Femten fede til Frederik

De seneste par dage har vi her og i Berlingske Tidende set en opblomstring af en pudsig?og noget kunstig og søgt?debat om Grundtvig og liberalisme. Nogle indlæg har været sprogligt usammenhængende, intellektuelt selvmodsigende og decideret fjollede, mens andre har været tænksomme og indsigtsfulde (f.eks. Henrik Gade Jensen, der altid har noget interessant at bidrage med), eller morsomme og snusfornuftige (som Jan E. Jørgensen i dag). Men min med-punditokrat Mr. Law har som sædvanlig så rigtigt sat fingeren lige i såret og spurgt: Hvis Grundtvig er svaret, hvad var spørgsmålet så egentlig?

Bevares.  Jeg har også megen respekt for den gamle mand. Altså Grundtvig (eller, som han kærligt hedder i min svigerfamilie, hvor ind i han giftede sig i en meget moden alder: Den gamle gris).

Faktisk ganske megen respekt. Grundtvig var–udover en stor humanist, en god historiefortæller og noget af et karismatisk livstykke–en mand for mig. En god hårdnæset liberalist, der ønskede kraftige konstitutionelle begrænsninger på statsmagten, kæmpede for ytringsfriheden, modsatte sig omfordeling og kritiserede stort set ethvert statsligt indgreb i samfundsøkonomien. Han leflede ikke for folkestemningen og det småborgerlige og dyrkede ikke den aktive og ambitiøse stat.

Kort sagt: Grundtvig lå i praksis på mange, ganske centrale punkter meget langt fra den nationalromantiske "folkeligheds" dyrkelse, som mange hylder ham for i dag. Jeg tror faktisk, at der–når alt kommer til alt–er væsentligt kortere mellem på den ene side Grundtvig og på den anden side f.eks. Christopher Arzrouni, Martin Ågerup, Fogh Rasmussen (Anno 1993), Søren Pind m.fl., end der er mellem førstnævnte og de, der i dag tager hans navn lettere forfængeligt. Ville Grundtvig f.eks. gå ind for de fleste af de–set fra et borgerligt-liberalt hold–politiske monstrøsiteter, som Dansk Folkeparti står for? Ville Grundtvig synes, at de kgl. privilegerede, statssubsidierede og selvsmagende højskoler af i dag, fyldt med venstreorienterede akademikere og efterlønsmodtagere, er udtryk for det særligt "folkelige" eller særligt "danske"? Jeg tror det næppe.

Men hvad kan man så bruge ham til i dag? Altså hvad var dét eller de spørgsmål, som Mr. Law efterlyste? Man kan med Grundtvig måske nok få en vis stemningsfuld begejstring for det "danske", men fortæller det os særligt meget om, hvad man kan eller ikke kan, bør eller ikke bør?

Måske, måske ikke.

Paradokset her er nok i særdeleshed ét, der er gået upåagtet hen over Thue Kjærhus & Co.: at hvis Grundtvig kan bruges til at sige noget, vi kan anvende her 150-200 år efter, så må det netop være, fordi han har sagt noget abstrakt–noget af en vis universalitet og tidløshed. Og det er netop dét, som man samtidigt anklager andre for.

Lad os prøve en gang at se, hvad der kunne være interessante spørgsmål at stille gamle Mr. G.:

