Ungarsk post

For nogle uger siden modtog jeg en mail fra en god ven i Bruxelles, der angiveligt skulle pirke lidt til mine forudfattede anskuelser i relation til Europas manglende potentiale og økonomiske råstyrke. I en vedhæftet og tilsyneladende meget faktoid artikel – European Union: Crisis and Renewal – forsøger den ungarske økonomiminister György Matolcsy at styrke den europæiske selvværdsfølelse ved at fremhæve en række områder, hvor Europa er USA og Asien overlegen. Jeg skal ikke trætte med de mange anstrengte eksempler, selv om det nok er en messe værd at gå dem efter i sømmene. Men for at give en fornemmelse af, hvad vi taler om, vil jeg bringe en specifik forekomst:

“Among the 140 largest companies in the world 61 are European, whilst only 50 are American and only 29 are Asian”.

Matolcsy er tydeligvis af den opfattelse, at virksomheders størrelse er et udtryk for, hvor godt regionale økonomier klarer sig i den internationale konkurrence. Det er er jeg ikke, men hvis jeg skulle tage alvorligt fejl, så er det da mere interessant at notere, at der blandt de 10 største virksomheder i verden ikke findes ét eneste kontinentaleuropæisk selskab. De to europæiske selskaber, der figurerer i Top 10 i Forbes Global 2000, er britiske BP og HSBC. Et enkelt japansk selskab får også plads; ellers er resten amerikanske.

Nå, men som sagt mener jeg ikke at denne form for Big is Always Beautiful er synderlig interessant, når man vil sammenligne styrkeforholdet mellem den europæiske og amerikanske økonomi. Derfor vil jeg i stedet henlede opmærksomheden på tre kontante forholdstal, der bør ligge i enhver europæisk politikers baglomme:

Beskæftigelse: Europas beskæftigelsesniveau i 2003 blev nået af amerikanerne i 1978 Indkomster: Europas BNP pr. capita i 2003 blev nået af amerikanerne i 1985 Produktivitet: Europas produktivitetsniveau i 2003 blev nået af amerikanerne i 1989

Er man interesseret i at vide, hvor mange år det vil tage Europa at indhente USA på disse tre parametre ? forudsat at vi i fremtiden gør det 0,5 pct. bedre end vore amerikanske venner ? kan jeg anbefale at man besøger Eurochambres. For så vil man hurtigt erfare, at amerikanerne er lidt bedre til Ungarsk post, end vi europæere.

PS: Hvis man af uforklarlige grunde har en særlig forkærlighed for ungarske sites, vil jeg foreslå at man i stedet konsulterer Budapest Business Journal. Her kan man faktisk finde nogle ganske sunde, liberale og frem for alt kritiske tilgange til tingene.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.