sfg

Derfor er topskatten så selvfinansierende at afskaffe

Det er næsten blevet et fast indslag i den politiske sommerferie at diskutere topskat. Denne sommer er der dog mere på spil, fordi der er lagt op til skatteforhandlinger i efteråret.

Desværre har vurderingen af den rent tekniske effekt af at ændre i topskatten det med at flyde sammen med den fordelingspolitiske diskussion. Modstanderne af at sænke topskatten er ofte også skeptikere over for, om der nu også kommer mest effekt ud af at sænke skatten i toppen. Og dertil kommer nok også en del oprigtig tvivl. Er topskatteyderne ikke i forvejen dem, der arbejder allermest? Vil de arbejde endnu mere, hvis skatten bliver sat ned?

For at forstå hvorfor topskatten har så høj en selvfinansieringsgrad kan det være nyttigt at se på en simpel formel. Godt nok har Steven Hawkins sikkert ret i, at antallet at læsere halveres for hver formel, men denne formel er nu ganske illustrativ. Selvfinansieringsgraden kan (lidt forenklet) skrives sådan

sfg

Er selvfinansieringsgraden eksempelvis 0,5, betyder det, at det er 50 pct. selvfinansierende at nedsætte skatten. Som man kan se, afhænger selvfinansieringsgraden af fire størrelser. Marginalskatten (t), gennemsnitsindkomsten for dem der bliver ramt af skatten (Y), bundfradraget for skatten (F) og skattebasens elasticitet (e).

Ofte er fokus på skattebasens følsomhed over for adfærd, altså e. En del af adfærden er ændringer i arbejdsudbuddet – og deraf spørgsmålet, om topskatteyderne nu virkelig vil og kan arbejde så meget mere. Men elasticiteten indeholder alle adfærdsreaktioner, ikke bare den ugentlige arbejdstid. Det gælder også sådan adfærd som valg af et mere produktivt job og en mere produktiv uddannelse. Det gælder arbejdstiden over hele karriereforløbet – f.eks. om man trapper så hurtigt ned mod pensionen, om feriernes og orlovsperiodernes længde og tilskyndelsen til at blive hurtig færdig med studierne. Og så indeholder elasticiteten også effekten af skatteplanlægning (i den udstrækning den har vedvarende virkninger). Generelt er selve timeudbuddets følsomhed lavere hos højindkomst- end lavindkomster. Noget er der om, at man ikke kan blive ved at øge den ugentlige arbejdstid. Men den samlede elasticitet af skattepligtig indkomst – dvs. når man regner det hele med – ses derimod ofte at være voksende med indkomsten.

Når man ser på topskattens selvfinansieringsgrad er det dog ikke kun elasticiteten, som er vigtig. Man skal også se på de andre størrelser.

Som det ses af formlen ovenfor, vokser selvfinansieringsgraden med marginalskatten, t. Og netop for topskatteydere er marginalskatten høj – det følger af, at skattesystemet er progressivt. Alt inklusive er marginalskatten for topskatteydere 66,6 pct. Det betyder, at den første brøk i formlen ovenfor får værdien 2,0.

Men også den anden brøk er vigtig. Den viser forholdet mellem den gennemsnitslige topskatteyders samlede indkomst divideret med den del af indkomsten, som ligger over topskattegrænsen. Jo mindre andel af indkomsten, der ligger over grænsen, desto større bliver anden brøk. Topskatten er en progressiv skat og har derfor et stort bundfradrag. I år er bundgrænsen, F, for topskatten 467.300 kr. Den gennemsnitlige topskatteyders topskattegrundlag før bundfradrag – altså Y – er 695.912 kr. Det vil altså sige, at den anden brøk har værdien 3,0.

Det er frem for noget topskattens progression, som skubber selvfinansieringsgraden i vejret. Havde været topskatten været en helt flad skat, ville selvfinansieringsgraden kun have været en tredjedel så høj som nu.

Men hvor høj er topskattens selvfinansieringsgrad så? Her er formlen med værdierne for de to første brøker indsat:

sfg2

I modsætning til de to brøker, kender vi ikke e med sikkerhed. I ministeriernes beregningskonventioner anvendes en værdi på knap 0,1. Det medfører en selvfinansieringsgrad på omkring ½. Det bygger dog kun på det rene timearbejdsudbud og stammer i øvrigt fra en to årtier gammel undersøgelse. Der er imidlertid kommet en efterhånden ganske omfattende nyere empirisk litteratur til, som peger på en elasticitet af skattepligtig indkomst på 0,3 (se her for min gennemgang af den). Ved en elasticitet i den størrelsesorden er selvfinansieringsgraden 1,8.

En høj selvfinansieringsgrad er under alle omstændigheder et samfundsøkonomisk problem – uanset om det ikke er fuldt selvfinansierende at lette skatten. Mere herom i en senere blog.

Protektionisme er idiotisk – punktum

Hvis nogen skulle være i tvivl, lever vi rent politisk i en post-faktuel verden. Niveauet i den politiske og normative debat er fortvivlende lavt, og det gælder ikke kun på Facebook og andre sociale medier. Når det drejer sig om, hvad folk uden at blinke er parate til at påstå, og ikke mindst hvad andre sluger råt, er vi tilbage i 1930erne. Det er ganske enkelt ingen grænser for, hvad folk kan slippe afsted med at præsentere som ’virkelighed’, bare en tilstrækkeligt stor gruppe af andre mennesker synes, at det ’føles rigtigt’. Til de fleste nationaløkonomers store frustration betyder det, at videnskabeligt stendøde idéer som protektionisme er tilbage som politisk gangbare forslag.

Forleden foreslog den nationalkonservative Morten Uhrskov – der vel at mærke er cand. mag. i samfundsfag – at man indfører ”protektionisme for produkter forarbejdet af især ufaglærte”. I Radio 24syv foreslog Uhrskov at man skulle beskytte arbejdspladser med ”lavt vidensindhold” for at skabe arbejdspladser for ufaglærte og således få ”større social stabilitet.” Han åbnede også op for at ”se på mindstelønnen” – dvs. fra politisk side at hæve mindstelønnen.

