Hvad nu hvis … III: Gæsteindlæg fra Otto Brøns-Petersen

Vi er beærede over, at Otto Brøns-Petersen hermed tager stafetten videre som gæste-punditokrat i debatten om rettigheder/konsekvenser:

“Tak for invitation til at give mit besyv med (selv om man unægtelig kan få mistanken om, at Nicolai forsøger at lokke havkatte ind i sit hyttefad!). Og tillykke til det fulde punditokrati med en fremdeles imponerende, inspirerende og ikke mindst underholdende blog. Nicolai stiller en række spørgsmål, som har med at gøre, om mangel på viden om konsekvenserne af et givent politisk system eller af en given politik ikke udgør et grundlæggende problem for politiske filosoffer, der begrunder deres filosofi konsekventionalistisk. Det forekommer mig, at Nicolai på visse punkter er unødigt bekymret. Hvis man vælger en konsekventionalistisk tilgang, må det som udgangspunkt være fuldt legitimt at anvende de helt normale principper for rationelle valg mellem alternativer. Kort sagt: Hvis jeg skal vælge mellem to slags rugbrød efter, hvad der giver de bedste konsekvenser for mig, hvorfor må jeg så ikke på principielt helt samme måde vælge mellem to politiske systemer? Normalt vil vi ikke stille krav om, at alle tænkelige konsekvenser er kortlagt, før det er fornuftigt (og moralsk?) at vælge mellem to slags brød? Hvorfor skulle vi så stille krav om fuldt overblik, når det gælder politiske systemer? Især da vi – som korrekt påpeget af Nicolai – af epistemiske årsager simpelt hen ikke kan identificere samtlige konsekvenser. Man kan som bekendt ikke være moralsk forpligtet til noget, der ikke er muligt, så hvordan skulle man være moralsk forpligtet til at inddrage alle tænkelige (og utænkelige) konsekvenser? Derimod kan man være forpligtet til at inddrage så mange konsekvenser, man kan identificere, og som gør en reel forskel. I normale valgsituationer er kan det være nødvendigt at udelukke selv nok så betydelige konsekvenser, hvis der ikke er nok viden om dem. Antag f.eks. at jeg kun har to brød at spise og ved at det ene er giftigt, men ikke hvilket. Jeg må jo spise for at overleve. Jeg kan ikke skaffe mig holdepunkter for en hypotese om, hvilket af brødene der er giftigt. Da tilsiger teorien om rationelle valg, at jeg bør vælge det af brødene, som jeg af andre grunde foretrækker. Selv om giftproblemet er langt væsentligere for mig, bør jeg se bort fra det, hvis jeg ikke har relevant information. Surt, men sandt (når Nicolai spørger om, “vi vel ikke bare [kan] udelukke” meget positive, uforudsete konsekvenser, så er svaret, at det kan vi da være nødt til). Der kan også være situationer, hvor teorien om rationelle valg (i Neuman-Morgenstern varianten) tilsiger, at jeg bør forsøge at sætte sandsynligheder på, så godt jeg kan. Skal jeg vælge mellem to brød hos bageren, og ved jeg, at det ene koster 1 krone mere end det andet, må jeg nødvendigvis gøre mig forestillinger om sandsynligheden for, at det også er en krone eller mere mere værd for mig. Summa summarum er det som udgangspunkt vanskeligt at se, hvorfor de principper, jeg (moralsk?) bør benytte mig af for at træffe private konsekvensbaserede valg, banale som vitale, ikke også bør anvendes, når det gælder valg af politiske tiltag og regimer. Jeg iler med at advare mod den misforståelse, at de to typer af valg er ens i alle henseender. Det er de så langt fra. Vi vil som regel gerne have konsekventionalistiske argumenter til at have almen, interpersonel gyldighed. Det rejser velkendte problemer med interpersonel nyttesammenligning eller ufuldstændige preordninger. Det kan også begrænse mulighederne for at anvende probabilistiske sammenvejninger (hvis der kun er subjektive skøn at gå udfra, hvad så?). Men at specielt begrænset viden om konsekvenserne af at træffe bestemte valg principielt skulle udgøre et problem for konsekventionalismen ser jeg som sagt ikke.

Nicolai rejser så spørgsmålet, om argumentet om utilsigtede konsekvenser (hos f.eks. Hayek) ikke er problematisk for konsekventionalister. Her er jeg tilbøjelig til at være mere enig – i hvert fald når det gælder én speciel, konservativ aftapning. Generelt er det ikke noget problem at hævde, at en bestemt politik eller handling kan have utilsigtede konsekvenser, så længe de er forudsigelige. F.eks. som når Adam Smith påpeger, at egennyttig adfærd kan have gunstige konsekvenser for andre. Uforudsigelige konsekvenser kan også være et gyldigt argument, hvis der f.eks. er tale om, at én politik eller ét regime er mere robust overfor uforudsete konsekvenser end et andet. Men det forekommer mig dybt problematisk at hævde, at den eksisterende samfundsorden er bedre beskyttet mod uforudsete konsekvenser end alternative ordener ville være (“man ved, hvad man har…”). Det forudsætter i hvert fald, at man kan påvise, at den eksisterende orden er robust og stabil. Man kan ikke bare forudsætte det – og da især ikke, hvis man i øvrigt render rundt og postulerer, at alting er meget uforudsigeligt. Som David G. påpeger, kunne man skrive et essay om disse problemer. Og en bog om tilstødende problemer. Men punditokratiet skal vel være her længe endnu … Otto”

Det kan godt være, at nogle kunne finde denne slags diskussioner “studentikose”. So be it. Vi synes selv, at de kan være nok så meget mere interessante og vedkommende, end hvad Grundtvig måtte kunne fortælle folk i det 21. århundrede om … Nå, lad nu dén døde hest være i fred.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.