Moderne handel og historiske imperier

Som vores faste læsere ved, læser punditokraterne det fine, svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Forleden udkom det nye nummer af tidsskriftet, som kan hentes her. Nummeret starter med Magnus Henrekson’s glimrende og dybfølte leder om Assar Lindbeck, der døde forleden (og som vi også skrev om), Derudover er der artikler om den aktive arbejdsmarkedspolitik i Sverige, om arbejdsløshed og inflation, om svensk pengepolitik, og en særligt fin af Roger Svensson om bureaukrati og forskning og udvikling.

Den mest spændende artikel – efter min mening – er dog Gunes Gokmen (Lund), Wessel Vermeulen (Newcastle) og  Pierre-Louis Vezinas (King’s College London) Forna imperier och dagens handel. Gokmen og hans kolleger skriver sig her ind i en efterhånden lang litteratur om, hvor vigtige historiske faktorer er for moderne udvikling.

Gokmen og hans kolleger starter med at spore, hvornår lande har været dele af det samme imperium. De kan derfor konkret måle, hvornår Danmark og Norge for eksempel var dele af samme imperium (rigsfællesskabet 1536-1814), ligesom de kan håndtere hvor lang tid siden det er (i dette tilfælde 278 år). Det tillader dem derfor at beregne en slags fælles ’imperiekapital’ som antallet af år i samme imperium minus hvor lang tid siden det er. Resultatet er, at landeparret Grækenland og Bulgarien for eksempel har en imperiekapital på 7,43 på grund af de ti forskellige imperier, de begge har været dele af. Parret Indien-Sri Lanka har præcist samme imperiekapital på basis af kun fem fælles imperier, da det sidste – det britiske – endte så sent som i 1948 for de to lande. For landeparret Sverige-Danmark er scoren 6,21.

Som figuren nedenfor indikerer, og som de tre forskere viser i The Imperial Roots of Global Trade (der er under udgivelse i det prestigiøse Journal of Economic Growth) og opsummerer i Ekonomisk Debatt, er konklusionen entydigt, at en fælles historie stadig er reflekteret i fælles handel. Deres estimater viser således, at Danmark og Sverige i dag handler 1,4 % mere end Danmark og Tyskland, fordi vi historisk har en fælles imperiehistorie.

Eller som de tre slutter deres spændende artikel med at konkludere:

”Imperiekapital påverkar handeln mer än genom tydliga imperiearv, så som gemensamma språk, religioner, rättssystem och, vilket är viktigt, bortom geografisk närhet. Detta visar på en bestående och tidigare outforskad effekt av sedan länge svunna imperier på handeln. Vår artikel bidrar sålunda till en framväxande litteratur om långsiktiga arv genom att studera fallet med imperier och bestående handelsmönster.”

Regelstaten – Den lille mand (og forening): 1-0

Jeg fik nedenstående mail forleden fra en lytter til Regelstaten.

Jeg har selv været kasserer i en fodboldklub (dog med noget større omsætning) og er netop blevet kasserer i vores beboerforening. Og jeg har præcis samme oplevelse. Det er et administrativt mareridt at overtage kassererposten. Både for de frivillige i foreningerne, men også for bankerne der ifølge Finans Danmark har 4.300 personer ansat til at holde styr på reglerne.

I fodboldklubben var vi uden CVR-NemID i et par år, fordi jeg simpelthen ikke kunne finde ud af, hvem der var vores NemID-administrator (som var nødvendigt for at få mit NemID), og det kostede – så vidt jeg husker – omkring 500 kr. at få det at vide.

Det er galimatias! Det er Regelstat på speed og fuldstændig ude af kontrol. Og ved vi overhovedet, hvad vi får for pengene? Man kunne jo let få den idé, at dem – der har noget at skjule – relativt let omgår reglerne, mens ærlige folk bliver straffet.

Læs mailen og væmmes!

NB: XXXX’erne er sat ind for at anonymisere mailen efter aftale med Morten

/Jonas

Kære Jonas

Jeg er fast lytter til Regelstaten. Du skal have stor tak for at lave en interessant podcast. Jeg har et forslag til et emne, du kunne kigge på. Det danske foreningsliv er unikt og skaber på mange måder et stærkt civilsamfund; men antiterror- og hvidvaskloven gør det utroligt svært og dyrt at være aktiv i foreninger. Ved første øjekast virker det måske som et lille problem, men jeg håber alligevel, at du vil læse min mail til ende.

Jeg er kasserer i XXXXXXXXX. Vi er en flok frivillige XXXXXXXXX, der hvert år afholder XXXXXXXXXstævner. Der er en “omsætning” på omkring 6.000 kr. årligt, og det går cirka i nul hvert år. På grund af antiterror- og hvidvaskningsloven er der nu rigtig mange krav til en bankkonto. Hele bestyrelsen skal sende kopi af pas og sygesikring, der skal underskrives uforståelige bankdokumenter, og banken skal have underskrevne referater. Vores konto blev lukket for nylig, da vi havde fået valgt et bestyrelsesmedlem, der efterfølgende trådte ud af bestyrelsen, og han ville ikke underskrive generalforsamlings-referatet, da han ikke var med i bestyrelsen længere, og så skulle banken jf. reglerne lukke vores konto. (Jeg sendte det ind, da jeg ikke troede, banken gad at sidde og læse referaterne og tjekke med underskrifterne, men banken levede op til sin pligt og opdagede, at der manglede en underskrift på referatet.) Det tog et par måneder og en ny generalforsamling at få åbnet kontoen. Alt i alt vil jeg tro, jeg har brugt 4 timer på at skrive med banken, lave PDF-dokumenter med underskrifter, rykke bestyrelsesmedlemmerne for underskrifter og kopi af pas m.v.

Det har alle dage været svært at få frivillige, og 3-4 timers besværligt administrativt bøvl kan sagtens være det, der er dråben og får folk til at stoppe eller at afholde folk fra at blive kasserer. Jeg er heldigvis ferm til IT, men byrden er en del større, hvis man ikke lige er vant til det. Banken tager sig naturligvis betalt for bøvlet og skal nu have 1050 kr. om året, for at vi har en konto. Det kan virke som en lille udgift men taget i betragtning af, at vi får et tilskud fra XXXXXXXXX på 3000 kr.

Vores lokale XXXXXXXXX, XXXXXXXXX, skal have CVR-nummer og bankkonto for at få kommunens aktivitetstilskud. Sidste år fik vi et tilskud på ca. 3000 kr. hvoraf 1050 kr. så gik direkte til bankens administration af hvidvaskloven. Og så koster det 1500 kr. i bankgebyrer næste gang, der skal skiftes kasserer p.g.a. al den administration, bankerne skal lave i forbindelse med kasserer-skift. Børn og unge prøver mange forskellige ting, og der er derfor stor udskiftning i bestyrelser, så det er måske 1500 kr. hver 3. år.

Jeg er også medlem af et par foreningerne, der har droppet bankkontoen og bruger kassererens privatkonto – og håber så det går godt. [JH: Pas på med dette! Hvis du ender i en skattesag, bliver det noget værre rod!]

Jeg har kun mine egne anekdotiske evidens for det, men jeg vil ikke blive overrasket, hvis hvidvaskningsloven er i gang med at smadre dansk foreningsliv. Alternativ kunne der også ske det, at kommunerne ser en ny opgave, man kan overtage fra civilsamfundet og overtager administrationen af foreningerne.

Jeg synes, det er et rigtig godt jordnært eksempel på utilsigtede konsekvenser af nogle regler.

Med venlig hilsen

Morten

Frygt og diktatur

Hvis der er en følelse, som millioner af borgere i Europa og resten af den rige verden har mødt det sidste halve år, er det frygt. Det er en frygt, som medier over hele verden holder i live, og som visse epidemiologer synes at tilskynde. Men det er også en frygt, som politikere af alle overbevisninger i den demokratiske verden har omfavnet og lært at bruge til deres egne formål.

The Guardian skrev så sent som i januar, hvordan autokratiske populister bruger frygt for at styre deres befolkninger, manipulere sig til større magtbeføjelser og blive ved magten. Det nye i situationen synes at være, at det før kun var diktatorer, der sank så dybt at de brugte frygt som aktivt politisk instrument. Som filosoffen Hannah Arendt noterede efter anden verdenskrig: ”A fundamental difference between modern dictatorships and all other tyrannies of the past is that terror is no longer used as a means to exterminate and frighten opponents, but as an instrument to rule masses of people who are perfectly obedient.” Med andre ord er moderne diktaturer ofte kendetegnede ved, at de bruger frygt som en metode til at holde befolkningen i ro og autoritetstro. Det kræver dog, at der er noget, man kan få dem til at frygte.

David Crane, der var chefanklager ved the International War Crimes Tribunal in West Africa og er professor på Syracuse University, pegede sidste år på den bestemte måde, diktatorer skaber og vedligeholder frygt. Alle succesfulde diktatorer sørger for at definere en bussemand – en gruppe mennesker, et naboland eller et andet fænomen – der truer landet / folks sikkerhed / vores ’way of life’… Formålet med frygten er at skabe en form for falsk loyalitet, ubetinget støtte til regeringen, og en krisestemning hvor folk – inklusive medierne – ikke stiller spørgsmål. I langt de fleste tilfælde er strategien effektiv i ganske lang tid, selvom man ikke kan narre alle hele tiden.

Det forstemmende det sidste halve år er naturligvis, at diktaturernes strategi er præcist magen til den, den danske og mange andre regeringer har navigeret efter i måneder. De har brugt diktaturernes indsigt, at så længe tilstrækkeligt mange mennesker er tilstrækkeligt bange, accepterer de drakoniske indgreb i deres almindelige liv og rettigheder uden at stille kritiske spørgsmål. Det er for eksempel blevet almindelig praksis i mange lande, inklusive Danmark og Storbritannien, at man ikke kan stille opfølgende spørgsmål til pressekonferencer med stats- og premierministre. Hvordan en samlet journaliststand har accepteret dette indgreb uden nogen form for kritik eller protest er et mysterium, men konsekvensen er, at danske journalister i dag opfører sig cirka lige så regeringskritisk som deres russiske kolleger.

