Hvordan går og gik det i Sydafrika?

Sydafrika har i flere år stået ved det, der kan betegnes som et historisk vadested. Mange kommentatorer insisterede på at inkludere landet som en af de spændende ’emerging economies’ – det var S’et i BRICS-gruppen – men tog man et kig på de faktiske data, var udviklingen på ingen måde imponerende (som vi skrev for fire år siden). Efter den måske farverige, men også dybt korrupte Jacob Zuma blev tvunget fra præsidentembedet i februar, har hans efterfølger Cyril Ramaphosa måttet erkende behovet for reformer. Zuma var på mange måder en katastrofalt dårlig præsident (se f.eks. vores dækning før hans valg her), men man kan ikke skyde skylden for alle landets problemer på ham.

Mange problemer stikker dybere, og på trods af at Ramaphosa er erklæret socialist, har hans reformhensigter stoppet landets kreditrating fra at falde fra ’blød’ junk status – Standard and Poor’s fastholdt for eksempel i maj ratingen, der ellers har været faldende – og det virker klart, at der blandt andet skal blødes op i de voldsomme arbejdsmarkedsreguleringer. På mange måder ligner Afrikas største økonomi derfor i stadig større grad en afrikansk økonomi. Der kunne diskussionen naturligvis stoppe, men som vi ofte har understreget her på stedet, er det værd at se tilbage i historien for at vide, hvor man kom fra. Det gør vi derfor i dag for Sydafrika, og håber dermed at vores læsere bliver klædt lidt bedre på til eventuelle diskussioner om emnet.

Vi starter med en figur, der viser Sydafrikas nationalindkomst som andel af USA’s (den sorte linje) og Storbritanniens (den blå linje); vi sammenholder den med nabolandenes ligeledes relative udvikling (de to stiplede linjer). Som figuren viser, havde landet i tiden efter anden verdenskrig en (købekraftskorrigeret) nationalindkomst per indbygger på omkring 55 % af briternes. Det gik faktisk ikke så dårligt i Sydafrika, som i midten af 50erne var væsentligt rigere end Spanien og Portugal, og på mange måder en integreret del af den vestlige økonomi! Meget sigende var en af de første ruter, som BOAC (forløberen for British Airways) servicerede med jetfly, fra London Heathrow til Johannesburg. Var man hvid, kunne man leve et meget europæisk liv med et velfungerende demokrati, kulturtilbud og hvad man ellers var vant til i Nordeuropa, ligesom man kunne sende sine børn på et af landets otte universiteter. Som et kuriosum kan det f.eks. nævnes, at der i Sydafrika var 40 personbiler per 1000 indbyggere i 1952 – det samme antal som i Frankrig mens der var 47 i Storbritannien – og sydafrikanske flyselskaber fløj cirka 30 % flere passagerkilometer per million indbygger end danske (ifølge Statistisk Årbog 1952).

Var man ikke hvid, og særligt hvis man var sort afrikaner, var ens muligheder helt anderledes begrænsede fra indførslen af apartheidpolitikken i 1948. Gennemsnitsindkomsten for hvide var i 1954 ifølge Tomlinson-kommissionen 631 rands for hvide, 133 rands for indere, 86 rands for farvede, og 63 rands for sorte (læs her). Den egentlige forskel på sorte og hvides indkomst var dog ikke en faktor ti, da hvide typisk var langt bedre uddannede, og også var mere tilbøjelige til at bo i storbyerne, hvor både lønninger og priser var højere. Et bedre bud på den egentlige diskrimination er, at Tomlinson også fandt at ufaglærte hvide tjente dobbelt så meget som ufaglærte sorte.

Diskriminationen var således voldsom, men Sydafrika var stadig et attraktivt sted at arbejde for andre afrikanere. Tager man gennemsnitsindkomsten på 24 pund for sorte i Rhodesia (dokumentation fra R.B. Sutcliffe her) var den sydafrikanske gennemsnitsindkomst for sorte cirka 25 % højere i midten af 50erne. Der var således stadig sorte i Sydafrika der klarede sig ganske godt økonomisk, som det også kan ses på fotoet nedenfor, der er fra Cape Town i slutningen af 1940erne: Spot den velklædte sorte mand, der er ude at købe blomster.

Sydafrika holdt sin relative status gennem 1960erne på trods af et international klima, der blev stadig mere skeptisk overfor landets afskyelige apartheidpolitik. FNs frivillige våbenembargo fra 1963 blev for eksempel ignoreret af både Storbritannien og USA, der så Sydafrika som et bolværk mod Sovjetunionens indflydelse i Afrika, og embargoen blev først gjort bindende for FN-medlemmer i 1977. Landets økonomiske problemer startede først omkring 1970, som det ses tydeligt i figuren: Sydafrika gik fra at have en nationalindkomst omkring 50-55 % af Storbritanniens til en bund omkring 2000 på 30 %.

Starten omkring 1970 er sammenfaldende med et stykke vigtig lovgivning – the Homeland Citizens Act of 1970 – der skabte de såkaldte ’hjemlande’ for sorte sydafrikanere, som mange af dem blev tvunget til at bo i. Loven segregerede Sydafrika på en helt anden måde end apartheidregimet havde gjort indtil da. Før 1970 var der kun demokrati og politisk indflydelse for hvide, og i noget omfang for bl.a. de mange indere i landet, og sorte sydafrikanere blev diskrimineret på en række andre måde, men var stadig integrerede i den samme økonomi. Dét ændrede the Homeland Citizens Act ved at flytte store mængder af sorte sydafrikanere ud i bantustans og dermed segregere økonomien på samme måde som ægteskab, sociale forhold og offentlig service havde været det siden 1948.

Resultatet var den meget tydelige nedgang i forhold til Vesten i løbet af 1970erne og en nedgang i absolutte tal i 1980erne, hvor sydafrikanerne mellem 1981 og 1991 blev næsten 20 % fattigere. Det var ikke kun de økonomiske sanktioner, der begyndte at få bid omkring 1980, men også den selvforskyldte produktivitetskrise, som loven fra 1970 skabte. Politikerne i Pretoria insisterede på, at selv meget produktive sorte borgere ikke kunne bestride jobs, der svarede til deres kvalifikationer. De blev erstattet af mindre produktive hvide, og den manglende konkurrence og kontakt mellem sorte og hvide ser ud til at have gjort resten af arbejdet. Som det er klart i f.eks. indikatorerne for total faktorproduktivitet i the Penn World Tables (version 9.0), dykkede Sydafrikas produktivitet relativt til Storbritannien og USA fra starten af 1970erne og denne udvikling er ikke vendt.

Hele forklaringen på Sydafrikas elendige udvikling efter 1970 kan sandsynligvis ikke forklares af the Homeland Citizen Act, men på samme måde kan fortsættelsen af problemerne heller ikke forklares af, at de engang var der. Sydafrika afskaffede endelig apartheidregimet i starten af 90erne, men økonomien er blot holdt op med at falde bagud, og er ikke rettet permanent op. Det problem må det ubestridte regeringsparti ANC tage på sig i form af virkeligt tåbelig politik.

Sydafrikas arbejdsmarked er for eksempel mindst lige så stift som de dysfunktionelle markeder i Sydeuropa: Regulering og en lovgivet minimumsløn er lige så stramme som i Italien, og det er ifølge Fraser Instituttets opgørelse væsentligt sværere at fyre medarbejdere end i Grækenland, Italien og Spanien, der ellers holdes op som skrækeksemplerne på massiv overregulering. Flere af de store byer, ikke mindst Durban, er plaget af voldsom kriminalitet og korruptionsproblemerne rækker helt op til toppen af sydafrikansk politik.

Mens fagforeninger, militante grupper og en marxistisk fortid stadig præger ANC, er det svært for selv den mest velmenende leder at gennemføre egentlige reformer, eller blot klart respektere retsvæsenets uafhængighed. Og i mellemtiden er det ved at blive pinligt for regeringspartiet at se the Western Cape – den eneste af provinserne, der ikke styres af ANC – blomstre økonomisk. Men hvad Sydafrika havde været uden apartheid er et åbent spørgsmål.

Nyt fra Sverige

Vores svenske venner producerer ofte både glimrende forskning og formidling. Vi skriver jævnligt om det fine svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt, som bringer interessante artikler, der er en tand lettere tilgængelige end det meste videnskabelige arbejde. I sidste uge udkom det nye nummer af Ekonomisk Debatt, hvor flere artikler er meget læsværdige. Mens Magnus Lodefalks leder om Trumps handelspolitik en anelse tandløs, særligt sammenlignet med Niclas Berggrens ofte meget fine ledere, er Arne Bigstens artikel Är globaliseringen hållbar? stærkt interessant og velskrevet. Bigsten argumenterer her for, at Vesten bør liberalisere handel- og globaliseringspolitikken yderligere for at give fattige lande reelt adgang.

På den rene formidlingsfront sker der også stærkt interessante ting, idet den fremragende Johan Norberg barsler med en ny TV-serie med titlen ”Sweden: Lessons for America?” der bliver vist i løbet af efteråret – og teaseren kan ses nedenfor. Norbergs hovedpointe, som han formidler til amerikanerne, er at deres ”opfattelsen af Sverige sidder fast i 1975.” Det er en vigtig pointe, som i virkeligheden også passer på amerikaneres, franskmænds og mange andres opfattelse af Danmark. Forleden bragte Reason derfor et længere interview med Norberg, der kan høres her.  I løbet af de 40 minutter som interviewet tager, kommer Norberg og Todd Krainin langt omkring i svensk økonomi og økonomisk udvikling. Mod slutningen af interviewet bliver Norberg decideret Andreas Berghsk i sit scope og fokus på, hvad der er særligt ved Sverige og de andre nordiske lande.

Som altid er både Norbergs film og Ekonomisk Debatt stærkt anbefalede.

Lula’s skygge hviler tungt over valget i Brasilien

Næste måned går de brasilianske vælgere til valgurnerne. Der skal vælges ny præsident, ligesom alle medlemmer af deputerkammeret og 2/3 af senatet er på valg (derudover er delstaternes guvernører på valg) . Valget finder sted oven på den største økonomiske krise i landet i 100 år – BNP per indbygger er på ca. samme niveau som i 2008. Nok falder det samlede BNP ikke længere, men vækstraterne er så lave, at BNP per indbygger fortsat falder.

Som vi gennem årene ofte har gjort opmærksom på her på punditokraterne, er Brasilien en af de økonomier, som har klaret sig ringest i Sydamerika gennem de sidste flere årtier. Set på udviklingen siden årtusindeskiftet er det faktisk kun Venezuela der har klaret sig ringere.

Og som det også fremgår af nedenstående figur, er Brasiliens relativt ringe udvikling ikke af nyere dato. Set i forhold til det gennemsnitlige BNP per indbygger, har tendensen været negativ siden 1980erne. Selv i de “brølende” nuller, hvor Lula hyldedes internationalt og de rosende ord ingen ende ville tage, fremgår det at Brasilien klarede sig ringere end resten af Sydamerika.
Dette er naturligvis ingen overraskelse for denne blogs faste læsere. Vi påpegede tidligt at “hypen” omkring Brasilien var helt ude af proportioner, ligesom vi i flere indlæg har skrevet om behovet for markedsøkonomiske reformer, hvis man skal gøre sig håb om igen at opnå rimelige vækstrater. Desværre er der intet som tyder på at det forestående valg vil bane vej for et afgørende – og nødvendigt – paradigmeskifte. Faktisk er der en reel risiko for at en del af de reformer og tiltag, som trods alt er blevet gennemført de seneste år, under den meget upopulære præsident Temer, der overtog posten efter Dilma Rousseff, som blev afsat via en rigsretssag i 2016.

I anledning af valget vil jeg gennem de næste måneder, frem til 2. runde af præsidentvalget den 27. oktober, bringe en række indlæg. Vi taler trods alt om Latinamerikas absolut største økonomi (og verdens 8. største økonomi). En region som vi burde interessere os langt mere for her i Europa – og måske ikke mindst gøre mere for at knytte til os gennem bl. a. indgåelse af en handelsaftale. EU og Mercosur, som Brasilien indgår i, har i mere end 10 år forhandlet om en aftale. Tidligere var det især Brasilien og ikke mindst Argentina, som forhindrede i at man kom videre. Efter valget af Macri i Argentina i 2015 og Temers indsættelse som præsident i 2016, er det dog blevet mere og mere klart, at det nu reelt er EU, som blokerer for en aftale. Sørgeligt, da en sådan ville være med til at styrke de dele af både Brasilien og Argentina, som ønsker en mere moderne og markedsbaseret økonomi, til glæde for både landenes egne befolkninger, men midst lige så meget europæerne. Desværre forhindrer europæisk (og ikke mindst fransk) protektionisme på landbrugsområdet formentlig at en aftale gennemføres.  Et emne vi utvivlsomt kommer til at skrive mere om – ikke mindst hvis Argentina’s økonomiske problemer ender – som det er set så mange gange før – med et egentlig økonomisk sammenbrud. Sker det, vil EU indirekte bære en stor del af skylden. Her skal vi dog koncentrere os om valget i Brasilien.

Her i første omgang, vil jeg nøjes med en indledende gennemgang af de vigtigste kandidater og slutte af med at placere dem i forhold til økonomisk frihed og  politisk frihed (alene forhold til demokrati og ytringsfrihed). Med andre ord er der flere kandidater, men de scorer så lavt i meningsmålingerne at der ikke er grund til at bruge tid på dem.

 

Væsentligste kandidater

Geraldo Alckmin

Parti: PSDB ( socialdemokratiet i regering)/Radikale Venstre)

Uddannet læge. Har i flere omgange været guvernør i Brasiliens mest folkerige og velstående stat São Paulo, som tegner sig for en fjerdedel af Brasiliens befolkning og en tredjedel af den samlede økonomi.

