Kultur-konservativ kulturkamp?

Kultur-konservative debattører og politikere såsom Søren Krarup og Jesper Langballe har længe opfattet deres fineste opgave som bestående i at føre kulturkamp og dermed gøre op med den omsiggribende politiske korrekthed, der hersker i Danmark. De seneste 10-15 år har denne kamp hovedsagelig omhandlet indvandring. På dette område må de kulturkonservatives opgør med fasttømrede politisk korrekte forestillinger siges at have lykkedes over al forventning. Der er gennemført en stram udlændingepolitik og der er en tværpolitisk konsensus om nødvendigheden af en sådan, der har bred opbakning i befolkningen. Selv om jeg personligt ikke deler holdninger med Krarup et al og ville have foreslået radikalt andre løsninger på problemet med indvandring er jeg enig med de kulturkonservative i, at den hidtidige udlændingepolitik var uholdbar. Massiv indvandring til en velfærdsstat med mange og høje ydelser tildelt efter universalprincippet er en uundgåelig katastrofe.

Men udlændingepolitikken var jo kun en del af det kulturkonservative projekt. Den politiske korrekthed som de kultur-konservative ville gøre op med begrænser sig jo ikke alene til udlændingeområdet, men gennemsyrer hele det politiske liv. Søren Krarup skrev i det kulturkonservative hoforgan Tidehverv artiklen "hvad med kulturkampen?" fra 2004, hvoraf det fremgår:

Resultatet af regeringens indsats står og falder med udfaldet af den kulturkamp, der foregår, har Anders Fogh Rasmussen sagt, og vi er nogle stykker, der er hjerteligt enige med ham, og som efter evne vil støtte og hjælpe ham i kulturkampen. Opgøret med den politiske korrekthed. Opgøret med kulturradikalismen. Opgøret med 1968-ideologien.

Man må derfor gå ud fra, at Krarup og Langballes politiske engagement i Dansk Folkeparti blev indledt med henblik på, at føre kulturkamp mod selve den herskende politiske kultur og dermed kulturkamp på mange fronter, ikke blot én.

Rent faktisk har den åndløse socialdemokratiske velfærdsstat længe før udlændingespørgsmålet været af hovedmålene for de kultur-konservatives kulturkamp:  

I Tidehverv anmeldte Niels Lillelund i 1990 bl.a. Bertel Haarders bog "Grænser for Politik" på følgende måde:

hvornår har vi i Danmark sidst hørt en politiker sige, at der skulle sættes grænser for politik? Hvornår har vi hørt en politiker sige, at det ikke netop var ved politikken og dermed altså politikernes eget virke, at menneskets lykke skulle sikres? Hvor længe er det ikke siden, at en politiker har vovet at sige, at borgernes sjælelige velbefindende ikke nødvendigvis er et anliggende for Folketinget?

Det er længe siden. I disse dage er alt jo politik – det var sandt på Kierkegaards tid, og det er det ikke mindre i dag. Demokratiet er blevet til demokratisme. En totalitær ideologi, hvor alting er underlagt flertalsregimentet…

Men økonomien er ikke det hele. Hvad der skal til er en dekonstruktion af social- og kontrol-staten. Ikke for økonomiens skyld, men for menneskenes skyld. For menneskenes åndelige friheds skyld skal der være grænser for politikken, jf. Jakob Knudsens ord om, at det åndelige må være frihed. Der skal gøres op med den danske model, ikke først og fremmest fordi den er en økonomisk umulighed – den slags regulerer sig selv via bankerotter og andre fataliteter – men fordi den er en svinebinding af mennesket. Fordi den nægter mennesket den mest basale frihed, friheden til at tage ansvaret for sig selv.

I samme blad skrev Jesper Langballe i 1985 en (i øvrigt særdeles interessant) artikel kaldet "konservatisme":

En økonomisk genopretning er udmærket og nødvendig. Økonomi har også med ånd at gøre. At fortælle befolkningen, at den ikke ustraffet kan tilfredsstille sine behov ved at stifte lån er i sig selv et udsagn af ånd. Det er i praksis at hævde loven. Hvis så bare regeringen sagde det, i stedet for at henvise til den økonomiske nødvendighed som en isoleret formel og beklage, at der ikke er råd til at opretholde det ødelæggende velfærds- og behandlersamfund, som den politiske modstander har skabt. Hvis man i stedet for at danne ekko-rum bag socialdemokratiets og de radikales glæde over et bistandssystem, som vil gøre samtlige borgere til bistandsklienter og dermed til fuldkommenhed reproducerer billedet af Tocquevilles paternistiske stat – ja, hvis man i stedet for at beklage nødvendigheden af sociale nedskæringer sagde til befolkningen: – det er gavnligt, især for jeres åndelige sundheds skyld, at der skæres ned på den generelle bistand – det er frihedens forudsætning – så kunne regeringen kalde sig konservativ med ære.

