Lykke og danskerne – en samtale

Jeg havde forleden fornøjelsen at være gæst i den første episode af podcasten ” Liv, Lykke & Arbejdsglæde.” Podcasten laves af Marlene Lyby, der er Phd-studerende på psykologi ved Aarhus Universitet. Under samtalen, der kan høres her, kom Marlene og jeg vidt omkring og talte blandt andet om, hvorfor danskerne i blandt de lykkeligste mennesker i verden, hvordan danskere reagerer overfor fremmede, ligesom vi talte om hvordan jeg faldt over det felt, der populært kaldes lykkeforskning, og hvad der foregår i forskningsmiljøet for tiden.

Hvis der skulle være læsere, som har lyst til at høre lidt om hvad den seriøse lykkeforskning handler om og hvad man finder i den, er der mange værre måder at bruge en lørdag eftermiddag eller en S-togstur hjem end at lytte til Marlenes podcast. Hvis ”Liv, Lykke & Arbejdsglæde” fortsætter som den første episode, kan den varmt anbefales.

Husdyr og private ejendomsrettigheder

Jeg er pt. i Tel Aviv til den årlige konference i the European Association of Law and Economics. Mens konferencen umiddelbart ikke tegner særligt interessant – da programmet først kom var flere af os overraskede over, hvor stærkt juristerne dominerer dette års konference – men der er heldigvis overraskelser. Denne morgens overraskelse kom fra Dean Lueck og Gustave Torrens fra Indiana University, der har set på den teoretiske sammenhæng mellem domesticering af dyr – basalt set udviklingen af husdyr – og den historiske udvikling af private ejendomsrettigheder.

Lueck og Torrens papir kan måske umiddelbart lyde sært, men deres fokus er på at forstå, hvorfor, hvornår og hvor man historisk først så private ejendomsrettigheder. De starter med at bemærke, at husdyr fra en økonomisk vinkel er en fornybar naturressource. Mennesker startede med at jage vilde dyr, men udviklede over tid jagtteknik, der tillod at man lukkede dyr inde i bestemte områder. Da man først havde gjort det, opdagede man sandsynligvis ret hurtigt, at omkostningerne var langt lavere med roligere dyr. Mens dyrenes udvikling i naturen var bestemt af naturlig selektion, mens de indelukkede dyr blev udsat for økonomisk selektion: Man slagtede de aggressive dyr og tillod de roligere at overleve og formere sig. Jagtteknikken og en simpel cost-benefit-overvejelse førte således på længere sigt til husdyr – rolige, manipulerbare versioner af vilde dyr.

Som vi har vist tidligere her på stedet, påvirker eksistensen og håndhævelsen af private ejendomsrettigheder, hvordan man optimalt udnytter en fornybar ressource. Man vil således få ejendomsrettigheder de steder, hvor der er åben adgang til dyrene og der således er en mulig konflikt mellem forskellige grupper, der alle har interesse i at udnytte dyrebestanden. Der er med andre ord komplementaritet mellem udviklingen af hegn og andre måder at lukke dyrene inde på, og ejendomsrettigheder.

Lueck og Torrens  meget interessante papir viser således teoretisk, at private ejendomsrettigheder opstår som reaktion på bestemte slags behov, når mennesker udvikler nye teknikker til at udnytte fornybare ressourcer. At man i samme ombæring får marker, hvor dyrene går, og dermed også bestemte områder man har ret til, er en interessant implikation af teorien, der også giver et klart indtryk af, hvorfor man ikke fik private ejendomsrettigheder i Lapland, mens man fik dem historisk tidligt i Mellemøsten og dele af Asien.

Hong Kong synger

Uafhængighedsbevægelser tager mange former, fra det absurde voldelige til det fredeligt hjertevarme. Det sidste så man i bl.a. Estland, hvor uafhængighedsbevægelsen startede sidst i 1980erne med en række sangstævner, hvor esterne genoplivede landets tradition for korsang. Der var tale om en af de mest fredelige protester, men også en som sovjetstyret vidste ramte direkte ind i de estiske hjerter.

Los Angeles Times berettede i går om, at noget lignende er ved at ske i Hong Kong ved siden af de mere traditionelle protester (Hattip: Niclas Berggren). En anonym komponist, der kalder sig Thomas dgx yhl, har skrevet en sang der på engelsk kaldes ”Glory to Hong Kong.” Sangen lyder besnærende som en slags nationalhymne, der beder for frihed og demokrati, og hylder alt det, Beijing-regimet forsøger at underminere. Sangen, der er på kantonesisk – det sprog, der tales i Hong Kong ved siden af engelsk – er den seneste uge blevet sunget i indkøbscentre, parker og i en protest foran det Beijing-styrede skin-parlament LegCo.

Mens der stadig er en meget reel risiko for, at Beijing simpelthen lader tropper fra hæren rykke ind og besætte Hong Kong – og dermed endegyldigt viser at det kommunistiske og i stigende grad totalitære styre på ingen måde har til hensigt at respektere den britiske-kinesiske aftale om Ét Land, To Systemer fra 1997 – er noget tydeligvis ved at ske i Hong Kong. Flere gange i sommers har en million mennesker ud af byens syv millioner indbyggere været på gaden i protester mod styret, den benhårde, uhildede magttrussel fra Beijing ser for tiden ud til at have samme virkning som de russiske angreb på Ukraine: Den tvinger folk i Hong Kong til at opdage eller genopdage deres identitet som en bystat med vestlige frihedsidealer og –værdier. Ingen med respekt for sig selv kan spå om, hvordan det kommer til at gå, men Hong Kongs identitet forsvinder næppe igen, uanset hvor diktatorisk det kommunistiske regime ender med at reagere.

Economic Freedom of the World 2019

I går udkom den årlige rapport fra the Fraser Institute i Vancouver, der har titlen Economic Freedom of the World: 2019 Annual Report. Jeg har, ligesom man andre forskere og almindeligt interesserede, glædet mig til den. Rapporten, der skrives af James Gwartney, Robert Lawson, Joshua Hall og Ryan Murphy, bruges over hele verden i policy-diskussioner, mens de data, holdet producerer hvert år, bruges intensivt af forskere af meget forskellige politiske observanser og baggrunde (læs f.eks. Bob og Joshs survey fra fem år siden; non-gated her).

Hvert år er der et eller to temakapitler, og dette år er ingen undtagelse. Bob Lawson og Ryan Murphy udvider i kapitel 3 nogle af indikatorerne til at omfatte 1950erne og 60erne, så man kan få en bedre forståelse for den lange udvikling i de vestlige lande. Det virkeligt interessante er, at man her kan se adskillige lande før keynesiansk politik og socialistiske kontrolideer virkelig slog igennem i 60erne, ligesom det også tillader at få et indblik i en række latinamerikanske landes status i 60erne. I kapitel 4 tager Daniel Bennett og Boris Nikolaev fat i ”Economic Freedom, Public Policy, and Entrepreneurship” og diskuterer vigtigheden af økonomisk fri politik for iværksætteraktiviteten. Det er et kapitel, jeg ville ønske af mange danske politikere ville læse.

Ultimativt er rapporten et næsten uundværligt snapshot af, hvordan politik ser ud i verden i dag. Det kan man få et allerførste indtryk af i kortet ovenfor, ligesom man også kan følge udviklingen i Danmark siden 1970. Det har jeg tilladt mig at gøre i den sidste figur, hvor de røde perioder er år med røde regeringer, mens de blå naturligvis er med blå regeringer. Den illustrerer brugen af EFW-indekset: Fremgangen og reformerne under Poul Schlüter og Poul Nyrup er tydelige som en stigning i den økonomiske frihed i Danmark, mens den triste situation under Fogh og Løkke er meget tydelig at se. Reformsporet er gået i stå i Danmark, og EFW-indekset viser det tydeligt.

Nyt Ekonomisk Debatt

I tirsdags udkom det nye nummer af det glimrende svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Tidsskriftet er videnskabeligt og økonomisk, men langt mere letlæst og formidlende end de fleste andre. Det er således unikt i de nordiske lande, og bringer ofte meget interessante artikler. I det nye nummer findes for eksempel en længere omtale af baggrunden for, at Boyan Jovanovic modtager dette års Global Award for Entrepreneurship Research; en artikel af Fredrik Anderson om boligmarkedets sammenhæng med valget af folkeskole i Sverige; En interessant og noget bekymrende artikel om hvem der publicerer i de superprestigiøse tidsskrifter af Simon Ek og Magnus Henrekson; og Dan Kleins kortlægning af Adam Smiths bidrag til en forståelse af moderne samfunds moralvurderinger.

Derudover har Ekonomisk Debatt altid et diskussionsforum med kortere indlæg og boganmeldelser. Hele nummeret kan læses her, og er som altid stærkt anbefalet.