PSDB’s kandidater til præsidentposten (Alckmin stillede selv og tabte til Lula i 206), har i de foregående valg været den private sektor og den mere velhavende og veluddannede del af befolkningens foretrukne. Men sådan er det ikke denne gang, hvor den langt mere “højreorienterede” kandidat, Jair Messias (ja det hedder han) Bolsanaro, se nedenfor, har overtaget rollen som den foretrukne kandidat for den bedst stillede del af befolkningen.

Skulle Alckmin vinde valget, vil det i store træk indebære en fortsættelse af den økonomiske politik, som er blevet ført under den nuværende præsident Temer de seneste 2 år.

Det vil sige fortsat åbning af økonomien, moderate privatiseringer, (forsøg) på reformer, herunder pensionsreformer.Alckmin har den bredeste gruppe af partier bag sig og får derfor flest “reklameminutter”, – ca. 40 procent, af de offentligt finansierede valgreklameblokke, som brasilianske TV-kanaler er forpligtigede til at vise frem til den 4. oktober.

Trods den umiddelbare fordel ved at være mest eksponeret via reklametid på TV, er tilslutningen, især blandt middelklassen behersket.

Jair Messias Bolsonaro

Parti: PSL : (Nationalisme/værdikonservatisme – mest oplagte parallel Donald Trump)

Tidligere kaptajn i hæren og medlem af deputeretkammeret   siden 1991, valgt for Rio de Janeiro. Frem til 2014-2016 var han ikke særligt kendt (ud over Rio de Janeiro), og, men efter Lava Jato (den store korruptionsskandale) og i forbindelse med afsættelsen af Dilma Rousseff i 2016 er hans popularitet steget voldsomt.

Bolsonaro er meget kontroversiel, og har bl. a. gjort sig bemærket med voldsomt homofobiske bemærkninger. Efter han i sidste uge blev stukket ned under et valgmøde, hvilket indebærer at han ikke selv deltager fysisk i den resterende del af valgkampen op til første valgrunde, er hans popularitet steget yderligere. Han ligger klart i front til at vinde 1. valgrunde i de seneste meningsmålinger. Bolsonaro står især stærkt i den sydlige del af landet, blandt middeklassevælgere og unge (ifølge en meningsmåling fra primo september, vil næsten hver tredje vælger mellem 16 og 25 år stemme på ham i første valgrunde).

Når det kommer til den mulige økonomiske politik er det vanskeligt at indplacere ham (hvorfor han optræder to gange i nedenstående grafik over kandidaternes placering). Lytter man til den Chicago-uddannede økonom Paulo Gerdes, som er Bolsonaros bud på en kommende finansminister, skal den stå på reformer i stil med de der gennemførtes i Chile i 1970erne. Dette står dog i skarp kontrast til Bolsonaros stemmeafgivning gennem 27 år i kongressen, hvor han konsekvent har stemt mod privatisering og for mere statslig involvering.

Som angivet ovenfor er det svært ikke at komme til at tænke på Donald Trump, når talen falder på Bolsonaro. Dog med to væsentlige forskelle: 1) I modsætning til Trump har Bolsonaro været en del af det politiske system i næsten tre årtier; 2) Trump blev valgt til præsident på holdninger, han har givet udtryk for siden 1980erne, mens Bolsonaro går til valg på stort set den modsatte økonomiske platform af, hvad han har stemt for gennem alle årene som medlem af deputeretkammeret.

Ciro Gomes

Parti: PDT (socialdemokratiet/SF)

Tidligere borgmester, (populær) guvernør i Ceara, finansminister en kort overgang i 1. halvdel af 1990erne. Ciro Gomes kommer ud af et politisk dynasti, der går 10 år tilbage i tiden. Hans styrke ligger i Nordøstbrasilien. Han er sammen med Haddad, se nedenfor, det pt. bedste bud på at gå videre til anden runde den 27. oktober, hvor han formentlig er den af kandidaterne med størst mulighed for at  slå Bolsonaro. 

Ciro Gomes har størst opbakning i Nordøstbrasilien, samt blandt vælgere med lidt eller ingen uddannelse, lave indkomster og lidt oppe i årene (den største tilslutning har han blandt vælgere på 55+ år)

Den største udfordring for at videre til 2. runde bliver Fernando Haddad fra PT. De kæmper om stort set de samme vælgere. Ciro Gomes chance ligger i at tilstrækkeligt med tidligere PT-vælgere skifter parti i vrede over den omfattende korruption (ud over Lula er flere ledende medlemmer af PT allerede dømt lange fængselsstraffe for korruption). De seneste meningsmålinger tyder dog ikke på den store succes.

Det hjælper næppe heller at Ciro Gomes og ikke mindst hans bror Cid Comes (også tidligere guvernør i Ceara og undervisningsminister i 3. mdr. i 2015) er bl. a. mistænkt for korruption i Ceara.

Ciro Gomes prøver at lancere sig som et spiseligt alternativ for mere moderate vælgere (og erhvervslivet) i forhold til PT. På den anden side har han også meddelt, at de oliekoncessioner som tidligere er solgt til en række multinationale selskaber, skal trækkes tilbage.

Marina Silva

Parti: REDE – (“grøn-rød” socialdemokrat)

Kommer fra en meget fattig familie og lærte først at læse, da hun var 16 år. Kendt internationalt for hendes kamp for miljø. Oprindeligt medlem af PT  og minister under Lula. Trak sig dog som minister, og meldte sig få år efter ud af partiet, da hun ikke mente man prioriterede miljøspørgsmål tilstrækkeligt. Har været kandidat to gange før, i 2010 og 2014, hvor hun endte på 3. pladsen begge gange.

Sandsynligheden for at at det denne gang skulle lykkes for hende at gå videre til 2. runde er dog minimal. Dels har hun stort set ingen TV-tid, og hendes kombination af social indignation, prioritering af miljø og pragmatisk økonomisk politik virker ikke rigtigt på vælgerne denne gang.

Fernando Haddad

Parti: PT (mellemting mellem SF og Enhedslisten)

Tidligere undervisningsminister under både præsident Lula og præsident Dilma Rousseff, tidligere borgmester i Sao Paulo. Han mislykkedes dog med at blive genvalgt i 2016. Planen for at få Hadda videre til 2. runde er helt åbenlyst at associere hans navn med Lula. “Haddad er Lula” kommer til at blive gentaget igen og igen på både TV og i radio de kommende uger. Modtrækket fra de andre kandidater  – ikke mindst Ciro Gomes – er allerede at “Hadda er Dilma”.

I modsætning til Lula, som fortsat nyder stor popularitet trods at han er dømt for korruption, er Dilma ingen stjerne, mildt sagt.

Hvorvidt det bliver Ciro Gomes eller Haddad, der går videre til 2. valgrunde sammen med Bolsonaro, vil formentlig i høj grad være afhængig af hvem af de to, som får mest opbakning i Nordøstbrasilien. Hvis Haddad trækker sig sejrrigt ud af den duel, peger de seneste meningsmålinger på meget tæt løb mellem Haddad og Bolsonaro (i modsætning til Ciro Gomes, som står til at vinde relativt klart).

Interessant nok får Haddad ifølge IBOPEs vælgerundersøgelse størst opbakning blandt vælgere, som tjener mere end 5 minimumslønninger. Vælgerundersøgelsen er dog lavet inden det blev officielt, at Haddad er kandidat for PT, og dette kan derfor have ændret sig siden.

Billedresultat for haddad e lulaDet er formentligt Haddads bedste (eneste?) chance at vælgerne forbinder ham med Lula. Var højesterets afgørelse i slutningen af august faldet ud til Lula’s fordel, således at han kunne have deltaget i valget, ville han stensikkert have vundet 1. valgrunde. Det kan måske nok undre, at et muligt udfald havde været, at man havde valgt en kandidat, som er dømt og sidder i fængsel. Men Lula er en “bigger than life” skikkelse i Brasilien. Og en ting er at en del vælgere slet ikke tror han er skyldig – det er også den fortælling PT og dele af venstrefløjen turnerer rundt med – men antallet af vælgere, som ville stemme på Lula er større end antallet som fortsat tror han er uskyldig dømt. Grunden er dels en kombination af vælgere som får ud fra at alle kandidaterne er korrupte i en eller anden grad (en meget forståelig opfattelse) og at korruption for en del vælgere, især blandt de fattigste, bare ikke spiller nogen særlig stor rolle. Til gengæld husker de at det gik meget bedre for brasiliansk økonomi under Lula’s regeringstid. At den førte økonomiske politik under Lula, bærer et meget stort ansvar for først stagnationen og herefter tilbagegangen efter 2010, kan man ikke forvente at den enkelte vælger forstår.

Pest eller kolera

Nedenfor har jeg prøvet at indplacere de enkelte kandidater. Dels vurderet på deres ideer om hvordan økonomien skal indrettes og dels på hvor autoritære vs. liberale de egentlig er, vurderet på respekt for demokratiet og ytringsfrihed. Som nævnt under afsnittet om Bolsonaro, hersker der noget forvirring omkring hvad han egentlig vil når det kommer til økonomiske spørgsmål. Derfor optræder han to gange. Dels vurderet på hvordan han reelt har stemt (mere stat og mindre marked) og dels vurderet på hvad han forslag til finansminister har sagt og skrevet (meget mere marked og meget mindre stat).

Der vil sikkert være en del på venstrefløjen som vil protestere over indplaceringen af PTs kandidat Haddad som værende autoritær. Men skal man tage udsagnet om at “Haddad er Lula” alvorligt, bør medtages, at Lula som præsident i flere omgange bl. a. truede navngivne publikationer, ligesom Lula og PT udfordrer retsstaten med deres angreb på retssystemet, hvor de anklager navngivne dommere for at gå målrettet efter PT i forbindelse med de mange korruptionssager. Skulle Haddad stå tilbage som den endelige vinder den 27. oktober, kan vi således forvente at Lula benådes, mens flere fremtrædende dommere formentlig vil blive forsøgt afsat.

 

Af alle de ledende kandidater er det formentlig kun Marina og Alckmin (hvoraf sidstnævnte også er under mistanke for korruption), der erkender magtens tredeling og betydningen af ytringsfrihed.

Uanset hvem der vinder valget skal der dog næppe forventes noget paradigmeskifte i Brasilien. Også den brasilianske præsidents magt er begrænset og lovgivning kræver flertal i kongressens to kamre. Det gælder ikke mindst hvis man ønsker at gennemføre væsentlige forandringer. Det har historisk vist sig at være meget svært, og bliver næppe nemmere efter valgene i oktober. Det tager vi op igen, når vi kender sammensætningen af kongressens to kamre efter den 4. oktober.

Dansk Public Choice Workshop 2019

Flere læsere har ærgret sig over, at vi et par gange har annonceret spændende events lidt sent. Vi vil derfor i dag benytte os af muligheden for at annoncere en af de events, vi selv synes er mest spændende, i rigeligt god tid. Eventen –som vi nok skal minde om senere på året – er den traditionelle, årlige danske public choice workshop – the Danish Public Choice Workshop.

Workshoppen bliver afholdt på Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet fredag den 1. februar 2019 med start klokken 11. Min kollega Martin Paldam og jeg står for organisationen, workshoppen bliver medfinansieret af Tuborg-centeret, og alle interesserede kan naturligvis kontakte os med spørgsmål. Vi har sendt et såkaldt call for papers ud til en række forskere med interesse for public choice og politisk økonomi i Danmark og det, der kan kaldes Danmarks ’nærområde’. Nærområdet ligner besnærende Danmark før 1658, omend med et par særinvitationer til Heidelberg og Stockholm!

Vi håber derfor at se en række fremragende tidligere deltagere, der bl.a. tæller Peter Kurrild-Klitgaard (KU), Niclas Berggren (IFN Stockholm), Stefan Voigt (Uni Hamburg), Andreas Fuchs (Helmut Schmidt Uni) og Philipp Schröder (Aarhus). Som altid er en af de store fornøjelser ved den danske public choice workshop at møde unge forskere, som kan præsentere deres nye papirer i det traditionelt fornøjelige og hjælpsomme miljø. Hvis der sidder sådan nogle blandt vores læsere, eller hvis man kender nogen der passer på beskrivelsen, er de særligt velkomne til at komme forbi Aarhus den 1. februar.

Dansk udvikling skuffer stadig

I går bragte Børsen en klumme om dansk udvikling, skrevet af undertegnede. Pointen i klummen, som kan læses her og som vi adskillige gange har skrevet om her på stedet, er at dansk udvikling er skuffende. Vores økonomiske udvikling følger ganske enkelt ikke med vores nabolandes. Centralt i klummen er dokumentation for det faktum, som de færreste politikere vil tale om:

Bruger man Verdensbankens sammenlignelige data på udviklingen i borgernes købekraft siden 1995, er danskernes vokset 1,1 % i gennemsnit. Samme vækstrate var 1,4 % i vores nabolande Sverige, Norge, Storbritannien, Tyskland, og Holland som vi ofte sammenlignes med, og 1,5 % i EU som helhed. Forskellene kan lyde meget små og relativt ligegyldige, men som enhver kapabel økonom ved, ser selv væsentlige vækstforskelle ofte besnærende små ud.

Problemet er illustreret i figuren nedenfor, hvor det der nok umiddelbart ligner en mindre forskel, over årene mellem 1995 og 2017 bliver ret betragtelig. Den optrukne, sorte linje viser Danmarks faktiske udvikling i købekraftskorrigeret BNP per indbygger (tal fra Verdensbanken), den røde er et gennemsnit af vores nabolande, mens den stiplede sort linje indikerer, hvordan Danmarks udvikling havde været, hvis vi havde haft samme vækst som naboerne. Som jeg noterer mig i Børsen, ville det danske BNP per indbygger have været 23.500 kroner større, hvis Danmark havde haft samme vækstrate – dvs. fulgt den stiplede linje – som vores naboer. Den småstiplede linje indikerer derfor, hvor stor den danske nationalindkomst er relativt til naboernes.

