Bedste "nye klassikere"?

Jeg får altid et varmt, men svagt spydigt, indre smil på læben, når jeg hører den ene eller den anden af mine (typisk midaldrende) fagfæller taler om “det nye venstre”, som om det var en ung og fremadstormende retning indenfor samfundstænkningen–snarere end det, det virkelig er, nemlig et begreb, der er stort set ukendt for folk, der ikke var teenagere eller studerende i 1970erne, og et som er uden nogen form for nutidig relevans.

Men i mine lidt mere “mørke” øjeblikke kan det også godt slå mig: Hvordan står det egentlig til med “det nye højre”, som man talte så meget om i 1980erne?  Er vi også ved at blive nogle grånende gamlinge, som primært læner os op af bøger, der sidst var nytænkende for et kvart århundrede siden?  Da jeg selv begyndte at interesse mig for liberale idéer i begyndelsen af 1980erne, var det i det umiddelbare kølvand af 15-20 år med en sand strøm af ubetvivleligt virkeligt “store”, moderne klassikere indenfor liberal og konservativ tænkning: Værker, som enten var samfundsvidenskabelige og ændrede måden, man tænker om virkeligheden på, eller mere normative teorier, som grundlæggende udfordrede det moralsk-etiske grundlag for samfundstænkningen.

Hvis vi lægger snittene ved henholdsvis 1960 og 1980, så er der (i kronologisk orden) disse oplagte klassikere (omend flere måske kunne nævnes):

  • F.A. Hayek: The Constitution of Liberty (1960)
  • Milton Friedman: Capitalism and Freedom (1962)
  • James M. Buchanan & Gordon Tullock: The Calculus of Consent: The Logical Foundations of Constitutional Democracy (1962)
  • Mancur Olson: The Logic of Collective Action (1965)
  • William A. Niskanen: Bureaucracy and Representative Government (1971)
  • David Friedman: The Machinery of Freedom: A Guide to A Radical Capitalism (1973)
  • Murray N. Rothbard: For A New Liberty (1973)
  • Robert Nozick: Anarchy, State and Utopia (1974)
  • James M. Buchanan: The Limits of Liberty: Between Anarchy and Leviathan (1975)
  • F.A. Hayek: Law, Legislation and Liberty (1976-79)
  • Milton & Rose Friedman: Free to Choose (1980)

Reelt set er det nok kun tre-fire af disse, der for alvor er virkelige klassikere, men listen er dog intet mindre end en sand perlerække af værker, som hver på deres måde påvirkede titusinder af opiniondannere og i nogle tilfælde direkte eller indirekte millioner af mennesker.

Og hvad nu?  Mit eget indtryk er, at liberal tænkning–i en bred forstand, altså fra frimarkedsorienteret konservatisme til anarcho-libertarianisme, normativ filosoferen og mere positiv samfundsvidenskab, der blot trækker i den retning–har det både godt og skidt.  På den “gode” side er det et faktum, at det idag formodentlig er lettere at få udgivet værker, som udfordrer traditionel centrum-venstre ortodoksi end på noget andet tidspunkt siden 1930erne, og det er givetvis også tilfældet, at der udkommer flere og mere liberalistiske/konservative forskningsbaserede fagbøger, debatbøger, fagtidsskriftsartikler, kronikker m.v., end måske nogensinde.

På den “skidte” side må jeg sige, at jeg samtidigt synes, at det er påfaldende så langt, der p.t. er “mellem snapsene”.  Da Anarchy, State and Utopia i sin tid udkom, vidste alle i det fagfilosofiske miljø indenfor ét år, at her var der tale om intet mindre end en trend-sættende blockbuster.  Indenfor to-tre år havde adskillige tidsskrifter udsendt temanumre om bogen, og der udkom siden hen hele antologier og monografer om Nozick.

