Lad ideerne blomstre

I 80’erne lod mange borgerlige intellektuelle sig inspirere af de såkaldt nye franske filosoffer, fordi de forekom at være befriende direkte i deres kritik af totalitarismen. Det drejede sig bl.a. om Bernard-Henri Lévy, der med La Barbarie à visage humain (1979) for alvor manifesterede sig som en ledende kritiker af den røde fascisme. Hans tanker nåede ret hurtigt et dansk publikum, da hans bog samme år blev fornemt oversat til dansk af David Gress. Og hans ressonementer blev videreført og bearbejdet af André Glucksmann; en anden navnkundig fransk filosof, der med La force du vertige (1983) angreb de europæiske fredsbevægelsers naivitet og hyllede atombomben som en fredsbevarende indretning. Og det blev ikke ved bøgerne. De for datiden så provokerende tanker blev gjort til genstand for omfattende analyse og debat i Weekendavisen, under Jørgen Schleimanns ledelse, og i Tidsskriftet Epoke, der blev udgivet af Jyllands-Posten og redigeret af Flemming Christian Nielsen.

Lad det være sagt med det samme; jeg læste de omtalte bøger og opfølgende artikler med stor fornøjelse og glædede mig over, at der i det mindste kunne mobiliseres en anelse ideologisk engagement blandt borgerlige meningsdannere. Da Levy i 1984 romandebuterede med Le Diable en tête ventede jeg utålmodigt til den forelå i dansk oversættelse (I djævlens vold, 1985) og købte straks 5 eksemplar til uddeling blandt venner. For i denne formåede Levy på original vis at skildre den paradoksale kendsgerning, at nazisternes børn ? indlejret i terrorceller af venstresocialistisk tilsnit ? også søgte at eskamotere jøder fra jordens overflade, under dække af at det handlede om palæstinensisk befrielseskamp.

Den idétradition, der opstod i kølvandet på de nye franske filosoffer, rummede desværre også det fortvivlende budskab, at ideer er betænkeligt farlige. Og adskillige borgerlige intellektuelle stod da også nærmest i kø for at afsværge enhver tilknytning til ideologier, idealer eller utopier. Derfor blev borgerlighed synonym for anti-holdninger, hvis eksistens ene og alene var betinget af venstrefløjens idéudvikling. Da den gik i sig selv, døde den ideologiske debat, hvilket de teknokratiske 90’ere vel på mange måder er en bekræftende lære om.

De ny-gamle franske filosoffer er fortsat aktive. Men efter murens fald har de ikke formået at bringe sig selv ud af anti-holdningernes mentale spændetrøje. De berettigede fjendebilleder fra Den Kolde Krig er i stedet skiftet ud med enigmatiske og konspiratoriske modforestillinger om muslimer, hvilket delvist kommer til udtryk i Levy’s Who Killed Daniel Pearl? hvor det faktuelle er lige så formeligt som i The Da Vinci Code af Dan Brown.

Mit ærinde med dette skræp er ikke at problematisere anti-holdningernes lejlighedsvise behørighed, men at argumentere for ideernes og idealernes nødvendighed. For når jeg hører borgerligt sindede mennesker udtale, at de søreme ikke kan begribe, at intellektuelle er så venstreorienterede, så får jeg lyst til at skrige: “Det er fordi vi borgerlige har kriminaliseret enhver form for idéudvikling og overladt det til de røde at tænke stort”. Men der er en generation på vej, der har mod på at bryde med denne åndelige træghed; nerve og hjerne til at formulere et liberalt alternativ, der hviler på egne præmisser og som ikke er kritisk afhængig af socialismens dysfunktioner. Giv dem for pokker noget plads og lad ideerne blomstre.

3 Kommentarer

  1. Compte-Sponville, Bruckner, Finkielkraut, Ferry, Gauchet og de Benoist er andre tænkere fra det Ny Højre i Frankrig, som er værd at stifte bekendtskab med.

  2. Mikael Bonde Nielsen

    25. juni 2005 at 02:35

    Jeg er ikke overraskende enig med David i betragtningerne om Alain de Benoist. Men bemærk i øvrigt, at flere af de nævnte tager afsæt i den negative opbyggelighed, som jeg så gerne vil væk fra. At de så for fleres vedkommende også kendes for anti-kapitalisme, gør jo ikke tiltrækningskraften større.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