Det grundlæggende problem er tydeligvis et produktivitetsproblem: Ser man på OECDs indikator for multifaktorproduktivitet, er den danske i gennemsnit vokset med 0,27 % om året siden 1995, mens vores naboers er vokset med 0,78 %. Produktivitetskommissionen skrev om problemet for få år siden, men uden at politikerne på Christiansborg gjorde noget som helst ved det eller blot gjorde som om, de var interesserede. Produktivitetsproblemer er åbenbart så langsigtede, at de er politisk irrelevante – de manifesterer sig jo ikke før efter næste valg – og så længe de fleste vælgere ikke rigtigt opdager, at vi er ved at blive de fattigste i Norden, gør det åbenbart ikke noget.

Det går den gale vej på Frederiksberg

Samtlige partier på Frederiksberg har indgået en budgetaftale. Det er en temmelig trist affære.

Til trods for, at staten netop fra 2019 kompenserer kommunerne for 75 pct. af mindreprovenuet ved skattenedsættelser, har det borgerlige flertal ikke villet sænke skatten. Såvel udskrivningsprocent, grundskyld som dækningsafgift fastholdes uændret. Da både indkomster og vurderingsgrundlag går i vejret, er uændrede satser lig med stigende skatteprovenu. Det ventes for første gang at passere 6 mia.kr. i 2019.

Så sent som i valgkampen begrundede man manglende skattelettelser med de penge, kommunen betaler til andre kommuner i udligning. Men her er altså tale om, at man ikke under skatteyderne en nedsættelse, selv om staten refunderer tre fjerdedele. Det er ret ekstremt, når man tænker over det. Det viser noget om, hvor lille en vægt politikerne tillægger skatteborgerne generelt i forhold til interessegrupper på udgiftssiden og forvaltningens budgetinteresser.

Det er ganske paradoksalt, at kommunalpolitikerne henviser til stigende udgifter til udligning, når de skal begrunde de manglende skattelettelser – og dermed kommer til at øge det beløb, som frederiksbergborgerne netto må aflevere til staten og andre kommuner.

Udligningen er dog ikke det eneste problem i kommunens økonomi.

Budgettet bærer præg af, at udgiftspolitikken er ved at skride. Frederiksberg har faktisk været relativt veldrevet sammenlignet med andre kommuner. Men nu går det den gale vej. Det er ikke sådan, at udgifterne eksploderer, men i stedet sådan, at man ikke er i stand til at tilpasse sig til demografiske forbedringer. Det såkaldt socio-økonomiske indeks fra Økonomi- og Indenrigsministeriet er gået fra 1,01 i 2011 til 0,86 i 2017 og -18. Man er altså gået fra at have en befolkningssammensætning med et udgiftsbehov lige over gennemsnittet til langt under. Men kommunalpolitikerne har ikke ladet udgifterne følge med de faldende udgiftsbehov. Derfor er der i de senere år sket et betydeligt fald i den relative effektivitet. I 2016 lå udgiftsniveauet på 91 pct. af landsgennemsnittet, korrigeret for demografi og andre forskelle i udgiftsbehov. I 2018 er det steget til 94 pct. af landsgennemsnittet. Dermed er der spist en tredjedel af forspringet på blot to år.

I budgetaftalen for 2019 kan man bl.a. se det ved, at man med en håndevending sænker produktiviteten i daginstitutionerne. Det ”løser” noget af det ”problem” med overkapacitet, som befolkningsudviklingen har skabt. Som det lyrisk udtrykkes: ”Partierne er enige i at investere 5 mio.kr. til at øge personalenormeringen”.

Et andet eksempel er, at skolerne nu skal til at bespise eleverne. Budgetaftalen opremser alle de fordele, der utvivlsomt er ved mætte børn. Og man må dermed forstå, at denne opgave, som forældrene har løst gennem århundreder, ikke længere kan magtes af dem. Politikerne begynder tilmed at give særlige bevillinger til skolerne – ikke efter om de har særlige udfordringer, men alene på grundlag af elevernes socio-økonomiske baggrund.

Aftalen lægger dog op til effektiviseringer. Men det er helt ukonkret: ”Dette kan bl.a. ske ved digitalisering, modernisering, optimering af arbejdsgange samt ændring af ledelsesstrukturen”. Det er det – bortset fra at bestille en konsulentundersøgelse om opgavefordelingen mellem centrale og decentrale stabe.

Aftalen indfører en målsætning om at øge konkurrenceudsættelsen til 33 pct. i 2020. Det er langt under Konkurrencestyrelsens mål for udbudsegnede opgaver, men en pæn del over det nuværende niveau (på 28,4 pct. i 2017). Der er dog ikke mange konkrete tiltag i budgetaftalen, og til en start aflyser man et ellers aftalt udbud af et plejecenter.

Regeringen har som bekendt har mere end svært ved at få sin skatte- og strukturpolitiske dagsorden igennem på landsplan. En af undtagelserne er præmieringen af kommunale skattelettelser – om end de skæve incitamenter i kommunerne sagtens kunne begrunde en bedre ordning. På den baggrund er det sigende, at landet største borgerlige – og på papiret hidtil mest veldrevne – kommune har valgt at stå helt uden for ordningen og satse alt på udgifter. Udgifter, der udover selve skatten koster skatteyderne 75 øre i manglende tilskud for hver ekstra krone.

Udenrigsministeren forstår ikke handel

Anders Samuelsen havde tirsdag et debatindlæg i Børsen, hvor han i sin funktion som udenrigsminister argumenterede for at ”Øget eksport skal sikre vækst i dansk økonomi.” Selvom kronikken næppe er skrevet af ministeren selv – det gør embedsværket typisk for ham – udtrykker og reflekterer den hans forståelse af, hvad handel er og hvad der er gavnligt for Danmarks økonomi. Den forståelse viser sig endnu en gang at være ganske overfladisk.

Samuelsens ærinde i Børsen er at tilskynde danske virksomheder til at eksportere mere, eller som han formulerer det, at ”realisere eksportpotentialet for dansk erhvervsliv.” Samuelsen noterer sig, at ”Tal viser, at kun tre fjerdedele af dansk vareeksport får den toldreduktion, som aftalerne giver mulighed for.” Uden nogen form for baggrund kan man forledes til at tro, at virksomhederne bare ikke kender til aftalernes muligheder, eller at de re elendigt ledet.

Der er dog en anden forklaring, som Gabriel Felbermayr, der pt. er ved at flytte fra CESIfo i München til den prestigefyldte post som præsident for the Kiel Institute for the World Economy, gav ved et seminar i Aarhus sidste år: Overholdelse af de nye handelsaftaler, der tilbyder lavere toldsatser, er så dyrt og besværligt rent bureaukratisk, at det bedre kan betale sig for mange danske virksomheder bare at betale den såkaldte MFN-told. Med andre ord har EU forhandlet handelsaftaler – som Samuelsen hylder – der gør det så besværligt, at mange særligt mindre virksomheder hellere vil betale fuld told end at bruge ressourcer på papirarbejde og dokumentation.

Mens den bedste handelsaftale kan formuleres i én enkelt sætning – ”Vi afskaffer begge alle handelsbarrierer” – er det tydeligvis ikke den forståelse, Samuelsen og hans ministerium har. Som han slutter indlægget, er ideen åbenbart, at ” Regeringen arbejder for at sikre jer [eksportvirksomhederne] de bedste betingelser.” Spørger man ministeren og hans folk om handel, handler det hele om eksport.

Det store problem er, at de store velfærdsgevinster af øget frihandel ikke kommer fra øget eksport, uanset hvad ministeren, hans kolleger og hans embedsværk tror. Som vi tidligere har skrevet om i vores sommerserie i år, kommer de store, umiddelbare gevinster for borgerne fra import. Mens der er positive virkninger af eksport – virksomheder lærer for eksempel af at blive udsat for international konkurrence – er den fremmeste opgave for eksport at finansiere vores import.

Eksport i sig giver ikke borgerne adgang til flere, billigere eller bedre varer og service. Det ville have været rart, hvis en nominelt liberal udenrigsminister havde forstået blot lidt af, hvad handel er og hvad det faktisk betyder. Det afslører Samuelsens debatindlæg dog endnu en gang, at han ikke gør, og min personlige erfaring er, at hans fagøkonomisk svage ministeriums embedsværk heller ikke gør. De tror, at det hele handler om at gavne danske virksomheder, og glemmer, at borgerne er de vigtige aktører. Dén indsigt skal man lede med lup efter, for at finde i Samuelsens udenrigsministerium.

Er forretningsfolk dårlige politikere?

Donald Trump er beviset på, at forretningsfolk er elendige politikere, og man meget hellere bør overlade politik til professionelle politikere –ikke? Selvom det faktisk er et argument, som man hører med jævne mellemrum, viser ny forskning, at det faktisk er forkert. På tværs af de amerikanske stater viser sammenligninger det modsatte, og dermed at Trump også på det punkt er em outlier.

I oktobernummeret af af Economic Inquiry undersøger Florian Neumeier (CESIfo München), om forretningsfolk er anderledes som politikere ved at undersøge konsekvenserne af at vælge tidligere forretningsfolk som guvernører i amerikanske stater. Baggrunden er, at en meget høj andel af de amerikanske politikere er jurister af uddannelse – meget som en forbløffende stor andel af danske politikere er statskundskabsuddannede – og dermed temmelig homogene. Er det en fordel, at lovgivere er uddannede jurister, eller dem der laver politik er uddannet i det, der på engelsk hedder ’political science’? Eller er det omvendt en fordel at have faktisk erhvervserfaring fra privat ledelse, som relativt få amerikanske og næsten ingen danske politikere her?

Konklusionerne i Neumeiers studie er ganske klare: Ser man på de økonomiske konsekvenser af at vælge nogen med en erhvervsmæssig ledelsesbaggrund som guvernør, er de tydeligt positive. Men det er ikke tilfældigt, hvornår vælgerne stemmer sådan en ind, hvilket giver et metodisk problem, der først skal løses. Som Neumeier skitserer i sit abstract, kan det lade sig gøre, og konsekvenserne er ganske positive. Det er godt nyt for amerikanere i en række stater, men hvor er de danske politikere med den type baggrund? Under alle omstændigheder, om man tager det som optimistisk eller pessimistisk forskning, er abstractet her:

This paper evaluates the economic performance of U.S. state governors with a business background (chief executive officer [CEO] governors). Applying a matching method, I find, first, that businesspeople tend to take office in times of economic and fiscal strain. Second, the tenures of CEO governors are associated with a 0.5 percentage points (pp.) higher annual income growth rate, a 0.4 pp. higher growth rate of the private capital stock, and a 0.6 pp. lower unemployment rate than are the tenures of non‐CEO governors. State‐level income inequality is not affected by CEO governors holding office, indicating that low‐income households benefit from the economic upswing.

Nu afgøres det svenske valg

 

I horisonten har det rumlet længe, men nu er det lige over.  Det svenske valg afgøres i overmorgen. Nogle vigtige ting ved vi allerede nu: Sverigedemokraterna, det sorte får i svensk politik får et kanonvalg. Og sejren bliver så stor, at hverken den  rød-grønne blok eller den borgerlige koalition vil mønstre de  nødvendige 175 mandater, som er nødvendige for at danne en flertalsregering efter det svenske valget.  Men hvor stor bliver valgsejren? Og vil den tvinge de toneangivende politiske partier til at tænke i nye baner.

Enten må de to fronter stoppe deres skyttegravskrig, som har præget valgkampen, så der kan dannes en flertalsregering over midten. Eller også får Sverige en skrøbelig mindretalsregering, kommer til at sidde så usikkert i sadlen at en ny stor regeringskrise nærmest  er uundgåelig. Det kan føre til et snarligt omvalg.  Usikkerheden omkring det  endelige valgresultat er stor, men Sveriges politiske situation synes meget uoverskuelig fremadrettet.

Lad os først forklare, hvorfor regeringsdannelsen finder sted på en anden måde i Sverige end i Danmark, og hvorfor princippet om negativ parlamentarisme er forskelligt.

Regeringsdannelse efter et valg: Forskellen mellem Danmark og Sverige

Regeringsdannelsen efter et valg foregår på en anden måde i Sverige, end den gør i Danmark.

Proceduren i Danmark, som blev indført i 1909, men ikke nedskrevet,  starter med en dronningerunde: I dronningerunden går partilederne til dronningen, og tilkendegiver, hvem de peger på som den en kongelig undersøger, dvs. hvem  de mener skal undersøge mulighederne for at danne regering. Dronningen  udpeger derefter den politiker, hun mener kan danne en regering. I praksis er den kongelige undersøger den partileder, som  flest partier har peget på som mulig statsminister. Denne statsministerkandidat leder derefter regeringsforhandlingerne. Hvis regeringsforhandlingerne afsluttes med et positivt resultat, udpeger dronningen til slut den kommende statsminister. Opnås der ikke enighed i regeringsforhandlingerne, starter en ny dronningerunde med den samme eller en anden partileder.  Processen fortsætter til der opnås enighed blandt partierne om, hvem der skal være statsminister og danne en ny regering. Flere dronningerunder kan derfor finde sted.

I Sverige finder der efter valget en afstemning sted om, hvem som kal lede regeringsforhandlingerne. Denne person, som på svensk kaldes for talmannen,  udpeges ikke på forhånd, men vil være den, som kan samle et flertal. Hvis et parti eller en politisk blok er størst, er sagen reelt klar. Det bliver lederen af dette parti, som skal lede regeringsforhandlingerne. Måske skal der flere afstemninger til, hvis partierne ikke kan enes indbyrdes om, hvem der skal lede regeringsforhandlingerne.  Men siden 1982 er der blevet den praksis, at talmannen bliver lederen af det største regeringsparti.

Talmannen har fire forsøg på at skabe enighed om, hvem der skal være Sveriges nye statsminister. Dette er Sveriges parallel til de danske dronninge- (eller kongerunder). Hvis det ikke lykkes i de fire forsøg, udskrives der automatisk nyvalg.  I den mellemliggende periode fungerer den siddende regering som overgangsregering.

