Warning: Use of undefined constant W3TC_POWERED_BY - assumed 'W3TC_POWERED_BY' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/punditokraterne.dk/public_html/wp-content/plugins/google-webfont-optimizer/google-webfont-optimizer.php on line 342
Fogh om Afrika, ulandsbistand og frihandel – Punditokraterne

Fogh om Afrika, ulandsbistand og frihandel

Danmarks riges statsminister, Anders Fogh Rasmussen (AFR), er p.t. på besøg i Afrika. Besøget er startet i Tanzania – et af verdens absolut fattigste lande. Dette rejser naturligt en række spørgsmål om bl.a. ulandsbistandens effektivitet samt hvilke faktorer, der kan forklare, hvorfor så mange afrikanske lande fortsat i dag er ekstremt fattige. Jeg har før her på bloggen fremhævet den amerikanske økonom William Easterly som én, der ikke synger med på den sædvanlige sang om ulandsbistandens herligheder, og som ej heller blot antager, at flere ulandskroner (eller dollars, pund etc.) er løsningen på verdens – og i særdeleshed Afrikas – fattigdomsproblemer. I denne forbindelse var det ekstra interessant i dag at læse AFRs udtalelser refereret i Berlingske Tidende. Hvad er – efter AFRs vurdering – årsagerne til Afrikas fattigdom?

De unge selvstændige afrikanske lande tabte rigtig mange års udvikling på grund af socialistiske regimer og eksperimenter. Tanzania var en socialistisk et-parti-stat med tætte bånd til Øst-blokken – men er altså nu under udvikling


De afrikanske stater, der gennemfører reformer, de oplever gigantisk vækst. De lande, der stadig kører et lukket centralistisk system, de oplever hungersnød. For nu at sige det kort.

Statsministeren mener altså ikke, at fattigdomsproblemer blot løses ved at poste flere bistandskroner i hovedet på forskellige projekter. Snarere tyder det på, at AFR anerkender, at en stor del af forklaringen på Afrikas fattigdom er institutionel og skal findes i forhold som langstrakte perioder under socialistiske despoter, dårlig regeringsførelse, manglende beskyttelse af private ejendomsrettigheder etc. – hvilket alt sammen har bidraget til at fastholde mange af kontinentets lande i fattigdom. Samtidig fremhæver statsministeren frihandel og åbne markeder som vejen frem, hvis de afrikanske lande skal generere højere økonomisk vækst.

Hovedproblemet i Afrika er, at man har åbnet økonomien for sent.

Det er vanskelligt at være uenig i betydningen af frihandel og åbne markeder (samtidig med at det som liberal er rart at høre, at AFR ikke er konverteret fuldstændigt til socialdemokratismen). Lad os også her følge AFRs diagnose og løsningsforslag op med en opfordring til statsministeren (og regeringen) om at kæmpe ekstra hårdt for at afskaffe EUs handelsbarrierer og landbrugsstøtteordninger, som er særdeles skadelige for frihandel.

