Man kan ikke få BÅDE frihed og lighed, hvis mænd og kvinder er grundlæggende forskellige

Forleden skrev jeg om Ahern & Dittmar (2012), som fandt at kvindekvoter i Norge forhindrede virksomhederne i at skabe mest mulig værdi. Kvindekvoter og lignende regulering synes ofte at have til formål, at gøre kvinder og mænd mere ens i outcome. Men som det er velkendt for mange (Steffen Larsen taler en del om det i dette afsnit af “Ring, hvis jeg tager fejl”), kan man ikke få både frihed og lighed i outcome, hvis mænd og kvinder er grundlæggende forskellige.

At de er det, hersker der næppe megen tvivl om. Men det er alligevel et emne, der til stadig bliver undersøgt nærmere og nærmere. Coffman et al. (2021) viser således, at kvinder og mænd ikke blot er forskellige i udgangspunkt, men også forskellige i forhold til hvordan de tilpasser deres adfærd på baggrund af feedback.

Her er abstract (min fremhævning):

Many decisions – such as what educational or career path to pursue – are dynamic in nature, with individuals receiving feedback at one point in time and making decisions later. Using a controlled experiment, with two sessions one week apart, we analyze the dynamic effects of feedback on beliefs about own performance and decision-making across two different domains (verbal skills and math). We find significant gender gaps in beliefs and choices before feedback: men are more optimistic about their performance and more willing to compete than women in both domains, but the gaps are significantly larger in math. Feedback significantly shifts individuals’ beliefs and choices. Despite this, we see substantial persistence of gender gaps over time. This is particularly true among the set of individuals who receive negative feedback. We find that, holding fixed performance and decisions before feedback, women update their beliefs and choices more negatively than men do after bad news. Our results highlight the challenges involved in overcoming gender gaps in dynamic settings.

Coffman et al. (2021)‘s resultater understreger, at hvis man vil gøre mænd og kvinder mere ens i outcome, er man nødt til at gå på kompromis med friheden. Og det er netop det, De Radikales kurskifte gør, når de fratager virksomhedernes ejere (hvilket i mange tilfælde vil sige de danske pensionsopsparere) muligheden for selv frit at sammensætte deres bestyrelser og ledelser.

Hvad hvis valgløfter var rigtige kontrakter?

Valgløfter er en mærkelig ting, der mest af alt minder om det, man i samfundsvidenskaberne kalder ’cheap talk’: Løfter og påstande, der er helt gratis og ikke har nogen som helst konsekvenser. Partier kan ofte love én ting, men gøre noget helt andet hvis de danner regering efter valget. De ved for eksempel, at vælgeres hukommelse sjældent strækker sig længere end 1½ år. Det indebærer, at valgløfterne fra sidste valg i det store og hele er ligegyldige for resultatet ved det næste: Selvom man har lovet lagkage og leveret det modsatte, påvirker det kun i begrænset grad, hvordan vælgerne stemmer. Derfor opfører politikere sig som oftest anderledes i starten af en valgperiode i forhold til det sidste år op til det næste valg. I Danmark, hvor man ikke kan vide præcist hvornår valget kommer til at ligge – det er i princippet helt op til den siddende statsminister at beslutte, hvornår valget udskrives så længe der ikke kommer til at gå mere end fire år siden sidste valg – betyder det særlige system, at vi ofte får kortere perioder mellem valg og dermed mere hyppige ’valgår’.

Men hvad hvis valgløfter ikke var cheap talk, og man faktisk kunne holde politikere ansvarlige for deres løfter? Med andre ord, hvordan ville politik se ud, hvis man behandlede valgløfter som kontrakter, som politikerne blev nødt til at overholde, hvis de kom til at danne regering? Hvordan ville dansk politik se ud og udvikle sig, hvis der fandtes en slags valgløftedomstol med faktisk magt til at håndhæve kontrakterne?

Hvis man kunne holde politikere juridisk til regnskab for deres valgløfter, skulle man umiddelbart tro, at de ville love mindre, men også at løfter ville blive taget meget mere alvorligt af vælgerne. Systemet ville samtidig gøre regeringsdannelse væsentligt sværere: I en regering med to partier, hvor det ene har lovet at forøge de offentlige udgifter, mens det andet har lovet at sænke dem, ville mindst et af partierne blive dømt for kontraktbrud! Man kan således forestille sig to typer regeringer i systemet. Den ene vil bestå af partier, der har lovet forskellige ting, men hvor parti A har lovet noget på områderne a og b, mens parti B har valgløfter på område c og d. På den måde vil deres valgløfter ikke støde sammen og skabe et nødvendigt kontraktbrud, men det vil også give meget klare kompetenceområder for de to partier, som man ikke bare kan bytte rundt på. Den anden slags regering vil være regeringer, hvor partierne faktisk er enige om en række valgløfter, så både parti A og B f.eks. har lovet liberalisering på samme område. Disse regeringer vil være tvunget til at have en faktisk og nogenlunde sammenhængende ideologi.

Systemet indebærer derfor logisk, at valgløfter ikke bare bliver luftige påstande man konkurrerer på, men at de bliver nødt til at blive planlagt strategisk. For parti A kan et valgløfte om område a for eksempel gøre det umuligt for dem at danne regering med parti B, da valgløftedomstolen forhindrer dem i at løbe fra løftet. Det interessante er, at man her kan forestille sig to forskellige strategier. Den ene vil være, at parti A vælger ikke at love noget – partiet mener ganske enkelt ikke rigtigt noget om noget, hvilket vil være en strategi der i besnærende grad ligner Venstres for tiden. Den anden strategi vil være at give faktiske valgløfter, hvilket det kan gøres med langt større troværdighed end i dag, da truslen om kontraktbrud gør det ekstremt dyrt at love mere, end man er parat til at holde. Rationalet for den strategi vil være, at man køber vælgere med troværdighed i stedet for tomme løfter.

Det ville være interessant – og underholdende på en nørdet måde – hvis en statskundskabsforsker kunne gå logikken i politik med en valgløftedomstol igennem i en formel, teoretisk model. Teoretiske modeller bruges netop for at sikre, at ens logik er helt klar og at der ikke er indbyrdes modstridende forhold, der ødelægger ens mere intuitive idéer. Indtil da er det dog (i min ringe mening) en morsom og informativ øvelse at overveje, hvad der ville ske, hvis politikere blev tvunget til enten at holde deres valgløfter eller betale en heftig bøde / gå i fængsel. Ville politik blive bedre? Ville man få færre dårlige beslutninger? Ville politik tiltrække færre åbenlyst inkompetente mennesker? Vi lader spørgsmålene stå, mens vi opfordrer læserne til at overveje, hvad der ville ske – og dermed overveje, hvad det betyder at politikere nærmest uden konsekvenser kan løbe fra ethvert løfte…

Ødelægger kvindekvoter virksomhedernes evne til at skabe værdi?

De Radikale vil have kvindekvoter i erhvervslivet, fordi det går “for langsomt” med at få flere kvinder i ledelser og bestyrelser. Hvad De Radikale præcist mener med “for langsomt” står ikke lysende klart for mig. Min første tanke er, at det det må betyde, at De Radikale kender både den optimale andel kvinder i ledelser og bestyrelser for alle virksomheder samt den optimale hastighed hvormed denne andel nås. Men det kan af gode grunde umuligt være tilfældet.