Ca. 14 dage efter valget finder der i Rigsdagen en afstemning sted, om parlamentet kan godkende den ny statsminister.  Hvis den siddende statsminister har et flertal imod sig, må han gå af, men regeringen kan i  princippet godt forsætte. Men regeringen har maksimalt 2 måneder til at fremlægge en ny finanslov.  Kort før jul stemmer Rigsdagen om finansloven godkendes eller ej. Forkastes den, indtræffer en regeringskrise. Dette blev tilfældet i 2014, hvor Sverigedemokraterna stemte imod finanslovsforslaget. Statsminister Löfven overvejede et nyvalg, der skulle finde sted i marts, men det lykkedes i slutningen af december på tværs af de to politiske blokke at blive enige om, at Löfven kunne fortsætte og lede en mindretalsregering; noget som er ret usædvanligt i Sverige.

Spillet om regeringsmagten er således kompliceret i begge lande, men både i Danmark og i Sverige gælder princippet om   negativ parlamentarisme, som går ud på, at en regering ikke må have et flertal imod sig.  I Danmark kan en regering godt overleve, selvom den fremlægger et lovforslag,  der nedstemmes i folketinget. Regeringen falder først, når oppositionen fremlægger et mistillidsvotum, som vedtages.  I Sverige derimod falder regeringen, hvis den fremlægger et lovforslag, som ikke kan vedtages i Rigsdagen. I så fald har regeringen i princippet et automatisk, hvis den efter at have fremlagt et lovforslag får et flertal imod  sig. I begge lande kan der udmærket dannes mindretalsregeringer, men forskellen i princippet om negativ parlamentarisme er afgørende.

Skrøbelig regering efter valget i 2014.

Det svenske valg d. 14 sep Septemper 2014 resulterede præcis i den nævnte situation: Den rød grønne koalition bestående af Socialdemokraterna, Miljöpartiet og Vänsterpartiet vandt ganske vandt valget, men samlede ikke de nødvendige 175 mandater til at danne en flertalsregering.

I overensstemmelse med traditionen blev det overladt til det største parti,  Socialdemokraterna, ledt af Stefan Lövfen at undersøge mulighederne for at danne regering. Eftersom forholdet mellem den rødgrønne koalitions forhold til den borgerlige koalition i sagens natur var belastet (de to blokke havde jo lige været i valgkamp,  forkastede Rigsdagen med Sverigedemokraternas mandater finanslovsforslaget.

Eftersom ingen af parterne ville samarbejde med Sverigededemokraterna, var det ikke muligt at danne en bred koalition over den politiske midte, overvejede statsminister Lövfen at udskrive et nyvalg, som skulle finde sted den 29. december 2014. Valget ville utvivlsomt resultere i, at ingen af blokkene vil få majoritet, og derfor enedes de koalitioner i december om, at regeringen kunne fortsætte, så Sverigedemokraterna blev holdt uden for indflydelse. Det fik Sverigedemokraterna alligevel jf. min sidste artikel, som blev publiceret for få dage siden.

Ingen af blokkene har udsigt til at få majoritet ved det kommende valg.

Efter valget i 2014 har Sverigedemokraterne stormet frem i meningsmålingerne. Flygninge- og migrantkrisen i 2015 spilede en stor rolle. I juni publicere instituttet YouGov en chokmåling, som gjorde Sverigedemokraterna det største parti med hele 7, 5% afstand  ned til Socialdemokraterna som det  næststørste parti.

Ingen af de poliske blokke har udsigt til at få flertal ved valget om tre dage. Statsminister Lövfen har senest igen forsøgt at række hånden ud til Centerpartier og de Liberale med henblik på  at danne en majoritetsregering henover midten.  Tilbuddet blev afvist. Centerpartiets partileder, Annie Lööf gik så vidt som til at sige, at hun hellere ville spise sin højre sko fremfor at agere støtteparti for Socialdemokraterna.

En borgerlig koalitionsregering med Sverigedemokraterna som støtteparti er næppe heller ikke muligt, eftersom ingen partier formelt vil samarbejde med dette parti, selvom Moderaterna har strammet sin udlændingepolitik fornylig.

Oddsfirmaerne mener dog, at den borgerlige koalition bliver den største efter valget, hvilket overlader det til Moderaternas formand Ulf Kristersson at skabe en ny regering.

Men det er langt fra sikkert, at den borgerlige koalition bliver den største, fordi meningsmålingerne er notorisk usikre. Dette hænger dels sammen med, at institutterne anvender forskellige metoder, hvorfor målingerne varierer og skaber den såkaldte house effekter, som  måler hvor meget institutternes seneste måling afviger fra valgresultat.  Ved valget i 2014 kom YouGov tættest på valgresultatet, men ramte alligevel klart ved siden af.

Det er dog langt fra usandsynligt, at Sverigedemokraterna bliver meget større Ligesom de danske meningsmålinger i mange år har undervurderet Dansk Folkeparti forud for valg, er det samme tilfældet for Sverigedemokraterna. YouGovs seneste meningsmåling, giver Sverigedemokraterna 24,8%, hvilket give partiet en kæmpevalgsejr med mere end 10% fremgang.  Men de seneste målinger varierer meget, men har dog nærmest sig noget i de sidste par uger.  Her kort før valget, måles Sverigedemokraterna gennemsnitligt til 19,3%.

Hvordan det hele ender, giver valget os et resultat på, og sikkert kort efter,  hvem der bliver Sveriges næste statsminister,

Hvad kommer der til at ske efter det svenske valg?

Det svenske valg bliver det mest spændende i mange år. Ingen af blokkene ser ud til at få majoritet, Hvis Socialdemokraterna fortsat bliver det største parti, bliver det Löfven muligvis talmann, men det kan jf. ovenstående ikke tages for givet. Hvem der end udpeges som talmann, han han som nævnt 4 forsøg til at skabe enighed om en regering. Det kan altså ende med et hurtigt nyvalg, hvis forsøgene mislykkes.

Den næste store hurdle for den nye regering er afstemningen om regeringens finanslovsforslag i november. Hvis det forkastes, som det blev indtræffer en regeringskrise, som kan udløse nyvalget.

Hvis den rødgrønne blok bliver størst ved valget, vil der med stor sikkerhed indtræffe en regeringskrise, da Sverigedemokraterna,  der formodes at blive valgets store sejrherre, vil få finanslovsforslaget forkastet.

Hvis den borgerlige alliance bliver størst, men ikke stor nok til at danne en majoritet, bliver situationen særdeles spændende. Det kan fremkalde tre scenarier:

a) at der skabes enighed på tværs af blokkene, som det skete i 2014.

b) at den borgerlige statsminister bider i det sure æble, og  tilbyder Sverige demokraterna reel indflydelse på politikken fremover.

c) der udskrives nyvalg.

Hvad der kommer til at ske efter valget, må vi med spænding vente på, men nu er scenarierne linet op.

 

3F-præsidenten slår til igen

Den nyligt indgåede handelsaftale mellem Mexico og USA understreger endnu en gang,  at Donald Trump ikke forstår grundlæggende handelsteori og nationaløkonomi. Aftalen vil, hvis den træder i kraft, alt andet lige, være til skade for både Mexico og USA, hæmme produktiviteten, svække amerikansk bilindustris konkurrenceevne og medføre højere priser (på biler) for den amerikanske forbruger.

I sidste uge meddelte præsident Trump at man var nået til enighed med Mexico om en ny handelsaftale til afløsning for NAFTA-aftalen mellem Canada, Mexico og USA. Canada er med andre ord indtil videre ikke med i den nye aftale, om end der pågår forhandlinger netop i disse dage. Hvor det ender og hvorvidt nye aftaler overhovedet kan komme igennem kongressens to kamre er usikkert på nuværende tidspunkt (Trump kan formentlig godt opsige NAFTA-aftalen uden godkendelse, men han kan ikke indgå en ny aftale uden flertal i de to kamre).

Ud fra hvad vi kender til aftalens indhold indtil videre, kan vi dog allerede nu konstatere, at der er tale om et tilbageskridt i forhold til den nuværende NAFTA-aftalen, vurderet på de økonomiske konsekvenser for den økonomiske udvikling i både Mexico og USA.

Aftalen indebærer bl. a., at:

  1. bilproduktion fremover skal have et lokalt indhold på  75% i stedet for de nuværende 62,5%, for at blive fritaget for told.
  2. Det kræves, at mellem 40% og 45% af biler og bildele skal produceres af arbejdstagerne, med en timeløn på mindst  16 $ ( minimumslønnen i Mexico er ca. 5 $, om DAGEN, mens den gennemsnitlige timeløn indenfor fremstillingsvirksomhed er 2,30 $ i timen). Det vil alt andet lige indebære, at det bliver mindre attraktivt for virksomhederne at opretholde og/eller investere yderligere i produktion i Mexico, som i stedet vil blive placeret i USA og Canada. 
  3. Der stilles minimuskrav til, hvor meget stål og aluminium, som skal stamme fra  Nordamerika i bilproduktionen, for at opnå toldfrihed.
  4. Der kommer også nye (og højere) krav til oprindelsesland og lokalt indhold i andre sektorer. Det gælder bl. a. indenfor tekstiler, kemikalier, stålintensive produkter og andre industrivarer, hvis man skal fritages for told.
  5. Skærpelse af beskyttelse af den Intellektuel ejendomsret, Denne del af aftalen kan ses som modellen for hvad der femover vil blive krævet fra amerikansk side (bl. a. i forhold til aftaler med Kina).
  6. Told afskaffes for handel med digitale produkter, som distribueres elektronisk. Det vil sige bl. a. e-bøger, videoer, musik, software og spil (af gode grunde var der ikke taget højde for digitale produkter i den gamle aftale.
  7. Krav til Mexico om at anerkende kollektive forhandlinger (hvad der præcist menes er dog usikkert, repræsentanter for henholdsvis den amerikanske og mexicanske regering har noget forskellig udlægning af hvad det vil betyde for mexicansk lovgivning på området).
  8. Der er tale om en 16-årig aftale med mulighed for revision efter 6 år.
  9. Til bilæggelse af stridigheder opretteredes der sammen med Nafta et system af internationale domstole til at afgøre tvister mellem virksomheder og de enkelte medlemslandes regeringer. Den nye aftale indebærer en indskrænkning i mulighederne for at få behandlet uenigheder ved en international domstol indenfor visse sektorer, mens andre (bl. a.  Olie- og gas-, energi- og infrastrukturvirksomheder) fortsat vil kunne få behandlet deres tvister ved disse.
  10. For landbrugssektoren fastholdes toldfrihed stort set, som i den oprindelige Nafta-aftale. 

Den “nye” aftale er altså mindre frihandelsorienteret end den nuværende. I tilfælde af at aftalen rent faktisk træder i kraft vil den både være til skade for velstanden i Mexico og USA. Således indebærer de nye krav til løn og arbejdsvilkår i Mexico indenfor bilindustrien (kravet om en minimumsløn på 16 USD. i timen har ingen betydning i USA), alt andet lige, at beskæftigelsen i eksportsektoren falder i Mexico. For amerikanske forbrugere indebærer den nye aftale, alt andet lige,  dyre produkter (biler). Hvor stor effekten vil blive kendes dog ikke på nuværende tidspunkt.

Når Donald Trump erklærer, som han har gjort i flere sammenhænge, at han er tilhænger af frihandel, skal det ikke forstås som nationaløkonomer forstår det. Det er ikke et tilfælde at han f eks. har erklæret, at “I’m a big free trader. But it has to be fair”. Afgørende er tilføjelsen af “fair”, for hvad vil det sige? Det er en fuldkommen subjektiv vurdering. Her er han på linje med diverse hjemmelige NGO’ere og fagforeninger. Med andre ord. Når man i Trumps valgprogram kunne læse, at der skulle sættes en stopper for “sweatshops i Mexico, der underbyder amerikanske arbejdere”, så skulle det tages alvorligt.

Som der dog anføres af Bloomberg, under overskriften “Trump’s Mexico Trade Deal Looks Like a Lemon“, er de umiddelbare skadevirkninger formentlig begrænsede -heldigvis. Det ændrer dog ikke ved at der skabes en beklagelig præsidens. Og interessant nok er det stik imod hvad økonomerne Edward C. Prescott og Lee E. Ohanian i en kronik i Wall Street Journal anbefaler i et grundlæggende meget positivt indlæg, nemlig at :

Growth rates could improve with further policy changes. One example is a reduction in trade barriers. Since the General Agreement on Tariffs and Trade was signed 70 years ago, international commerce has expanded dramatically, hugely benefiting U.S. consumers by lowering prices and increasing the variety of available goods. The average household’s benefits from trade are greater than $10,000 a year, according to the Tax Foundation. Further cooperative trade agreements—rather than wide-ranging tariffs—would expand these already large benefits.

Desværre må vi konstatere, at det ikke kommer til at ske – i hvert fald ikke under den nuværende præsident.

Vi har før skrevet om Donald Trumps håbløse forståelse for nationaløkonomi og betydningen af frihandel før, og aftalen med Mexico understreger, at han er opsat på at forfølge denne.

Trump (og hans nærmeste rådgivere på området Peter Navarro og handelsminister Wilbur Ross) er af den overbevisning, at import skader USAs økonomi, selv om det forholder sig omvendt, som påpeget i flere indlæg i sommerens serie om betydningen af frihandel.

Men græmmes vi her på punditokraterne, må man formode at der jubles i NGO- og fagforeningskredse. Her trives jo forestillingerne om fair handel. For verdens fattige og forbrugerne er det dog en anden sag.

 

Tyrkiet er på vej mod krise

Tyrkiet er ikke længere et demokrati. Landet har været på vej mod diktatur i lang tid og ikke blot det mærkelige kupforsøg i juli 2016, men også den manipulerede forfatningsafstemning og adskillige års chikane mod skeptiske medier har længe været klare tegn. Med sidste års ændringer er langt mere magt nu koncentreret hos præsident Erdoğan og landet er formelt gået fra at være parlamentarisk til at være præsidentielt.

