Rationelle Voraussicht

Frankfurter Allgemeine bragte for et par dage siden en interessant analyse under overskriften: “Selbstmord aus Angst vor dem Tod“. Citatet er hentet fra Bismarck og refererer naturligvis til det paradoks, at Gerhard Schröder har valgt at udskrive valg i utide, fordi han er ræd for at lide den stille bortgang. Men hvad vil der ske i Tyskland, når CDU med Angela Merkel i spidsen forventeligt overtager regeringsansvaret? Og er det noget, man som liberal bør se frem til?

Det afhænger nok af, hvad der optager en mest. Hvis man ønsker at Tyskland skal genetablere og styrke efterkrigstidens ellers gode transatlantiske samarbejde, er der vel ret beset grund til at glæde sig over en sandsynlig kristelig valgsejr. Hvis man er dødtræt af SPD’s skingre kapitalismekritik, der bl.a. har udartet sig som uforskammede personangreb på direktører fra diverse private equity-fonde, er vel også en lettelse med et systemskifte. Men hvis man nærer håb om, at en CDU-ledet regering vil kaste sig ud i gennemgribende reformer af den tyske velfærdsstat og derigennem bane vej for et nyt Wirtschaftswunder, vil udfaldet nok ikke få den store betydning. Det er i hvert fald mit personlige indtryk.

For en hel del år siden deltog jeg i et seminar, arrangeret af Konrad Adenauer Stiftung. Efter at en systematisk gennemgang af danske arbejdsmarked, der i modsætning til det tyske er kendetegnet af relativ høj fleksibilitet og jobomsætning, blev jeg vidne til en noget overraskende meningsudveksling mellem flere af deltagerne. Trods deres stærke forankring i og omkring CDU stillede de sig uforstående over for, at man kunne have en arbejdsmarkedslovgivning, der var så liberal som den danske. De understregede med én stemme, at noget lignede aldrig ville kunne forekomme i Tyskland, hvor ansættelsestrygheden nærmest var et helligt sakramente. Det opfattede jeg i første omgang som en analytisk refleksion, men blev senere klar over, at de heller ikke fandt det efterstræbelsesværdigt at liberalisere den tyske arbejdsmarkedslovgivning efter dansk forbillede.

I dag står det lysende klart, at social- og arbejdsmarkedslovgivningen er den største hæmsko for fremdrift i tysk økonomi. Virksomheder der oplever stigende ordreindgang tør ikke at ansætte nye medarbejdere, fordi de forhindres i en dynamisk tilpasning af arbejdsstyrken ved en pludselig vending i efterspørgselen. Det er såmænd Labour Markets for Dummies, men intet tyder på, at CDU for alvor har læst skriften på væggen. Er det valgtaktisk? Måske, men der er såmænd belæg for at frygte, at der stikker noget andet og dybere under.

CDU har i efterkrigstiden spillet en dobbeltrolle i tysk politik. På den ene side har partiet fungeret som velfærdsstatens konsensussøgende indretningsarkitekt og betroede forvalter. Det er en del af arven fra Konrad Adenauer, som ukritisk blev videreført af Helmuth Kohl. På den anden side har CDU været omdrejningspunkt for en af de mest opsigtsvækkende økonomiske revolutioner, Europa nogensinde har oplevet. Det er arven fra Ludwig Erhard, der fortsat savner en moderne legatar. Intet taler for, at det skulle blive Angela Merkel. Men man kan som bekendt blive positivt overrasket.

4 thoughts on “Rationelle Voraussicht

  1. Jacob Christensen

    En lille kommentar til denne sætning:”Trods deres stærke forankring i og omkring CDU stillede de sig uforstående over for, at man kunne have en arbejdsmarkedslovgivning, der var så liberal som den danske.”Jeg ville i stedet sige:”På grund af deres stærke stilling (osv).”Pointen er naturligvis, at CDU er et kristendemokratisk og ikke et konservativt eller for den sags skyld liberalt parti. I de katolske dele af Tyskland får CDU (og CSU) som bekendt mange arbejderstemmer.Som det siges i indlægget, er det tyske velfærdssystem generelt indrettet på at bevare folks status, ikke at fremme job- og karriereskift.Dette kan være udmærket, så længe man har en stabil industristruktur. Til gengæld er det mindre hensigtsmæssigt i en økonomi, der som den tyske er på vej gennem store strukturelle forandringer.Så vidt jeg har forstået, er CDU’s strategi for den (måske – man kan jo ikke sådan bare udskrive valg i Tyskland!) kommende valgkamp, at man ikke vil komme med konkrete løfter om reformer. På den måde støder man selvfølgelig ikke arbejdervælgere – og andre, der kan blive ramt af den økonomiske udvikling – fra sig, men det kan rigtignok også blokere for ethvert forsøg på at reformere det tyske arbejdsmarked.

