Fra min inbox: Bedre arbejdsmiljø, hvis Arbejdstilsynet giver medarbejderne bøden?

Denne mail fra foråret fandt jeg ved et tilfælde frem igen i dag.

Jeg er medejer af et stilladsfirma og beskæftiger mellem 75-115 medarbejdere afhængig af årstiden. Vores arbejde er meget nemt at få øje på og vi har ofte rigtig mange besøg fra Arbejdstilsynet. (Inden du læser videre, så er det vigtigt at understrege at vi – ligesom Arbejdstilsynet – ønsker et sikkert og sundt arbejdsmiljø). Men jeg mener, at reglerne er forkerte, når man går efter virksomheden frem for den udførende. Det mener jeg af flere årsager. Her kommer et eksempel på et af de strakspåbud vi har fået:

Sjakket (som er uddannet i faget) får udleveret sin opgave med relevante beskrivelser. De læsser stilladsmateriellet og påbegynder opsætning. Efter 4,5 timer kommer Arbejdstilsynet og konstaterer at medarbejderen ikke bruger opskydeligt rækværk (en sikkerhedsforanstaltning) for at undgå sikring mod nedstyrtning. Arbejdstilsynet konstaterer også, at rækværket er til stede på sjakkets lastbil. Medarbejderne får besked om at stoppe arbejdet og virksomheden (altså mit firma) får et strakspåbud. Medarbejderne kan gå videre med arbejdet efter montering af opskydeligt rækværk. Et halvt år senere modtager virksomheden et brev hvori det meddeles at sagen vil blive sendt til retslig tiltale med en bødepåstand på 100.000,- til virksomheden, et år senere inviteres vi til første retsmøde, dette udsættes senere grundet corona. Lige om lidt er det 2 år siden at forseelsen skete.

Eksemplet ovenfor er ikke enestående og vi har 4 sager i systemet. I mange andre brancher er der lignende tilfælde, hvor den udførende ikke følger instruktionen eller reglerne på byggepladsen/i samfundet eller andet og virksomheden står tilbage med bøde.

Nu kommer problemet

Hvis det er Arbejdstilsynets formål at sikre arbejdsmiljøet, hvorfor går man så ikke efter den udførende medarbejder? Forseelsen er til at konstatere med det samme – de bliver taget på fersk gerning i deres forsømmelser.

Men nej, det er i stedet virksomheden der skal slås med retssagerne, bruge penge på advokater, tid og meget andet. Medarbejderen blev fyret, men dagen efter står han måske og laver samme nummer i en ny virksomhed.

Hvis statistikkerne skal ændres, hvis adfærden skal ændres, hvis bøderne skal have effekt, hvis man ønsker færre ulykker. Så send bøden til manden og gerne straks, og nok naturligvis ikke et beløb svarende til 100.000,- men måske en 14 dages løn.

Der skal naturligvis også skrives bøder til de virksomheder der ikke stiller udstyret til rådighed, men disse skal falde uden lange retsprocesser.

Ordet skatteincidens hentyder til, at der er forskel på, hvem der officielt betaler skatten, og hvem der bærer skatten. Mange afgifter betales officielt af virksomhederne, men omkostningerne bæres af forbrugerne, fordi priserne er højere end uden afgifterne.

På samme vis er det i sidste ende medarbejderne eller kunderne, der i sidste ende betaler bøderne til Arbejdstilsynet. Spørgsmålet er, om man kunne få “mere for pengene”, hvis det var medarbejderne, der fik bøden? Jeg synes, at mailen påpeger et væsentligt problem: den uforsigtige medarbejder kan få job et andet sted dagen efter.

Det er ikke et område, jeg kender så meget til, så alle kommentarer er velkomne.

Hvad betyder timingen af nedlukninger? Virker det, hvis man lukker ned tidligt?

Jeg er adskillige gange blevet belært, at årsagen til at mange studier ikke finder nogen sammenhæng mellem nedlukninger og antal døde, er fordi nedlukningerne kom for sent. Det altafgørende er altså timingen i nedlukningen. Og jeg forstår godt argumentet, for det er præcis det resultat man får i en simpel SIR-model, hvis en nedlukning kan få kontakttallet, R, ned. Så vil toppen på smittekurven blive lavere, jo tidligere du griber ind. Men corona-epidemien fungerer ikke som en SIR-model, og det er derfor et uafklaret spørgsmål, om tidligere nedlukninger virker.

Jeg har efterhånden læst omkring 2-300 empiriske studier, hvoraf en hel del ser på effekten af tidlige nedlukninger, og konklusionen er efterhånden ret klar. Det er umiddelbart en stor fordel for et samfund at opdage smitten tidligt, men ingen studier kan påvise, at det er nedlukningerne – og ikke fx folks frivillige adfærdstilpasninger – der gør den afgørende forskel. Mest tyder på, at den frivillige adfærd er afgørende.

Hvorfor kan studierne ikke fortælle, om tidlig nedlukning virker?

Amuedo-Dorantes et al. (2021) er et klassisk eksempel på, at det går galt for forskerne. Amuedo-Dorantes et al. (2021) ser på forskellene i pandemiforløbet i forskellige dele af Spanien, da Spanien lukkede ned. På den baggrund finder de, at de regioner, der var tidligt i pandemiforløbet og hvor smitteudbredelsen var begrænset, da landet lukkede ned, fik en langt mildere pandemi end de områder, der var længere inde i pandemiforløbet på nedlukningstidspunktet. På den baggrund konkluderer de, at en 10+ dage tidligere nedlukning kunne have reddet “a total of 4,642 total deaths (232 deaths/daily) could have been avoided by the end of our period of study –a figure representing 23% of registered deaths in Spain at the time.

Mens der ikke umiddelbart er noget galt med det analytiske arbejde, er der et problem med konklusionen. For i mine øjne, kan man ikke på baggrund af analysen konkludere, at nedlukningen virkede. Man kan konkludere, at det virkede at blive opmærksom på smitten. Det er egentlig meget let at indse, hvorfor konklusionen er forkert. Forestil dig, at du bor i en mindre by på Sjælland. Du har set billederne fra Kina, og begynder nu at se billeder fra Italien. Du ved, at COVID-19 før eller siden kommer til Danmark, og at du til den tid må passe på – men du ved ikke hvornår det bliver. Du følger med i nyhederne, spritter hænder og holder afstand. Men efterhånden som dagene går, kommer smitten nærmere og nærmere. Og pludselig er der dødsfald i Danmark og masser af smittede. Pandemien synes at være i fuldt flor, og du vælger at handle drastisk. Er du minister, kører du til din arbejdsplads på Christiansborg og lukker landet ned. Er du borger, arbejder du hjemme og aflyser alle fysiske aftaler i din kalender.

Pointen er, at borgere og politikere reagerer på de samme informationer. Forskellen er dog, at borgerne får en stor del af deres informationer fra politikerne og pressemøderne, som altså kan få afgørende betydning for folks opfattelse af, hvor udbredt smitten er. Vi så det meget tydeligt i dagene efter Mette Frederiksens pressemøde, hvor skoler og restauranter var åbne, men tomme. Folk havde reageret på informationen fra statsministeren.

Hvorfor er dette vigtigt? Fordi Amuedo-Dorantes et al. (2021) ikke kan skelne den ene effekt fra den anden i deres studie. Regionerne, der var tidligt i pandemiforløbet, kunne måske have haft præcis samme udvikling i smitten, uanset hvad den spanske regering havde gjort – eller hvis den spanske regering blot havde holdt et pressemøde, hvor de lavede nogle symbolske handlinger eller blot ”fejede for egen dør” ved fx at sende statsansatte hjem.

Hvad viser data

Et relevant spørgsmål er, om befolkningen i andre lande reagerede på situationen i de lande, der blev ramt og lukkede ned først. Det spørgsmål er svært at afgøre, for som nedenstående figur viser, så lukkede landende ned stort set samtidig. 11. marts havde kun tre Europæiske lande (ud af 44) et stringency index over 60 (Italien, Monaco og San Marino). En uge senere – d. 18. marts – var det 30. Men som næste figur viser, er der måske alligevel noget om snakken.

Nedenstående figur viser, hvor mange mennesker der døde i Europæiske lande i første bølge sammenholdt med, hvor tidligt landene ramte 20 døde per million (i Danmark skete dette 2. april, og altså før nedlukningen kunne have effekt, fordi det ca. tager 18 dage fra man smittes til man eventuelt dør). Figuren viser en meget tydelig sammenhæng mellem, hvor tidligt pandemien ramte, og hvor alvorlig første bølge blev. I lande som Italien, Spanien, Belgien og Sverige var pandemien allerede kraftigt udbredt, allerede inden nogen i Europa havde nævnt ordet ”lockdown”. Til gengæld var der stort set ingen problemer i de lande, der blev ramt sent, uanset hvilken politik de førte (politikkerne var dog næppe væsentligt forskellige). De røde prikker i figuren viser de 14 lande, der ikke havde nået et stringency index på 60 d. 18. marts – og de ligger ca. som de øvrige lande, hvilket understreger resultaterne i Sebhatu et al. (2020), som viser, at der ikke er sammenhæng mellem pandemiens udvikling og tidspunktet for nedlukning. I stedet gjorde landene som landene omkring dem gjorde.

Ovenstående figurer er ikke et bevis for, at tidlig nedlukning ikke virker. Men den viser, at de lande, der blev ramt tidligt, alle klarede sig dårligt med hensyn til antal døde. Og at Sverige – som havde en meget, meget mild nedlukning i foråret 2020 – faktisk klarede sig præcis så godt, som man kunne forvente, givet hvor hurtigt og hårdt, de blev ramt på. Nedenstående figur viser, at mønstret var præcis det samme i USA. Jo senere pandemien ramte en stat, jo færre døde var der i staten under 1. bølge.

Er det en fordel at lukke tidligt ned?

Nedenstående figur viser Oxfords stringency index (vægtet gennemsnit) og daglige dødstal pr. million indbyggere for Europa og USA. I USA ramte pandemien ca. 1 uge senere målt på dødsfald, og jeg har derfor forskubbet USA’s data, så dødsfaldene ligger omtrent oven i dødstallene i EU.