  1. Hvad er det rette kriterium for at bedømme, hvem der har ret til hvilke immuniteter og besiddelser (ejendom, o.s.v.)?
  2. Hvornår bør sådanne rettigheder være ubetinget ukrænkelige (om nogensinde)?
  3. Er det ideelle i det moderne samfund at begrænse statsmagten eller anvende den til at gøre de "rette" ting med? Eller de "gode" ting? Og hvis en af de to sidste muligheder, hvor går grænserne så for, hvad staten bør gøre?
  4. Hvad er forholdet mellem demokrati og velstand? Er det lineært? Og i så fald positivt eller negativt? Og hvis det ikke er lineært, hvor er optimum så henne?
  5. Ditto m.h.t. forholdet mellem uddannelse og velstand?
  6. Ditto m.h.t. forholdet mellem frihed og velstand?
  7. Hvis det i tilfælde med mere end to personer, som skal vælge mellem mere end to alternativer, er umuligt at aggregere individuelle præferencer (ønsker, motiver, o.s.v.) til et kollektivt valg baseret i samme, som på samme tid er meningsfuldt og opfylder en række almene fairness kriterier, kan man så overhovedet tale om, hvad "folket" vil have? Hvad "folket" har "godt af"?
  8. Når nu man interesserer sig for, hvem der har for meget, og hvem der har for lidt, hvilke af disse principper er så bedst: Alle skal have lige meget; alle skal have det, som de retmæssigt har erhvervet sig, uanset den fordelingsmæssige konsekvens; uligheden i fordelingen af goder må være så stor, som det vil være til gavn for de dårligst stillede; ingen skal have mere end x pct. mere end standardafvigelsen fra medianen; ingen skal have mere end x pct. mere end standardafvigelsen fra gennemsnittet; ingen skal have mindre end en vis minimums-levestandard.
  9. Antag at indvandring til et land, alt andet er lige, er med til at hæve levestandarden for alle i landet; er indvandringen så en god ting eller en dårlig ting?
  10. Antag at indvandring til et land, alt andet lige, er med til at hæve levestandarden for alle i landet?bortset fra dem, der er for dovne og dumme og forkælede til at tage konkurrencen om jobbene op; er indvandringen så en god ting eller en dårlig ting?
  11. Hvad er bedst: A) et land med stort ?folkeligt fællesskab? ("folkelig sammenhængskraft" o.l.) og lav levestandard for alle, eller B) et land hvor vi for nærværende lader folke-delen stå ubeskrevet, men som til gengæld har en høj levestandard? Hvis det første, hvor fattige skal man så ende med at være, før det er værd at give køb på det "folkelige fællesskab"?
  12. Under hvilke omstændigheder må et menneske anvende tvang overfor et andet? Når det gælder om at redde eget liv? Redde andres liv? Gøre godt?
  13. Under hvilke omstændigheder må en eller flere stater anvende militær magt overfor en eller flere andre stater?
  14. Er Bushs budgetunderskud rigtigt smarte ("Reagan's Revenge") eller rigtigt dumme eller bare lidt ligegyldige?
  15. Skulle man som Grundtvigianer heppe på Bush eller Kerry (eller sofaen)? Og hvorfor egentlig? Og ditto med Blair, Kennedy og Howard?

Af disse spørgsmål er en håndfuld lånt fra et par relativt nylige Nobelprismodtagere i økonomi (og en kommende), et par stykker fra nogle fremtrædende nutidige politiske filosoffer, og en del af de sidste er bare sådan nogle relativt interessante nogle, som et godt middagsselskab skulle kunne give anledning til et synspunkt eller tre om.

Jeg er ikke sikker på, at jeg selv kan give gode og fyldestgørende svar på alle disse–og så skal man heller ikke forlange det af andre.  Kan Grundtvig ikke svare på alle sammen, så kan han nu nok stadigvæk være meget god. Som en kilde til forståelse af dansk fortid. Som en interessant del af dansk fortid. Som salmedigter. Som en finurlig gammel rad. Men kan man ikke bruge "Grundtvigsk" tankegods til at sige bare lidt om bare en del af disse, så er det faktisk lidt svært at se Grundtvigianismens fascination–andet end at den kan være interessant for dem, der sætter en dyd i at sidde i mørket og diskutere, hvor smukt lyset var. Så kan man i hvert fald ikke bruge Nicolai Frederik Severin Grundtvig til at sige særligt meget dybsindigt, kontant eller relevant for det samfund, vi lever i, og de udfordringer vi står overfor.

1 thought on “Femten fede til Frederik

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.