Montaigne og den sunde skepsis

Så har Bjørn Bredal udgivet to nye bøger om humanisten Michel de Montaigne. Et renæssancemenneske og Italiensrejse 1580-81 følger op på den lille men meget læseværdige Humanist til hest fra 1992. Endnu har jeg kun haft mulighed for at se de rosende anmeldelser i går i Jyllandsposten og i dag i Berlingske. Men jeg læste henover sommeren flittigt i Montaignes Essais, og de er bestemt et besøg værd, så det er kun godt, at der er en dansk forfatter, der kaster sig over emnet. Og jeg vil – på min side – benytte lejligheden til at spinde en lille kommentar over Montaignes nutidige relevans.

De seneste 100 år har som bekendt været præget af et utal af udmeldinger om, at store samfundsforandringer er enten uundgåelige eller i hvert fald tvingende nødvendige, moralsk set.  I mellemkrigstiden var det de store totalitære bevægelser, der lovede at føre deres proselytter frem til det forjættede land, hvad enten det nu var fascisternes regenererede romerrige, bolsjevikkernes klasseløse samfund eller nazisternes tyske tusindårsrige. Siden hørte vi i 1970erne et ekko fra den totalitære røst, da det efterhånden ikke helt unge ungdomsoprør udartede sig til en strid imod såvel markedsøkonomien som skik og brug i det hele taget. I dag er det så fra fundamentalistiske muslimer i og uden for Vesteuropa, at vi hører den efterhånden velkendte melodi – samt selvfølgelig fra de få 70’er-oprørere, der endnu står ved deres ungdoms trosbekendelse.

Det sidste er ikke tilfældigt. I ‘oplyste’ kredse bliver nyskabelser oftest set som et gode – som forbedringer – mens de, der ønsker at holde fast i det bestående, bliver udråbt som bagstræberiske, som mavesure folk der ønsker at bremse fremskridtet. Betænk blot skriblerierne i den danske avis, der meget sigende kalder sig “organet for den højeste oplysning”. Bevisbyrden ligger kort sagt hos de, der maner til besindighed; mens fortalerne for forandring har det moralske overtag, netop fordi de ønsker at forbedre tingenes tilstand.

Men er det nu helt rimeligt? Det er værd at betænkte, at størstedelen – med nazismen som den store diagnostiske undtagelse – af det 20. århundredes humanitære katastrofer blev foranstaltet af socialistisk inspirerede bevægelser, der søgte at omforme samfundet. Tænk på Stalins tvangskollektiviseringer, Maos ‘Store spring fremad’ samt Pol Pots rædselsregimente. Den track record er bør i sig selv mane til omtanke. Men vi kan også hive mere principielle argumenter frem af gemmerne.

Et af de bedste finder vi faktisk i Montaignes “Apologie de Raymond Sebond”, der udgør knap halvdelen af den anden bog i hans berømte Les Essais. Ud over selve argumentet, som jeg lige straks vil lægge vejen om, er Montaigne et besøg værd, fordi han kombinerer to politiske holdninger, der ofte har skreget af hinanden: på den ene side et liberalt sind – den sydfranske adelsmand fordømmer ikke andre mennesker – og på den anden side en konservativ advarsel imod bratte forandringer. Ingen kan beskylde ham for at være en sværmerisk og frihedshadende konservativ a la Joseph de Maistre og Bonald.

Montaignes udgangspunkt i “Apologien” er menneskets fundamentale uvidenhed. Den store humanist afviser så ganske enhver tanke om, at mennesket er i stand til at gennemskue tilværelsens love, såfremt sådanne måtte eksistere. Fornuften er ikke et universalmiddel, der på ‘videnskabelig vis’ kan afstikke vejen til et dennesidigt paradis, fortæller han sine læsere. Den sætter den os ikke i stand til at skelne mellem godt og ondt, og den sætter os slet ikke i stand til som en anden ‘social ingeniør’ at lade samfundets fjedre snurre mellem vore fingre. Det er både sigende og absurd, at dogmatikere har ret til at holde fuldstændigt uforenelige holdninger – “den ene siger grøn, den anden gul” – mens de ikke har ret til at tvivle. For den menneskelige skepsis udgør ret beset vores eneste figenblad: ‘Hvad ved jeg?’ som Montaignes grundlæggende devise lyder. Det leder os frem til Montaignes betragtninger om lov og ret, skik og brug.