Figuren viser, at USA lukkede ned ca. 5 dage tidligere end EU i forhold til pandemiforløbet, men at det ikke havde nogle synderlig effekt på smittespredningen (om end man selvfølgelig kan hævde, at nedlukningerne udskød problemerne med netop 5 dage).

Hvad er konklusionen?

Som jeg ser det, er der ikke nogen evidens for, at tidlig nedlukning virker specielt effektivt. Der er heller ikke evidens for det modsatte, men ser man på USA i forhold til Europa, tyder det på, at tidlig nedlukning ikke gjorde nogen forskel. Måske fordi folk ændrede adfærd frivilligt, da de fik den nødvendige information.

Der er næppe tvivl om, at det er en fordel at vide, hvor udbredt smitten er i samfundet. Hurtig og pålidelig information er altafgørende i den tidlige fase af en pandemi – og i Europa og USA var COVID-19-pandemien kendetegnet ved en mangel på pålidelig information, fordi der ganske enkelt ikke blev testet nok. Derfor kunne udbrud florere længe på bl.a. skisportsstederne, inden de blev opdaget, og derfra spredte smitten sig ud til flere dele af Europa. Havde man testet bredt allerede inden pandemien kom til Europa, havde man opdaget smitten tidligere, og vi havde sandsynligvis set et helt andet pandemiforløb i Italien, Spanien, Sverige osv.

I forhold til de meget udbredte påstande om, hvor godt nedlukninger virker, og hvor vigtigt det er at reagerer tidligt, er det slående, at der ikke er en klar korrelation mellem 1) hårdheden af nedlukningen (stringency index) og antal døde, samt 2) tidlig nedlukning og antal døde.

Måske er forklaringen ganske enkelt, at det suverænt vigtigste for håndteringen af en pandemi er vores individuelle adfærd.

Historien om ”neo-liberalismen” – executive summary (V)

”Verden har siden Berlinmurens fald i 1989 været domineret af ”neoliberal” økonomisk tænkning. Den har slået fejl og har resulteret i øget fattigdom og ulighed. Nu er der brug for et nyt paradigme”. 

Det er omtrent den historie, kritikere af “neo-liberalisme” ynder at fortælle. I vores sommerserie så vi nærmere på, om den passer. Det gør den ikke.

Her er hovedpointerne.

”Neo-liberalisme” er kritikernes begreb. Næsten ingen kalder sig selv neo-liberale. Begrebet neo-liberal var næsten ikke brugt op til og efter Murens fald. Det er først i nyere tid, at det er kommet på mode. Der er heller ikke et entydigt ”neo-liberalt” program, som blev iværksat, da Muren faldt.

Dermed ikke være sagt, at liberal økonomisk tænkning ikke har præget dele af den økonomiske politik. Især bekæmpelsen af højinflationen, som kulminerede for 40-50 år siden, har fået vid udbredelse. De store offentlige underskud er blevet nedbragt, omend få lande har fået ligefrem holdbare offentlige finanser. Der er gennemført arbejdsmarkeds-, overførsels- og skattereformer, omend med betydeligt restpotentiale. Derimod er det f.eks. ikke lykkedes at reducere den offentlige sektor og skattetrykket. Her er højst tale om stagnation. Den offentlige sektor er ophørt med at vokse stærkere end den samlede økonomi. Det kan næppe kaldes et stort resultat.

Er disse delvise forsøg med liberal økonomisk politik slået fejl? I den udstrækning de er blevet gennemført, har de også leveret. Deregulering af f.eks. tele- og flysektoren har skabt store produktivitetsstigninger og billigere priser. Inflationsbekæmpelsen var overordentlig succesrig. Ledigheden for marginale grupper er faldet. Det samme er realrenten. Reformerne har øget arbejdsudbuddet.  

Hvorfor blev politikken så mere liberal på disse områder?

En del af forklaringen er utvivlsomt en ideologisk drejning. Erfaringerne med planøkonomiernes kollaps indgød en pæn portion skepsis over for dirigisme. Det samme kan siges om velfærdsstaternes uligevægtsproblemer med høj inflation, høj ledighed og eksploderende underskuds- og gældsproblemer. De vakte ligeledes skepsis mod dirigisme. Men en nok så afgørende forklaring var, at politikerne bag velfærdsstaten indså, at de var nødt til at rette op på de kritiske problemer, hvis den skulle bevares.

Det er altså ikke kun eller primært velfærdsstatens kritikere, men også dens tilhængere, som har implementeret ”neoliberal” økonomisk politik. Motivet har ikke kun været at få mere markedsøkonomi, men også været at beskytte den omfattende statsliggørelse af økonomien. I nogle tilfælde mod decideret bankerot.

Det kan desværre også forklare, hvorfor reformviljen er ved at aftage. Det fremføres f.eks. i den danske økonomiske debat, at reformer ikke længere er nødvendige, fordi de offentlige finanser er blevet holdbare. Og det er også rigtigt, at der ikke er samme brug for reformer, hvis ens eneste fokus er de offentlige finanser og evnen til at finansiere velfærdsstaten. Vi, der derimod er optaget af at få en friere markedsøkonomi og at gøre noget ved den lave vækst, ser fortsat et betydeligt reformbehov.

Her er de tidligere afsnit om neo-liberalisme:

Historien om “neo-liberalismen (I)”

Staten er ikke blevet mindre trods ”neo-liberalismen” (II)

Strukturpolitik var nøglen til lavere ledighed (III)

”Neo-liberale” succeser (IV)

En særlig tak skal rettes til Sofie Seegert, som har udarbejdet de figurer, jeg har trukket på i indlæggene.

Skadelig regulering: The Jones Act

Der er et væld af litteratur, der dokumenterer de store økonomiske omkostninger forbundet med regulering (en lang liste af eksempler kan findes i denne rapport fra “The Council of Economic Advisers”. Men ofte illustrerer ét eksempel problemet bedre end tusindvis af forskningstimer

En af de mere kendte regler for os reguleringsnørder, er den mere end 100 år gamle The Jones Act, som betyder, at al søtransport mellem amerikanske byer skal foregå på skibe, der er bygget af amerikanere, ejet af amerikanere, fører amerikansk flag og har amerikansk besætning.

Colin Grabow fra CATO Institute har skrevet et interessant blogindlæg, hvor han beskriver konsekvenserne af The Jones Act. En del af reglementet betyder nemlig, at The Jones Act ikke gælder gods, der kører en del af strækningen på canadiske togskinner.

Hvis prisforskellen mellem amerikanske skibe og internationale skibe er stor nok, kan det altså betale sig at laste godset over på et tog – køre lidt med det – og laste det tilbage på lastbiler, som kører godset resten af vejen til kunden. Og det er netop, hvad der sker. En virksomhed i Alaska sejler frosne fisk til det østlige canada lige nord for grænsen til USA, hvor godset bliver lastet over på en 67 meter (SIC) “lang” jernbane, hvor det bliver kørt frem og tilbage, inden det bliver lastet over på lastbiler for at blive kørt til destinationerne i USA. Hele ruten har jeg illustreret på billedet nedenfor.

Og her ses HELE jernbanen (fra Google Street View) samt min opmåling af jernbanens længde.

HELE jernbanen fundet på Google Street View
Min opmåling på Google Maps

Hvis man har tiltro til, at politik og demokrati fører til god regulering, så husk på, at dette er en 100 år gammel regel, som har meget store omkostninger for samfundet som helhed, men som ikke bliver afskaffet, fordi nogle få vinder meget, mens mange taber lidt (concentrated costs and diffused benefits).

Cultures of Trust and Institutions of Freedom

Min gode ven og kollega Niclas Berggren (IFN, Stockholm og VSE, Prag) har beskæftiget sig med økonomisk frihed siden 1999 og kulturelle forhold næsten lige så længe. Som læserne vil vide, har jeg også beskæftiget mig med begge fænomener siden min PhD-periode, og en del af forskningen de senere år har netop været sammen med Niclas.

Det er derfor en særlig fornøjelse at Niclas og jeg kan afsløre, at vi har fået en projektansøgning godkendt hos the Templeton Foundation. Projektet har titlen Cultures of Trust and Institutions of Freedom og fokuserer netop på samspillet mellem kulturelle forhold og frihedsinstitutioner såsom økonomisk frihed, institutioner der beskytter menneskerettigheder, og en række andre forhold. Minus overhead til administration har Templeton bevilliget cirka 6½ millioner svenske kroner over en treårig periode.

Projektet er omtalt i IFNs Nyhedsbrev i denne uge, der også interviewer Niclas om ideerne bag det. Nyhedsbrevet formulerer baggrunden for projektet som følger:

I det kommande projektet kommer forskarna bland annat att klargöra hur ett välfungerande rättssystem – som är centralt för att skydda ägande och ingångna avtal – kan säkerställas, säger Niclas Berggren. En annan viktig beståndsdel i projektet är hur ett välfungerande rättssystem tillsammans med en öppen marknadsekonomi påverkar graden av tillit. Det är i sin tur viktigt för att stimulera initiativ som gynnar produktiviteten. Projektet kommer också att titta på tre ämnesområden som påverkar vår tid och står högt upp på agendan på samhällsdebatten: ojämlikhet, globalisering och pressfrihet.

Her på stedet kommer vi naturligvis til at skrive en del om projektet, når det er gået i gang. Udover planerne om at holde to videnskabelige workshops med inviterede forskere fra hele verden og to policyseminarer – et i Stockholm og et i København – er der også en en plan om at lave podcasts med nogle af de inviterede forskere. Vi sørger naturligvis for at linke til det hele her på stedet, inklusive de allerede planlagte dele af projektet. Men hvis nogle af læserne i mellemtiden har idéer til, hvilke emner man kunne kaste sig over i projektet, hører vi naturligvis meget gerne om dem!

