Månedsarkiv: november 2005

Dansk Public Choice Workshop

I næste uge afholder Dansk Public Choice Selskab sin årlige workshop, denne gang ved Aarhus Universitet.  Programmet og de relevante papers, som nok skulle kunne interesse nogle Punditokrater, kan læses her.

MSM om Alito

De danske MSM er som bekendt uhyre pluralistiske og indbyrdes nuancerede.  F.eks. kan man betragte, hvorledes danske TV-medier betegnede Samuel Alito, da han for knap en måned siden blev nomineret til ny amerikansk højesteretsdommer: samme dag i aftenudsendelserne kaldte TV2 ham “ærkekonservativ”, mens DR derimod betegnede ham som “ultrakonservativ”.  Pluralisme, indeed! (Man fik også tilføjet, at han var “i seng med den evangelske højrefløj”; her kunne man ganske vist ihukommet, at dansk protestantisme ret beset er … evangelsk, mens Alito derimod—ligesom John Roberts, Clarence Thomas og Antonin Scalia—er … katolik, således at der nu faktisk for første gang er et katolsk flertal af medlemmer af SCOTUS [mens to andre medlemmer iøvrigt heller ikke er protestanter, men jødiske].  Men visse vasse, lad os ikke hænge os i religiøse detaljer.)

Men nu viser det sig, at de danske mediers hårdtarbejde korrespondenter, som altid er på tæerne for at lægge en original vinkel på deres udenrigsdækning (host, host), sørme står fint på skuldrene af de amerikanske MS-mediers dækning af nomineringen.  Rich Noyes fra Media Research Center har således i en kronik afdækket, hvorledes de amerikanske medier systematisk omtaler venstreorienterede jurister som “moderate”, mens højreorienterede betegnes som “ultrakonservative”, “ekstreme”, o.s.v.:

“New Supreme Court nominee Samuel Alito has been a Justice Department lawyer, a U.S. attorney and a federal judge. Bill Clinton’s first Supreme Court nominee, Ruth Bader Ginsburg, was a federal judge, too, but she also had been a liberal political activist, most notably as director of the Women’s Rights Project for the American Civil Liberties Union.

But in the first hours after each was nominated, network reporters assured viewers Judge Ginsburg was a “moderate” and a “centrist,” while journalists characterized Judge Alito as a right-wing extremist.

Indeed, even before President Bush announced Judge Alito’s nomination, reporters were in a labeling frenzy. ABC’s Charles Gibson called Judge Alito “very conservative” and “the most conservative member” of an otherwise “liberal appellate court.” Over on CBS, Gloria Borger dubbed Judge Alito “quite conservative,” the same label applied on CNN by early-morning anchor Carol Costello. On ABC’s “Good Morning America,” a breathless Jessica Yellin labeled Judge Alito as “conservative” five times in 50 seconds.

That night’s newscasts carried the same message. ABC anchor Elizabeth Vargas called Judge Alito a “staunch conservative,” while CBS’ John Roberts warned that “if confirmed, Alito would wipe out the swing seat now occupied by Sandra Day O’Connor, tilting the Supreme Court in a solidly conservative direction.” (In contrast, NBC anchor Brian Williams agreed Judge Alito was “dependably conservative” but also saw an “independent streak,” as did NBC reporter Pete Williams.)

Twelve years ago, those same networks denied Judge Ginsburg’s liberal ideology. A few hours after President Clinton announced Judge Ginsburg’s nomination on June 14, 1993, NBC’s Andrea Mitchell pronounced Judge Ginsburg “a judicial moderate and a pioneer for women’s rights.” The next morning on ABC, “Good Morning America” co-host Joan Lunden asked legal editor Arthur Miller: “We hear words like ‘centrist,’ ‘moderate,’ ‘consensus builder.’ How will she fit into this court?” Mr. Miller, a longtime friend of Judge Ginsburg, wrongly predicted she would be a centrist justice.”

Lyder det bekendt?

Filmorientering

For noget tid siden omtalte vi Michael Yon, der jævnligt blogger fra Irak, men med en noget mere positiv vinkel end MSM.

Det var vores bidrag til alsidigheden i MSM, da vi gik ud fra, at de ikke havde lyst til at omtale den slags. Et indtryk vi fik bekræftet, da Berlingske et par uger senere havde en stor artikel om Milblogs, dvs. blogs skrevet af soldater og andre udstationeret i Irak. Af de fem blogs, som blev nævnt, var de fire naturligvis imod krigen; den femte blev beskrevet som våbenglad. Man kan jo gå ind på MudvilleGazette og se, om krigsmodstanderne virkelig udgør 80 pct. af milblogs …. eller man kan sammenholde den danske artikel med denne artikel om samme fænomen taget fra WeeklyStandard. Interessant, ikke?

Så med den dækning i danske MSM må vi hellere fortsætte.

Vi kan nu oplyse, at Bruce Willis overvejer at lave en film, der støtter krigen, baseret på Yons reportager. Læs nærmere her.

Det vil i så fald være en film, der går helt mod strømmen i Hollywood. En virkelig alternativ film. Men nok ikke en, man skal se rosende omtalt i den danske kulturdækning. Her skal film helst ligne alle de andre anderledes film for at blive betragtet som alternativ (på den fede måde).

Om filmen overhovedet bliver realiseret, afhænger af meget, bl.a. af penge. Men der er da et pænt fortilfælde, hvad det angår, hvor endnu en (rigtig) alternativ film fik publikum trukket til. Jeps, det var Mel Gibsons The Passion of Christ. Ikke lige min smag, men der var bestemt et publikum.

Som påpeget i ovennævnte link er der nok et publikum også til Willis’ film. Washington Post har denne meningsmåling, der viser, at de fleste har gennemskuet demokraternes kritik af krigen. Så selvom MSM gør sit værste for at undergrave moralen, kan en enkelt film med det modsatte tema nå et stort publikum.

Go Bruce. Go.

To alen af samme stykke?

Blandt Punditokraterne giver vi os ikke af med at anbefale det ene parti fremfor det andet–egentlig vil vi helst bare kritisere dem alle sammen ansvarsløst, omend da gerne konstruktivt.  Men i dagens anledning bør det første udspil fra det nydannede Partiet Liberalisterne ihvertfald gives lidt positiv stemning med på vejen, ikke mindst når det sammenlignes med tonerne fra landsmødet i Danmarks Liberale Parti.  Førstnævnte partis udspil på skatte- og velfærdsområdet er efter min mening seriøst, velovervejet og modigt, hvilket næppe kan siges i samme grad om statsministerens “syv pejlemærker”.

Der er–desværre–en verden til forskel.

