ER EU ET FREDSPROJEKT ELLER ER DET NOGET ANDET?

I 1972 publicerede forskeren Donald Puchala en af de mest citerede artikler om europæisk integration, “Of Blind Men, Elephants and International Integration (Journal of Common Market Studies), Vol. 11, 2: 267-284).

Titlen henviste til en indisk fabel om seks blinde mænd, som diskuterede, hvad det var for et dyr, de stod overfor ved at rør forskellige dele af dets krop, og de kunne ikke blive enige.

Sådan var det også med EF dengang i 60’erne, og sådan har det været lige siden. EF (nu EU) er et dyr, som det er svært at blive klog på. EU er en kompleks størrelse meden kompleks historie.

EU er IKKE et fredens projekt, som nogle politikere ellers har for vane at kalde det. EU er faktisk slet ikke et projekt. Hvad EU er, og hvad det skal udvikle sig til har altid været et stridsspørgsmål. EU er grundlæggende bare en politisk arena, som ligger i institutionelle rammer.

Men Tyskland og Frankrig har altid været centrale kollektive aktører i denne arena, mens en tredje kollektiv aktør, Storbritannien aldrig rigtigt har fundet ud af, om den hører til i denne arena eller ej. Dette har nejet ved den britiske folkeafstemning ikke ændret afgørende ved.

I forbindelse med indførelsen af euroen i 1999 publicerede jeg som seniorforsker ved DUPI (nu DIIS) en lille bog om euroen og de fransk-tyske relationer. Det blev DUPIs mest solgte bog nogensinde.

Her kommer et kortere uddrag:

Området omkring Rhinen, som adskiller Tyskland og Frankrig er fyldt med dybe historiske ar.Ikke mindre end 27 gange har de to lande ligget i blodige stridigheder med hinanden siden det 16. århundrede. I de seneste knap125 år er Frankrig tre gange blevet invaderet af tyske tropper. Også i efterkrigstiden har forholdet mellem de to Rhinlande til tider været præget af dyb mistro, misforståelser og rivalisering.Dette kan synes naturligt, når man tager den historiske arv i betragtning. Men det har også været præget af et dybfølt behov for forsoning og fred, ikke mindst fra tysk side. Gennem det europæiske projekt, som på grundlag af Rom-traktaten blev udbygget med en toldunion, senere et fælles marked, samt en fælles landbrugspolitik, kunne de to lande overskride deres traditionelle og destruktive fiksering på hinanden. Hovedmotiverne er imidlertid forblevet forskelligartede.

For Tyskland har det primært drejet sig om at hele historiske sår, at berolige Frankrig gennem et fredeligt partnerskab, at uddybe den europæiske integration med henblik på at binde landet stærkere ind i de vestlige institutioner, samt at skabe stabile institutionelle rammer for udviklingen af den stærkt eksportorienterede tyske industri.

Efterkrigstidens første store tyske statsmand, Konrad Adenauer, var stærkt besluttet på at indbinde Vesttyskland solidt til Vesten: kulturelt, militært, politisk og økonomisk.For Adenauer var hovedformålet med denne Westbindung at bryde afgørende med Tysklands fortid. Den vestlige verden forbandt han med demokrati, kristendom og social markedsøkonomi. Det var på grundlag af disse værdier, at det nye Tyskland skulle skabe sin nationale identitet. Værdierne blev skarpt afgrænset fra Tysklands nationalistiske, autoritære og militaristiske fortid, og ved udbruddet af de kolde krig i slutningen af 1940’errne i stigende grad med alt, der lå øst for Jerntæppet. Ifølge Adenauer blev det altså landets manglende forankring til Vesteuropa, som havde gjort den tyske Sonderweg mulig, og som havde fået det til at forfølge en strategi med løse og skiftende alliancer (Schaukelpolitik). med henblik på at opnå hegemoni i Europa. Som 1919 og 1945 viste med tydelighed, var denne politik gang på gang endt i nederlag og politisk isolation.

For Adenauer og efterkrigstidens politiske elite var det derfor en bydende nødvendighed, at det nye Tyskland blev bundet dybt ind i vestlige institutioner. De ønskede med Thomas Manns ord et “europæisk Tyskland, ikke et tysk Europa. Strategien tjente ligeså vigtige eksterne formål: at rehabilitere det nye Vesttyskland og berolige dets vestlige partnere, ikke mindst Frankrig, samt at skabe sikkerhed mod truslen fra øst. Dette kunne på længere sigt bane vejen for en tysk genforening.

For Frankrig har partnerskabet primært drejet sig om tenir le rang de la France: at udøve et europæisk politisk og økonomisk lederskab, som landets position i stigende grad ellers ikke berettigede til, samt at opbygge et Europa, som kunne frigøre sig fra USA og på længere sigt måske ligefrem ville blive i stand til at spille med sine økonomiske muskler over for storebroderen på den anden side af Atlanten.

For at kunne fuldføre denne mission, har det ikke været nok for Frankrig at binde Tyskland ind i de europæiske institutioner. Tyskland skulle både knyttes til Frankrig og Europa i et tæt symbiotisk forhold. I mangel af et stærkt fransk-tysk partnerskab ville Tyskland hurtigt komme til at dominere den europæiske integrationsproces gennem sin politiske, befolkningsmæssige og økonomiske vægt, og så ville Frankrig have nået lige vidt. Alene af denne grund har Frankrig været imod et føderalt Europa.

