Plus ça change …

Det første tegn på, at man skal “lighten up” og tænke konstruktivt og fremadrettet er, når man begynder at sidde og synes, at tingene var nu altså bedre før i tiden.  Min Fru Punditokrat slår mig som regel hårdt —og fortjent —på overarmen, når jeg kommer for skade at sige, “Alt bli’r værre og værre!”.

Alligevel kan det nogle gange være svært ikke at blive lidt nostalgisk.  Jeg får det i hvert fald uvilkårligt på den måde, når jeg læser eller hører Connie Hedegaard udbrede sig om, hvad der er “ægte konservatisme”, og hvad der omvendt er utiltalende synspunkter.  Hedegaard har ved flere lejligheder erklæret, at hun foretrækker socialisme frem for liberalisme, hvilket nok er en væsentlig grund til, at hun er så populær blandt det Politikenske-Caffe Latte-Kystbanesocialistiske-Kulturradikale-Bureau-Kleptokrati–—de har altid foretrukket borgerlige, der ikke er så borgerlige, at det gør noget.  Og for Hedegaard er der næppe noget mere ukonservativt end at kritisere velfærdsstaten til fordel for noget som materialistisk som “markedet”, og liberale–—hvem hun så end måtte tænke på—–går jo (mener hun) ind for ulighed for ulighedens skyld.  Hedegaard har også hævdet (i en debat med Martin Ågerup), at en liberal kun argumenterer med økonomiske argumenter, mens en konservativ fokuserer på det “etiske”.  Det må jo uvilkårligt komme som et stort chok for de i Himlen forsamlede koryfæer Adam Smith, Herbert Spencer, John Stuart Mill, F.A. Hayek m.fl., der så tilsyneladende ikke er rigtige liberale, al den stund at de jo ikke kun benyttede sig at økonomiske argumenter.  Og det må være et lige så stort chok for de sammesteds forsamlede konservative, der i tidens løb er kommet til at benytte sig af økonomiske argumenter …  Alt i alt er er “klassisk konservatisme” ifølge Hedegaard noget helt, helt andet end “den liberalisme, som regeringen synes at hylde” (som hun skrev i Politiken i 2002).

Og så er vi ved det med nostalgi-trippet.  For “klassisk konservatisme” er vist ikke rigtigt, hvad den har været.  Jeg arbejder p.t. på et bidrag til en endog meget stor fransk antologi om liberal tænknings historie, og her skal jeg skrive (et af flere bidrag) om Danmark, hvilket har fået mig til at genlæse et par ting, som efterhånden har nogle år på bagen, bl.a. Det konservative Folkepartis 40-års jubilæumsskrift, Til Alle Mænds Tarv (1956), og Henning Fonsmarks aldeles uforlignelige Historien om Den Danske Utopi (1990).  Læser man sådanne ting bliver man uvilkårligt mindet om, at der var en tid, hvor de Konservative (og Venstre, ikke at forglemme!) var anderledes ideologiske.  I en lang periode af efterkrigsårene, frem til Hartlings ryk til venstre i 1965, og Poul Sørensen og Hans Jørgen Lembourns efterfølgende forsøg på at overhale indenom, var V og K i tale og (i vidt omfang) også i praksis helt derude på overdrevet, hvor Hedegaard ville rulle med øjnene.
Når det gælder “klassisk konservatisme” fra den periode, så er den vist noget andet, end hvad Hedegaard tænker på.  Her er hvad den daværende konservative partileder, Aksel Møller, skrev i Til Alle Mænds Tarv, 1956, dengang man kaldte velfærdsstaten for “formynderstaten” og afviste den så kategorisk, at man satte lighedstegn mellem folkepension og socialisme og mente således:

“[F]ormynderstaten er trods al sin gav­mild­hed ikke målet for de politiske partier, som er født af kravet om frihed for person og ejendom.  At skabe tryghed fra vuggen til graven og sikkerhed for, at mennesket kan transporteres igennem livet med den mindst mulige personlige risiko, kan nok forekomme mange tillokkende.  Men den risiko, der er ved at leve, lader sig ikke fjer­ne uden at den personlige frihed be­græn­ses. …

Lad os dog ikke overse, at men­ne­skene har forskellige behov.  Jo stærkere formynderstaten bliver, og jo me­re den fø­ler sig kaldet til at tage sig af menneskets velfærd, desto me­re må men­nesket aflevere af sine ar­bejds­resultater, og desto mindre bliver der til opfyldelsen af hans personlige ønsker til livet.”

Og:

“En for sin dyrevenlighed kendt og beun­dret direktør for en zoologisk have blev aldrig træt af at fremhæve, hvor meget sundere, raskere og tryggere dyrene var i hans bure, end i den verden, hvor de engang havde levet frit.  Der er ikke så forfærdelig megen forskel på den tryghed, hans dyr nød, og den, der bliver os til del i den helt gennemførte socialdemokratiske velfærdsstat.  Der vil heller ikke blive nogen særlig stor forskel på den pris, vi skal betale der for!”