Det næsten fabelagtigt tåbelige i de økonomisk analfabetiske argumenter er, at den gruppe danskere, der sandsynligvis vil blive hårdest ramt, netop er relativt lavtlønnede ufaglærte. Uhrskovs fejl er, at han med Bastiats ord kun fokuserer på ’det man ser’ på trods af, at han er opmærksom på yderligere effekter. Hans argument (taget fra Facebook) er, at:

”Hvis man ønsker flere i arbejdsstyrken til at betale skat og ophøre med at modtage skatteyderbetalte overførsler, er det en vældig god idé. Den noget højere pris på en række varer kompenseres af en større produktion og derved et større skatteunderlag, der efter politisk valg kan bruges til skattelettelser og/eller velfærdsforbedringer.”

Han argumenter også for, at man bliver nødt til ”at indflage industriarbejdspladser for at skabe tilstrækkeligt mange arbejdspladser” for at beskytte en slags sammenhængskraft, som han mener, er truet.

Uhrskov tager fejl på en række punkter. For det første påstår han, at hvis man beskytter bestemte produkter – og det betyder her at man fra politisk side med told eller andre midler sørger for, at prisen i Danmark er væsentligt højere end i udlandet – vil det indebære flere arbejdspladser. Problemet er blot, at der ikke skabes mere værdi hvis man beskytter disse arbejdspladser. Grunden til at de forsvinder, er, at den danske arbejdskraft ikke længere er produktiv relativt til den udenlandske (endda inklusive transportomkostninger). Beskytter man dem, holder man derfor danske ressourcer bundet i uproduktive erhverv. Det betyder, som Uhrskov også ved, at danske forbrugere tvinges til at betale højere priser for varerne, og derfor må reducere deres forbrug af andre varer. Der forsvinder derfor arbejdspladser i andre erhverv i proportional takt med, at folks forbrugsvaner ændres.

Problem nummer to er, at han ligesom mange politikere tror på, at man med aktivistisk politik kan ’skabe arbejdspladser’. Baggrunden for ideen er, at der er arbejdsløshed, og man hopper derfor til konklusionen, at det må være fordi der mangler arbejdspladser. På ekstremt kort sigt kan det måske være sandt, men på bare lidt længere sigt er det rendyrket nonsens. Arbejdsløshed skyldes, at folk er mellem jobs (de søger), folk arbejder kun dele af året (sæson), og helt særligt at folk ikke har incitament til at tage de jobs, der rent faktisk er ledige eller ville være det, hvis strukturerne så anderledes ud (strukturel ledighed). Det eneste, man kan opnå med aktivistisk politik er, at flytte arbejdspladser hen til områder eller sektorer, der er politisk favorable. Med Bastiats udtryk ’ser’ man således de nye jobs, man overser at man har slået en masse gamle jobs ihjel. Og medmindre der sker noget nær et mirakel, er de nye, politisk favoriserede jobs, mindre produktive end de gamle. Man har med andre ord gjort Danmark fattigere.

Det sidste problem, Uhrskov overser, er at folk med relativt lave lønninger har et andet forbrugsmønster end han selv. Det skyldes, med et teknisk udtryk, at folks præferencer ikke er homotetiske – man køber ikke lige meget ekstra af alle varer når man bliver rigere. I stedet har de lavtlønnede pudsigt nok et større forbrug af varer, der produceres af andre lavtlønnede, ofte i andre lande. Ny forskning af Pablo Fajgelbaum og Amit Khandelwal, der lige er udkommet i Quarterly Journal of Economics (gated her; tidligere version her), konkluder således at “Larger expenditures inmore tradeable sectors and a lower rate of substitution between imports and domestic goods lead to larger gains from trade for the poor than the rich.”

Med andre ord: Fordi de relativt fattigere / lavtlønnede bruger en større del af deres indkomst på varer, der handles over grænser, og fordi en større del af deres forbrug er noget, man ikke bare skærer ned på (f.eks. fødevarer), rammes de langt hårdere end andre af protektionistiske tiltag. Indfører man derfor protektionistiske tiltag på varer, der produceres af lavtlønnede ufaglærte – i et misforstået forsøg på at ’skabe arbejdspladser’ til dem – skaber man netto ingen arbejdspladser, man gør alle fattigere, og den gruppe, der rammes hårdest af tiltaget er – de lavtlønnede ufaglærte. Protektionisme er over alt og til alle tider tåbeligt, medmindre man er et politisk dyr, der kan score stemmer eller popularitet ved at narre andre til at tro noget andet.

Noget om danske debattører og uredelighed

I et blogindlæg på Jyllandsposten i den forgangne uge, “Plat med ikke-vestlige tal“, harcelerer Morten Uhrskov over en kronik af cand. polit. Hjarn Zernichow Borberg ( “Her er de nævnbare fakta om indvandring” ). Uhrskovs vrede skyldes, at Borgberg søger at imødegå to tidligere kronikker af Gunnar Viby Mogensen og Poul Christian Matthiesen i Berlingske Tidende ( Unævnelige fakta om indvandring I og II ).

Morten Uhrskov har i årevis flittigt skrevet om de problemer som indvandringen til Europa og Danmark har bragt med sig, set fra hans side. Jeg er sjældent enig med Morten, men har dog gennem årene jævnligt læst hans indlæg. Jeg har normalt stor respekt og sympati for Morten som person, desuagtet vores uenigheder.

Han er en af de, der tidligt påpegede problestillinger ved indvandringen, som man i alt for mange år ikke tog (ikke tager?) alvorlig i “den herskende klasse” (den liljehvide elite). Morten har også oplevet, at det ikke er uden omkostninger at deltage i den offentlige debat. I flere tilfælde har han været udsat for en helt utilbørlig og uacceptabel behandling – herunder venstreekstremistisk hærværk.

