I New York for 51 år siden

Det er med en særlig bitterhed, at vi i dag fejrer en særlig dag for 51 år siden: Dagen, da Boeings 747-fly – der kærligt ofte kaldes enten jumboen eller himlenes dronning – fløj sin første ruteflyvning. For 2½ år siden skrev vi om lanceringen af flyet i 1968, og to år tidligere skrev vi en nekrolog over Joe Sutter, der ledte dets udviklingsarbejde. Vi har alligevel valgt at fejre dagen i dag, fordi jumboen netop indvarslede en tid, hvor rejser til USA, Thailand eller Sydafrika kom indenfor almindelige menneskers økonomiske rækkevidde. Den tid har været slut siden marts sidste år, og ingen ved hvornår verden kommer til fornuft igen.

I mellemtiden kan vi huske, hvad vi ellers har kunnet siden 22. januar 1970, da Pan Am for første gang brugte en Boeing 747 på ruten mellem New Yorks John F. Kennedy International Airport og London Heathrow. Medierne var på pletten, og de mange festligt opstemte passagerer kunne lade sig imponere af flyet, der var langt større end noget andet i lufthavnen den aften. Den første flyvning forløb dog ikke uden problemer. Boeing havde tidligere haft problemer med de helt nye Pratt & Whitney-motorer, der var verdens første såkaldte ’high bypass’ motorer, og de problemer ramte også Pan Am den aften. En af motorerne startede ikke korrekt op, og man måtte lade folk vente godt seks timer i terminalen i New York indtil man havde rullet et erstatningsfly ud. Det blev over midnat – og derfor den 22. januar – før Clipper Victor lettede med kurs mod London.

Credits: Paul Seymour

Seks timer og 43 minutter senere landede kaptajn Robert Weeks flyet med hans 19 kolleger og 335 passagerer i Heathrow. Klokken var tyve minutter over to om eftermiddagen da Clipper Victor rullede ind til sin gate i lufthavnen, hvor blandt andet journalister fra The Times ventede i velkomstkomiteen. Ingen, der læste aviserne den næste dag, kunne være i tvivl om at verden havde flyttet sig. Siden har Boeing leveret 1560 747-fly, deraf 345 fragtfly, fire Nightwatch-udgaver til det amerikanske luftvåben, og to særlige fly, der hedder Airforce One når den amerikanske præsident er ombord. Ingen ved præcist hvor mange millioner mennesker, der har fløjet i jumboen, men intet var det samme efter 22. januar 1970. Indtil marts 2020 fløj tusinder af widebody-jets forventningsfulde mennesker (ganske ofte undertegnede inklusive) rundt til oplevelser i hele verden, og tredje generation af dem – i form af Boeings 787 og Airbus A350 – gjorde det med forbløffende lidt brændstofforbrug. Flyvningen i januar 1970 ændrede ikke blot den globale økonomi (læs f.eks. her), men indvarslede også en tid med større oplevelser og flere glæder i millioner af menneskers liv.

Efter den historiske jomfrurejse fik Clipper Victor et noget ombrust liv. Det ellers elskede Pan Am-fly blev kapret i august 1970 på en flyvning mod San Juan og fløjet til Cuba, hvor ingen anden end Fidel Castro var med til at byde velkommen. Kapringen forløb heldigvis fredeligt, men Clipper Victors endeligt var alt andet end fredelig. En tåget dag på Tenerife startede en KLM-crew en tilsvarende 747 uden at være clearet af flyvelederen og accelererede direkte ind i Pan Am-flyet, der var på vej over startbanen. Den hollandske fejl kostede 583 mennesker livet, og blev også enden for det fly, der havde indvarslet den moderne verdens rejsemuligheder. Et symbol på den moderne verden forsvandt den dag, men dets historie kan stadig fortælles – og det er en historie om fremskridt og glæde.

Kan det virkeligt passe? – Hispanics I USA

Indvandringen af hispanics er gennem årtier ofte blevet problematiseret både i USA og blandt nationalkonservative her i landet. Senest tager Kasper Støvring data fra PEW til indtægt for at det går rigtigt skidt. Men faktisk viser den data han henviser til, at hispanics haler ind på hvide, både målt på indkomst og uddannelse.

Indvandringen af hispanics til USA er ofte blevet brugt af nationalkonservative debattører her i landet i deres argumentation mod indvandring. Det gælder f. eks. Morten Uhrskov i hans bog fra 2012, “Indvandringens pris” med undertitlen, “på vej mod et fattigere Danmark” (for en kritik af denne, se her), ligesom Kasper Støvring ofte har refereret til “den problematiske indvandring af hispanics” – senest i et opslag på Facebook (se Nedenfor), hvor han mener at få opbakning i data fra PEW. Problemet er blot at data netop ikke bakker op om at latinamerikanske indvandrere og deres efterkommer sakker bagud. Tværtimod.

Støvring henviser til statistik fra PEW (som findes her) og opfordrer til at man selv undersøger den. Det har jeg gjort, og det tegner et noget andet billede end det som Støvring prøver at fremmane.

Betydningen af periodevalg og problemet med at bruge procentpoint og absolutte tal

Årsagen til Kasper Støvrings fejlagtige udlægning af den faktiske udvikling er formentlig at han tror, at man kan sige noget meningsfyldt ved at se på forskellen i dollars og pct. point over tid. Men det kan man ikke.

En sådan sammenligning er nemlig ubrugelig. Det afgørende er jo den procentuelle indkomstudvikling, eller som det er angivet herunder, hvor stor en andel medianindkomsten for “hispanics” udgør af kategorien “hvide’s” medianindkomst målt på hustand.

Som det fremgår af nedenstående betyder det også en hel del hvilken periode man vælger at se på. Således udgør medianindkomsten pr. hustand for hispanics og deres efterkommere ca. det samme i 2020 som i 1982, nemlig omkring 2/3.

Men er det nu en fair sammenligning? Svaret er nej, for i den mellemliggende tid oplevede man en meget stor indvandring (primært fra Mexiko) af folk med lav eller ingen uddannelse. Antallet af borgere i USA med mexikanske rødder fordobledes ca. pr. årti fra 1980 og frem til årtusindeskiftet, hvorefter den videre vækst i første omgang fladede ud og siden slutningen af nullerne faktisk er faldet lidt, se nedenstående figur fra Migration Policy Institute.

Indkomstmulighederne for indvandrerne i USA var naturligvis en del mere begrænsede end den hvide del af befolkning qua relativt ringeeller stort set ingen uddannelse, men uden tvivl betydelig bedre end i f. eks. Mexico (ellers var de næppe kommet). Med andre ord er der tale om en gruppe, hvor der gennem flere årtier hele tiden tilførtes ganske mange med relativt ringe uddannelse og dermed indkomstmuligheder i modsætning til kategorien “hvide”. Det er man selvfølgelig nød til at tage højde for. Og ser vi på udviklingen de seneste 2 årtier, er udviklingen helt anderledes. Således haler hispanics ind på hvide, målt på indkomst.

I en sidebemærkning er det også mildt sagt kækt af Støvring at reducere betydningen af indvandringen fra Latinamerika til “måske at være godt for velhavere, men dårlig for almindelige Amerikanere”, hvem sidstnævnte så måtte være. Det er en underlig måde at betegne mennesker som arbejder hårdt og meget, hvilket enhver som har rejst bare et minimum i USA hurtigt kan forsikre sig om. her falder Støvring i samme gryde som så mange andre har gjort før ham – idet han ganske enkelt undervurderer den indirekte effekt af at folk får større mulighed for at bruge tiden på at lave det de er bedst/mindst ringe til.

