Månedsarkiv: december 2005

Terrorismens pris II

Hermed til læserne min lørdags-klumme fra Berlingske Tidende, som refererer til den statistiske undersøgelse af faktorer, der associeres med grænseoverskridende terrorisme, som jeg tidligere har omtalt her.

Terrorismens pris

Frihed. Det har sin pris, hvis tryghedssøgende danskere smider friheden ud med terrorpakken

Et klogt menneske skal engang have sagt, at hvis et overvældende flertal af befolkningen går ind for noget, så er der god grund til at begynde at blive nervøs og begynde at lede efter udgangen.
Helt så kynisk behøver man måske ikke at være, men der er i hvert fald et gran af sandhed i, at folkestemningen for eller imod en sag let kan svinge ganske dramatisk, og at den sjældent svinger den vej, som er god for borgernes frihed.

Dét er værd at komme i hu, når en jule-meningsmåling fra Gallup viser, at syv af ti danskere støtter selv de mest vidtgående og frihedskrænkende dele af den terrorpakke, som regeringen forbereder. Danskerne er tilsyneladende så opsatte på at sikre trygheden, at de er mere end villige til at give køb på friheden – også selvom det omfatter at blive filmet vilkårligt på offentlige steder, få e-mails og telefonsamtaler studeret af fremmede og i det hele taget blive registreret i alskens hverdagshandlinger uden forudgående dommerkendelse.

Nuvel, meget er sket de seneste år – først og fremmest terror-angrebene 11. september, i London og Madrid, samt de næsten daglige terrorhandlinger i Israel. Men inden man farer så voldsomt i flint, er der vel grund til at spørge sig selv: Er det faktisk rigtigt, at problemet er, at det er den relativt udstrakte grad af frihed i de vestlige lande, som muliggør terror-angreb? I så fald skulle man tro, at sandsynligheden for forekomsten af terrorangreb var højere i mere frie lande end i mindre frie lande.

En undersøgelse, som jeg har lavet sammen med mine kolleger Mogens Kamp Justesen og Robert Klemmensen, viser imidlertid, at der ikke er belæg for en sådan påstand – tværtimod. Vi har statistisk analyseret data for alle registrerede tilfælde af grænseoverskridende terrorisme i perioden 1996-2002, og vi har så set på, hvor meget af denne, der kunne forklares ved hjælp af omfanget af økonomisk frihed (kapitalisme), politisk frihed (demokrati) og borgerlige frihedsrettigheder i de lande, der oplever sådanne angreb, eller som producerer grænseoverskridende terrorister.

Samtidigt har vi statistisk set taget højde for en mængde andre alternative faktorer, såsom landenes levestandard, vækst, ulighed, religiøse og etniske sammensætning, osv.

Konklusionen er entydig: Der er kun to ting, som med sikkerhed betyder noget for sandsynligheden for, at et land producerer grænseoverskridende terrorister eller tiltrækker sådanne: Graden af borgerlige frihedsrettigheder og omfanget af handel med omverdenen, og begge dele har en negativ effekt. Dvs. flere frihedsrettigheder og mere handel giver mindre sandsynlighed for terror. Alle andre faktorer er enten uklare eller ubetydelige.
Det er med andre ord ikke tilfældet, at terrorisme finder sted, fordi de borgerlige frihedsrettigheder er for vidtgående. Tværtimod er der noget, der tyder på, at frihed og handel har en civiliserende effekt på mennesker. Det antyder, at den bedste medicin imod terror er at opretholde friheden i vor del af verden og at sprede dén og markedsøkonomi til resten af verden.

Vi skal passe på ikke at opgive vores frihed i forsøget på at beskytte den, men det bør ikke læses som et udtryk for en naiv holdning om, at ingen vil os det skidt. Tydeligvis er de radikale islamistiske kræfter, som de senere år har angrebet vesten, den mest frihedsfjendske politiske bevægelse, som verden har set siden Berlinmurens fald – og måske meget længere.

Problemet er blot, at stort set ethvert indgreb i borgernes frihed igennem tiderne er blevet retfærdiggjort med lige netop den type argument – men når faren så igen er drevet over, er ufriheden ofte blevet stående tilbage, og ganske ofte er indgrebene blev brugt til noget ganske andet, end de var tænkt til.

Det minimale, som politikerne bør gøre, hvis de ønsker at vedtage en terrorpakke, er konsekvent at tvivle til fordel for retssikkerheden og at gøre lovgivningen tidsbegrænset. Altså, sætte en »udløbsdato« på, efter hvilken man bliver nødt til at revurdere, hvorvidt lovgivningen har virket, og hvilke konsekvenser den i øvrigt har haft. Det har man gjort med den amerikanske terrorlovgivning, og dér har man endog i forvejen langt stærkere beskyttelse af den personlige frihed, end vi har.

Milton Friedman Prize for Advancing Liberty

Cato Institute modtager frem til den 31. december nomineringer af kandidater til “The Milton Friedmann Price For Advancing Liberty”, der uddeles hvert andet år (med prisen følger 500.000 USD). I den forbindelse kunne det være interessant at høre hvem de øvrige Punditokrater, samt læserne naturligvis, mener har gjort sig fortjent til denne fornemme pris. Sidste vinder var Hernando De Soto som ellers ville være min kandidat. Jeg kan ikke umiddelbart komme på nogen indenfor mit eget felt, som har gjort sig fortjent til prisen (det skulle da lige være Randy Barnett), og i menneskerettighedsbevægelsen skal vinderen helt sikkert ej heller findes.

Jeg har som før nævnt høje tanker om Free Muslims Against Terrorism, hvis utvetydige opslutning bag vestlige værdier såsom individets frihed i disse tider er stærkt tiltrængt fra den kant. I en mellemøstlig kontekst er Free Muslim’s ideer naturligvis et kvantespring i forhold til de herskende tilstande, men i forhold til de tanker og det arbejde der er udført af folk som Milton Friedmann og Hernando De Soto kan Free Muslim’s ideer næppe siges at være banebrydende. Jeg håber derfor, at mere vidende folk her på siden kan komme med et navn på en værdig person, som jeg kan stemme på.

Mageløse Madsens anti-manifest II

Som et follow-up på min post forleden med udvalgte citater af musikeren og maleren Johnny Madsen, så følger her et læserbrev, som manden skrev i 1993 i Ekstra Bladet, og som tydeligvis var foranlediget af (men ikke primært omhandlende) folkeafstemningen om dansk deltagelse i EU’s monetære union.  Hvad man nu end mener om dét specifikke emne, så er læserbrevet som helhed et godt eksempel på, at Madsen er en frihedselskende individualist–og en sjælden fugl i den danske kunstnerverden, hvor “frihed” alt for ofte synes at forstås alene som statsstøtte til egne projekter.

Tro dem ikke

Af Johnny Madsen

Ak, disse politikere har atter slået til. Med slagord som social dimension og harmonisering vil de ikke længere nøjes med at være amtsfilosoffer, nu vil de være verdensfilosoffer. Men – venner – tro dem ikke, skriver musikeren Johnny Madsen.

ATP, Moms, Oms, kloms, 6%-reglen, 20%- reglen, afgifter, regler, regler, regler.

Regler for bykørsel, regler for ikke-bykørsel, regler for kapitalpension, regler. Frem og tilbage. Regnskaber, revisorer, advokater, tilbage igen, fradrag, selvangivelse, love, anmærkninger, parenteser, ejendomsskat, harmonisering, den sociale dimension. Hvis de passerer start indkasserer de 200 kr., og betaler 80 i skat, eller er det 68%, tre felter tilbage, torskegilde, indflytningsafgift, udflytningsafgift, arveafgift, gift, ugiftafgifter og så videre, og så videre.

Ak disse politikere. Disse talende og tænkende øgler, hvis forudsætninger som regel er en lærereksamen med sløjd og håndgerning som speciale, har atter slået til.

Med usvigelig sans famler de rundt på middelmådighedens slagne vej, hvor de instinktivt forsøger at konstruere en virkelighed, som ikke eksisterer.

Med slagord som social dimension, harmonisering, fællesskab, union, nøjes de nu ikke længere med at være amtsfilosoffer, nej nu vil de være statsfilosoffer, verdensfilosoffer.

De vil fortælle os om den historiske nødvendighed. De vil sige ‘om ikke for andet, så for ungdommens skyld’. De vil ikke eje anstændighed og ydmyghed. Tværtom vil de ikke ryste på hænderne et sekund i iver for at gennemføre ‘den europæiske nødvendighed’.

‘Vores union er bedre end de andres union’. Vi er demokrater, vi er de sande profeter, råbes der, mens halvdelen af Europa ligger i ruiner på grund af tidligere sande profeters lære om den historiske nødvendig hed.

Venner, tro dem ikke. Politikerne har i dag simpelthen overskredet deres kompetence. De blander sig i alt. Der er ikke det emne, de ikke har en mening om. Der er ikke de ting, de ikke lovgiver om. De er ikke længere folkets repræsentanter, nej, de er deres åndelige førere. Er De i tvivl, så spørg Deres lokale politiker, han har svar på alt. Han er det sakrales tænker. Han er det profanes mester.

Dette er ikke sagt af forklogskab, men det er simpelthen en livsnødvendighed, at politikerne får en anden selvforståelse, ellers bliver det store svælg til folket for stort, hvilket var den dybere årsag til det kommunistiske sammen brud.

Mennesker er ikke en ensartet masse. Hvert menneske er unikt i vores vidunderlige forskellighed, og det er den dybere årsag til, at systemer aldrig virker. Lad os være venner, lad os handle sammen, lad os besøge hinanden, men lad være med at røre ved vores forskellige grund vilkår, det vil ende galt.

Selv akvariefisk pisser deres territorium af. Europa kan ikke samles.

Lad os gøre Kvong og Lissabon til venskabsbyer, men lad os ikke komme brasende med vores dødssyge nordiske velfærdsmodel, under påskud af en social dimension, uanset hvor velmenende det end måtte være.

Lad os feje for egen dør, der er rigeligt at gå i gang med. Lad os ikke fjerne Europas mystik, lad det usagte være usagt, lad forskelligheden være det grundlæggende for enhver samværsform.

Den danske befolkning er ikke glade for denne her union. Heller ikke ja-sigerne, hvor en af hovedsætningerne har været: ‘Jamen, vi kan da ikke stå udenfor, når de andre er inde’. Det kan vel ikke just kaldes de store visioners ædegilde. Eller: ‘Vi må sidde med ved bordet’. (Gud ved hvordan Beethovens musik ville have lydt, hvis den blev lavet ved en flertalsbeslutning).

I øvrigt fatter jeg ikke en pind af, hvad erhvervslivet vil i denne union. De vil blive belagt med vedtægter og bestemmelser, som siger spar to til dem, de har i forvejen. Jeg kan godt forstå Socialdemokratiets store engagement. De har naturligvis en drøm om at komme til at beherske Europa sammen med Labour, SPD, de franske socialister og de italienske (hvis de er ude af spjældet til den tid), for slet ikke at tale om de nordiske brødrepartier.

De vil hånd i hånd mod de uddøende fagforeninger, få ny næring til at stå i front, som de moralsk ansvarlige. Med den sociale dimension i hånden og harmoniseringen i lommen vil enhver rask dreng i Portugal og Hirtshals få spoleret muligheden for at tjene til en ny knallert. (Det vil naturligvis ophæve diskussionen om fælles type styrthjelm).

Til gengæld kan de vel se frem til 200 mm Rockwool på loftet, hvilket som bekendt heller ikke er så dårligt endda.

Men venner husk: En bureaukrat er og bliver en bureaukrat, uanset hvad systemet hedder.

Ha’ en god dag.

(fra Ekstra Bladet 17. maj 1993, 1. sektion, side 25)

Et svensk juleeventyr

Ah, julen er en dejlig tid!