Uhrskov har også skrevet flere bøger. Senest en bog om de økonomiske konsekvenser ved indvandringen fra den 3. verden, “Indvandringens pris – På vej mod et fattigere Danmark”. Det slap han ikke heldigt fra (herom har jeg tidligere skrevet en længere indlæg om her på bloggen)

Nu har Uhrskov så set sig sur på Borberg. Hans brøde er ifølge Uhrskov at han “udelader de mange, mange tal, der er ubekvemme for ham. Den slags plat er ”tilladt” i en kronik, men kønt ser det ikke ud. I forskningsverdenen ville der være tale om videnskabelig uredelighed.

Der er ingen tvivl om at Borberg har en helt anden forståelse af konsekvenserne af de seneste årtiers indvandring end Uhrskov. I sin bog “Nydansk”, der udkom maj måned i år forsøger Borberg via statistik at vise, at det står langt bedre/mindre slemt til end mange, herunder Morten Uhrskov, mener er tilfældet, eller som han selv udtaler til Politiken: “Jeg har gået og samlet alle disse data i mange år, fordi jeg både i mit arbejde i centraladministrationen og andre steder så et helt andet billede. Det billede synes jeg er væsentligt at få frem. Der er forskelle, og der er problemer, men der skal også være proportioner. Det er sidstnævnte, jeg forsøger at bidrage med”

I sin kronik påpeger Borberg, at forskellen i erhvervsfrekvensen mellem 20-29 årige irakere og pakistanere i forhold til danskere i samme aldersgruppe er ca. 10 procentpoint. Det finder Uhrskov er meget manipulerende. Han vil gerne have at man udvider gruppen til at omfatte 20-39 årige, “så vi kan se, hvordan efterkommerne bruger deres talenter også, når de er i 30’erne”, som han skriver. Det fremgår af nedenstående tabel.

Derfor vil Morten Uhrskov hellere se på hvor stor en andel som hverken er i uddannelse eller i arbejde. Eller rettere han ønsker at tale om mandlige efterkommere fra Irak som hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse. Det gælder 26 procent, mens det er 16,5 procent af danskerne. For kvinder gælder det 27,5 og 17 procent.

Uhrskovs “trumf” er at beskæftigelsesfrekvensen for efterkommere fra Irak når frekvensen for danskere sættes til 100, blot er på 78 for mænd og 69 for kvinder. Altså henholdsvis 22 og 31 procent lavere. Man kunne selvfølgelig indvende, at det havde været bedre at bruge erhvervsfrekvensen, der også indeholder selvstændigt erhvervsdrivende, men nuvel. Der er tale om en stor forskel (det dog ikke er større end de oprindelige tal, det er blot opgjort på en anden måde, med Danskere sat lig 100) . Og det kunne selvfølgelig ligne en tanke, at Borberg bruger de tal som er mest positive. Men hvorfor mon Uhrskov så vælger lige præcis Irakere? Hvorfor medtager han ikke også Pakistanere, når der også er tal for dem? – Se nedenfor.

beskæftigelsesindeks mændkvinder11

Som det fremgår er tallene for både pakistanske kvinder og mænd betydeligt bedre end for Irakere,  selv om ingen af grupperne (kun de 10 største grupper er medtaget), som påpeget af Uhrskov matcher danskernes beskæftigelsesgrad. Dertil er dog at sige, at det gør ingen grupper (hverken vestlige eller ikke-vestlige) i denne aldersklasse. Forskellen for pakistanske mænd op til de “bedste” er ubetydelig. Her skal vi nok glæde os over at efterkommerne af den største indvandrergruppe, Tyrkere, har en høj beskæftigelsesproent for udlændinge.

Med en parafrase over Uhrskovs egen karakteristik af Borberg, kunne man derfor anklage Uhrskov for at han “udelader de mange, mange tal, der er ubekvemme for ham. Den slags plat er ”tilladt” i et blogindlæg, men kønt ser det ikke ud. I forskningsverdenen ville der være tale om videnskabelig uredelighed.

Behøver det være et problem?

Faktum er at målt på erhvervs- og beskæftigelsesfrekvens ligger de fleste grupper (både fra vestlige og ikke-vestlige lande) lavere end danskere. At det er et problem er naturligvis primært resultat af inderetningen af vores velfærdsstat.

Hvis man vil se på de økonomiske konsekvenser skal man så bruge helt andre data end både det som de to debattører eller jeg anvender i denne forbindelse.

Bedste danske nationaløkonomer 2016

Som mange læsere ved, er en af traditionerne her på stedet, at vi en gang om året diskutere, hvem der er de bedste danske nationaløkonomer – og hvordan man kan måle den slags. Pointen hvert år – uanset at mange kritikere jævnligt og meget konsistent overser den – er at det på ingen måde er et simpelt spørgsmål. Vi gør det derfor forskelligt fra år til år for at understrege to pointer: 1) Ethvert mål er udtryk for både kvalitet og publikationsstrategi; og 2) top og bund er stort set altid de samme uanset målet (læs tidligere år her, her, her, her, her og her).

Udgangspunktet for ethvert mål, vi har brugt over årene, er at man må dokumentere sine kvaliteter. Det er ikke nok, at man sidder hjemme og tænker store tanker, som man udgyder i Politiken eller skriver i en bog. Man bliver nødt til at præstere forskning publiceret i internationale, fagfællebedømte (peer-reviewed) tidsskrifter. Vi har også, som tidligere år, valgt ikke at tage rene økonometrikere med, da de færdes i et noget andet felt. Årets liste omfatter således som altid kun folk, der bedriver primær forskning, der er genkendelig som nationaløkonomi. Årets ændring er dog, at vi i år stiller helt skarpt på folks nationaløkonomiske aktivitet.