5 Kommentarer

  1. Det er rigtig fornuftig snak fra AFR for en gangs skyld. Bistandsdebatten kommer meget ofte til at fokusere meget ensidigt på spørgsmålet om mere bistand som den gyldne løsning, hvorved fokus på de institutionelle og historiske årsager og forhindringer for udvikling sættes i baggrunden. Dog synes jeg, at nogle tilføjelser er på sin plads i forhold til indlægget og AFR’s udtalelser. – Easterlys artikkel bliver fremhævet i indlægget, hvilket jeg er glad for da den i høj grad er læseværdig. I sin tid skrev jeg en kommentar til indlægget som kan læses gennem linket i Stanislaws indlæg. En af Easterlys pointer er, at en af de bidragende faktorer til Afrikas manglende udvikling også har været utopien om frihandel og liberaliseringer som løsning på kontinentets problemer. IMF og Verdensbankens strukturtilpasningsprogrammer får af Easterly nogle hårde ord med på vejen i denne sammenhæng: ”We have already seen the failure of utopian packages in the last two decades: The failure of “shock therapy” to convert the former Soviet Union from communism to capitalism and the failure of IMF/World Bank “structural adjustment” to transform nations in Africa, the Middle East and Latin America into free-market paragons. All of these regions have suffered from poor economic growth since utopian efforts began”. Det der i min optik er vigtigt, er at man ikke skifter fra et ensidigt fokus på bistand til et ensidigt fokus på frihandel som en løsning til de uhyre komplekse problemer. Frihandel (specielt ændringer af EU’s handelspolitik) har store potentialer og bør i vidt omfang gennemføres. Men man skal passe på i denne liberaliseringsproces ikke at undervurdere bistandens rolle i udviklingsaspektet – noget indlægget lidt bærer præg af. Et reformforslag (det såkaldte Harbinsons reformforslag) som er fremsat i WTO-regi omkring øget handelsliberaliseringer på globalt plan pointerer faktisk, at Afrika (syd for Sahara) reelt vil tabe penge på øget frihandel. Samtidig vil der dog komme en stor global gevinst og der vil derfor være rigelig mulighed for at kompensere for evt. tab gennem øget bistand der på sigt skal gøre landene økonomisk uafhængige af vesten. – Mht. til de historiske aspekter er det interessant at AFR kommer ind på mange af de Afrikanske landes socialistiske fortid. Denne baggrund har uden tvivl været skadelig for mange af landene. For at nuancere det lidt er det dog værd at pointere, at det ikke så meget er et spørgsmål om socialisme men snarere om manglende demokrati der historisk har gjort, at vi i dag i Afrika har nogle nationer der utrolig dårligt ledet – der er simpelthen ikke tradition for politiske systemer der er velfungerende. Spændende er det også, at mange af disse stater blev ”finansieret” af de to parter i den kolde krig i et forsøg på at købe sig til allierede. Vesten var således med til at holde korrupte regimer ved magten – en politik der den dag i dag har konsekvenser for den enkelte afrikaner. Det er derfor lidt tyndt at ”tørre den af” på socialismen. At det forholder sig sådan skal dog ikke forstås som om at jeg tilhører den gruppe af snæversynede mennesker der giver vestens skylden for al dårligdom i verden eller på nogen måder et forsvar for socialismen men blot som et forsøg på at nuancere debatten lidt.Som jeg ser det er det vigtigt og rigtigt at der opfodres til at gøre noget handelspolitikken, specielt her i Europa. Det skal dog ikke komme til udtryk i et hovedløst liberalt projekt, hvor konsekvenserne for udviklingslandene ikke tages med i overvejelserne. Samtidig vil bistanden stadigvæk være et centralt værktøj for at realisere Afrikas udviklingspotentiale og dens rolle bør ikke undervurderes så kraftigt, som tilfældet, efter min mening, ofte er tendensen i debatten på denne hjemmeside.

  2. Christian Bjørnskov

    13. oktober 2005 at 06:45

    Lad mig – med den evige risiko for at lyde som en ond og fascistisk neolineral – lige gøre opmærksom på empirien omkring ulandshjælpens effektivitet. Som en af de (relativt) få danske økonomer, der fedter med data på disse ting, er det min klare erfaring – og den afspejles også i den uafhængige forskning på området- at det er nærmest umuligt at dokumentere en positiv effekt af ulandshjælp på noget som helst. Lige meget hvor meget man fifler med data, betyder ulandshjælp ikke noget som helst for udvikling, medmindre man da regner dens negative effekt på korruption og institutionelle reformer ind. Så når Christian H utvivlsomt af sit hjertes godhed mener, at “bistanden stadigvæk [vil] være et centralt værktøj for at realisere Afrikas udviklingspotentiale”, så taler han mod de empiriske fakta. Afrikas og vores egentlige udfordring er, at sørge for incitamenter til at fremme reformer af demokratiske institutioner, retsvæsen og reguleringer. Og det gør man bestemt ikke med velmente poser penge.

