Udenrigsminister Per Stig Møller har altid være omgærdet af en eksempelløs intellektuel stråleglans. Hver gang hans navn bringes i spil sker det med en sikker påmindelse om, at det er en særdeles kundskabsrig herre, vi taler om. Undertiden kan det dog være temmelig vanskeligt at se, hvori hans visdom består. Min sommerlæsning har gjort det sværere.

I 1973 udgav Stig Vendelkjærs forlag Utopi og virkelighed; en bemærkelsesværdig antologi med bidrag fra Søren Krarup, Per Stig Møller og Ebbe Kløvedal Reich. I denne lille samling udvikler Møller nogle ganske forskrækkelige indfald, der i sit rene og skære vanvid både foregriber og overhaler bestselleren Oprør fra midten venstre om. Lad mig blot nævne tvangskollektivisering af privat ejendom, borgerløn, påbud om partnerbytte, etablering af statstrykkeri m.v.

Nuvel, man kan tage fejl og vedkende det på et senere tidspunkt. Derfor var det med en vis forventning, at jeg købte Virkelighed og utopi, der udkom tidligere på året. Heri gives de tre forfattere mulighed for at kommentere de tanker og ideer, de leverede for mere end tredive år siden, og således også mulighed for at lægge afstand til holdninger, som dengang som nu forekommer bindegale. Altså et stykke bekendelseslitteratur, der umiddelbart skulle være til megen gavn for den ældre Møller. Men nej, muligheden forspildes.

Per Stig Møller leverer i stedet et forvrøvlet forsvar for de fleste af profetier, han fremsatte i sin utopi. Og han gør det med en så arrogant indbildning, at man fristes til at konkludere, at han lever i den samme sjælelige osteklokke som Al Gore.

“Jeg forudså den udbredte og individualiserede kommunikation, som siden er kommet med internettet. Alternativet til passiviseringen via tv-mediet var således en ny, frembrydende utopi: “Utopien om medvirken, medværen””.
Da Al Gore hævder at have opfundet internettet, må Møller naturligvis være mere beskeden, men så kan han til gengæld byde ind på andre områder. Inspireret af Georges Soros’ enfoldige kapitalismekritik, som han betragter som en bekræftelse på den kritik, han selv fremførte i 1973, kaster vor litterat sig ud i meget konkrete overvejelser om valutaspekulationens fortrædeligheder og mulige endeligt. Med originalitetens snilde afviser han Tobin-skatten, bl.a. fordi det kræver en global myndighed at fordele skatteprovenuet. Men bemærk og smag så lidt på dette alternativ:”I stedet kunne man i FN via ECOSOC, det økonomiske og sociale råd, skabe regler for valutaoverførsler mellem lande til forhindring af spekulation og hvidvaskning af penge med indbyggede sanktioner mod de lande, der overtræder reglerne”.
Her fødes en kapitalistisk kritikfigur, som landets konservative udenrigsminister giver yderligere næring i umiddelbar forlængelse:

“I 1990’erne oplevede vi ligeledes talrige eksempler på fjendtlige virksomhedsovertagelser, der gjorde “spækhuggerne” rige og arbejderne arbejdsløse, og som kapitlet [i artiklen fra 1973, red] tager afstand fra med ordene: “En mængde menneskers velfærd står på spil, men de rokkers rundt som brikker””.
Hvad bestiller dette menneske i Det konservative Folkeparti? At partiet imellemstunder har været under indflydelse af de mest ubegribelige indskydelser er jo en kendsgerning. Men på et eller andet tidspunkt må man da blive træt af det, som kendere af partiet har døbt Per Stig Møllers negerhytteforedrag. Den intellektuelle aura er væk.