    Svar
  2. Anonymous

    Det er ikke helt rigtigt. Angela Merkel har lovet reformer. Og en kansler Merkel har en stor fordel – en drømmesituation – hvor hun kan gennemføre gode borgerlige reformer lige fra begyndelsen uden folkelig modstand, fordi det ikke kan gå meget værre.I øvrigt skal man huske den tyske historie, inden man dømmer deres samfundsindretning. Eksempelvis ansættelsestrygheden bar en del af det løfte til tyskerne om tryghed, som man gav dem efter anden verdenskrig af mange gode grunde.Når det så er sagt bliver jeg slemt skuffet, når jeg på disse sider – allerede inden den tyske valgkamp er begyndt – kan læse negative bemærkninger om Angela Merkel. Endnu engang bliver man helt nervøs for, hvem vi egentlig holder med? Den antiamerikanske 68’er Gerhard Schröder – eller den frihedselskende østtysker Angela Merkel?

    Svar
  3. Mikael Bonde Nielsen

    Jacob, jeg er naturligvis enig i dine betragtninger. Men henset til den tyske økonomi spiller det ikke den store rolle om CDU (CSU) er liberalt, kristendemokratisk eller konservativt. Der er, som du indirekte anfører i dit indlæg, nogle helt grundlæggende udfordringer i det tyske samfund, som er identificeret og bare skal løses. Agenda 2010 er ikke svaret, men det vil væ-re rigtig skidt, hvis CDU finder en fællesnævner, der er lavere. Det er mit ærinde. Anonymous, jeg har såmænd stor veneration for Angela Merkel som person. Jeg er også overbevist om, at vi på en række områder vil være bedre tjent med hende som Kansler. Jeg nævner jo selv en forventet bedring af de transatlantiske relationer, hvilket jeg personligt lægger overordentlig stor vægt på. Jeg er heller ikke blind for, at CDU (CSU) har noget at by-de på uden for den klassiske politiske sfære. Partiets forankring og betydning i det tyske civil-samfund er bestemt ikke noget, jeg foragter; tværtimod. Det ville være befriende, hvis Ven-stre og Det konservative Folkeparti lod sig inspirere lidt mere af det. Men Punditokraterne er ikke en blog for eftersnakkere eller propagandister. Det turde være unødvendigt at understrege, at jeg ikke opfatter Gerhard Schröder som det bedste, der er set siden brød i skiver. Det tydeliggøres med en henvisning til et tidligere indlæg. Men det er nu engang tilladeligt at være kritisk og pågående i forhold til borgerlige partiers økonomiske poli-tik; om ikke andet så fordi disse partier må antages at være inden for pædagogisk rækkevid-de. Du har sikkert noteret, at jeg også har forholdt mig kritisk til Howard og Fogh Rasmussen. Men hvis du læser mine øvrige indlæg vil du ikke være i tvivl om, hvem jeg “holder med”, for nu at bruge et af dine egne udtryk.

    Svar
  4. G. Christiansen

    For så vidt angår den transatlantiske alliance er der desværre ikke det store håb. Franskmændene fejrer det som en stor sejr, at de har fået Tyskland vendt væk fra USA, og følger man tysk presse, bliver man beskæmmet over, hvor meget antiamerikanismen bliver dyrket hos vores sydlige nabo. Det kan selv en Angela Merkel ikke gøre noget ved.Opinionsundersøgelser har da også vist, at både det unuancerede USA-had og den vanvittige kapitalismekritik er blevet godt modtaget af tyskerne, og heri ligger efter min mening den helt store tragedie for det tyske folk.Den økonomiske nedsmeltning har jeg på fornemmelsen først lige er begyndt, så ja: Hvor er Ludwig Erhard, når man har brug for ham?

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.