Socialism sucks

I februar skrev vi om Kristian Niemitzs fine bog Socialism: the Failed Idea that Never Dies, som omhyggeligt dokumenterer, hvordan vestlige intellektuelle har hyldet socialistiske regimer (læs her). Det har været kendt siden Ludwig von Mises arbejde om socialistisk økonomi (se her), at den ikke kan fungere på grund af måden, et socialistisk system bruger (og ikke bruger) information. Alligevel er der en voksende gruppe unge i specielt USA, Tyskland og Storbritannien, der finder socialisme mere attraktiv end en markedsøkonomi. De er, modsat de fleste skribenter her på stedet, ikke vokset op med Østblokken som en realitet eller med 90ernes anskuelighedsundervisning i socialistisk ødelæggelse, da det først blev muligt at rejse frit i Central- og Østeuropa. De har heller ikke venner eller kolleger, der voksede op under et sovjetisk system, og som kan fortælle om dets virkelighed.

Vi anbefalede derfor Niemitzs tankevækkende bog, men har i dag en anden og helt anderledes letlæst bog om socialisme på bordet: Robert Lawson og Benjamin Powells Socialism Sucks: Two Economists Drink their Way through the Unfree World. Bob og Ben, der er professorer i økonomi ved henholdsvis Southern Methodist University og Texas Tech University, tager til en række lande der enten er, har været, eller er blevet beskyldt for at være socialistiske. Deres mål er at fortælle historien om, hvor ringe et socialistisk system er for almindelige borgere ved at drikke øl (og andre ting), og fortælle om hverdagen i blandt andet Cuba og Venezuela. Socialism Sucks er både indsigtsfuld, chokerende og ofte rigtigt, rigtigt morsom. Vi anbefaler den varmt til alle interesserede læsere og deres børn og elever. Og hvis man vil vide mere, har de to økonomer optrådt på blandt andet The Tom Woods Show, Charles Moskowitzs podcast og – som man kan se nedenfor – hos Matt Kibbe.

Robert Mugabe er død

Tidligere i dag kom nyheden om, at Zimbabwes mangeårige diktator Robert Mugabe er død, 95 år gammel. Mens det normalt er dårlig smag at tale ondt om de døde, er der næppe meget andet at gøre om Mugabe. Jeg kan heller ikke undertrykke en vis glæde ved at vide, at han endelig er væk. Mugabe var direkte ansvarlig for både folkedrab, voldsom politisk undertrykkelse, og dyb økonomisk ruin. Der er ingen grund til at hylde en mand, der var blevet nævnt sammen med andre morderiske diktatorer, hvis han ikke lige havde været sort afrikaner.

Robert Mugabe blev født i den daværende britiske koloni Syd-Rhodesia i 1924. Efter endte studier arbejde han en overgang som lærer i både Nord- og Syd-Rhodesia og i Ghana, inden han blev overbevist marxist politisk aktiv. Mugabe var en af mange, der arbejde imod den hvide regering i den ellers selvstyrende koloni, og som ønskede et rent sort, afrikansk styre i Rhodesia. Udfordringen var, at den rhodesiske regering og rhodesiske institutioner faktisk fungerede ret godt, og det frugtbare land havde ry for at være det sydlige Afrikas brødkurv.

Situationen ændrede sig dog, da det konservative, hvide Rhodesian Front under Ian Smiths ledelse begyndte at indføre apartheid, efter at partiet havde vundet et demokratisk valg i 1962. Mugabe var en af flere oppositionspolitikere, der blev fængslet uden retssag efter at de havde kritiseret den hvide regering i 1964. Smith afskaffede effektivt det rhodesiske demokrati og Mugabe endte med at sidde i fængsel i mere end ti år.

Mugabe blev dog fra fængslet leder af the Zimbabwe African National Union, der vandt det nu uafhængige Zimbabwes første valg i 1980 og indsatte ham som premierminister. Mugabe viste her sin sande politiske kulør, og endte med at gøre sig selv til de facto diktator i 1987. I mellemtiden havde der udspillet sig et bemærkelsesværdigt beskidt magtspil mellem Mugabes ZANU-parti og rivallen Joshua Nkomo’s Zimbabwe African People’s Union. Mens ZANU havde solid opbakning fra Shona-stammen, som Mugabe tilhørte, havde ZAPU langt større opbakning hos mindretalsstammen Ndebele i det sydlige Zimbabwe. Mugabe skabte derfor i smug en særlig brigade i hæren, som i det mindste i et vist omfang blev trænet af Nordkorea, og som skulle bruges til at banke Ndebele-folket på plads.

Det blev gjort fra 1983 ved at tilbageholde borgere på ubestemt tid, sende dem i såkaldte ”re-education camps” eller simpelthen henrette dem. Massakrerne blev kendt som Gukurahundi – det uofficelle navn på brigaden – da den langt senere blev kendt udenfor Zimbabwe Mens den bidrog til at cementere Mugabes greb om magten, skete det med voldsomme tab. The International Association of Genocide Scholars estimerer således dødstallet til mindst 20,000 og har tydeligt erklæret det som et folkedrab, da det udelukkende var målrettet én bestemt stamme.

Mugabe-regimet sørgede efterfølgende for at undertrykke informationen om Gukurahundi, ligesom mange afrikanske ledere og vestlige intellektuelle slet ikke talte om det. Mugabes status som socialistisk, afrikansk frihedshelt købte ham så meget goodwill, at han slap afsted med et folkedrab uden vestlig kritik. Og som følge af den “Unity Accord” som Mugabe og Nkomo underskrev den 22. december 1987, gav Zimbabwes regering amnesti til alle, der havde været involveret i Gukurahundi. Der har aldrig været hverken et retsopgør eller nogen anden anerkendelse af drabet på tusinder af Ndebele.

Der slutter Mugabes ulykker desværre ikke. Rhodesia var, da landet unilateralt erklærede sig uafhængigt fra Storbritannien i 1965, en stor fødevareeksportør og havde et af de mest effektive landbrug i Afrika. Landet skolevæsen var også med rette berømt i Afrika – det har stadig et fint ry i regionen – og det basalt set britiske retsvæsen var velfungerende. Fremtiden så virkeligt lys ud for Rhodesia, så længe landet ville slippe apartheid-politikken. I dag er Zimbabwe en økonomisk ruin efter årtiers misrøgt af landet, der kulminerede i de vanvittige landreformer i 1999-2000. Som min nu tidligere studerende Rasmus Kjærgaard viste i sit speciale i foråret, var omkostningerne ved bare landreformen dramatiske. Mugabes regime indførte dem alligevel, da dets popularitet var dalende og presset fra oppositionens Movement for Democratic Change, og regimet håbede at købe stemmer fra sorte vælgere og veteraner fra uafhængighedskrigen. Zimbabwes økonomi er vokset langsommere end Sydafrikas siden midten af 1990erne på trods af, at det store naboland er langt rigere (og derfor burde vokse noget langsommere), og at de seneste års nationalregnskabstal næppe er troværdige.

CIAs World Factbook estimerer gennemsnitsindkomsten i 2017 til at være 2300 dollars, og placerer således det potentielt så rige land på linje med Etiopien, Rwanda og Uganda. For et land, der er så frugtbart, plejede at være så velfungerende (valgene til Rhodesias parlament var endda frie og rimeligt fair indtil 1962), og tiltrak hvide indvandrere indtil 1960erne, er det en chokerende dårlig udvikling. Siden 1980erne har Mugabes inkompetence og dybt undertrykkende politik bidraget væsentligt til at skabe denne misere, der endte med at Emerson Mnangagwa sammen med militæret tog magten ved et statskup i 2017. Om dét kommer til at hjælpe på det ødelagte land, kan kun fremtiden vise.

Selvsamme Mnangagwa tweetede i anledning af hans død, at ”Mugabe var et ikon for frigørelse. En pan-afrikanist, der dedikerede sit liv til løsrivelse og styrkelse af sit folk. Hans bidrag til historien om vores nation og kontinent vil aldrig blive glemt.” Det er dog nærmere herostratisk berømmelse end noget som helst beundringsværdigt, han bør huskes for. Mugabe var en af de værste i en lang række absurde, afrikanske diktatorer.

Sjov med statistik: Tillid og vintertemperaturer

Som trofaste læsere vil vide, har vi her hos punditokraterne en tilbagevendende serie om ’sjov med statistik’. Formålet er – udover at underholde – at vise, hvordan umiddelbart latterlige statistiske sammenhænge til tider kan give mening, når man tænker over dem.  

Vi har tidligere i denne serie skrevet om sammenhængen mellem tillid og hvor grimt, en nations flag er. I dag ser vi på en anden sammenhæng, der bruges jævnligt i tillidslitteraturen til at etablere kausalitet: Sammenhængen mellem graden af social tillid i et land og dets vintertemperaturer.

Figuren nedenfor illustrerer sammenhængen på tværs af Europa, hvor vi skiller lande med og uden en kommunistisk fortid. Figuren viser med al tydelig klarhed, at tillidsniveauet i lande uden en kommunistisk fortid er højt korreleret med hvor lave vintertemperaturerne kan blive.* Korrelationen er -0,72 med Danmarks tillidsniveau på 69 % som den eneste klare outlier – vi er mere tillidsfulde end vores vintervejr indikerer. Skandinavien som helhed ligger dog ret præcist, hvor man skulle tro det lå. I den anden ende ligger Cypern med en laveste almindelig vintertemperatur over 7 grader og et tillidsniveau på 13 %.

