Om kommerciel ytringsfrihed

Til de USA- og ytringsfrihedsinteresserede skal der hermed lyde en opfordring til at kigge forbi Harvard Law Review. Tidsskriftet har netop udgivet e-artiklen Adam Smith’s First Amendment, der handler om kommerciel ytringsfrihed, og den er værd at læse. Også selvom forfatterne tager alvorligt fejl.

nyt-hus-ga-pila

Problemerne med grundskylden

Denne artikel har fået flere til at tro, at jeg ikke ser problemerne omkring grundskylden som påtrængende. Det er nu langt fra tilfældet (som man bl.a. kan se her). Men er jeg ikke enig i, at løsningen er en simpel fastfrysning.

For at gøre en lang historie kort, er der for det første brug for at rulle de såkaldte omvurderinger tilbage – vurderinger som har givet markante stigninger i grundvurderingerne i visse dele af landet. Det fører til stærkt stigende grundskyldsbetalinger langt ud i fremtiden, når loftet over, hvor meget grundskylden kan stige et enkelt år, mister kraft. For det andet haster det med at få gennemført et nyt vurderingssystem,det eksisterende system mister legitimitet dag for dag. For det tredje bør de kommunale udligningsordningers tilskyndelse til at øge grundskyldspromillen fjernes. For det fjerde bør de kommuner, som får stærkt stigende grundskyldsindtægter, sætte grundskyldspromillen tilsvarende ned, så husejerne holdes skadesløse i mellemtiden.

Problemet løses ikke ved at fryse grundskylden fast. I dele af landet er det helt utilstrækkeligt, i andre dele vil det medføre uventede kapitalgevinster. Det er ikke noget problem i sig selv, men i CEPOS’s skattereformforslag sætter vi de mest forvridende skatter ned først.

Det er den korte version af historien. Men historien om vurderingssystemets krise er lang. Og samtidig virker grundskylden meget anderledes end andre skatter. Det er også en længere historie. Her kommer den lange version.

Hvordan virker grundskylden?
Lad os først se nærmere på, hvordan grundskatter virker. I modsætning til f.eks. topskat, selskabsskat og registreringsafgiften på biler forvrider grundskylden ikke. Det skyldes, at udbuddet af jord stort set er givet. Ændret grundskyld påvirker derfor kun prisen på jord, ikke mængden – modsat f.eks. det ændrede arbejdsudbud ved en forhøjelse af topskatten.

Det gør umiddelbart grundskatter økonomisk attraktive. Men det er samtidig en meget urimelig form for beskatning. Fordi ændringer i beskatningen alene slår igennem på prisen, bærer den, der tilfældigvis ejer grunden, når skatten hæves, hele byrden. Fremtidige købere skal godt nok indbetale grundskylden, men det modsvares af, at købsprisen er tilsvarende lavere. Man kan sammenligne indførelsen af en grundskat med en uventet ekspropriation af en virksomhed – uden erstatning. Det virker på helt samme måde. Der kommer ingen negative adfærdseffekter, og pengene fra ekspropriationen kunne i princippet bruges til at fjerne forvridende skatter. Men det er af gode grunde ikke en løsning, særlig mange ville gå ind for (og den ville heldigvis også være Grundlovsstridig).

Vurderingssystemets krise
Vurderingssystemet og grundskylden er kriseramt.

Problemet stammer fra tiden før strukturreformen, hvor vurderingen var kommunal. Der er ingen tvivl om, at der har været – og i høj grad stadig er – en skævhed i fordelingen af ejendomsværdien på bygninger og grunde. Grunddelen har ofte været fastsat for lavt, særligt i de dele af landet, hvor ejendomspriserne er høje. Ifølge loven skal Skat fastsætte vurderingerne så korrekt som muligt, og derfor har der ikke været nogen vej uden om end at gå i gang med at hæve dem, hvor de ser for lave ud. Det er der kommet de såkaldte omvurderinger ud af, hvor ejendomspris er blevet flyttet fra hus til grund.

Det er der imidlertid flere problemer ved. For det første betyder det højere skat, fordi grundskylden betales af grundværdien (ejendomsværdiskatten bliver derimod betalt af hele ejendomsværdien). Og det er vel at mærke en skatteforhøjelse, som ikke skyldes, at folk er blevet rigere og ejendommen mere værd. Man kan så spørge: Men burde boligejerne ikke blot være glade for, at de er sluppet for billigt hidtil, mens grundene blev vurderet for lavt?

Her er det imidlertid, at den særlige byrdefordeling ved grundskylden kommer til at spille en kritisk rolle. Det bliver således – for det andet – den, der tilfældigvis ejer ejendommen på omvurderingstidspunktet, som kommer til at bære den fulde byrde. Hvis ejendommene er blevet handlet under forudsætning af det hidtidige lempelige vurderingssystem, er gevinsten tilfaldet tidligere ejere, mens de nuværende har betalt en højere pris, men nu kommer til at sidde med den fulde regning.

Oveni problemerne med omvurdering kom, at selve vurderingssystemet er gammelt og vanskeligt at administrere. Det er ikke længere nogen hemmelighed, at der blev udfoldet betydelige bestræbelser på at få det ændret. Men forinden blev der forsøgt rejst kritik af tidligere skatteminister Kristian Jensen for nøleri. Siden har den nuværende regering selv trukket sagen ud.

Der blev som et rent hjørnespark nedsat det såkaldte Engberg-udvalg, der ikke kunne pege på egentlige forbedringer af vurderingssystemet, men til gengæld underkendte muligheden for at fastsætte en selvstændig grundværdi på en bebygget grund. De undersøgte statistiske metoder giver ifølge udvalgets analyser alt for usikre resultater.

Det har kastet vurderingssystemet og grundskylden ud i en meget alvorlig krise. Hvis man ikke kan fastsætte en relevant grundværdi, er der ikke noget sagligt grundlag at opkræve grundskylden på. Der bliver samtidig sat grundlæggende spørgsmålstegn ved omvurderingerne. Igen: hvordan kan grunddelen af ejendomsværdien hæves, når man ikke kan fastsætte værdien af den med acceptabel præcision?

Mens Engbergudvalget helt opgav at fastsætte en selvstændig grundværdi, foreslog man et nyt vurderingssystem, som imidlertid ikke er mere præcist end det eksisterende med hensyn til den samlede ejendomsværdi. Målet for den gennemsnitlige afvigelse mellem vurderinger og faktiske handelspriser, den såkaldte spredningskoefficient, er (bort set fra ejerlejligheder), nærmest identisk med det eksisterende system. Når man tager hensyn til, at udvalgets statistiske metode med meget stor sandsynlighed overvurderer træfsikkerheden i det foreslåede system, er det svært at se nogen fordel ved at udskifte det imperfekte, men dog kendte system. Ikke med mindre man ser en fordel i, at tiden trækkes yderligere ud… Og det er regeringen nu gået i gang med.

