Che som helt

Det er ikke kun Politiken, der gør sig i letbenede kronikker. Berlingske har fået David Trads til at begå en kronik med den usandsynlige titel: Che Guevara er en helt.

Her demonstrerer det venlige menneske (David, ikke Che), hvorfor så mange venstreorienterede har en fortvivlende ringe evne til at genkende – og dermed tage afstand fra – diktatur.

De spørger åbenbart kun: hvad var han imod?

De burde spørge: hvad var han for?

Che var imod undertrykkelse af fattige. Det gør ham til en helt for David Trads og vist flere med ham, ikke bare i Aalborg.

Che ønskede at indføre et kommunistisk diktatur, hvor afvigere, herunder ikke blot politiske konkurrenter og fagforeningsfolk, men også bøsser, musikere og andre “depraverede”, skulle undertrykkes eller dræbes. Det gør ham til et uhyre. Men Trads når aldrig så langt i sin analyse, selvom han udmærket kender til disse forbrydelser og endda nævner dem, for Che kæmpede jo mod grusomme modstandere.

Det er i sig selv tvivlsomt, om man kan undskylde grusomhed med, at man kæmpede mod andre, der var lige så grusomme. Jeg mener, at det kan man, men er opmærksom på det betænkelige heri. Men, men, men. Det forudsætter som det allermindste, at det, man kæmper for, er noget godt.

Berlingske sikrer den fortsatte underholdning ved at lade Lars Hvidberg skrive kronikken i morgen. Han har tidligere taget Che-dyrkelsen under grundig behandling på sin blog, så stå tidligt op og læs avisen.

