Updates update

Som opfølgning på vores updates følger hermed en update: det irakiske folk har med en betydelig margin vedtaget forfatningen.

Nyheden fik en overraskende fair omtale i DR TV-avis kl. 21. Da alsidigheden ligger os meget på sinde, og da vi gerne vil slå (de øvrige) MSM i deres nyhedsdækning, haster vi med følgende satiriske citat fra Scrappleface, der med krydsede fingrer bag ryggen oplyser at have det fra en anonym, men uhyre progressiv engelsktalende tænketank:

Iraq Constitution Approval Another Setback for Bush

“The Bush foreign policy continues to be fatally-wounded by clarity of purpose, dogged persistence and a pathetic failure to capitulate in the face of opposition,” the source said. “At a time when a real leader would be paralyzed with self-doubt over the meaningless deaths of 2,000 American troops, Bush continues to act as if freeing 25 million Iraqis from decades of oppression, torture and death is somehow worth the price paid by those who volunteered to fight.”

Ok, satire er måske ikke passende i betragtning af situationens alvor, men jeg er for blufærdig til at kaste mig ud i den højstemte lyrik om det modige irakiske folks vilje til demokrati trods en ubarmhjertig og grusomt morderisk kampagne fra demokratimodstanderne, der burde ledsage nyheden.

Næste stop: valg af et frit parlament i december, hvor meget tyder på, at sunnierne vil deltage i endnu større antal for at opnå en repræsentation, der kan påvirke den videre udvikling, herunder en genforhandling af visse dele af forfatningen. Terroren vil utvivlsomt fortsætte, især fra de udenlandske terrorister i al-Qaeda, men risikoen for, at det kan ødelægge det nye irakiske demokrati bliver stadig mindre.

11 thoughts on “Updates update

  1. Johan Espersen

    Hvornår blev Mr. Law begejstret for islam, ikke blot som officiel religion, men som retsgrundlag for staten Irak? Hvornår blev Mr. Law begejsret for en meget uklar og tvivlsom føderalisme?Hvornår blev Mr. Law i det hele taget tilhænger af decideret elendige forfatninger?Jeg er slet ikke begejstret for forfatningen. Jeg er egentlig lidt ligeglad med om den er vedtaget demokratisk eller ej. Som Hayek skrev det i Vejen Til Trældom: “Der er intet, der retfærdiggør den tro, at magten ikke kan være despotisk, når den bygger på demokratisk praksis; den modsætning, som denne anskuelse antyder, er helt igennem ubegrundet, det er ikke magtens grundlag, men dens begrænsning, som hindrer den i at være despotisk.”Det er lige før, at jeg vil postulere, at Irak ville være bedre tjent hvis de stemte nej. Eller hvis USA enerådigt lavede forfatningen. Uanset hvad er der ikke grund til voldsomme jubelscener i dag…

    Svar
  2. Mr. Law

    Mr. Law skal på arbejde, men vil haste med et hurtigt svar.Han betragter islam på linje med kristendom; en monoteistisk religion han ikke selv deler.Han betragter ikke islam som en væsentlig kilde for ret i den nye forfatning, da den også indeholder mere liberale menneskerettigheder. Han anser i øvrigt ikke henvisninger til religion i forfatninger som en ulykke, bl.a. synes den danske forfatning fortsat at virke.Han har heller ikke noget imod uklare forfatninger. Faktisk må de helst ikke være for klare, da de så let kommer til at virke kvælende på den demokratiske proces.Han er – i modsætning til enkelte medpunditokrater – ikke så ulykkelig over forfatningens føderalistiske karakter. Han har en betydelig forståelse for, at irakerne ikke længere ønsker den centralisme, der i Irak, og i resten af den arabiske verden, gør et diktatur let gennemførligt.Han betragter det som udtryk for en helt upassende arrogance at hævde, at vi i Vesten kunne have dikteret en bedre forfatning og presset den ned over hovedet på de angiveligt primitive irakere.Han ville dog have betragtet et nej som også en sejr for demokratiet, da det ville have skåret det ud i pap for sunnierne, at de skal bruge stemmesedlen og ikke selvmordsbomber for at opnå indflydelse. Men vedtagelsen af forfatningen og muligheden for at modificere den medfører, at processen mod valg af et parlament kan fortsætte med uformindsket styrke.Så Mr. Law synes faktisk, at det er en helt fantastisk sejr for demokratiet, at så stort et flertal af irakerne bakker op om folkeafstemningen, endda med så betydeligt et flertal for den. Det vil igen-igen gøre indtryk på de undertrykte masser i den arabiske verden og fortsætte den demokratiske kædereaktion.Til de, der mente, at man ikke kunne indføre demokrati ude fra, og til de, der mente, at arabere eller muslimer er for primitive til at kunne håndtere et demokrati, kan man kun sige: I tog fejl.

