Hvor er smittestigningen?

Den seneste uge har regeringen advaret danskerne om, at smitten af SARS-CoV-2 er ved at brede sig. Der har for eksempel været lokale udbrud blandt en gruppe slagteriarbejdere i Ringsted, et somalisk miljø i det vestlige Aarhus, ligesom seks tutorer fra Institute for Statskundskab på Aarhus Universitet er smittede. Seruminstituttet har ligeledes advaret fordi man finder flere smittede for tiden. Problemet er bare, at man ikke rigtigt kan stole på den slags information. Grunden er, at de absolutte antal smittede kan være stærkt misvisende, hvis folk ikke også får at vide, hvor mange der bliver testet.

Nedenfor plotter vi således andelen af alle nytestede, der testes positive for SARS-CoV-2, sammen med antallet af danskere, der bliver testet. Den blå linje er andelen af alle testede, der viser sig at være positive, mens den røde linje er antallet af testede. Som det burde være klart for alle, der kan læse en graf, er der ingen tegn på øget smittespredning i Danmark. Til gengæld kan man meget klart se, hvordan testindsatsen er blevet intensiveret siden slutningen af juli. Med andre ord er de øgede smittetal, som Seruminstituttet og regeringen er så bekymrede for, fuldstændigt forklaret af at man tester flere mennesker. Der er med andre ord ikke nogen tegn, der burde give grund til yderligere bekymring.

Om der er flere smittede i Aarhus end tidligere er faktisk ikke lige til at svare på, for Seruminstituttet publicerer ikke tal i deres Epidemiologiske Rapport, der tillader en at beregne andelen af testede, der er positive, per region eller kommune. Man kan dog få et vist indtryk, da rapporten viser, at Region Midtjylland i Uge 32 testede 16.388 personer, mod et gennemsnit på 10.895 i de foregående seks uger. En pludselig 50 % stigning i antallet af testede burde også føre til, at man finde flere smittede…

Hvorfor Seruminstituttet og regeringen insisterer på at kommunikere de absolutte smittetal i stedet for andelen af smittede – det korrekte mål – må stå hen i det uvisse. Her på stedet kan vi dog ikke lade være med at overveje, om det har noget at gøre med det stormvejr, regeringen er på vej ud i efter mediernes afsløringer af statsministerens og flere ministres løgne omkring myndighedernes anbefalinger og ulovlige mangel på udlevering af information til bl.a. Folketingets Ældre- og Sundhedsudvalg.  Eller som Bent Winther formulerede det i en fremragende artikel i Berlingske forleden: Problemet er at ”politikere har en fordel af at puste til frygten frem for at bekæmpe den.” Som enhver autokrat ved, er folk i panik meget nemmere at manipulere.

Er forskning ved at gå i stå?

Henover sommeren har jeg talt med en række kolleger, som alle har samme oplevelse: Vi får forbløffende mange invitationer til at fagfællebedømme andres papirer. Umiddelbart kunne det indikere, at der virkeligt er gang i forskningen for tiden, men virkeligheden er desværre den modsatte. Rigtigt meget forskning er ved at gå i stå, og grunden er indlysende.

For at kunne fortolke situationen, må man naturligvis først vide lidt om, hvordan den almindelige proces er, når man vil have udgivet en forskningsartikel. Arbejdet med at lave finde emnet, finde ud af hvordan man kan se på det, foretage analyserne og skrive selve artiklen er kun en del af processen. I langt de fleste tilfælde skal man også ud at præsentere sit arbejde, hvilket kan ske ved seminarer, små workshops hvor andre forskere også præsenterer deres arbejde på samme felt, eller større konferencer. For mit vedkommende sigter jeg altid mod at præsentere noget af årets bedste arbejde ved en af de to public choice-konferencer i foråret.

Efter præsentationerne, og efter man har arbejdet med den feedback man har fået der, går publikationsprocessen derefter i gang. Man udvælger et tidsskrift, som man tror og håber passer til ens artikel og sender den ind. Hos tidsskriftet checker en redaktør først, om det er interessant for deres læsere, og om papiret helt generelt er op til standard. Hvis det ikke er, får man sin artikel i hovedet igen med et nej. Hvis det er, sender redaktøren den ud til to eller tre såkaldte fagfællebedømmere – kolleger ude i verden, der forhåbentlig ved noget om emnet – og venter på deres bedømmelser. Og når de først kommer, beslutter redaktøren om de er positive nok til at forfatteren kan få en chance for at arbejde med bedømmernes kommentarer og sende en ny version ind til tidsskriftet. Igen, hvis det sker, skal man gå endnu en runde med bedømmerne – og måske endnu en… – inden de er tilfredse. Først da bliver artiklen udgivet.

Men i langt de fleste tilfælde bliver det et nej fra redaktøren, og så starter man forfra med at lede efter et egnet tidsskrift, som man kan tilbyde ens artikel. Hos det prestigiøse Journal of Development Economics afviser redaktørerne for eksempel 92 procent af alle artikler, de får. Hos Public Choice har det tilsvarende tal de seneste år været 87 procent. Langt de fleste papirer bliver derfor afvist en række gange før de publiceres.

Det bekymrende i, at vi oplever hvordan vi får særligt mange papirer til bedømmelse for tiden er derfor, at det reflekterer at folk har sendt dem tidligere ind end de ellers ville have gjort. Med andre ord har mange forskere valgt, at når det er umuligt at komme til workshops og konferencer for at præsentere deres arbejde – coronapanikken har lukket ned for alt den slags aktivitet – sender de det ind til tidsskrifterne i et noget tidligere stadie end de ellers ville have gjort. Jeg har gjort det samme i foråret, netop fordi at alt er aflyst. Risikoen er, at der enten vil komme en bølge af afvisninger fra tidsskrifterne – de artikler, de får ind er generelt af dårligere kvalitet end normalt – eller en bølge af dårligere forskning, der publiceres.

Det er dog ikke den eneste konsekvens, de aflyste konferencer osv. har. Den største del af gevinsten ved at være til konference er ikke den feedback, man får på sit eget arbejde, men den inspiration man kan få fra at se andres nye arbejde, tale med dem, sætte sig med en kop kaffe og brainstorme idéer, og helt generelt få både nye idéer og muligvis nye samarbejdspartnere. En meget stor del af denne proces er uplanlagt og kan derfor på ingen måde erstattes af nok så avancerede onlineløsninger. Fraværet af den almindelige forskningsproces i form af konferencer, workshops osv. har derfor mærkbare konsekvenser allerede nu: Langt mindre ny forskning sættes i gang, og meget af det der faktisk kommer i gang, er mere marginalt end ellers og blot variationer over kendte problemstillinger i stedet for egentlig ny tænkning.

Hvis nogen skulle være i tvivl om omfanget af dette problem, har jeg illustreret det ovenfor med eksempler fra min egen hverdag. I tabellen kan man se mine forskningsrelaterede aktiviteter i form af konferencer, workshops, seminarer og projektmøder i de første otte måneder af 2019 og 2020. Men læg mærke til, at de grå felter er dem, der blev aflyst i år. De er, med andre ord, de feedback-, inspirations- og netværksmuligheder, der mangler i min egen forskningshverdag i år. Læserne kan således selv bedømme omfanget af problemet. Og så har jeg endda ikke nævnt det sociale aspekt – den manglende menneskelige kontakt – med et ord.

Indlysende forhold og bivirkninger 10: Skatterne rammer andre end man tror.

Næsten ingen danskere betaler skat. Eller rettere: Næsten ingen indbetaler skat. Indkomstskatterne afregnes af arbejdsgiverne, og afgifterne indbetales af de virksomheder, som sælger os ting. Men alligevel ved de fleste af os godt, at vi som forbrugere og lønmodtagere ender med regningen.  

Læs resten

Indlysende forhold og bivirkninger 9: Større statslige indtægter giver ikke mere individuel velfærd

I årets sommerserie er vi kommet til en meget basal sammenhæng, som egentlig burde være indlysende, men ikke er det for mange mennesker: Når staten opkræver skatter og afgifter, er det omfordeling fra forbrug på privat besluttede formål til forbrug på politisk besluttede formål. Der er derfor ingen grund til at tro, at denne omfordeling vil føre til større individuel velfærd, men faktisk det stik modsatte.

I forbindelse med vores sommerserieindlæg om grænsehandel indvendte flere læsere for eksempel, at grænsehandlen indebærer et indtægtstab for staten. Ulrik Jeppesen skrev således, at ”Køber Liss derfor fx 130 flasker vin i Tyskland til en pris svarende til dkr 70,-, altså dkr 9.100 i alt, har den danske statskasse mistet – i meget runde tal – ca. dkr 3.300,- i form af punktafgift samt moms (også af punktafgiften). Penge der under ingen omstændigheder kommer igen.” Ulrik og mange andre læsere regner således et tab af statslige indtægter som et samfundsøkonomisk tab. Det er en fejltagelse.

