FN-filosofien og Visdommens Gudinde

Fireogtyve mere eller mindre prominente danskere har lagt sag an imod den danske stat og dens repræsentant Anders Fogh Rasmussen. Det er Irak-krigen, der spøger, og sagsøgerne er gramme i hu. For den siddende regering skal i al sin dårskab have forbrudt sig imod Det Danmarks Riges Grundlov. Eller nærmere bestemt paragraf 19, stk. 2, der knæsætter, at “Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat”.

For den læge læser, undertegnede inkluderet, kan det ved første øjekast være svært at se, hvori den gode Fogh Rasmussens brøde består. Der var som bekendt et folketingsflertal bag Irak-beslutningen, så samtykket kan vel ikke betvivles? Men her er det, at det hele bliver juridisk spidsfindigt. For da man ændrede grundloven i 1953 blev paragraf 19 åbenbart ajourført med FN-pagten. Det skulle så igen betyde, at al magtanvendelse er forbudt, medmindre det sker i 1) selvforsvar eller 2) som følge af en FN-sikkerhedsresolution.

Jeg skal ikke kunne kloge mig på, om det er juridisk hold i den påstand. Men det er meget sigende, at søgsmålet er bundet op på FN-pagten. For politisk set er det ret beset selve FN-filosofien – forestillingen om at ‘verdenssamfundet’ har gjort magtpolitik til et både ubrugeligt og ulegitimt redskab – der bliver ført i vælten i den her sag. Den tanke er meget smuk, derom er der ingen tvivl. Problemet er bare, at FN-filosofien har vist sig at være uden hold i virkeligheden. Forskellen mellem kulturer og nationale interesser har igen og igen udstillet det store verdensfællesskab som en illusion.

Eller rettere: FN-filosofien har til en vis grad gået sin sejrsgang på vore breddegrader, men den har – som Kagan så glimrende mindede os om for et par år siden – kun i meget begrænset omfang vundet indpas uden for det europæiske paradis. Den floromvundne snak om en ny tidsalder præget af menneskerettigheder og et international retssamfund gør næppe det helt store indtryk i verdens brændpunkter. Hvor efterlader det os i den konkrete sag?

Amerikanerne led muligvis af hybris, da de pludselig satte sig for at omskabe Mellemøsten i det liberale demokratis billede. Men det betyder ikke, at den danske regering begik en fejltagelse ved at følge trop. USA er trods alt de liberale demokratiers fremmeste garant, og udenrigspolitik handler om at tage hensyn til nationale interesser, især de langsigtede af slagsen.

Og herved er vi tilbage ved magtpolitikken. I en verden, hvor krig og diktatur endnu er hverdagsforeteelser, dér forslår FN-filosofien som en skrædder et vist sted. Den vestlige verdens statsmænd er naive, hvis de lægger deres lod i den skål, uanset hvor bekvemmeligt det måtte være. Magtpolitikken er et nødvendigt redskab for enhver regering, i dag som tidligere.

Hvis du vil fred, så forbered dig på krig, skal Kejser Augustus have sagt. Det yderst prosaiske råd har ikke mistet sin gangbarhed. Den tyske digter Heinrich Heine sagde det meget poetisk, da han i 1834 bad franskmændene betænke, at på Olympen

“…amidst the nude deities who feast upon nectar and ambrosia, there is one goddess who amidst all this merriment and peace keeps her armour and her helmet and a spear in her hand – the goddess of wisdom”.

Og Visdommens Gudinde skal man som bekendt ikke kimse af.

1 thought on “FN-filosofien og Visdommens Gudinde

  1. R.H. Iversen

    “Hvis du vil fred, så forbered dig på krig, skal Kejser Augustus have sagt.”I al beskedenhed må dette citat tilskrives den senromerske militærteoretiker Vegetius (si vis pacem para Bellum)

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.