En ulovlig krig?

Tony Blair har måtte sande, at konspirationsteorier er svære at slå ned. Rapport efter rapport har fastslået, at han hverken løj om eller prøvede at påvirke efterretningstjenesternes vurdering af truslen fra Irak. I stedet opstod der blot det rygte, at generaladvokat Goldsmith i sin fortrolige rådgivning 7. marts 2003 til Blair havde beskrevet en krig som ulovlig for dernæst ti dage senere i en offentlig indstilling til Parlamentet at have kaldt krigen for lovlig. De konservative under Michael Howard, der bliver stadigt mere desperate i valgkampen, har åbent kaldt Blair en løgner, selvom Howard samtidig medgiver i et interview, at krigen ?nok var lovlig?.

Blair valgte så samme teknik, som Anders Fogh herhjemme valgte i Grevil-sagen, nemlig at fremlægge de fortrolige papirer, så folk selv kunne se, at det var en fuser. Man kan nu se, at Goldsmith i sin første rådgivning argumenterer for, at en krig med Sikkerhedsrådets godkendelse klart er lovlig, men at en krig uden godkendelse kan være det. Ti dage senere var det klart, at Frankrig m.fl. ville hindre en godkendelse, selvom Saddam åbenlyst søgte at trække opfyldelsen af resolution 1441 i langdrag, og Goldsmiths vurdering var da, at krigen var lovlig. I det omfang, der er noget at kritisere Blair for, er det alene, at han ikke selv fremhævede argumenterne for og imod, men alene støttede sig til argumenterne for krigens lovlighed. Argumenterne imod var dog ikke just hemmelige; de blev fyldigt fremført af krigsmodstanderne.

De konservative synes at fortsætte deres taktik, hvilket ikke hjælper dem i meningsmålingerne. At de har tvunget Blair til at krænke den vigtige fortrolighed mellem generaladvokaten og regeringen viser, at de ikke engang selv kan se sig som en fremtidig regering.

I medierne synes det at have gjort uudsletteligt indtryk, at Kofi Annan har udtalt, at krigen var ulovlig. Enhver med et begynderkursus i kildekritik kunne dog nok gennemskue, hvorfor han kom med denne skråsikre udtalelse i slutfasen af det amerikanske præsidentvalg. Den gik som bekendt ikke, Bush blev genvalgt, og nu er det Annan, hvis job er i fare, og som må kæmpe med reformer, der kan tilgodese den amerikanske kritik af et udueligt FN.

Man behøver ikke læse Goldsmiths responsum, som nu er offentliggjort på Internettet. Man kan bare slå op i lærebogen, Moderne Folkeret, på Københavns Universitet for at få fastslået, at der kan argumenteres for både krigens lovlighed og dens ulovlighed. Det er i juraen ikke ualmindeligt, at retten er så diffus, at flere modstridende holdninger er mulige. Danmarks deltagelse i Kosovo-konflikten under den tidligere socialdemokratiske/radikale regering betragtes f.eks. af fremtrædende folkeretseksperter som ulovlig, mens andre betragter den som lovlig.

Hvor retten er uklar, må man træffe et valg, der reelt ikke er juridisk, men politisk. Uden at være folkeretsekspert vil jeg sammenfatte dette valg, at man enten kan fortolke folkeretten sådan, at den respekterer det suverænitetsprincip, der har været dominerende siden 1648, men som dermed også beskytter diktatorer, eller man kan vælge at lægge større vægt på menneskerettigheder og international sikkerhed, og dermed tillade indgreb mod diktatorer.

Selvom dette kan koges ned til et slagord om en folkeret, der enten beskytter eller bekæmper diktatorer, bør det ikke overses, at begge valg bærer hver sine risici og menneskelige omkostninger. Det er altså ikke et let valg, men det heller ikke et valg, som kun folkeretseksperter kan træffe. Vi kan alle træffe det valg; Blair skulle træffe det. For Irak betød det valget mellem diktatur og demokrati.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.