For at se det, må man se på to forskellige margener hos to forskellige aktører: Borgerne og staten. Borgerne bruger deres første indtægter på nødvendigheder, og spreder derefter deres resterende indtægter udover en lang række andre formål, der alle bidrager til deres individuelle velfærd. Disse formål kan være meget forskellige – mit personlige forbrug på ost er således nul, mens mit forbrug på teater (under normale omstændigheder) er noget større end gennemsnittets. Ekstra indtægter bliver ikke spredt jævnt ud over forskellige formål som møg på en mark, men finansierer marginale formål. Får jeg en indtægtsfremgang, vil en ganske stor del af den ekstra indtægt således blive brugt på en form for oplevelser – teater, koncerter osv. mens jeg næppe bruger flere penge på transport eller kartofler. For andre mennesker med andre præferencer kunne en lignende ekstraindtægt muligvis blive brugt på et sæt nye fælge til bilen, eller ekstra rengørings- og havehjælp. Pointen er, at vi på marginen omhyggeligt bruger vores ekstra indtægter på ting, der fremmer vores helt individuelle velfærd.

Omfordeler man fra private til staten vil man således få et umiddelbart velfærdstab som følge af mindre forbrug på alle disse mange, individ-specifikke formål. For at øgede statslige indtægter skal føre til gevinster for samfundet som helhed, må alle de individuelle velfærdstab derfor mere end opvejes af gevinster ved en eller anden form for offentligt leveret ydelse eller service. Og der er her, kæden hopper af for argumentet.

Hvad staten bruger midler på, er politisk bestemt og derfor ikke nødvendigvis forbundet med nogen form for individuel velfærdsovervejelse. 70 års forskning i public choice og politisk økonomi – eller et køligt blik på Folketingets almindelige dispositioner – afslører, at udgifter ofte er bestemt af særinteresser og stemmehensyn. De fleste politikere har således stærke incitamenter til at smide flere midler efter problemer, der slet ikke har noget at gøre med mangel på ressourcer, da det signalerer ’handlekraft’ og køber stemmer hos dem, der f.eks. arbejder i den offentlige sektor (der får flere midler). De samlede erfaringer fra forskningen peger således på, at de direkte velfærdsimplikationer af øget offentligt forbrug sandsynligvis er nul, mens de afledte effekter når borgerne betaler øgede skatter og afgifter og derfor sænker deres forbrug er klart negative.

Et argument om, at der kan være problemer forbundet med f.eks. grænsehandel eller anden aktivitet falder således på, at der ligger en implicit antagelse i det om at staten bruger de ekstra indtægter på fornuftige formål. Det er der ikke noget, der tyder på at den gør og når man ser på de politiske aktørers incitamenter, er der heller ikke nogen videre tilskyndelse til at de skulle gøre det. Som Willa Cather formulerede det, er en del af problemet at folk med ”zeal to reconstruct and improve human society seem to lose touch with human beings and with the individual needs and desires which make people what they are” (hattip: Don Boudreaux). Selv hvis politikere generelt var interesserede i borgernes velfærd – hvilket der for mit vedkommende ikke er noget, der tyder på – rammer de således som oftest rædselsfuldt forkert. Større statslige indtægter giver typisk mindre individuel velfærd.

Indlysende forhold og bivirkninger 8 – hjælpepakker til eksportsektoren: “working for nothin’ and the joke’s on you”

Dire Straits ( et meget populært band i 80erne) største hit var sangen “money for nothing” (1985). En af den slags (lettere irriterende) “ørehængere”, som er svær at få ud af hovedet, når man først har hørt den en gang.

Sangens hovedperson er en “almindelig” arbejder, som slider og slæber for det daglige brød og synes at datidens popstjernerne på det dengang realativt nystartede MTV, kommer lige lovlig nemt til tingene og får “Money for nothin’ and chicks for free.” Hver gang jeg ser debatindlæg, hører journalister udlægge teksten eller danske politikere (ikke mindst den til enhver tid siddende udenrigsminister) skrive eller tale om eksports enorme betydning for dansk økonomi, kommer jeg til at tænke på den sang og disse to linjer, dog med en mindre omskrivning.

“Working for nothin’ – and the joke’s on you”

Senest var det tidligere ambassadør i USA, direktør for udenrigsministeriet af flere omgange, samt rådgiver for Haldor Topsøe (hvis primære markeder ligger udenfor Danmark) de seneste 11 år, Ulrik Federspiel, som interviewes til Berlingske Tidende under overskriften “Topdiplomat efterlyser handling fra regeringen: Nu skal der fokus på eksportvirksomhederne“.

Læs resten

Hvor effektive er nedlukninger?

Et af de helt store spørgsmål, som folk enten ikke stiller eller får rasende reaktioner på, når de stiller det, er om nedlukningspolitik virker. Langt de fleste vestlige lande, med Sverige som undtagelsen, har ført en eller anden form for nedlukningspolitik, og de fleste gør stadig. Vi har tidligere skrevet om emnet her, her, her og her hvor vi har problematiseret den nærmest blinde tiltro til, at regeringens nedlukning har virket efter hensigten.

For de interesserede har jeg nu skrevet et kort papir om emnet, hvor jeg evaluerer nedlukningspolitikerne i 24 europæiske lande. Evalueringen er baseret på den samme type analyse, vi normalt bruger i nationaløkonomi og statskundskab til at vurdere politikeffekter. Statistisk omfatter den således lande-, tids, og uge-fixed effects, så alle faktorer, der ikke ændrer sig markant over fire år, alle forhold der er specifikke for et enkelt år, og alle forhold der er specifikke for en enkelt uge er effektivt kontrolleret væk. Det, der er tilbage, er ændringen i overordnet mortalitet per uge, relativt til samme uge de sidste tre år, i alle 24 lande.

Abstractet er her og selve papiret kan downloades her.

Abstract: I explore the association between the severity of lockdown policies in the first half of 2020 and mortality rates. Using two indices from the Blavatnik Centre’s Covid 19 policy measures and comparing weekly mortality rates from 24 European countries in the first halves of 2017-2020, and addressing policy endogeneity in two different ways, I find no clear association between lockdown policies and mortality development.

It’s not what you don’t know…

Hvad ved folk om noget som helst? Svaret er ofte, at de ikke ved ret meget. Forskning i, hvad vælgerne ved om samfundsøkonomien – hvor mine fremragende kolleger Martin Paldam og Peter Nannestad var blandt pionererne – afslører typisk, at cirka 10 procent har nogenlunde præcis viden om forhold som inflation, arbejdsløshed, og vækst. Langt de fleste vælgere har ingen idé om, hvad der foregår, eller har klare forestillinger, der bare er faktuelt forkerte.

Det politiske problem, der følger med at vælgerne ikke bare er uvidende, men ofte tror ting, der ikke passer, illustreres meget fint af et citat, der ofte tilskrives Mark Twain: ”It’s not what you don’t know that gets you into trouble, it’s what you know that just ain’t so.” Hvis danskerne for eksempel har en idé om, at Danmark er et af verdens rigeste lande og har høj vækst, er der ikke noget politisk marked for vækstfremmende reformer. Eksemplet er ikke tænkt, da dansk økonomi ikke havde det videre godt før epidemien (læs her).

Mark Twain-problemet viser sig nu også ikke bare at passe på borgernes idéer om coronavirus, men passer i helt overvældende grad. Mens der desværre ikke er lavet studier i Danmark, viser en ny rapport fra Kekst CNC, at borgerne i vores nabolande meget misvisende idéer om coronavirussens udbredelse og dødelighed. Kekst CNC spurgte repræsentative udsnit af befolkningen i Frankrig, Storbritannien, Sverige, Tyskland og USA, hvor mange mennesker der har haft coronavirus i landet, og mange der er døde af den. Svarene på det første spørgsmål varierede fra 11-22 % af befolkningen – 20-40 gange det officielle tal, om end nogle antistoftest giver langt højere værdier. Svarene på det andet spørgsmål er langt mere sigende: De adspurgte mente i gennemsnit, at 3-9 procent af befolkningen var døde af coronavirus. I Storbritannien, Sverige og Frankrig er det 100 (hundrede) gange så mange, som der faktisk er døde med coronavirus (bemærk at langt fra alle, der dør med coronavirus dør af virussen). I USA og Tyskland overvurderer folk endda dødstallet langt mere. Folks forestillinger om virussen kan således ikke kaldes andet end helt forrykte.

Man kan naturligvis spørge sig selv, hvordan det kan komme dertil at folk i gennemsnit overvurderer med en faktor 100, men et måske mere alvorligt spørgsmål er, hvad det indebærer for det politiske liv. Man kan naturligvis skyde skylden på medier, der skriver sensationalistisk og uinformeret om emnet, og nogle epidemiologer, der bestemt ikke har nogen interesse i at sige, at der ikke længere er behov for deres rådgivning. Men en del af problemet er også, at regeringen absolut intet incitament har til at informere folk korrekt. Tværtimod har Mette Frederiksen og hendes hold et stærkt incitament til at holde en stor del af befolkningen i forestillingen om enorm fare: En befolkning i panik er så dejligt nem at regere, fordi mange borgere er parate til at acceptere hvad som helst for at komme af med kilden til deres panik – de agerer lidt ligesom araknofober med en fugleedderkop på armen.

