Månedsarkiv: marts 2005

Public Choice Society Annual Meeting 2005

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. marts 2005. Skriv et svar

Jeg er p.t. til det amerikanske Public Choice Society‘s 2005 årsmøde i New Orleans, og der er–som sædvanligt–en stor stak af interessante papers om alskens emner i politisk økonomi.

Her er links til nogle af dem, jeg syntes var særligt interessante …:

Columbia University: Medier tre gange mere negative mod Bush end Kerry

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. marts 2005. Skriv et svar

Der kan man sørme' bare se! En undersøgelse fra USA's førende journalistuddannelse, Columbia University's Graduate School of Journalism, har vist, at de amerikanske medier generelt var overvældende "biased" imod George W. Bush (R) og til fordel for John Kerry (D) under valgkampen i 2004. Historierne om Bush var tre gange oftere "negative" i deres vinkling end historierne om Kerry, mens de var ca. 50 pct. mere positive overfor Kerry end overfor Bush.

Hvem skulle nu have troet det? Vi Punditokrater er rystede–rystede og chokerede. Der kan man sørme' bare se! En undersøgelse fra USA's førende journalistuddannelse, Columbia University's Graduate School of Journalism, har vist, at de amerikanske medier generelt var overvældende "biased" imod George W. Bush (R) og til fordel for John Kerry (D) under valgkampen i 2004. Historierne om Bush var tre gange oftere "negative" i deres vinkling end historierne om Kerry, mens de var ca. 50 pct. mere positive overfor Kerry end overfor Bush.

Hvem skulle nu have troet det? Vi Punditokrater er rystede–rystede og chokerede.

Mere "flat tax"

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. marts 2005. 1 svar

Her er en klumme, skrevet af denne punditokrat, fra lørdagens Berlingske Tidende:

Berlingske Tidende 12. marts 2005, 2 sektion, magasin, side 19

Progressiv skat er reaktionær

Flad skat. Stadig flere lande tilstræber en stadig mere ensartet trækprocent for alle. Bare ikke Danmark

Hong Kong har for længst gjort det, og Kina overvejer det. Esterne var først til at gøre det i Europa, og så gjorde letterne og litauerne det. Slovakker, rumænere, ukrainere, georgiere og serbere gør det, og sågar russerne. Faktisk gør stort set alle det – undtagen danskerne.

Og hvad gør de? De gennemfører radikale skattereformer, der sænker topskatterne, og som i flere tilfælde endog forsøger at gennemføre en »fladskat« – altså en lige skatteprocent for alle skatteydere.

Radikale skattereformer af den type er de seneste ti år blevet så fremtrædende, at Wall Street Journal i februar kaldte den flade skat for en »global bølge«, mens det ansete ugetidsskrift The Economist i sidste uge kaldte tendensen en »revolution«.

Og den flade skat har mange facetter, som mange ser som fordelagtige.Den er let at implementere. Det vil kræve langt færre medarbejdere i ToldSkat at administrere den end de myriader af fradrag, der eksisterer i dag. Den er let at administrere. Mange borgere har i dag svært ved at gennemskue, hvad de egentlig har af krav – og hvad statens krav er baseret i.Og ikke mindst gør den det lettere for skatteborgerne at se, hvornår deres skatter stiger.I dag kan et stigende skattetryk kamufleres gennem en jungle af fradrag og skattetrin, med den konsekvens at de færreste ved nøjagtigt, hvilken andel af deres indkomst de afleverer til det offentlige.Sidst men ikke mindst vil den mindske asocial og uproduktiv kassetænkning. I dag benytter mange skatteydere sig – ganske naturligt – af mulighederne for at spekulere i fradrag. Jo højere ens indtægt, desto større et incitament til at gøre det.Alt i alt vil en flad skat gøre det lettere at beregne éns skat, sværere at spekulere i undtagelser, opmuntre til arbejde og til investeringer, og dermed understøtte økonomisk vækst.Er man i tvivl, behøver man kun at se på Hong Kong, hvor den flade, lave skat har været med til at sikre den lille bystats enorme vækst i perioden. De baltiske landes skattereformer i 1990erne er blevet tilskrevet en stor del af æren for, at de er blandt de tidligere kommunistiske stater, der har klaret sig bedst. Rusland er derimod længe haltet af sted, men efter at have indført en flad skat, skød landets vækst i vejret med vækstrater på 5-10 pct. de sidste tre år.Hvad ville en flad skat betyde i Danmark? Beregninger fra Skatteministeriet viser, at hvis man fjernede alle fradrag og alle skattetrin, arbejdsmarkedsbidrag m.v., ville den ensartede skatteprocent blive på 36,8 pct.For mange middelindkomster ville der alt i alt ikke være store forskelle, men der ville være et åbenlyst fordelingspolitisk og markedsføringsmæssigt problem: en fuldstændig ens skatteprocent vil betyde, at nogle høje indkomster vil skulle betale mindre, mens nogle lavere skulle betale mere. Det vil givetvis blive mødt med forudsigelige kommentarer som, at forslaget ville »vende den tunge ende nedad« og »tage fra de fattige og give til de rige« – også selvom der ville være tale om, at de rigeste fortsat betaler langt flere kroner i skat, og desuagtet at de langsigtede, positive konsekvenser givetvis vil være til fordel for alle borgere.
Men det kan man løse på to måder. For det første vil radikalt lavere marginalskatter uden tvivl udløse, hvad økonomer kalder »dynamiske effekter« – altså øget økonomisk vækst og med øgede skatteindtægter som konsekvens. Disse kunne de politiske parter til et forlig på forhånd aftale at bruge til en trinvis forhøjelse af en skattefri bundgrænse for personer i arbejde. Et sådant vil også gavne højere indtægter, men det vil alt andet lige komme lavindkomstgrupper relativt mest til fordel. Et andet finansieringsbidrag ville kunne være den, som tænketanken CEPOS pegede på tidligere i denne uge, nemlig at fastfryse det offentlige forbrug og samtidig lade overførselsindkomster stige med inflationen (snarere end den generelle lønudvikling).

