Moderne Machiavelli

Her midt under optøjer mod staten i Frankrig, en almindelig tro på den offentlige sektors forjættelser i Vesteuropa og en vedvarende anklage om, at de udviklede lande holder deres mindre udviklede slægtninge nede, er det på sin plads at drage på en lille strejftur i vor egen fortid. Vi skal godt 500 år tilbage for at være helt præcis. I 1469 kom en dreng til verden i Firenze, datidens europæiske kulturcentrum. Den lille purk, der blev døbt Niccoló Machiavelli, skulle komme til at sætte sig markante spor i Vesteuropas politiske tænkning. Af sind var han liberal, af natur var han nøgtern. Som noget ganske uhørt skelnede han mellem mennesket, som det burde være, og mennesket som det er. Dermed frigjorde han sig fra sin samtids intellektuelle skønmaleri. Han brugte sit klarsyn til at nedfælde en række betragtninger om samfundet, der i små femhundrede år har givet anledning til ubehag. Men som ret beset er lige så vedkommende for os, som de var for 1500-tallets europæere.

Niccoló Machiavelli var en af de meget få politiske tænkere, der slog sine folder som statsmand, inden han vendte sig mod de intellektuelle sysler. Som højtstående florentinsk embedsmand med ansvar for det, vi i dag ville kalde udenrigspolitiske anliggender, var han dybt involveret i 1500-tallets komplicerede italienske magtspil. Efter at han i 1512, ved begivenhedernes ugunst, fandt sig selv sat for indflydelse, fordrev han tiden med at omsætte sine praktiske erfaringer til politiske lærerbøger. Det kom ikke til at gå stille af.

Udgangspunktet for Machiavellis politiske tænkning var, at mennesket var ondt, og at det til alle tider havde de samme behov. Da behov ifølge Machiavelli drev handlinger, var historien bestandigt underlagt den samme logik. Det lyder unægteligt noget forstemmende, ikke mindst når man tager det sekstende århundredes virkelighed i betragtning. Sådan så Machiavelli ikke på det. Han afviste – som noget ganske uhørt – enhver form for idealistisk tankespind, det være sig af religiøs eller filosofisk karakter. Men netop derfor følte han sig i stand til at besvare det helt væsentlige spørgsmål: hvordan kan tingenes sørgelige tilstand forbedres?

For at løse denne gordiske knude måtte Machiavelli lægge vejen over et par indviklede mellemregninger. For det første tog han livtag med de omstændigheder, der gjorde, at menneskets destruktive kræfter kom til udløsning. For selv om virkeligheden ikke kunne forvandles – kun guder kunne skabe et perfekt samfund – så kunne den forandres. Menneskenaturen ændrede sig ikke. Men politiske institutioner kunne dæmpe menneskets skadelige tilbøjeligheder til gavn for almenvellet. Loven kunne gøre de onde menneskers handlinger gode.

For det andet gjorde Machiavelli op med samtidens moralforestillinger. Han skelnede benhård mellem personlig moral og offentlig moral. Hvad der var dyd for den enkelte, kunne meget let vise sig at våre dårskab for et samfund, påpegede han. Hvis regenter, monarkiske så vel som republikanske, lod sig lede af en nytestamentlig etik – behandlede andre som de selv gerne ville behandles – så kunne de let komme til at føre samfundet i uføre. Den ‘gode’ hersker måtte bære ansvarets åg, han måtte være i stand til at træde i karakter som nøgent magtmenneske.

Sondringen mellem den private og den offentlige moral faldt ikke i god jord i Machiavellis samtid. ‘Kyniker’ lød beskrivelsen fra de øvrige renæssancehumanisters side. Og Machiavellis eftermæle blev ikke blive bedre med tiden. Helt galt gik det i 17- og 1800-tallet, da oplysningsfilosofferne og victorianerne samstemmende erklærede krig mod den indsigtsfulde florentiner.

Inspireret af Voltaire skrev Frederik, preussisk tronarving, i første halvdel af 1700-tallet en ‘Anti-Machiavelli’, en afvisning af den gamle italieners advarsel mod at lade idealistiske hensyn præge politikken. At Frederiks senere karriere – han fik ikke tilnavnet Den Store for at vende den anden kind til – blot bekræftede Machiavellis beskrivelse af den kyniske regent, siger en del om lødigheden af den tidligere statsmands politiske insiderviden.

Victorianerne var ikke mere overbærende. ‘Machiavellisme’ kom i Storbritannien til at stå som noget af det værste, en politiker kunne tilbyde sine medmennesker. Men eftertiden, og i særdeleshed 1800-tallets englændere, misforstod Machiavelli. Hans ærinde var ikke at bistå tyrannerne med at træde individets rettigheder under fode, så tværtimod.

