Hvad nytter det at få eftergivet statsgæld?

I 2012 gik Grækenland de facto statsbankerot, og deres gæld blev opkøbt af mere velvillige kreditorer for at redde dem fra total kollaps i statsfinanserne. Dermed opnåede grækerne en langt længere gennemsnitlig løbetid på gælden, en betydelig mindskelse i renteudgifterne og samlet set en eftergivelse af gælden svarende til 66% af BNP. Det er så at sige gået så godt, at Grækenland nu bruger mindre end både Spanien og Italien på at betale renter til gælden — under 3% af BNP.

Ikke desto mindre er den samlede gæld stadig høj og den økonomiske situation stadig elendig. Grækenlands nye regering kræver yderligere eftergivelser.

Spørgsmålet er, om gældseftergivelse overhovedet virker efter hensigten?

Læs resten

Giver Draghis pengepolitik mening?

Forleden torsdag afslørede den Europæiske Centralbank dens planer for en massiv pengepolitisk ekspansion indtil september 2016. Mario Draghis plan er, at opkøbe obligationer og andre aktiver for 60 miliarder euro om måneden indtil september 2016. Der er således tale om massivt ekspansiv pengepolitik, der skal udfoldes over halvandet år.

Rent umiddelbart har mange bankøkonomer og kommentatorer udtrykt deres støtte til ECB-planen. Overfladisk set er den også klassisk kortsigtspolitik direkte ud af lærebøgerne: Et land er i en lavkonjunktur, har et generelt konkurrenceevneproblem, og har budgetunderskud, der i princippet kan forhindre det i at føre ekspansiv finanspolitik. Som vi lærer vores studerende, kan den ekspansive pengepolitik i princippet føre til mere økonomisk aktivitet, blandt andet gennem en svækket valutakurs, der retter op på konkurrenceevnen.

Problemet er blot, at eurozonen ikke er et land, men et valutaområde. Som Robert Mundell understregede i sit Nobelprisvindende bidrag til nationaløkonomi, kræver det af et optimalt valutaområde, at dets forskelige medlemmer har cirka samme konjunkturer. Hvis ikke, har de forskellige medlemmer behov for forskellig kortsigtspolitik på forskellige tidspunkter. I det tilfælde kan man ikke føre en fælles pengepolitik, der blot tilnærmelsesvist passer på alle medlemmer.

Draghis store problem er således, at eurozonen – og EU i særdeleshed – på ingen måde er et optimalt valutaområde. I store dele af Østeuropa, og særdeles i Tjekkiet, Slovakiet, Polen og Baltikum, går det faktisk ganske godt økonomisk. Tysk, finsk, østrigsk og hollandsk økonomi har det heller ikke specielt dårligt. I ingen af disse lande, uanset om de er euromedlemmer eller ej, er der noget tydeligt behov for ekspansiv politik. Omvendt har store dele af Sydeuropa så dårlige konjunkturer og så elendige budgetter, at ekspansiv pengepolitik stort set er eneste politiske mulighed – hvis der overhovedet kan lade sig gøre med start i realrenter, der er tæt på nul.

ECBs valg er ret tydeligt: Til tyskernes slet skjulte frustration, har banken valgt en pengepolitik, der passer Sydeuropa, men ingen andre. Faren, som Draghi enten overser eller af politiske grunde vælger at ignorere, er at kortsigtspolitikken hurtigt kan blive en politisk sovepude. Som Bo Sandemann Rasmussen understregede overfor Berlingske i weekenden, kan pengepolitikken ikke stå alene. Den må og skal ledsages af egentlige, og ganske dybgående, strukturreformer, for at de sydeuropæiske lande skal have en chance for at trække sig ud af deres økonomiske sump. I Italien bliver Renzi nødt til at levere på løftet om store liberaliseringer af arbejdsmarkedet og i Spanien bliver man nødt til at gøre det samme, hvis en ungdomsarbejdsløshed over 30 % skal bekæmpes. Hvis grækerne overhovedet skal blive i EU, mangler de voldsomme reformer af ikke bare arbejdsmarkedet, men også det offentlige bureaukrati og en gennemgribende nedskæring af en offentlig sektor, der mest ligner en tegneserieversion af enhver moderne økonoms mareridt.