Politik som de(t) smukkes kunst …

Punditokraternes gode ven (og læser), den produktive og innovative svenske public choice økonom Niclas Berggren fra Ratio Instituttet, har bedt os om via Punditokraterne at forsøge at rekruttere deltagere til et survey i.f.m. et forskningsprojekt, der ser på bl.a. politik og betydningen af folks udseende! …  Så hermed Niclas’ egen henvendelse + et link:

Participate in a scientific study of beauty

You are welcome to participate in a scientific study of beauty carried out by three academic economists: Associate Professor Niclas Berggren, The Ratio Institute, Dr. Henrik Jordahl, Uppsala University, and Professor Panu Poutvaara, University of Helsinki. They study how differences in beauty, and some related traits, are perceived, and for this purpose they need respondents from different countries.

Respondents have the option to participate in a lottery with a 200EUR prize.

The link is http://www.beautystudy.se

Please write PUNDITOKRATERNE as your city of residence, as an indication that you found information about the study at this blog.

All replies are anonymous. Deadline for participation is December 8. Any questions can be put to niclas.berggren@ratio.se. Thanks in advance for your time and help!

Please write PUNDITOKRATERNE as your city of residence, as an indication that you found information about the study at this blog.

All replies are anonymous. Deadline for participation is December 8. Any questions can be put to niclas.berggren@ratio.se. Thanks in advance for your time and help!

Tragedy of the bunnies

Hermed et link til et lille sjovt spil fra Institute for Humane Studies. Spillet, der hedder “The tragedy of the bunnies”, lyder givetvis bekendt for dem, der kender til spil-teori, og illustrerer på fornøjelig vis nogle velkendte men vigtige pointer.

Præsident Robin McRoosevelt

Mit favoritorgan for “the vast right-wing conspiracy”, Wall Street Journal, hyrede fornylig Stephen Moore som skribent; han har tidligere været Cato Institutes direktør med ansvar for økonomiske studier, og de seneste år har han været leder af den fænomenale organisation Club for Growth, som han gjorde til en af de mest innovative og offensive policy-organisationer i USA.  (Se bl.a. deres TV-reklamer, hvoraf enkelte er hylende morsomme.) Nu er han ved WSJ, hvor han på ledersiderne skriver den ene læseværdige artikel efter den anden.

I dagens avis har Moore en interessant artikel med portræt af en af frontløberne til at blive Republikanernes præsidentkandidat i 2008, senator John McCain (R-AZ).  Artiklen kommer godt rundt i emnerne og bekræfter til fulde det billede, jeg i forvejen havde af McCain: en interessant og charmerende mand med en livshistorie, der vil kunne forvandle Hillary Clintons CV til konfetti–men også en fuldstændigt løs kanon.

“On a broader range of economic issues, though, Mr. McCain readily departs from Reaganomics. His philosophy is best described as a work in progress. …

Throughout our chat he has referred to Theodore Roosevelt in almost reverential terms and glows when I ask about him. He calls TR “my hero . . . and one of our greatest presidents,” and at one point he excitedly searches through his briefcase and pulls out a book that he is reading on the famously tumultuous election of 1912. That was when TR bolted from the Republican Party (which Mr. McCain concedes was “a mistake”) and formed the Bull Moose Party to dethrone William Taft. When I mention TR’s trust-busting (which was mostly counterproductive economically), Mr. McCain really comes to life, exultantly points his finger in the air, smiles and cries out: “He called the trusts ‘the malefactors of wealth.’ ”

And in this very moment it becomes clear to me that John McCain aspires to be a modern-day TR. The similarities are unmistakable: Both were war heroes, mavericks within their own party, reformers and defenders of the little guy.

But here in a nutshell lies the danger of the McCain view of the world. Where some see the vast virtue of entrepreneurial wealth-generators and job-producers, he too often sees “robber barons.” …

He views himself, I believe, as a kind of modern-day Robin Hood, a defender of the downtrodden and tormentor of the bullying special interests, which is endearing and unquestionably a big part of his broad political appeal, but often leads to populist and parasitic economic policy conclusions like higher taxes on the rich and attacks on “huge oil profits.” …

I come away believing that if I’m ever in a knife fight or in a foxhole, there is no one I’d rather have next to me than John McCain. Whether he’s someone who should be steering the rudders of the American economy is a different issue altogether.”

Hvem kan f.eks. både ønske mindre “big government” og så seriøst have Theodore Roosevelt som et forbillede?  Manden var–trods andre kvaliteter–intet mindre end en katastrofe, og hvis han er McCains forbillede, ville jeg være meget, meget nervøs.

Mere månesyge

Undertegnede skal heller ikke kunne sige, hvem Jens Rohde hentyder til – bortset fra, at det lyder som en god idé at privatisere månen og havene og fiskene, når man nu ikke kan privatisere Jens Rohde. Hvad vigtigere er, så bemærk ordførerens logik, citat: “Der har aldrig været så meget styr på de offentlige finanser” – som nu, forstås. Det er rigtigt. Statskassen bugner med kongens mønt. Kære Jens Rohde, synes du, at en stat kan tillade sig at tjene penge på sin befolkning?

Månesyge?

Vi har jo tidligere bemærket Venstres politiske ordførers tendens til at tale om privatisering af månen–vistnok som en slags humoristisk afstandtagen til noget, der skulle være udtryk for noget verdensfjernt ideologisk tågesnak.  Rohde–som har været Venstres ansigt ud af til ved tre valgnederlag i træk–har brugt frasen i mange debatindlæg, taler og interviews, og idag gentager han eksemplet i et interview med Ritzau:

"Der har aldrig været så meget styr på de offentlige finanser. Vi har lavet skattestop. Det er en revolution. Var der noget af det i 80'erne og 90'erne? Nej. Vi får gennemført vor politik modsat før, hvor vi råbte og skreg om at privatisere månen og verdenshavene og alt det pjat, som aldrig bliver en realitet."

Nu må vi altså have navne på bordet!  Hvem var det i Venstre, der i 1980erne gik rundt og brugte alle kræfterne på at sige "Privatiser månen og verdenshavene!" og dermed forspildte mulighederne for at gennemføre liberal politik?  Var det Uffe? Henning? Bertel? Britta? Anders? Hanne?  Hvornår sagde de det?  Hvor sagde de det ?Vi Punditokrater helmer ikke, før vi får fundet de skyldige, som tilsyneladende–ihvertfald ifølge Rohde–lagde en helt forfejlet linie i 1980erne.

Hvor bagstræberisk kan EU blive?

Der er ingen grund til at skjule, at jeg er ved at få grå hår. Nogle af dem er nok naturlige – vi bliver alle ældre – og nogle af dem er mine studerende ansvarlige for. Men jeg er også sikker på, at EU's fælles landbrugspolitik er ansvarlig for en hel del af dem. Vi lever simpelthen i et af den rige verdens mest protektionistiske systemer, og det er en gang imellem til at blive sindssyg af.

