is clear: The more weight one places on the type of political incentive problems so abundantly documented by the public choice school since the early 1960s, or the more weight one places on the importance of epistemic problems as emphasized in the Austrian tradition, the more one is likely to reach an unambiguous conclusion. A series of arguments from these two traditions indicate that a low emissions transition occurs faster and more efficiently in a free market economy. On the other hand, the more one believes in the importance of classical externality problems and issues of discounting, the more one will lean towards the opposite conclusion.

It therefore depends on ones theoretical priors if one believes that economic freedom will help or hinder a transition towards lower greenhouse gas emissions. As such, which kinds of arguments are more likely in the real world is an empirical question. Part of the paper is therefore a formal econometric test of the effects of economic freedom in the emissions of CO2 and other greenhouse gases. Yet, instead of exploring linear effects of economic freedom as in most other studies, I estimate an ‘environmental Kuznets Curve’, which allows me to say something about the likely shape and timing of the transition.

Figure 1 illustrates the main conclusion of the paper. I plot the development between 1990 and 2015 for four groups of countries: The 25 % with the least economic freedom, the two middle groups, and the 25 % with the most economic freedom. The figure makes it very clear that the most free countries have reduced their emissions much more than any other group while the second-freest countries have increased them. However, the reason for this apparently strange result is obvious: the third group consists of  relatively successful middle-income countries with particularly high growth rates.

Another way of illustrating the overall conclusions is to plot the Kuznets Curves implied by the estimates. I do so in Figure 2, which shows the estimated environmental Kuznets Curve for countries at the 10th and 90th decile of the distribution of economic freedom. Put another way: These are the Kuznets Curves for countries with very little economic freedom and countries with as much economic freedom as places such as Northern Europe, Australia and Canada. The more a country’s economic policies and institutions are consistent with an ideal of economic freedom, the earlier does the transition begin and the faster it is. The ‘best’ estimates suggest that for overall greenhouse gas emissions, the implied turning point – the level of economic development at which emissions begin to fall – occurs around a real GDP per capita of 25,000 USD.

In other words, markets without excessive government control and interference create sufficient innovation and incentivize firms and individuals to use resource-saving technology to such a degree that emissions begin to fall when people are about as rich as in Malaysia. If the political establishment typically tries to control the economy, it may never occur. If politicians and other political actors are truly interested in reducing greenhouse gas emissions in the future, they will do best by keeping their hands off the economy. Whether that is in their political interest is an entirely different question.

Cancelled conference papers: Does Globalization Cause Populism?

As avid readers will know, we recently started a cancellation series – a series about papers that would have been presented at the cancelled public choice and political economy conferences this spring. Our second installment is about a new paper by Andreas Bergh and Anders Gustafsson. The rest of the text today is directly from Andreas.

We start by citing Francis Fukuyama:

I concur with the commonplace judgement that the rise of populism has been triggered by globalization and the consequent massive increase in inequality in many rich countries.

We believe that Fukuyama is right in his description of the “commonplace judgment”, and there are some papers that seemingly support that view, such as the Importing Political Polarization paper by Autor et al. These papers typically identify clear causal effects, such as rising trade with China leading to lower employment in US manufacturing and that districts exposed to larger increases in import penetration elected politically more extreme political candidates.

It is, however, a big step to jump from these partial effects to the conclusion that populism has been triggered by globalization. Trade with China may have had more beneficial consequences elsewhere in the US economy, and economic globalization is more than just trade with China. Similar points have also been made by Paul Krugman in a comment on the Autor papers.

One might also worry that papers that identify interesting effects of economic globalization are more likely to be published, while papers with imprecisely estimated zero-effects might not even be completed and/or submitted.

Our working paper checks if there is a pattern across countries such that populist parties have grown more in countries where globalization has increased more. We do so using the KOF globalization index and the compilation of election results for populist parties in Europe produced by Swedish thinktank Timbro. The compilation covers 33 European countries (included when they become politically free) during the period 1980-2018).

As it turns out, the commonplace judgement alluded to by Fukuyama is not visible to the eye when comparing increases in populist parties’ vote shares and increases in globalization over different time periods:

A nice feature of Timbro’s compilation is the separation of populist parties into right-wing and left-wing populism. Dividing data into 4-year intervals and running regressions using KOF’s measure of economic globalization de facto (that combines trade in goods, services and trade partner diversity with financial globalization) and right-wing populist vote shares with country and time fixed effects reveals no significant correlation between the two . The reason is, however, that EU-countries have more economic globalization and also more right-wing populism. Once EU-membership is controlled for, there is no positive association between economic globalization and right-wing populism. Here is what the fixed effect panel regression with right-wing populist vote shares as dependent variable looks like:

In the paper, we show results also for left-wing populist parties (typically smaller in more globalized countries), random effects instead of country fixed effects (almost identical results) and other types of globalization. The main result is always that once EU-membership is controlled for, more globalized countries if anything have slightly smaller populist parties.

Note also that income inequality (measured using the Gini-coefficient for disposable income taken from Swiid) is typically negatively associated with populism.

Needless to say, these are only correlation. But even if Fukuyama is right that income inequality somehow causes populism, it seems that countries with more inequality for other reasons still end up with less populism on average.

Finally, the fact that EU-membership is associated with about 7 percentage points bigger right-wing populist parties is pretty interesting. It suggests that the European Union does not fully succeed in promoting its official goals (among which we find tolerance, inclusion, justice, non-discrimination as well as social and territorial cohesion and solidarity). The EU-effect is very much in line with a pattern recently noted by Dani Rodrik, that right-wing populists in Europe portray the EU and the elites in Brussels as their enemy, not free trade.

Cancelled conference papers: Trust and Growth Patterns

The conference season this spring is among the many activities killed by the corona panic. A large number of scientific conferences have had to be cancelled because people aren’t allowed to travel anymore. Those cancellations have the unfortunate effect that many research efforts have come to a screeching halt, and many of us now have leftover papers and presentations. We’ll either never get any feedback on those papers or we’ll have to postpone them to potential events in the autumn. We’re also going to lack the inspiration that we usually get from watching colleagues presenting their new papers and interacting with them in person at conferences. It makes one wonder if it is possible to avoid a research recession similar to the coming economic recession.

However, the problems need not keep one from presenting research in one or the other form even though it cannot occur in the usual way. Perhaps one can even make a tiny difference on this blog? We’re therefore making an attempt with a short ‘cancellation series’ about new research. We’ll begin with the paper ”Social Trust and Patterns of Growth”, which I was supposed to present at the annual meetings of the European Public Choice Society; interested readers can find the full paper here.

The background of the paper is a literature that has emerged since the mid-1990s. After Steve Knack and Phil Keefer’s seminal paper from 1997, which kickstarted a literature that I surveyed a couple of years ago in an Oxford Handbook, a growing number of studies document that social trust – the degree of trust people typically have in fellow citizens they don’t know – is an important determinant of long-run economic growth. Yet, which element or elements of growth are affected by trust remains an open question.

I therefore ask in ”Social Trust and Patterns of Growth” just how trust affects long-run growth. I start with Solow and Swan’s basic observation that economic growth derives from two separate types of sources: factor accumulation and factor productivity. Growth caused by accumulation implies that people work longer hours, that more people work, that they have more physical capital – machinery, buildings etc. – to work with, and that they have more human capital (i.e. they are better educated). Growth caused by productivity improvements and innovation implies that the economy creates more value with the use of fewer resources. The theoretical problem is that all of those elements could in principle be affected by social trust. Several papers by, e.g., Paul Zak and Steve Knack and Jacob Dearmon and Robin Grier find that trust is associated with more investments in physical as well as human capital, Philippe Aghion, Yann Algan, Pierre Cahuc and Andrei Shleifer emphasize that higher levels of trust are associated with easier regulation – and if that also implies that labour markets are less regulated, it will increase employment – while Semih Akçomak and Hanna Müller-Zick as well as my own work with Pierre-Guillaume Méon suggest that trust affects innovative activity and productivity development. The literature therefore makes it very difficult to claim anything about which channel is more affected by trust.

The empirical clue of the paper is that available data in the Penn World Tables actually allow one to perform what is known as a Solow decomposition of long-run growth in 64 countries. That implies that we know approximately how much each component – employment, human capital, investments and productivity – affect growth, and we can estimate the degree to which each component is affected by social trust. In other words, it is possible for a sample of 64 countries not only to asses how much trust affects the growth rate, but also how it affects the pattern of growth. I do so in non-overlapping five-year periods back to 1977.

The results of doing so are surprisingly clear: A trust difference of one standard deviation – approximately the difference between France and Germany (or, interestingly, between the Italian regions of Sicily and Veneto= – yields approximately a 20 percent faster growth rate of productivity, which implies a 10 percent faster growth rate in real GDP per capita. Conversely, it turns out that other growth elements – those associated with factor accumulation – are not robustly affected by social trust.

The answer to the basic question of the paper, which I cannot present and my colleagues cannot see under normal circumstances these days, is that high-trust countries typically exhibit growth patterns in which long-run growth is driven by productivity improvements. It also implies that high-trust societies will typically be ahead of the rest of the world in terms of productivity – although low-trust countries will still copy their advances at some point in time – and permanently be better at using the resources they have at their disposal.

Hvor mange vil blive smittet med covid-19, inden det er ovre?

Der er mange usikre momenter knyttet til konsekvenserne af den igangværende corona-pandemi. Hvor mange vil blive smittet, hvor mange vil dø, og hvad bliver de nationaløkonomiske konsekvenser? Der er meget varierende bud lige i øjeblikket. Dette blogindlæg handler om de to første spørgsmål.

Sagt med det samme, så har jeg ingen ekspertise i epidemiologi. Men her er nogle meget simple, og dog alligevel illustrative matematiske sammenhænge mellem få centrale størrelser. Det giver en ramme at tænke inden for (og skal ikke tages som en prognose – den må I selv lave).

Den første størrelse, R, er, hvor mange én smittet giver sin smitte videre til. Rammer man f.eks. to personer, er R lig med to. Den anden er S, som betegner den andel af befolkningen, som er modtagelig for smitte. 1-S er modsat den andel af befolkningen som er immun. Man kan være immun, fordi man allerede har haft sygdommen, fordi man er vaccineret, eller fordi man af andre grunde ikke er modtagelig.

Hvornår vil sygdommen holde op med at blive spredt? Så længe hver sygdomsramt smitter mindst én person mere, som også bliver syg, vil sygdommen fortsætte. Når hver smittet derimod i gennemsnit videregiver sygdommen til mindre end én person mere, begynder sygdommen at dø ud.

Det punkt, hvor sygdommen holder op at vokse i udbredelse, er med andre ord når:

RS = 1

Det vil derfor sige, at sygdommen vokser indtil*):

S = 1/R

Er R f.eks. 2, vil sygdommen vokse indtil det punkt, hvor halvdelen af befolkningen kan smittes, mens den anden halvdel er immun.

Og hvis man kun kan blive immun ved at have haft sygdommen – og altså ikke ved f.eks. at blive vaccineret — ja så vil 1-S blive syge, før sygdommen klinger af. Ved at omordne udtrykket lidt fås antallet af immune, når sygdommen begynder at klinge af:

1 – S = (R-1)/R

Som man kan se, vil den andel, som bliver sygdomsramt i løbet af pandemien, afhænge af R. Jo større R, desto tættere kommer brøken på én. Er R 10, vil 90 pct. blive smittet.

I figuren har jeg vist sammenhængen mellem størrelsen af R og andelen af smittede, 1-S. Som man kan se, har størrelsen af R en meget stor betydning navnlig, når niveauet ligger i den lave ende. En lille stigning i R har stor effekt på den andel, der ender med at blive smittet, før sygdommen klinger af. Det betyder også, at usikkerheden er stor, når man regner med et lavt R. Ved et R på 1, vil sygdommen klinge af med det samme, mens den ved på et R på 2 vil smitte halvdelen af befolkningen. Ved et R på 3 vil den ramme 2/3 af befolkningen.

Det kan vise, hvorfor små justeringer i smitterisiko kan begrunde store politikændringer, når man i udgangspunktet skønner R lavt.

 

Hvor mange dødsfald vil der komme? Det afhænger af, hvor mange af de syge, som dør. Fataliteten vil som udgangspunkt være proportional med den andel af befolkningen, 1-S, som er immune: Når man bliver smittet, bliver man enten immun eller dør af den. Fatalitetsraten ved covic-19 er der mange bud på. Denne rate kan man gange med 1-S for at få den omtrentlige fatalitet for hele befolkningen. Det betyder, at den usikkerhed, som knytter sig til 1-S også gælder antallet dødsfald. Desværre kan man ikke udelukke risikoen for, at covid-19 kan ende med at koste rigtig mange livet, om end risikoen selvsagt er størst blandt dem, som i forvejen har en høj overdødelig.

Men fatalitetsraten kan naturligvis afhænge af antallet af smittede, hvis der opstår kapacitetsproblemer i sundhedsvæsenet. Ved et lille antal kritisk syge vil alle kunne tilbydes behandles, mens et stort antal kan resultere i, at nogle syge, som ellers ville have overlevet, ikke gør det.

Det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan antallet af smittede vil forløbe. I begyndelsen af epidemiudbruddet, når andelen af smitbare er meget stort, vil væksten være eksponentiel. Hver syg smitter jo RS, og når S er tæt på én, vil antallet af nye smittede være tæt på R. Men i takt med, at andelen af smitbare falder, vil S komme til at dominere, hvor mange nye der smittes.

