Det endelige opgør

Berlingske Tidende bragte i fredags en kronik af Thue Kjærhus, der er forstander ved Rønshoved Højskole ved det smukke Flensborg Fjord. Kronikken var en opsang til den forbistrede ungdom af nyliberale, der er ved at ødelægge partiet Venstre gennem vedholdende abstrakte diskussioner om liberalisme på bekostning af partiets grundtvigianske kulturarv og forpligtelse på det konkrete. Umiddelbart virker det jo som noget værre røgtæppevås, idet enhver ved selvsyn kan konstatere, at de unge nyliberale ikke har haft videre succes med at fastholde Venstre på partiets historiske bestemmelse; rollen som Danmarks liberale parti. Thue Kjærhus sander da også, Venstre under Anders Fogh Rasmussens ledelse har udviklet sig i nykonservativ retning.

Men vor højskolemand har død og pine brug for en stråmand. Han vil forpligte Venstre på en stadig mere national linje, hvilket bedst lader sig gøre ved at skabe et konstrueret modsætningsforhold mellem det konkrete og det abstrakte; mellem det partikulære og det universelle; ja, kort og godt mellem det nationale og globale. Og i dette projekt støttes han af Berlingske Tidendes førstemand, Niels Lunde, der i en klumme i søndagsudgaven perspektiverer højskoleforstanderens tese og slutter af med følgende formaning:

“Med de store reformer, det danske samfund er på vej ud i, er det vigtigt at holde fast i værdier, der binder os sammen i et folkeligt fællesskab”.

Til dette er det relevant at spørge: Er et folkeligt fællesskab konkret eller abstrakt? Er det netop ikke et fuldstændig diffust, uhåndgribeligt og derfor meningstomt begreb? Det fornemmer jeg, at det er. Og derfor forstår jeg hverken Kjærhus’ eller Lundes ærinde, når de angriber liberalismen for at være abstrakt. I øvrigt på et falsk grundlag. For hvis man overhovedet kan tale om en liberal antitese til det nationale eller folkelige, er det jo ikke udtrykt i det globale. Liberalismen er en politisk filosofi, der tager afsæt i individet. Og hvad er dog mere konkret end netop individet?

Når dette er sagt, glæder jeg mig over, at Berlingske Tidende tager hul på debatten; ikke om Venstres sjæl, men nærmere om modsætningsforholdet mellem klassisk liberalisme og nationalt orienteret kulturkonservatisme. For det er jo dét, det handler om. Og det er såmænd på tide, at slaget udkæmpes.

Thue Kjærhus og Niels Lunde har udpeget deres modstandere som CEPOS og Libertas. Tilsyneladende fordi, de ser et behov for at institutionalisere fjenderne. Lad mig derfor i al fredsommelighed gøre det samme, uden noget ønske om dæmonisering. Dagens liberale modstandere er ikke grundtvigianske studiekredse, men måske nærmere såkaldte inspirationsnetværk, som fx Nomos. Jeg lover, at begrunde valget i et snarligt indlæg.

6 Kommentarer

  1. Kors i hytten!NOMOS har Søren Krarup på listen over sanktionerede nationalskjalde!Hvor udmærket en bog som Demokratisme er, synes jeg nok det er at overdrive!Limagolf

  2. Mikael Bonde Nielsen

    9. maj 2005 at 09:57

    Interessant kommentar. Har du mod på at uddybe den?

  3. Kan man forestille sig større åndløshed end den konstante henvisning til Grundtvigs bragesnak og de nationalpropagandistiske højskoler som “ånd”?

  4. Mikael Bonde Nielsen

    9. maj 2005 at 09:57

    Jeg fik stillet min nysgerrighed! Måske får jeg snart mulighed for at stille din.

  5. dissidenten

    9. maj 2005 at 09:57

    Det er pinligt at uddannede og abstrakt tænkende mennesker som forfatteren af dette indlæg, tilsyneladende ikke er i stand til at genkende begrebet folkeligt fælleskab. Begynd evt. med ordet tillid, og se om der ikke dukker noget op.Men pointen er vel snarere at der er en agenda at forfølge. En agenda og det lykkelige liberaistiske globaliserede 1000-års-rige. Prøv at skue lidt videre end til overlassen næste gang, så vil du se at kulturel nærhed er afgærende for en fredlig sameksistens og dermed for at FRIHEDEN kan trives.

  6. Vi glæder os til opgøret!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