De mange års ændringer er nu virkeligt begyndt at slå til i den tyrkiske økonomi. Som min klumme i fredags i Børsen beskrev, er landet på vej ind i en egentlig økonomisk krise, der kan vise sig at være endda meget langvarig. Efter år med vækstrater mellem 3½ og 4 %, er dybe strukturelle problemer ved at vise sig i et foreløbigt 40 % stort fald i liraens værdi overfor dollaren. Det forstærker et andet problem, den private sektors låntagning, som er ved at blive en økonomisk hovedpine: Mere end 10 % af den over 200 milliarder dollars store gæld, som tyrkiske virksomheder har stiftet i udlandet, forfalder ved udgangen af i år, og en økonomisk krise kombineret med en massiv depreciering af valutaen gør det ganske svært for mange af virksomhederne at betale tilbage.

Som jeg skrev i Børsen:

De grundlæggende problemer kan alle tilskrives Erdoğan-regimet. Det internationale V-Dem-projekts eksperter vurderer for eksempel, at retsvæsenets pålidelighed og særligt den tyrkiske højesterets uafhængighed er svækket meget kraftigt under Erdogan. Det har bl.a. det i år ført til, at Standard & Poor’s i maj sænkede Tyrkiets kreditrating til BB-/B, og nævnte både stigende inflation, den private udlandsgæld og de generelt svækkede institutioner.

Figurerne nedenfor illustrerer de grundlæggende problemer. Den første figur illustrerer udviklingen i (det officielle!) BNI, husholdningernes forbrug og kreditgivningen til de hjemlige banker; alle er på en logaritmisk skala. Den anden figur viser hvordan graden af underslæb i det offentlige embedsværk og bestikkelsesproblemerne (de røde linjer) er forværret de sidste ti år, brugen af censur mod medierne er voldsomt forøget siden 2005 (den grå linje), og at Erdoğans lovændringer har betydet, at han nu stort set gnidningsfrit kan ignorere alle beslutninger og al kritik fra retsvæsenet (den grønne linje). Centrale elementer i de forhold, som kaldes enten ’rule of law’ eller ’good governance’, og som er ekstremt vigtige for langsigtet udvikling, er alle blevet svækket kraftigt under Erdoğan.

Et vigtigt spørgsmål er derfor, hvorfor det er sket – hvordan kunne det gå så galt. Det gav Timur Kuran og Dani Rodrik et bud på forleden. Deres bud er, at selve logikken i Tyrkiets politiske institutioner har ændret sig under Erdoğan

The logic of Turkey’s new political system harks back to the Ottoman “circle of justice” that divided the population into taxpaying masses and a small tax-exempt elite headed by a sultan who was subordinate only to the Sharia (Islamic law), though in practice he himself defined what it meant. The “circle of justice” was officially repealed in 1839, through an edict that ushered in an era of restructuring. Nearly two centuries later, Erdoğan has taken Turkey back to a past that generations of reformers tried to leave behind.

The system Erdoğan has instituted leaves no place for competent politicians or bureaucrats at the helm of the economy. They have been pushed out because their goals transcend the leader’s self-interest. Fear prevents honest debate of issues. Businessmen, academics, and journalists at the top of their fields have fallen mute in the interest of self-preservation. His circle is packed with yes-men (and some token yes-women), who strive to satisfy his sense of omniscience and magnificence. Even opposition leaders in Turkey’s now-toothless parliament become cheerleaders whenever he signals that lack of support would be treated as aiding the enemy.

Med andre ord, som også Durmus Yilmaz og Selim Sazak beskrev forleden i Foreign Policy, er hovedincitamentet for Erdoğan nu, at folk omkring ham er loyale. Han lider nu under det, Gordon Tullock kaldte ”The Dictator’s Dilemma” – at logikken bag alle beslutninger i første omgang bliver, om de bidrager til at holde ham ved magten, og kun i anden omgang kan have andre formål. Det tragiske er dermed, at Erdoğan er ved at slette Tyrkiets sekulære og demokratiske fremskridt i det 20. århundrede og alt, der skiller landet fra resten af det dysfynktionelle Mellemøsten.

Sveriges valg: Nyt politisk jordskred på vej.

Det svenske valg d. 9. september vil med stor sandsynlighed føre til et nyt jordskred i svensk politik.

 

Når et land splittes og befinder sig i en dyb krise som følge af store demografiske, sociale eller økonomiske forandringer, søger vælgerne mod de politiske yderfløje og væk fra de store etablerede midterpartier. Det fremkalder et politisk jordskred, og det er, hvad vi har i vente ved det kommende svenske valg.

Tabere og vindere

Socialdemokraterna (S), som gennem historien har været Sveriges altdominerende regeringsparti – partiet som skabte det svenske Folkehjem  (Folkhemmet) — den svenske udgave af den skandinaviske velfærdsstatsmodel) står overfor et regulært katastrofevalg. Partiet ligger til at få omkring 25% -27% af stemmerne, hvilket vil være det laveste siden indførelsen af proportionalvalg til den svenske rigsdag i 1911. Med andre ord: Socialdemokraterna står til at få det dårligste valg nogensinde.

Den borgerlige bloks (Alliancen) største parti, Moderaterna (M), bliver valgets anden store taber. Moderaterna fik 23,3% ved valget i 2014, men står til få 18% eller mindre, hvilket vil sige at en fjerdedel eller mere af partiets stemmeandel vil falde bort.

Samlet set vil Socialdemokraternas og Moderaternas valgnederlag ligge i omegnen af 10 procentpoint, hvilket vil være nok til at beskrive valget som et jordskred.

 Hvor søger vælgerne så hen? De søger fra midten  (S+M) til de politiske yderfløje, der tegnes af  det højrepopulistiske Sverigedemokraterna (SD) og det socialistiske Vänsterpartiet (V).  To partier med en meget blakket fortid.

At vælgerne søger mod de absolutte politiske yderfløje et typisk symptom på et samfund i dyb krise. Uden sammenligning i øvrigt oplevede man det samme i den tyske Weimarrepubliks sidste år.

Vänsterpartiets kommunistiske fortid

Det socialistiske Vänsterpartiet blev oprindeligt dannet i 1917 af en socialdemokratisk udbrydergruppe, som ønskede at danne et marxistisk-leninistisk parti efter russisk forbillede i lyset af den russiske revolution.  I perioden fra 1921 til 1967 kaldte partiet sig for Sveriges Kommunistiska Parti  og var frem til Sovjetunionens opløsning i 1991 et decideret kommunistisk Moskvatro parti.  Efter 1991 har partiet bygget sin platform på  antikapitalistisk socialisme og med fokus på feminisme og miljø. Partiet kan placeres til venstre for danske Enhedslisten.

Vänsterpartiet står ifølge meningsmålingerne til at få 10-11%, hvilket ikke blot vil være en fordobling af partiets stemmeandel i forhold til valget i 2014. Partiet, som typisk får 5-6% af stemmerne, og kniber sig typisk lige over den svenske spærregrænse på 4%. Med 10%-11% eller mere står  Vänsterpartiet til at få måske det bedste valg nogensinde, og i hvert fald det bedste siden rekordvalget i 1998, hvor det fik 12% af stemmerne.

Presset på den svenske velfærdsstat samt modreaktionen mod Sverigedemokraternas forventede dramatiske fremgang er de væsentligste årsager til, at Vänsterpartiet også kan se frem til en valgsejr.

Sverigedemokraternas nynazistiske rødder

Det indvandrerkritiske og højrepopulistiske Sverigedemokraterna har også en dyster fortid. . Partiet blev  oprindeligt dannet i 1988, og samlede personer på den ekstreme højrefløj herunder medlemmer af det nynazistiske Sverigepartiet (et parti som havde svastikaen som partisymbol, kampagneorganisationen, Bevara Sverige Svenskt (den svenske pendant til britiske Nation Front), det nynazistiske Nordiska Rikspartiet, som også brugte svastikaen som partisymbol. Det nynazistiske Nordiska Rikspartiet blev oprindeligt dannet i 1956, og først nedlagt i 2008, kort før Sverigedemokraterna (SD) stormede ind i den Svenske Rigsdag samt flere stærkt yderliggående bevægelser på højrefløjen.

Hermed  ikke være sagt, at Sverigedemokraternas politikere og vælgere er nynazister. De kan idag snarere karakteriseres  som nationalkonservative populister.  Men det er vigtigt  at understrege, at partiet har dybe historiske rødder i  politiske bevægelser på den ekstreme højrefløj.

Derfor har SD også en helt anden partihistorik end Dansk Folkeparti, som nok var og er indvandrerkritisk, men som ikke har samme belastende fortid. Givet partiets historiske rødder var det et kæmpe chok, at Sverigedemokraterna (SD) i 2010, med 5,7% af stemmerne sprængte den politiske spærregrænse, og blev repræsenteret i den svenske Rigsdag med 22 mandater.  Vi taler trods alt om et parti, som i sine første ti år af sine levetid aldrig fik mere end 0,5%, og som  i sit første valg i  1988 fik 0,02% af stemmerne. Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterna har begge været partier, som de andre og mere etablerede partier ikke har villet lege med, og i det svenske tilfælde forstår man det måske nok, når man kender partiets historik og rødder.

På vej mod en afstigmatisering af SD?

I Danmark har Dansk Folkeparti  omsider og endegyldigt kastet dets stigmatisering som et ikke-stuerent parti (for at bruge Poul Nyrup Rasmussens berygtede frase) af sig. Det så man klart ved valget i 2015, hvor Dansk Folkeparti blev Danmarks største borgerlige parti og støtteparti til den Venstreledede borgerlige regering, og partiet er blevet en seriøs kandidat til at indgå i en ny borgerlig regering efter det  næste valg, som efter alt at dømme  vil finde sted til næste forår.

I Sveriges tilfælde vil afstigmatiseringen af SD komme til at tage længere tid, men noget er der i gære:

For det første er Sverigedemokraterna blevet et mere moderat indvandrerkritisk parti, som i mangt og meget har skabt den samme politiske platform som Dansk Folkeparti med dets fokus på en stram udlændinge- og retspolitik samt omsorg  for især de ældre i velfærdspolitikken.  For det andet har Sveriges liberale udlændingepolitik skabt så store problemer, at de nødvendigvis  giver SD stor vind i sejlene.

Dertil kommer, at partiet har været meget omhyggelig med at gøre op med sine nynazistiske rødder. Partimedlemmer er blevet  smidt ud, mens andre er gået selv.

Hovedårsagen til SDs dramatiske vækst: Folkhemmet smuldrer som følge af Sveriges generøse udlændingepolitik

Gennem årtier har svenske regeringer skabt et  internationalt image som en humanitær stormagt med en meget lempelig udlændingepolitik.  Dette har ført til, at mange migranter og flygtninge er flyttet til landet. Siden 1980 er der brutto blevet givet 2.299.084 opholdstilladelser, dvs. mere end 2 mio. opholdstilladelser, og befolkningstallet er vokset fra 8,3 mio. til over 10 millioner. 

Som det europæiske land, som har ført den mest liberale udlændingepolitik og taget imod flest indvandrere per tusind indbyggere tumler Sverige med de samme integrationsproblemer som Danmark, men i langt højere potens: store og voksende parallelsamfund, bandekriminalitet, voldtægter og seksuelle masseovergreb på kvinder (’Tarrarush’), bilafbrændinger, og en salafisme og sågar jihadisalafisme, som breder sig fra by til by, og forstad til forstad, og dermed stadig mere omsiggribende parallelsamfund, er på sørgelig vis blevet dagens orden i Sverige.

De svenske politikere har været naive og tossegode. Og det betaler især den lavere svenske middelklasse og samfunds udsatte grupper som de ældre og syge prisen for.

Der har bredt sig en stemning, at Sverige ikke længere er, hvad det var en gang. Væk er trygheden, både den fysiske, sociale og velfærdsøkonomiske. Det svenske Folkhemmet smuldrer.

Det er i dette lys, man skal forstå, hvorfor Sverigedemokraterna bliver valgets store sejrherre.

Det var partiet allerede ved valget i 2014, hvor SD med  små 13% af stemmerne blev Sveriges tredje største parti. Nu venter der en yderligere fremgang på op imod 7%, selvom partiet på det seneste har tabt luft i meningsmålingerne (se figur).

SD politisk umulig at komme uden om

Valget i 2014 var i sig selv et jordskredsvalg, idet SD’s voldsomme fremgang på 7 procentpoint umuligjorde, at hverken den rød-grønne eller borgerlige koalition (Alliancen) fik nok mandater til at skabe et flertal i Rigsdagen.  Eftersom ingen ville omgås Sverigedemokraterna med en ildtang, fik valgresultatet i første omgang den konsekvens, at parlamentet med SD’s stemmer forkastede den socialdemokratiske regerings finanslovsforslag. Eftersom landet jo skulle regeres, indgik Socialdemokraterna og de borgerlige den såkaldte ’december-aftale’, i 2014 hvor de  gav hinanden håndslag på at ville samarbejde for at holde Sverigedemokraterna helt ude i kulden.

Det har bare ikke kunnet lykkes. Sverigedemokraterna har fået indflydelse på svensk politik, uanset om de etablerede partier vil erkende det eller ej.

SD’s indflydelse kan måles på to måder: for det  første ved at se på afstemningsmønstrene i Rigsdagen; for det andet ved at se på forandringerne i partiernes udlændingepolitik.

A) Afstemningsmønstre i Rigsdagen

Ifølge Jan Teorell, professor i Statskundskab ved Lunds Universitet, har der været 435 afstemninger, hvor de borgerlige og den rød-grønne koalition ikke har kunnet enes, og stemt forskelligt. Dette har betydet, at Sverigedemokraterne har siddet med de afgørende mandater.

I hele 61% af tilfældene har Sverigedemokraterne givet den socialdemokratiske regering de afgørende stemmer. I 23% af tilfældene har Sverigedemokraterne stemt sammen med de borgerlige og dermed givet dem de afgørend stemmer, og i blot 16% af tilfældene har SD ikke stemt (kilde: tal offentliggjort i Kristligt Dagblad).

