Når hjernen falder ud

Under min studietid havde jeg den blandede fornøjelse at modtage undervisning i noget, der blev kaldt Historisk tekstanalyse og kildekritik. Jeg prøvede efter bedste evne at forstå det metodemæssige grundlag for dette fag, men det lykkedes aldrig. Derfor gik jeg til eksamen som en renvasket tavle og havde kun fornuftens kridt at støtte sig mig til. Og det var skidt. For inden for historiekundskab er det tilsyneladende helt afgørende, at man ikke viser tegn på at ligge under for aristotelisk identitetslov. Ting er, hvad de ikke er! A er ikke = A.

Emnet for den pågældende eksamen var forhandlingerne om den såkaldte told- og møntunion i 1940. Kildematerialet afslørede, at Scavenius ? ni dage efter sin tiltrædelse som udenrigsminister ? af egen kraft sendte ministeriets øverste chef til Berlin med en meddelelse om, at Danmark var parat til at drøfte et mere formelt samarbejde på det økonomiske- og handelsmæssige område. Spørgsmålet er nu: Var det en tilfældighed, at den tyske ambassadør Ritter den 30. juli 1940 ankom til Købenavn med et forslag til en dansk-tysk Told- og Møntunion? Var det sket, hvis Scavenius havde undladt at sende ministeriets førstemand til Berlin? Min fornuft sagde næppe, men fornuften er som sagt ikke god vejleder, når det drejer sig om historie. Jeg skulle naturligvis have svaret indfølende, at Scavenius var en snedig rad, der så det hele komme og derfor lige så godt kunne agere proaktivt; altså ikke receptivt, som fornuften eller blot almindelig omtanke ville tilskrive.

Hvorfor interessere sig for dette? Er det ikke en rudimentær og levnet fagkritik? Jovist, men med anledning. For tiden kan vi nemlig opleve den ene historiker efter den anden forsvare samarbejdspolitikken i almindelighed og Scavenius i særdeleshed. Vi kan også notere det ene angreb efter det andet på modstandsbevægelsen samt idel mistænkeliggørelse af de allieredes motiver for at hjælpe Danmark under 2. verdenskrig. Og det giver mindelser om studietidens mere bedrøvelige optrin.

Dagens historikere forsvarer sig med, at de blot er åbne over for nye fortolkninger. Til det kan man med angelsaksisk vid anføre: You can be so open-minded that all your brains fall out!

1 Kommentar

  1. Hej MichaelHele den scavenianske samarbejdspolitik beroede på at agere aktivt og ikke attentistisk, som Munch havde gjort det. Alle i regeringen vidste dette, og alle som en bakkede ministrene op om 8. juli-erklæringen. siden har en del af dem taget afstand fra Scavenius og hans goodwill-politik, men dette skyldes nok langt hen ad vejen den enkeltes trang til at få renset eget navn.Ideen med at agere aktivt og imødekommende overfor tyskerne, bundede i en reel angst for, at det danske nationalsocialistiske Parti ellers ville blive bragt til magten.Når Scavenius sendte Mohr til Berlin skete det på en forespørgsel fra Renthe Fink, der ønskede en dansk notificering af erklæringen for den tyske regering. Scavenius kunne have nøjedes med at sende kammerherre Zahle, men det var jo netop en del af Scavenius politik at vise, at den danske regering tog samarbejdet med besættelsesmagten seriøst. Derfor foretrak han at sende udenrigsministeriets direktør. Apropos historikernes forsvar af samarbejdspolitikken og negligering af modstandsbevægelsens rolle, synes jeg faktisk, at det er forfriskende, at man nu endelig bruger “fornuften” og skriver knap så “indfølende”, for at bruge dine egne ord.Tingene ses tit klarere, når de kommer lidt på afstand.Hilsen anders

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