Årets indeks består således af tre dele. Den første er IDEAS/REPEC ratingen af det bedste, snævert definerede economics tidsskrift, som man har publiceret i. Vi tager her logaritmen til 100 minus ratingen, da de er ratet med 1 som det potentielt bedste. For det andet inkluderer vi antallet af publicerede citationer per år siden man blev aktiv, og for det tredje citationer per artikel. Indekset i år er således konstrueret sådan, at det favoriserer økonomer, der er konstant aktive, snævert fokuserede i economics, og publicerer i højt rangerede journals.

Eksempelvis er min gode kollega Martin Paldam nummer 21 på årets liste ved at have 31 citationer per artikel og 46 per år siden han blev aktiv i 1975. Martins placering trækkes ned af, at den fineste economics journal, han har publiceret i, er European Economic Review, der har en score på 28.9. Martin ser således et eksempel på, at mere tværfaglig forskning (f.eks. hans arbejde med Peter Nannestad i British Journal of Political Science) ikke tæller med i år. Disse tre faktorer er normaliseret med deres gennemsnit og standardafvigelse, så de tæller helt ens, og vægtet sammen i et enkelt indeks. Resultatet er nedenstående liste over Top-20, som man naturligvis efterfølgende kan diskutere rimeligheden af.

Lasse Heje Pedersen (CBS) 3.99 Henrik Jensen (KU) 0.43
David Lando (CBS) 2.71 Claus Thustrup Kreiner (KU) 0.36
Keld Laursen (CBS) 1.98 Carl-Johan Dalgaard (KU) 0.26
Nicolai Foss (CBS) 1.25 Nabanita Datta Gupta (AU) 0.26
Morten Bennedsen (CBS) 1.22 Christian Schultz (KU) 0.19
Morten Lau (CBS) 1.20 Jakob Roland Munch (KU) 0.18
Steffen Andersen (CBS) 1.15 David Dreyer Lassen (KU) 0.09
Peter Norman Sørensen (KU) 0.79 Niels Westergård-Nielsen (CBS) 0.04
Christian Bjørnskov (AU) 0.64 Jesper Rangvid (CBS) -0.03
Henrik Hansen (KU) 0.57 Leif Danziger (AU) -0.05

 

Dead Wrong med Johan Norberg

Den fremragende Johan Norberg har i årevis, siden han udgav In Defense of Globalization for 13 år siden, været en af de bedste formidlere af værdien af økonomisk frihed. Han har på det sidste stået for en serie meget korte film – cirka halvandet minut hver – hvor han lægger en økonomisk misforståelse i graven (hattip: Cafe Hayek). Hele serien indtil videre kan nu ses hos Free to Choose TV. Norberg er varmt anbefalet for alle, men måske mest til interesserede, som lider under de sædvanlige myter om bagsiden ved ikke at have ’politisk kontrol’ med markeder og almindelige mennesker. Og skulle der sidde en gymnasielærer derude, som mangler inspiration, er der spandevis af den hos Norberg.

For dem, der stadig er skeptiske, er her Norberg om børnearbejde i fattige lande:

 

Grüsse aus Heidelberg 3: Spill-over velgørenhed

En af de gode ting ved at bruge sin sommer i Heidelberg er, at universitetet er relativt velrenommeret og placeret næsten midt i Europa. Der sker derfor en masse rent fagligt hernede. Disse dage har det faglige input været ved en workshop om ”Geospatial Analysis of Disasters: Measuring Welfare Impacts of Emergency Relief.” Trods det noget tørre navn, er der spændende nyt.

Det mest spændende har været vores franske ven Pierre-Guillaume Méons papir om spill-over velgørenhed. Han har med Philip Verwimp studeret begivenheder efter katastrofen ved Pukkelpop-festivalen den 18. august 2011. Det særlige at studere er ikke begivenheden selv, hvor en pludselig og meget voldsom storm ramte de 60.000 deltagere slog fem mennesker ihjel og gjorde flere tusinde midlertidigt hjemløse. Det er derimod, at et konsortium af belgiske NGO’der kort forinden havde lanceret en kampagne, kendt i hele Belgien som 12-12 – nummeret på den konto, man kunne betale sine bidrag ind på. Kampagnen sigtede mod at samle ind til tørkekatastrofer i Østafrika, dvs. katastrofer meget langt fra Belgien.

Meón og Verwimp startede med spørgsmålet, om den lokale katastrofe, som tiltrak sig stor opmærksomhed pga. omfanget, men også det lokale respons – folk tog de hjemløse unge ind, bragte spontant mad, tæpper osv. og viste det bedste af flamsk samfund – presser bidragene til andre katastrofer ud. De fik fuld adgang til 12-12’s data på bidrag, inklusive hvilken dag de kom ind, hvor de kom fra, og hvor store de var. De har derfor en unik mulighed for at se, i hvor høj grad en lokal begivenhed påvirker folks respons til internationale begivenheder.

Og resultaterne er specielle: I Limburg omkring Hasselt, hvor festivalen foregår, steg bidragene til Østafrika cirka 20 procent i ugerne efter Pukkelpop-katastrofen. Reaktionen er fokuseret i de første uger efter begivenheden, og var centrerede omkring Limburg. De flamske medier skrev intensivt om Pukkelpop umiddelbart efter, men som alle nyheder forsvandt også denne relativt hurtigt.

Det elegante i Meón og Verwimps papir er, at de meget præcist kan identificere, hvor meget ekstra folk giver. Med andre ord kan de vise præcist, hvor meget en katastrofe i ens baghave påvirker ens empati med folk langt væk. De kan vise dette ved at se, hvor meget folk gav ekstra relativt til hvor meget der blev giver i ugerne før Pukkelpop, og relativt til hvor langt væk fra Hasselt, folk bor.

Det giver fem euro ekstra, i forhold til hvad folk ellers giver og i forhold til at man bor tæt på. De kan også vise, at det ikke er fordi flere mennesker giver, men fordi dem, der ville give i forvejen, giver mere. Og de kan med deres data vise, at det er almindelige mennesker, der giver mere – det typiske bidrag stiger med cirka fem euro – og ikke enkelte, der giver meget mere.