Støvring påstår også at hispanics sakker bagud målt på uddannelse, men denne påstand er der heller ikke opbakning til. På på trods af et stort inflow af hispanics (især mexicanere med ringe eller ingen uddannelse frem til slutningen af nullerne), nærmer uddannelsesniveauet sig også “hvide”, både målt på fuldført high school og bachelor+. Se nedenstående 2 figurer, som begge er lavet på baggrund af PEW’s statistik som Kasper Støvring henviser til.

Som det fremgår er der ganske enkelt ikke belæg for problematisering af indvandringen fra Latinamerika til USA, i hvert fald ikke baseret på indkomst og uddannelse. Nej, hispanics sakker hverken bagud når man ser på indkomst eller uddannelse sammenlignet med “hvide”.

Noget andet er så (hvilket åbenbart en del ikke har opdaget), at sammensætningen af den fortsatte indvandring til USA har ændret sig markant fra slutningen af nullerne og frem. Således asiater – primært kinesere – udgjort den største gruppe de seneste mere end 10 år.

Noget andet er hvorledes det stigende indkomst og uddannelsesniveau blandt etniske minoriteter (ikke mindst hispanics) vil påvirke tilslutningen til henholdsvis demokraterne og republikanerne. Af de analyser der er lavet indtil nu af det seneste præsidentvalg 2020, tyder en del på at den afgørende faktor bag Trumps nederlag, ud over det lykkedes demokraterne at mobilisere sine vælgere i langt større omfang end ved valget i 2016, at Trumps andel blandt hvide vælgere faldt. Til gengæld steg den blandt ikke mindst netop hispanics.

Det ville naturligvis være interessant at se på hvilke andre karakteristika der gør sig gældende for de hispanics, som stemte/stemmer på Trump og republikanerne end blot deres etnicitet (eller hvad man nu skal kalde det for en så heterogen gruppe). Hvad er deres uddannelsesniveau? deres Indkomst? hvor længe har de været i USA? hvor meget betyder religion for dem? mv.

Der findes faktisk en del omkring dette emne og republikaerne har tidligere sikret sig større opbakning end det lykkedes for Trump, selv om han øgede andelen mellem 2016 og 2020, se f. eks. her.

Tesen om at indvandring og demografi per automatik vil medføre at republikaerne bliver kørt ud på et sidespor er i hvert fald meget tvivlsom. Forskydningerne mod større urbanisering betyder formentlig en del mere over tid.

Overdødelighed i Sverige i 2020. Var det slemt nok til at begrunde en nedlukning?

Tirsdag d. 19. januar skal jeg tale om Sveriges COVID-19-strategi med bl.a. Lone Simonsen i et event, der streames online kl. 19:00 (kan ses på YouTube eller på min Facebook-profil). I den forbindelse har jeg afsat tid til at kigge nærmere på Sveriges 2020 og relateret det lidt til andre år og pandemier.

Der er i dag ikke meget tvivl hos mig om, at effekten af nedlukninger på antallet af COVID-19-dødsfald er ret beskedent. Christian Bjørnskov har lavet to studier (se her og her), som finder en ren 0-effekt, og mit litteraturstudie fandt, at effekten af nedlukningerne i gennemsnit vurderes til at udgøre 1/11 af den samlede effekt på pandemien – resten skyldes vores frivillige adfærd. Det gælder især for lande, som ikke er villige til at indføre restriktioner på, om folk kan få lov at forlade deres hjem.

Men selv hvis nedlukningerne kunne have begrænset overdødeligheden markant (som beskrevet her, finder et studie faktisk, at nedlukningen reddede hver 3.), synes jeg, det er værd at spørge sig selv, om konsekvenserne af nedlukningerne på nogen måde står mål med gevinsterne. Er det et proportionalt indgreb fra statens side?

Nedenfor viser jeg, at overdødeligheden i Sverige i 2020 har været stor. Men ikke vanvittig stor i forhold til fx 2012 (kun ca. 2½ gange større). Selv hvis det virkede godt at sende børn hjem fra skole i månedsvis, lade studerende få onlineundervisning af svingende kvalitet og tvangslukke hele brancher osv., kan det så retfærdiggøres ud fra gevinsterne opgjort i sparede COVID-19-dødsfald?

Hav hele tiden det spørgsmål i tankerne, når I ser på nedenstående data.

Læs resten

Den ærlige konklusion: Intet virker

Hvis der er et udsagn, som virkelig kan få folk op i det røde felt for tiden, er det at nedlukninger, grænselukninger og rejserestriktioner, mundbind og de mange andre politisk tiltag mod de nye coronavirus, ikke virker. Et af de mest almindelige svar, jeg har fået fra familie og bekendte er, at hvis det ikke virker, hvorfor gør man det så? Svaret er et klassisk eksempel på en tautologi, men virker glimrende i politisk debat: Hvis det ikke virker, hvorfor gør vi det så? Så det faktum, at vi gør det, må betyde at det virker. Sagen er blot, at man i politik over årene har gjort enormt mange ting – se for eksempel evidensen for den såkaldt ’aktive arbejdsmarkedspolitik’ – der er meget dyre, indgribende, og aldeles uden virkning. Det gælder desværre også stort set al coronarelateret politik, der indføres i stadigt stigende omfang på trods af den faktiske evidens. Kun få forskere og journalister – og på pudsig vis bl.a. Berlingske tidligere blærerøv Mads Christensen, der har glimret i efteråret – vover sig ud og siger det højt.

Allerede først på sommeren i 2020 vurderede Nobelprisvinderen Michael Levitt fra Stanford University, at historien ville dømme de politiske reaktioner på den nye coronavirus som ”en historisk evidensfiasko.” Levitt er efterfølgende, ligesom hans ekstremt meriterede kollega John Ioannidis (en af verdens mest citerede forskere), blevet udelukket fra mange diskussioner, blevet ’uinviteret’ til konferencer, og behandlet virkeligt voldsomt af både politikere og på de sociale medier. Deres brøde har været, at de har holdt fast i videnskaben og i særlig grad den empiriske videnskab – hvad data fra den faktiske verden kan fortælle os. Teori og logiske argumenter kan være meget fine, men uden empirisk viden er vi reelt tilbage i middelalderen, og ender med at føre middelalderlig politik. Det er netop sket de sidste ti måneder.

Et af de meste synlige redskaber i ’kampen mod corona’, som regeringen og myndighederne i måneder har tvunget den danske befolkning til at bruge, er således mundbind. Vi er tvunget til at maskere os i offentligheden – i direkte modstrid med anden lovgivning, der faktisk forbyder det – og kan derfor ikke vise vores ansigter, udtryk eller andet overfor andre mennesker. Det betyder blandt andet, at børn ikke længere kan afkode deres forældres umiddelbare reaktioner overfor andre mennesker, hvilket har gjort tillidsforskere decideret bekymrede. Men hvis nu mundbindene faktisk forhindrer nogen i at blive smittede og dø af den nye virus?

Havde man taget forskningen alvorligt, i stedet for – i en serie eksempler på politisk action bias på steroider – at tvinge folk til at lide afsavn og voldsomt ubehag, havde man aldrig indført det hadede mundbindskrav. En helt ny gennemgang af litteraturen fra influenzaforskning i maj-nummeret af Emerging Infectious Diseasesviste således da de første krav indførtes, at mundbind og andre former for masker i det offentlige ikke påvirker denne type viras udvikling. Som forskerne konkluderede fra deres gennemgang af den litteratur, der bruger rigtige, randomiserede eksperimenter:

” Although mechanistic studies support the potential effect of hand hygiene or face masks, evidence from 14 randomized controlled trials of these measures did not support a substantial effect on transmission of laboratory-confirmed influenza. We similarly found limited evidence on the effectiveness of improved hygiene and environmental cleaning.”