Vores opfordring til vores læsere i dag er derfor ganske simpel: Lad være med at høre på, hvor politikere og den type meningsdannere påstår eller indikerer. Sørg for at få ordentlig, uvildig information om et givent emne, og dan jeres egen mening, baseret på jeres egne holdninger og jeres egne risikopræferencer. Og hold hovedet koldt, når bølgerne går højt i politik. Jo større diskussionerne er, jo mindre kan man generelt stole på, at politikere holder sig fra at misbruge vælgernes uvidenhed.

Indlysende forhold og bivirkninger 7: Beskyttelse af arbejdspladser og arbejdsløshed

I vores sommerserie er vi kommet til en af de vigtigste bivirkninger for mange mennesker. En af de klareste bivirkninger af populær politik er, at når man indfører regler for at beskytte arbejdspladser skaber man arbejdsløshed. Politik, der sælges til vælgerne med løftet om at beskytte deres arbejdspladser, indebærer med andre ord at deres – og særligt deres børns – arbejdspladser og beskæftigelse er mindre sikker.

En del af problemet er, at mange mennesker regner med at en politiks officielle hensigt også må være dens faktiske konsekvens. Mange mennesker tror for eksempel, at når politikere investerer deres skattemidler i kommunale intrastrukturprojekter eller golfbaner, må det give vækst i kommunen – det er jo hensigten. De tror således også, at når politikere – som det er tilfældet på EU-niveau for tiden – foreslår at man indfører reguleringer, der beskytter arbejdspladser og giver højere mindstelønninger, må politikken faktisk beskytte arbejdspladser og gøre de fattigere bedre stillede. Men som alle nogenlunde ædruelige nationaløkonomer ved, er der ofte en afgrund mellem hensigter og konsekvenser.

Arbejdsmarkedsregulering er et af de klareste eksempler, og en af de bedste forklaringer på, hvorfor nogle europæiske lande har så stor arbejdsløshed blandt unge og indvandrere (læs f.eks. her). Et godt eksempel er Italien, der har et arbejdsmarked på cirka 42 millioner personer, hvoraf forskning peger på, at cirka15 millioner ansatte ikke kan fyres. Deres fortsatte beskæftigelse er beskyttet af omfattende regulering, der også mere generelt gør det meget svært for virksomheder at fyre medarbejdere.

Konsekvensen af disse reguleringer er, at det er meget svært at skifte arbejde og at komme ind på det italienske arbejdsmarked. Når virksomheder ikke kan komme af med medarbejdere, når de først er ansat, vil de også være meget utilbøjelige til at ansætte folk i første omgang. I stedet for at ansætte unge kræfter og fyre dem igen, hvis de ikke viser sig at passe til jobbet eller hvis virksomheden skal reducere produktionen, er italienske virksomheder mere tilbøjelige til at få deres eksisterende ansatte til at arbejde overtid. De er derfor ofte relativt små, og hvis de går konkurs, har deres medarbejdere et alvorligt problem, da de heller ikke vil være attraktive at ansætte. Mange virksomheder kan endda komme i den situation, som mange af dem gjorde under finanskrisen, at de ikke kan fyre medarbejdere for at downsize, men helt må lukke fordi reguleringerne ikke tillader dem at tilpasse sig på almindelig vis.

Vi illustrerer den generelle sammenhæng i figuren her, hvor indekset for fravær af tunge arbejdsmarkedsreguleringer kommer fra Fraser Instituttets årlige Economic Freedom of the World rapport. Sammenhængen er ganske tydelig, omend man også klart kan se outliers som Nordmakedonien (MKD) og Montenegro (MTN), der er kendte for at have meget store uofficielle sektorer, og en officielt overvurderet arbejdsløshed.

Det burde således ikke komme som nogen overraskelse, at den naturlige arbejdsløshed i lande med strammere arbejdsmarkedsregulering er højere, at særligt unge står meget lang tid udenfor arbejdsmarkedet, og at kriser rammer disse lande meget hårdere end mindre regulerede samfund (læs her). I stedet for at beskytte arbejdspladser, kvæler reguleringen dynamikken på arbejdsmarkedet og holder svagere grupper helt udenfor. De officielle hensigter med politikken er således decideret modsatte af dens konsekvenser. Et fleksibelt arbejdsmarked, hvor man ikke forsøger at beskytte arbejdspladser gennem regulering, er i stedet den bedste måde at beskytte borgernes beskæftigelse.

Indlysende forhold og bivirkninger 6: Finansiel regulering og moral hazard.

Finansielle kriser som den store finanskrise for ti år siden kan have store økonomiske konsekvenser. Når en bank går ned, kan det ramme ikke bare bankens ejere og kreditorer, men også mange andre. Bliver der usikkerhed om en banks soliditet, kan den blotte mistanke om vanskeligheder udløse et bank run – så mistanken bliver en selvopfyldende profeti.

I teknisk jargon kan finansiel virksomhed indebære en eksternalitet. Det kan tale for regulering, der danner modvægt til den risiko, som institutionen kan påføre tredjeparter.

Læs resten

Indlysende forhold og bivirkninger 5: Grænsehandel og arbejdspladser

Danske politikere bekymrer sig og klager med jævne mellemrum over grænsehandlen mellem Danmark og Tyskland. For et par måneder siden meddelte den tyske regering, at landet sætter momsen ned fra 1. juli, hvilket fik de Samvirkende Købmænd til igen at argumentere, at Christiansborg må gøre noget ved problemet fordi grænsehandlen ødelægger arbejdspladser i Syd- og Sønderjylland. Organisationens administrerende direktør John Wagner udtalte således til Berlingske, at han ”frygter en eksplosion i grænsehandlen, når grænserne åbner igen, som vil være til skade for butikslivet og beskæftigelsen i danske butikker.”

For mange mennesker er det helt logisk, som Wagner påstår, at grænsehandlen koster arbejdspladser: Når mine forældre og resten af Sønderjylland kører til Flensborg for at købe øl, sodavand og vaskepulver, må der jo blive købt tilsvarende færre øl og sodavand og mindre vaskepulver nord for grænsen. Og en mindre omsætning i detailhandlen betyder færre ansatte. Det er bare ikke så enkelt, og situationen minder mere om Bastiats berømte fortællingen om den knuste rude, end de fleste menige danskere forstår. Påstanden om de færre jobs er nemlig rendyrket vrøvl.

Som enhver bare nogenlunde kapabel nationaløkonom ved, er grænsehandel en situation hvor bivirkningen er lige så vigtig som den umiddelbart synlige virkning. Og den er ganske indlysende, når man gør den ’synlig’ for folk. Sagen er, at når Liss Bjørnskov for eksempel kører til Flensborg og køber ind til langt lavere priser end i Danmark, vil der naturligvis være en efterspørgsel, hun ikke lægger i Danmark. Men dermed har hun sparetpenge, som hun vil bruge på at købe andre varer og anden service. Disse indkøb lægger hun i Danmark, hvilket indebærer, at hun netto har fået flere varer for samme midler.

På denne måde har Liss Bjørnskov måske bidraget til at fjerne arbejdspladser i de dele af detailhandlen, der nu konkurrerer med forretninger i Flensborg, men hendes ekstra indkøb – som hun har råd til fordi hun bidrager til grænsehandlen – skaber arbejdspladser i Danmark. Og da hun og alle andre borgere i Sønderjylland ligesom hende tydeligvis har råd til mere, gør grænsehandlen faktisk borgerne rigere ved at gøre det billigere at være sønderjyde. Det er denne væsentlige bivirkning, som de fleste politikere og mange danskere overser, når de påstår at grænsehandlen ødelægger arbejdspladser. Handel gør os alle rigere, og det gælder også for grænsehandlen med Nordtyskland.

Ny værdiundersøgelse er frigivet

Dagens post og min begejstring over den er måske en anelse nørdet, men alligevel: Det er en stor begivenhed i min del af samfundsforskningen, når en ny bølge af the World Values Survey (WVS) frigives. WVS er nok den undersøgelse af folks holdninger, værdier og forestillinger, som er brugt allermest i de sidste 20 års forskning i den slags emner, og den er en af de største. WVS har spørgsmål om blandt andet politisk placering, holdninger til konkurrence og statens rolle i samfundet, folks kønsnormer og religiøsitet, deres tillid til retsvæsen, regering og hinanden, og en lang række andre ting. Den er, med andre ord, en guldgrube for den empiriske samfundsforskning.

En af mine særlige grunde til at se frem til den nye WVS er, at de omfatter to forskellige spørgsmål om social tillid. For det første er alle respondenter siden begyndelsen i starten af 1980erne blevet spurgt om, hvorvidt de mener at man kan stole på de fleste mennesker. Det spørgsmål, som blev opfundet af Elisabeth Noelle-Neumann sidst i 1940erne, ligger bag en forbløffende stor andel af den forskning, der har dokumenteret hvordan højtillidskulturer som f.eks. den nordiske er anderledes end resten af verden. Spørgsmålet har derfor også været udsat for en del kritik, da det ikke er umiddelbart klart hvem ’de fleste mennesker’ er, og i hvilke situationer man stoler på den eller lader være. Vi har tidligere skrevet om emnet her, men i denne omgang har WVS nu et andet spørgsmål med, hvor man spørges om hvor meget tillid man har til folk man møder for første gang.