Når det bliver allermest koldt og mørkt, så bøjer vi nordboer ikke hovedet, og lader mørket kue os. Vi kaster os tværtimod ud i et vildt forbrug af penge, lys og kalorier. Mørket må for en stund vige for lyset, kinderne blusser, og kreditkortene gløder. Slægt og venner, som man ellers undgår til dagligt, bliver besøgt og bespist i et omfang, der forhåbentligt rækker for hele det følgende år. Plejehjemmene bestormes, og i daginstitutionerne får man omsider hilst på de små smittekilder og deres forældre, ofte flere par per barn. Vi kan glæde os over, hvor godt det egentlig går både hos os selv og hos andre, hvordan demokratiet vinder frem nøk for nøk. Og stopper man op og lytter efter, kan man ude i mørket høre skeptikerne og puritanerne, der tænderskærende sidder og tæller fejl, mens de siger, at det hele må ende galt, som de altid har sagt det. Traditioner og hygge over hele linjen. Ah….

Som østdansker har jeg tilbragt mine formative år med at se svensk børne-TV. Jeg er opvokset med Trazan Apanson & Bararne, og mange, mange flere. Min barndom faldt i de usmagelige ‘70ere, så naturligvis var alt TV venstreorienteret. Men i modsætning til det fantasi- og talentløse danske TV, var propagandaen fra den anden side Sundet så meget bedre. Bedre begavet, bedre talent og knapt så livsfortrængende dogmatisk indoktrinerende. Det er vel derfor, at så mange svenskere aldrig fik taget sig sammen og gjort oprør; det hele var så hyggeligt og besnærende.

Jeg holder stadig meget af Sverige, dette stykke østeuropa så tæt på os. Hvor Norge gerne fremtræder som den sidste Sovjetrepublik, minder Sverige mere om DDR eller Polen, før muren faldt. På overfladen tung politisk korrekthed, men lige under lurer galskaben og det private oprør. Man parerer ordrer, tier og marcherer i takt, men imens tænker enhver sit.

Denne svenske påvirkning forklarer måske, hvorfor jeg hver jul må se tegnefilmen Sagan om Karl-Bertil Jonssons Julafton.

Svensk SVT-1 har siden 1976 sendt den hver juleaften ved 19-tiden, hvilket kolliderer med andre sysler, men man kan jo optage den og se den i ro og mag post festum.

Det er et dejligt juleeventyr på ca. 1/2 time, der ikke bare er velfortalt og veltegnet. Den giver et rørende naivt indblik i den socialdemokratiske sjæl hos broderfolket, der på dette punkt desværre ligner os mere, end vi bryder os om at indrømme. For svenskerne er dette ufrivillige selvportræt en kult, der ikke bare gentages hver jul, men som også kom på frimærker i 2002. Det er, med meget god grund, et nationalt symbol.

Tegnefilmen er lavet af Per Åhlin, mens historien er fra 1964 og skabt af den urimeligt tidligt afdøde Tage Danielsson, der måske er mest kendt for sit samarbejde med Hasse Alfredsson og AB Svenska Ord.

Som fortælleren lader os vide, foregår historien den gang, der var fattige til. Herved har fortælleren løst det problem med den stadigt stigende velstand på vores breddegrader, der gør livet surt for venstrefløjens historiefortællere. Bilerne har gasgeneratorer, og en purung Marguerite Viby optræder i den svenske indspilning af Frk. Nitouche. På et tidspunkt optræder der en flagranke med forskellige nationers flag, som også omfatter det tyske hagekors. Så mon ikke tiden er 1940erne.

Her præsenteres vi for hovedpersonen, teenageren Karl-Bertil Jonsson, der tjener lidt lommepenge ved ekstrajob på posthuset. Karl-Bertil hører til det bedre borgerskab, for hans far har et varehus, og familien bor i en nydelig villa.

Karl-Bertils idol er Robin Hood, som han dagdrømmer om. Det kan måske undre, at venstrefløjen vælger netop Robin Hood som drengens ideal, for han var jo kendt for at bekæmpe statsmagten og dens umættelige skatteopkrævere for at give pengene tilbage til borgerne. Men årsagen til dette valg er formodentlig, hvad der i fortællingen beskrives som den lovløse retfærdigheds princip: at tage fra de rige og give til de fattige.

I hvert fald beslutter unge Karl-Bertil, at han på posthuset vil tage de julegaver, der skal sendes til de rige, og give dem til de fattige. Bevæbnet med faderens takseringskalender, hvor årsindkomsten står oplyst, begynder han at lægge til side alle pakker, hvor modtageren har en højere årsindkomst end 50.000 kr. Selv en pakke til sin far stikker han væk.

Disse pakker gemme han i en stor sæk. Han dækker adressaten på hver pakke med en personlig hilsen: God jul ønsker en ukendt velgører, hvormed han naturligvis mener sig selv og ikke gavens ejermand. Juleaften efter middagen undskylder han sig og forlader hjemmet for at begynde sin humanitære julevandring blandt de fattige for at dele pakkerne ud.

Historien indfanger smukt den glæde, som venstrefløjen føler ved at dele ud af andre folks penge. Glæden, fællesskabet, og ikke mindst taknemmeligheden fra de arme modtagere, der med hatten i hånden bukker dybt for den glade giver.

Hjemme igen ånder alt fred, indtil faster Märta ringer og spørger til den pakke, hun har sendt. Da Karl-Bertil ikke kan få sig selv til at lyve for sin mor Juleaften, tilstår han sin dåd. Faderen eksploderer i raseri og beskylder sønnen for at være kommunist! Oh søde gys at blive sammenlignet med kommunister, for historien fortælles på den tid, hvor socialdemokraterne havde glemt deres forgængeres kamp mod de totalitære ideologier og var fulde af beundring for disse handlekraftige karle. Karl-Bertil sendes på hovedet i seng, men drømmer sødt om Robin Hood. Over hans seng hænger et billede: En svensk tiger, hvilket næppe er et zoologisk fænomen, men udtrykker fortællerens bifald.

Næste dag tager Tyko Jonsson sin søn med på bodsvandring til de bestjålne med- og bedsteborgere, der rangerer en del højere på den sociale rangstige end familien Jonsson. Men faderen har forregnet sig i sin småborgerlige forargelse over podens bedrifter, for den virkelige overklasse er naturligvis slet ikke gale over, at Karl-Bertil har givet deres gaver væk til de fattige, de har jo så meget allerede. Tværtimod er disse sande aristokrater helt på bølgelængde med den unge oprører, og deres lettelse over, at gale slægtninges rædselsfulde gaver er gået til bedre trængende, kender ingen grænser.

Historien tager her en hjertevarm og overraskende drejning, der viser, at socialdemokrater i modsætning til deres nye venner kommunisterne slet ikke vil de rige noget ondt. De vil kun lette dem for noget af deres overflod, og kun fra indskrænkede småborgere kan man forvente brok i den anledning. Så da dagen er omme, kommer Karl-Bertil hjem med en stolt fader, og moderen kan udbryde, at det alligevel blev en velsignet jul.

Ah, disse naive tanker, der stadig præger vores mentale landskab så meget. I hvert fald en gang om året kan man da bære over med den i julefredens navn.

God jul, kære læsere.

Stiglitz og Etiopien

I 2002 skrev den nobelprisvindende økonom og tidligere chef for Verdensbanken Jospeh Stiglitz bogen “globalization and its discontents” der  med sin kritik af “markedsfundamentalisme” hurtigt blev en bibel for anti-globaliseringsbevægelsen og læsere af Information/Le Monde/Guardian.

I bogens åbningskapitel skriver Stiglitz om Etiopien herunder om Premierminister Meles som Stiglitz roser:

“[Meles] demonstrated a knowledge of economics – and indeed a creativity – that would have put at the head of any of my university classes. He showed a deeper understanding of economic principles – and certainly a greater knowledge of the circumstances in his country – than many of the international economic bureaucrats[..]Meles combined these intellectual attributes with personal integrity: no one doubted his honesty and there were few accusations of corruption within his government.[Meles showed that with the right policies in place, even a poor African country could experience sustained ecenomic growth.”

Stiglitz giver IMF skylden for, at Meles reformer ikke lykkedes og at Etiopien blev fastholdt i fattigdom.

Men hvad var så disse snusfornuftige og praktiske ideér som Meles imponerede Stiglitz med?

Det kan man læse lidt om i en interessant artikel på Copenhagen Institutes hjemmeside (COIN). Artikeln kaldet “derfor er Etiopien fattigt” er skrevet af Rasmus Sønderriis der bor i Etiopien, og som skriver om Etiopiens fattigdom og Meles rolle deri:

Privatisering af adgangen til Internettet dur ikke,” siger Premierminister Meles, “for nok kan det skabe vækst for de rige, men der er brug for statens indblanding, så de fattige også kan få glæde af fremgangen.

For ti år siden var argumentet for statens kontrol over cyberspace “national sikkerhed”. Det med “de fattige” lyder bestemt mere moderigtigt. Men det er et kynisk påskud. Pga. import-skatter koster computere i Etiopien 2-3 gange mere end i Danmark, mere end en fattig etiopier tjener hele livet. Og de fattige etiopieres behov er under alle omstændigheder en del mere basale end at kaste sig over et keyboard.

De knapt så fattige med forretningsinitiativ har dog interesse i mobiltelefoni. Men det er svært at få øje på statens interesse i bringe moderne kommunikation til folket i beslutningen om at fjerne al SMS-tjeneste fra mobiltelefonnettet. Rygterne i hovedstaden går på, at det er for at komme regeringsfjendtlige budskaber til livs i det anspændte klima, hvor oppositionen beskylder regeringen for valgsvindel, og regeringen beskylder oppositionen for at ville tage magten med en revolte. Mere sandsynligt er det imidlertid, at monopolselskabet bag mobiltelefoni har regnet ud, at der er store penge i at tvinge folk til at ringe. For det kan tage mange dyre minutter – og gentagne opkald efter afbrudte forbindelser på det elendige netværk – bare at komme igennem den række af hilsner, der er god skik i Etiopien, inden man kan komme til sagen. Resultat: Selv nabolandet Somalia – der slet ikke har nogen regering – har bedre og billigere mobiltelefoni.

Uden for de områder af kommunikation og basale tjenester, som staten har monopol på, er tålmodighed med bureaukratiet nok til at starte en forretning i Etiopien. Til gengæld kan man i stort set alle brancher forvente at skulle konkurrere med et firma ejet af regeringspartiet. Om dette formelt set helt almindelige selskab så nyder særlige fordele på markedet skal være usagt her. Men dets gode kontakter lægger i sig selv en dæmper på andres lyst til at udfordre det.

Hvis nogen har en god idé i Etiopien anser myndighederne det instinktivt for en trussel, i bedste fald som noget de selv vil kontrollere. Gratis internet-telefoni – fx via Skype – er en sådan trussel, man ikke har mulighed for at kontrollere. Så det har man slet og ret forbudt!

I mange dele af Afrika anses manglende lov og orden for kilden til underudvikling. I Etiopien er problemet snarere for meget lov og orden! Angst for udvikling gennemsyrer regeringskulturen. Her er forretning ikke udtryk for folks frihed til at skabe noget brugbart for hinanden. Det er udtryk for myndighedernes og bureaukraternes nåde. Derfor er dygtige, driftige mennesker som etiopierne stadig fattige.

På baggrund af ovenstående kan man bedre forstå den heftige kritik bogen blev mødt med og som bl.a. kan læses her og (med en vis underholdningsværdi) her.

Mageløse Madsens anti-manifest I

Libertas’ email-liste har Palle Steen Jensen reklameret for sidste søndags store interview i Berlingske Tidende med musikeren og maleren Johnny Madsen i anledning af dennes nye album, Det Gode Liv—og Palle har venligt mindet om, at det i sin tid var undertegnede, der gjorde opmærksom på, at mandens syn på samfundet ikke er, som kunstneres er flest.

Og ja, jeg har sådan set fulgt Madsen-manden i nogle år, sådan lidt skizofrent. For at sige det som det er: Det er ikke som fan eller groupie, jeg har fulgt ham, for hans musik er godt nok ikke lige min kop té. Jeg kan faktisk ikke forestille mig ret meget … Nå ja, det er ganske vist ikke ham som sådan, der er noget i vejen med; det er ganske muligt, at han for sin genre er, hvad Bach er for barokmusikken, og hvad ‘Pistols’ er for punken—jeg aner det faktisk ikke. Næ, det er genren, jeg ikke er vildt begejstret for.

