Globale Utopier

I den seneste tid er vi nærmest konstant blevet bombarderet med påmindelser om de gode intentioner og flotte målsætninger, som verdens politiske ledere, internationale organisationer, mere eller mindre celebre udviklingseksperter og selvbestaltede verdensfrelsere (inkl. naturligvis ham her) har m.h.t. at udrydde global fattigdom og underudvikling. Blandt de midler, vi i den rige verden tilsyneladende bare skal anvende for at leve op til disse målsætninger, er gældsfrigivelse til de mest gældsplagede fattige lande og en fordobling (eller mere) af de rige landes bistand til de fattige lande. Det lyder jo som en overkommelig opgave, ikk’? Som tilmed har den effekt, at verdens fattigdom og elendighed bliver udryddet i løbet af en generation eller så – hvis altså vi skal tro udviklingsutopisterne. Men men men…. er der nu også grund til virkeligt at tro, vi kan omfordele os ud af verdens fattigdomsproblemer? I et indlæg (kan findes her og her) i den seneste udgave af Foreign Policy advarer den amerikanske økonom William Easterly kraftigt imod troen på, at utopiske politiske og bureaukratiske planer kan løse verdens fattigdomsproblemer.

“Indeed, we have seen the failure of what was already a “big push” of foreign aid to Africa. After 43 years and $568 billion (in 2003 dollars) in foreign aid to the continent, Africa remains trapped in economic stagnation…”

Givet disse erfaringer er spørgsmålet: Hvis øget ulandsbistand er et så fremragende middel til at udrydde fattigdom og give fattige lande et stort skub i den rigtige retning, hvorfor har det så ikke virket efter hensigten indtil nu?  Som Easterly skriver – og modsat af hvad Bono, Bob Geldof, Tony Blair, Jeff Sachs og andre måtte mene – så tyder erfaringen indtil nu på, at økonomisk omfordeling ikke fører til udryddelsen af global fattigdom. Men hvorfor så det?

“With all the political and popular support for such ambitious programs, why then do comprehensive packages almost always fail to accomplish much good…?”

Svaret er – det for nogle af os ikke så overraskende: “They get the political and economic incentives all wrong”. Eller som Easterly (med reference til Steven Landsburg) formulerer det i sin fremragende bog “The Elusive Quest for Growth“: “People respond to incentives; all the rest is commentary”. Blandt de konkrete incitamentsproblemer i bistandspolitikken er, at ingen organisation har et konkret individuelt ansvar for at føre de gode intentioner ud i livet; ansvaret er kollektiviseret. Og som Easterly skriver:

“Collective responsibility for world goals work about as well as collective farms in agriculture, and for the same reason. To make things worse, utopian-driven aid packages have so many goals that it weakens the accountability and probability of meeting any one goal.”

Hvilke konsekvenser har det for UNDP eller andre organisationer i godhedsindustrien, hvis de såkaldte “Millennium Development Goals” ikke bliver opfyldt? Formentlig ingen – whatsoever…! Og af hvilken konsekvens er det for Blair, Brown og andre vestlige politikere, hvis ikke målene opnås? Igen har det ingen konsekvenser; folk fra fattige lande har som bekendt ikke stemmeret i vesten, og kan ikke straffe velmenende vestlige politikere for ikke at levere varen.

Men lad os så kigge på, hvordan tingene fungerer i den del af verden, der er beriget med økonomisk velstand. Også her leverer Easterly en indsigtsfuld (og ret underholdende) analyse:

“The various needs of the rich are met easily enough by a system of decentralized markets and democracy which utilize feedback from the customers and accountability of the suppliers. Rich middle-aged men can buy Rogaine to grow hair on their heads, while women can buy Nair to get rid of hair on their legs. No Millennium Development Goal on Body Hair was necessary. The Rogaine and Nair corporations are accountable to their customers for satisfaction. If the customers don’t care for the products, the corporations go out of business… Similarly, men and women in wealthy countries can complain to democratically accountable bureaucrats and politicians if garbage collectors do not pick up their discarded Rogaine and Nair bottles”.

Pointen:

“The problems of the poor nations have deep institutional roots at home, where markets don’t work well and politicians and civil servants aren’t accountable to their citizens. That makes utopian plans even more starry-eyed, as the “big push” must ultimately rely on dysfunctional local institutions.”

