Økonomisk frihed giver mindre kriser

Cepos har i dag udgivet et notat, hvor Mads Lundby Hansen opsummerer mit arbejde fra foråret om sammenhængen mellem økonomisk frihed og økonomiske kriser. Analysen omfatter 175 lande i perioden 1993-2010, og som Mads fint sammenfatter: ”Bjørnskov finder, at en stigning i økonomisk frihed vil medføre en reduktion i dybden af en økonomisk krise. Han finder også, at øget økonomisk frihed medfører, at et land hurtigere genvinder det initiale velstandstab efter en krise. Genopretningstiden er simpelthen kortere.”

Effekterne er drevet af offentlige reguleringer af markedet, hvor den mest oplagte tolkning er, at tungere reguleringer forhindrer folk og virksomheder i at tilpasse sig nye økonomiske incitamenter og muligheder. Notatet har også en fin diskussion af det særlige ved Danmarks reaktion på krisen i 2008-2009. den er et godt eksempel på, hvordan man ved at kende det generelle billede nemmere kan se det specifikke i enkelttilfælde. Notatet kan læses her, mens working paper-versionen af papiret er her eller her.

For 47 år siden i Prag

I disse dage for 47 år siden viste Sovjetunionen, hvor langt dets ledere var villige til at gå for at bevare fuld kontrol over de dele af Europa, som de opfattede som deres ’interessesfære”. Om morgenen den 21. august rullede russiske kampvogne ind i Prag og i løbet af kort tid var kommunistpartiets førstesekretær Alexander Dubček afsat. Han blev senere erstattet af den Moskva-tro Gustáv Husák, der knægtede enhver modstand mod den rette marxistisk-leninistiske tro.

Baggrunden for invasionen var, at Dubček i løbet af foråret havde ændret kurs mod det, der blev kaldt ”socialisme med et menneskeligt ansigt.” I april havde han været en af hovedmændene bag et reformprogram der ville have ændret den tjekkoslovakiske forfatning i liberal retning. Tjekkerne og slovakkerne var i det, der blev kaldt Foråret i Prag, begyndt en proces mod større personlig frihed og en grad af demokrati. Der var derfor nervøsitet i Moskva for, at Tjekkoslovakiet måske ville ’hoppe af’ til Vesten, og at information om ytringsfrihed, personlig frihed og muligheden for reformer skulle sprede sig til andre befolkninger i østblokken. Med andre ord kunne Moskva ikke acceptere, at folk kom til at tro, at de havde et valg og en ret til indflydelse.

Invasionen, der var relativ dårligt planlagt, affødte klare reaktioner fra Vesten, der fordømte den. Visse kommunistpartier slog knuder på sig selv for at bevare deres Moskva-tro linjer, mens invasionen fik andre til endeligt at bryde med Sovjet. Russerne fik dog hurtigt rettet op på deres værste brølere. Den måske største var at de første kampvogne i Prag og Bratislava var bemandet af unge, russiske soldater, der havde fået at vide, at de skulle befri deres brødre. Mange af dem blev overvældet af tjekkernes modstand mod dem, og kom ifølge nogle kilder til at frygte, at de blev sendt til Sovjetunionens fjerneste grænser for at forhindre dem i at fortælle nogen, at invasionen var voldsomt uønsket.

21. srpen 1968, Praha

21. srpen 1968, Praha

Der skulle gå godt 20 år før Tjekkoslovakiet slap af med det kommunistiske diktatur. Udviklingen siden da har i overvældende grad været positiv, og uanset at landet i 1993 deltes i to halvdele, er både tjekker og slovakker i gang med at genindtage deres status i midten af Europa. Så hvorfor mindes om en af de værste begivenheder i Europa efter krigen?

Grunden er indlysende: Putin-regimet mere end rasler med sablen igen og har meget tydeligt genoplivet den sovjetiske (og tsaristiske) ide om en interessesfære i Centraleuropa. Putin gentager ikke fejltagelserne i Prag, men har stramt styret informationen fra invasionen af Østukraine, og har endda slået hårdt ned på Soldatermødre – en af de ellers mest respekterede, gamle organisationer i Rusland – fordi den har været for højlydt i sin protest af mørklægningen af enhver information om de mange døde og sårede russiske soldater. På mange måder er Sovjetunionen i 1960erne en retvisende indikation på, hvilken vej Putin-regimet styrer.

