Det er ikke noget let job at være fængselschef i Den Islamiske Republik Iran. Fængslerne bugner med indsatte, allehånde undergravende og fredsforstyrende elementer, f.eks. den iranske journalist Akbar Ganji, der på fjerde år sidder indespærret for sine kritiske artikler om præstestyret. Præstestyret kan nemlig ikke lide journalister – særligt ikke de kritiske af slagsen – ligesom det af princip er afmålt i forhold til forfattere, videnskabsfolk eller kvinder for at nævne et par af de mest berygtede eksempler – og i løbet af bare fem år har regimet lukket over 100 aviser på grund af “blasfemi” og “fornærmelser” imod styret.

Nu forlyder det, at Akbar Ganji er døden nær efter at have sultestrejket for sin frihed i en måned, og flere personer, herunder den amerikanske præsident, kræver Ganji løsladt. Chefen for Teherans juridiske myndighed slår sig i tøjret. “Vi er ikke ligeglade med Ganjis situation”, forsikrer han, “men hvis vi accepterer hans løsladelse, vil vi ikke længere være i stand til at drive fængslerne”. Og det ville jo være en katastrofe. Manden fortsætter: “Hvad vil folk tro, hvis Ganji siger noget, Bush støtter ham, og vi derefter bøjer os?”. Nej, hverken rart eller opbyggeligt. At blive klogere er at tabe, og at tabe er at dø, vel at mærke uden de 77 ventende jomfruer. Det er i sandhed hårdt at være undertrykker.