Men læser man derimod teksterne og, hvad manden fra tid til anden siger, så er det klart, at han er en af de overordentligt sjældne fugle i den danske kunstnerverden. Det virker næsten som om, at det er noget andet “country” ved Madsen end blot musikken—og at der måske er kortere mellem Fanø og Arizona, end der er mellem Fanø og Esbjerg. Her er lidt uddrag (med underliniering tilføjet) fra et par interviews og artikler fra de seneste 15 år.  Det er ikke dyb filosofi det hele, men undervejs er der da moralfilosofiske ræsonnementer a la Adam Smith og et skattepolitisk forslag hentet lige ud af F.A. Hayeks The Constitution of Liberty …  Meget af det er idealistisk, men det meste er også ganske realistisk og nede på jorden.  Sjælden tale fra danske rockmusikere.

Frihed og “det gode liv”

  • “Det er sjovt, at vi netop skal til at snakke om det gode liv. Her sidder jeg i min mors totale domæne. Det her er hendes stol, som ikke engang gæster får lov at sidde i. Her kan hun sidde og se sine yndlingsudsendelser og så videre. Så vil nogen måske sige: ‘Jamen er det ikke lidt ensformigt at sidde foran fjernsynet og se diverse ting og sager?’ Nej, folk vælger helt individuelt, hvad de synes er bedst for dem her i tilværelsen. Jeg tror, det gode liv handler om selv at vælge, hvad man har lyst til, på tværs af normer og moral. Selvfølgelig skal man opføre sig anstændigt. Men netop det at der ikke er udstukket en film for dig. For livet bliver jo ikke genudsendt, i hvert fald ikke i bredformat.” (“I Madsens septiktanker”, Berlingske Tidende 18. december 2005, 2 sektion, magasin, side 6)
  • “[Jeg] får alligevel ikke lov at sove længere, når jeg er hjemme ved mine forældre… Men så vil jeg også sige, at det hører med til det gode liv også at acceptere andre folks valg, sådan i Kierkegaardsk forstand. Frihed er også at vælge sin næstes frihed.” …
    “Nu var jeg for eksempel militærnægter. Og vi troede jo dengang, at lige den måde vi selv så ud på, altså med islændersweater og langt hår, at det var det eneste rigtige. Når man i dag ser billederne fra dengang, er det slående, hvor uniformerede vi også selv var. Så en mand, der vælger at gå rundt i jakkesæt, det er hans uniform, men vi har også vores egen et eller andet sted. Så det at vælge sin næstes frihed skal defineres ud fra vores egen frihed.
    Det er også derfor jeg aldrig har været tilhænger af store sammenslutninger, store bevægelser, store politiske taler og den slags ting. Jeg har altid været mistænkelig over for folk, der gerne vil gøre noget for andre, de ikke kender. Og det er som bekendt politikeres lod. Det ligger i hele min filosofiske opfattelse, at du skal forholde dig til den næste, du møder i tilværelsen. Hvis alle folk gjorde det, så nåede vi hele vejen rundt, og der fandtes ingen krig på jorden. Et eksempel. Der dør millioner af børn af sult hvert eneste år. Det ved vi alle sammen. Men vi kan ikke rumme de lidelser, så vi har et relæ, der slår fra over for dem. Men hvis jeg tager en cykel og klipper en kat, og den ligger på vejen, og jeg kigger den ind i øjnene, så føler jeg en dyb smerte, fordi katten er blevet min næste. Men alt for tit flygter vi fra vores ansvar over for næsten. For det er nemmere at støtte pandabjørne og regnskoven end at starte med naboen, som svarer igen. Det er også altid sjovt at høre embedsmænd tale om grisevelfærd. Ha, ha. Altså at en mand, der bor i Hellerup, skulle gå ind for grisevelfærd. Rend mig i røven! Selvfølgelig gør han ikke det.” (“I Madsens septiktanker”, Berlingske Tidende 18. december 2005, 2 sektion, magasin, side 6)

Skatter

  • Er danskerne gode nok til at bruge de muligheder de har?
    “Det skal jeg ikke kunne sige. Men det er meget sjovt at høre Anders Fogh stå og sige, at nu er der blevet større frihed. Jeg mener, staten ejer jo stadig 80-90 procent af vores penge, og dermed ejer de også 80-90 procent af os. Man kan sige, at penge er ikke en grundlæggende ting for frihed, men jeg vil hellere langt selv bestemme, hvad jeg skal bruge mine penge til, end hvad staten eller amt eller kommunen synes, der er godt for mig.”
    Hvordan synes du systemet skulle være?
    “Jamen det er da at lade folk beholde 80 procent af deres egne penge og lade staten lave en velfærdsstat for de 20 procent i stedet for omvendt, for så kan jeg også lave velfærd. Nu lyder jeg måske som Glistrup i gamle dage. Men det jeg taler om, er friheden. Penge skaber en vis form for frihed, og den største svøbe ved det nuværende system, det er at folk er nødt til at arbejde gevaldig hårdt for at få tingene til at køre rundt. Dem, der har pengene, har magten. Staten har magten, når de har pengene. Så kan staten dirigere befolkningen. Så for mig er det et frihedsoprør, mere end det er et spørgsmål om at ville rage til sig. Det er det, som folk skal forstå, at staten simpelt hen har for meget magt i dag. Danmark er jo et af de mest registrerede lande i verden og et af de mest lukkede lande. Selv Albanien er mere åben i den offentlige forvaltning end vi er.
    Ville samfundet hænge sammen, hvis vi kun betalte 20 procent i skat?
    “Selvfølgelig. Det gør det jo i resten af Europa. Og også dér er der hospitaler og alting. Men selvfølgelig, alting drejer sig om anstændighed. Selvfølgelig skal man have et system, hvor ingen sulter. Men det er heller ikke anstændigt, at en hårdt arbejdende person afleverer næsten alt, hvad han tjener, til staten. Jeg snakkede med min far om det i går, det med beskatningen af den sidst tjente krone, og hvor urimeligt det er. Det burde jo være helt omvendt. Den sidst tjente krone burde beskattes med ti procent. For de sidste penge er dem, du arbejder hårdest for, det er dér, det gør allermest ondt.” (“I Madsens septiktanker”, Berlingske Tidende 18. december 2005, 2 sektion, magasin, side 6)

Staten og tvangen

  • Da poeten og sangeren Johnny Madsen eksempelvis sidst udgav en plade, hed titelsangen “Ses vi i Slesvig”. En politisk sang, der er et frontalt opgør med systemets sorte snak og Christiansborg-tumblerens hvide støj, som set fra vestkyst-poetens ruder er ved at suge alt liv ud af landet via skatten og bureaukratiet. Ikke fordi man ikke skal hjælpe de fattige, de syge og de uheldige, ifølge Madsen, der udtrykker det sådan her:
    “Jeg brokker mig ikke over at betale skat. Men hvorfor skal det være s
    å besværligt? Der er jo
    ingen, der kan finde ud af det. Det er jo lige før, en avisdreng bliver nødt til at ha’ sig en revisor. Et eller andet sted er man sgu et jaget dyr. Sådan fornemmes det. Og “Ses vi i Slesvig” er en politisk sang om det. Staten har besat det danske folkerige, sådan ser jeg det. Vi bindes på hænder og fødder i regler“.
    Sangskriveren fra Fanø mener, at den danske stat er i færd med at frarøve det danske folk friheden.
    “Det sidste, de har indført, er et borgerkort. Sådan et elektronisk et med alle oplysninger om én selv. Jamen, jeg vil sgu da ikke løbe rundt med et borger-kort. Hva’ helvede skal jeg bruge et borgerkort til? Det behøver jeg da ikke, når jeg skal ud og fiske eller ud og opleve noget. Det er helt forrykt. Ikke engang russerne havde personnumre. De var jo ikke halvt så tjekkede, som vi er. Vi er derude, hvor man har indført den totale overvågning. Og så vil de sætte videokameraer op ved vejene for at kontrollere, om vi kører for stærkt. Det er jo blevet sådan, at et barn ka’ ikke smide en kat i en mikrobølgeovn, uden at vi dagen efter får en lov om, at alle mikrobølgeovne skal ha’ hængelås på. Vi ender i det dér totalitære styre.” (“Egoland?”, Berlingske Tidende 11. februar 1996, mag, side 1)
  • Ifølge Johnny Madsen er staten blevet det danske folks fjende nummer et – den vestjyske sangskriver kræver fred og frihed for kunstens elite. … Faktorernes orden har altid været anderledes i den poetiske verden end i den reelle. Måske er det derfor, Johnny Madsen ikke kan holde den danske stat ud længere. På mandag udkommer hans nye album “Ses vi i Slesvig”. Titelnummeret er et frontalt opgør med systemets sorte snak og medie-tumblerens hvide støj, der set fra vestkyst-poetens ruder er ved at suge alt liv ud af landet. “Jeg synes, der er behov for, at nogen tør sige, at det er gået for vidt,” siger Johnny Madsen. …
    `Ses vi i Slesvig’ – overvejer du at emigrere? “Nej, det gør jeg vel ikke. På et tidspunkt blev jeg bare træt af, at man skal bogføre sine hotdogs. Kunstnere drukner jo stort set i bilag. For nylig var der et orkester på Fanø, der skulle til at begynde at spille, og så spurgte de: `Hva’ skal vi starte med i det her rockorkester?’ Så sagde jeg: `Ja, jeg ville starte med en revisor og en advokat, så kan I senere udvide med bas og trommer’. Og det er jo ikke løgn. Jeg kender stort set ingen i den her branche, som ikke er forgældede.” …
  • “Vi ender i det dér totalitære styre. Det eneste håb er, at folk gør oprør imod det. I ethvert system er der altid en sabelsluger, én der går imod strømmen. Det ka’ være et barn, der sætter fingeren i diget, når det er ved at løbe over, eller et andet, der siger, at `ham dér har ikke noget tøj på’ og så videre. Sådan én vil jeg godt være med den sang,” siger Johnny Madsen. (“Mayday fra Madsen”, Berlingske Tidende 29. oktober 1994, 2. sektion, magasin, side 1)

Offentlig kulturstøtte

  • I starten af dette år huggede staten Madsens trommeslager. Kulturudvalget i Nordjyllands Amt havde besluttet, at det ville have sit eget rockorkester. Fire mand blev hyret til at spille 66 koncerter, indspille en plade og lave video. Ifølge formanden for udvalget for at vise, at man ikke behøver at komme fra Århus for at slå igennem i dansk rock. Trommeslageren Michael Friis fra Madsens band blev købt til kulturprojektet ligesom de andre medlemmer. Har du skrevet titelsangen omkring det tidspunkt, hvor Nordjyllands Amt kom og tog din trommeslager? “Ja, det ka’ sgu’ godt være, at det startede dér. Det er jo fuldstændig rablende. Det eneste, der sker ved sådan noget, er, at vi får en helvedes ballade med nogle amts- og stats-støttede sambaorkestre, der larmer ad helvede til, når vi andre skal sove. Det er jo fuldstændig fejlagtigt at tro, at mennesker ikke selv har en kreativitet, der gør, at de fører sig frem. Og hvis man først er inde på statsstøttede rockorkestre, så ved vi jo godt, at det næste bliver en rockskole. Du ved, sådan noget med: `Ja, i dagens første time skal vi lære om, hvordan man smider et fjernsyn ud fra 5. sal. Og i time nummer to, hvordan man løber fra en barregning og lader trommeslageren betale.’ Jeg ved sgu snart ikke, hvor det kan ende henne.” …
  • “[Næsten] al støtte går jo til bredden. Generelt ser det ud, som om man ønsker at gøre eliten til bredde og bredden til elite. Eliten må gå rundt og suge på labben og have skattegæld og trækkes rundt i manegen af pantefogederne. Og på den anden side er det jo en misforståelse, at hvis man bare støtter noget, eksempelvis som Jytte Hilden, der vil gøre alle de unge arbejdsløse til kunstnere, så får vi en masse god kunst. Så dukker der talenter op, siger de. Jamen, det gør der måske også. Men som jeg sagde, dengang Nordjyllands Amt kom med den dér forrykte idé: Hvis staten fandt ud af, at den vil gi’ støtte til folk, der ka’ gå med en snurretop på næsen, så skal der også nok dukke talenter op. Men spørgsmålet er, om det er statens opgave. Det at være kunstner er jo et frit erhverv. Folk, der vil gå rundt med en snurretop på næsen, gør det alligevel. Det altafgørende for mig er, at vi får lov at passe os selv uden at skulle bruge halvdelen af vores energi på at føre regnskab og spekulere i skatteregler, fordi de giver vores penge til, at unge på bistand kan komme til. På den måde er der jo også kun den halve energi til at skabe kunst i.” (“Mayday fra Madsen”, Berlingske Tidende 29. oktober 1994, 2. sektion, magasin, side 1)