Efterfølgende er der i 2020 udført to store, randomiserede kontroleksperimenter, der kan informere om effekten af mundbind. Det ene blev gennemført af danske læger i samarbejde med Salling Group, mens det andet udførtes i samarbejde med the US Marine Corps; vi har tidligere omtalt begge studier som blev publiceret i henholdsvis i Annals of International Medicine og New England Journal of Medicine. Ingen af dem fandt en statistisk sikker effekt af mundbind, og selvom statistikudfordrede danske journalister påstod, at det gjorde de nok, fandt det amerikanske studie rent faktisk en direkte negativ – men statistisk insignifikant – effekt. De to nye studier, der specifikt så på Sars-CoV-2, bekræftede således det som også WHO skrev i deres litteraturgennemgang fra 2019: Mundbind udenfor kontrollerede hospitalssammenhænge virker ikke.

Det samme problem gælder, som denne blogs læsere må vide, effekten af økonomiske og samfundsmæssige nedlukninger. Den irske bioingeniør Ivor Cummins vedligeholder en liste over empiriske studier af nedlukningseffekter, og således både de intenderede og bivirkningerne. Ikke alle de 26 studier, som Cummins pt. har på listen, er lige gode, men omtrent 20 af dem er veludførte, valide og informerede. Ligesom Jonas Herby gør i en ny litteraturoversigt er konklusionen fra Cummins-oversigten, at nedlukninger i bedste fald har en meget begrænset effekt, og med ganske stor sandsynlighed overhovedet ingen effekt har haft på virussens udbredning og det samlede dødstal i 2020. Fornylig nåede Kasper Kepp (DTU) og jeg samme konklusion i Lockdown Effects on Sars-CoV-2 Transmission – The Evidence from Northern Jutland, vores studie af de ekstreme nedlukninger i dele af Nordjylland. Nedlukninger af samfundet nytter ikke.

Mange mennesker, inklusive visse epidemiologer, mener at det bare ikke kan være rigtigt. De lader således deres tro på politik overdøve den videnskabelige evidens, de som forskere med akademisk integritet burde sætte øverst. Det burde bare ikke overraske dem, da en række andre nye resultater underminerer andre dele af politikken, men også giver klare forklaringer på hvorfor nedlukninger osv. er ligegyldige.

For det første viser adskillige studier, at skolelukninger ikke kan være effektive, da børn sjældent smittes og er endnu mindre tilbøjelige til at smitte andre. Der er for eksempel evidens fra Norge og Sverige, der klart indikerer den minimale smitterisiko og hvordan lærere ikke har nogen forhøjet risiko. Alligevel har lærere og pædagoger i både Danmark og Storbritannien argumenteret for, at de skal vaccineres først fordi de er i særlig fare.

På samme måde peger flere nye studier på, at folk uden symptomer stort set ikke smitter andre. De nye studier har derfor en ganske simpel og indlysende konklusion: Hvis du er syg skal du blive hjemme. Den konklusion burde være ukontroversiel, men er på politisk vis blevet til en såkaldt ’anbefaling’ – der endda håndhæves af politiet i visse lande – at hvis du eksisterer, skal du blive hjemme.

Men hvis folk uden symptomer ikke smitter, hvorfor skal de (og resten af os) så isoleres? Når asymptomatisk smitte er en meget lille bekymring, river det således tæppet væk under nedlukningsstrategierne. Det samme gælder langt de meste ny forskning, der bruger faktiske data. Denne forskning står derfor i modstrid med meget forskning, der stadig bliver ved med at hvile på computermodellering af scenarier, hvor effekterne i virkeligheden ligger i modellens – og dermed forskernes – antagelser om virkninger.

Det måske mest absurde er, at der i virkeligheden intet nyt er i den nye forskning. Graver man lidt på internettet og læse WHOs epidemiguidelines fra efteråret 2019, er de meget klare: Økonomiske nedlukninger, grænselukninger, isolation og de mange andre tiltag, vestlige regeringer har pisket ned over deres befolkninger i 2020, virker ikke. WHO understregede endda i 2019, at mange af disse tiltag på lidt længere sigt kunne have svært negative, utilsigtede konsekvenser. Det ser man i dag i bl.a. Japans og Belgiens selvmordsrater, kræftudviklingen i adskillige vestlige lande, og ikke mindst de massive fattigdomsproblemer, som nedlukningerne i den selvforskyldte økonomiske krise skaber i verdens fattige lande. Disse fattigdomsproblemer kommer med deprimerende stor sikkerhed til at slå langt flere mennesker ihjel, end den nye virus har gjort i Vesten. At man fra politisk side fuldstændigt ignorerede hundrede års epidemierfaringer og i stedet kopierede den approach, som et ekstremt repressivt, kommunistisk diktatur reklamerede for, er intet mindre end kriminelt idiotisk.

Mark Littlewood om Brexit

Cepos-direktøren Martin Ågerup er, som mange allerede ved, en glimrende økonom og debattør. Han har også udviklet sig til at blive en meget kompetent interviewer, hvilket han har vist i en fin podcast-serie de seneste få måneder. Den sidste episode er særligt interessant, da Martin har fået fat i Mark Littlewood, der er generaldirektør af det hæderkronede Institute of Ecoomic Affairs i London. Mark har taget rejsen fra at være varm tilhænger af EU til at stemme for Brexit, og Martins samtale med ham er fokuseret på netop Brexit. Det er et meget spændende og oplysende interview mellem to fremragende økonomer og debattører, som vi varmt anbefaler!

Dør folk af eller med COVID-19?

Jeg forstår godt, at folk undrer sig over definitionen på at dø af corona. Har du været smittet 30 dage før du dør, bliver du registreret som COVID-19-dødsfald. Uanset om du gispede efter vejret i en hospitalsseng eller blev ramt af en bus.

Derfor ynder mange statsskeptikere at skrive død ”med” COVID-19, og jeg har selv gjort det samme ofte. Ikke så meget fordi jeg troede, at der var de store problemer i COVID-19-statistikken, men fordi jeg så store problemer i COVID-19-politikken. Og ”med” blev en slags stille protest for mig.

Men realiteten er, at folk ”med” COVID-19 gennemgående også dør ”af” COVID-19. Det viser data ret tydeligt.

Læs resten

Hvor godt går det med at få vaccinerne ud? Velfærdsstaten og en stor offentlig sektor er næppe svaret.

Der har – af naturlige grunde – været en del debat om udrulningen af vacciner på det seneste. Mange har sikkert hørt om succesen i Israel, som d.d. har vaccineret næsten 20% af befolkningen – altså næsten 14 gange så mange som i Danmark (1,43%), hvilket i øvrigt – hvis israelerne har prioriteret vaccinerne rigtigt – må betyde, at problemerne med pandemien er stort set ovre i Israel, da de også har haft relativt mange smittede.

Mange spørger derfor sig selv, hvorfor Danmark ikke gør som Israel. Jeg ved ikke, hvad Israel har gjort. Men det er værd at bemærke, at Israel er en ekstrem outlier på verdensplan. Nr. to på OurWorldInDatas liste har kun vaccineret 6 gange så mange som i Danmark (8,98% – Forenede Arabiske Emirater) og nr. 4 kun 1,5 gange flere (2,15% – Nordirland). Så selvom vi altid skal stræbe mod det bedste, er sammenligningen med Israel måske ikke helt fair.

