Newsweek og journalisters troværdighed

Vi har tidligere reklameret for Chris Muirs web-serie, Day by day, og dagens stribe er som sædvanligt en læseværdig aktuel kommentar. De seneste dages striber har angået Newsweek, hvilket vel ikke kan undre. Endnu en gang har en fremtrædende repræsentant for MSM måtte trække en historie tilbage. Denne gang angik det udskylning af koraner i toiletter på Guantanamo-basen, hvor det viste sig, at Newweek havde forladt sig på én (naturligvis hemmelig) kilde, der gættede på, hvad der måske ville stå i en fremtidig rapport — kan journalistik blive mere ringe?

Som påpeget af Muir i dagens stribe, har venstrefløjen straks søgt tilflugt i standardundskyldningen: det kunne være sandt. Tja, det var det altså ikke, og historien har ikke bare ført til 16 menneskers død, men også skadet USA og styrket talebanerne i Afghanistan, som ellers står svagt. Men undskyldningen ses stadig forskellige steder, her er f.eks. et forsøg fra dagens Berlinger.

Andre søger at forholde sig til problemet, f.eks. Berlingskes leder den 18. maj:

Den forkerte reportage er en medie-skandale, som formentlig vil koste flere redaktører deres poster, før den amerikanske regerings frustration over affæren er dæmpet. Men en artikel med et ikke-underbygget citat dræber naturligvis ikke nogen mennesker.

Det gør derimod ekstreme kræfter, der ser fejloplysningen i Newsweek som bare endnu en brik i det, der i mange fundamentalisters øjne er én stor, vestlig konspiration mod islam. Det er massehysteri. Den slags koster menneskeliv. Dårlig journalistik koster kun troværdighed.

Lederskribenten har naturligvis ret, drabene blev udført af pro-talebanere, der blot brugte det som undskyldning for at gøre opstand og forbedre deres dårlige image. Hvad man derimod savner i lederen er en erkendelse af journalisternes medansvar for disse drab. En mere dybtgående forståelse for journalistikkens rolle i dagens mediesamfund må man søge andre steder, f.eks. hos Austin Bay, Newsweek Meets 21st Century War:

We have enemies looking for “operational opportunities” on a global scale. Al Qaeda has sympathizers who are cued to react to Western news reports that “insult Islam.” The “fifth-columnist” throws the first stone. If he can get a couple of bored teenage boys to throw a second and third stone, he’s done his job. Al Qaeda gets another “the Muslim street is angry” story and perhaps a bloodbath.

Det var — eller rettere: burde have været — tankevækkende, at Lord Hutton i sin rapport måtte fremhæve, at BBC ikke havde gjort sig klart, hvor alvorlige deres anklager mod Tony Blair og hans regering var. Ikke bare tog BBC fejl; som både Hutton og den efterfølgende Butler rapport fastslog, har Blair hverken løjet om eller søgt at påvirke efterretningstjenestens vurdering af Iraks WMD. Det egentlige problem var, at BBC aldrig forstod, at så alvorlig en anklage måtte kræve en ekstra omhyggelighed fra deres side. En ganske stor del af medierne synes åbenbart ikke, at de har et ansvar, der går ud over at fange læsernes eller seernes opmærksomhed, og det eneste de frygter, er tabet af troværdighed og den deraf følgende risko for nedgang i omsætningen.

Er der noget nyt i al dette? Egentlig ikke. Medierne udfører en for demokratiet livsvigtig opgave: at viderebringe rygter og selv skabe historier. Det kan ikke undværes. Vi bør blot gøre os klart, at mens medierne er gode til at skabe historier, duer de ikke til at afgøre ansvar og fælde domme. De har hverken tiden eller ressourcerne til det, og det gælder endda de, der tager deres journalistiske ansvar alvorligt. Man skal derfor tage alle deres historier med en nævnefuld salt og kritisk bruge sin sunde fornuft (kan man overhovedet skylle en bog ud?). Ønsker man at få fastslået ansvar og klarlagt hændelsesforløb, må man gå til de officielle myndigheder.

Tag f.eks. afsløringen af fangemishandlingen i Abu Ghraib-fængslet. Den historie blev ikke afsløret af journalister, men først opdaget og behandlet af det amerikanske militærs egne myndigheder, før historien kom i pressen. Den journalistiske vinkling gjorde ikke meget andet end at forvanske historien til at handle om, at mishandlingerne var udført efter en dybt hemmelig og koordineret plan med tråde til det “aller øverste” – en udlægning, der siden er blevet underkendt i de mange retssager mod de skyldige. Retssagerne har vist, at sagen var banal, endnu et eksempel på, at fangevogtere og andre personer med magt kan blive sadister, hvis de er uden tilstrækkeligt opsyn . Det er set før også i andre lande, og er hverken nyt eller overraskende. Vi havde for nogle år siden en sag om mishandling af rekrutter i søværnet.