Denne sammenhæng kan også være med til at forklare, hvorfor et lille land kan virke hårdere angrebet end et stort land i begyndelsen af en epidemi. Hvis epidemien begynder med én smittet i både et stort og et lille land, vil antallet af smittede vokse lige hurtigt (hvis R er ens i de to lande). Men S vil falde hurtigere i det lille land end det store, fordi andelen af immune vokser hurtigere, når antallet af immune vokser med det samme i udgangssituationen.

Denne lille matematiske eksercits kan illustrere nogle pointer omkring den nuværende politiske indsats:

Hjælper det at begrænse smitterisikoen, R? Ja, der er egentlig to scenarier. Det ene er, hvis man kan begrænse R så meget, at sygdommen bliver slået ihjel. Men jo færre, der allerede er eller har været smittet, når man griber ind, desto vanskeligere er det at slå sygdommen ihjel. Man kæmper jo mod et højt S.

Det andet scenario er, hvor man midlertidigt holder R nede. Og det er helt klart det scenario, regeringen opererer i. Ved at nedsætte kontakten mellem borgerne i en periode falder R. Man kan sige, at det ikke hjælper så meget at holde smitterisikoen nede, hvis det samme antal alligevel får sygdommen bare på lidt længere sigt. Men der er faktisk nogle rigtigt gode grunde. For det første kan man begrænse belastningen af sundhedsvæsenet, så dødeligheden ikke accelererer. Hvis man strækker sygdomsforløbet ud, bliver kapacitetsbelastningen mindre, når sygdomsudbruddet topper. Til gengæld tager det længere tid at komme igennem. En lavere belastning hjælper altså med at forhindre, at kapacitetspresset øger fatalitetsraten, så flere ender med at dø. For det andet kan sygdommen mildnes med tiden, så fatalitetsraten falder. Det vil også begrænse det endelige dødstal. Vira har faktisk en tendens til at blive mildere med tiden, fordi lettere varianter bliver mere udbredt (men da det afhænger af tilfældigheder, er det ikke en garanti). For det tredje kan en forsinkelse af sygdomsforløbet måske købe os lidt tid til at udvikle en vaccine. Hvis folk kan blive immune på anden måde end ved at få sygdommen, vil færre dø og få de ubehageligheder, der under alle omstændigheder er ved at være syg.

Der er naturligvis begrænsninger på, hvor langt disse få simple ligninger kan bringe os. Et problem er f.eks. antagelsen om, at smittede, der bliver raske igen, forbliver immune. Den holder ikke i det lange løb, fordi vira muterer, så kan de blive smittefarlige igen, sådan som vi f.eks. kender det fra almindelig influenza, der vender tilbage hver sæson i nye varianter. Det samme kan tænkes at ske med covid19-coronaen. Det vil dog så forhåbentligt blive med lavere dødelighed (almindelig influenza har en fatalitetsrate på omkring 1 pct.). Det er heller ikke ukendt, at en pandemi topper to gange, fordi der er sæsonvariation i smitteintensiteten. Myndighederne regner med, at antallet af smittede vil falde i sommerperioden og øges igen frem mod vinteren, hvis den har sæsonvariation som en almindelig influenza, men det vides ikke.

Som jeg indledte med at sige, så ligger epidemier uden for mit fagspeciale, og jeg har ikke opstillet en fuld model for, hvordan covid-19 virker. Vi har kun set på nogle centrale mekanismer, og hvordan de kan have påvirket de politiske valg. Jeg synes til gengæld, at det er helt afgørende, at myndigheder lægger deres beslutningsgrundlag på bordet.

Det er vigtigt af to grunde. For det første er doseringen af politikken vigtig. Jeg har nævnt nogle grunde til, at der kan være god ræson i at justere politikken, når en størrelse som R ændrer sig. Men regeringen bør vise hvorfor. For det andet er der både gevinster og ulemper ved forskellige tiltag. En god politik kan ikke bare begrundes med sine fordele, men at fordelene overstiger ulemperne, og at der ikke findes en alternativ politik med endnu større nettogevinster. Det spiller også en rolle, hvordan man vælger af veje forskellige slags fordele og ulemper. Det er et normalt krav til en regering, at den redegør for sit beslutningsgrundlag og vægtning – og det bliver ikke mindre, når der er tale om så vigtigt et problem som dette.

En tidlig indsats er ikke nødvendigvis den bedste indsats

Forleden så jeg et pressemøde med Boris Johnson flankeret af sine epidemieksperter. De havde en interessant pointe, som jeg ikke rigtig har lagt mærke til i den danske debat: Udover lægevidenskaben – som oplagt er vigtig i den nuværende situation – er adfærdsvidenskab vigtig, fordi den kan sige noget om, hvor effektivt et tiltag — der i høj grad afhænger af befolkningens adfærd — vil være.

Der er mange grunde til at tro, at et tiltag, hvor man beder befolkningen om at blive hjemme og kun mødes med andre, hvis det er absolut nødvendigt, kan være mest effektivt i begyndelsen, men med tiden vil blive udvandet. Personligt var jeg langt mindre opmærksom i går end i torsdags – dagen efter at statsministeren meldte ud, at meget af Danmark ville lukke ned. Og før eller siden vil folk mødes til fødselsdage, børn vil lege sammen osv. Effekten bliver måske ikke 0, men den kan godt blive reduceret betydeligt.

Derfor skal udsagn a’la ”en tidlig indsats er altafgørende” — som bl.a. Magnus Heunicke har været fremme med — nok tages med et gran salt. For en for tidlig indsats, kan også betyde, at krudtet er brugt, når der for alvor er behov for det.

Nedenstående figur illustrerer denne pointe. Figuren viser andelen af smittede i en befolkning, afhængig af, hvornår et tiltag — der halverer smittespredningen i 14 dage — implementeres. Det er selvfølgelig en stærkt forsimplet model i forhold til virkeligheden, men den fungerer fint til at illustrere briternes pointe.

Figuren viser udviklingen for fire forskellige scenarier:

  • Scenarie 0 – Ingen tiltag (sort): 44% af befolkningen er smittet i peak
  • Scenarie 1 – Tiltag efter 20 dage (rød): 42% af befolkningen er smittet i peak
  • Scenarie 2 – Tiltag efter 40 dage (blå): 24% af befolkningen er smittet i peak
  • Scenarie 3 – Tiltag efter 50 dage (grøn): 44% af befolkningen er smittet i peak

Som sagt er modellen ekstremt forsimplet, men den illustrerer alligevel tydeligt, at det rette udsagn måske snarere er ”timingen er altafgørende” end ”en tidlig indsats er altafgørende”.

Man kan altid hævde, at man jo kan indføre strenge sanktioner til folk, der mødes med mange andre og dermed ikke opfører sig “epidemisk korrekt”. Er straffen hård nok, kan man potentielt set forlænge effekten af et tiltag nærmest uendeligt. Men så kommer man også meget hurtigere over i noget, hvor kuren kan være værre end sygdommen.

PS: Nedenstående figur viser størrelsen af peak afhængig af, hvornår værktøjet implementeres i min model. Figuren viser, at det — i min forsimplede model — kræver relativt stor præcision at reducere peak mærkbart.

PPS: Derudover var der andre interessante pointer på pressekonferencen i forhold til trade-offs, som kan have betydning for, hvilke tiltag, regeringen iværksætter (og hvornår de iværksættes).

  • Ift. at lukke skoler: Hvis børn alternativt bliver passet af bedsteforældre, der er mere sårbare, risikerer man at forværre problemerne. Effekten på smittespredningen kan også være begrænset, da børn før eller siden vil lege sammen alligevel (igen: timingen er afgørende). Læs evt. også dette fra Statens Seruminstitut, hvor de skriver ”der sås ikke tegn på, at voksne blev smittet af børn, selvom dette ikke kunne siges med sikkerhed”.
  • Ift. at isolere svækkede patienter: Hvis man beder svækkede om at isolere sig for tidligt – så isolationsperioden bliver meget lang – stiger risikoen for bivirkninger i form af depressioner og andre ligeledes alvorlige sygdomme.
  • Utilsigtede konsekvenser: Hvis man lukker udendørs begivenheder (fx Premiere League), risikerer man, at folk substituerer over til indendørs aktiviteter, som er mere smittefarlige.
  • Det handler ikke kun om, hvor mange der bliver smittet, men også hvem der bliver smittet. Kan man få de stærke smittet (og dermed senere immune), kan de svage få gavn af flokimmunitet senere hen.

Du kan se hele pressekonferencen her (eksperterne kommer på efter 31:50): https://www.youtube.com/watch?v=xRadMzCKnCU

PPPS: Ovenstående kan naturligvis ikke læses som en konkret kritik af den danske regerings tiltag, da jeg ikke ved, hvordan disse overvejelser indgår i regeringens valg af tiltag. Men heri ligger der måske en konkret kritik, fordi tiltagene indtil videre er sat i værk, uden at offentligheden har fået fremlagt scenarier, som viser, hvorfor de valgte tiltag er bedre end andre mulige scenarier (fx med senere implementering af tiltag).

Elløbehjul er ikke 7 gange farligere end cykler

I min seneste kommentar i Børsen kritiserer jeg transportminister Benny Engelbrecht for at være lidt for hurtig på aftrækkeren i forhold til at regulere elløbehjul på baggrund af Færdselsstyrelsens evaluering.

Transportminister vil nemlig indføre hjelmpligt for elløbehjul, fordi “Færdselsstyrelsens evaluering af elløbehjul viser 7 gange større risiko for ulykke sammenlignet med cykel”. Problemet er bare, at evalueringen ikke giver grundlag for at indføre hjelmpligt for elløbehjul – et forslag, der vil betyde døden for elløbehjul på leje- og delebasis.

Der er mange grunde til, at man ikke bare kan sammenligne antal uheld pr. km på ét køretøj med et andet. Hvis én type køretøj især tiltrækker personer, der er villige til at løbe risiko og tage chancer i trafikken, vil man med en simpel sammenligning kunne få den fejlopfattelse, at det er køretøjet, den er gal med, selvom det er brugerne af køretøjet, der driver forskellene.

Færdselsstyrelsens evaluering indeholder ikke data, som beskriver brugernes risikoprofil. Så for at illustrere min pointe, har jeg i stedet set på, hvad lokalitet betyder for uheldsrisikoen. Cykler findes nemlig i hele landet, mens elløbehjul i udpræget grad er et storbyfænomen.

Bagsiden af en konvolut: Forskellen i risikoen på cykler og elløbehjul er 30% mindre, hvis man korrigerer for lokalitet

I min kommentar i Børsen hævder jeg, at “Korrigerer man for, at ulykkesrisikoen er højere i storbyerne, falder forskellen i risiko med ca. 30%”. Her er min “bagsiden af en konvolut”-beregning, som ligger bag denne påstand.

Ifølge Københavns Kommunes cykelregnskab[1] var der i alt 150 uheld med personskade i København i 2018, og der blev cyklet 1,44 mio. km pr. hverdag, svarende til 426 mio. km på et år, hvis man bruger Vejdirektoratets omregningsfaktorer[2].

Det giver 0,35 uheld med personskade pr. mio. cyklede km i København.

På landsplan var der ifølge Danmarks Statistik [3] 793 uheld på cykel med personskade på landsplan (samme kilde giver 150 for København), og der blev cyklet knap 3.000 mio. km[4].

Det giver 0,27 uheld med personskade pr. mio. km på landsplan.

Risikoen for at komme ud for et uheld, der medfører personskade, er altså 0,35/0,27-1 = 32% højere i København end på landsplan. Hvis uheld med personskade er korreleret med uheld i det hele taget, tyder meget altså på, at en væsentlig årsag til forskellen i uheld mellem elløbehjul og cykling i Færdselsstyrelsens evaluering skyldes, at elløbehjul er et storbyfænomen.

Bemærk: I begge beregninger sammenligner jeg antal uheld med personskade i alle aldersgrupper med antal cyklede km for de 10-84-årige, fordi antal cyklede km i Københavns Cykelregnskab er fra Transportvaneundersøgelsen, som kun omfatter denne aldersgruppe. Men da det er ens for både København og på landsplan, gør det sandsynligvis ikke gøre store forskel.

Hvad skal vi så gøre? “Ingenting” er vel det bedste svar

Mange aktiviteter i Danmark er farlige for den enkelte, uden at vi forbyder dem. Cykling er fx mere end 7 gange farligere end bilkørsel. Alligevel er flertallet af politikere imod hjelmpligt for cykler — bl.a. fordi omkostningerne i form af mindre cykling og tabt frihed for borgerne er for store. Generelt bør man primært regulere, hvor folk kan være til fare for andre. Griber man ind i det personlige valg af, hvor meget risiko man vil løbe, bør argumenterne være meget, meget gode.

Der ER visse problemer med elløbehjulene (bl.a. bliver de parkeret ret skødesløst). Men vi mangler stadig at se overbevisende argumenter for, at reguleringen ikke smider barnet ud med badevandet. Indtil da bør tvivlen komme brugerne til gode.

Kilder

[1] https://kk.sites.itera.dk/apps/kk_pub2/index.asp?mode=detalje&id=1960

[2] http://vej08.vd.dk/mastra/mastradok/dok/trafiktaellingerplanudfoerefterb.pdf

[3] Statistikbanken, UHELDK1

[4] Jeg har aflæst cykling pr. person i forskellige aldersgrupper fra “Faktaark – Cykeltrafik i Danmark” (https://www.cta.man.dtu.dk/transportvaneundersoegelsen/udgivelser/faktaark/faktaark-om-cykeltrafik-i-danmark-2014) og ganget med antal personer fra Statistikbanken, FOLK1B.