I efterkrigstidens bipolare system har hvor det ikke har kunne forfølge sin klassiske alliances des revers-diplomati for at holde sin østlige nabo i skak (équilibre germanique) har Frankrig altså været dybt afhængig af Tyskland. Som de Gaulle udtrykte det: “Det er Frankrigs skæbne,at intet kan opbygges uden Tyskland”.

Med henblik på at kontrollere indbindingen af Tyskland og fastholde den franske indflydelse i Europa (og verden) har det samtidigt været bydende nødvendigt at bevare ligevægten i forholdet. Et sådant dobbelt afhængighedsforhold fører naturligvis til tidligere tiders angst og rivalitet. Således er Frankrig blevet hjemsøgt af gamle dæmoner hver eneste gang, Tyskland har vendt blikket mod Østeuropa (Drang nach Osten) hvad enten det har været for at søge udsoning (Brandt), opnå russisk accept af tysk genforening (Kohl) eller stabilisere de nye demokratier i øst gennem optagelse i EU (hvilket i Frankrig har skabt frygt for et nyt tysk-domineret Mitteleuropa. I den økonomiske sfære har forholdet til Tyskland derimod været et konstant tema i den franske debat. Dette hænger både sammen med, at Tyskland som handelsnation har haft et friere spillerum i denne sfære, og ikke mindst med at D-markens styrke har været de mest synlige bevis på, at Frankrig er blevet svækket overfor Tyskland. Fra og med 1980’erne, hvor dette for alvor gik op for franske regeringer,er Frankrig blevet endnu stærkere indstillet på at uddybe den europæiske integration med henblik på at gøre Frankrig større. Dette har omvendt sat den særlige franske statsnation-tradition under pres.

Sammenfattende har det fransk-tyske forhold været et spørgsmål om benhård realisme. Det er ikke fortrinsvis en alliance mellem to venskabelige vendt imod andre, men snarere et forhold, som har gjort det muligt for den ene magt at kontrollere den anden, og for den anden magt at kontrollere sig selv.

thatcherMS0311_468x777

EU efter Brexit/Bremain

I dag stemmer briterne. Frimarkedsliberale er stærkt delte. Nogle håber på et Storbritannien som et nyt Hongkong uden for EU med mere frihandel, mindre regulering og mere økonomisk vækst end muligt indenfor. Det kan da heller ikke teoretisk umuligt. Det er bare heller ikke sandsynligt. EU øver i dag et stærkt, men ret usynligt bolværk mod regulering og statsstøtte, som virksomheder og interessegrupper lobbyer for nationalt.  Uden det bolværk kan der sagtens komme mere regulering, også i UK. Og når man ser på, at modstanden mod fri bevægelighed er et af de Brexit-argumenter, som har gjort størst indtryk i den britiske debat, bliver den bekymring ikke mindre. Indstrømningen af bl.a. østeuropæisk arbejdskraft har været en stor fordel for briterne og deres økonomi.

EU uden UK bliver mindre markedsliberalt

Men hvor efterlader afstemningen os andre?

Hvis briterne forlader EU, vil medianvælgeren rykke i mindre markedsliberal retning. Nu træffes beslutningerne i EU jo ikke med almindeligt flertal, men effekten vil langt henad vejen være den samme. Stemmevægten i Det Europæiske Råd vil rykke i en uhensigtsmæssig retning. Det vil blive sværere at blokere for mere protektionistisk politik og lettere at blokere liberaliseringer. I dag kan et mindretal på mindst fire lande, repræsenterende mindst 35 pct. af befolkningen i EU, blokere beslutninger i Rådet (medmindre der som på skatteområdet kræves enstemmighed). Uden Storbritannien vil Danmark, Sverige, Finland, Irland, Holland, Tjekkiet og Tyskland ikke længere kunne udgøre et blokerende mindretal. Det er i dag den mest liberale blok. De illiberale lande i Sydeuropa samt Frankrig vil komme til at fylde mere. Man kan desuden frygte, at de nationalistiske og illiberale strømninger i Østeuropa vil blive stærkere uden briterne som forbillede og ledestjerne i EU. Det gælder navnlig, hvis den frie bevægelighed bliver begrænset, og en større del af budgettet flyder sydover. Samtidig vil britisk udtræden styrke gruppen af Euro-lande mod gruppen af ikke-Eurolande, som i højere grad vil kunne komme til at tage imod diktat.

Ved en skillevej i EU?

Den britiske afstemning vil dog sandsynligvis kunne få indflydelse ikke bare på den politiske linje i EU, men den helt overordnede konstitutionelle udvikling i unionen. Vi står sandsynligvis ved en skillevej – ikke bare fremkaldt af den britiske afstemning, men af den dybe krise i EU. Og det rummer både muligheder og trusler.

De hænger til dels sammen med, at der i EU og måske navnlig herhjemme er utrolig begrænset fornemmelse af, hvad EU egentlig er for en størrelse. Her er et par pointer, som jeg ser dem, hvis man tager udgangspunkt i indsigterne fra konstitutionel økonomi.