Den sandsynlige konsekvens af Draghis pengepolitiske felttog er desværre, at problemlandene for en tid kan slippe for at implementere reformer, der af ideologiske grunde er stærkt upopulære. Pt. ser det endda ud til, at blot løftet om at gennemføre nogen reformer kommer til at koste de store græske partier magten – det venstreekstreme populistparti Syriza vandt valget stort i Grækenland og danner regering i denne uge. Den øgede risiko, som ECB udsætter sig for ved at opkøbe problemlandes obligationer, bliver ikke dækket af dem, hvis det går galt for et af dem – det er realistisk kun de velfungerende lande som Holland, Tyskland og Østrig, der kan refinansiere ECB. I mellemtiden presser både Sydeuropa og Frankrig på, for at bevæge EU i retning af en fiskal union, så underskud i fremtiden delvist kan betales af andre. Der er en reel risiko for, at Draghis kortsigtsbekymring for Sydeuropa kan udvikle sig til et mareridtsscenario for Nordeuropa.

Hvad Kinas historie kan lære os om fattigdomsbekæmpelse

På globalt plan falder uligheden og fattigdommen styrtdykker. Ikke på grund af beskatning af de onde multinationale, ikke på grund af IBIS, ikke på grund af velmenende vesterlændinges aktivistturisme, eller donordrevne ‘projekter’, men på grund af at hundredvis af millioner af mennesker endelig har fået mulighed for at bygge sig en ordentlig tilværelse.

Så kan det godt være, der er blevet gravet en brønd et eller andet sted i Xinjiang på vestligt initiativ, men hovedhistorien er denne: Kina er blevet rigt, fordi kommunistpartiet gav op på socialismen og holdt op med at bekæmpe almindelige menneskers forsøg på at forbedre deres lod i livet. Det er afgørende, at der kommer en bedre forståelse for, hvordan kineserne – på trods af regimet – har kunnet løfte deres land så meget.

Først, lidt kontekst:

Vi taler om et land, som blev hærget af krig og katastrofer fra Taiping-opstanden (1850-1864, 20 millioner dødsfald), kejserdømmets kollaps (1911), borgerkrig mellem nationalisterne og kommunisterne (1927-1949), til grufuld japanske invasion (1937-1945), til – i sidste ende- oprettelsen af et étpartidiktatur under den usammenligneligt morderiske Mao Zedong og resten af kommunistpartiet, som bestod af en blanding af småkriminelle militssoldater og europæisk påvirkede intellektuelle, der er umiddelbart genkendelig fra andre af verdens socialistiske lande. Kina var krigshærget, gennempryglet og ludfattigt — og blev genstand for verdens største planøkonomiske, socialistiske eksperiment.

Så snart kommunistpartiet tog over, satte de sig for at ekspropriere alle større jordejere. Det var forholdsvist populært, særlig idet de fleste familier beholdt deres egne jordlodder. Dernæst oprettelse af ‘frivillige’ arbejdsfællesskaber. De holdt hurtigt op med at være frivillige. Derefter fulgte en nådesløs, betingelsesløs kollektivisering — så vidtgående, at selv private køkkener blev forbudt — som lagde landet i knæ. Mellem 1958-1962 konfiskerede regeringen stort set alle afgrøder i landet, hvad der medførte mindst 15 millioner dødsfald.

Og lad os så se på, hvordan denne planøkonomiske katastrofe blev afhjulpet:

Aktiv modstand mod det socialistiske regime var næsten umulig. Bondeopstande blev slået ned i flere provisner. Vejen var mere indirekte, og der var mange forskellige strategier. Først og fremmest var der systematisk skatteunddragelse. Man skjulte sin mad, stjal fra madlagre, hamstrede; man spiste de rå afgrøder i markerne(!) frem for at aflevere dem til ‘fælleskassen’, som altså var ensbetydende med kadrerne. Kun dermed og gennem lignende strategier kunne folk skrabe sig gennem disse katastrofer, som kommunistpartiet havde eneansvaret for. Et strålende casestudium af en enkelt landsbys overlevelsesstrategi kan læses her. Der var tale om ren overlevelse, og det førte til et tillidsbrud mellem partiet og folket, som ifølge forskere som Kate Zhou og Ralph Thaxton aldrig lod sig reparere.

Til sidst bliver det så galt, at landsbyer Kina over på eget initiativ får gennemført en ordning ved navn baochan daohu 包产到户. Navnet er værd at huske, for det er måske dén enkeltstående reform, som har gjort mest for at løfte Kina – og dermed menneskeheden – ud af fattigdom. Ordningen bestod i, at familier i landsbyen fik ansvaret for at aflevere en vis del af deres afgrøder som skat til kollektivet, men tilgengæld måtte nyde overskuddet selv. Det blev hurtigt til en gen-privatisering af landbruget, som kommunisterne tillod, fordi de hellere ville bestikkes af landsbyer med flere penge end beskatte dem uden. Det er trods alt svært at plukke hår af en skaldet.