Hvor er der noget, der blot tilnærmelsesvis minder om det idag?  Efter min mening er der–desværre–ikke noget, der reelt kommer i nærheden.  Bevares, der bliver skrevet mange gode frihedsorienterede bøger om markedøkonomi, globalisering, o.s.v., men er det ikke ret beset tilfældet, at de fleste af dem er … ahem … “third hand dealers in ideas”?  De er gode i anvendelserne og fremstillingerne, men bidrager sjældent, hvis nogensinde, til videreudviklingen.  (I visse dele af den klassisk-liberale lejr virker det endog som om, at man er godt tilfredse med ikke at videreudvikle tænkningen, hvis man kan nøjes med lidt solipsistisk recitering af evangeliet.)  Er “det nye højres” tænkning blevet et i Kunhsk forstand degenerende paradigme?

Men måske jeg er for pessimistisk her?  I så fald, er der her en “konkurrence” for intellektuelle–eller ihvertfald en udfordring.  Kære med-Punditokrater og Punditokrat-læsere: Hvad er de tre vigtigste bøger–klassikere eller potentielle klassikere–skrevet siden 1980? Værker, der i bemærkelsesværdig grad har bragt eller realistisk vil kunne bringe frihedsorienteret tænkning videre frem?  Lad os få nogle bud og nogle begrundelser. (Vi har tidligere spurgt læserne om slige ting; Nicolai Foss har f.eks. igangsat debatter her om, hvad der skulle med i en samfundsvidenskabelig kanon, og hvem der burde have Nobelprisen i økonomi.)

Jeg har mine egne favoritter, men dem vil jeg gemme lidt endnu–til jeg har set, hvad der ellers kommer på bordet.

19 thoughts on “Bedste "nye klassikere"?

  1. Johan Espersen

    Personligt bryder jeg mig ikke om den, men for mange er The Ethics of Liberty (1982) af Murray Rothbard meget vigtig.Ellers ville jeg nævne The Libertarian Idea (1998) af Jan Narveson, Libertarianism: A Primer (1997) af David Boaz, What It Means to Be a Libertarian (1997) af Charles Murray, A Theory of Socialism and Capitalism (1989) af Hans-Hermann Hoppe og min personlige favorit Ethics as Social Science: The Moral Philosophy of Social Cooperation af Leland Yeager.Derudover er der en del mere økonomiske bøger, som jeg ikke har taget med på listen. Samtidig kan en person som Francis Fukuyama, som har skrevet en blockbuster af en bog, vel også karakteriseres som en del af ‘det ny højre’, i hvert fald neokonservatismen. Men liberal er hans vist ikke helt.Nu læste jeg ikke liberale bøger i 80’erne, derfor har jeg ikke oplevet, at det er gået i stå de seneste 20 år. Men når jeg kigger lidt i mine bøger, så kan jeg egentlig godt se, at de er lidt gamle. Dette er jo dybt beklageligt.PS. Jeg synes lidt, at du har glemt The Foundations of Morality (1964) af Henry Hazlitt. Men du er tilgivet. Jeg har sikkert også glemt et hav af bøger…

    Svar
  2. Jacob Christensen

    Dette er ikke helt svar på spørgsmålet, men ser man på det historisk, er det vel ikke umuligt, at ideudviklingen finder sted i spring.Med risiko for at lyde som Kuhn kan én årsag være, at f.eks. Buchanan, Tullock, Olson og Niskanen mv. dannede en klynge, som åbnede forudsætningerne for senere arbejder.En anden mulighed kan være, at den akademiske kultur helt enkelt ikke opmuntrer til udarbejdelsen af større samlede værker i dag. Husk på, at det er artikler i peer reviewed tidsskrifter (sikke dog en forfærdelig gang Denligsh..), som giver point. Strategisk adfærd helt enkelt. Men bøger kan noget, artikler ikke kan i samme udstrækning: Fordybe en argumentation frem til en form for syntese.Nåja – mulighed tre: Værkerne findes, men vi har bare ikke opdaget det.