Det er her, de fleste nok vil spørge hvad i alverden vintertemperaturer har at gøre med tillid til fremmede mennesker. Umiddelbart virker sammenhængen underlig, men der er faktisk ikke blot en forklaring, men en forklaring med fornemme rødder. Som Pierre-Guillaume Méon og jeg bemærkede i en artikel for nogle år siden, giver sammenhængen fin mening i kontekst af en slags evolutionær teori, hvis hovedidé kan spores tilbage til Hippokrates,

Social tillid er relativt stabil over tid og meget forskning peger således på, at de landeforskelle vi kan se i dag har dybe historiske rødder. Teorien går på, at tillid til fremmede mennesker er vigtig for de flestes overlevelse i kolde vintre. Mens det ikke er svært at overleve en vinter i Nordafrika uden ret meget hjælp fra og interaktion med fremmede, var det voldsomt svært at bo i Norge i 1200-tallet og overleve iskolde vintre uden at kunne samarbejde bredt og måske endda handle nødvendige varer og mad. Evolutionært betyder det, at jo koldere vintrene er, i jo højere grad vil folk med stærke tillids- og samarbejdsnormer overleve. Sagt på en anden måde vil folk og familier uden tillidsnormer ganske enkelt have mindre overlevelseschancer, og befolkningen kommer derfor over lange perioder til at dele en tillidskultur.

Denne fortolkning er fuldt konsistent med dataene i figuren, og endda inklusive fraværet af en klar sammenhæng i tidligere kommunistiske lande. Det er nemlig velkendt, at de kommunistiske regimer effektivt og helt bevidst ødelagde folks tillid til hinanden. Regimerne ønskede ikke et virksomt civilsamfund, og hvis man for eksempel boede i Østtyskland i 1970erne og 80erne, ville man skulle leve sit liv i et samfund, hvor 4 % af den voksne befolkning arbejdede for det frygtede Stasi. At have generelt tillid til de fleste mennesker i den type samfund var en meget dårlig idé.

Det, vi her finder, peger således på at historiske forskelle i høj grad tegner den tillidskultur, som præger europæiske samfund i dag. Det giver dog også et fingerpeg om, hvor lande i Central- og Østeuropa måske havde været social, hvis de var endt på den rigtige side af Jerntæppet. Steder som Estland, Polen og Ukraine burde have været højtillidslande – og graver man lidt i deres historie, finder man også indikationer på, at de muligvis var før den Røde Hær marcherede ind. Sidst, men ikke mindst, indebærer sammenhængen også, at når ens tillidskultur er formet af en fælles fortids geografi og levevilkår, kan den ikke være skabt af de sidste 60 års velfærdsstat (se f.eks. her). Som William Faulkner udtrykte det i Requiem for a Nun: “The past is never dead. It’s not even past.”

* Temperaturdataene er fra Weatherbase, mens tillidsdataene er gennemsnit på tværs af alle tilgængelige kilder siden 1980erne.

En lære fra Løkke-tiden

Der er mange meninger om Lars Løkke Rasmussen, der forleden dag – endeligt, ville nogen sige – gik af som Venstres formand. Der er næppe tvivl om, at han har været en af sin generations dygtigste politikere, når fokus er på det politiske spil, at bevare magte, og at producere politiske resultater. Om Løkke har været en god formand for Venstre og en god statsminister for Danmark kan man derimod diskutere. Min holdning er ret klar: At han i mange år var en god formand for Venstre, men at han også har en del af skylden for, at Danmark langsomt, men sikkert, er sakket agterud for vores nabolande. Han har fra en økonomisk vinkel – i min optik – været en ekstraordinært dygtig kustode i et socialdemokratisk velfærdsstatsmuseum.

Det er dog ikke en pointe, vi forfølger i dag, hvor fokus mere er på, hvad Løkke reflekterer i dansk politik. Han tweetede således sent fredag nat, at han forlod formandsposten for at bevare sin ”selvrespekt”. Særligt én del af tweeten var værd at lægge mærke til, idet han refererede til ” den politiske linje, jeg har lagt” og som han mente, andre kræfter forhindrede ham i at få diskuteret i partiets top. Som Kristian Jensen meget præcist formulerede det, måtte hovedbestyrelsen tage stilling til, om man havde et parti med en formand, eller en formand med et parti. Jensens position var ganske klar, at problemet lå i at Venstre havde udviklet sig til det sidste med Løkke som en formand med næsten Orbán-agtig status.

En måde at få mening med den mærkelige situation i Venstre er derfor at tolke den som udtryk for, at Løkke ikke blot havde mistet sit politiske kompas, men i høj grad også sit organisatoriske kompas. I ethvert moderne, demokratisk parti tegner formanden naturligvis den politiske linje udadtil, men det er ikke ham eller hende, der bestemmer den: Formanden repræsenterer partiets politik og politiske holdninger. Det virker som om, at Løkke enten havde glemt eller ikke længere ville acceptere denne demokratiske normaltilstand.

Og det er netop den situation, der bringer mig til dagens spørgsmål: Hvad er det, man socialiserer unge mennesker til i dansk ungdomspolitik? Grunden er, at dansk politik og danskerne kan få et reelt problem på sigt, hvis de nuværende unge politikere og den næste generation socialiseres til at blive ligesom Lars Løkke. Mens man kunne mene, at det er et fiktivt problem, fortæller min erfaring mig, at det ikke er. jeg har de seneste år holdt en række oplæg for ungdomspolitiske organisationer, inklusive DSU, RU, KU, VU og LAU. Og mens det plejer at være hyggeligt og ganske fredeligt, møder man næsten altid en række unge, der ikke blot udtrykker en vilje til magt, og taler om situationen når ’de bestemmer’.

Det er tydeligt for mig, at mange af dem føler alt de har en ret til magt. De ender derfor i den samme dybe misforståelse som har præget en del af Lars Løkkes adfærd de senere år. På engelsk skelner man mellem ’to govern’ og ’to rule’, mens man på dansk simpelthen taler om at regere. I et demokrati er politikeres opgave i et begrænset omfang at ’govern’, men aldrig at ’rule’. Og heri ligger problemet: Løkke har opført sig som en, der troede han var – og havde ret til at være – en ’ruler’. Hvis man ikke i ungdomspartierne sørger for at rydde ud og socialisere den næste generation potentielle politikere til at se forskellen, og at opføre sig ydmygt overfor den magt de har, og den indflydelse de ikke har ret til, skaber man bare flere små Løkker in spe. De må vide, at det danske demokratier og danske partier ikke bør have plads til folk, der opfører sig som Victor Orbán, Nicolás Maduro, eller 2019-udgaven af Lars Løkke.

Hvad med at bytte territorium?

Donald Trumps forslag forleden om at købe Grønland vakte berettiget harme. Tiden er for længst løbet fra forestillingen om, at man kunne sælge folk og territorium, invadere det eller på anden måde underlægge sig det. Medmindre da man hedder Vladimir Putin eller Xi Jinping… Statsministeren reagerede på den eneste måde, hun med nogen rimelighed kunne og kaldte helt korrekt Trumps forslag for absurd.

Men, som en god (unavngiven) ven spurgte forleden dag: Hvad hvis man kunne? Hvad skulle Danmark have for Grønland? Helt særligt, hvad hvis man byttede grønlænderne med de nuværende US Virgin Islands – det tidligere Dansk Vestindien? Danmark solgte de tre vestindiske øer til USA i 1917 for knap 100 millioner kroner, eller 3,7 milliarder nutidskroner. I relative tal ville det svare til et salg i dag for cirka 25 milliarder, eller knap 3,3 % af det offentlige budget. Hvordan ser sammenligningen mellem ’Greenland’ og Dansk Vestindien ud og bytter man lige over?

Der bor lige knap 58.000 grønlændere på Grønland mod 107.000 indbyggere på de vestindiske øer. Umiddelbart er grønlænderne rigere: CIAs World Factbook vurderer det købekraftskorrigerede BNP per indbygger til 41.800 mod 37.000 PPP dollars på Jomfruøerne. Det afspejler dog ikke helt hverken levestandarderne eller den økonomiske formåen. Grønland får omtrent 25 % af sin indkomst som direkte bloktilskud (og en del indirekte støtte), mens de amerikanske tilskud til Jomfruøerne er cirka 9 % af BNP. Den totale private indkomstskabelse på Grønland er således 1,8 milliarder dollars mod 3,5 milliarder på Jomfruøerne, og en meget stor andel af Grønlands er den offentlige sektor. I 2016 indkrævedes således hele 77,4 % af BNP i skatter, afgifter og andet; den tilsvarende på Jomfruøerne var 28,9 %.

Med de velkendte problemer med at opgøre den faktiske værdi af en offentlige sektor in mente, er de vestindiske øer sandsynligvis meget mere produktive end Grønland. Ser man på sociale problemer, er der næppe heller nogen sammenligning, der falder ud til grønlandsk fordel: Landet er kendt for voldsom alkoholisme, skræmmende incest- og voldsproblemer, og verdens sandsynligvis højeste selvmordsrate (82,8 per 100.000). Umiddelbart peger det hele derfor på, at de vestindiske øer er langt mere værd end Grønland.