Mediernes uformåen, misforståede loyalitet og generelle slaphed i denne situation har bidraget til en stærkt kritisabel situation, hvor en stor del af befolkningen har helt skæve idéer om den faktiske risiko. De bidrager med andre ord til den udbredte frygt. Mange danskere, inklusive en række veluddannede folk i min omgangskreds, tror stadig at dødeligheden af Sars-CoV-2 skal regnes i procenter. Danske medier har således ikke skrevet meget om de nyeste empiriske vurderinger fra f.eks. Nobelprisvinderen Michael Levitt, hvis omfattende metstudier viser at det mest præcise estimat af dødeligheden er 1,5-2 ‰. Den skal sammenholdes med en dødelighed i almindelige influenzaudbrud omkring 1 ‰, at risikoen sættes til 0,3-0,4 ‰ for folk under 70, og at det amerikanske CDC har vurderet, at børn og unge har større risiko for at blive ramt af lynet end at dø af Covid-19.

For en magtsyg politiker er det nuværende naturligvis en ønskesituation. Udfordringen er ikke journalisterne – det burde være klart, at de ikke længere er en demokratisk trussel – men at vedligeholde frygten i befolkningen. Godt hjulpet af seruminstituttet har regeringen fulgt en strategi, hvor man forsøger at gøre danskerne bange. Problemet med denne strategi er, at når man først har investeret sin troværdighed i den, kan man ikke vende om – man er forbi det famøse point of no return. Rent politisk har Mette Frederiksen og hendes hold ikke mange andre muligheder end at fortsætte, fordi ingen politikere vil indrømme, at de tog fejl. Og en fejl til 250 milliarder kroner indrømmer man helt afgjort aldrig! I stedet fortsætter man en kurs, hvor ministre slipper afsted med absurde påstande, seruminstituttet støtter regeringen ved at udbasunere de absolutte smittetal hver dag, uden at nævne de lejlighedsvis flere end 50.000 mennesker man tester dagligt, og hvor langt de fleste journalister stiltiende støtter regeringen. Det hele lader sig gøre, fordi en tilstrækkeligt stor del af befolkningen bliver holdt i frygt. Det 20. århundredes diktatorer har ikke levet forgæves…

Milgrom og Wilson får Nobelprisen i økonomi

I går annoncerede Sveriges Riksbank, hvem der modtager dette års Nobelpris i økonomi: Årets pris går til to økonomer fra Stanford University, den 72-årige Paul Milgrom og 83-årige Robert Wilson, for deres arbejde i auktionsteori. Mens der er givet flere Nobelpriser i auktionsteori – den første til William Vickrey, der døde tre dage efter annonceringen i 1996 – er 2020-prisen eksplicit for Milgrom og Wilsons arbejde med at udvide auktionsteori til mere komplekse situationer, hvor værdien af det der bydes på, afhænger af andre byderes vurdering.

Som min med-punditokrat Otto understreger i Berlingske i dag, er en auktion ”en mekanisme, som løser et allokeringsproblem. En børs er en vedvarende auktion, som allokerer værdipapirer mellem købere og sælgere. Når du åbner for Googles søgemaskine eller Facebook, er det en auktion, der bestemmer de reklamer, du møder. De licenser til at sende på mobilnettet, din telefon bruger, er fordelt ved auktion.”

Wilson og Milgrom har som nævnt bl.a. arbejdet med de situationer, hvor en byders vurdering af en ’vare’ – det man byder på – afhænger af andres vurdering. Det kan, som Otto peger på, for eksempel være en bank der byder på statsobligationer. Banken er ikke kun interesseret i rentekuponerne, men mere generelt i kursen på obligationsmarkedet. Dén kurs er påvirket af andre banker og finansielle institutioners vurdering af statsobligationen. En del af Milgroms indsigt, er at auktionsdesign med flere budrunder faktisk afhjælper dette problem, fordi de også afslører noget om andre byderes vurdering.

Et andet eksempel, hvor forskellige mere komplekse auktionsdesign kan afhjælpe et problem, er ’vinderens forbandelse’, hvor man byder hinanden op hvis man, f.eks., er lidt for optimistisk med ens vurdering. Otto nævner offentlige udbud af skolerengøring som eksempel. Omvendt kan man også ende i det, som Milgrom sammen med Nancy Stokey viste med det, de kaldte the no-trade theorem, hvor informationsusikkerhed stopper al handel. Gør man det rigtigt, kan man således ikke blot afhjælpe disse problemer med et smart auktionsdesign, men man kan også sikre udbyderen en højere pris. Milgroms hjælp til bortauktionering af radiospektrum og mobilfrekvenser har for eksempel givet myndighederne langt større indtægter end tidligere.

Nobelpriskomiteen har en glimrende gennemgang af deres bidrag her. Personligt må jeg indrømme, at mens værdien af Milgrom og Wilsons indsigter er indiskutabel, er det måske ikke den mest ophidsende Nobelpris man kunne forestille sig. Jeg er derfor glad for, at dette års pris går til forskere, der som Jared Rubin understregede på Twitter, ikke kun har interesseret sig for én ting i deres karriere. Milgrom har således også arbejdet i økonomisk historie med notabiliteter som Douglass North, Barry Weingast og Avner Greif. En del af glæden ved dette års pris er derfor, at den går til forskere med bredere interesser, og bredere indsigter.

Har nedlukningen reddet 269 liv?

Christian Bjørnskov har tidligere skrevet om Born et al. (2020), som (heller) ikke fandt nogen effekt af nedlukninger. Studiet er meget interessant, fordi det – i modsætning til mange andre studier (men dog ikke alle, se fx her, her og her) – forsøger at adskille effekten af statens nedlukninger fra effekten af befolkningens frivillige adfærd.

Studiet er nu blevet opdateret, og i den opdaterede version finder de rent faktisk en effekt af nedlukningen. Ifølge den opdaterede version af studiet ville Sverige have sparet 1/3 af COVID-19-dødsfaldene frem til 15. maj, hvis de havde indført end nedlukning svarende til den danske.

15. maj var der samlet 538 døde med COVID-19 i Danmark. Hvis nedlukningen har reddet også 1/3 af dødsfaldene, svarer de 538 altså til 2/3, og 1/3 svarer derfor til 269. Så overført til danske forhold har nedlukningen altså sparet 269 COVID-19-dødsfald.

I min egen analyse fra foråret af omkostninger og gevinster ved nedlukningen, har jeg estimeret, at hvert COVID-19-dødsfald svarer til 6,5 tabte kvalitetsjusterede leveår (QALY). Det tror jeg er alt for højt, fordi jeg ikke tager højde for plejehjemsfaktoren, men alene ser på alder. Og det passer da også utroligt dårligt med, at dem, der dør med COVID-19, øjensynligt er ældre end dem, der dør af alt muligt andet, jf. nedenstående figur.

Men hvis vi alligevel tager de 6,5 QALY pr. COVID-19-dødsfald for givet, svarer de 269 dødsfald altså til at nedlukningen samlet set har reddet 1.748,5 QALY.

En tommelfingerregel er, at en QALY er 0,5 mio. “værd”. Det vil sige, at man typisk er villig til at give 0,5-1 mio. kr. for en behandling, hvis den kan redde 1 QALY (koster den mere, kan man få mere sundhed for pengene med andre behandlinger).

Nedlukningen har altså – hvis studiet står til troende – medført gevinster i form af undgåede tabte leveår for 857-1.749 mio. kr. Hertil kommer selvfølgelig gevinsten ved færre syge (Born et. al (2020) finder, at nedlukningen har halveret antallet af smittede) og færre senfølger. Men alle har haft mest fokus på dødsfald, så mon ikke det også siger noget om, hvor omkostningerne ved COVID-19 er størst?

Summa summarum er, at de samlede sundhedsgevinster ved nedlukningen altså sandsynligvis måles i nogle få milliarder.

Disse gevinster skal ses i forhold til de massive omkostninger nedlukningen har haft. Både økonomiske og menneskelige, og man må spørge sig selv: Var det det værd? Var magtanvendelsen proportional?

PS: I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at jeg blev opmærksom på den opdaterede version af Born et al. (2020), fordi Uffe Gardel har brugt den som argument for at nedlukningen har været fantastisk, i sine angreb på Christian og mig i Berlingske de sidste par uger (vores svar med links til hans angreb kan læses her og i avisen på mandag).

PPS: Jeg er ved at gennemgå en hel del litteratur, og Born et al. (2020) har indtil videre det højeste estimat for effekten af nedlukningen af økonomien. Send meget gerne studier af effekten af nedlukningen i min retning!

Højest dødelighed blandt de mindst smittede med corona

Seruminstituttet har offentliggjort resultatet af en undersøgelse af forekomsten af antistoffer mod corona. Den tyder på, at 2,2 pct. af befolkningen har været smittet. Udgangspunktet er, at 18.000 tilfældigt udvalgte danskere over 11 år er blevet tilbudt en test. Det er dog kun en tredjedel, der har deltaget, hvilket svækker resultatet. F.eks. er der ikke påvist antistoffer hos nogen forsøgspersoner fra 80 år og op (inden for usikkerheden har 0,0-2,1 pct. haft corona, mod 1,8-2,6 pct. for alle).

