Min med-punditokrat Mikael Jalving har i et tidligere indlæg spekuleret over, hvorvidt Europa befinder sig i en krise efter det franske nej til Forfatningstraktaten, der her til aften blev fulgt op af et endnu mere rungende hollandsk nej. Jeg bemærkede i den forbindelse, at han citerede den franske postmodernist par excellence Jean Baudrillard, der vel ved tilfældets mellemkomst syntes at have udtalt sig ganske sammenhængende og klart om den europæiske situation i Liberation. Tillad mig kort at recitere de vise ord:

“Folk har gang i deres egne, hemmelige tilværelser med egne, skjulte fornøjelser, de ønsker ingen form for velmenende retledning eller mild opdragelse”

Hvad skal politikere, der hylder forfatningstraktaten og andet stjernebesat materiale, dog stille op over for et sådant stokastisk klarsyn? Nogle vil måske anbefale, at de forholder sig til afstemningerne på rigtig postmodernistisk manér og slet og ret benægter, at de overhovedet har fundet sted. I så tilfælde vil de gå forkynderen Baudrillard i bedene. I begyndelsen af 90’erne fastholdt han således hårdnakket, at Golf-krigen aldrig ville finde sted, ikke fandt sted og aldrig havde fundet sted, hvilket man kan forvisse sig om ved at konsultere Christopher Norris bog: Uncritical Theory: Postmodernism, Intellectuals and the Gulf War.

Nu er der jo ganske mange europæere, der ikke bruger bevidsthedsudvidende præparater, så den holder nok ikke. Men der er stadig nogle regeringschefer, der kan komme den postmoderne og skruptossede forklaringsmodel i forkøbet ved at aflyse de planlagte afstemninger. Måske kan det danne baggrund for en helt ny diskurs, der meget passende kunne kaldes retrorealisme.