Der er dog to forhold, der taler for Grønland: Naturressourcer og dets strategiske placering. Det er en vis sandsynlighed for, at landet har olie, uran og sjældne jordarter under isen, og at der er økonomi i at udvinde disse ressourcer. Ingen kender værdien af dem, men den er potentielt meget stor. Det andet element er den strategiske placering, hvor Arktis er ved at blive et internationalt varmt område: Naturressourcerne kan vise sig at være der, og hvis isen trækker sig nordpå, er der mulige sejlruter gennem grønlandske farvande, som bliver meget attraktive. Oveni de forhold skal man lægge en væsentlig interesse fra amerikansk (og dansk) side for at kunne forsvare sig mod et i stigende grad aggressivt regime i Moskva. I den forbindelse er Grønland en vigtig, fremskudt post i NATO.

Så kunne man bytte Grønland for de Dansk Vestindiske Øer? Det praktiske svar er naturligvis et rungende nej. Men det er et interessant spørgsmål at tænke over, og ikke mindst som en øvelse i hvad en økonomi er ’værd’. Den understreger, at Grønlands værdi blæser en del i vinden og afhænger af både stærkt usikre klimaforandringer og usikre forekomster af visse ressourcer. Jomfruøernes økonomiske status er langt sikrere, da det er et nogenlunde almindeligt caribisk samfund. Og det ville da være meget sjovt at overveje, hvordan verden ville se ud hvis danskerne droppede turen til Pukhet og tog på ferie i Charlotte Amalie i stedet for.

Handelsflåder og pressefrihed

Hvorfor nogle lande undertrykker ytrings- og pressefriheden, mens andre ikke gør og nogle lande kun gør i begrænset omfang, er et af de store spørgsmål i statskundskab og politisk økonomi. Spørgsmålet er ikke kun af forskningsmæssig eller praktisk politisk betydning, men har også en fuldstændigt indlysende moralsk dimension.

Et først, klassisk svar, er at demokratier har større pressefrihed. Nogle forskere mener endda, at pressefrihed er en del af definitionen på demokrati – en såkaldt ’maksimal definition’ – så et land ikke kan være demokratisk uden at have et vist (udefineret) niveau af pressefrihed. Rent statistisk er svaret helt korrekt, men på ingen måde dækkende. Medmindre man ser pressefrihed som en del af definitionen på demokrati – og i det tilfælde an man slet ikke stille spørgsmålet – må man også notere, at der er ganske stor forskel på graden af pressefrihed på tværs af verdens demokratier. Demokrati er langt fra hele historien.

Ser man videre end blot demokrati, er der en indikation fra en lang række eksempler: Det ser ud som om adskillige lande med en maritim tradition har væsentligt bedre pressefrihed end andre lande. Storbritannien har været bannerfører for ytrings- og pressefrihed siden 1800-tallet og har en synlig maritim tradition, men det samme gælder også for Danmark og Norge, hvis handelsflåder håndterer tilsammen håndterer cirka lige så meget fragt som den britiske. I Mellemamerika er forskellen mellem de spansktalende nationer på fastlandet og de mindre, handelsintensive øer i Caribien også klar for enhver, der ved lidt om området.

Spørgsmålet i dag er derfor, om disse eksempler er udtryk for en mere generel sammenhæng: Har lande med en maritim tradition og større handelsflåder også bedre pressefrihed? Det giver vi en foreløbig test ved konkret at plotte størrelsen af handelsflåden per indbygger mod det måske meste brugte mål for pressefrihed. Figuren nedenfor illustrerer således sammenhængen i autokratier – de blå prikker – og demokratier – de orange prikker. Størrelsen af handelsflåden (per indbygger, data fra UNCTAD) er på x-aksen, mens tallene på y-aksen angiver Freedom House-målet for pressefrihed; begge akser er i logaritmer. Målet angiver vel at mærke fraværet af pressefrihed på en skala fra 0 til 100; Danmarks nuværende vurderinger 12 og blandt de laveste i verden.

Som figuren viser, er der en tydelig sammenhæng mellem størrelse på landes handelsflåder og deres grad af pressefrihed, når de er demokratiske. Mens korrelationen mellem de to er et næsten perfekt nul i autokratierne, er den -0,5 for demokratierne. Det er også klart at se, at de demokratier, der har de frieste medier, alle har væsentlige handelsflåder. En pudsig detalje er også, at det autokrati med den største grad af pressefrihed er Hong Kong: En tidligere britisk koloni med syv millioner indbyggere og en handelsflåde på 98 millioner tons – 2½ gange større end den danske.

Dagens post nærmer sig vores serie om Sjov med Statistik, fordi man umiddelbart kan spørge, hvad i alverden der kunne være af faktisk forhold mellem handelsflåder og pressefrihed. Tænker man videre, er der dog to logiske forklaringer på sammenhængen. For det første er der en sammenhæng mellem retsvæsenets kvalitet og pressefriheden (som dokumenteret her og her). Det kunne indikere, at det i virkeligheden er retsvæsenet, der er vigtigt, hvis store, private investeringer som f.eks. dem en væsentlig handelsflåde kræver, primært sker i lande med solid beskyttelse af den private ejendomsret. Det giver dataene endda en klar indikation af, da korrelationen mellem Heritage Foundations indeks for Rule of Law og handelsflådens størrelse er 0,6. Problemet her er dog, at korrelation er den samme for demokratier og autokratier, og dermed ikke giver samme mønster som i figuren ovenfor.

Den anden forklaring er mere simpel: At jo mere et lands borgere og industri oplever status i andre lande, jo mere kræver de selv af politikerne. Jo mere borgerne ved, at ’noget’ fungerer bedre i andre sammenlignelige lande, jo mere vil de kræve at landets politikere også sørger for at det fungerer i deres land, eller at politikerne i højere grad holder fingrene væk og lader ting fungere uden indblanding. For at den type mekanisme virker, kræver det blot én ting: At borgerne har faktisk indflydelse på politik, eller med andre ord, at lande er demokratisk. I dén slags mekanisme ligger også det kommunistiske diktatur Kinas udfordring med Hong Kong: I den tidligere britiske kronkoloni ved et overvældende flertal, hvad der er at miste. Gennem 70 år er velstand og viden flydt ind i Hong Kong gennem handel med resten af verden. I lande som Danmark og Storbritannien lagde politikerne sig allerede fladt ned i 1800-tallet og indrømmede, at de ikke kunne forhindre borgere i et handelsland at kræve det bedste fra resten af verden. Det var prisen, en politisk elite betalte for velstanden.

Junckers Dilemma og den nye reformforskning

Overskriften Junckers Dilemma er også overskriften på en kronik af Otto Brøns-Petersen og overtegnede, som Weekendavisen bragte i fredags (kan læses her; kræver muligvis abonnement). Dilemmaet er kendt blandt politikere, der gerne vil indføre større reformer, men også genvælges. Som Luxembourgs daværende premierminister Jean-Claude Juncker – den senere kommissionsformand – formulerede det for år tilbage, kan man ikke begge dele. Otto og jeg spørger i kronikken, hvornår lande da faktisk indfører reformer, og om Juncker havde ret.

Vores svar er baseret på nye forskning og kronikken er således i høj grad en præsentation af den nyeste forskning i reformprocesser i public choice og institutionel økonomi. To relativt nye bøger opsummerer fornemt, hvad den nye forskning viser om reformer og hvornår man faktisk kan komme ud over den ofte velorganiserede modstand mod reformerne fra særinteresser. Eller som vi opsummerer, hvad Wayne Leighton og Edward Lopéz finder:

Som [Leighton og Lopéz] understreger i deres prisbelønnede Madmen, Intellectuals & Academic Scribblers, har public choice-teori siden 1960erne bidraget til en forståelse af, hvorfor reformer er så svære at gennemføre. Organiserede særinteresser har ofte langt mere indflydelse end vælgere og kan således blokere reformer og forhindre, at de overhovedet diskuteres. I Danmark gælder det dele af fagbevægelsen, men også dele af erhvervslivet.

I et omhyggeligt case study af australske og svenske reformer – Nils Karlssons ligeledes fine Statecraft and Liberal Reform in Advanced Democracies – er indsigten:

Som modtræk besluttede en kreds af svenske erhvervsfolk sig allerede fra slutningen af 1960erne for at tage et principielt og intellektuelt baseret opgør med denne udvikling. Karlsson viser, hvordan man satsede betydelige ressourcer på at opbygge tænketanke og forskningsinstitutioner med et langt bredere sigte end snævre erhvervsinteresser. Opgøret kulminerede i kampen om fondssocialisme, men denne intellektuelle infrastruktur var også vigtig for at have et vidensgrundlag på plads, da Sverige blev ramt af flere alvorlige økonomiske kriser i løbet af 1980erne og 1990erne. Helt frem til i dag er Sverige et godt eksempel på, hvad en principfast og fremsynet indsats kan udrette på det lange sigt.

