Lev Tolstoj og de absolutte sandheders forbandelse

Lev Nikolayevich Tolstoj indtager en central plads i det europæiske åndsliv. Forfatteren til Krig og Fred og Anna Karenina er en af verdenslitteraturens giganter. Og Tolstoj gjorde mere end at skabe kunst. Han frembragte et politisk evangelium, den såkaldte tolstojanisme, der vandt sig tilhængere i og uden for Rusland. Det er almindeligt at sondre knivskarpt imellem kunstneren Lev Nikolayevich og profeten Lev Nikolayevich. Men de to er ret beset uadskillelige. Tilværelsens store spørgsmål drev livet igennem den navnkundige forfatter til fortvivlelsens rand. Han kastede sig ud i de abstrakte idéer malstrøm, blot for at blive revet med af strømmen og kastet imod klipperne. Tolstoj og tolstojanismen træller under det samme åg: under de absolutte sandheders forbandelse. Den historie er – ganske som den gamle mesters store romaner – værd at genfortælle her den 20. november, på årsdagen for hans død.

‘Tolstoj’. Prøv at smage på navnet. Det besidder en rå, udefinerbar kraft. Som hestehove der dundrer mod skovbunden lige inden for hørevidde. Eller en torden der kommer rullende i det fjerne. Navnet minder os om det mægtige Rusland, der i over tohundrede år har udgjort Europas spejl. I det store russiske drama møder vi – specielt i 1800-tallet – igen og igen adelsfamilien Tolstojs mandlige overhoveder, snart i rollen som helt, snart som skurk. De var noget ved musikken disse Tolstoj’er. I dag er de glemt. Alle til hobe står de i skyggen af en mindrebemidlet slægtning, der aldrig gjorde sig ved Hoffet i Skt. Petersborg. For eftertiden er der kun én Tolstoj: forfatteren Tolstoj.

Lev Nikolayevich Tolstojs litterære geni består i en næsten uhyggelig iagttagelses- og indlevelsesevne. Hans egoisme, hans trang til at dissekere sin egen tilværelse, er grænseløs – og den gennemsyrer forfatterskabet. Romanerne er Tolstojs udgave af, hvordan han gerne ville have sit eget liv til at være. Levin, hovedpersonen i Anna Karenina, gennemlever ned i mindste detalje en række oplevelser hentet direkte i forfatterens eget levnedsforløb. Det er ikke tilfældigt, at den unge Lev Nikolayevichs litterære gennembrud i 1850erne kom med semibiografierne Barndom, Opvækst og Ungdom. Midt i tyverne havde han, så at sige, udgivet sine erindringer i tre bind. Livet igennem fortsatte han med at føje kapitler til, de fleste forklædt som fiktion.

Det er almindeligt at sondre knivskarpt mellem to perioder i den store russers forfatterskab. Først kommer de udødelige mesterværker, derpå følger de sociale prædikener. Trangen til at trække en streg i sandet er forståelig, men opdelingen kan nemt komme til at fortegne forfatterskabets betydelige kontinuitet. Der var ikke tale om en pludselig personlighedsspaltning. Tolstoj blev livet igennem drevet til fortvivlelsens rand af de store eksistentielle spørgsmål, og han leder bestandigt efter svar i sine skrifter

I Krig og fred møder vi gentagne gange den mandlige hovedperson, Pierre Bezukhov, på sammenbruddets rand. Han kæmper, romanen igennem, med tilværelsens store spørgsmål: “Hvad er ondt? Hvad er godt? Hvad burde man elske og hvad hade? Hvad lever vi for? Og hvad er jeg? Hvad er livet, og hvad er døden? Hvilken magt styrer os alle?”. Og han undrer sig såre over, at andre kan varetage deres daglige gøremål – ja at de kan overhovedet kan leve – uden at kende svarene på disse spørgsmål. Levin giver udtryk for samme fortvivlelse i Anna Karenina. Han overvejer ligefrem selvmord som en vej ud af sin kvide.