Herhjemme er man imidlertid så begejstret for status quo, at man næsten praler af ikke at ville ændre på noget. Men det er også her, man endnu tror, at man har verdens højeste levestandard, bedste sundhedsvæsen og bedste skoler.

Peter Kurrild-Klitgaard Lektor, ph.d., Syddansk Universitet

CEPOS flyvende fra start, med skatteudspil

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. marts 2005. Skriv et svar

Den nye danske tænketank CEPOS er de sidste dage kommet flyvende fra start. Se pressedækningen her. Der har været stor opmærksomhed om tænketankens første udspil: et konkret forslag, der viser, hvordan man kan finde finanspolitisk råderum til at sænke de danske skatter mærkbart–uden at skære i offentlige ydelser.Berlingske har også haft hele to kronikker om tænketanken: en af undertegnede om tænketankens principper og en af fhv. statsminister Carl Bildt om dens muligheder.Den nye danske tænketank CEPOS er de sidste dage kommet flyvende fra start. Se pressedækningen her. Der har været stor opmærksomhed om tænketankens første udspil: et konkret forslag, der viser, hvordan man kan finde finanspolitisk råderum til at sænke de danske skatter mærkbart–uden at skære i offentlige ydelser.Berlingske har også haft hele to kronikker om tænketanken: en af undertegnede om tænketankens principper og en af fhv. statsminister Carl Bildt om dens muligheder.

Ikke alle politikere er lige (ens)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. marts 2005. Skriv et svar

I en tid, hvor det nogle gange synes som om, at alle politikere mener, siger og gør det samme, kan det være værd at holde sig for øje, at der nogle gange vitterlig er forskelle. Nobelprisvinderen Milton Friedman, født 1912 men still-going-strong, viste i et nyligt publiceret, kortfattet læserbrev om Ronald Reagan med to simple tidsserier, at der kan være forskelle på præsidentembeder–også selv om man ikke derudfra kan udlede, hvad forskellene skyldes, eller om det er de eneste væsentlige forskelle.

Vargas Llosa om frihed & velstand

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. marts 2005. Skriv et svar

Den store, prisbelønnede peruvianske forfatter, Mario Vargas Llosa, har været på besøg hos American Enterprise Institute, hvor han modtog The Irving Kristol Award og som kvittering gav en tale for det neokonservative forum med titlen "Confessions of A Liberal".

Skulle nogle være i tvivl om, at den engang unge kommunist idag sympatiserer med ganske andre ideer og livssyn (og har interessante perspektiver at bygge dem på), kan de med fordel læse talen–også selvom hans syn på forholdet mellem idéer/kultur og økonomi kan forekomme en anelse naivt.