For ikke at ende på for sort en tone, er weekenden måske også en lejlighed til at glæde sig over, at Centraleuropa i dag er frit, demokratisk, og visse steder rigere end Sydeuropa. Tjekkerne er i dag rigere end grækerne, portugiserne, og endda italienerne syd for Rom. Og for de musikinteresserede er der en ekstra historie: Den store dirigent Rafael Kubelik hoppede af fra Tjekkoslovakiet og vendte først tilbage til sit land i foråret 1990, hvor han dirigerede den første koncert i den festival, der kaldes Prag-foråret. Kubelik og den fantastiske Tjekkiske Filharmoni spillede meget passende Smetanas Ma Vlast – Mit Fædreland. Den meget bevægende koncert kan ses og hører her. Det er en storartet måde at fejre friheden på.

Ulandsbistand, protektionisme og gak i “ulandsbranchen”

Egmont Publishing har besluttet at outsource en række layoutopgaver til Vietnam,. Fremover vil det  danskejede Minh Graphic løse opgaverne. Beslutningen indebærer at der nedllæges 13 stillinger i Danmark.

euroman

 

 

 

 

Minh Graphic fik i perioden 2005 – 2010 3,5 mio. kroner i statsstøtte via Udenrigsministeriet. Det har fået både Dansk Folkeparti (selvfølgelig), som vist mener at pengene burde betales tilbage og Dansk Journalistforbund op af stolen. Som journalistforbundets næstformand, Tine Johansen, udtaler til Journalisten.dk, at:

“Det er simpelthen statsstøttet nedlæggelse af danske arbejdspladser”

Man har næsten lyst til at svare hende med et “ja, og?”. For hvis ulandsbistand virker (og det sætter vi jo her på punditokraterne stort spørgsmålstegn ved), så er den naturlige konsekvens selvfølgelig at udviklingslandene deltager i det globle marked og dermed konkurrerer med danske producenter til gavn for forbrugerne og til gavn for levestandarden både i udviklingslandene og her.

Men det er åbenbart en udbredt tro i “ulandsbranchen”, at man kan yde udviklingsbistand uden at det vil have konsekvenser for den internationale konkurrence.

Knud Vilby, som er konsulent og journalist, og altid er på barrikaderne, når nogen kritiserer “ulandsbranchen”, mener også at det er et problem, at dansk ulandshjælp har støttet outsourcing fra Danmark.

Hvis man fastholder at ulandshjælp ikke må fremme deltagelse i den globale økonomi, så har det selvfølgelig klare implikationer for arten af hjælp – mottoet må være, at “den for gud skyld ikke må virke”.

Spørgsmålet er om journalistforbundet kan se det?

Det er nok ikke noget de tænker over. De er ude i et rent protektionistisk ærinde. Og mon ikke vi vil høre den gamle sang om at det synd for de fattige, når man i forbindelse med den kommende finanslov skærer ned på ulandsbistanden?

Men det er selvfølgelig allermest synd for journalistforbundet, må vi forstå.

Den førte narkotikapolitik er et brud på fundamentale menneskerettigheder

Det er et voldsomt ansvar som fortalerne for fortsat kriminalisering må tage på sig, både samfundsøkonomisk og ikke mindst menneskeligt.

En af dagens historier i Politiken er, at Human Rights Watch ønsker at legalisere alle rusmidler til eget forbrug, da forbuddet er i strid med menneskerettighederne. Og ud fra en grundlæggende (rettigheds)liberal tilgang er det jo også helt korrekt.

Ikke overaskende afvises en legalisering til eget forbrug straks af sundhedsminister Sophie Løhde med ordene:

stoffer kan give alvorlige skadevirkninger, ligesom en lovliggørelse vil sende et forkert signal om, at stofferne er ufarlige

Det første har hun helt ret i og kan passende bruges til at advare om at omgås dem med forsigtighed. Men at der skulle være tale om “at sende et forkert signal om at “stofferne er ufarlige”, er til gengæld en forvrøvlet symbolpolitisk tilgang.

Vi har ofte skrevet om den globale kamp mod narko, både ud fra rettighedsbetragtninger, men også ud fra en rationel økonomisk tilgang, hvor målet med enhver lovgivning vel trods alt må være ikke at gøre problemerne større.

Sådan forholder det sig ikke med den førte narkotikalovgivning. De menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger er enorme. Langt de fleste narko-relaterede dødsfald i forbindelse med illegale rusmidler er således resultatet af den førte forbudspolitik og ikke selve rusmidlet.

