Negativ opbyggelighed – Kashmir

Det er en mærkelig tid, vi lever i, sluttede min medpunditokrat sit seneste indlæg. Jeg kunne ikke være mere enig, men så er det da godt, at nogle ting er konstante, bl.a. den negative opbyggelighed.

Det er titlen på Stjernfelt & Thomsens bog, der fik betydelig ros her, og forfatternes analyse af tidens leflen for det ukritisk negative holder stadig. Som påpeget af forfatterne, er det navnlig inden for kunstens verden, at man kan nyde den negative opbyggelighed i sin mest gennemskuelige form.

Et lille eksempel til opmuntring i disse mørke tider.

I dagens Berlingske er der et interview med Kasper Eistrup fra bandet Kashmir. Det er rosende, men bandet kritiseres for ikke at være politiske nok. Som journalisten bemærker:

Kan det virkelig passe, at der ikke er mere rusk og riv i Kashmir end deres lyriske blend af poesi og abstrakte tekstkrøller. At deres ultimative statement er, at deres musik skal være kunstnerisk vedkommende. Bliver de flinke og dygtige mennesker dog aldrig indigneret over noget, får de aldrig lyst til at råbe op?

Tja, set her fra punditokraternes ståsted i cyberspace er det fuldt tilstrækkeligt, at man som kunstner stræber efter at være “kunstnerisk vedkommende”. Vi er en smule usikre på, hvad det egentlig dækker over, men det lyder som en rimelig ambition for en kunstner. Det er dog helt tydeligt ikke nok for journalisten på dette borgerligt-liberale organ; der skal noget agitprop til.

Den stakkels kunstner prøver først at forsvare sig, men tager sig så sammen og viser, at han skam er med på holdet sammen med alle de andre, hvilket udløser følgende tredobbelte whammy:

Dermed ikke være sagt, at jeg ikke har lyst til at sige, at jeg ikke er tilhænger af den regering, vi har på nuværende tidspunkt.

Got it?

I denne omskiftelige tid er det rart at vide, at danske kunstnere stadig er blandt de mest konforme og forudsigelige. Det giver da en vis tryghed.

3 Kommentarer

  1. Er selve navnet Kashmir da ikke politisk?! Ønsker bandet da ikke at skabe opmærksomhed omkring Kashmir-konflikten? Musik er politik. Alt er politik. Som en konsekvens af den dominerende filosofi – konstruktivisme – er mennesket ikke længere et spejl, men en lampe, der lyser i mørket. Vi skaber eller konstruerer selv vores verden, og er derfor alle små kunstnere. Kunstneren er ikke længere et særligt slags menneske, som han var engang, men ethvert menneske er en særlig slags kunstner, der altid er politisk. Bør alle danskere så ikke få kunststøtte? Jo da. Er kunstnere konforme, forudsigelige og fantasiløse? Mon ikke. Hør bare her: Kunstnernes problem i dag er, at de argumenterer for kunststøtte, som om de stadig levede i Romantikken, hvor kunstnere var særlige mennesker med særlige talenter, og dengang staten hed Frederik den 6. Hvis kunstnere er så afsindigt kreative som de selv hævder, bør vi kræve, at de finder på bedre argumenter for kunststøtte – især hvis de via deres musik skal udbrede socialisme.

  2. Komisk kommentar… Kashmir har intet politisk sigte med deres navn – det stammer fra titlen på en af Led Zeppelins mest berømte sange. At alt har et politisk indhold i en eller anden grad er efter min mening ikke helt forkert, men det afgørende er, om man aktivt forsøger at fremhæve og udbrede politiske tanker i samfundet. Her fremgår det af interviewet, at det på ingen måde er Kashmirs hensigt – en pointe der er meget klar, hvis man lytter til deres musik, der i den grad er stemningsbåret og ikke i nævneværdig grad indeholder statements der kan opfattes politisk. At Bielefeldt tillægger musikken den funktion, at “udbrede socialisme” lyder i mine ører som et levn fra 70’erne – faktum er, at der i nyere dansk historie næppe har været en periode med så lidt politisk musik (og de få bands der tager stilling lægger for det meste afstand fra den yderste venstrefløj da det – igen – “lugter” for meget af 70’ernes socialistiske pladdermusik). At kunstnere bruger argumenter af den type som Bielefeldt nævner er svært for mig at genkende – men det er måske fordi jeg ikke helt kan forstå koblingen til Frederik d. 6 og romantikken. Faktum er, at virkelig god kunst sjældent opdages samtidig med at den opstår – de historiske eksempler er endeløse på kunstnere der først er blevet værdsat efter deres død. Markedsmekanismerne fremmer ikke nødvendigvis af sig selv kunst, der er af den slags, som siden hen opfattes som “god”. Derfor kan kunststøtte indtage en vigtig rolle. DK’s filmbranche er et godt eksempel herpå. Derfor er kunststøtte et positiv tiltag – derved ikke sagt at kunsten ikke kan overleve uden (det viser historien og erfaringer fra andre lande jo fint), men den kan være med til at fremme den. Det har intet med romantikken at gøre.

  3. For mit vedkommende går musik og politik ikke hånd i hånd, og jeg savner mere musik uden politiske holdninger. Musik skal komme fra hjertet, fuldstændig som Kasper Eistrup gør det, og hjertet kender ikke til politik. Sjælen er i sin reneste form uafhængig af denne verdens forgrovninger, så hvorfor i al verden skulle musikere eller i det hele taget andre kunstere prøve at bringe disse forgrovninger ind i deres oprindelige fine og hjertelige kunst?

Skriv et svar til Christian H. Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