  3. Med stor forsinkelse kommer hermed en lille kommentar. Jeg havde godt på fornemmelsen at der ville komme et svar a la Bjørnskovs på min kommentar. Bistand er et utrolig fascinerende stridsspørgsmål i debatten om udvikling fordi synspunkterne er så polariserede. På den ene side er der dem der mener, at bistand har en direkte negativ indvirkning og på den anden side har vi en situation, hvor stort set hele verdenssamfundet formelt har bakket op om de såkaldte Millenium Devolopment Goals (MDG’s) der blandt flere ting foreskriver alle vestlige lande at hæve ulandsbistanden. Det kan umiddelbart virke besynderligt specielt da modstanderne af (øget) bistand som regel har en del empiri i ryggen.Som det fremgår af min kommentar hører jeg til dem der mener, at bistand er et vigtigt værktøj til at opnå udvikling i ulandende – ikke fordi jeg ikke er klar over, at der findes undersøgelser som Bjørnskovs og mange andres eller fordi jeg vælger at se bort fra dem. Grunden til at jeg kan beholde min optimisme er den, at jeg mener, at undersøgelser som Bjørnskovs er lidt forfejlede. De er gode til at illustrere, at bistand i mange tilfælde har (med tryk på har) virket utrolig dårligt. Det er dog efterhånden gamle nyheder og for folk der har kendskab til, hvorledes der i mange år blev ydet lån og bistand kan det heller ikke rigtig komme bag på dem. Mens nogle vælger at sige, at vi i vesten helt skal holde op med at give bistand (for det er vel reelt det der antydes) bruger andre tallene til at belyse, hvordan der kan gives bedre bistand. For selvom Bjørnskov ikke får det til at lyde sådan, så virker bistand rent faktisk i nogle tilfælde – og den kan virke exceptionelt godt. For det første handler det om at give bistand på en helt anden måde, end mange hidtil har gjort og for det andet handler det om at satse på de rigtige områder.Der henvises til Easterlys artikel og derfor vil jeg lige bringe et citat fra denne artikel der fint belyser dette: ”Certainly not all aid efforts are futile. Instead of setting utopian goals such as ending world poverty, global leaders should simply concentrate on finding particular interventions that work. Anecdotal and some systematic evidence suggest piecemeal approaches to aid can be successful. Routine childhood immunization combined with measles vaccination in seven southern African nations cut reported measles cases from 60,000 in 1996 to 117 in 2000 … Abhihit Banerjee and Ruimin He at the Massachusetts Institute of Technology list examples of successful aid programs that passed rigorous evaluation: subsidies to families for education and health costs for their children, remedial teaching, uniforms and textbooks, school vouchers, deworming drugs and nutritional supplements, vaccinations, HIV prevention, indoor spraying for malaria, bed nets, fertilizer, and clean water” (Easterly 2005, 63-64). Det giver immervæk et noget andet billede end Bjørnskovs påstand om, at ”lige meget hvor meget man fifler med data, betyder ulandshjælp ikke noget som helst for udvikling”. Men måske er det fordi man ligesom visse andre forskere har et snævert fokus på økonomisk udvikling som indikator på bistandens succes eller er det blot fordi man ikke har set på enkelte programmer? Det kan nogle gange undre mig, hvordan nogle forskere kan være helt skråsikre i deres konklusioner, til trods for, at en række af verdens førende økonomer bakker op om målsætningen om en øget indsats i ulandene – og herunder mere bistand og mere omfattende gældslettelse. IMF og Verdensbanken er blandt dem der bakker op om målene. De har som bekendt overvejende økonomer, der har omfattende kendskab til bistand og dens effekt, på deres lønningslister. Jeg ved blandt andet, at Martin Paldam, en anden dansk forsker der har nået de samme konklusioner som Bjørnskov, har fremlagt sine undersøgelser for Verdensbaken. De blev åbenbart ikke overbevist. Lomborgs meget omtalte konference ”Copenhagen Consensus” vidste netop også, at en indsats på mange af de områder, som NGO’er har talt for i mange år, ikke kun som ideer er tiltalende – de er direkte gode investeringer. Således fandt man at f.eks. at en målrettet indsats mod HIV/AIDS ville give pengene næsten 40 gange igen. Det er selvfølgelig bygget på antagelser (og metoderne skal ikke siges at være særligt pålidelige) men det viser alligevel et vist potentiale. Det skal her fremhæves, at ”dommerpanelet” bestod af nogle af verdens førende økonomer. Faktisk fandt man, at tre ud af de fire bedste områder for indsats var traditionelle bistandsområder. Det sidste var bedre handelsregler – også et helt centralt område for NGO-miljøet i dag. Vejen frem er altså at målrette bistanden til ting, som vi med nogen sikkerhed kan sige fungerer, samtidig med, at bistand gives på en bedre måde – dvs. er langsigtet, gennemskuelig og ikke bundet til givernes nationale interesser. Samtidig skal der gøres noget ved de skadelige handelsbarriere og slutteligt er det samtidigt nødvendigt, at gøre noget ved ulandenes gæld. Man behøver ikke at være uddannet økonom for at indse, at gældsafbetalinger der f.eks. i Ghana udgør 11 % af de offentlige budgetter ikke er fremmende for en fungerende økonomi. Jeg er sikker på, at Bjørnskov af sit ”hjertes godhed” mener, at bistanden skal afskaffes (det er vel konsekvensen, når dine undersøgelser viser at den kun har negativ effekt?) men det taler imod visse erfaring, empiriske eksempler (dog ikke historisk eller samlet set), et mere eller mindre enigt internationalt samfund, samt mange af de mest velansete økonomer.