    Svar
  3. Bielefeldt

    Et par spredte kommentarer til demokratisering og kulturracisme. Mr. Law har ret. Forfatninger skal – i modsætning til debatindlæg – være korte og upræcise, så der levnes plads til fortolkning og rekontekstualisering af lovteksten. Mr. Law har også ret i en anden ting. Det kan lade sig gøre at demokratisere et arabisk land. Der findes 22 arabiske lande. Hvor mange af dem kan bryste sig af en frit folkevalgt regering? Af de resterende 170 ikke-arabiske lande i verden, er 121 af dem – 71 procent – folkevalgte. Francis Fukuyama sammenlignede i 1991 i ’The End of History and the Last Man’ verdens lande med togvogne, der alle fragtede amerikanske værdier. Deres hastighed og ruter varierede, men fælles for dem alle var, at de begav sig i samme retning. Hans pointe var, at de liberale markedsdemokratier havde sejret, eller var på vej til det. Er de arabiske stater de sidste togvogne i de globale demokratiseringsproces, eller er de på vej i en anden retning? Er hjulene røget af, så de er blevet afsporet? Alle skeptikere og modstandere af en demokratisering af Mellemøsten med Irak som første etape må i dag erkende, at et arabisk land, Irak, nu ser ud til at have købt en forholdsvis billig billet til demokratiets dampende lokomotiv. Et stort tillykke herfra! Hvis man ser tilbage i historien, vil man finde talrige eksempler på denne skepsis over for ideen om at demokratisere fremmede folkeslag. En skepsis, som til syvende og sidst er funderet på en art kulturracisme. Tre historiske eksempler på denne kulturracisme. Da Mussolini i 1922 afskaffede demokratiet, skrev historikeren Arnold Toynbee, at dette vage og abstrakte græske ord ‘demokrati’, som kendetegnede Toynbees eget England slørede for den kendsgerning, at parlamentarisme var en engelsk (’local’) specialitet, der bestemt ikke lod sig ’overføre’ til fremmede folkeslag. Efter demokratiets fald i Italien, faldt det også i andre lande i Syd- og Østeuropa – altså næsten alle sammen lande med katolske befolkningsflertal. Datidens demokratiseringspessimister sagde dengang, at begrebet ’demokrati’ var uløseligt forbundet med protestantismen. De var enige med Max Weber i, at katolicismen lærte dens tilhængere lydighed, hierarki og autoritet. Kun protestantismen med dens ligeværdige forhold mellem den enkelte troende og hans Gud kunne fostre de egalitaristiske ideer, som er demokratiets grundsten. Pessimisterne tog også fejl dengang. I dag er mere end 90 procent af de lande, hvor katolicismen er dominerende, demokratiske. Andet eksempel er Japan, hvor skeptikerne, med henvisning til landets konstitutionelle monarki og stærke hierarkiske traditioner, hævdede, at det aldrig ville blive i stand til at udvikle sig til et blomstrende demokrati med pressefrihed, foreningsfrihed og markdesøkonomi. Og hvad med Taiwan? Hvad med Sydkorea? Tredje eksempel er de sorte amerikanere. Tidligere senator Strom Thurmond udtalte i 1957, at mange sorte amerikanere ganske enkelt manglede den politiske bevidsthed, der kunne gøre dem egnede til at deltage i politiske beslutningsprocesser. Thurmonds talsmand blærede sig senere med, at Thurmond var den første senator fra sydstaterne, der – sidder I ned? – ansatte en sort amerikaner som politisk rådgiver! Kun 20 procent af alle muslimsk dominerede lande har i dag folkevalgte regeringer, bl.a. Tyrkiet, Albanien, Bangladesh og Senegal. Men viser dette ikke, at demokrati kan indføres i et muslimsk domineret land? Og viser ja’et til den irakiske forfatning ikke, at det kan lade sig gøre at indføre demokrati i Mellemøsten top-down? Fremtiden ser lys ud.