Disse afstemningsmønstre hamrer en tyk pæl igennem tanken om, at man kunne holde SD uden for indflydelse. SD har måske ikke direkte indflydelse på udformningen af lovforslagene, men partiet sidder med de mandater, som er afgørende for, om lovforslagene bliver vedtaget eller  ej. Decemberaftalen fik faktisk en kort levetid. 

B) Udlændingepolitikken under forandring

Sverigedemokraternas eksplosive fremgang er sket på de store regeringsbærende partiers bekostning. På det overordnede plan har den svenske udvikling også fulgt den danske: I Dansk Folkepartis første ca. 15 år stjal partiet især socialdemokratiske stemmer. Samtidigt stemte faglærte arbejdere i stadig højere grad på partiet Venstre, således at den traditionelle socialdemokratiske faglærte arbejder, som nu stemte på Venstre blev kaldt for ’Blå Bjarne’. Ved jordskredsvalget i 2015, hvor dansk Folkeparti blev Danmarks næststørste parti, skete det som følge af, at mange faglærte arbejdere i stedet satte deres kryds ved DF.  Blå Bjarne var blevet til ’Gule Mogens’.

På samme vis er Sverigesdemokraternas fremgang  i første omgang især sket på Socialdemokraternas bekostning, men vælgervandringsundersøgelser op til det kommende valg viser, at  de konservative Moderaterna i den grad også vil bløde stemmer til SD.

Dette kan måske synes overraskende eftersom SD’s typiske vælgerprofil til forveksling har lignet Dansk Folkepartis. Men det er udtryk for, at vælgere som stemmer på Moderaterna også har fået nok af  konsekenserne af Sveriges liberale udlændingepolitik. Selvom de i bund og grund har størst sympati for Moderaterna og traditionelt identificerer sig med dette parti (jf. Den klassiske politologiske partiidentifikationsmodel) ønsker de en kursændring i Moderaternas udlændingepolitik, og den kan de bedst få ved at tilkendegive, at de vil stemme på et parti, som ønsker markante stramninger af Sveriges udlændingepolitik. I politologisk vælgerforskningsteori kaldes denne vælgeradfærd for afstandsmodellen. Og når Moderaterna i stor stil taber stemmer til SD, siger al politologisk logik, at partiets udlændingepolitik nødvendigvis må blive strammere. Derfor kan det ikke overraske, at Moderaternas statsministerkandidat, partiet lover store stramninger af udlændingepolitikken, hvis partiet  erobrer statsministerposten.

På samme vis har de socialdemokratiske regeringsparti også strammet sin udlændingepolitik efter valget i 2014. Først og fremmest fordi det var naturnødvendigt. Under det store migrant- og flygtningepres i efteråret 2015, som især rettede sig mod Tyskland og Sverige, erkendte statsminister Löfven omsider, at Sverige havde nået smertetærsklen og  ikke  længere var stort nok til at tage imod de mange migranter og flygtninge, som ønskede at komme til Sverige. Det førte til, at Sverige indførte grænsekontrol i november 2015. Denne grænsekontrol blev senere forlænget flere gange og nu på nærmest ubestemt tid, ligesom den senest i juni 2018 er  blevet udvidet.

Dette er den anden konsekvens af, at Sverigedemokraterna vitterligt har indflydelse. På  en noget paradoksal vis fik  SD hjælp af de mange migranter og flygtninge til at få brudt Sveriges liberale udlændingepolitik. Partiets udlændingepolitik er blevet retningsgivende for svensk udlændingepolitik. Eftersom udlændingeproblemerne har tårnet sig op, må man forvente, at effekten  vil slå endnu kraftigere igennem efter valget.

Efter valget

Uanset det specifikke valgresultat står det klart, at hverken den rød-grønne koalition eller den borgerlige Alliance ved det kommende valg vil opnå de 175 mandater, der skal til for at danne en flertalsregering, Sandsynligheden for en stor og bred koalition kan også udelukkes. Efter decemberaftalen i 2015 lykkedes det ikke at holde Sverigedemokraterne ude i kulden, og uanset om lovforslag blev fremsat af Socialdemokraterna eller de borgerlige, var SD tungen på vægtskålen og det parti, som har bestemt om lovforslag kunne vedtages eller ej. Det bliver også realiteten efter valget.

Et decideret samarbejde mellem SD og S eller SD og M kommer ikke på tale i de næste mange år. SD vil  på grund af dets historik vedblive med at være en paria i svensk politik. Men SD vil utvivlsomt stemme for et hvilket som helst lovforslag, som strammer den svenske udlændingepolitik, og det er også en slags samarbejde, hvor latent det end er.

 

 

 

 

 

Mirrlees og optimal skatteteori

Den skotske økonom James Mirrlees er netop afgået ved døden. Han var en central bidragyder til disciplinen optimal skatteteori og fik Nobelprisen i økonomi i 1996, som han delte med William Vickrey. Her er Mirrlees’ CV på Nobelfondens hjemmeside.

Mirrlees var også formand for et ekspertudvalg, som kom med anbefalinger til en forbedring af det britiske skattesystem – det såkaldte Mirrlees-Review fra 2011.

Optimal skatteteori handler om, hvordan skattesystemet bør indrettes, givet politiske målsætninger. De bør opnås ved lavest mulige omkostninger i form af forvridninger. En vigtig pointe hos Mirrlees er, at skattepolitik dybest set tager udgangspunkt i asymmetrisk information mellem skatteyderne og myndighederne. Ideelt set burde skatteyderne beskattes efter deres evner, mente Mirrlees. Evner er mere eller mindre tilfældigt givne. Problemet er, at dem kender skatteyderne bedre selv end myndighederne. Myndighederne må nøjes med at observere, hvad evnerne giver sig udslag i – nemlig i (primært) indkomst. Men det giver skatteyderne muligheder for at maskere deres evner – ved at have en lavere indkomst og holde mere fri samt foretage sig andre ting, som ikke er beskattet (gør-det-selv-arbejde eller sort arbejde). Det er imidlertid ikke gratis at ændre adfærd for at spare i skat. Der er f.eks. et nyttetab ved at arbejde mindre og holde mere fri, end man helst ville, hvis skatten havde været lavere. Dette tab er skatternes forvridningstab. Det er en omkostning for borgerne, som ikke modsvares af en indtægt for statskassen.

Mirrlees tog et utilitaristisk udgangspunkt – altså at maksimere den samlede eller gennemsnitlige nytte. Men hvis grænsenytten af indkomst er faldende – en antagelse man i øvrigt godt kan sætte spørgsmålstegn ved (men det må blive en anden gang) – så maksimerer man som udgangspunkt nytten ved at udligne alle indkomstforskelle, der skyldes forskel i evner. Indkomstforskelle, der skyldes forskelle i indsats, bør derimod ikke beskattes. Men her kommer informationsproblemet ind. Hvis myndighederne kun kender indkomsten, kan den ikke skelne mellem evner og indsats. Skatteyderen kan maskere sine evner ved en mindre indsats.

Det betyder, at den optimale beskatning indebærer en afvejning. Jo bedre skatteyderne er til at maskere evnerne, desto mere må politikerne give køb på fordelingsmålsætningen. Den lavere skat præmierer skatteyderne ved ikke at maskere sig så meget. Helt generelt gælder det, at høje skattesatser og stor adfærdsvirkning alt andet lige forvrider mere.

En anden central indsigt fra Mirrlees er, at i det omfang, man bruger afgifter, bør de pålægges i forbrugsledet. Dermed forvrider de kun forbruget (og arbejdsudbuddet). Hvis de derimod pålægges produktionen, forvrider de tillige produktionen. Det øger forvridningstabet. Det gælder dog ikke, hvis der er tale om en afgift på forurening eller anden negativ eksternalitet. Den bør pålægges på emissionen, altså f.eks. når en fabrik sender partikler ud i luften.

Indfaldsvinklen med at se økonomiske problemer som dybest set er knyttet til informationsbegrænsninger og incitamenterne til at sløre information, er kommet til at præge en stor del af moderne teoretisk økonomi. Vickrey, som Mirrlees delte Nobelprisen med, fik den for bl.a. at udvikle auktioner. Auktioner er dybest set en måde at få køberne til at afsløre, hvor meget de er villige til at betale for et økonomisk gode. Vickrey designede også et særligt skattesystem, som skal få skatteyderne til at afsløre deres sande betalingsvillighed over for kollektive goder. Levering af kollektive goder er den centrale offentlige opgave ifølge økonomiske standardteori. Bemærkelsesværdigt nok anvendes dette system ikke i praksis.

Problemstillingen med asymmetrisk information gælder ikke alene for forholdet mellem myndigheder og borgere, men – i et demokrati – også den anden vej: Hvordan kan borgerne give politikere og andre myndigheder incitamenter til at afsløre information om, hvor godt de løser deres opgave? Og hvis ikke, hvordan kan man så begrænse deres handlemuligheder, så de ikke misbruger deres position? Mirrlees bidrog ikke væsentligt til dette spørgsmål, som til gengæld har optaget en række af hans kolleger. Det gælder f.eks. mekanismedesign-teoretikere som Leonid Hurwicz og public choice-teoretikere som James Buchanan.

Enhver med interesse for økonomisk politik – ja politik i det hele taget – kan med fordel læse Mirrlees-Reviewets anbefalinger. Det, hvis man ønsker en lille offentlig sektor, men især hvis man ønsker en stor. Så er det særlig vigtigt at begrænse forvridningerne. Indledningen opstiller nogle fine principper og giver bl.a. denne anvisning:

”It is inevitable that taxation will impose costs beyond the actual sums that are raised and can be used to fund public spending. There are administrative costs to government and taxpayers in running the system, and welfare losses as people change their behavior to reduce the tax they pay. The challenge for the review was to design a tax system that can raise the revenue that government needs to achieve its spending and distributional ambitions whilst minimizing economic and administrative inefficiency, keeping the system as simple and transparent as possible, and avoiding arbitrary tax differentiation across people and forms of economic activity.”

Kæft, trit og retning i følsomhedsmafiaens verden

Følger man mediernes dækning af folk og gruppers klager over, at de er blevet stødte eller fornærmede over noget, er det svært at ikke at få indtrykket af, at vi er blevet langt værre og ufølsomme mod andre mennesker. Det vil sige, det er svært ikke at få det indtryk, medmindre man begynder at tænke over sagerne. Politisk korrekthed og offentlig ’følsomhed’ er et interessant emne, der dækker over langt mere – og et ganske andet problem – end man umiddelbart kunne tror.

The Guardian kunne for eksempel tidligere i år rapportere, at musicalstjernen Sierra Boggess havde aflyst sin rolle i West Side Story ved the Proms, fordi det at hun sang rollen som Maria ”would once again deny Latinas the opportunity to sing this score, as well as deny the importance of seeing themselves represented on stage. And that would be a huge mistake.” Boggess mente øjensynligt, at det var udtryk for såkaldt ’cultural approproation” at hun som hvid amerikaner sang rollen som den puertoricanske Maria. Adskillige stemmer i det ’sorte miljø’ i USA har ligeledes kritiseret Zoe Saldana for ikke at være sort nok til at spille Nina Simone i en ny film. Efterkommere af Simone har endda forsøgt at udskamme Saldana, der ellers har taget rollen som meget alvorligt.

Begge tages som udtryk for cultural appropriation, dvs. ideen om at man ikke må bruge dele af kultur, der ikke hører til ens egen hudfarve, etnicitet, seksuelle orientering, eller en anden gruppeidentitet. Forleden gik det så vidt, at et medlem af Labour og en kendt Corbyn-støtte kritiserede TV-kokken Jaime Oliver for at lave en jamaicansk risret. The Daily Mail bragte dagen efter et billede af MP-en i et traditionelt skotskternet tørklæde. Øjensynligt, som avisen ironisk viste, er det ikke cultural appropriation hvis den kultur, man ’stjæler’ er hvid, europæisk og ikke tydeligt homoseksuel.

Det samme tyranni forsøger mange interesser nu at påtvinge folks offentlige og halvoffentlige verbale ytringer. Adskillige briter kræver for eksempel Boris Johnson dømt for en ’hate crime’ for at have gjort grin med Islam. Som Toby Young lakonisk bemærkede på sin twitter account: ”Wonder if those condemning Boris’s remarks as “Islamophobic” would condemn Danish cartoons of Muhammad as Islamaphobic? And if so, was Life of Brian Christian-a-phobic? Should that be banned? At what point did making jokes about a religion become a “hate crime”?”

Som i mange andre tilfælde, er hele pointen at nogle mennesker ikke må ytre sig skeptisk om nogle emner, mens andre må. I Johnsons tilfælde påstod nogen, at han begik en hate crime fordi han var offentligt skeptisk overfor en bestemt religion. Hvis det virkeligt skulle accepteres som et validt argument, må man konstatere, at min ven Niclas Berggren og jeg er kriminelle: Vi har offentligt været skeptiske – endda på et faktuelt grundlag – overfor alle religioner. Hvis vi blot var skeptiske overfor protestantisme – hvilket vi som ateister begge er – ville det have været helt acceptabelt, men hvide protestanter må øjensynligt ikke være skeptiske overfor andre religioner.

Dobbeltstandarderne i denne brede type argumenter om fornærmelse og ’had’ blev illustreret med et nyt eksempel forleden, da det kom frem at en kvindelig litteraturprofessor fra NYU, Avital Ronelle, gentagne gange havde chikaneret en mandlig studerende. Dele af MeToo-bevægelsen har rasende støttet professoren, og argumenteret for, at man må stå sammen mod angrebene. Det er pudsigt nok det, de påstår hvide, mandlige eliter har gjort, og som Metoo oprindeligt – og i adskillige tilfælde fuldstændigt rimeligt – ville gøre op med. Mens nogle erklærede feminister var konsekvente i deres kritik af Ronelle, gentog store del af bevægelsen de dobbelte standarder, der karakteriserer de fleste eksempler på det grundlæggende fænomen.