Ikke desto mindre kan det være relevant at vide, hvad et sådan krav betyder for virksomhedernes evne til at skabe velstand. Og det ved vi faktisk lidt om fra Norge, hvor man i 2006 indførte tvungne kvindekvoter på 40% i bestyrelser. Ahern & Dittmar (2012) har undersøgt effekten, og deres resultater er ikke lovende. Her er deres abstract (min fremhævning):

In 2003, a new law required that 40% of Norwegian firms’ directors be women—at the time only 9% of directors were women. We use the prequota cross-sectional variation in female board representation to instrument for exogenous changes to corporate boards following the quota. We find that the constraint imposed by the quota caused a significant drop in the stock price at the announcement of the law and a large decline in Tobin’s Q over the following years, consistent with the idea that firms choose boards to maximize value. The quota led to younger and less experienced boards, increases in leverage and acquisitions, and deterioration in operating performance.

Så blev vi så meget klogere. Mange på venstrefløjen anklager virksomhederne for kun at tænke profit, profit, profit. Det er som oftest en helt reel “anklage”, og derfor vil det undre mig, hvis forskningen generelt set finder positive effekter af at regulere kønssammensætningen i bestyrelser og ledelser. Men smid gerne links til nyere forskning, der belyser effekterne af kvoter i ledelser og bestyrelser, så vi kan blive yderligere oplyst.

Fra min inbox: Regelstaten i ét billede

Se godt på nedenstående billede. Det viser en far og en søns kørekort.

Øverst ser du mit kørekort udstedt 1995. Der er 6 kategorier. Nederst ser du min søns kørekort udstedt 2020 med 17 kategorier.

11 (183%) flere kategorier på 25 år. Ganske vist er der sket en del med trafikken (primært er køretøjerne blevet meget mere sikre, men der er også kommet nye køretøjer – bl.a. modulvogntog), men er der virkelig brug for 17 kategorier?

Som du kan se, så var jeg så heldig at få kørekort til lastbil og bus på sergentskolen i 1995. Det var en teoriprøve og en køreprøve, så jeg fik C og D på en og samme tid. Hvorfor skulle det også være anderledes, da der ikke er forskel på at køre 13 m bus eller lastbil. Men sådan skulle det ikke fortsætte. Min bardomsven fik lastbil-kørekort året efter men ikke til bus, da man havde ændret reglerne, så bus og lastbil nu var to helt seperate kategorier med seperate teoriprøver, køreprøver m.v.

Og det er ikke den eneste ændring, der har været. Også kørekortets gyldighed er der pillet ved.

En anden god ven har også C og D fra Forsvaret. Han havde også det gamle laminerede pap-kørekort, som på det vedhæftede billede. En dag på Borgerservice spurgte de ham, om han ikke ville have et nyt smart plastik-kort i stedet for det slidte gamle. Det ville han gerne, og så dukkede han op nogle dage efter med pasfoto. Her opdagede han så den dumme fejltagelse, han havde begået. Han blev spurgt: “Hvor er lægeerklæringen?” Så fordi han har skiftet fra pap til plastik, så skal kørekortet nu fornyes hvert  5. år, og han skal medbringe lægeerklæring hver gang. Da han fortalte dette, blev mit gamle pap-kørekort lagt pænt ind i pengekassen og bliver kun taget frem til udenlandsture. (Bruger appen i DK). For så længe jeg har pap-kørekortet, så skal det ikke fornyes førend jeg bliver 70 år i 2045. Min ven derimod, han må afsted til lægen og borgerservice hvert 5. år og betale ved kasse 1, hvis han vil beholde C og D.

Det har altid undret mig, at det er kutyme, at regulering – der må være indført af sikkerhedsmæssige årsager – kun gælder fremadrettet. Hvis man mener, at det er farligt, at folk kører i 6 år uden en lægeerklæring, hvorfor gælder kravet så ikke alle os, der har et “gammelt” kørekort? Jeg ser det samme på mange områder, hvor politikerne fx indfører uddannelseskrav ved lov (af sikkerheds- eller kvalitetshensyn), men i samme lov anerkender, at den hidtidige sidemandsoplæring faktisk er god nok (ved at lade nuværende i branchen arbejde videre uden at skulle tage en uddannelse). Det virker vilkårligt.

PS: Det er i grunden skræmmende vilkårligt, hvilke regler man er underlagt. Så længe, jeg har mit gamle pap-kørekort, så har jeg kørekort til bus og lastbil, indtil jeg fylder 70 år; men hvis jeg får stjålet pungen, smider kortet i vaskemaskinen eller lignende, så er det lægeerklæring og nyt kørekort hvert 5. år….

Lukkede økonomisk frie lande hårdere ned end andre lande?

Forleden blev jeg spurgt, om ikke det var et paradoks, at liberalt ledede lande lukkede hårdere ned end socialistisk ledede. Mit umiddelbare svar var ”Gjorde de da det?”, men en hurtig googling kunne ikke rigtig svare på spørgsmålet. Det eneste jeg fandt var, at demokratiske stater i USA lukkede hårdere ned end republikanske stater).

Så derfor kiggede jeg selv lidt på tallene. Man kan altid diskutere, hvordan man definerer liberalt og socialistisk ledet. Det er ikke nok at se på partiernes navne eller deres placering i det enkelte land (spørg en demokrat (altså venstrefløjen) i USA om hans opfattelse af fx Venstre eller Konservatives politik, og han vil sandsynligvis se den som yderligtgående i en socialistisk retning). Nedenfor har jeg brugt den økonomiske frihed i landet som en proxy for, hvor liberal ledelsen af landet er.

I den første figur har jeg plottet graden af nedlukning i foråret (målt ved Oxfords stringency index) mod graden af økonomisk frihed (målt ved henholdsvis Heritage Foundations (rød) og Fraser Institutes (blå) indeks for økonomisk frihed) for alle de lande, der findes data for.

Læs resten

Mere om Nobelprisen i økonomi 2021

Mandag eftermiddag annoncerede Sveriges Riksbank den årlige Nobelpris i økonomi. 2021-prisen går til David Card (UC Berkeley), Joshua Angrist (MIT) og Guido Imbens (Stanford). Nobelpriskomiteens annoncering og begrundelse kan læses her. Card får prisen for ”his empirical contributions to labour economics”, mens begrundelsen for Angrist og Imbens er ”their methodological contributions to the analysis of causal relationships.” Der er således tale om en Nobelpris til arbejdsmarkedsøkonomi og økonometri.

Årets Nobelpris går overordnet til de tres arbejde og indsigter i, hvordan man kan bruge såkaldt naturlige eksperimenter til at etablere årsagssammenhænge. Mens det ikke ligefrem er den mest ophidsende Nobelpris i mands minde, gives den derfor til et vigtigt område. Samfundsvidenskaberne har været ekstremt dygtige til at etablere sammenhænge, men har ofte haft et problem med at vise, at disse sammenhænge er kausale. Det evige problem har været, at ”Correlation isn’t Causation”. Når man for eksempel ser en sammenhæng mellem økonomiske kriser og statskup, er det så fordi statskup er mere sandsynlige under kriser (at folk forsøger statskup når staten er svag), eller er det fordi statskup skaber kriser (pga. den øgede politiske usikkerhed)?