    Svar
  3. Niels A Nielsen

    Var det ikke meget nemmere at være liberalist i 80’erne, hvor socialismen, kommunismen var hovedmodstanderen? Både liberalismen og socialismen hævdede at være bedst til at tilbyde mennesket det materielt bedste liv. Nu hvor de fleste godt fornemmer, at tidens store slag ikke står mellem socialisme og liberalisme, mister denne diskussion, der var den væsentligste i lang tid, med rette sin betydning. De frie samfunds fremmeste modstander i dag lover ikke materiel fremgang og spiller slet ikke på den samme boldgade som liberalisme eller socialisme.I kunne jo tage fat på Hayeks idé om kulturel evolution moral. Giver den mening i dag? Jeg synes der er mange ubesvarede spørgsmål der.Vil det økonomisk håbløse islamiske system sygne hen, som Hayek vil forudsige, eller vil det triumfere? Svaret er ikke oplagt.Det ville måske være en opgave at tage fat på for jer, selvom det måske vil lede udover, hvad I normalt beskæftiger jer med.

    Svar
  4. Anders K

    Nu blev der jo efterlyst nyere litteratur, der på går nye liberale veje.Jeg ved ikke om ”The Mystery of Capital” fra 2000 af Hernando de Soto opfylder kriterierne. Men personligt fandt jeg den ganske tankevækkende.Selve tankegangen er ikke så nyskabende som flere af de nævnte bøger – men den research der ligger bag er ret imponerende.

    Svar
  5. Joachim Boll

    Måske trives ideologisk tænkning bedst i modvind, det er når der er en dominerende samfundsmodel at være i opposition til at skribenterne kommer op af stolen og ideologier bliver udviklet. Tænk fx Smith og merkantilismen, Marx og den tidlige kapitalisme.Hvis man køber den antagelse, så har der (heldigvis) ikke været helt så meget motivation for de liberale ideologer efter 1980. Det gik ligesom i liberal retning ude i den virkelige verden med østblokkens svækkelse of sammenbrud, Thatcher og Reagan betydelige policyskift i liberal retning etc.Et sted hvor jeg synes vi har set god liberal argumantation på det seneste er i globaliseringsdebatten. Men det er nok rigtigt at det primært har været empirisk understøttet argumentation på ‘sagen’ snarere end det store ideologiske sweep.

    Svar
  6. Bielefeldt

    Der findes en ganske retvisende – men svær målbar – metode, som måske bedre end mange sociale og økonomiske statistikker kan afsløre, hvordan det står til med et samfunds almene helbredstilstand. Frem for at tælle antallet af analfabeter blandt vokse kvinder og antallet af arbejdsløse i et samfund, kan man stille spørgsmålet: Har dit samfund flere minder end drømme eller flere drømme end minder? Erhvervsmanden Michael Hammer – ikke at forveksle med popmusikeren MC Hammer – sagde engang: ”One thing that tells me a company is in trouble is when they tell me how good they were in the past (…) You don’t want to forget your identity. I am glad you were great in the fourteenth century, but that was then and this is now. When memories exceed dreams, the end is near. The hallmark of a truly successful organization is the willingness to abandon what made it successful and start fresh”. Det samme med lande. Og fodboldklubber. Og individer. Og – rigtigt gættet – ideologier. Klitgaard efterlyser nytænkende liberale værker, der kan ændre vores måde at tænke på og måde at indrette samfundet på. Jeg tror desværre, at hans indlæg er et tegn på, at liberalismen som ideologi er ved at være ved vejs ende – i hvert fald i denne omgang. Ideologiernes krise – for socialismen er jo også i krise – tog vel sådan set allerede sin begyndelse, ikke 9/11 men 11/9, i 1989. Hvis man i dette intellektuelle forum må nedlade sig til at bruge noget så plat som fodboldmetaforer, så vil jeg vove den påstand, at liberalismen er i spillemæssig krise uden at være i egentlig resultatmæssig krise. Der er i hvert fald mere marked i dag end der var i 60erne og 80erne, men udviklingen hen imod en mere markedsgørelse af samfundet har været omvendt proportional med antallet af nye liberale tanker og ideer. Mon ikke der er en vis sammenhæng? En mulig forklaring på liberalismens åndskrise kan måske findes i Thomas L. Friedmans globaliseringsklassiker fra 1999, ’The Lexus and the Olive Tree’. Her har han en figur – en slags matrix – som er hans version af den tredje vej og den nye midte. Han er kritisk over for såvel nyliberalisternes tro på markedet og socialdemokraternes velfærdsstatspaternalisme. Baggrunden for hans figur er systemskiftet i 1989 – hvor den kolde krig gik ud, og globaliseringen kom ind. Han definerer globaliseringen som: ”the inexorable integration of markets, nation-states and technologies to a degree never witnessed before – in a way that is enabling individuals, corporations and nation-states to reach around the world farther, faster, deeper and cheeper than ever before, and in a way that is enabling the world to reach into individuals, corporations and nation-states farther, faster, deeper and cheeper than ever before” (s. 9). Ikke noget nyt her.Ifølge Friedman er ulempen ved denne globaliseringsproces så bare, at den samtidig producerer så voldsomme og voldelige modreaktioner fra de individer og stater, som bliver overset af globaliseringen, at det truer med også at destruere de mange fordele ved dette nye system. Globaliseringen – som man vel kan betegne ‘anvendt liberalisme’ – skal gøres spiselig for så mange mennesker som muligt, og det kan kun gøres ved at demokratisere den. Denne tilgang hedder som bekendt den tredje vej og den bliver promoveret af så godt som alle vestlige statsledere fra Tony Blair til Anders Fogh Rasmussen. Markedet er overalt. Men staten er også overalt. Mere af det hele. Resultat: liberalisterne beklager sig, socialisterne beklager sig. Også her er der altså konsensus. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at Klitgaard kommer til at vente længe. Meget længe. Liberal nytænkning vender tilbage, når globaliseringssystemet bryder sammen.