Den sidste hurdle mod reformer er Junckers Dilemma, men er dilemmaet virkeligt? Som Niclas Berggren og jeg viser i det seneste nummer af Journal of Institutional Economics (læs tidligere omtale her), er der typisk intet dilemma. Vælgernes reaktioner, her vurderet via deres svar på, hvorvidt de er tilfredse med den måde, demokratiet fungerer på i deres land, er faktisk positivt påvirkede af større, liberaliserende reformer. Nok advarer kommentatorer jævnligt mod reformer, men det ville være en noget speciel situation, hvis reformer er upopulære på samme tid som de gør vælgerne mere tilfredse med demokratiet. Den brede modstand mod reformer eksisterer ofte udelukkende i politikernes hoveder.

Italiens økonomiske elendighed

Italiensk politik og Italiens økonomi har igen været i de internationale overskrifter, da landets regeringsleder Matteo Salvini er på vej til at opløse regeringen. Salvini, der repræsenterer det højrepopulistiske Lega og danner regering med det venstrepopulistiske M5S, har udfordret EU ved at gennemføre et statsbudget med et alvorligt underskud. Efter forhandlinger endte budgettet lige indenfor eurozonens regler om et maksimalt, planlagt underskud på 3 %, men de facto ender det italienske minus sandsynligvis værre end det.

Udmeldingen er nu, at Salvini og Lega er klar til at sænke skatten markant, hvis de får pienei poteri – et klart flertal og dermed den ”fulde magt” som Mussolini også talte om – og at de helt vil ignorere euroreglerne. Det officielle argument er, at der skal sættes gang i de økonomiske hjul, men som økonom ved man, at den type politik i bedste fald kan give øget aktivitet i et par år. Derefter er italienerne tilbage til en situation med en statsgæld på 132 % af BNP – en del af den båret ufrivilligt af italienske banker, som dermed er udsat for væsentlig politisk risiko – og den forbløffende status quo uden egentlig økonomisk vækst. Som den altid indsigtsfulde Tyler Cowen hos Bloomberg understreger, er den næsten totale mangel på vækst det virkelige problem:

Unfortunately, a zero-growth environment cannot be stable forever. The reasons are many; structures ossify, firms and governments become less productive and dynamic, rules become more vulnerable to gaming and rent-seeking, and interest groups increase their ability to seize parts of the pie. If the pie doesn’t grow, eventually it becomes harder to sustain productive activity and a healthy politics.

Man kan næppe undervurdere, hvor alvorligt eller grundlæggende, problemet er: Sammenligner man med resten af Europa, er Italiens økonomi meget tydeligt i en sørgelig tilstand. Det ses ikke mindst i figuren nedenfor, hvor vi plotter udviklingen i total faktorproduktivitet, beregnet som et såkaldt Solow-residual, i Danmark, Sverige, Storbritannien og Italien siden 1970.

Som figuren viser, var Italien faktisk en af Europas mere produktive økonomier i 1970erne, med et gennemsnitligt Solow-residual 8 % under Tysklands og meget lig Danmarks. Til sammenligning var Storbritannien – kendt som Europas syge mand i 70erne – 16 % mindre produktivt end Tyskland og hele 29 % værre end USA. Figuren viser dog også to andre forhold: Effekterne af de massive reformer i Storbritannien omkring 1980 og Sverige efter 1990, og hvordan Italiens produktivitetsvækst aftager markant i løbet af 1980erne og fra 1998 til finanskrisens start i 2008 er praktisk taget nul. Status i det sidste år med data, 2017, er at Sverige nu er 2 % mere produktivt end Tyskland – en forskel, der er så lille at den i praksis er nul – mens Storbritannien er 6 % bagefter og Danmark er 9 % bagefter.

Produktivitetsforskellen mellem Tyskland og Italien illustrerer ganske godt omfanget af de italienske problemer: Opgjort som et Solow-residual var Italien i 2017 33 % mindre produktivt end Tysklands økonomi. Med andre ord kan tysk industri i dag i gennemsnit producere varer af 1000 euro værdi med et ressourceforbrug, der er en tredjedel lavere end det tilsvarende italienske. Tysk produktivitet bliver ydermere ved med at udvikle sig ligesom den svenske, men Italiens produktivitetsniveau i dag er tilbage på samme niveau som i midten af 1980erne. Mens landet således stadig kan ’skabe arbejdspladser’ er de derfor også i stigende grad inferiøre i forhold til alternativer i resten af Europa.

Som vi har vidst siden Robert Solow og Trevor Swans arbejde sidst i 1950erne, er produktivitetsudvikling den grundlæggende kilde til langsigtet økonomisk vækst. Den kræver i de fleste tilfælde gode, politisk uafhængige retslige institutioner, en nogenlunde stabil og forudsigelig økonomisk politik, begrænset rent-seeking og særinteresseindflydelse, en begrænset offentlig sektor, og fri iværksætteraktivitet. Italien har, sammenlignet med de fleste andre vestlige lande, ingen af delene. Støvlelandet har behov for alvorlige, gennemgribende reformer af hvordan dets samfund fungerer. Uden dem er landet dømt til at fortsætte en kurs, hvor landet falder endnu længere bagud og opbygger en endnu større statsgæld. Og som i alle andre tilfælde er der kun én slutning på den slags historie: At man går konkurs.

Regulerer nødforfatninger regeringers adfærd efter terrorangreb?

Som mange læsere vil vide, har jeg de seneste år haft et større projekt i gang sammen med Stefan Voigt (Uni Hamburg) om nødforfatninger. Vores tidligere artikler i projektet – som sandsynligvis bliver til en bog, når alle artiklerne er skrevet og publiceret – har handlet om hvordan nødforfatninger ser ud på tværs af lande og amerikanske stater, og hvornår lande faktisk erklærer nødret.

Vi har nu bevæget os mod spørgsmålet om, hvilke konsekvenser nødprovisionerne har. Det gør vi allerførst i ”When Does Terror Induce a State of Emergency? And What are the Effects?” som forleden blev optaget til publication og nu i sin helhed kan nu læses her som Online First hos Journal of Conflict Resolution

Stefan og jeg undersøger i artiklen, hvordan 79 forskellige lande med ’vestlige’ forfatninger har reageret på terrorangreb, og særligt hvordan deres nødforfatning har reguleret reaktionerne, siden 1970. Vi finder, ikke overraskende, at flere angreb øger chancen for at regeringen erklærer nødret. Vi finder dog også, at en nødforfatning der giver regeringen større beføjelser under en nødret er forbundet med flere terrorangreb, men en lavere sandsynlighed for at regeringen faktisk erklærer nødret. Sammenhængen med forfatningens nødretsprovisioner er således ikke helt ligetil, og vi finder særligt ikke evidens for at nogen af delene er påvirket af, hvor politisk let det er at erklære nødret.

Det viser sig dog, at når vi ser på regeringens reaktioner på terrorangrebene – vi bruger her et mål for repressiv politik – spiller nødforfatningen ind. En kombination af en nødforfatning, der gør det let for regeringen at erklære nødret og et angreb, der faktisk skår folk ihjel, øger markant risikoen for at regeringen efterfølgende fører langt mere repressiv politik. Det virkeligt interessante i det sidste fund er således, at graden af øget repression ikke afhænger af, hvor høj grad nødprovisionerne faktisk tillader regeringen at gøre det.

Vi finder ingen systematisk sammenhæng mellem den faktisk repressive politik efter terrorangreb, og om nødforfatningen faktisk tillader censur, ekspropriation osv. Mit nye studie med Stefan ender derfor med at sætte et ganske stort spørgsmålstegn ved, hvor effektive nødforfatninger overhovedet er. Implicit spørger vi således også om de i virkeligheden har andre politiske formål end det officielle.

Befolkning, vækst og klima 13: Derfor løber vi ikke tør for udtømmelige ressourcer.

Vil ikke-fornybare ressourcer blive udtømt, hvis der ikke bliver grebet ind politisk? Er økonomisk vækst overhovedet foreneligt med, at de ikke-fornybare ressourcer ikke er uendelige?

Begge bekymringer ytres med jævne mellemrum. Senest har en gruppe på 301 danske ”forskere” offentliggjort et opråb, hvori de går til angreb på den økonomiske vækst. Der er ”ikke noget historisk belæg for at antage, at den globale økonomiske vækst, målt i bnp, kan fortsætte, samtidig med at vi opnår et tilstrækkeligt aftagende miljøaftryk målt som udvinding af biomasse, mineraler, metaller og fossile brændsler”, erklærer de. Underskriverne er dog karakteriseret ved ikke at have faglig ekspertise på området – og indholdet viser desværre også, at de heller ikke har nogen indsigt.

Det er let at se intuitionen bag opfattelsen af, hvorfor udtømmelige ressourcer vil blive opbrugt uden indgreb, og hvorfor en endelig ressourcemængde er uforenelig med økonomisk vækst. Men det forholder sig modsat bekymringen: Privat ejendomsret er en forudsætning for, at ressourcerne ikke udtømmes, mens politisk kontrol er en reel trussel. Og uden økonomisk vækst er der et reelt ressourceproblem.