Det er her, naturlige eksperimenter er så værdifulde. Har man for eksempel et område i USA, hvor der bliver indført regulering i noget af området men ikke i resten, har man potentielt et naturligt eksperiment. Det gælder for eksempel Saint Louis, som ligger i Missouri, men strækker sig ind i Illinois, og hvor borgerne til tider kan opleve, at der gælder forskellig regulering i forskellige dele af byen. Det naturlige eksperiment ligger derfor i, at man har en virkeligt god kontrolgruppe, som man kan sammenligne med. Man kommer derfor udover problemet med at etablere en årsagssammenhæng, fordi man har en helt sammenlignelig gruppe, som logisk ikke kan være påvirket af den politik eller event, man studerer. Det naturlige ligger i, at det ikke er et eksperiment som forskere har sat op, men en tilfældighed der helt ligner et eksperiment.

Som Otto Brøns-Petersen noterede mandag, har jeg selv brugt naturlige eksperimenter. Udover mit studie med Kasper Planeta Kepp, var jeg med til at bruge metoden i et studie sammen med Jacob Gerner Hariri (KU) og Mogens Kamp Justesen (CBS). I Economic Shocks and Subjective Well-Being: Evidence from a Quasi-Experiment brugte vi et naturligt eksperiment, da Botswanas nationalbank om eftermiddagen den 29. maj 2005 annoncerede en devaluering af landets valuta. Det naturlige eksperiment bestod i, at en større spørgeskemaundersøgelse fra AfroBarometeret var gået i gang nogle få dage før, men ikke var slut endnu. Vi havde derfor en unik mulighed for at undersøge, om folks subjektive velbefindende reagerede på hvad de kunne forvente, der ville ske, eller om den først ændrede sig efter at man faktisk kunne observere ændringerne.

Med andre ord brugte vi Card og Angrists metodiske indsigter til at undersøge, hvor sofistikeret folks velbefindende er. Det kunne lade sig gøre, fordi der ganske tilfældigt – og heldigvis – dukkede et naturligt eksperiment op. Og det understreger måske meget godt metodens begrænsninger: Hvis der ikke af en eller anden grund er et naturligt eksperiment, er man tvunget til at falde tilbage på mere traditionelle empiriske metoder. Det er en fantastisk smart måde at etablere evidens på, men den kan kun bruges i særlige – og relativt tilfældige – applikationer.

Nobelprisen i økonomi 2021

Nobelprisen i økonomi blev annonceret i dag. Den går til David Card, Joshua Angrist og Guido Imbens. Her er Nobelpriskomiteens altid grundige gennemgang af det videnskabelige grundlag for prisen.

Det handler kort om naturlige eksperimenter, som er kommet til at fylde rigtig meget i empirisk økonomisk forskning siden 1990erne. Metoden går ud på at efterligne kontrollerede eksperimenter – at opstille en situation, hvor to statistisk ens grupper enten “behandles” (f.eks. med et medikament) eller ikke gør det. Kontrollerede eksperimenter kan ikke altid lade sig gøre i økonomi, men i nogle situationer laver “naturen” sit eget eksperiment. Redaktør Bjørnskov greb f.eks. (sammen med Kasper Planeta Kepp) et sådant naturligt eksperiment, som opstod, da regeringen lukkede nogle, men ikke alle kommuner i Nordjylland ekstraordinært hårdt ned under corona-epidemien. Ved at sammenligne de to kommunetyper kunne de se, at der ikke er evidens for nogen stor effekt af nedlukning.

Traditionen tro prøver jeg at folde årets Nobelpris ud. Det sker i morgen tirsdag i Berlingske Business.

Omfordeling giver ikke lykke

Forleden aften gav jeg et interview til en amerikansk journalist om, hvad der ligger bag at de nordiske landes befolkninger normalt er så tilfredse med deres liv. Journalisten var omhyggelig og velforberedt, men gentog en ofte hørt påstand: De nordiske lande er lykkelige pga. deres velfærdsstater og den store omfordeling. Påstanden – som klimaministeren Dan Jørgensen også har gentaget bevidstløst – er en myte, som der ingen konkret opbakning får i forskningen.

Logikken bag den populistiske påstand – der som økonomisk teori kan spores tilbage til den store socialistiske økonom Abba Lerner – om at omfordeling gør befolkningen som helhed lykkeligere er, at pengene giver ’mere lykke’ i bunden end i toppen af indkomstfordelingen. Lerners argument hviler derfor på en standardantagelse i økonomi om, at der er aftagende marginalnytte til forbrug – at nummer tre muffin giver mindre ekstra glæde end nummer et. Implikationen er, at omfordeling derfor burde give bunden mere lykke end man tager fra toppen.

Problemet er bare, at sådan ser virkeligheden faktisk ikke ud når man tester påstanden. I the World Values Survey og the European Values Study kan man således splitte folk op i, om de har lav, mellem eller høj indkomst. Metrikken vi bruger, er derfor at beregne forskellen på den gennemsnitlige tilfredshed med livet blandt dem med henholdsvis høje og lave indkomster. Plotter man det mål mod den faktiske fordeling af disponibel indkomst (fra Frederic Solts SWIID-database), målt som det normalt gøres ved en Ginikoefficient, får man nedenstående figur. Figuren nedenfor, der er fra min bog om nordisk lykke, viser med stor tydelighed, at der ikke er nogen klar sammenhæng mellem ulighed i indkomster og ulighed i lykke på tværs af indkomster.

Selvom mange i dansk politik taler meget om ulighed, er den ikke noget problem i en tilfredshedssammenhæng. Det er heller ikke svært at forstå. Som Don Boudreaux understregede forleden i en klumme hos AIER, giver mål for ulighed sjældent nogen særlige indsigter eller forståelse for, om der er et problem eller ej. Indkomstforskelle mellem folk er ikke blot en refleksion af forskelle i evner og talent, men også i bevidste livsvalg om, hvor meget man investerer i uddannelse, hvor meget man ønsker at arbejde relativt til resten af ens liv, hvor man vælger at bo osv. at et helt bestemt mål for et af resultaterne af den proces skulle være klart forbundet med forskelle i lykke, er noget af en påstand. Og den er ikke korrekt.

Fra min inbox: Et overset fænomen ved regulering af den finansielle sektor?

Har regulering af bankerne været med til at påvirke ejerforholdene i København? Her er uddrag fra en mail, jeg modtog om emnet.

Et interessant forhold i investeringsmarkederne, der ikke rigtigt er dukket op til overfladen, er hvordan investorer mere eller mindre har fortrængt ejerlejligheder fra markedet i København.

Jeg har vedhæftet en lille graf med hhv. ejer- og lejeboliger i København By fordelt på opførselsår siden år 2000.

Jeg observerer flere ting. Dels at opsvinget efter år 2000 fik sat gang i opførsel af ejerlejligheder, som bl.a. fortrængte en del almene boliger. Efter finanskrisen gik aktiviteten også voldsomt ned, hvor bl.a. almene boliger og boligprojekter der ikke kunne stoppes udgjorde en relativt stor del af nyopførte boliger. Perioden siden finanskrisen er til gengæld mærkværdig. Der er enormt stor aktivitet, stigende priser på ejerlejligheder og alligevel er der faldende volumen. Sådan burde det ikke være uden udefrakommende forhold.

Prisstigninger er naturligvis drevet delvis af demografi (som kommer til gode for både ejer- og lejeboliger), men også det faldende renteniveau. Men hvorfor pokker leder det til opførsel af FÆRRE ejerlejligheder?