Hvad kan man gøre?
Jo længere tid, der går uden en løsning på de kaotiske tilstande, desto mere tømmes ejendomsbeskatningen for legitimitet. Pressen flyder over med åbenlyst besynderlige sager, men folk må leve med vurderingerne foreløbig frem til 2017.

Hvis systemet ikke skal køre helt af sporet, bør grundvurderingerne som udgangspunkt føres tilbage til før omvurderingerne. Der bør eventuelt gives et generelt nedslag oveni, så man er sikker på, at ingen grund er vurderet for højt. For at være sikker på dét, må den gennemsnitlige grund vurderes klart under markedsværdien. Derefter kan man vælge en af to modeller:

Enten kan grundpriserne reguleres med forbrugerprisinflationen. Eller også kan de fastfryses i kroner og øre. Herefter vil det være op til kommunalbestyrelserne at hæve grundskyldspromillen, hvis de vil kompensere for inflationen. Som udgangspunkt er det underordnet, om grundværdierne eller satsen vokser. Fordelen ved at lade satsen være variabel er, at kommunalbestyrelserne skal stå direkte til ansvar over for borgerne, når grundskylden reguleres.

De samlede ejendomsvurderinger bør fortsætte med den nuværende metode (bortset fra ejerlejligheder). Det vil sige en beregning med udgangspunkt i salgsstatistik og de data, myndighederne har om hver enkelt ejendom. Der bør dog ydes et nedslag, så man sikrer sig, at vurderingerne ikke rammer højere end de faktiske værdier. Størrelsen af nedslaget afhænger af, hvor mange klagesager man kan håndtere og leve med. Jo mere klagestrømmen skal begrænses, desto større nedslag bør gives.

Både grundskylds- og ejendomsværdiforslaget vil medføre færre skatteindtægter. Størrelsesordenen afhænger af nedslagene. Men vi taler om et betragteligt milliardbeløb. Hvis grundskylden eksempelvis ikke må stige mere end inflationen, skal der aflyses skattestigninger for 6 mia.kr. om året i varig virkning.

Det er dog værd at bemærke, at der vil blive aflyst skattestigninger i markant større udstrækning, hvis sammenligningsgrundlaget er de faktiske grundværdier, også de steder hvor der endnu ikke er omvurderet. Især etageejendomme ser ud til at blive vurderet for lavt. Men disse penge er endnu ikke medregnet i den såkaldte finanspolitiske holdbarhed, og de aflyste skattestigninger får derfor ikke indflydelse på de forventede fremtidige skatteindtægter.

Indtil der er flertal for en løsning på Christiansborg, kan de kommuner, hvor grundskyldsindtægterne stiger kraftigt, sænke grundskyldspromillen, så boligejerne bliver holdt skadesløse. Nogle kommuner har allerede valgt at holde boligejerne skadesløse, men f.eks. den hårdest ramte kommune, Frederiksberg, har valgt kun at nedsætte promillen minimalt, og lader grundejerne holde for. Gentofte har nået grænsen for, hvor lav grundskyldspromillen må være.

Endelig er det vigtigt at få ændret udligningssystemet, så det nuværende incitament til en høj grundskyld fjernes. Grundværdierne indgår i det grundlag, betalinger til udligningssystemet udmåles efter. En forhøjelse af grundskylden vil derfor få udligningen til at falde, fordi grundværdierne vil falde.

Andre forslag
Der har været fremsat en række andre forslag, som kort fortjener at blive nævnt.

Engbergudvalg foreslog, at grundværdien beregnes som en andel af den samlede ejendomsværdi – uanset hvad grunden er værd. Men det er ensbetydende med, at grundskylden omlægges til en ejendomsværdiskat. Og i modsætning til grundskylden, som alene sætter sig i grundprisen, er der en forvridende effekt af skatten på huse. Ejendomsværdiskatten bør ikke være højere end det såkaldt neutrale niveau (svarende til skatteværdien af renter). I øjeblikket ligger den faktisk over dette niveau. Derfor kan man ikke blot skifte grundskylden ud med ejendomsværdiskat.

Der har også været overvejelser om at indføre en avanceskat på boliger, sådan at man beskattes af en eventuel gevinst, når huset sælges. En sådan skat bør dog give fradrag for inflationen – ellers vil man beskatte rene nominelle stigninger. Og så er det begrænset, hvad en sådan skat vil indbringe i forhold til de betydelige ulemper. Ulemperne består bl.a. i indlåsningseffekten – at folk vil udskyde boligskift for ikke at udløse skatten. Samtidig skal myndighederne holde styr på, om håndværksmæssige udgifter er til forbedringer (som kan fradrages i skattegrundlaget) eller vedligeholdelse (som ikke kan). Og der vil være et incitament til ikke at vedligeholde, fordi det giver lavere skat. Alternativt skal der være fradrag for alle udgifter, og så er det endnu mere utopisk, at skatten vil give indtægter af betydning.

Det har været overvejet at indføre en indefrysning af en del af boligskatterne, så de først forfalder ved salg (som pensionister kan i dag), eller gradvist. Men problemet ved boligbeskatningen er næppe så meget likviditet som belastningen. Jeg har desuden lidt svært ved at se logikken i, at staten skal stå for den yderste del af boligfinansieringen som passiv kreditor – få år efter at private långivere er blevet klandret for ikke altid at udvise tilstrækkelig årvågenhed.

Endelig har det som sagt været foreslået at fastfryse eller helt afskaffe grundskylden. Her skal man imidlertid være opmærksom på, at uforudsete lempelser virker på samme måde som uforudsete stramninger – blot med omvendt fortegn. Ligesom en stramning af grundskylden – f.eks. via omvurderingerne – udelukkende vil ramme dem, der tilfældigvis ejer grundene på stramningstidspunktet, vil uventede lempelser betyde uforudsete kapitalgevinster til ejerne. Der er tale om nettogevinster, fordi byrden af grundskylden lå på de, der var ejere, da grundskylden blev indført og skærpet sidst. Nok indbetaler de nuværende ejere grundskylden, men de har fået ejendommene tilsvarende billigere.

Derfor kan man ikke helt sammenligne med kapitalgevinsten ved at afskaffe grundskylden med gevinsten ved at afskaffe en anden skat – f.eks. topskatten – som folk ellers havde regnet med ville fortsætte. Byrden af topskatten bæres af topskatteyderne, uanset hvad.