Den florentinske statsmand var af natur liberal, han ønskede gennem sit politiske virke og sit forfatterskab at sikre individet imod vilkårlige overgreb. Men han afviste enhver form for abstrakte rettigheder, for han var nu engang realist. Og han blotlagde med et hidtil uset klarsyn to praktiske sammenhænge, der endnu i dag burde være børnelærdom for enhver med et liberalt sind: at frihedsrettigheder kun kan sikres ved at skabe en gunstig styreform, og at en sådan styreform kun kan indføres under bestemte omstændigheder.

Hvad angår styreformens indretning, gjorde Machiavelli sin samtid, det vil sige de republikanske kræfter i de trængte italienske republikker, opmærksomme på det lysende eksempel på dyd, virtú, der var at finde i det gamle Roms politiske institutioner. Den romerske republik udmærkede sig ved sin effektive magtdeling. Forfatningen delte sol og vind lige mellem konsulernes monarkiske embeder, senatorernes aristokratiske embeder og tribunernes folkelige embeder. De tre led holdt hinanden i skak, og de skærmede borgerne mod magthavernes luner. Dermed foregreb Machiavelli, uden dog at skelne mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, den magtdelingslære, som Montesquieu godt to århundreder senere skulle gøre berømt.

Så langt, så godt. Desværre indfører en sådan frihedsvenlig forfatning i sagens natur ikke sig selv: en liberal styreform er historisk set undtagelsen frem for reglen, også i Europa. Årsagen er ligetil. Magthaverne har til alle tider haft en interesse i at skabe juridisk vilkårlighed for at knægte undersåtternes modstandsvilje. Men, påpegede Machiavelli, fra tid til anden kan selv en tyran blive afhængige af undersåtternes samarbejdsvilje. Regenten kan have behov for at rejse en folkehær, han kan have brug for en lind strøm af skattekroner, eller magtfulde rivaler kan true ham. Og her er det så, at han vil være parat til at indføre et juridisk system, der begrænser hans egen magt, og som sikrer borgernes rettigheder. Ikke for sine blå øjnes skyld men for at sikre sig befolkningens loyalitet. Eller med andre ord: rettigheder er ikke et filosofisk anliggende, de udgår af konkrete magtforhold.

Den forklaring lyder måske ikke særlig imponerende. Men der er ret beset få, der siden har lagt vejen omkring emnet. Det kan forekomme lettere paradoksalt, men juristerne beskæftiger sig ikke synderligt med, under hvilke omstændigheder en effektiv magtdeling kan stables på benene. Lidt groft sagt synes de ofte at antage, at lovhåndhævelsen – skrankerne imod vilkårlig magtudøvelse – dumpede ned fra himlen, ganske som Moses i hine tider hentede de 10 bud på Sinai-bjerget. Hvis vi ønsker at forlade den abstrakte rettighedstænknings højere luftlag, så kan Machiavelli hjælpe os, endnu i dag.

Det er der en grund til. Niccoló Machiavelli er en af de meget få politiske tænkere, der var i stand til række ud over sin tid. Hans kolde analyse af magtens væsen har gennem tiden fået hårene til at rejse sig på mangen en læsers arme. Når det er tilfældet, så skyldes det givetvis, at de har kunnet genkende den virkelighed, han beskriver. De har ved selvsyn måttet konstatere, at mennesket sjældent har englesind, at højere principper ikke kan sikre den enkelte mod overgreb fra andre.

Den indsigt er tung at bære. Det er fristende at lukke øjnene og lade sig forføre af idealistisk tankespind, at slå budbringeren – i dette tilfælde en allerede død florentiner – ihjel,
fordi budskabet er forstem
mende. Men det ville være en stor fejl. For derved overser man den lærde italieners helt afgørende fortjeneste. Han opgav ikke ævred, blot fordi udgangspunktet var dårligt. Han gav sig den forstemmende virkelighed i hu. Og han viste sig i stand til at forklare, hvordan menneskets uvaner kan tøjles – ikke ved at lægge magten i hænderne på filosofkonger eller salvede kejsere, men gennem magtdeling, gennem lov og ret.

