Sommerlæsning – post festum III

Det er formentlig kun et fåtal af bøger, der kan tåle at blive læst to gange. Jeg skriver formentlig, fordi jeg kun meget sjældent tager mig tid til at genlæse en bog, selv dem, jeg holder allermest af. At bøger sjældent tåler gensyn, skyldes ikke blot, at de kan være billige paperbacks, der går i stykker, som man læser dem, bøjer dem eller tumler rundt med dem på stranden. Gensynets skuffelse skyldes også, at mange bøger simpelthen ikke tåler gentagelse, dvs. at de ikke holder over tid. Det, der måske imponerede første gang, klarer ikke til et gensyn, hvor man typisk er mere kritisk, ikke mindst fordi man netop er bevidst om, at man læser siderne atter en gang.

Saul Bellow’s roman Humboldt’s Gift (1973) eller Humboldts gave på dansk er en af de få bøger, jeg har læst to gange. Den ene udgave står hjemme i reolen sammen med sin tro følgesvend Philip Roth, en anden af de store amerikanere. Den anden udgave fandt jeg på et loppemarked i Nexø til 10 kr., og da prisen blev forhandlet ned til den halve, var jeg solgt til Bellow – igen.

Saul Bellow, f. 1915, døde tidligere på året, 89 år gammel – stort set uden at danske medier tog notits af det. Hvorfor skulle de også det? Han er jo blot en af de allermest populære forfattere i den angelsaksiske verden, herregud, hvad skal vi kende ham for, når vi har åndsfyrster som Klaus Rifbjerg og Ib Michael?

Alligevel: Saul Bellow kan anbefales. På det kraftigste. Læs ham, når hjertet er tungt, og du trænger til noget at grine ad og med, eller læs ham, når du er på toppen – og mærk suset. Suset fra en ånd, ikke en skønånd som de danske, men en ånd med appetit på verden, de store spørgsmål, de store gåder, menneskets sjæl, udviklet, udfoldet og udtalt af en mand med mange stemmer, som alle er værd at lytte til for deres menneskelighed, herunder svaghed, indbildskhed, storhed, smålighed, intellekt, mod, svigt mm. Brølet og vreden. Naturtro, og alligevel en tak bedre. Som i idéernes verden. Kondenseret.

Jeg har læst Bellow mange forskellige steder: på lokummet på korvetten Peter Tordenskjold. I Toscanas sol. På biblioteket i Edinburgh, da jeg gik død i primærkilderne. På Roskildefestivalen, midt i vrimlen. Og nu også på Bornholm. Men altid berørt, ramt. Sådan skriver en stjerne. Bellow, der bl.a. indhøstede Nobelprisen, Pulitzerprisen og National Book Award tre gange, er rørende uden at være patetisk, dybsindig uden at være dyb – og på højde med læseren uden at være plat. Gammeldags? Ja. Men også moderne. Belæst? Ja, men også beleven.

Bellow er i mine øjne verdens bedst skrivende sociolog. Emnet er det 20. århundredes Chicago, opbruddet, kapitalismen, den produktive klasse, de energiske typer, viljerne, juristerne, digterne, forbryderne, svindlen, konkurrencen på ord, dollars, kompetencer og kommunikation – alt sammen tilsat en solid gang sjælekval og gråd. Han er helt eminent. Også privat, hvor har var gift fem gange, som regel med russiske prinsesser eller noget, der lignede.

Bellow skrev idéromaner, har man sagt. Det er rigtigt, men samtidig et udtryk for, at skuffevis af romaner netop savner en idé, et mål, et postulat. Alle Bellows romaner, i hvert fald de bedste af dem – Humboldts gave, Regnkongen Henderson (1959), Herzog (1964), Seize the Day (1956) og Ravelstein (2000) samt novellerne – er postulater. Deres postulat er, at der findes en sådan verden, som den, romanerne beskriver, og det er lige før, man tror digteren. Det skal man naturligvis ikke – men Bellow er en af de få skønlitterære forfattere, hvis tekster adresserer deres tid og sted uden at blive til journalistik, krønike eller politik. Vi kommer ned i materien, som tilsættes ånd og ramsaltet humor. Der er således noget faktuelt ved Bellow, men det er aldrig tørt eller tamt. Hør f.eks. de første linjer i romanen The Adventures of Augie March (1953), hvor hovedpersonen, der på en måde altid er Bellow selv, beskriver sit ståsted:

“I am an American, Chicago born – Chicago, that somber city – and go at things as I have taught myself, free-style, and will make record in my own way: first to knock, first admitted: sometimes an innocent knock, sometimes not so innocent.”

Mest ikke så uskyldig, får man lyst til at tilføje. For Bellows skikkelser har mange jern i ilden, mange tanker, mange følelser, meget at berette.

Og hvad handler Humboldts gave så om?

Det røber jeg ikke. Læs ham selv. Hvis ikke nu, så næste sommer.

Her er, hvad en række beundrere har sagt om Saul Bellow:

“The backbone of 20th-century American literature has been provided by two novelists: William Faulkner and Saul Bellow. Together they are the Melville, Hawthorne, and Twain of the 20th century. Bellow’s special appeal is that in his characteristically American way he has managed brilliantly to close the gap between Thomas Mann and Damon Runyon.” – Philip Roth

“[Bellow’s] pre-eminence rests not on sales figures and honorary degrees, not on rosettes and sashes, but on incontestable legitimacy. To hold otherwise is to waste your breath. Bellow sees more than we see – sees, hears, smells, tastes, touches… Bellow will emerge as the supreme American novelist. The only American who gives Bellow any serious trouble is Henry James.” – Martin Amis

“Saul Bellow [was] a philosophical novelist… Herzog, for instance, is a wonderful novel because it thinks about European culture.” – AS Byatt

“Saul Bellow [was] a philosophical novelist… Herzog, for instance, is a wonderful novel because it thinks about European culture.” – AS Byatt “Bellow is a humanist, and his attempt to sustain the humanism that has always been associated with the classic seriousness and worth of fiction is one part of his power. But he is also the writer writing of a post-humanist world: the world of survivors, after Auschwitz.” – Malcolm Bradbury

“What he did was create a new American idiom, what he did was infuse the native American idiom with his own Jewish, Western European inflection. He always said he was a writer first, an American second and Jewish third. But all three were elements of his genius.” – James Atlas, Bellows biograf.

2 thoughts on “Sommerlæsning – post festum III

  1. Bent Mathiasen Pedersen

    Ved et tilfælde faldt jeg over Saul Bellows ” Herzog” her nede i Spanien. Jeg er flov over ikke tidligere at være opmærksom på denne fremragende forfatter. Jeg vil gøre meget for også at få fat i Humboldts Gave.Jamen han er jo så tankerig, at man ikke fatter, at et sådant menneske findes. Han forklarer selv, at han som barn startede med at læse Untergang des Abendlandes.Men hans evne til at sammenfatte, hvad han har læst livet igennem, og give det en personlig vinkel,forklarer at han var en værdig modtager af Nobelprisenbent m. pedersen

    Svar

Leave a Reply to Crass BørstingCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.