    Svar
  4. Martin Rannje

    Det her er vel et spørgsmål om man prioriterer liberalisme (sekulær) før demokrati eller omvendt. Jeg ved godt hvad jeg selv prioriterer, men omvendt er man nødt til at erkende kulturelle forskelle og se realistisk på hvad der er muligt indenfor en given kontekst. Den nuværende forfatning i Irak er langt fra perfekt, set gennem en liberal eller europæisk sekulær optik – men den er i hvert fald et væsentligt skridt fremad i forhold til noget andet der er at finde i mellemøsten, og selvom man er skeptisk eller imod krigen i Irak, skal man ikke bare blindt fordømme enhver udvikling dernede. Til trods for at jeg selv var og er imod krigen i Irak, håber jeg naturligvis på det bedste udfald (og leder gerne efter tegn på det – og jeg mener alligevel ikke at det er gået nær så skidt som mange af pessimisterne havde frygtet. (Det er naturligvis stadig svært at bedømme, og afhænger ret meget af hvilket medie man følger, da mediernes udlægning af situationen dernede er som nat og dag.)Mht. religion understreger Heritage Foundation i denne her rimeligt grundige artikel om emnet at til trods for at Islam har fundet en central rolle i den nye forfatning, er det først og fremmest ikke unormalt at religioner spiller en rolle i demokratiske forfatninger, og dernæst mener de at individernes rettigheder er garanteret alligevel:”In fact, some of the world’s leading democracies have included similar religious statements and institutional arrangements in their constitutions. For example, the preamble to the Irish Republic’s constitution begins: “In the Name of the Most Holy Trinity, from Whom is all authority and to Whom, as our final end, all actions both of men and States must be referred.” The constitution of Denmark provides that “[t]he Evangelical Lutheran Church shall be the Established Church of Denmark, and as such shall be supported by the State.” Similarly, there are (or recently have been) established state churches in Iceland, Norway, and Finland (all Lutheran); Great Britain (the Church of England and the Church of Scotland); Italy (Roman Catho­lic); and Greece (Orthodox). All are recognized, mature democracies, and most are members of the European Union.For the future, the most important question will not be whether Iraq has an established religion. Rather, it will be whether the rights of religious dis­senters—those who do not choose to associate themselves with the state church—will be respected. In this regard, the Iraqi constitution plainly states: “This Constitution guarantees the Islamic identity of the majority of the Iraqi people and guarantees the full religious rights of all indi­viduals to freedom of religious belief and practice.” (Article 2(2).) The fact that Islam is identified as “a basic source of legislation” does not inherently undercut this guarantee.”Mht. føderalisme er jeg selv af den opfattelse at den ikke kan blive decentral nok – og så vidt jeg har forstået går frygten vidst mest på hvorvidt Irak vil ende med at blive opslittet. Min væsentligste indvending er at det står indskrevet i forfatningen at olien i Irak tilhører hele folket – en irriterende kilde til øget (central, føderal) statsmagt, efter min mening.Artiklen på Heritage afsluttes således:”One thing is certain: The constitution can and will work if Iraqis want it to work. This is the great, if too often unspoken, secret of the U.S. Constitu­tion. Although there doubtlessly is genius in that document, it has ensured a stable and representa­tive government for more than two centuries because the American people and their political leaders were determined to make it work.”Læs den hele her: http://www.heritage.org/Research/MiddleEast/Iraq/BG1879.cfmSpørgsmålet er så om de virkelig ønsker at den skal virke.Mvh