Tager man et hurtigt, første kig på emnet, viser det sig at de to spørgsmål på tværs af lande ser ud til at fange basalt set samme fænomen. Som man kan se på den første figur nedenfor, er der en ganske klar sammenhæng mellem de to spørgsmål. Korrelationen mellem de to er 0,8, selvom der også er tydeligt ’outliers’ – observationer, der ikke passer på det generelle mønster – og at de røde prikker, der er fra tidligere kommunistiske lande, ligger mere spredt. De få outliers er dog også sigende, og særligt den allertydeligste røde prik med over 60 % der stoler på de fleste, man med et gennemsnit under 2 (på en 4-skala) på det andet spørgsmål. Denne helt skæve observation er Kina, som på alle andre måder i tillidsforskningen også stikker ud, her ved at folk åbenbart stoler meget på de fleste mennesker, men meget lidt på folk de møder for første gang. Det er derfor et standardvalg at slette Kina i empiriske undersøgelser på tværs af lande. Et par af de andre outliers – de meget lavtliggende sorte prikker omkring 2,3 på x-aksen, men med meget lav score på y-aksen – er Etiopien og Burma / Myanmar, hvor det nye spørgsmål indikerer højere tillid end de normale.

For ren interesses skyld plotter vi de samme spørgsmål i den anden figur, som udelukkende viser 34 lande i Europa. Det betyder blandt andet, at man kan se hvilke lande, der er tale om, ligesom man kan være rimeligt sikker på, at der ikke er fiflet med undersøgelserne. Alligevel er her igen en meget klar sammenhæng mellem de to spørgsmål med kun mindre udsving. Og som det tydeligt kan ses, stikker de nordiske lande endnu en gang ud fra resten af verden: Gennemsnittene på de to spørgsmål i resten af Vesteuropa er henholdsvis 2,18 og 33,7 %, mens de er 2,73 og 70,6 % i Norden. I vores del af verden er WVS således endnu en gang vigtig ved at understrege på omhyggelig, faktuel vis, hvordan det nordiske kulturområde i Europa er fundamentalt anderledes end det meste af resten af verden. Vi har lige så elendige politikere som andre steder, men vores befolkninger er anderledes.

Sjov med statistik: Nicolas Cage og drukneulykker

I vores serie om sjov med statistik er vi kommet til en af de mest absurde sammenhænge, som jeg kender: Den positive relation mellem hvor mange film, Nicolas Cage har lavet i et år, og hvor mange mennesker i USA, der er faldet i en pool og druknet. Vi afbilder sammenhængen i det nedenstående, hvor figuren klart viser hvordan antallet af film med Nicolas Cage og antallet af druknedøde samvarierer mellem 1999 og 2010.

Skal man være nørdet – og urimelig – kan man hurtigt sige, at der ikke kan være tale om omvendt kausalitet. Det er således ikke fordi Nicolas Cage vælger at lave flere film i år, hvor flere falder i pools. Da man normalt skriver kontrakt på en film lang tid i forvejen, ville det kræve at Cage kan forudse, hvor mange der dør på denne måde – man skulle antage, at han er en gud. Så tager man sammenhængen for gode varer, må det være Nicolas Cage og/eller hans film, der forårsager druknedødsfaldene. Og sådan kan man selvfølgelig hygge sig med at overveje absurde scenarier for årsagssammenhængene (læs f.eks. Hamilton Chang her).

Sammenhængen mellem Nicolas Cage og dødsfald ved at folk falder i pools og drukner er absurd, men et ganske godt udtryk for en sandsynlighedsteoretisk regularitet, som folk alt for ofte overser: Store Tals Love. Mange mennesker, og givetvis mange af vores læsere, kender til en af konsekvenserne af Store Tals Love, nemlig at jo flere udfald man får, jo tættere kommer man på det virkelige gennemsnit. Kaster man med 24 terninger, kan man få mange eller få seksere, men kaster man med 2400, vil man relativt præcist få en sjettedel af kastene, der bliver en sekser. Derfor ved de fleste af os også, at man skal være påpasselig med at generalisere fra enkelte eksempler, selvom mange journalister gør netop det.

En anden og lige så vigtig konsekvens af Store Tals Love, som der er langt mindre opmærksom om, er at jo flere eksempler man får på noget – om det er terningkast, bilture gennem Tyskland eller kupforsøg – jo mere sandsynligt bliver det, at man får eksempler der er helt udenfor skiven. Gælder det for eksempel kupforsøg, indeholder Bjørnskov-Rode datasættet 539 kupforsøg, der i langt de fleste tilfælde har klare fællestræk. Men med det antal forsøg, får man også mærkelige eksempler som kupforsøget i juni 1967 fra Anguilla mod koloniregeringen på Saint Kitts (beskrevet i The Night of the Rambler).

Problemet kommer således fordi jo større et antal eksempler man har på et fænomen, jo mere præcist kan man karakterisere det – gennemsnitlig fatalitet, hvordan folk stemmer, hvor stor den økonomiske gevinst ved handel er – men jo nemmere bliver det også at finde ekstreme eksempler, der er tilfældige og milevidt fra at være repræsentative. Et stort antal eksempler på noget gør det derfor, paradoksalt nok, langt lettere for særinteresser og dovne journalister at finde eksempler, der ser ud til at ’vise’ det modsatte af det generelle billede. Kender man til Store Tals Love og logikken i dem, bliver den slags manipulation og sensationalisme langt sværere at acceptere – og måske bare sjov.

Demokratiske kolonier og demokrati i dag

Forleden lagde min ven og kollega Martin Rode og jeg den nye version af vores database online. Databasen, der er en opdatering og substantiel videreudvikling af Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-datasæt, er tilgængelig for alle interesserede og kan findes her. Den indeholder blandt andet tre forskellige indikatorer for demokrati, ekstra detaljer om landes politiske institutioner, og specifik information om 539 kupforsøg rundt omkring i verden. Det hele dækker hvert år 1950-2020 i 208 lande.

Et af de ganske mange spørgsmål, som databasens information om kolonier tillader en at stille, er om de institutioner som kolonimagter implementerede i deres kolonier stadig præger disse lande. Det spørgsmål har Martin og jeg skrevet et lille papir om, som vi for tiden er i gang med at udvikle i en længere version. Vi har tidligere skrevet kort om papiret i forbindelse med public choice-konferencen i Brisbane i december, men jeg havde fornøjelsen af at præsentere den længere version ved et online seminar i mandags hos Economic Research South Africa. Praktisk taget hele seminaret kan ses i linket nedenfor.

Det særlige i emnet er, at en række britiske kolonier faktisk var demokratiske før de blev uafhængige – og enkelte af dem har valgt på demokratisk vis ikke at blive uafhængige. Jamaica er et godt eksempel, da kolonien indførte almindelig stemme- og valgret for alle voksne i 1942, men først blev uafhængigt 20 år senere. På den anden side var det typiske billede i franske kolonier, at de franske myndigheder indførte valg, men ikke kunne eller ville holde fingrene fra dem. I de fleste franske kolonier, med Dahomey (det nuværende Benin) som en undtagelse, var valgene således ikke rigtigt demokratiske.

Den vigtige pointe i vores papir er, at hvorvidt en tidligere koloni er demokratisk eller ej i dag afhænger meget systematisk af, om landet allerede var demokratisk før uafhængighed.

Som det kan ses i figuren nedenfor, som kommer fra mandagens præsentation, har de tidligere kolonier med demokrati helt konsistent de sidste 50 år haft langt større sandsynlighed for at være demokratiske end lande, der ikke havde repræsentative politiske institutioner før de blev uafhængige. Præcist hvorfor – om det handler om forfatningsnormer, demokratiske traditioner blandt befolkningen, eller noget helt tredje – kan vi ikke svare klart på. Mønstret er klart uanset hvor rig eller uddannet landets befolkning er, og er værd at tænke over når man alligevel sidder indenfor en dansk julidag.

For 100 år (og tre dage) siden

I fredags var det 100 år siden, at Kong Christian X red over den gamle grænse og ind i Sønderjylland, der havde stemt sig til genforening med Danmark tidligere på året. Billederne af kongen, der rider en hvid hest gennem en blomstersmykket æresport ved den gamle grænsekro nord for Christiansfeld er berømte og har været gengivet i de fleste historiebøger siden da. Kongen var dog selv i tvivl om både, hvor grænsen gik og hvilken modtagelse, han ville få. Det ændredes dog, da han red gennem porten. I hans egne ord:

”Men i det Øjeblik, jeg var kommet igennem den, fik Jublen en ganske ny Klang, saa jeg ikke var i Tvivl om, at jeg nu havde passeret Grænsen. Straalende Ansigter med taarefyldte Øjne rettedes imod mig, mens Raabet ”vor Kung” lød uafbrudt. Saa overvældende var denne Modtagelse, at jeg følte mig dybt grebet, og da en lille Pige senere raktes op imod mig med en Buket Blomster, saa lagde jeg i det Kys, jeg trykkede paa hendes Pande, al den Glæde og Taknemmelighed, jeg selv følte, og da det lille Væsen lagde sine Arme om min Hals, havde jeg Følelsen af, at jeg havde taget Sønderjylland i mine Arme – nu, da den lille Pige tillidsfuldt sad foran mig paa Hesten.”