Økonomisk Frihed i Samfundstanker

Cepos direktør Martin Ågerup har siden november kørt en podcast med titlen Samfundstanker, hvor han taler med forskere, eksperter og politikere om en lang række mere eller mindre aktuelle emner. Martin er nu kommet til et emne, der både er ekstremt vigtigt for samfundets udvikling, og som mange mennesker ikke ved ret meget om: Økonomisk frihed.

Konceptet dækker folks frihed til at bruge deres egen tid, arbejdskraft, penge, ejendom og menneskelige ressourcer som de vil, med undtagelse af brug, der har til formål at begrænse andre menneskers økonomiske frihed. Jeg havde den store fornøjelse at være den forsker, Martin valgte til en samtale om økonomisk frihed. Det blev en noget længere – og rigere – samtale, end nogen af os havde regnet med. Vi kom langt omkring, fik dækket mange emner og fik endda en idé undervejs. Vi er meget tilfredse med resultatet, og kan varmt anbefale vores læsere at høre hele den mere end halvanden time lange samtale. Bryd den endelig op, hør den i bilen på vej hjem fra arbejde, eller hvordan og hvor i har lyst til. Eller sæt jeres gymnasieelever til at høre den og tage noter (hvilket kan give jer halvanden times respit med en kop kaffe). Men sørg for at sætte jer ind i, hvad økonomisk frihed er og hvad den betyder for samfundet.

Maske-studiet: Skal Politiken i Detektor, ligesom Christine Stabell Benn?

Politiken har skrevet en artikel om et meget interessant maskestudie, (Abaluck et al. 2021). Studiet er særligt interessant, fordi det er noget nær det tætteste, vi kommer et lodtrækningsstudie.

Kort fortalt har forskerne inddelt 600 områder i to grupper á 300, hvor den ene gruppe er blevet ”behandlet”, mens den anden gruppe fungerede kontrolgruppe. Behandlingen bestod i gratis mundbind, informationer, påmindelser m.m., som skulle øge brugen af mundbind i befolkningen (brugen af ”proper mask-wearing” steg med ca. 29%-point fra 13,3% i kontrolgruppen til 42,3% i ”behandlingsgruppen”.

Efter 10-12 uger tog de blodprøver fra individer med symptomer, og testede dem for COVID-19. Og på den baggrund kan altså de estimere effekten af øget maskebrug.

Og studiet viser, at kirugiske mundbind beskytter 50+-årige mod symptomatiske COVID-19 (det kan derimod ikke sige, om det skyldes eget eller andres brug). Til gengæld finder studiet ingen effekt af stofmundbind og ingen effekt for personer under 50 år, jf. nedenstående figurer.

Figurer fra (Abaluck et al. 2021)

Derfor kan Politikens ende i Detektor

Men hvad har det med Detektor at gøre, spørger du måske. Svaret er, at Detektor forleden skrev en artikel om Christine Stabell Benn, som – på LinkedIn – havde glemt at skrive, at de målte bivirkninger efter vaccine for børn i alderen 12-15 år var insignifikante. Benn påpegede, at hvis man lagde tallene sammen med de 16-25-årige, blev det faktisk signifikant. Men den forklaring hældte Detektor – med hjælp fra andre forskere – ned af brættet under overskriften Useriøst “kunstgreb” (samme type udsagn er brugt i diskussionen på min Facebook-væg)

Men Politiken gør altså det samme, når de konkluderer, at ”mundbind virker” – ja, faktisk er Politikens fejl en del værre af en række grunde.

For det første viser studiet ikke, at ”mundbind virker”. Det viser, at nogle mundbind virker for nogle personer. Politiken kan kun nå frem til sin generelle konklusion konklusion ved at gruppere stofmundbind og kirugiske mundbind og samtlige aldersgrupper. Altså præcis det, Detektor kalder et useriøst kunstgreb. Politiken ikke blot undlader at gøre opmærksom på dette, men insinuerer direkte, at der er en effekt for stofmundbind og yngre aldersgrupper, når de skriver

”studiet fandt også en øget forekomst af smittereducerende effekt hos ældre, og at kirurgiske masker er bedre end stofmasker.”

(Politiken i artiklen om mundbind)

Politiken vil sikkert forsvare sig med, at studiet faktisk finder en effekt af stofmasker på ”sandsynlig COVID-19” målt på baggrund af svar i en spørgeskemaundersøgelse, men for det første er det et langt dårligere mål end antistoftestene, og for det andet henviser Politiken direkte til antistof-undersøgelserne

”Forekomsten af covid-smitte målt i antistofundersøgelser faldt med 9,3 procent i landsbyerne, der fik mundbind og oplært i brugen, målt i forhold til kontrol-landsbyerne.”

(Politiken i artiklen om mundbind)

For det andet peger Benn på en betydelig forskel (x3 flere symptomer), som – måske – kun er insignifikant, fordi stikprøven er meget lille. I maskestudiet er forskellene meget små og insignifikante på trods af, at stikprøven er meget stor (i alt er over 340.000 personer involveret i forsøget). Det bedste bud i maskestudiet er altså, at stofmundbind ikke virker – og særligt ikke for de yngre, mens det bedste bud i vaccinestudiet er, at vaccinerne giver børnene bivirkninger.

For det tredje skrev Benn på Linkedin, mens Politiken er en landsdækkende avis. Så også i udbredelse, er Politikens fejl langt større.

Kan man overhovedet konkluderer, at mundbind virker?

For det fjerde er Politiken meget, meget skråsikker i deres udsagn i forhold til hvor meget, man reelt kan sige på baggrund af studiet.

De var drønirriterende, vores mundbind. Men de virkede. Mundbind reducerer forekomsten af covid-19-infektioner.

(Politiken i artiklen om mundbind)

For studiet viser faktisk ikke, at mundbind virker. Det viser at interventionen virker, og den omfattede en hel del mere end mundbind (den kan bl.a. ses som en større informationskampagne, fordi folk skulle overtales til at tage mundbind på). Studiet er altså ikke en det endelige bevis for, at mundbind virker. I teorien kan det være den øgede opmærksomhed på COVID-19, der har drevet hele effekten, jf. nedenstående citat. Det kan studiet ikke endeligt konkludere.

In fact, we found that our intervention increased the likelihood of physical distancing, presumably because individuals participating in the intervention took the threat of COVID-19 more seriously.

(Abaluck et al. 2021)

Det er heller ikke klart, hvorfor mundbind kun virker for ældre personer. Hvis mundbind begrænsede smitten helt generelt, så skulle det jo virke for alle aldersgrupper. Det kan tyde på, at der er andre effekter i spil, som vi endnu ikke forstår. Denne forskel skyldes dog næppe (kun) adfærd, for så skulle man se samme effekt af kirugiske mundbind og stofmundbind, som forfatterne også påpeger.

First, while we find similar impacts of cloth and surgical masks on physical distancing, we find consistently larger impacts of surgical masks on symptomatic seroprevalence, consistent with the evidence that surgical masks have better filtration efficiency.

(Abaluck et al. 2021)

Hvordan disse to effekter samlet set skal fortolkes, er jeg usikker på. Men at kalde sagen for afgjort og studiet for ”guldstandarden” i forhold til påbud om mundbind, er i mine øjne at cherry picke delresultater uden at tænke nærmere over sammenhængen.

Tvang og det lange sigt

Endelig er der to faktorer, som er vigtige rent politisk. For det første er studiet baseret på frivillig brug af mundbind. Folk har altså valgt at bruge mundbindet, fordi de mener, det er en god idé. Det er måske derfor, at forskerne ikke ser nogen effekt på risikokompenserende adfærd (Peltzman-effekt). Men det kan sagtens være, at adfærden ser helt anderledes, hvis man bliver tvunget til at bære masker. Det svarer studiet ikke på.

Studiet ser også kun på den kortsigtede effekt (deltagere med symptomer blev testet efter 10-12 uger). Som Otto har beskrevet her (se pkt. 8), vil vi forvente, at faldende smitte vil føre til øget social interaktion, fordi risikoen ved at møde andre falder. Igen er dette ikke noget, som studiet ser på.

Statistikbrug blandt epidemiologer og økonomer

Som mange læsere ved, er vi her på stedet stærkt kritiske overfor nedlukningerne, der har plaget verden det sidste halvandet år. Den empiriske forskning har helt siden sidste sommer vist, at de ikke gjorde nogen forskel: Jo hårdere, tidligere og jo mere diktatorisk staterne lukkede ned var ligegyldigt for, hvor stor overdødeligheden blev. Og de sidste 100 års erfaringer – som endda var nedfældet i flere landes epidemiguidelines og gentaget i et omfattende review af WHO i 2019 – viser klart, at den type politik fører til flere dødstal på længere sigt, når hjertetilfældene, de ubehandlede kræftsygdomme, desperationsdødsfaldene, og en sandsynlig million fattigdomsdødsfald i Afrika slår igennem.

Alligevel, på trods af det vi som økonomer opfatter som næsten totalt fravær af dokumentation for positive effekter af nedlukninger, har mange epidemiologer og læger blankt afvist den empiriske forskning. Jeg har haft meget svært ved at forstå en så blank afvisning af omhyggelig, omfattende dokumentation fordi den kommer fra et andet videnskabeligt felt, der netop er specialiseret i konsekvensevalueringer af offentlig politik.

Tidligere på året fik jeg et hint om, i hvor høj grad statistik spiller forskellige roller og bruges forskelligt i epidemiologi og nationaløkonomi. Hintet kom i form af en venlig e-mail fra en epidemiolog, der bad om data fra min artikel om nedlukninger. Det særlige var, at den pågældende kollega bad om data, som jeg havde brugt til at ’træne min model med’. Jeg var meget forvirret til at starte med, indtil jeg efter en del søgning på nettet, indså at min forvirring kom fra den fundamentalt anderledes måde, vi bruger data og statistik i samfundsvidenskaberne.

