En kedelig tradition

De fleste politiske partier oplever nu og da at blive marginaliseret. Enten fordi deres ideologiske platform savner almen appel, eller fordi de simpelthen er omgivet af personer, der er kemisk renset for karisma. Britiske Tories har længe befundet sig i sådan tilstand. Den ideologiske profil er ganske kraftløs og de politiske talenter er vanskelige at få øje på. I en sådan situation er det bedste råd nok, at man åbner sig mod omgivelserne og lader lyset trænge ind. Men de britiske konservative vil det anderledes. Partiets 198 parlamentsmedlemmer har således besluttet, at deres fremtidige leder ikke skal vælges af andre end dem selv.

I en klumme i The Times gør William Rees-Mogg stilfærdigt opmærksom på, at dette bestemt ikke er det bedste, der er set siden brød i skiver. Jeg skal ikke trætte med en gengivelse af alle hans fornuftige betragtninger, men kun fremholde følgende iagttagelse:

“Since 1965 MPs have chosen Ted Heath, Margaret Thatcher, John Major, William Hague and Michael Howard as leaders of the Conservative Party. Apart from Margaret Thatcher?s three successive victories, these leaders have won two general elections and lost six. The MPs sacked Margaret Thatcher, their only real winner. For 40 years the MPs have had their way, and it has usually proved to be a mistake”.

Et såre diplomatisk og opbyggeligt ræsonnement, men mon det hjælper?

3 thoughts on “En kedelig tradition

  1. Limagolf

    Hvis ikke MPerne havde fyret Thatcher havde vælgerne det nok, så den er lidt billig.Hvad med en frisk urafstemning?Det er jo så populært for tiden?;-)/Limagolf

    Svar
  2. Anonymous

    Toryernes endeløse dødsdrift, som intet tilsyneladende kan ryste, giver mig lejlighed til at henvise til Roger Scruton. I et interview a propos sin nye bog (Gentle Regrets) — som bl.a. handler om hvordan meningsmagthaverne marginaliserede ham, ødelagde hans universitetskarriere og andre småting — refereres flg:He records the occasion Harold Macmillan addressed the Conservative Philosophy Group that Scruton set up in the 1980s with the late Sir Hugh Fraser and Jonathan Aitken, both at the time Tory MPs. Macmillan reached a climax in his speech, holding the attention of the room as he repeated: “It is important to remember… to remember… I have forgotten what I wanted to say.” Scruton writes: “‘I have forgotten what I wanted to say’ is the true contribution of the Tory Party to the understanding of government in our time.”I samme interview beskriver R.S. vor fremtid som en fremtid af “total viljeløshed, næret af druk og sex og narkotika”, og meget andet godt, fx”There is no weapon in the armoury of nothingness,” he writes, “more lethal than television.” Our values, he thinks, have become hopelessly skewed, leaving us with a society of selfish indulgence in which “the family has become a subversive institution”.”Skal læses:http://enjoyment.independent.co.uk/books/interviews/article296509.eceDavid G.

    Svar
  3. Mikael Bonde Nielsen

    Limagolf, det er ren spekulation om vælgerne havde afsat Thatcher. Vi har før set, at upopulære PM’s kan vinde, når valgdagen oprinder. Og mod Kinnock kunne alt ske. En urafstemning er ikke en garanti for, at et parti vælger en egnet leder. Men det er ofte en garanti for, at de mest håbløse bliver sorteret fra. Jeg plederer altså ikke for et demokratiideal, der hviler på folkeviljen, men alene for en mekanisme, der giver adgang til at eliminere de mest håbløse kandidater. Naturligvis i fuld bevidsthed om, at dette ideal heller ikke er problemfrit i en Publ Choice-mæssig sammenhæng.David, Scruton har sikkert meget at byde på. Men han er ikke den første jeg ville konsultere, hvis jeg skulle finde en ny platform for Torryerne.

    Svar

Leave a Reply to Mikael Bonde NielsenCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.