Min personlige holdning til denne udvikling er klar: Det er mange år siden, det har været så vigtigt at sige ufølsomme ting, fornærme folk og støde deres følelser. Problemet, som jeg helt personligt ser det, er at der nærmest har dannet sig en følelsesmafia, som bruger argumentet, at nogens følelser enten er blevet stødt eller kunne stødes, til at skabe monopollignende forhold. Mens den traditionelle mafia bruger vold eller trusler om vold for at implementere de facto monopol i dele af den italienske økonomi, bruger følelsesmafiaen trusler om udskamning og censur overfor dem, de opfatter som deres konkurrenter i den offentlige debat og meningsdannelse. Formålet er det samme for begge typer mafia: Monopol på det område, hvor de tjener enten deres penge eller etablerer deres magt.

Der er med andre ord tale om ganske effektiv rent creation for nogle af de berørte grupper. Denne rent creation beror på, at følelsesmafiaen kan lukke ned for enhver demokratisk dialog eller debat om emner, der er forbundet med deres særinteresser. Der bliver, med andre ord, emner og synspunkter som man ikke kan bringe til offentlig debat, og dermed også grupper, som undslipper sig enhver skepsis.

Er man i tvivl om problemet i det, kan man med fordel tage et kig på den katolske kirkes historie, der i flere århundreder praktiserede en lignende type meningstyranni. Det betød mange steder – og betyder stadig enkelte steder – at man er udelukket fra bestemte jobs, sociale fora og adgang til offentligheden, hvis man var i bad standing med den katolske kirke. Hvis man ikke offentligt erklærede den samme mening, som den katolske kirke omfavnede, var man social persona non grata. Det er præcist den samme strategi, følsomhedsmafiaens forskellige manifestationer bruger til at skabe dens egne rents.

Hvis man virkelig skal fremme tolerance, handler det om at skabe et miljø, hvor folks hudfarve, seksuelle præferencer og etniske oprindelse er ligegyldig. Et miljø, hvor man ikke blot tvinges ind i en bås – som Anna Libak sarkastisk bemærkede forleden, er min personlige kombination af mand, hvid, heteroseksuel og topskatteyder et ”quattro-svin” for tiden (og tænk hvis man også er liberal) – og hvor man kun har rettigheder som medlem af en politisk identificerbar gruppe. De stemmer, der råber op om hate crimes, cultural appropriation og krav om ubetinget respekt, reducerer individer med alle deres forskeligheder til grå masse i grupper, man må og skal underkaste sig. Jeg har svært ved at se en mindre liberal, intolerant og autoritær måde at behandle mennesker på, og en måde der er længere fra ethvert demokratisk ideal.

De nuværende skænderier i vestlige lande har således intet med tolerance at gøre, men handler udelukkende om politisk magt. Er man politisk ukorrekt ved enten at gøre grin med grupper, der ikke lige er hvide mænd i rige lande, eller ved ikke at udvise den påkrævede ’respekt’ for bestemte, udvalgte grupper, støder man ikke kun nogle af disse menneskers følelser. De ’repræsentanter’ for forskellige grupper, som man støder, føler sig i virkeligheden ofte mere stødt på deres magtbegær end på faktiske følelser. Og når man er kommet så langt, at man ikke længere kan se forskel, har man et alvorligt samfundsproblem.

Sommerserien om international handel – et overblik

Ligesom sidste år har vi også i år kørt en sommerserie med et tema på punditokraterne. Det er nok næppe gået vores faste læseres næse forbi, at den handlede om international handel, og havde til formål at informere om, hvad der rent faktisk foregår økonomisk og politisk. Vi er kommet til vejs ende, det nye semester og de nye studerende er lige om hjørnet, og ligesom sidste år slutter vi serien med en kort sammenfatning.

Vi startede i vores Introduktion med at diskutere hvordan langt det meste international handel kan forklares ved hjælp af landes komparative fordele. Som David Ricardo viste allerede i 1817, er alle lande forholdsvist bedre til at producere nogle varer end andre. Alle får derfor noget ud af handel fordi det tillader samfundet som helhed at udnytte alle ressourcer mere effektivt. Vi skrev derfor efterfølgende om Hecksher og Ohlins model, der går et teoretisk skridt videre ved at illustrere, hvor landes komparative fordele kommer fra. Modellen er arbejdshesten i international handelsteori, men er på ingen måde intuitiv for de fleste ikke-økonomer. Den viser dog, sammen med sund fornuft, konkret hvordan samfundet som helhed bliver rigere af handel, men også at ikke alle bliver lige meget rigere.

Nogle kan endda have stærke incitamenter til at forhindre konkurrence fra udenlandske virksomheder for bl.a. at opretholde monopollignende tilstande. En af de vigtige virkninger af internatonal handel er monopoldestruktion, som vi beskrev i den tredje installation i sommerserien. Handel ødelægger monopoler og gavner derfor i meget stor stil forbrugerne gennem en ekstra mekanisme.

Det hele er dog ikke økonomi, og den 8. juli skrev vi derfor om Montesquieus teori om La Douce Commerce, og de senere års empiriske forskning, der i vidt omfang både bekræfter teorien og udvider dens område til tolerancenormer.

Otto spurgte, om der er et paradoks forbundet med de komparative fordele – og svarede nej.

Det, der kendes som Lerners symmetriteorem, der beskriver den for mange mennesker helt modintuitive indsigt, at barrierer for import faktisk er det samme som barrierer for eksport.

Otto beskrev et par dage, hvordan handel, specialisering og voksende skalafkast giver en af forklaringerne på, hvorfor lande der handler mere, også bliver rigere. Det var meget simpelt Adam Smiths indsigt, at specialisering giver bedre udnyttelse af samfundets ressourcer, men også at denne effekt bliver endnu større, hvis der er voksende skalaafkast i form af, f.eks., stordriftsfordele. Efterfølgende vendte vi også den såkaldte ’ny-ny handelsteori’ den 22. juli, hvor Marc Melitz og mange andre økonomer efter ham giver en anden, komplementær forklaring på, hvordan handel bidrager til at gøre hele samfundet mere produktivt og dermed rigere. Melitz forklarinng hviler på, at international konkurrence slår de dårlige virksomheder ihjel og dermed frigør ressourcer til brug i bedre virksomheder og bedre formål. En del af konsekvenserne ved frihandel er derfor en udgave af Schumpeters ’kreativ ødelæggelse’.

Det kan derfor synes helt absurd, at mange lande har høje toldmure og andre barrierer, og at både Donald Trump, men også Emmanuel Macron og en række andre politikere taler for mere protektionisme. Under overskriften ”Hvem vil have handelsbarrierer og hvem køber de dem af?” beskrev vi derfor en af de næste dage den politiske økonomi bag handelsbarrierer – der er konkret virksomheder, sektorer og andre særinteresser, der køber sig til barrierer. Handelsbarrierer er dybt skadelige for samfundet, men kan være til snævre særinteressers gavn, og dermed også til politikeres gavn, når særinteresserne betaler for at få mere protektionistisk handelspolitik. Det gælder ikke mindst de virksomheder, der er mest i fare for den Schumpeterske ødelæggelse, dvs. de dårligste og mindst produktive. Den politiske logik indebærer således, at det er de værste industrier, der er mest tilbøjelige til at blive beskyttet.

I nummer 10 skrev Otto om Det stigende omfang af ikke-toldbarrierer for frihandel – de mange tekniske, regulatoriske og bureaukratiske barrierer, lande stiller i vejen for international handel i stedet for toldbarrierer. Disse såkaldte NTB’er er netop, som UNCTAD har dokumenteret, et stigende problem, der er svært at håndtere fordi de ikke på samme måde er synlige, og kan sælges med umiddelbart ’gode’ formål. Uanset at de ikke er mindre skadelige, og i særligt grad er dybt problematiske i fattigere lande, lyder paroler som kampen mod ’social dumping’, gode arbejdsvilkår og living wages i udviklingslande jo godt. Den sidste installation var om The Make Work Fallacy – at det handler om arbejdspladser og alt, der skaber mere (synligt) arbejde er godt. Tror politikere, at mere arbejde er bedre, ender de ofte som Donald Trump med at tro, at import er skadelig fordi der jo er varer, vi ikke selv producerer og derfor nogen, der må være arbejdsløse. Det er en af de mest skadelige økonomiske misforståelser der findes, og en række af de få velmenende danske politikere lider under.

Vil man vide mere og have mere avancerede modeller, må man følge et universitetskursus. I mellemtiden stiller vi sommerserien til rådighed for alle interesserede. Og hvis der skulle sidde en gymnasielærer eller to, som overvejer om noget af det kunne bruges som undervisningsmateriale, må I gerne kontakte os.

Koloniinstitutioner og moderne demokrati

Vi har tidligere skrevet om Bjørnskov-Rode databasen, og hvad den potentielt kan bruges til (læs f.eks. her, her og her). Til både PEDD-konferencen i Münster og Public Choice Society i Charleston i år præsenterede jeg nye papirer, hvor vi bruger dele af databasen (Pedd-papiret kan nu læses her). Det har paradoksalt nok taget længere tid at skrive et papir, der dokumenterer databasen og demonstrerer en af de væsentlige features. Martin Rode og jeg er nu endelig klar med det, og det er tilgængeligt under titlen ”Regimes and Regime Change: A New Dataset”, og kan hentes enten på min hjemmeside eller på SSRN.

Udover at dokumentere hvad der ligger i databasen, må vi naturligvis også vise, at den kan bruges til noget – og helst til noget unikt. Vores valg er at se på, om hvor demokratiske de politiske institutioner var før uafhængighed påvirker, hvordan landes politiske institutioner ser ud og virker i dag. Vi ser på, hvor sandsynligt det er at tidligere kolonier har demokrati i dag, og hvor fredelige og stabile de politiske institutioner er. De sidste to ’proxier’ vi med risikoen for, at der er (politiske) snigmord og et mål for generel statslig undertrykkelse, vi får fra Christopher Fariss.

Resultaterne er forbløffende klare: Har man haft demokratiske institutioner som koloni, er der langt mere sandsynligt, at man også i dag har demokratiske institutioner. Vi illustrerer det i figuren nedenfor, der viser chancen for at være demokratisk i perioden 2010-2016, givet at man havde enten demokratiske, repræsentative eller ikke-repræsentative institutioner i den sene kolonitid. Lande, der for et halvt århundrede eller længere siden var demokratiske kolonier – enten fuldt demokratiske eller i det mindste med repræsentative institutioner med valg, som de franske kolonimyndigheder alligevel ikke kunne holde fingrene helt fra – har også i dag langt færre snigmord og markant mindre generel statslig undertrykkelse.

Pudsigt nok finder vi ingen indikationer på, at de samme lande har været mere politisk stabile, som vi måler ved risikoen for kup (fra vores egen database). Mange af disse lande har haft kup, perioder med militærdiktaturer eller andre former for autokrati, og alligevel bliver en tradition eller i det mindste erfaring med demokrati i deres sene kolonitid ved med at præge, hvordan deres politiske institutioner virker i dag. Fortiden bliver ved med at betyde noget, eller som William Faulkner engang skrev:

The past is never dead. It’s not even past.

Sådan bliver marginalskatten på 99 pct.

Marginalskatten på opsparing er meget høj i Danmark. De højeste nominelle satser for aktie- og kapitalindkomst er 42 pct. Men det er kun en del af historien.

For det første er den reale beskatning højere – altså når man tager hensyn til, at en del af afkastet kun er kompensation for inflation. Det er ganske velkendt. F.eks. skrev Skattekommissionen (2009): “Når man tager hensyn til, at inflationen udhuler formuens købekraft, er skatten på op mod 90 pct. Det vil sige, at stort set hele det reale afkast betales i skat. Det reducerer tilskyndelsen til at sætte opsparing i banken eller i obligationer” [bemærk at de 90 pct. bygger på bl.a. en højere beskatning af det løbende afkast i dag].

For det andet beskattes afkastet yderligere, hvis formuen gives videre som arv eller gave.

Som jeg har skrevet om i Børsen, kan det under ikke urealistiske forudsætninger bringe beskatningen op på 99 pct.

Jeg har fået en del spørgsmål til regnestykket, så her følger en lille teknisk forklaring på det.

Grundlæggende kan skatten beregnes på følgende måde:

Realbeskatning ved kun beskatning af løbende afkast

Lad os først se på realbeskatningen som følge af den løbende afkastbeskatning (det er den, Skattekommissionen refererer til ovenfor). Det kræver, at vi kender realafkastet før og efter skat. Det kan beregnes sådan:

hvor R er den nominelle rente, I er inflationen og t er den nominelle skattesats for kapitalafkast.

Hvis vi indsætter disse to udtryk i formlen for effektiv realbeskatning, fås

Antager man f.eks. en nominel rente på 4 pct. og en inflation på 2, bliver formlen til 2t. Ved en skattesats på 42 pct. bliver realbeskatningen simpelt hen det dobbelte, altså 84 pct.

Realbeskatning inklusive beskatning af arv og gave

Hvis effekten af arv- og gaveafgiften skal med i beregningen, rejser det umiddelbart nogle problemer. Afgiften betales ikke af afkastet, men af den samlede arv. Og samtidig betales den ikke nødvendigvis årligt, men typisk i forbindelse med dødsfald med en noget lavere frekvens end et år. Det indebærer imidlertid ikke, at afgiften ikke påvirker det samlede afkast ved opsparing. Men det kræver, at den løbende afkastbeskatning og afgiften gøres sammenlignelig.

En måde at skrive den årlige arveafgift på er:

hvor p er sandsynligheden for at komme i skatteposition, og a er afgiftssatsen. Ligesom ved beregningen af afkastet er formuen standardiseret til at være én.

Hvis der ikke betales afgift, er p nul. Hvis der optræder fuld afgift, er p lig med én. Vi kan også forestille os, at en andel bliver givet som gave – i så fald er p denne andel. Problemet er, at p må antages at variere fra år til år. Man kan imidlertid så vælge at beregne en gennemsnitlig dødssandsynlighed ud. p er da ikke den faktiske ex post-andel, men sandsynligheden ex ante for at komme i skatteposition. Det er en velkendt forenkling (Blanchard-Yaari-modellen) at regne, som om døden ikke var et enten-eller, men en gradvis hændelse (det er f.eks. også sådan, man beregner forventede afskrivninger for maskiner, selv om maskinen enten virker eller må skrottes). Det giver en gennemsnitlig effekt.