Når kollegaen bad om data til at træne en model, er det fordi han er vant til at bruge statistik til at finde ud af parametrene på en allerede kendt proces – eller en proces, man tror man kender. Det er for eksempel en såkaldt SIR-model (læs f.eks. her), hvor man ’blot’ skal kende reproduktionsrate osv. Omvendt bruges statistik kun sjældent til at træne modeller i samfundsvidenskaberne. Vi bruger den til at finde ud af, hvordan modellen ser ud. I samfundsvidenskaberne starter vi med andre ord væsentligt tidligere i den videnskabelige proces, og laver væsentligt færre antagelser om, hvordan verden ser ud.

Det er derfor heller ikke så overraskende – eller sjældent – at finde, at offentlig politik enten ingen effekt har, eller virker direkte modsat intentionen. Omvendt kan det være noget af en overraskelse i epidemiologi, for eksempel, hvor man allerede har specificeret modellen og dermed lagt en helt bestemt struktur ned over data. Hvad gør man da, når data ikke passer på ens teoretisk specificerede struktur? Prøver man at få data til at makke ret, påstår man at der er noget galt med dem, eller indser man at ens teoretiske forståelse er mangelfuld (eller forkert)?

Jeg vil på ingen måde påstå, at det er sådan alle epidemiologer gør – eller at der ikke er økonomer, der tvinger en struktur ned over data – men blot påpege, at de gnidninger, der har været mellem samfundsvidenskaberne og deres normale insisteren på at gå, hvor data tager en hen, og epidemiologien, faktisk giver en vis mening. Noget af den kommer fra fundamentalt forskellige videnskabelige tilgange, og ofte også en noget forskellig opfattelse af, hvornår noget tæller som evidens. Jeg foretrækker i høj grad den samfundsvidenskabelige approach, og dens tradition for omhyggelig etablering af evidens, i modsætning til den ofte skjuskede tilgang i medicin. Men netop den approach er også en del af forklaringen på, hvorfor andre discipliner og mange politikere har det så svært med os…

Hvad betyder timing under en pandemi?

Forleden læste jeg et studie, Ylli et al. (2020), med en interessant figur, som viste sammenhængen mellem hvornår pandemien ramte et de europæiske lande og antallet af døde pr. million indbyggere under første bølge. Figuren er gengivet herunder, og jeg har markeret Danmark (som passerede 100 cases 4 dage senere end Sverige og derfor må være en af de to markerede prikker).

Det, jeg finder interessant ved figuren, er, at den viser et meget klart sammenhæng mellem tid og dødsfald i første bølge. De lande, der blev ramt først, blev taget på sengen, og derfor ikke nåede at tilpasse sig omstændighederne. Hvordan kunne det ske? Som jeg husker det, gik vi alle lidt og ventede på pandemien. Vi har mange gange hørt om sygdomme i Østen, som alligevel aldrig rigtig kom til Europa, så for mange (herunder myndighederne) gik alvoren først op for os, da vi så billederne fra Italien.

Læs resten

Mønstre i tolerance af bøsser og lesbiske i Europa

Forleden skrev vi om tolerance i Europa. Flere læsere bemærkede, at vi tog et gennemsnit af to spørgsmål om tolerance: Folks holdning til, om bøsser og lesbiske bør være frie til at leve det liv, de foretrækker, og deres forhold til immigranter. Læserne mente, at det kunne skjule interessante forhold og forskelle, når vi på den måde brugte et lidt bredere mål for tolerance. Derfor afsøger vi i dag helt specifikt folks holdninger til bøsser og lesbiske i Europa, ikke mindst fordi der faktisk gemmer sig nogle ret interessante forhold i det.

Vi illustrerer situationen og de særlige forhold i tre figurer: En er et kort over folks holdninger på tværs af regioner i Europa, den anden er et plot over sammenhængen mellem national gennemsnitsindkomst og disse holdninger, mens den tredje bryder sammenhængen ned på regionalplan. Farvekoderne i den første figur går fra hvid – de mest positive – til lilla, der indikerer stærkt anti-homoseksuelle holdninger.

Som figuren klart viser, er de mest tolerante områder de nordiske lande (minus det meste af Finland), det meste af Frankrig (minus Picardiet og Sydøst), det meste ad Nederlandene, dele af det flamsktalende Belgien, Slesvig-Holsten, Hamborg og Berlin, og markante dele af Spanien. En interessant detalje er, at de hvide områder også dækker Dublin og midten af Irland, selvom de indtil for relativt nylig har været stærkt katolske. De næstmest tolerante dele er resten af Tyskland, Belgien, Frankrig og Spanien, hele Storbritannien, og størstedelen af Tjekkiet. Som man kunne forvente, er de mindst tolerante dele i Østeuropa, men sjovt nok ikke i Polen, ligesom Ungarn og Bulgarien igen er bemærkelsesværdigt forskelligartede.

For en samfundsvidenskabelig nørd som undertegnede, er det mest interessante hvorfor man ser så store forskelle. Tror man på Ronald Ingleharts moderniseringsteori (se f.eks. det klassiske papir med Wayne Baker), bør forskellene i tolerance følge to forhold: Religion og indkomst. Men ser man på kortet, er det først og fremmest ganske svært at se de forskelle på protestanter, katolikker, og ortodokse, som Ingleharts teori siger bør være der. Forskellen mellem protestanter og katolikker burde gå gennem Tyskland og skille Nederlandene fra Belgien, men skillelinjerne går andre steder.  På samme måde er store dele af Bulgarien og det lille Montenegro mere tolerante end meget af det katolske Ungarn og hele Litauen.

Det andet misforhold – hvis man tror på moderniseringsteori – er, at indkomst ikke tydeligt hænger sammen med tolerancenormerne. Det skulle man ellers tro, når man ser på sammenhængen på tværs af de 20 lande, der er dækket af ESS-tallene og hvor man kan få BNP på regionalplan. I dagens anden figur kan man meget klart se den markante korrelation på 0,84 mellem BNP per indbygger og folks holdning til bøsser og lesbiske. Hvad er så problemet, kan man spørge.

Svaret er, at moderniseringsteori bør virke både på nationalt og regionalt plan: Den handler om, hvordan modernisering påvirker folks individuelle præferencer og holdninger. Rigere regioner af et land bør derfor, ifølge Ingleharts logik, være mere tolerante. Som dagens tredje figur illustrerer, er det bare ikke tilfældet. I figuren har vi plottet hver regions gennemsnitsindkomst som andel af det nationale gennemsnit, og holdt det op mod hver regions gennemsnitlige holdning til bøsser og lesbiske som andel af det nationale gennemsnit.

Hvis moderniseringsteori virkede, burde man se samme slags sammenhæng som man kan se i de nationale tal i den anden figur. Det man ser, er det næsten totale fravær af en sammenhæng (korrelationen er 0,11 på regionalt plan). Det betyder ikke, at vi fuldstændigt kan afvise moderniseringsteori og traditionen fra Inglehart, men at den ikke virker på den simple måde, som folk ofte undervises i. Der er meget at tænke over, og ikke mindst hvorfor der er en tydelig sammenhæng på nationalt plan, der helt bryder sammen på regionalt plan. Hvad det indebærer for politik og langsigtet udvikling, er et emne for en anden dag.

”Neo-liberale” successer (IV)

I sommerserien i år ser vi bl.a. på det, nogle kalder ”neo-liberalismen”. Det er som sagt et begreb, der anvendes af kritikerne, som ikke viger tilbage fra at postulere et ”neo-liberalt hegemoni” i økonomisk politik siden Murens fald. Selv om man – som vi også har været inde på – langt fra kan tale om en sådan dominans i den førte politik, så lad os i dag begynde med at se på den måske største ”neo-liberale” succes.

Det drejer sig om faldet i inflationen stort set overalt i den vestlige verden. Vi er gået fra tocifrede inflationsrater i 1970’erne til meget lave rater. I de senere år har centralbankerne endog haft svært ved at få inflationen op på de 2 pct., som mange har som mål. De færreste succeser varer dog evigt, så det hører med til historien, at inflationen igen er begyndt at accelerere navnlig i USA på det allerseneste.

Men lad os begynde i 1970’erne. Her opstod den uventede situation, at der optrådte høj og voksende inflation samtidig med lav vækst og høj ledighed: Stagflation. Mange mente, at højinflationen enten var blevet et institutionelt træk ved moderne økonomier – Thorkild ”Livrem” Kristensen (økonomiprofessor, minister og OECD-generalsekretær) forudså f.eks., at inflationen ikke kunne komme under 10 pct. i en moderne økonomi – eller kun kunne bekæmpes med vedvarende høj ledighed. Men monetaristiske økonomer med Milton Friedman i spidsen hævdede med voksende styrke, at ”inflation altid og alle steder er et monetært fænomen”. Der kunne historisk konstateres en tæt sammenhæng mellem væksten i pengemængden og den nominelle BNP-vækst. Inflation er kort sagt et resultat af, at pengemængden vokser mere end det reale BNP. Vil man bremse inflationen, kræver det blot at stramme pengepolitikken, fremførte monetaristerne. Ledigheden ville nok kunne stige midlertidigt, indtil inflationsforventningerne var faldet. På lang sigt er der derimod ingen sammenhæng mellem inflation og ledighed.

Opskriften blev prøvet, og det gik i grove træk som forudsagt. Den mest iøjnefaldende ændring skete i USA under FED-formand Paul Volcker, hvor inflationen blev bragt under kontrol gennem en stramning, som også midlertidigt udløste en lavkonjunktur. Friedman argumenterede desuden for, at pengepolitikken for fremtiden burde følge et forpligtende kvantitativt mål for pengemængdevæksten. Også dette råd blev fulgt omend med nogle justeringer undervejs, som i dag er blevet til de nævnte inflationsmål på typisk 2 pct. om året. Endelig kom der forslag om at gøre centralbankerne uafhængige, men med bindende mandater, så de ikke så let blev fristet eller presset til at lade pengepolitikken diktere af kortsigtede politiske hensyn – f.eks. at lempe op til et valg og øge regeringens popularitet. De blev også fulgt i større og mindre grad.