Disse højre-afvigende initiativer var naturligvis brandulovligt, og så sent som 1978 — to år efter Maos død — forsøgte ledende kommunister at standse privatiseringen. Selv Deng Xiaopeng, som i de vestlige medier uretmæssigt tilskrives æren for Kinas åbning, var oprindelig modstander af privatisering. Kommunistpartiet tillod det kun nølende og gradvis.

Straks efter lempelsen i den kollektivistiske politik opstår der — trods forbud mod at sælge mad(!) — små markeder, der kan afhjælpe den værste fødevaremangel. Driftige landmænd begynder at cykle ind til byerne og sælge mad. Senere overlader fabrikker til enkeltfamilier, og der opstod rundt om ørerne på de statsejede virksomheder en blomstrende industri på landet. Der var nød at afhjælpe, og det blev den gennem en markedsproces, der blev drevet af de fattige selv.

Reelt består kommunisternes store bidrag til Kinas udvikling, at de holdt op med at stå i vejen, og begyndte at interessere sig mere for velstand end for socialisme. Det er der måske også andre, der burde gøre.

Bistandsbranchens falske profeter.

I sidste uge offentliggjorde engelske Oxfam en rapport udarbejdet i samarbejde med Lars Koch fra danske IBIS, som Otto Brøns kort omtalte i dette indlæg. Den følger jeg i dag op med en kronik i Børsen, “når bistand bliver til modstand“.

IBIS finansieres primært af offentlige og institutionelle midler. I 2013 stammede kun 7 procent ud af indtægter på små 278 mio. kroner fra private. Du og jeg er altså tvungne til at finansiere en organisation, som ret beset arbejder mod reduktion af fattigdom og i lighed med en del andre “NGO’ere” har mere end svært ved sobert at forholde sig til de seneste årtiers glædelige udvikling i levevilkårene, ikke mindst for verdens fattige.

Som jeg påpeger i dagens kronik:

Trods de seneste par års lave vækst er den væsentligste historie om menneskehedens udvikling da heller ikke en fortælling om uretfærdig stigende fattigdom, hvor de rige bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere. Det er derimod fortællingen om, hvorledes globalisering og udbredelsen af markedskapitalisme har øget velstanden til historisk uhørte højder for en stadig større del af jordens befolkning.

Hæver man sig lidt op i helikopterhøjde, og ser på udviklingen blot de seneste årtier, har den været intet mindre end forrygende. Så sent som i begyndelsen af 1980erne levede hver anden fortsat i ekstrem fattigdom. I dag gælder det “kun” 1 ud af 9. Alene de seneste 25 år er andelen faldet med 2/3.

Alle med succes er undtagelser

Den primære forklaring er naturligvis den større globale udbredelse af markedskapitalisme, ikke mindst i Kina. Alene i perioden 1981-2010 faldt antallet af absolut fattige i Kina således med 680 mio. Hvad man ellers kan have af forbehold overfor Kina kommer man ikke uden om, at det er en fantastisk bedrift.

Af samme grund bliver man som fortaler for globalisering og “budbringer” af det glade budskab om, at markedet er godt i gang med at få bugt med den værste fattigdom, nu mødt med argumentet om, at man ikke skal medtage Kina.  Det er et “særtilfælde” ( et som altså dækker ca. 20 procent af jordens befolkning).

Hermed træder Kina ind i en historisk tradition på venstrefløjen, hvor alt “væmmeligt” fra virkeligheden, der kan forstyre deres forestillinger om hvordan verden fungerer (og det er jo rigtigt meget), blot er noget man skal se bort fra.

Oplever et land øget vækst og velstand via mere marked, skal det altså fjernes fra “ligningen”. Det indebærer reelt at alle succesfulde økonomier skal holdes udenfor, da verden til dato har til gode at opleve en økonomi, der varigt klarer sig bedre via mindre markedsøkonomi.

Tidligere blev man mødt med, at man ikke skulle tage Sydkorea, Taiwan, Singapore og Hong Kong med, for de var også alle særtilfælde. Deres historie kunne ikke gentages. Men det blev den så. I Kina,

Heller ikke Chile må man nævne, for de er jo verdens største kobberproducent. Nu er Peru ved at gentage Chiles kunststykke. Det ender sikkert med, at man heller ikke må medtage dem på grund af landets naturrigdomme.

