Our winter of discontent

Berlingskes bedste fortaler for det Gamle Europas socialdemokratisme, Ole Bang Nielsen, der samtidig er avisens mand i Bruxelles, har i dag en analyse af den seneste politiske udvikling i Europa. Hans artikler er læseværdige, da han både skriver og argumenterer bedre end Politikens ledere, og så behøver man kun købe en avis.

I analysen fokuserer han på de seneste europæiske valg: Den franske modstand mod forfatningstraktaten, der – set fra Frankrig – blev opfattet som neoliberal. Det mudrede tyske valg, der straffede Schröder for hans reformer, afviste CDUs flirt med en flad skat og gav stor opbakning til Die Linke; et parti, hvor mange medlemmer i modsætning til Jürg Haiders østrigske flok ikke er under mistanke for at ville støtte et ækelt diktatur, de har åbent gjort det. Og endelig det polske valg, hvor socialisterne nok røg ud, men hvor tilhængerne af flad skat ikke fik den største opbakning. Han kunne have nævnt Foghs udtalelser på det sidste, men er formodentlig for meget af en gentleman til at gøre det.

OBN konkluderer, ikke urimeligt, at store dele af den europæiske befolkning ikke ønsker et opgør med den store trygge velfærdsstat. Blair, der som en af de eneste nuværende statsledere har bevæget sig mod midten fra venstre, og Kommissionens liberale formand Barroso advares derfor om at holde sig i ro, og der afsluttes med udsigten til USAs snarlige undergang.

Essensen sammenfattes af et citat fra den tyske socialminister Norbert Blüm, der i modsætning til sin danske kollega formodentlig her citeres korrekt:

Det er blevet efterår. De nyliberale blade falder fra træerne.

Samme minister citeres i øvrigt for, at de brede skuldre nu en gang må bære mere end de svageste – et af de bedre argumenter for en flad skat, hvis man tænker efter – men det er vist ikke meningen. Analysen er klar: Europæerne vil have mere stat og mere forsorg.

Er det rigtigt?

Måske. Fogh synes i hvert fald at tro det. Som Scavenius før ham, har han påtaget sig at styre landet og lader bevistheden om, at det kunne gøres meget værre, overdøve frygten for, at det måske aldrig bliver anderledes.

Man kan vanskeligt bebrejde ham det, for givet er det, at mange ikke opfatter personlig frihed som livets salt, men som en bitter byrde.

Men er det rigtigt for alle?

Jeg tror det ikke, men sætter min lid til ungdommen. Jeg tror, det var Birthe Rønn Hornbech, der bemærkede, at mange lærere er gamle 68’ere, der kæmpede for at nedbryde autoriteterne, og nu er deres arbejdsdag blevet et helvede, fordi det lykkedes.

Når man betragter dagens ungdom – og nej, jeg hører selv med den bedste vilje ikke længere til dér – så er der et karaktertræk, der overskygger alle andre: deres individualisme.

Desværre er det ofte den udgave af individualismen, man får, når der savnes både opdragelse og dannelse, altså egoisme, men individualisme i en rå og upoleret form er det nu stadig.

Når det går op for dem, hvor kvælende, anmassende og enerverende indgribende velfærdsstaten er blevet, vil de, der mere end nogen tidligere generation betragter hele verden som deres legeplads, gøre modstand. Først langsomt, for de er gennem vuggestue, børnehave, folkeskole, gymnasium, universitet og de daglige public service-medier opdraget til systemtroskab, men oprøret kommer. De vil ikke i længden finde sig i et samfund, hvor Janteloven er blevet det styrende princip, og hvor ligheden søges ved at stræbe efter den laveste fællesnævner.

Spørgsmålet er bare, om de stemmer med fødderne eller på valgdagen. For de af os, der ikke er så mobile, må man håbe på det sidste.

Med risiko for at bruge et citat, der er tillagt en mindre sympatisk karakter, kan man vel sige, at “our winter of discontent” vil ikke vare ved. Selvom bladene falder af, er der nye spirer på vej.

2 thoughts on “Our winter of discontent

  1. En Ungdommelig Studentikos Liberal

    Fortryllende og poetisk – vidunderligt en fredag aften.Mvh. En Ungdommelig Studentikos Liberal

    Svar
  2. Bielefeldt

    Af en ung individualists bekendelser:Der er bestemt unge europæiske individualister, som elsker ideen om at stemme med fødderne, men mon ikke også rødderne bestemmer, hvorhen og hvor langt fødderne løber, hvis, såfremt, ifald? Og er det ikke snarere det, som er problemet for EU? At de unge slet ikke løber? På ASIMCO Technologies’ fabriksgulv i Beijing, står skrevet (oversat til mandarin) følgende afrikanske ordsprog: Every morning in Africa, a gazelle wakes up.It knows it must run faster than the fastest lion or it will be killed.Every morning a lion wakes up.It knows it must outrun the slowest gazelle or it will starve to death.It doesn’t matter whether you are a lion or a gazelle.When the sun comes up, you better start running.Jeg ved ikke, hvem der er løve og hvem der er gazelle, men jeg ved dette: Lige siden Kina blev formelt medlem af World Trade Organization den 11. december 2001 har alle verdens lande, virksomheder og individer været tvunget til at løbe stærkere og stærkere, ikke mindst på grund af begrebet ’offshoring’. Nogle med mere succes end andre, må man desværre sige. Mens Kina og Indien ihærdigt og ambitiøst forsøger at skabe flere sultne løver og hurtige gazeller, gør Det Gamle Europa alt, hvad der står i dets magt for at forhindre, at dets løver skal blive for stærke og dets gazeller for hurtige, så vi alle sammen kan blive ved med at være lighedsorienterede skildpadder. Det afrikanske ordsprog er endnu ikke oversat til hverken fransk eller tysk. Det er blevet efterår. De europæiske blade falder fra træerne.

    Svar

Leave a Reply to En Ungdommelig Studentikos Liberal Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.