Som man kan se af figuren, var skiftet fra høj- til lavinflation markant i både OECD under ét og i Danmark. Herhjemme var historien næsten den samme som i udlandet, blot med et tvist. I 1982 indførte vi fastkurspolitik over for først valutaerne i slangesamarbejdet i EF, så D-marken og endelig euroen, da den blev fælles valuta for de andre lande. Fastkurspolitikken medfører, at pengepolitikken er reserveret til at sikre fastkursen. Dermed bliver Nationalbanken i praksis nødt til at følge pengepolitikken i den centralbank, som der føres fastkurspolitik i forhold til. Aktuelt vil det sige ECB.

Fastkurspolitikken blev en overraskende stor succes, og det er i dag nærmest tabubelagt at diskutere den. I hvert fald var det bemærkelsesværdigt, så brat den fik brudt inflationsforventningerne. Faktisk så hurtigt, at der ikke som i bl.a. USA kom en midlertidig lavkonjunktur. Tværtimod.

En anden ”neo-liberal” succes i samme periode var faldet i renten, som fremgår af denne figur.

Rentefaldet hænger sammen med flere forhold.  Lavere inflation resulterer ikke overraskende i lavere nominel rente. Den nominelle rente er summen af realrenten og inflationen, og når den sidste falder, bør renten også gøre det. Men realrenten er også faldet. Forklaringen skal for det første findes i, at opsparingen er steget som resultat af aldringen og af den økonomiske udvikling i bl.a. Kina. At denne opsparing søger mod OECD-landene og presser renten ned er udtryk for en tillidserklæring til den økonomiske politik, om ikke andet så sammenlignet med omverdenen. For det andet har en række OECD-lande – og ikke mindst Danmark – reduceret problemerne med offentlige underskud og gældsætning.

Og her er vi fremme ved endnu en succes, omend af langt mere begrænset omfanget end inflationsfaldet. Som det ses af figuren, er de offentlige underskud aftaget siden de dybe gældsproblemer i bl.a. Danmark i 1970erne:

Det er vigtigt at bemærke trenden og se igennem de store konjunkturudsving. Navnlig det historiske dybe tilbageslag under finanskrisen fra 2008 medførte et dyk i de offentlige saldi. Når man læser figuren, skal man også være opmærksom på, at den faldende realrente alt andet lige medfører, at byrden ved offentlig gældsætning er mindre. Forbedring af de offentlige finanser kan altså medføre en god cirkel, hvor bedre offentlige finanser i sig selv gør offentlig gæld lettere at bære. Tilsvarende er en offentlig gældskrises dynamik, at mistillid til evnen til at bære gælden i sig selv gør den vanskeligere at bære, fordi det får renten til at stige.

To spørgsmål trænger sig på.

For det første: Hvorfor kom der efter 1970’erne denne øgede lydhørhed over for ”neo-liberal” økonomisk politik med lavere inflation og bedre offentlige finanser? Var det en ideologisk drejning, et resultat af ”onde kræfters” indflydelse? Eller var det snarere, fordi stagflationen og den eksplosive offentlige gæld havde skabt uholdbare problemer for de vestlige velfærdsstater? Problemer, som måtte løses, hvis de skulle overleve? Man kan således argumentere for, at økonomer som Friedman endte med primært at redde velfærdsstaterne fra alvorlige skavanker. Det er også naturligvis også forklaringen på, hvorfor socialdemokrater i bl.a. Danmark medvirkede til den ”neo-liberale” politik.

For det andet: Hvordan er det gået med de store og små succeser på det seneste?

Siden finanskrisen har de fleste centralbanker haft vanskeligt ved at nå op på deres inflationsmålsætninger trods massive pengepolitiske lempelser i form af opkøbsprogrammer, som har pumpet betydelig likviditet i omløb. Det siger måske mest noget om tilbageslagets dybde. Men den voldsomme lempelse af pengepolitikken under coronaen har som sagt resulteret i stigende inflation, især i USA hvor prisstigningerne har nået et mangeårigt højdepunkt. Inflation er – stadig – et monetært fænomen, hvis vi skal tro Friedman. Det afgørende spørgsmål er, om det lykkes centralbankerne at begrænse det til en engangsstigning i prisniveauet, eller om vi får højere vedvarende inflation i en længere periode. 

I kølvandet på både finanskrisen og nedlukningskrisen under coronaen er ikke blot pengepolitikken, men også finanspolitikken blevet lempet voldsomt. Der er ikke blot tale om midlertidige lempelser, men strukturelle forringelser i bl.a. USA. I EU er det finanspolitiske regelværk i opløsning, og statsfinansielle kriser i især Italien er blevet maskeret med etableringen af en gælds- og transferunion. Så man kan spørge sig, om vi skal igennem en ny fase med ”neoliberal” penge- og finanspolitisk genopretning. Paradoksalt nok kan det blive udløst af den slags eksperimenter, som ”anti-neoliberale” kritikere anbefaler med monetær finansiering af store offentlige underskud.

Smitter kup og demokrati?

Fra 1989 og nogle år frem blev en række lande i Central- og Østeuropa demokratiske. En stor del af forklaringen skal findes i, at håndbremsen blev sluppet – med kommunismens og Sovjetunionens kollaps var der pludselig ingen stor militærmagt til at forhindre, at lande som Polen og Tjekkoslovakiet blev demokratier, ligesom der ikke længere var militærmagt til at forhindre, at lande som Estland blev selvstændige igen, eller at andre dele af Sovjetunionen valgte selvstændighed. Nogle af dem blev demokratiske, mens andre ikke blev.

På samme måde var en række latinamerikanske lande blevet demokratiske i løbet af 1980erne. Flere demokratiforskere begyndte derfor (igen) at tale om, at demokrati og andre regimeændringer ’smitter’: At når et land indfører demokrati, bliver det sværere for nabolandene ikke også at indføre demokratiske reformer. Idéen er ret intuitiv, da borgerne i Tjekkoslovakiet – på trods af regimets indædte forsøg på at forhindre det – for eksempel udmærket vidste, hvordan de østrigske demokrati virkede, kunne se dets overlegenhed, og var utilbøjelige til at støtte landets socialistiske diktatur uden tvang. Noget lignende gjaldt i høj grad for eksempel for Uruguays borgere efter Argentina genindførte demokrati i 1982.

Spørgsmålet om, i hvor høj grad disse historier er unikke eller eksempler på et generelt fænomen, kræver store datamængder hvor man kan følge lande over en lang periode. Som opmærksomme læsere ved, er det netop det Martin Rode, Andrea Sáenz de Viteri og jeg har været i gang med at skaffe. Vi er for tiden ved at lægge (forhåbentlig) sidste hånd på en særudgave af min og Martins regimedatabase, der dækker landene i Latinamerika og Caribien tilbage til 1920. Arbejdstitlen for tiden er derfor ”A Century of Regime Change in Latin America and the Caribbean.” Og et af de spørgsmål, vores data kan bruges til at svare på, er netop hvad nabolandes regimeændringer betyder.

Overordnede data, som i den første figur i dag, giver et vist indtryk af den samlede udvikling. Man kan tydeligt se, hvordan demokratisering sker i to bølger: en første fra cirka 1940, der både skyldes at flere lande indfører relativt frie valg, og at en lang række af de 43 lande afskaffer begrænsninger på, hvem der må stemme, og en anden i 1980erne, de skyldes at en række militærdiktaturer gav op. Uanset det pædagogiske i den type illustrationer skjuler de dog også en del information. I 1962-1963 var der således både tre af de 43 lande, der demokratiserede (Argentina, Bahamas og Bermuda) og fire, der gjorde det modsatte (Brasilien, Ecuador, Guatemala og Honduras). Det giver samlet kun et lille blip på figuren.

I dagens anden figur giver vi derfor en bedre indikation på, at flere slags regimeændringer faktisk smitter på tværs af landegrænser. Vi plotter sandsynligheden for, at hvert af de 43 lande oplever en af tre regimeevents – kupforsøg, demokratisering og autokratisering – i de fem år efter at et naboland har oplevet en af de tre events. Disse sandsynligheder sammenligner vi med den samme sandsynlighed, når de umiddelbare nabolande ikke har haft en event.

Tallene fra de 43 lande i regionen taler deres klare sprog: Både kupforsøg og demokratiseringer smitter. Hvis et eller flere nabolande har indført demokrati, er der en 123 procent større sandsynlighed for, at ens eget land også gør det. På samme måde er der 76 procent større sandsynlighed for, at ens land vil opleve et kupforsøg de næste fem år, hvis der har været kupforsøg i et naboland. Omvendt viser dataene, at selvom autokratisering er 52 procent mere sandsynligt, hvis det også er sket i et naboland, er denne forskel ikke statistisk signifikant.

Som den simple evidens fra et århundrede i Latinamerika og Caribien indikerer, er smitten således klart asymmetrisk og langt stærkere for demokratiseringer end for det modsatte. Mens det er interessant fra et forskningssynspunkt, kan man også overveje, om det også er vigtigt og aktuelt. Man kan for eksempel spørge, om de autokratiske tendenser i lande som Ungarn – der ikke længere er et demokrati – Polen og Tjekkiet smitter. Den latinamerikanske erfaring peger på, at det nok ikke er noget virkeligt væsentligt problem så længe det ikke udarter sig til deciderede kup.

Tolerance i Europa

I disse dage afholdes der World Pride i København og Malmø – en slags fejring af LGBT+ miljøet. Mens man måske kan synes, at det er noget hysterisk at sætte hovedstaden på den anden ende for at fejre en livsstil og seksualitet, der ikke just er kontroversiel i Danmark eller Sverige – og som desværre alt for ofte bliver misbrugt politisk til at skaffe særbehandling i stedet for ligebehandling – er det værd at huske, at der er steder i verden det ikke er så ligetil. Uganda har ligefrem dødsstraf for homoseksualitet, og migrantarbejdere behandles ekstremt dårligt i dele af Mellemøsten og Asien. Alle steder er ikke lige tolerante.