En ting er altså gode intentioner, flotte taler og ærværdige planer. Problemet er blot, at de dels ikke tackler de “Principal-Agent” problemer, der opstår i forbindelse med ulandsbistand og dels, at de ikke tackler de underliggende institutionelle årsager til fattigdom og økonomisk stagnation. Hvis målet er at udrydde fattigdom og skabe økonomisk vækst, er frie markeder, sikre og velbeskyttede private ejendomsrettigheder og en dosis demokrati uden tvivl en bedre løsning.

3 Kommentarer

  1. Christian Bjørnskov

    19. september 2005 at 04:40

    Et glimrende indlæg! Spørgsmålet er blot, hvordan man kommer igennem til medierne, der hellere vil skrive om, hvor synd det er for folk i Niger end hvad vi reelt kan gøre. Og hvad er ‘reelt’ andet end at danskere og andre køber aflad for det, de tror er deres synd: At være rigere end de fattige? Ulandsbistand er et fabelagtigt eksempel på, hvordan gode intentioner kan skabe alle de forkerte incitamenter og underminere de rigtige politikker. Men det kan ikke lade sig gøre at sige højt i debatten, at vi skal reducere bistanden for at hjælpe de fattige. Godhedsindustrien har uforvarende placeret os andre i en catch 22. Man kan vel ikke andet end græmme sig i frustration.

  2. Der er håb om i det mindste at forbedre den almindelige oplysning, når Martin Paldam i Information (!!) på sin jævne danske facon og på grundlag af omfattende studier kan fremføre de samme elementære betragtninger som Easterly om, at ulandsbistanden har været spild af penge eller endog skadelig.Den har, som Paldam allerede i 97 sagde, været en “altruismens økonomi”, altruisme her lidt kynisk defineret som bistandskulturens (embedsmænd, politikere, medier, akademikere) behov for at føle sig god, parret med en god dosis antikapitalistisk had og revolutionære tilbøjeligheder, altsammen udlevet for andres regning; regning til de rige landes borgere: XXX 00 milliarder, til de fattiges: tyranni, korruption, Mugabe, Nyerere osv osv.Når Easterly siger, at men and women in wealthy countries can complain to democratically accountable bureaucrats and politicians if garbage collectors do not pick up their discarded Rogaine and Nair bottles, gælder det næppe helt. Man kan klage, selv i Danmark, men systemet har ikke den fjerneste interesse i at forbedre sin service.Ellers har han og Paldam naturligvis ret. At disse ting overrasker eller chokerer nogen — det er det forbløffende.David G.