Disse rapporter og domme er undergivet en langsom proces og er ofte først færdige, når medierne for længst er gået videre til noget andet. Men de er til gengæld noget, som medierne kun yderst sjældent er: troværdige.

Det skyldes ikke, at ansatte i myndigheder eller domstole er bedre mennesker end journalister, men deres arbejdsbetingelser. Journalister har ingen magtbeføjelser og må famle sig frem; undersøgere og dommere kan gå helt anderledes grundigt til værks, hvortil kommer bidrag til oplysning fra parternes advokater. Det egentlige problem er vel, at mange lider af et Watergatesyndrom: de tror hellere på en journalist end på en dommer. Vores dybeste medfølelse til de, der er ramt af denne lidelse.

3 thoughts on “Newsweek og journalisters troværdighed

  1. Crass Børsting

    I dag er det så et billede af Saddam i underbukser, der kan risikere at ophidse “the Arab street”.Hvorfor egentlig? En blodbesudlet diktator vises frem som det, han nu er reduceret til: En gammel mand i et fængsel. Er det ikke et udmærket, belærende billede for “the Arab street” og alle andre?

    Svar
  2. Anonymous

    Mr. Law er for høflig ved medierne og for godtroende overfor rapporter udarbejdet af bureaukrater eller dommere, som ikke har prestige eller interesser bundet op i resultatet.1. Bare fordi en person ikke officielt har en interesse, forsvinder interesserne ikke. Bureaukrater og dommere, der udarbejder rapporter, har naturligvis interesser, de ønsker at tjene. Det betyder ikke, at de nødvendigivis bevidst lyver og fordrejer. Det betyder, at deres hele indstilling, psyke og mere eller mindre uudtrykte ønsker og fordomme vil rette deres valg af genstand, metode, udtryksform og resultater i bestemte retninger.Det er public choice teorierns grundlæggende antagelse, som forekommer mig at udtrykke den mest elementære sunde fornuft.2. MSMs problem er ikke, at de groft svindler, fantaserer og lyver, hvad de naturligvis gør. Problemet er, at journalisterne er socialiseret til bestemte verdens- og politiksyn, der for dem er indlysende og moralsk overlegne, og som de derfor ubevidst tjener i deres valg af historier og vinkling. Jeg har længe opfattet alle MSM som kilder ikke til nyheder, men til journalisternes dagsordener. Hverken mere eller mindre. Det er ikke nødvendigvis nyheder og da slet ikke de objektivt set vigtige nyheder, vi får i DR eller aviserne, men bestemte, politisk udpegede personers personlige udvalg af hvad de ønsker, masserne skal høre og hvordan. Derfor ser jeg næsten aldrig TV-nyheder og læser kun nødtvungent aviser. Det er meget længe siden, de fleste journalister i Danmark har haft noget, der ligner journalistisk etik. Faktisk ikke siden man oprettede Journalisthøjskolen og dermed indførte en ideologisk skoling af alle landets journalister. Anekdotisk: jeg har på JPs redaktion (en borgerlig avis!) hørt medarbejdere udslynge de mest absurde kommentarer til hinanden, som viser, at de pgl. ideologisk ikke var til at skelne fra kolleger på Information eller Politiken. De få, der kan tænke selv, er helte, men systemet arbejder imod at vi får flere af dem. Og det i en såkaldt individualistisk, kritisk og vidensbaseret tidsalder. Ja, men det er jo også en journalistisk overtro, at vi lever i en sådan tid.Endelig a propos Newsweek. Det er rigtigt, at journalisterne opfandt en historie, som de elskede, fordi den stillede hæren og Bush i et dårligt lys. Det er kun hvad man kan forvente af Newsweek. Men der er alligvel grund til også at rette søgelyset mod muslimerne. Hele verden fra Bush nedefter går rundt i daglig angst for at fornærme muslimer, fordi vi er så fandens bange for, hvad de kan finde på. Vi er ikke lige så bange for at fornærme jøder eller kristne, faktisk forventer vi, at især kristne skal le med, når folk gør nar af deres hellige ting. Men muslimerne har fripas, de må godt skeje ud, og vi må ikke fornærme dem. De har ret til intolerance, og vi har ikke ret til at kræve tolerance af dem.Så længe Vesten bibeholder denne dobbeltstandard, har vi allerede kapituleret. For så har vi accepteret islams fundamentalkrav, som er, at den aldrig behøver at tolerere andre, mens andre aldrig må fornærme den.David Gress

    Svar
  3. Limagolf

    “…en udlægning, der siden er blevet underkendt i de mange retssager mod de skyldige.”Og hvordan er den udlægning så blevet underkendt af retssagerne?/Limagolf

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.