Er uddannelse et væksthormon?

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har i flere omgange kritiseret Velfærdskommissionen for manglende lødighed. Det seneste udfald retter sig mod en undersøgelse fra Kommissionen, der viser, at der ikke er sket væsentlige fremskridt i danskernes uddannelsesniveau. Resultatet af denne analyse har jeg kort kommenteret i anden sammenhæng, hvor dog jeg koncentrerede mig om de manglende incitamenter til at uddanne sig; helt konkret om skattemæssige forhindringer, der ikke anfægtes af det omtalte skallesmækkeri.

AE Rådet og Velfærdskommissionen syntes dog at være ukritisk enige om én ting: Uddannelse er til alle tider en vækstkatalysator og direkte årsag til øget produktivitet. Forholder det sig overhovedet sådan? Formentlig ikke. Meget taler derimod for, at uddannelse som vækstfaktor er temmelig overvurderet og måske endda ligefrem inferiør. Men inden jeg godtgør dette, er der behov for et lille mellemspil.

Der er naturligvis en årsag til, at uddannelse eleveres til noget særligt i vækstmæssig sammenhæng. Det virker jo både intuitivt og overbevisende rigtigt, at mere lærdom øger den menneskelige produktivitet og formåen. Men forestillingen om at uddannelsespolitik kan bane vej for vækst, hviler ikke kun på instinkt og fornemmelser. Det er en tanke, der er dybt forankret i nyere vækstteori, der især blev udviklet i midtfirserne af Paul Romer og Robert Lucas, men som også trækker spor tilbage til Garry S. Becker’s Human Capital: A theoretical and empirical analysis, with special reference to Education (1964).

Det besnærende ved den nye vækstteori er, at den foregiver at kunne redegøre for hele den vækst, der kan noteres i nationalregnskaberne. Sådan har det ikke altid været. Da man i sin tid brugte de mere daterede vækstteorier, stod man altid tilbage med et håbløst residual, en overskydende vækstandel, der ikke kunne forklares, når der var taget højde for faktorinput som arbejde og kapital. I dag forklares dette residual imidlertid med fænomener som uddannelse, teknologisk innovation og nye organisationsformer. Og derfor forudsætter ganske mange samfundsforskere gavmildt, at uddannelse og vækst er betydningsbeslægtede begreber; at de så at sige er hinandens forudsætninger. Men hvor er de empiriske efterretninger?

Økonomer, der har brugt tid på at studere forholdet mellem uddannelse og vækst, har haft overordentlig svært ved at finde en afgørende sammenhæng. Lant Pritchett fra Verdensbanken forsøgte i 1996 at finde en systematisk, positiv korrelation mellem uddannelse og produktivitet. Men som det indirekte fremgår af titlen på hans analyse – Where has all the education gone? – lykkedes det ikke.

Øvelsen blev gentaget af Alison Wolf i Does Education Matter? Myths about Education and Growth (2002) og af William Easterly i The Elusive Quest for Growth (2002). Heller ikke de kunne finde belæg for en direkte korrelation mellem uddannelse og vækst. De punkterede snarere fortællingen om, at der skulle være en sådan forbindelse. Og intet syntes at have rokket ved deres analyser.

AE Rådet og Velfærdskommissionen skylder altså at vise, at uddannelse er den sikre vej til økonomisk vækst. Indtil de har gjort det, kan vi med lige så stor ret tillade os at mene, at uddannelse højst er et filter, der giver én adgang til bedre jobs på arbejdsmarkedet.

2 Kommentarer

  1. Christian Bjørnskov

    5. juni 2005 at 01:41

    Mikael peger på, at uddannelse måske slet ikke betyder noget for vækst på trods af, hvad de fleste nationaløkonomer går og tror. Så lad det være sagt med det samme – jeg er en af de nationaløkonomer. Som bevis for hans påstande, trækker han Lant Pritchett frem, som ikke kunne finde en særligt stærk korrelation mellem uddannelse og vækst. Men han gør det uden at fortælle, at Pritchett i en årrække har været fortaler for det synspunkt, at uddannelse fører til vækst, men at vi er usædvanligt dårlige til at måle uddannelse. Primær uddannelse er uden tvivl vigtig for fattige lande, men ligegyldig for et land som Danmark, hvor hele befolkningen har været gennem folkeskolen. Hos os er det mer erelevant at se på højere uddannelse. Omvendt er universitetsuddannelser sandsynligvis ligegyldige for vækst i fattige lande, da man alligevel ikke har produktion, der forudsætter vidensinput.Så når Mikael påstår, at den økonomiske vækstlitteratur er ulden eller viser at uddannelse ikke dur, er det ikke sandt. Vi har ‘blot’ et problem med at måle effekten af uddannelse. Det rører dog ikke ved de liberale implikationer af et andet stabilt fund i litteraturen: Der er ingen sammenhæng mellem udgifter til skolesystemet, og dets outcome. Vi kan med andre ord ‘investere’ så meget vi vil som samfund, væksten baseret på uddannelse kommer først, når virksomhederne kan bruge uddannelsen til noget. Men tror vi ikke på, at de kan det i de kommende år? Eller forsvandt videnssamfundet ud i den blå luft?

  2. Mikael Bonde Nielsen

    5. juni 2005 at 01:41

    Christian, du har naturligvis ret i mange af dine betragtninger. Så du forstår nok også, at jeg var en smule sarkastisk. Uddannelse har en indflydelse på vækst; dog altid betinget. Men uddannelse smides alt for ofte ind i vores mentale enligningsmodel. Vi ved, at det er en additiv secifikationsfejl, men kommunikationsmæssigt virker det jo bedre at sige at uddannelse er vejen til vækst. For at give et indtryk af, at det er “feltänkt” som svenskerne ville sige, så er der sikkert mange der mener, at det er en knippel god idé at uddanne flere inden for biogenetik. Men hvis vi samtidig forbyder stamcelleforskning m.v., så er det jo ikke længere givet, at uddannelse inden for dette område fører til vækst. Og sådan forholder det sig naturligvis også inden for andre områder. Altså: Uddannelse kan betinget lede til vækst og højere produktivitet. Jeg beklager, at min trang til at spille filur løb af med mig. Men jeg tror, du forstår alvoren bag mit budskab efter denne lille sang.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