Politikere og velfærdsstaten

  • “Ifølge Johnny Madsen er politik blot reduceret til en ideologisk Arte- ordning, der hedder Socialdemokratiet og dets velfærdssamfund, en forestilling, der kontrolleres af et syvende kontor, som ingen ved, hvor ligger. Politikerne er ved at være den største trussel mod demokratiet med deres håndlangere. De har samlet knap 900.000 ansatte i det offentlige. Og det er klart, at så mange mennesker på samme sted automatisk vil søge at rage magt til sig. Folk de tror jo fejlagtigt, at når skatten stiger, så får vi det bedre i det her samfund. Men prøv og sænk skatten med 30 procent, og du vil få en 30 procents forøgelse i service. Man har indført funktionel socialisme på tværs af alle partier. Alle politikernes og de dér embedsmænds instrument er skatten. For hver gang skatten stiger med en procent, enten direkte eller indirekte, så kan du ansætte flere folk, og jo mere sikkert sidder de i deres magtbeføjelser. Det drejer sig om magt og ikke en skid andet. Folk kan jo godt se, at den dér solidaritetssnak er løgn. Det er hult. De vil gerne passe sig selv og sørge for deres egen familie i stedet for at være medlem af et postuleret solidarisk samfund. Vi har fået en stat i staten. Folk kan jo godt se, at den rager til sig for at sikre sine egne magtbeføjelser. Alene det faktum, at folk betaler op mod 80 procent af deres indtægter til staten, hvis du regner moms, afgifter, arbejdsmarkedsbidrag og miljøskatter med. Det er derfor, man kan spørge: Hvem beskytter den enkelte? Jamen, det er der ingen, der gør. Og derfor beskytter den enkelte sig selv. Det ender galt. Et af de farligste tegn på det er, at du har en økonomi ligesom i Polen. En undergrundsøkonomi med sorte penge. Og så har du den officielle kurs, som du veksler til. Det ender i totalt anarki,” siger Johnny Madsen. (“Egoland?”, Berlingske Tidende 11. februar 1996, mag, side 1)
  • “Lad os kaste os ud i myterne og søge længslerne i stedet for at være så helvedes optaget af Ole Stavad og hende gårdvagten fra Århus, Marianne 

    Jelved, og hele det dér syge, intellektuelle niveau, der nu er lagt over det her land. Lad os nu gøre, hvad vi har lyst til, om ikke andet så ka’ vi da gøre det i vores sange,” siger Johnny Madsen.” (“Mayday fra Madsen”, Berlingske Tidende 29. oktober 1994, 2. sektion, magasin, side 1)

Frihed og individualisme

  • Hvad er vigtigst for dig i tilværelsen?
    “Her er vi tilbage ved friheden. Det at kunne handle frit og tillade andre at gøre det samme. Der er ikke noget, jeg hader mere, end når folk vil trække mig ind i en moral. Altså hvis jeg kommer ind og skal have et par bukser, det der med at ekspedienten siger: “Jamen dem her, dem sælger vi ellers mange af.” Så løber jeg skrigende bort, for hvad rager det mig dybest set, at de sælger mange af de bukser. Jeg skal have et par bukser. Det er også derfor moden nogen gange indhenter mig. Jeg har for eksempel altid haft hul i mine bukser, for jeg går som regel i dem, indtil de ikke kan mere. Og moden går jo i ring, og nogen gange rammer den mig. Og nu er det så moderne at have hul i bukserne, og ‘nej, hvor er du moderne!’, for nu er det den store mode at have hullede bukser, og man giver rask væk 1.500 kr. for et par. Jeg har mindst 20 par af slagsen derhjemme, så måske skulle jeg åbne en hullet buksebutik.”
    “Jeg tror ikke, folk skal have så travlt med at profilere sig. Det er også det råd, jeg giver til folk i branchen, når de siger: ‘Jamen, det er meget oppe i tiden, det musik vi spiller.’ Jamen så lad være med at spille det. Så kopierer du jo bare noget, der er “oppe i tiden”. Fortæl dine egne historier. Og det kan godt være, den ikke er interessant nok, og at den ikke rækker nok, men det er den eneste indsats, du har at gøre.” …
  • “Men det skal også ses i forhold til det gode liv, det med den enkeltes ret til at bestemme over sit eget liv. Jeg vil ikke have andre til at bestemme over mit liv, jeg vil ikke være del af et større projekt, simpelt hen. Jeg vil ikke sættes ind i nogle båse og systemer. Jeg vil have lov at leve mit liv. Og guderne må vide, at for mit vedkommende er det ikke et spørgsmål om at stable op. Så snart jeg endelig har fået købt fem kasser vin et eller andet sted på tilbud, så skal de drikkes. Jeg er ikke typen, der systematisk laver en vinkælder, eller hvis jeg har tjent mine penge, så forærer jeg dem væk til folk eller til min søn eller mine venner, der mangler et eller andet.”
    Vil du betegne dig selv som et frit menneske?
    “Ja”.
    Også selvom du skal betale det meste af det, du tjener i skat?
    “Jaja, ja. Men det er hårdere. Det er vigtigt at skrive det rigtigt det her, så det ikke bliver misforstået. Jeg holder mig som regel altid væk fra store samfundsanalyser, for de har en satans tendens til at blive misforstået. Det hele er jo spændt op i et land som vores, hvor alle skal have en del af kagen. Men for mig handler det alt sammen om frihed. Frihed i musikken, frihed i kunsten. Friheden driver én rundt i manegen, giver plads til intuitionen.” (“I Madsens septiktanker”, Berlingske Tidende 18. december 2005, 2 sektion, magasin, side 6)

Moraliseren, politiseren og musik

  • “Moral? Der er da overhovedet ingen moral i mine sange. Ikke antydningen.
    Der er da ikke noget så ækelt og tåbeligt som løftede pegefingre i rockmusik. Rockmusikere, der samtidig går rundt og prøver på at være politiske filosoffer, virker fuldstændige latterlige på mig.” …
    “Nej, for lige at vende tilbage til det der med politik, så tror jeg ikke, der findes noget politisk system, der passer mennesker. Ja, systemer dur overhovedet ikke på mennesker”.
    Hvordan ved du det? Har du da nogen sinde prøvet at leve uden? “Ta’ det nu ikke så bogstaveligt. Selvfølgelig skal der være love. F.eks. om, at vi skal køre i højre side af vejen. Men sådan noget har jo ikke noget at gøre med løftede pegefingre og politiske filosoffer.”
    Du ligner jo ikke ligefrem en, der er medlem af Det Konservative Folkeparti. Har du nogen sinde fået opfordringer fra venstrefløjen om at stille op til et eller andet? “Ja, bare fordi man er lidt langhåret og ikke går i jakkesæt og slips, så tror de jo straks, man sympatiserer med dem. Jo, jeg fik en gang en opfordring til at stille op for folkebevægelsen mod EF.”
    Hvad svarede du? “Hvad tror du? Nul!” Hvad vil du stemme på til et kommende folketingsvalg? – Ikke på noget? – Har du aldrig stemt? “Det tror jeg faktisk ikke.” (“Mageløse Madsen”, Ekstra Bladet 16. oktober 1990, 1. sektion, side 22)

Posten fortsættes her.

Rohderi III

Venstre har en politisk ordfører, der betragter sig selv som de "liberales håb", eller som Politiken skrev i en hjernedød hyldest den 18. december:

"Det kan hjælpe til at holde de frustrerede i ave, at den politiske ordfører indimellem vifter højlydt med de liberale faner. Præcis som Anders Fogh Rasmussen selv gjorde, da han havde rollen. Det liberale segment nyder at høre en Jens Rohde proklamere, at socialdemokrat er det værste, man kan kalde ham."

Kilden til artiklen må være Rohde selv – heraf sammenligningen med Anders Fogh Rasmussen, som trods alt engang var liberal.

Det interessante er, at det er svært at komme i tanke om Jens Rohdes liberale principper. Modstand mod at stå opført i et register over økonomiske interesser (hvis han skulle blive minister)? Skepsis overfor overvågningskameraer i gader og stræder? Jovist, lidt har også ret.

Men Jens Rohdes mest markante budskaber har været decideret anti-liberale.

Han har profileret sig på, at efterlønnen skulle bevares. Han har profileret sig på, at Venstre i det 21. århundrede ikke er som Venstre i 80'erne. Eller som han udtalte den 26. november 2005 til Ritzau:  "Der har aldrig været så meget styr på de offentlige finanser. Vi har lavet skattestop. Det er en revolution. Var der noget af det i 80'erne og 90'erne? Nej. Vi får gennemført vor politik modsat før, hvor vi råbte og skreg om at privatisere månen og verdenshavene og alt det pjat, som aldrig bliver en realitet."

For det første husker Rohde galt. Gik Venstre ind for at privatisere månen og verdenshavene i 80'erne og 90'erne? Nej. (Men man gør det måske nu – for verdenshavenes vedkommende, idet man netop har gennemført en fiskerireform med omsættelige fiskekvoter).

For det andet kaster Rohde vrag på 80'ernes og 90'ernes liberale, som gennemførte en række reformer, som krævede langt større mod end den nuværende regering. Tænk på afskaffelsen af dyrtidsreguleringen. Tænk på fastkurspolitikken. Ja tænk endda på, hvordan man brød DR's monopol.

Jens Rohde er indbegrebet af en principløs politiker, der tror, at han er principfast, bare fordi han råber højt.

Interessant nok har Politikens journalist anet sammenhængen. For som hun skriver: "Jens Rohde evner faktisk – det meste af tiden – at gøre det på en måde, så han ikke for alvor udfordrer chefens politiske projekt. Venstres nye midtsøgende vælgere behøver jo ikke at frygte ultraliberale nedskæringer og velfærdssamfundets fremtid, fordi Jens Rohde gør oprør mod, at hans (kommende) ægtefælle skal offentliggøre sine økonomiske interesser, bare fordi han blisver minister."

Nej, lige præcis. Rohdes "liberalisme" er tom. Akkurat som da han i sin tid erklærede, at "jeg er så liberal, at jeg vil frigøre mig fra mig selv." (Berlingske 24. juni 2003) 

Rohde mente var altså så "liberal", at han ikke var bundet af principper. Latterligt.

Nu har en række tidligere politikere kritiseret Anders Fogh Rasmussen og Venstre for manglende reformvilje. Ingen af de nuværende Venstre-folk tør jo gøre det (og det er vel det ultimative tegn på, at partiet er ved at blive ødelagt).

Den 22. december udtalte Jens Rohde til Ritzau, at 

"jeg kan konstatere, at der er rigtig mange af de forhenværende, som er ude og fortælle os, hvordan vi skal strikke verden sammen. Jeg tror faktisk efterhånden kun, at vi mangler Poul og Nulle fra hullet i Kæmpeskoven, der melder sig på banen også"

Og til Schlüters opfordring om at give Fogh internt modspil svarer Rohde:

"Jeg arbejder på det projekt, som Anders har sat sig i spidsen for, fordi jeg tror på det projekt, og fordi det projekt i modsætning til så meget andet, som de borgerligt-liberale har sat sig i spidsen for, kan blive til noget."

Rohdes principper er altså mere "Fogh'isme" end det er liberalisme.