De ovenstående citater står dog i grel modsætning til den politik Krarup og Langballe lægger navn og stemmer til via deres medlemskab af Folketinget for DF. I stedet for at forsvare et Kierkegaardsk eller Grundtvigsk Danmark, hvor det personlige ansvar er i højsædet og folkefællesskab udspringer af frivillighed, ikke statsordineret tvang, forsvarer Krarup og Langballe nu den social-demokratiske velfærdsstat, hvor personligt ansvar er tabu og den materielle lighed et erklæret politisk mål, der trumfer alle andre hensyn. Da de kulturkonservative via deres alliance med Dansk Folkeparti endelig fik magt som de have agt svigtede de således med en enkelt markant undtagelse hele deres projekt og overgav sig til den politiske korrekthed, de ellers forsvor som samfundets undergang.

Så galt står det til, at Søren Krarups egen datter Katrine Winkel-Holm i en artikel på Liberator stillede spørgsmålet "er Dansk Folkeparti et borgerligt eller et socialistisk parti?". Unægtelig hårde ord for Krarup og Langballe for hvem kampen mod marxismen hele livet har været magtpåliggende. Det siger meget om den politiske magts uimodståelige tiltrækningskraft, at to ideologiske løver som Krarup og Langballe i den grad er blevet reduceret til fromme lam.

7 thoughts on “Kultur-konservativ kulturkamp?

  1. Kimporator

    Hæhæ, det bliver ganske interessant at se hvad der sker med de 2 fætre, om de får nok, eller de bare er mætte af dage. Liberalismens fremtid er også spændende, her hvor flere og flere mennesker bliver ubrugelige i takt med udviklingen. Jeg synes det hele ser grumset ud.Jeg har et par hængepartier i nogle kommentarer, har været syg og vender snart tilbage og ser om jeg bør give et svar.

    Svar
  2. Kim Møller

    Kan sagens følge paradokset, men jeg tror nu Krarup og Langballe på lidt længere sigt har valgt rigtigt. Tænk hvis SR fik held til at forsvenske Danmark – så bliver alle andre problemstillinger irrelevante.

    Svar
  3. Jacob Mchangama

    Ad Kim:Jeg er meget grundlæggende uenig i din antagelse. For mig at se er økonomisk og personlig frihed i høj grad forenelig med en lempelig udlændingepolitik (og det er vel det du hentyder til med forsvenskning?). Australien, Canada og USA tiltrækker millioner af indvandrere, inklusive muslimer, som efter en årrække ofte klarere sig bedre end indfødte. Det kan næppe forklares på anden måde end at disse lande ikke drukner indvandrere i omsorg og i det hele taget lægger stærkere vægt på at skabe incitamenter for individets selvforsørgelse end på at tildele staten det primære ansvar herfor. De indvandrere der kommer til disse lande ved med andre ord på forhånd, at det kræver hårdt arbejde at skabe sig et liv i det nye land og at hvis en sådan arbejdsindsats ikke ydes er livet ikke nødvendigvis bedre end hvor man kom fra.Det er vel også bemærkelsesværdigt, at det virker som om de førnævnte lande har langt færre problemer med fanatiske muslimer end Europæiske lande. Kunne det måske tilskrives den tolerante holdning overfor andre religioner som er en helt central værdi i common-law lande? Det er nok lettere at føle sig knyttet og loyal til et land hvor man som den største naturlighed kan dyrke sin religion i moskeen rundt om hjørnet, fremfor i et land hvor der stiftes tværpolitiske lister med det eneste formål at forbyde opførelsen af moskeen rundt om hjørnet. Det er derfor nok ikke tilfældigt at en organisation som http://www.freemuslims.org/ der betingelsesløst fordømmer terror er opstået i USA ikke Europa.På mig virker det som om Langballe og Krarup er langt mere interesserede i et kulturelt homogent Danmark end et velstående Danmark med respekt for individet, såfremt et sådant Danmark også er multikulturelt.

