Så hellere Ekstra Bladet

Hvis Socialdemokraterne synes, at de har dårlig presse, så skal de bare huske på, at de altid har BT.

Mens Mogens Lykketoft – der af uransagelige grunde stadig spøger som et andet Loch Ness-uhyre i dansk politik – går rundt og siger, at det hele er de andres skyld, skulle de andre sosser overveje at husstandsomdele BT i det ganske land, Dokker Banke inklusive. Bedre presse kan ingen ønske sig.

Dette sort-røde dagblad, der ifølge redaktørerklæringen af 1948 har lovet sine læsere at virke på et udtrykkeligt konservativt grundlag, er for længst blevet socialdemokratisk. Det sørger redaktørerne for hver dag, f.eks. da det under sossernes seneste blodbad hed, at Danmark har brug for et stærkt Socialdemokrati. Hvor kommer sådan en udmelding fra? Forkert, ikke fra Mogens Lykketoft – han har travlt med sin filmkarriere – men fra BT, hvis konservative indstilling jo f.eks. kunne have været, at Danmark netop trænger stærkt til et svagt Socialdemokrati. BT’s redaktører kunne imidlertid ikke finde på at svække det hæderkronede arbejderparti, hvis vælgere i mellemtiden er blevet akademikere, og derfor satte Erik Meier Carlsen også for nylig trumf på med en udmelding om, at kun millionærer ønsker lavere skat. Tillad mig i egen ringe person at dementere redaktøren. Jeg er ikke millionær, har aldrig været det og bliver det formentlig aldrig nogensinde – med mindre jeg rejser væk fra verdens førende skatte- og afgiftsnation. Alligevel, alligevel, kære Erik Meier Carlsen, går der ikke en eneste nat, hvor jeg ikke drømmer om en flad skat på omkring 25 pct. for alle danskere. Det hænder også, når jeg har fået lidt at drikke, at jeg forestiller mig en skønne dag, hvor BT ville leve op til sit grundlag – men så slår jeg tanken væk og køber Ekstra Bladet i stedet.

2 thoughts on “Så hellere Ekstra Bladet

  1. Anonymous

    Jamen, når nu også de konservative virker på et socialdemokratisk grundlag i dag, kan man så bebrejde BT?

    Svar
  2. Zorro

    Det er ufatteligt, at en angiveligt borgerlig avis som B.T. har sat en socialdemokrat som Erik Meier Carlsen til at skrive den ene leder efter den anden om den socialdemokratiske velfærdsstats velsignelser. Så langt er det åbenbart kommet med den danske borgerlighed, at den alene defineres ved folks syn på udlændingespørgsmål – jvf. også marxisten Lars Hedegaards skribentvirksomhed i Berlingske Tidende og socialdemokraten Karen Jespersens lørdagskommentarer samme sted.Den officielle danske borgerlighed er syg for tiden, men initiativer som f.eks. Punditokraterne beviser, at der er mulighed for bedring. Nye folk må til!

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.