Terrorismens pris

Vores gode gæste-Punditokrat Otto Brøns-Petersen havde fornylig endnu en interessant artikel i Weekendavisens Ideer-tillæg.  Da artiklen er på den lukkede del af avisens hjemmeside kan vi kun linke til indgangen og så citere lidt af indholdet:

»DE er komplet vanvittige.« Man tager sig næsten uvilkårligt i at tænke sådan efter et blodigt terrorangreb. Men det er en forkert og nok også farlig reaktion. Den gør terroristernes adfærd uforudsigelig – og dermed også vanskelig at gardere sig imod. Samtidig er der grund til at gribe i egen barm: terrorismen virker i høj grad ved, at vi andre opfører os om ikke vanvittigt så meget uklogt.

Den økonomiske og politologiske forskning i terror viser begge dele tydeligt. Der findes en række studier af de økonomiske følgevirkninger af terrorisme. De viser gennemgående, at konsekvenserne kan være ganske mærkbare. Store nok til at sætte sig spor i nationalregnskaber og udenrigshandelsstatistikker – ikke mindst når det gælder turistsektoren. …

SELV om det kan være svært at forstå terrorgruppernes fanatisme og ligegyldighed over for civile tab, bør det ikke forveksles med ukalkuleret vanvid. Tværtimod ser de ud til at reagere på omkostninger og gevinster som de fleste andre.

På abstrakt plan er »produktionen af terrorisme« slet ikke så forskellig fra produktionen af for eksempel møbler. Møbelfabrikken skal for det første vælge, hvilke typer af møbler der skal laves.

Eller om det er bedre at gå ind i helt andre brancher. For det andet skal producenten finde den måde at producere på, som giver bedst indtjening. Stiger prisen på teaktræ, kan det bedre betale sig at bruge mindre af det og i stedet finde et alternativt materiale eller bruge lidt ekstra arbejdstid på at spare på teaken.

For terrorgruppen handler det på samme måde om at vælge mellem forskellige slags terrorhandlinger, og hvordan de udføres billigst og mest effektivt. Samtidig må terrorgrupperne overveje alternative politiske midler til terrorangreb for at opnå deres grundlæggende mål.

Statistiske analyser afslører, at omkostninger påvirker terroristernes kalkule. … Analysen af »terrorproduktions-funktionen« kan godt levere argumenter for, at borgerne bør acceptere at give statsmagten større beføjelser end ellers. Bedre muligheder for overvågning, indskrænkning af ytrings- og foreningsfriheden og tilsvarende udvanding af civile og politiske rettigheder. Det øger ganske vist risikoen for, at de mere potente midler bliver brugt mod uskyldige, men denne omkostning modsvares af behovet for mere beskyttelse mod terrortruslen.

Der er imidlertid også argumenter både fra økonomisk og politisk teori imod denne løsning. Frey er en af flere forskere, som peger på, at terrorbekæmpelse ikke alene kan ske ved at øge omkostningerne for potentielle terrorister – den kan også opnås ved at svække deres mulige gevinster.

Decentralisering i form af deling af den politiske magt og markedsøkonomi gør skadevirkningerne af terrorangreb mindre. …  Begrænsning af borgerlige, civile og økonomiske rettigheder kan desuden øge rekrutteringen af terrorister. Det er der flere statistiske analyser, der tyder på. …

Det mest effektive middel mod terror er formentlig en mere realistisk opfattelse af, hvor stor – og det vil sige: lille – risikoen er. Det ville begrænse terroraktionernes skadevirkninger markant. Og det kunne være med til at hindre modforholdsregler med små eller ligefrem perverse virkninger.

Artiklen baserer sig bl.a. på arbejder af økonomerne William Landes, Todd Sandler, Bruno Frey, Alberto Abadie m.fl.  Desværre for Otto, læserne og mig og to af mine kolleger (Mogens Justesen og Robert Klemmensen) havde jeg vist glemt at sende Otto den artikel om emnet, som vi tre sidstnævnte har skrevet, og som til januar kommer i tidsskriftet Public Choice.  (En foreløbig version af artiklen blev i sommer præsenteret i CEPOS-regi.) I artiklen når vi til stort set de samme resultater som Abadie, men på et meget bedre og mere omfattende datamateriale, og vi fokuserer både på de lande, der producerer transnational terror og dem, som rammes af sådan.  Kort kan vores konklusioner opsummeres som, at omfanget af borgerlige frihedsrettigheder og handel med omverdenen er de væsentligste faktorer til at forklare variationen i sandsynlighed for, at et land vil blive ramt af transnational terror eller selv vil producere transnationale terrorister–og i begge tilfælde er sammenhængen positiv.  Politiske rettigheder (demokrati) har også en betydning, men den er mere uklar: Når det gælder terrorist-produktion er sammenhængen positiv, men når det gælder terror-ramte lande er sammenhængen kurvelineær, således at der er mindst terror i meget lidt demokratiske og meget demokratiske lande, mens halvdemokratiske lande tiltrækker mest terror.

