Hvad nu hvis … II: Gæsteindlæg fra David Gress

I debatten om rettigheder/konsekvenser, som Nicolai Foss har begyndt her, har vi–som ofte før–fået en god, tænksom kommentar fra æres-punditokraten David Gress. Jeg vil her følge Mr. Laws præcedens og poste den hér, så den ikke bliver overset:

“NF stiller to spørgsmål. 1. Hvilke moralprincipper siger, at vi (når vi skal vælge en handling) kun skal forholde os til umiddelbare konsekvenser? 2. Kan det være, at visse u-liberale ting i virkelighedens verden faktisk kan have positive uforudsete konsekvenser? Det vil kræve et længere essay at svare ordentligt. Allerførst skal nogle begreber/forhåndsantagelser vel afklares. Ad 1. Hvornår vælger vi egentlig frit? Uden at inddrage Camus og eksistentialismen her mener jeg, at det er højst problematisk at antage, at man kan kalde valget af handlinger for frit sådan uden videre. Alle handlinger vil i min pragmatiske opfattelse være mere eller mindre påvirket af forhold som fx ens personlige historie, personlighed (genetisk eller opvækstmæssigt dannet/bestemt), omstændighederne, andres krav, forventninger, muligheder …
Skal jeg fx vælge bolig, vil mit valg være temmelig afgørende påvirket af, hvad jeg har råd til, hvordan markedet ser ud, hvilke alternative krav der er til mine ressourcer osv osv. Derfor ved jeg ikke, om spørgsmålet om at vurdere konsekvenser overhovedet kan lette fra startbanen, så længe de valg, hvor vi skal inddrage flere eller færre konsekvenser, er så betinget af andre forhold … Men videre. Ad 2. Her kan de eneste kriterier for svar vel være (1) historisk erfaring og (2) pragmatisk common sense. NF spørger provokerende, om det danske skatte-afgiftstryk måske i virkeligheden ikke er så skidt, fordi det overbeviser folk om liberalismens fordele. OK, lad os se os omkring. Gør det? Næ. Det har indtil videre konverteret Fogh R. og Kristian Jensen fra liberalisme til socialisme. Og jeg tør gætte på, at det store flertal af danskere egentlig nødig ser en mere rationel beskatning, fx en flat-tax, en udgiftsskat (expenditure tax) eller en skat på fast ejendom, fordi de har interesser bundet op i det nuværende perverse system. Altså: erfaring siger, at skatte-afgiftssystemet ikke fremmer liberalisme, undtagen i særtilfælde, men tværtimod fremmer medianvælgerens tilfredshed med et system, hvor det gælder om at sno sig til tilskud og bruge dem i bund, hvad enten de hedder rentefradrag for prioritetslån eller tilskud til daginstitutionspladser. Mao der er lidet, der tyder på, at den sunde fornuft tager fejl, når den ser skatte-afgiftssystemet som et passiviserende stemmekøbsredskab til befæstelse af magthavernes evige magthaveri. Filosofisk (og teologisk for den sags skyld) har jeg også svært ved at se, at individer kan forventes at tage ansvar for uforudsete konsekvenser, der pr. definition kun indtræffer senere i tid end de valg, der udløser dem. Vi har kun den sunde fornuft og erfaringen at støtte os til. Derfor er jeg nok i dagliglivet pragmatiker a la Richard Posner snarere end konsekventialist, selvom jeg med glæde læser Yeager, tak for henvisningen. Liberale politikvurderinger, og et liberalt menneskesyn i det hele taget, kan i mine øjne aldrig grundes alene på, at de “virker bedre”, men på, at de “giver et bedre billede” af virkeligheden. For at gå ad den vej er det nødvendigt at grunde liberalismen i en antropologi, altså hævde, at frihed (hvordan den end defineres) er den for mennesker bedste eller mindst forkerte tilstand. At mennesket altså retteligt er skabt frit. Denne antropologi skal forfægtes imod den overvældende historiske erfaring om, at mennesker ofte slet ikke bryder sig om at være frie, og at magthavere har så let ved at bestikke folk til at underkaste sig formynderi. Svaret (som langt klogere og mere belæste folk end jeg har forsøgt at give) bliver noget med, at mennesker overladt til sig selv har tilbøjelighed til at kaste friheden af sig, fordi den er krævende, men at de alligevel klarer sig bedst, når de er pisket til at være mere frie. Den franske makrohistoriker Jean Baechler kommer bedre omkring det her end mange. Men for mig er svaret i grunden teologisk og dermed overnaturligt. Jeg tror ikke, man kan bevise frihedens værdi på rent pragmatisk grundlag, selvom man kan komme langt, a la: frihed skaber mere velstand, folk får det bedre, lever længere osv. Men det er alt sammen ledsageomstændigheder, ikke begrundelser. Et sted har frihed også med lidenskab at gøre. Brænder man ikke for den, har den ganske enkelt ikke nogen værdi, og historien viser, at det altid kun er et mindretal, der brænder for den. A propos uforudsete konsekvenser har frihed da haft mange sådanne, ofte skadelige. For at vende tilbage til skatte-afgiftstryk, vil jeg vove at påstå, at her gælder positiv-negativ feedback. Et mere frihedsvenligt skatte-afgiftstryk giver borgerne incitament til at udnytte det for egen vinding, som man så kan håbe også bliver fælles vinding (vi må følge de nye flat-tax lande nøje her). Et tyrannisk som det danske producerer perverse følger, hvor borgernes incitamenter har det kollektive resultat, at alle får det værre, men ingen har så ondt af det, at det betyder noget. David G”

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.