Den slags fører-principper vil føre Venstre lukt ned ad samme selvdestruktive kurs, som de konservative var ude for i 90'erne, da de koncentrerede sig mere om, hvem der skulle være deres leder end om, hvad der skulle være deres politik. Når Fogh engang er væk, vil Venstre være en tom skal, med mindre de liberale kræfter holder flammen i live.

Ugens citat: Metz om egen fatteevne

Information har dd. et  stykke–traditionen tro–nærgående, kriti
sk journalistik, denne gang et interview med organets fhv. chefredaktør, nu senior surling, Georg Metz, som fylder 60 år.  Heri hedder det selverkendende:

“Hele den liberalt individualistiske tanke, som folk som tænketanken CEPOS bevæger sig i – de kunne lige så godt tale albansk baglæns. Jeg forstår det ikke.”

Well, så fik vi da dét afklaret–hvis man skulle have været i tvivl.

Julehygge

I denne tid, hvor den mentale dyne snart lægger sig over det ganske land og alt går op i mad og drikke, kan der være god grund til at ruste og alliere sig med et par opbyggelige citater. Disse kommer fra gode, gamle Jørgen Hübertz Schleimann – plukket fra et interview tilbage i 1999.

Om tilværelsens mening: “For mig drejer tilværelsen sig om at omskabe så meget virkelighed som muligt til bevidsthed”. Det vil faktisk også sige, at bevidstheden er forpligtet til at tage virkeligheden for pålydende, hvilket bestemt ikke har været en selvfølge i megen akademisk bevidsthed, hvor virkeligheden enten er blevet opfattet som falsk bevidsthed eller som en social konstruktion eller som rent og skært bedrag.

Om fremskridtet: “Hvor jeg ikke tror på, at man kan gøre verden fundamentalt bedre, så tror jeg fuldt og fast på, at den kan blive værre”. Sig det til Ib Michael.

Om lykken: “I virkeligheden mener jeg, at lykken fjerner os fra hinanden. Det menneske, der er lykkeligt, er revnende ligeglad med de andre”. Det er der sgu noget om.

Apropos de 12 berygtede tegninger og anklagerne om diskrimination: “Judasfiguren finder jeg meget mere interessant (end Jesus). Den siger da meget mere om menneskelivet. Vi lever jo alle sammen ikke bare med andre mennesker. Vi lever også imod dem”. Den kan Ellemann-Jensen øve sig på.

Om sin far: “Sagen er den, at han havde troet for godt om menneskene. Og det kunne de ikke leve op til. Og det er faktisk også en forseelse”. Altså, at tro for godt om de tobenede øksemordere med eller uden økser.

Alt sammen såre opbyggeligt. Glædelig jul & et aktivt nytår til alle, der blogger med. Det har været en fornøjelse indtil videre!

2008: Hillary Clinton mod George Allen III

Det ansete, uafhængige National Journal har nu for 2. gang i år offentliggjort et survey af 200 centralt placerede meningsdannere i Washington, DC, med henblik på, hvem der bliver de to store partiers præsidentkandidater i 2008.  Jeg har tidligere (med en vis tilfredshed) omtalt det første af disse surveys (med tilføjelser her og her), og i den seneste undersøgelse er forudsigelserne stort set uforandrede, d.v.s., det er fortsat senator George Allen (R-VA) og senator Hillary Clinton (D-NY), der anses for de mest sandsynlige kandidater.

Blandt Republikanske emner fører George Allen fortsat snævert over Senator John McCain.  Den Republikanske flertalsleder i Senatet, Bill Frist, er derimod dumpet fra en tredjeplads ned på en femteplads, mens Massachusetts-guvernøren Mitt Romney omvendt er steget tilsvarende.  New Yorks fhv. borgmester Rudy Giuliani ligger uforandret på en fjerdeplads, og længere nede, på sjettepladsen, kom tidligere RNC-partiformand, nu Mississippi-guvernør, Haley Barbour som et “long shot”.

Blandt Demokraterne er Clintons placering uovertruffen med mere end 3/4, der mener, at det bliver hende.  Nr. 2 er Virginia-guvernøren Mark Warner, sm har skubbet fhv. senator og vicepræsidentkandidat John Edwards fra denne plads.    Herefter kommer noget svagere kandidater som Senator Evan Bayh (Indiana), Iowa-guvernør Tom Vilsack, Senator Joe Biden og New Mexico-guvernør Bill Richardson. Af de 200 adspugte, var der ingen (0), der troede, at kandidaten i 2008 ville være den samme som i 2004, Senator John F. Kerry.  Tilsvarende stærk opbakning havde fhv. vicepræsident og 2000-præsidentkandidat Al Gore og general Wesley Clark.

For en ordens skyld skal det tilføjes, at mens navnene i toppen i det store billede er de samme på Intrade (hvor man kan investere i valgudfaldet), så er den indbyrdes rangorden ikke helt den samme.  Blandt Republikanerne fører McCain klart, fulgt af Allen og Giuliani side om side, med Romney som en fjern nr. 4., Frist som nr. 5, og derefter kanidater som Rice, Jeb Bush, Chuck Hagel, Barbour, Cheney m.fl.  Blandt Demokraterne er det Clinton klart i spidsen, fulgt af Warner som en klar nr. 2, og derefter fjerne bud som Edwards, Gore, Biden, Bayh m.fl.

EUMC og racismedefinitionen

Racisme: forestillingen om visse menneskeracers overlegenhed over for andre samt de diskriminerende handlinger, der knytter sig til sådanne forestillinger. Racisme bygger på den opfattelse, at menneskeheden kan inddeles i racer, som ikke bare har forskellige fysiske kendetegn, men også forskellige psykiske og moralske egenskaber, og at der eksisterer et hierarkisk forhold mellem disse, således at visse racer er andre overlegne.

Sådan lyder definitionen på ‘racisme’, hvis vi slår efter i Den Store Danske Encyklopædi. Den opfattelse, og den tilhørende ideologi, er givetvis den mest modbydelige, der nogensinde har haft sin gang på denne Jord. At blive anklaget for ‘racisme’ er derfor – fra både et politisk, et moralsk og et religiøst synspunkt – nogenlunde det værste, et menneske kan blive udsat for; selv hvis vi ser bort fra de praktiske associationer med 1930ernes europæiske Dysterland.

Professor, dr. Jur., Mads Bryde Andersen, der sidder i bestyrelsen for det europæiske center for overvågning af racisme og fremmedhad (EUMC), har i et brev til integrationsminister Rikke Hvilshøj gjort opmærksom på, at EUMC er ‘uvidenskabelig’, ja, at det arbejder i blinde. Hans begrundelse har, dersom jeg har forstået ham ret, to led, der følger logisk af hinanden. For det første anvender EUMC ikke en fast definition for begreberne ‘racisme’ og ‘fremmedhad’. For det andet – og i forlængelse heraf – er deres rapporter spækket med eksempler på ting, der efter en gængs definition ikke er ‘racisme’.

Emnet er i sagens natur ganske prekært, og Bryde Andersens udlægning har med det samme sat gang i den hjemlige andedam. I mandagsudgaven af Politiken afviste den radikale integrationsordfører Morten Østergaard Mads Bryde Andersen med den følgende begrundelse: “For at bruge en metafor fra sportens verden, så kan man sige, at hvis resten af Europa løber rundt inde på midtbanen, mens Danmark er helt ude på højrefløjen, så er vi måske mere optaget af, om bolden er ude over sidelinjen. Med det mener jeg, at ting som bliver accepteret i Danmark, er noget som man slet ikke overvejer som acceptabelt i resten af Europa, så i de andre lande er der måske ikke brug for en så klokkeklar definition af begreberne racisme og fremmedhad”.

Og i JP fra den samme dag kan man læse Danmarks tidligere repræsentant i bestyrelsen, forhenværende justitsminister Ole Espersen, lidt mere nuancerede afvisning: “Det er klart, at hvis man ser rent videnskabeligt på det, elsker man jo – og bør elske – klare definitioner. Men det er jo ikke kun et videnskabeligt arbejde, der skal gøres, men et arbejde, der gerne skulle resultere i, at vi prøver at bekæmpe det, der åbenlyst er racisme. Og det ved vi jo godt, når vi støder ind i det”.

EUMC selv afviser ifølge de danske aviser kritikken med, at der i international ret er mere end tilstrækkeligt med definitioner på ‘racisme’. Vi må derfor formode, at EUMC selv mener, de udøver videnskabeligt arbejde – deres afvisning er med andre ord mere vidtgående end Ole Espersens. Lad os prøve at se på, om disse afvisninger holder vand – eller om Mads Bryde Andersen har en pointe. Eller med andre ord: er det en indholdsløs akademisk øvelse at opstille klare definitioner, eller er det et nødvendigt første skridt i enhver færd mod en beskrivelse af virkelige foreteelser?

Vi står heldigvis ikke på bar bund. Der er hjælp at hente hos den italienske politolog Giovanni Sartori. I den nu klassiske artikel “Concept Misformation in Comparative Politics” fra 1970 forklarer Sartori behovet for klare definitioner med de følgende ord: “In this messy controversy about quantification and its bearing on standard logical rules we simply tend to forget that concept formation stands prior to quantification”. Eller med andre ord: vi kan aldrig beskrive verden, hvis vi ikke først fortæller, hvad vore begreber dækker.

Det vil jeg gerne lige uddybe. Hvis vi ikke har defineret et begreb, så kan vi aldrig sige, at det indfanger et bestemt udsnit af virkeligheden. Selv et så hverdagsagtigt begreb som ‘mor’ er ikke brugbart uden en forudgående definition. For mener vi en ‘plejemor’, en ‘adoptivmor’ eller en ‘genetisk mor’? Alle tre er eksempler på mødre. Vi er nødt til at gøre klart, hvad det er for en ‘mor’, vi ønsker at tale om.

Her er det så, at vi løber ind i en meget væsentlig regel. Med Sartoris ord: “The logical principle involved in this distinction is omnis determinatio est negatio, that is, any determination involves a negation”. Altså: det er nægtelsen, der er en definitions hjerteblod. Kun ved at gøre klart, hvad vi ikke taler om, kan vi give os den virkelig verden i hu. For et begreb, der dækker alt, er analytisk set meningsløst – ganske som en teori, der forklarer alt, er det.

Tilbage til EUMC og racismedefinitionen. Med Sartori i mente kan vi med det samme fastslå, at centret bestemt ikke driver videnskab, dersom Mads Bryde Andersen har ret i sin kritik. Det er logisk set ikke muligt at tale om ‘racisme’ uden først at definere begrebet. For så kan det jo i sagens natur dække alt – der er kort sagt ingen nægtelse. At der svæver en masse internationale definitioner rundt i forskellige konventioner gør bestemt ikke sagen bedre. Tværtimod: det øger blot forvirringen om, hvad det egentligt er, der sættes fokus på.

Lad mig give et lille eksempel, der står at hente i den tidligere omtalte mandagsartikel i JP. EUMC har angiveligt sendt en ‘racisme’-definition til JP, der ligger meget tæt op af den, jeg øverst på siden hentede i Den Store Danske Encyklopædi. Men ifølge Bryde Andersen har de givet ham en helt anden ‘arbejdsdefinition’, der er meget bredere. Her betyder ‘racisme’: “…den process, hvorved medlemmer af sociale grupper kategoriserer medlemmer af andre grupper som forskellige eller mindreværdige på basis af reelle eller indbildte fysiske eller kulturelle kendetegn, og som tjener det formål at legitimere mindreværdig behandling, udelukkelse eller udnyttelse”.

‘Racisme’ behøver efter denne definition ikke nødvendigvis at have noget med ‘race’ at gøre. Som Bryde Andersen påpeger, så kendetegner denne definition efter en gængs opfattelse snarere ‘diskrimination’ end ‘racisme’.

Det er ikke nødvendigvis noget problem, at centret advarer mod ‘diskrimination’ snarere end ‘racisme’. Men så skal de naturligvis slå fast, så det ikke er til at misforstå, at det er deres ærinde. Ikke nødvendigvis ved at ændre den overordnede ordlyd fra ‘racisme’ til ‘diskrimination’ men ved at definere ‘racisme’ i denne brede forstand, så der ingen tvivl er. Den pointe bringer os så frem til Morten Østergaards og Ole Espersens indvendinger.