Hvad kan den lille beretning om Machiavelli så at fortælle os i dag? Jo, radikale samfundskritikere (som Georg Metz, jf. franske tilstande) bør betænke, at størstedelen af menneskehedens historie har været præget af de fire apokalyptiske rytteres stormløb, af pest, krig, sult og død. Deres ideal, det være sig det klasseløse samfund, en verden fri for magtanvendelse, eller et globalt menneskeligt fællesskab, er en utopi, der aldrig nogensinde haft sin gang her på Jorden. I stedet for at væve sådanne luftkasteller burde de gøre deres for at udbrede den liberale statsform til de dele af vor verden, der stadig er fanget mellem anarkiets Skylla og tyranniets Karabis. Og derfor ville det være dem en god ting at læse Machiavelli.

4 thoughts on “Moderne Machiavelli

  1. Anders K

    Fremragende artikel! Selvom både Machiavellig og ovenstående artikel har sigtet rettet mod udenlandske forhold, så kunne det være interessant med Machiavelli’sk analyse af vor egen hjemlige fyrste.Det ville være nærliggende, at mene han om nogen tager udgangspunkt i magtspillet og de muligheder det repræsentere – til dels på bekostning af tidligere tiders idealer.Måske har han stadig et mere liberalt samfund for øje, men erkender at han pt. ikke har magten til at ændre det…Måske dette kunne danne grundlag for en fremtidig artikel for en af de indsigtsfulde punditokrater :-)mvhAnders

    Svar
  2. Bielefeldt

    Tak for en lækker appetitvækker. Noget af det idealistiske tankespind, der præger især den europæiske venstrefløj, kan til en vis grad tilskrives tendensen til at foretrække stadigt yngre politikere, der ender med at fjerne politikken fra befolkningen – måske bedst eksemplificeret ved de europæiske befolkningers skepsis over for EU projektet.Hvis de unge politikere går direkte fra ungdomsbevægelserne eller eksamensbordet ind i politik, har de ikke delt vilkår med befolkningen: de har ingen erfaring med arbejde, de har ingen erfaring med arbejdsløshed. De får et helt abstrakt og teoretisk forhold til virkeligheden uden for parlamentsbygningernes bonede gulve.Det afføder ofte upraktiske, ja næsten upraktisable, love, der så presses ned over hovedet på en sagesløs befolkning. Ofte må lovene laves om, fordi de ikke virker i praksis. Før hen var det jo almindeligt, at politik blot var et menneskes ’second career’. Havde man vist gode evner i det praktiske liv, kunne man blive valgt til et politisk embede.Sådan er det ikke længere, og når der i dag kommer flere og flere unge politikere, der har gjort politik til deres ’first career’ – og det er især tilfældet hos Det Radikale Venstre – bliver befolkningen ofte prøveklud for teorier og eksperimenter, og – her kommer det vigtigste – VILJEN TIL MAGT BLIVER IKKE HÆMMET AF ERFARINGEN MED MAGT.Hvis jeg skal knytte an til Machiavelli, der, som Jørgen Møller rigtigt skriver, i den grad er blevet misforstået af sin eftertid – man ”glemmer” ofte at læse hans ’Bemærkninger’ – så var det jo faktisk sådan, at for at undgå den oven for skitserede udvikling, krævede Den Romerske Republik, at man skulle være fyldt 42 år, før man kunne blive eksempelvis konsul.Og det var netop af samme grund, at Machiavvelli skrev sine ’Bemærkninger til de ti første bøger af Titus Livius’, hvori han brugte sin egen praktiske og historiske erfaringer til at opstille de politiske spilleregler, der skal forhindre magten i at gå grassat, som den netop gør, hvis man følger de spilleregler, der er opstillet i ’Fyrsten’.Hvor mange politikere har mon læst BEGGE bøger?

    Svar
  3. David G.

    Herligt at se gamle Niccolò genopvakt. Jeg minder om, at han også mente, at friheden kun kunne overleve i små stater, hvor alle våbenføre mænd deltog aktivt i forsvaret, og at friheden var dømt, når staten gik over til at hverve hære eller gøre forsvaret til en levevej for de få.Desuden er det ironisk, at Niccolò var så god til at gennemskue sammenhænge, men ikke så god til selv at efterleve sine principper. Han blev jo verfet ud af styret i Firenze; hvis han havde været så snu, som han gerne ville være, ville han jo netop have overlevet de omvæltninger, der kostede ham karrieren.Det minder lidt om Marx, der skrev en frygtelig masse om (hvad han troede var) økonomi, men aldrig lærte at få en ordentlig privatøkonomi selv.Et godt remedium mod politikersygen ville være at indføre det angelsaksiske princip om, at ingen offentlig ansat eller modtager af offentlige ydelser kan vælges til parlamentet. DET ville betyde en oprydning. (Som dog ikke løser alle problemer. I USA er de folkevalgte i stedet næsten allesammen jurister).David G.

    Svar

Leave a Reply to BielefeldtCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.