Man kan så spørge: Men hvad gør det egentlig, at skatteyderne for en gang skyld får en nettogevinst? Og svaret er: Det er der intet som helst galt med. Pengene ligger bedst i borgernes lommer.

Men hvis man – som i CEPOS’s skattereformforslag – har et begrænset beløb til rådighed til at lette skatten for, så er det bedst at bruge pengene, hvor de gør mest gavn og rækker længst. Det er ved at fjerne de mest forvridende skatter først. Og det er altså forklaringen på, at vi ikke har valgt at bruge halvdelen af beløbsrammen på at fjerne grundskylden. Forslaget er udformet, så det illustrerer, hvad man kan opnå af strukturforbedrende skattelettelser ved en økonomisk udgiftspolitik, som ikke er mere restriktiv end i SR(og til dels SF)-regeringens tid. Men dermed ikke være sagt, at man ikke kan eller bør gå videre. For min skyld meget gerne.

En løsning på problemerne med vurderingssystemet kan ikke vente til en kommende skattereform. Den bør findes nu.

Hvor fattigt er Afrika?

Nigeria afholdt valg i går og har forlænget det til i dag – et efter alt at dømme pænt demokratisk, frit og ordentligt valg, om end Boko Haram har sørget for, at det i visse dele af landet ikke blev videre fredeligt. Jeg møder med jævne mellemrum folk, der ikke tror at den slags sker i Afrika. Mange ved det dog, men både medier og almindelige mennesker taler om og betragter Afrika som et relativt homogent kontinent. Men som mange af denne blogs læsere ved, er det endnu mere forkert end når amerikanere betragter Europa som en homogen enhed. Afrika er mange meget forskellige lande. Som en informationsservice til læsere og andre, er her nedenfor derfor en oversigt i figurform (klik på den for et større billede) over rigdom i de 56 afrikanske lande.

Afrikansk BNPData er fra CIAs World Factbook, og Y-aksen er logaritmen til PPP-justeret BNP per indbygger. De stiplede søjler noterer hvilke af landene, der er demokratiske (ifølge metodologien i Cheibub, Gandhi og Vreelands studie i Public Choice). Et par pædagogiske eksempler: Gambia og Senegal har med et BNP omkring 2000 USD en indkomst, der ligner Danmarks omkring 1830. Nigerias indkomst er – hvis den slags sammenligning giver nok mening – på linje med den danske først i 1860erne, og Algeriets ligner vores umiddelbart før 1930ernes krise. Botswanas BNP på 16.400 USD er på den anden side ligesom vores først i 1960erne og på linje med Uruguays og højere end Bulgariens. Der er ikke ét Afrika, men mange og levestandarder mellem det ubærlige og europæiske niveauer.

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt

I dag udkommer det nye nummer af det glimrende, svenske Ekonomisk Debatt. Lederen handler om landbrugsstøtten, og er særdeles læsværdig. Se blot det lille pluk her:

I stället för att utgå från ett samhällsmål och sedan bestämma styrmedel, tvingas politikerna utgå från ett styrmedel – i detta fall en ganska betänklig kontantsubvention till en särskild bransch – och sedan sondera remissinstanserna om vilka samhällsmål det kan tänkas bidra till. Arrangemanget öppnar upp för särintressen, symbolpolitik och allmänt byråkratiskt krångel.

Derudover er der fine artikler om bl.a. nationaløkonomers rolle i debatten (af Mats Lundahl) og hvem der har gavn af omfordeling (af Gunnar Brådvik). Som altid varmt anbefalet.

Mere om den græske situation

Fredag skrev vi om den mærkelige græske politik overfor bl.a. EU og IMF. Men hvor slemme er deres helt umiddelbare problemer. Figuren nedenfor viser udviklingen de sidste to år i rentespændet (i ti-årige obligationsrenter) mellem Grækenland og Tyskland. Spændet er et udtryk for markedets risikopræmie, der kræves på længerevarende lån til den græske stat.

Græsk rentespænd 15

Som en grov tommelfingerregel siger man, at over et renteniveau på syv procent er der ingen vej tilbage fra bankerotten. ECB har arbejdet hårdt de seneste år for at holde Sydeuropas renter under det niveau. Markedet har dog siden oktober krævet stadigt mere, i takt med at Syrizas indflydelse har ændret den græske politik. Sagt med andre ord: Markedet regner nu i høj og stigende grad med, at Grækenland går bankerot.

Næste skridt mod bankerotten

Bloomberg (læs her) rapporterede forleden forlydender om, at forhandlere og højtstående embedsmænd i både IMF og det tyske finansministerium er ved at have fået nok af Grækenland. IMF-ansatte kaldte uofficielt Grækenland for ”det mest uhjælpsomme land” organisationen har haft med at gøre i de 70 år, de har eksisteret. Anonyme kilder fortalte, at trojkaen i en samtale sidste uge klagede over at ”Greek officials aren’t adhering to a bailout extension deal reached in February or cooperating with creditors.” Bloombergs kilder rapporterede også, at embedsmænd fra det tyske finansministerium havde sammenlignet dét at få den græske regering til at sætte et troværdigt og tydeligt økonomisk-politisk program sammen, var ligesom ”at prøve at ride på en død hest.”

De økonomiske realiteter har ofte ikke meget med politiske forhandlinger at gøre, men Alexis Tsipras’s Syriza-regering i Athen har øjensynligt satset på at vinde et spil ’kylling’ – som hans finansminister Varoufakis sikkert ville kende under dets tekniske betegnelse ’the attrition game’ – hvor det gælder om at få modparten til at blinke først. Med meningsmålinger, der peger på at mere end 80 % af tyskerne ikke vil give Grækenland en eneste euro mere, blinker Frau Merkel næppe længere. Det synes også at være gået op for Francois Hollande, at giver man efter for grækerne, er døren åben for andre traditionelt mindre ansvarlige lande, der kunne have lyst til at lege lignende afpresningslege med Nordeuropa og Frankrig.

