Her er en nyhed fra Afghanistan, som nok ikke får den store dækning herhjemme. Det er den alt for positiv til.
Opgørelsen fra valget viser, at kvinderne har klaret sig godt, rigtig godt endda, bedre end den kvote man havde afsat til dem. Et citat fra The Telegraph:
Before September’s parliamentary vote, the first for 30 years, there had been widespread predictions that, due to the conservatism of Afghan society, women would only gain seats through a quota system which automatically reserved 25 per cent of seats for them under the country’s new constitution. But women won seats in their own right and will take up 68 of the 249 in the lower house when it convenes later this month.
Lad os her sende en tanke til de mange, der var imod krigen i Afghanistan, bl.a. den såkaldte Fredsvagt foran Christiansborg, der tæller dagene siden aggressionen mod det talibanstyrede land. Der er mange former for kvindekamp: der er især snak, og så er der handling.
Inden USAs krig i Afghanistan advarede Rifaat Hussain, professor i strategiske studier ved Islamabad University, mod at fordrive alle talibanere der er pashtunere ud af Afghanistan. USA burde fokusere på at pløkke Osama bin Laden og Mullah Omar, men acceptere, at en del af de menige talibanere kunne omskoles til nye roller i et nyt Afghanistan. Ellers ville man skabe en stor etnisk ubalance i landet, og hvis USA ikke gav disse talibanere en second chance ville de søge til Pakistan, hvor de så ville fortsætte deres religiøse vanvid på madrassaerne. Det er, hvad der er sket. Vi bør nok være en smule bekymret over den ringe opbakning til valgene blandt pashtunere, og det kan på sigt føre til ny uro. Følgende regel gælder i hvert fald i ikke-vestlig politik i almindelighed og i afghansk politik i særdeleshed: Det er aldrig et godt tegn, når et lands nye minister over sit skrivebord har et billede hængende af hans favorit klanleder, og ikke et af den nye præsident. Det bliver lakmusprøven for det afghanske demokrati. Da jeg for noget tid siden fløj over Afghanistan for at komme til Pakistan, fik jeg øje på en ung pakistansk dreng formentlig en dansk-pakistaner der bar en t-shirt, hvorpå der hen over maven stod TITANIC. Hmm, tænkte jeg, det er ikke et godt tegn. Fællesbønnen inden vi lettede beroligede mig ikke spor. PIA flyet holdt dog stand og der blev endda plads til en blød landing. Spørgsmålet er så, om det afghanske demokrati-projekt ender med en lige så blød landing. Vi taler trods alt om et land, hvis nationalsport er gedepolo, buzkashi, hvor mænd på hest forsøger at ramme, ikke en bold, men et gedehoved! Mens det høje antal kvindelige toppolitikere i Danmark nok er et tegn på, at den reelle magt er flyttet væk fra Christiansborg, er de mange kvindelige toppolitikere i Afghanistan nok snarere et tegn på, at civilisationen måske igen så småt er ved at indfinde sig i det forarmede land efter 22 års borgerkrig (Måske kunne den muslimske verden, der var meget oprevet over bombningerne, give et økonomisk bidrag, nu hvor bombningerne er ovre og den afghanske befolkning er sulten?). Og mon ikke tiden er inde? Hmm, kan nogen huske, hvordan Ground Zero så ud? Hvis nogen endnu kan huske det, så skal man lige tænke på, at hele Afghanistan ligner et stort Ground Zero jeg kunne også have skrevet Dresden eller den grønne linje i Beirut. Vi taler altså her om et land, der visse steder får Najaf til at ligne Miami Beach. Derfor er det trods alt godt, at et nyt demokratisk valgt parlament nu er ved at komme på plads. Og aldrig har jeg da været så glad for, at der er så mange kvinder i politik. Its democracy, stupid! Der er for resten stadig al-Qaeda og Taliban fanger interneret i lejre i Bagram i Afghanistan. Lejrene bevogtes af amerikanske MPere, hvoraf nogle af dem er kvinder. Kvinder?! Hvad bliver det næste? Her skal man liiige tænke på, at disse slagne krigere, som stort set aldrig havde set et kvindeligt ansigt før den amerikanske invasion på nær en kort vestlig periode i 60erne nu står ansigt til ansigt med kvindelige amerikanske MPere bevæbnede med to slags dødbringende våben: langt udslået hår og en M16 i hænderne. Velkommen til moderniteten. Velkommen til globaliseringen. Ja, ja, vi demokratitilhængere bør være lidt mere selvkritiske, men vi er den-onde-lyne-mig ikke de eneste, der bør kigge sig selv i spejlet lidt oftere og lidt grundigere.
“Der er mange former for kvindekamp: der er især snak, og så er der handling.”Du står for snakken, rawa.org for handling. P.S. de var imod vores invasion af Afghanistan