Og nej, det hjælper ikke hvis man nævner, at der ikke ligefrem er den store globale sammenhæng mellem at være rig på naturressourcer og sikre en fornuftig levestandard for sin befolkning. For så bliver man naturligvis mødt med argumentet om, at disse landes fiasko naturligvis skyldes multinationale selskaber og vestens udnyttelse af fattige lande og deres befolkninger. Ak ja.

Tilbage står, at hver  gang et land gør noget rigtigt i forhold til at sikre varig velstandsfremgang, skal det åbenbart skrives ud af den fortælling som venstrefløjen helst vil have. Nemlig at verden er uretfærdig, at det går af pommern til og det hele naturligvis skyldes markedet og den uretfærdige ulighed. Således også med det seneste tiltag fra Oxfam og Ibis.

Begge steder kører man en kampagne under titlen “Inequality out of control”. En meget mærkelig kampagne af flere grunde.

For det første bør netop organisationer, som beskæftiger sig med globale fattigdomsproblemer vel tage udgangspunkt i, at  den globale ulighed, hvis man finder at det er en vigtig parameter, rent faktisk er faldet de seneste 35 år. Se også Otto Brøns-Petersens indlæg her.

For det andet sætter man lighedstegn mellem ulighed og fattigdom. En sammenhæng der ikke er empirisk belæg for. Førnævnte Kina oplevede således stigende ulighed i præcis samme periode ,hvor man bragte næsten 700 mio. mennesker ud af fattigdom. Uligheden steg alene fordi nogle oplevede en større indkomststigning end andre. Væsentlig er at alle fik det bedre.

For det tredje bruger man nettoformue som udtryk for fattigdom. Nettoformue er defineret som værdien af omsættelige finansielle aktiver samt ikke-finansielle aktiver (primært boliger og jord) minus gæld. Der er mange problemer i at anvende dette begreb, ikke mindst hvorvidt det reelt siger noget om ens levevilkår.

Når en del boligejere i disse år er teknisk insolvente på grund af faldet i boligpriserne, har de så fået forringet deres levevilkår i en grad, at de er del at de 10 procent fattigste i verden? Hvis man bruger fordelingen af nettoformue, som de fremgår af Credit Suisse data, er det rent faktisk tilfældet.

Ud af de ca. 470 mio. voksne mennesker, som udgør verdens 10 procent fattigste målt på nettoformue, er mere end 1,2 mio voksne danskere, mens der kun er ca. 400.000 kinesere i denne gruppe.

Formuefordeling siger ikke noget fornuftigt om levestandard.

Reelt må Oxfam og Ibis fælles rapport afvises som det den er, ren og skær propaganda og tom luft uden faglig substans overhovedet. Der er reelt tale om misbrug af Credit Suisse årlige rapport om udviklingen i borgernes velstand i form af nettoformuer. Denne årlige rapport er der sådan set ikke noget galt i, så længe man ved hvad der måles på og ikke mindst, hvad tallene ikke siger noget om, nemlig levestandard. Og det er præcis hvad Oxfam og IBIS forgøgler os.

Og så er der den manglende vederhæftighed, grænsende til det bevidst løgnagtige. Således advarer Oxfam og IBIS mod, at de 1 procent rigeste i 2016 vil eje mere end resten af verden, se “reklame nedenfor”.

1

 

Det kommer man frem til ved at tage de sidste 4 års udvikling, og frejdigt påstå, at den bare vil fortsætte, se figuren nedenfor. Her er der tale om manipulation af den groveste slags.

wealth2

At tage 4 år, hvor udgangsåret er lige efter kollapset i boligpriser og aktiekurser giver ingen mening. Det fremgår også tydeligt, hvis man ser på udviklingen siden årtusindeskiftet. Det rent faktisk mere sandsynligt, at den ene procent rigeste ikke vil eje mere end de resterende 99 procent tilsammen i 2016. Se også nedenstående figur, som viser udviklingen siden 2000

wealth

Tendensen set over hele perioden er derimod, at den ene procent rigestes andel er svagt faldende.

Piketty og neomarxistiske forestillinger.

Og hvad er så det egentlige formål med Oxfams og IBIS notat? Ja, det er at argumentere for en øget beskatning af kapital og formue. Logikken er funderet i de forslag som senest den franske økonom Piketty har slået til lyd for i sin bog, “Capitalism in the 21. century”. Den er omtalt her på bloggen i flere indlæg af  bl. a. Erik Winther Paisley og Christian Bjørnskov, se f. eks. her, her og her.