Omkring år 2015/2016 startede flere projekter som ejerlejligheder (hvilket også var hensigtsmæssigt pga. momsforholdene på daværende tidspunkt), men da de kom til salgsfasen blev det ekstremt trægt. Rigtigt mange sager strandede pga. finansieringsforbehold hos folk, der ellers sagtens havde råd til ydelsen – hvis bare de kunne kreditgodkendes. I Ørestad gjorde særligt udbetalingskravet ekstra ondt fordi området på godt og ondt henvender sig til folk uden større formue. Allerede der begyndte flere projektudviklere at opgive salg som ejerlejligheder for i stedet at gå efter udlejning og efterfølgende investorsalg.

Tendensen var mest udpræget i relativt mindre attraktive områder. I runde tal var bruttolejeniveauet i Ørestad på det tidspunkt omkring 1.750 kr. pr. m2 mens det i Nordhavn var ca. 2.100 kr. pr. m2, dvs. ca. 20% dyrere i Nordhavn. Ejerlejligheder derimod lå i Ørestad på ca. 32.000 kr. pr. m2 og omkring 50.000 kr. pr. m2 i Nordhavn, dvs. + 50% dyrere i Nordhavn. Det betød at det i Nordhavn var 50/50 om man gik i udlejning eller salg som ejerboliger, mens det i Ørestad var en no-brainer at gå i udlejning.

Siden er låneadgangen af flere gange blevet strammet op, hvilket har skubbet stort set alle investorer over i udlejningsbyggeri. En fond vil typisk optage max belåning for at maksimere forrentningen af egenkapitalen. Dvs. at der kommer med ca. 30% EK og optager 70% lån fra realkreditten til enten 0,5% (hvis de kører max risk) eller 2,5% (hvis de er konservative). På den måde kan de sammen med prisregulering af lejen sagtens lave årlige afkast på 7-8%, hvilket er ret attraktivt i nuværende marked.

I min verden er billedet ret klart, at der er lavet en række lånebegrænsninger for private med henblik på at reducere bankerne og realkreditinstitutternes risikoprofil ift. ejendomsmarkedet. Dette har reduceret de beløb som private kan betale for boliger. Samtidig medfører demografien en stadigt stigende efterspørgsel i de større byer. Dette udfyldes af investorer, som derved forskubber boligudbuddet i retning af lejeboliger.

Risikotagning er formodentlig stort set den samme, men ligger nu den hos fonde, pensionskasser (hvoraf stadigt flere yder deciderede byggelån til private udviklere uden om bankerne) og til en vis grad hos realkreditten i stedet for hos private.

Der er lavet en række lånebegrænsninger for private med henblik på at reducere bankerne og realkreditinstitutternes risikoprofil ift. ejendomsmarkedet. Dette har reduceret de beløb som private kan betale for boliger. Samtidig medfører demografien en stadigt stigende efterspørgsel i de større byer. Dette udfyldes af investorer, som derved forskubber boligudbuddet i retning af lejeboliger.

Her er figuren, der var vedlagt mailen. Om utilsigtede konsekvenser ved regulering er hele sandheden, ved jeg ikke (i mine øjne er der store fordele ved lejeboliger, fordi det reducerer transaktionsomkostningerne betragteligt for folk, der kun skal bo kortvarigt i byen – så samme effekt kunne potentielt forklares af deregulering.

Men ét eller andet er der sket…

Fra min inbox: Eksempler på vækstdræbende regulering

Jeg fik denne mail her til aften. Der er flere “gode” eksempler på, hvorfor regulering er dræbende for væksten.

Hej Jonas

Hvidvaskningsloven gør det besværligt at lave en erhvervskonto.

https://jyllands-posten.dk/jplokal/jpvejle/ECE13326053/derfor-etablerer-pengeinstitutter-saa-sjaeldent-erhvervskonti-til-unge-ivaerksaettere/?loggedIn=true

»Kort sagt er en erhvervskonto enormt ressourcekrævende for banken i forhold til blandt andet hvidvask, mens indtjeningen er svær at få øje på,« forklarer John Hauge Nielsen.

Min egen lille anekdote går på, at både konen og jeg har et CVR-nummer. Jeg laver lidt ingeniør-konsulentarbejde (størrelsesorden 30-40000 kr. om året) ved siden at mit arbejde, og konen har et lille festkage-firma, hvor hun søger for at holde sig lige under 50.000 kr. om året, så hun ikke skal momsregistreres. (I parentes bemærket har hun sagt nej til lige så mange kager, som hun har sagt ja til, men hun gider ikke bøvlet med moms, sådan virker regelstaten også.) For nylig var vi ved at skifte pengeinstitut, men opgav det igen, da det ville koste ca. ca. 3000 kr. per CVR-nummer om året i det nye pengeinstitut. Det lægger noget af en initialomkostning på det at drive en lille virksomhed. Jeg ved godt, det er småbeløb i det store billede, men det kunne være interessant, hvis nogen undersøgte, om hvidvaskningsloven kan måles på antallet af iværksættere.

»Kort sagt er en erhvervskonto enormt ressourcekrævende for banken i forhold til blandt andet hvidvask, mens indtjeningen er svær at få øje på,« forklarer John Hauge Nielsen.

Uddrag fra artikel i Jyllands-Posten

Mailen fik mig til at overveje to spørgsmål: 1) Er der nogen opgørelser af, hvor mange virksomheder, der tjener lige under 50.000 kr.? 2) Er der lavet nogen forsøg på at estimere, hvor meget reguleringen koster bankkunderne (for som Westy skriver her, er det ikke bankerne, der betaler)

Hvem betaler egentlig selskabskatten?

Lettere forsinket kom mit indlæg om selskabskatter del II op på Ræsons hjemmesider i forrige uge – dog i en noget forkortet og mere skarpt skåret udgave end hvad jeg oprindelig havde tænkt mig. Man mente vist at dele af indlægget var lidt for “økonom-agtigt”. Så er det jo godt at vi har punditokraterne. Den del som ikke kom med handlede primært om de resultaterne af hvem der egentlig betaler selskabskatten, som en række studier baseret på indenlandske data i Tyskland og USA, hvor man i modsætning til Danmark også har lokale selskabskatter, kommer frem til.

Læs resten

Lykke i Europa

I morgen har jeg den særlige fornøjelse af holde det første af tre foredrag i efteråret på FOFs Fredagshøjskole. Foredraget handler om den nordiske lykke – hvorfor er de nordiske lande som region betraget det lykkeligste sted i verden? Mens jeg har holdt en lang række af den slags foredrag om emnet, tager efterårets version udgangspunkt i min bog Happiness in the Nordic World, der udkom i juni. Den har således et lidt andet udgangspunkt, og jeg glæder mig meget til at komme ud at holde foredrag og tale med andre mennesker uden restriktioner, mærkelige krav eller andre menneskefjendske politiske tiltag.

For at minde folk om, at der faktisk er noget at tale om, bringer vi derfor i dag en illustration af, hvor store forskellene er internt i Europa. Baggrunden for kortet er the European Social Survey, der tillader at man udregner folks gennemsnitlige tilfredshed med livet på regionalt plan. Farvekodningen går fra hvid (de lykkeligste steder) til sort (de mindst lykkelige), og demonstrerer klart hvordan Norden – og Schweiz – er de lykkeligste.

Derudover er det måske værd at bemærke et par ting. For det første kan man se konturerne af Muren ned gennem Tyskland, hvor de tidligere kommunistiske områder stadig er markant mindre lykkelige. Man kan også glæde sig over, at Polen og Tjekkiet faktisk er kommet så godt med, at de stort set ligner Spanien i folks opfattelse af deres liv. Og man kan more sig over, at Baskerlandet i Spanien er lykkeligere end resten.