Derfor bringer vi i dag et kort over, hvor tolerante indbyggerne er rundt omkring i Europa. Ligesom det lignende kort for nogle dage siden, er det baseret på the European Social Surveys 7. til 9. bølge, dvs. 2014, 2016 og 2018. Vores tolerancemål er et indekseret gennemsnit af to spørgsmål: I hvilken grad bøsser og lesbiske bør være frie til at leve det liv, de helst vil leve, og i hvilken grad gør immigranter et land bedre eller dårligere at bo i. Som forleden er dataene aggregeret ved NUTS-3-niveauet, hvilket i Danmark basalt set betyder de fem regioner. Farverne er valgt, så sort er den værste femtedel af skalaen, efterfulgt af rød, grøn, mørkeblå og med lyseblå som den mest tolerante femtedel af skalaen.

Som kortet viser med al tydelighed, er intolerance en østeuropæisk specialitet: Rusland er meget lidt tolerant, ligesom enkelte dele af Ungarn, det sydvestlige Litauen og det nordøstlige Bulgarien. De røde områder findes også kun i Central- og Østeuropa med store dele af Italien som undtagelsen. En interessant observation er, at det nordøstlige Estland er rødt – dvs. temmeligt intolerant – mens resten af Estland er sammenligneligt med store dele af Østrig, Italien og Tjekkiet. Det måske interessante her er, at det er den del af Estland, hvor der er klart flest russisk-talende estere.

De lyseblå områder overrasker næppe vores læsere: Det er store dele af de nordiske lande – og man må understrege, at forskellen på de lyseblå og mørkeblå områder i Norden er ganske lille. På samme måde er Hamborg og Berlin mere tolerante end resten af Tyskland, mens München og Köln ikke er. En lignende hovedstadseffekt kan ses i Finland (Helsinki), Irland (Dublin), Slovakiet (Bratislava), Spanien (Madrid) og Østrig (Wien). Omvendt er Bruxelles den mindst tolerante region i Belgien, og både Sofia (Bulgarien) og Budapest (Ungarn) er mindre tolerante end mange andre regioner. Det er svært at tale om en egentlig hovedstadseffekt.

På samme måde viser kortet, at det er svært at generalisere på nationalt plan, som medierne ellers ofte gør i forbindelse med diskussioner om Central- og Østeuropa. Bemærk for eksempel, at store dele af Letland og Polen er mørkeblå, ligesom Bulgarien er bemærkelsesværdigt forskelligt med enkelte sorte områder i nordøst, og enkelte mørkeblå områder andre steder.

Er man virkeligt bekymret om de lokale tolerancenormer, er man således meget bedre stillet i det vestlige Polen (som pudsigt nok er de områder, der var tyske før krigen) eller det nordlige Kroatien end man er i størstedelen af Italien, og særligt i syd. Der er med andre ord masser af myter om det intolerante øst, og nogle af dem er sande; men store dele af Central- og Østeuropa er bedre end deres rygte, og store dele af Sydeuropa er værre!

Vaccinerne virker. Også i Israel.

I Israel stiger antallet af indlæggelser sammen med smittetallet. Dette er i modsætning til udviklingen i Holland og UK, som jeg tidligere har skrevet om her.

The vaccines retain high efficacy (85-95%) vs. severe disease

Jeffrey Morris på covid-datascience.com

Det har ført til en række spekulationer ift. effekten af vacciner (aftager den fx allerede efter 4-6 måneder?). Her er et glimrende indlæg om problemstillingen, som I nedenfor får et uddrag af.

One disturbing result involves recent reports out of Israel showing that nearly 60% of all patients hospitalized for COVID-19 are vaccinated.

Men man skal passe på med at fortolke dette tal for hårdt, fordi:

The key factors here that contribute to this confusion are:

1. High vaccination rates in the country (nearly 80% of all residents >12yr)

2. Age disparity in vaccinations, including

3. Nearly all older people being vaccinated  (>90% of residents >50yr) and

4. The vast majority of unvaccinated being younger people (>85% of unvaccinated <50yr)

5. Older people are orders of magnitude more likely to be hospitalized with a respiratory virus than young people (residents >50yr are >20x more likely to have hospitalized serious infections than residents <50yr, and residents 90+ are >1600x more likely to have hospitalized serious infections than residents 12-15yr)

Korrigerer man for dette, får man, at:

The vaccines retain high efficacy (85-95%) vs. severe disease, showing that when it comes to preventing severe disease, the Pfizer vaccine is still performing very well vs. Delta, even in Israel from whence the most concerning data have arisen… The same data also show partial vaccination also provides a decent level of protection vs. severe disease (75-85%)

I indlægget gennemgår Jeffrey Morris sine beregninger, og umiddelbart ser det meget fornuftigt ud i mine øjne (NB: Jeg havde aldrig hørt om Simpson’s Paradox!)

Her er hans resultater for vaccinernes effektivitet fordelt på aldersgrupper

Nogle kommentarer?

Skal specialister styre mere efter COVID-19?

Brian Lee Crowley fra Macdonald-Laurier Institute har skrevet et glimrende indlæg om, hvad vi kan lære om ”ekspertvælde” på baggrund af COVID-19-pandemien. Hvis sundhedseksperter har styret os sikkert igennem pandemien, burde man måske bruge specialister på andre områder til at løse andre af samfundets problemer som fx klimaforandringer og ulighed.  Det er Crowley imidlertid ikke helt enig i.

Much of the argument that experts should be granted a “mandate for leadership” relies on the idea that we know what we need to know in order to act intelligently. In other words, it is based on a presumption of knowledge. The baseline condition of humanity (including experts), however, is that we are ignorant, not knowledgeable. Knowledge is scarce, not abundant.

Some experts’ advice was followed in some places and it worked out well, as in Taiwan. In other places, different experts’ advice yielded less impressive results. And the Taiwan example shows that sometimes expert advice worked quite well—until it didn’t.

Crowley advarer også imod, at vi tillægger den viden, vi har (eller før eller siden opnår) på baggrund af COVID-19-pandemien, større betydning i forhold til at lade sundhedseksperter have stor indflydelse under næste pandemi

Whatever the lessons, it is certain that they will be only moderately useful next time because circumstances will be new and therefore everyone’s expertise will be of limited value. Yet we can be confident that when the next pandemic strikes, the “lessons from COVID” will be trotted out by the experts, when the state of our knowledge will again be partial and imperfect, and COVID may be more or less relevant. There is a reason why generals always fight the last war: because that’s what they’re expert on.

Til gengæld tænder han et lille liberalt lys for dem, der frygter, at Mette Frederiksen og andre regeringsledere vil bruge den (påståede) succes med at håndtere pandemien, til at indføre mere styring fra centralt hold af samfundet.

After the end of World War II. In Britain, six years of rationing, bombing, shortages and “solidarity” led the Labour Party to promise to carry that spirit and those methods into running peacetime society. Their slogan in the 1945 general election (which they won in a landslide) was, “And now win the peace.”

What they failed to realize was that war and peace are not the same thing. In the war, there was an overriding existential objective to which the vast majority of Britons voluntarily subordinated everything else: to defeat Hitler. When peace arrived, however, people quickly tired of overweening officials telling them what to do in the name of the “spirit of Dunkirk.” The public increasingly chafed under the privations of peacetime rationing.

Above all else they craved a return to normality, by which they meant a state of affairs where they made their own decisions about what mattered to them.

Many people love the idea that everyone else will drop their stubborn attachment to their selfish priorities and sacrifice their narrow vision for the common good. But what they usually have in mind is that the rest of us should give up what we want and pursue what they want instead.

What they usually have in mind is that the rest of us should give up what we want and pursue what they want instead.

Brian Lee Crowley, Macdonald-Laurier Institute

Det er en helt central observation, at specialister som fx sundhedseksperter netop er specialister i sundhed – men ikke alt andet. Man bliver ikke ekspert i effekten og konsekvensen af nedlukninger, bare fordi man er mikrobiolog eller matematisk virolog. Og selv hvis man omgiver sig med alverdens eksperter, vil man kun besidde en meget begrænset viden og fx ikke kende til den enkelte borgers ønsker og drømme for livet, hvilket – som Hayek har påpeget – er et helt centralt problem ved central styring. Og så er der hele det politiske problem ved central styring, som Crowley påpeger ganske fint:

Alt I alt et glimrende – og opløftende – indspark fra Crowley. Læs det her: https://www.discoursemagazine.com/ideas/2021/08/03/covids-retreat-doesnt-prove-experts-should-rule/

Tillid og lykke i Europas regioner

En af de væsentligste kilder til forskelle i folks tilfredshed med livet er deres grad af social tillid: Hvor meget stoler man på andre mennesker, man ikke kender? Som vi skrev om forleden, er social tillid ikke blot en af kilderne til forskellige vækstrater på tværs af lande, men også en forklaring på, hvorfor landes vækstmønstre adskiller sig fra hinanden. Det samme gælder tilfredshed med livet.

Men et vigtigt spørgsmål i forskningen er, i hvor høj grad man kan – og bør – tale om en national tillidskultur. Spørgsmålet har siden Putnams fortjent berømte Making Democracy Work været stillet i forbindelse med Italien, hvor man meget ydeligt kan se forskelle i tillidskulturen: Der er næsten en verden til forskel på Torino og Palermo. Vi illustrerer idag disse forskelle i et simpelt kort, hvor hver af de ‘NUTS-3 regioner’ som er listet i the European Social Survey kan ses. ESS stiller tillidsspørgsmålet på en skala fra 0 til 10, og hver region får en farve efter dens gennemsnit: Sort hvis gennemsnittet er under 2, rød hvis det er mellem 2 og 3, grøn hvis det ligger mellem 3 og 4, lyseblå mellem 4 og 5, og mørkeblå til de steder, hvor gennemsnittet er over 5.

Som kortet klart viser, er de nordiske lande og Holland de mest tillidsfulde steder i Europa (og i verden). De næste i rækken er Estland (det ‘hemmelige’ nordiske land), Schweiz, Flandern – men ikke de fransktalende dele af Belgien – og pudsigt nok også Nordøstspanien, dele af Tjekkiet, Litauen og Østrig, og Israel. Ukraine er farvet lyseblåt af den simple grund, at kortprogrammet ikke kan dele det op i regioner.