Hertil kommer volden og berigelses kriminaliteten som også primært er resultatet af kriminaliseringen.  Det burde ikke være nogen overraskelse, for sådan var det også under forbudstiden i 20ernes USA.

Dynamikken ved den globale kamp mod illegale rusmidler er naturligvis fuldstændig den samme som dynamikken under forbudstiden. Og svaret bør være det samme, nemlig legalisering.

Hvis du ønsker at læse mere, er her links til en række af de mange indlæg vi har skrevet gennem årene. Og ellers må vi glæde os over at opbakningen til den helt igennem tåbelige globale narkotikapolitik langsomt med sikkert ser ud til at smuldre.

Links til tidligere indlæg

Legalisering vs. afkriminalisering af narkotika

Pragmatisme, ikke idealisme, driver reformering af narkotikapolitikken

Politiet kan ikke servicere borgerne – en forudsigelig konsekvens af narkotikapolitikken

Skæv radio og narkotikapolitisk debat

P1 Agenda om legalisering af narkotika

En ny narkotikapolitik

“International Drug Policy Conference” og narkotikasituationen i Danmark

Det er på tide at stille krav om dokumentation til de, der tror at et forbud mod narkotika har en positiv effekt.

Verden dummeste politik – den globale narkotikapolitik

Indlæg i Information: Legalisering af narkotika er den mindst ringe løsning

Enten legaliserer vi (alle former for) narkotika, eller også lærer vi at leve med volden og kriminaliteten

Ryger børn og unge virkelig mere hash?” – om unges narkotikaforbrug og utroværdige journalister

Tre grunde til at narkokrig på nettet er forgæves

Jarlov og debatten om legalisering af hash

Intet nyt fra hash-fronten

The War on Drugs, Christiania, Roskildefestival & miltbrand

The Global Commision On Drug Policy anbefaler legalisering af cannabis, coca-blade og ecstasy

Et forbud, der dræber

O’Grady i WSJ: “The War on Drugs is Doomed”

“Danske tilstande” som skrækeksempel – om bandekrig og kriminalitet

Legalize it – der er penge i skidtet

Hashdebatten – så forudsigelig og tåbelig som altid.

A profit to kill for – hashmarked, bandekrig og monopolgevinster

Når monopoler giver en slags mening – ”narkobolaget”.

Vel er Danmark ikke Mexiko, og København ikke Tijuana, men…

Hvordan man kommer bandekriminalitet til livs – og hvordan man ikke gør det

Incarcerex – “war on drugs”

 

Hvordan har Europa rettet sig op efter krisen?

Marginal Revolution linkede i går til en kort diskussion af, hvordan de europæiske lande har klaret sig ovenpå krisen fra 2008. Quartz skriver om ”The euro zone’s pathetic economic recovery” i otte små grafer. Vi følger trop her med en enkelt figur, der viser købekraften i de europæiske lande idag (dvs. ultimo 2014) i forhold til toppen umiddelbart før krisen. Et forhold, man kan vælge at notere sig, er at de lande, der gik ind i krisen som euromedlemmer (de røde søjler), i dag i gennemsnit har præcist den samme købekraft som de havde før krisen. Lande, der stod udenfor (de grå søjler) – og for de flestes vedkommende stadig gør – har i gennemsnit 9,4 % højere købekraft. Selv uden de to bundskrabere Grækenland og Cypern, og de tre højdespringere Letland, Litauen og Polen, er forskellen 2,4 % mod 5,2 %. Danmark er som næsten altid fuldstændigt middelmådigt. EU crisis recover

En interessant biting er, at investeringerne i de europæiske lande i dag er cirka 80 % lavere end før krisen; tallet er rundt regnet det samme for Danmark. Mens forskellen mellem euro- og non-eurolande er stor på købekraft, er der ingen forskel på investeringerne. Logisk set må hele forskellen være en produktivitetsdifference.