Gengivet i Knud J.V. Jespersens Rytterkongen

Det var dog en landsdel, som var sakket stadig længere bagud for resten af Danmark siden 1864, og som både var blevet udpint af den tyske stat og havde oplevet rædsler, som resten af landet næppe forestillede sig. Ved genforeningen var Sønderjylland suverænt det mindst befolkede område i Danmark, med Færøerne som undtagelse: Befolkningstætheden i starten af 1920erne var mindre end den halve af Østjylland.

I modsætning til resten af landet, der som neutral magt havde klaret sig ganske godt økonomisk gennem Første Verdenskrig, havde sønderjyderne deltaget aktivt, omend langtfra altid frivilligt. Mens et ukendt antal dansksindede var flygtet nordpå over grænsen for at undgå tysk krigstjeneste, var de fleste blevet tilbage og var blevet indkaldt. Lidt flere end hver sjette af de 30.000 nordslesvigske soldater døde i krigen, hver ottende af de hjemvendte var krigsinvalider, og et ukendt led af granatchok. Når afstemningsplakaten, der blev lavet specifikt til Haderslev-området, lovede at ”Nu kommer den favre Tid vi vented saalænge”, var det ikke kun en tilknytning til Danmark, der ventedes. Det var også et farvel til den nød, en af de tysksprogede plakater henviste til – Wenn wieder die Fahne ist weiss and rot, dann ist beendet die bittre Not – og som sønderjyderne kendte alt for godt.

Virkeligheden var, at i forhold til resten af Danmark var Sønderjylland økonomisk dybt forarmet. Mens der ikke eksisterer nogen regionale regnskaber, som dem man kan få fra Danmarks Statistik i dag, indeholder Statistisk Årbog fra 1923 faktisk en mængde interessant og brugbar information. Man kan blandt andet finde skattemyndighedernes officielle opgørelse af alle skatteyderes indkomst. Deler man den med antallet af skatteydere, som årbogen også opgiver, giver det et rimeligt mål for indkomsterne i området. Årbogen viser, at den skattepligtige indkomst per skatteyder i Sønderjylland var 1896 kroner, mens gennemsnittet for landet som helhed var 3576 kroner. Den genforenede del af landet havde således en indkomst på kun lidt over halvdelen af landsgennemsnittet.

Sammenligningen er dog ikke umiddelbart perfekt, da det jo kunne tænkes, at det også var billigere at bo i Sønderjylland. Mens der ikke findes regionale forbrugerpriser fra den tid, er en sammenligning af ejendomspriser én af de måder, man kan få et vist indtryk af prisniveauet på. Her viser information i årbogen, at de officielle vurderinger til brug for beregning af ejendomsskyld i Sønderjylland var omtrent 7 % højere end landsgennemsnittet. Havde det generelle prisniveau været markant lavere, måtte man også regne med at ejendomspriserne havde ligget lavere end resten af landet. Man kunne også indvende, at dette mål måske i højere grad følger hvor frugtbart området er, men her viser årbogen heller ikke nogen væsentlig forskel. I Sønderjylland producerede man således 2,27 såkaldte afgrødeenheder per hektar i 1921, mens gennemsnittet for Jylland var 2,26. Om noget indikerer det således, at prisniveauet måske var en smule højere end i resten af landet.

Sidst kunne man indvende, at sammenligningen var skæv, hvis der var færre klart fattige – der jo ikke var skattepligtige dengang. Igen vender skævheden dog den anden vej, da information i den statistiske årbog viser, at 23 % af befolkningen var skatteydere i Sønderjylland, mens det tilsvarende tal for hele landet var 29 %. Om noget var der også flere virkeligt fattige i den genforenede region.

Som figuren nedenfor viser, var der på andre måder også langt mindre udvikling i Sønderjylland end længere nordpå. En del af den økonomiske udvikling i sidste halvdel af 1800-tallet var den accelererende urbanisering af Danmark, som blandt andet er så tydelig i Aarhus. Denne udvikling skete ikke på samme måde i Sønderjylland i den tyske tid. Domkirkebyen Haderslev havde historisk været den største by nord for Flensborg, men i den tyske tid mellem 1860 og 1920 voksede dens indbyggertal kun med 64 %. Lidt bedre gik det for den meget tysksindede Sønderborg, mens de to større byer nord for grænsen – Kolding og Vejle – femdoblede deres indbyggertal i samme periode. Selv i dag er de to nordlige byer omtrent dobbelt så store som de to sydlige. At urbaniseringsbølgen i sidste halvdel af 1800-tallet ganske enkelt gik Sønderjylland forbi, er stadig tydeligt i dag hvor de to store byer – Haderslev og Sønderborg – med cirka 25.000 indbyggere hver er forbløffende små i forhold til byer i resten af landet.

Overordnet er fortællingen ofte, at sønderjyderne var fattigere end resten af danskerne pga. krigen. Ser man på fakta som i det ovenstående, er det en del af fortællingen, men langt fra det hele. Den genforenede region var meget fattigere end Danmark og en væsentlig del af dens befolkning var krigshærget. At regionen alligevel kom på fode så hurtigt som den gjorde, var en væsentligt økonomisk bedrift.

Bliver præsidentvalget endnu et lag i en polsk tragedie?

Et halvt år efter afslutningen på Anden Verdenskrig deltog den konservative politiker Chip Channon i et bryllup i England. Han bemærkede til en anden gæst, lady Cunard, hvor hurtigt tingene var vendt tilbage til deres normale tilstand i England. Han pegede ud i det tæt pakkede lokale og sagde: “Dette er trods alt, hvad vi har kæmpet for”. Hvortil lady Cunard udbrød: “Hvad, er de alle sammen polakker?”.

Historien, som fortælles af Paul Johnson i hans læseværdige “A History of the Modern World”, har lige siden jeg læste den første gang stået som et symbol for mig på polakkernes uheldige historie. Og den historie har endda fået føjet et par lag til siden 1983, hvor Johnsons bog udkom.

Anden Verdenskrig udbrød, da Hitler-Tyskland invaderede Polen, og briternes tålmodighed løb ud. Men da krigen sluttede, blev den tyske besættelse – som var en udløber af en aftale mellem Stalin og Hitler om bl.a. at dele polske landområder mellem sig – afløst af endnu en besættelse, da Stalins røde hær blev stående i centraleuropa. Besættelsen varede helt frem til Murens fald i 1989. Men for min generation begyndte Murens fald små ti år tidligere med de polske skibsværftsarbejderes protester i Gdansk og dannelsen af den frie fagforening Solidaritet. Den polske pave Johannes Paul II bidrog til presset mod Sovjetstyret, som selv endte med at kollapse få år efter Murfaldet. Det var der ikke mange, som forudså, da vi i beundring og med bange anelser fulgte polakkernes kamp gennem 80erne.

Det postkommunistiske Polen blev på mange måder den succes, man kunne unde et land, der historien igennem har haft et blandet held. Og så alligevel ikke. Efter meget at dømme vil polakkerne om kort tid genvælge præsident Duda og befæste den tilbagegang, det liberale demokrati har lidt under i Polen gennem de senere år. Denne gang vil det dog være polakkernes egen skyld, og ikke fordi de har været kastebold for stormagtsinteresser.

Vil man forstå det moderne Polens historie, så findes der ingen bedre kilde end Michael Hardenfelts nyligt udgivne “Hvordan Polen blev Polen”. Dens fokus er især den postkommunistiske periode og navnlig at forstå Polen af i dag, men trådene føres solidt tilbage til kommunisttiden. Til trods for, at forfatteren ikke lægger skjul på sine egne holdninger, er det en bemærkelsesværdigt nuanceret fortælling, hvilket dog også hænger sammen med, at der ikke er nogen rigtige helte i historien og faktisk også få helt gennemførte skurke. Selv når det gælder lederen af det kommunistiske militærstyre, som forsøgte at slå ned på Solidaritet, general Jaruzelski, er Hardenfelts billede ambivalent. For nok var det et hårdt diktatur, men var Jaruzelski i virkeligheden også en polsk nationalist, der var ude på at beskytte sit fædreland mod en direkte sovjetisk invasion og magtovertagelse? Bogen lader spørgsmålet åbent.

Det nuværende politiske slagsmål i Polen, forklarer forfatteren, stammer fra modsætninger, som allerede var til stede efter kommunismens fald, og bemærkelsesværdigt nok er hovedpersonerne i høj grad de samme, som altså har domineret den postkommunistisk scene. Det betyder dog ikke, at deres politiske overbevisninger er helt de samme i dag. Man bliver ikke ved magten så længe uden en pæn position opportunisme.

