Fattiglæge i socialstaten

Briterne har en lang tradition for at debattere de moralske aspekter af velfærdssystemet. Ofte har det været observante, skrivende læger, der har ytret sig, fx i kølvandet på Fattiglovene i 1830?erne. Ofte mente disse læger og andre samtidige kommentatorer, at fattiglove og andre støtteordninger var direkte ansvarlige for den britiske underklasses massive elendighed. Flere fremhævede at privat velgørenhed var offentlig fattighjælp overlegen. (se fx kapitel 2 i James Bartholomews, The Welfare State We're In, Politico's, 2004 for en oversigt). En sådan ubegribelig og uansvarlig hårdhjertethed er naturligvis ganske uantagelig i dag. Det forhindrer dog ikke enkelte reaktionære stivstikkere i at advokere for lignende synspunkter. Theodore Dalrymple er navnet på en moderne pendant til 1800-tallets skrivende læger. Dalrymple er hospitals- og fængselslæge i Birmingham. Han er i konstant kontakt med ?the underbelly of British society,? og rapporterer på ofte tragikomisk vis om et absurd morads af vold, misbrug, fup, splittede familier, dumhed, og meget andet forfærdeligt. Hans Life at the Bottom: The Worldview that Makes the Underclass, Chicago: Ivan Dee, 2001, samler en række artikler publiceret i forskellige britiske tidsskrifter op igennem 1990'erne. Han mangler ikke medfølelse, i hvert fald ikke med de ægte ofre - de misbrugte og mishandlede børn; de intelligente unge, der af deres stupide klassekammerater mobbes netop pga deres intelligens; eller invandrerkvinder der dræbes med absurde æres-begrundelser, begår selvmord, eller nægtes uddannelse af tåbelige patriarker. Men han er rasende over al idiotien og spildet af mennesker, og hvordan en ansvarsløs og grundlæggende ligeglad "liberal" "intelligentsia" ideologisk giver støtte til en ond cirkel af dårlige valg, og ikke mindst efterfølgende legimitet til disse. Alle hans observationer fortæller ham, at det ikke er "samfundets skyld." Slående er det, hvordan det går igen i Dalrymples cases, hvordan elendigheden er valgt. Man skal selvfølgelig her passe på med at sige, at valget er "rationelt" - men det er i hvert fald bevidst og informeret (men naturligvis som regel fuldstændig tåbeligt!). Disse selv-destruktive og anti-sociale valg fremmes af en herskende ?no blame, no shame, no values? ideologi. Denne ?liberalisme? får på hattepulden i den ene velskrevne passage efter den anden. Flere penge til de fattige er formentlig af det onde, mener Dalrymple, selvom det egentlig ikke interesserer ham særligt meget om de fattige får for meget, for lidt eller tilpas. Hans pointe er at underklassens elendighed er moralsk, eksistentiel og disciplinær. Han kontrasterer igen og igen den moderne underklasse med tidligere tiders anderledes stoute arbejderklasse, og med fattige i andre samfund: Selvom den fattige i britisk slum er meget mere materielt velstående end den fattige i Nairobis slum er hver dag for sidstnævnte en kamp for fysisk overlevelse, og det at han lykkes fastholder hans selvrespekt. Og i en bevægende passage kontrasterer han en gudstjeneste i en afrikansk indvandrerkirke i et elendigt kvarter i Birmingham med den herskende ?liberale? ideologi: ?? the congregation was asserting its own freedom and dignity; poor and despised as its members might be, they were still human enough to decide for themselves between right and wrong.? Volden og kaoset omkring dem var ikke ?? the police?s fault, or racism?s, or the system?s or capitalism?s; it was the failure of sinners to acknowledge any moral authority higher than their personal whim? (p.95). Dalrymples bog er ikke forskning. Det er en personlig beretning. Men den burde give stof til eftertanke til økonomer og tænksomme sociologer (jo, sidstnævnte findes). Dens implikation er, at "klientgørelse" er en uundgåelig konsekvens af socialstaten og dens tilhørende ideologi.

Det vil vi vende tilbage til her på Punditokraterne.

2 Kommentarer

  1. Crass Børsting

    20. april 2005 at 02:15

    Dalrymple er en samfundsrevser helt i særklasse og dertil en skribent på niveau med George Orwell. Han er nu gået på pension fra det socialistiske sundhedssystem, men revser det stadig. Her et link til et af hans seneste knivskarpe debatindlæg:http://www.telegraph.co.uk/news/main.jhtml?xml=/news/2005/04/10/nhs310.xml

  2. Vi mangler i Danmark en Theodore Dalrymple til at ryste lidt op i sagerne. Storbritannien fik en velfærdsstat to eller tre årtier før Danmark. Jeg tror, at vi i Life at the Bottom kan se, hvordan Danmark ser ud om 20-30 år (hvis der ikke sker noget dramatisk med velfærdsstaten inden da). I øvrigt udgiver Dalrymple endnu en bog i slutningen af maj:”Our Culture, What’s Left of It”:http://www.amazon.com/exec/obidos/tg/detail/-/1566636434/102-4790239-4154522?v=glance

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