Trads og diktaturet

I dagens Berlingske fortsætter debatten, som blev startet, da David Trads skrev en kronik om Che Guevara som helt.

I dagens avis langer Trads nok engang ud efter vores medpunditokrat Peter K-K. De to har udvekslet en del knubs på det seneste, og jeg må nu på irsk manér spørge, om det her er et privat slagsmål, eller om alle må være med.

Jeg har omtalt den oprindelige kronik her, og Trads’ senere indlæg har ikke fjernet den ubehagelige fornemmelse af, at han stadig ikke forstår sit eget problem — eller rettere: problemer, for der er flere.

Lad os tage dem i rækkefølge:

1) Debatten med Peter K-K handler på det seneste om, hvorvidt Cuba er et økonomisk godt eller dårligt samfund at leve i.

Hvilken betydning har det? Er Trads ikke kommet længere end de gamle argumenter om, at skidt med de totalitære sider af et samfund, når blot togene kører til tiden. Vil Trads se tilsvarende overbærende på Pinochets forbrydelser, fordi han fik Chiles økonomi på fode?

2) Trads bedyrer, at han tager afstand fra det samfund, som Cuba udviklede sig til.

Men forstår Trads ikke, at det samfund var målet for både Che og bdr. Castro? Det var ikke en tilfældig udvikling, men målet for dem at skabe et kommunistisk diktatur. Nogle af anklagerne mod Che er jo netop, at han systematisk gik i gang med at udrydde de revolutionære kampfæller, der havde mere demokratiske forhåbninger for den cubanske revolution. At overse dette, er lige så naivt som at tro, at Sovjet-Rusland først blev et menneskeædende diktatur under Stalin.

3) Trads forsøger at forsvare Che ved at henvise til, at tiderne var grumme, og at andre handlekraftige politikere også har forbrydelser på samvittigheden. Som storslåede eksempler nævnes Churchill og — naturligvis for en skribent på Information — Bushs krig i Irak.

Nu er det i sig selv tvivlsomt, hvilke forbrydelser man kan tillægge Churchill. Der er revisionistiske historikere, der forbander ham for at have sat det britiske imperium over styr i sin forhippelse på at slå Hitler. Men som del af et folk, der herved blev befriet, er det svært at se denne nidkærhed som en fejl. Det virker mere som en beundringsværdig viljestyrke.

Men nuvel, lad os antage, at Trads mere generelt sigter til nogle af de grusomme beslutninger, der skal træffes for at vinde en krig, og lad os også være venlige at antage, at Trads heller ikke er på hold med de tyske nationalkonservative historikere eller deler deres ønske om moralsk revanchisme, hvor Holocaust forsøges nivelleret til bombningen af Dresden, Hamburg mv.

Selv med en sådan venlig udlægning ligner Trads stadig de britiske venstreorienterede, som Georg Orwell hudflettede bl.a. i The Lion and the Unicorn (1940), fordi de opfattede Hitler og den britiske premierminister som lige slemme; de havde jo begge fejl.

Kan Trads slet ikke se, at mens man kan undskylde Churchills eventuelle fejl, fordi og i det omfang at han kæmpede for demokratiet, men at intet kan undskylde, at man kæmper for diktatur, som Che gjorde? Man kan ikke sammenligne Che med Churchill, lige så lidt som man kan sammenligne Bush med bin Laden.

Det nytter ikke, at Trads dydigt tager afstand fra diktaturer, når han samtidig hylder de, der kæmpede for diktaturet.

Når Trads afslutter sin kronik med at ønske, at flere unge ville vokse op som Che, udtrykker han et ønske, der er lige så afstumpet og stødende, som havde han ønsket, at flere unge ville vokse op som Reinhard Heydrich; den flotte fyr fra SS, der gav sit liv i sin idealistiske kamp for en bedre fremtid for den tyske arbejderklasse.

Verden har ikke brug for flere diktaturtilhængere, der er rigeligt allerede.

3 thoughts on “Trads og diktaturet

  1. BKJ

    Jeg er grundlæggende enig i din udlægning, men vil dog lige morakke:”Kan Trads slet ikke se, at mens man kan undskylde Churchills eventuelle fejl, fordi og i det omfang at han kæmpede for demokratiet, men at intet kan undskylde, at man kæmper for diktatur, som Che gjorde?”Jeg giver dig ret i dette tilfælde (Churchill/Che). Men som det er nævnt før, er din principielle skelnen farlig, fordi tankegangen bag let kan give de demokratiske stater meget vide muligheder for at gribe ind i andre menneskers liv. Udgangspunktet må være, at demokratier, ligesom alle andre styreformer, skal bedømmes ud fra, hvilke magtmidler de tager i anvendelse og i hvor høj grad individets frihed krænkes. Der er et tradeoff – demokrati er ikke et endegyldigt mål i sig selv og det er heller ikke uvurderligt. Prisen kan være for høj.Eller sagt på en anden måde: Skal de demokratiske stater/USA neutronbombe Nordkorea for at gøre en ende på diktaturet og så lade landet/de overlevende starte på en frisk i et nyt demokratisk land?

    Svar
  2. Kronsell

    Hvis jeg må svare her, så betyder det bestemt ikke at USA skal føre sig frem på den måde i vores nuværende situation.Men situationen kan ændre sig, og hvis Nordkorea eller Iran (Tyskland) skaber en krig der indrager USA (Storbrittanien) enten ved direkte angreb eller via angreb på en allieret (Polen) så har det demokratiske styre og dets leder Præsident Bush (Premierminister Churchill) også en forpligtelse til at forsvare deres land med alle nødvendige midler, og bagefter forsøge at vende de besejrede til en venskabelig status.Dermed ikke sagt at USA skal besvare alle former for angreb med atomar bombning, men for at beskytte sine egne borgere skal det gøre det, hvis det er nødvendigt for at vinde sejren.Det er der forskellen ligger. Demokratierne skal reagere på andres handlinger og IKKE foretage unødvendige præventive indgreb.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.