Krauthammer on the Neoconservative Convergence

Det fremragende – og billige – magasin Commentary lader sin indledende artikel være gratis, en fornuftig lokkemad for potentielle abonnenter. Artiklen i juli/august er af Charles Krauthammer, der skriver om den dominans af amerikansk udenrigspolitik, som de neokonservative nyder efter, at først realisterne (hellere en pålidelig diktator end demokratisk usikkerhed) og derefter internationalisterne (hellere lade folk lide og dø i overensstemmelse med folkeretten end gå imod FN) har udspillet deres rolle i 1990erne under hhv. Bush d.æ. og Clinton.

Artiklen indeholder en del æv-bæv retorik rettet mod de neokonservatives kritikere, hvilket vel er forståeligt efter, at de neokonservative blev afskrevet som færdige sidste sommer, fordi man den gang opfattede krigen i Irak som tabt.

Dette har som bekendt ændret sig, muligvis ikke blandt danske journalister, men genvalget af Howard i Australien, Bush i USA og Blair i UK – og Fogh i Danmark, hvis vi må pippe med – har fastholdt den neokonservertive tro på, at frihedens forsvar kræver frihedens udbredelse – for at citere Bush.

Man kan tilføje, at selvom europæerne er skræmt over det neokonservative aggressive forsvar for demokratiet, så har de heller ingen fidus til populistiske politikere, der udsigtsløst ønsker at fortsætte den hidtidige “realistiske” tradition med hellere at ville handle end slås med diktaturerne, som Chiracs og Schröders sørgelige skæbner viser.

Disse genvalg i Vesten skal så sammenholdes med de to vellykkede valg i Afghanistan og Irak, der har startet den demokratiske proces i Mellemøsten, som forhåbentlig kan bryde den destruktive spiral i området.

Den seneste udvikling bekræfter Krauthammers analyse: stadig flere sunni-grupper tilslutter sig demokratiet, der allerede ved valget i januar fik opbakning fra de øvrige 4/5 af befolkningen. Og den såkaldte “modstandsbevægelse” fremstår som stadig mere desperat og isoleret.

De tidligere bathister prøver at redde sig selv, hvilket formodentlig vil lykkes for de fleste. Resten består af religiøse fanatikere, der betragter shia som vantro og kurdere som undermennesker, og som derfor prøver at dræbe dem i flæng, hvilket kun isolerer dem yderligere. Det minder om tiden efter apartheids fald i Sydafrika, hvor hvide racister drog igennem de sorte townships og myrdede på må og få for at skræmme det sorte befolkningsflertal fra at tage den magt, som demokratiet ville give dem.

Det mest interessante ved Krauthammers analyse er hans sondring mellem demokratisk globalisme (hele verden bør nyde demokratiet) og demokratisk realisme (demokratiet bør indføres i de lande, hvor der er størst mulighed for succes).

Her indtroducerer han således en sondring inden for neokonservatismen, der modsvarer sondringen mellem realisme og neokonservatisme. Det viser vel, at der ikke er den store forskel mellem de to. Man kan ikke frelse hele verden på en gang, men er nødt til at have allierede, også selvom de er dadelværdige.

Som fremhævet af Krauthammer selv, er det bedste eksempel herpå WWII. Før krigen var demokratiet truet af to reelt identiske totalitære systemer: fascismen og kommunismen. Af historiske tilfældigheder kunne demokratierne allierede sig med sidstnævnte mod førstnævnte, da først krigen var kommet. Det lykkedes dermed demokratierne at overleve og slå fascismen, hvorefter kun kampen mod kommunismen stod tilbage, som vi også vandt.

Men den slags mesalliancer har omkostninger: den dag i dag betragter mange kommunismen som en anelse bedre end nazismen og som forenlig med demokratiet. Tilsvarende har vores alliancer med diktaturer i Mellemøsten givet mange arabere det indtryk, at Vesten er ensbetydende med diktatur og undertrykkelse, eller i hvert fald en racistisk ligegyldighed over for folk med anden hudfarve og religion end deres egen. Det er på høje tid at vi viser dem, at det ikke er tilfældet – om det så må ske realistisk eller globalt.