Og Aksel Møllers broder, den senere konservative partileder, finansminister (og udenrigsminister-far) Poul Møller, skrev også i Til Alle Mænds Tarv:

“Velfærdsstaten vil … næppe byde på en så høj produktionsevne og dermed rigdom, som den privatejede bedriftsform, og der­for vil menneskene i Velfærdsstaten, når dens mål er nået, være fattigere end de be­høver at være i et samfund, hvis ø­ko­no­mi­ske bæ­repiller er anerkendelsen af privat ka­pi­tal­dannelse og privat ejendomsret.  Det er så­ledes slet ikke en varig højere rig­dom, Vel­færdsstaten tilbyder.  …

Det er derfor … u­tvivlsomt, at selve målet slet ikke er så at­tråværdig, som velfærds­pro­grammets tals­mænd udmaler det.  Tvært­imod taler alt for, at vel­færds­sam­fundet vil være fattigere, den politiske frihed mindre, den men­ne­ske­lige an­svars­fø­lelse vil mindskes, mod­standskraften aftage og initiativet lammes.  Socialismens ofte fremholdte skadelige virkninger vil gå igen, simpelthen fordi der kun er en nuance imellem den sociale Velfærdsstat og den socialistiske stat.”

Og her er (via Fonsmark, s. 196f) Poul Møllers opgør med velfærdsstaten anno 1962–—som vel og mærke havde et omfang af dværgestørrelse sammenlignet med nutidens:

“Hvis man nærer den opfattelse, at næsten al dårligdom er ‘samfundets skyld’, så må dette samfund, organiseret i nutidens stærke stat, også som gode forældre tage sig kærligt af hvert eneste barn.

Det er muligt, at de pædagoger, økonomer, kriminologer og politikere, der docerer dette synspunkt, har ret.  Jeg håber det ikke, for jeg tror ikke det kan forenes med drømmen om et frit samfund.  Dette må vel tværtimod forudsætte, at de mennesker, man ved stemmesedlen har givet magt til at bestemme over sig selv og andre, er ansvarlige for deres gerninger, er modne nok til at kunne foretage såvel de daglige økonomiske som de politiske valg og er oplyste nok til at forstå valgets konsekvenser.

Folkestyret må og kan derfor kun baseres på tilliden til menneskets fornuft og på et ansvarsgrundlag, der klart fastslår, at det enkelte menneske mere end noget andet er ansvarligt for sin skæbne.

Der lader sig simpelthen ikke gøre at bygge et retssamfund og et demokrati på et andets ansvarsgrundlag end dette, der af mange kaldes primitivt og af andre endog reaktionært.  Et hvilket som helst andet grundlag vil – om ikke formelt – så reelt føre frem til en enevælde, hvor den politiske magthavers ‘Vi alene vide, hvad der tjener folket bedst’ bliver folkestyrets svanesang.”

Ikke så meget tåget ordflom om “balance”, “sammenhængskraft”, og hvad ved jeg.  Men hvad var der mon sket, hvis medlemmer af K (eller V) i dag havde ytret sådanne ting?

8 thoughts on “Plus ça change …

  1. Kim Poulsen

    Der findes næsten ingen kvinder i den fødedygtige alder der er borgerlige. Det er simpel biologi. Vesteuropa er feminiseret til inkompetence-niveau som jeg har sagt i årevis.Med denne konstatering og evt. tesen om biologien, skulle forskningen tage fat og komme lidt videre.

    Svar
  2. MrT

    Fortringlige analogier! Ordet var i høj grad i de borgerliges magt i sin tid – med al respekt til nuværende punditokrater.

    Svar
  3. Mie Harder

    Sikke en kommentar fra Kim Poulsen. Der findes nu mange borgerlige kvinder – ligesom, der findes mange socialdemokratiske mænd. Uden de dog er fødedygtige af den grund. Så den nedladende kommentar om kvinders biologi, og deraf inkompetence, kunne vi godt have været foruden.

    Svar
  4. Kim Poulsen

    Ja, populært er det ikke. Men når man har levet x antal år og har øjne i hovedet, så er det konklusionen. Tag de kvindelige ministre der har været under Fogh Rasmussen. Ulla Tørnæs virkede jo som en hvilken som helst pædagog fra SF eller de radikale. Henriette Kjær som et pussenusse-propaganda-nummer i det til erobring af kvindelige stemmer oprettede familieministerium (burde retteligt hedde propagandaministerium, hvorfor har vi singler ikke et ministerium?). Tag Lommeknivs-Lene (som dog ikke var feminist nok til at støtte forbude mod købesex).Jeg ved godt at det også står sløjt til med mændene, men man skal altså virkelig lede længe for at finde ægte borgerlige kvinder.Og kigger man nede på jorden i det menige vælgerkorps, så er det jo et faktum at kvinder stemmer mere til venstre, at de går mere ind for blød uddelingspolitik, både indenrigs og ulands-. At de er mod militær, at de tror vi kan snakke palæstinensere til ro etc etc .Den kvindelige tilgang til politik er simpelthen en katastrofe. I sig selv et filosofisk/etisk problem som venter på at blive samlet op af fagfolk der tør. (tror ikke det vil ske i offentlighedens lys)