 

I går fik vi igen en demonstration af, hvor bagstræberisk EU er, da kommissionen stemte for en reform af unions sukkerordninger. Den indebærer blandt andet, at man skærer garantiprisen på sukker med 36 %. Tænk sig, nu skal vi ikke længere betale det tredobbelte af verdensmarkedsprisen for sukker, nu kan vi nøjes med cirka det dobbelte! EU's kvoter blev også udvidet med en million metriske tons, så staklerne på landet kan opveje deres pristab med indtægter fra større produktion. Samtidig fik en række sydeuropæiske lande presset igennem, at deres landmænd bliver kompenseret for deres 'tab'. I gennemsnit bliver landmændene kompenseret for 60 % af deres tab, og italienske producenter får endda mere end 100 % kompensation.

 

Det værste er, at det bestemt ikke er med kommissionens gode vilje, at reformen kommer. Den skyldes i stedet pres fra flere udenlandske fronter. Tidligere i år tabte EU nemlig endegyldigt en sag mod Brasilien, der kunne påvise, at selvom den såkaldte C-kvote i EU's byzantinske system i princippet bør sælges på markedsvilkår, var der alligevel skjulte subsidier for omkring 11 milliarder kroner om året. WTO har besluttet, at det skal stoppe indenfor "a reasonable period of time", som i dette tilfælde løber til 22. maj næste år. Derfor kom der en sukkerreform nu, for det er begyndt at haste før resten af verden får lov til at indføre gengældelsesordninger.

 

I det større billede er det endnu mere frustrerende at være frimarkedsorienteret og liberal i EU. Forhandlingerne i WTO – den såkaldte Doha-runde – er stort set stoppet, og selvom andre lande ikke er skyldfri, er den store skurk EU. Unionen fortsætter her med at gøre som om de kommer med forslag, mens en del af deres 'indrømmelser' i vidt omfang kun handler om at opfylde tidligere forpligtelser og nødvendige reformer som f.eks. sukkerpolitikken, hvor unionen allerede har lidt et sviende nederlag i WTO. Man viser også hvad man selv kalder forhandlingsvilje, mens EU's forslag ofte reelt kun er helt nødvendige på grund af, at alle andre lande er enige om, at eksportsubsidier skal forbydes. Det forbud kommer nemlig til at trække tæppet væk under en stor del af den europæiske landbrugspolitik.

 

EU's forhandler i WTO, britten Peter Mandelsson, har også fået usædvanligt meget uld i munden på de sidste. Ifølge Agence Europe udtalte han tidligere på ugen, at det ikke ville være muligt at nå til enighed om alle 'facts and figures' ved næste måneds WTO-ministermøde i Hongkong. Hans pointe var, at denne runde – der er en udviklingsrunde – skulle være "a top-up, not a substitute […] to give a human face to the negotiations". Guderne må vide, hvad det betyder.

 

Samtidigt kom der et umisforståeligt signal fra Frankrig, der om nogen har trådt med hele dets vægt på reformbremsen. Frankrigs udenrigsminister Philippe Douste-Blazy sagde mandag at "at any new EU farm offer would have to  avoid any further CAP reforms if it were to remain within the Council's  mandate". Den udmelding kan vel kun læses på en made: Frankrig går ikke med til en WTO-aftale, som indebærer at EU skal liberalisere mere end man allerede er blevet enige om for år tilbage. Med andre ord: Frankrig kræver, at EU siger nej til enhver yderligere liberalisering af landbrugsområdet! Og – pardon my French (som de siger i USA) – hvordan fanden skal man så kunne forhandle om noget som helst?

Ugens citat: Bjørnskov om Gosplan forskningspolitik

Vores med-Punditokrat Christian Bjørnskov har dd. en kronik i Berlingske Tidende, hvori det bl.a. hedder:

“Gosplan var navnet på det agentur, der oprindeligt koordinerede de forskellige Sovjetrepublikkers økonomiske planer. Fra 1928 formulerede og overvågede det de famøse femårsplaner, som lagde linierne for, hvordan Sovjetunionen skulle udvikle sig. Med andre ord var det Gosplan, der identificerede, hvilke områder det sovjetiske samfund skulle satse på for hurtigt at blive rigt og klare sig i kampen mod de kapitalistiske vestlige samfund. Planerne var da også klare: Sovjetunionen burde satse på industri – specielt sværindustri – og massive investeringer i uddannelse og moderne produktion. Landbruget derimod blev brandbeskattet og kollektiviseret, da det jo tydeligt var fortidens erhverv. Vejen frem syntes at være få men store virksomheder inden for enkelte områder, hvor man kunne blive stor nok – opnå såkaldt »kritisk masse« – og realisere stordriftsfordele. Det sovjetiske samfund søgte således at planlægge sig til succes baseret på kriterier, der helst skulle nås inden for femårsperioder. Den store satsning blev dog som bekendt aldrig en succes, og kriterierne for succes blev hurtigt absurde.

Gosplan har dog også taget en anden betydning, nemlig som det navn mine kolleger på Handelshøjskolen i Århus flere gange har brugt om den danske regerings forskningspolitik. Sammenligningen er ikke uden grund, da den borgerligt-liberale regering med Folketingets velsignelse er slået ind på en forskningspolitisk kurs, som Lenin ville have været stolt af.”

Back in the USSR …

Berlingske Tidendes Jørgen Staun beretter i dagens avis, hvorledes den russiske statsduma i går ved 1. behandling vedtog et lovforslag, som i realiteten vil gøre det umuligt for internationale organisationer at have afdelinger i Rusland, som er politiske og helt eller delvist finansierede fra udlandet.  I praksis vil det bl.a. betyde, at Amnesty International og Human Rights Watch ikke længere vil kunne have afdelinger i landet.  Tilfældigt? Næppe:

“Stramningen sker for at forhindre, at udenlandske regeringer ved at støtte russiske uafhængige organisationer – såkaldte ngo’er – kan fremme en »Orange Revolution« i stil med den i Ukraine og Georgien, hvor de russisk-støttede magthavere blev væltet af folkelige demonstrationer.”

Nobelprisvinderen Milton Friedman formulerede for en del år siden den tese, de forskellige former for frihed (personlig, økonomisk, politisk) over tid vil tendere i retning af at gå hånd i hånd i et land.  I den forbindelse kan man så bemærke sig, at Rusland i 2003-tallene fra Economic Freedom of the World Index fik en score på 5,1 (af 10), svarende til en plads som nr. 117 af 127 lande.  Til sammenligning fik man i 1995 en score på 4,0 og en plads som … nr. 117 af 123 lande.  Plus ca change …

"Gratis" offentlige ydelser i retsvæsenet

Justitsministeriet har efter et forsøg med mediation (retsmægling) ved domstolene lagt op til at, ordningen med offentligt betalt mediation indføres permanent i By- og Landsretssager. Der er meget godt at sige om mediation der med den rette mediator kan medføre konstruktive løsninger på stridigheder der ellers er gået i hårdknude. Derved kan begge parter i en strid i mange tilfælde få en tilfredsstillende løsning på stridighederne, i modsætning til når stridigheden fører til en dom, hvor den ene part typisk vil få medhold mens den anden vil stå tilbage som taber. Endvidere er systemet procesomkostningsbesparende og hurtigere end domstolene, hvor der endvidere er appelmulighed efter 1. instans.