Så mens Bloomberg også skriver, at eurogruppens formand, den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem, er begyndt at tale åbent om at indføre kapitalkontrol for at beskytte den græske økonomi, er toget ved at være kørt for Tsipras. Hans land har betydelige gældsposter, der forfalder de næste uger, og den græske regering kan i princippet allerede om to uger være i en situation, hvor den ikke er i stand til betale de offentlige lønninger. Hvordan han og Varoufakis kan forestille sig, at EU og ECB alligevel kryber til korset og giver det næste lån – læs: Den næste pose afpresningspenge – er svært at forstå. Men som en kollega formulerede det forleden: Lande betaler gæld tilbage for at beskytte deres internationale omdømme, men hvad hvis man i forvejen har det værst tænkelige omdømme? Hvad skulle så få en til at betale sin gæld eller opføre sig fornuftigt? Og derfor, hvad skulle forhindre den regering, Tyler Cowen gentagne gange har omtalt som The Not Very Serious People i at drive dens land ud i den endelige bankerot?

isbjørn

Rasmus Helveg Petersens forkerte påstande

Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen har i sin relativt korte ministertid fremsat en lang række påstande, som i den grad må undre. De handler bl.a. om mine CEPOS-analyser af omkostningerne ved energipolitikken. Det er dog også hans egne embedsmænd, der underkendes. Og vel at mærke uden sagligt belæg. Tværtimod er ministerens udsagn direkte forkerte, uden underbygning eller baseret på misforståelser af grundlæggende mekanismer i økonomien og energisystemet.

Det har ført til kraftig, men desværre fuldt berettiget kritik på lederplads i Børsen.

Jeg har også samlet en stribe eksempler, som fortjener en kommentar med på vejen.

  1. Ministeren hævder, at mindre CO2-udledning i kvotesektoren i Danmark ikke automatisk medfører højere udledning i andre lande (Weekendavisen 6.3.15). I første omgang kalder han det ligefrem ”en myte”, men siger så ”De får ikke de ubrugte kvoter automatisk. De skal købe dem”. Men så længe nogen er villige til at betale for CO2-kvoter, vil danske kvoter med sikkerhed og automatisk blive solgt til andre udledere. Det er simpelt hen den grundlæggende mekanik i kvotesystemet. Der er kun én kvotepris i EU – og altså ingen særlig pris på ”danske” kvoter. Prisen vil falde, indtil efterspørgslen svarer til det på forhånd givne udbud. Det er kun i den situation, hvor danske ubrugte kvoter strømmede ud i så store mængder, at prisen faldt til nul, at kvoterne ikke ville blive købt alle sammen. Det vil sige en situation, hvor Danmark sendte så meget vindmøllestrøm på markedet, at det blev gratis i hele EU at udlede CO2 (der er vi dog langt fra i dag).
  1. Bemærkelsesværdigt nok erklærer ministeren i samme interview: ”jeg er ikke tilfreds med kvotesystemet og de meget lave priser på ubrugte kvoter”. Men en politik, som reducerer de danske udledninger inden for kvotesektoren (f.eks. via nye havvindmølleparker), har jo netop den effekt at presse kvoteprisen. Det gør udledninger i andre lande billigere.
  1. I et interview med Søndagsavisen (7.3.15) hævder ministeren, at ”mere vindkraft og færre udledninger øger ikke kvotemængden eller udledningerne i EU, tværtimod bidrager det til at opfylde EU’s samlede reduktionsmål for 2020”. Det sidste er simpelt hen ukorrekt. Øget vindkraft og færre danske udledninger i kvotesektoren øger udledningerne i resten af EU én til én. Derfor bidrager danske reduktioner ikke til EU’s reduktionsmål. Det er udelukkende mængden af CO2-kvoter, der afgør udledningen fra kvotesektoren. Hvis Danmark gerne vil begrænse de samlede udledninger fra kvotesektoren, er der én og kun én måde at gøre det på: Ved at købe og destruere kvoter.

 

 

  1. I interviewet i Søndagsavisen anfører Rasmus Helveg Petersen, at min beregning af omkostningerne ved fossilfri energi i 2050 (på formentlig mindst 100 mia.kr.) ”bygger på den fejlagtige antagelse, at teknologien inden for udviklingen af ift. de fossile ikke udvikler sig de kommende 35 år”. Hvilken baggrund har han for at kalde en forudsætning om fremtiden for ”fejlagtig”? Den kan være usikker, men fejlagtig? Han postulerer altså at vide, hvordan den teknologiske udvikling kommer til at forløbe. Foreløbig er fossil energi dog blevet markant billigere end grøn energi i forhold til de meget høje oliepriser, som ligger til grund for min analyse.

 

Sagen er, at ingen kan vide, hvilken teknologi der vil udvikle sig hurtigst. Derfor er den middelrette antagelse, at de udvikler sig i samme takt.

Der er dog en grund til at give risikoen for, at grøn teknologi udvikler sig langsommere end ”sort” ekstra vægt, når man beslutter sig politisk for at fremme grøn omstilling. For hvis den grønne teknologi løber hurtigst, vil omstillingen i høj grad komme af sig selv. Derfor er der en overvejende risiko for at vælge forkert.

Hvis Helveg er så sikker på, at den grønne teknologi vil blive billigere, hvorfor skal vi så i øvrigt forcere investeringer i bl.a. havvindmølleparker nu, hvor der er behov for massiv statsstøtte?

 

  1. Helveg henviser i interviewet videre til ”Energistyrelsens scenarier viser, at meromkostningerne for et grønt energisystem i 2050…snarere er.. 10 mia.kr. årligt – og det er efter min opfattelse endda højt sat”. Men Energiscenarierne er for det første ikke en samfundsøkonomisk analyse. For det andet baserer de sig på en forudsætning om voldsomme grønne teknologispring. Det lægger rapporten ikke skjul på – den ”viser” altså ikke, at det vil koste 10 mia.kr. Og hvor er holdepunkterne for Helvegs kritik af sin egen styrelse for at sætte tallet for højt? Der kan være grund til at citere et større afsnit af, hvad rapporten selv siger om forudsætningerne:

 

“Scenarierne og særligt de skønnede omkostningsniveauer er behæftet med en lang række usikkerheder. I dag kræves meget betydelige tilskud, hvis VE i større omfang skal erstatte fossil energi. I scenarierne forudsættes imidlertid, at prisen på VE falder markant i forhold til fossil teknologi. For visse VE-teknologier forudsættes prisfaldet at være så stort, så de i sig selv – dvs. selv uden støtte – er konkurrencedygtige. Hvis et sådan forløb realiseres, så vil omstillingen være relativt billig, kræve færre (eller, såfremt den relative forbedring af VE teknologi bliver endnu mere markant end forudsat, slet ingen) tilskud og afgiftsbegunstigelser og i hvert fald på nogle områder ske af sig selv. Hvis omvendt VE ikke bliver markant mere konkurrencedygtig i forhold til fossiler, så forudsætter omstillingen betydelige tilskud og afgiftsbegunstigelser og bliver (potentielt langt) dyrere samfunds- økonomisk…

 På nogle områder – f.eks. elbiler – afhænger omkostningerne ved at indføre VE i Danmark af den teknologiske udvikling på globalt plan. Hvis eksempelvis elbiler, som det forudsættes, bliver økonomisk konkurrencedygtige set fra forbrugernes synsvinkel, så må det forventes, at de generelt udbredes på globalt plan. Det vil alt andet lige gøre anvendelse af elbiler i Danmark markant billigere. Men samtidig vil den globale pris på fossile brændstoffer falde, fordi disse overvejende bruges i transport sektoren. Lavere priser på fossiler trækker isoleret set i retning af øgede meromkostninger ved at lade VE erstatte den nuværende energiforsyning. De beregnede omkostningsskøn, herunder forskellene mellem scenarierne, skal fortolkes i lyset af disse betydelige usikkerheder ved de bagvedliggende forudsætninger.”