Trods usikkerheden er én ting slående. Smitten har været mere udbredt blandt de yngre end de ældre. Bortset fra de helt unge (12-19 år), som formentlig er mindre modtagelige, falder udbredelsen generelt med alderen, som det ses af figuren. Derimod stiger antallet af døde på grund af sygdommen klart med alderen*). Hele seks ud af ti døde er 80 år eller mere. Kun godt én ud af ti døde er yngre end 70 år.**)

Læs resten

Topforskere: Stop nedlukning

Som læserne vil vide, er vi stærkt skeptiske overfor værdien af at lukke samfund ned for at ‘stoppe’ den nye coronavirus. Vi er ikke alene, som åbne breve fra læger i både Belgien og Israel har vist. Nu er nogle af verdens tungeste navne kommet på banen: Sunetra Gupta fra Oxford University, Jay Bhattacharya fra Stanford University og Martin Kulldorff fra Harvard University. De har udsendt det, de kalder the Great Barrington Declaration, hvor de opfordrer til at lukke samfundet op og beskytte risikogrupper specifikt i stedet for at isolere alle.

Amatørisme og talforvirring hele vejen rundt

De seneste uger har mange af os undret os over et sært fænomen i dansk politik og danske medier: Mens det umiddelbart ser ud til, at det danske smittetal er stigende og der også indlægges flere danskere med Covid-19, er der basalt set intet sket med dødstallet. Men det taler medierne ikke om. Hvorfor de ikke gør det og hvorfor vi skal lide under endnu flere restriktioner og hårdere nedlukning – særligt når en stigende evidensbyrde viser, at nedlukninger ikke virker efter hensigten og bare slår erhvervsliv ihjel – er derfor et spørgsmål, der ikke kan besvares uden en public choice-approach. For hvorfor opfatter så mange borgere og politikere øjensynligt, at der skulle være et voldsomt problem, og hvorfor bidrager visse epidemiologer og virologer til opfattelsen?

I et interview på britisk TalkRadio med John Lee, en tidligere professor i patologi, ramte Lee hovedet på sømmet: En del af problemet for tiden er, at politikere leger amatørvidenskabsmænd og epidemiologer og virologer leger amatørpolitikere. Noget af resultatet af denne uhellige konstellation er en ”crisis of awareness” hvor det politiske fokus udelukkende ligger på Covid-19. Man glemmer således – til tider helt bevidst – alle andre sygdomme og dødsårsager, og mediernes konstante fokus på én enkelt, mulig dødsårsag indebærer, at befolkningen ikke er bevidst om alle de andre. Det er en proces, der for eksempel dækkes i Roger Koppls glimrende Expert Failure, hvor han viser hvordan snævre eksperters tunnelsyn på at løse et enkelt element af et problem ofte gør de overordnede problemer større. Koppls pointe er, at specialiserede eksperter ofte overser de prioriteringer mellem forskellige aspekter, som man altid står med. De er med andre ord uvidende eller i det mindste ikke opmærksomme på de trade-offs, der altid eksisterer.

Problemet bliver klart når man noterer, at der i Danmark i gennemsnit dør lidt over 1000 mennesker hver uge, mens der for tiden i gennemsnit dør én dansker med Sars-CoV-2 – og det er vel at mærke med og ikke af virussen – per dag. At dømme efter italienske og svenske erfaringer, der viser at det kun er 12-15 procent af de coronarelaterede dødsfald, hvor virussen kan siges at være den direkte dødsårsag (det amerikanske CDC sætter endda tallet til 6 %), betyder det at cirka en ud af de godt 1000 per uge direkte skyldes corona. Det er værd at bemærke, at der i Storbritannien – hvor tallene er offentligt og let tilgængelige, i modsætning til Danmark – dør omkring tre gange så mange af influenza og lungebetændelse.

De andre 99,9 % dødsfald i Danmark taler vi ikke om. Det gælder for eksempel kræftdødsfaldene, som der i 2018 var 15.330 af ud af et samlet dødstal på 55.000. En anden kategori er ”sygdomme i åndedrætsorganer”, hvor den store del er lungebetændelse, der slog 6600 danskere ihjel. I almindelige år dør der også cirka 1000 med influenza, og der er typisk cirka 600 selvmord. Al evidens peger på, at man må regne med væsentligt flere dødsfald i disse tre kategorier, sammen med bl.a. hjerteanfald, som direkte følge af nedlukningerne. Grunden er, at folk ikke går til lægen og ikke udredes for bl.a. kræft, fordi de enten direkte opfordres til at blive hjemme, eller fordi der er så høje barrierer for at komme til lægen, at de ikke gør det. Deres kræft opdages derfor ikke i tide, mindre hjerteanfald og -problemer tages ikke alvorligt, og folks depressioner fører til selvmord. Som vi tidligere har omtalt, har læger fra UCL regnet med at der vil komme omtrent 20 % flere kræftdødsfald i England de næste par år, ligesom man ved at der er markant flere ’deaths of despair’ i økonomiske kriser.

Tidligt i processen regnede mange politikere med, at disse bivirkninger – som en britisk kommission afdækkede allerede i starten af april – ville være til at overse, fordi epidemiologiske modelberegninger fra bl.a. Imperial College London forudså enorme dødstal, hvis politikerne ikke gjorde noget drastisk. Allerede i april begyndte kritikken af Ferguson-holdets model fra Imperial College, der hverken var fagfællebedømt eller offentligt tilgængelig, på trods af at den var udarbejdet flere år i forvejen til brug ved SARS og MERS-epidemierne. Modellen, er, som adskillige uafhængige forskere inklusive Sveriges statsepidemiolog Anders Tegnell flere gange har understreget, baseret på ekstreme antagelser. Sammenligner man modellens forecastede antal dødsfald med de faktiske antal, viser det sig at modellen hele vejen igennem har forecastet 12-15 gange så mange dødsfald som vi faktisk har oplevet. Deler man for eksempel Ferguson-holdets forecasts af dødsfald uden en nedlukning med 12, får man ganske præcist det faktiske antal dødsfald i Storbritannien og Sverige, selvom det ene land lukkede benhårdt ned og det andet ikke gjorde.

Modellen er tæt på rendyrket nonsens, og har hverken menneskelige reaktioner eller rimelige antagelser om, hvordan mennesker normalt opfører sig, med. Et nyt studie af Colombo, Mellor, Colhoun, Gomes og McKeigue tager derfor fat i den simple model og bygger mere realistiske antagelser ind. De antager for eksempel, at ikke alle folk har samme risiko for at blive smittede – en langt fra uvæsentlig forskel, da et sted mellem 20 og 50 % af befolkningen sandsynligvis er T-celleimmune (se f.eks. BMJs dækning) – og at folk ikke blander sig totalt tilfældigt, men derimod holder sig til relativt faste sociale cirkler. Den ændrede model med heterogenitet passer ikke blot langt bedre på de faktisk tal. Den giver heller ikke de 3,2 millioner som Imperial College-modellen, men 262.000 forudsete dødsfald – en forskel på en faktor 12 – og en type flokimmunitet omkring 15 % smittede.

Hvor tæt man er på denne grænse, og hvor mange smittede man faktisk har, er et andet element, hvor ny forskning stiller ubehagelige spørgsmål ved den nuværende approach og den såkaldte information, myndighederne giver befolkningen. Et væsentligt spørgsmål er, hvad kan man egentlig konkludere af de mange positivtestede? Det gælder ikke blot problemet, at myndighederne ligesom sundhedsministeren taler om det absolutte antal smittede og ikke andelen af smittede af dem, man har testet. 378 lyder langt mere ildevarslende end ni promille – 378 smittede blandt de 41.791 testede, der ikke tidligere er positivtestede. Den sidste måned har man testet cirka otte promille positive per dag – et gennemsnit på 386 per 46.444 testede.

Her holder problemet med de positive tests ikke op. Ifølge The Lancet peger nye studier fra Storbritannien på, at et sted mellem 0,8 og 4 % af alle positive coronatests vil være falske positive. Det betyder således, at andelen af positivtestede i Danmark sandsynligvis ligger indenfor den statistiske usikkerhed. Det betyder ikke, at ingen er smittede, men at man reelt ikke kan sige noget som helst statistisk sikkert om udviklingen i smittetallet. Med andre ord betyder det, at regeringen i virkeligheden reagerer på støj! Det betyder også, at Seruminstituttet beregner reproduktionstallet R baseret på støj. Skal man sige noget, må man enten bruge antallet af borgere i respirator eller dødstallet.

Det første tal er sammenligneligt med situationen i midten af maj, mens det andet er meget lig situationen siden midten af juni. Vi har dermed ikke nogen voldsom udvikling i en epidemi, men nærmere det bl.a. Ivor Cummins har kaldt en ’casedemic’ – en stigning i det målte antal smittede, som ikke fortæller os noget som helst relevant om udbredelsen af problemet. Man skal være enten doven eller talblind for ikke at forstå problemet, eller fuldstændigt ligeglad med virkelige fakta. Men deri ligger en del af problemet måske?

Forventninger og tilfredshed

En af myterne om hvorfor danskerne er et af verdens lykkeligste og mest tilfredse folk er, at vi forventer meget lidt. Adskillige medier har skrevet om det over årene sinde 2006, og jeg hører også ofte argumentet til foredrag. Problemet er, at det er en af de ting som mange tror, men bare ikke passer. Eller som Mark Twain skal have sagt: ”It ain’t what you don’t know that gets you into trouble. It’s what you know for sure that just ain’t so.”

Sagen er, at folks forventninger til livet justerer sig med hvad de oplever, og særligt hvad der opleves som realistisk. Ingen bliver ved med at forvente et 7-tal, når man får 10 hele tiden, og ingen forventer at den næste kæreste ligner Keira Knightley når de eneste interesserede mere ligner en ged. Hvis ens forventninger ikke justerer sig til det realistiske, skal man måske overveje at søge hjælp.