3 thoughts on “Krauthammer on the Neoconservative Convergence

  1. Limagolf

    “Og den såkaldte “modstandsbevægelse” fremstår som stadig mere desperat og isoleret.”?!Det er derfor dødstallet for Amerikanerne og ikke mindst Irakerne stiger støt?Last throes?Man skal have bundet et glas med lykkepiller, hvis man kan se på Irak og hævde at nu er demokratiet bare lige rundt om hjørnet!bevis 1) Israel mod Palæstinenserne – Israel har uendeligt bedre efterretninger (de taler sproget, har stikkere, osv.) og har en langt højere soldater/ befolknings ratio – alligevel er det ikke lykkedes dem at stoppe for den Palæstinensiske terrorbevis 2) Rusland mod Tjetjenien – trods en langt hårdere fremfærd end USA kan tillade sig i Irak (+ intimt kendskab til lokalforholdene) kan Rusland ikke stoppe de Tjetjenske terroristerHvis man tror oprørerne og terroristerne er ved at tabe i Irak… lykkepiller. Mange./Limagolf

    Svar
  2. Mr. Law

    Ah, Limagolf, din gamle Andrew Sullivan wannabe.Nej, lykkepiller er til dem, der kun kan se tingene sort, hvis du forstår, hvad jeg mener.Dine to eksempler passer ganske simpelt ikke med Irak. Brugen af vold har en opbakning i både den palæstinensiske (indtil videre) og tjetjenske befolkning, som ikke findes i den irakiske.I den forstand er oprøret udsigtsløst.I en mere snæver forstand har oprøret derimod udsigt til at lykkes. Det gælder medlemmerne af det tidligere Bathparti, der bruger volden til at forhandle sig til en fremtid. Det lykkes nok for dem, hvad vi ikke bør have noget imod, da mange blot var medlemmer af bekvemmelighedsgrunde. Problemet er de ledere, der har blod på hænderne. Her må begge parter nok besinde sig på nogle vanskelige kompromisser. Det er den proces, vi ser lige nu – hvis man altså vil se den og ikke bare tælle lig.Så nej, Limagolf, jeg tror ikke, at “oprøret” har nogen mulighed for at vinde; de mangler den folkelige opbakning.Men hvis man absolut skal søge efter et negativ udfald, der kan dæmpe samvittigheden over at have været imod befrielsen af Irak, så ville jeg hellere pege på andre negative eksempler, f.eks. Nordirland eller Spanien, hvor IRA og ETA huserer. Her ser man, at små fanatiske grupper i et nationalt mindretal i årevis prøver at myrde sig til en større indflydelse, end deres folkelige opbakning berettiger dem til.Men selv i så fald kan jeg ikke lade være med at være positiv, for en lav intensitets terror som Nordirland og Spanien er langt bedre end Saddams styre.Jeg får ikke brug for dine lykkepiller; behold dem.

    Svar
  3. Mr. Law

    Vi bliver nok ikke enige.Jeg ved godt, at det er fashionabelt at sige, at de allierede gjorde “alt” galt efter invasionen, men lavede de flere og grovere fejl end man kunne forvente? Næppe. Din støtte til krigen var vel ikke begrundet i en forventning om, at der ikke ville ske fejl, vel? Min var ikke.Jeg tror i øvrigt ikke, de fejl, som blev begået, har gjort situationen meget værre.For mig at se, vil demokratiet i Irak vinde, fordi sunnierne er på vej ind i systemet.Tilbage står de religiøse fanatikere. De kan forsinke, men ikke forhindre.Om Irak får et amerikansk eller europæisk demokrati? Jeg havde egentlig højere forventninger, men selv et indisk demokrati vil være et klart fremskridt og med til at skabe den nødvendige udvikling i regionen.For uanset vores uenighed, så tror vi vel begge på, at demokrati ikke kun kan lade sig gøre i Vesten, vel?

    Svar

Leave a Reply to Mr. Law Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.