Enkelte læsere kan måske mene, at dagens post er rent statistisk nørderi. Jeg er ikke enig, af den enkelte grund at Mëon og Verwimp meget elegant og overraskende præcis ikke blot viser, at der ikke nødvendigvis er konkurrence om velgørenhedseuroerne, men også kan demonstrere, hvem der giver mere og hvor man giver mere. Er man interesseret i denne type aktivitet, lærer man meget mere af et enkelt eksempel på denne måde.

taharrush_merkel

Taharrush er kommet til Europa

2015 blev året, hvor der for alvor kom gang i flygtninge- og migrantstrømmen til Europa. Menneskestrømmen var så stor, at man nærmest kunne tale om en veritabel folkevandring. Det borgerkrigshærgede Syrien var ikke det eneste land, som mennesker flygtede fra, eller valgte at forlade. En lang række lande i Mellemøsten, Afrika og Asien figurerede også i Eurostats  statistikker, fx. Afghanistan, hvorfra angiveligt kom mange uledsagede mindreårige. Men også lande, hvor det er relativt sikkert at opholde sig, bidrog, bl.a. Iran, Pakistan og Bangladesh.

Det var især Tyskland og Sverige, som blev udset som mål for permanent ophold i Europa. Tyskland modtog omkring 1 million flygtninge og migranter, mens Sverige modtog 163.000 asylansøgere, hvoraf ca. 70.000 var mindreårige. Dertil kan lægges et ubestemt antal, som ikke søgte asyl, men opholdt sig illegalt i landene.  Presset var så stort, at vi midt i 2016 stadig venter på den endelige opgørelse.

europe-borders-and-fences-map_02

De tyske og svenske politiske lederes reaktion var i første omgang imødekommende  overfor de mange nye mennesker i Europa Meldingen var, at man nok skulle skaffe husly til alle dem, som ønskede at søge asyl. Den folkelige reaktion var mindre entydig, men i Tyskand var dagene i august 2015, præget af folkelige manifestationer, hvor flygtningene og migranterne blev budt velkommen med jubelråb, flag, tæpper, mad og drikke. Den tyske kansler, Angela Merkel bifaldt dette, og lod sig fotografere, mens hun omfavnede flygtninge- og migranter, og tog selfies sammen med dem. Angela Merkel blev berømt eller berygtet for hendes vi-har-plads-bemærkning. ”Wir schaffen das”.

merkel_migrantselfie

Men alt var bestemt ikke uproblematisk. Med jævne mellemrum berettede tyske medier om overgreb på kvinder og kristne i de overfyldte flygtningelejre. Ved enkelte lejligheder blev der ligefrem rapporteret om massevoldtægter. I Danmark skabte det med få undtagelser dog ikke overskrifter i medierne.  Men hvis man fulgte med på de sociale medier, kunne man bemærke en veltilrettelagt velkomstkampagne, da flygtningestrømmen nåede Danmark i september 2015. Debatten om, hvordan flygtningene og migranterne konkret skulle modtages, foregik ikke altid i lukkede fora, men i nogle tilfælde helt i det åbne, og nogle vil sige uforsigtigt, på bl.a. Facebook. Igen og igen blev det fremhævet, at budskabet til den danske befolkning kun måtte være rosenrødt. Alle negative historier skulle undgås, for ikke at sige undertrykkes. Kritikere skulle stigmatiseres som racister.

refugeeswelcome1

Men det måtte jo få en ende.

Allerede få uger efter, at Merkel havde givet grønt lys til flygtningene og migranterne, meddelte Tysklands indenrigsminister, Thomas de Maizière, at bristepunktet var ved at være nået, og at man muligvis ville indføre grænsekontrol. Imens voksede den indenlandske kritik af Merkels immigation- og asylpolitik, ligesom kanslerens approval ratings raslede ned fra ca. 75% til blot 46% i løbet af få uger.  Den politiske tolerancetærskel var endnu lavere andre steder, især i Central- og Østeuropa. Den 24. september begyndte Ungarn at forsegle grænsen til Slovenien med et grænsehegn, og i ugerne og månederne efter faldt EU’s åbne grænser—en hovedhjørnesten i  Schengensamarbejdet—som dominobrikker. Selv Sverige fik til sidst nok, og indførte grænsekontrol. Danmark, Norge og Finland fulgte kort tid efter.

Men det værste var endnu i vente. I timerne efter at nytåret til 2016 var skudt ind, eksploderede det.

I første omgang fik det ikke megen opmærksomhed i medierne. De to lokale Kølnaviser havde nogle korte notitser i deres lørdagsudgaver (2. januar), men om mandagen spredte dækningen sig til samtlige tyske medier. Mediedækningen var så massiv, at man skulle tilbage til terrorangrebet d. 11. september 2001 eller Murens fald i 1989, for at finde mage. Opmærksomheden var særlig stor omkring, hvad der var sket i Køln.  Her var kvinder i alle aldre blevet omringet og angrebet af hundredvis af unge mænd af arabisk herkomst. Selv i skrivende stund venter vi på de endelige tal, men den foreløbige rapport, som blev lækket i juli  2016, taler om, at mindst 2.000 mænd var involveret. Kvinderne blev befamlet og gramset på alle deres kønsdele,  fingre blev stukket op, og enkelte kvinder blev regulært massevoldtaget. Siden blev det rapporteret, at en lang række  europæiske byer i større eller mindre udstrækning var blevet udsat for det samme, fx Hamburg, Düsseldorf, Bielefeld, Stuttgart, Wien, Salzburg, Zürich og Kalmar. Begivenhederne var et vidnesbyrd om, at taharrush for alvor var kommet til Europa.

Hvad er taharrrush?

Taharrush er arabisk og betyder  chikane af seksuel natur Begrebet kan føres tilbage til 1950’erme, men der blev først rapporteret om det i forbindelse med folkeafstemningen om en ny egyptisk forfatning i maj 2005. Ved den lejlighed ankom flere hundrede mænd angiveligt i busser til Tahrirpladsen i  Kairo, og begyndte derefter at angribe kvinder.  Fænomenet eskalerede ved Eid-festivalen i oktober året efter, da en gruppe mænd i timevis angreb kvinder på Talaat Harb-gaden i Kairo, mens politiet igen passivt så på.