Der er masser af interessante forhold at dykke ned i, og for vores relativt unge læsere måske også et glimrende gymnasieprojekt at skrive? Store dele af forskellene er for eksempel forklaret med forskelle i tillidskultur – en særlig diskussion, der kommer en ny Nordic World-bog om til næste år – mens andre dele ser mere mystiske ud. Som man siger på engelsk er der ‘food for thought’ i kortet ovenfor, og en god samtale over en kop kaffe eller et glas vin.

Emissioner i verden – hvordan bedømmer man?

Tidligere i år udkom FN-panelet IPCCs nye rapport, hvis politiske dele igen skabte bølger i medierne. Dommedagsprofetierne manglede ikke, omend de mere videnskabelige dele af rapporten ikke helt gav grund til at frygte, at himlen falder ned om ørerne på os. Rapporten og mediehypen giver dog anledning til at spørge, hvordan det går med miljøet og de åbenbart vigtige udledninger af drivhusgasser. Hvem skal man rose, og hvem skal man skose når det kommer til miljøstatus i verden? Det viser sig at være forbløffende svære spørgsmål at svare på.

Starter man med at se på, hvem der er mest energieffektive, forstået på den måde at man undersøger, hvem der udleder mest og mindst CO2 per 1000 dollars økonomisk værdi, er der allerede overraskelser, som vi illustrerer i den første figur. Det er for eksempel tydeligt, at hele Vesteuropa, Japan, New Zealand og Singapore er i den bedste femtedel af verden – farvekoden i figurerne er, at blå er bedst, efterfulgt af grøn, gul, rød, og med sort som værst – mens det samme sjovt nok også gælder for Brasilien, Colombia og Uruguay. At dele af Centralafrika også er, skyldes meget enkelt, at de er desperat fattige. I anden række følger Australien, USA og dele af Centraleuropa. I den værste ende, derimod, finder man stort set kun tidligere og nuværende kommunistiske lande, steder med en stærk kommunistisk indflydelse på den førte politik som Indien, Bolivia og Sydafrika, og olielandene i Nordafrika og Mellemøsten. Der er således både lande, der bekræfter et populært billede, og lande der som USA, der næppe passer på almindelige fordomme.

Det virkeligt svære i bedømmelsen af landes politik og status kommer dog, når man ser på udviklingen i udledningen af CO2 og andre drivhusgasser. Her er billedet i dagens anden figur nemlig et noget andet, med de største reduktioner i tidligere kommunistiske lande, ligesom også dele af Europa og USA er godt med. De store syndere her er ’emerging economies’ i Asien: Thailand, Malaysia og Indonesien. På samme måde klarer Brasilien sig skidt – de ellers lave emissioner er stort set ikke reduceret de sidste 25 år – og hele det afrikanske kontinent er stærkt blandet med enkelte positive undtagelser (heriblandt som altid Botswana).

Hvad gør man så, når man skal bedømme, hvordan det går miljømæssigt i et land – og ikke mindst hvis man er interesseret i at udskamme nogen og rose andre? Det kan blive endda meget svært at nå en afbalanceret, faktabaseret vurdering. Problemet er, at nogle af de umiddelbart værste miljøsyndere samtidig er nogen af dem, der har ryddet mest op de sidste 25 år. Man kan for eksempel sagtens mene, at Rusland forurener alt for meget, men man må samtidig anerkende hvor forbløffende meget, landet har ryddet op fra Sovjetunionens miljøsynder. Og hvad siger man til steder som Indonesien og Indien, der nok sviner, men som også løfter millioner af mennesker ud af fattigdom? Læserne har måske indvendinger og idéer, men som eksemplet viser, er det frygteligt svært at ophøje sig til moralsk dommer.

COVID-19: Undervurder aldrig betydningen af tilfældigheder

Jeg har tidligere skrevet om betydningen af sen vinterferie her. Men i dag vil jeg gerne fremhæve centrale afsnit og konklusioner fra Arnarson (2021) og Björk et al. (2020).

I forhold til København, blev Stockholm ramt ca. dobbelt så hård, alene fordi vinterferien lå på et andet tidspunkt, mens ca. 38% af overdødeligheden kan forklares af denne tilfældighed.

We can see that the initial impact is strongest in regions with a school-break in week 9 (over 90%) [higher spread] secondly in week 10 (50-95%) and lowest in week 8 (35%). As before these results are relative to regions that had a break in week 7 or before.

Arnarson (2021)

Being a region with winter holiday exclusively in week 9 was in the adjusted analysis associated with 16 weekly excess deaths (95% confidence interval 13 to 20) per million inhabitants, which corresponds to 38% of the excess mortality during the study period in these regions.

Björk et al. (2020)

Arnarson (2021) har også en fin forklaring af, hvorfor dette sker.

Hence, a traveler in week 6, 7, 8 or 9 would only see a limited number of confirmed cases prior to travel (in weeks 5, 6, 7 and 8) but the likelihood of being exposed to Covid-19 would be vastly different. Unaware individuals traveling in the high-exposure week 9 are therefore likely to have been a human transport of Covid-19 to their local area. During the short time window around week 9, the risk of being exposed to Covid-19 during travel was high while the perceived risk was low. As the awareness of the risks was still rather low on return, these individuals are in addition likely to have started their normal lives before the seriousness of the spread was apparent across Europe, amplifying the local geographic exposure.

Arnarson (2021)

Og (måske ikke super overraskende), finder Björk et al. (2020), at tidligere fornuftige anbefalinger virkede ret godt. Bemærk, at ingen lande var over stringency index 35 i uge 11, hvilket basalt set betyder, at de på det tidspunkt fulgte myndighedernes anbefalinger og anvendte anbefalinger/information og ikke deciderede nedlukninger, som først kom på bordet senere, da politikerne greb ind.

A more stringent response implemented in week 11, corresponding to 10 additional
units on the 0-100 ordinal scale, was associated with 20 fewer weekly deaths (95% confidence interval 18 to 22) per million inhabitants.

Björk et al. (2020)

Sen vinterferie er blot én af de 16 mulige forklaringer, som Klein et. al (2020) pegede på, som mulige forklaringer på Sveriges høje overdødelig i forhold til andre nordiske lande. Hvor vigtige de andre er, har jeg ikke set undersøgt grundigt, men læren af vinterferie-tesen er, at vi aldrig må undervurdere betydningen af tilfældigheder.

Om at være en komparativist

Hvis man var økonom, spurgte folk i gamle dage om man var keynesianer eller monetarist. Den distinktion er forlængst forsvundet (bortset fra enkelte lærebøger på gymnasiet), og hvis man overhovedet bliver spurgt i dag, er det om man tilhører en særlig ’skole’. De mest velinformerede har hørt om den østrigske skole, mens andre blot går ud fra, at der må være forskellige skoler i nationaløkonomi. Det er nu svært at se, at der skulle være distinkte skoler, men det fundamentale spørgsmål er stadig interessant: Hvad er man, og hvilken slags forsker eller tænker definerer man sig som?

Peter Boettke, professor ved George Mason University, har ofte tænkt omhyggeligt over ting, og plejer at definere sig som en ’komparativist’. Boettkes udgangspunkt er – helt korrekt – at et af de centrale spørgsmål i al økonomisk tænkning er ’Sammenlignet med hvad?’ Og tænker man over det, bliver man hurtigt overbevist om, hvor vigtigt spørgsmålet er.