Med lov skal man land bygge, derom er Montaigne ikke i tvivl. Men hvad betyder det i praksis? Kollektive regler og normer er ifølge den franske adelsmand et produkt af vaner og skikke. Og det er der ingen grund til at begræde. For, betoner Montaigne igen og igen, det er ikke muligt at nå frem til en absolut enighed om, hvad der er retfærdigt, og hvad der ikke er. Ideen om en i mennesket iboende naturret er rent blændværk; det er ikke tilfældigt, at intet her i verden varierer så meget som love og normer. Den enkelte bør følge sit lands love og skikke, netop fordi der ikke er noget ‘sandt’ alternativ til dem – og han bør følge dem uanset, om han privat anser dem for gode eller dårlige. Det er med andre ord ikke rimeligt at hævde, at man har en moralsk ret (og dermed pligt) til at ændre samfundet.

Dertil kommer et mere praktisk argument. Det er nemlig overordentligt svært at ændre etablerede overbevisninger og love. Sådanne tiltag har en tendens til at brede sig som ringe i vandet og vende op og ned på både dette og hint, understreger Montaigne. De utilsigtede konsekvenser af tiltagene vil overskygge de tilsigtede, ville vi sige det i dag. Fornyelsen vil derfor som altovervejende hovedregel føre flere onder med sig, end den fjerner. Vore ønsker om at ændre overgår næsten altid vore evne til at planlægge – og det er farligt.

Hvor efterlader det os? Jo, ifølge den gamle humanist bør vi ikke spilde vores gode krudt på ‘de forbandende spørgsmål’, på at fundere over sandhedens væsen, retfærdigheden absolutte bud og det gode samfund. I stedet for at stræbe efter disse højere luftlag bør vi blive ved jorden. Til syvende og sidst kan vi ikke gøre andet end at tage til takke med tilværelsen som mennesker – med den fejlbarlighed, det nu indebærer.

Det råd er det bestemt ingen skam at lytte til. Det samme gælder Montaignes tankegods i det hele taget. Hans advarsler imod forandringer er naturligvis noget bastante. Det er ikke så underligt. Montaigne havde bivånet 1500-tallets franske borgerkrige, og han kædede meget naturligt krigens gru sammen med samtidens store reformprojekt, protestantismen. Når det nu er dårskab at ændre menneskeskabte love, så er det selvfølgelig helt hen i vejret at ændre Guds love. Det kræver i sagens natur, at man er i stand til at gennemskue religiøse sandheder – noget der ifølge den franske humanist er helt uden for menneskelig rækkevidde.

Montaigne sætter kort sagt sine pointer på spidsen, og vi behøver da heller ikke købe hele hans pakke. Men det gør bestemt ikke hans grundlæggende argumenter dårligere. I stedet for bestandigt at spørge ‘Hvad bør der gøres?’ – som Nikolai Chernyshevsky gjorde det i 1862 og Lenin gentog fyrre år senere – så er det ofte tilrådeligt at slå sig i tøjret og spørge ‘Er det nu også klogt at gøre noget?’. Eller med andre ord: bevisbyrden må ligge hos de, der ønsker forandringer – i hvert fald gennemgribende af slagsen. Og det gælder selv, hvis de mener at ligge inde med den højeste oplysning.

1 thought on “Montaigne og den sunde skepsis

  1. Christian Bjørnskov

    Montaignes syn på tingene åbner da for nogle sjove implikationer. Først studsede jeg lidt over ideen om, at mennesket er fundamentalt uvidende og ikke særlgit fornuftigt, men siden er det gået op for mig, at Montaigne her måske ikke er så langt fra Hayek. SIdstnævnte understregede jo netop, at selvom folk i en vis forstand er idioter, tillader markedet en effektiv koordinering af det lidt, de ved, gennem priserne. Det springende punkt er dog den sidste pointe, nemlig at man altid bør spørge sig selv, om det er klogt at gøre noget. Politikere, ikke mindst i Danmark, har en tendens til at se et problem og konkludere, at “her bør der gøres noget”. Men i stedet for at stille Chernyshevsky’s spørgsmål, tager man ofte et eller andet tilfældigt op af hatten og siger, “her er der noget”, og konkluderer at dette ‘noget’ er det, der bør gøres. Hvis Montaigne kan anskueliggøre det problematiske i den tankegang, går jeg ind for, at Folketinget skal have hans Essais som tvangslæsning. Og det er så sidste gang, jeg går ind for tvang:-)

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.