TV og Tolerance i Østtyskland

Det er et velkendt fænomen i Tyskland, at der er relativt flere angreb på flygtninge og indvandrere i øst end i vest. Det er også i de tidligere kommunistiske Bundesländer, at populisterne i Alternative für Deutschland og die Linke klarer sig bedst, og hvor folk generelt er mere fremmedfjendske. Er de fordi Østtyskland er fattigere og har haft højere arbejdsløshed og lignende problemer efter genforeningen, eller er det fremmedfjendske miljø en rest af den kommunistiske fortid? Det spørgsmål kaster et nyt studie lys over.

Marek Endrich fra Universität Hamburgs Institut für Recht und Ökonomik undersøger i det nye studie A Window to the World: The Long-Term Effect of Television on Hate Crime, om østtyskere i områder, der kunne se vesttysk TV under kommunismen, opfører sig anderledes overfor udlændinge end dem, der ikke kunne. Hans tese udspringer af de store forskelle i, hvordan det østtyske Deutscher Fernsehfunk viste TV, sammenlignet med de vesttyske kanaler.  DFF brugte en stor del af tiden – særligt i nyhederne – på at hylde socialismens fremskridt, tegnede et billede af et homogent folk, og fokuserede primært på indenlandske nyheder. Die Tagesschau på ARD og Heute på ZDF fungerede derimod ligesom de danske, og bragte masser af internationale nyheder, ligesom vesttysk TV viste udenlandske film, serier og dokumentarer.

I de områder af Østtyskland, hvor man kunne modtage det tyske TV-signal – som illustreret i figuren, der viser signalstyrken fra vest – så 82 % af østtyskerne vesttysk TV hver dag. I de områder, hvor signalet var dårligt eller væk, som regionen omkring Dresden og det nordøstlige hjørne omkring Greifswald, var det sjældent, at østtyskerne så vesttysk TV. Styrken på det vestlige TV-signal bestemte dermed, hvilken påvirkning østtyskerne fik fra vesttyske nyheder og vestlig kultur.

Endrich viser, at denne påvirkning under kommunismen tydeligt har konsekvenser for, hvordan østtyskerne behandler flygtninge og indvandrere. Han ser på perioden 2014-17, hvor endda meget store strømme af flygtninge fra Syrien og andre dele af Middelhavet kom til Europa, og hvor vold og andre ’hadforbrydelser’ steg voldsomt i dele af Tyskland. I hans mest præcise specifikation viser estimaterne, at i de dele af Østtyskland, der modtog et godt vesttysk signal, var der 52 % færre hadforbrydelser end i de dele, hvor man typisk ikke havde set vestligt TV. Effekten gælder både mindre overfald mod flygtningecentre, voldelige overfald og mordbrand. Endrich kan afvise en række alternative forklaringer som for eksempel arbejdsløshed, lav indkomst og historiske stemmetal for nazipartiet – ingen af disse forskelle forklarer noget – og viser endda, at mere katolske områder udviser færre overgreb.

Bundlinjen i det fine studie er, at kommunismens omkostninger ikke kun var økonomiske. Som adskillige andre studier har vist, er der stadig en Mauer im Kopf på de fleste østtyskere, som kun fosvinder langsomt, om overhovedet. Men noget af den nærmest racistiske indoktrinering, som østtyskerne modtog gennem DFF, blev opvejet af vesttysk TV. De områder, der gennem kommunismen alligevel havde en respit fra den kommunistiske propaganda gennem vesttysk TV og det vindue til resten af, som ARD, ZDF og N3 tilbød, blev mindre indoktrinerede, og er det stadig.

En uvidenskabelig redelighed eller er det uredelig videnskab.

Kritik af Ole Bjerg: ”Gode penge – et kontant svar på gældskrisen”, Informations Forlag 2013

Gode Penge er både en bog af sociologen Ole Bjerg og en forening, der udspreder bogens evangelium om reform af bankvæsenet. Bjerg hævder selv, at bogen er fagfællebedømt forskning. Men bogen dumper som videnskabeligt værk på alle parametre. Der foretages ensidige udvalg af fakta, omkring bogens centrale tese er faktum endda fri fantasi, kilderne er ensidigt udvalgt til at støtte hans synspunkter, Bjerg forholder sig ikke kritisk til dem, og det fremgår ikke, på hvilke punkter Bjerg bidrager med selvstændige synspunkter.

af Jens Frederik Hansen, cand. jur., Diploma of Legal Studies (Cambridge)

Gennem mange år som flittig procedør ved domstolene oplevede jeg naturligvis både dygtige og mindre gode modparter. Og så var der en særlig gruppe modparter med utroligt dårligt formulerede, rodede og usammenhængende processkrifter og tilsvarende optræden i retten. Som modparter var de mærkværdigvis forbløffende farlige; livsfarlige, hvis deres adfærd gjorde en selv for sejrssikker. I absolutte tal vandt de faktisk sjældent, men det generende var, at de jo vandt langt mere, end de burde, for de burde have tabt hver eneste gang.

Den psykologiske mekanisme bag var egentlig enkel: Fordi dommeren ikke kunne forstå et ord af, hvad de skrev og sagde, så forsøgte han at skabe sin egen sammenhæng i synspunkterne. Og der er intet som helst mærkeligt i, at når dommeren så havde udtænkt, hvordan han selv ville have ført sagen for den ene side, så gav han naturligvis ”sig selv” (altså min modpart) medhold.[i]

Når denne lange ekskurs er nødvendig som indledning til en anmeldelse af Ole Bjergs bog Gode Penge, så kan de fleste nok regne ud, at de kan stoppe læsningen af bogen, allerede førend de er begyndt[ii]. Med mindre de da trænger til at gennemtænke pengeteorien med deres egne analyser. For det er en reel fare med gennemgangen af bogen, at man automatisk begynder at hjælpe forfatteren. Måske har også jeg begået den fejl, når jeg skal forklare, hvorfor logikken halter hos Ole Bjerg.

Den kritiske fejl i bogen er, at Bjerg antager, at banker kan skabe uendelige kreditter, og det er forkert. Men hvorfor forfatteren begår den fejl, kan jeg ikke sige. Der er snarere tale om en flerhed af forkerte antagelser og misforståelser, der fører ham stadig længere ud på overdrevet. Men det hører dog med, at han historisk set ikke er den eneste, som er der.[iii]

Det er en gammel sandhed, at en tåbe kan spørge om mere, end 10 vise kan svare. På samme måde vil en tilbagevisning af blot de centrale postulater i bogen gå langt længere end en sædvanlig anmeldelse. Men ved en eller anden lejlighed må det gøres.

Mistanken om, at der er noget galt, bør egentlig allerede vækkes på den første side af teksten. At se verden i et nyt lys og beskrive hidtil usete sammenhænge er rosværdigt. Og forslag om en mere hensigtsmæssig indretning af samfundet skal man ikke bare afvise. Men bøger, som både påberåber sig, at det hidtidige verdensbillede er forkert, og som på den baggrund vil foreskrive væsentlige samfundsændringer, dem skal man være forsigtig med. Så stor visdom er det få mennesker forundt at besidde. Og erfaringen viser, at økonomiske projektmagere er farlige, bare tænk på John Law. Og hvis man endelig skal tage projektmagere alvorligt, må de i hvert fald formulere problemet, som de vil løse, entydigt. Det får Bjerg ikke rigtig gjort. Og jeg vil ikke formulere det på hans vegne.

”Reserver” – hvad er det?

Allerede indledningen, der handler om et bankvæsen med fulde reserver, fører juristen på afveje. Reserver er – for os uvidende får, som blot har læst årsregnskabsloven – et kodeord, som knytter sig til en bestemt del af regnskabet. En balance består som bekendt af 2 ting, en liste over det man ejer, og en forklaring på hvordan man har fået råd til dem. Det kaldes hhv. aktiver og passiver. Passiverne omfatter 2 dele, fremmedkapital og egenkapital eller reserver. Reserverne er grundlæggende det, selskabet kan tåle at tabe, førend virksomheden bliver insufficient, altså har værdier for mindre end den skylder væk.

For Ole Bjerg er reserver noget helt, helt andet. De er selskabets kassebeholdning. De befinder sig på regnskabets aktivside. Og når de i banksammenhænge kaldes reserver, så er det fordi, det er de aktiver, som banken kan benytte sig af til at imødegå et stormløb på banken. Det er den kapital, som man har på hånden og kan udbetale til kunderne med det samme. Det er altså en likviditetsreserve, han mener.[iv] Men denne lille afgørende detalje får Ole Bjerg aldrig redegjort for. At bruge ord og begreber på en alment anerkendt måde er imidlertid det første skridt mod at blive forstået af læseren. At bruge dem anderledes kræver, at man siger det højt. Men gad vide, om Bjerg selv kender forskellen.

Fra vand til vin

Hvor indledningen var misvisende, så er kapitel 1 derimod galt. Faktum kan ganske enkelt ikke være rigtigt. Bjerg beskriver udbetaling af et lån med ordene: ”Bankrådgiveren har med den ene hånd oprettet et lån, som er registreret med en negativ saldo på 100.000 kr. på mandens lånekonto. Med den anden hånd har bankrådgiveren så opskrevet saldoen på mandens hævekonto med 100.000 kr. Ingen af delene har krævet, at han skulle i bankboksen og hente kontanter eller trække på opsparede midler fra andre kunder. Fra Bibelen kender vi historien om Jesus, der laver vand om til vin. Bankrådgiveren har her gjort noget, som er næsten ligeså fantastisk.”

Den afdæmpede og sobre kommentar til dette er, at det er Ole Bjerg selv, som har udført et mirakel. Det er ham, som tryller noget frem af ingenting. Det er ganske klart, at Ole Bjerg forestiller sig, at transaktionen kan gennemføres ved udelukkende at bogføre én postering og dens tilhørende modpostering, og begge bevægelser sker på debitors 2 konti. Sådan er det bare ikke i virkeligheden. Nøjagtig hvor mange konti, der sker bevægelse på, kan juristen, som ikke kender bankens nøjagtige kontoplan, ikke helt overskue, men princippet kan jeg godt redegøre for.

Trylleriet er faktisk indtruffet på siden inden, nemlig i beskrivelsen af bankens bevilling af lånet. ”Mandens bankrådgiver opretter nu en udlånskonto til manden, hvor der kommer til at stå et minus på 100.000 kr.” Det er temmelig meget af en tilsnigelse. For det første vil banken i perioden mellem bevillingen og udbetalingen kun registrere et kredittilsagn, ellers skal manden jo betale renter af penge, som han ikke har fået udbetalt. Men det kunne man måske være tilbøjelig til at undskylde i forenklingens navn. Den venlighed skal man dog ikke udvise, for dette er stedet, hvor kæden hopper af. Ole Bjerg beskriver en adfærd, som aldrig foregår i virkeligheden. Så længe kredittilsagnet er uudnyttet, så påvirker ikke det ikke summen af kassebeholdningen eller bankens tilgodehavender hos andre banker. Deri har Bjerg ret. Men registreringen af kredittilsagnet har den effekt, at af den samlede likvide beholdning skal der – og dette er et lovkrav – reserveres et beløb af samme størrelse som kredittilsagnet, og det beløb er ikke længere til rådighed til udlån til andre. Bankens likviditet er med andre ord delt i 2: det som er reserveret til opfyldelse af kredittilsagn og resten. [v]  

Selv hvis man ville gennemføre ekspeditionen på den måde Bjerg beskriver, så skal man for at kunne bogføre oprettelsen af lånekontoen foretage en modpostering i regnskabet. I denne situation skal der ligeledes modposteres på den beholdning af penge, som banken har til rådighed til udlån. Der skal ske nøjagtig samme reservation af beløbet. Først derefter kan man ved en ny bogføringstransaktion overføre fra lånekontoen til hævekontoen. Men det glemmer Bjerg!

Faktum om, hvad der foregår i banken, er altså forkert. Banken flytter penge ind på mandens lånekonto, den skaber dem ikke ud af den blå luft. På det enkle, men fejlagtige faktum bygger Bjerg de altafgørende dele af sit postulat om det skrækkelige ved bankers pengeskabelse. Heraf følger at resten af Bjergs logiske deduktioner om det farlige ved det, som han benævner: kreditpenge, er forkerte, medmindre han laver flere fejl, som opvejer den første.

For nu at slå det helt fast: En bank kan ikke yde flere lån, end den har indskuds- og egenkapital til rådighed. (Egenkapital har efterhånden i loven fået nogle meget komplekse benævnelser såsom kernekapital, men det ændrer ikke ved substansen.) Og for fuldstændighedens skyld skal det så tillige nævnes, at den faktisk ikke må låne al kapitalen ud som traditionelle banklån. En vis del skal netop være til rådighed som likviditet eller om man vil: likviditetsreserve. Og ydermere må banken heller ikke modtage indskud udefra, medmindre den har en egenkapital, der har den lovbestemte størrelse (solvenskravet). Hvis man forestiller sig, at en meget rig mand ville sætte sine penge i en lille bank, så kan der faktisk godt ske det, at banken må sige nej til indskuddene, fordi brøkdelen af egenkapital vil blive for lille.[vi]

Så Bjergs centrale postulat er altså vrøvl. Det er vigtigt at erindre sig.