EU’s svage centralmagt er en fordel

Problemet i EU er ikke, at ”det er for svært at træffe beslutninger”, og egentlig heller ikke et ”demokratisk underskud”. Hvis politiske beslutninger skal være til gavn for alle, kræver det, at beslutninger er svære at træffe, sådan at et flertal ikke kan udnytte et mindretal – f.eks. omfordele fra mindretallet til flertallet. Institutionerne skal være robuste over for populistiske strømninger. Og decentralisering – dvs. national selvbestemmelse på det store flertal af områder, hvor EU ikke med fordel kan blande sig – kræver også stærke begrænsninger på centralmagten. Det indså allerede de amerikanske ”framers” bag forfatningen. Men realiteten er, at EU set ud fra konstitutionelt økonomisk perspektiv på mange måder er bedre og stærkere end den amerikanske føderalmagt – navnlig som den amerikanske er kommet til at udvikle sig på trods af de beskyttelsesmekanismer, som blev sat ind i forfatningen. Staterne i EU står meget stærkere end delstaterne i USA. EU beskæftiger sig med færre politiske emner, har et markant mindre budget og betydeligt færre magtmidler til sin rådighed. EU har intet militær, ingen selvstændige skatteindtægter af betydning og har dårlig nok en fælles valuta.

Det er alt sammen en ”feature, not a bug”. På kort sigt er der næppe den store risiko for, at EU’s magtbeføjelser bliver udvidet. Der er ikke folkelig opbakning i EU-landene til ”mere magt til Bruxelles”, men dagsordenen kan også blive solgt som ”mindre demokratisk underskud” og ”det skal være lettere at træffe beslutninger”.

”En stadig tættere union” bør ikke længere være motoren i EU’s konstitutionelle proces

En grundlæggende doktrin i EU-samarbejdet er Romtraktatens princip om ”en stadig tættere union”. Det var kompromisset mellem ønsket om Europas Forenede Stater og den manglende opbakning til at opgive nationalstaternes suverænitet. Så EF blev i stedet til et meget løsere samarbejde, men doktrinen er bygget dybt ind i EU’s institutioner, så bevægelsen gik i retning af forenede stater. I Danmark er der ikke megen forståelse for, at navnlig EU-domstolen ”politiserer” så meget, men det hænger grundlæggende sammen med, at den ser det som sit mandat at medvirke til en stadig tættere union.

Udover den manglende opbakning er problemet ved doktrinen om ”en stadig tættere union”, at den har ført til en meget hasarderet politik. En del føderalister har (haft?) den filosofi, at det ikke gør noget at søsætte politiske initiativer, som ikke er komplette, men tværtimod vil give anledning til kriser, hvis det blot driver os videre i retning af endnu mere union. Altså at f.eks. en ufuldstændig fælles valuta ikke gør noget, hvis det baner vejen for en bankunion og yderligere finanspolitisk koordinering. I Euroens tilfælde har det imidlertid været lige ved at vælte hele EU-konstruktionen – og faren er ikke drevet over endnu.

Det helt centrale spørgsmål er, om tiden ikke for længst er inde til et opgør med doktrinen om ”en stadig tættere union”. Der er stadig ikke opbakning til Europas Forenede Stater, og en indbygget drift i den retning vil uvægerligt give stadige spændinger som den, der har udløst den britiske afstemning. Der kan tværtimod være grund til at konsolidere de forfatningsmæssige bindinger på EU’s centralmagt.

EU’s naturlige opgaver er de få kollektive goder med passende skala

Udover at det skal være tilpas svært at træffe beslutninger, handler det også om, hvad EU’s naturlige opgaver skal være. Jeg er enig med Bill Niskanen i, at der er relativt få kollektive goder med en skala, så de bedst løses centralt på EU-niveau. Det drejer sig først og fremmest om det indre marked og de fire friheder: Fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft, forbud mod statsstøtte, frihandelsaftaler med resten af verden og grænseoverskridende miljø- og klimaspørgsmål. Så længe landbruget får så store subsidier, kan det også være en fordel med fælles landbrugspolitik, men den bedste løsning vil være at indføre samme forbud mod støtte som for industrivarer.

Desværre er der en risiko for, at politikerne vil kaste sig over de opgaver, som ikke har med fælles kollektive goder at gøre, men kan anvendes til sædvanlig politisk dynamik med køb og salg af politisk støtte: Det vil sige åben eller skjult omfordeling via pengestrømme eller reguleringer.

Krisen i EU er så voldsom og har udviklet sig så hurtigt, at den konstitutionelle proces i EU bygget op om ”stadig tættere union” bør sendes til revision. Den britiske afstemning vil kun bidrage yderligere til det (uanset om det bliver ”remain” eller ”leave”).

Det kunne være godt, hvis EU-borgerne fik en bedre forståelse for, hvor styrkerne og svaghederne i deres nuværende union ligger.

 

Grüsse aus Heidelberg 1: Støtte til ideen om EU?

Som enkelte af læserne måske ved, er jeg i juni og juli væk fra Danmark. Mens jeg normalt har hjemme i Aarhus, har jeg midlertidig sommerbase i år og næste år i Heidelberg, ligesom jeg opholder mig her en del tid i december i år og januar 2017. Opholdet er muligt pga. forskningsmidler fra universitetet i Heidelberg. Jeg er derfor en del af teamet omkring Axel Drehers Lehrstuhl, hvor vi dette semester har sat et kandidatkursus sammen om ’The Political Econoy of Development’.