    Svar
  5. Johan Espersen

    Ad Bielefeldt:Det handler bestemt ikke om kulturracisme. Kultur har meget sjældent været en væsentlig bestanddel i de utallige diskussioner, som jeg har overværet eller deltaget i, omhandlende ’nation building’ og statslig demokratisering af andre stater. For mig er det meningsløst at postulere, at visse kulturer eller folkeslag er uegnede til demokrati og markedsøkonomi. I det hele taget er kulturens snærende bånd ødelæggende for konstruktive diskussioner, så jeg vil gerne frabede dig at skyde mig i fødderne, at jeg tillægger kulturer ulogisk meget betydning. Tag mine ord for, at jeg er metodologisk individualist af den konsekvente art.Det, som det i stedet handler om, er empiri og erfaring. Dit indlæg er ikke ligefrem tynget af dette, men det kan alligevel opstøves, hvis man tager de anekdotiske klæder af. Dine trumfkort for nation building er således: Japan, Taiwan, Sydkorea (!?) og Irak (!?!). Du skriver ingen årstal og antager dermed, at jeg selv skal slutte mig til interventionen og dernæst til resultat. Det er ikke ligefrem overvældende, Bielefeldt. Hvis din analyse skal kunne tages seriøst bør du argumentere tydeligere om dine fremhævede lande (jeg er specielt interesseret i Syngman Rhee, hvis du kender ham). Desuden bør du redegøre for hvad der skete i Cuba (1898), Den Dominikanske Republik (1916 & 1965), Haiti (1915 & 1993), Honduras (1924), Libanon (1982), Mexico (1914), Nicaragua (1912 & 1926), Panama (1903), Somalia (1992), Brunei (1886), Myanmar (1885), Cypern (1914), Egypten (1882), Ghana (1886), Irak (1917), Malawi (1891), Jordan (1921), Kenya (1894), Lesotho (1884), Nigeria (1861), Sydyemen (1934), Tonga (1900) og Sudan (1899). Og nu har jeg endda kun nævnt de lande som USA og England har interveneret i. De fleste europæiske lande har alle en lignende liste af mislykkede forsøg på nation building. Det pudsige er, at de langt størstedelen er åbenlyse fejltagelser, som i det lange løb har været yderst kontraproduktive. Så lad dig ikke snyde af årstallene – landene lider stadig* og er i hvert fald ikke særlig demokratiske (endnu).Derudover synes jeg, at det er utroligt, at man tør investere så meget i nation building. Efter 100 års af praktisering har man stadig ikke et eksplicit formuleret og afprøvet metode. Der er ingen som helt nøjagtigt ved hvordan man gør det. Det er jo ikke ligefrem sammenligneligt med at bygge et hus eller fjerne et dårligt organ.I mine øjne er nation building en håbløs teori. Hvorfor skulle staten være så meget bedre til dette end markedet når staten på mange andre områder er ustyrligt ringe? Hvorfra kommer denne enorme tiltro til statens effektivitet? Empirien taler jo for så vidt i mod det. De fleste forsøg ender mislykkede og de nuværende demokratiske lande, som er blevet demokratiseret af en udefrakommende stat, er ofte blevet demokratiske på trods af de udefrakommende stater, ikke på grund af.* Jeg giver ikke USA skylden for – for eksempel – Cubas nuværende elendig, men mon ikke, at udviklingen ville have set anderledes, hvis McKinley, Theodore Roosevelt og Taft (ja, og faktisk også mange andre) havde holdt deres beskidte fingre fra landet.