Bliver musikken anderledes på Spotify?

Senere i samme kapitel introducerer Bjerg så elektroniske penge, som modsætning til de fysiske. Han glemmer bare at forklare, hvorfor de er værre end kontanter og gammeldags forskrivninger på papir. Det eneste, han egentlig omtaler, er, at mængden af dem er steget. Men det nytter ikke noget. Det er Bjerg, som påstår, at det gør en forskel, om man udsteder pengene som en gammeldags check eller i form af en elektronisk besked fra den ene banks bogholderi til den andens. Og så må han forklare hvorfor. Men det gør han ikke. Og han får heller ikke redegjort for sin holdning til fortidens telegrafiske pengeoverførsler. Var de mon også kritisable.

I virkeligheden er hans postulat på linje med, at der er væsensforskel på musik afhængigt af om den er indspillet digitalt eller analogt! Og at det er mere forargeligt at skulle betale til Spotify for musikken, end når man købte en plade nede hos Fona.

Ole Bjergs opfattelse af penge.

Det er et grundlæggende problem, at Ole Bjerg ikke på noget sted tager fat i den klassiske definition af penge og piller den fra hinanden. For det må man da kunne, hvis man hævder, den er forkert eller utilstrækkelig. Og man bør også kunne opstille en ny. Og det er ikke særlig praktisk, at han nogle steder har et noget flertydigt pengebegreb.

Ole Bjerg benytter sig fortælleteknisk af det greb, at han antager, at læseren ved lige så lidt, som han selv. Det, som overrasker Ole Bjerg, må også overraske hans læser. Og det, som overrasker ham, skræmmer ham også. At andre tidligere har udviklet begreberne og forklaret sammenhængene, så de egentlig ikke er så overraskende nye og skræmmende, det undlader Bjerg behændigt at oplyse om.

Det traditionelle pengebegreb består af kontanter og kreditter (lån). Kontanter i form af mønter, der i Danmark i henhold til Grundloven kun må udstedes af Kongen, og sedler, der udstedes af Nationalbanken. De 2 former for kontanter er så nogenlunde enkle at håndtere, det er med kreditterne, at man bevæger sig ind i abstraktionernes verden. Men kreditter har været en central del af økonomernes pengebegreb i mangfoldige år.

At skabe kreditter er noget vi alle kan. Den simple måde er at give nogen et pengelån, som de så skal betale tilbage. Lidt mere avanceret bliver det, når kreditten begynder at involvere tredjemænd. Da jeg var lille, fik jeg hver lørdag lommepenge, og belært af erfaringen og min storesøster blev de straks omsat til slik i det lokale ismejeri. Men det hændte, at min mor ikke havde kontanter. Så fik vi besked om, at vi skulle bede damen i ismejeriet skrive det på regningen. Vi måtte med andre ord give vores mor kredit. Men da de i butikken var fuldstændig klar over, at vi hver lørdag fik 50 øre, så kunne vi uden problemer omsætte den kredit til varer, så det nu var butikken, der ydede kreditten til vores mor. I denne lille verden havde alle så megen tillid til hinanden, at der kunne handles på dette aftaleretligt spinkle grundlag.[vii]

I den lidt større verden har temmelig komplicerede systemer af kreditter og løbende mellemregninger fungeret som basis for handel i århundreder. Anvisninger, veksler og checks er alle varianter deraf, hvor en person, trassenten, beder en anden, trassaten, betale et pengebeløb til tredjemand, kreditor. Remboursen er en betalingsmetode, hvor risikoen ved en handel er forsøgt minimeret ved gensidige garantier for tilstedeværelsen af såvel en vare som betalingen. Almindelige gældsbreve kan dog også komme til at involvere tredjemænd, hvis kreditor sælger dem videre. Det kan ske med forskellige typer retsvirkninger, simpel overdragelse, negotiabelt og til ihændehaver. Pengesedlen er jo også udsprunget af et gældsbrev som kvittering for indlån af mønter, og sådan er teksten også stadig på mange landes sedler, omend det idag bare er uden betydning.

At kreditter er afgørende for betalingssystemet og dermed reelt har en funktion som penge, er altså gammelkendt og fuldstændig banalt for de, som har beskæftiget sig blot overfladisk med nationaløkonomi. Selv på jurastudiet indgik det i pensum i min årgang.[viii] Men for Ole Bjerg, som er forskningsansat ved Handelshøjskolen, kommer det som en overraskelse. Og den overraskelse formidler han gerne videre.

Hvilke kreditter skal så regnes med til pengemængden? Det kan man diskutere. Og det afhænger af formålet. Et praktisk hensyn tilsiger, at man kun medtæller det, som man rent faktisk kan finde oplysninger om. Og dermed er privatpersoners indbyrdes kreditter og almindelige varekreditter mellem handlende ude af billedet. Det er også essentielt, at der skal være tale om kreditter, som rent faktisk er anvendelige som betalingsmiddel i samhandelen. Men når det er sagt, så hører enigheden også op. Økonomer har mindst et dusin standardiserede pengebegreber M1, M2 og så videre. Det pengebegreb, som Bjerg beskæftiger sig med, når han taler om bankernes pengedannelse, er et af de snævreste af dem, M1, som består af cirkulerende kontanter, og indeståender på anfordringsvilkår i bankerne. Indeståender på bankkonti er jo udtryk for, at bankens kunder har givet banken kredit (et lån).

Med den definition sker der imidlertid noget sjovt, som er det fænomen, der oftest beskrives som bankernes pengeskabelse, nemlig at de samme penge bliver talt mange gange. For at tage et eksempel der starter udenfor bankverdenen, så kan man forestille sig en handlende, som sælger en vare på kredit. Han har nu et tilgodehavende, som han kan diskontere hos et factoringselskab, altså en virksomhed, der lever af at belåne handlendes udestående fakturaer til lidt mindre end pålydende. Når det sker, så er mængden af kreditter pludselig blevet næsten fordoblet. Og factoringselskabet kan så muligvis låne penge til sin virksomhed i en bank. I så fald sker der endnu en forøgelse af kreditmængden.

Den samme funktion ser man, når en bankkunde låner for at betale til tredjemand, som så lader pengene stå i sin bank, hvorefter de igen udlånes. Det er klart, at for hver gang pengene får en tur i karussellen, så stiger M1. Da der er grænser for, hvor meget banker må udlåne i forhold til deres kapital, så kan man endda beregne grænseværdien af, hvor stort M1 teoretisk kan blive.[ix]

Men er mængden af penge steget? Tja, det kommer, som man ser, an på definitionen. Personligt kan jeg bedre lide at sige, at de samme penge tælles mange gang, og derfor foretrækker jeg, at man bruger ordet kreditmultiplikator fremfor pengemultiplikator, men pengemultiplikator optræder vist af og til rundt omkring i danske skole- og lærebøger.

Den observante læser har måske bemærket, at definitionen af M1 omtaler cirkulerende kontanter og bankernes indskud – ikke udlån. Det gør dog ikke den store forskel. Enten effektueres lånet ved udbetaling i kontanter, så mængden i cirkulation øges, eller også sker der overførsel til en anden bank, hvor beløbet så tæller som indskud.

Og når definitionen af M1 taler om indskud, så er det forøvrigt kundens netto-engagement med banken. Hvis man har både lån og indskud, så skal de modregnes i hinanden, førend man opgør pengemængden. Det glemte Ole Bjerg lige i sin beskrivelse af pengeskabelsen.[x] Så der er endnu en del af hans beskrivelse af faktum, der ikke passer.

Som nævnt ovenfor, så sætter lovgivningens omfattende krav til bankers likviditetsreserve meget præcise grænser for, hvor meget M1 kan stige. Sådanne grænser er der ikke for andre aktører. Udenfor bankverdenen kan der principielt set gives ubegrænsede kreditter, også nogle der tydeligvis ville være skabt ud af den blå luft.[xi] Så hvis man forarges over, at bankerne via en kreditmultiplikator kan forøge pengemængden (skabe penge), så ville jeg umiddelbart forvente, at forargelsen ville være endog større, hvis nogen, der er underlagt meget færre reguleringer end bankerne, også skaber penge. Men den pengeskabelse, der ligger i andre kreditter end banklån, interesserer ikke Bjerg. Det ville ellers kunne øge effekten af hans overraskelse over kreditmultiplikatoren, at andre pengebegreber er meget videre.

I min barndom i 1960erne og ’70erne var der enighed mellem folketingets partier om at forsøge at styre pengemængden temmelig voldsomt. At være ejer af udenlandsk valuta var forbudt. Det var strafbart at have en 100 $ seddel liggende i skuffen.[xii] Der var også tæt regulering af den finansielle sektors udlån. Hvis man ville bygge sit køkken om og finansiere det med lån, så skulle der indgives ansøgning til Nationalbanken om tilladelse til at få realkreditlån. Resultatet var selvfølgelig et bugnende marked for private lån i form af pantebreve. Markedet gik bare udenom de finansielle institutioner. [xiii] Det førte til en masse svindel og humbug, som kunne have været undgået. Oprettelsen af Bagmandspolitiet (nu Statsadvokaturen for økonomisk og international kriminalitet) var også en konsekvens deraf.[xiv] En detaljeret styring af pengemængden er måske i virkeligheden hverken gavnlig eller ønskelig. Og den er i hvert fald svær at gennemføre.

Interessant nok er der vist ingen centralbanker, der idag betragter styring af pengemængden som et mål i sig selv. Det nævnes ej heller. Det, man i stedet forsøger at styre, er renteniveauet.

De miskendte sociologer og filosoffer

Kapitel 2 om penge og den økonomiske videnskab indledes med en lovprisning af fortidens polyhistorer, hvor Adam Smith og Marx var både filosoffer og økonomer. At Marx så blev overhalet indenom af udviklingen i form af den marginalistiske revolution er ligegyldigt.[xv] Dernæst følger en tirade om, hvor lidt økonomer forstår fremkomsten af penge engang i fortiden, og navnlig hvordan de i årtier ikke har beskæftiget sig med penge.

Et guddommeligt citat i samme skure, omend det står langt senere, er, at ”de grundlæggende spørgsmål om penge og skabelsen og skabelsen af penge [har] i en lang årrække, der cirka strækker sig fra Schumpeter og Keynes indtil den nuværende økonomiske krise, været stort set marginaliserede i den etablerede økonomiske videnskab.”[xvi] Har Ole Bjerg aldrig hørt om monetarisme, eller befinder Nobelprismodtageren Milton Friedman sig udenfor den etablerede økonomiske videnskab. Citatets absurditet er indlysende for de af os, som erindrer, hvordan pengeskabelse og inflation var det altdominerende emne i den politiske diskurs i årtiet efter den første oliekrise i 1973. Sjovt nok endte konsensus dengang med, at det er politikernes indgreb i pengeskabelsen, der udgør den største fare for at sende samfundet ud i kriser.[xvii] Det har været baggrunden for, at man tilstræber uafhængige centralbanker. Reglerne bag EUs centralbank og euroen er et højdepunkt i den tendens. Men det spørgsmål berører Ole Bjerg ikke.

Citatet illustrerer imidlertid levende en stor del af problemet med at gendrive Ole Bjerg, for han elsker at fylde sine sætninger med lidt løse beskrivelser af tendenser. Og så kan han altid undvige, for hvornår er noget ”stort set marginaliseret” eller udenfor ”den etablerede økonomiske videnskab”.

Det havde været interessant, hvis Ole Bjerg havde blot antydet, hvornår han opfatter, at et samfund har indført penge. Er det når en bestemt vare såsom kvæg bliver almindelig som målestok for værdier. Den etymologiske udvikling af ordene penge og kapital antyder, at det har været et skridt på vejen. Eller er det når pengene får en udstederbetegnelse. Bjerg hælder tydeligvis til, at penge er blevet til med det formål at styre, kontrollere og udbytte undersåtter. Hvordan det sker, forklarer han ikke, end ikke antydningsvis. Og han ignorerer med største fornøjelse, at langt de fleste danskere betalte skatter i naturalier stedet for penge i hvert fald op i det 18. århundrede. Så sent som i det 20. århundrede har man i Danmark gennemført lovgivning om omregningsforholdet mellem skatter i naturalier og i penge.[xviii] Den lovgivning er jo kun nødvendig, hvis der rent faktisk sker afregning i naturalier.  

Men hele kapitlet slutter med en lovprisning af, hvorledes krisen i 2007 har ført til at sociologer, filosoffer, antropologer og alskens andre har ”rystet angsten for økonomernes formler og selvsikkerhed af sig”. Hvad disse talløse andre fagfelter har bidraget med, står dog hen i det uvisse. Men bidraget – og bidraget væsentligt – det har de!

Der hviler en em af forurettethed over bogen.  Emnet er ”for alvorligt til at blive overladt til teknokrater og fagfolk”[xix]. Det er muligt, men emnet er navnlig alt for alvorligt til, at man kan tillade sig at ignorere de indsigter, som forskningen har opnået ved at falsificere tidligere tiders verdensbillede. Hvis man vil kritisere, må man også kunne påpege, hvor den etablerede videnskab tager fejl. Der skal være en forklaring på sammenhængene.

Seigneurage

Det er en klassisk tankegang, at den, der udsteder penge, har fortjeneste på det. Det gælder selvfølgelig navnlig, når pengeudstedelsen sker i et næsten fuldstændig værdiløst materiale som papir eller digitalt.