Helvegs påstand om, at Energiscenarierne viser, at det er teknologisk muligt og økonomisk overkommeligt at omstille dansk økonomi til fossilfri energi, er altså uden dækning i analysen. Scenarierne viser derimod, hvad der skal til, for at omstillingen vil gå som ønsket. Og det er grønne teknologispring af hidtil uset styrke. F.eks. forudsættes elbiler at udkonkurrere andre biler. Der er vi meget langt fra. 

  1. Helveg hævder videre, at CEPOS’ analyse af omkostningerne ved fossilfri energi baseres på ”hjemmestrikkede teorier” (interviewet i Søndagsavisen). Som det meget klart fremgår af analysen, baserer den sig på de to almindeligt anvendte standardmetoder i denne type analyser. Den ene metode (som viser en omkostning over 150 mia.kr.) bygger direkte på de beregnede omkostninger i regeringens egen Klimaplan. Det er endda forudsat, at de kraftigt stigende marginalomkostninger ved yderligere reduktionstiltag mod drivhusgasudledning flader helt ud. Den anden metode er standard til at beregne samfundsøkonomiske omkostninger og fremgår bl.a. af ministeriernes metodenotat til Klimaplanen. Helveg har ikke på nogen måde konkretiseret, hvad der skulle være ”hjemmestrikket” ved teorien.

 

Som anført i analysenotatet, er selve skønnet for omkostningerne ved fossil energi ikke i modstrid med den internationale litteratur, herunder som opsummeret af FNs Klimapanel.

 

  1. Helveg bestred i P1 Business Finansministeriets beregning (som jeg gengav i programmet) af, at energiforliget vil reducere beskæftigelsen på lang sigt med 1.300 personer: ”Den regnemaskine, der har udregnet det her, opfatter Danmark som en ø… Men de 25-28.000 beskæftigede i den danske vindmøllebranche lever ikke bare af det danske marked. De eksporterer”. Han undlod ikke alene at forklare, hvorfor eksport skulle øge beskæftigelseseffekten. Hans påstand bryder grundlæggende med den måde, regeringens økonomer (og de fleste andre) beskriver arbejdsmarkedet på. Og som regeringens beskæftigelsespolitik bygger på. Det afgørende for beskæftigelsen på lang sigt er de strukturelle forhold på arbejdsmarkedet og ikke udenrigshandels omfang. Eksport- og beskæftigelsesargumentet er derimod et hyppigt anvendt lobbyistargument i den politiske debat.

 

  1. Helvegs udtalelse i flere medier (f.eks. her) tyder på, at han forveksler beskæftigelses-, eksport- og indtjeningseffekten i de grønne erhverv med den samlede nettoeffekt i hele økonomien. Der skal imidlertid korrigeres for den fortrængning, som finder sted i andre erhverv. Almindelig økonomisk teori tilsiger, at fortrængningen overstiger den umiddelbare gevinst i de subsidierede erhverv for så vidt angår beskæftigelse og værditilvækst. Det hænger sammen med det forvridningstab, der er forbundet med at finansiere subsidierne. Derfor skal der løftes en meget tung bevisbyrde, hvis det skal godtgøres, at der er en samlet samfundsøkonomisk gevinst ved at yde subsidier til investeringer, som virksomhederne selv ikke ville foretage kommercielt. Ministeren har imidlertid ikke fremlagt nogen form for dokumentation. Tværtimod peger alle foreliggende seriøse økonomiske analyser på, at der vil være en omkostning ved at reducere udledningen af drivhusgasser.

 

Det betyder ikke, at der ikke kan være en klimagevinst ved at reducere udledningerne, og at den kan retfærdiggøre omkostningerne. Men der er ingen holdepunkter for, at omstillingen er en gevinst i sig selv.

Alligevel anfører Helveg som mål for regeringens energipolitik: ”Vi skal være det gode eksempel, som viser, at det er muligt at reducere udledningerne markant og tilmed uden at skade økonomien. Vi skal høste fordelene ved at være foregangsland” (Søndagsavisen-interviewet).

 

  1. Helveg hævder imidlertid, at der vil være direkte klimamæssige omkostninger for Danmark ved dansk inaktivitet: ”Når jeg siger, at det ikke er voldsomt dyrt, er det, fordi vi skal huske, at det også har en pris at sætte sig på sine hænder og fyre mere kul i ovnene. Jeg kan desværre ikke sætte et prisskilt på, hvad klimaforandringerne vil koste Danmark, hvis vi ikke gør noget.” (Politikens kronik 31.10.14). Problemet er imidlertid, at der ingen direkte eller indirekte kobling er mellem reduktionstiltag i Danmark og den globale udledning af drivhusgasser. Reduktioner i udledninger omfattet af kvotesektoren modsvares som nævnt af tilsvarende merudledninger i andre EU-lande. Men der er også lækage uden for kvotesektoren. Grundlæggende medfører lavere efterspørgsel efter fossile brændsler, at verdensmarkedsprisen bliver lavere, og at efterspørgslen derfor øges i andre lande. Derfor medfører selv mindre benzinforbrug i Danmark, at udledningerne fra benzin øges i andre lande. Der er kun en global effekt af lavere udledninger i Danmark, hvis det samtidig sikres, at resten af verden også har grænser for udledningen.

Bemærkelsesværdigt nok har ministeren anerkendt, at de energiintensive erhverv har et konkurrenceevneproblem som følge af lækage (Berlingske 22.4.14). Men så må han jo forudsætte, at omverdenen ikke effektivt er underkastet begrænsninger – og i så fald i lækageproblemet helt generelt.

 

  1. I nævnte interview i Weekendavisen hævder ministeren, at faldet i olieprisen er ”et tilfældigt lavpunkt” og desuden ikke spiller ”nogen stor rolle for prisen på den grønne omstilling”. Hvad bygger han det på? Den fremtidige pris er ganske vist behæftet med usikkerhed. Foreløbig peger futureprisen – som er summen af markedets forventninger – ikke på en pris over 70 dollar/td inden for de næste 5 år, og altså langt fra prisen på væsentligt over 100 dollar for blot et år siden. En vedvarende lav oliepris vil desuden smitte af på andre fossile energikilder (naturgas og kul) i takt med, at efterspørgerne ændrer forbrugssammensætning.

