Samfundsvidenskabelig kanon?

Skønt denne punditokrat nærer en vis skepsis overfor de grasserende kanon-projekter, faldt han alligevel for fristelsen til at reagere på en henvendelse fra DJØF-bladet (sendt til en række danske samfundsvidenskabelige professorer) om at angive maximalt et dusin værker der tilsammen kan siges at udgøre en samfundsvidenskabelig kanon.

Her er så det bud som jeg uden alt for stor refleksion returnerede til DJØF-bladet.

"Thomas Hobbes. 1651. Leviathan.  Ideen om naturtilstanden som et generaliseret prisoners' dilemma-spil; den sociale kontrakt; egeninteresseret adfærd.

David Hume. 1750'erne. Essays: Moral, Political and Literary.  Proppet med geniale indsigter i ejendomsrettigheder, pengepolitik, sammenhængen mellem økonomiog etik, og meget andet.

Adam Smith. 1776. The Wealth of Nations.  Rodet og overvurderet (særligt ifht The Theory of Moral Sentiments), men dens status er jo ikke til at komme uden om.

Joseph A. Schumpeter. 1943. Capitalism, Socialism and Democracy.  Sprængfyldt af anderledes, skæve og innovative (!) bidrag til samfundsteori.  Går på tværs af etablerede disciplinære skel.

Friedrich Hayek. 1948. Individualism and Economic Order. Fundamentale indsigter i samfundets vidensdeling, og hvad de betyder for institutioner og økonomiske systemer.

Paul Samuelson 1948 Foundations of Economic Analysis   — Fuldstændig
retningsgivende for den udvikling moderne økonomisk teori har taget – på godt og ondt!

James March and Herbert A Simon 1958. Organization.  – Dét centrale bidrag til al teori om al administration og organisationer. Alle senere arbejder i organisationsteori har fundamentalt været variationer over denne bog.

Ronald H.Coase. 1960. "The Problem of Social Cost."  Journal of Law and Economics.  Det klassiske statement af en af de mest centrale resultater samfundsvidenskaberne: Coase-teoremet (efter min personlige mening: Dét centrale resultat).

James Buchanan and Gordon Tullock. 1962. The Calculus of Consent.   Bruddet med ideen om at politikere og bureaukrater har altruistiske præferencer. Et centralt bidrag til økonomisk analyse af konstitutioner.

Milton Friedman. 1968. "The Role of Monetary Policy," American Economic Review Centralt statement af monetarismen.  Fuldstændig retningsgivende for den økonomiske politik fra midt i 1970'erne.

James Coleman. 1990. Foundations of Social Theory.  Et af de få moderne eksempler på en "treatise."  Rational choice-sociologiens hovedværk. Går dog på tværs af disciplinære skel.  Pædagogisk og samtidig innovativ."

Mine kriterier?  Tjaa. En blanding af hvad jeg kan lide (Hume), hvad der uomtvisteligt har været indflydelsesrigt (men som jeg muligvis ikke bryder mig om — Samuelson) eller begge (Coase). 

Nogle jeg indlysende har glemt?  Mises' Human Action? Hmmm, måske.  Foucault? Shut it, pomos.  Max Weber?  Meget muligt.

 