Pierre og Levin gennemlever Tolstojs egen ’sindssyge’, hans altfortærende behov for at finde svar, hvor ingen gives. Lev Nikolayevich måtte afdække livets mening for ikke at blive vanvittig. Men her stødte han ind i et nyt problem. Han troede ganske enkelt ikke på de absolutte sandheder, han fra tid til anden blev præsenteret for. Der er en sigende scene i Anna Karenina, hvor Levins bror skoser ham for manglen på overbevisninger. Selv kommunismens indbildte videnskabelighed er bedre end Levins fundamentale skepsis, lyder anklagen.

Scenen er udtryk for Tolstojs hadefulde forhold til sin egen nøgternhed. I Krig og Fred bliver Pierre en overgang medlem af en frimurerorden. Broderskabet gør ham bekendt med et sæt af doktriner, der forklarer, hvordan livet skal leves. Pierres lettelse er ubeskrivelig: “Han følte sig så glad for endelig at være befriet fra sin lovløshed og at underkaste sig de, der kendte den absolutte sandhed”. Tolstoj ønskede brændende at gøre det samme. Han eneste værn imod meningsløshedens syge – der truede med at slå hans sjæl i splinter – var de absolutte sandheders lægemiddel. Men livet igennem, selv efter at han på sine gamle dage for alvor var trådt i karakter som social profet, så han sine egne synspunkters skyggesider. Vi er nået frem til det mest fængslende træk ved Lev Nikolayevichs liv og forfatterskab: hans Janushoved.

Lad os lægge vejen omkring den russisk-britiske politiske tænker Isaiah Berlins berømte essay om Tolstoj, The Hedgehog and the Fox, skrevet i 1950erne. Hos den oldgræske digter Archilochus var Berlin faldet over et pudsigt brudstykke af en lille fortælling. “Ræven ved mange ting, men pindsvinet ved én, stor ting”, lød de dunkle ord. Den var noget, Berlin kunne bruge. I essayet om Tolstoj opdeler han de store russiske forfattere i Archilochus’ to dyreskikkelser. På den ene side pindsvinene, eller monisterne som han også kalder dem, der er overbeviste om, at der findes ét svar på, hvordan det gode samfund skal indrettes. På den anden side rævene, eller pluralisterne, der fastholder, at menneskelivet ikke kan sættes på formel.

Dostojevskij var pindsvin, Turgenev var ræv, skriver Berlin. Med Tolstoj er sagen mere kompliceret. Berlins listige påstand er, at Tolstoj af natur var ræv, men af overbevisning var pindsvin. “Tolstoj så virkeligheden i sin mangfoldighed, som en samling af adskilte enheder rundt om og ind i hvilke, han kunne se med et klarsyn, som sjældent har haft sit lige. Men han troede kun på én, stor, udelelig helhed”.

Tolstoj langer allerede i sine romaner ud efter de abstrakte idéer, hans selvportrætter bestandigt omfavner. I Krig og fred finder vi en sigende meningsudveksling mellem Pierre Bezukhov og Prins Andrei. Samtalen er sigende, fordi Pierre er den sværmeriske Tolstoj – ham der med tiden bliver til profeten Tolstoj – mens Prins Andrei er den skeptiske Tolstoj. I forening udgør de siderne på den store russers Janushoved. Pierre har fundet sandheden bag frimurerordenen vægge. Nu vil han også udfri Prins Andrei. Men tvivleren Andrei giver ham svar på tiltale:

“Du siger: slut dig til vores broderskab, og vi vil vise dig livets mål, menneskenes skæbne og lovene, der styrer verden. Men hvem er vi? Mennesker. Hvordan kan det være, at I ved alting? Hvorfor ser jeg ikke, hvad I ser? I ser et godhedens og sandhedens kongerige på jord, men jeg ser det ikke”.

Tolstoj kunne lige så lidt som Pierre bære at se tilværelsen i al sin mangfoldighed. Han ønskede sådan at have noget at klamre sig til, når livsleden blev for stærk. Den ældre Lev Nikolayevich kunne ikke modstå sin dybtfølte trang til at forkaste alt, der ikke var perfekt. I sine sociale pamfletter, skrevet omkring århundredeskiftet, kredser han bestandigt omkring det samme tema: behovet for at vaske tavlen ren, at bryde det bestående ned. “For at bygge et nyt og holdbart hus – som erstatning for et der er ved at falde i ruiner – er det nødvendigt at rive det gamle ned, væg for væg, sten for sten, og begynde forfra”, lyder det i en fortælling om revolutionens komme. Huset, som sætningerne henviser til, er det bestående samfund. Det er nihilisten Tolstoj, der taler – han blev både brugt og misbrugt.