Vi illustrerer problemet nedenfor med data fra Eurobarometeret. På y-aksen er de sidste fire års data på folks tilfredshed med livet, som undersøgelsen spørger om på en skala fra 1 til 4. Cluet i figuren er, at Eurobarometeret spørger også om, hvorvidt man forventer at næste år bliver bedre, værre eller cirka det samme som i år. Jeg har derfor beregnet et forventningsindeks som andelen af respondenter, der har positive forventninger minus andelen, der har negative forventninger. I princippet er det således fordelt mellem -1 og 1, men i praksis er yderpunkterne -0,32 (i Grækenland i foråret 2016) og 0,58 (i Albanien i slutningen af 2018). I figuren nedenfor er dette forventningsindeks plottet (på x-aksen) mod gennemsnittet af tilfredshed (på y-aksen).

Umiddelbart kan det se ud som om der er en klar sammenhæng mellem forventningerne og tilfredsheden: Korrelationen på tværs af alle datapunkterne er 0,35, og ser man bort fra Albanien – der ligge nederst i højre hjørne – er den 0,47. Som figuren illustrerer, vil det dog være en fejlfortolkning: Landenes data ligger i klumper, så de beige markører øverst i figuren er de danske observationer og de mørkegrønne umiddelbart under er Holland. Disse stabile forskelle, der skyldes en lang række andre forhold, skal man tage hensyn til. En af måderne at gøre det på, er at se på udviklingen i de to indikatorer indenfor hvert land, som indikeret af de stiplede trendlinjer. Og gør man det, falder korrelationen mellem indekset og tilfredsheden til sølle 0,11. I adskillige lande er trendlinjen flad, og den hælder endda den ’forkerte’ vej for Slovakiet.

En anden måde er at se på gennemsnittene for hvert land, som vi gør i den næste figur. Her er det ret klar, at når man ser bort fra den store outlier – det pessimistiske og utilfredse Grækenland – er der ingen sammenhæng mellem en befolknings generelle forventninger til næste år og hvor tilfreds den er. Forventningsdannelse er dynamisk og på langt sigt jævner forventninger sig derfor ud. Figuren illustrerer også, hvor store forskellen er mellem lande – fra grækernes gennemsnit på 2,3 til danskernes på 3,7. Disse forskelle skal forklares med noget helt andet end, at danskerne har lave forventninger. Det har vi ikke, og de påvirker ikke vores tilfredshed på langt sigt.

Hvorfor stopper vi ikke al drivhusudledning nu?

Drivhusgasser leder til global opvarmning, som igen har negative effekter. Så hvorfor stopper vi ikke al udledning allerede i dag? Lige nu.

Det kan de fleste indse ville være uklogt. Hvis vi skulle stoppe udledningen med eksisterende teknologi, ville det medføre et dramatisk fald i velstanden. Det ville desuden være nødvendigt at afskrive eksisterende udstyr, selv om det ikke er udslidt. Omkostningerne ville langt overstige gevinsterne i form af mindre opvarmning. Modstanden ville også blive enorm og forståelig. Befolkningen ville vende sig mod klimapolitik.

På længere sigt kan man derimod håbe på, at omkostningerne ved at stoppe udledningen vil blive mindre. Ny teknologi kan gøre problemet lettere at løse. Eksisterende udstyr kan få lov at blive udfaset i takt med, at det bliver forældet. I Danmark og andre rige lande falder drivhusgasudledningen år for år, selv om produktionen stiger.

I øjeblikket er sigtemålet i Danmark at blive ”klimaneutral” i 2050. Det vil i store træk sige at stoppe udledningerne fra og med det år.

Men hvor de fleste godt kan se det kontraproduktive i at stoppe udledningen øjeblikkeligt, indser færre, at det såkaldte 70 pct.-mål i 2030 i princippet virker på samme måde. Det indfører en ekstra binding på det langsigtede mål om klimaneutralitet, som derfor bliver vanskeligere at nå. Jo tidligere omstillingen skal komme, desto mere må det ske ved hjælp af eksisterende teknologi. Det gør det dyrere.

70 pct.-målet i sig selv er ret vild symbolpolitik. Men nu er der tilmed opstået en diskussion om, hvor hurtigt det skal nås. Er det nok at nå op på reduktionsmålet i 2030 – eller skal det påtvinges en yderligere ”reduktionssti”, som gør vejen lineær. Klimarådet – som har vanskeligt ved at lade sig overhale af mere rabiate synspunkter – er gået i brechen for det lineære spor, mens regeringen mere afdæmpet satser på en ”hockeystav”. Det sidste vil sige, at målopfyldelsen accelererer frem mod 2030, så det meste kommer sidst i perioden. Det giver en reduktionskurve, som ligner en ishockeystav, hvor spidsen peger brat opad.

Eldrupkommissionens rapport illustrerer fint, hvorfor omstillingen bliver dyrere, jo mere den forceres. Det vil indebære en meget stor omkostning at nå 1 mio. grønne biler i 2030. Men ifølge dens forventninger vil der uden ekstra politiske tiltag være 1 mio. grønne biler allerede 4-5 år senere. Det er altså forceringen, som koster.

Men det er værd at understrege, at det ikke er sikkert, at den teknologiske udvikling løser alle problemer på lang sigt – og slet ikke at det vil være gratis at drive den frem. Der er en offeromkostning ved at udvikle grønteknologi i form af anden teknologisk udvikling, vi må undvære.

Blot er det sikkert, at det bliver dyrere at forcere udviklingen. Jo kortere tid, desto mindre sandsynligt er teknologispring. Og det er også sikkert, at jo dyrere grøn omstilling er, desto mindre skal man forvente af den i det lange løb. Hvorfor skulle andre lande gå i vores fodspor, hvis vores omstilling er dyr og forceret?

Europa har fået et nyt demokrati

Det er sandsynligvis fløjet under de flestes radar, men Europa har fået et nyt demokrati. Efter de sidste rester af Ungarns demokrati blev afmonterede i foråret af Orban-regimet, og de demokratiske institutioner i Polen ser skrøbelige ud, er det således både opmuntrende at udviklingen går i en anden retning i mindst et andet land.

Det drejer sig om Montenegro, der havde parlamentsvalg den 30. august. Valget var det 11. siden 1990 der tillod forskellige partier, og det femte i et officielt uafhængigt Montenegro. Indtil videre har de cirka 650.000 indbyggere i det ekstremt naturskønne land således kunnet stemme på forskellige partier med meget forskellige ideologiske positioner og idéer, men med næsten total sikkerhed for, at det parti som Milo Đukanović repræsenterede eller støttede ville vinde. Der har med andre ord været flerpartivalg, men uden at de var reelt frie og uden at de førte til et magtskifte – landet har været et ’elektoralt autokrati’.

Đukanović har siddet tungt på magten siden Jugoslavien og kommunismen på Balkan brød sammen i 1991. Han var således premierminister 1991-98, præsident fra 1998-2002, igen premierminister 2003-2006, 2008-2010 og 2012-2016, og har været præsident siden 2018. Hans regering har siddet relativt tungt på de fleste medier i landet og har ofte opført sig hårdhændet overfor lidt for åbenmundede politiske modstandere. Derudover har adskillige journalister og eksperter peget på, at Đukanović-familien har haft forbindelse til smugleri af cigaretter til Italien og Østrig, og måske har lidt for tætte kontakter til Montenegros mafia. Đukanović-regimet er derfor ofte blevet karakteriseret som et halv-autokratisk kleptokrati, og Đukanović selv er en af verdens rigeste politiske ledere.

Meget af den situation kan nu begynde at ændre sig, omend det sandsynligvis kommer til at gå langsomt. Ved valget i august vandt en koalition af oppositionspartier magten, og det ser ud til at alle andre politiske aktører, inklusive Milo Đukanović, accepterer den siddende regerings nederlag. Koalitionen består i sig selv af tre løst sammensatte partier eller valgkoalitioner: For en Fremtid for Montenegro (Za budućnost Crne Gore), Fred er vores Nation (Mir je naša nacija) og Den Forenede Reformbevægelse (Građanski Pokret Ujedinjena reformska akcija, også kaldet Blå og Hvid). De er henholdsvis en konservativ og populistisk valgkoalition, et såkaldt’big tent’ centerparti eller koalition med pro-europæiske tendenser, og en centrum-venstre koalition med en reform- og antikorruptionsagenda.

Man kan naturligvis ærgre sig over, at den nye regering har meget stærke pro-serbiske og pro-russiske tendenser. Det lille land rykker næppe meget i det internationale billede, men det er ikke ligefrem den retning, man håbede for et land, der stadig kæmper med resterne af en kommunistisk økonomi og et planøkonomisk mindset. Omvendt er det et enormt plus, at oppositionen endte med at vinde valget på trods af at den siddende regering endnu engang har brugt Montenegros knap så frie medier til dens fordel. V-Dem-projektet placerer således den montenegrinske mangel på pressefrihed som nummer 70 af 179 lande (omgivet af Armenien, Rwanda og Uganda, med Nordkorea som nummer et), når det gælder frihed fra censur, og nummer 58 når det gælder frihed fra at journalister bliver forulempede. Det er således også et plus for medierne selv, at der i det mindste kommer en periode, hvor de kan ånde frit.

Sidst, men ikke mindst, er det en mulighed for befolkningen i landet, at et reelt fungerende demokrati kan begynde at tage fat på en lang række institutionelle problemer, der betyder at landet stadig er langt fattigere end nabolandet Kroatien. Montenegro er trods landets størrelse rigt på ekstraordinært smuk natur, sandstrande ved Adriaterhavet, og en særlig historie som fyrstendømme. Meget kan stadig gå galt – det er trods alt Balkan – men foreløbig har vi et stort tillykke til Europas nye demokrati.