16 Kommentarer

  1. En spændende liste, men jeg har lige et spørgsmål: Hvad i alverden er “Coase-teoremet”?

  2. Prøv at google “Coase Theorem.”

  3. Hmmm … jeg fik ikke nogen forespørgsel. Ydmyge lektorer er tilsyneladende ikke kanon-føde(re).Hvis jeg skulle liste A) samfundsvidenskabelige klassikere (“store og indflydelsesrige”), men som samtidigt B) var nogen, jeg kunne lide, ville ret mange af dem, der ellers naturligt ville falde ind under A), falde bort. Marx og Rousseau for nu at nævne nogle oplagte.Hvad ville der være tilbage? Faktisk ret mange af Foss’–måske ikke til nogens væsentlige overraskelse.Lad os se:- Thomas Hobbes. 1651. Leviathan. OK.- David Hume. 1750’erne. Essays: Moral, Political and Literary. OK.- Adam Smith. 1776. The Wealth of Nations. OK, men med Foss’ reservation.- Joseph A. Schumpeter. 1943. Capitalism, Socialism and Democracy. OK.- Ronald H.Coase. 1960. “The Problem of Social Cost.” OK.- James Buchanan & Gordon Tullock. 1962. The Calculus of Consent. Oohh, yeah, baby!- James Coleman. 1990. Foundations of Social Theory. OK.Hvad med resten?- Friedrich Hayek. 1948. Individualism and Economic Order. Hmm. Fremragende bog, men for mig må det–hvis der skal være noget af Hayek–være en af de nedenstående.- Paul Samuelson 1948 Foundations of Economic Analysis. Falder for kriterium B.- James March and Herbert A Simon 1958. Organization. Falder formodentlig for kriterium B (samt den detalje, at jeg ikke har læst den).- Milton Friedman. 1968. “The Role of Monetary Policy,” American Economic Review. Onkel Milton burde være med et sted, men jeg har ikke læst denne.Hvad er så min Ersatz? Nok nogle af disse:- John Locke: “Two Treatises of Government”–eller helt bestemt: “On Government” (altså nr. 2 af de to).- James Madison m.fl. “The Federalist Papers” (1787): et historisk enestående forsøg på at ræsonnere sig frem til det optimale design af en forfatning. Kunne–bortset fra sproget–være skrevet i går.- enten Anthony Downs’ “An Economic Theory of Democracy” (1957) eller Mancur Olsons “The Logic of Collective Action” (1965). Begge var banebrydende for at introducere brugen af økonomiske aktør-modeller til ikke-økonomiske områder–måske endda mere end Buchanan & Tullock.- et eller andet af Hayek: “The Road to Serfdom” (1944), som klassikeren, der forandrede manges liv, eller “Law, Legislation and Liberty” (1973ff) som højdepunktet af en karriere.- et eller andet af Friedman, enten hans “Essay on Positive Methodology”, fordi det er så indflydelsesrigt og på samme tid er filosofisk absurd og praktisk snusfornuftigt … eller i en helt anden boldgade “Capitalism and Freedom” (1962) eller “Free to Choose” (1980), fordi de var så modige.- William H. Riker: “Liberalism Against Populism” (1982). Et af de mest betydningsfulde værker i nyere demokratisk teori og en isbryder for introduktionen af social choice-teori til politologer.Til Lars Hvidberg: Første dag, jeg ankom på campus som studerende i USA i 1992, så jeg en studerende med en t-shirt med denne tekst på henholdsvis for- og bagside: “Why Did I Choose Columbia Law?” “Because My Life Had No Meaning Without the Coase Theorem”.

  4. David: Opgaven lød på at identificere en kanon indenfor samfundsVIDENSKAB — ikke indenfor samfundsTÆNKNING. Hvis det sidste havde været tilfældet havde jeg givetvis taget flere af dine forslag med. Augustin eller Rousseau kan vist ikke siges at have ydet bidrag til samfundsvidenskab i nogen meningsfuld forstand. Jeg mener — nok ligesom Kurrild — at samfundsvidenskab begynder med Hobbes (fx kontrafaktisk ræsonneren, explicitte antagelser, etc.).Mht. Coase-T: Jo, forsåvidt er det jo bare en konsekvens af at tænke systematisk over hvad bytte er og implicerer. Så på et tilstrækkelig højt abstraktionsniveau er det da rigtigt at det selvfølgelig “også er i Aristoteles.” Men det tog altså Coase en hel eftermiddag at overbevise Stigler, Friedman, Director, Yeager og mange andre super-intellekter om rigtigheden af Coase-teoremet den gang i 1960 😉

  5. Christian Bjørnskov

    8. september 2005 at 03:04

    Hvis jeg skulle risikere et bud på et værk, som jeg mener er overset her – og det er et nyere stykke arbejde! – måtte det blive Robert Barro’s “Economic Growth in a Cross-Section of Countries” (Quarterly Journal of Economics 1991). Barro’s artikel brød med årtiers futil diskussion af hvordan man ‘skaber’ vækst og hvor den kommer fra, og viste vejen for den empiriske vækstforskning. Selvom det ikke er bredt kendt udenfor økonomkredse, har den i enorm grad skåret igennem en masse diskussioner og fået lande og internationale institutioner til at gennemtænke deres strategier. Er det god videnskab? Ja. Har det haft konkret indflydelse? Ja, bestemt!

  6. Jeg synes også at Barros artikel — eller rettere: serie af relaterede artikler — rykker. Men kan man ikke sige at det er særdeles data-drevet videnskab, og at der på teoretiske/konceptuelle niveau måske ikke er så super-meget nyt i hvad Barro siger? Er det nok til at komme med i kanonen? Skulle vi så ikke snarere overveje Romer eller Lucas?

  7. Christian Bjørnskov

    8. september 2005 at 04:55

    Pointen er vel netop, at det er datadrevet videnskab. Før Barro kunne folk argumentere for alskens teori, inklusive Romer og Lucas, men også en lang række mystifistiske teoretiske modeller der ‘viste’, at regeringsindblanding var godt. Barro er et konkret metodisk bidrag til at cut through the crap. Derfor ville det komme med på min liste.

  8. Tjaaa, folk kan vel stadig “argumentere for alskens teori” efter Barro. Jeg har da hørt udtrykket “fup-regressioner” brugt om hans arbejder fra folk hvis videnskabelige ædruelighed jeg ikke har grund til at betvivle (dermed ikke sagt at jeg er enig med dem). Empiriske arbejder er sjældent fuldstændig definitive (Duhem-Quine-tesen etc). Og med al respekt for empirisk arbejde á la Barros, er det sjældent dem der definerer nye forskningsprogrammer eller videnskabelige gennembrud. Empiri spiller selvfølgelig en rolle for disse, men det er nok ifbm. at antyde nye hypoteser eller resultater (eks.: Coase 1960 er delvis inspireret af Coases arbejde med allokeringen af frekvenser).

