Berlingske Tidende bringer i dag et både lidenskabeligt og tankevækkende bidrag fra Claes Kastholm; et bidrag, der vel må betegnes som en slags reaktion på borgerlige intellektuelles kritik af EU i almindelighed og forfatningstraktaten i særdeleshed. Overvejelser fra en hånd, der har sat kryds ved både ja og nej i flere omgange, læser man gerne. For her fornemmer man i det mindste omtanke i forhold til det europæiske.

Men hvor går tankerne så hen i denne omgang? Såmænd tilbage til studietiden, hvor Kastholm selvangiveligt var fortryllet af den europæiske patos, som Willy Brandt udstrålede. Og det skal han ikke lastes for. Jeg har undertiden mødt mange sympatiske og politisk indsigtsfulde mennesker, der har udtrykt samme fascination for den daværende forbundskansler og formand for SPD. En af dem driver et pittoresk værtshus i det indre København, der udskænker Von Osten i så rigelige mængder. Vedkommende kan endda fuldstændiggøre sine fortællinger om omtalte gestalt med diverse fotos, der foreviger personlige håndtryk og glade smil. Men nok om lidenskaben! Lad os springe videre til det tankevækkende; Kastholms argumentationsteknik.

Skulle jeg selv overbevise borgerlige EU-skeptikere om at de var galt afmarcheret, ville Willy Brandt bestemt ikke være den første hjælpesætning i beviset. Jeg ville snarere ? hvis emnet overhovedet skulle personliggøres – indlede en desperat jagt efter en borgerlig avantgardist eller foregangsmand, der havde noget fornuftigt at sige om og til forsvar for den europæiske idé. Men Kastholm vælger den mest besværlige rute. Udfordrende flot! Men virker det?

Borgerlige intellektuelle, der har vendt EU ryggen, nærer ikke alle afsky for det europæiske. De lider ikke alle af verdensforskrækkelse eller indeklemt angst for det globale. En ganske pæn del af dem vil blot have svar på, hvorfor 91 relativt konkrete velfærdsforanstaltninger skal indlemmes i EU’s forfatningstraktat. De lytter gerne til Kastholm, fordi de nu og da møder interessante refleksioner fra den kant. Men de gør sig ingen illusioner om, at en bedaget forbundskansler og socialist skal være den lygtemand, der giver mening med galskaben.