Er 11/9 og Katrina virkeligt ”det samme”?

Det var i går fire år siden, at min hustru og jeg–—som bosiddende på Perry Street i West Village, NYC—–oplevede 11/9 på om end ikke 1. parket så dog tilnærmelsesvis.  Og mens vi nok var i sikkerhed, og kun var indenfor den afspærrede zone i en uges tid, så boede vi dog så tæt på WTC, at vi de næste 2-2 ½ måned dagligt kunne lugte røgen fra stedet—–hvis vi i øvrigt lige skulle have glemt, at udsigten også var blevet lavet radikalt om, og at vi havde nære venner, der næsten blev dræbt.

Måske er det derfor, at jeg tager det lidt personligt—–og bliver noget olm–—når folk, som mange har gjort de seneste dage, lidt kækt påstår, at 11/9 og efterdønningerne af Katrina nærmest er fænomener på lige fod.  Altså noget i retning af, “jo, jo, terroristerne var skyld i angrebet, men det er jo Bush [eller amerikanerne selv], som er skyld i Katrina-tragedien”.  Pudsigt nok har jeg på fornemmelsen, at det ofte er samme type mennesker, der har travlt med at frikende 11/9-terroristerne for nogen form for ansvar.  “Vi/Vesten/USA/Bush var jo selv ude om det!” “Hvad andet kunne de gøre?” o.s.v.  (Jf. f.eks., hvad den dansk-amerikanske musiker Billy Cross sagde til organet for det stalinistiske DKP/ML for to år siden.)

Men som jeg nævnte i en anden post for nylig, så må der efter min mening, først og sidst, være ét væsentligt spørgsmål at holde sig for øje: Er en tragedie resultatet af bevidst valgte mål og rationelt valgte midler i forhold til samme?  Eller er det noget, som nok er resultatet af “human action, but not of human design”?

I det første tilfælde burde det være let for alle at placere skylden.  I det andet bliver det lidt mere mudret.

Nuvel, x antal døde er x antal døde, uanset årsagen.  Men der er et stykke fra dén faktuelle erkendelse og så til at sige—som Naja Munthe gjorde for fire år siden–—at det ikke var værd at græde snot over nogle tusinde amerikanere, når nu der dør mange af sult hver eneste dag.  I det ene tilfælde er der tale om overlagt mord—–i det andet om en tragisk blanding af naturkatastrofer, perverse incitamenter, forsømmelighed og ligegyldighed.

Siger man, at “det er ét fedt”, og kan man ikke kende forskel på f.eks. Katrinas ofre og 11/9-terroristernes ofre, så kan man heller ikke kende forskel på et overlagt mord, et uagtsomt drab, et uheld og et naturligt dødsfald.  Og så er vi for alvor fanget i den totale relativismes frakendelse af enhver forbindelse mellem skyld og ansvar.  Så er alt bare “det samme”, alle er medskyldige og ingen er ansvarlige.

1 Kommentar

  1. G. Christiansen

    12. september 2005 at 02:38

    Katrina er såmænd blot åbningen af endnu en angrebsflanke i den aktuelle antiamerikanisme. Selv Berlingske er i stor stil hoppet med på vognen i de seneste dage. Så meget for den borgerlige presse!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2020 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