Det særlige ved at slå sine folder midlertidigt i Sydtyskland er, at man bliver direkte udsat for mange nye input. Vi kører derfor denne sommer en lille serie indlæg med titlen ”Grüsse aus Heidelberg”, der fokuserer på netop disse input. Det første handler om folks syn på EU, og i særlig grad på synet på den grundlæggende idé om EU.

Som Foreign Policy skrev i går, har briterne altid været lunkne: ” Although the EU was not exactly popular with the majority of the British public, most of them appreciated the material advantages it offered, such as freedom to travel and the possibility of spending your retirement years in places where the sun shone and the living was easy.” Mit klare indtryk er, at danskerne deler denne holdning. Vi er tilfredse med de muligheder for handel – både for danske virksomheder og for vores egen personlige grænsehandel (fysisk eller over nettet) – og glade mobiliteten, dvs. at vi kan rejse rundt i Europa uden problemer. Men ligesom briterne, er danskerne generelt ikke begejstrede for selve idéen om en overstatslig konstruktion.

Det slog mig derfor, da jeg i går delte en kaffepause med Gerda Asmus og Angelika Müller – to PhD-studerende ved vores Lehrstuhl – at tyskernes syn på EU er ret anderledes. Gerda tog de sædvanlige forbehold, at vi som akademikere måske ikke har helt samme holdninger og forestillinger som de fleste, men var alligevel sikker i sin sag: Et klart flertal af tyskere støtter idéen om et EU som styrende, overstatsligt organ i Europa. Det samme er ret tydeligt tilfældet i Frankrig, mens der længere sydpå er støtte til den basale idé, men måske mest fordi der er så lidt tillid til disse landes egne politiske institutioner.

Det slående ved disse forskelle er, at de indebærer at vi slet ikke er enige om formålet med et europæisk samarbejde, og at de ofte forsvinder ud af debatten. Det er dog også en tanke, at et formål med EU som styrende, overstatsligt organ er det, der i sidste ende kan drive ikke blot Storbritannien, men flere lande ud af unionen. Den fundamentale idé bag øget frihandel og større mobilitet, om vi så taler om arbejdskraft, studerende eller turisme, er en idé om mindre politisk styring – at staten skal lade være med at stå i vejen for borgerne. Den grundlæggende idé bag EU-samarbejdet er på helt anderledes vis, at der skal mere politisk styring til, og at denne styring skal være fælleseuropæisk.

Har man en tradition for meget direkte styring af folks privatliv og af erhvervslivet er der intet særligt i EU-idéen. Den bliver blot et udtryk for et håb om, at bare gode folk kommer til – i dette tilfælde ikke i det nationale parlament (som sikkert har spillet fallit), men i et europæisk politisk system – kommer det til at gå bedre. Har man ikke denne tradition (læs: Storbritannien, Danmark, Finland…) er det ganske svært at argumentere kohærent for, at EU er en basalt god idé. Uden en enten socialistisk eller virkeligt gammeldags konservativ tradition bliver EU et dybt ufolkeligt projekt.

Om valg af gymnasium

Vi har tidligere henvist til Jens Frederik Hansens blog – se her. Denne gang ser Jens Frederik på den ikke helt ukomplicerede proces, at vælge Gymnasium, når man er færdig med folkeskolen.

Som Jens Frederik skriver:

Det er et system, der indbyder til, at man tænker taktisk, og i den forbindelse betyder taktisk, at man søger ind på en mindre attraktiv skole, end den man helst ville på. Det er jo et virkelig godt udgangspunkt for en gymnasietid, at man må elske den skole, man får, fremfor at få den man elsker. Det er ellers en livserfaring, man helst først skulle have så sent i livet som muligt.

Læs mere på Jens Frederiks blog

De røde ledere og den brune mås

Med jævne mellemrum dukker der nyheder op fra Venezuela, og ingen af dem er positive. Som vi har skrevet om tidligere, og som interesserede har kunnet følge tæt på Americas, er landet nu i gang med en total økonomisk nedsmeltning. Selvom Hugo Chavez og hans efterfølger Nicolas Maduro begge har gjort hvad de kunne for at knægte landets frie medier, har det vist sig umuligt at styre nyhedsstrømmen ud af landet. Det samme er i stigende grad tilfældet i Cuba, hvor Obamas besøg for nogen tid siden både skabte opmærksomhed om cubanernes lidelser og gav dem en kort respit fra en grå tilværelse. Begge lande er i en miserabel tilstand, og ikke blot økonomisk. Det særlige ved de to historier er, hvordan de begge er så klare eksempler på, hvad der sker med et samfund, når man indfører faktisk socialisme.

Som Catos David Boaz mindede læserne om forleden, begyndte flere venezuelanske hoteller allerede sidste år at bede deres udenlandske gæster om at medbringe deres eget toiletpapir og sæbe. Boaz pegede på, at det er helt ækvivalent til hvad man lærte, da Sovjetunionen begyndte at åbne sig så meget op for resten af verden, at man kunne få faktuel viden om hvad der foregik. Sidst i 80erne, da Vesten først begyndte at få solid, verificerbar information, var der mangel på sæbe, vaskepulver og salt, og sukker var rationeret i Moskva. I en helt parallel udvikling i Venezuela skrev The Guardian – ikke ligefrem det mest liberale medie i den vestlige verden – i maj om, hvordan det er blevet del af den venezuelanske hverdag, at det er svært at finde mælk, kød og bønner i butikkerne (læs f.eks. her og her). I 2014 var historien mangel på mælk, majsmel og bleer, og året før var det store hit en app, der viste vej til nærmeste butik, der solgte toiletpapir. På det sidste er turen kommet til øl.