Men, spørger advokat Claus Kaare Petersen meget fornuftigt, hvorfor skal staten påtage sig opgaven mediation når nu en hel række advokater (og andre faggrupper) har specialiseret sig i det?

Claus Kaare Petersens kritik af Justitsministeriets forslag om at lade (en lille gruppe) dommere stå for mediation er overbevisende:

Heroverfor står praktiserende mediatorer i det private erhvervsliv. Der er her tale om mange forskellige faggrupper, men alene blandt advokaterne er der i dag ca. 180 mediatorer, som alle har gennemført uddannelsen – naturligvis for egen regning. Der eksisterer altså allerede i dag et privat marked, hvor udbydere af mediation kan udføre den retsmægling, som Justitsministeriet nu ønsker at gøre til en offentlig ydelse.

I Justitsministeriets skitse omtales den foreslåede permanente ordning som gratis retsmægling. Det er naturligvis en sandhed med modifikationer, idet det reelt blot betyder en retsmægling, der betales af staten. Men hvorfor skal staten konkurrere med det private erhvervsliv ved at betale og stille retsmægling gratis til rådighed? Det er i hvert fald en konkurrence, hvor det private erhvervsliv vil få vanskeligheder ved at hævde sig.

Det kan godt undre, at det er gået på den måde, når man tænker på de overvejelser og bestræbelser, der i øvrigt har været gennemført med henblik på at overføre opgaver fra det offentlige regi til det private, når disse opgaver lige så godt kan udføres i det private erhvervsliv. Mantraet har hidtil været, at det ikke er en statslig opgave at drive forretningsmæssig virksomhed på konkurrenceudsatte markeder, medmindre der er særlige grunde hertil. Der kan eksempelvis henvises til Regeringsgrundlaget fra februar 2005 i forbindelse med overvejelser om statslige aktieposter. Justitsministerens initiativ går i den stik modsatte retning, når hun nu ønsker, at danske domstole skal påtage sig en ny opgave, som allerede løses af det private erhvervsliv, og netop på et tidspunkt, hvor dommerne klager over manglende tid til at udføre deres egentlige arbejde, nemlig »den gode retsledelse« og at skrive »den gode dom«.

De økonomiske aspekter ved denne udvidelse af det offentliges virksomhed har kun sporadisk været overvejet. Antagelsen er, at meromkostningerne vil blive opvejet af besparelser i de sager, hvor mediationen fører til, at der indgås en aftale. Men det har tilsyneladende ikke været overvejet, om denne besparelse også kan opnås, hvis mediationen overlades til det private erhvervsliv. Og det har slet ikke været overvejet, om det ud fra en samlet samfundsøkonomisk betragtning overhovedet kan betale sig, at staten påtager sig denne opgave.

Inspirationskilden i Justitsministeriet er tydeligvis den mæglingsordning, der er gennemført i Norge, og som netop går ud på statslig mediation i domstolenes regi. Det er imidlertid et mærkværdigt sted at søge inspiration.

For det første fordi den norske ordning i faglig henseende forekommer at være bagud i forhold til udviklingen flere andre steder, herunder Danmark. På en konference afholdt af Justitsministeriet og Nordisk Råd den 14. og 15. november 2005 fremgik det, at de norske dommere, der virker som retsmæglere, kun har en sporadisk uddannelse i form af et kursus på to-tre dage, at der endnu ikke foreligger etiske regler for udøvelsen af retsmæglingen, og at dommerne er mere evaluerende i mediationen i forhold til det koncept, som den danske ordning bygger på. Den norske retsmægling svarer således nærmere til traditionel forligsmægling, som danske dommere allerede kan tilbyde parterne, og der er vist ingen, der ønsker denne mulighed fjernet fra domstolene.

For det andet fordi det ville være betydeligt mere relevant at søge inspiration andre steder, f.eks. i det europæiske land, der klart er længst fremme i udviklingen af mediation, nemlig England. Efter en retsplejereform i 1999 går den engelske ordning nu i korte træk ud på, at dommeren i en sag, der er anlagt ved domstolene, kan henstille til parterne at søge mediation, hvis dommeren skønner, at sagen er egnet hertil. Herefter er det op til parterne selv at engagere og honorere en mediator. Mediatoren kan være en advokat, en forhenværende dommer eller en mediator med en helt anden faglig baggrund.

Hvis en af parterne vægrer sig ved at følge dommerens henstilling, f.eks. fordi parten vurderer, at han/hun har en meget god sag, og derfor hellere vil gennemføre retssagen, indebærer vægringen, at parterne ikke tilkendes omkostninger, selvom parten vinder retssagen. Reglen har betydet, at dommerens henstilling i praksis følges stort set altid. Og det har vel at mærke ikke haft indflydelse på antallet af mediationer, der slutter med en frivillig aftale mellem parterne. I England ligger succesraten på omkring 70 procent, altså en smule højere end i Danmark, og inden for særlige retsområder endda højere. Generelt er der i England udbredt tilfredshed med ordningen.[…]

Mediation er et fantastisk konfliktløsningsredskab, som har gået sin sejrsgang i navnlig USA, England og andre engelsksprogede lande. Det er derfor trist, at metoden skal udvandes, fordi Justitsministeriet er optaget af, at retsmægling skal være en statslig tjenesteydelse på trods af, at der allerede findes et stort antal entusiastiske og dygtige privatpraktiserende mediatorer, som imidlertid ikke har en jordisk chance for at konkurrere med et statsligt system, der tilbyder »gratis« mediation for skatteborgernes regning.

Claus Kaare Pedersens indlæg er befriende klar og bramfri kritik af statens tiltagende sig et de facto monopol på et område, der i den grad vil være bedre tjent med en markedsløsning. At forslaget om offentlig mediation kommer fra den siddende regering kan desværre ikke overraske.

Thanksgiving: Jeg er taknemmelig for …

Det er i morgen (torsdag), at amerikanerne fejrer “Thanksgiving”.  Det er en af de hyggeligere helligdage, jeg kender–og en, som jeg selv ved flere lejligheder har oplevet som en fantastisk illustration af amerikanernes store gæstfrihed (og som en fast tilbagevendende falsificering af uvidende europæeres hurtige udsagn om “overfladiske amerikanere”, som “kun er venlige/hjælpsomme/rare/hensynsfulde på overfladen”, o.s.v.).  Samtidigt er det i denne stadigt mere sekulariserede verden en helligdag, hvis raison d’etre er til at “føle på”.