Nu vil jeg ikke tage stilling til Morten Østergaards beskrivelse af Danmarks position “helt ude på højrefløjen”, men jeg vil gerne lige spinde en kommentar over hans argument om, at “vi måske mere [er] optaget af, om bolden er ude over sidelinjen“. For at blive i hans metafor så må vi starte med at gøre os klart, at fodboldbanens sidelinier ikke eksisterer fra naturens hånd. Det er nogle, vi mennesker kridter op. Og hvis det ikke er sket – i det konkrete tilfælde fordi vi ikke har defineret racisme – så kan vi naturligvis ikke konkludere, at bolden er ude over linien. Længere er den ikke.

Problemet er det samme for Ole Espersen. Det her handler ret beset ikke bare om videnskab, det handler om logik. Hvis logikken halter, så kan – og det er værd at erindre – ‘verden’ ikke hjælpe os. For så er det uklart, hvad vi taler om. Det er hele diskussionen, forvi
rringen om man vil, e
t glimrende eksempel på. Ole Espersen påpeger i forlængelse heraf, at det slet ikke er muligt for et organ som EUMC at komme frem til én definition. Men selvfølelig er det det. Det er jo bare at træffe en beslutning. Det er værd at erindre, at definitioner ikke har noget med ‘sandhed’ at gøre. En definition er udelukkende et redskab, der gør det mulig for os at tale samme sprog.

I en læseværdig artikel om begrebsdefinition sætter John Gerring klare ord på det væsentligste krav til en god definition: “Writers have an obligation to state explicitly why (on the basis of which criteria) certain properties and terms were chosen, or excluded”, lader han sine læsere vide. Det kan vi sige på en anden måde. Gyldigheden af en definition afhænger i bund og grund af selve øvelsen, af det at definere. Det er nødvendigt at spille med åbne kort, på en ærlig og ydmyg måde at lægge de definitionsmæssige mellemregninger på bordet.

Hvis (og det er for mig et ‘hvis’, da jeg ikke selv har undersøgt sagen) EUMC ikke har gjort det, så har de bestemt et problem. Og det handler ikke kun om ‘videnskabelighed’, det handler om ‘mening’. At EUMC beskæftiger sig med ‘racisme’ gør bestemt ikke sagen bedre. Som nævnt øverst på siden er intet ord værre at få påklistret – og derfor er det HELT nødvendigt at slå fast, hvilken form for ‘racisme’, der er tale om. For det gør naturligvis verden til forskel om en stat, en gruppe eller et enkeltindivid kritiseres for en ‘bred’ form for racisme, der først og fremmest henleder tanken på det, vi normalt kalder ‘diskrimination’; eller om de står anklaget for den modbydelige form for racisme, jeg lagde for med at beskrive. Det er tale om to helt forskellige ting.

Vi anklager jo heller ikke folk for mord uden at gøre opmærksom på, hvad ‘mord’ betyder – i gængs forstand at et andet menneske er blevet dræbt.

Nobel tanker

Som blogger må man vel indrømme, at der bor en lille nørd inden i en. Og i søndags fik jeg lejlighed til at fodre min indre nørd, da både BBC og svensk tv sendte den traditionelle samtale med årets Nobelprisvindere. Nogle år skuffer samtalen ved at afsløre, at selv Nobelprisvindere kan have tåbelige syn på ting udenfor deres felt, men i år var samtalen ret fornuftig.

Samtalen afslørede primært to fællestræk ved 2005-modtagerne som man som borgerligt-liberal kan være yderst tilfreds med. Det første var en generelt positiv indstilling til konkurrence. Alle de naturvidenskabelige modtagere udtrykte deres personlige skræk for, at specielt kinesere og indere om få år bliver hårde konkurrenter i den videnskabelige konkurrence. Men samtidig var der over hele linien en varm velkomst til den konkurrence. Som en af kemiprisvinderne udtrykte det, betyder det blot at vi andre må gøre vores arbejde lidt bedre, og at det er til gavn for alle. Robert Aumann, den ene af modtagerne af økonomiprisen, sagde lige ud, at han ikke er mere bange for konkurrence fra Kina end han er for konkurrence fra sin nabo i Jerusalem, og sluttede med at ønske "May the best man win". Tænk hvis politikere også tænkte sådan!

Det andet fællestræk var, at de stort set alle lagde vægt på, at al forskning ikke behøver at være nyttig. Det kan lyde som et paradoks – en flok primadonnaer der spilder vores dyrebare skattekroner – men Robert Aumann gav et fantastisk eksempel. Hans PhD-afhandling handlede om matematisk knudeteori, altså en yderst kompliceret lære om hvilke typer knuder på reb, der er mest stabile. Aumann var tiltrukket af emnet netop på grund af dets dengang helt åbenlyse ubrugelighed, men var for nylig blevet gjort opmærksom af et barnebarn, at de på medicinstudiet lærte knudeteori på andet år. Idag har man nemlig fundet brug for den type teori i forståelsen af molekylers stabilitet! Årets modtagere i medicin understregede også, at der kan være brug for forskning på områder, hvor vi tror vi ved alt, og derfor ikke mener at der er brug for mere viden. Deres opdagelse af, at mavesår skyldes en bakterie der kan overleve i mavesyren, gik fuldstændigt på tværs af datidens – og mange almindelige menneskers – syn på mavesår, nemlig at de skyldtes stress. Igen var alle Nobelpristagerne i år enige om, at det er enormt værdifuldt at have forskning, der ikke giver at synligt afkast. Det er nemlig den der fører vores viden fremad!

Så for at komme tilbage til en pointe fra sidste måned, var en af de store pointer i årets Nobelsamtale, at unyttig og ubrugelig forskning i åben konkurrence er af helt vital betydning. Når man ser på den danske regerings forskningspolitik, er det tydeligt at den pointe ikke rigtigt er sevet ind hos Helge Sander og hans kumpaner. De ville have godt af at se og høre en samtale mellem klodens formodentlig met intelligente mennesker og lære lidt af den. Måske er det et lige så tåbeligt håb som at jeg får Josephine Touray til jul. Men i denne tid har man vel lov til at ønske?

Berigtigelse

Når vi her på bloggen kritiserer MSM for dårlig standard, må vi også selv gøre noget for at holde en passende standard. Et absolut minimum er at berigtige, når man har gengivet faktuelle fejl.

Derfor denne beklagelige berigtigelse fra vores side.

Vi har ved flere lejligheder antydet, at dækningen af præs. Bush i Berlingske Tidende modsvarer den, man kan finde i Politiken.

Det er dybt uretfærdigt.

Politiken er bedre, f.eks. har de ikke noget imod at indrømme, at Bush har haft en kraftig fremgang på det seneste. Se Bush genvinder tabt terræn.

Vi beklager sammenligningen.

Renault Prisen: MSM

Læsere af denne blog er nok allerede bekendt med chok-scenen i Casablanca: Den korrupte franske politichef Louis Renault (spillet overbevisende slebent og kultiveret af Claude Raines) har som et tidligt led i det stadig så kendte tysk-franske samarbejde rettet mod amerikansk aggression og indblanding fået besked af den besøgende Gestapo-chef om at lukke Rick’s Cafe. Renault gør det med de bevingede ord:

I’m shocked, shocked to find that gambling is going on here.

Hvorefter han distræt modtager sin faste del af overskuddet fra kasinoet.

Renault viser sig som bekendt senere at være en guttermand; en nødvendig påmindelse om, at franskmænd normalt er at finde på demokratiets side, når først de er færdige med at posere. Men citatet lever videre og bruges, når man foregiver overraskelse over noget, man udmærket vidste. Som når europæiske ledere lader som om, de ikke kendte til den amerikanske praksis med rendition, osv.

Året 2005 er ved at være forbi, og vores blog mangler lidt trivia, så vi kan komme ned på niveau med MSM. Og hvad er så bedre end Renault Prisen (ikke cognac, men fraværet af overraskelse)?

Mit forslag er en undersøgelse fra det seriøse amerikanske universitet UCLA, der påviser, at Mainstream Media (MSM) har slagside til venstre. Selv en bastion som Wall Street Journal er kun borgerlig på sine debatsider, hvorimod nyhedsstoffet hælder til venstre. Har man hørt magen i Danmark?

I’m shocked, shocked ….

Republikansk selvransagelse II

I forlængelse af med-Punditokrat Mchangamas post vedrørende Chris DeMuths fortrinlige artikel bør man iøvrigt også læse denne passage fra et indlæg fornylig af J.C. Watts, det nu fhv. Republikanske kongresmedlem, der var med i partiets ledelse i Repræsentanternes Hus, og som (bl.a. fordi han var sort og en kendt football-spiller og konservativ) var spået en stor politisk fremtid (men som nu er gået ind i konsulentbranchen):

“I was part of that wild and crazy Class of ’94 that shook the political landscape by taking over the House after more than 50 years of unfettered Democrat control. We came to Washington full of ideals and conviction. But sadly, what they say about absolute power is coming to reality in the 2005 GOP Washington. Republicans in just 10 years have developed the arrogance it took the Democrats 30 years to develop. But you know, in spite of the very real arrogance displayed by my party in Washington in the years since taking the House, Senate and White House, I firmly believe the Republicans have a real chance to rebound simply because our Democrat friends just don’t get it. Essentially, they believe the basic plan of getting their base to the polls, increasing Hispanic voters, and better communication will put them over the top. They believe their failures in these mechanical functions have cost them in the past decade.”

Fra “den anden side” har The New Republic også i denne uge nogle kritiske ord om Republikanerne–men (naturligvis uden J.C. Watts’ positive slutning.  Det kunne man nok forvente, og givet hvorledes Demokraterne opførte sig frem til 1994, må man nok tage kritik dér fra med det kendte kilo salt.  Men til gengæld er noget af det faktisk morsomt.  Her er en passage fra tidsskriftets “guide til Republikanernes Washington DC”, nemlig 1. afsnit Forhistorien:

A History of GOP D.C.

The first major wave of conservative settlers, who arrived in the 1980s and 1990s, encountered an indigenous Democratic civilization in serious decline. Much like the Aztecs and the Incas, the Democrats had constructed impressive monuments like the Welfare State and Regulatory Policy. Under the reign of President Bill Clinton, however, they succumbed to the temptations of imperial power, abusing a primitive congressional banking system and seducing young interns. So the arrival of the new settlers, mostly Southerners and Midwesterners of Caucasian stock, coincided with momentous upheaval. One visionary immigrant, Tom DeLay from Sugar Land, Texas, had a plan for a new city of elegantly circuitous money trails and a grid that would link lobbyists to the Republican Party. The DeLay plan for modernizing the city is also known as the K Street Project, and it benefits from the simplicity of its intentions: Want to work with the Republicans? Then you’d better hire Republicans at your law firms and lobbying shops–and then donate your money to Grover Norquist, conservative 527s, and other GOP D.C. charities. Nobody had ever dared to think so transparently.

The DeLay vision couldn’t have come to fruition were it not for a stroke of luck. That luck came to Washington in the form of a failed energy executive, failed congressional candidate, and all-around late bloomer with a recognizable name and a refusal to compromise with himself. Together, Tom DeLay and George W. Bush (with the help of a plucky, can-do guy named Karl Rove) raised the city that has become a magnet for corporate lobbyists and tourists alike.

Visitors expecting to encounter a thriving civilization, however, will be disappointed. After a few hours of exploring, you will immediately recognize that GOP D.C. has taken an unfortunate turn. The city’s culture has come to resemble the old Democratic regime in its final days of decay. Take the fall of Jack Abramoff, a lobbyist who helped DeLay make his vision for the city a reality. Abramoff once bilked Indian tribes for $80 million and enticed congressmen with golf trips to Scotland and free meals at his restaurants. Now he’s facing prison. Or consider another popular attraction–the office of Vice President Dick Cheney. In the prelude to the Iraq war, intrepid tourists who enjoyed a good scare would travel here for warnings about mushroom clouds that might soon appear over GOP D.C. Adrenaline junkies now make the pilgrimage to the OVP on the off chance that they might glimpse Cheney or one of his aides trashing CIA analysts, former ambassadors, and other critics. But we suggest that you don’t let GOP D.C.’s air of decline and omnipresent indictments interfere with the pleasures of your visit. If you place yourself in the 2002 mindset of the city’s lobbyists or Republican congressmen, GOP D.C. can be a magical place.