Læs resten

Epidemimodellerne, den nye engelske COVID-19 og de danske tiltag

Vi har tidligere set på, at den simple SIR-model og ikke mindst den adfærdsudvidede SIR-model kan fortælle en masse om corona-epidemien. Se de to blogindlæg her og her. Modellernes styrke er primært deres analytiske anvendelse. Som redskab til at forudsige den konkrete epidemiudvikling, er selv de mere avancerede epidemiologiske modeller derimod behæftet med enorm usikkerhed. Så stor faktisk, at de er vanskelige at bruge til så meget. Som bekendt skød den britiske Imperial College-model voldsomt over målet, da de første opsigtsvækkende modelkørsler blev foretaget. Og også Seruminstituttets model herhjemme har – som sundhedsøkonomen Kjeld Møller Pedersen beskriver i sin nye bog ”Smittetryk og samfundssind” – været ude af stand til at give brugbare prognoser. Og som Jonas har påpeget her på stedet, ser det ud til, at SSI nu anvender en meget primitiv metode (en lineal) til at fremskrive med i stedet, i det omfang der overhovedet laves prognoser.

En årsag til, at en traditionel SIR-baseret model giver så stor usikkerhed, er, at små parameterafvigelser genererer store forskelle.

Fordelen ved den forventningsudvidede SIR-model er – udover at beskrive epidemien mere korrekt – at den desuden giver mere stabile resultater. Det hænger sammen med, at den effektive transmissionsrate (oftest kaldet kontakttallet – altså hvor mange andre en smittet person smitter) for farlige sygdomme vil bevæge sig omkring én (medmindre epidemien er ved at uddø eller eksplodere). Adfærden vil ændre sig for alle andre værdier end én, så en effektiv transmissionsrate på én er en ligevægtsbetingelse. Det vil med andre ord sige, at epidemien som udgangspunkt er endemisk: Smittetallet er nogenlunde konstant over tid, hvis der ikke stødes til modellen.

Det er dog vigtigt at understrege, at nok er Re = 1 en ligevægtsbetingelse, men smittetallet kan godt variere over tid, når noget ændrer sig. Kandidaterne er: 1) R0, altså transmissionsraten før adfærd. Hvis R0 vokser, så vil det være mere omkostningsfuldt at nedbringe Re til én. Borgerne vil derfor acceptere et højere smittetal i ligevægt. 2) Risikoen forbundet med at blive smittet. Hvis behandlingsmulighederne forbedres eller dødeligheden falder, vil man acceptere et større smitteomfang i ligevægt. 3) Forventninger om sygdommens udvikling. Ændringer i forventningerne vil påvirke adfærden. 4) Omkostningerne ved at undgå smitte. Som vi kunne konstatere, er der et tydeligt sæsonmønster i også COVID-19 coronaen. Nogle tider på året er det sværere (= dyrere) at undgå smitte. Derfor vil man acceptere en højere ligevægtssmitte, når man afbalancerer omkostningerne ved henholdsvis at undgå smitte og risikoen forbundet med smitte. 5) Politiske indgreb i form af bl.a. nedlukning. Som Jonas og Christian har påpeget, tyder det på, at den nedlukning, vi så i foråret, havde meget lille effekt sammenlignet med frivillig adfærd – og regeringen lukkede jo efterhånden også op igen med samme begrundelse. Men dermed ikke være sagt, at nedlukning ikke kan have en effekt, blot fordi tiltagene i gennemsnit har haft beskeden effekt hidtil. Nedlukningstiltag kan – som vi har været inde på før – være både substitutter og komplementer til adfærden. Hvis man kunne identificere komplementerne, ville nedlukning forstærke adfærden. Problemet er altså ikke, at nedlukning per definition ikke virker, men at regeringen og myndighederne ikke kender effekterne af de enkelte tiltag. Hvis man skyder med et gevær i blinde, vil man sandsynligvis ikke ramme sit bytte, men hvis man kan se og i øvrigt er man tilpas dygtig og heldig, kan det jo godt lade sig gøre.

Hvordan skal vi så forstå epidemiudviklingen med den mere smittefarlige engelske variant i lyset af den forventningsudvidede SIR-model?

Fremkomsten af den mere smittefarlige engelske COVID-19-variant er ensbetydende med, at R0 vokser – altså kontakttallet før adfærd. Det kræver en større indsats end før at bringe Re ned på én igen. Det taler for, at borgerne både øger deres forsigtighed og accepterer et større ligevægtssmittetryk end før. Men altså også at det Re igen falder til én (medmindre omkostningen ved at passe på bliver for store. I det tilfælde vil pandemien forværres, indtil begyndende flokimmunitet bringer den ned). Da R0 er højere for den engelske variant end den oprindelige variant, er det også ensbetydende med, at Re er højere for den engelske variant end for den oprindelige ved en given adfærd. Og da Re er mindre end én for den oprindelige variant (fordi folk passer mere på, efter den engelske variant har fået smitten til at stige), vil den oprindelige variant blive fortrængt af den engelske. Det er det mønster, der allerede ses i UK.

Interessant må fremkomsten af en vaccine formodes også at trække i retning af større forsigtighed på kort sigt. Det giver mere mening at passe på, fordi det er mere sandsynligt aldrig at blive smittet, hvis en vaccine venter lige om hjørnet. Men i takt med, at risikogrupperne bliver vaccineret, falder omkostningerne ved at få sygdommen, fordi man ikke længere risikerer at smitte ældre slægtninge og andre med høj dødelighed ved smitte. Det er altså tilsammen alt andet lige (endnu) et argument for at få vaccinationen gennemført så hurtigt som muligt.

Den engelske variant indebærer desværre også, at værdien af vaccinen falder, simpelt hen fordi flere kan nå at blive smittet, inden vi når flokimmunitet gennem vaccination. Det modvirker samtidig også den større forsigtighed på kort sigt, som vaccinen ellers fører med sig. Forklaringen er, at vaccine gør det mindre sandsynligt at blive smittet, hvis man altså passer på i mellemtiden. Men den øgede smitterisiko ved den engelske variant trækker i modsat retning. Det ændrer dog næppe ved, at den mere smittefarlige variant samlet øger forsigtigheden.  

Regeringen har valgt at stramme nedlukningen en tand mere efter fremkomsten af den britiske variant i Danmark. Som sagt er der ringe evidens for de tiltag, der gennemføres. Det er i grunden en skandale så lidt man ved om det så langt henne i epidemiforløbet. ”Dansen” med corona foregår med bind for øjnene. Men når det er sagt, så bør regeringen dog også roses for ikke at gå nær så langt med tvangsforanstaltninger som flere af nabolandenes regeringer. Realiteten er, at stramningen af forsamlingsreglerne og afstandskravene er mest symbolske, og at vægten helt klart er blevet lagt på opfordringer til en mere forsigtig adfærd. Som sagt tyder de empiriske studier på, at det er ad den vej, smittespredningen begrænses mest effektivt.

Nordjyllands nyttesløse nedlukning

Mellem jul og nytår besluttede statsministeren at forlænge den meget restriktive nedlukning af det danske samfund. Næsten alle partier støtter nedlukningerne, og danske medier er ikke ligefrem kritiske overfor politikken. Det er ikke overraskende, da man bliver angrebet hvis man stiller spørgsmål ved, om nedlukninger gør nogen forskel overfor den nye coronavirus. Mange, der ellers følger forskningen, holder derfor mund med at der findes i hvert fald 24 studier, der finder enten meget små eller slet ingen effekter af nedlukninger.