I februar 2011 fik taharrush-fænomenet for alvor international opmærksomhed, da tv-stationen CBS’ korrespondent Lara Logan blev angrebet ogkrænket seksuelt angrebet af ca. 200 mænd d. 11 februar 2011 på Tahrirpladsen i forbindelse med hendes rapportering om det arabiske forår. Lara Logan har senere fortalt om det i programmet 60 minutter.  I programmet siger Logan bl.a.:

”Our camera battery went down. And we had to stop for a moment. And suddenly Bahaa (en lokal ”formidler, ks”)  looks at me and says,”We’ve gotta get out of here.”… I was told later that they were saying “Let’s take her pants off.” And it’s like suddenly, before I even know what’s happening, I feel hands grabbing my breasts, grabbing my crotch, grabbing me from behind. I mean – and it’s not one person and then it stops – it’s like one person and another person and another person. And I know Ray is right there, and he’s grabbing at me and screaming, “Lara hold onto me, hold onto me.” As she was pulled into the frenzy, the camera recorded Lara’s shout: “Stop!” 

Mere end en dusin kvindelige rapportere blev angrebet den aften, men siden bredte taharrush-fænomenet sig som en ildstorm.  Mellem juni 2012 og juni 2014, blev der rapporteret om 500 episoder alene i Egypten.  Siden kom taharrush altså også til Europa, og nytårsnat blev ikke eneste gang, at europæiske kvinder blev seksuelt massekrænket.

Det er nærmest ironisk at erindre om, at svenske kvinder, som hyldede ”humanismen og anti-racismen” under den årlige ”We are Sthlm-somerfestival i Stockholm både i 2014 og 2015 blev omringet og seksuelt skændet af en større gruppe unge mænd af arabisk herkomst.  Episoderne fik stor opmærksom på de sociale medier, men blev fortiet af de svenske medier.

The Circle of Hell

I  Egypten tales der om 14 former for taharrrush, De mest almindelige er taharrush jamai og taharrush jinxi. Taharrush jamai har karakter af et regulært sexspil mellem mænd, hvor de mest aggressive sågar kan vinde priser for at forulempe flest mulige kvinder.  Uanset formen er det  et karakteritisk træk ved taharrush, at det finder sted ved begivenheder, hvor tusindevis af mennesker er samlet, ofte ved højtider, typisk religiøse festivaler, ved fejringer såsom nytårsaften eller karneval, eller under koncerter og musikfestivaler.

Planlagt og organiseret

I langt de fleste tilfælde er taharrush planlagt og organiseret. De unge mænd, som gerne er i alderen 15-30 år deler sig op i større eller mindre grupper.  De store grupper kan tælle flere hundrede mænd, de mindre grupper blot en snes. Ofte udpeges ofrene på forhånd. Den store gruppe mænd omringer så ofret – dette kaldes for helvedesringen – the circle of hell –mens de mindre grupper skærmer  tredjepersoners udsyn til ringen, og bevidst forhindrer dem i at komme offeret til hjælp. Mens offeret forulempes, giver nogle mænd indtryk af, at de vil hjælpe offeret, men det er kun en afledningsmanøvre for både at distrahere offeret og andre. Ofrene er  som påpeget kvinder, og erfaringerne fra Egypten viser, at de kan være i alle aldre mellem 7 og 70.

Medietavshed og ‘victim blaming’.

Man burde tro, at så voldsomme begivenheder, der fandt sted i især Køln nytårsnat også ville få meget omtale i de danske medier. Men det var ingenlunde tilfældet. De danske aviser og tv-stationer var fuldstændigt tavse som graven i de første mange dage efter nytåret. Man skulle helt frem til næsten en uge efter nytårsaften, før de danske medier omtalte, hvad der var sket. Som mangeårig kender af tysk politik var det nærmest en surrealistisk oplevelse at overvære.

Fornægtelsen og tavsheden var massiv, også i Tyskland. Fx påstod Kølns overborgmester Henriette Reker hårdnakket, at der ikke havde været nogen flygtninge og migranter blandt de hundredvis af seksuelle gerningsmænd i Køln. Forinden havde byens politichef, Wolfgang Albers taget sin afsked, efter politiets manglende indsats nytårsnat og manglede bestræbelser på at undersøge sagen nærmere.

Overborgmesteren stoppede ikke her. Hun gik videre, og gjorde sig skyldig i regulær ’victim blaming’ ved at påpege, at  kvinder burde tænke over, hvilket tøj, de tager på, og at tyske kvinder havde behov for et adfærdskodeks, som udstak retningslinjer for, hvordan man bl.a. gebærder sig i nattelivet. Den tyske offentlighed  var rystet over overborgmesterens udtalelser.

‘Victim blaming’ er specielt udbredt i Egypten, hvor taharrrush florerer, og der er en tæt statistisk korrelation mellem ‘victim  blaming ‘ og respondenternes socioøkonomiske baggrund. 

Men så kom der endelig skub i tingene. Der blev etableret efterforskningshold, som skulle lede efter gerningsmændene og i den forbindelse bl.a. gennemse timevis af videooptagelser.  Den første større rapport blev fremlagt i  star ten af april. Den var bl.a. baseret på 1178 timers videooptagelser. Med dette udgangspunkt blev 153 personer sigtet. Af de 153 var ikke færre end 149 udlændinge, altovervejende af marokkansk eller algerisk baggrund.  68 af de 153 sigtede var asylansøgere, 18 opholdt sig illegalt i Tyskland og 47 personers udlændingeretliges status var ikke klarlagt. 4 havde status som mindreårige uden ledsagere.  Overborgmester Henriette Rekers båstand, om at der ikke var flygtninge og asylansøgere blandt gerningmændene var lodret forkert, og hun lignede nu en vingeskudt fugl.