    Svar
  6. Johan Espersen

    Ad Mr. Law:Dine udtalelser omkring islams rolle i forfatningen vil jeg ikke bruge min tid på. Jeg vil blot citere omdrejningspunktet for vores diskussion, den irakiske forfatnings artikel 7A: ”Islam is the official religion of the State and is to be considered a source of legislation. No law that contradicts the universally agreed tenets of Islam, the principles of democracy, or the rights cited in Chapter Two of this Law may be enacted during the transitional period. This Law respects the Islamic identity of the majority of the Iraqi people and guarantees the full religious rights of all individuals to freedom of religious belief and practice.”Dette lyder farligt, men kan godt tolereres hvis ellers det omtalte kapitel 2 er fortrinligt. Desværre står der i dette kapitel i artikel 12 således: “Everyone has the right to life, liberty, and the security of his person. No one may be deprived of his life or liberty, except in accordance with legal procedures.” Læg mærke til den sidste del. Den del åbner for så vidt op for islamisk lovgivning af den værste art. Jeg havde bestemt håbet – og regnet med – at der ikke var sådanne smuthuller. Du kan så mene, at bare det, at der eksisterer en alment accepteret forfatning er skønt, men det mener jeg ikke. Sovjet havde trods alt også en forfatning, men denne var jo åbenlyst fyldt med smuthuller, der kunne udnyttes til diverse formål. Iraks forfatning er ikke nær så hullet og uklar, men den er bestemt ikke optimalt. Heller ikke under omstændighederne.Dernæst rammer du forbi når du skriver, at jeg vil presse noget ned over hovedet på irakerne. Det kunne jeg aldrig drømme om. Det er dig som vil have staten til at blande sig i Irak. Jeg skrev kun for provokationens skyld, at ”det er lige før”, at politikerne i USA kunne gøre det bedre. Og inden du skræmmer mig væk med polemisk retorik, så vil jeg bede dig om at droppe dine antydninger om, at jeg besidder en latent foragt for irakere som en kollektiv entitet. Det eneste, jeg har udtalt mig negativt omkring, er religiøs lovgivning. Ligesom så meget andet irrationelt ævl kan dette medføre fatale konsekvenser.Derudover er det for tidligt at bedømme Irak-invasionens resultat. Dette gør man kun hvis man er en anelse kværulantisk. Jeg var udmærket klar over, at Information var dette (jf. gårsdagens avis), men at Mr. Law også var dette, er en altså overraskelse.

    Svar
  7. Johan Espersen

    Ad Rannje:Jeg er i det store hele enig med dig. Det _er_ et skridt i den rigtige retning, bare ikke et stort nok. Det kunne sagtens have været bedre, derfor er der ikke grund til “voldsomme jubelscener”. Det er for mig at se det samme som at juble febrilsk over Foghs få liberale tiltag. Han gør det stadigvæk ikke godt nok. Ja, det er lige før, at jeg vil postulere, at vi ville være bedre tjent med en flok radikale ved magten.Angående dit afsluttende spørgsmål kan jeg kun tilføje, at forfatningens uklare snak om islam og rettigheder er et indiciebevis på, at den vil blive misbrugt og dermed ikke virke.