  4. Christian Bjørnskov

    21. oktober 2005 at 05:30

    En kort kommentar til kommentaren herfra. Christian H undrer sig blandt andet over, at sort set hele verdenssamfundet bakker op om ulandsbistanden, men det er da ikke et argument. En forbløffende stor del af danskerne bakker op om efterlønnen, men derfor er den da alligevel slemt skadelig for Danmarks økonomi, eller hvad? Han peger også på, at Verdensbankens økonomer ikke er overbeviste om, at ulandsbistand ikke dur. Er det overraskende, når det nu engang er bankens hovedopgave at bruge bistandspenge?Den sidste ting at kommentere på er, at de økonomer, der enten bakker op om MDG eller rent faktisk leverer beregninger på, ‘hvor meget’ bistand man skal give for at opnå et givet mål, baserer deres holdninger på en bestemt analytisk model. Den hedder i daglig tale ‘the two-gap model’, fordi den antager at bistanden skal fylde enten et investeringsgab – landet sparer for lidt op til at investere nok – eller et handelsgab – landet eksporterer for lidt til at finansiere indkøb af råvarer osv. Det vidunderlige ved modellen – set fra bistandsoptimisternes synspunkt – er at two-gap modellen kan bruges til at beregne, præcist hvor meget ulandsbistand der skal til for at udrydde fattigdom osv. Problemet er bare, at den ikke har en flyvende fis med virkeligheden at gøre. Når man taler med folk fra f.eks. Verdensbanken ved de det godt, men de har ikke noget alternativ der kan generere de samme konklusioner, som politikerne kan lide. Så man bliver ved med at bruge en model, der er rendyrket nonsens! Med andre ord kan man lide så godt stole Anders And som Jeffrey Sachs eller de andre flinke økonomer.Sidst, men ikke mindst, ville jeg da være idiot hvis jeg påstod, at bistanden ikke har positive effekter. Der er masser af gode projekter, men min pointe er bare, at der er makroøkonomisk og politiske effekter, der typisk fuldstændigt opvejer de positive effekter af, f.eks., at finansiere en brønd eller en skole. Og det er ligegyldigt om man ser på økonomisk vækst eller andre udviklingsmål. Jeg vil derfor blive ved med at stole på videnskaben og lade politikerne om det politiske korrekte nonsens.

  5. For at undgå at dette ender med at blive flere sider langt vil jeg ikke kommentere alle Bjørnskovs indsigelser men blot genopridse min hovedpointe og måske håbe på, at det bliver lidt mere klart. Vi kan blive enige om, at bistand ikke har vist det potentiale, som mange havde forventede da man begyndte at engagere sig i ulandene. Empirien viser dette. Fejltagelsen, efter min mening, begås først når man ud fra undersøgelser af hvordan bistanden har virket (igen med tryk på har), mener at kunne forudsige, hvordan den fortsat kommer til at virke. Det forudsætter, at måden der gives bistand på ikke ændres. Det er dog i høj grad lige netop på dette område, effektivisering af bistanden, debatten foregår i dag. MDG’erne stiller bl.a. også krav til donorlandene om mere effektiv bistand (som målt ved en række parametre). Det er således ikke mere af det samme der advokeres for, og derfor kan Bjørnskovs undersøgelse reelt ikke afskrive bistand som et middel til at opnå udvikling. En stillingtagen til emnet kan ikke ske på en rent videnskabelig baggrund, sådan som det forsøges. Det medfører jo selvfølgelig også, at jeg ikke kan være 100 % sikker på, at bistand i fremtiden vil komme til at virke. Men når der ses på, hvor mange aspekter der kan forbedres i den måde der gives bistand, samtidig med at udviklingen langsomt i mange ulande går mod demokratisering og inddragelse af civilsamfundet i udarbejdelsen af fattigdomsreduktionsstrategier synes jeg alligevel der er grund til optimisme.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑


Warning: Use of undefined constant W3TC_POWERED_BY - assumed 'W3TC_POWERED_BY' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/punditokraterne.dk/public_html/wp-content/plugins/google-webfont-optimizer/google-webfont-optimizer.php on line 342