Økonomisk frihed 2020

Forleden kom den årlige rapport med titlen Economic Freedom of the World. Mange forskere og meningsdannere ser hver år frem til rapporten, der udgives af Fraser Instituttet i Vancouver. For det første kommer der altid en ny udgave af det stadigt større datasæt om økonomisk frihed med rapporten. I år dækker data 162 lande årligt tilbage til 2000, og for mange lande er der data hvert femte år tilbage til 1970. Disse data er flittigt brugt i samfundsforskningen, og der er nu flere end 500 artikler, der bruger de data, som James Gwartney og Robert Lawson udviklede i midten af 1990erne. For det andet er der altid et eller to temakapitler i rapporten, som enten afdækker ny viden eller opsummerer et forskningsområde.

Figuren nedenfor opsummerer status for gruppen af rige lande, inklusive de tidligere kommunistiske. Hele indekset er bygget op af fem underindeks, der måler størrelsen af den offentlige sektor, kvaliteten af retsvæsenet og dets beskyttelse af den private ejendomsret, kvaliteten af pengepolitikken og de monetære institutioner, graden af åbenhed for international handel og investeringer, og graden af regulering af de finansielle markeder, produktmarkeder og arbejdsmarkedet. I figuren har jeg fulgt en del af den nye forskning ved at slå de tre sidste elementer sammen, og holde det offentliges størrelse og retsvæsenets kvalitet for sig. Højden af søjlerne illustrerer hvor økonomisk frie landene er, mens de tre dele måler det offentliges størrelse (den røde del), retsvæsenets kvalitet (den blå del) og penge-, handels- og reguleringspolitik (de sorte). De stribede søjler repræsenterer lande med en kommunistisk fortid.

Som man kan se, var Hong Kong stadig for to år siden (tallene er altid to år forsinket) det frieste samfund i verden, mens Danmark var nummer 11. De illustrerer dog også, at Danmarks position skyldes det ekstremt fine retsvæsen (nummer tre i verden), mens vores ekstremt store og tunge offentlige sektor (nummer 137) tynger. Datasættet viser, hvordan flere og flere vestlige lande er ved at indhente Danmarks status.

Når man har ærgret sig over data, kan man dog nyde dette års temakapitel, der er skrevet af mine to venner og IFN-kolleger Niclas Berggren og Therese Nilsson. Niclas og Therese leverer en meget fin oversigt over den litteratur om tolerancenormer og økonomisk frihed, som de selv har været pionerer i. Figuren nedenfor illustrerer en af de sammenhænge, som tidligere studier har vist: At forældre i økonomisk friere lande er mere tilbøjelige til at mene, at tolerance er en vigtig norm at lære sine børn. Helt overordnet viser Niclas og Therese, at økonomisk friere lande også er mere tolerante overfor homoseksuelle og folk af en anden race, mens forholdet mellem frihed og antisemitisme viser sig at være komplekst.

Har man lidt tid tilovers, er hele rapporten – der kan hentes gratis her – værd at læse. Årets fire forfattere, James Gwartney, Robert Lawson, Joshua Hall og Ryan Murphy, gør endnu engang os alle en enorm tjeneste ved at levere omhyggelig, præcis information om et af de vigtigste emner, der nærmest aldrig diskuteres i dansk politik.

Mere viden om statskup

Som mange læsere sikkert ved, har jeg de seneste år beskæftiget mig med et projekt om statskup. Baggrunden for meget af det, vi laver i projektet, er den database som Martin Rode og jeg har udviklet, og som er frit tilgængelig for alle interesserede. De første artikler er udgivet, og vi er langt fra de eneste, der bidrager til den nye forskning. I en ny Kraniebrud-udsendelse på Radio 4, som blev tilrettelagt af den dygtige Mikkel Krause, snakkede vi derfor netop om forskning i statskup, og hvilke indsigter de nye studier giver. Pudsigt nok skete interviewet kun dage efter, at militæret i Mali havde væltet den siddende regering.

En af flere ting, Mikkel og jeg talte om, er forskellen på civilt og militært ledede kup, der netop er et af de nye forhold i forskningen: ¼ af alle kupforsøg siden 1950 har været civilt planlagt og ledte, og netop ikke militærkup. Figurerne nedenfor illustrerer to af disse forskelle, hvor den relevante sammenligning er mellem de to typer, og mellem succesfulde og fejlede kupforsøg. Begge figurer viser udvikling over fem år, hvor kuppet ligger et sted mellem periode -1 og 0.

Den første figur illustrerer hovedfundet i artiklen ”Coups, Regime Transitions, and Institutional Quality” som Daniel Bennett, Steve Gohmann, og jeg har under udgivelse i Journal of Comparative Economics. En vigtig forskel på civile og militære kup er, at når militærkup lykkes, ser man typisk, at det nye regime underminerer retsvæsenets uafhængighed og kvalitet. Som figuren viser, er det ikke en udvikling man normalt ser efter et civilt kup.

Et stort spørgsmål er således, hvorfor de militære er anderledes end de civile kup. Vores konkrete teori er, at de civile kup støttes af civile interesser – kommercielle og industriinteresser – og derfor kan have en interesse i at bevare fungerende domstole, kontrakthåndhævelse osv. Denne interesse har militære regimer ikke i samme grad, og et ny regime der lige har kuppet sig til magten, kan derfor have interesse i at afmontere de begrænsninger på dets magt, som domstolene ofte vedligeholder.

Det er også på denne baggrund, man kan fortolke den anden figur. Som det er tydeligt – og som statistiske tests bekræfter – stiger risikoen for en økonomisk krise markant, når et civilt kup lykkes. Risikoen er væsentligt større end når et kup mislykkes, og den er væsentligt større end når kupforsøget kommer fra militæret. Mens domstolene typisk lider efter et militærkup, lider økonomien således efter et civilt kup, når de nye industriinteresser skal belønnes. Som flere historier indikerer, bliver de belønnede med subsidier, beskyttelse mod konkurrence og anden politik, der ofte er ekstremt dyr og kan udløse en decideret krise.

Programmet på Radio 4 er ikke blot værd at høre som en introduktion til vores nye forskning, men også som introduktion til noget af den anden nye forskning og for dem, der gerne blive lidt klogere på hvad der foregår i lande som Sudan, Tyrkiet og Mali. Kraniebrud er varmt anbefalet for alle, som er interesserede i politisk økonomi – og mange andre emner.

Nyt om Covid, modeller og nedlukning

Mens statsministeren bliver ved med at flytte mållinjen og endda er begyndt at true danskerne med nye nedlukninger, kommer der stadig mere viden om Sars-CoV-2-virussen. Det gælder både ny viden fra samfundsforskere om, hvor ineffektive nedlukninger er, som den fremragende Lone Frank beskrev i Weekendavisen i går. Lone starter sin artikel med at notere – som avisen gjorde allerede i juni – hvor horribelt forkerte, de epidemiologiske modeller er. Modellerne, som epidemiologer har baseret deres anbefalinger på siden februar, har overvurderet dødstallene og virusrisikoen med en noget der ligner en faktor 10-20, og har dermed bidraget til at skabe panik. Neil Fergusons model fra Imperial College i London har således forudset, at Sverige ville have 60.000 dødsfald indtil juni, hvis landet lukkede benhårdt ned. Virkeligheden er 5800 indtil videre uden en nedlukning, og det tal er endda påvirket voldsomt af landets fundamentalt anderledes, strukturelle forhold.

Et af de store spørgsmål er derfor, hvordan de epidemiologiske modeller kan være så næsten latterligt forkerte.

I en ny artikel med titlen ”Public health lessons learned from biases in coronavirus mortality overestimation” dokumenterer Ronald Brown, hvordan centrale forskere og ledere af sundhedsagenturer siden først på året har forvekslet to mål og været tydeligt begrebsforvirrede. En leder i februar i det prestigiøse New England Journal of Medicine, skrevet af ledere fra de amerikanske National Institute of Allergy and Infectious Diseases og Centers for Disease Control and Prevention, vurderede at konsekvenserne af Covid-19 i sidste ende kan vise sig at være sammenlignelige med en alvorlig influenzaepidemi, men de ved det ikke. I en parentes i lederen, skriver de at influenza har en ”case fatality rate of approximately 0.1%.” Det er bare ikke rigtigt: Influenza har en infection fatality rate på 0,1 % og forskerne – som også omfatter chefen for det amerikanske CDC, Anthony Fauci – forveksler case og infection fatality.

Som Brown forklarer: ”A case fatality rate (CFR) is defined as the proportion of deaths among confirmed cases of the disease. CFRs indicate the disease severity, while an infection fatality rate (IFR) is defined as the proportion of deaths relative to the prevalence of infections within a population.” Det glemte epidemiologerne, som misklassificerede deres mål ved at forveksle CFR og IFR, og endda gentog fejlen i en høring i den amerikanske kongres. Som Brown opsummerer situationen: ”A comparison of coronavirus and seasonal influenza CFRs may have been intended during Congressional testimony, but due to misclassifying an infection fatality rate as a case fatality rate, the comparison turned out to be between an adjusted coronavirus CFR of 1% and an influenza IFR of 0.1%.”

De amerikanske politikere – og resten af verden – modtog således rådgivning baseret på en sammenligning mellem to tal, der ikke kan sammenlignes. Groft sagt er den relevante CFR cirka ti gange så stor som samme virus IFR. Det ser således også ud til at være dette forkerte tal, som endte i Imperial Colleges modeller, der lidt senere skulle indgå i de fleste politikere og meningsdanneres beslutninger.

Forvirringen er pinlig, ikke mindst fordi der har vist sig at mangle enhver faktakontrol hos sundhedsmyndigheder de fleste steder i verden. Fejlen blev først opdaget og offentliggjort, da en forsker fra University of Waterloo slog alarm. Så hvad skal man tro og hvad skal man forvente sig af udviklingen? Er man interesseret, er den irske bioingeniør og forfatter Ivor Cummins absolut værd at følge. Her er hans sidste corona-update, hvor han omhyggeligt gennemgår dataene og bl.a. viser, hvordan pandemien basalt set er overstået de fleste steder i verden.