Er der en skurk i “Hvordan Polen blev Polen”, er det lederen af PiS-partiet “Ret og Retfærdighed”, Jaroslaw Kaczynski. Bortset fra en kort periode som premierminister i 2006-07 har det ikke været fra en formel position i det politiske system. De formelle poster tilfaldt i højere grad hans tvillingebror, Lech, der var præsident, da han blev dræbt i et flystyrt i Smolensk i Rusland i 2010 på vej til en mindehøjtidelighed for det russiske massedrab på et stort antal polske officerer under Anden Verdenskrig. Selv om alt tyder på, at styrtet skyldes et forsøg på at lande under uforsvarlige vejrforhold, har broder Jaroslaw med stor dygtighed forsøgt at udnytte det til at fremme konspirationsteorier, og broder Lech er nærmest gjort til en helgen, der har fået opkaldt et utal af steder efter sig og rejst markante mindesmærker.

Polen under PiS-partiets ledelse har sat væsentlige dele af det liberale demokrati over styr. Regeringen er gået til angreb på domstolenes uafhængighed og har bl.a. nægtet at offentliggøre domme, den ikke bryder sig om – dermed træder de ikke i kraft (på samme måde som hvis Dronningen undlod at skrive Folketingets love under). De statslige medier anvendes til propaganda for regeringspartiet. Korruptionen – bl.a. i form af politiske udnævnelser til poster i offentligt kontrollerede virksomheder – breder sig på ny. Et svækket, tandløst EU har ikke kunnet stille meget op (modsat USA, som effektivt fik sat en stopper for en lov, der gjorde det strafbart at hævde, at nogen polak havde medansvar for jødeforfølgelserne under krigen).

Den økonomiske politik driver i en populistisk retning. Det skal være slut med ydmygelsen af polakkerne som gæstearbejdere i rigere europæiske lande, der opbygges forestillinger om at man kan indføre en velfærdsstat som ikke står mål med landets økonomiske formåen, og helt banalt deles der kontante beløb ud til bl.a. børnerige vælgergrupper lige op til valgene.

Det store spørgsmål er naturligvis, hvorfor det er gået så galt for Polen – endnu en gang.

Hardenfelt forsøger at besvare det, og hans meget omhyggelige gennemgang af den nyere politiske historie giver også en hel del ledetråde. Men et godt, overbevisende og enkelt svar er faktisk svært at finde.

Det er ikke, fordi Polens økonomiske udvikling ikke har været en succes. Det viser figuren meget tydeligt. Siden Murens fald er den polske økonomi systematisk vokset hurtigere end det “gamle” Europa, og det betydelige velstandsgab fra kommunisttiden er ved at blive lukket. Polens BNP per capita var en tredjedel af niveauet i de daværende 15 EU-lande i 1990; i dag er det 70 pct. I dag er Polen på samme velstandsniveau, som EU-landene var i 1990. Fattigere lande vokser typisk hurtigere end rigere lande, men det er iøjnefaldende at sammenligne Polen med Portugal – et af EU’s daværende fattigste lande, men med et velstandsniveau på mere end det dobbelte af Polens i 1990. I dag har polakkerne næsten indhentet portugiserne.

Anmærkning: Alle beløb er i faste priser og fælles købekraftskorrigeret valuta, så de kan sammenlignes både mellem lande og over tid.

Kilde: OECDs databank. 

Som det også fremgår af figuren, så slap Polen gennem finanskrisen med meget beskedne konsekvenser.

Men skyldes udviklingen så, at væksten kun er kommet den rigeste del af befolkningen til gode? De faktiske tal siger noget andet. Gini-koefficienten, som måler uligheden i de disponible indkomster, har været faldende, så længe den har været målt, dvs. siden midten af 00erne. Den ligger nu kun en anelse over den danske.

Så økonomisk set ligner Polen en succeshistorie. Ideen om, at populismen er et oprør mod økonomisk hårde tider eller at nogle bliver efterladt på perronen, passer ikke godt på Polen (og faktisk er det ikke en god forklaring på populismen i andre lande i øjeblikket heller).

Det er fristende at sammenligne med Ungarn, som også har bevæget sig i illiberal retning. Men en afgørende forskel er, at hvor Putins illiberalisme i Rusland tydeligvis har appel blandt ungarerne, så er polakkerne – og PiS ikke mindst – stærkt anti-russiske og pro-amerikanske. Det er ikke så meget drømmen om den stærke mand, der driver polakkerne.

Selv om den faktiske økonomiske udvikling ikke tilsiger et populistisk opgør, kan forkerte myter om den økonomiske udvikling naturligvis give grobund for det. Og det er der nok tale om, hvis Hardenfelts opfattelse er rigtig. Måske er det særlig let i de tidligere kommunistiske lande, hvor den generelle mistillid er stor. På den måde kaster kommunismen endnu sine lange skygger over de postkommunistiske samfund. Der har i hvert fald været klangbund for at rejse en modvilje i provinserne mod de mere moderne storbybeboere. Vælgerne har været til at købe med ret primitive midler i form af kontante overførsler op til valgene. Som sagt har PiS også slået på, at de polske gæstearbejdere er blevet ydmyget, selv om de også har været en enorm succeshistorie – bl.a. ved at hæve indkomsterne og afbøde perioder med stigende ledighed. Omvendt er det en pointe i Hardenfelts analyse, at de politikere, der har stået i spidsen med at drive økonomiske reformer igennem, ikke er endt med at blive specielt populære.

På et punkt er spændingerne mellem traditionalister og moderne polakker ganske reel. Polen er traditionelt et meget katolsk land, og religionen har dybe rødder. Som overalt i verden har moderniseringen imidlertid ført faldende religiøsitet med sig, og det har udløst en splittelse i forhold til traditionalisterne.

Interessant nok spiller anti-kommunismen også en rolle for PiS’ succes. Det slår på, at der ikke har været et tilstrækkeligt opgør med det kommunistiske systems håndlangere. Det er ikke mindst på den måde, man begrunder tilsidesættelsen af retsvæsenet. Paradoksalt nok kommer denne anti-kommunisme altså til at trække Polen tilbage i autoritær retning.

Endelig spiller det også en rolle, at det polske valgsystem begunstiger store partier. Men dybest set er en del af svaret måske bare, at PiS har været dygtigt til at manøvrere i det politiske landskab, mens de liberale kræfter har savnet evnerne. Den måske mest centrale skikkelse i nyere tid, Donald Tusk, forsvandt fra den polske scene for at blive formand for Det Europæiske Råd i 2014 – efter i øvrigt at have været en af de længst siddende premierministre i landet. Efter at han er vendt tilbage til polsk politik, har han forsøgt sig med et mere socialdemokratisk image ifølge Hardenfelt.

Selv om præsidentposten ikke har stor magt, kan valget søndag alligevel blive vigtigt. Hvis PiS befæster sin position, kan det forstærke driften væk fra det liberale demokrati. Og altså lægge endnu et kapitel til de stadige tragedier i Polens mærkelige historie.

Polen er et land, vi burde interessere os meget mere for. Det ligger kun et stenkast væk – faktisk var det polakkernes opgave i Warszawa-pagten at besætte Danmark i tilfælde af en væbnet konflikt med NATO.

Hardenfelts bog er et fremragende sted at blive ikke bare lidt, men meget klogere, så lad mig give den en anbefaling med på vejen. Den vil være god at tage med på sommerferie. Hans ambition har været at skrive en bog, som giver indblik nok i det moderne Polen til at kunne begå sig i landet – ikke som turist, men tilflytter. Det hører med til historien, at han selv har boet i Polen i en menneskealder, taler sproget flydende og har kastet sin kærlighed på landet, hvis fremtid han er noget bekymret for. Lige som Johnson er han oprigtig om, at han giver sin personlige fremstilling, uden at det på nogen måde går ud over loyaliteten over for læseren.

Vær forberedt på en til tider meget detaljeret, men utrolig indsigtsfuld bog med masser af humor.

Michael Hardenfelt: “Hvordan Polen blev Polen myter og anti-myter”. Mr. East Forlag 2020.

Indlysende forhold og bivirkninger 4: Kommunistisk vækst

I vores sommerserie er vi i dag kommet til et af de mere indlysende forhold for de fleste af vores læsere: Kommunistiske økonomier er elendige til at skabe udvikling. Mens vi i disse år får en ny generation ind på universiteterne, der ingen erindring har med de tidligere kommunistiske og socialistiske regimer i Central- og Østeuropa og andre steder – og øjensynligt aldrig er blevet introduceret til dem – har de fleste af os set elendigheden. Men der findes stadig masser af apologeter, og som Kristian Niemietz beskriver i sin glimrende bog Socialism: The Failed Idea that Never Dies, er der ingen mangel på folk, der argumenterer at af disse regimer aldrig var ’virkeliggjort socialisme.’