    Svar
  8. Bielefeldt

    Ad Espersen:Din imponerende række af lande, som du mener er eksempler på lande, der er blevet interveneret i af USA og/eller England, og som endnu ikke er demokratiske, fik mig til at tænke på Østrig-Ungarn, der i 1914 indså, at det var ved at tabe stormagtsspillet – økonomisk, politisk, militært. Frem for at slikke sårene, og se den ny virkelighed i øjnene, opførte imperiet sig som pokerspilleren, der pludselig indser, at han sidder midt i et spil, han ikke kan vinde. Han sparker stolen væk under modspillerne, vælter spillebordet, råber uhæmmet og begynder så at skyde vildt om sig – uden at ramme noget. Du rammer forbi målet, fordi sigtekornet er forkert indstillet, når du vil have mig til at gøre rede for 23 landes demokratiske helbredstilstand efter amerikanske og/eller engelske interventioner. Hvis du (gen)læser mit indlæg, vil du nemlig opdage, at min pointe ene og alene var at vise, ved hjælp af 3 historiske eksempler, at pessimisterne op gennem historien (heldigvis) har taget grueligt fejl, hvad angår muligheden for at demokratisere lande og befolkninger, som på daværende tidspunkt ikke skønnedes egnede til en sådan styreform. Hvorfor skal jeg lytte til dem nu? Hvis jeg for diskussionens skyld alligevel skal tage din liste alvorlig, vil jeg fremhæve to kritikpunkter. Dels er der jo tale om eksempler, hvoraf over halvdelen stammer tilbage fra før 1. Verdenskrig. Dels har du behændigt udeladt eksempler som Østtimor, Bosnien og Kosovo, hvor selv RAND-instituttet vurderer, at der har været tale om forholdsvis succesfulde nation building projekter. Fælles for disse tre eksempler er jo desuden, at der er tale om nye erfaringer med nation building. Skal vi ikke holde os til den nære fortid/historie? Nation building indeholder jo faktisk flere elementer, end folk normalt går rundt og tænker på, bl.a. (gen)oprettelse af økonomien, folkesundheden, skolesystemet, politivæsen, retsvæsen, militær og andre sikkerhedsforanstaltninger. Alle disse komponenter udgør de succeskriterier, som efter international standard bruges som grundlag for at kunne vurdere, hvorvidt et forsøg på nation building kan siges at have været succesfuld eller ej. Det er normalt, at man kan foretage en sådan vurdering fem år efter en intervention. Det er der endnu ikke gået i Irak, hvorfor det er alt for tidligt at drage forhastede konklusioner. Der er tale om et langsigtet projekt. Vist er der problemer. Vist har der været fodfejl. Men holder man op med at være FCK eller Brøndby fan, fordi holdet spiller dårligt i et par kampe eller af og til laver urene tacklinger på modstanderne? En af de fejl, der efter min mening er blevet begået er diaboliseringen af Saddam Hussein, der i nogen grad fjernede blikket for de etniske og religiøse spændinger, der karakteriserer det irakiske samfund (se mit indlæg til Mr. Law). Jeg har efterhånden rejst i en del muslimske lande, senest i Iran og Pakistan, og jeg skal da være den første til at indrømme, at man ikke skal have opholdt sig særligt længe i hverken Teheran og Peshawar i N.W.F.P. før det går op for en, at det hverken er Stavanger eller Rågeleje, man er havnet i. Det er ikke her, hr. og fru Jensen sidder og drikker kaffe i deres kolonihavehus en søndag formiddag. Nej, her møder man i stedet gadesælgere, der sælger t-shirts med slogans som: ’JEWS ARE BLOODSUCKERS’. Og her finder man telefonkort med opfordringer som: ’CALL THIS PHONE NUMBER IF YOU WANT TO JOIN THE ’JIHAD AGAINST AMERICA’. Velkommen til Osamabad! Det opmuntrende er dog, at der samtidig er et stigende folkekrav om demokratiske reformer. Det skal Vesten tage bestik af. Og her får jeg en ubændig trang til at minde dig om, hvad mange politiske søvngængere skal forstå, nemlig at noget godt kan være rigtigt, selv om George W. Bush også mener det. Et arabisk land, der med dets etniske og religiøse mosaik minder om Irak, er Libanon. I tiden efter 2. Verdenskrig og frem til midten af 70erne var Libanon jo faktisk et velfungerende demokrati, om end det selvfølgelig var lidt specielt, idet de forskellige etniske og religiøse grupper alle skulle tilgodeses og inddrages parlamentarisk. Men landet havde en fri presse, frie politiske valg og uafhængige domstole. Det fik bl.a. Syrien desværre sat en stopper for, men min pointe er blot, at det KAN lade sig gøre, at et arabisk land med en multietnisk befolkning kan leve side om side i et demokrati, hvor ’corporate bonds’ er vigtigere end ’tribal bonds’. Vi er da helt enige om, at staten er et nødvendigt onde. Men nøgleordet er her lige så meget ’nødvendig’ som ’onde’. Markedet er godt. Absolut. Men det er bare ikke nok. Vi kan altså ikke komme fra Musharraf og hans jernnæve til Merrill Lynch og markedets usynlige hånd, uden Madison og de politiske fingerspidsfornemmelser. Desværre. Markeder kræver åbenhed, gennemsigtighed, demokratiske institutioner og et retssystem, der kan sikre den private ejendomsret, og det er det, vi er ved at skabe i det Irak, som vi forhåbentlig alle håber vil lykkes. Jeg gentager lige det vigtigste budskab i mit indlæg: NOGET KAN GODT VÆRE RIGTIGT, SELV OM GEORGE W. BUSH OGSÅ MENER DET.

