Sejret ad Helvede til?

Her på Punditokraterne får lederne i Wall Street Journal ofte ganske megen opmærksomhed (v/ Herr Kurrild-Klitgaard,  ligesom neo-konservative synspunkter på Irak-krigen vist næppe ligger langt fra Mr. Laws.  Som et pluralistisk medie vil vi også gøre opmærksom på mere traditionelt konservative synspunkter og fora.  Det drejer sig her konkret om The American Conservative, grundlagt i i 2002 af Scott McConnell, Pat Buchanan og Taki Theodoracopulos.  Følgende udsnit af Mission Statement giver et fingerpeg om orienteringen: "So much of what passes for contemporary conservatism is wedded to a kind of radicalism—fantasies of global hegemony, the hubristic notion of America as a universal nation for all the world's peoples, a hyperglobal economy."

The American Conservative har ofte særdeles reflekterede og forfriskende provokerende essays.  Det seneste nummer har et glimrende essay af  Austin Bramwell, "Defining Conservatism Down." Et hovedsynspunkt i essayet er at "American conservatism" (hvori Bramwell også inkluderer en del klassisk-liberale og libertarianske tænkere) havde sine teoretiske heydays i 1950'erne og 1960'erne, men at bidragene siden har været færre og mindre substantielle: "In the 1950s and '60s, James Burnham, Richard Weaver, Leo Strauss, Harry Jaffa, Russell Kirk, Friedrich Hayek, and Willmoore Kendall (among others) were all at the apex of their powers. No figure of similar stature remains."

Paradoksalt nok har faldet i produktion af substantielle nye ideer været ledsaget af en stigning i den almene accept af "konservative" ideer.  I en helt Schumpetersk analyser, hævder Bramwell at fremvæksten af tænketanke, blogs, med videre vel har institutionaliseret konservatismen, men ikke har ikke fremmet nye ideer og synteser, og har skabt en ny generation af ret så konforme konservative intellektuelle: "If they go into academia or the think-tank world, they contribute to research projects long under way; if they go into journalism, they defend an established editorial line. In blogosphere parlance, they become "instapundits," not philosophers."

Situationen er sammenlignelig med den situation som amerikanske "liberals" stod i i 1960'erne: "Intellectual sclerosis … set in. Second-tier intellects such as Arthur Schlesinger and John Kenneth Galbraith … began to take liberal ideology as a given. They proposed not new ways of understanding the world but new ways of advancing liberalism. In the hour of their triumph, liberals became blind to their own ideological shortcomings, which later became all too manifest."   

Når situationen har udviklet sig lignende for højrefløjen, skyldes det en gennemgribende men fundamentalt selvmodsigende konsensus om at de ideologiske first principles reelt er fundet, selvom hver fraktion selvsagt har sine egne (og ved at de andre har det) og det måske for sammenholdets skyld er bedst ikke at være for eksplicit om karakteren af disse. ( Bramwell har i den forbindelse nogle sarkastiske – og langt hen ad vejen rigtige – bemærkninger om den problematiske status af økonomistiske og moralfilosofiske argumenter for libertarianisme, der burde kunne få ikke mindst drengene på Liberator op af stolen). 

Bramwells argument er videre det nærmest Strausske at den konservative elite for længst har indset, hvor problematiske de grundlæggende argumenter egentlig er (og han nævner ikke engang "ikke-aggressions-teoremet" ;-)), og at revitaliseringen af disse foregår i marginale, elitære fora som Critical Review, hos de tekno-skeptiske på The New Atlantis, og blandt "evolutionære konservative" som Steven Sailer.

 

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.