Fødevarefirmaet Polar har således måttet stoppe en væsentlig del af deres ølproduktion, fordi de ikke længere kan skaffe råvarer. Et særligt problem er, at malten købes hos et belgisk bryggeri, og Polar derfor har behov for udenlandsk valuta. Det er blevet et bureaukratisk mareridt pga. regimets byzantinske regler og kontrol med valutahandel. Polar har derfor meldt ud, at de må stoppe produktionen af øl. Præsident Maduros reaktion har været helt i tråd med, hvad man kender fra andre lignende regimer. Maduros fortælling om Venezuelas økonomiske genvordigheder hviler på konspirationsteori: Den officielle forklaring er således, at de tragiske mangelsituationer er en konsekvens af en økonomisk krig ført af oppositionen i samarbejde med USA. Maduro har derfor truet med, at firmaer der ligesom Polar stopper produktionen, deltager i den økonomiske krig mod ham og derfor risikerer at blive nationaliserede.

Problemet for Polar er, at selskabets normale fødevareproduktion overhovedet ikke er profitabel pga. et andet element af regeringens socialistiske politik: Omfattende priskontrol. Det har således i en årrække krydssubsidieret fødevarerne med indtægter fra ølsalget, for fortsat at kunne levere fødevarer til befolkningen. Polar står nu i en Kafkask situation, hvor de ikke kan få råvarer til at producere øl. Hvis de stopper med det, kan de ikke finansiere fortsat produktion af fødevarer, og så bliver de nationaliserede. Hvis de ikke stopper, går firmaet fallit, og så bliver det sandsynligvis nationaliseret. Hundredevis af andre venezuelanske firmaer er i samme situation, ligesom dusinvis af chilenske firmaer blev overtaget på lignende vis af det kommunistiske Allende-regime i starten af 70erne. Metoden har dybe, historiske rødder i den socialistiske verden. Lenin og Stalin nationaliserede og tvangskollektiviserede f.eks. størstedelen af det russiske landbrug ved at påstå, at ejerne var del af en økonomisk konspiration med udenlandske kræfter mod regimet.

Forsøgene på at styre økonomien fra centralt politisk hold er ødelæggende. Hvis man – rent teoretisk – skal styre en planøkonomi fra centralt hold, kræver det omfattende, detaljeret viden om specifikke forhold som produktivitet, efterspørgsel, umiddelbare omkostninger, sæsonfluktuationer og mange andre forhold ned på ikke blot vare-, men ressourceniveau. Som Ludwig von Mises demonstrerede allerede i 1920, skaber relative priser mellem varer og serviceydelser information om disse forhold i en fri markedsøkonomi. Informationskravene uden en fri prisdannelse er uoverstigelige, og selvom man kunne løse dem – ’moderne’ kommunister har ofte stor tiltro til computerkraft – ødelægger styringen ethvert privat incitament til innovation.

Alligevel er det påfaldende, hvor ekstremt dårligt, socialistiske regimer klarer sig på bestemte områder. Som titlen antyder, har socialistiske ledere meget specifikke problemer. Et af de særligt bemærkelsesværdige er, at mens det naturligvis kan være svært at forudsige efterspørgsel efter bestemte sæsonbetonede varer, er det forbløffende let at fremskrive behovet for toiletpapir. Selv en kommunistisk planøkonomi burde i princippet ikke have uoverstigelige problemer med at levere toiletpapir, medmindre der er usikre alternative produktionsformål, som papiret kan bruges til. Toiletpapir er heller ikke ligefrem en high-tech vare.

På trods af enkelheden er mangel på toiletpapir alligevel et gennemgående tema i de fleste socialistiske landes sociale virkelighed (se f.eks. her). Mange galgenhumoristiske vitser fra disse lande handler således om, hvorfor der trykkes som mange eksemplarer af Pravda, Granma, eller hvad det statssanktionerede medie nu engang hedder. Svaret er, at avisen da kan bruges til ét fornuftigt formål – at tørre sig bagi. Problemet med de brune måse, når butikkerne endnu engang er løbet tør for toiletpapir, demonstrerer på stinkende vis, hvor verdensfjerne, ligeglade og inkompetente, de fleste ’folkelige’ røde ledere faktisk er – og hvor elendigt, deres økonomiske system virker. For de tusinder af europæere, der er vokset op efter murens fald og med kun romantiseret misinformation om, hvad der faktisk foregik i Østeuropa, er den historie værd at gentage.

Liberalisering og recovery

En af de store debatter de senere år, der stadig splitter politikere og almindelige mennesker, er hvordan man bedst kommer ud af en krise. Med andre ord, hvilke slags politik er forbundet med hurtigere ’recovery’? I Danmark er det en helt særligt relevant debat, da vi ikke er ude af krisen endnu – danske økonomi står stille (læs f.eks. her). Så hvad kan dataene indikere for os?