Christian har tidligere i denne serie forklaret, hvorfor privat ejendomsret beskytter fornybare ressourcer mod overudnyttelse. Der dannes en markedspris, som sikrer mod overudnyttelse. Hvis ejendomsretten ikke er tilstrækkelig beskyttet, kan det være nødvendigt at erstatte markedsprisen med en skat – men det kræver, at staten kan beskytte ”sin ejendomsret”, og at politikerne har de rigtige incitamenter.

Det gælder som sagt imidlertid også, at privat ejendomsret er en tilstrækkelig betingelse for at sikre en ikke-fornybar ressource mod overudnyttelse. Det blev elegant påvist af den amerikanske økonom Harold Hotelling i 1931. Han tog netop udgangspunkt i det problem, en ejer af en udtømmelig naturressource – f.eks. en kobbermine – står over for. Ejeren vil blive ved med at udvinde kobber, indtil det punkt, hvor der er lige så stor gevinst ved at vente med at indvinde mere.

Hvornår er det? Det er, når der er udsigt til en prisstigning svarende til renten. Hvis kobberet udvindes i dag og sælges, kan salgsindtægten spares op og vil kaste renten af sig. For at være indifferent mellem at udvinde mere kobber i dag eller vente et år, skal der altså være udsigt til, at kobberprisen stiger svarende til renten.

Ejeren har vel at mærke ikke blot et incitament til ikke at overudnytte ressourcen. Det kan vises, at den årlige produktion svarer lige præcis til den samfundsøkonomisk optimale mængde. Betingelsen om, at prisen skal stige svarende til renten, betyder, at kobber i al fremtid har samme forventede nutidsværdi i den produktion, den kommer til at indgå i.

Men hvad hvis der skal være kobber i jorden længe efter, at de nuværende generationer er borte? Det ændrer ikke ved resultatet. Pointen er, at ejeren kan sælge minen videre til en senere generation, som senere kan sælge den videre … og så fremdeles. Det er ikke nødvendigt at realisere gevinsten før tid.

Hotellings elegante resultat gælder i første omgang for en situation med indvindingsomkostninger, som ikke ændrer sig over tid – hvilket ellers godt kan forekomme navnlig i kraft af teknologiske forbedringer. Der tænkes her ikke på, at indvindingsomkostningerne typisk stiger, desto vanskeligere forekomster man skal have fat i. Det er indvindingsomkostningerne for en given sværhedsgrad, der her er tale om.

Hvad hvis der er udsigt til faldende indvindingsomkostninger? Så skal råvareprisen stige tilsvarende mindre. Pointen er, at det faktisk er profitten, som skal stige i takt med renten. Ved konstante omkostninger stiger profitten således med renten, hvis råvareprisen også gør det.

Udsigten til faldende indvindingsomkostninger får indvindingstempoet til at falde. Alt andet lige vil mere forblive i jorden og give en samfundsøkonomisk gevinst ved at drage nytte af de faldende fremtidige omkostninger. Det er også i overensstemmelse med den optimale ekstraktionsprofil.

Det er måske umiddelbart mere vanskeligt at forestille sig stigende indvindingsomkostninger i fremtiden – f.eks. at teknologien skulle løbe baglæns. Men en mulighed er, at det politisk besluttes at pålægge indvindingen en stigende afgift. Det er faktisk en variant af denne problemstilling, som foreligger ved det såkaldt ”grønne paradoks”. Paradokset er påpeget af den tyske økonom Hans Werner Sim. Det handler om, at en stigende omkostning ved at udlede drivhusgasser i fremtiden, kan få ejerne af fossile brændsler til at udvinde dem hurtigere – og altså fremrykke udledningen af drivhusgasser. Det er ikke en irrelevant problemstilling. Og modsat indvindingsomkostninger bestemt af teknologiske forhold mv., så er en politisk bestemt profil for skatter og regulering ikke nødvendigvis optimal.

Grundlæggende handler Hotellings resultater om, at ejeren i kraft af sin ejendomsret har et incitament til at spare på ressourcerne til fremtiden. De fremtidige samfundsøkonomiske gevinster af forekomsterne bliver kapitaliseret i prisen på forekomsten, når ejeren sælger den. Det er så at sige muligt at handle med fremtidige generationer, som slet ikke er født endnu.

Politisk kontrol giver derimod ofte ikke de politiske magthavere og beslutningstagere adgang til at høste gevinsterne ved at udskyde indvindingen af en ikke-fornybar ressource. Valget står mellem at få gevinsten ved at indvinde, mens man har den politiske kontrol, eller at lade gevinsterne gå videre til fremtidige magthavere. Det skaber incitamenter til overudnyttelse.

Et eksempel på sådanne politiske incitamenter er, at råvareafhængige statskasser ofte kompenserer for lavere råvarepriser ved at øge produktionen, så statskassens indtægter ikke rammes for hårdt. Det er en pervers effekt i den forstand, at lavere priser er et markedssignal om at sænke, ikke øge produktionen.

Det er i forvejen velkendt, at politikerne i de fleste politiske systemer har en tendens til at gældsætte sig udover det samfundsøkonomisk hensigtsmæssige. Overudnyttelse af naturressourcer er en parallel til dette problem. Hvor kommercielle ejere i praksis kan handle med ufødte generationer, kan politikerne ikke få deres stemmer.

Men er der ikke også en risiko for, at en privat ejer vælger at gå efter den kortsigtede gevinst? Det kan man da sagtens forestille sig. Pointen er imidlertid, at vedkommende i så fald maksimerer sin kortsigtede gevinst ikke ved at indvinde, men ved at sælge til en langsigtet investor, som er villig til at betale mere for at forekomsterne bevares i jorden, end ejeren vil kunne få ud af at indvende dem nu og her.

Hvis de udtømmelige ressourcer på jorden blev indvundet hurtigere end det optimale forløb i Hotellings enkleste tilfælde, så burde råvarepriserne stige med mere end renten. Men det er velkendt, at råvarepriserne stiger meget langsommere. Faktisk er prisen på de fleste råvarer steget så langsomt, at det vanskeligt har kunnet forenes selv med generelt faldende indvindingsomkostninger. Det tyder på, at nye forekomster er blevet opdaget i et uventet stort omfang. Det er f.eks. sådan, at de kendte forekomster af gas og råolie er større end nogensinde, fordi der opdages mere end der bruges.

Så der er altså intet hverken teoretisk eller empirisk belæg for, at ressourcerne vil blive udtømt for hurtigt.

I et kommende afsnit af serien ser vi på spørgsmålet, om stadig vækst er foreneligt med endelige ressourcer.


Reality-Venstre slår til igen

Venstre har i den forgangne uge holdt sommergruppemøde på Kragerup Gods. Mødet blev noget mere dramatisk end planlagt, da flere folketingsmedlemmer reagerede kraftigt på et interview i Berlingske med næstformand Kristian Jensen. Det eneste svagt kontroversielle et ellers vagt og midtsøgende interview var, at Jensen klart vurderede, at Løkkes planer under valget om en SV-regering vaf en fejl. Som han direkte siger i Berlingske: ”En SV-regering er ikke svaret, og jeg tror, der fra de andre borgerlige partier er en forventning om, at hvis vi skal stå i spidsen for det borgerlige samarbejde, så skal vi også sige det klart og tydeligt.”

Fredag kom det så vidt, at den aldrende Venstre-nestor Claus Hjort Frederiksen direkte opfordrede Jensen til at trække sig som næstformand. I et efterfølgende Facebook-opslag skrev Hjort direkte, at ”Det delte formandskabs tid er forbi” – et udsagn som DR’s Christine Cordsen vurderer er en direkte ”krigserklæring mod Kristian Jensen.” Delingen var et resultat af den uafsluttede magtkamp mellem de to fløje, der støtter henholdsvis Lars Løkke og Kristian Jensen, og som stødte direkte sammen i 2014. Fløjene eksisterer stadig, men Hjort mener øjensynligt ikke, at der længere er behov for at tage hensyn til den anden fløj. Adskillige højtsående og kendte Løkke-støtter erklærede sig enige, mens Jensens støtter primært holdt mund eller opfordrede til ro.

Det særligt pudsige i udsagnet er, at Hjort også mener, at der ikke bør være andre formænd end Løkke og at han og kun han udstikker den politiske kurs og de politiske beslutninger for partiet Venstre. Hjort har næppe forstået, i hvor høj grad han kom til at lyde som en klassisk håndlanger for autokrater som Recep Tayyip Erdoğan, Victor Órban eller Jacob Zuma. Løkkes egne handlinger bekræfter i høj grad dette indtryk, da han tydeligvis – i det mindste offentligt – mener, at han var i sin gode ret til at snigløbe sin næstformand og store dele af partiet under valgkampen, ved at opfordre til en SV-regering. Han synes heller ikke at forstå eller acceptere, at resten af blå blok har mistet al tillid til hans person og den fløj i Venstre, som han står i spidsen for.