Der var naturligvis god grund til at være skeptisk, da der kun var få studier. Fælles for de 24 er dog, at de alle tager udgangspunkt i virkelige data og ikke computermodeller, mens de metodisk er meget forskellige, og også ser på forskellige lande eller områder. Ingen af dem er perfekte, men fællesmængden af studierne er klokkeklar.

De metodiske bekymringer er dog minimale i et nyt studie, som professor Kasper Planeta Kepp (DTU) og jeg har udført sammen. Vi har foretaget en konkret evaluering af de ekstreme nedlukninger af syv kommuner i Nordjylland, efter at regeringen besluttede at mink var farlige. Der er tale om et næsten perfekt quasi-eksperiment – som er meget sjældne i samfundsvidenskaberne – fordi de syv kommuner ikke havde anderledes smittetal eller -udvikling end de fire kommuner i regionen, der ikke blev lukket ned. De var heller ikke statistisk forskellige i løbet af virussens første bølge i foråret, så vi har to grupper af kommuner, der på alle relevante faktorer er ens, men hvor kun den ene blev voldsomt lukket ned.

Vores papir, der har titlen “Lockdown Effects on Sars-CoV-2 Transmission – The evidence from Northern Jutland”, er nu online og frit tilgængeligt for alle. Vores metode er standard i samfundsvidenskaberne: Vi estimerer effekten af nedlukningen der annonceredes den 4. november for syv af de 11 kommuner henover 91 dage i september, oktober og november. Det tillader os at inkludere såkaldte fixed effects for hver kommune, hver uge og hver ugedag (for at tage hensyn til, at dem der bliver testet fredage og i weekenden nok ikke er da samme som mandag-torsdag).

Resultatet er statistisk et nul: En lille effekt, der er meget langt fra statistisk signifikans, og som vi kan vise endda er drevet af sammenligningen med Morsø kommune. Kasper og jeg finder med andre ord, at en ekstrem nedlukning hvor folk ikke engang kunne rejse over kommunegrænsen, og som påvirkede 126.000 jobs i regionen, overhovedet ikke påvirkede smitteudviklingen. Den skabte alvorlige økonomiske skadevirkninger, og ødelagde folks sociale liv, men til ingen verdens nytte.

Vores studie af en næsten perfekt situation i Nordjylland understreget således, hvad resten af den nye forskning viser – og hvad WHOs epidemiguidelines understregede indtil januar 2020: Nedlukninger er ikke effektive redskaber mod en epidemi, skaber enorme økonomiske skadevirkninger, og risikerer at ødelægger kultur, civilsamfund og folks mentale helbred. De bør holde op.

Hvem var mest citeret i 2020?

Sidst på foråret udgiver vi normalt en liste over, hvem de bedste danske økonomer er. Som faste læsere ved, gør vi det forskelligt hvert år for at understrege, at det ikke er en eksakt videnskab. Her ved starten af et nyt år laver vi i dag en ekstra oversigt ved at se på, hvilke danske økonomiprofessorer, der har været mest citerede i 2020.

Helt konkret har vi optalt citationer til alle danske økonomiprofessorer registreret i enten Scopus-databasen eller Google Scholar. Scopus tæller citationer til hver forsker i udgivne artikler i videnskabelige tidsskrifter, mens Google Scholar også tæller citationer i working papers, rapporter, udredninger osv. Google Scholar tæller derfor omtrent 2½ gange flere citationer, men giver overordnet det samme billede. Google Scholar fanger dog udviklinger tidligere end Scopus, da working papers som oftest er udgivet et par år før den endelige artikel.

De 52 professorer, som vores miniundersøgelse dækker, er i gennemsnit blevet citeret 206 gange i 2020; medianen er 111 gange og afslører således hvor skævt fordelt, citationerne er. I Top 25 strækker antallet af citationer sig fra 117 til 1891 i Scopus, og fra 212 til 3833 i Google Scholar. Som man kan se i Top-25, som vi har opsummeret i tabellen nedenfor, er Nicolai Foss og Lasse Heje Pedersen i en klasse for sig selv blandt økonomer på danske universiteter.

Plotter man de to mål overfor hinanden får man også et ganske intuitivt billede. Vi har her tilladt os at lægge tre internationale sammenligninger ind fra mit personlige netværk. Mens de blå markører er professorer på danske universiteter er de røde tre internationale: Axel Dreher (AD) fra universitetet i Heidelberg, Niklas Potrafke (NP) fra LMU og CESIfo i München, og Toke Aidt fra Cambridge.

Figuren illustrerer, i hvor høj grad Foss og Pedersen er i særklasse, og ikke engang Dreher – en af det tysktalende områdes mest citerede økonomer – kan følge med og ligger en tand lavere. Figuren viser også, at der findes en slags ’mellemgruppe’ i Top 25, der består af Mirjam van Praag, Asger Lunde, Finn Tarp og undertegnede, og som er sammenlignelig med tyske Niklas Potrafke fra det prestigiøse Ifo institut. Sidst, men ikke mindst, kan man spotte Niels Johannesen (NJ) som en klar outlier. Han har cirka 5½ gange flere citationer i Google Scholar end i Scopus, hvilket indikerer at han står til et klart hop i citationer de næste par år. Niels har markeret sig internationalt med forskning i skattely og -unddragelse, og fortjener absolut udviklingen.

Som opsummering kan man – som vi altid understreger – overveje, hvor mange af de 25 økonomer, der bruges fast af de store medier. Hvor ofte ser man for eksempel topforskere som Nicolai Foss eller Marianne Simonsen i TV2 News? Listen, der afslører hvem forskningsmiljøet selv værdsætter, afslører dermed også noget om, hvordan medierne udvælger og lader være med at udvælge eksperter. Som man siger på engelsk: Food for thought…

Tog Friedman fejl om Kina?

Jeg skriver i dag om Kinas overgreb på Hong Kong i min månedlige klumme i Jyllands-Posten Finans (læs den ved at følge dette link).  Jeg rejser i den forbindelse et spørgsmål, som godt kan fortjene at blive uddybet. Det handler om udsigterne for det politiske og økonomiske system i Kina. Man kunne kalde det Friedmans Hypotese.

Læs resten

Punditokraternes julelæsning (6)

Før jul indledte vi årets serie om punditokraternes forslag til julelæsning og serien har indtil videre omfattet flere meget forskellige bøger. I dag fortsætter vi serien med en dybfølt opfordring til at læse en klassiker i nytårsdagene: George Orwells dystopiske 1984.

Orwells klassiker handler om et fremtidigt samfund, Oceania, uden nogen form for borgerrettigheder, og i en konstant tilstand af krig. Al kommunikation er det, vi i dag ville kalde spin, intet hedder hvad det i virkeligheden er, og alle bliver overvåget gennem deres TV. Selv historien og sproget bliver kontrolleret af Partiet, og omskrives hvis det er opportunt.

I denne verden følger vi Winston Smith, der er frustreret over det totale fravær af personlig frihed, og det liv i limbo, han lever hvor alle udtryk for individualitet undertrykkes af staten / Partiet. Winston arbejder i Sandhedsministeriet, hvor han er med til at omskrive historien når Partiet vil have det anderledes – og det er ganske ofte. Hans oprør kommer, da en af hans kolleger sender ham en note. Som alle ved, der har læst bogen, starter det en serie begivenheder, som vi ikke skal afsløre her.