Spørger man om sammenhængen mellem offentligt forbrug og recovery, møder man et slemt endogenitetsproblem: Fordi de automatiske stabilisatorer – dagpenge, kontanthjælp osv. – er en del af det offentliges totale forbrug, og de automatisk stiger når de går dårligt, kan man ikke på enkel vis sige noget om sammenhængen mellem de to. Det kan være, at stigende offentligt forbrug fører til langsom recovery, men vi ved også at langsom recovery helt generelt fører til større stabilisatorudgifter. Man må derfor se på noget andet.

Det gør vi i den nedenstående figur. Her er tre faktorer plukket ud af Fraser Instituttets EFW-data: Marginalskatter, graden af reguleringer af produktmarkeder (dvs. regulering af det private erhvervsliv), og omkostninger forbundet med at dokumentere, at importvarer overholder danske reguleringer. Den første fanger, om politikerne reagerer i skattepolitikken, den anden om man reagerer på krisen ved at regulere yderligere, og den sidste om en konsekvens af reguleringsændringerne fører til væsentligt tungere bureaukrati.

Søjler krise respons 7 til 14

Figuren omfatter 44 vestlige lande (minus katastrofelandet Grækenland), så hver søjle er gennemsnitsvæksten i real BNP per indbygger over perioden 2007-14 (fra Verdensbanken) på tværs af 22 lande under og over medianændringen i de tre faktorer. Den simple indikation fra figuren burde få flere politikkere til at tænke sig om en gang til, før de slipper kontrollen med deres reguleringsfetich. I lande, der overordnet har reageret på krisen ved at regulere disse områder mere – højere eller uændret marginalskat, flere og tungere reguleringer – har den totale vækst i perioden været cirka 1 %. I lande, der har reageret modsat og faktisk liberaliseret deres politik, har den gennemsnitlige vækst været 6 %. Hvilke lande er således bedst kommet ud af krisen? Svaret er, at det er dem, hvor staten er stået en smule mindre i vejen for befolkningen.

Et Europa i ”to hastigheder”

Der har længe været talt om et EU i ”to hastigheder”, og ofte som et problematisk scenario. Med en mulig Brexit er diskussionerne taget til. Adskillige kommentatorer ser det således som overvejende sandsynligt, at EU vil udvikle sig i retning af to hastigheder, hvis briterne vælger at blive i unionen. Grunden er, at der ganske enkelt er for mange af de overstatslige løsninger, ikke mindst fælles EU-reguleringer, som er uspiselige for et flertal i Storbritannien. Man må derfor lave en løsning, hvor briterne – og andre – kan slutte sig til et EU med færre beslutninger taget i Bruxelles og en større rolle for nationalstaterne, mens resten (eller næsten resten) kan fortsætte ad vejen mod ”dybere integration”.

Selve frasen ”to hastigheder” indikerer, at de lande, der deltager i den yderligere integration, vil bevæge sig hurtigere end dem, der bliver udenfor. Tricket er, at folk uden at overveje det, ser hastighed som hastighed, dvs. som samme hastighed overalt. To hastigheder kan dog ganske hurtigt komme til at betyde noget helt andet.

Den måde, begrebet bruges korrekt, er netop at det angiver, at nogle lande vil udvikle sig mere og hurtigere i retning af en føderal stat med centraliserede beslutninger i Bruxelles og kun mindre beslutninger i de enkelte medlemslande eller regioner. Den ’hurtige’ hastighed er dermed en EU-venlig proces, hvor mere beslutningsmagt afgives til overstatslige myndigheder, og hvor man får stadigt mere ens – i EU-speak, harmoniserede – reguleringer og politikker. Den langsomme hastighed er situationen hvor kun en del af harmoniseringen implementeres, mens andre reguleringer og politikker forbliver hos nationalstaterne, eller hvor visse politikområder gives tilbage fra Bruxelles til København og andre hovedstæder.

Den uudtalte ide hos den mest EU-venlige fløj i debatten er således, at den hurtige hastighed i forhold til harmonisering også fører til en hurtig hastighed i den økonomiske udvikling. Det er netop her, jeg mener at kæden hopper af i de implicitte argumenter. Hvorfor tror man, at yderligere EU-integration ad den retning, den fælles politik har udviklet sig de sidste 10-15 år, er gavnlig for den økonomiske udvikling?

En simpel og grov, men praktisk, måde at vurdere spørgsmålet på, er at se på den økonomiske udvikling siden 2007 i tre grupper i Europa: Lande i eurozonen, EU-medlemmer udenfor euroen, og europæiske lande udenfor EU. Den akkumulerede BNP-vækst per indbygger (BNI-vækst per indbygger) i eurozonen var iflg. Verdensbanken -4.2 % (-3.3 %) i perioden, og -2.8 % (-1.9 %) uden Grækenland. EU-landene udenfor euroen voksede i gennemsnit 6,0 % (6.7 %), mens landene udenfor EU voksede 10.0 % (9.9 %). De mest integrerede europæiske lande voksede dermed langsomst efter krisen.

