Dansk forskningspolitik, Sovjetisk tænkning

Nu er efterårsferien overstået, og så kan man starte det lange, seje træk mod jul med en smule historie som baggrund for diskussioner om den danske forskningspolitik. Historien kan her, som på så mange andre områder, give stof til eftertanke. Og historien drejer sig om Gosplan.

Gosplan var navnet på det agentur, der oprindeligt koordinerede de forskellige Sovjetrepublikkers økonomiske planer. Fra 1928 blev Gosplan ansvarlig for at formulere og overvåge udførslen af de famøse femårsplaner, som lagde linierne for, hvordan Sovjetunionen skulle udvikle sig. Med andre ord var det Gosplan, der identificerede hvilke områder, landet skulle satse på, for at blive hurtigt rigt og klare sig i kampen mod de kapitalistiske vestlige samfund. Planerne var da også klare: Sovjetunionen burde satse på industri – specielt sværindustri – og massive investeringer i uddannelse og produktion. Landbruget, derimod, blev brandbeskattet og kollektiviseret, da det jo tydeligt var fortidens erhverv. Og vi ved jo alle, hvordan den sats gik! Kriterierne for succes blev hurtigt absurde.

Men for mig har Gosplan også taget en anden betydning: Det er nemlig det navn, en af mine kolleger flere gange har brugt om den danske regerings forskningspolitik. Sammenligningen er ikke uden grund, da den angiveligt borgerligt-liberale regering med Folketingets velsignelse er slået ind på en forskningspolitisk kurs, der kun kan betegnes som planøkonomisk i en grad som Lenin ville være stolt af.

Danmark skal satse på nogle få områder, blandt andet bioteknologi og nanoteknologi. Forskningsmidlerne bliver derfor allerede nu dirigeret væk fra andre områder, som politikerne ikke ønsker at satse på, og hen imod enkelte, klart definerede naturvidenskabelige områder. For at man bedst muligt kan planlægge og overvåge forskningens resultater, skal alle universiteter skrive fire-årige udviklingskontrakter med ministeriet. På basis af, hvor godt man opfylder sin kontrakt, bliver man tildelt midler. Noget lignende er igang internt på flere universitetsinstitutioner. Planen er klart at satse på fremtidens områder indenfor forskningen.

Parallellerne burde være klare: Den nuværende danske forskningspolitik ligner i ubehagelig grad den sovjetiske politik, og er derfor planøkonomi i rendyrket form. Stort set alle forsøg på at satse på at udvikle nationale kompetencer på enkeltområder er slået fejl. Man behøver blot at se på ISI-strategiernes eklatante fiaskoer i Latinamerika og Afrika for at indse, at på nationalt plan er politisk bestemt satsninger dømt til at slå fejl.

Hvad værre er, vil enhver indsigt i enten teknologisk udvikling eller videnskabshistorie tale mod at foretage den type planlagt satsning, som den danske forskningspolitik er et udtryk for. Man kan ikke planlægge videnskabelige gennembrud. Det er netop et af grundvilkårene for forskning, at man leder efter noget, man ikke engang ved er der! Idag sker de store gennembrud måske indenfor bioteknologi, i morgen hvem ved? Hvis vi skulle have satset for 40 år siden, ville planlæggere sandsynligvis have defineret fusionsenergi som et af de sikre kort at spille. Man regnede nemlig med, at videnskablige gennembrud ville sikre, at fusionsenergi var kommercielt profitabelt omkring 1975! Som vi alle vde, virker fusion stadig ikke – gennembruddet, som mange planlagde, kom ikke. Til gengæld formåede et lille firma ved navn Intel at udnytte videnskabelige indsigter i faststoffysik til at udvikle mikroprocessoren. Den ligger som bekendt til grund for al computerindustri idag, men det var på ingen måde et hot område i 50'erne, og ingen regnede med gennembrud derfra.

Man kunne blive ved med at give eksempler. Det sidste vigtige eksempel går på Sovjets store problem: Man havde glimrende fysikere, men ingen virksomhedsledere, der var uddannet til at forstå den, eller tage de muligheder, der bød sig. Den slags forskede man jo ikke i, for hvor kunne værdien være i det? Pointen er, at hvis vi tager historien – både videnskabens, teknologiens, og dens kommercielle udnyttelses – alvorligt, er der al mulig grund til at advare mod forsøg på planlægning af forskning, specielt nationale planer. Forskning er grundlæggende anarkistisk, fordi naturen afslører sine hemmeligheder i tilfældig rækkefølge. At 'satse' bredt – dvs, ikke satse – så man er klar til at rykke, når et nyt spændende område dukker op, er langt mere effektivt. Med andre ord er en liberal forskningspolitik så langt at foretrække. Men det betyder også, at politikerne blot skal donere pengene og håbe på det bedste. Og selvom det er den måde, man får mest for pengene på, er det vel i de færreste politikeres natur at slippe tøjlerne?