Når politikere påstår, at et forslag vil være en rigtig god ’forretning for Danmark’, er det relevante spørgsmål derfor, sammenlignet med hvad? Når virksomheder påstår, at deres produkt er overlegent, er det logiske spørgsmål sammenlignet med hvad? Når meningsdannere siger, at den nye coronavirus er bekymrende dødelig, er spørgsmålet således også sammenlignet med hvad? Eller når politikere påstår, at den eneste vej er dybere ’europæisk integration’ er det relevante spørgsmål, sammenlignet med hvad?

At være komparativist er derfor en øvelse i at spotte og applikere et helt centralt koncept i økonomi, som mange folk ikke forstår og mange politikere aktivt benægter: Opportunitetsomkostninger. Bruger man ressourcer på X, kan man ikke også bruge ressourcerne på Y – ressourcer kommer ikke ud af den blå luft. Der er således en opportunitetsomkostning ved alt, som består i det man netop ikke bruger ressourcerne på. Overvejer kommunen for eksempel at bygge en letbane i Aarhus, man må spørge om det er en god idé sammenlignet med hvad de samme ressourcer – borgernes tid, penge, humankapital, osv. – kunne bruges på: Kunne kommunen have brugt de samme ressourcer (eller færre) på et bedre formål, eller kunne borgerne måske selv have brugt ressourcerne bedre i stedet for at give dem mere eller mindre frivilligt til kommunen? Dermed har man også stillet spørgsmålet, hvorfor politikere mener de er gode til at tage beslutninger – sammenlignet med hvad og hvem? Som Thomas Sowell ofte har sagt, findes der ingen løsninger, kun trade-offs. Er man komparativist starter ens tænkning netop med trade-offs i stedet for videnskabelige enhjørninger. Jeg er ideologisk komparativist.

Et grundlæggende liberalt samfund fik Danmark økonomisk godt gennem pandemien

Danmark har klaret sig økonomisk godt igennem corona-pandemien. Det er der ganske givet mange årsager til (bl.a. blev vi pga. rene tilfældigheder aldrig lige så hårdt ramt som visse nabolande).

Men meget tyder også på, at vores relativt liberale samfund, er en medvirkende forklaring. Geloso & Pavlik (2020) finder nemlig, at lande med høj økonomisk frihed klarede sig relativt godt efter 1918-pandemien.

Her er abstract:

“The 1918 flu pandemic constituted an exogenous shock on economic activity. In this paper, we condition the economic importance of these shocks on the level of economic freedom measured by the Historical Index of Economic Liberty project to test whether freer economies fared better. Our argument is that higher levels of economic freedom meant a greater ability to adjust to shocks by reducing frictions in the reallocation of resources and the reorganization of economic activity. We find that higher levels of economic freedom mitigated the pandemic’s effect. We link this finding with the literature on economic freedom and crises.”

Danmark ligger ikke i toppen af de mange frihedsindeks (fx nr. 10 hos Heritage Foundation og ligeledes nr. 10 hos Fraser Institute. Og ser man bort fra den store offentlige sektor (hvilket kan være relevant ift. argumentet i abstract om, at det er muligheden for at tilpasse sig den nye situation, hvilket jeg læser som få regler snarere end lav skat), ville Danmark ligge endnu bedre.

Så måske er det ikke så overraskende, at netop Danmark – hvor vi fx har et relativt fleksibelt arbejdsmarked – har klaret sig godt.

Economic Freedom of the World 2021

En gang om året udkommer Fraser Instituttets rapport, der gør status over den økonomiske frihed i verden: Economic Freedom of the World. Både forskere og meningsdannere ser frem til rapporten, der altid er interessant, baseret på en række omhyggeligt behandlede indeks – som forskere bruger i stor stil – og giver et godt overblik over, hvordan politik udvikler sig på fem forskellige områder. Kortet nedenfor, der er fra dette års rapport, giver et absolut første indtryk over situationen i 2019, der er det sidste år for hvilket der er data.

For Danmarks vedkommende klarer landet sig overordnet fint som nummer 10 i verden. Det dækker dog over det særlige forhold, at de nordiske lande er ’skizofrene’ i denne sammenhæng. Det økonomiske frihedsindeks er et gennemsnit at fem områder: 1) den offentlige sektors størrelse og skattetrykket; 2) de retslige institutioners kvalitet; 3) kvaliteten af pengepolitik (’sound money’); 4) landets åbenhed for international handel og internationale investeringer; og 5) landets frihed fra tung regulering. Mens Danmark er årets nummer 3 på område 2), nummer 8 på område 4), nummer 10 på område 5), og nummer 26 på område 3), er område 1 en anden historie. Her er vi nummer 150 af de 165 lande, der dækkes af dataene! Og som en væsentlig forskningslitteratur viser – og som vi illustrerer i figuren nedenfor – er den fine placering på det særligt vigtige område 2 ikke en konsekvens af gode politikere eller andet, men en refleksion af et særligt nordisk kulturtræk: Social tillid. Der er således meget at være glad for, men også meget væsentligt reformpotentiale.

Udover dataene, omfatter rapporten også altid et eller flere temakapitler; tidligere rapporter har for eksempel haft kapitler om økonomisk frihed og tolerance (Niclas Berggren og Therese Nilsson i 2020-rapporten) og om økonomisk frihed, iværksætteraktivitet og vækst (Nicolai Foss og undertegnede i 2012-rapporten). I dette års rapport viser Justin Callais (Texas Tech University) og Vincent Geloso (George Mason University) viser i det første temakapitel, at større økonomisk frihed er forbundet med større indkomstmobilitet. Selvom der faktisk ikke har været empirisk forskning før på området, har et ikke skortet på politikere og meningsdannere, der har påstået at økonomisk frihed kun gavner de rigeste, og dermed hindrer økonomisk mobilitet.

Det er derfor særdeles gavnligt, at der endelig er forskning, der empirisk afsøger sammenhængene og får aflivet nogle politiske myter. Økonomisk frihed er forbundet med væsentligt hurtigere økonomisk vækst, der er både inklusiv og gavnlig for miljøet på langt sigt. De myter, der ofte bruges som argumenter imod reformer, der øger friheden, er derfor meget dyre for de fleste mennesker, og bør undersøges grundigt. Gør man det, er det svært at slippe for en bestemt, overordnet konklusion: De eneste, der helt konsistent har gavn af begrænsninger på borgernes økonomiske frihed, er typisk politikere og deres cronies.

Fra min inbox: Bedre arbejdsmiljø, hvis Arbejdstilsynet giver medarbejderne bøden?

Denne mail fra foråret fandt jeg ved et tilfælde frem igen i dag.