Regeringens politiske selvmål

Jeg plejer fra tid til anden at poste mine klummer fra Berlingske Tidende, men her i al den seneste tids snak om velfærd og reformer …  Well, som Clint Eastwood siger i Dirty Harry, altimens han sigter med sin Magnum .44: "In all this excitement, I kinda lost track myself".  Så her kommer den:

Regeringens politiske selvmål

Velfærdsreform-flop. Venstre flytter sig til venstre – og flytter vælgerne samme vej

Mange har i tidens løb spekuleret i, hvad der gemmer sig inde under Anders Fogh Rasmussens statsminister-habit: Gemmer der sig i stedet for en julemand en hulemand, en markedsøkonomisk minimalstatstilhænger? Det tror mange på venstrefløjen, og dét håber i hvert fald nogle borgerlige. Men svaret må oven på regeringens reaktioner på Velfærdskommissionens udspil være, at inden under gemmer der sig – ingenting.

For »ingenting« er formodentlig dén mest rammende beskrivelse, man kan give af regeringens vilje, visioner og værdikamp. Sjældent har man set så mange løbe så hurtigt væk fra ansvaret fra at gøre selv det mindste.

Velfærdskommissionens 43 udspil var ganske vist som helhed hverken særligt opsigtsvækkende eller intellektuelt ambitiøse. De rangerede fra det problematiske (tredobling af skat på ejerboliger) over det ligegyldige (en række nye offentlige udgifter) til det strengt nødvendige (lavere marginalskat, længere arbejdsliv, brugerbetaling osv.). Det eneste overraskende var, hvor hurtigt regeringsledelsen skød forslagene ned.

F.eks. vil beskæftigelsesministeren ikke afkorte dagpengeperioden (selvom det vil give 22.000 færre arbejdsløse), fordi det angiveligt skulle kunne ses som i strid med et løfte om ikke at ændre på satserne. Statsministeren vil ikke røre ved skatterne – ud fra en svært forståelig påstand om, at skatter intet har med velfærd at gøre. De to ministre blev loyalt bakket op af deres egen politiske ordfører, Jens Rohde, som kaldte det »akademisk« at tro, at skatter har nogen indflydelse på beskæftigelsen. Rohde må i givet fald mene, at borgernes adfærd – og dermed statens skatteindtægter – vil være uændrede, uanset om borgerne skal betale 0, 50 eller 100 pct. af deres indkomst i skat. Det er et synspunkt, som næppe mange økonomer vil kunne tilslutte sig, og som lidt venligt må betegnes som »interessant«.

Reaktionen er så meget desto mere bemærkelsesværdig, fordi Venstres strategi igennem de seneste par år først har været systematisk at udskyde debat om ethvert forslag om skatte- eller velfærdsreformer med henvisning til, at det måtte vente til efter Velfærdskommissionen, og dernæst at disse ændringer ønsker befolkningen ikke, og derfor gør Venstre heller ikke.

Derfor har Venstre nu bundet sig selv – og regeringspartneren – fast på, at der reelt kun er to ting, man vil røre ved: Man vil (måske) øge tilbagetrækningsalderen ganske beskedent, og man vil søge at få flere indvandrere ud på arbejdsmarkedet.

Men er der ikke bare tale om, at regeringen simpelthen har placeret sig dér, hvor man ved, at resultatet i sidste ende må ende? Udover den mangel på politisk lederskab som en sådan tankegang er udtryk for, må man bemærke, at den tilsyneladende også har en anden effekt: Siden Anders Fogh Rasmussen i 1998 erstattede Uffe Ellemann-Jensen og begyndte en omfattende omkalfatring af Venstres politik med udmeldinger om, at marginalskatten ikke skal ned, og om at efterlønnen ikke skal afskaffes, er vælgerne blevet synligt mere venstreorienterede.

En meningsmåling fra Epinion viste i forrige uge, at blot 29 pct. af danskerne mener, at de betaler for meget i skat. I 1990 – hvor skattetrykket var mindre – var andelen hele 63 pct., og i 1998 var andelen 41 pct. Selv blandt V- og K-vælgere er der nu et flertal, der finder skattetrykket passende. Den nye linie har med andre ord haft succes – hvis succes er at få danskerne til at synes om et højere skattetryk.

Samme billede ser man i spørgsmålet om efterløn. Her viste en Gallup-måling fra forrige uge, at efterlønnen måned for måned bliver mere populær. I april i år mente 69 pct. af vælgerne, at den skulle bevares; nu er det 78 pct.

På begge punkter er der altså ikke tale om, at regeringen blot anlægger en mere midtersøgende linie for at tækkes midtervælgerne. Det gør den ganske vist også, men samtidig trækker den borgerlige vælgere til venstre og gør det dermed stadig sværere at komme igennem med de i grunden banale reformer, som selv Radikale ønsker, og som for blot få år siden ville have været ubetvivlelige elementer i arsenalet. Man er – med en gammel Venstre-høvdings ord – godt i gang med at tisse i gummistøvlerne for at holde varmen.

Om tal, terror & MSM: Gæsteindlæg af Poul Højlund

Punditokraterne bringer hermed et dagsaktuelt indlæg af Poul Højlund, der går i kødet på MSM’s behandling af “data” om irakernes holdninger …

Bare et tal
Hvis ikke det hele var så komisk, ville det være tragisk.

Sunday Telegraph’s defence correspondent Sean Rayment kom 23.10.05 med følgende artikel: Secret MoD poll: Iraqis support attacks on British troops. Berømt fordi nettet har mere end 400.000 henvisninger, og berømt fordi republikaneren John Murtha forlanger de amerikanske tropper hjem omgående, når nu irakerne ikke kan lide dem alligevel.

Villy Søvndal forlangte allerede samme dag de danske tropper ud omgående. DR kunne åbenbart ikke læse engelsk, men fik fortyfive percent til at blive til 54%. Det er heller ikke nemt.

Den gode Sean Rayment, der således ganske uforvarende scorede et verdenshit, er aldrig er vendt tilbage til sit scoop med så meget som en linie. Han skriver om William, der slår Harry i hærens IQ-test, om tab i Afghanistan, om hærens vanskeligheder med at rekruttere til Irak, – men ikke et eneste opfølgende ord om den virkelige sensation, hans store scoop:

Millioner af irakere mener, at selvmordangreb på britiske styrker er berettigede, lød sensationen. Op til 65% af irakerne støtter angrebene og mindre end en procent af irakerne synes, at det allierede militære engagement hjælper til at forbedre sikkerheden i deres land.

Villy Hin Søvndahl derimod kan ikke vente med at få fingrene i tasterne; han er allerede samme dag på alle medier (weekend, nemlig) med sit krav om omgående pull out på grund af de nye sensationelle tal. Hele 65% af alle irakerne støtter angrebene. Selve statsministeren tvinges til at svare med standardsvaret Alle skal ud så hurtigt, som forholdene tillader. Historien lever et par døgn og dør så.

Undertegnede relativt stilfærdige menneske rykker også til tasterne og begynder i Kristeligt Dagblad, – samme slagmark som Søvndal havde valgt – og fortsætter i JyllandsPosten.  Spidse og småsure spørgsmål til DR og Søvndal om dokumentation for påstandene. Sidste afsnit fra KD (som ikke giver web-adgang uden abonnement) lyder:

“Konklusion: På baggrund af en enkelt journalists oplysninger om en hemmelig undersøgelse, hvis resultater er i direkte modstrid med den veldokumenterede BBC-undersøgelse, og hvor formålet med journalistens artikel er tydeligt indenrigspolitisk, og hvor journalistens brug af unavngivne kilder tidligere har vist sig tvivlsom, bringer Radioavisen en nyhed, hvis væsentligste procenttal er en pinlig fejloversættelse, – og på den ekstremt tynde baggrund, rykker SF’s formand i felten og kalder grundlaget for dansk militær tilstedeværelse i Irak for ikke-eksisterende.

Mens Radioavisen tjekker sine kilder, sine bevæggrunde og sin troværdighed, kunne Villy Søvndal måske bevæges til at forklare, hvorfor offentligheden i denne sag skal tage ham alvorligt?”

Ingen reaktion. 21. november opsumerer TV2 i 22-nyhederne udviklingen i Irak siden Mission Accomplished om bord på USS Abraham Lincoln den 1. maj 2003. Det er nu over 2 år siden præsident Bush bla bla …. Et rent powerpoint show med lidt speak og en heftig grafik med headlines, der drøner frem i billedet.

Skilt nummer fem efter hukommelsen: Over 100 daglige angreb fra terrorister og oprørere. Skilt nummer seks: Mere end 65% af irakerne støtter angrebene. Slut for Irak og videre til næste emne.

Få dage senere præciserer redaktionschef Hans Peter Blicher i JP direkte henvendt til undertegnede, høfligt og måske lige en snert nedladende, at tallet kun omfatter sympati for angreb mod de væbnede styrker og ikke mod civile. Nu er de 65% kun gældende i det dansk/britisk kontrollerede område i det sydlige Irak: I hele Irak er det 45%, der osv.

Samme aften meddeler TV2 nyhederne en rettelse. Jeg så den ikke, og den er ikke på deres web-tv.  Noget om nogle forkerte tal og nu følger de rigtige tal: 45% af alle irakere støtter angrebene på de væbnede styrker.

Få dage senere i JP retter skyder undertegnede det første alvorlige missil af: Dårlig presseetik.

Få dage senere i JP et hidsigt angreb fra Blicher, der henviser til, at alle andre jo også har brugt kilden, at vi sandelig ikke betaler tvangslicens og at han i øvrigt anser debatten for overstået.

Dagen efter er selveste nyhedschef på DR, Lisbeth Knudsen ude med den helt store kaliber,  men dog detaljeret i sin rettelse af de tre eller fire eller fem fejl, DR har nået at begå i sagen. Samme henvisning til alle de andre medier, der også har brugt tallene, og endelig en blank afvisning af min påstand om tendenser i dækningen af Irak.

Nu træder Punditokraterne for alvor ind på banen. En læser, Niels Christensen, linker til en mig ukendt Spiegel-undersøgelse med helt andre tal. Tak for det. Verden hænger igen og veldokumenteret sammen og der kommer overensstemmelse mellem rekordvalgdeltagelse og meningsmålinger.

Tre fjerdedele af irakerne støtter de udenlandske troppers tilstedeværelse, indtil forholdene er stabiliserede. Tre fjerdele støtter …, altså ikke to ud af tre, der støtter angreb på tropperne, men tre ud af fire, der ønsker troppernes tilstedeværelse opretholdt.

Mit næste indlæg i JP må kun være på 300 ord, – ak ja. Det kommer forhåbentligt på mandag. Her er de sidste afsnit:

“…Og tv-stationerne vil ikke indse, at de er blevet ofre for deres egne fordomme. Deres normale journalistiske sans er bedøvet af de spændende tal, der for alvor viser, hvor skidt det går i Irak.

De to stationer kan heller ikke læse tysk. Der Spiegel bringer 11. december en helt anderledes troværdig og veldokumenteret meningsmåling. Tallene modsiger de udokumenterede påstande fra Sunday Telegraph. Blot en enkelt tal: hver fjerde iraker ønsker omgående troppetilbagetrækning. Tre fjerdedele af irakerne ønsker at tropperne bliver, indtil forholdene er stabiliserede. Hvornår bringer I de nyheder?

Men nej, gode nyheder om Irak har ingen interesse. Selv det seneste valgs overvældende succes bliver vinklet til en Sippel-historie om valgsvindel og fupdemokrati. Dækningen af Irak er tendentiøs. Dette er blot et lille eksempel. “

Kløvedal Reich og ønsketænkningen

Selv om man som læser synes, at Ebbe Reich i samtalen romantiserer sin gamle tyrkertro på massemorderen Mao, når Johs. H. Christensen pietetsfuldt går ham på klingen, så kan man ikke andet end fascineres af mandens lidenskabelige forsvar for utopiers nødvendighed i menneskets liv.