Skulle nogen være i tvivl, er 1984 ekstremt aktuel for tiden i den tiltagende autoritære politiske atmosfære i den vestlige verden. Som Joakim Book pointerede fornylig i en ekstremt læseværdig klumme:

Beginning in the 2010s, and rushing to the forefront in the god-awful year that is 2020, we have been chipping away at the base that made the West great: individualism, restrained state power, competing scientific advances under a shared commitment to truth ‒ objective, verifiable, provable truth. In the 2010s, with the intellectual bastion of universities and mainstream media as the center of power, we demolished truth. Per critical theory, nothing is and anything goes; narratives dominate statistical facts, and cherry-picked events are enough to advance conspiratorial beliefs about structural harm. We have grievance studies and wishy-washy words of oppression; logic is white supremacy; competence hierarchies and meritocracy are nefariously designed to harm those left behind. All is power struggles. 

Orwell kunne ikke have skrevet det bedre, eller udtrykt det anderledes i 1984: Alt handler om magt og man er skyldig til andet er bevist. Og skulle nogen undre sig over, at reglerne måske er anderledes for nogen end for de fleste af os, kan man med fordel – og fornøjelse – læse Orwells anden klassiker om Kammerat Napoleon.

Punditokraternes julelæsning (5)

I årets serie om punditokraternes julelæsning har vi indtil videre haft en fremragende historisk historie bog, to fine debatbøger, og en både underholdende og tankevækkende biografi. Vi må dog også indrømme, at nogle af os er fagnørder som ikke kan undgå at slå et slag for vores særligt nørdede interesse. Punditokraternes næste forslag til jule- og nytårslæsning for vores læsere er derfor Matilde Tofte Thorsens PhD-afhandling ”Only In It for Power and Wealth? Investigating Dictators’ Motives.”

Jeg har kendt Matilde i lang tid, fordi hun var instruktor i makroøkonomi på statskundskab, da Nina Smith og jeg stod for faget. Vi lærte hende at kende som en ekstremt dygtig, tænksom og selvsikker studerende, der ikke var bange for at stille spørgsmål. Med andre ord var Matilde allerede tidligt en klassisk kandidat til et PhD-studie. Der er nu det, der er færdigt og som hun forsvarede i november.

Hendes PhD-afhandling er derfor ingen overraskelse, da hun tager et vigtigt område i statskundskab og politisk økonomi – diktatorteori – og stiller nye spørgsmål, som ikke rigtigt har været behandlet tidligere. Matildes hovedtese er, at diktatorer er meget forskellige, og mens nogen af dem er motiveret af magt og rigdom, har andre mere ideologiske motiver. Afhandlingen består af otte kapitler, omgivet af en introduktion og et konkluderende kapitel. Et af de centrale kapitler, som hun præsenterede ved den fine PEDD-konference i Münster for et par år siden, introducerer emnet med case studies af Tanzanias Julius Nyerere, Singapores Lee Kwan Yew, og Cambodias skræmmende Pol Pot. I alle tre tilfælde var diktatorerne meget tydeligt ideologisk motiverede, omend det kun var Singapore, der var heldigt med ideologien.

Et andet kapitel, som virkeligt bryder ny grund, er Matildes kapital 7 hvor hun introducerer en metode til retrospektivt at placere diktatorers motivation ved at studere deres nekrologer. Hvis der er nogen rimelighed til, må man forvente at folk i de kommende år bruger datasættet til at afdække, hvordan diktatorer opfører sig. Overordnet set må man simpelthen konkludere, at er man nørdet eller har man lyst til at få ny inspiration til, hvordan man tænker på politikere med mere, er Matildes afhandling varmt anbefalet. Diktatorer er ofte bare politikere, der afslører hvem de er inderst inde, fordi de ikke er omgivet af de samme begrænsninger og ’checks and balances’ som de fleste. Er man interesseret i, hvilken slags individer ledende politikere typisk er, kan man bruge nogle timer meget værre end ved at bruge dem på Matildes afhandling.

Photo by Volodymyr Hryshchenko on Unsplash

Årets julegave fra os til dig.

Årets sommerserie i Punditokraterne kom til at handle om indlysende forhold og bivirkninger, når man fører politik. Altså at det ikke er nok at se på intentionen bag en bestemt politik, men også på de utilsigtede konsekvenser, som ofte ikke er forventede. Det har økonomer – kloge af skade – lært at indse, om end ikke altid nok.

Læs resten

Hvad finder Bonardi et al. (2020)? Virker nedlukninger?

Forleden var jeg forbi Kontrast for at snakke om nedlukninger med Mikkel Andersson. Det er ingen hemmelighed, at Mikkel og jeg ser forskelligt på tingene, men der kom alligevel (eller måske netop derfor?) et meget interessant interview ud af det, som kan ses her eller høres som podcast her.

Interviewet kom i stand, efter jeg forleden udgav mit litteraturstudie, som viser, at effekten af nedlukningerne i foråret var beskeden i forhold til betydningen af borgernes frivillige og individuelle adfærdstilpasninger til COVID-19-pandemien.

I løbet af interviewet stillede Mikkel et godt spørgsmål til et konkret studie, Bonardi et al. (2020), som jeg har med i mit litteraturstudie. Spørgsmålet lød cirka:

Læs resten

Punditokraternes julelæsning (4) -”Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist”

Så ligesom venstrefløjen altid har baseret sine forestillinger på en fremtid, der ikke er oprunden, baserer den ny progressive højrefløj sig nu på en fortid, som ikke længere eksisterer, og som i visse tilfælde aldrig har eksisteret, fordi forestillingen om den kun rummer lyse øjeblikke.

I vores lille serie med anbefalinger til julelæsning er vi kommet til nr. 4. Denne gang er det Anna Libak’s ”Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist- værdikampen i det 21. århundrede”, der udkom i oktober på Kristeligt Dagblads forlag, som vi anbefaler.

Det er en fremragende bog som fortjener så stor udbredelse som muligt. Ikke mindst bør den være pligtlæsning for alle de der enten er faldet for den nyprogressive venstrefløj eller nyprogressive højrefløjs argumenter, men egentlig også for alle andre, hvis de ønsker at forstå hvordan vi er endt hvor vi er, med en debat domineret af to strømninger, som ofte synes at have mere til fælles end hvad der deler dem. Herunder en voldsom kollektivisme og et temmelig afslappet forhold til historie, basale økonomiske sammenhænge og evidens, mens man bruger masser af tid på at moralisering og selvhævdelse. 

Den ene fløj hævder, at strukturerne understrykker forskelligheden, og den anden part, at strukturerne det fælles nationale – ensartetheden. Både majoriteten og minoriteterne bliver i den fortælling til ofre. Til ofre for hinanden.”

Bogen falder i tre dele: Først beskriver Libak hvorledes vi er endt her – i øvrigt ofte med paralleller til sin egen tidlige ungdom – hvor hun på både underfundigt og underholdende formår at tegne et fremragende tidsbillede af 1980erne, som jeg godt kan nikke genkendende til, selv om jeg er næste 10 år ældre end hende.

Dernæst tager hun det hun kalder den nyprogressive venstrefløj og nyprogressive højrefløj under behandling på fornemmeste vis, for endelig i 3. del at slutte af med sine bud på hvordan vi kommer videre. 

Mens de to første dele står knivskarpt, er sidste del, hvor hun kommer med egne bud selvfølgelig i højere grad til debat. Men det kommer jo i høj grad an på hvor man selv står i forhold til en række spørgsmål. Men Libak skal for eksempel have tak for at påpege at der sjældent eksisterer én forklaring på dette og hint. Nej, når folk ender med at blive voldfede er det ikke nødvendigvis enten alene deres egen eller ”samfundets skyld”. Menneskelivet er mere kompliceret end som så.