Hvis p forudsættes konstant, kan vi sætte den årlige arveafgift ind i formlen for beregningen af realafkastet:

Hvis renten og inflationen fortsat er hhv. 4 pct. og 2 pct. samt skattesatsen for det løbende afkast 42 pct., så vil en arvebeskatning, a, på 15 pct. og en dødssandsynlighed, p, på 2 pct. om året medføre en effektiv sammensat beskatning på 99 pct.

Bemærk i øvrigt, at hvis dødssandsynligheden, p, og realafkastet før skat (R-I) tilfældigvis begge er 2 pct., så kan arveafgiftssatsen lægges direkte til den effektive reale sats fra den løbende afgiftsbeskatning. Men det kan man kun, hvis de er ens.

Svagheder?

Hvad er svagheden ved metoden?

Det er ikke problem, at vi bruger ex ante-størrelser, hvis vi er interesseret i, hvordan beskatningen påvirker adfærden. Adfærden er bestemt af de forventede størrelser, ikke af hvad de faktisk viser sig at blive. Det betyder faktisk, at inflation og rente også skal være forventede størrelser. Det er i øvrigt derfor, jeg anvender 2 og 4 pct. i stedet for den især meget lavere aktuelle rente.

Forudsætningen om en konstant dødssandsynlighed er derimod næppe så realistisk, især ikke for et individ, hvor den vil stige med alderen. Men for befolkningen under ét, hvor gennemsnitsalderen ikke vokser så hurtigt, er det mindre problematisk. Det afhænger dog af, hvad man vil bruge satsen til. Hvis man skal se på individuelle incitamenter, er det den enkeltes sats. Vil man have en idé om den gennemsnitlige effekt, kan den gennemsnitlige være ganske informativ.

En sidste ting: Jeg har valgt at regne med arveafgiftssatsen for nærtstående. Den kan godt blive højere – for ikke-nærtstående er den effektivt godt 36 pct. Er man under bundgrænsen, er den nul, mens den er 5 pct. for familieejede virksomheder. Der er naturligvis også skatteydere med lavere beskatning af det løbende afkast end 42 pct. nominelt. Pensionsopsparing beskattes eksempelvis med nominelt godt 15 pct.

Bottom line

Selv om man altså kan diskutere den præcise størrelse, så er de højeste reale sammensatte satser ved beskatningen af kapitalafkast meget høje – faktisk konfiskatorisk høje. Det skaber meget store forvridninger, som jeg påpegede i min Børsen-artikel. Man kan godt finde skatteydere med lavere satser, men progressionen forstærker faktisk den forvridende effekt ved de højeste satser (se her hvorfor). Så der er al mulig grund til at få de satser sat ned.

Hvordan ser No Brexit-scenariet ud?

Siden briterne stemte for at forlade den Europæiske Union, har debatten om både beslutningen og dens konsekvenser raset. Præcist som de danske debatter og med jævne mellemrum debatten om, hvorvidt Danmark bør slutte sig til euroen (hvor mit personlige svare er et rungende nej), domineres både den britiske og internationale debat af interesser med meget ’stærke’ synspunkter. I Storbritannien tales der således om Project Fear – kampagnen for at briterne alligevel skal blive – mens tilhængerne af Exit til tider baserer deres analyser på lige så tåbelige forudsætninger.

I denne forvirrende sump af offentlig debat står the Institute of Economic Affairs for mig som lidt af et lyspunkt. IEA – hvor jeg i øvrigt er medlem af deres Academic Advisory Council – har ikke nogen official position i debatten, da medarbejderne og bestyrelsen ikke er enige. Det har alle det fint med, da IEA er en tænketank og ikke et parti: Uanset hvad mange udenforstående synes at mene om både IEA, Cepos og andre tænketanke, er der ikke noget behov for at mene noget om alt, og der er begge steder så højt til loftet, at man sagtens kan være uenige.

Det faktum, at IEA ikke har et entydigt synspunkt i debatten bidrager til, at instituttet ofte leverer nogle af de mest balancerede og realistiske analyser af situationen. Det gælder således også i denne uge, hvor Kate Andrews igen leder den fremragende podcast Live From Lord North Street i en diskussion om, hvordan et No Deal-scenarie sandsynligvis kan se og udspille sig. Kates gæster er IEA cheføkonom Julian Jessop dets Senior Counsel Victoria Hewson, der har en både civiliseret og nuanceret samtale om, hvad der kan ske hvis EU og Storbritannien ikke når til en aftale om, hvordan deres indbyrdes forhold skal være efter den britiske udtræden. Som altid er Live From Lord North Street stærkt anbefalet, og meget velegnet til godt 20 minutters input i weekenden.

Hvad gør handel 11: The Make Work Fallacy

Punditokraterne har, som vores læsere nok har bemærket, kørt en sommerserie om international handel. Vi har forsøgt at forklare, hvad handelsbarrierer på den ene side, og frihandel på den anden side, gør og hvorfor de fleste barrierer er konsekvenser af rent-seeking. Derimod kan det måske synes at være et umuligt spørgsmål, hvorfor mange mennesker stadig ærligt og oprigtigt tror, at barrierer er af det gode, og at kun eksport er gavnligt. Dét spørgsmål søger vi at i dag at afmystificere ved ar introducere en enkelt, simpel misforståelse.

Misforståelsen, der skaber mange af problemerne for både almindelige mennesker og politikere, kaldes ofte for “the Make Work Fallacy” (MKW). Donald Trump giver hyppige eksempler på MKW, men han er bestemt ikke ene om det. For nogle år tilbage blev den på næsten komisk vis illustreret af socialdemokraten Jeppe Kofod, der udtalte at han (som medlem af Europaparlamentet) ikke ville acceptere handelsaftaler, medmindre de skabte arbejdspladser. MKW gælder ikke kun for handelsaftaler, men er en vigtig del af forklaringen på, hvorfor der er så stor modstand mod frihandel, og også hvorfor aftaler ofte bliver ekstremt komplicerede.

Ideen bag MKW er, at arbejde og arbejdspladser er den eneste relevante faktor, når man evaluerer politik. Trumps meget positive syn på told og handelsbarrierer skyldes således, at han påstår at de skaber arbejdspladser – lægger man en 300 %-told på canadiske fly, vil det ’skabe’ arbejdspladser hos Boeing i USA, hvis man lægger told på stål, skaber det arbejdspladser i den amerikanske stålindustri, osv. I hans og Peter Navarros optik skaber handelsbarrierer derfor arbejde i USA. Den samme slags misforståelse lå for få år tilbage bag bl.a. den nationalkonservative Morten Uhrskovs forslag om beskyttelse, ligesom den også er central for at forstå en del af støtten til lovgivning mod såkaldt ’social dumping’. MKW er dog også en et ofte brugt argument for andre politiske tiltag end handel. Ideen om, at den skabte arbejdspladser var (og er) også et argument for letbanebyggeri i Aarhus og andre steder, hvor byrådene er næsten lige så økonomisk analfabetiske. Politisk er MKW et indflydelsesrigt og meget effektivt argument.

Problemet med MKW er, at politikere kan narre sig selv og vælgerne ved at pege og sige enten ”se hvilke arbejdspladser, vi har beskyttet” eller ” se hvilke arbejdspladser i bygge / vindemølle / velfærds / eksport-sektoren, vi har skabt.” Disse argumenter er dog forbløffende lette at pille fra hinanden, som DRs Detektor for eksempel demonstrerede forleden i forbindelse med Aarhus Kommunes påstand om, at Kulturåret havde været en god forretning.

Sagen er, at handel og handelsaftaler ikke skaber arbejdspladser, ligesom handelsbarrierer ikke beskytter arbejdspladser. Man kan en begrænset tid beskytte helt bestemte arbejdspladser, virksomheder eller sektorer, men det sker altid på bekostning af andre arbejdspladser, andre virksomheder og andre sektorer, og det gør hele samfundet fattigere. Tag et ikke helt tænkt eksempel, hvor vi forestiller os, at Danmark nu indfører lovgivning mod ’social dumping’ som betyder, at polske og andre østlige arbejdere og firmaer skal agere præcist som danske firmaer – betale præcist samme lønninger, have samme administrationsomkostninger, og arbejde lige så lidt. Denne type lovgivning vil givetvis medføre mere aktivitet for danske firmaer, der tidligere konkurrerede med de polske, og de vil sandsynligvis ansætte flere. Den betyder dog også, at en lang række varer og service som køkkenmontering, byggeri og event management bliver væsentligt dyrere. Danskerne må derfor spare et andet sted pga. de højere priser – der kommer jo på magisk vis ikke flere ressourcer i samfundet – og på de mange områder, de sparer, må virksomhederne sætte produktionen ned og fyre folk. En hel del af de danskere, der bliver ansat i de beskyttede virksomheder kommer endda ikke fra arbejdsløshed, som politikere tit synes at tro, men fra andre virksomheder, som nu har sværere ved at tiltrække arbejdskraft.

Politikerne kan nu pege på en hel sektor og sige, se hvilke arbejdspladser vi har skabt – det er the Make Work Fallacy fordi de tror, de har skabt arbejde. Virkeligheden er dog, at de har gjort det dyrere, at være dansker og primært har flyttet arbejdspladser fra nogle erhverv, til nogle andre, der er så uproduktive at de tidligere ikke kunne konkurrere med de polske. De har dermed flyttet arbejdspladser til erhverv, som er mindre produktive, og har dermed gjort Danmark fattigere. Næste gange du som læser ser et politisk forslag, der påstår at det skaber arbejdspladser i Danmark eller dit lokalområde, så tænk lige tingene igennem én gang til. Odds er, at politikerne og deres økonomisk analfabetiske rådgivere lider af MKW. Der er ikke kun Trump eller hans europæiske modstykker, der lider under den!

Folket har ingen vilje

Politikere og meningsdannere argumenterer ofte for, at forslag eller holdninger er ’hvad folk vil have’. Ideen er gammel i både politik og filosofi, og den højere autoritet, man påberåber sig, har adskillige navne: Folkets vilje, folket har talt, eller folkets stemme – det romerske Vox Populi – er blot nogle af de navne, fænomenet har. Det er også et element i et af de traditionelle argumenter for demokrati, nemlig at demokratiske afstemninger afslører, hvad folk vil. Og det er et af de mest meningsløse, men ofte brugte koncepter i samfundsvidenskaberne.

Problemet blev identificeret omkring 1950 af pionerer i public choice og social choice som Duncan Black og Kenneth Arrow. I forbindelse med vores sommerserie sidste år skrev Otto uddybende om fænomenet, men det er værd at skrive om igen. I løbet af de sidste år har vi for eksempel set en række populister bruge argumenter som, at deres politik er folkets vilje, og som Donald Trump har påstået flere gange, at han hører hvad folket siger. I mit arbejde sammen med Andrea Saenz de Viteri har vi set langt flere eksempler på, at poulister netop bruger argumentet om, at deres politik blot er udtryk for folkets vilje, og intet bør stå i vejen for den. I et af de mest kontante eksempler på fænomenet sagde Tyrkiets de facto diktator Recep Tayyip Erdoğan for et par år siden til en gruppe demonstranter: ”Vi er folket – hvem er I?”

Hvis det skal give logisk mening at påkalde sig folkets vilje eller noget lignende, må det dog kunne lade sig gøre at definere entydigt, hvad det betyder. Det kan det ikke, uanset hvor frustrerende det er for både politikere, meningsdannere og selv forskere at konceptet ikke giver mening. Jeg havde endda et mindre skænderi med en lektor i jura for et par år siden, da han simpelthen nægtede at acceptere, at problemet eksisterer. For ham syntes det, at en række normative, juridiske argumenter ville bryde sammen, hvis koncepter som ’folkets vilje’ ikke giver mening.

Det er derfor vigtigt, at formidle denne indsigt, uanset at det kan være ganske svært. I sin seneste klumme i the Pittsburgh Tribune-Review giver Don Boudreaux, der er professor i økonomi ved George Mason University i USA, et af de klareste eksempler på problemet, jeg har set længe.

Suppose that you prefer to have 1,000 fewer of your tax dollars spent on health care in order to have 1,000 more spent on national defense, while I have the opposite preference. What’s the correct policy? What’s the “will” of the two of us collectively? There is no obviously correct answer.

Now add your cousin to our small group. Suppose that he prefers to have 10 fewer of his dollars spent on health care and 10 more spent on defense. Suppose also that we three vote on the matter. It seems that there will at least be a majority preference to decrease health care spending and to increase defense spending. But maybe not. You want defense spending to rise by $1,000 while your cousin wants it to rise by only $10. If on the ballot is a proposal to transfer $500 in spending from health care to defense, you might think this amount to be too small, or your cousin might think it to be too big. Thus, one or both of you might vote against the measure.

So I ask again: What’s the will of this group?

Pointen – og hele problemet her – er at det ikke kan lade sig gøre at finde på et valgsystem, der giver et entydigt resultat, endda uanset at der er et entydigt flertal for noget. En ofte hørt indvending imod umuligheden af folkets vilje er, at man bare må acceptere flertallets vilje, fordi man andre gange er en del af flertallet. Det indebærer desværre, at de borgere, der kun sjældent er del af flertallet, ikke kan være en del af folket.

Skulle man have lyst i løbet af weekenden, kan man også overveje, om man måske burde tage hensyn til, hvor vigtig en beslutning er for de enkelte borgere, eller hvor stærkt de holder et synspunkt. Men vi bliver nødt til at advare: Jo meget, man end måtte mene, at et koncept som ’folkets vilje’ bør give mening – det er jo noget, meningsdannere henviser til hele tiden – er der ingen måde at definere det klart på, uden at der er borgere, man dømmer ude af ’folket’. I et marked behøver de ikke være del af noget, og kan bare handle et andet sted, men i et demokrati er de ikke engang en del af det, der tales om.

« Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