En af de forbløffende ting ved den moderne debat er, at den basale grund til at socialistiske eller kommunistiske økonomier ikke fungerer ret godt, har været kendt og forstået i 100 år. Den østrigske økonom Ludwig von Mises viste allerede i 1920 – i den artikel, der på sin vis startede det, der kaldes The Calculation Debate (på dansk kalkulationsdebatten)– at priser der dannes i et frit marked, afslører hvilke varer, hvilke ressourcer og hvilken arbejdskraft, der er mangel på på et bestemt tidspunkt. En stigende pris på kul vil for eksempel incentivere firmaer til at spare på kul og vil give andre firmaer en tilskyndelse til at lede efter flere kulforekomster og at udvikle alternativer. Som Friedrich Hayek formulerede det i 1945, er markedspriser informationsmekanismer, og frie markeder skaber information.

Problemet for socialistiske økonomier er, at prisdannelsen er centralt bestemt og dermed netop ikke et resultat af markedsmekanismer. Og uden retvisende markedspriser er det ikke muligt for en central planlægger, uanset hvor megen information et planlægningsagentur kan få, at prioritere mellem forskellige ressourcer eller forskellige aktiviteter. Selv den store socialistiske økonom Oscar Lange, der prægede meget af den såkaldte kalkulationsdebat i 1930erne, erkendte problemet. Lange insisterede på, at forbrugerne selv i en socialistiske økonomi skulle have et helt frit valg, og begav sig dermed ud i påstande om at planlæggere burde kunne have samme information som alle andre. Det var som svar på Langes to artikler i 1936 og 1937 i Review of Economic Studies at Hayek endeligt og skarpt formulerede prisdannelsens karakter som informationsmekanisme og -skaber.

Oveni disse grundlæggende problemer, som alle stadig antog at socialistiske politikere og planlæggere ønskede det bedste for borgerne, kom en lang række indsigter fra public choice og politisk økonomi. Det gjaldt ikke mindst den ungarske økonom János Kornais beskrivelse af ’mangeløkonomier’ og bløde budgetbegrænsninger i offentligt ejede eller støttede virksomheder.

Der er således en ganske lang række grunde til at regne med, at socialistiske eller kommunistiske økonomier over tid kommer til at sakke bagud for friere samfund. Hvor meget og hvor hurtigt det sker, er dog ofte svært at sige. Det er netop det, vi forsøger i dag ved at se på 17 udviklingslande, der på et tidspunkt efter 1960 valgte at blive socialistiske og indføre et socialistisk økonomisk system. Alle 17 er dækket af the Penn World Tables, og vi sammenligner deres økonomiske udvikling med deres nabolande. Fra PWT får vi data på købekraftskorrigeret bruttonationalprodukt per indbygger og per fuldtidsansat (som er et mål for arbejdskraftsproduktiviteten), investeringer og privatforbrug. I de to figurer nedenfor viser vi alle fire mål i forhold til nabolandenes, og indekseret til 1 i det år, landet indførte socialisme.

Tallene taler deres tydelige sprog: Efter 15 år med socialisme var disse lande sakket cirka 15 % bagud i forhold til, at de bare havde fulgt naboernes udvikling i BNP, og 25 % i produktivitet. Dykker man ned i tallene, er det ikke engang fordi naboerne har klaret sig specielt godt. I gennemsnit havde de socialistiske økonomier 5,3 % tilbagegang i BNP over de første ti år og 4,3 % i arbejdsproduktivitet, mens nabolandene i samme tiårsperiode i gennemsnit så fremgange på henholdsvis 15,5 % og 28,1 %. Som den anden figur viser med al tydelighed, var det ikke en konsekvens af, at de socialistiske samfund ikke investerede. Tværtimod er det tydeligt i figuren nedenfor, at de investerede ganske kraftigt i forhold til nabolandene. Med andre ord kastede disse regimer massive ressourcer efter statsligt drevet industrialisering og infrastruktur, som efterfølgende ingen vækst gav. Ressourceforbruget afsløres også i forskellen på BNP per indbygger og per fuldtidsansat, der viser hvordan de socialistiske regimer brugte mere arbejdskraft end nabolandene, men væsentligt mindre effektivt. Som von Mises havde vist for længe siden, indebar indførslen af en socialistisk økonomi den bivirkning, at en stor mængde ekstremt relevant information om mangel, muligheder og effektivitet forsvandt fra samfundene sammen med de frie markeder. Selvom regimerne havde været befolket med engle, var det umuligt for dem at tage bare nogenlunde præcise økonomiske beslutninger.

Skulle nogen stadig være i tvivl, viser tallene således, hvor ekstremt ineffektive de socialistiske økonomier blev og hvilken forbløffende hastighed, de blev de med. Efter blot ti års socialistiske forsøg var den gruppe ulande, der siden 1960erne erklærede sig socialistiske (eller kommunistiske) 10 % fattigere og 20 % mindre produktive, end hvis de bare var fulgt med deres nabolande. Modsat løfterne og parolerne blev folk mere forarmede end før, og det nyttesløse ressourceforbrug blev stadig mere tydeligt. På trods af hvad folk som David Laibman, Grace Blakeley og Marianna Mazzucato, der alle tegner meget af den britiske og internationale debat, påstår, er socialistiske samfund de frie økonomier langt underlegne.

Indlysende forhold og bivirkninger 3: Demokrati ved en fejltagelse

Et af de store, og måske største, spørgsmål i politisk økonomi er, hvornår samfund bliver demokratier. Siden Lipsets berømte arbejde i 1959 er der investeret talløse forskningstimer i at undersøge, hvornår lande bliver demokratiske, under hvilke omstændigheder de bliver det, og hvornår demokrati bliver en stabil institutionel løsning. De sidste 20 år er der således kommet en række forskellige svar fra så forskellige forskere som Adam Przeworski, Daron Acemoglu, Ola Olsson og Robbert Maseland, og på den hjemlige front fra Jacob Hariri og Martin Paldam.

En ny artikel, der efter at have eksisteret de sidste tre år som konference- og arbejdspapir  nu er under udgivelse i det ekstremt prestigiøse American Political Science Review, giver et meget anderledes svar på spørgsmålet. I ”Democracy by mistake: How the errors of autocrats trigger transitions to freer government” argumenterer Daniel Treisman, at de fleste demokratiseringer slet ikke er planlagte eller sker med vilje, men er sket ved fejltagelser. Den anerkendte professor i statskundskab ved UCLA gennemgår 270 demokratiseringsepisoder i sit papir, og kategoriserer et sted mellem 67 og 85 procent af dem som konsekvenser af fejltagelser. Med andre ord finder Treisman, at demokratisering typisk sker som en bivirkning af de fejl, autokratiske regimer ofte begår når de forsøger at beskytte deres magt.

Ikke alle fejl og bivirkninger virker ens, og Treisman noterer, at der er mange forskellige slags fejl.

”Some leaders—like Louis-Philippe—underestimate the strength of opposition, fail to compromise or repress until too late, and are overthrown. Their revolutionary successors then introduce reforms. Others—like Augusto Pinochet in Chile—overestimate their popularity, call an election or referendum, fail to manipulate sufficiently, and lose, splitting the elite and empowering opponents. Certain incumbents—such as Leopoldo Galtieri in Argentina—begin military conflicts, expecting victory, but lose not just the battle but political power, as colleagues defect and rivals mobilize. Still others slide—like Mikhail Gorbachev after 1985—down the “slippery slope,” making concessions intended to strengthen the regime that in fact undermine it. In all these cases, the ruler means to retain authority. But his misstep destroys the status quo. In another scenario, others in the ruling group miscalculate. They choose a leader—like Juan Carlos or Adolfo Suárez in post-Franco Spain—whom they trust to preserve the system but who destroys it.”

Treisman starter med at understrege, at en demokratisering basalt set kan ske af tre grunde: 1) Den kan være et bevidst valg fra magthavernes side; 2) den kan skyldes, at den er uundgåelig, så den var sket uanset hvad magthaverne gjorde; og 3) den kan ske som en konsekvens af, at magthaverne begår fejltagelser i deres forsøg på at blive ved magten. I situation 3) kan magthaverne lave to forskellige slags fejl: 1) De kan begå informationsfejltagelser, dvs. de kan have foretaget et perfekt ræsonnement eller analyse, men baseret den på fejlagtig information; og 2) de kan have begået en vurderingsfejltagelse (mistake of calculation), dvs. at de politiske aktører enten har overset bedre muligheder eller simpelthen taget den forkerte beslutning af de muligheder, de havde til rådighed. Treisman ender således med en konceptuel typologi over forskellige ’ruter’ til demokrati, som illustreret i artiklens Figur 1 nedenfor.

Treisman påstår ikke, at alle demokratiseringer er tilfældige og sker ved fejltagelser, og nævner helt eksplicit Frederik den syvendes Grundlov som eksempel på en bevidst handling. I stedet kategoriserer han sine 270 episoder i tre kategorier. Den første, som han kalder ”deliberate democratization”, er tilfælde hvor den politiske leder (eller ledelse) ikke blev udskiftet før demokratiseringen blev annonceret, og hvor den historiske evidens ikke indikerer, at en af de ti fejltagelser i figuren ovenfor ”sandsynligvis” eller ”meget sandsynligt” blev begået. Den anden kategori – ”unintended but unavoidable democratization” – definerer han som en situation hvor lederen faktisk blev udskiftet før demokratiseringen blev annonceret, men hvor den historiske evidens ikke indikerer, at en af de ti fejl sandsynligvis skete. Og det efterlader således den tredje kategori, ”democratization by mistake”, hvor den historiske evidens faktisk indikerer, at mindst én af de ti slags fejltagelser enten sandsynligvis skete, eller skete med stor sandsynlighed.