Hvad det har med IBIS oprindelige formål, nemlig at øge fattiges adgang til uddannelse, står lidt hen i det uvisse. Der er tale om politisk propaganda, som ret beset intet har at gøre i en bistandsorganisation der er fuldkommen afhængig af offentlig finansiering.

Efter jeg over flere dage via twitter debatterede med Lars Koch fra IBIS (og på et tidspunkt også Trine Partou March fra Mellemfolkeligt Samvirke), hvor han forsøgte sig som ekspert og postulerede at “der var anvendt videnskabeligt anerkendte metoder”, hvilket ikke var tilfældet, måtte han til sidst erkende sin opsigtsvækkende ringe viden om det område han beskæftiger sig med.

Således er han ikke klar over at den globale indkomstulighed har været faldene i årtier. Det fremgår af nedenstående Screenshot af en ordudveksling på Tweeter:

påtilbageløb

Nok så væsentligt erkender Lars Koch dog at formueuligheden ikke har direkte betydning. Den er altså kun indirekte gennem øget politisk indflydelse for de allerrigeste. Man må så spørge om det betyder, at IBIS og Lars Koch mener at det står særligt slemt til i Danmark? Af Credit Suisse rapport fremgår, at Danmark er et af de  lande der falder i kategorien “Høj ulighed”.

meget_skæv

Kilde : Credit Suisse

Med deres “analyse” i hånden, argumenterer Oxfam og IBIS herefter naturligvis for, at formuer og kapital skal beskattes hårdere,.

Således skriver Lars Koch i Politiken den 19.1 under overskriften “skat på formuer kan få alle verdens børn i skole“, bl. a. at

Afviklingen af skatter og fremkomsten af den markedsfundamentalistiske model siden 1980’erne har øget den ekstreme ulighed.

Analyser fra Oxfam og Ibis viser, at de 85 rigeste i verden har samme formue som den fattigste halvdel af verdens befolkning.

Det fører ikke bare til dårligere velfærd og underminerer den sociale sammenhængskraft. Studier fra Verdensbanken og OECD indikerer også, at ekstrem ulighed hæmmer væksten.

Bortset fra at Lars Koch ikke har forstået OECD rapporten, som alene  problematiserer udviklingen for de 40 procent laveste indkomster (i OECD lande), er det åbenbart gået hen over hovedet på ham, at den globale fattigdomsreduktion har været langt kraftigere siden 1980erne end i perioden før, lige som den globale indkomstulighed har været faldende.

Med udgangspunkt i Piketty, foreslår Lars Koch herefter en formueskat på 1,5 procent af f.eks. formuer over 10 millioner kroner.

Ifølge Koch kunne en skat på 1,5 procent af “dollarmilliardærernes formue” (uha, de er nogle farlige nogle), kunne finansiere at få alle børn i skole i hele verden og sikre basal sundhed til alle i verdens fattigste lande.

Han burde nok have tilføjet, at det som minimum kræver, at den amerikanske stat er parat til at opkræve formueskat (USA er uden sammenligning den del af verden med de største formuer og dermed det største beskatningsgrundlag) og herefter fordele indtægterne ud i resten af verden. Næppe sandsynligt.

Noget andet er, at formueskatter reelt vil have en negativ velstandseffekt.

Som Mads Lundby fra Cepos påpegede et par dage senere i samme avis:

En formueskat vil indebære, at det bliver mindre attraktivt for virksomheder at investere i ny teknologi, maskiner og forskning. Det vil indebære lavere produktivitet og velstand.

Den Europæiske Centralbank har offentliggjort en undersøgelse, der viser, at højere kapitalskatter i Danmark giver et provenutab. Det skyldes, at de negative velstandseffekter af højere kapitalskatter er så betydelige.

Det skal også bemærkes, at Nyrup i 1996 afviklede den danske formueskat, i erkendelse af at den skadede dansk økonomi. Heldigvis er andre forsøg på øget kapitalskat på retræte.

Vi ved hvad der virker og det er markedet

Vil man hjælpe verdens fattige handler det om mere vækst og det gøres bedst gennem mere frihandel. Ikke mere, men mindre skat på kapital. Mere marked og mindre stat. Stort set det modsatte af hvad IBIS og Lars Koch står for.