Set i en rent politisk optik, er det svært at få Venstres positionering til at give meget mening, medmindre man regner med, at partitoppen helt og fuldstændigt har fejllæst valget og dets optakt. Er planen virkeligt at rykke Venstre endeligt ind på midten af danske politik – en bevægelse, der blev startet af Claus Hjort og Anders Fogh allerede efter det fejllæste 1998-valg – og simpelthen kæmpe med Socialdemokraterne om medianvælgerne? Eller er planen, at Venstre endeligt skal opgive at have en sammenhængende politik, men blive et rent magtparti som folk bør stemme på i mangel af bedre, eller på grund af hvad partier kan levere specifikt til dem? Ingen af delene giver ret meget mening, da S mere troværdigt kan levere nummer et, og DF allerede leverer nummer to.

Det paradoks bringer således en til at mindes om, at et parti ikke er en organisme, men et løst kollektiv af individer med individuelle præferencer, planer og projekter. Og opgiver man at se på ’partiets’ interesser, men ser på enkeltindividers egeninteresse, giver det hele pludseligt meget mere potentiel mening. I en vis forstand er Venstres problemer og den nuværende ledelses ageren nemlig en helt igennem rationel strategi for de personer, der sidder på magten i partiet.

Man kan med andre ord forstå udviklingen i Venstre med, at en større gruppe af folketingsmedlemmerne er helt ligeglade med det politiske projekt, men kører deres eget, personlige projekt for åben skærm – den faktion, jeg for nogle få år siden i Børsen kaldte ’Reality-Venstre’. Og som i ethvert andet reality-show, resulterer den slags opførsel i en situation, hvor indhold er ligegyldigt og alt relevant action er i personfnidder og intern magtpositionering. Der er – præcist som reality-tv – ikke just begavet underholdning.

Bruger man således det almindelige analytiske udgangspunkt fra public choice – metodologisk individualisme hvor hver enkelt gør det bedste for dem selv, givet deres egne interesser – giver det mening. Løkkes ageren i de sidste efterhånden adskillige år kan måske bedst karakteriseret som en stræben efter magt uden et politisk projekt, men på det personligt plan er den eminent rationel, da det for ham er en kamp om hans overlevelse i politik. Normalt ville man også skulle se på hans alternativer udenfor politik, men Løkkes store problem ligner mange andre moderne politikeres: Han har reelt ingen kompetencer, der har værdi udenfor politik. Medmindre han kan lande en lignende politisk position udenfor dansk politik – for eksempel en EU-stilling eller en ledende position i en international organisation eller NGO – er hans personlige status derfor særdeles svær. Oveni det problem skal man lægge Løkkes velkendte manglende evner, når det kommer til at styre sine personlige finanser.

Hvis man som Løkke, Elleman, og mange andre politikere i både Venstre og de fleste andre partier, er vokset op i ungdomspolitik og gået direkte ind i almindelig politik, er man i overhængende risiko for ar være i Løkkes sko: Man har reelt investeret et halvt liv i nogle kompetencer, som er aldeles ubrugelige i det samfund, de andre 5½ millioner danskere lever i. Man er socialiseret ind i et system, hvor personfnidder er helt centralt for ens karriere, og hvor respekt for fakta, indsigt i hvordan ting fungerer, og selv det andre opfatter som almindelig anstændighed overfor andre mennesker, er komparative ulemper. At tabe magten er derfor en trussel mod ens hele eksistens, fordi man reelt ikke kan andet end politik. Nogle politikere ser det ikke sådan, men de mere begavede af slagsen kan næppe undgå at være klar over, at de ville få det endda meget svært, hvis de skulle forlade politik. Undrer man sig over miseren i Venstre, hvor umiddelbart tåbeligt partiets slingrekurs og totale mangel på ideologisk kompas virker, er det værd at mindes om, at politikerne først og fremmest er rationelle enkeltindivider, der ofte er helt blottet for de kompetencer, vi andres økonomiske og sociale liv hviler på.

Tillid i eksperimenter og spørgeskemaer

For nogle uger siden skrev vi kort om et nyt studie, der måler civil ærlighed. Vi noterede da, at mens de udmærkede forskere bag Cohen et al. i Science udførte et velgennemtænkt eksperiment i 40 lande, engagerede de sig næsten overhovedet ikke med den store litteratur om social tillid. Da vi tog et hurtigt kig på sammenhængen på tværs af lande mellem tillid i spørgeskemaer og folks opførsel i eksperimentet, var vores konklusion, at ”den målte tillid i spørgeskemaer ikke er ekspressiv, men klart reflekterer folks forventede ærlighed.”

Efter at have tænkt over det, kom jeg til den konklusion, at emnet er vigtigere end en simpel blogpost. Jeg har derfor taget et noget mere omhyggeligt kig på, hvordan opførsel i eksperimentet hænger sammen med den målte tillid i spørgeskemaer de samme steder. Papiret, der hedder ”Civic Honesty and Cultures of Trust” og nu kan findes på SSRN, viser ikke blot den simple sammenhæng på tværs af lande. Det viser sig også, at sammenhængen mellem eksperimentel opførsel og tillid i spørgeskemaer kan genfindes på tværs af de 105 europæiske regioner, hvor data for begge dele er tilgængelige. Det viser vi i figuren nedenfor, der i øvrigt ikke er med i papiret. Tillidsmålet fra European Social Survey er på x-aksen og andelen af punge, der blev leveret tilbage i eksperimentet er på y-aksen.

Konklusionen er heldig for den store tillidslitteratur, der næsten udelukkende er baseret på spørgeskemadata: Cohen-holdets eksperiment validerer ret præcist brugen af spørgeskemadata. Abstractet er nedenfor og hele papiret kan findes her.

Recent work on Cohn et al. (2019) shows that civic honesty captured in a wallet-return experiment varies considerably across the world. This paper uses the new experiment to validate the alternative way of measuring trust and honesty from questionnaires. Comparisons of wallet return rates and questionnaire trust across 38 countries and 105 European regions show that experimental behaviour and social trust measured in questionnaires are strongly correlated. The new experimental data thus validate the widespread use of questionnaire-based measures in the trust literature.

Red regnskoven – køb brasiliansk

I dag vedtager Brasiliens underhus (Câmara dos Deputados) en historisk og afgørende pensionsreform. Alligevel er det ikke hovedhistorien i dagens udgave af Estadão, den mest konservative af landets tre store morgenaviser (vi vender tilbage til pensionsreformen, når den har været gennem senatet).

Dagens hovedhistorie er derimod, at præsident Bolsonaro kritiseres for at skade landbrugets interesser ved f. eks. at afvise at afskovningen i Amazonas er steget. Bl. a. fyrede han den mangeårige leder af INPE (Instituto Nacional de Pesquisas Espaciais) , som overvåger Amazonas, efter en heftig meningsudveksling mellem de to.

Og hvorfor kritiserer landbruget nu Bolsonaro? Er det ikke netop dem som har stået for en betydelig de af afskovningen gennem det seneste halve århundrede?

Det gør de fordi de har store eksportinteresser på spil (landbruget står for ca. 37 procent af den samlede eksport) – ikke mindst i forhold til EU, hvorfor netop landbruget støtter den handelsaftale som forhandlere mellem EU og Mercosur blev enige om tidligere på sommeren.

Aftalen kræver ellers at landene skal leve op til Parisaftalen, som Bolsonaro ellers ønsker at Brasilien skal træde ud af. Aftalen indebærer bl. a. at Brasilien forpligtiger sig til at genbeplante regnskov svarende til 3 gange Danmarks størrelse. Aftalen indeholder derudover en lang række krav om arbejdsrettigheder mv.

Men nu bliver Brasilien endegyldigt i aftalen – hvis handelsaftalen altså går igennem de 40 parlamenter som skal stemme om den (og et er jo ikke sikkert). Derfor er det også paradoksalt at en lang række NGO’ere har startet en underskriftsindsamling mod aftalen, fordi den, eftger deres mening, udgør en trussel mod miljø og mennesker. Se også “Stop the slaughter: NO free trade with South American beef!

Læser man den fulde tekst er det for øvrigt slående hvor håbløst lidt de der står bag har forstået af hvorledes velstand skabes og fattigdom og undertrykkelse bekæmpes. Bl. a. mener de at handelsaftalen vil forringe levevilkårene for befolkningen på landet, fordi landbrugsproduktionen vil stige. Gad vide hvad forfatterne til “Rainforest Rescue” tror folk lever af på landet i Brasilien og andre steder i Mercosur?

Med import følger indflydelse

Der kommer til at gå flere år før den indgåede aftale mellem EU og Mercosur træder i kraft, hvis den altså bliver vedtaget i alle landes parlamenter.

Det er nu heller ikke handelsaftalen som er årsag til kritikken af Bolsonaro fra Brasiliansk landbrugs side. Den skyldes derimod at man frygter hans optræden skader sektorens omdømme i udlandet og dermed indtjeningen her og nu.

Jovist, kunden er konge og det gælder selvfølgelig også ved import.

Se også tidligere indlæg om Handelsaftalen mellem EU og Mercosur:
Handelsaftale mellem EU og Mercosur – alle taler eksport, mens få taler om det vigtigste, nemlig import.

Og fra vores sommerserie i 2018:
Hvad gør handel 9: Hvem vil have handelsbarrierer og hvem køber de dem af?