Det må være denne tanke, som Ole Bjerg har ladet sig inspirere af til kapitel 3 i bogen, hvor han tilsyneladende vil forklare, hvorledes pengeskabelsen beriger bankerne. Kapitlet indledes med en indrømmelse, hvor Ole Bjerg anerkender, at det han har skrevet i de tidligere kapitler ikke skal tages bogstaveligt. De penge, som bankerne har skabt, kan de ”naturligvis” ikke bare bruge. Så er det man lige må spørge sig selv, hvad manden mon egentlig mener. Omvendt er det jo også lidt beroligende, at verden alligevel ikke er så forskruet, som man skulle have troet ifølge det forrige kapitel.

I kapitel 2 åbenbares det imidlertid, at det virkelige problem er, at bankerne kan tjene renter på de nyskabte penge. Nu er det rentemarginalens tur til at holde for. Og det er på dette sted, Ole Bjerg endegyldigt slår fast, at han ikke kender til forskellen mellem en likviditetsreserve (som er et aktiv) og en regnskabsmæssig reserve, som er et passiv. For nu begynder han at redegøre for banklovgivningens solvenskrav, der handler om, at banken skal have de fornødne reserver, omend det sker i en pixi-udgave, som næppe burde overleve en fagfællebedømmelse. Men han forklarer ikke, at denne type reserve ikke er det samme en likviditetsreserve.

Det er jo korrekt, at en banks solvenskrav som udgangspunkt er på 8 % af summen af de risikovægtede aktiver, og da vægtene for de sikrere typer aktiver er mindre end eller lig med 1, så betyder det selvsagt, at banker, som vælger at holde sig til ”sikre” udlån kan nøjes med en mindre egenkapital end ellers. Og her er det så forførelsen igen tager over. For det første ignorerer Bjerg fuldstændig, at der stilles krav om en række individuelle tillæg til de 8 %. For det andet havde det for fuldstændighedens skyld været klædeligt, hvis han havde belyst de incitamenter, som risikovægtene medfører for bankers udlån, altså at det er en fordel for banker at låne ud til offentlige myndigheder fremfor til private og erhverv. Ole Bjergs fremstilling af lovkravene er så forgrovet, at den er irrelevant. For dog at give minimum af forståelse har jeg skitseret reglernes indhold i Appendix 1 til denne artikel.

Og for det tredje er bankernes omkostningsstruktur jo noget anderledes end Bjerg antyder. De har driftsomkostninger til personale, IT, bygninger og alt muligt andet, som æder en betydelig del af rentemarginalen. Dette ikke sagt, for at man skal begræde bankerne, men når Bjerg forsøger at forklejne omkostningerne ved bankdrift, så ligner det en tanke, at han slet ikke nævner almindelige driftsomkostninger. Man skal huske hele sandheden.

Og så er der det mærkelige, at Bjerg kun nævner solvensbetingelsen, medens det af bankpersonalet i det daglige opleves sådan, at det primært er likviditetskravet, der sætter grænserne for, hvor mange penge der kan udlånes. Altså endnu en fortielse af et væsentligt forhold.

Hvis bankdrift virkelig er så guldrandet, så burde antallet af banker stige og kursen på deres aktier ligeledes. Men sådan er det jo ikke. Tværtimod har antallet af banker været faldende gennem årtier, og de, som har forladt markedet, har jo gjort det i skam og konkurs. Bankaktier har vist sig at rumme betydelige risici for investorerne. Og investorerne er i vidt omfang almindelige mennesker eller deres pensionskasser. Hvorfor nævnes det ikke?

Det havde måske også været fornuftigt at forklare, at rentemarginalen er et resultat af mange forskellige faktorer. Konkurrencen fra andre banker om kunderne presser den nedad, medens aktionærernes krav om et afkast på niveau med alternative investeringsmuligheder presser den i vejret. Der er forskel på lange og korte renter. Intet af dette nævnes. Det er, som om bankerne blot er til for deres grådige ledelsers skyld, og at aktionærerne ikke findes.

Bjerg vil gerne betale for at blive klippet eller bo på hotel. Men han kan ikke lide at betale renter, for at én person låner pengene, forhindrer dem ikke i også at blive lånt ud til andre. ”Så længe solvens- og likviditetskravene er overholdt, kan banken i princippet blive ved med at låne penge ud.”[xx] Det er en sætning af samme konstruktion som: ”Mennesker kan holde sig vågne i ubegrænset tid, hvis de bare sørger for at få deres nattesøvn.” Er det rigtigt? Er det forkert? Eller det bare dumt og selvmodsigende?

For sagen er jo, at med den sætning viser Ole Bjerg, at han godt ved, at der er 2 slags krav, både til solvens og til likviditet, så hans grundlæggende postulat om, at der kan skabes uanede mængder nye penge, ikke er sandt. Man kan ikke både holde sig vågen og samtidig sørge for at få sin nattesøvn.

For at få det til at hænge sammen må Bjerg ty til nogle spekulative sammenligninger med religion. Og lad mig sige det klart. Jeg fatter det ikke. På dette sted bliver teksten lidt rigeligt katolsk til et fagfællebedømt forskningsarbejde.

Det lykkes imidlertid Bjerg at erklære, at renter er en slags skat på penge, som vi betaler bankerne.  Det er et udsagn med vidtgående implikationer. Nogen begrundelse for synspunkterne fremfører han ikke. Min umiddelbare reaktion er, at det lyder forvrøvlet. Og i et forskningsværk bør så afgørende en tese da understøttes af en begrundelse. Det gælder navnlig fordi den gængse forklaring, at renten er prisen på kredit, der kompenserer for risiko, tid (at långiver udskyder sit eget forbrug i så og så lang tid), og likviditet i markedet, forekommer noget mere tilforladelig.

Kapitel 4

Dette afsnit starter med en rudimentær beskrivelse af afslutningen på Bretton Woods systemet med faste kurser og dollars, der kunne indløses i guld. Indførelsen af flydende kurser gøres derefter til årsag til fremkomsten og væksten i finansielle instrumenter. Det kan der måske været argumenter for, i betragtning af at disse instrumenter grundlæggende alle tjener til at afdække risici for ændrede forhold.

Det fører videre til tirader om gearede investeringer, hedge funds og kasinoøkonomi, alt sammen i en nærmest manisk ordflom. Ræsonnementer skal man lede længe efter, hvilket ikke er godt, når teksten er kort.

Kapitlets slutsalve er, at finanskrisen ikke blot førte til subsidier til bankerne i form af bail-outs,[xxi] men ligefrem var kulminationen på løbende subsidiering af sektoren. Grundsætningen om compensatio lucri cum damno nævnes ikke, altså at man skal tage det sure med det søde og medregne både fordele og ulemper, indtægter og udgifter. Og ifølge den officielle bogføring, så har de danske bankpakker snarere været bail-outs i den forstand, at staten lænsede bankerne for et betydeligt beløb som vederlag for bistand.

Kriser og kapitalismekritik

At kapitalismen vil gå under i kriser, er desværre allerede forudset af Marx. Men han brugte mange sider på at forklare mekanismen. Bjerg gør det i sit 5. kapitel noget mere kortfattet. Han opremser et antal kriser, og det er for ham bevis nok. Alternative forklaringer er det ikke nødvendigt at afvise eller bare nævne.

Herefter følger en pixi-forklaring på konjunkturcykler og en lovprisning af Keynes, nogle fuldstændig faktaresistente postulater om, at krisen (anno 2013) stadig æder sig ind på middel-, arbejder- og underklassen samt et primalskrig om de stigende boligpriser. Det er næsten ikke til at bære. Og det er i hvert fald synd for Marx, at hans efterfølger er så ringe.

Arven efter Marx indgår også i det følgende kapitel, hvor klassekampen defineres som kampen mellem kreditorer og debitorer. Bjerg demonstrerer kendskab til Marx og samtidig ukendskab til al den efterfølgende litteratur, som har gendrevet Marx økonomiske teorier.[xxii] Ordet utvivlsomt forekommer i teksten, sjovt nok kun på steder, hvor det lille u med fordel kunne have været udeladt. Hvilke fagfæller har mon bedømt dette makværk.

Dette og det foregående kapitel har dog den brugbare funktion, at det slås fast med syvtommersøm, hvilke politisk tradition Bjerg bekender sig til. Det er muligt, at hans ordforråd i nogle sammenhænge er opdateret til indeværende årtusinde, men indholdet er det gode gamle fra før 1989.

Er morlille en sten?

”Det virker jo som sund fornuft, at det er staten, der laver pengene.”[xxiii] Dette er kernesætningen i kapitel 7. Selv om Ole Bjerg i latiniseret form ville være Olaus Montanus, så minder Bjerg her mere om ridefogeden og bønderne i Holbergs komedie end om sin navnefælle Erasmus. For ridefogeden er det sund fornuft, at jorden er flad. Og det må stakkels Erasmus så acceptere for at undgå at skulle springe soldat.

Hvor Erasmus forsøger at forklare sine omgivelser om de spændende og uforudsete erkendelser, han har lært på Universitetet, så ser Ole Bjerg det som sin opgave at bekræfte sine egne forventninger. Han vil bringe ”penge- og banksystemet i overensstemmelse med den forestilling, som de fleste mennesker allerede har.” Så har ridefogedens verdensbillede sejret. Hvis jorden ikke allerede er flad, så skal Bjerg nok jævne den ud.     

Hvorfor har vi banker

At skabe et velfungerende marked for pengelån er vanskeligt. Når man ser film, så optræder der ofte et årligt marked og det er som regel noget med salg af heste og honninghjerter samt diverse gøglere. Desuden – og måske vigtigere – var forne tiders markeder ofte stedet, hvor man betalte terminer og optog lån.[xxiv]  Men for at långiver og låntager kan indgå en aftale skal 3 ting være opfyldt, nemlig beløb, periode og risikoprofil. De 2 første er vanskelige, men den sidste langt sværere.

Alle momenterne bliver langt nemmere, hvis man på långivers side går sammen i en større pulje. I stedet for at hver enkelt lån skal svare til den enkelte låntagers kapital, skal summen af lånene bare svare til puljens kapital. Tilsvarende gælder tidsprofilen, navnlig hvis långivere kan ind- og udtræde af puljen, og endelig siger det sig selv, at risikoen for tab på den måde fordeles, så den enkelte långiver kan nøjes med en betydeligt lavere risikopræmie. De praktiske forhold med kreditvurdering, administration, opfølgning på misligholdelser etc. taler også for at have en specialist til at stå for det. Det er den sædvanlige gamle historie om arbejdsdeling.  

Men derfra og til at goutere et pengeinstitut er der tilsyneladende et intellektuelt kvantespring for mange af os. Måske har vi svært ved at forstå, at man kan have en forretning, der har samme vare på hylderne, som det kunderne skal bruge for at betale for varen!  Og der er i de mellemøstlige religioner et dybtsiddende, instinktivt forbud mod rente, som det har taget usigeligt lang tid at frigøre sig fra.  Desuden betyder det nok noget, at man skal gøre sig klart, at indskud i en bank er indlån og ikke bare et depositum. Og det er i sagens natur, det som jurister kalder lån til eje, hvor man ikke skal have samme genstand tilbage, men blot noget lignende.[xxv]  Men hvis disse lån til eje skal give mening, så er de jo også fremlån. Og alle juridiske konstruktioner med frem foran er lidt betænkelige, det gælder både fremleje, fremlån og frempantsætning

Indsigelserne mod at bankerne bruger fremmedkapital til udlån går som regel på, at de tager imod kortfristede indskud og konverterer dem til langfristede lån. Det giver en risiko for et panikagtigt stormløb af kunder mod bankerne.  Men hvor stor overensstemmelse mellem tidsprofilen for indlån og udlån skal man så have. I dansk realkredit har man for så vidt angår obligationslån taget skridtet fuldt ud med det såkaldte balanceprincip, hvor låntagernes forpligtelser nøje skal svare til obligationsejernes rettigheder, som en hæderkronet – og lovpåbudt – tradition.[xxvi] 

Overfor alle disse udmærkede indsigelser mod bankerne står imidlertid det mest bastante af alle argumenter, nemlig empirien. Sagen er jo, at udført med fornuft, så flyver humlebien. Og det gør den med så stor fornøjelse, at hvis man stillede sagen på spidsen og indførte to slags banker, depotbanker, hvor alle indskud lægges i boksen, hhv. fremlånsbanker, der videreudlåner pengene, så er der vist ikke ret stor tvivl om, hvor pengene ville havne. 

Jeg kunne godt ønske mig, at man simpelthen indførte en Lex Bjerg, der gav mulighed for på en helt enkel måde at stifte pengeinstitutter på de vilkår, han ønsker, og så kunne vi se effekten! Det ville vist blive en flad fornøjelse.

Historisk set er Wisselbanken i Ansterdam oprettet 1609 – og dermed førend opfindelsen af pengesedlen – vist den eneste bank, som har haft alle ind- og udbetalinger i metal og lagt metallet på lager, så der altid var fuld dækning for indskuddene. De eneste papirtransaktioner var overførsel mellem konti internt i banken. Derfor ydede den ikke fremlån af indskud. Den gav heller ikke rente, men krævede tværtimod et pænt beløb for opbevaringen. Men den overlevede til gengæld også bankkrisen i 1672, som ville have knækket alt andet.[xxvii] Men hvis den ikke er blevet kopieret i de efterfølgende 400 år, så har det måske en årsag.