Den vigtigste indsigt fra kortet og dataene bag det (som vi naturligvis gerne deler), er at der er lande i Europa, hvor det ikke giver mening at tale om en national tillidskultur. Italien er et kendt eksempel, med Sicilien som den mindst tillidsfulde region, men en række lande i Østeuropa er også forbløffende diverse. Bulgarien og Ungarn har således regioner i fire forskellige kategorier, mens der både er regioner i Polen, der tillidsmæssigt ligner Frankrig og Spanien, og andre steder, hvor tillidsniveauet nærmere er at sammenligne med Zimbabwe eller Peru.

Som så ofte før her på bloggen, er dagens besked således at man gerne må generalisere, men man skal være omhyggelig med, hvordan man generaliserer. Tager man til USA, ved de fleste at New Orleans er en meget anderledes kultur end Seattle. Det samme gælder, hvis man tager til Polen, Ungarn eller Bulgarien. Og det gælder, når man i medierne udbreder sig om en ungarsk eller polsk ‘kultur’, der tillader diktatur eller bare ikke er særligt demokratisk. Når lande er så kulturelt splittede som mange af de østeuropæiske, bliver den slags generalisering ofte meningsløs.

I Berlin for 60 år siden

Man kan næppe bruge ordet ’fejring’ om den særlige årsdag, som er i dag: For 60 år siden, den 13. august 1961, begyndte opførslen af Berlinmuren, som endegyldigt delte det demokratiske Vesttyskland fra det socialistiske Østtyskland. Muren endte med at stå der som et håndgribeligt symbol på den massive undertrykkelse i den socialistiske verden indtil en aften i november 1989, da en administrativ fejl gjorde, at de østtyske grænsebetjente måtte lade tyskere møde tyskere igen. For de af os, der oplevede det – selvom det kun var gennem mediernes dækning – var Murens fald en begivenhed, der ændrede vores verden.

Baggrunden var Tysklands deling efter anden verdenskrig, hvor hele landet blev delt i fire zoner administreret af USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen. Det samme gjaldt hovedstaden Berlin, hvor de tre vestlige magter hurtigt, som i resten af landet, effektivt slog deres zoner sammen. Det gav voldsomme spændinger mellem de demokratiske magter og den socialistiske blok, der første gang gav sig udtryk i den sovjetiske blokade af Vestberlin i 1948-49. Som vi har skrevet om tidligere, reagerede de vestlige lande med at etablere den såkaldte Luftbro til Berlin. Østtyskland lukkede gradvist sine grænser fra 1952, da regimet oplevede massiv migration til Vesttyskland. Før 1961 mistede den socialistiske del af Tyskland cirka 3½ millioner indbyggere, der migrerede til vesten. I de senere år skete langt størstedelen af denne migration netop i Berlin, da man modsat andre steder i Østtyskland stadig kunne gå eller tage toget fra øst til vest.

Om morgenen den 13. august 1961 satte det socialistiske regime en stopper for migration ved at bygge en mur midt ned gennem Berlin. Aktionen kom som et chok for både politikere og berlinere, og mange af dem reagerede ved desperat at prøve at flygte før muren var færdigbygget. Det gav sig blandt andet udtryk i hjerteskærende scener, hvor østberlinere forsøgte at flygte gennem huse, der stod på muren med vinduer mod vest, som tyskerne sprang ud af. Den østtyske soldat Conrad Schumann tog også chancen den dag, og flygtede selvom han egentlig skulle have bevogtet muren. Billedet nedenfor af den unge tysker, der springer over pigtråden og løber ind i Vestberlin gik verden over.

Kilde: Die Freie Welt

Mens det socialistiske regime i øst begyndte at kalde Berlinmuren for en ”antifaschistischer Schutzwall“ – en antifascistisk beskyttelsesmur – var ingen i tvivl: Muren var der for at spærre østtyskerne inde og forhindre dem i at begå såkaldt ”Republikflucht”, som havde været ulovligt siden 1957. I vesten og store dele af Østeuropa blev den en påmindelse om, hvor brutalt og menneskefjendsk det socialistiske styre i Østtyskland var. Skulle man være i tvivl, flygtede over 200.000 østtyskere til vesten mellem 1961 og 1989, og mange var villige til at fortælle rædselshistorier om både hverdagen og hvordan det gik, hvis man faldt i hænderne på sikkerhedspolitiet Stasi.

Mange danskere under 40 har desværre ingen fornemmelse og ofte heller ingen viden om, hvad der foregik i Østtyskland før 1990; for dem er Berlinmuren et navn uden mening. Den uvidenhed bringer nogle af dem til at have et forbavsende positivt syn på socialistiske idéer og socialistisk planlægning, fordi de ingen anelse har om, hvad den medfører. Hvis man, når Tyskland igen kommer til politisk fornuft, er i Berlin, kan både Stasimuseet og museet for Muren derfor varmt anbefales. På samme måde kan en mindre forskningslitteratur, der dokumenterer de varige skader af socialisme, også anbefales. Ny forskning fra Andreas Lichter (HHU Düsseldorf), Max Löffler (Maastricht) og Sebastian Siegloch (Uni Mannheim) dokumenterer således, hvordan Stasis spionaktiviteter mod almindelige borgere førte til markant lavere tillid til andre mennesker og til myndighederne.

Disse forskelle forsvandt ikke med Murens fald, men er der stadig i dag og skiller østtyskere fra vesttyskere: De er mere mistroiske, fattigere, mindre produktive og ofte også mere fremmedfjendske. Mens Berlinmuren i dag er væk, bortset fra enkelte stykker man har ladet stå for historiens skyld, taler tyskerne stadig om die Mauer im Kopf – om Muren i hovedet. Selve symbolet for et voldsomt undertrykkende styre er væk, men for de cirka 16 millioner af tyskere, der engang boede i øst, er de mentale skader stadig tydelige.

Nedlukning og Tullocks transitionsfælde

Et af de store spørgsmål for tiden er, hvorfor restriktioner og forbud bliver ved mange steder i verden. Mens mange mennesker sandsynligvis lider af noget, der minder om PTSD – de langsigtede følger af at være holdt i en tilstand af skræk over en lang periode – er mange andre begyndt at undre sig over, at der bliver ved med at være restriktioner, maskekrav og brud på basale rettigheder som forsamlings- og næringsfrihed. Hvad er pointen, når både de velinformerede bør vide, at en hel empirisk litteratur siden sommeren sidste år har vist, at nedlukningerne og de mange andre såkaldt non-pharmaceutical interventions ikke virker? Hvad er pointen, når de fleste bør kunne se på erfaringerne med genoplukning osv. – som på ingen måde førte til flere smittede eller døde – at nedlukningerne ikke virker?

En mulig forklaring kan findes i det fænomen, der kendes som Gordon Tullocks ’transitional gains trap’, der basalt set viser, hvordan reformer som alle er enige om, alligevel ikke gennemføres. I forbindelse med Tullocks død forklarede Robert Higgs meget fint fælden hos the Independent Institute.

Problemet illustreres ofte med EU’s landbrugspolitik, der ikke hjælper landbruget fordi hektarstøtte og andre ordninger, der enten formelt eller i virkning følger størrelsen på gården, kommer til at blive afspejlet i jordpriserne: Jo mere jord, der følger med gården, jo mere landbrugsstøtte følger også med. Det indebærer, at når man køber jord, køber man også den støtte, der følger med. Landbrugsstøtten er således kapitaliseret i jordpriserne, så alle de næste landmænd effektivt intet får ud af støtten – de har allerede betalt for den. Det betyder dog også, at de nuværende landmænd ikke har incitament til at støtte en afskaffelse af landbrugsstøtten, selvom den faktisk ikke hjælper dem. Afskaffelsen vil nemlig indebære, at de mister et politisk privilegium som de effektivt allerede har betalt for. Selvom man er enige om, at en afskaffelse vil være gavnlig for alle på langt sigt, skal det bare ikke ske nu.

Nedlukninger og den efterfølgende afskaffelse af virusrestriktioner osv. følger en logik, der er helt ækvivalent til Tullocks transitionsfælde. Alle ved at landet skal tilbage til normalitet, at et meget stort flertal både ønsker og forventer normalitet, og at fortsatte nedlukninger både er ødelæggende for økonomien, folks mentale sundhed og statens fiskale helbred. Men for ledende politikere opleves situationen som en transitionsfælde. For det første kan politikerne holde igen hvis de tror at der kommer nye og farlige virusvarianter – og hvis de vel at mærke tror, at nedlukningerne virker – så man vil åbne op, men bare ikke nu. For det andet har politikerne et stærkt incitament til at holde befolkningen i frygt, da det indebærer – direkte efter diktatorens håndbog – at de fleste accepterer politikken uden skepsis eller omtanke. Det udskyder dermed den uundgåelige politiske regning, der skal betales i meningsmålinger og ved næste valg når folk kan se omfanget af de økonomiske og sociale ødelæggelser.

Der ligger med andre ord en transitionsfælde i, at alle politikere ved at vælgerstormen kommer på et eller andet tidspunkt, og derfor har et klart incitament til at udskyde det tidspunkt. Det betyder, at de vil udskyde normaliseringen af samfundet selvom de ikke tror på, at nedlukningerne har gjort nogen forskel – og sandsynligvis vil bruge påstande om effekter som en både uvidenskabelig og uærlig retfærdiggørelse. Dynamikken i transitionsfælden i forbindelse med nedlukninger tillader dem at få ét sidste magtfix før den kolde tyrker mange ledende politikere skal igennem når samfundet normaliseres igen. Som i mange andre situationer hjælper Tullocks indsigt os til at forstå, hvorfor politikere helt systematisk tager de værste og ofte ødelæggende valg.

