Om Trads, Cuba & juhu-liberalisme

Informations fhv. chefredaktør, David Trads, havde 16.9. et læserbrev i Berlingske, hvori han skarpt kritiserede min kronik fra søndagen før (og som jeg også omtalte her på stedet).  Her er først et uddrag af, hvad han skrev, og derefter mit svar:

“De nuancer, som jeg forsøgte at bringe ind, prellede selvfølgelig af på Peter Kurrild-Klitgaard, der tilhører den gruppe af mennesker, der mener, at liberalisme og kapitalisme alene er nøglen til verdens frelse. Denne gammeldags holdning kom også til udtryk i hans opfattelse af, hvordan man definerer levestandard, fordi han nøjes med at måle rigdom i bruttonationalprodukt per indbygger. På den måde bortfejer han mit argument om, at Cuba har klaret sig eksceptionelt godt siden revolutionen. Øens BNP per indbygger er kun på godt 3.000 dollars, noterer PKK.
Mere interessant er det at se på FNs opgørelser over levestandard – det såkaldte Human Development Index, som tager højde for en række andre faktorer som gennemsnitlig levetid, adgang til uddannelse, graden af alfabetisme, mulighed for sundhedsbehandling etc. Listen toppes af Norge, mens Danmark er nummer 14. Cuba er nummer 52 – pænt foran Brasilien, Colombia, Venezuela, Rusland, Rumænien, Thailand, Saudi-Arabien, Kina og Tyrkiet.
Hvis man nøjes med Kurrild-Klitgaards simple opgørelse af levestandard, så er eksempelvis saudi-arabernes BNP per indbygger fire gange så høj som cubanernes. Enhver kan gennemskue, at det skyldes en kolossal forskel mellem rig og fattig i Saudi.
Antallet af ekstremt fattige skal oftere findes i store fattigdomslommer i lande, der måske godt kan have pæne udviklinger i BNP – eksempelvis i Kina, Bangladesh og Indien.
To milliarder mennesker lever ifølge FN for under to dollars om dagen. Alle tal viser det samme – nemlig at den ekstreme fattigdom vokser, og at uligheden mellem de rigeste og de fattigste øges år for år. I de rige OECD-lande har ingen lande oplevet samlet negativ vækst i de seneste ti år – det har derimod hvert tredje land i Afrika og Arabien samt hver tiende land i Latinamerika.
Det er samtidig her, at den interne ulighed vokser. Derfor, Kurrild-Klitgaard: Din tro på, at liberalisme alene kan løse ulighed, er grundløs – i stedet for de helt frie markedskræfter er der behov for øget solidaritet.”

Og her er så mit svar, der udgjorde min faste, roterende lørdags-klumme i går:

“David Trads kritiserede i et læserbrev 16.9. min kronik fra 11.9., hvori jeg havde kommenteret hans dyrkelse (5.9.) af den maoistiske terrorist og morder Che Guevara og lovprisningen af diktaturet Cuba som et samfundsøkonomisk forbillede. I sin kronik hævdede Trads, at Cuba havde den højeste levestandard i regionen; da jeg gjorde opmærksom på, at landet faktisk har et langt lavere BNP pr. indbygger end de fleste lande i området, fortæller han os nu, at det er et »gammeldags« mål for levestandard. Det er ganske vist det ældste – men det er også fortsat det, som verdens nationer og internationale organisationer anvender dagligt som dét, der lettest og bedst giver mening. Trads mener derimod, at man i stedet skal anvende FNs Human Development Index, som er et indeks, hvori man inkluderer en række forskellige, lidt tilfældigt og ikke helt objektive mål for, hvor udviklet et samfund er. Den målestok har bestemt også visse kvalifikationer – men den har også det problem, at den er ekstremt afhængig lige præcis af, hvad man putter i indekset.
Men hvis Trads foretrækker at anvende FNs indeks, så er det sådan set fint med mig for nærværende. For det første viser det nemlig mere, end hvad Trads fortæller læserne. Han fortæller blot, at Cuba ligger godt i dette indeks (som nr. 52); hvad han forholder os er, at Cuba heller ikke efter denne målestok er det førende af de latinamerikanske lande (som først påstået). Faktisk ligger landet, når det gælder menneskelig udvikling, efter lande som Argentina, Chile, Uruguay og Costa Rica og blot på niveau med Mexico og Panama.
For det andet var netop dette indeks for menneskelig udvikling omtalt i den forskningsrapport, som CEPOS er medudgiver af, og som jeg henviste til i min kronik. Her kunne Trads på side 25 have set, at der er en endog meget klar, positiv sammenhæng mellem, hvor megen økonomisk frihed der er i et samfund, og hvor godt det pågældende land ligger i indekset. Mere markedsøkonomi tenderer i retning af en højere score på udviklingsindekset (som går fra 0 til 1). Den femtedel af verdens lande, der har størst økonomisk frihed, scorer i gennemsnit 0,9 i »menneskelig udvikling«; den femtedel af verdens lande med mindst økonomisk frihed får i gennemsnit en score på 0,5.
Hvis David Trads nu har lyst til igen at finde en anden målestok, der kan vise, at markedsøkonomi er skidt for mennesker, og at castroistisk planøkonomi er godt for dem, skal han være velkommen. Men lad mig indtil da tage forskud på varerne: FN laver også et årligt fattigdomsindeks, som måler, i hvilket omfang et lands borgere mangler visse basale fornødenheder. Her er der også en klar sammenhæng, om end den er negativ – dvs. jo mere markedsøkonomi, desto mindre mangler borgerne disse basale fornødenheder. Blandt den femtedel af verdens lande med mest økonomisk frihed mangler 15,7 pct. af borgerne disse af FN opstillede fornødenheder; i den femtedel med mindst økonomisk frihed er det 37,4 pct. Er Trads fortsat ikke overbevist, kan jeg kun henvise – igen – til ovennævnte rapport, som viser samme tendenser, når det gælder forventet levealder, fravær af børnedødelighed, fravær af børnearbejde, andel beskæftigede, mangel på analfabetisme, adgang til rent vand, fravær af korruption, tilstedeværelse af demokrati og beskyttelse af borgerrettigheder, osv., osv. På alle disse punkter er det verdens frieste økonomier, der klarer sig bedst, og de mest planøkonomiske der klarer sig dårligst.
David Trads føler det åbenbart nødvendigt at klistre en etiket som »juhu-liberalist« på mig. Det siger selvfølgelig en del i sig selv, at man griber til den type retorik, og jeg skal i hvert fald afholde mig fra at finde skældsord frem, som man kunne klistre på en person, der hylder en seriemorder som en »helt«, og som lovpriser en marxistisk planøkonomi af den type, der altid kun har resulteret i fattigdom og fornedrelse. Men ret beset har jeg faktisk ikke meget imod at blive kaldt »juhu-liberalist«, hvis det betyder én, der jubler over de bidrag til civilisation og livskvalitet, som kombinationen af personlig frihed, fri markedsøkonomi og en retsorden med retssikkerhed og begrænset statsmagt gennem tiderne har medført.”