Empiri er ikke en dårlig opfindelse. Navnlig ikke i videnskab.

Til Bjergs undskyldning tjener, at han ikke er alene med sine betænkeligheder. Monetarismens fader, Milton Friedman, har været der, hvilket nævnes.  Mange ledende i den østrigske skole har spist af grøden. Og for nogles vedkommende med argumenter, der ikke er specielt lødige. Rothbard[xxviii] skraber vist bunden med noget begrebsjurisprudens, som bygger på, at det engelske ord for indskud er deposit, og derfor skal bankindskud også ubetinget være depositum regulare. For dem alle gælder, at de var mennesker, som gik ind for markedsøkonomi, så de må da have undret sig over det paradoks, at markedet ikke har givet plads til bare én eneste depotbank i konkurrence med fremlånsbankerne.

Hvad er Bjergs forslag?

Bjerg foreslår i kapitel 8, at banker ikke længere skal kunne modtage anfordringsindskud. I virkeligheden skal vi faktisk slet ikke bruge bankkonti mere til vore løbende betalinger. I stedet skal vi alle have en transaktionskonto i Nationalbanken, hvor vores penge går ind. Den konto vil være rentefri. Vi kan så vælge, om vi fra den konto vil skyde penge i private banker, men det skal i givet fald være på opsigelsesvilkår og betragtes som investeringer, hvor vi accepterer en risiko for ikke at få pengene igen. De vil derfor ikke være omfattet af indskydergaranti.

Men hvor kort må den opsigelsesfrist så være. Han skylder han os at foreslå en grænse og argumentere for, at den grænse vil være forhindre fremtidige kriser effektivt.

Desuden skal Nationalbanken kunne foretage indskud i de private banker, så de kan foretage udlån.

Hvordan ville forslaget virke?

Som allerede nævnt, så kan man undre sig over, at der i et frit marked ikke har udviklet sig institutioner, som fungerer efter de af Bjerg skitserede principper. Kunne det tænkes, at det skyldes, at der ikke er hverken investorer eller kunder til foretagenderne. Den forklaring ligger da besnærende nær.

Bjergs forslag indebærer imidlertid, at kunderne kun får valget mellem hans udgave af banker. Ligesom Fordvogne, der kan fås i alle ønskelige farver, så længe ønsket er en sort. Og hvordan vil verden så se ud?

Da indestående i Nationalbanken ikke vil være rentebærende, kan man jo spekulere over, om ikke en hel del mennesker hurtigt vil sørge for også at have en konto på opsigelsesvilkår i en privat bank. Nogle af os vil måske også af og til blive ramt af, at vores konto i Nationalbanken nok heller ikke vil kunne overtrækkes. Kan hænde vi får behov for stadig at være gode venner med en af de private banker. Hvem skal i øvrigt betale for driften af Nationalbanken?

Ifølge Bjergs system kan forbrugerne altså vælge at lade en del af deres formue overføre til en bank. Når de penge lånes ud, så kan der sjovt nok ske nøjagtig det samme, som før, nemlig at pengene kort efter vender tilbage til en anden eller samme bank, nu blot på opsigelsesvilkår, hvorefter de lånes ud. Og så kører karrusellen. Måske nok en mindre karrusel, men den kører.[xxix] Hvis det skal stoppes, så vil det kræve, at banker kun må modtage indskud med ekstremt lange opsigelsesfrister. Det vil være noget, som for alvor vender den tunge ende nedad. Kun sparere med en lang tidshorisont kan i så fald opnå forrentning af deres opsparing. Er det virkelig en socialt acceptabel tankegang?

Nationalbanken vil kunne bevilge de private banker, at de kan låne penge i Nationalbanken til fremlån til borgere og virksomheder. Men hvordan fordeles de penge blandt bankerne? Bjerg forsøger at løse det spørgsmål ved at foreslå, at pengene skal fordeles efter auktion. Det vil i så fald næppe føre til lavere renter, og det var vel ellers en del af hans formål. Det er muligt, at Bjerg synes bankerne giver deres indlånskunder for lidt i rente, men ligefrem at afløse det af, at de slet ingen får, og samtidig skal betale lige så meget eller mere for lån, det medfører altså, at rentemarginalen er steget.

Og ifølge Bjerg skal Nationalbanken kunne styre, hvilke formål pengene i givet fald skal kunne udlånes til. Er det for pessimistisk at tro, at der vil blive en tendens til politisk korrekte udlån? Hvilke banker skal Nationalbanken give disse fordele? Der bliver vist nogle markante incitamenter til, at de private bankers ledelser fedter grundigt for de bestemmende embedsmænd i Nationalbanken. Det bliver en ladeport til indirekte korruption. De pågældende institutioner kommer i hvert fald i en usund symbiose. Har embedsmænd i øvrigt historisk vist sig egnede til at udpege virksomheder med vækstpotentiale at investere i? Er der ikke en vis risiko ved at overlade styringen af pengemængden til en meget lille gruppe personer? Det er ikke emner, Ole Bjerg belyser.

Bjerg mener selv, at forslaget åbner for, at Nationalbanken kan overlade penge til staten til dækning af offentligt forbrug[xxx]. Det er ellers noget som med omhu er forbudt i EU-samarbejdet.

De penge, som på den måde pumpes ud, skulle så blive rentefri. Hvor længe det ville komme til at vare, kan man have sine tvivl om. Han hævder også, at de særlige profitter fra bankernes pengeskabelse ikke længere tilfalder bankerne. Han har blot ikke redegjort for, at de er særlige. Bankerne vil stadig kræve en rentemarginal, den vil formentlig blot blive temmeligt meget højere, fordi kapitalen ikke geares så meget.[xxxi]  

De angivelige særlige profitter skulle ifølge Bjerg fremover tilfalde staten, hvorefter han forventer, at staten vil nedbringe sin gældsætning. Hvis de særlige profitter findes, så kunne en anden en godt få en mistanke om, at de snarere vil blive omsat i øget offentligt forbrug. Det er i hvert fald en mulighed, som man ikke kan se bort fra uden en nærmere diskussion.

Han indrømmer, at en overladelse af pengepolitikken til en ”politisk kontrolleret, men dog institutionelt uafhængig”[xxxii] Nationalbank ikke nødvendigvis fører til nirvana-tilstanden, men i sin argumentation for at det vil være bedre indskrænker han sig til, at det eksisterende ”tydeligvis fungerer meget uhensigtsmæssigt”. Sammen med en påstand om, at der har været ”hyperinflation” som følge af bankernes pengeskabelse, tyder det på en mangel på proportionssans.

Bjerg er selv opmærksom på, at gennemførelse af systemet i Danmark vil indebære risiko for kapitalflugt. Han mener risikoen opvejes af, at forbrugerne ikke vil have kursrisiko på at operere i fremmed valuta. Han overvejer dog ikke, at udenlandske banker selvsagt godt kan føre konti danske kroner, eller at udenlandsk valuta kan overtage en væsentlig del af betalingerne i Danmark. Hvis lånemulighederne i danske banker begrænses, kan der være et betydeligt incitament til at bruge en udenlandsk bank, uanset om man aktuelt har brug for lån, hvis man på den måde kan optjene en kreditvurdering til brug for senere långivning.

Fjerner man så risikoen for bankpanik ved forslaget. Selv hvis en bank har modtaget indlån med opsigelsesfrister på nogle måneder, kan panikken stadig opstå. Banken selv vil fortsat kunne løbe tør for kontanter, hvis alle opsiger deres konti.[xxxiii] I så fald må Nationalbanken fortsat træde til med ekstra likviditet, og den vil nemt blive fristet til at kaste gode penge efter dårlige. Spørgsmålet er så, om man i virkeligheden ikke har øget risikoen for uansvarlig adfærd fra bankernes ledelse.

Bjerg nedvurderer også risikoen for, at der opstår alternativer til bankerne. Han kalder det for skyggebanker og isolerer det til at være noget af betydning for erhvervsinvestorer. Dermed reducerer han den potentielle betydning deraf til noget, som han kan ignorere, for det vil jo kun gå ud over kapitalister. Men som vanligt forbigår han dermed, at langt de fleste forbrugere også er kapitalister endda i stor målestok i kraft af deres pensionsopsparinger. Endnu engang skøjtes der kun hen over noget, der tilsyneladende er en glat overflade, og det er ikke nok til at leve op til en akademisk standard. Sagen er jo, at når det drejer sig om forbrugernes investering i boliger, så vil der lynhurtigt opstå et pantebrevsmarked, som det vi så i min barndom, med alle de deraf følgende ulemper. Alternativt vil finansieringen ske gennem udenlandske banker. Skal det forhindres, så skal der som vanligt bygges mere regulering ovenpå regulering i en endeløs og ørkesløs kæde.

Kort fortalt er der meget lidt, som taler for, at Bjergs forslag ville kunne fungere. Det er muligvis visionært, men det kan man jo også sige om et fata morgana.

Farveblindhed

I kapitel 10 med den besnærende titel Hinsides rød og blå forsøger Bjerg sig med at forklare, at hans forslag ikke er i modstrid med gode liberale principper. Det bygger han på et autoritetsargument om, at hvis Friedman var for større likviditetsreserver, så må resten af det liberale slæng også være det. Og banker er jo blot en klasse, som har fået tildelt særlige privilegier, ligesom feudalherrer, så også derfor må liberale være imod.

Til det er der flere indvendinger. Først og fremmest at andre også kan lave penge, omend ikke helt så troværdige. Og dernæst, at hans forslag ikke fjerner monopolet. Det cementerer det bare med en overherre og nogle yderst lydige vasaller.

I den forbindelse har jeg ignoreret hans fuldstændigt ukvalificerede støtte til en gammelkeynesiansk politik med dertil hørende cycliske stop-go effekter. Og så kritiserer han den eksisterende bankmodel for at være procyclisk!

Derefter svinger han sig ellers op i perorationer, hvor han forveksler demokrati med øget statsstyring og bæredygtighed med planøkonomi. Ole Bjerg kan ikke skjule, at han er rød, uanset han her forsøger at pakke det ind.

De centrale værker

Litteraturlisten i bogen er beundringsværdigt kort. Men som Bjerg formulerer det i forordet, så har han et ønske om, at bogen ”skal indgyde tillid” og det sker åbenbart bedst uden at oplyse alt for meget om, hvilke steder han har hentet sine tanker. Dermed frigør han sig jo også for, at man kan kontrollere, om hans tanker er selvstændige, eller om han blot smykker sig med lånte fjer. Så litteraturlisten rummer 5 numre af det han i forordet kalder ”de centrale værker” og for hvert af dem en anprisning af deres respektive fortræffeligheder. Hvor centrale de er, kan man måske diskutere. Klassikere indenfor pengeteori er de i hvert fald ikke.

Første nummer er en udgivelse fra søsterforeningen Positive Money i England. Den indeholder næppe væsentlige udfordringer til Ole Bjergs teorier.

Dernæst henvises til et working paper fra IMF, The Chicago Plan Revisited. Til det må bemærkes, at det pågældende arbejde på forsiden beskrives som udtryk for en beskrivelse af igangværende forskning offentliggjort med henblik på at blive kommenteret og fremme debat. Så er det måske lidt flot at referere det, som Bjerg gør.

Der er også en rigtig bog imellem skrevet af en professor ved Oxford.

Hvad der dermed måtte være opbygget af troværdighed, forsvinder dog, når Bjerg så dernæst henviser til et skrift om ”Bæredygtig demokratisk markedsøkonomi” udgivet af ”Syntesetanken”. Det giver mest af alt litterære associationer til Scherfigs Idealister.

Endelig er der som den femte kilde en henvisning til et af Bjergs egne skrifter.

Man må uvilkårligt spørge sig selv, om der kan drives forskning på et sådant udvalg af kilder, navnlig når der i Gode Penge ikke optræder en eneste tanke, som er kritisk overfor kilderne eller selvstændigt bidrager til at udvikle teorien.

Sammenfatning

Ole Bjergs forslag har heldigvis ikke en kinamands chance for at blive gennemført, men det ligger alligevel og rumsterer i en subkultur omkring foreningen Gode Penge. Bogen har – beklageligvis – fundet plads på bibliotekerne, og der skal nok være et antal gymnasieelever, der tager indholdet for gode varer og skriver forurettede samfundsfagsrapporter derom. Foreningen Gode Penge, som er samlested for Ole Bjergs proselytter, driver i hvert fald en foredragsvirksomhed, der er målrettet mod skoler og gymnasier.

Derfor er der god grund til at sige det meget klart: Ole Bjergs gennemgang af bankernes rolle bygger på fejlagtige præmisser, hans logiske deduktioner er ikke korrekte, og hans resultater bliver derfor underligt bagvendte. Det anvendte kildemateriale er hamrende ensidigt, og på intet sted i bogen er der noget, som viser, at Ole Bjerg på noget tidspunkt har forholdt sig kritisk til sin vision. Det er en vision, som er ensidigt marxistisk. Og selv hvis man tog Bjergs økonomiske analyse for gode varer, så er der intet sted, hvor de politiske forslag understøttes – endsige er en logisk konsekvens – af de økonomiske synspunkter. Det er, som om Bjerg tror, at hvis han bare kan kritisere det eksisterende, så kan han foreslå hvad som helst og få det til at fremstå som et troværdigt alternativ.