Assar Lindbeck, 1930-2020

Forleden kom den sørgelige nyhed, at den svenske økonom Assar Lindbeck var død, 90 år gammel. Assar – manden var nærmest på fornavn med Sverige – var sin generations mest markante og indflydelsesrige nationaløkonom. Han prægede den svenske debat fra 1970erne til sin død, bidrog med meget væsentligt videnskabeligt materiale, og var med til at opdrage en række af den næste generations vigtigste økonomer.

Assar blev født i Umeå i det nordlige Sverige i 1930 og blev efter en uddannelse på universitetet i Uppsala Fil. Dr. i 1963 fra Stockholms Universitet. Han havde undervist som docent allerede fra 1962 og var fra 1971-1995 chef for det prestigiøse Institute for International Economic Studies. De sidste 25 år var Assar tilknyttet Instituttet för Näringslivsforskning i Sverige, hvor han dermed var en slags kollega for mig.

Hans karriere startede med forskning i boligmarkedet, der bl.a. resulterede i en af hans mest citérbare indsigter: At huslejekontrol er den mest effektive måde at ødelægge en by på – bortset fra direkte bombning. Assar skulle senere brede sin interesse til andre områder, som gav ham international anerkendelse.

Hans mest kendte, og nok bedste, arbejde er hans karakteristik af ’insider-outsider-problemer’ i arbejdsmarkeder. Sammen med Dennis Snower viste han i en række artikler i 1980erne, hvordan fagforeninger ikke er uselviske, samfundsbærende institutioner, men særinteresser som alle andre. Den banebrydende forskning pegede på, hvordan fagforeninger forhandler løn for insiderne – de allerede beskæftigede medlemmer – mens de forsøger at sætte hindringer i vejen for andre – outsiderne – der er på vej ind på arbejdsmarkedet, ikke er medlemmer, eller af en eller anden grund ikke har et arbejde. Modellen er blevet en af standardforklaringerne på ufrivillig arbejdsløshed og såkaldt ’hysterese’, dvs. situationen hvor en recession er ovre, men arbejdsløsheden forbliver høj. Ifølge Lindbeck-Snower-frameworket bliver mange ved med at være arbejdsløse, fordi fagforeningerne bruger den økonomiske opgang til at forhandle højere lønninger for insiderne i stedet for at skabe rum til flere ansættelser.

Mens Assar var tilhænger af velfærdsstaten, var han på ingen måde naiv i sin støtte. Både selv og sammen med Sten Nyberg og Jörgen Weibull udgav han i 1990erne en række analyser (se her og her), der pegede på hvordan en skandinavisk velfærdsstat underminerer de sociale normer og den arbejdsetik, der er nødvendig for at den kan hænge sammen. Indsigterne var dybe, men meget langt fra populære i de socialdemokratiske kredse, han oprindeligt kom fra. Men Assar blandede sig ofte i den svenske debat med omhyggelig, pædagogisk faglighed og total frygtløshed overfor politiske interesser.

Hans indædte kritik af Olof Palmes idéer om fondssocialisme – at fagforeninger skulle overtage ejerskabet af det private erhvervsliv – kostede ham venskabet med Palme. Det var et glimrende eksempel på, hvordan Assars faglighed og personlige integritet aldrig blev ofret på noget ideologisk eller partipolitisk alter. Den integritet blev vigtig da han blev udnævnt til at lede en kommission, der skulle rådgive regeringen i starten af 1990erne. Det, der hurtigt blev kendt som ’Lindbeck-kommissionen’, foreslog 113 ændringer og reformer, der kunne hjælpe Sverige ud af krisen og over mod en mere dynamisk vækstøkonomi. Disse reformer omfattede en politisk uafhængig Riksbank, stærkere fiskal disciplin, en skattereform og indførsel af en større grad af frivilligt valg. Mens der var forslag, der gik mod stort set alle svenske partiers præferencer, har svenske regeringer 25 år senere gennemført cirka halvdelen af alle forslagene.

Assar har også på andre måder præget både politik og det økonomiske miljø. Han overtalte således i slutningen af 1960erne den daværende nationalbankdirektør Per Åsbrink til at skabe en pris i Alfred Nobels minde til økonomisk forskning. De to havde således skabt det, der i dag betragtes som en af Nobelpriserne, og Assar fortsatte med at præge den som medlem af Nobelkommitteen fra 1971-1994, og som dens formand de sidste 13 år. Mens prisen stadig er omdiskuteret, har Assars insisteren på en pluralistisk pris givet til den bedste forskning – uanset felt, approach eller ideologisk vinkel – bidraget til at skabe respekt om den.

Sverige såvel som resten af de nordiske lande har mistet en af de dygtigste og mest indsigtsfulde økonomer og debattører. Det nationaløkonomiske miljø har også mistet en person, der var parat til at kritisere alt og alle, men altid konstruktivt, venligt og ydmygt. Mine egne oplevelser med ham på IFN var alle præget af to bestemte forhold: En lynende begavelse pakket ind i et genuint rart menneske. Mange andre har udtrykt det samme, som det reflekteres i nekrologer fra bl.a. Lars Calmfors, Joakim Book, SVT, og Financial Times.

Den kommende diskussion: Hvordan finansierer vi gælden?

Coronaepidemien har været dybt skadelig for alle vestlige økonomier og har udløst den hurtigste recession i moderne tid. BNP-faldene har været historisk dybe og er næppe gjort bedre af mange regeringers alvorlige politiske fejl. Det gælder ikke mindst den danske regerings totalt inkompetente håndtering af hjælpepakker og anden politik, der pt. har udløst et nettofinansieringsbehov på cirka 250 milliarder kroner. Staten skal med andre ord ud at låne en kvart billion for at finansiere hullet i statskassen, men synes ikke at bekymre regeringen.

Det burde den, fordi gælden skal finansieres på en eller anden måde. Dette spørgsmål bør blive et af de helt store i dansk politik i den kommende tid, ligesom det allerede er i britisk politik. Skal man amortisere gælden over en lang årrække eller bør man hæve skatterne allerede nu for at betale den? Problemet er, at mens en lang årrække med større gæld ikke er videre attraktiv, er højere skatter en endnu værre løsning – som den danske regering vel at mærke ser ud til at være i gang med at implementere. De høje skatter risikerer at gøre en dyb krise endnu dybere og længerevarende, og når krisen er overstået, viser erfaringen at skatterne ikke bliver sat ned. I stedet kan politikere på begge sider af Folketinget til enhver tid finde på nye ting at bruge penge på (læs: købe stemmer med). Det øgede skattetryk vil derfor sandsynligvis sænke den langsigtede vækst og produktivitetsudvikling, og dermed gøre det endnu sværere at betale resten af gældsbyrden.

Den altid glimrende Mark Littlewood havde i går en kommentar i The Times (gated her), hvor han opsummerer dette dilemma i britisk politik og peger på de forskellige politiske positioner i debatten:

For the Treasury hawks, tax rises to mitigate this year’s deficit figures need to be seriously considered and a number of these steps will have to be taken. In contrast, the doves argue that the coronavirus pandemic simply represents a one-off hit to the finances, albeit a substantial one. It obviously cannot be ignored and it won’t be written off in the manner of some war debts, but it can be dealt with over a long period of amortisation. For the doves, a “go for growth” strategy needs to be foremost in the chancellor’s mind. Improving this year’s balance sheet – by a hundred billion here or there – by dampening a private sector recovery would amount to a pyrrhic victory, at best.

Mark deltog også i en halv time lang diskussion af problemerne med Julian Jessop i the Institute of Economic Affairs interessante serie The Definite Article. Samtalen, der blev modereret af Emily Carver, dækkede en række emner i diskussionen og er varmt anbefalet, da diskussionerne også er perfekt relevante for Danmark.

Hvem bliver politikere?

Enhver, der har haft tilstrækkeligt at gøre med politikere ved, at de ikke ’andre mennesker’ – politikere er ikke som folk er flest. Hvorfor de ikke er det, og hvordan de er anderledes, må afhænge af selektionsprocessen ind i politik – hvorfor vælger nogle mennesker at blive politikere – og af incitamentstrukturen internt i politik – hvorfor forbliver nogle mennesker i politik. Det er derfor værd at tænke omhyggeligt over, hvem der bliver politikere og hvem af dem, der overlever i politik.

Spørger man vælgerne, ser mange af dem for eksempel det som noget positivt, at politikere er ’beslutsomme’ og ’handlekraftige’. Der lægges vægt på, at politikere kan tage beslutninger, og ’svære’ beslutninger hyldes ofte særligt. I forskningen kaldes dette træk derimod ofte for ’action bias’ og betragtes som et utvetydigt negativt fænomen (se f.eks. Patt og Zeckhauser). Hvorfor er action bias et så særligt træk ved politikere?

Man må allerførst spørge sig selv, hvorfor folk tiltrækkes af politik. Den romantiske forklaring er, at de er særlige mennesker, som gerne vil gøre godt og ændre samfundet til det bedre. Men selv hvis man køber den romantiske fortælling, bliver man nødt til at stille spørgsmålet: Hvorfor tror de, at de er bedre til at bestemme end andre mennesker, og hvorfor mener de, at de har en moralsk ret til at bestemme? Allerede et så simpelt spørgsmål trækker i retning af, at politikere er folk, der har en særlig tro på deres ret til at bestemme over andre, og måske også en særlig tro på deres egen fortræffelighed. Og hvis man ikke køber romantikken, åbner der sig en anden mulighed: Måske er politikere simpelthen folk, der har en særlig smag for at have magt over andre mennesker og derfor tiltrækkes af politik?