En anden måde at vurdere, hvorfor man skulle tro at yderligere integration i EU fører til mere udvikling – udover en politisk udvikling til gavn for en meget lille politisk elite – er at se på, hvilke slags reguleringer og lovgivning, der indføres eller harmoniseres. Udover den totale centralisering af pengepolitikken gennem euroen, tales der også meget og varmt om at give EU beskatningsbeføjelser. Frankrig og andre har også foreslået, at man harmoniserer bl.a. selskabsskatter og dele af afgiftsstrukturen, og vel at mærke ikke på et irsk niveau. Argumentet har som oftest været, at man vil undgå skattekonkurrence i EU, hvilket i praksis betyder, at lande med de højeste eller mest forvridende selskabsskatter og afgifter ønsker, at resten af EU hæver deres skatter og afgifter. Frankrig excellerede endda i hykleri for nogle år siden, da landet foreslog en fælleseuropæisk minimumsskat på indkomst.

Ser man med nogenlunde klare øjne på de politikforslag, der dukker op i Bruxelles, er de endda meget svært at finde et eneste, der med nogen sandsynlighed vil fremme en økonomisk udvikling. Ser man over et gennemsnit af præferencer for politik, er det også ret tydeligt, at ’kernelandene’ i EU – dvs. dem, der sandsynligvis ville deltage i den hurtige hastighed – er de samme som har en tradition og politisk præference for meget aktive, regulerende og tunge stater. Med andre ord er det politiske traditioner, der foretrækker begrænset økonomisk frihed og væsentlig politisk styring. Alle erfaringer fra eksempler og vækststudier de senere år peger på, at de traditioner er væksthæmmende. Så et EU i to hastigheder kan meget hurtigt blive til netop et EU i to hastigheder: En kerne, der integrerer sig mere og mere, og vokser langsomt, og en EU-periferi, der økonomisk løber fra kernen. Det er næppe det, de fleste politikkere har i tankerne, når de advarer om et Europa i to hastigheder.

Hvor demokratisk er Afrika egentlig?

I torsdags skrev vi om de særlige eksempler, man kan finde i de opdaterede data, som Martin Rode og jeg arbejder med for tiden. Men dataene, der er tilgængelige fra 1950 til 2015, kan naturligvis også bruges til at illustrere mere generelle trends. En af de mest omdiskuterede i mange år, har været hvordan det går med demokrati i Afrika.

Figuren nedenfor viser, hvor stor en andel af de nu 54 afrikanske lande er kategoriseret som ’rigtigt’ demokratiske. Svaret er 35 %, eller 19 af de 54, og selvom det ikke lyder af alverden, er det et væsentligt fremskridt i forhold til for bare 20 år siden. Ikke overraskende skete meget af udviklingen som direkte konsekvens af Sovjetunionens kollaps, da Østblokken ikke længere politisk og økonomisk kunne understøtte socialistiske diktaturer i Afrika. Figuren viser dog også, at de tidligere britiske kolonier helt generelt har været mere tilbøjelige til at blive demokratiske. Med den fredelige overdragelse af magten efter valget i september 2011 blev Zambia det ottende af de 16 lande med britisk kolonifortid, der er tydeligt demokratisk.

Afrika demokrati

Før nogen undrer sig, illustrerer figuren dog også en ganske interessant detalje. Ghana var den første koloni i Afrika, der blev uafhængig i 1957, men figuren viser hvordan omtrent 6 % – dvs. tre lande – faktisk var demokratiske før de blev uafhængige. Denne andel stiger endda en smule omkring 1960. Ghana fik faktisk frie og demokratiske valg, og en grad af selvstyre, allerede i 1951. Landet blev dermed på sin vis lige så demokratisk, som Færøerne er i dag. Denne umiddelbart mærkværdige situation er både spændende og generelt ignoreret i forskningen. Hvis læserne kender til forskning på området, hører vi meget gerne om det.

Hvor er de mest overraskende demokratier?

Jeg har de seneste måneder brugt en del tid i samarbejde med min ven Martin Rode (Universidad de Navarra) på at samle en database over regimetyper og ledere. Dataene indgår både i vores fælles arbejde omkring demokratiseringer og regimeændringer (se f.eks. her) og i mit eget arbejde omkring kup og kupforsøg. Hvis man ikke lige stirrer sig blind på tallene, ser man ofte morsomme og interessante ting, mens man arbejder med dem. Dagens observation er ganske enkel den, at man faktisk ser stabilt demokratiske regimer, som er omgivet af autokratiske nabolande, ligesom man ser det modsatte. Så hvor er de mest overraskende af slagsen?

Mit bud, baseret på vores opdatering af demokratiindikatorerne i Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-database, peger på tre lande: Kenya, Mongoliet og São Tomé og Príncipe. Alle tre er kendetegnet ved at være fattige eller mellem-indkomst med PPP-justerede nationalindkomster på 3300, 12.500 og 3400 dollars (kilde: CIA World Factbook) og har været stabilt demokratiske i mindst ti år.

De deler også det, at alle deres geografiske nabolande er stabilt autokratiske, forstået på den måde at de alle er kategoriseret som udemokratiske i hele perioden 2005-2015. Deres nabolande er på andre måder bekymrende. For Kenya gælder det f.eks. Somalia og Sydsudan, for Mongoliet Rusland, og for São Tomé er det nærmeste fastland Gabon og Ækvatorialguinea. Sidst er de alle tidligere kolonier – Kenya som en del af Britisk Østafrika, São Tomé under portugiserne, og Mongoliet som en effektiv sovjetisk lydstat. Mens det kenyanske demokrati ikke altid er perfekt fredeligt, ligner politiske processer i Mongoliet og São Tomé dem vi kender fra vestlige lande. Det er med andre ord ganske imponerende, at demokratiet har slået så grundigt rod i de tre lande.