‘Utopiens mål er den fælles lykke, ikke kun den enkeltes lykke’, siger Reich i forbindelse med en analyse af det danske folkestyre p.t., der handler om, at vi i 2005 lider under alt for mange politiske lappeskræddere og for få visionære politikere. Ingen på Christiansborg kan rejse den folkelige tro på fællesskabet i en tid, hvor interessepolitikken har overtaget hele det politiske spektrum. Sådan som vi jo så til fulde ved kommunalvalget for nylig: ‘Et levende demokrati lever af, at folk deler sig efter anskuelser og ikke interesser. Utopien er det velfungerende demokratis basis’, fastslår Ebbe Reich.

Det tror man på”.

Man skal som bekendt høre meget, før ørerne falder af. Men Jens Andersens anmeldelse af Aber i træernes toppe – samtaler med Ebbe Kløvedal Reich i dagens Berlingske gør da sit for, at det skal lykkes. Utopier, politiske og sociale må man forstå Kløvedal Reich og Jens Andersen, udgør ganske enkelt demokratiets hjerteblod.

Jeg har aldrig følt mig kaldet til at læse Kløvedal Reichs omfattende forfatterskab, og jeg skal ikke kunne kloge mig på, om “det utopiske – forestillingen om en uopnåelig ideal tilstand – er den røde tråd” i hans skriblerier generelt, sådan som den åbenbart er det i “samtalebogen”. Men jeg vil godt lige spinde en kommentar over sammenhængen mellem demokrati og utopi, for den ser i mine øjne noget anderledes ud, end tilfældet er for den gode Kløvedal Reich.

For en lille måneds tid siden begik jeg her på siden en længere beretning om den russiske forfatter Leo Tolstojs hang til absolutte sandheder. Mit ærinde var det simple at fastslå, at utopierne oftest har en meget følelig skyggeside: at dyrkelsen af absolutte sociale sandheder ikke blot er blændværk, men er den bedste tilgængelige opskrift på at skabe et dennesidigt Dystopia.

Som Karl Popper har påpeget i Det åbne samfund og dets fjender, så behøver vi ikke at frygte mennesker, der vil det onde. De er i virkeligheden så få, og de er lette at gennemskue. Nej, de fleste katastrofer bliver skabt af mennesker, der vil det gode. De, der mener at kende det perfekte samfunds væsen, bliver alt for ofte drevet ud i menneskeforagt, fordi de føler sig kaldet til at omforme de virkelige mennesker i ideens navn.

Det liberale demokrati, som vi kender det her i Danmark, er af selv samme grund uforeneligt med den utopiske tanke. Eller rettere: utopier er kun forenelige med demokrati under én meget krævende antagelse. At vi med fornuften som rettesnor kan tale os frem til en fællesmenneskelig ‘sandhed’ på det sociale område – at vi kan sætte menneskelivet på formel kort sagt.

Som Popper så rigtigt betoner, så nærer utopikere sjældent et bevidst ønske om at trælbinde menneskene – tværtimod. Men den skygge, der kvæler lyset, er som bekendt selv et barn af lyset. For hvis det rent faktisk er muligt at finde frem til disse absolutte sandheder, så har det to konsekvenser. For det første er det kun de oplyste, de rationelle mennesker, der har ret til at dirigere samfundets udvikling. For det andet har disse få indviede en moralsk pligt til at tvinge de uoplyste i retning af det ‘gode’ samfund. Eller med Rousseaus ord: samfundet har ret til at tvinge borgerne til at blive frie.

Den slags bør selvsagt få alarmklokkerne til at ringe for en tidsalder, der først for nyligt har set det ‘verdensforbedrende’ projekt par excellence, kommunismen, henvejre. Det er ganske enkelt blændværk at tro, at samtale kan løse alle menneskelige uoverensstemmelser. Det er kun intellektuelle som Kløvedal Reich, der er overbeviste om, at vi kan brolægge dybe ideologiske konflikter ved at snakke os til rette. Når vi har religionsfrihed, så skyldes det netop, at vi ikke foregøgler os selv, at vi kan tale os frem til ‘den rigtige religion’. Og det er ikke kun på troens område, vi møder værdistandpunkter. En abortmodstander kan ikke blive enig med en aborttilhænger – deres overbevisninger er simpelthen uforenelige.

Det er derfor, et demokrati på den ene side har brug for flertalsafgørelser, og på den anden side for de grundlæggende frihedsrettigheders skranker imod flertallets magt. Demokratiet er en yderst jordisk størrelse og heldigvis for det. ‘Politiske lappeskræddere’ er til enhver tid at foretrække frem for ‘visionære politikere’- i hvert fald hvis der er tale om fuldblods utopikere, af den type Kløvedal Reich efterlyser.

DR skraber bunden

Ak, vores lille grundskole for opvakte journalister må notere endnu et nederlag – ingen kender os, eller der findes ingen i målgruppen. Åbenbart ikke hos DR.

Her er deres bud på Plame-sagen:

Præsident Bush kender CIA-lækagens bagmand.

16. dec. 2005 00.05 Udland Opdat.: 16. dec. 2005 00.06

Robert Novak, journalisten, som afslørede en CIA-agent, siger, at præsident Bush kender kilden til historien.

Robert Novak var den første til at afsløre navnet på agenten, Valerie Plame, og siger nu, at medierne og politikerne ser det forkerte sted hen.

Valerie Plame er gift med en tidligere diplomat og ambassadør Joseph Wilson, der afslørede, at regeringen opdigtede de masseødelæggelsesvåben, der var begrundelse for at gå i krig mod Irak.

Wilson har siden anklaget regeringen for at afsløre, at hans kone var CIA-agent for at hævne sig på ham.

Det er ulovlig at offentliggøre CIA-agenters navne i USA.

Det fremhævede afsnit er, som alle der kan læse ved, helt forkert. Wilson afslørede ikke noget, men fik tværtimod bekræftet, at Irak faktisk havde henvendt sig i Niger for at købe uran. Læs nærmere i linket ovf.

Hvordan dælen kan en public service virksomhed som DR være så dårlig? Har de en beskæftigelsespolitik, der går ud på at ansætte særligt virkelighedsudfordrede journalister, eller er de bare fløjtende lige glade med fakta, bare historien har den rette morale?

Republikansk selvransagelse

Præsidenten for American Enterprise Institute Christopher DeMuth har skrevet en fremragende artikel kaldet “unlimited government“. Artiklen demonstrerer på glimrende (og skræmmende) vis, i hvor høj grad den herskende amerikanske politiske kultur afviger fra hvad “the founding fathers” havde i tankerne samt, at den amerikanske forfatnings ord og ånd  dagligt krænkes af politikere og embedsmænd i Washington. Her blot nogle udpluk men artiklen skal læses i sin helhed:

Thomas Jefferson played the pivotal role in choosing the site for our national capital, and selected what was essentially a malarial swamp. He had been in Paris when the Constitution was drafted, and he was not much impressed by its parchment provisions for limited government. So—anticipating the old dictum that “no man’s life, liberty, or property is safe while the legislature is in session”—Jefferson added a climatologic backstop. Long, miserable summers were to serve as a natural deterrent to the growth of our national apparatus.

It worked beautifully for more than a century. Legislators, lobbyists, and executive officials fled the capital en masse most summers, right through the late 1920s—when air conditioning was introduced. With the deployment of that subversive technology, there began a notable expansion of the federal leviathan.

The emergence of 24/7/52 legislating is one of many ways in which modern American government has become much busier and more businesslike than it used to be. While busyness is a virtue in most of life, the men who founded our nation would not have considered it advantageous to government. They carefully contrived a state that would be cumbersome and inefficient at getting its act together, with divided and contending powers both inside Washington and between Washington and the states, and a profusion of checks and balances throughout. They wanted government to be robust and decisive in a limited sphere, but also considered government a threat to freedom and happiness, and worried it would engross private society, property, commerce, and culture. “Government,” said John Adams, “turns every contingency into an excuse for enhancing power in itself.” “Government,” said George Washington, “is not reason; it is not eloquence; it is force. Like fire, it is a dangerous servant and a fearful master.” And those were the Federalists.

Let me offer two examples of practices that are unquestionably un-Constitutional yet are hardly questioned at all. Neither even came up at Chief Justice Roberts’s confirmation hearing. The first concerns taxation.

[..]The framers, regarding taxation as the most politically sensitive of government powers, required that all bills for raising revenue must originate in the people’s chamber, the House of Representatives. This is the sort of fussy procedural formality that is just a damn nuisance when it comes to running a modern, efficient government. Accordingly, twice in recent years Congress has empowered agencies to devise and collect taxes all on their own—first the Federal Communications Commission in 1996, and then the new Public Company Accounting Oversight Board established by the Sarbanes-Oxley Act in 2002. Both agencies decide how much they want to spend, set a tax that will generate the desired funds, and increase the tax as needed to keep their business plans on track.

[…]My second example concerns federalism. Justice Louis Brandeis wrote in a famous opinion that federalism fosters “laboratories of democracy,” where policies can be tried in individual states and their good or poor results noted elsewhere. The growth of federal power has shuttered many of those laboratories. A federal government that can ban the personal use of medical marijuana grown right in your own backyard—which is plainly neither “interstate” nor “commerce,” yet was easily upheld by the Supreme Court last term—can do just about anything to blot out local policy choices.

Even more striking are the new coast-to-coast regimes being constructed by state officials like New York Attorney General Eliot Spitzer. He candidly admits that his mission is the wholesale restructuring of entire industries on a nationwide scale. The agreements he has imposed on Merrill Lynch and other financial services firms make detailed requirements of how the firms are to be managed in the future. This has created, thanks to collaboration with officials in other states, new national regulatory programs established entirely outside the legislative process and outside the public rule-making procedures of regulatory agencies. Instead, the deals are cut in lawyers’ offices. The results are policy cartels with no exit for any firm or customer, no policy competition or experimentation, no federalism.

The emerging phenomenon is one of multiplying special-purpose national governments operating in parallel with the official national government and without any coterminous political accountability. This has come to pass because of the desuetude of several Constitutional provisions, none more important than the Compact Clause, which provides that “no State shall, without the Consent of Congress, enter into any Agreement…with another State.” The requirement of Congressional approval is unqualified and it is fundamental. For a gang of states to go off on their own and set up independent governing regimes is, politically, a form of partial secession. Yet this protection has lapsed through judicial neglect.

[..]the principle of limited government is not a bit less urgent today than it was two centuries ago. It has now been 25 years since Ronald Reagan arrived in Washington announcing his intention to “check and reverse the growth of government.” That quarter century has been governed mainly by Republican Presidents, and increasingly by Republican legislatures, and even the one Democratic President declared that “the era of big government is over.” Yet the federal government’s annual domestic spending doubled during the period, from about $900 billion to about $1.8 trillion (in 2000 dollars). Today the federal government’s fiscal imbalance—the excess of projected future expenditures over projected future revenues—is close to $70 trillion. About $20 trillion of this enormous sum was tacked on just in 2003, with the addition of a massive, unfunded Medicare entitlement to prescription drug benefits. Increasing taxes to pay for our standing policy commitments would move U.S. rates to the levels prevailing in today’s socialist European nations.

At artiklen allerede har haft effekt kan ses på National Review, hvor Jonah Goldberg, som undertegnede ellers ofte har det svært med, roser artiklen til skyerne og under overskriften “Republican Reformation” argumenterer for, at amerikanske konservative skal “genfødes” som tilhængere af en begrænset stat. Hvis det er den fremtidige linje hos toneangivende konservative såsom skribenterne hos National Review som ellers ofte går mere op i moralske spørgsmål end at begrænse den føderale stat, så er der håb for, at den næste republikanske præsident fører (klassisk) republikansk politik og ikke som den nuværende bruger penge “som en fuld sømand på orlov” som en punditokrat for nyligt udtalte det på tv.