Wall Street Journal markerer dagen på lederplads med at liste fem ting, som de synes, man bør være taknemmelige for.  Det omfatter bl.a.

  • Proliferating pandas. We learn something new every day, and this week that included the revelation that China’s pandas aren’t as endangered as we thought. Thanks in part to the cash and attention of Western conservationists, the Chinese panda population has now grown to something like 1,600 from the 1980s’ estimate of 1,000 or so. At this rate, the world will have to make sure Beijing doesn’t begin to enforce a strict one-panda birth control policy.

Det synes jeg er en god idé.  Hvad vil jeg gerne sige tak for?  Hvis vi lige ser bort fra privatfronten (hvor der er rigtigt meget at være taknemmelig for) men i stedet fokuserer på det samfundsmæssige, så er der her fem hurtige fra mig.  Jeg vil gerne sige tak for …

  • at Carsten Jensen nu ikke længere skal skrive for Berlingske Tidende.  Det gør i dette vintermørke mine morgener lysere og mit sind ditto.  Jeg ved positivt, at det var “velment”, da man hentede ham til avisen for at skrive i “Groft Sagt”–d.v.s., man ville gerne have én, der skrev godt og farverigt men først og fremmest ikke var så borgerlig, “at det gør noget”.  Men det er de borgerlige avisers evige misforståelse: De synes, at de skal være “pluralistiske” og “nuancerede”, og derfor henter de alskens skribenter ind, som mener noget helt andet end avisens ideologiske linie er (eller burde være).  Se på de (tilbageværende) venstreorienterede aviser (og radio/TV-programmer): Den fejl begår de ikke.  Når jeg holder en borgerlig avis, gider jeg ikke (også der) læse politisk korrekte, venstreorienterede holdninger.
  • At Venstre og De Konservative gik (lidt) tilbage ved kommunalvalget.  Egentlig ønsker jeg de to partier (næsten) alt det bedste, men det ville simpelthen være for deprimerende at skulle høre partibosser, back-benchers, wannabees, spindoktorer og andre hyrede hænder udlægge valget som endnu en bekræftelse af, at regeringens midtersøgende kurs har båret frugt.  Det stik modsatte er tilfældet: Nu er VK tilsammen gået tilbage ved tre valg i træk (2004 og to gange i 2005), og alle tre gange efter at de er svinget så meget ind mod midten, at De Radikale og Dansk Folkeparti er blevet presset op/ned i nogle helt andre politiske dimensioner.  Hvornår lærer VK lektien?
  • At vi nu snart går ind i 2006, for så er det 25 år siden, at vi blev færdig med 1970erne,* og det skal fejres.  Og så er det forhåbentlig på tide, at pendulet begynder at svinge til højre igen.  Personligt har jeg været ret træt af den 70’er nostalgi, der synes at have hærget det sidste årti.  Tøjet og håret var grimt, musikken var (bortset fra discoen og punken) om muligt værre, og politikken var …  Anker Jørgensen (need I say more?).  Firserne begyndte derimod formidabelt med Thatcherske privatiseringer, valgsejr til Reagan, o.s.v., og sluttede med Berlin Murens og Sandinisternes fald, og undervejs gik vi i pastelfarver, slips og malede “Til salg”- og “Privatisering nu”-grafitti på offentlige bygninger.  Det var faktisk meget sjovt.
  • At der er en masse gode iværksættere, der trods alt ikke går i Randiansk strejke.  Jeg ved det godt–det kunne være tillokkende at sige, at “Nu gider jeg sgu’ ikke længere arbejde 80 timer om ugen, blot for at der så kommer en samling bureaukrater og levebrødspolitikere og plukker det hele og regulerer mig i alle ender.  F*** det!”.  Men heldigvis for mig, dig og et par milliarder andre, så sidder der et eller andet sted på kloden en eller anden opfinder og et par driftige salgshoveder og trodser det hele, fordi de er ved at pudse noget af, som om få år givetvis vil have forandret en masse liv til det bedre.  Længere, bedre og rigere liv for flere mennesker.
  • At 2005 blev året, hvor CEPOS kom i søen.  Jeg mødte forleden en kendt dansk TV-personlighed, der var en af medindbyderne til det møde i disse dage for to år siden, som–ad mange omveje–udmøntede sig i dannelsen af CEPOS, og vi sagde næsten i munden på hinanden “Det havde vi dæleme ikke troet på, hvis nogen havde sagt for to år siden!”.  Personligt var jeg for to år siden (belært af andre fiaskoer) meget skeptisk overfor, om det kunne lykkes, men jeg havde klart på fornemmelsen, at hvis det nogensinde havde været muligt at lave en borgerlig tænketank, så var det nu.  Småting kunne eller burde måske have været gjort anderledes, men for det borgerligt-liberale Danmark er det alt andet lige en meget stor gevinst, at vi nu for første gang i årtier har en større operation, som kan fremlægge analyser og fremsætte tanker og forslag, som ikke er partipolitiske eller trivielle, men som kan være med til at gøre Danmark til et friere og rigere land.

Hvad er mine med-Punditokrater taknemmelige for? Og læserne?

* Siger jeg hermed, at firserne formelt set først begyndte i 1981 (og ikke allerede i 1980)? Ja, det gør jeg–og jeg var også stort set den eneste dansker, der markerede det nye årtusinde nytårsaften 2000/2001 snarere end 1999/2000.  Bare fordi 99 pct. af alle andre mennesker ikke forstår tidsregningens logik, skal man jo ikke holde kæft med at kloge sig …!

Woodward om Plame-sagen

Vi har tidligere omtalt Plame-sagen og undret os over de ihærdige bestræbelser på at få sagen til at lette, som udfoldes af den traditionelt venstredrejede del af amerikansk MSM og de danske journalister, som ukritisk lader sig inspirere heraf.

Netop for disse journalister kom det som et stort chock, at Bob Woodward nu også er “involveret”. Chocket er så stort, at det fortaber sig lidt, hvad det egentlig er, der er hans brøde, og hvor alvorligt det er. Skulle han have fortalt noget til publikum, til sin redaktør eller – oh gys – er også han kommet for tæt på Magten, hvilket som vi ved fra Judith Miller kan medføre omgående fortabelse og offentlig korsfæstelse?

Det er i den sammenhæng ekstra uhyggeligt, at manden selv tilsyneladende ikke skammer sig nævneværdigt. Her er hans vurdering af Plame-sagen:

Remember, the investigation and the allegations that people have printed about this story is that there’s some vast conspiracy to slime Joe Wilson and his wife, really attack him in an ugly way that is outside of the boundaries of political hardball.

The evidence I had firsthand — a small piece of the puzzle, I acknowledge — is that that was not the case.

Hvem har mon ret, Sct. Woodward, der med en journalistisk omhyggelighed, som er nutidens journalister fremmed, bragte en præsident til fald, eller journalisterne i MSM, der skylder ham det Watergate-kompleks, de har slæbt rundt på lige siden?