  3. Spændende artikel af Easterly – han har fat i nogle rigtig interessante ideer. Han taler imod alle “utopister” der tror, at komplekse problemer kan løses med et snuptag – folk der lover mere end de kan holde. Dette kæder han sammen med den nuværende amerikanske regerings selvhøjtidelige tro på, at de kan udbrede frihed i hele verden, hvilket efter min mening er en utrolig rammende beskrivelse. Når Bush ved tiltrædelsen af sin anden embedsperiode udtaler: “America, in this young century, proclaims liberty throughout all the world, and to all the inhabitants thereof” vil enhver realist nok trække på smilebåndet. Et sådan projekt er simpelthen ude af trit med virkeligheden og må derfor helt retmæssigt betegnes som utopisk.MEN – at smide samme etiket på de 8 Millenium Devolopment Goals (MDG), som Easterly gør, er ikke nødvendigvis helt rigtigt i mine øjne. Slutningen er ikke helt ved siden af, da der ofte i bistandsmiljøet og specielt blandt celebre fortalere for fattigdomsbekæmpelse (Geldorf mv) er en tendens til at give et indtryk af, at det bare er spørgsmål om en pose penge og så er verdens store fattigdomsproblemer afskaffet. Naturligvis er dette ikke sandt.Men hvis man ser nærmere på MDG’erne er det dog langtfra det der er budskabet. MDG’erne har fra starten af været meget ambitiøse mål – men de er ikke uopnåelige og det er derfor forkert af Easterly at dømme dem utopiske. For det første er der ikke tale om en total løsning af fattigdomsproblemet – det nok mest ambitiøse mål er, at den ekstreme fattigdom (folk der lever for under én dollar om dagen) skal halveres inden 2015. Der vil altså stadigvæk være en kæmpe gruppe, som ikke kommer over denne fattigdomsgrænse, samtidig med, at man kan diskutere, om man udrydder fattigdom ved at sikre, at folk lever for 1 ½ eller 2 dollars om dagen. For det andet er målene ikke et grebet ud af den blå luft, men baseret på økonomiske analyser der viser, at hvis der bakkes op om dem, vil de også kunne nås. Og at tro, at det er spørgsmål om, at der blot skal gives en ekstra pose penge er igen en misforståelse. I følge mål 8 i MDG’erne skal opnåelsen af de 7 andre mål ske gennem gældslettelse, retfærdige handelsregler og øget bistand. Det er altså ikke kun et spørgsmål om, at vi skal bygge brønde og uddele vacciner men ligeså meget at skabe nationer der kan klare sig selv på sigt ved at frigøre de offentlige budgetter for den byrde det er at betale af på de kæmpe gældsummer, samtidig med, at udviklingslandene får adgang til vestlige markeder, til gavn for både os og dem. Diskussioner på sider som denne fokuserer altid ensidigt på, at fattigdomsbekæmpelse kun handler flere penge. Det er forsimplende og skadende for debatten – for det er simpelthen forkert! Men eftersom det synes at være umuligt at diskutere fattigdomsbekæmpelse med liberale uden at tale bistand, vil jeg lige give et par ord med til den noget ensidige diskussion på siden her. Paldam har påpeget, at bistand kun har haft en meget lille positiv effekt i ulandene. Der er ikke plads til at tage en længere diskussion af Paldams arbejde her, men der er efter min mening en række problemer i hans konklusion. Hovedsagen er, at bistand, ikke i alle, men i mange tilfælde rent faktisk virker. Easterly fremhæver selv i artiklen, at bistand i nogle tilfælde har haft en meget positiv virkning (s.63-64). Det er derfor ikke et spørgsmål om at bistand pr. definition er uden effekt – eller direkte ødelæggende, som synes at være holdningen på denne side – men snarere et spørgsmål om at give bistand på den rigtige måde, noget som man efterhånden er ved at være god til, ikke mindst i Danmark.At en ærkeliberal tilgang til udvikling ikke er vejen frem bør også være forholdsvist klart for alle der har kendskab til IMF og Verdensbankens indflydelse i udviklingslandene. Easterly pointerer selv dette: ”We have already seen the failure of utopian packages in the last two decades: The failure of “shock therapy” to convert the former Soviet Union from communism to capitalism and the failure of IMF/World Bank “structural adjustment” to transform nations in Africa, the Middle East and Latin America into free-market paragons. All of these regions have suffered from poor economic growth since utopian efforts began” (s. 61). I forhold til Paldams analyser giver dette citat også en interessant alternativ forklaring på den manglende vækst i ulandene, men det er en anden diskussion som jeg er villig til at tage en anden gang. Pointen fra min side er, at det ikke er nok at kræve åbne markedsøkonomier og tro at alting klarer sig på magisk vis. Netop i forbindelse med fattigdomsbekæmpelse kan den offentlige sektor spille en aktiv og relevant rolle – noget som ikke er vel hørt på sider som denne, men ikke desto mindre virker indlysende. Jeg benægter ikke de negative virkninger det har, at lade det offentlige få en stærk rolle, men jeg mener det er ude af proportioner at tro, at det er direkte ødelæggende for samfundet at lade det offentlige varetage så centrale områder som udannelse, hospitaler osv. – for mig at se vil disse opgaver blive varetaget langt bedre end af det private. Jeg er meget interesseret i at høre, hvordan folk på denne side mener, at det private kunne løse disse opgaver bedre – vel at mærke for befolkninger der reelt ikke kan betale noget for disse ydelser?Hvis 2015-målene nås og situationen i ulandene derved forbedres markant er der grobund for de ting Stanislaw efterlyser – demokrati kommer ikke udefra men kommer først når folk når et vist uddannelsesniveau (omfattet i mål 2 i MDG) og samtidig opnår et vist overskud, dvs. ikke skal bruge alle kræfter på overveje, hvordan man skal overleve den kommende uge (mål 1-7). Derfor er 2015-målene så vigtige, og derfor bør alle – liberale som venstreorienterede – bakke op om dem.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