Mere vigtigt afkræfter vores studie en række myter: Der er ingen sammenhænge mellem sandsynligheden for transnational terror og fattigdom, ulighed, religion, vækst, o.s.v., og samfundsmæssig fraktionalisering synes i bedste fald at have en uklar effekt.

2 thoughts on “Terrorismens pris

  1. Bielefeldt

    Mr. Law har bestemt ret i, at den islamiske terrorisme kræver handling fra Vestens side, eftersom terroristerne ikke bare forsvinder af sig selv. Men Otto Brøns-Petersen har jo nok også en lillebitte smule ret i, at Vesten ikke må overdrive terrorens skadelige omfang og langsigtede konsekvenser, fordi man dermed giver terroristerne blod på tanden. I tillæg til denne indsigt fra OBP vil jeg endda gå så vidt som til at hævde, at den islamiske terrorisme under alle omstændigheder formentlig kun bliver en fodnote til verdenshistorien.For et stykke tid siden anmeldte Klaus Wivel i WA den østrigske kunsthistoriker Ernst Gombrichs ’A Little History of the World’, som, når den om 10 eller 20 år bliver oversat til dansk, måske får titlen ’Verdenshistorien fortalt for børn’. Gombrich skrev den i 1935, og han levede derfor ikke længe nok til at få et kapitel om den islamiske ekstremismes verdenshistorie fortalt for børn skrevet ind i værket. Det synes jeg egentlig er synd og skam for fremtidige skoleelever, så det rådes der hermed bod på. Historien kunne se sådan ud: I slutningen af 1900-tallet opstod der en ondskabsfuld bevægelse med en kort levetid, som forsøgte at etablere en børnehave for ekstremisme. Ledelsen af børnehaven garanterede, at når børnene nåede skolen og senere universitetet, ville disse børn og unge forblive ekstremister. Ingen videnskabelig teori eller skabning på denne jord kunne forhindre dem i at vedblive at være ekstremister. Børnehavens leder, en nydelig midaldrende mand med et langt skæg, lovede, at børnehaven ville gøre de klogeste af børnene til ledere på alle samfundsniveauer. ”Giv os jeres børn, og vi lover jer til gengæld, at de vil udvikle sig til nogle bona fide ekstremister”, plejede ledelsens rekrutteringspersonale at sige til forældrene. Ansigt til ansigt med børnene sagde de typisk: ”Børnlille, tro ikke på løgnen om, at de andre tror på samme gud som os; de er vantro og skal dræbes, hvor I end finder dem. Og tro ikke på historien om, at de tror på, og lever efter, idealer som frihed, demokrati, sækularisering, videnskabelige fremskridt, menneskerettigheder og civilisation – de er alle sammen løgnere og bedragere”.”De hader os fordi vi er bedre end dem, fordi vi er større end dem, fordi vi er stærkere end dem, fordi vi er mere moralske end dem. Vi er stærke, de er svage. De elsker livet og deres børn, og det er netop deres svage punkt. Vi elsker døden og vores børn – levende og, ikke mindst, døde. Tro ikke, at Allah skabte livet for at vi bare kunne nyde det. Næh nej, Allah skabte os for at teste vores evne til at gøre modstand mod livet, for at vi kunne foragte det og al dets væsen, og for at vi kunne skilles os af med det ved først kommende lejlighed”.”Kære børn af Allah, vores bedste råd til jer er de samme som vores forældre indpodede i os: Had strandene. Had blomsterne. Had kornmarkerne. Had solen. Had træerne. Had musik. Had litteratur. Had alle former for kunstnerisk udfoldelse. Had videnskaben. Had fornuften. Had følelsen. Had Bush. Had amerikanerne. Had jøderne. Had moderniteten. Had jeres familier. Had jeres fjender. Had jeres venner. Had jeres skolelærere. Had PUNDITOKRATERNE. Had os. Had andre – ALLE andre. Had jer selv. Had livet. Elsk døden. Allahu Akbar! Gud er stor!”. Mest interessant var, hvad bevægelsen aldrig sagde: deres visioner for fremtiden. Årsag? De havde ingen. Stalin og Mao slog en masse af deres borgere ihjel, men selv disse tyranner havde en plan for deres samfund og borgere. Men denne bevægelse….denne bevægelse var intet andet end flykaprere – kaprere af andre menneskers teknologi og åbenhed. Derfor vil bevægelsens nekrolog være nem at skrive: al-Qaeda – den ødelagde noget, den byggede intet. Dens indflydelse på historien var som et fodspor i ørkenen. Derfor fylder den kun 5 sider.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.