6 thoughts on “Om Trads, Cuba & juhu-liberalisme

  1. Pietro

    Lider frihedsindekset egentlig ikke af den samme svaghed som FNs udviklingsindeks, at det er yderst afhængigt af hvad man putter i det og hvordan man vægter de forskellige faktorer?

    Svar
  2. Peter Kurrild-Klitgaard

    Det gør det til en vis grad. Dog er der blandt flere forskelle disse:- Frihedsindekset kan meningsfuldt siges at inkludere forskellige aspekter af det fundamentalt samme, simple begreb, nemlig statens indblanding i markedsaktørers adfærd, men blot fordelt ud på forskellige sektorer/områder. Det er noget mere problematis med “menneskelig udvikling”, idet det–mildt sagt–virker mere uhåndterligt, hvad der konkret er/ikke er gode udtryk herfor–hvad skal med/ikke med? Hvorfor er “uddannelse” (hvordan man så iøvrigt operationaliserer det) udtryk for “menneskelig udvikling”? Hvis man f.eks. (som på Cuba) har et uddannelsessystem, der nok giver mange en uddannelse, men hvor valgfriheden er minimal; hvor det kvalitative niveau er lavt; hvor der ikke er relevante jobs efterfølgende–er det så meningsfuldt udtryk for en høj grad af “menneskelig udvikling”? Hvor frihedsindekset alle måler det samme underliggende fænomen, er det lidt svært at se, at f.eks. skolegang og levetid er udtryk for forskellige facetter af nøjagtigt det samme underliggende fænomen.- Var der omvendt ikke andre ting, man alternativt kunne tage med? (Hernando de Soto ville f.eks. nok med en vis ret kunne argumentere, at en væsentlig målestok for et samfunds grad af udvikling er, hvorvidt man ejer sin egen bolig.) (Selv hælder jeg til, at købekraftsjust. BNP pr. indb. er og bliver det bedst anvendelige og mest meningsfulde mål for menneskers levestandard–også selvom det ikke er uden egne problemer.)- Enkelte af komponenterne i HDI er sammensat af vægtede delkomponenter. Det giver stor mulighed for lidt arbitrære manipuleringer af det overordnede indeks.Hvor lidt Trads havde sat sig ind i, hvad han skrev om, fremgår af, at han kritiserede brugen af BNP pr. indb. og foretrak HDI–uden tilsyneladende at vide at førstnævnte indgår som en væsentlig faktor i sidstnævnte.

    Svar
  3. Pelle

    Hvem er det iøvrigt der giver den rå data til FN når det opbygger disse HDI’er. Er det landets eget statslige statistik organ? I så fald vil jeg altså ikke syntes at der ville være brugeligt for at få et ærligt billede af Cuba. Colombia har for eksempelt meget store problemer, de fleste skyldes de komunistiske grupper ELN og FARC som har lavet meget ravage. Men jeg tror ikke på at Cuba’s reelle HDI er bedre end Colombia, Brasilien og selv Venezuela (Giv Chavez et par år til, så kommer det nok).Colombia har mange fattige, men der er ingen der ikke har mad som man ser det i Cuba. Jeg tvivler også på at folk uden for FARC og ELN’s områder har betydeligt slemt læge og hospitals hjælp. Det er for eksempelt sikker langt letter at få medicin i Colombia for fattige end det er på Cuba.I øvrigt selv om Colombia deler Cuba’s problem med prostitution er der langt bedre muligheder for økonomisk mobilitet i Colombia, hvor den eneste vej i Cuba er ned.