 

  1. Ministeren vil fornuftigt nok ikke lægge hindringer i vejen for, at de danske forekomster af olie og gas i Nordsøen bliver indvundet. Det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt, at olie og gas indvindes, hvor det er billigst, og at drivhusgasudledningerne reduceres, hvor reduktionsomkostningerne er lavest. Det opnås ved at sætte en ensartet, global pris på at udlede drivhusgasser. I den forbindelse skal man huske på, at indhøstning og lagring af CO2 fra fossile brændsler (kaldet CCS) er én af de teknologier, der kan vise sig at blive omkostningseffektive. FNs klimapanel anslår, at omkostningen ved at begrænse udledningerne af drivhusgasser til det ønskede niveau vil blive mere end dobbelt så store, hvis man på forhånd udelukker CCS.

 

Helveg insisterer imidlertid på, at energiforsyningen skal blive helt uafhængig af fossile brændsler og vil endda have en meget hurtig udfasning af kulfyring.

Begrundelsen for at opretholde indvindingen i Nordsøen er derimod: ”Vi prøver at få så meget op fra Nordsøen som muligt. Men vi hiver det jo ikke op for at eksportere det; det er alt sammen til eget forbrug”. Men hvilken rolle spiller, hvor det bliver forbrugt? Der vil under alle omstændigheder være udslip af drivhusgasser (medmindre der bruges CCS). De danske udledninger er ganske vist underkastet et loft aftalt i EU. Men uden Nordsøproduktionen ville vi i stedet skulle importere fra udlandet, hvor priserne ville være højere og forbruget lavere. Det er simpelt hen ikke til at se, hvordan udsagnet kan give mening.

 

Jagten på de multinationale

I en kronik i Børsen (kræver abb.) hævdede jeg, at venstrefløjen jagter “fantasilioner”, når man går efter verdens multinationale selskaber.

Baggrunden er naturligvis klapjagten i medier og på venstrefløjen af multinationale selskaber, hvor sprogbruget og mistænkeliggørelsen til tider mest af alt minder om ren hetz.

1553448_10153189035740820_2030675633808361226_oOm det er den socialdemokratiske folketingskandidat, Peter Hummelgaard, som raser over skattely og kalder det den “største trussel mod velfærdsstaten”. SF der mistænkliggør multinationale virksomheder, (se ill. til højre). De grundløse anklager mod 3 for nogle uger siden fra en Politiken, DR samt en lang række venstrefløjpolitikere. Eller organisationer som Ibis, som “bekymrer” sig for stigende investeringer i “eksotiske skattely“, men selvfølgelig undlader at fortælle at ca. 80 procent af investeringerne er gået til Hong Kong og Singapore, hvoraf 20 procent er i form af koncernlån, hvilket udløser skattepligtige renteindtægter i Danmark, er der et klart fællestræk.

OFC

Ynglingskurken er nu en gang de multinationale selskaber. De “snyder åbenbart fællesskabet” for en masse penge. Åbenbart så mange, at der ikke er behov for at tale om vores, private borgeres egen skattetænkning, for slet ikke at tale om skattesnyd.

Skift multinationale selskaber ud med indvandrer eller muslim, og “tonen” er nogenlunde den som venstrefløjen typisk anklager borgerlige politikere for i indvandrerdebatten.

Det er også symptomatisk, at man i debatten sjældent skelner mellem egentlig skattesnyd og så at organisere sig, således at man bl.a. maksimerer overskud efter skat inden for lovens rammer.

Kald det bare spekulation. En aktivitet, som ganske mange mennesker bruger en del tid på her i landet. Nogle gange som konsekvens af politiske beslutninger og ligningsmæssige fradrag, der har til formål at tilskynde os til en bestemt adfærd i kraft af nedslag i skattebetalingen. Andre gange resultatet af forhold, hvor en bestemt adfærd indebærer en økonomisk gevinst for den enkelte, primært i kraft af sparede skatter og afgifter. Det er f. eks. tilfældet, når vi handler syd for grænsen. Jeg har endnu til gode at høre socialdemokrater, folkesocialister og enhedslistefolk skælde deres egne vælgere ud for at handle i Tyskland (eller Sverige), fordi der dermed “ikke bidrager til fællesskabet”.

Hvorfor virksomheder skulle agere anderledes, går over min forstand. Men det er dybest set hvad der ofte forlanges af de, som dæmoniserer multinationale selskaber, når disse bestræber sig på at optimere deres skattebetaling.

Man blander pærer og bananer

Groft sagt synes vejen fra at tale om skatteundragelse til at buldre mod skattely og multinationale selskaber, at være bemærkelsesværdig kort. Ofte baseret på tal og analyser, som ikke, eller kun i begrænset omfang, reelt beskæftiger sig med dette.

En yndet påstand er, at staterne i EU går glip af 1.000 mia euro årligt på grund af skatteunddragelse. Bl.a. refereres der til dette på EU-kommisionens hjemmesider. De 1.000 mia euro stammer fra en rapport udarbejdet af den engelske økonom Richard Murphy, “Closing the European Tax Gap”. Rapporten er bestilt af den socialistiske gruppe i EU-parlamentet.

Der er to væsentlige problemer ved rapporten. Før det første er beregningerne metodisk volapyk. For det andet tages der ofte afsæt i rapportens tal, når man taler om skattely og multinationale selskaber. Problemet er bare, at multinationale selskabers evne til at flytte overskud rundt, slet ikke, eller kun yderst marginalt kan udledes af de anvendte data.

1. Metodisk problem.

“Closing the European Tax Gap” anvender en bemærkelsesværdig metodik og er fuldkommen baseret på et arbejdspapir, hvor økonomer fra Verdenbankens forsøger at estimere den “sorte” eller paralle økonomis (shadow economy) størrelse i forhold til officielt BNP.

Shadow Economies all over the world er anbefalelsesværdig og interessant læsning. Og læser man arbejdspapiret går det hurtigt op for en, at den anvendte model til estimering af landenes skyggeøkonomi ikke kan bruges til derefter at uddrage mistet skatteprovenu og slet ikke tabt provenu ved multinationale selskabers tiltag til at minimere deres skattebetalinger, lovligt, såvel som ulovligt.

Ifølge Verdensbankens arbejdspapir udgør den sorte økonomi i Danmark ca. 18 procent af officielt BNP.