Taharrush gentager sig i Europa

I mellemtiden have Køln på ny oplevet en alvorlig taharrush-episode. Under karnevallet i starten af februar blev hundredvis af kvinder igen omringet af seksuelt krænket af unge mænd af arabisk herkomst. Denne gang greb politiet dog ind, og 180 blev anholdt.

Under den årlige Schlossgrabenfest i Darmstadt i delstaten Hessen i slutningen af maj 2016 var den gal igen. Denne gang modtog politiet 26 anmeldelser om seksuel chikane.

Så sent som i starten af juli, kunne en ny by føje sig til listen over europæiske byer, som var blevet udsat for taharrush. Denne gang var det den svenske by Karlstad. I forbindelse med gratisfestivallen ”Putte i parken” modtog det svenske politi 35 anmeldelser om seksuel chikane. I mellemtiden var Östersund i det nordlige Sverige også blevet ramt.

Taharrush i Danmark?

 Der er ikke blevet rapporteret om alvorlige tilfælde af taharrush i Danmark. Hermed ikke være sagt, at det ikke har fundet sted. Fx blev der skrevet om det i forbindelse med en musikfestival i Thy tidligere på året.

Men i og med, at fænomenet har bredt sig som en ildstom i Nordafrika og i de seneste år til Europa, bør man være opmærksom på, at taharrush også kan blive et problem i Danmark. Det vil formentlig finde sted under begivenheder, hvor mange unge mennesker er samlet og i et område, hvor mange asylansøgere opholder sig. Asylansøgerne fra Mellemøsten er først og fremmest unge mænd i alderen 20-30. I og med at flygtninge- og migrantstrømmen er løjet voldsomt af, efter der i starten af året blev indført grænsekontrol, er risikoen for taharrush i Danmark blevet markant mindre, men at det sker, kan ikke udelukkes, og også danske kvinder bør være årvågne.

 

 

Tillykke og tak, Boeing

Det er sjældent man siger tillykke til en virksomhed, og endnu sjældnere at man siger tak. Men jeg har alligevel tænkt mig at gøre det, fordi Boeing fylder 100 år i dag. Grunden er, at virksomheden på mange måder repræsenterer udviklingen af den moderne verden. Der er der næppe mange, der tænker over, når de sætter sig i et af Lufthansas B737-fly til Frankfurt eller en B787 med Norwegian til New York. Så denne dag er anledning til at minde læserne om det.

SK0711

Ældre fly så meget anderledes ud, men det første fly med lave vinger, bygget af aluminium i en semimonocoque-konstruktion og landingsgear, der kunne trækkes op i en hjulbrønd, var Boeings 247-model i 1933. Det første, der havde den trykkabine vi alle tager for givet i dag, var B307 Stratocruiser. Under anden verdenskrig fløj modellen under det militære kendetegn C75, som en af de få med nok rækkevide, særligt gods og personale over Atlanten. I de kommende år producerede Boeing mere end 12.000 eksemplarer af bombeflyet B17, kendt af mange ældre danskere fra samme tid som ’Den Flyvende Fæstning’, og knap 4000 B29 ’Superfortress’-fly.

Det er dog primært tre civile fly, som Boeing har præget verden med: 707, 737 og 747. Boeings famøse 707-model var på mange måder det fly, der sammen med Douglas DC8, indvarslede ’the jet age’ – den forsvundne tid hvor man ikke længere skulle være rig for at flyve på ferie. Flyet var med en kapacitet op til 150 passagerer og en normal flyvetid fra New York til London på 6½ time et stort skridt fremad i både komfort, sikkerhed og økonomi. Det var de mere end 1000 707’er og 550 DC8, der gjorde det muligt at sælge billetter, som almindelige mennesker kunne betale.

Det, folk som oftest glemmer, er dog historien bag udviklingen af både B707 og den endnu større revolution med Jumboen, B747. Begge gange var projekterne så store og krævede så meget ny udvikling, at Boeing ganske enkelt satte virksomhedens eksistens på spil. Med B707, der kom på markedet i 1958, havde Boeing erfaringer at række på fra udviklingen af B47-bombeflyet, men sidst i 60erne havde ingen forsøgt at bygge et så stort fly, som Jumboen. Den udløsende idé kom fra Pan Ams præsident Juan Trippe, som ville have Boeing til at bygge et meget større fly end tidligere. Trippe havde indset, at det burde være muligt at få lagt bedre økonomi i et noget større fly, men tænkte i retning af et normal-størrelse fly i to etager. Joe Sutter skulle blive berømt for at lede det team i Seattle, der udviklede giganten og fik tilnavnet ’The Incredibles’, men måtte først overbevise Trippe om, at de to etager ikke var en god idé. I stedet udviklede han det, der i dag kaldes ’wide-body’ flyet – et langt bredere fly, hvor folk ikke blot sidder komfortabelt ved siden af hinanden, men som alligevel kan tømmes for passagerer i løbet af få minutter.

Pan Am bestilte 25 stk., men Boeing vidste, at der skulle sælges langt flere for at det kunne betale sig. Selskabets ledelse satsede på det tidspunkt på et supersonisk fly, der skulle konkurrere med den europæiske Concorde – alle regnede med, at overlydstransport var fremtiden – og planlagde derfor Jumboen som et fly, der i fremtiden primært skulle flyve fragt. Derfor har 747-modellen den karakteristiske pukkel af en overetage, hvor cockpittet er. Med cockpittet placeret over kabinen, kan man nemlig nemt og hurtigt laste fragt gennem næsen af flyet.