Ny Punditokrat: Henrik Christoffersen

Fra tid til anden er der udskiftning i teamet hos Punditokraterne. Ændringen i dag er glædelig, da en virkelig kapacitet har besluttet at slutte sig til os: Henrik Christoffersen. Henrik er uddannet cand. polit. og har været forskningschef på Cepos siden 2008. Fra 1983 til 2008 var han forskningsleder hos det daværende AKF – Anvendt Kommunal Forskning eller tidligere Amternes og Kommunernes Forskningsenhed – og er også ekstern lektor på Københavns Universitet. Der er næppe mange, der ved mere om det kommunale Danmark end Henrik, og han har arbejdet tæt sammen med en række forskere over årene. Henrik er en integreret del af det danske public choice-miljø, og særligt har hans samarbejde med professor Martin Paldam om effektivitetsgevinster ved privatisering og sammenligninger mellem offentligt og privat virke, hvor to studier er publiceret i Public Choice, fået opmærksomhed. Sidst har Henrik bidraget til sidste års bog om et sammenlignende studie af Schweiz og Danmark. Vi er meget glade for at byde Henrik velkommen på holdet.

Ulighed, skat, propaganda og dovne journalister

Vi har her på punditokraterne ved flere lejligheder beskæftiget os med den kampagne som bl. a. IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke i årevis har ført mod multinationale selskaber. En kampagne præget af manglende økonomisk indsigt, grov manipulation og en pænt sagt alternativ omgang med fakta, som jeg har skrevet om bl.a. her, her og her.

Vi har også ved flere lejligheder skrevet om sammenhængen mellem ulighed og økonomisk vækst. Bl. a. fordi økonomer tilknyttet OECD og IMF de seneste år har udsendt flere analyser, hvor de mener at finde en negativ sammenhæng mellem vækst og stigende ulighed. se bl.a. Otto Brøns kritik af Ostro, Berg & Tsangarides arbejdsnotat, Redistribution, Inequality, and Growth fra 2014, hvor Otto påpeger :

Et af kritikpunkterne er, at forfatterne ikke tager hensyn til landegruppeforskelle. Gør man det, bryder sammenhængen sammen. Den er statistisk talt spuriøs.

Forglemmelsen er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig. Det påviste Barro i et empirisk studie i 2000. Og det er blevet bekræftet i efterfølgende studier. Litteraturen viser gennemgående en tendens til, at stigende ulighed er forbundet med lavere vækst – i fattige lande. I rige lande er voksende ulighed korreleret med stigende vækst.

Der kan være gode grunde til, at billedet ser sådan ud. Det er yderst tvivlsomt, om ulighed i sig selv har nogen indflydelse på den økonomiske vækst. Derimod kan årsagerne til en høj eller lav Gini-koefficient have stor betydning.

Problemet med årsager i forhold til fokus på selve uligheden fremgår egentlig meget klart af et arbejdsnotat fra Berg og Ostro selv, “Inequality and Unsustainable Growth: Two Sides of the Same Coin?”  fra 2011.

Her anfører de, at:

income distribution is only a part of the story—there are clearly many other variables involved and much about growth spells that remains unexplained. Also, it is hard to separate cause from effect. And of course policies affect growth directly as well as through income distribution.

Problemet er således i hvilken udstrækning det er selve indkomstfordelingen eller de forhold der betinger denne, som er de væsentligste.

Dovne journalister og eksperter uden indsigt

Et er den kritiske debat i økonomkredse, Noget helt andet er den i det offentlige rum. Her har organisationer som IBIS og deres “skatte- og alt muligt andet” ekspert, Lars Koch, stort set frit løb. Og Ja, vi er misundelige på den nemme adgang til kritikløs mikrofonholderi, som man f. eks. kunne opleve tirsdag den 4. august i Apropos på P1.

Under overskriften “rigdom og ulighed” handlede udsendelsen om ulighed og fattigdom. Udgangspunktet var en påstand om at

“Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere. Den ekstreme ulighed skyldes især, at virksomheder og enkeltpersoner med økonomiske interesser har stor indflydelse på de politiske beslutninger rundt omkring i verden. Noget, der i en globaliseret verden også har voksende betydning for Danmark.”

Som der står på udsedelsen hjemmeside og som man indledt den lille halve times propaganda med.

Programmet fik både Otto Brøns og undertegnede til at skrive til redaktionen.
Otto gjorde bl.a.  opmærksom på, at når man  på programhjemmesiden skriver, at

”Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere”

er det faktuelt forkert. Den globale ulighed i indkomst er – afhængig af opgørelsen – faldende eller højst stagnerende. Den egentlige fattigdom (som defineret af FN) er entydigt og stærkt faldende. Og Otto var endda så venlig at sende et link med kildereferencer

http://punditokraterne.dk/2014/05/01/allevegne-stiger-gini-bare-ikke-i-verden/

Hverken Otto eller jeg har fået noget svar fra redaktionen på Apropos, og de faktuelt forkerte oplysninger fremgår fortsat af programmets hjemmeside.