Tillid er stadig økonomisk vigtig

Hvis det sidste halvandet års udvikling har vist noget som helst, er det at man aldrig bør have tillid til politikere. Hvis for mange borgere har for stor tillid til politikere, reagerer de som nigerianske emailsvindlere og narrer befolkningen til at opgive rettigheder og til at finansiere politiske særinteresser og nonsens. Dermed ikke sagt, at tillid er skadelig, men blot at man må skelne mellem tillid til politikere, institutioner, og mennesker. En type tillid, der i særlig grad er vigtig for mange – men ikke alle – forhold i samfundet, er social tillid: Den grad af tillid vi har til andre mennesker, vi ikke kender. Som figuren nedenfor illustrerer, er der store forskelle i graden af tillid på tværs af verdens samfund. Tallene rækker fra et stykke under 10 procent i f.eks. Brasilien, Cambodia og Peru, der mener man kan stole på andre mennesker, til omtrent 70 procent i Danmark, Norge og Finland.

En lang forskningslitteratur, der startede med Steve Knack og Phil Keefers fabelagtigt rige ”Does Social Capital Have an Economic Payoff?” fra 1997, har vist at højtillidssamfund alt andet lige har mere økonomisk vækst. Der er mange mulige forklaringer, men på trods af 25 års forskning, er det stadig usikkert, præcist hvordan tillid påvirker økonomisk vækst. I ”Social Trust and Patterns of Growth”, der nu kan downloades gratis på SSRN, undersøger jeg derfor hvad data kan fortælle os om, hvordan social tillid påvirker vækstmønstre på tværs af lande.

Udgangspunktet er, at der helt basalt set er to mekanismer der kan bidrage til landes økonomiske vækst: Større faktorinput – dvs. flere mennesker i arbejde, flere arbejdstimer, mere udstyr, flere maskiner, brug af mere energi osv. – og større faktorproduktivitet – dvs. at man lærer at få mere ud af de inputs, man bruger. Siden Robert Solow og Trevor Swans arbejde i 1950erne har det været forstået, at vækst baseret på øget faktorinput har en naturlig grænse. Der er for eksempel en naturlig grænse for, hvor mange timer man kan arbejde og hvor stor en del af befolkningen der kan være i arbejde – hvor mange børn og gamle tvinger man til at arbejde? Den samme grænse for økonomisk vækst gælder ikke udvikling i faktorproduktivitet, som da også står for langt størstedelen af den langsigtede vækst i moderne økonomier.

Undersøgelsen viser på tværs af de 64 lande, der har fulde data mellem 1977 og 2017, at social tillid helt primært påvirker langsigtet vækst ved at bidrage til produktivitetsudviklingen. Jeg finder ingen evidens for, at tillid påvirker almindelige investeringer, men klar evidens for hurtigere produktivitetsvækst. Estimaterne indikerer, at en tillidsforskel på en standardafvigelse – cirka forskellen i tillidskultur mellem Frankrig og Tyskland – er forbundet med 20 procent større produktivitet. Disse forskelle er derfor langt fra trivielle, men økonomisk meningsfulde. De er også vigtige på den måde, at de giver en del af forklaringen på, hvorfor nogle samfund kan blive ved med at være mere produktive – og dermed rigere, alt andet lige – end andre samfund. I den forstand understøtter de således også min gode ven og kollega Andreas Berghs fortælling om, hvordan de skandinaviske samfund har kunnet finansiere nogle af verdens største offentlige sektorer uden at bryde sammen. Den høje grad af tillid, der kendetegner de nordiske lande, er dermed en meget væsentlig forklaring på, hvorfor vi på trods af årtiers politisk uansvarlighed og økonomisk flottenheimer stadig er rige samfund.

Global skattereform og kronik i Raeson

Jeg havde i går en længere kronik i Raeson, “En global skattereform er historisk, men den er primært drevet af nationale interesser“, som kan tilgås uden abonnement. Der er tale om om den første af to – 2. del skulle gerne komme i næste uge – som beskæftiger sig med hvem som egentlig betaler selskabskatten (et selskab kan pr. definition ikke betale skat, det kan kun mennesker) og betydningen for den fortsatte økonomiske vækst.

De to kronikker er et forsøg på, uden at være polemisk, dels at forklare udformningen af den reform der synes på vej, dels påpege en del af problemerne med brugen af selskabskat til at generere provenu for de offentlige kasser, dels forhåbentlig også give læseren en ide om at den “normale” måde selskabskat omtales og debatteres er præget af en meget overfladisk og forsimplet tilgang.

I hvor høj grad det lykkes mig at gøre det på en forståelig måde, vil jeg overlade til læseren, Men om ikke andet er de to kronikker spækket med kildehenvisninger, så kan man altid læse videre der.

Det kan næppe komme som en overraskelse for denne blogs læsere, at jeg ikke giver meget for den “feel good-jargon” som omgiver reformarbejdet om “retfærdig” og “fair” skattebetaling osv. osv.

Selskaber er ikke sat i verden for at betale skat, men primært for at sikre dets investorer (kapitalejerne) et tilfredstilende afkast. Ligeledes er reformen naturligvis drevet af en række (store) nationalstaters umiddelbare finansieringsbehov, og så må resten følge med som det “tynde øl”, om man så må sige.

Dermed ikke sagt, at der ikke er brug for reformer. Som mange har påpeget indebærer den øgede globalisering (vi kan kalde det globalisering II – den første sluttede ved 1. verdenskrigs udbrud) og digitalisering de seneste årtier, store udfordringer til inddrivelsen af selskabskatten. Denne udvikling har således givet en række selskaber mulighed for at (legalt) enten at udskyde betalingen af selskabskat, til tider endda helt eller delvist at undgå betaling overhovedet (nu eller i fremtiden). Det ændrer dog ikke ved at selve udformningen af den internationale aftale – og hvor det fortsat er relativt sparsomt med detaljer og den endelige udformning – som nu indgås (naturligvis) vil afspejle de deltagene landes indbyrdes styrkeforhold.

Selskabskat er den ringeste skat der findes

I del 2 (som forhåbentlig bliver lagt op på Raesons hjemmeside i løbet af næste uge), beskæftiger jeg mig mere indgående med selve selskabskatten og den såkaldte skatte-incidens. I mellemtiden vil jeg jeg henvise til denne fine video med min medpunditokrat Otto Brøns-Petersen og slutte af med et lille pip om hvorfor debatten ofte (også herhjemme) er overfladisk og ikke-retvisende.

Hvad er et skattely egentlig og hvad betyder forskelle i lokal skattesatser

En ikke uvæsentlig deltalje som ofte overses herhjemme er, at et skattely ikke bare er et skattely. Reelt dækker det over to væsensforskellige, nemlig hvad man på engelsk betegner som henholdsvis “Tax Shelter” og “Tax Haven”. Et “Tax Shelter” er alene karakteriseret ved relativ lav eller ingen skat og lempelige vilkår, mens et “Tax Haven” også er kendetegnet ved ugennemsigtighed mv.. Det gør en betydelig forskel.

Man kan IKKE gemme sine penge i et “Tax Shelter”. Det kan man kun i et “Tax Haven”. Det skal medtages at man også ofte ser hvad der reelt “kun” er “Tax Shelters” omtalt som “Tax Havens” hos diverse NGO’ere, debattører osv., både internationalt og herhjeme. Om der er tale om bevidst manipulation eller “bare” uvidenhed skal jeg ikke udtale mig om her.

Tilbage står dog at man kan finde lokale “skattely” i alle lande, hvor der ikke kun opkræves en statslig selskabsskat, men efterfølgende også opkræves lokalt fastsatte selskabsskatter. Det er jo blot at udpege den delstat/amt/kommune med den laveste sats (evt. ingen) som et skattely, forstået i betydningen “Tax Shelter”.

Når den amerikanske delstat Delaware således ofte ses omtalt som et skattely, er det altså ikke en delstat, hvor man kan “gemme sine penge”, men alene en delstat med favorable skattevilkår i forhold til andre delstater. Virksomhederne slipper heller ikke for at betale den føderale selskabskat ( som forøvrigt den eneste som optræder i internationale sammenligninger af de formelle satser).

Hermed er vi fremme ved hvad måske kommer som en overraskelse for mange (selv om det måske ikke burde det). Skattesystemer er forskellige fra land til land og selskabskatter kan altså variere inden for et lands grænse. Fx. udskrives der både lokalt bestemte delstatslige og lokale selskabsskatter i både USA og Tyskland. Og den skattebesparelse man opnår ved at registrere sig i Delaware (hvor selskabskatten er altså alene i forhold til lokale skatter.

Da jeg i del 2 om selskabskatten i Raeson ikke indrager lokale selskabskatter, vil jeg her blot slutte af med at henvise til en række studier, som bl. a. beskæftiger sig med hvem som egentlig ender med at betale selskabskatten netop baseret på lokale forskelle.

Således kommmer Clemens Fuest og Adreas Peichi fra  Munchens Universitet samt Sebastian Siegloch fra Manheims Universitet i deres ”Do Higher Coporate Taxes Reduce Wages? Micro Evidence from Germany” frem til at arbejdstager bærer lige over halvdelen af en stigning i selskabskatten. Det er på linje med hvad Juan Carlos Suárez Serrato & Owen Zidar, fra henholdsvis Duke Universitet og Princetown kommer frem til i deres analyse i ”Who Benefits from State Corporate Tax Cuts? A Local Labor Markets Approach with Heterogeneous Firms” (baseret på amerikanske forhold). Endelig skal også nævnes en analyse af Alexander Ljungqvist fra Stockholm Universitet og Michael Smolyansky fra FED, ”To cut or not to cut? On the Impact of Corporate Taxes on Employment and Income”, som med data for perioden 1970-2010 fra USA konkluderer at en forhøjelse/sænkning af selskabskatten på amts-niveau (county) med 1 procent, sænker/øger den samlede lønindkomst (sammenlignet med nabostaten) og beskæftigelsen med henholdsvis 0,3 og 0,2 procent.

Som Clemens Fuest m. fl. bemærker, er estimaterne for arbejdskraftens andel måske lavere end man kunne forvente, når der er tale om ændringer i selskabsskatter på nationalt plan, idet man forudsætter at arbejdskraftens mobilitet, alt andet lige, er større nationalt end globalt.

Jeg smider naturligvis link op når 2. del om selskabskat er tilgængelig på Raesons hjemmesider (kommer som nævnt formentlig i næste uge)