Treisman bruger fem kilder til at skabe otte forskellige indikatorer for demokratisering, og kategoriserer derefter alle 270 episoder med hver af disse indikatorer i de tre kategorier. I gennemsnit på tværs af alle hans tests finder han, at 23 procent af alle demokratiseringer var bevidste valg, mens kun 3 procent var uundgåelige. Det efterlader således 74 procent af alle klare demokratiseringsepisoder siden 1800 i kategorien ”demokratisering ved en fejltagelse.”

Det virkeligt smukke ved Treismans nye artikel er således, at han viser hvor mange virkeligt store politiske begivenheder, der i virkeligheden sker som bivirkninger af forsøg på at undgå dem. I samfundsvidenskaberne har vi med mennesker at gøre, og modsat de mange fine (og ofte indsigtsfulde) modeller, som både politologer og nationaløkonomer beskæftiger sig med, er politiske aktører langt fra perfekte. Mennesker begår fejl, både fordi de ikke har overblik over konsekvenserne af deres handlinger og fordi de ikke har perfekt eller bare nogenlunde præcis information. Når man holder op med at tænke på politikere som perfekte robotter og starter med at se dem som mennesker, er det svært at holde op med at se det ocean af bivirkninger, der dukker op.

Indlysende forhold og bivirkninger 2: To slags uintenderede konsekvenser

Økonomisk videnskab er i meget høj grad kommet til at handle om uintenderede konsekvenser, som den enkelte ikke tænker over, når vi handler. Hvad enten det drejer sig om beslutningstagere i markedet eller i det politiske system. Det sætter vi som sagt fokus på i sommerserien år.

Der er i virkeligheden to slags uintenderede konsekvenser. Man kunne parafrasere Donald Rumsfeld og tale om henholdsvis ”known unknowns” og ”unknown unknowns”.

Den første slags uintendede konsekvenser er i høj grad forudsigelige – selv om deres konkrete omstændigheder ikke nødvendigvis er det. Og økonomisk teori hjælper med at forudsige konsekvenserne meget klart. Vi kan f.eks. let forklare, hvordan egennyttige valutahandlere, som egentlig bare er ude efter at gøre det bedst muligt for dem selv, samtidig er med til at skabe ligevægt og hensigtsmæssig allokering på valutamarkedet. Eller hvordan restriktioner på deres handlefrihed ville skade hele økonomien.

En mester i at forklare forudsigelige uintenderede konsekvenser, så alle kan forstå dem, var skribenten Frederic Bastiat (1801-50). Han skrev bl.a. den fortrinlige, pædagogiske ”Hvad man ser, og hvad man ikke ser”. Bogen har givet navn til den velkendte – og stadig meget udbredte – ”fejltagelsen om den smadrede rude”. Fejltagelsen går ud på, at det skaber velstand at knuse en rude. Hvordan? Ruden skal skiftes, og det giver beskæftigelse og indkomst til glarmesteren. Glarmesteren på sin side bruger indkomsten til at købe andre ting for, og inden man har set sig om, har den knuste rude sat en hel kæde af økonomiske aktiviteter i gang. Men der er nu ikke grund til at rose drengen, som smadrer en rude, viser Bastiat. For pengene til den nye rude må tages fra noget andet – og dermed er der også en hel kæde af andre aktiviteter, der forsvinder. Når man lægger det hele sammen – det man ser, og det man ikke ser – er verden blevet en rude fattigere.

Hvor let det end var for Bastiat at udstille denne fejltagelse, kan man stadig støde på den igen og igen ved daglig avislæsning. Ting der ”skaber arbejdspladser” har som regel den karakter. Man glemmer, at så længe arbejdskraft er et knapt gode, så fortrænger sådanne ting også arbejdspladser.

Den anden slags uintenderede konsekvenser er ”unknown unknowns”. De handler om, at institutioner kan skabe komplekse ordener, som ikke kan kendes nærmere på forhånd. Adam Smiths beskrivelse af markedsordenen har den karakter. Og ikke mindst F.A. Hayek lagde stor vægt på, at et avanceret samfund hviler på ordener af en så høj kompleksitet, og ingen kunne skabe dem direkte og bevidst:

 “The curious task of economics is to demonstrate to men how little they really know about what they imagine they can design. To the naive mind that can conceive of order only as the product of deliberate arrangement, it may seem absurd that in complex conditions order, and adaptation to the unknown, can be achieved more effectively by decentralizing decisions and that a division of authority will actually extend the possibility of overall order. Yet that decentralization actually leads to more information being taken into account.” (The Fatal Conceit).

Hayeks pointe er ikke, at vi ingenting kan sige om komplekse ordener. Hvis man bl.a. ser på incitamenter og selektionsmekanismer, kan man sige noget om karakteren af dem – om de overordnet har gode eller dårlige konsekvenser. Vi kan forudsige mønstre: ”pattern predictions”. Men de kan ikke forstås eller replikeres i deres totalitet, mente han. Smiths markedsorden vil skabe større velstand og innovation end planlagte alternativer, men hvordan kan ikke forudses. Også sproget og en evolutionært udviklet retsorden er eksempler på sådanne ordner hos Hayek.

Både ”known” og ”unknown” unknows er som sagt uintenderede i den forstand, at de frembringer et resultat, som ingen af aktørerne sandsynligvis tilsigter.

Elefantgrafen som forsvandt (igen) –

Vi har flere gange skrevet om en af de måske mest berømte grafer de seneste 10 år, nemlig Branko Milanovic såkaldte elefantgraf, som angiveligt skulle vise, at de øverste indkomster “stak” af fra resten. Senest havde jeg her på bloggen et længere indlæg i februar under overskriften “Farvel til Elefantgrafen” om de mange problemer ved grafen – og ikke mindst hvordan den anvendes af bl. a. en række meget aktivistiske NGO’ere på venstrefløjen, både herhjemme og internationalt.

Læs resten

Monetære institutioner og historisk vækst

Forleden udkom det nye nummer af det lille, men altid interessante tidsskrift Economic Affairs. Tidsskriftet, der udgives i samarbejde mellem the Institute of Economic Affairs og University of Buckingham, kalder sig et liberalt tidsskrift for politisk økonomi, og redigeres på fremragende vis af Len Shackleton. Jeg har selv udgivet i det, og ser altid frem til at læse det, da der altid er en eller anden interessant artikel. Men denne gang er særlig, da Economic Affairs i juni-nummeret bringer en artikel af en af mine studerende.

I ”Money and economic development: A long-run perspective” ser Morten Sølvsten Schaiffel-Nielsen, der pt. er kandidatstuderende på Aarhus Universitet, på graden af decentralisering af penge. Mens vi ikke rigtigt tænker over det i dag – bortset fra i diskussioner om Bitcoin og andre kryptovalutaer – var penge ikke altid noget, staten havde monopol over. Mange steder brugte man markedsbaserede penge, udstedt af enkeltbanker eller flere banker i samarbejde. Pengenes værdi var koblet til f.eks. guld, i stedet for at være under (en vis) kontrol af en centralbank. De økonomiske effekter og hvorvidt der er argumenter for markedsbaserede penge i stedet for centraliseret pengeudstedelse, som stort set alle lande har i dag, har indtil videre været et særligt område for økonomer i den østrigske skole. Det har givet mange meget interessante teoretiske diskussioner og vinkler på spørgsmålet, men stort set ingen konkret, empirisk evidens.

Det er netop det, Morten leverer i den sin første artikel. Han udvikler først en kategorisering af monetære systemer, som placerer landes monetære institutioner mellem fuldt decentraliserede, markedsbaserede penge, og fuldt centraliserede monopolpenge. Disse data kan han applikere på 27 lande med konstruerede BNP-data fra 1820 og frem. Kategoriseringen kombinerer han med data for landes institutionelle kvalitet, som har får fra V-Dem projektet, i et sæt standard vækstanalyser og en ekstra analyse af økonomisk volatilitet På den måde kan han, som den første, give et konkret bud på værdien af forskellige monetære institutioner.

Resultaterne taler deres klare sprog: I lande med relativt gode institutioner førte markedsbaserede penge historisk til højere vækstrater, omend og så til en større grad af volatilitet. Morten noterer i sine konklusioner, at netop den kombination er konsistent med en økonomisk historie, hvor markedsbaserede penge giver større incitament til at investere i mere risikable, men også potentielt mere profitable og innovative projekter. En del af forklaring er muligvis også, at man med markedsbaserede undgår de problemer med politisk usikkerhed, som man kan få med statsligt kontrollerede centralbanker.

Under alle omstændigheder er artiklens evidens den første af sine art, og absolut værd at tænke over. Den giver en empirisk baggrund for en række diskussioner, som økonomer i den østrigske skole har haft i årtier. Og at det bidrag skulle komme fra en studerende fra Aarhus, gør det ikke mindre interessant.