Hvad gør handel 10: Stigende omfang af ikke-toldbarrierer for frihandel.

Historien om the Economic Freedom of the World

Jeg er pt. på vej hjem fra et heldagsseminar i Dallas, Texas, om brugen af indeks for økonomisk frihed i forskning. Seminaret, hvis formål var et introducere interesserede juniorkolleger og PhD-studerende til ’the do’s and don’ts’ i denne del af forskningen, omfattede både så etablerede navne som James Gwartney (Florida State University) og Robert Lawson (Southern Methodist University), men også dygtige yngre kræfter som Daniel Bennett og Boris Nikolaev (Baylor University), og Jeremy Jackson (North Dakota State University, foto).

Jeremy Jackson ved seminaret

Seminaret startede med et for mig særligt spændende indslag, da James Gwartney fortalte historien om, hvordan the Economic Freedom of the World Index – hvis 2019-udgave udkommer om blot et par uger – startede. Den spæde start var til en session med titlen ”Was George Orwell Right?” ved the Montpellerin Societys årlige konference i 1984, der det år var i Cambridge. Her mødtes blandt andet økonomen Michael Walker og historikeren Paul Johnson, og blev enige om den konceptuelle forvirring, der på det tidspunkt (og til en vis grad stadig) herskede omkring forskellene på demokrati og økonomisk frihed.

Seminaret blev til en serie på seks konferencer mellem 1986 og 1984, som Walker bad Milton og Rose Friedman om at sponsere. Det blev i sidste ende den amerikanske Liberty Fund, der sponserede konferencerne med formålet at nå en klar definition på, hvad økonomisk frihed er.

Gwartney blev bedt af Friedman at komme til konferencen i 1989, og blev der slået af, hvor mange forskellige forhold, de forsamlede økonomer ville måle. Stemningen var tydeligvis præget af, at forsamlingen ville måle et meget stort antal forhold, som en eller flere af de inviterede mente var vigtige elementer at økonomisk frihed. Som så ofte før endte det med, at Gwartney, Friedman og et par andre blev enige over frokost om, at det var meget mere produktivt at forsøge at koge diskussionen ned til et mindre antal faktorer, som man faktisk kunne måle. Friedman erklærede sig enig, og sagde – halvt i spøg – til Gwartney ”Why don’t you go home and do that?”

Og der kunne historien være endt, hvis Gwartney ikke havde gjort netop det. Hjemme i Florida gik han ind til sin studentermedhjælp og meddelte, at ”Hey, I just had a nice meeting witk Milton Friedman. Guess what you’re doing this winter.” Medhjælpen, der skulle vise sig at have en helt særlig evne til at grave data frem fra mange forskellige kilder, hed Robert Lawson, og de to endte med at udsende den første Economic Freedom of the World rapport i 1996.

Udgangspunktet for at måle økonomisk frihed har siden da været, at det skal måle i hvor høj grad et lands institutioner og politik er konsistent med ”personal choice, vountary exchange, open markets, and protection of people and their property from aggresors.” Fra udgangspunktet var Gwartney og Lawson enige om, at alt skulle være så objektivt og replikabelt som muligt – eller som Gwartney understregede i går, at en marxist og en hardcore liberal ville nå til den samme objektive vurdering af et lands tilstand på det samme datagrundlag.

Når dette års rapport udkommer, vil vi naturligvis skrive om det her på stedet. Men før da ville det måske være interessant at kende historien bag et indeks og meget vigtig datakilde i politisk økonomi, der også med jævne mellemrum dukker op i den politiske debat i Danmark. Det var således the Economic Freedom of the World Index, som flere meningsdannere brugte som modsvar, da en nyhedsvært fra Fox News for et år siden karakteriserede Danmark som et socialistisk land. Uden en serie små konferencer og en frokostsnak for 30 år siden mellem Milton Friedman og en ung James Gwartney, ville det ikke eksistere. Og ganske sigende indrømmede Gwartney, at de nok ville få nogle hundrede referencer til deres indeks. I dag skal referencerne til Gwartney og Lawsons fremragende indsats tælles i tusinder.

Befolkning, vækst og klima 12: Hvor vestlige er de rige ikke-vestlige?

Når man taler om ’de rige lande’ er det ofte underforstået, at det handler om en bestemt gruppe lande i Europa, Nordamerika, og enkelte andre som Australien og New Zealand, Japan, Sydkorea, Singapore og Taiwan, ligesom Hong Kong typisk regnes med. Ser man på tallene for gennemsnitsindkomster, er det dog klart, at de rige landes klub er en tand bredere end det.

Bruger man således den nye udgave af the Penn World Tables, er 23 lande mindst lige så rige som medianen i Østeuropa eller Grækenland, og syv er rigere end medianen i resten af de lande, vi normalt betragter som de vestlige. Den rige gruppe består af oliestaterne Qatar (136678 dollars), de Forenede Arabiske Emirater (77350), Brunei Darussalam (72241), Kuwait (65483) og Saudiarabien (51617), spillemekkaet Macao (109394) og den lille britiske koloni Bermuda (53287). Derefter følger en række andre, meget forskellige lande med vestlige levestandard: Bahrain (40468), Caymanøerne (40358), Oman (38831), Aruba (35344), Trinidad og Tobago (28679), Bahamas (27125), Seychellerne (26953), de Britiske Jomfruøer (25196), Ækvatorial Guinea (24667), Malaysia (24574), Sint Maarten (24568), Kazakhstan (24360), Turkmenistan (23570), Chile (22123), Panama (22063) og Saint Kitts og Nevis (21734). En anden måde at beskrive to grupper er at notere, at olie- og ressourceøkonomierne her har en gennemsnitsindkomst på cirka 55.000 dollars, eller ret præcist den samme som USA, og resten har en gennemsnitsindkomst på cirka 35.000 dollars, dvs. en levestandard som i Italien.

Et stort spørgsmål er, om de rige lande udenfor Vesten også er vestlige på andre måder end bare deres indkomst. Vi ser her på tre forhold, der karakteriserer moderne økonomier: Deres udledning af CO2 per indbygger, deres børnetal, og størrelsen af deres servicesektor. Til sammenligning har det typiske vestlige lande uden en kommunistisk fortid en nationalindkomst per indbygger på 41.575 dollars (22.650 i tidligere kommunistiske lande), CO2-udledninger på 7,1 tons per indbygger (5,3), et børnetal på 1,6 barn per kvinde (1,6) og en servicesektor, der fylder 66,5 % af økonomien (56,3 %).

Hvor ligger de ikke-vestlige rige lande da? Den første figur nedenfor plotter CO2-udledningerne i gruppen, sammenlignet med gennemsnittet for de postkommunistiske (den røde søjle), de vestlige (den grønne søjle) og Danmark (den blå søjle). Mens man næppe skal tage tallet for Macao alvorligt, da den lille enklave før det meste af sin energi produceret i Kina, viser tallene, at en del af de ’andre’ rige lande ligner Vesten. Mange europæiske politikere ville drømme om så lave CO2-tal som i Panama og Chile, og udledningerne i steder som Malaysia og Bermuda er helt almindelige i Vesten. De steder, der virkelig stikker ud er ressourceøkonomierne, og et par østater der bl.a. huser helt uforholdsmæssigt store krydstogtsskibe.

Den næste sammenligning er fertilitetsraten – børnetallet per kvinde – som også er karakteristisk for moderne, rige samfund. Her er det igen overdådigt tydeligt, at de fleste rige lande er ens, med en delvis undtagelse i ressourceøkonomierne (som vi har skrevet om her og her). Den er dog kun delvis, da muslimske oliestater som Brunei, Kuwait og Qatar har fuldstændigt vestlige børnetal – her har præmoderne normer heller ikke overlevet.

Sidst, men ikke mindst, er moderne samfund karakteriseret af en stor servicesektor – flere restauranter, mere børnepasning, mere finansielle service osv. Dette tal kan være en smule misvisende, da det også fanger en del af turistsektoren. Der er med andre ord en god forklaring på, hvordan steder som Bermuda, de Britiske Jomfruøer, og Macao har servicesektorer over 90 % af BNP. Alligevel må man konstatere, at også her er de rige lande udenfor Vesten, der ikke lever af ressourcer, også har en lignende servicesektor. Det gælder interessant nok også for Bahrain og Kuwait.

Hvor vestlige er de ikke-vestlige rige lande? På nogle områder kan man stadig mene, at de er meget anderledes, men ser man på strukturen af deres økonomi, må man konstatere, at de i høj grad ligner os. På visse områder er de ikke vestlige – i både Kuwait og Malaysia er over 80 % af befolkningen stadig klart religiøs – men med lave børnetal og relativ rigdom ved man, at det er et generationsspørgsmål, før det ændrer sig. Ser man på andre forhold, hvor der desværre ikke er data på alle lande, er de rige lande også relativt ens når de kommer til pressefrihed, så længe de er demokratiske. På denne måde må man konkludere, at de vestlige lande er vestlige fordi de er rige, uanset om de faktisk ligger i Vesten. Om de så også er rige fordi de er institutionelt ’vestlige’ er en diskussion til en anden dag.

« Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