Det burde ellers ikke have været så svært for dem at finde data om den globale ulighed formentlig er faldene, eller hvis vi skal være forsigtige stagnerende. Nedenstående er hentet fra en artikel i The Guardian.
Guardianarticleworldincomed
Programmet bruger meget tid på den rapport som Oxfam og Ibis udsendte i vinter. En rapport som er blevet eftertrykkeligt tilbagevist som det rene nonsens. (se også her).

Efterfølgende har Lars Koch ved flere lejligheder vedgået at rapporten ikke siger noget om levevilkår, i hvert fald direkte. Men han hævder så, at den viser at en lille gruppe meget rige mennesker har uforholdsmæssig stor magt på grund den ulige fordeling af de globale formuer. Det skulle fremme en “neoliberal” politik. Besynderligt nok bruger han så den finansielle sektors lobbyisme i Bruxelles som eksempel. Det giver ingen mening.

Den finansielle sektor gennemreguleret og ikke just udtryk for “neoliberale idealer”. Det er faktisk svært at komme meget længere væk fra et frit marked, som fortsat er (overvejende) privat ejet end netop den finansielle sektor.

Hans egen omtale af programmet kan ses nedenfor.
Udklip1

 

 

 

 

Lars Koch har efterhånden i mange sammenhænge vist en temmelig slående mangel på konsistens. Således påstår han, at han og IBIS IKKE anvender Richard Murphy’s påstand om skatteundragelser for 1.000 mia. Euro i EU om året, men samtidig ligger der materiale på nettet hvor man gør akkurat det, se f. eks. her.

Udklip

 

 

3-2

På samme måde afviser Lars Koch at han hænger navngivne selskaber ud. Han vedgik således efter en længere debat i januar, at teleselskabet 3 intet ulovligt har foretaget sig. Ii går (den 9.8.2015) kaldte han dem så skattefuskere på facebook. Det bøder ikke ligefrem for troværdigheden.

Apropos på P1 er bestemt ikke de eneste som gør sig i letbenet og faktuel forkert videreformidling.

Senere på ugen var en af historierne i Berlingske’s erhvervstillæg at “ulighed kan svække økonomisk vækst“. Baggrunden var et nyligt arbejdsnotat fra IMF, hvor man (igen) mener at kunne påvise en negativ sammenhæng mellem ulighed og økonomisk vækst, samt en rapport fra OECD, In It Together – Why Less Inequality Benefits All, der bygger videre på tidligere rapporter og arbejdsnotater.

Problemet er her at journalisten tilsynladende ikke er klar over, at 1. Ingen af de to rapporter har betydning for lande med relativt lige indkomstfordeling som Danmark og 2.  At i den udstrækning at man finder en en sammenhæng mellem ulighed og lavere vækst, ændrer det ikke ved at der er økonomisk konsensus om at selskabskat, topskat osv. MINDSKER den økonomiske vækst.

Journalisten indleder således artiklen med at skrive, at :

Lavere topskat, lavere selskabsskat og færre afgifter. Det vil skabe større vækst, mere dynamik, masser af nye job og flere iværksættere. Sådan er det blevet sagt i årevis – hjemme og ude.

Men nu pibler det pludselig frem med analyser fra både den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, og Den Internationale Valutafond (IMF), som slår helt andre og nye toner an.

Disse ellers så liberale internationale organisationer peger således på, at stigende lighed kan stimulere den økonomiske vækst, mens ulighed og stor afstand mellem rige og fattige er til direkte skade for velstanden.

 Må jeg foreslå at Lars Erik Skovgaard, som har skrevet artiklen, læser OECDs anbefalinger fra i år, til at skabe mere vækst i Danmark?

I den seneste rapport peger de bl. a. på at Danmark skal :

Shift the tax structure away from income. The overall tax burden is high. Lowering and shifting taxation from labour and corporate income to indirect taxes and taxes on immovable property would help boost growth.

Altså stort set det som Lars Erik Skovgaard anfører som det OECD ikke længere mener. Det gør de dog fornuftigt nok fortsat. Det er helt grundlæggende, hvis vi ønsker højere vækst herhjemme. Som det fremgår nedenfor, er det nødvendigt, hvis vi ikke skal fortsætte med at sakke bagud (her målt på privatforbrug,).

privatforbrug

Afsluttende bemærkninger

Jeg kan naturligvis ikke vide med sikkerhed hvorfor pressen – det være sig den skrevne eller elektroniske – har så svært ved at behandle ulighed på en faglig forsvarlig og korrekt måde.