At bogen på Handelshøjskolens (Copenhagen Business School’s) hjemmeside optræder som fagfællebedømt forskning må være en vittighed.

Kilder

Ernst Andersen (1976), professor, dr. jur., Bankvæsenets Oprindelse, Juristforbundets Forlag

Steffen Heiberg (1996), Enhjørningen, Gyldendal

Hugo Matthiesen (1946), mag. art., museumsinspektør ved Nationalmuseet, Snapstinget

Murray N. Rothbard (1962), Man Economy and State, vol. 2, (uændret optryk 1970)

Adam Smith (1776), Wealth of Nations, (her efter Glasgow Edition, Oxford University Press 1976)

Henry Ussing (1946), professor, dr. jur., Enkelte kontrakter, 2. udg., (uændret optryk uden år ved Juridisk Bogformidling)


[i] Observationen af fænomenet har jeg oprindelig fra advokat Oluf Engell. Forklaringen er min egen.

[ii] Det må dog indrømmes, at sproget er let og Bjerg skriver i hele sætninger. På det punkt adskiller han sig markant fra de modparter, som er beskrevet i første afsnit. Der er en overfladisk elegance og stilistisk sikkerhed over hans skriverier, som gør dem tilforladelige ved første gennemsyn. Til gengæld er centrale sætninger selvmodsigende jf. eksempelvis nedenfor ved note 20.

[iii] Se nedenfor ved note 28.

[iv] Og den likviditet kan så enten foreligge i form af kontanter eller andre aktiver, som er ultrahurtige at veksle til kontanter, typisk indskud i nationalbanken eller obligationer, som med stor sikkerhed kan afhændes straks og uden væsentlig risiko for at måtte sælges til pludseligt faldende priser. Blandt disse særligt sikre og værdifaste aktiver optræder ofte også statsobligationer i forskellig form, et faktum, der ikke var uden betydning for den seneste bankkrise, fordi statspapirer viste sig en del mere kursfølsomme, end man antog. Sjovt nok er reglerne om, at statspapirer anses for sikre, udarbejdet af staterne selv. Det er jo også temmelig belejligt, når man på den måde kan skabe en efterspørgsel efter statsobligationer og dermed skaffe staten adgang til billige lån.
Til Bjergs undskyldning taler, at man på engelsk benytter ordet reserve i denne sammenhæng. Men Bjerg skriver jo på dansk, og så må man forvente, at han enten oversætter eller præciserer, at et ord benyttes i en speciel betydning.

[v] I den praktiske verden opererer man ikke med en opdeling af kassebeholdningen i 2, men oplyser de uudnyttede kredittilsagn som en note i regnskabet. Som et eksempel på, hvordan det rent praktisk optræder i en årsrapport kan henvises til eksempelvis Lån og Spars årsregnskab for 2018, note 44. (se www.lsb.dk)

[vi] En uddybende gennemgang af de nugældende regler er indeholdt i Appendix 1

[vii] I 1960’erne var det stadig normalt, at de fleste dagligvarebutikker ydede faste kunder kredit i løbende måned, så man kun betalte umiddelbart efter månedskiftet. Systemet forsvandt med indførelsen af supermarkeder og udbredelsen af checks.

[viii] Samuelson 1980

[ix] Med den nugældende regulering af bankerne er det dog betydeligt mere kompliceret end den simple model, som var indeholdt i klassiske lærebøger, hvor man fandt den maksimale multiplikation ved at dividere lovens reservebrøk op i 100. Et eksempel var min egen lærebog fra jurastudiet, Samuelson (1980), side 282. Læg i øvrigt mærke til, at reservebrøken ikke overhovedet handlede om solvens, men udelukkende om likviditet. Man fristes til at tro, at Ole Bjerg forveksler gamle dages reservebrøk med nutidens solvenskrav.

[x] Se ovenfor ved note 5.

[xi] I gamle dage var typeeksemplet, at en handlende, som var kommet i vanskeligheder, forsøgte at dække over det ved at udstede stadigt stigende mængder af dækningsløse veksler trukket på ham selv. En variant deraf var checkrytteriet, hvor han ved at have konto i 2 banker samtidig kunne trække checks på den ene til at dække overtræk på den anden og vice versa. Det kunne man, fordi brugen af papir gav nogle dages ekspeditionstider på betalinger, Kom han ud af vanskelighederne havde begge banker tjent store summer i overtræksrente, så de var ikke altid lige vågne til at stoppe det. Om ikke andet så har elektronikken medført, at bønnen ”led os ikke ind i fristelse” er lidt mindre relevant idag.

[xii] Valutarestriktionerne døde endeligt strådøden i 2004 efter et spørgsmål til Justitsministeren fra et folketingsmedlem. Man havde ved en fornyelse af lovgivningen glemt at videreføre hjemlen til at udstede valutaregler uden optagelse i Lovtidende. Men Nationalbanken havde fortsat udstedt reglerne. Så de ”gældende” regler viste sig at være udstedt i strid med Grundlovens kundgørelsesforbud. Og fremfor at indrømme denne fejl foretrak Nationalbanken at ophæve reglerne.

[xiii] I andre situationer har mangel på kontanter, navnlig i form af mønter, været baggrunden for eksempelvis udstedelsen af plebiscit-sedler i Sønderjylland. Frimærker har også ofte gjort fyldest som penge, når der var mangel på småmønter. I mange dele af provinsen var checks udstedt af andelsmejeriet og -slagteriet i mange år fuldgod valuta.

[xiv] På baggrund af bl. a. Grell-rapporten, der vist aldrig blev offentliggjort, men gav anledning til Straffelovrådets udtalelse af 14. januar 1974 om økonomisk kriminalitet.

[xv] I en sådan grad at en erklæret marxist, Hans Åge (2004) side 147 skriver” Egentlige videnskabelige opdagelser har Marx ikke gjort inden for økonomi.”

[xvi] Side 100

[xvii] Hvilket Bjerg selv nævner på side 86 – 87

[xviii] Tiendeafløsningsloven 1903. Statsskatteloven fra samme år nævner i øvrigt udtrykkeligt, at løn i naturalier er skattepligtig, så den slags fandt formodentlig også sted.

[xix] Side 10

[xx] Side 27

[xxi] Det engelsk verbum to bail betyder at lænse, d.v.s. at tømme et skib for vand så det ikke synker.

[xxii] Se ovenfor note 13

[xxiii] Side 60

[xxiv] Hugo Matthiesen (1946)

[xxv] Jure stricte er der faktisk ikke tale om lån. I juridisk terminologi er et lån, at man overlader brugsretten til andre uden vederlag. Hvis man derimod får betaling for afsavnet, så er der tale om leje, jf. Ussing (1942) §§ 1, 6 og 7. Man kan overveje, om det er en sproglig reminiscens af renteforbuddet, når vi taler om, at banker låner i stedet for at leje.

[xxvi] For andre lånetyper er princippet modificeret.

[xxvii] Ernst Andersen (1976) side 225 ff, hvorfra oplysningerne om Amsterdam-banken er taget, er vist beklageligvis overset af danske økonomer og slet ikke tilgængelig for de udenlandske. Men manden var sprænglærd og nørdet. Han kunne tilsyneladende læse latinske, franske og italienske kilder om middelalderens økonomi, og han tilfører dem nogle juridiske vinkler om kreditorforfølgning, assignation med mere som er værdifulde for forståelsen af den praktiske brug af fortidens finansielle instrumenter. Blandt kunderne i Amsterdam var i øvrigt Corfitz Ulfeldt, der formentlig skjulte sine sorte indtægter der, Heiberg 1996 side 118. Se også Adam Smith, 1776 IV bog, kap III, del 1, for en nærmere beskrivelse af bankens forretning, som den tog sig ud på det tidspunkt.

[xxviii] Rothbard (1962) side 703

[xxix] Og karrusellen kan tilsyneladende køre uendeligt. Bjerg vil ganske vist indføre et krav om, at bankerne ikke må låne mere ud, end de har indlån på opsigelse. Til gengæld må de tilsyneladende låne det hele ud. Hvor de eksisterende likviditets- og solvenskrav sætter en øvre grænse for, hvor mange ture i karrusellen penge kan tage, så forsvinder den. Bjergs forslag indebærer, at bankerne ikke længere skal have nogen likviditetsreserve overhovedet, anfordringsindskud har de jo ikke længere. Alternativt må Bjerg supplere sit forslag med likviditets- og solvenskrav, ligesom dem man allerede har. Men dermed kommer han til at anerkende, at den slags virker. Og det er jo netop hovedsynspunktet i hans bog, at det gør de ikke. Det er et forhold, som må give anledning til betydelig undren.

[xxx] Side 85

[xxxi] Eksempelvis vil udlånsrenten uden nogen gearing, et egenkapitalforrentningskrav på 10 pct., og med låneomkostninger til dækning af omkostningerne ved bankdrift på blot 2 pct., være på 12 pct.. Hvis banken derimod kan geare kapitalen 10 gange med indlån til en rente på 1 pct., så vil udlånsrenten bliver på 0,10 x 0,10 + 0,90 x 0,1 + 0,02 = 3,9 pct.

[xxxii] Side 87. Endnu et eksempel på at man kan holde sig vågen, medens man sover.

[xxxiii] Bjerg nævner forøvrigt ikke noget sted, hvilke solvenskrav der skal stilles til bankerne til imødegåelse af tab. Og i en bankpanik er tab ved realisation af aktiver formentlig uundgåelige.

Appendiks 1 – Bankers kapitalkrav

af Jens Frederik Hansen

Lovgivningens krav til bankers kapital er 2-delt.[i] Der er krav til solvensen, altså sammensætningen af regnskabets passiver, og der er krav til likviditeten, som påvirker sammensætningen af aktiverne. Reglerne er med de seneste årtiers ændringer blevet stedse mere komplicerede og der bruges en række betegnelser, der ganske vist er mere præcist definerede i loven, men til gengæld afviger fra traditionel sprogbrug. I denne kortfattede fremstilling benyttes de mere traditionelle termer, hvilket naturligvis går noget ud over præcisionen.

Kapitalkravene indeholder endvidere en hel serie af tærskelværdier med forskellige konsekvenser. Når solvensen kommer under én margen indskrænkes eksempelvis retten til at betale udbytte, ved noget mindre solvens sættes ledelsen fra bestillingen og så fremdeles indtil den nederste solvensgrænse, hvor banken overgår til opløsning (konkurs) under finansiel stabilitet. Her beskrives primært den allernederste grænse, ragnarok-situationen.

Det er væsentligt at være opmærksom på, at aktiver og passiver altid er lige store. X % af aktiverne vil altid svare til lige så mange procent af passiverne. Ved udregningen af kravet til den ansvarlige kapital skal der tages hensyn til sammensætningen af bankens aktiver, og at ikke alle typer aktiver giver lige stor risiko for tab. De enkelte aktivtyper tillægges derfor en vægtning ved udregning af solvenskravet. I nedenstående opstilling er tal med kursiv medtaget som et illustrativt eksempel.

Balancen

Balancen i regnskabet består altid af følgende dele

    vægt eksempel
      antal antal vægtet
Passiver    
Ansvarlig kapital     3
  Egenkapital (herunder aktie-
kapital)
 
  Ansvarlig lånekapital  
Fremmed-kapital    
  Indskud med forskellig løbetid og vilkår (anfordring, opsigelse, bankens obligationslån etc.)   97
Sum     100
     
Aktiver    
Risikofrie aktiver    
  Kontanter   5
  Statsobligationer   15
Risikable aktiver    
  Privatlån 1,0 35 35,0
  Erhvervslån 1,0 10 10
  Lån små og mellemstore virksomheder 0,75 10 7,5
  Udlån bolig under 80 % 0,35 10 3,5
  Udlån erhvervsejendomme under 50 % 0,5 5 2,5
  Udlån andet pengeinstitut 0,2 5 1,0
  Danske realkreditobligationer 0,1 5 0,5
Sum     100 60
   

Solvenskravet er det største af følgende beløb:

  • enten 3 % af hele balancen uden risikovægtning (i eksemplet: 3, så den betingelse er opfyldt)
  • eller bankens individuelle solvensprocent (som vi i eksemplet endnu ikke har fundet) x vægtede aktiver.

Eksemplet indeholder endnu ikke den individuelle solvensprocent, men det gøres således:

      eksempel
Individuel solvensprocent    
  Basiskrav til alle 8 8
  Individuelt kapitalbehov   2
Sum     10

Ved at gange eksemplets individuelle solvensprocent med den risikovægtede aktivmasse fås kravet til størrelsen af den ansvarlige kapital, i dette tilfælde 60 x 10 % = 6 %. Da det tal er højere end eksemplets ansvarlige kapital på 3, så ville banken være dumpet. Og fordi den er dumpet, så vil straks den blive lukket.

I praksis ville banken derfor langt tidligere have søgt at afværge situationen. Det kan ske på 2 måder ved enten at skaffe sig yderligere ansvarlig kapital eller veksle nogle af sine aktiver til noget med en lavere risikovægtning, eksempelvis opsige privatlån og købe statspapirer i stedet. Yderligere ansvarlig kapital kan eksempelvis skaffes ved aktietegning eller ved at optage et ansvarligt obligationslån. I eksemplet er det i øvrigt ikke nok med at skaffe 3 i ekstra kapital. For at opfylde solvenskravet på 6 % skal der skaffes 3,2 i yderligere ansvarlig kapital.