IBIS og Lars Koch er falske profeter, som prædiker et budskab, der ikke vil lede til mere velstand og mindre fattigdom. Konsekvensen vil, alt andet lige, være mindre velstand og øget fattigdom. Det viser eksperimenterne gennem tiden med radikale former for omfordelingspolitik med alt tydelighed.

Derimod viser de sidste 200 års udvikling – ikke mindst de sidste årtiers – udvikling, hvor effektiv markedskapitalisme er til at øge velstand og mindske fattigdom. Udviklingen i Østasien siden 1980 viser dette med al tydelighed. For 35 år siden levede 2 ud af 10 i den dybeste fattigdom. I dag er det 1 ud af 10.

På den anden side kan man med god ret stille spørgsmålstegn ved hvor meget godt organisationer som IBIS har gjort (ud over de som får deres løn ved at arbejde i ornganisationerne).

Tæt på 250 mio. kroner om året modtager IBIS. Gud vide hvor meget fattigdomsreduktion vi kunne få for de penge, hvis vi f.eks. købte smartphones, tøj eller computere eller legetøj eller….. for pengene i stedet.

Formentlig en hele del mere end ved fortsat støtte til organisationer som bla. IBIS. Også selv om hovedparten af midlerne ender i “fæle kapitalisters” lommer. De er jo ofte “grådige”, hvorfor pengene sikkert hurtigt ville blive investeret igen i forsøget på at tjene endnu flere penge. Og det er faktisk ikke så skidt endda.

Apropos grexit: Hvordan skifter man et helt lands pengebeholdning ud?

Efter Syrizas sejr i det seneste valg er et muligt græsk udtræde af eurosamarbejdet – grexit – igen kommet på tale. Selvom græske og europæiske politikere vil gøre deres yderste for ikke at lade det ske, og selvom de har en vis vane med at tolke EU-konventioner lidt løst, når der sker kriser, kan risikoen ikke helt afskrives.

Hvis det skulle nå så vidt, er der udover de rent økonomiske problemer også række praktiske og logistiske udfordringer forbundet med at konfiskere og nyudstede alle penge i landet. I en prisvindende drejebog fra 2012 beskriver økonomen Richard Bootle og hans kolleger, hvordan det kunne ske:

– Øjeblikkelig indefrysning af alle græske bankkonti og andre strenge kapitalbevægelser, så de upatriotiske opsparere ikke får lejlighed til at flytte deres euro ud af landet.
– Herefter automatisk ombytning af græske bankers euroindskud til den nye græske møntfod
Dette kan eventuelt kombineres med en bail-in, så man kun får nye penge for en vis procentdel af sine gamle.
– Stempling (!) af alle eurosedler, de græske myndigheder kan få fat i, så de markeres som drakmer, greuro eller hvad den nye møntfod kommer til at hedde

Eftersom det tager et par måneder at få trykt og klargjort en helt ny kontantbeholdning, navnlig hvis det skal gøres hemmeligt (hvad det skal), er stempling den foretrukne løsning. Man møder op hos sin lokale bank og får påført markeringen. Lige kontanterne har normalt ikke udgjort det store problem ved de andre pengeombytninger i europæisk historie, fordi ingen vil brænde inde med de gamle penge, men samme smertefrie overgang kan man ikke forvente ved en grexit.

Grækerne ligger inde med eurosedler og -mønter, som de ville kunne beholde og bruge i udlandet. Da den persiske kejser bad spartanerne om at nedlægge deres våben, svarede de enkelt: Mολὼν λαβέ — Så kom og hent dem. Det bliver nok svaret, hvis de nulevende grækere bliver bedt om at aflevere deres euro til veksling.

Alternativet kunne være, at alle de andre eurolande også foretager pengeombytninger. Selvom eurosedler har samme design landene over, trykkes de med et serienummer, der viser hvilket land de er udstedt til. Græsk-udstedte euro ville kunne tages ud af cirkulation, hvorved man kunne forhindre grækerne i at undgå kontant-delen af pengeombytningen. Men så ville andre EU-borgere pludselig også ligge inde med græske euro med begrænset holdbarhed. Løsningen på dét problem kunne være at lade folk bytte græske sedler og mønter ved forevisning af et ikke-græsk pas, men det er nok de færreste politikere, der ønsker at inddrage Eurozonens øvrige 321 millioner borgere i en græsk pengeombytning.

EU-kommissionen har slået fast, at der ikke er nogen procedure for at forlade eller blive smidt ud af euroen, men det burde de nok se på at få udviklet. Pengeombytning er vanskeligt nok i forvejen, men en småimproviseret grexit  ville være i en anden størrelsesorden.