At IBIS og deres mand, Lars Koch, arbejder for at fremme en neo-marxistisk dagsorden er både tydelig og ikke særlig overraskende. Men at medierne i den grad ikke kun hopper med på denne, men også meget tydeligt ikke interesserer sig for, hvorvidt IBIS o.a. har fakta og videnskab på deres side, kan undre.

En del vil formentlig mene, at det skyldes at journalister ligger et pænt stykke til venstre for midten.

Jeg tror vi har et andet  og langt væsentligere problem. Nemlig at danske journalister hverken har evnerne eller lysten til at sætte sig ind i økonomiske problemstillinger. Det være sig sammenhængen mellem vækst og ulighed eller hvad der er oppe og nede i debatten om multinationale selskabers skattebetalinger o.m.a..

Hvorom alting er, er det slående hvor ensidig og ringe fagligt funderet formidlingen er her til lands.

Mere nyt fra IEA: Om afkriminalisering af prostitution

I forlængelse af Christians anbefaling i går af IEA’s “Classical Liberalism” er det oplagt også at anbefale London-tænketankens nyeste værk, der udkom i forgårs: “Supply and Desire: Sexyality and the Sex industry in the 21st Century” af Catherine Hakim. Hvis man går op i sådan noget, er udgivelsen nr. 61 i rækken af IEA’s Discussion Papers. Det korte af det lange:

By decriminalising the industry, and making it easier for women to work together or with third parties, society would make increase the protections available to women.

Afkriminaliseringsdebatten ligger død i Danmark for tiden, men skulle den blusse op igen, vil der helt givet være ammunition til debattørerne i denne bog. Den kan downloades gratis eller købes i paperback.

Nyt fra IEA: Classical Liberalism

For de interesserede har det glimrende Institute of Economics Affairs i London udgivet en ny og ganske læseværdig introduktion til klassisk liberalisme. Den lille bog, der er skrevet af Eamonn Butler og kan downloades her, introducerer på meget pædagogisk vis hvad klassisk liberalisme – i modsætning til hvad Venstre herhjemme eller de konservative i England paraderer som liberalisme – er og hvilket idegrundlag den bygger på. Den kan læses af enhver gymnasieelev med et godt engelsk, men er også anbefalet til alle andre interesserede, og måske i særlig grad dem, der er forvirrede af, det megen velfærdsliderlige nonsens, der paraderes herhjemme som liberalt tankegods. Måske skulle man forære et par eksemplarer til Venstre og Konservatives folketingsgrupper?

Hvor store er mulighederne i Afrika?

Min klumme i Børsen i dag handler om Afrika syd for Sahara, og i særlig grad i hvor høj grad der kan siges at være kommercielle muligheder. Klummen starter med at pointere, at Afrika er mange meget forskellige lande, så det er umuligt at sige noget generelt. Børsen har haft en lang række historier i løbet af de sidste uger, der peger på det samme problem. Centralt er det følgende:

Hvilke lande kunne da være interessante? Ser man på forhold som åbenhed for handel, økonomisk vækst og institutionelle forhold – hvor lang tid tager det at få papirarbejde godkendt, og hvor fri er økonomien – falder afrikanske lande meget forskellige ud. Og den kedelige nyhed for danske firmaer på jagt efter nye markeder er, at mange af de klare succeser er meget små.

Figuren nedenfor illustrerer pointen. Jeg har taget de 44 lande, vi har nogenlunde gode data på, fokuseret på fem områder – eksportåbenhed, real vækst (købekraftskorrigeret GNI per indbygger de sidste 10 år), hvor stor servicesektoren er, hvor lang tid det tager at registrere en virksomhed (fra verdensbankens Doing Business-projekt), og hvor økonomisk frit landet er (fra Heritage Foundation). Hver bid af søjlen viser, om landet er i den gode tredjedel (en score 3), midten (2), eller i den dårlige tredjedel. Ved toppen af hver søjle står et tal, som indikerer hvor stor landets samlede købekraft er relativt til Danmarks. Hver læser kan således tage et kig og spørge sig selv, om de ville investere i et givet afrikansk land.

Afrika muligheder