I den anden ende af skalaen viser de nye data ret klart tre lande, hvor autokratier overlever på trods af, at de er næsten helt omgivet af demokratier: Montenegro, Singapore og Cuba. Montenegro har de sidste ti år været omgivet af demokratier på alle sider, men præsident Filip Vujanović og premierminister Milo Đukanović har siddet tungt på magten siden før den officielle uafhængighed fra Serbien i 2006. Đukanović har således haft posten som enten premierminister eller præsident uafbrudt siden 1991. Historierne om statssanktioneret smugleri, manipulation med banker og indgroet rent-seeking mangler ikke i det ellers fabelagtigt smukke land, og indtil videre er det ikke lykkedes at vælte en magthaver.

I Cuba har det på meget anderledes vis været Castro-brødrenes kommunistiske jerngreb, der har holdt befolkningen udenfor en hvilken som helst indflydelse. Ingen ved præcist hvor mange politiske fanger, der sidder i landets fængsler, og selvom regimet har åbnet en smule op – Obama blev således modtaget tidligere i år og holdt ikke sin kritik tilbage – er der ingen tegn på, at den politiske elite og de cubanske militær har planer om at give magten fra sig. I mellemtiden er alle nabolandene, med undtagelse af Haiti, blevet stabilt og pænt demokratiske. Cubanerne kan, i det omfang de får information fra internet, tv eller undergrundspressen, blot følge med i, hvordan verden løber fra dem.

Sidst, men ikke mindst mærkeligt, har Singapore været ledt med stor, autokratisk dygtighed. Lee Kuan Yew definerede stilen i de tre årtier, han sad ved magten efter uafhængigheden, og efterfølgende leder har styret den lille bystat sammen med et parlament, der er nogenlunde demokratisk valgt, men uden megen formel magt. Singapore har således ikke fulgt Cubas voldsomt undertrykkende måde at bevare autokrati, og har heller ikke været udbyttende som Montenegros elite. I stedet har bystaten skabt et af verdens mest effektive embedsværk, retsvæsener og erhvervsklimaer. Resultatet har været en af verdens hurtigste vækstrater, så Singapore fra at have været en ret ubetydeligt, fattig knold med en havn i 1950erne er vokset til at være markant rigere end Danmark. Selvom der er en demokratibevægelse, som også blander sig i den offentlige debat, synes politiske rettigheder stadig at være lidt nede på listen over prioriterede emner blandt store dele af befolkningen.

Dagens post er således både en undren over, at visse lande kan bibeholde politiske institutioner, der slet ikke ligner nabolandenes, og en introduktion til, hvad man kan bruge denne type databaser til – man kan f.eks. notere sig, at alle de særligt stabile autokratier har ikke-militære ledere. Men posten er også en påmindelse til mange læsere, der måske i gymnasiet eller andre steder har lært, at tal er kolde og økonomer kun er interesseret i dem (og penge). For som eksemplerne viser, er der en historie bag hvert ’tal’, men man skal nogle gange have de hårde fakta – tallene – først før man opdager historierne.

IEC-studerende om dansk handelspotentiale

En af de store fornøjelser som underviser på et universitet er at se studerende vokse med en opgave. Det får de dygtigste studerende på International Economic Consulting-linjen mulighed for hvert år når de følger kurset Applied Economic Consulting. Her simulerer underviserne en rigtig konsulentopgave med møder, sure klienter, umulige deadlines, og kolleger man ikke selv har valgt. Nogle år sker det med en rigtig konsulentopgave, hvilket var tilfældet i år. Årets case var givet af det Dansk-Tyske Handelskammer og handlede om, hvorvidt der er et uudnyttet eksportpotentiale for danske virksomheder i Sydtyskland.

Handelskammeret har været særligt tilfreds med den rapport, som Nikolaj Krog Knudsen, Thi Hong Nhung Nguyen, Gustav Ebler Johansen, Virginia Midari og Hannes Velt udarbejdede. Ifølge de studerendes beregninger ligger der et ganske stort potentiale til særligt Bayern og Baden-Württemberg. Ved at analysere, hvor meget man generelt handler med andre lande og regioner og sammenholde det med, hvor meget der faktisk eksporteres til Sydtyskland, kommer de frem til et potentiale i størrelsesordenen 1,8 mia. euro i eksport. Meget af potentialet ligger hos små og mellemstore virksomheder, der ikke ligesom de store har mulighed for, at indhente og aktivt behandle information fra nye markeder. De studerendes analyse viste således også, at Handelskammeret ikke er en primær informationskilde for disse virksomheder, noget de kalder en ”øjenåbner” og naturlig inspiration i kammerets videre arbejde.

Virginia+

Der er derfor også en dobbelt glæde forbundet med, at det Dansk-Tyske Handelskammer gav de studerende en mindre præmie for deres arbejde. Først er det den simple glæde ved at se dygtige studerende blomstre når de får muligheden, og for det andet er der glæden ved at vise, at vi ikke blot uddanner de unge til en plads i elfenbenstårnet. Når de er færdige hos os, har de faktisk lært noget brugbart. Hermed et tillykke til Nikolaj, Thi, Gustav, Virginia og Hannes.