Der er i skrivende stund bygget godt 1500 B747, og flyet er blevet synonymt med massetransport. Men det var aldrig blevet bygget, hvis ikke Boeings ledelse havde været parat til at satse hele forretningen på en helt banebrydende innovation. På samme måde ledte Boeing tilfældigvis udviklingen af profitabel og billig flytransport på kortere afstande med udviklingen af B737, som de fleste læsere sikkert har fløjet i. Flyet, der ligesom Jumboen er i tredje generation, har solgt over 9000 og er stadig et af de mest driftssikre og profitable fly, der findes. I de senere år har Boeing også været en pioner i både internationalt samarbejde – mange dele på bl.a. B777 produceres andre steder i verden – og brugen af kompositmaterialer i B787.

Man kan altid argumentere for, at andre på et eller andet tidspunkt nok havde fundet på lignende ting. Jeg er dog taknemmelig for, at der har været en virksomhed, hvis ledelse og medarbejdere har været villige til at risikere så meget, og investere så hårdt, i at bringe verden videre. Nok har de gjort det for at tjene penge, men konsekvenserne har været tydelige for alle – de er en del af den moderne verden, vi tager for givet. I 2014 fløj jeg for eksempel knap 70.000 kilometer i Boeing-fly, og jeg kan ikke påstå, a jeg nød hver af dem. Men irritationen var altid over underholdning, der ikke virkede, forsinkelser pga. andre fly, og mad der enten var trist eller uspiselige. Det var aldrig flyet, der var problemet. En gang imellem kan man godt stoppe op i sin hverdag og overveje, om man har grund til at være taknemmelig. Det har jeg gjort i dag og ja, jeg er taknemmelig. Fra punditokraterne og mig personligt lyder der derfor et stort tak, og tillykke med de 100!

Medier rundt omkring i verden har noteret begivenheden. The Telegraph og Flying Magazine bringer hver deres en billedserie af Boeing-fly, BBC har sammensat en lille hyldestvideo, og Flight Global har sat en fem-siders rapport sammen om virksomheden. Også i den tysktalende del af verden fejrer man begivenheden: Der Spiegel (og her), die Zeit, Stern og die Welt har rapportager med billeder.

Man skyder da fængselsbetjente, gør man ikke?

Tirsdag aften blev en fængselsbetjent skudt flere gange i benet ifølge bl.a. JyllandsPosten, der også kan berette, at en af landets mere betydende bandegrupperinger, Loyal to Familia, menes at stå bag overfaldet.

Den voldsomme episode kommer efter, at trusler og vold mod landets fængselsbetjente har været stigende gennem en årrække. Og godt nok udtaler landets justitsminister, Søren Pind, i anledning af det voldelige overfald, at ” Ikke under nogen omstændigheder vil jeg acceptere disse tilstande”. Men det kommer han desværre nok til alligevel.

En forventet udvikling

Svaret er hårdere straffe – hvilket egentlig er forståeligt nok, men det vil næppe grundlæggende ændre en udvikling som grundlæggende er drevet af den førte narkotikapolitik.

Logikken er ganske simpel:

Man tager et stk. illegalt marked med meget høj profit. Hvem vinder konkurrencen om dette marked?

De med de laveste priser og bedste kvalitet?

Nej, det gør naturligvis de som er mest brutale.

Der er således intet overraskende ved den udvikling som vi har oplevet gennem nogle årtier. Det eneste vi kan glæde os over er, at det trods alt ikke står lige så slemt til som I andre dele af verden. Men det er nu slemt nok. Denne gang blev der skudt mod benene. Næste gang er det måske en anden del af kroppen.

Og sådan vil det fortsætte indtil man erkender at den mest effektive bekæmpelse af organiseret kriminalitet er at fjerne bandernes profitmuligheder.

Det kan man i forbindelse med illegale rusmidler kun gøre gennem et (reguleret) legalt marked eller ekstremt hårde konsekvenser (og her menes virkeligt ekstremt hårde konsekvenser). Vi ved fra andre lande med langt hårdere straffe end Danmark, at dette ikke forhindrer hverken forbrug af illegale rusmidler (en forudsætning for salg) eller styrkelse af den organiserede kriminalitet.

Formentlig øger det reelt også brutaliteten.

Mere om (dårlig) regeringsførelse i EU

Vi skrev forleden om det særlige i folks tillid til nationale institutioner og til EU, og hvordan den relative tillid reflekterer forskellige befolkningers holdning til EU-integration. Dagens billede reflekterer det samme, men fra en lidt anden vinkel: Hvor meget korruption er der i et EU-land, og i hvor høj grad stoler de på EU-institutioner i stedet for landets egne. Spørgsmålet er særligt problematisk fordi lande, der er særligt villige til at overføre suverænitet og politiske beslutninger til Bruxelles, sandsynligvis også har større indflydelse på, hvad der faktisk gennemføres og implementeres.

Figuren nedenfor demonstrerer sammenhængen mellem bestikkelse og korruptionsproblemer, målt med Transparency Internationals CPI (hvor 100 er helt uden bestikkelse), og den relative tillid til EU-institutioner. De røde markører er eks-kommunistiske medlemmer, de sorte er kandidatlande, de blå Vesteuropa, og af dem er de stribede lande, der tilhører den traditionelle liberale gruppe. Figuren demonstrerer relativt klart, sammenhængen fra forleden også gælder korruptionsproblemer. Den viser dog også, at den liberale gruppe, der klart foretrækker mindre regulering, mindre centralisering, og markante reformer af landbrugs- og handelspolitikken, ikke ligefrem er repræsentative for EU. Mens gennemsnitskorruptionen i gruppen er 77, er gennemsnittet for resten af EU 57 – dvs. hele 20 point værre.

eu korrupt relativ tillid

Det bekymrende kan således være, at de lande, der kan risikere at kendetegne en yderligere integrationsproces som Jean-Claude Juncker tydeligt har argumenteret for som det rigtige respons til Brexit, er dem med de mindst rene institutioner og politikere, og de ringeste hjemlige politikker. De er også de lande, der (som jeg viste i en artikel for nogle år siden) har de også de effektivt højeste tekniske handelsbarrierer. Går man i retning af yderligere centralisering af beslutninger i EU, er strukturen af de indflydelsesrige lande og deres traditioner foruroligende.