Jeg er medejer af et stilladsfirma og beskæftiger mellem 75-115 medarbejdere afhængig af årstiden. Vores arbejde er meget nemt at få øje på og vi har ofte rigtig mange besøg fra Arbejdstilsynet. (Inden du læser videre, så er det vigtigt at understrege at vi – ligesom Arbejdstilsynet – ønsker et sikkert og sundt arbejdsmiljø). Men jeg mener, at reglerne er forkerte, når man går efter virksomheden frem for den udførende. Det mener jeg af flere årsager. Her kommer et eksempel på et af de strakspåbud vi har fået:

Sjakket (som er uddannet i faget) får udleveret sin opgave med relevante beskrivelser. De læsser stilladsmateriellet og påbegynder opsætning. Efter 4,5 timer kommer Arbejdstilsynet og konstaterer at medarbejderen ikke bruger opskydeligt rækværk (en sikkerhedsforanstaltning) for at undgå sikring mod nedstyrtning. Arbejdstilsynet konstaterer også, at rækværket er til stede på sjakkets lastbil. Medarbejderne får besked om at stoppe arbejdet og virksomheden (altså mit firma) får et strakspåbud. Medarbejderne kan gå videre med arbejdet efter montering af opskydeligt rækværk. Et halvt år senere modtager virksomheden et brev hvori det meddeles at sagen vil blive sendt til retslig tiltale med en bødepåstand på 100.000,- til virksomheden, et år senere inviteres vi til første retsmøde, dette udsættes senere grundet corona. Lige om lidt er det 2 år siden at forseelsen skete.

Eksemplet ovenfor er ikke enestående og vi har 4 sager i systemet. I mange andre brancher er der lignende tilfælde, hvor den udførende ikke følger instruktionen eller reglerne på byggepladsen/i samfundet eller andet og virksomheden står tilbage med bøde.

Nu kommer problemet

Hvis det er Arbejdstilsynets formål at sikre arbejdsmiljøet, hvorfor går man så ikke efter den udførende medarbejder? Forseelsen er til at konstatere med det samme – de bliver taget på fersk gerning i deres forsømmelser.

Men nej, det er i stedet virksomheden der skal slås med retssagerne, bruge penge på advokater, tid og meget andet. Medarbejderen blev fyret, men dagen efter står han måske og laver samme nummer i en ny virksomhed.

Hvis statistikkerne skal ændres, hvis adfærden skal ændres, hvis bøderne skal have effekt, hvis man ønsker færre ulykker. Så send bøden til manden og gerne straks, og nok naturligvis ikke et beløb svarende til 100.000,- men måske en 14 dages løn.

Der skal naturligvis også skrives bøder til de virksomheder der ikke stiller udstyret til rådighed, men disse skal falde uden lange retsprocesser.

Ordet skatteincidens hentyder til, at der er forskel på, hvem der officielt betaler skatten, og hvem der bærer skatten. Mange afgifter betales officielt af virksomhederne, men omkostningerne bæres af forbrugerne, fordi priserne er højere end uden afgifterne.

På samme vis er det i sidste ende medarbejderne eller kunderne, der i sidste ende betaler bøderne til Arbejdstilsynet. Spørgsmålet er, om man kunne få “mere for pengene”, hvis det var medarbejderne, der fik bøden? Jeg synes, at mailen påpeger et væsentligt problem: den uforsigtige medarbejder kan få job et andet sted dagen efter.

Det er ikke et område, jeg kender så meget til, så alle kommentarer er velkomne.

Hvad betyder timingen af nedlukninger? Virker det, hvis man lukker ned tidligt?

Jeg er adskillige gange blevet belært, at årsagen til at mange studier ikke finder nogen sammenhæng mellem nedlukninger og antal døde, er fordi nedlukningerne kom for sent. Det altafgørende er altså timingen i nedlukningen. Og jeg forstår godt argumentet, for det er præcis det resultat man får i en simpel SIR-model, hvis en nedlukning kan få kontakttallet, R, ned. Så vil toppen på smittekurven blive lavere, jo tidligere du griber ind. Men corona-epidemien fungerer ikke som en SIR-model, og det er derfor et uafklaret spørgsmål, om tidligere nedlukninger virker.

Jeg har efterhånden læst omkring 2-300 empiriske studier, hvoraf en hel del ser på effekten af tidlige nedlukninger, og konklusionen er efterhånden ret klar. Det er umiddelbart en stor fordel for et samfund at opdage smitten tidligt, men ingen studier kan påvise, at det er nedlukningerne – og ikke fx folks frivillige adfærdstilpasninger – der gør den afgørende forskel. Mest tyder på, at den frivillige adfærd er afgørende.

Hvorfor kan studierne ikke fortælle, om tidlig nedlukning virker?

Amuedo-Dorantes et al. (2021) er et klassisk eksempel på, at det går galt for forskerne. Amuedo-Dorantes et al. (2021) ser på forskellene i pandemiforløbet i forskellige dele af Spanien, da Spanien lukkede ned. På den baggrund finder de, at de regioner, der var tidligt i pandemiforløbet og hvor smitteudbredelsen var begrænset, da landet lukkede ned, fik en langt mildere pandemi end de områder, der var længere inde i pandemiforløbet på nedlukningstidspunktet. På den baggrund konkluderer de, at en 10+ dage tidligere nedlukning kunne have reddet “a total of 4,642 total deaths (232 deaths/daily) could have been avoided by the end of our period of study –a figure representing 23% of registered deaths in Spain at the time.

Mens der ikke umiddelbart er noget galt med det analytiske arbejde, er der et problem med konklusionen. For i mine øjne, kan man ikke på baggrund af analysen konkludere, at nedlukningen virkede. Man kan konkludere, at det virkede at blive opmærksom på smitten. Det er egentlig meget let at indse, hvorfor konklusionen er forkert. Forestil dig, at du bor i en mindre by på Sjælland. Du har set billederne fra Kina, og begynder nu at se billeder fra Italien. Du ved, at COVID-19 før eller siden kommer til Danmark, og at du til den tid må passe på – men du ved ikke hvornår det bliver. Du følger med i nyhederne, spritter hænder og holder afstand. Men efterhånden som dagene går, kommer smitten nærmere og nærmere. Og pludselig er der dødsfald i Danmark og masser af smittede. Pandemien synes at være i fuldt flor, og du vælger at handle drastisk. Er du minister, kører du til din arbejdsplads på Christiansborg og lukker landet ned. Er du borger, arbejder du hjemme og aflyser alle fysiske aftaler i din kalender.

Pointen er, at borgere og politikere reagerer på de samme informationer. Forskellen er dog, at borgerne får en stor del af deres informationer fra politikerne og pressemøderne, som altså kan få afgørende betydning for folks opfattelse af, hvor udbredt smitten er. Vi så det meget tydeligt i dagene efter Mette Frederiksens pressemøde, hvor skoler og restauranter var åbne, men tomme. Folk havde reageret på informationen fra statsministeren.

Hvorfor er dette vigtigt? Fordi Amuedo-Dorantes et al. (2021) ikke kan skelne den ene effekt fra den anden i deres studie. Regionerne, der var tidligt i pandemiforløbet, kunne måske have haft præcis samme udvikling i smitten, uanset hvad den spanske regering havde gjort – eller hvis den spanske regering blot havde holdt et pressemøde, hvor de lavede nogle symbolske handlinger eller blot ”fejede for egen dør” ved fx at sende statsansatte hjem.

Hvad viser data

Et relevant spørgsmål er, om befolkningen i andre lande reagerede på situationen i de lande, der blev ramt og lukkede ned først. Det spørgsmål er svært at afgøre, for som nedenstående figur viser, så lukkede landende ned stort set samtidig. 11. marts havde kun tre Europæiske lande (ud af 44) et stringency index over 60 (Italien, Monaco og San Marino). En uge senere – d. 18. marts – var det 30. Men som næste figur viser, er der måske alligevel noget om snakken.