Mod livets slutning opstod der en regulær kult omkring den russi
ske greve. Disciple kom re
jsende fra nær og fjern, og hele samfund af ‘tolstojanere’ forsøgte at efterleve hans retningslinier. Dyrkelsen aftog ikke med hans død i 1910. Fredsapostelen Mahatma Gandhi, nobelprismodtageren Romain Rolland, forfatteren Stefan Zweig, borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King – alle bekendte de sig til i hvert fald dele af tolstojanismen. Lev Nikolayevichs posthume indflydelse blev enorm.

Mest væsentlig blev hans arv i hjemlandet. Da Lenin og bolsjevikkerne i 1917 rev magtens tøjler ud af hænderne på Ruslands demokratiske partier, udlagde en stor del af den vestlige presse det som en ‘tolstojsk’ revolution. Det billede var fortegnet. Lenin var ingen tolstojaner. Bolsjevikkernes dyrkede volden som et politisk virkemiddel, og de havde kun hån til overs for Tolstojs religiøse pacifisme. Men kommunisternes førstemand så fra tidlig færd, at Tolstojs skrifter kunne være med til at bane vejen for en kommunistisk magtovertagelse. “Den russiske revolutions spejl”, kaldte Lenin den store forfatter. Han havde en pointe.

Tolstojanismen – som den store forfatters proselytter døbte mesterens evangelium – lider af én meget stor filosofisk skavank: troen på, at der er én sand måde at indrette jordelivet på, ét svar på tilværelsens store spørgsmål. Isaiah Berlin har, i det tidligere nævnte essay, meget rigtigt påpeget, at Tolstojs historieopfattelse hviler på én altomfattende forudsætning: at der findes en naturlov, der styrer menneskelivet; at idéen om den frie vilje og det frie valg derfor er blændværk. Tolstoj mente – ganske som Karl Marx – at have afdækket historiens drivkræfter. Profeten i ham var, efter et helt livs besat stræben, nået frem til den absolutte sandhed: til Bjergprædikens kristendom. Heri bestod, fortæller Berlin os, hans store brøde. For at tro på absolutte fordringer er at dyrke afguder. På det sociale område – hvad angår menneskelivet – findes der ingen lovmæssigheder. Der findes kun valg, og konflikten mellem to mål, eller værdier, er ofte uløselig.

I Krig og Fred er der en bevægende scene, der er værd at nævne i denne sammenhæng. Napoleons Grande Armée står foran Moskvas porte, og byens guvernør har ikke evakueret befolkningen. En rasende folkemængde stimler sammen foran hans residens. Guvernøren, Rostopchin hedder han, udleverer en mistænkt spion til pøbelen for at gyde olie på vandene. Den stakkels mand bliver lynchet af mængden, galden forsvinder, og Rostopchin kan komme i sikkerhed. Tolstoj begiver sig på strejftogt i guvernørens sind og skriver:

“Den tanke, der beroligede Rostopchin, var ikke ny. Siden verdens begyndelse har mennesker slået hinanden ihjel, og ingen har nogensinde begået sådan en forbrydelse imod sine medmennesker uden at søge trøst i den samme idé. Dette er idéen om le bien public, andre menneskers hypotetiske velfærd”.

Det kunne ikke være sagt bedre. Den selvretfærdige idé om at man kan vide, hvad der er godt for andre, har ført til megen fortræd gennem tiderne. Men den ældre Tolstoj slog bevidst vinduesviskeren til, han forsøgte med al magt at fortrænge sin skeptiske side. Det var profeten Tolstoj, Lenin – og alle andre totalitære politikere for den sags skyld – kunne drage nytte af.