I talen berørte Vargas Llosa bl.a., hvordan begrebet "liberalisme" i store dele af verden er blevet korrumperet og perverteret til at betyde noget ganske andet, end det egentlig betyder, og hvorfor frihed i sidste ende er det væsentligste, når det gælder om at sikre mennneskehedens levestandard og fortsatte fremgang:

"[The] liberal I aspire to be considers freedom a core value. Thanks to this freedom, humanity has been able to journey from the primitive cave to the stars and the information revolution, to progress from forms of collectivist and despotic association to representative democracy. The foundations of liberty are private property and the rule of law; this system guarantees the fewest possible forms of injustice, produces the greatest material and cultural progress, most effectively stems violence and provides the greatest respect for human rights. …[Liberalism] is tolerance and respect for others, and especially for those who think differently from ourselves, who practice other customs and worship another god or who are non-believers. By agreeing to live with those who are different, human beings took the most extraordinary step on the road to civilization. It was an attitude or willingness that preceded democracy and made it possible, contributing more than any scientific discovery or philosophical system to counter violence and calm the instinct to control and kill in human relations. It is also what awakened that natural lack of trust in power, in all powers, which is something of a second nature to us liberals. We cannot do without power, except of course in the lovely utopias of the anarchists. But it can be held in check and counterbalanced so that it does not become excessive. It is possible to take away its unauthorized functions that quell the individual, that being who we liberals believe is the touchstone of society and whose rights we must respect and guarantee. Violating these rights inevitably unleashes a series of escalating abuses, which like concentric waves sweep away the very idea of social justice."

Tja, men den slags udtalelser skal den prisbelønnede Llosa nok ikke se frem til at få Nobelprisen i litteratur lige med det samme–for slet ikke at tale om Sonningprisen …

William Safire forlader New York Times, erstattes af John Tierney

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. marts 2005. Skriv et svar

Det er sikkert relativt få i Danmark, som jævnligt læser New York Times–og endnu færre, som er dedikerede læsere af den amerikanske politiske kommentator William Safire (der i 32 år har været et fornuftigt ugentligt islæt på NYT's debatsider). Men for dem af os, som er, var det ærgeligt at høre, at den Store Gamle Mand ikke længere skal skrive for avisen som kommentator (omend han fortsætter som avisens sprog-ekspert). På hans sidste dag trykte NYT hele fire klummer, som fyldte hele debatsiden. Hans allersidste klumme–hvis filosofi fortalere for det danske efterløns- og pensionssystem burde notere sig–var "Never Retire".

Safire er nu erstattet af John Tierney, der nok er sprogligt mindre elegant, men nok er mindst lige så saglig, humoristisk og måske samtidigt lidt mere "empirisk".

The Economist: Flat (tax) is beautiful

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. marts 2005. Skriv et svar

Det ansete britiske ugetidsskrift The Economist siger i denne uge, hvad man har sagt så mange gange før–men som så mange andre er begyndt at sige på det seneste: en “flad” skat (d.v.s., den samme indkomstskattesats for alle indtægtsgrupper) giver god mening. Det ansete britiske ugetidsskrift The Economist siger i denne uge, hvad man har sagt så mange gange før–men som så mange andre er begyndt at sige på det seneste: en “flad” skat (d.v.s., den samme indkomstskattesats for alle indtægtsgrupper) giver god mening.

Hvad er punditokraterne …?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. marts 2005. 4 svar

pun·di·to·cra·cy Listen: [ p n d -t k r -s ]n. pl. pun·di·toc·ra·cies: A group of pundits who wield great political influence.

The American Heritage ® Dictionary of the English Language, Fourth Edition

OK, og hvad betyder det så? Og hvem er vi? Vi er–ihvertfald til at begynde med–Nicolai Foss, Jesper Lau Hansen (“Mr. Law”), Mikael Jalving, Mikael Bonde Nielsen, et par studerende, samt undertegnede. Måske vi bliver flere, måske færre.

Har vi så vitterligt “great political influence”? Naaahhh, ikke så meget som det kunne være sjovt at få (så man kunne blive af med den igen!). Men vi tror måske nok, at vi med kombinationen af en solid akademisk/samfundsvidenskabelig baggrund, et generelt ønske om større personlig og økonomisk frihed for menneskeheden, og en til tider politisk ukorrekt vinkling på tingene nok kan have noget at sige, som få eller ingen andre får sagt herhjemme.  Vi tror også, at vi kan give debatterne et vist internationalt “pift”.

Vi er ikke indbyrdes enige om alt: Vi har ingen fælles “-isme”, ikke noget “program”, intet “manifest”, intet parti–ikke engang nogen hatte eller sange. De enkelte punditokrater skriver, hvad de har lyst til–og læserne kan lade være med at læse, hvad de ikke har lyst til at læse.  Så alt står for de enkelte skribenters personlige regning–no more, no less.

God fornøjelse.