Det er bestemt ikke nogen nem opgave at bestemme størrelsen på noget, som netop er karakteriseret ved ikke at være registreret. Ligesom hvad der forstås ved en skyggeøkonomiikke altid er helt klart. Hvad skal medregnes, og hvad skal ikke medregnes?

Afgrænsning og definition fremgår af nedenstående:

WB side 5

Som det fremgår udelukker man “klassiske” kriminelle aktiviteter, ligesom man ikke beskæftiger sig med overholdelse af skatteregler eller egentlig skatteundragelse.

Richard Murphy har tilsyneladende ikke kæret sig meget om de mange problemer i forbindelse med med både afgrænsning, betydningen af skattesammensætningen i de enkelte lande eller i hvilken udstrækning der allerede delvist faktisk er betalt diverse skatter og afgifter, Måske er det derfor han ikke finder det væsentligt at medtage, at Verdensbanken ikke beskæftiger sig med overholdelse af skatteregler eller omfanget af skatteunddragelse.

Det fremgår af “Murhy’s” gengivelse af Verdensbankens definition og afgrænsning:

Murphy p 9-10

Væk er understregningen af, at man ikke beskæftiger sig med overholdelse af skatteregler og skatteundragelse. Og profit-shifting o.a.  i multinationale selskaber – som netop er karakteriseret ved at være en del af den formelle økonomi – indgår slet ikke.

Det afholder dog ikke Murphy fra at være meget optaget af både multinationale virksomheder og hele skattelysproblematikken i “Closing the Tax Gab”.

Murphy’s arbejdsindsats og beregninger er derimod s primitive, at man næste nikke tror sine egne øjne. I alt sin pragt består analysen i at gange BNP med skyggeøkonomien, som estimeret af Verdensbanken, for herefter at gange med det enkelte land skattetryk.

Bruger man Verdensbankens estimat udgør den sorte økonomi i Danmark (2009 tal) således ca. 41,5 mia. euro, hvilket med et skattetryk på 48,1, får Murphy til at konkludere, at den samlede skatteundragelse det år var på 19,9 mia euro, eller ca. 150 mia. kroner!

Han har endda den frækhed at skrive på side 10 i rapporten, at

It is stressed that much of the data used to prepare these calculations, whether it be GDP , population data and overall tax rates, is estimated: that is the nature of macroeconomic information. The resulting research findings are also, therefore, by definition estimates. However, it is suggested that they are likely to be the best possible estimates and as such provide valuable insights into the scale of tax evasion and its likely impact on a country‐by‐country basis throughout the European Union.

At postulere, at der skulle være tale om “det bedst mulige estimat” af omfanget af skatteindtægter, som går staternes næse forbi, er mildt sagt noget af en tilsnigelse.

For det første kan man, som allerede nævnt, pege på, at netop den for form for skatteundragelse, som profit-shifting (som dog muligvis har en netto positiv effekt i Danmark) og udnyttelse af inkonsistente skatteregler mellem landende medfører, slet ikke indgår i skyggeøkonomien. Med mindre der er tale om at flytte overskud uden for EU, vil det ene lands tab jo i en hvis udstrækning opvejes af et andet lands gevinst.

Men derudover kan man naturligvis slet ikke bruge landenes skattetryk til at udlede det tabte skatteprovenu. Var det så nemt, ville man nok have gjort det i Verdensbankens oprindelige arbejdspapir. Der er trods alt tale om beregninger der kan foretages på under en time.

Når man i det oprindelige arbejdspapir undlader at gå ind i debatten om skatteundragelse, dets omfang og konsekvenser. Skyldes det naturligvis, at det er ganske vanskeligt. Forfatterne til Verdensbankens arbejdspapir har i anden sammenhæng beskæftiget sig med netop skatteunddragelse, se bl.a. Buehn og Schneider:  “Size and Development of Tax Evasion in 38 OECD countries: What do we (not) know?

I Rockwool Fondens “Danskerne og det sorte arbejde” (2010), en af de mest grundige – også i international sammenhæng – studier i emnet, konkluderer man at sort arbejde udgør mellem 1,2 og 2,8 procent af BNP, alt efter anvendt metode. Rockwool Fonden kommer frem til at det tabte provenu formentlig er under 8 mia. kroner om året (s. 208).

sort arbejde

Hvor meget af det tabte skatteprovenu der ender i et “eksotisk skattely” kan jeg naturligvis ikke vide, men meget er det næppe.

2. Og hvad med de multinationale?

Og så er der de multinationale selskaber. Dem som venstrefløjen elsker at hade (og dele af højrefløjen ikke at forglemme). Tjah, vi kan for det første konstatere, at deres aktiviteter (i lighed med de fleste andre virksomheder af en hvis størrelse) i vores de af verden ikke er del af den sorte økonomi.

Det er bemærkelsesværdigt givet ,at Murphy bruger en del kræfter på at skrive om netop multinationale selskaber, transfer-pricing og skattely (Tax Havens). Endda i en sådan grad, at en del måske forledes til at tro, at de er hovedansvarlige for det tabte skatteprovenu.

Der gælder for øvrigt typisk for multinationale selskaber:

  1. De er mere lovlydige end nationale selskaber i det land de opererer
  2. De forurener mindre end nationale selskaber i samme branche (for slet ikke at tale om statslige selskaber)
  3. Arbejdsvilkår og lønninger er bedre end i tilsvarende stillinger i nationale selskaber.

Ikke fordi multinationale selskaber er mere moralske. Men der kan være betydelige kulturelle forskelle.

En væsentlig årsag, ikke mindst i forhold til punkt 1, er at man er “udlænding”. Ja, det er en yndet sport mange steder i verden, at skyde på multinationale selskaber. Og det kan man jo så tænke lidt over.

I min kronik i Børsen påpeger jeg bl.a., at internationale selskabers skatteplanlægning formentlig har langt mindre betydning for skattebetalingerne, end mange tror. Jovist finder der skattetænkning sted, mens huller i forskellige landes skattelovgivning udnyttes. Det ville være mærkeligt andet. Men der er tilsyneladende tale om beskedne beløb i forhold til private borgeres/mindre selvstændige erhvervsdrivende skatteunddragelse, samlede skattebetalinger og økonomiernes størrelse.

Et arbejdspapir udarbejdet af økonomer i OECD (forefindes desværre ikke online), kommer således frem til, at  den samlede unddragelse (legal og illegal) indebærer et nettotab på “blot” 100 mia. dollar om året for G20- og OECD-landene, hvilket dækker næsten 90 pct. af verdensøkonomien. Heraf står USA alene for 30 ud af de 100 mia. dollar.

