Dagens Berlingske Tidende sætter i en helsides-artikel fokus på Richard Florida og hans tiljubling af, som journalisten skriver, de "legende lette og hårdtarbejdende kosmopolitter." Florida har en endowed chair i regional økonomisk udvikling på det meget ansete Carnegie-Mellon University. Han er forfatter til den umådeligt omtalte The Rise of the Creative Class, der herhjemme er blevet omtalt som "de radikales bibel" (fx Lars Quortrup i Information 12 april). Et site, der beskedent kalder sig "KreativeKlasse.dk" meddeler endda at "[d]en amerikanske professor Richard Florida's budskab om en ny kreativ klasse blev for alvor introduceret i Danmark, da han ved folketingsvalget 2005 inspirerede til det radikale venstres største valgsejr i mange år." Det er altså ikke dårligt, og unægtelig unikt i nyere dansk politisk historie.

Den bog der således afgørende har ændret dansk politik er skrevet under anvendelse af den velkendte algoritme: Anpris over urimeligt mange sider (minimum > 400) hvad Joseph Schumpeter kaldte "kreativ destruktion," ikke mindst i et opskaleret perspektiv, hvor funky sociale grupperinger tager over på bekostning af de mindre funky (særligt industriarbejdere). Bogen ligger helt i forlængelse af det seneste årtis skriverier om videnssamfund, vidensarbejder, netværk, og andre diffuse hurra-ord, men er sat ind i en økonomisk geografi-kontext. Og så er der den forskel til mange af tidens plattenslagere, at Swami Florida faktisk i hvert fald på et tidspunkt har været en relativt fremtrædende forsker, og i modsætning til fx Castells (som denne punditokrat tidligere har jamret over), faktisk kan skrive. Det hjælper også med "the gay index," de "tre T'er" (talent, teknologi, tolerance), og lignende der ellers mere ligner luftshavnskioskmanagementlitteratur, men hvoraf noget har en vis videnskabelig dækning. (Mange af Floridas ideer er i øvrigt langt tidligere blevet lancerede af den oversete Jane Jacobs).

Florida har ikke overraskende fået sine danske epigoner, og der er næppe tvivl om at hans skriverier vil få (endnu mere) impact i dansk politik, herunder ikke mindst erhvervspolitikken. Den nu nedlagte Erhvervshæmmestyrelse havde, som nogle læsere måske vil erindre, en udtalt svaghed for Michael Porters ikke helt uproblematiske The Competitive Advantage of Nations. Der skal nok sidde en og anden lidt tiloversbleven fuldmægtig eller kontorchef fra de glade dage der drømmer om revitalisere sin karriere. Der passer Floridas skriverier perfekt ind. Det gør de blandt andet fordi Florida ikke lægger skjul på, at han mener at kreativitet kan planlægges frem. Byers fremgang afhænger af kreative personer. Kreative personer er bohemer. De kan lide de funky nabolag med cafeer, listige butikker etc. etc. etc. (tag et vilkårligt nummer af de lidt mere upscale dameblade eller Berlingske-tillægget M/S for en nærmere identifikation). Og her har byplanlægning en vigtig rolle at spille.

Det er her kæden hopper af for Florida. Det antydes i øvrigt på forbilledlig vis af dagens Berlingske hvor journalisten fokuserer på en meget lidt boheme-agtigt Microsoft-manager som repræsentant for den kreative klasse. Floridas lokale apostel, min udmærkede CBS-kollega, Mark Lorenzen, forklarer da også at det er en misforståelse kun at se den kreative klasse som IT-nørder, kunstnere, designere, etc. Det er altså åbenbart også højtplacerede Microsoft-managers. Der i det konkrete tilfælde bor i Gentofte.

De fleste medlemmer af Floridas såkaldt kreative klasse ser ud til at kunne lide hvad (andre) velhavende mennesker kan lide. De vil gerne bo de samme steder. Klampenborg er da lækker — men specielt kreativt? Det begynder at se ud til, at vi i virkeligheden taler om noget ret velkendt i den nyere økonomiske vækstteori, nemlig at uddannelsesniveau slår meget kraftigt ud på national og regional vækst (og se Edward Glaesers review af The Rise of the Creative Class for dette). Men det er selvfølgelig ikke så hipt som "the bohemian index". Og man kan nok heller ikke indrullere Robert Lucas eller Robert Barro i den radikale sags tjeneste.