Selv hvis banken i eksemplet havde haft sine aktiver sammensat sådan, at der kun krævedes 3 % i ansvarlig kapital, så havde den haft et andet problem, nemlig at hvis der dukkede kunder op, som ville indskyde penge i banken, så skulle den takke nej. Tidligere kunne den blot beholde de ekstra indskud som risikofrie aktiver, men det er ikke længere muligt.[ii] Det vil være usædvanligt i praksis, men det er en pointe, man skal være opmærksom på.

Yderligere solvenskrav, der ikke udløser konkursbegæring, men andre krav fra tilsynet

Det ovenstående har beskrevet, de grænser, der gælder, hvis banken skal undgå at blive lukket. Lukning er imidlertid den sidste løsning, og banken kommer i søgelyset allerede, når den ikke kan opfylde et krav om en højere solvensprocent. Der er primært tale om, at banker som i tilfælde af kollaps vil medføre vidtgående konsekvenser for resten af det finansielle system, skal opfylde et ekstra krav, og at alle banker kan pålægges yderligere solvenskrav for at modvirke konjunkturcyklen.  

Individuel solvensprocent jf. ovenfor       8 + x
Tillæg til systemiske banker                        1,5
(too big to fail)
Kontracyclisk tillæg                                      0,5
Sum                                            10 + x

Der er angivet nuværende størrelser. Satserne veksler over tid.

Likviditeten

Det, som i praksis vil lægge den primære begrænsning på bankens udlånsmuligheder, er imidlertid likviditetskravet.

Banken skal til enhver tid have en likviditet i form af kontanter eller andre risikofrie aktiver, så den kan dække de forventelige netto-udbetalinger i den kommende måned.

Selv banker, som ligger meget stabilt og kun har ganske lille forskel i balancen fra måned til måned og dermed små udsving i netto-udbetalinger og netto-indbetalinger, vil imidlertid typisk have store brutto-ind- og udbetalinger. For at tage højde for det, så foreskriver reglerne, at man ved opgørelsen af likviditetskravet kun må medregne 75 % af de modtagne indbetalinger.

Reelt bliver likviditetskravet derfor, at den likvide beholdning skal være 25 % af månedens forventede indbetalinger med tillæg af større forudsigelige udbetalinger såsom store enkeltudlån eller renter på lån, som banken har optaget hos andre. Den likviditet skal foreligge som risikofrie aktiver.

De banker, som lukkede i forbindelse med finanskrisen, blev alle dræbt af likviditetsklemmen. Efterfølgende har det vist sig, at flere af dem gav så lav dækning til kreditorerne, at de nok også har været insufficiente. En enkelt, Amagerbanken, har imidlertid givet så høj dækning til kreditorerne, at der er rimelighed i at overveje, om den med de fornødne tilskud af likviditet kunne have overlevet. Det er i øvrigt karakteristisk, at likviditetsmanglen skyldtes andre bankers uvillighed til at forlænge lån til den illikvide bank, snarere end det skyldtes hævninger foretaget


[i] Oplysningerne om regelsættet bygger på interview med Aksel Tarras Madsen, Afdelingsdirektør for Økonomi og Risikostyring hos BRF-kredit A/S. Oplysningerne om og vurderingerne af reglernes virkemåde står for forfatterens regning.  

[ii] Da Ole Bjerg skrev Gode Penge var de tidligere regler gældende.

Det offentlige forbrug går kun i beskeden grad til kerneydelser

Meget lidt tyder på, at den offentlige sektor øger den private produktivitet. Det skrev Christian om for nylig, baseret på tal for lønningerne i den offentlige og den private sektor. 

Hvordan kan det egentlig være? Ifølge teorien om, hvad den offentlige sektor burde beskæftige sig med, kunne man forvente en positiv effekt.

Læs mere

Terror og handelsbarrierer

Hvad sker der politisk efter terrorangreb? Det spørgsmål er der en række forskningsstudier, der har undersøgt de senere år. Flere studier, inklusive et par af mine nye med Stefan Voigt (Uni Hamburg), har fundet belæg for, at der ikke blot indføres mere lovgivning direkte rettet mod terror, men også en række andre forhold. Det gælder ikke mindst, at en række regimer har indskrænket ytringsfriheden og givet staten større beføjelser udenfor nødsituationer. Det er et åbent spørgsmål – omend enkelte nye studier giver nye svar – om disse tiltag overhovedet har en virkning på terrortruslen.

Der kan for eksempel være en række utilsigtede konsekvenser af de politiske reaktioner på terror, ligesom politikere også kan bruge terrorbekæmpelse som påskud for at indføre andre typer politik, de ikke under almindelige omstændigheder kan snige forbi vælgerne eller andre partier. Ved den lige overståede PEDD-konference i Münster gav Daniel Meierrieks fra WZB i Berlin et eksempel på dette problem.

Meierrieks har sammen med Friedrich Schneider (Uni Linz) undersøgt, om terrorisme fører til ændringer i et lands handelspolitik. Deres ærinder er ikke at se, om terrorisme påvirker landes handel med hinanden, men derimod at se efter politiske reaktion. Og deres resultater er ret entydige: Flere terrorangreb fører til højere handelsbarrierer.

Spørgsmålet er derfor, hvorfor terrorangreb fører til højere faktiske barrierer for international handel? Det er et spørgsmål, Meierrieks og Schneider ikke kan svare direkte på. De kan blot notere, at der er en række muligheder. For det første er der muligheden, at en terrortrussel bliver opfattet som en ekstra omkostning ved at handle med et land, da der er en (meget lille) risiko for at ens varer eller ansatte bliver fanget i terroren. For det andet er det en mulighed, at virksomheder i landet bruger flere ressourcer på at checke importvarer, hvilket også vil udgøre en form for teknisk handelsbarriere. Og for det tredje kan man politisk have indført strammere regulering af handlede varer, hvilket i sig selv er en teknisk handelsbarriere, der ofte er ganske effektiv.

Det er som sagt dog også en mulighed, at politikere misbruger situationer som terrorangreb til at gennemføre særinteressepolitik. Begivenheder som terrorangreb er ideelle til at snige politik under radaren, når alle andres opmærksomhed – ofte inklusive oppositionspolitikeres – er fast rettet mod et andet sted. Derfor rejser Meierrieks og Schneider således også spørgsmålet, om den øgede protektionisme simpelthen er et udtryk for almindelig særinteressepolitik, der sniges igennem under ualmindelige omstændigheder. Hvis det er forklaringen, er det ekstra spørgsmål, om oppositionen og vælgerne vælger at være ukritiske, når der ser ud til at være trusler mod staten?

PEDD 2020

Konferencesæsonen for forskere med interesse i public choice og politisk økonomi er så småt ved at gå i gang, og her til morgen (torsdag) er jeg derfor på vej til Münster i Tyskland. Formålet er den fjerde udgave af The Political Economy of Democracy and Dictatorship (PEDD). Konference er ved at blive et samlingspunkt for public choice-forskere med en særlig interesse i ikke-demokratiske regimer, og tegner også i år til at blive meget interessant. Nogle få af de virkeligt lovende præsentation i programmet er her:

Andreas Kammerlander (Uni Freiburg) kommer med papiret “Economic growth and pollution in different political regimes” hvor han bl.a. spørger, om demokratier faktisk forurener mindre. På samme session er præsentationer af Christoph Dörffel (Friedrich-Schiller-University Jena) og Johannes Blum (Ifo), der henholdsvis undersøger om demokratier er bedre til fattigdomsbekæmpelse, og om de bruger flere – og mere effektive – penge på sundhed. PEDD-konferencen er således et af de steder, man frit kan diskutere, om konsekvenserne af demokrati altid står mål med folks forventninger.

Den altid interessante Lena Gerling (Uni Münster) skal præsentere nyt arbejde om hvorvidt populisme smitter – om flere vælgere stemmer populistisk, når de ved at andre også er begyndt at gøre det – og Lenas papir bliver diskuteret af den meget dygtige Laura Diniz Penteado de Barros fra Göttingen. Nogle gange kan diskussionerne bliver lige så interessante som selve papiret. Senere samme dag har jeg fornøjelsen af at diskutere min ven Steve Gohmanns (University of Louisville) nye ”The relationship between coups and employment.” Steve underøger, om kup ændrer på beskæftigelsesstrukturen i en økonomi – et helt nyt spørgsmål – og jeg ser meget frem til diskussionen. Det samme gælder danskeren Jacob Nyrups (University of Oxford) ”The myth of the benevolent autocrat? Internal constraints, external constraints, and economic development in autocracies” og Roger Congletons (West Virginia University) plenary talk om “Why rational choice politics needs ethics.”

Der er dog sjældent en konferencetur uden at man selv skal præsentere ny forskning. Fredag eftermiddag er jeg derfor i skudlinjen, når jeg præsenterer ”Good coups, bad coups,” som er skrevet sammen med førnævnte Lena Gerling og min jævnlige medforfatter Stefan Voigt (Uni Hamburg). Papiret er et forsøg på at undersøge, hvor ofte statskup ender med ’gode’ konsekvenser, og hvornår det sker. Vi arbejder stadig på sagen, og præsentationen er absolut en første version, men der er fremskridt. Vi kan for eksempel ret klart identificere ’gode’ kup: Det gælder for eksempel kup i den Dominikanske Republik i 1963, Grækenland i 1973 og Paraguay i 1989, der alle førte til genindførsel af demokratiet efter perioder med diktatur. Vi kan også vise, at de gode konsekvenser faktisk skyldes kuppet, men præcist hvad der fører til, at de er gode, er derimod stadig ret usikkert.

Under alle omstændigheder følger der mere om PEDD senere på ugen. Skulle nogen i mellemtiden være interesserede i, hvad der foregår, er hele konferenceprogrammet tilgængeligt her. Det samme gælder den noget større, årlige konference i the Public Choice Society, som ruller af stablen om to uger; programmet er her. Skulle en læser eller to være særligt interesseret i et bestemt papir, tager vi gerne mod forslag.

EU med kurs mod isbjerget?

Er EU på ret kurs efter Brexit, eller er der en risiko for, at det bevæger sig i den gale retning: Bort fra det, der er unionens styrkeområder, ikke mindst det indre marked, og i retning af politisk centralisering på bl.a. skatte- og arbejdsmarkedsområdet? Er gammeldags industripolitik ved at komme igen?

Jeg har tidligere skrevet om det på bloggen her og i Jyllandsposten Finans sidste uge her:

Briternes farvel kan vise sig at blive en hasarderet beslutning. Men det samme kan forsøgene på at finde en ny ”folkelig” EU-dagsorden – navnlig hvis den undergraver de reelle fordele ved EU.

I dag har vor tidligere med-punditokrat Jesper Lau Hansen (Mr. Law) en forrygende kronik i Berlingske om samme emne. Han skriver bl.a.:

Læs mere

Problemerne ved Messerschmidts anti-individualisme

Morten Messerschmidt skrev fornylig en kronik i Berlingske, hvor han hilser en borgerlig renæssance velkommen. Men taget for pålydende bidrager den snarere til splittelse ved at stille nogle krav til borgerligheden, som kun et snævert politisk segment kan honorere. Han kræver et opgør med ”individualisme og internationalisme”. Det fortjener et par kommentarer med på vejen.

Læs mere

Forhindrer ytringsbegrænsninger faktisk terror? Nej

Mange politikere, omend kun relativt få i Danmark, påstår at man bliver nødt til at begrænse ytringsfriheden for at undgå terrorisme. Spanien har således siden en lovændring i 2015 forbudt ytringer, der ”forherliger terrorisme” eller ”ydmyger terrorismens ofre.” Den spanske lovgivning, og så vidt kan ses også de spanske domstoles praksis, lægger sig således op ad lignende lovgivning i bl.a. Rusland og adskillige andre diktaturer. Danmark har foreløbig holdt stand og forsvaret ytringsfriheden, også selvom politikere fra begge sider af Folketinget advarer imod såkaldt uansvarlige eller uigennemtænkte ytringer.

Læs mere

Socialdemokraterne kvæler kritik

Det er over de seneste måneder blevet klart, at den nuværende regering er opsat på at kontrollere alt omkring den. Der er tæt kontrol med den politiske agenda, med de enkelte ministre – ingen kan være i tvivl om, at Mette Frederiksen er den uudfordrede chef – og ofte også med den politiske diskussion. Det var også Fogh- og Løkke-regeringernes strategi, omend de ikke udførte den helt så nidkært, som Frederiksen-regeringen.

Læs mere

Offentlig versus privat produktivitet

Et af de mest populære politiske argumenter, som vi ikke abonnerer på her på stedet, er at den offentlige sektor ’hjælper’ den private og gør den mere produktiv. En række studier peger for eksempel på, at en større offentlig sektor er forbundet med lavere økonomisk vækst. Hvis den offentlige sektor typisk hjalp eller komplementerede den private, burde man se det modsatte, men som Magnus Henrekson og Andreas Bergh har vist i to fine oversigtsartikler (se her og her), peger evidensen i vestlige lande klart på et minus. Er man interesseret i fortsat økonomisk udvikling, er en stor offentlig sektor en klods om samfundets ben.

Læs mere

Blackstone er et symptom – ikke en sygdom

Konsekvenserne af regeringens og DFs boligforlig er endnu uafklarede. Men det værste er, at forliget ikke tager højde for årsagerne til det problem, som man ville løse.

af Jens Frederik Hansen

Læs mere
« Ældre indlæg

© 2020 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