Er den kritik nu også helt rimelig? Jeg har allerede nævnt, at Mahatma Gandhi, Romain Rolland, Stefan Zweig og Martin Luther King bekendte sig til dele af tolstojanismen. De har i hvert fald én anden ting til fælles: de var redelige mennesker, mennesker der mente det godt. Ofte kom der også gode ting ud af deres anstrengelser, tænk bare på Gandhi og Martin Luther King. Men – og det er væsentligt – det hang i høj grad samme med, at de var i stand til at veje virkeligheden op imod ideen. Det samme var Tolstoj rent faktisk. Den gamle profet var tro mod sit evangelium i skrift og i tale, men sjældent i handling. Tolstojs ædleste karaktertræk var, at han, når det kom til stykket, ikke ofrede de virkelige mennesker – og specielt ikke sine nærmeste – på de abstrakte ideers alter.

Men det understreger blot, hvor meget på vildspor han var i sin tænkning. Tolstojs store projekt var dømt til at mislykkedes, fordi det hvilede på idéen om, at der findes én rigtig måde at indrette menneskelivet på, ét harmonisk hele. Og – det må vi ikke glemme – forbandelsen hviler ikke kun over på Lev Nikolayevichs tankegods, den lå som en tung skygge over hans liv. De absolutte sandheders forbandelse red ham som en mare livet igennem. Det er den desperate søgen, og evnen til at gengive den i fiktive klæder, der gør ham til en stor forfatter, måske den største nogensinde. Men det er også kilden til hans personlige nederlag. Tilværelsens meningsløshed rev hans sjæl op indefra, og den fik ham til at forstøde både venner og familie. Han kunne – bortset fra korte perioder – ikke finde fred, han kunne ikke slå sig til tåls.

Alt ofrede Tolstoj for sandheden. Men hun var et ubarmhjertig bekendtskab. I stedet for udfrielse gav hun ham med tvivl, selvforagt og livslede. I november 1910 drev hun ham til at forlade sin fædrene gård og sin familie. Lev Nikolayevich Tolstoj døde på en jernbanestation den 20. november, i dag for 95 år siden, som en fremmed i sit eget land. I den forstand er Tolstoj et sandhedens offer – og tolstojanismens største tragedie hans egen.

4 Comments

  1. Fremragende og velgørende! Lad mig tilføje, at Alain Besancon i sin bog om det 20. århundredes katastrofer mener, at Dostojevski og T. ikke var så langt fra hinanden, som Berlin og andre har ment, og at vi i virkeligheden kan tale om en “tolstojevski”-tankegang, kendetegnet ved fortvivlelse over verdens gang og rænkefuldhed; sentimentalitet; troen på en udfriende sandhed, som desværre er foragtet af alle; og en god dosis russisk Sendungsbewusstsein, altså tanken om at det er i Rusland, det mest korrupte og elendige land, at den frelsende tanke findes.Pedanten i mig peger på en detailfejl: Andrei (Bolkonskij) betitles på dansk ikke prins, som på dansk betyder medlem af kongehuset, men fyrst(e). Og det er normalt at gengive oldgræske navne i græsk form på dansk (Arkhilokhos), mens Berlin fulgte den engelske skik, som er at bruge den latinske form (Archilochus).Jeg kan huske vi læste den sætning af A. i en græsktime i gymnasiet. I transkriberet original lyder den”poll’ oîd’ alôpêx, all’ ekhînos hen mega”.”mange véd ræv, men pindsvin ét stort”.

  2. Glimrende introduktion til den store olding. Havde for et par år siden “Krig og fred”, ældre dansk oversættelse ved Georg Sarauw, 1600 sider, med på ferie, og fik i løbet af en uge ikke set mere end sammenlagt 1 times fjernsyn. Tolstoy var underholdning nok, og mere end det.”Anna Karenina” er af næsten samme massefylde. Et bind med samfundsfilosofiske artikler, titlen glemt, var derimod postulerende og hult; skæmmet af Tolstoys tilbøjelighed til, som de foregående ærede debattører påpeger, at uddrage universelle regler af specifikke lokale problemer.De store romaner overlever forfatterens dumheder og debatten herom. Det gælder Tolstoy som Hamsun og Céline.

  3. Hmmm – er det ikke nærmere det Popper kalder historicisme – en teleologisk utopianisme, der er problemet?

  4. Tolstoj er en stor forfatter, men det er forfatteren af artiklen ikke. Det er beskæmmende med alle de gentagne og konklusionsdragende overvejelser uden grundlag. Jeg skulle mene, en af verdens største forfattere har fortjent bedre.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