Helt forrygende er også hendes beskrivelse af de woke multinationale selskaber og ikke mindst hvorfor de er så woke og udtrykker sympati for hvad der i bund og grund er antikapitalistiske og stærkt venstreorienterede bevægelser som f. eks. Black Lives Matter.

Et eksempel på dette er for øvrigt Apples præsentationsvideo af deres nyeste Macbooks. Her formår de at inddrage både #metoo, BLM og stort set alt andet der er nyprogressivt og venstreorienteret (check her og se med efter 3:38). Hvis man kender Apple’s historie og dets grundlægger Steve Jobs holdning til CSR og den slags (motto’et har altid været at bruge så lidt som muligt på den slags) er det temmelig ironisk. Eller søg på julepynt og Ikea – ja hovsa, Ikea sælger masser af julepynt, lysfest eller ej – se bare her.

Selv om det er den 22. december kan du sagtens nå at købe bogen endnu – den fås nemlig som e-bog. Eller du kan låne den via ereolen (så får du jo lidt for dine skattepenge). Man kan så f. eks. læse bogen på sin Ipad, uanset om man tilhører den nyprogressive venstre eller nyprogressive højrefløj, eller som folk er flest ingen af delene.

Ligesom hippierne i 60erne, fylder de jo en del mere i medierne – nu også de sociale – end i virkeligheden. 

Kort sagt. Læs “Skyldig indtil det andet aldrig bliver bevist” før din nabo. Den er velskrevet, underholdende og du bliver klogere af den. Hvad mere kan man ønske sig?

God jul.   

Punditokraternes julelæsning (3)

Forleden startede vi årets serie om punditokraternes forslag til julelæsning. De to første var i en vis forstand klassiske punditokratvalg, men det tredje er nok i højere grad en overraskelse for mange læsere. For hvad i alverden kan en halvgammel heavy metal-sanger have at bidrage med på en liberal, halv- eller helakademisk blog? Overraskelsen er, at svaret faktisk er en hel del – i hvert fald når det handler om Bruce Dickinsons selvbiografi med titlen What does this Button Do?

For de uindviede har Dickinson – med undtagelse af en årrække i 1990erne – været forsanger i det legendariske heavy metal-band Iron Maiden siden slutningen af 1981. Bandet var et af de centrale i den såkaldte New Wave of British Heavy Metal, der fra sidst i 1970erne genoplivede og definerede genren. Modsat de fleste andre, eksisterer Iron Maiden stadig og har spillet udsolgte koncerter indtil nedlukningerne forhindrede det. En af grundene er naturligvis, at de er fremragende musikere, ligesom Dickinsons operainspirerede evne til at fortælle en historie er unik. En del af forklaringen ligger dog også i, at de har holdt fast i deres måde at skrive musik og spille på, uanset hvad alle andre mente eller gjorde. Hvem ellers ville finde på at sætte 13 minutters musik til en gendigtning af Coleridges Rime of the Ancient Mariner og slippe godt fra det?

Dickinsons band er med andre ord intelligent og kapabelt i en grad, som de færreste forbinder med genren. Han er, ligesom flere andre medlemmer af bandet, universitetsuddannet og havde også en sportskarriere tæt på toppen af britisk fægtning i 80erne ved siden af sit job som forsanger. Senere uddannede han sig, stadig ved siden af forsangerjobbet i et af verdens mest populære heavy metalbands, til pilot og fløj en årrække for charterfirmaet Astraeus. Han har blandt andet været med til at flyve RAF-piloter hjem fra Afghanistan, og grundlagde senere Cardiff Aviation Ltd., der i dag servicerer fly for en række større selskaber.

Dickinson er, med andre ord, lidt af et renæssancemenneske og i høj grad en iværksætter. Er man ikke allerede hooked, må man spørge sig selv om man kender andre eksempler på folk, der om formiddagen flyver en Boeing 757 til en storby (og til verdensturnéen i 2016 opgradere sin licens til at flyve 757 og senere Boeings mægtige 747), får en lur og om aftenen synger for 50.000 mennesker? Eller man kan spørge sig selv, om det ikke er værd at læse om, hvordan Dickinson med band spillede i Polen i 1984 og Sarajevo i 1994. At manden også for få år siden overlevede en kræfttumor på golfboldstørrelse i halsen, er nærmest en biting.

What does this Button Do? er en både underholdende og tankevækkende bog om en kunstner og iværksætter med stærke liberale instinkter. Dickinson spørger – direkte og med sit eget liv – hvorfor må man ikke vælge sit eget liv og sin egen måde at leve det på. Han har ikke meget tilovers for ’the nanny state’ og viser med sit eget eksempel på underholdende, velovervejet og velargumenteret vis, hvor langt man kan nå med individuelt initiativ og integritet. Det er meget sjældent, at man læser bøger, man ærligt kan kalde en inspiration, men Dickinsons er en af de få.

Handel med vacciner vil forbedre vaccineprogrammet

For nylig endte jeg i en Twitter-storm, da jeg i Børsen forslog Magnus Heunicke, at han gav folk mulighed for – efter at staten havde fordelt vaccinerne – at handle med retten til at blive vaccineret mod COVID-19. Det endte også med en ok artikel i Socialdemokratiets Pio.

Jeg tror, der var to grunde til, at jeg endte i stormvejret:

  1. Pelle Dragsted delte kommentaren og fik dermed aktiveret en stor gruppe følgere, der vitterligt ikke forstår sig på økonomi.
  2. Min kommentar var ikke super-elegant skrevet (bl.a. var der ikke plads til at behandle eksternaliteter).

Så min plan var faktisk at skrive et længere indlæg om handel med vacciner. Men det viser sig, at Cochrane – The Grumpy Economist – har skrevet et meget elegant indlæg om netop handel med vacciner, så i stedet for at lave en dårlig kopi af en af de bedste, får i nogle uddrag her.

Der er to typer af gevinst ved en vaccine. Den personlige (internaliserede) gevinst ved, at du ikke bliver smittet og den eksterne effekt i form af, at du ikke kan smitte andre.

The entire discussion centers around who should be protected first, from a disease whose prevalence is taken as given. Old people, nursing homes, health care workers, essential workers — the argument is not the externality. The argument is entirely who should get the individual benefit of protection from the vaccine.

Jeg har ikke fulgt debatten i USA, og er derfor usikker på, hvorfor Cochrane nævner “health care workers”. I Danmark har den gruppe efter min opfattelse primært været nævnt i forhold til ikke at bære smitten videre til de sårbare – altså et hensyn til eksternaliteterne. Og for den gruppe, bør handlen nok ikke være helt fri. Men ellers rammer Cochrane plet også i forhold til den danske debat.

Det folk stejlede mest over på Twitter var dog, at jeg ville lade de sårbare dø og lade de rige købe deres vacciner. Uanset hvor ofte jeg beskrev, at en person ikke kan stilles dårligere ved at få en ekstra mulighed (man kan jo altid sige nej til at sælge vaccinen), mente utallige, at det ville stille de økonomisk svageste dårligere (SIC! Det er den slags, man af og til bruger tid på på Twitter, så hvis I ikke er der, men overvejer at begynde, så genovervej kraftigt ;-))

“But the rich will be able to afford it first,” I hear you complain. Yes indeed. Principle one of economics, don’t mess with the price system to transfer incomes. “But we won’t make the income transfers, so we have to control prices and ration” I hear you complain. So, here we are in the midst of a pandemic, in the midst of an incredibly dangerous economic situation, with $5 trillion of federal debt in the rear view window, the main point of fixing prices and rationing vaccines is… to transfer incomes. 