2 thoughts on “Che som helt

  1. Pelle

    David Trads har skrevet en yderst farlig gang vrøvl, som egentligt hjælper mig lidt til at forstå fascinationen som de venstre intellektuelle har med Ché. For det er jo egentligt for dem at han er håbet og helten. I modsætning til hvad David skriver har han i hvert fald aldrig været en specielt stor helt blandt underklasserne i Latinamerika. Det er den første af de klassiske løgne som efterhånden er blevet til sandheder her i Danmark siden middelklasse ungerne i 60erne begyndte at gentage dem som mantraer. Det passer jo bare ikke. Ché har aldrig gjort noget for de fattige. Hvad han har gjort var at lave sig selv indtil den mest Hollywood venlige version af den velhavende intellektuelle knægt som har tænkt sig at gøre verdenen bedre om verdenen så vil have det eller ej. Jeg tvivler på at der er mange unge intellektuelle her i Danmark, som ikke vågner op om morgenen med en eller anden ide om at blive helte. For det var lige præcis de som Ché ville have. Han var træt af sit kedelige småborgerlige liv og ville ud og se verdenen og gøre den bedre.Hvis du følger propaganda maskinerne i Venezuela og Cuba kan du sagtens finde fattige folk der snakker godt om Ché. Men tager du til friere lande som Panama, den Dominikanske Republik og andre vil de fleste fattigere folk højst sandsynligt sige “Este loco!” (Den idiot). Fordi de ved godt at Ché var intet mere end en anden i en mangfoldig serie af ladrones (røvere) som er kommet myrdende og stjælende igennem Latinamerikas historie.I Latinamerika er Ché i øvrigt mest at finde bland MTV generationen, hvilket er en lille middelklasse subkultur af teenagere som har lært deres engelsk fra Linkin Park videoerne på MTV. Spørg dem om Ché? Så får du nok det samme svar du får blandt teenagerne fra Værløse: “El Ché fue kul”. Han var cool. Så ved vi hvilket niveau dette er på.Meget af hvad David snakker om er baseret på myter. Myter om Latinamerika som jeg selv fik ind med skolemælken i Danmark. Den mest basale myte som former basis i alle de andre er den om de stakkels små indianere og de store stygge oligarker. Hvis man først accepterer denne myte er det lettere at acceptere den fiktive sorte og hvide verden som venstre fløjens myter lægger op omkring.Venstre fløjens helte i Latinamerika er næsten alle overklasse unger. Dette gælder Ché, Fidel, Allende og Daniel Ortega. Chavez er den eneste der kommer fra underklassen. Selvom de ikke rigtigt blev store idoler på venstrefløjen i Danmark var Panamas 2 socialdemokratiske diktatorer Omar Torrijos og Manuel Noriega også fra underklassen. Fælles for de sidste 3 er at de arbejdede sig op gennem hæren for at tage deres positioner. Selvom jeg ikke på nogen måder er fan er Torrijos, gjorde ham og sin små fascistiske nemesis Arnulfo Arias sammen mere for Panama’s fattige end Ché, Fidel, Ortega og Allende nogen sinde gjorde. Den måde han gjorde det på skabte sine egne problemer ikke mindst Noriega, men det er en anden historie. Dette gør at Torrijos er lidt af en folkehelt i Panama.Det skal siges at de 2 mest berygtede fascistiske diktatorer i Latinamerika Batista fra Cuba og Trujillo fra den Dominikanske Republik begge kom fra underklassen og havde lang større opbakning fra underklassen end nogen af venstre fløjens helte. Batista havde faktisk selv indført gratis lægehjælp i Cuba en del år før Fidel og Ché begyndte ødelæggelsen af Cuba. Se http://www.therealcuba.com/. Det lærer man bare ikke i skolen i Danmark.Jeg kunne skrive en hel bog om hvorfor Ché ikke var nogen helt. Men i stedet for at spilde flere pixels på ham vil jeg hellere fokusere på de rigtige helte. Hvis vi nu snakker om hvide middelklasse intellektuelle som os hvide middelklasse danskere kan identificere os med er den største helt af dem alle Hernando de Soto, som gennem sit utrættelige arbejde i Instituto Libertad y Democracia (http://www.ild.org.pe/). Han var set som så farlig af den kommunistiske terror gruppe Sendero Luminoso at de prøvede at myrde ham flere gange. Hvad han har gjort er at arbejde på at fjerne de statslige og juridiske barrierer der traditionelt har holdt folk fattige i Latinamerika. Disse kunstige barrierer som både oligarkerne og kommunisterne gerne vil bibeholde. Men det er igennem ham at man åbner øjnene til de virkelige helte i Latinamerika. Ingen af dem gik på universitetet. De kom alle fra fattige kår. De kan ses hvor som helst på gaderne i Latinamerika, hvor de sælger alt fra frugt til mobil opladere. De arbejder som frisører og taxa chauffører. De arbejder hver dag på at gøre livet bedre for dem og deres familie. Det er folk som Patricia Pineda http://www.diaadia.com.pa/archivo/09052005/gente.html som arbejder hverdag fra 9 til 18 som selvstændig manicurist under en fodgænger bro i Panama City. Det er mænd og kvinder som hende som gennem hårdt arbejde sørger for at deres børn kommer i gymnasiet og gerne videre på universitet. Størstedelen af de fattige i verdenen er ligesom hende, de spørger ikke om hjælp men går bare i gang. Størstedelen af den ikke så lille middelklasse som nu findes i største delen af Latinamerika kommer fra mødre og fædre som hende.Så hold op med denne latterlige helte kult af Ché, da det eneste han nogen sinde har gjort er at få rebelske middelklasse børn i verdenen til at tro at de kan gøre noget for at ændre verdenen.

    Svar
  2. Crass Børsting

    Godt og veldokumenteret indlæg, Pelle! Lars Hvidbergs afmontering af Che-myten i dagens Berlinger (6.9.) er også ganske fortrinlig. Men de mennesker, der dyrker Che, læser hverken det ene eller det andet. De lever i følelsernes verden, og den røde trøje med det skæggede fjæs appellerer til de samme følelser som Josef Stalins grove forbryderfjæs gjorde i 1930erne.Den menneskelige dumhed er nok nogenlunde konstant, men jeg har en forestilling om, at venstrefløjen i Danmark engang har tiltrukket flere intelligente individer end højrefløjen. Helt tilbage til brødrene Brandes, som var skarpe og nytænkende og i opposition til en ret middelmådig, selvtilfreds embedsstand.I dag skal man være idiot, narkoman eller en fuldstændig forstenet 1968er (og de myldrer stadig rundt iblandt os) for at tro på venstrefløjens paroler og dyrke en blodig figur som Ernesto Guevara.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.