Frihedens forfatning?

Det er–som læserne af Punditokraterne vil vide–sjældent, at jeg er uenig med Wall Street Journals lederskribenter; de er som regel mere indsigtsfulde og mere dybsindige end noget lignende fra hjemlige kanter.

Men nogle gange bliver de bare lidt for … forudsigeligt begejstrede for ting, hvor de–når alt kommer til alt–burde vide bedre, ikke mindst når det gælder Republikanerne og Bush-regeringen.

Et aktuelt eksempel er dagens leder om udkastet til forfatning for Irak, som ventes at komme idag, og som lederen priser i høje toner.

"Iraq's first freely elected government continues to vindicate the belief that the Mideast can be transformed, starting with Saddam Hussein's former tyranny. Its draft constitution, which appears headed for parliamentary approval tonight, reflects a remarkable spirit of compromise–and even enlightenment–among the country's political, ethnic and religious factions."

Faktum er, at de udkast til forfatning, som nærværende punditokrat har set på det seneste, er noget juks.  Punktum.

Klagepunkterne er mange, og her er nogle få:

  • Islam som ikke blot officiel religion men som dét væsentligste retslige grundlag for staten.  (Hvortil WSJ svarer "But in what Western democracy are laws not generally in accord with the Judeo-Christian moral heritage?" Ja, men der er vel en vis forskel på, at noget er "i overenstemmelse med" et religiøst grundlag, og at man så ophøjer selve det religiøse til udgangspunkt for, hvad der legalt og illegalt. "In any case, interpretation of that clause will be up to elected representatives."  Og det skulle gøre os mere trygge …?)
  • Kvinders rettigheder bliver specifikt underordnet religiøse tribunaler–men til gengæld får de reserveret et antal pladser i parlamentet.  Så vi har altså undertrykkelse af kvindernes "negative" rettigheder og så samtidigt en introduktion af positive sær-rettigheder.  Det begynder godt.
  • Føderalisme–men uden en slags subsidaritetsprincip.  Hvilket plejer at betyde centralisering.
  • Indtil videre har de udkast, jeg har set, anerkendt "freedom of worship", d.v.s. retten til at dyrke andre religioner, men faktisk ikke fuld "freedom of religion".  Det sidste indebærer nemlig også retten til at konvertere–hvilket Islamister ønsker straffet med døden.

O.s.v., o.s.v.

Langt bedre end WSJ's leder er en nylig artikel på National Review Online af Williamson Evers (Hoover Institution, Stanford) og min gamle ven Tom Palmer (Cato Institute–som har sin egen personlige blog).

Jeg har faktisk selv skrevet en halv-akademisk artikel om emnet for halvandet år siden, "Blood, Baath and Beyond: The Constitutional Dilemma of Iraq" (i tidsskriftet Public Choice), hvori jeg advarede mod stort set alt det, man nu har gjort.  Men måske den ikke er blevet læst så meget i Irak.  Eller måske den er.

3 thoughts on “Frihedens forfatning?

  1. Søren Hovgaard

    Forfatningen er vel langt fra perfekt, men jeg er enig i WSJs seneste leder i, at det føderale princip er sundt og at delingen af olieindtægterne formentlig vil få flere sunnier til at stemme “ja” – Og så er den i øvrig kort – sammenlign med EU monster af en gang forvrøvlet snik snak

    Svar
  2. Søren Hovgaard

    Enig i, at forfatningen næppe er ideel. på den anden side, og her må jeg give WSJ ret (se seneste leder fra 31/8) – at forfatningen indbygger et sundt føderalt fundament og – at olieindtægterne fordeles efter befolkingstal. Jeg tror man må være lidt pragmatisk i sin lakmusprøve her. At holde sammen på Irak er ikke en triviel øvelse.

    Svar
  3. Peter Kurrild-Klitgaard

    Kære Søren,Tak for dine–som sædvanlig–indsigtsfulde kommentarer.Jeg er bestemt enig i, at forfatningen har et sundt føderalt element–bare ikke nok. Magtdelingen mellem centralregeringen og de lokale enheder er uklare, og næsten al erfaring viser, at uklar føderalisme som regel leder til mere centralisme end først antaget.Jeg er også enig i, at man må være pragmatisk–al forfatningsdesign er i sagens natur forsøg på at få så meget af det, man gerne vil have, som man realistisk kan slippe afsted med. Og selv tilnærmelsesvis “perfekte” forfatninger garanterer ikke, at resultaterne ikke kan blive dårlige. Men når det er sagt, mener jeg, at der er så meget, som man kunne (og burde) have gjort bedre. Skulle man pege på et realpolitisk alternativ, vil jeg sige, at den forfatning, som USA påtvang Tyskland efter 2. verdenskrig, var langt, langt bedre. Og desto mere jeg har læst det nye udkast, desto mere slår det mig, hvor åbenlyst. direkte selvmodsigende mange passager er.Men hvad mener du med, at den er “kort”? I forhold til EU’s forfatningstraktat, ja–men det er min telefonbog næsten også. USA’s kan derimod være på to A4-ark–som dem jeg har hængende på mit kontor.

    Svar

Leave a Reply to Peter Kurrild-Klitgaard Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.