Kommentarer til: Afdelingen for Jubeloptimistisk Opportunisme

Af: maton

maton — Fri, 30 Sep 2005 01:49:42 +0000

dokumentation til:”Heller ikke i OECD-landene kan man finde nogen tendens til, at “sammenhængskraften” aftager med voksende statistisk økonomisk ulighed. Faktisk er det næsten umuligt at finde eksempler på, at økonomiske forhold spiller ind på “sammenhængskraften”.

Af: Susanne Wigotzky

Susanne Wigotzky — Fri, 30 Sep 2005 01:14:16 +0000

Hvilke tal har du i tankerne?

Af: maton

maton — Fri, 30 Sep 2005 00:30:51 +0000

susanne: er det nogle tal du har et link til?

Af: Poul Højlund

Poul Højlund — Mon, 26 Sep 2005 10:43:30 +0000

I sagens natur kan jeg ikke dokumentere nogen lang plan. Det er til gengæld den eneste plausible forklaring, jeg kan give på den besynderlige og dybt frustrerende situation, som vi politisk befinder os i. Statsministeren viger for en ideologisk konfrontation og gemmer sig i stedet bag kommissioner, der alene argumenterer økonomisk. (Dette svarer i øvrigt igen til punkt 1 i Kotters model, nemlig at etablere en uomgængelig nødvendighed af forandringerne, før de introduceres.)Jeg har for nylig i kronikker og kommentarer i JP forsøgt at rejse en værdidebat om efterløn og dagpenge m.m., og især det forhold, at alle betaler, men kun a-kassemedlemmer kan få. Ingen respons, udover ganske enkelte private supportere. Da vi diskuterede Irak, skrev jeg en helt række af kronikker og kommentarer sammested og fik private takkebreve fra regeringsmedlemmer, – denne gang kun absolut tavshed fra den kant. Hvis regeringen ville, kunne den så let som ingenting rejse den debat, argumentere værdibaseret i stedet for økonomisk, og endda have et godt flertal i ryggen.Politik er følelser, og hjerter vindes med værdier, ikke tal. Du har ganske ret i, at det er politisk farligt at tøve. Personligt vakler jeg mellem dyb skuffelse over AFR’s tilsyneladende forvandling til socialstatsforvalter – og stor beundring for hans lange plan og den enorme disciplin, han udviser i det lange seje træk med den store plan. Den må simpelthen være der, planen, – ellers hører alting da op.

Af: Pelle

Pelle — Sun, 25 Sep 2005 10:53:23 +0000

“statsministerens lange plan”Er det noget du kan dokumentere findes eller er det noget folk drømmer op?Og er det ikke lidt risikabelt at gå med en “lang plan”, som vi indtil videre ikke har set meget af. Især da den samme blok sjældent sidder mere end ca. 10 ad gangen

Af: Poul Højlund

Poul Højlund — Sun, 25 Sep 2005 01:22:09 +0000

Kun 19% af danskerne ønsker større ulighed, og samtidigt mener 35%, at øget ulighed faktisk hjælper de fattigste. Søndagens tal i JP, men hvad kan man konkludere, andet end at jubeloptimisten nok har ret. Der er tale om en sprogforbistring, hvor lighed forveksles med lige værd og lige muligheder.Med andre ord: statsministeren så rigtigt, da han hurtigt og brutalt kvalte de forbudte ord.Harvard Business School-professor Kotter beskæftiger sig med forandringer i praksis. En af hans pointer er den enkle, at først når forandringerne er gennemført, kan (og skal) man begynde at ændre på værdigrundlaget.Når jeg sammenligner Kotters forandringsmetode med statsministerens lange plan, begynder tingene igen at give lidt mening.Skal vi gætte på, at først når velfærdsreformerne er gennemført og forankret, kan vi genoptage diskussionen om den nødvendige ulighed?

Af: Karina

Karina — Sat, 24 Sep 2005 02:45:58 +0000

Heller ikke i OECD-landene kan man finde nogen tendens til, at “sammenhængskraften” aftager med voksende statistisk økonomisk ulighed. Faktisk er det næsten umuligt at finde eksempler på, at økonomiske forhold spiller ind på “sammenhængskraften”. Den eneste rigtige undtagelse er Italien, men her er det de relativt velhavende norditaliener, som ønsker at løsrive sig for at slippe for at betale overførsler til Syditalien. Det er stik mod Fogh Rasmussens tese.De steder, hvor der er problemer med “sammenhængskraft”, skyldes det kulturelle, nationale og religiøse konflikter (stedet som Baskerlandet og Nordirland).

Af: Susanne Wigotzky

Susanne Wigotzky — Sat, 24 Sep 2005 01:38:29 +0000

Jeg skal ikke kunne sige, om du har ret i at et samfund bliver mindre konfliktfyldt, desto mindre den økonomiske forskel mellem samfundets top og bund er. Umiddelbart lyder det jo ret plausibelt. Som uddannet historiker er jeg dog skeptisk over for din påstand om, at jo mere ens folk er, desto færre konflikter. Der er i hvert fald talrige historiske eksempler på det modsatte. Lad mig blot fremdrage to eksempler. Det første eksempel på, at det faktisk er ensartethed/lighed, snarere end forskel, der skaber konflikt, er Balkan. Der har været religiøse, etniske og nationale konflikter på Balkan i ualmindelige tider, ikke fordi befolkningerne har været for forskellige, men tværtimod fordi befolkningerne har været for ens etnisk, religiøst. Det andet eksempel er danske jøder. De har altid bestræbt sig på at integrere/assimilere sig i det danske samfund og i den danske kultur. Jeg mener ikke, at dette har været tilfældet med danske muslimer. Men hvem er det, som i dag ikke kan gå offentligt med deres religiøse symboler? Jøderne. Jøderne var fuldt ud integreret i den tyske kultur, men det forhindrede ikke jødeudryddelserne.

Af: Pelle

Pelle — Fri, 23 Sep 2005 02:41:37 +0000

Fantastisk Jeg er med hele vejen!