Svar: Fordi de ikke har a-våben (endnu)

I sommer rejste jeg spørgsmålet om, hvorfor de islamistiske terrorister ikke havde anvendt atomvåben ved angrebene på New York/Washington, Madrid, London m.v.  Terrorismens pris er selvfølgelig lidt af forklaringen, men mere specifikt var det lidt kyniske og deprimerende svar, jeg antydede, at årsagen i sidste ende alene var, at de endnu ikke havde nogen.

Dagens nyhed er så, at noget tyder på, at hvor der er vilje, er der også vej. Her til morgen oplyste de australske myndigheder således, at de 18 personer, som man anholdt i sidste uge, menes at have forberedt et angreb på et australsk atomkraftværk.  Det er naturligvis ikke helt det samme, men lidt skal vel også have ret …

Skræmmende.

3 thoughts on “Svar: Fordi de ikke har a-våben (endnu)

  1. Ung studerende

    Vel både skræmmende og på en absurd måde et godt tegn.Når det er den slags, der overvejes/planlægges, så viser det i hvert fald ret klart, at du grundlæggende havde ret i din analyse, og at terrorister ikke på nuværende tidspunkt er i besiddelse af a-våben.Men denne begivenhed viser vel også, at selv nogle af de ret seriøse af slagsen ikke forventer at komme i besiddelse af dem eller noget af det der ligner (dirty bombs) lige med det samme. Hvis en a-bombe var lige på trapperne ville de næppe overveje en mere kluntet og usikker metode som et frontalangreb (eller hvad de nu ellers måtte have haft i tankerne) på et atomkraftværk. Det er vel for så vidt meget godt (på kort sigt).Et interessant spørgsmål i denne her forbindelse er, hvor sårbare atomkraftværkerne vitterligt er? Det er slet ikke så sjældent, især i de senere år, blevet fremført at “vestlige” (herunder formodentligt også australske) a-kraftværker af nyere dato er så tilpas sikrede, at en nedsmeltning er noget nær en fysisk umulighed, næsten uanset hvad pokker man bombarderer dem med. Her er det jo interessant at overveje, hvor meget af denne vurdering der baserer sig på nøgne fakta, og hvor meget vægt der er lagt på den præventive (antiterror) effekts virkning.Spørgsmålet vil muligvis (især når man tager recent events i betragtning) blive besvaret af andre end sagkundskaben. Jeg glæder mig ikke. Hvis svaret falder skidt ud, behøver vi næppe frygte for, at terroristerne kommer i besiddelse af uran eller plutonium. De skal nok klare sig med det, vi har stående rundt omkring klar til afbenyttelse.

    Svar
  2. Johan Espersen

    Tja, terrorister har ofte en fantasi som selv Nikola Tesla må beundre. Lad os så bare håbe, at de er lige så virkelighedsfjerne som en anden opfinder, nemlig Ferdinand von Zeppelin. I så fald får de aldrig rigtig succes med deres morderiske og skræmmende planer.

    Svar
  3. Bielefeldt

    Noget, der måske kan underbygge teorien om, at al-Qaeda har større ambitioner…..Peter Kurrild-Klitgaard holdt for et par uger siden en tankevækkende forelæsning om årsagerne til terrorisme. Han nævnte handel. Han nævnte demokrati. Disse faktorer har vist nok efter PKKs undersøgelse mindsket risikoen for terrorisme. Forhåbentlig har han ret. I denne tråd antyder han så, at al-Qaeda – jf. de nyeste afsløringer fra Australien – fremover måske ikke blot ønsker at lave terroraktioner a la 9/11, men muligvis pønser på større terrorhandlinger, hvor flere hundrede tusinde mennesker forsøges slået ihjel. Lad os lige få en ting på det rene: 9/11 var ikke bare traditionel terrorisme. Traditionelle terrorister ønsker nemlig aldrig at slå en masse mennesker ihjel. Tværtimod benytter de sig af begrænset og vilkårlig vold, kidnapninger eller flykapringer for at sprede frygt, og som retter offentlighedens opmærksomhed mod deres sag og i sidste ende opbygger et politisk eller diplomatisk pres til gavn for deres sag. Derfor er Osama bin Laden ikke en simpel terrorist. ObL er ikke Timothy McVeigh. Han har langt større ambitioner end som så. Han er en vred og farlig mand med lige så mange geopolitiske målsætninger som en nationalstat. Al-Qaeda har ikke så meget forsøgt at stjæle overskrifter som at dræbe så mange amerikanere som muligt, for at sprede frygt og rædsel og for at svække de åbne vestlige demokratier. ObL behøver blot at tænke på at ødelægge. Vesten er derimod nødt til at kæmpe effektivt uden samtidig at ødelægge de åbne demoratier, som vi forsøger at beskytte. Det har vist sig at være en svær balancegang. Også sværere end jeg troede (må jeg indrømme).Vi skal kæmpe hårdt og lande blødt. Vi skal bekæmpe terroristerne som om der ikke er nogen regler og bevare vores åbne samfund som om der ikke er nogen terrorister. Og det, som især gør det vanskeligt er jo netop, at terroristerne ikke er traditionelle terrorister. Var det ikke også derfor, at 9/11 terroristerne ikke efterlod sig en politisk ønskeseddel? Hvem har nogensinde hørt Osama bin Laden sige: ’OK, hør her gutter, hvis I forlader arabisk jord og giver palæstinenserne Palæstina tilbage, så smutter jeg på førtidspension’? Nej, vel? Al-Qaeda ønsker intet mindre end den totale sejr. Den slags fjender forhandler man ikke med. Dem bekæmper man. Militært. Problemet i dag er, at mens Vesten ganske vist har computerstyrede missler, så har bin Laden menneskestyrede missiler: unge veluddannede arabiske mænd, der er klar til at detonere. 9/11 kunne have været meget værre. En af de 19 flykaprere kunne have medbragt atomare våben. Den eneste grund til, at det ikke skete var, at kaprerne ikke kunne få fat i dem, som den australske historie også peger i retning af.Historisk har der altid været en diskrepans mellem folks individuelle vrede og det, de kunne stille op med denne vrede. Men pga. den moderne teknologi og folks vilje til at ofte deres liv i en højere sags tjeneste, kan meget vrede unge individer i dag dræbe hundredetusinde vesterlændinge, hvis de kan anskaffe sig det rette udstyr. Viljen er der. Og jeg gentager: VI HAR IKKE AT GØRE MED TRADITIONELLE TERRORISTER. Hvis det sker – Gud, eller rettere Allah, forbyde det – vil det skabe en verden, der vil få Bagdad til at ligne Hørsholm.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.