Der er langt op til de 1000 mia. euro eller 7500 mia. kr., som nævnes af bl.a. EU-kommissionen, gældende for EU alene. Men som påpeget slet ikke indeholder den form for skatteundragelse, som multinationale virksomheder foretager.

Den primære faktor er selskabernes evne til at flytte overskud fra lande med relativ høj skat, til lande med relativ lav skat. Provenu tabet anslås at svare til ca. 5 procent af samlede selskabsskatter. 2/3 af tabet opstår ved profit-shifting, og den sidste tredjedel skyldes mismatch mellem landenes skattelovgivning.

bebs

En væsentlig effekt af multinationale selskabers evne til at placere overskud i lande med relativt lav skat er, at multinationale selskabers tilsyneladende i gennemsnit betaler op til 5 procent (for mindre selskaber er forskellen under 2 procent)  mindre i selskabsskat end tilsvarende selskaber, som kun opererer nationalt.

Det skal også understreges, at de 100 mia. USD. er nettotabet. Ovenfor kan man se gevinst/tab for de enkelte lande. Det fremgår her at hvor lande som f. eks. Japan, Australien, New Zeeland, Norge ov. er de store tabere (målt i forhold til BNP), er lande som Polen, Irland og Singapore “vindere”. Også Danmark har en lille gevinst ved de multinationale selskabers ageren, hvis OECDs beregninger er korrekte.

Hvis vi afskaffede selskabskatten

Det grundlæggende problem er naturligvis forskellene i skattelovgivning og skattesatserne. Var satser og beskatnings-grundlaget ens, ville problemet stort set forsvinde.

I sidste ende vil denne harmonisering formentlig medføre, at selskabsskatterne går mod nul. Og det skal bestemt ikke beklages, tværtimod.

Selskabsskatter er ud fra ønsket om at sikre høj vækst, den mest skadelige form for beskatning. Men det vil jeg som afslutning lade min gode med-punditokrat, Otto Brøns-Pedersen forklare. Og det gør han jo på fortrinlig vis.

Institutions and well-being

I eftermiddag starter den årlige konference i det nordamerikanske Public Choice Society. Som altid er der bedre og ringere sessions, og også særlige papirer at se frem til. Jeg har i år fornøjelsen at være på en af tre organiserede sessions om emnet ”Institutions and Well-Being”, organiseret af Daniel Bennett og Boris Nikolaev. Hvis enkelte af vores læsere har interesser i den retning, er her hele programmet for de tre sessions, der alle afholdes i morgen. En del af papirerne kan allerede findes i foreløbige versioner på nettet.

“Tolerance in the United States: How freer markets transform racial, religious, and sexual attitudes”, af Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og Therese Nilsson (Lunds Universitet / IFN)

“Economic Freedom, Physical Activity, and Health Disparities”, af Joshua Hall (West Virginia University), Brad Humphreys (West Virginia University) og Jane Ruseki

“Give Me Liberty and Give Me Control: Freedom and the Locus of Control”, af Boris Nikolaev (Emory College Oxford) og Daniel Bennett (Patrick Henry College)

“Institutional Convergence”, af Christopher Boudreaux (Florida State University) og Randall Holcombe (Florida State University)

“Economic Freedom and the Education of Women: An Empirical Analysis”, af Rosemarie Fike (Florida State University)

“Free to choose? Economic freedom, relative income, and life control perceptions”, af Martin Rode (Universidad de Navarra) og Hans Pitlik (WIFO, Wien)

“Want Freedom, Will Travel: Emigrant Self Selection according to Institutional Quality”, af Andrew Young (West Virginia University) og Maryam Naghsh Nejad (IZA, Bonn)

“Economic Freedom and Economic Crisis”, af Christian Bjørnskov (Aarhus Universitet)

“Aiding Economic Freedom”, af Nabamita Dutta (University of Wisconsin, La Crosse) og Claudia Williamson

“Disentangling the impact of institutions and human capital on economic development: Some evidence”, af Hugo Faria (University of Miami), Hugo Montesinos (Florida State University), Daniel Morales (Barna Business School) og Carlos Navarro (Monteavila University)

Parastatalen SAS

Mens Norwegians piloter strejker i protest over at blive flyttet, gjorde kabinepersonalet hos SAS endnu gang vrøvl. Denne gang var det over planen om, at flytte en række stillinger til datterselskabet Cimber. En del af problemet er, at kabinepersonalet hos Cimber er organiseret i en anden fagforening end hos SAS og derfor har en anden gældende overenskomst. Men SAS-problemerne stikker væsentligt dybere end det og man må ofte undre sig over, om fagforeninger og andre slet ikke har indset, at selskabet faktisk kan gå konkurs.

Det helt basale problem er, at SAS stadig er en såkaldt ’parastatal’ – et halvoffentligt selskab. SAS er et gammelt statsligt monopol, som de tre stater, der ejede selskabet – Danmark, Norge og Sverige – for år tilbage besluttede skulle udsættes for almindelig konkurrence. Det blev derfor halvoffentligt, og med ganske sædvanlige halvoffentlige problemer. Ikke mindst har SAS problemer været et miks af monopolets efterladenskaber og en stædig insisteren på, at dets budgetbegrænsning er ’blød’: Hvis det går alt for galt, skal de tre stater nok understøtte budgettet.

Det gør det naturligt nok lettere at være både topleder og fagforening, fordi der dukker politiske krav op ind imellem de almindelige økonomiske betingelser. Så længe, man kan blande et rent politisk argument ind i en forhandling, kan man komme afsted med at ignorere økonomiske realiteter. Det store problem er dog, at det i dag er sværere at støtte parastataler end før pga. EU-regler, og at den norske stat helt åbenlyst ønsker at afhænde dens SAS-aktier. Spillets regler har derfor ændret sig til det bedre, men øjensynligt uden at centrale aktører har erkendt (eller vil erkende) det.

SAS er i en elendig økonomisk forfatning – se blot figuren nedenfor, der illustrerer deres overskud før skat (i % af omsætningen) fra 2003-2014. Aggressive fagforeningskrav kan ende med at blive dråben, der før det økonomiske bæger til at flyde over. Men foreløbig synes det som om, både kabinepersonalets og piloternes fagforeninger tror, at nogen nok skal redde deres arbejdspladser. Det kommer ikke til at ske: Mange politikerne har trods indset, at der hverken er rationel grund eller stemmer i at redde SAS, og andre selskaber er ikke interesserede i at købe et så dysfunktionelt firma. Topledelsens hovedpine burde således med andre ord blot være, hvordan man kan få SAS i en stand, hvor det kan sælges.

SAS regnskaber