    Svar
  5. Kim Poulsen

    PS, til Mie:Jeg må hellere præcisere det: Jeg mener naturligvis ikke at man kan dømme et individ på køn, race, eller andet i den dur. Jeg mener dog man kan og bør bruge statistikker i sin analyse af samfundet.Fx. er det et faktum at mænds evner er mere spredt end kvinders, hvilket giver flere genier og flere idioter. For samfundets udvikling og opretholdelse er genierne de mest interessante. Når man som i Danmark har flere kvinder end mænd på de højere uddannelser, har man et samfundsmæssigt problem. En høj uddannelse skulle helst have lidt med iq at gøre.Deraf min måske indforståede kommentar om feminisering til inkompetenceniveau. Når middelmådigt begavede kvinder hjælpes til at herske over begavede mænd, går det galt. Med dominerende kvindelig indflydelse (efter min mening lever vi snart i et matrarkat) bliver et samfund inkompetent relativt et samfund der vurderer og bruger individer på basis af deres evner.

    Svar
  6. Christian

    Men lyspunkterne er få. Kurt Strand lægger sig pladask på maven for Connie-effekten. Og det gælder fra indledningens detaljerede beskrivelser af forløbet omkring ministerudnævnelsen til de manende slutord: »En anstændig borgerlig har talt«Anmeldelsen af Kurt Strands bibliografi om Connie Hedegaard i http://www.berlingske.dk/grid/anmeldelser/artikel:aid=638746Hedegaard er klart en bedre muljøminister end den tidligere Smith der var en katastrofe.Men hvorfor kan man have en minister – endda en borgerlig regering, der hindrer en naturlig butiksudvikling. Forbrugernes krav bliver større. De ønsker bedre og større udvalg.

    Svar
  7. Mie Harder

    Kære Kim, jeg bliver vist nødt til at være lidt uenig med den retoriske linie, du har valgt her.Det er korrekt, at kvinder statistisk set stemmer mere til venstre og i højere grad går ind for en omfattende fordelingspolitik. Selvom jeg, antageligvis, på den politiske front er mere enig med dig, vil jeg altså ikke gå med til at konkludere, at en stor befolkningsgruppe er inkompetent, simpelthen fordi de ikke deler mit politiske synspunkt.At nogle kvinder muligvis stemmer udfra et uoplyst grundlag er en anden sag. Et problem, der i øvrigt er lige så gældende for mænds stemmevaner. At uoplyste mænd i højere grad stemmer borgerligt end uoplyste kvinder er i og for sig irrelevant. Så jeg vil ikke sige, at den kvindelige tilgang til politik er en katastrofe – nej, det er snarere danskeres tilgang til politik, der er katastrofal. Her har du belejligt udeladt mænd – da de, i deres uvidenhed, tilfældigvis, statistisk set stemmer mere efter din overbevisning.Det er vel egentligt et demokratisk problem. Vi kan jo ikke forhindre folk, der er uvidende eller af anden årsag er politisk uenige med Kim Poulsen, i at stemme.Til dit sidste indlæg vil jeg lige bemærke, at middelmådigt begavede kvinder på ingen måde hjælpes til at herske over mænd. Jeg ved ikke, hvor du får den idé fra. Snarere hjælper vi i dag middelmådigt begavede mænd til at herske over den øvrige befolkning (m/k). Vi har jo i dag et samfund, hvor mænd er dominerede i lederstillinger, såvel politisk som i enhver anden sammenhæng. Det ser jeg nu ikke i sig selv som et problem, og jeg går selvfølgeligt heller ikke ind for kønskvoteringer eller lignende – men jeg mener, at dine kommentarer er helt absurde.Selvfølgeligt skal vi ikke hjælpe kvinder frem – ligesom vi, som samfund, heller ikke skal hjælpe mænd frem. Samfundet skal, som du selv pointerer, vurdere individer på basis af deres evner.

    Svar
  8. Lars Hvidberg

    Vel talt, Mie. Jeg har svært ved at se hvad vi skal med de her diskussioner om femininiseringen af den vestlige verden og hvad ved jeg. De styrende kræfter i udviklingen har til alle tider været mænd, hvilket dog ikke har gjort dem klogere. Jeg kender i øvrigt selv adskillige borgerligt sindede kvinder personligt, så på et rent anekdotisk plan kan jeg heller ikke få øje på noget kønsmæssigt problem (men selvfølgelig en masse andre problemer).

    Svar

Leave a Reply to Kim PoulsenCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.