Disse overvejelser understøttes af forskning, der peger på at mange politikere har klare psykopatiske træk (se f.eks. her). De er oftere narcissistiske, ansvarsforflygtende, mangler empati, og mener ikke at almindelige regler og et almindeligt krav om ærlighed gælder dem. Det sidste punkt er endda et forhold, der understøttes af selektionsprocessen i politik. Som Sebastian Fehrler, Urs Fischbacher og Mark Schneider viser i et eksperimentelt studie, belønner den almindelige selektionsproces i politik – hvem, der vælges til at stille op for et parti osv. helt generel uærlighed (læs her). På samme måde giver Morris Coats, Jeremy Schwartz og Gökhan Karahan et konkret, moderne eksempel fra det døende tyrkiske demokrati. Som de formulerer det: ”Corruptible politicians become lower-cost competitors even in democracies because they do not feel there are psychic costs to breaking rules.” Eller som Hayek formulerede det i kapitel 10 af The Road to Serfdom, er problemet at “the unscrupulous and uninhibited are likely to be more successful.”

Problemet gælder naturligvis ikke alle, men de fleste politikere er sandsynligvis mennesker, vi helst ikke ville arbejde sammen med. Et særligt træk, der med jævne mellemrum ryster økonomer, er dog ikke deres personlighed, men deres klippefaste tro på egen indsigt. Reelt er mit indtryk, at mange – og måske de fleste – danske politikere lider af Dunning-Kruger Syndromet. Som Dunning og Kruger pointerede i deres oprindelige artikel, er problemet at ”Those with limited knowledge in a domain suffer a dual burden: Not only do they reach mistaken conclusions and make regrettable errors, but their incompetence robs them of the ability to realize it.” Med andre ord er de så inkompetente, at de ikke er kompetente nok til at indse deres fejl. Kombinationen af dyb inkompetence og klippefast tro på egne kompetencer er med andre ord et klassisk fænomen hos politikere, en glimrende forklaring på meget aldeles tåbelig politik, og en del af svaret på, hvorfor særinteresser ofte har så ekstremt let adgang til at påvirke visse politikere.

Dagens bundlinje er således, at mens der findes flinke, velmenende og begavede politikere, er de næppe de fleste. Begynder man at tænke over, hvorfor folk vælger et liv i politik, og hvorfor de vælger at blive der, begynder der også at komme ubehagelige indsigter i, hvem politikere er. Og skulle nogle læsere overveje, hvor præcist det billede er, kan man se på hvilke politikere der frivilligt har forladt politik i de senere år: Var folk som Jakob Axel Nielsen, Pernille Vigsø Bagge og Louise Gade ’nogensinde almindelige politikere?

Korruption og forfatningsstruktur

Mens korruptionsproblemer er ekstremt sjældne i Skandinavien, er de et alvorligt problem i store dele af verden. Et af de store spørgsmål i public choice og politisk økonomi de sidste 30 år har derfor været, hvordan man kommer denne type problemer til livs. Det gælder ikke mindst den type korruptionsproblemer, der kaldes enten ’grand corruption’ eller ’state capture’, hvor særinteresser decideret betaler sig vej til indflydelse på den førte politik og beslutningsprocesser i embedsværket og domstolene.

Både klassisk public choice-tænkning siden Buchanan og Tullocks første arbejde og Robert Klitgaards studier sidst i 1980erne har peget på, at forfatningens fordeling af magt kan påvirke, hvor meget korruption man kan få. Den klassiske tankegang er, at en effektiv magtdeling mellem parlament og regering vil føre til mindre korruption, men på trods af at ideen er intuitivt attraktiv, er den ikke blevet direkte testet i litteraturen indtil nu.

I fælles arbejde med Andrea Sáenz de Viteri Vazquez, som jeg har været PhD-vejleder for sammen med Martin Rode (Uni Navarra), har vi set på netop dette spørgsmål. Artiklen, der nu er under udgivelse i Constitutional Political Economy, peger på at spørgsmålet faktisk er noget mere komplekst end tidligere tænkning har indikeret. Teoretisk argumenterer Andrea og jeg, at en magtdeling mellem forskellige aktører ikke er effektiv, hvis de forskellige aktører er politisk på ’samme hold’. Selvom der for eksempel kan være en række forskellige partier i parlamentet, betyder det ikke nødvendigvis, at der er konkurrence mellem dem som gør korrupte aftaler umulige. Hvis de er for tæt på hinanden ideologisk, eller repræsenterer de samme særinteresser, vil det ganske enkelt være for let at nå til en aftale alligevel. Ydermere kan partier, der er ideologisk tæt på hinanden, men repræsenterer forskellige særinteresser, gøre problemet endnu værre. Grunden er, at det er for let for dem at nå et kompromis gennem det Tullock kaldte ’logrolling’ – det fænomen, der så misvisende kaldes ’kompromisets kunst’ på dansk – som alle potentielt korrupte særinteresser får noget ud af. Vores argument er derfor, at forfatninger der skaber indflydelsesrige vetospillere – politiske aktører med formel mulighed for at blokere for aftaler og beslutninger – kun er effektive, hvis der netop ikke er politisk enshed i parlamentet.

I en analyse af 22 lande i Latinamerika og Caribien, som vi har korruptionsvurderinger på hvert år siden 1970, finder Andrea og jeg netop det mønster: Lande med en forfatning, der giver større magt til præsidenten, får typisk væsentligt mindre korruption, men kun når der er faktiske ideologiske modsætninger i parlamentet. Når parlamentets partier ikke er tilstrækkeligt uenige på et ideologisk niveau, er forfatningens definition af de formelle magtstrukturer ligegyldig. Når de er, kan en præsident med reel indflydelse blokere for problemerne.

Som en af redaktørerne hos Constitutional Political Economy har pointeret overfor os, er den nye indsigt i artiklen netop, at to forhold er komplementære når det gælder bekæmpelse af korruption: Den formelle magtdeling, som den er defineret af forfatningen, og den faktiske politiske situation. Med andre ord må begge forhold være tilstede på samme tid, før de påvirker, hvordan samfundet fungerer. Selvom vores empiri kommer fra Latinamerika, er det måske værd at minde den hjemlige opposition om en gang imellem.

Politik uden grænser lig kollektivisme uden grænser.

Politik fylder næsten alt i det offentlige rum. Det er politiske diskussioner, der præger mediebilledet, og diskussioner der ikke burde være politiske, gøres til politiske diskussioner, fordi 68-generationens kampråb ”alt er politik” har gået sin ubønhørlige sejrsgang lige siden. Når alt er blevet politik, vil den enkeltes ansvar og dermed frihed langsomt, men sikkert erodere. Den tysk-amerikanske politiske teoretiker Hannah Arendt skriver om totalitarismen, at den er en frugt af moderniteten, at det totalitære samfund kun eksisterer i det moderne velordnede, velstrukturerede og gennemregistrerede samfund.

Når alt er blevet politik er konsekvensen, at når en person anser et eller andet for et problem, gøres dette til en del af den politiske dagsorden. Politikerne vil gerne hjælpe personen, der har fremført et emne som et problem. Dermed bliver problemet et samfundsanliggende og i sidste ende genstand for regulering og statsliggørelse. Hermed reduceres ansvaret fra dem, der nu reguleres og dermed deres frihed. Derfor bør pejlemærket for politikerne altid være (som Otto Brøns-Petersen har formuleret det): ”spørgsmålet er aldrig om borgernes handling er nødvendig. Spørgsmålet er alene, om det er nødvendigt at forhindre en borgers handling. Hvis staten ikke har en god grund, bør alt være tilladt. Det er kun statens handlinger, som skal begrundes med, at de er nødvendige. Alt andet er totalitær kollektivisme”.

Dette bør også være rettesnoren i den betændte debat om drengeomskærelse. Indgrebet er ikke handicappende, hvorfor der ikke er grund til et forbud. Ligeledes foregår det i Danmark under ordnede forhold. Dermed vil et forbud være et kraftigt indgreb i den enkelte jødiske og muslimske familie. Forældre gør tit mærkelige ting, som vi der står på sidelinjen og iagttager ikke kan forstå eller ville gøre anderledes. Vi er mange, der lever uden denne skik, men derfor har vi ingen grund til at blande os i andre forældres opdragelse. I et borgerligt samfund, skal familien have ansvaret for opdragelsen af børnene. Det betyder, at der foregår ting vi enten ikke bryder os om eller ikke forstår.

Staten, kommunen har allerede alt, alt for store rettigheder til at gå ind og blande sig i, hvordan familierne har det. Hvis der er mistrivsel i en familie, skal kommunen gribe ind, der etableres skilsmisserådgivning, børn sættes i familiepleje, børn tvangsfjernes. Skoler og daginstitutioner er pålagt en underretningspligt til kommunen. Lærerne og pædagogerne er socialstatens forlængede observatører for om det nu går godt i den enkelte familie. Den totale socialstat er allerede uhyggelig langt inde i familiernes liv. Alt sammen for børnenes skyld, alt sammen for, at de svage skal beskyttes. Men staten kan ikke skabe lykkelige familier, men den kan godt skabe ulykkelige. Der er naturligvis tragiske sager, hvor børnene ikke kan være hjemme hos deres forældre eller blot en af dem, men det er undtagelsen – ikke reglen.

Det at staten vil, at forældre skal opdrage på en bestemt måde, med bestemte normer, det prædikede 1968 oprøret også, hvor alt var politik – og især på familiens område. Børn skulle opdrages i institutioner, ikke hjemme. Opdrages af professionelle pædagoger, ikke uuddannede forældre. Børn var ikke forældrenes og familiens, men kollektivets. Den kollektive opdragelse var et skridt på ufrihedens vej. Det vil et forbud mod drengeomskærelse også være, fordi det er et indgreb i familiens frihed til at opdrage børnene som disse forældre finder bedst. Staten – eller et flertal i befolkningen – skal ikke lægge deres normer ned over et mindretal. I de totalitære regimer i det tyvende århundrede, forstod man familiens betydningen for den individuelle selvstændighed, hvorfor man gjorde alt for at overvåge familierne og indoktrinere børnene. 