    Svar
  9. Johan Espersen

    Ad Bielefeldt:Først og fremmest formår du behændigt at afværge kernen i min kritik ved at kalde den misplaceret. Det kan jeg selvfølgelig ikke være tilfreds med. Dit primære argument for at ignorere min kritik er, at du rent faktisk blot ville fortælle mig, at det kan lade sig gøre at demokratisere en nation. Det finder jeg en anelse banalt. Det er for så vidt også muligt for fodboldklubben Holbæk at slå Brøndby (for at blive i fodboldanalogier). Hvis de spillede hundrede kampe ville Holbæk måske endda vinde flere gange. Dette er jo triviel viden. Når man forøger mulighederne en hændelse har for at indtræffe, er sandsynligheden for, at denne ellers usandsynlige hændelse vil finde sted også dertil større. Men det ændrer stadigvæk ikke på det faktum, at sandsynligheden for, at Brøndby vinder er meget større end sandsynligheden for, at Holbæk vinder. Dette er der yderst rationelle grunde til og kan erfares ved hjælp af et tilbageblik i historien (hvis de to klubber ellers har spillet mod hinanden). Så i stedet for at pege på Japan og Tyskland, burde du forholde dig til al relevant empiri. I hvert fald hvis du ønsker at overbevise mig om, at nation building er en fornuftig udenrigspolitisk idé.Dernæst spreder du tvivl om min metodiske fremgangsmåde. Du mener, at jeg tager for gamle tilfælde med i betragtning. Det synes jeg ikke. Grunden til, at jeg ikke har taget nyere forsøg med (Kosovo, Afghanistan, Irak, Bosnien etc.) er selvfølgelig, at der stadig opholder sig tropper i landet, der blander sig aktivt i landenes politik – interventionerne er dermed de facto ikke afsluttede – og at der simpelthen ikke er gået nok tid til at bedømme konsekvensen af indgrebene. Som du selv så rigtigt skriver, så er nation building ikke blot afholdelse af et valg og så bare at trække tropperne ud, men meget mere. Hvordan du så får den idé, at 5 år er nok til at vurdere opfyldelsen af alle disse kriterier, kan jeg ikke helt forstå. Normalt sætter man tidsrammen væsentligt højere.Derudover er en meget stor del af de indgreb som USA foretog sig under Den Kolde Krig ikke at karakterisere som nation building, men snarere en grum blanding af aktiv inddæmningspolitik af kommunismen og interessebaseret magtudfoldelse. Derfor kan man ikke bruge disse indgreb i undersøgelsen af nation building, hvilket selvfølgelig også medfører, at man bliver nødt til at kigge lidt længere tilbage i tiden.Næstsidst vil jeg spørge dig om noget: Vil du gerne have, at jeg kommenterer din indtil videre fremlagte dokumentation, der holder sig indenfor den gængse definition? Det er Østtimor, Japan, Sydkorea og Taiwan så vidt jeg lige kan se. Jeg kan nemlig anfægte i hvert fald to af dine eksempler og dermed sandsynligvis stille dig endnu dårligere hvad angår det empiriske materiale. Jeg gider bare ikke, hvis du alligevel ikke er interesseret i at diskutere de specifikke eksempler.Til sidst skriver du, at bare fordi Bush mener noget, så kan det godt være rigtigt. Det er vel indlysende rigtigt. Hvis jeg mente andet ville jeg begå en tåbelig fejlslutning. Bush har for nylig nomineret Bernanke og har også for nyligt agiteret for mere frihandel globalt set. Det er begge to rigtige ting.

    Svar
  10. Johan Espersen

    Ad Bielefeldt:Jeg glemte vist lige at pointere noget: Jeg har på intet tidspunkt ytret mig om, at det er umuligt at have demokrati og markedsøkonomi i arabiske lande eller lignende åndssvage postulater. Jeg har udelukkende stillet spørgsmål ved virkningsfuldheden af militær nation building. Du må endelig ikke tro, at jeg er kulturracist eller rigid Bush-modstander. Jeg mener bare at have belæg for at postulere, at aktivistisk udenrigspolitik (hvoraf nation building er en del) i bedste fald er nytteløst og i værste fald er kontraproduktivt.

    Svar

Leave a Reply to Johan EspersenCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.