Nedenstående figur viser, hvor mange mennesker der døde i Europæiske lande i første bølge sammenholdt med, hvor tidligt landene ramte 20 døde per million (i Danmark skete dette 2. april, og altså før nedlukningen kunne have effekt, fordi det ca. tager 18 dage fra man smittes til man eventuelt dør). Figuren viser en meget tydelig sammenhæng mellem, hvor tidligt pandemien ramte, og hvor alvorlig første bølge blev. I lande som Italien, Spanien, Belgien og Sverige var pandemien allerede kraftigt udbredt, allerede inden nogen i Europa havde nævnt ordet ”lockdown”. Til gengæld var der stort set ingen problemer i de lande, der blev ramt sent, uanset hvilken politik de førte (politikkerne var dog næppe væsentligt forskellige). De røde prikker i figuren viser de 14 lande, der ikke havde nået et stringency index på 60 d. 18. marts – og de ligger ca. som de øvrige lande, hvilket understreger resultaterne i Sebhatu et al. (2020), som viser, at der ikke er sammenhæng mellem pandemiens udvikling og tidspunktet for nedlukning. I stedet gjorde landene som landene omkring dem gjorde.

Ovenstående figurer er ikke et bevis for, at tidlig nedlukning ikke virker. Men den viser, at de lande, der blev ramt tidligt, alle klarede sig dårligt med hensyn til antal døde. Og at Sverige – som havde en meget, meget mild nedlukning i foråret 2020 – faktisk klarede sig præcis så godt, som man kunne forvente, givet hvor hurtigt og hårdt, de blev ramt på. Nedenstående figur viser, at mønstret var præcis det samme i USA. Jo senere pandemien ramte en stat, jo færre døde var der i staten under 1. bølge.

Er det en fordel at lukke tidligt ned?

Nedenstående figur viser Oxfords stringency index (vægtet gennemsnit) og daglige dødstal pr. million indbyggere for Europa og USA. I USA ramte pandemien ca. 1 uge senere målt på dødsfald, og jeg har derfor forskubbet USA’s data, så dødsfaldene ligger omtrent oven i dødstallene i EU.

Figuren viser, at USA lukkede ned ca. 5 dage tidligere end EU i forhold til pandemiforløbet, men at det ikke havde nogle synderlig effekt på smittespredningen (om end man selvfølgelig kan hævde, at nedlukningerne udskød problemerne med netop 5 dage).

Hvad er konklusionen?

Som jeg ser det, er der ikke nogen evidens for, at tidlig nedlukning virker specielt effektivt. Der er heller ikke evidens for det modsatte, men ser man på USA i forhold til Europa, tyder det på, at tidlig nedlukning ikke gjorde nogen forskel. Måske fordi folk ændrede adfærd frivilligt, da de fik den nødvendige information.

Der er næppe tvivl om, at det er en fordel at vide, hvor udbredt smitten er i samfundet. Hurtig og pålidelig information er altafgørende i den tidlige fase af en pandemi – og i Europa og USA var COVID-19-pandemien kendetegnet ved en mangel på pålidelig information, fordi der ganske enkelt ikke blev testet nok. Derfor kunne udbrud florere længe på bl.a. skisportsstederne, inden de blev opdaget, og derfra spredte smitten sig ud til flere dele af Europa. Havde man testet bredt allerede inden pandemien kom til Europa, havde man opdaget smitten tidligere, og vi havde sandsynligvis set et helt andet pandemiforløb i Italien, Spanien, Sverige osv.

I forhold til de meget udbredte påstande om, hvor godt nedlukninger virker, og hvor vigtigt det er at reagerer tidligt, er det slående, at der ikke er en klar korrelation mellem 1) hårdheden af nedlukningen (stringency index) og antal døde, samt 2) tidlig nedlukning og antal døde.

Måske er forklaringen ganske enkelt, at det suverænt vigtigste for håndteringen af en pandemi er vores individuelle adfærd.

Historien om ”neo-liberalismen” – executive summary (V)

”Verden har siden Berlinmurens fald i 1989 været domineret af ”neoliberal” økonomisk tænkning. Den har slået fejl og har resulteret i øget fattigdom og ulighed. Nu er der brug for et nyt paradigme”. 

Det er omtrent den historie, kritikere af “neo-liberalisme” ynder at fortælle. I vores sommerserie så vi nærmere på, om den passer. Det gør den ikke.

Her er hovedpointerne.

”Neo-liberalisme” er kritikernes begreb. Næsten ingen kalder sig selv neo-liberale. Begrebet neo-liberal var næsten ikke brugt op til og efter Murens fald. Det er først i nyere tid, at det er kommet på mode. Der er heller ikke et entydigt ”neo-liberalt” program, som blev iværksat, da Muren faldt.

Dermed ikke være sagt, at liberal økonomisk tænkning ikke har præget dele af den økonomiske politik. Især bekæmpelsen af højinflationen, som kulminerede for 40-50 år siden, har fået vid udbredelse. De store offentlige underskud er blevet nedbragt, omend få lande har fået ligefrem holdbare offentlige finanser. Der er gennemført arbejdsmarkeds-, overførsels- og skattereformer, omend med betydeligt restpotentiale. Derimod er det f.eks. ikke lykkedes at reducere den offentlige sektor og skattetrykket. Her er højst tale om stagnation. Den offentlige sektor er ophørt med at vokse stærkere end den samlede økonomi. Det kan næppe kaldes et stort resultat.

Er disse delvise forsøg med liberal økonomisk politik slået fejl? I den udstrækning de er blevet gennemført, har de også leveret. Deregulering af f.eks. tele- og flysektoren har skabt store produktivitetsstigninger og billigere priser. Inflationsbekæmpelsen var overordentlig succesrig. Ledigheden for marginale grupper er faldet. Det samme er realrenten. Reformerne har øget arbejdsudbuddet.  

Hvorfor blev politikken så mere liberal på disse områder?

En del af forklaringen er utvivlsomt en ideologisk drejning. Erfaringerne med planøkonomiernes kollaps indgød en pæn portion skepsis over for dirigisme. Det samme kan siges om velfærdsstaternes uligevægtsproblemer med høj inflation, høj ledighed og eksploderende underskuds- og gældsproblemer. De vakte ligeledes skepsis mod dirigisme. Men en nok så afgørende forklaring var, at politikerne bag velfærdsstaten indså, at de var nødt til at rette op på de kritiske problemer, hvis den skulle bevares.

Det er altså ikke kun eller primært velfærdsstatens kritikere, men også dens tilhængere, som har implementeret ”neoliberal” økonomisk politik. Motivet har ikke kun været at få mere markedsøkonomi, men også været at beskytte den omfattende statsliggørelse af økonomien. I nogle tilfælde mod decideret bankerot.

Det kan desværre også forklare, hvorfor reformviljen er ved at aftage. Det fremføres f.eks. i den danske økonomiske debat, at reformer ikke længere er nødvendige, fordi de offentlige finanser er blevet holdbare. Og det er også rigtigt, at der ikke er samme brug for reformer, hvis ens eneste fokus er de offentlige finanser og evnen til at finansiere velfærdsstaten. Vi, der derimod er optaget af at få en friere markedsøkonomi og at gøre noget ved den lave vækst, ser fortsat et betydeligt reformbehov.

Her er de tidligere afsnit om neo-liberalisme:

Historien om “neo-liberalismen (I)”

Staten er ikke blevet mindre trods ”neo-liberalismen” (II)

Strukturpolitik var nøglen til lavere ledighed (III)

”Neo-liberale” succeser (IV)

En særlig tak skal rettes til Sofie Seegert, som har udarbejdet de figurer, jeg har trukket på i indlæggene.