  9. Hvad? Kun engelsktalende forfattere? Ingen Platon? Ingen Aristoteles? Ingen Cicero? Ingen Augustin? Ingen Thomas Aquinas? Ingen Montesquieu, Rousseau, Hegel, Tocqueville? Artikler, som vil være glemt om 100 år, er ikke klassikere for andre end denne og måske næste generation af fageksperter.Godt med Hobbes og Locke, men de sprang jo ikke fuldt udrustet af Zeus’ pande; de talte til og om deres historiske situation og de almenmenneskelige erfaringer, de mente at have gjort. Uden Aristoteles og Augustin, uden kristendom, uden kirke-stat dualiteten, uden 1000 års europæisk samfunds- og kulturudvikling giver hverken bistre Thomas eller muntre John nogen mening. Starter man med dem, amputerer man forståelsen, men det er måske også samfundsvidenskabernes misere idag.Coase — måske. Selvom Coase teoremet forekommer mig at være en eksemplificering af en antropologisk grunderkendelse om gensidighed i menneskelig adfærd, som man finder hos de fleste store filosoffer, herunder Aristoteles. (Og fornemt udviklet af Jean Baechler i 1. bind af _Le capitalisme_). Men måske er jeg ikke økonom nok til at forstå, hvor originalt det er (en anden mulighed er, at økonomer ikke har læst klassikerne og derfor tror, Coase opdagede noget nyt. Det betyder ikke, at jeg ikke synes, teoremet er meget udsagnskraftigt, selvom jeg stadig ikke forstår, hvad der menes med, at transaktionsomkostninger er nul).Ellers tak for henvisningen til Barro, som jeg bliver nødt til at læse. Siger han noget om vækst, som Eric Jones, Joel Mokyr, Nathan Rosenberg, Doug North, Jean Baechler og alle de andre ikke har sagt? We shall see.David G.

  10. Jeg er nok enig med Foss m.h.t. Barro. Jeg kan som regel pokkers godt lide mandens empiriske resultater (og hans mere populære skriverier er fine), og den nævnte artikel er i disse år en af dem, jeg selv citerer mest. Men ligesom Foss mener jeg, at Barros ateoretiske bidrag gør, at de næppe vil blive husket meget længere end den næste avancerede statistiske teknik eller den næste megastore datasamling. (Ups. Det lød lidt nedsættende–det var sådan set ikke meningen. Blot et udtryk for min tiltro til langtidsholdbarheden af resultaterne.)Hobbes og Locke på skuldrene af andre? Uden tvivl–og alle står de på skuldrene af Aristoteles. Men hvis jeg som samfundsforsker kun har “10 skud i bøssen”, er det næppe mange før Hobbes, der kommer på min liste (hvilket på ingen måde betyder, at jeg synes, at de er dårlige; der er endnu flere _efter_ Hobbes/Locke, som ikke kommer på …).Nogle ikke-engelsksprogede? Foss nævnte jo Weber–mon ikke “Wirtschaft und Gesellschaft” ville være på sin plads? Takket være mennesker som Otto B-P og Foss ville en anden af mine tysk-sprogede klassikere være Carl Mengers “Untersuchungen …” (1883), som i den grad ændrede mit syn på mange metodiske spørgsmål (men jeg læste den altså på engelsk ;-).

  11. Hvor er Bastiat (som samtidig vil stille de frankofile tilfreds)? “Hvad man ser og hvad man ikke ser” – eller “Loven” må da være musts (især den første).

  12. Bræstrup: Al respekt for Bastiat — men igen: Dette handler om en kanon indenfor samfundsvidenskab og Bastiat var fundamentalt en FORMIDLER, og har slet ikke præsteret egne bidrag der berettiger ham til at blive inkluderet her.

  13. Hvor er Keynes’ General Theory? Det kan undre at den helt er udeladt, taget i betragtning den store indflydelse manden har haft, om man så er enig i hans konklusioner eller ej…

  14. Christian Bjørnskov

    13. januar 2006 at 11:11

    Man kunne måske tage Keynes med, men i så fald måtte det være som det store skræmmende eksempel på et usandsynligt politisk indflydelsesrigt værk, der ikke desto mindre har store problemer. Man kan for eksempel minde om, at Hayek blev spurgt om han ville anmelde Keynes’ bog. Han læste den og svarede derefter nej – Hayek mente ikke, at nogen ville tage den alvorligt, så store fejl og mangler så han i den. Ikke desto mindre er det traditionel Keynesiansk politik, som politikere i stort set alle lande forstår sig på. Så hvis man mener, at politikere generelt gennem de sidste 50 år har ført fornuftig, rationel økonomisk politik, så…

  15. Nu skriver Nicolai Foss selv ovenfor, at hans liste indeholder ting som har været indflydelsesrige, men som han ikke bryder sig om (Samuelson). At se helt bort fra Keynes mener jeg er en fejl. Især når man påtænker, hvor stor indflydelse hans tanker har haft på bla. neo-keynesianere (Mankiw, Taylor, Stiglitz, Blanchard et al.).

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