Vi følger med spænding…

Det kunne være værre …

I forbindelse med de kommende Senatshøringer om nomineringen af Samuel Alito til nyt medlem af USAs forbundshøjesteret, har man i Ronald Reagan Biblioteket gravet en jobansøgning fra 1985 frem, hvori Alito redegør mere detaljeret for sine politisk-ideologiske overvejelser:

“I am and always have been a conservative… I believe very strongly in limited government, federalism, free enterprise, the supremacy of the elected branches of government, the need for a strong defense and effective law enforcement, and the legitimacy of a government role in protecting traditional values. In the field of law, I disagree strenuously with the usurpation by the judiciary of decision-making authority that should be exercised by the branches of government responsible to the electorate …

When I first became interested in government and politics during the 1960s, the greatest influences on my views were the writings of William F. Buckley Jr., the National Review, and Barry Goldwater’s 1964 campaign. In college, I developed a deep interest in constitutional law, motivated in large part by disagreement with Warren Court decisions, particularly in the areas of criminal procedure, the Establishment Clause, and reapportionment.”

Passagen har bragt sindende i kog på dele af den amerikanske venstrefløj.  Personligt deler jeg ikke alle synspunkter, men nu–da det desværre ikke bliver Janice Rogers Brown, Richard Epstein, Randy Barnett e.l.–kan jeg kun sige: Det kunne såmænd være meget værre …

LO alene vide

Der er ikke noget, LO elsker højere end velfærdsstaten. I en ny publikation, der ikke bare er en rapport, men “velfærdsrapport”, spås det, at Danmark vil kunne udvide arbejdsstyrken med 160.000 personer inden for de næste 35 år, og ens første tanke er, at så ser det sort ud for gamle Danmark. Det er ikke stort mere end 4.000 mand pr. år, ikke ligefrem noget hæsblæsende antal. I 2040 er Danmark formentlig en del af Polen eller Baltikum, om det forbliver derved og der ikke der gøres noget probat ved det danske håndværkersamfund, hvis adelsmærke er blevet den sjældne kombination af høj skat og dårlig service.

LO ville heller ikke være LO uden en markant herremandsmentalitet. Den gør sig naturligvis også gældende denne gang. F.eks. når organisationen opfordrer private virksomheder til – eller er det et påbud? – at ansætte flere indvandrere. For som næstformand Tine Aurvig-Huggenberger udtaler frejdigt til Urban: “Som virksomhed skal man tage aktivt stilling til sammensætningen af personalet”. Og så er det, at man spørger: Hvem fanden skal bestemme det? LO, politiet eller Det Danske Center for Menneskerettigheder? Hvor kommer sådan en frækhed fra? Hvem skal? Hvad skal? Hvor skal? Det er svært at se, at LO’s frækhed kan komme fra andet end selvforståelsen. En selvforståelse, der oser af betydning. LO alene vide. I gamle dage ville LO gøre alle ens ved at forvandle os til socialdemokrater. I dag vil de gøre alle ens ved at forvandle os til indvandrere. At de tilmed kalder metoden for mangfoldighedsledelse gør ikke frækheden mindre, tværtimod. Mangfoldighed? Ved lov? Gå hjem og vug. Hvad med bare for én gangs skyld at respektere virksomhedernes ret til at bestemme over deres eget? Hvad med bare for én gangs skyld at lade markedet gøre det, markedet gør bedst: At skabe velstand for stadig flere mennesker?

Lev Tolstoj og de absolutte sandheders forbandelse

Lev Nikolayevich Tolstoj indtager en central plads i det europæiske åndsliv. Forfatteren til Krig og Fred og Anna Karenina er en af verdenslitteraturens giganter. Og Tolstoj gjorde mere end at skabe kunst. Han frembragte et politisk evangelium, den såkaldte tolstojanisme, der vandt sig tilhængere i og uden for Rusland. Det er almindeligt at sondre knivskarpt imellem kunstneren Lev Nikolayevich og profeten Lev Nikolayevich. Men de to er ret beset uadskillelige. Tilværelsens store spørgsmål drev livet igennem den navnkundige forfatter til fortvivlelsens rand. Han kastede sig ud i de abstrakte idéer malstrøm, blot for at blive revet med af strømmen og kastet imod klipperne. Tolstoj og tolstojanismen træller under det samme åg: under de absolutte sandheders forbandelse. Den historie er – ganske som den gamle mesters store romaner – værd at genfortælle her den 20. november, på årsdagen for hans død.

‘Tolstoj’. Prøv at smage på navnet. Det besidder en rå, udefinerbar kraft. Som hestehove der dundrer mod skovbunden lige inden for hørevidde. Eller en torden der kommer rullende i det fjerne. Navnet minder os om det mægtige Rusland, der i over tohundrede år har udgjort Europas spejl. I det store russiske drama møder vi – specielt i 1800-tallet – igen og igen adelsfamilien Tolstojs mandlige overhoveder, snart i rollen som helt, snart som skurk. De var noget ved musikken disse Tolstoj’er. I dag er de glemt. Alle til hobe står de i skyggen af en mindrebemidlet slægtning, der aldrig gjorde sig ved Hoffet i Skt. Petersborg. For eftertiden er der kun én Tolstoj: forfatteren Tolstoj.

Lev Nikolayevich Tolstojs litterære geni består i en næsten uhyggelig iagttagelses- og indlevelsesevne. Hans egoisme, hans trang til at dissekere sin egen tilværelse, er grænseløs – og den gennemsyrer forfatterskabet. Romanerne er Tolstojs udgave af, hvordan han gerne ville have sit eget liv til at være. Levin, hovedpersonen i Anna Karenina, gennemlever ned i mindste detalje en række oplevelser hentet direkte i forfatterens eget levnedsforløb. Det er ikke tilfældigt, at den unge Lev Nikolayevichs litterære gennembrud i 1850erne kom med semibiografierne Barndom, Opvækst og Ungdom. Midt i tyverne havde han, så at sige, udgivet sine erindringer i tre bind. Livet igennem fortsatte han med at føje kapitler til, de fleste forklædt som fiktion.

Det er almindeligt at sondre knivskarpt mellem to perioder i den store russers forfatterskab. Først kommer de udødelige mesterværker, derpå følger de sociale prædikener. Trangen til at trække en streg i sandet er forståelig, men opdelingen kan nemt komme til at fortegne forfatterskabets betydelige kontinuitet. Der var ikke tale om en pludselig personlighedsspaltning. Tolstoj blev livet igennem drevet til fortvivlelsens rand af de store eksistentielle spørgsmål, og han leder bestandigt efter svar i sine skrifter

I Krig og fred møder vi gentagne gange den mandlige hovedperson, Pierre Bezukhov, på sammenbruddets rand. Han kæmper, romanen igennem, med tilværelsens store spørgsmål: “Hvad er ondt? Hvad er godt? Hvad burde man elske og hvad hade? Hvad lever vi for? Og hvad er jeg? Hvad er livet, og hvad er døden? Hvilken magt styrer os alle?”. Og han undrer sig såre over, at andre kan varetage deres daglige gøremål – ja at de kan overhovedet kan leve – uden at kende svarene på disse spørgsmål. Levin giver udtryk for samme fortvivlelse i Anna Karenina. Han overvejer ligefrem selvmord som en vej ud af sin kvide.