    Svar
  4. David G

    Købekraftjusteret BNP er det mindst ringe mål, men det har en kolossal svaghed, som er, at det ikke tager højde for skatte-afgiftstrykket. Danskerne har mindre disponibel indkomst end de fleste andre vesteuropæere, og det er dog det væsentlige, ikke at de på papiret har en høj BNP pr. indbygger også købekraftjusteret. Man kan jo ikke opspare eller forbruge de penge, man har givet Kristian Jensen.Omvendt er der vistnok en del forskning, jeg kan ikke huske af hvem, der har peget på, at de lave tal i mange ulande undervurderer den reelle købekraft, også selvom tallene siges at være købekraftjusteret.David G

    Svar
  5. Peter Kurrild-Klitgaard

    Jeg havde dd. mit sidste indlæg i min snart en måned lange debat om Guevara & planøkonomi i Berlingske Tidende med Informations fhv. chefredaktør, den tidl. folketingskandidat-kandidat for Socialdemokraterne, David Trads. Mit indlæg er her:Trads og tyranniet Berlingske Tidende 3. oktober 2005, 1 sektion, side 8 Af Peter Kurrild-Klitgaard. kommentator. Lektor, ph.d Det er pudsigt at debattere med David Trads: Når han fyrer en salve af, flytter han sig og beskylder så én for at være uretfærdig, hvis man kritiserer synspunkter, han nu ikke (længere) har. Fremlægger man fakta, der modbeviser hans påstande, omdefinerer han begreber og smider skældsord efter én.I sin kronik 5. september kaldte Trads den maoistiske terrorist Che Guevara, som var personligt ansvarlig for mord på hundreder (inkl. børn) for en »helt«. Trads sagde, at denne var én, der drømte om »en bedre, mere retfærdig verden«; var en »bannerfører«, et »lysende håb«, et af »det 20. århundredes helt store politiske forbilleder« og en »frihedskæmper«, der »skabte håb« for andre; hans handlinger var nok »brutale« men også en »idealistisk indsats« og hans revolutionsregime »et af de mest sympatiske«, som »kloden har set«. Trads anerkender, at revolutionen ganske vist havde omkostninger, men at dette kan forstås, når man sætter »begivenhederne ind i en større sammenhæng«, og nok tog han »voldsomme metoder i brug«, men »dem, han kæmpede mod, var selv brutale«.Nu påstår Trads, at han slet ikke har forsvaret Guevara. Men hvordan skal udtalelserne ellers forstås? Trads siger, at han »entydigt« har kritiseret Guevara, men er det ikke i bedste fald tvetydigt, når man roser idealerne og bruger disse til at retfærdiggøre handlingerne?Trads skriver (20. september), at han aldrig har lovprist diktaturet Cuba som et samfundsøkonomisk forbillede. Her må vist være tale om svækket korttidshukommelse: I sine indlæg har Trads vedvarende fremhævet Cubas økonomi i forhold til markedsøkonomiske samfund. Landet har med hensyn til levestandard »klaret sig exceptionelt godt siden revolutionen«, påstod Trads og har efter revolutionen udviklet »sig til et af de mest velstående latinamerikanske lande«. Jeg viste så efterfølgende, at dette er faktuelt forkert: At Cuba er et af Latinamerikas mindst velstående lande. Så skifter Trads fokus fra velstand til »levestandard« målt ud fra FNs indeks for menneskelig udvikling. Hertil gjorde jeg opmærksom på, at Cuba også her ligger efter andre latinamerikanske lande. Nu får vi efterfølgende at vide, at det er et af de lande i »regionen«, der på denne målestok ligger bedst. Altså: først var det velstand, så var det levestandard bredere forstået; først var det »latinamerikanske« lande; nu er det »regionen«. Hvad bliver det næste? Hvorfor ikke bare erkende en fejl?At Trads skulle lovprise en planøkonomi er vel svært at komme udenom, når han gentagne gange fremhæver (postulerede) fordele ved Cuba i forhold til markedsøkonomier. I sine indlæg skrev Trads bl.a., at markedsøkonomi skaber ulighed og dårlige forhold for de fattigste, mens det planøkonomiske Cuba blev holdt op som et eksempel på det modsatte. Når jeg viser, at dette er faktuelt forkert – at undersøgelser viser, at markedsøkonomi reelt går hånd i hånd med mere velstand og bedre levestandard for de svageste – er Trads’ svar, at sådan skulle han ikke forstås. Sidstnævnte er rart at høre, men man kunne sandelig forledes til at tro andet.

    Svar

Leave a Reply to Peter Kurrild-KlitgaardCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.