8 thoughts on “Dansk forskningspolitik, Sovjetisk tænkning

  1. Zorro

    Christian, jeg synes ikke, at du forholder dig til min indvending. Spørgsmålet er ikke, om markedsøkonomi er planøkonomi overlegen, men om tilfældig uddeling af skatteydernes midler til forskning er bedre end at gøre sig overvejelser om, hvor pengene gør mest gavn. Hvad siger du til det?

    Svar
  2. Pelle

    Men, som ingen andre, kan politikerne ikke spå om fremtiden. Derfor er det en dårlig ide at satse alt på et bræt.

    Svar
  3. Zorro

    Jeg er lidt forundret over denne kommentar, som tilsyneladende hævder at tilfældigt brugte penge i den offentlige sektor gør mere gavn end penge, som bruges målrettet. Det hævdes så vidt jeg kan se, at jo mere kaotisk skatteydernes midler bruges på forskning, jo mere tilnærmer man sig markedets brug af ressourcer. Findes der nogen form for empiri, der kan bakke det op?Det bedste ville naturligvis være, at pengene slet ikke blev opkrævet og brugt af det offentlige, men hvis det næstbedste er tankeløshed i omgangen med de nu engang opkrævede midler, gælder det så kun forskning eller kan tilgangen også med fordel bruges i f.eks. socialpolitikken, uddannelsespolitikken og retshåndhævelsen?

    Svar
  4. Christian Bjørnskov

    Et kort svar til den forvirrede maskerede hævner. Pointen med at kritisere den danske forskningspolitik er, at danske politikere nøjagtigt som de sovjetiske tror, at man kan styre forskningen. Det troede man også en gang om markedet, men se hvor godt det gik for planøkonomierne. Nu er ideen så åbenbart, at politikerne kan udsige sandheder om, hvor de videnskabelige gennembrud kommer i fremtiden og hvilke områder, som Danmark derfor bør satse på. Det kan man af helt indlysende, logiske grunde ikke! Mht. empiri er der en stor (og interessant) litteratur om videnskabshistorie, som politikerne med fordel kunne læse for at få lidt ydmyghed banket ind i sjælen.

    Svar
  5. Christian Bjørnskov

    Som Pelle helt rigtigt skriver, kan politikerne ikke spå om fremtiden. At sige noget som helst om, hvor pengene ‘gør mest gavn’ er derfor umuligt. Hvis vi ikke bruger penge på en lang række forskelligartede områder – altså lader være med at satse – løber vi en meget stor risiko for ikke blot ikke at være med rent forskningsmæssigt det ‘sker’, men også at vi ikke har folk, der er uddannet til at forstå de nye landvindinger. Det sidste punkt er der hvor den rent kommercielle udnyttelse af forskningen kommer in, da man ikke kan bruge forskning i kommercielt øjemed hvis man ikke har medarbejdere, der forstår hvad den handler om. Så pointen er, at det ikke dur at satse, både fordi det med relativt stor sandsynlighed vil føre til forskningsmæssig deroute på bare lidt længere sigt – satsninger binder os jo til bestemte områder – men også fordi den økonomiske side af sagen skades ved en politisk bestemt sats. Og igen: Hvorfor skulle vi lade de dårligst informerede – politikerne – bestemme hvad de bedst informerede – forskerne selv – bør beskæftige sig med?

    Svar
  6. Rasmus Pedersen

    Til Zorro: De penge, der i dag gives til generel forskning, gives ikke “tilfældigt”. De er blot ikke målrettede mod ganske få forskningsområdet (som bio-, nano- og it-teknologi). I stedet er de blevet delt bredt ud til grundforskning – ikke tilfældigt, men så sandelig til de bedste forskere!De tre store teknologiske forskningsområder, der satses på i dag, er helt grundlæggende afhængige af, at der er en omfattende grundforskning, som danske forskere (heldigvis!) historisk set har været rigtig gode til. Lad os da sørge for, at vi bliver ved med at være det!

    Svar
  7. Thomas

    Jeg vil gerne hører lidt mere om de fire års udviklingskontrakter. Det lyder umiddelbart som politisk kontrol af fri forskning

    Svar

Leave a Reply to Christian Bjørnskov Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.