Pierre og Levin gennemlever Tolstojs egen ‘sindssyge’, hans altfortærende behov for at finde svar, hvor ingen gives. Lev Nikolayevich måtte afdække livets mening for ikke at blive vanvittig. Men her stødte han ind i et nyt problem. Han troede ganske enkelt ikke på de absolutte sandheder, han fra tid til anden blev præsenteret for. Der er en sigende scene i Anna Karenina, hvor Levins bror skoser ham for manglen på overbevisninger. Selv kommunismens indbildte videnskabelighed er bedre end Levins fundamentale skepsis, lyder anklagen.

Scenen er udtryk for Tolstojs hadefulde forhold til sin egen nøgternhed. I Krig og Fred bliver Pierre en overgang medlem af en frimurerorden. Broderskabet gør ham bekendt med et sæt af doktriner, der forklarer, hvordan livet skal leves. Pierres lettelse er ubeskrivelig: “Han følte sig så glad for endelig at være befriet fra sin lovløshed og at underkaste sig de, der kendte den absolutte sandhed”. Tolstoj ønskede brændende at gøre det samme. Han eneste værn imod meningsløshedens syge – der truede med at slå hans sjæl i splinter – var de absolutte sandheders lægemiddel. Men livet igennem, selv efter at han på sine gamle dage for alvor var trådt i karakter som social profet, så han sine egne synspunkters skyggesider. Vi er nået frem til det mest fængslende træk ved Lev Nikolayevichs liv og forfatterskab: hans Janushoved.

Lad os lægge vejen omkring den russisk-britiske politiske tænker Isaiah Berlins berømte essay om Tolstoj, The Hedgehog and the Fox, skrevet i 1950erne. Hos den oldgræske digter Archilochus var Berlin faldet over et pudsigt brudstykke af en lille fortælling. “Ræven ved mange ting, men pindsvinet ved én, stor ting”, lød de dunkle ord. Den var noget, Berlin kunne bruge. I essayet om Tolstoj opdeler han de store russiske forfattere i Archilochus’ to dyreskikkelser. På den ene side pindsvinene, eller monisterne som han også kalder dem, der er overbeviste om, at der findes ét svar på, hvordan det gode samfund skal indrettes. På den anden side rævene, eller pluralisterne, der fastholder, at menneskelivet ikke kan sættes på formel.

Dostojevskij var pindsvin, Turgenev var ræv, skriver Berlin. Med Tolstoj er sagen mere kompliceret. Berlins listige påstand er, at Tolstoj af natur var ræv, men af overbevisning var pindsvin. “Tolstoj så virkeligheden i sin mangfoldighed, som en samling af adskilte enheder rundt om og ind i hvilke, han kunne se med et klarsyn, som sjældent har haft sit lige. Men han troede kun på én, stor, udelelig helhed”.

Tolstoj langer allerede i sine romaner ud efter de abstrakte idéer, hans selvportrætter bestandigt omfavner. I Krig og fred finder vi en sigende meningsudveksling mellem Pierre Bezukhov og Prins Andrei. Samtalen er sigende, fordi Pierre er den sværmeriske Tolstoj – ham der med tiden bliver til profeten Tolstoj – mens Prins Andrei er den skeptiske Tolstoj. I forening udgør de siderne på den store russers Janushoved. Pierre har fundet sandheden bag frimurerordenen vægge. Nu vil han også udfri Prins Andrei. Men tvivleren Andrei giver ham svar på tiltale:

“Du siger: slut dig til vores broderskab, og vi vil vise dig livets mål, menneskenes skæbne og lovene, der styrer verden. Men hvem er vi? Mennesker. Hvordan kan det være, at I ved alting? Hvorfor ser jeg ikke, hvad I ser? I ser et godhedens og sandhedens kongerige på jord, men jeg ser det ikke”.

Tolstoj kunne lige så lidt som Pierre bære at se tilværelsen i al sin mangfoldighed. Han ønskede sådan at have noget at klamre sig til, når livsleden blev for stærk. Den ældre Lev Nikolayevich kunne ikke modstå sin dybtfølte trang til at forkaste alt, der ikke var perfekt. I sine sociale pamfletter, skrevet omkring århundredeskiftet, kredser han bestandigt omkring det samme tema: behovet for at vaske tavlen ren, at bryde det bestående ned. “For at bygge et nyt og holdbart hus – som erstatning for et der er ved at falde i ruiner – er det nødvendigt at rive det gamle ned, væg for væg, sten for sten, og begynde forfra”, lyder det i en fortælling om revolutionens komme. Huset, som sætningerne henviser til, er det bestående samfund. Det er nihilisten Tolstoj, der taler – han blev både brugt og misbrugt.

Mod livets slutning opstod der en regulær kult omkring den russi
ske greve. Disciple kom re
jsende fra nær og fjern, og hele samfund af ‘tolstojanere’ forsøgte at efterleve hans retningslinier. Dyrkelsen aftog ikke med hans død i 1910. Fredsapostelen Mahatma Gandhi, nobelprismodtageren Romain Rolland, forfatteren Stefan Zweig, borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King – alle bekendte de sig til i hvert fald dele af tolstojanismen. Lev Nikolayevichs posthume indflydelse blev enorm.

Mest væsentlig blev hans arv i hjemlandet. Da Lenin og bolsjevikkerne i 1917 rev magtens tøjler ud af hænderne på Ruslands demokratiske partier, udlagde en stor del af den vestlige presse det som en ‘tolstojsk’ revolution. Det billede var fortegnet. Lenin var ingen tolstojaner. Bolsjevikkernes dyrkede volden som et politisk virkemiddel, og de havde kun hån til overs for Tolstojs religiøse pacifisme. Men kommunisternes førstemand så fra tidlig færd, at Tolstojs skrifter kunne være med til at bane vejen for en kommunistisk magtovertagelse. “Den russiske revolutions spejl”, kaldte Lenin den store forfatter. Han havde en pointe.