I en dansk kontekst er Cochranes pointe, at statens uddeling af vaccinerne i højere grad er et spørgsmål om økonomisk omfordeling snarere end hvem, der får vaccinerne først. En person, der modtager en gratis vaccine er økonomisk bedre stillet. At få adgang til (= eje) vaccinen er en økonomisk gevinst for den enkelte. Men gevinsten bliver faktisk større, hvis vaccinen kan sælges, fordi en person, der værdsætter vaccinen til 1.000 kr., kan sælge vaccinen til en, der værdsætter vaccinen til 10.000 kr. og dermed være 9.000 kr. bedre stillet. Der er ingen tabere i en frivillig handel.

Cochrane kommer ikke ind på de positive eksternaliteter ved at lade folk handle med vaccinen, men de er der bestemt også. Hvis person A er meget social og har en stor omgangskreds, mens person B er mere isoleret, så er det en fordel for alle, hvis A modtager vaccinen, fordi han kan bringe en evt. smitte rundt til langt flere (ekstern gevinst). Men A har også størst gavn (internaliseret gevinst) af vaccinen, fordi han mødes med flere og derfor er mere udsat for smitte. Med fri handel vil vaccinen altså ende hos A. Til alles gavn. Man kan naturligvis også forestille sig det modsatte. Sundhedspersonale bliver alt overvejende vaccineret på grund af den positive eksternalitet ved mindre smitterisiko over for risikogrupperne. Hvis de får adgang til at sælge deres vacciner, kan det indebære en ekstern omkostning – mod en privat gevinst – og i det tilfælde bør man – som nævnt – overveje at afskære dem muligheden for at sælge vaccinen frit.

Hele Cochranes indlæg kan læses her: https://johnhcochrane.blogspot.com/2020/12/free-market-vaccines.html (inkl. “Part 2: The cost of perfection. The vaccine was invented in a weekend, available in February. In free market land, we would not have had a pandemic, or a recession. 284 thousand people would be alive today. That is the cost of FDA “protection.””)

Pyramidespil i Absurdistan

Statsministeren meddelte onsdag, at regeringen nu lukker storcentre og andre indkøbscentre, ligesom hun tidligere havde meddelt, at nedlukningerne nu også skulle gælde Syd- og Sønderjylland. Hun har også truet med, at hun vil indføre nye restriktioner i hovedstadsområdet, hvis ikke københavnerne sørger for at blive mindre smittede. Beskeden er nu, at Danmark omkring jul lukker alt ned, med undtagelse af essentielle forretninger som fødevarer. Den umiddelbare idé bag den drakoniske nedlukning er, at nedlukninger virker, bare de er hårde nok. Eller som man må konkludere fra både regeringens og visse epidemiologers udtalelser, regnede man med at de tidligere nedlukninger virkede, men det gjorde de ikke, og reaktionen er at man gør endnu mere af det samme. Man bliver derfor nødt til at spørge, om nedlukninger virker og hvorfor de fleste regeringer bliver ved med at slå endnu hårdere ned på deres befolkninger.

Mht. det først spørgsmål findes der nu flere end 20 studier, der konkluderer at nedlukninger enten har meget begrænsede eller ingen effekter på smitte- og dødstal. I et af de ’reneste’ eksempler, illustrerede professor Kasper Planeta Kepp (DTU) forleden i en Twitter-tråd hvordan nedlukningerne i udvalgte dele af Nordjylland ikke har haft nogen synlig effekt: De nordjyske kommuner, hvor indbyggerne ikke engang måtte køre over kommunegrænsen, har ikke oplevet et større smittefald end resten af Nordjylland. Kasper og jeg er for tiden ved at skrive en omhyggelig version af sammenligningen op som artikel.

Det er desværre tydeligt, at den voksende evidens enten ignoreres eller fundamentalt misforstås i toppen af dansk politik. Søren Brostrøm meddelte for eksempel forleden, at man jo kunne se at nedlukningerne i Nordjylland virkede, fordi smittetallet var faldet. Hvis det er argumentet, må man begynde at stille spørgsmålstegn ved, hvad mange epidemiologer tror, evidens overhovedet er! Og heri ligger en væsentlig del af problemet.

Regeringens måde at evaluere nedlukninger og anden viruspolitik er – ligesom de fleste andre vestlige landes – omtrent på linje med den måde, indianske shamaner evaluerer effekten af regndans. Man ønsker regn, sætter folk til at danse regndans, og når regnen endelig kommer, hævder man at det skyldes regndansen. Hvis regnen ikke kommer, tages det som udtryk for at der er behov for endnu mere regndans. Og hvis regnen holder op igen, må man jo danse endnu mere intens regndans når den nu ikke virkede i første omgang. Skift ’regn’ ud med ’nedgang i smittetal’ og skift ’regndans’ ud med ’nedlukning’ for at få den perfekte parallel.

For både politikere og almindelige danskere uden indsigt i enten statistik eller videnskabelige kausalforhold (og åbenbart tæller det desværre mange læger), er der tale om confirmation bias på steroider: Falder smittetallet, fortolker man det som evidens for at nedlukninger virker, men hvis det ikke falder, tolkes det som evidens for at man bliver nødt til at lukke endnu hårdere ned. Allan Randrups forslag forleden om at lukke Storebæltsbroen og dermed isolere Sjælland fra resten af landet var blot et særligt tåbeligt eksempel på et generelt fænomen.

Fortællingen bliver desværre godt hjulpet af medier, der ikke skriver om virusnyheder som ikke passer i regeringens fortælling. Dødeligheden hos folk, der indlægges med Covid-19, er for eksempel faldet med 70 procent, men jeg har stadig ikke set nyheden gentaget i medierne. Det samme gælder John Ioaniddis metastudier af dødeligheden, Folkhälsomyndighetens afvisning af PCR-test, eller WHOs implicitte vurdering af virussens dødelighed på 1½ ‰. Den brede befolkning holdes i generel uvidenhed og fastholdes derfor – som vi skrev forleden – i en tilstand af fundamentalt uinformeret frygt.

Politisk er den gradvise brug af hårdere nedlukning en dynamik, der i virkeligheden er en version af det infamøse pyramidespil – eller som økonomer kalder det, et ’Ponzi game’. Pyramidespil virker kun, så længe flere folk slutter sig til, så dem der allerede er medlemmer, får et overskud. Den dag der kommer færre nye til end der sluttede sig til i sidste runde, bryder pyramidespillet sammen. Regeringens approach fungerer på samme måde: Man bliver nødt til i hver omgang at skabe endnu mere frygt, forstærket af endnu større afsavn og omkostninger – med rationalet at hvorfor skulle regeringen da lave så større økonomiske og sociale ødelæggelser, hvis det ikke var nødvendigt. Hvis frygten ikke breder sig, holder folk op med at være bange og starter at med at tænke selv, søge information selv, og opføre sig informeret. Gør de det, bryder politikkens offentlige legitimitet sammen. Det kan naturligvis ikke blive ved, og for de af os der ikke køber regeringens linje, bliver politikken mere og mere forrykt for hver dag der går. Det danske samfund er i løbet af 2020 blevet Absurdistan. Men for ledende politikere er der ingen anden vej, for at indrømme at man tog basalt fejl, ødelagde værdi for milliarder og ruinerede folks liv og mentale helbred, er ikke en mulighed for folk med deres målsætning.