    Svar
  4. Thomas

    “Man kan ikke både have åbne kasser og åbne grænser” Skrev Anne Knudsen rammende i en leder i Weekendavisen for nogen tid siden. Danmark har åbne grænser og åbne kasser (pengekasser forstået). Den økonomiske side af indvandringen drejer sig om det gode gamle spørgsmål om velfærdsmodel. Danmark har fra starten valgt en universalistisk velfærdsmodel, der er ‘uegnet’ til stort indvandringspres. Det er trivielt stof. Og ihvertfald lige dét problem har USA ikke, og Australien og Canada i mindre grad end Danmark. De kan ikke sammenlignes med Danmarks situatin.Jacob skrev: “Australien, Canada og USA tiltrækker millioner af indvandrere, inklusive muslimer, som efter en årrække ofte klarere sig bedre end indfødte.”Det var jo sandt indtil for 100 år siden, men ikke idag. Indvandringen af hispanics til USA kan sammenlignes med indvandringen af ufaglærte til Europa. ‘The melting pot’ eksisterer ikke. De sociale og religiøse forskelle består.

    Svar
  5. Jacob Mchangama

    Ad Thomas:Siden du ikke ikke bakker din påstand om, at indvandring ikke har bidraget positivt til USAs økonomi de sidste 100 år op med fakta så tillad mig at kaste den første sten med dette citat fra en CATO institute artikel fra 2002:”Immigration in the last decade has averaged about 1 million per year[…]Immigration gives the United States an economic edge in the world economy. Immigrants bring innovative ideas and entrepreneurial spirit to the U.S. economy. They provide business contacts to other markets, enhancing America’s ability to trade and invest profitably in the global economy. They keep our economy flexible, allowing U.S. producers to keep prices down and to respond to changing consumer demands. An authoritative 1997 study by the National Academy of Sciences (NAS) concluded that immigration delivered a “significant positive gain” to the U.S. economy. In testimony before Congress last year, Federal Reserve Board Chairman Alan Greenspan said, “I’ve always argued that this country has benefited immensely from the fact that we draw people from all over the world[…]Immigrants are not a drain on government finances. The NAS study found that the typical immigrant and his or her offspring will pay a net $80,000 more in taxes during their lifetimes than they collect in government services. For immigrants with college degrees, the net fiscal return is $198,000. It is true that low-skilled immigrants and refugees tend to use welfare more than the typical “native” household, but the 1996 Welfare Reform Act made it much more difficult for newcomers to collect welfare. As a result, immigrant use of welfare has declined in recent years along with overall welfare rolls.”Det ville måske også være værd at læse Julian L. Simons “The economic consequences of immigration” som konkluderer, at immigration er gavnligt for USA.Endvidere er det helt hen i vejret at tale om at indvandring af hispanics medfører stigende religiøse forskelle. De fleste hispanics er katolikker ligesom de millioner af italienere, irere og polakker (mv.) der bor i USA. Hvis katolicismen var en fremmedartet religion for den almindelige amerikaner var den katolske John Roberts næppe blevet udnævnt til Chief Justice for den amerikanske højesteret (både Scalia og Clarence Thomas er i øvrigt også katolikker ligesom Præsident Kennedy var det).

    Svar
  6. Jacob Mchangama

    Djævelens Advokat er i luften med sin 4. udsendelse (www.devilsadvocate.dk), der har Jesper Langballe i studiet til en debat om den kultur-konservative kulturkamp.Lidt Citater:”Den totalitære opfattelse af det politiske har jo i og for sig hele tiden ligget i kim i den kulturradikalisme, som har behersket landet i 100 år””Al ordentlig politik bygger på vrede(…)vrede er da den mest legitime motivation overhovedet for at kaste sig ind i politisk arbejde og i en kulturkamp””Der er to bevæggrunde for at gå ind i Folketinget(..)og det er at bidrage til at forhindre, at den danske nationalstat omdannes til et multikulturelt helvede og samtidig til at undgå, at Danmark bliver til en delstat i Europas forenede stater”.”Indvandringen ændrer så at sige konditionerne totalt. Indvandring har jo ændret forholdende og også måden at tænke socialt på indfødte danskere imellem”.”Jeg vil bestemt ikke bestride(…)at der stadigvæk sker en klientgørelse af folk i det bistandssytem vi har, og det mener jeg er ulykkeligt”.”Jeg har betragtet al partipolitik som decideret landskadelig virksomhed”.”For mit vedkommende der drejer det sig om nu simpelthen at prøve og bidrage til at Danmark overhovedet overlever, fordi det er altså forudsætningen for, at vi kan fylde et demokratisk indhold i det, et folkestyre uden et folk, det eksisterer ikke”.

    Svar

Leave a Reply to Jacob MchangamaCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.