Tolstojanismen – som den store forfatters proselytter døbte mesterens evangelium – lider af én meget stor filosofisk skavank: troen på, at der er én sand måde at indrette jordelivet på, ét svar på tilværelsens store spørgsmål. Isaiah Berlin har, i det tidligere nævnte essay, meget rigtigt påpeget, at Tolstojs historieopfattelse hviler på én altomfattende forudsætning: at der findes en naturlov, der styrer menneskelivet; at idéen om den frie vilje og det frie valg derfor er blændværk. Tolstoj mente – ganske som Karl Marx – at have afdækket historiens drivkræfter. Profeten i ham var, efter et helt livs besat stræben, nået frem til den absolutte sandhed: til Bjergprædikens kristendom. Heri bestod, fortæller Berlin os, hans store brøde. For at tro på absolutte fordringer er at dyrke afguder. På det sociale område – hvad angår menneskelivet – findes der ingen lovmæssigheder. Der findes kun valg, og konflikten mellem to mål, eller værdier, er ofte uløselig.

I Krig og Fred er der en bevægende scene, der er værd at nævne i denne sammenhæng. Napoleons Grande Armée står foran Moskvas porte, og byens guvernør har ikke evakueret befolkningen. En rasende folkemængde stimler sammen foran hans residens. Guvernøren, Rostopchin hedder han, udleverer en mistænkt spion til pøbelen for at gyde olie på vandene. Den stakkels mand bliver lynchet af mængden, galden forsvinder, og Rostopchin kan komme i sikkerhed. Tolstoj begiver sig på strejftogt i guvernørens sind og skriver:

“Den tanke, der beroligede Rostopchin, var ikke ny. Siden verdens begyndelse har mennesker slået hinanden ihjel, og ingen har nogensinde begået sådan en forbrydelse imod sine medmennesker uden at søge trøst i den samme idé. Dette er idéen om le bien public, andre menneskers hypotetiske velfærd”.

Det kunne ikke være sagt bedre. Den selvretfærdige idé om at man kan vide, hvad der er godt for andre, har ført til megen fortræd gennem tiderne. Men den ældre Tolstoj slog bevidst vinduesviskeren til, han forsøgte med al magt at fortrænge sin skeptiske side. Det var profeten Tolstoj, Lenin – og alle andre totalitære politikere for den sags skyld – kunne drage nytte af.

Er den kritik nu også helt rimelig? Jeg har allerede nævnt, at Mahatma Gandhi, Romain Rolland, Stefan Zweig og Martin Luther King bekendte sig til dele af tolstojanismen. De har i hvert fald én anden ting til fælles: de var redelige mennesker, mennesker der mente det godt. Ofte kom der også gode ting ud af deres anstrengelser, tænk bare på Gandhi og Martin Luther King. Men – og det er væsentligt – det hang i høj grad samme med, at de var i stand til at veje virkeligheden op imod ideen. Det samme var Tolstoj rent faktisk. Den gamle profet var tro mod sit evangelium i skrift og i tale, men sjældent i handling. Tolstojs ædleste karaktertræk var, at han, når det kom til stykket, ikke ofrede de virkelige mennesker – og specielt ikke sine nærmeste – på de abstrakte ideers alter.

Men det understreger blot, hvor meget på vildspor han var i sin tænkning. Tolstojs store projekt var dømt til at mislykkedes, fordi det hvilede på idéen om, at der findes én rigtig måde at indrette menneskelivet på, ét harmonisk hele. Og – det må vi ikke glemme – forbandelsen hviler ikke kun over på Lev Nikolayevichs tankegods, den lå som en tung skygge over hans liv. De absolutte sandheders forbandelse red ham som en mare livet igennem. Det er den desperate søgen, og evnen til at gengive den i fiktive klæder, der gør ham til en stor forfatter, måske den største nogensinde. Men det er også kilden til hans personlige nederlag. Tilværelsens meningsløshed rev hans sjæl op indefra, og den fik ham til at forstøde både venner og familie. Han kunne – bortset fra korte perioder – ikke finde fred, han kunne ikke slå sig til tåls.

Alt ofrede Tolstoj for sandheden. Men hun var et ubarmhjertig bekendtskab. I stedet for udfrielse gav hun ham med tvivl, selvforagt og livslede. I november 1910 drev hun ham til at forlade sin fædrene gård og sin familie. Lev Nikolayevich Tolstoj døde på en jernbanestation den 20. november, i dag for 95 år siden, som en fremmed i sit eget land. I den forstand er Tolstoj et sandhedens offer – og tolstojanismens største tragedie hans egen.

Hjælp til selvhjælp (II)

Som en update til vores selvhjælpskursus til sandhedssøgende danske journalister (godt, at vi ikke skal leve af det her, målgruppen taget i betragtning) skal vi supplerende oplyse, at det Hvide Hus fortsætter sin tarvelige strategi med at konfrontere de fineste dele af amerikansk MSM med noget så ordinært som fakta.

Denne gang går det ud over New York Times, der i en leder over Bush Lied/People Died-temaet begår den ene faktuelle fejl efter den anden. Ukendskabet til de faktiske omstændigheder er et godt stykke under niveauet for et gymnasieblad.

Blandt de konstaterede fejl er nyklassikere som: 1) Bush pressede efterretningstjenesterne til at give forkerte efterretninger; 2) Bush tilbageholdt ufordelagtige efterretninger; 3) Tyskland og Frankrig troede ikke på truslen fra Irak; og klassikeren over dem alle: 4) der var ingen forbindelse mellem bin Laden og Saddam.

Når man tænker på, hvordan NYT og WP meget støjende — og af andre journalister i MSM vidt beundret — har “beklaget”, at de var ukritiske over for efterretningerne om truslen fra Irak før krigen, må man vel forvente, at de rydder forsiden og beklager deres konstaterede vildledning på det seneste om samme emne. Men hold ikke vejret, mens I venter.

Pensum for denne gang er hovedsageligt de rapporter, som vi nævnte sidst, men nu også Duelfer-rapporten, som dansk MSM heller ikke er så bekendt med.

Til de teknologiudfordrede er linket her:

Comprehensive Report Of The Special Advisor To The DCI On Iraq’s WMD, Key Findings Regime Strategic Intent, 9/30/04 (hjemmeside, rapporten er naturligvis gratis tilgængelig for de, der gider).

Kvindekamp

Her er en nyhed fra Afghanistan, som nok ikke får den store dækning herhjemme. Det er den alt for positiv til.

Opgørelsen fra valget viser, at kvinderne har klaret sig godt, rigtig godt endda, bedre end den kvote man havde afsat til dem. Et citat fra The Telegraph:

Before September’s parliamentary vote, the first for 30 years, there had been widespread predictions that, due to the conservatism of Afghan society, women would only gain seats through a quota system which automatically reserved 25 per cent of seats for them under the country’s new constitution. But women won seats in their own right and will take up 68 of the 249 in the lower house when it convenes later this month.

Lad os her sende en tanke til de mange, der var imod krigen i Afghanistan, bl.a. den såkaldte Fredsvagt foran Christiansborg, der tæller dagene siden aggressionen mod det talibanstyrede land. Der er mange former for kvindekamp: der er især snak, og så er der handling.