Så er der derudover det kulturelle argument, at jøderne i århundreder har været en del af det danske samfund. Skulle vi nu sige til dem, at I er ikke velkomne i vort samfund? Det er både religiøse og sekulære jøder, der praktiserer skikken. Hvis indgrebet havde været handicappende, så ville veluddannede jøder nok have ophørt med den. Jøde – og kristendom er det kulturelle fundament under vort samfund, sammen med den græsk – romerske kulturarv. Der er ting, vi gjorde i tidligere tider, men som vi ikke gør i dag. Betyder det, at vi er mere civiliserede? Det er en anden diskussion, men det betyder, at det vi ikke bryder os om i længden, det ophører med tiden helt af sig selv. Hvorfor man aldrig, aldrig skal spørge om en borgers handling er nødvendig, men alene om statens er – og her er der ingen grund til, at staten regulerer og ulovliggør noget, der har været lovligt og uproblematisk i al den tid, jøder har boet i Danmark.

Det er det mest antisemitiske lovforslag i Europa siden 1945. Det er også paradoksalt, at politikere der ellers taler imod ”muslimbashing” nu helhjertet støtter et forbud, der alene vil ramme jøder og muslimer. Men politikere har jo som bekendt holdninger, ikke principper. Holdninger der følger tidsånden, og ethvert fremført problem, skal tages alvorligt, for ikke at risikere en konflikt med folkestemninger. Derfor støtter nominelt borgerlige et lovforslag rettet mod jøder i det land, der blev verdenskendt for at hjælpe jødiske medborgere under 2. Verdenskrig. Nu skal der så vedtages et lovforslag, der vil fordrive jøderne fra Danmark.

Derudover står der et spørgsmål tilbage: hvad bliver resultatet af et forbud? Skal børnene tvangsfjernes fra familier? der alligevel praktiserer det, på trods af et forbud. Hvad vil man opnå med en kriminalisering af velfungerende familier? Fordi, man forbyder noget, så ophører det jo ikke. Når noget forbydes, så må det være for at straffe og håndhæve en retfærdighed. Mord er forbudt, det begås alligevel, men domstolene håndhæver en retfærdighed ved at straffe morderen. Men, hvad med drengeomskærelse? Skal forældrene betale en bøde? Eller hvad, hvis de får indgrebet gjort i et område, hvor det er lovligt? Hvorfor skal forældre betale en bøde? Eller skulle de betale en erstatning til drengen? Sætte et bestemt beløb ind på børneopsparingen? Skal faderen i familien i fængsel? Eller moderen, når det nu er jøder, vi taler om?

Når der udbetales erstatning, så er det til skadelidte af skadeforvolderen. Men her er der ikke nogen, der har lidt overlast. Et argument er, at drengen er mindreårig og derfor krænkes hans rettigheder, han kan ikke sige fra eller til. Når forældre opdrager mindreårige, så kan de mindreårige netop ikke sige fra eller til, det er hele formålet med opdragelsen, at gøre de umyndige myndige. De fleste børn – når de bliver voksne – er på et eller andet område utilfredse med deres opdragelse. Utilfredse med en beslutning eller et princip deres forældre håndhævede. Nogle har ar på sjælen, der er langt vanskeligere at leve med, end det fysiske ar fra omskærelsen.  Vi lever i en uperfekt verden, det at lære at leve i den uperfekte verden, hvor mennesker gør mærkelige ting, det er det individuelle ansvar og frihedens pris.

Det er også lidt spøjst, at i liberale kredse, hvor man godt forstår det problematiske i forbud mod hash og narko, der vil mange have et forbud mod drengeomskærelse. Men med drengeomskærelse vil man løse et ikke problem med et forbud. Gennem et voldsomt indgreb i den enkelte familie. Når man nu ved, at forbud ikke løser noget. Et indgreb, hvor staten bliver større og den enkelte familie mindre. Det kan aldrig være klassisk liberal politik.

Forslaget ligger fint i en socialliberal tradition, fordi det socialliberale har alle argumenterne for at gribe ind i folks tilværelse og regulere og herse med den enkelte, altid med argumentet om at ville beskytte den enkelte, altid for at gøre godt, men staten kan aldrig gøre godt. Den kan alene sætte rammerne for tilværelsen og her kan de sættes mere eller mindre bredt. I dagens socialstat vil et forbud blot være endnu en indsnævring, endnu et element i et område, hvor socialstaten allerede har stor magt til at overvåge og kontrollere. Et forbud vil kun ramme få mennesker i Danmark, men det næste indgreb i familiernes ageren vil ramme bredere. Det næste vil være et forslag imod psykiske ar på sjælen, omskærelsen giver et fysisk ar, men hvad skal vi gøre for de børn, der vokser op i familier, hvor der ind imellem råbes højt? Skal vi så have et forbud mod at skælde ud? Det bliver jo det næste. Der er pædagoger, der har den holdning. Det er en del af socialkonstruktivismen, hvor man regulerer sig til en bedre verden – eller rettere en uhyggeligere verden – hvor familierne er overvåget og kontrolleret i alt.

Al lovgivning og regulering af familierne glemmer, at forældre faktisk elsker deres børn og aldrig vil gøre dem noget ondt. De tragedier der er, de er omfattet af lovgivningen. Her straffes forbryderne, morderne, sædelighedsforbrydelser. De er heldigvis få. Forældre elsker deres børn, vi gør alle mærkelige ting, alle forældre begår fejl. Verden bliver ikke bedre af et forbud. Den bliver ondere og mere kold, fordi staten er blevet større. Det ”anonyme bureaukrati” (Hannah Arendt) vokser med forslaget – og det er totalitær kollektivisme.

The Ecological Fallacy

Det er ekstremt vigtigt at have ordentlig, troværdig statistik på forhold af samfundsmæssig konsekvens. Statistik gør dog ikke nogen positiv forskel, hvis den ikke bliver fortolket omhyggeligt og fornuftigt. Et helt særligt problem plager ofte medierne – og visse forskere – når de forsøger at udtale sig om, hvad der foregår når noget på nationalt eller regionalt plan ændrer sig. Problemet kaldes the ecological fallacy: Når man fortolker data på makroniveau som evidens for en bestemt type adfærd på mikroniveau.

Vi giver et konkret eksempel på problemet i dag, hvor basis er data på sammenhængen mellem social tillid – dvs. tillid til andre mennesker helt generelt i ens samfund – og folks tilfredshed med deres liv. Data er fra 23 vestlige lande og 20 tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa, og kommer fra den syvende bølge af the World Values Survey. Som illustration plotter vi først den gennemsnitlige tilfredshed i de to grupper blandt individer, der stoler på de fleste mennesker versus dem, der ikke gør. For det andet plotter vi den gennemsnitlige tillid overfor den gennemsnitlige tilfredshed i de to grupper.

Ser man på de blå søjler og blå prikker, hænger de to billeder sammen. Tillidsfulde individer i vestlige samfund er typisk godt et halvt point mere tilfredse på en tipunkts-skala, og mere tillidsfulde samfund har tydeligt mere tilfredse befolkninger. Vi vender dog tilbage til de to billeder, da der er en vigtig detalje. Men foreløbig er det vigtigste billede det, de to røde søjler og de røde prikker tegner. Mens forskellen på individer med og uden tillid er en smule mindre i tidligere kommunistiske lande, findes den meget tydeligt. Ser man på tværs af de 20 lande i den anden figur, er der derimod en næsten perfekt sky – en næsten total mangel på sammenhæng.

Folk kan derfor hurtigt begå the ecological fallacy, hvis de konkluderer på basis af landesammenligningerne, at individer er anderledes i tidligere kommunistiske lande, så de enten ikke værdsætter tillid eller ikke får nogen individuel velfærd ud af at være tillidsfulde. Men når man går ned på individniveau, som i den første figur, er det meget tydeligt at de ikke er fundamentalt anderledes end borgere i vestlige samfund uden en kommunistisk fortid. En sådan konklusion på basis af nationale sammenligninger vil derfor være faktuelt forkert.

Hvis vi her mod enden vender tilbage til de blå sammenligninger, er der en ekstra detalje, der er værd at lægge mærke til. Hvis alt det der sker, er at visse individer får noget ud af at være tillidsfulde, burde forskellen på de mindst tillidsfulde lande – Cypern, Grækenland og Tyrkiet – være den individuelle tillidsgevinst gange med tillidsforskellen mellem disse lande og de mest tillidsfulde, Danmark og Norge. Med andre ord, den ville være 0,65 * 0,53 = 0,34 point, men den er i virkeligheden cirka 1,5 point. Der er således et eller andet, der foregår på nationalt plan i vestlige lande, som ikke kan spottes i individuelle forskelle.

Med andre ord ser det ud til, at man kan lave the ecological fallacy den anden vej, så at sige, ved at tro at individforskelle fortæller hele historien. En af flere effekter, der er veldokumenterede i forskningen, er således at stabilt demokratiske højtillidskulturer også udvikler langt bedre retsvæsener, der gør landet rigere og hæver folks tilfredshed uanset om de er tillidsfulde eller ej.

Bundlinjen i dagens post er således, at man skal være ekstremt påpasselig med at fortolke og konkludere på data fra ét niveau, men hvor ens forklaringer handler om adfærd på et andet niveau. Det gælder, uanset om man taler om tillidseffekter, udvikling i smittetal, eller ændringer i eksportsektoren. Vi håber derfor, at vores læsere kan spotte en mulig ecological fallacy de (mange) gange, medierne begår den.