    Svar
  7. Katrine

    Vil lige slå et lille slag for Johan Norrbergs formidable “In Defence Of Global Capitalism”, som på tysk har fået den meget fantastiske titel “Das kapitalistische Manifest” 🙂

    Svar
  8. Katrine

    Vil lige slå et lille slag for Johan Norrbergs formidable “In Defence Of Global Capitalism”, som på tysk har fået den meget fantastiske titel “Das kapitalistische Manifest” :-)Og lidt i samme boldgade og måske ikke alligevel, så er der i den grad nytænkning og nyorientering i Bjørn Lomborgs “The Sceptical Environmentalist”

    Svar
  9. Lars Hvidberg

    Bielefeldt, det er jo et interessant perspektiv du bringer på banen, og det er sikkert ikke helt forkert, men hvis jeg lige må bidrage med et dialektisk perspektiv, så er ‘den tredje vej’ ikke noget som er opstået af sig selv, men som resultat af et pres fra både socialistisk og liberal side.Man kan sammenligne det med holdningerne til hvorfor Sovjetunionen faldt sammen. Var det på grund af ‘indre modsætninger’, eller spillede den vestlige verdens hårde pres også en rolle? Ingen Gorbatjov uden Reagan kunne man måske sige.Derfor er jeg såmænd enig med dig i, at vi nok aldrig kommer til at se et Danmark som er ret meget mere liberalt end det er i dag, og for hver gang markedet vinder et område, så kommer der et statsligt check-and-balance oveni for at stille socialisterne tilfreds, men det betyder jo ikke, at man skal helt holde op med at være ideologiske, for uden den liberale ideologi (og de gode faktuelle argumenter) til at danne modvægt ender verden med at blive regeret af folk som Hugo Chavez, Lula da Silva og Evo Morales. Lyder det fornuftigt?

    Svar
  10. Bielefeldt

    Lars Hvidberg skrev:”…så er ‘den tredje vej’ ikke noget som er opstået af sig selv, men som resultat af et pres fra både socialistisk og liberal side…”. Hmm, hvordan jeg skal formulere det? Jo. Enig i første halvdel af sætningen. Uenig i anden halvdel. Den tredje vej er selvfølgelig ikke opstået ud af den blå luft – skynder mig lige at tilføje, at jeg ikke er tilhænger af denne strategi. Hvad angår den anden halvdel af sætningen…nej. Mener ganske enkelt ikke, at den tredje vej er et produkt af et pres fra socialister p.d.e.s. og liberale p.d.a.s. Denne mellemposition er opfundet som et middel mod globaliseringen og markedets ”brutale” sideeffekter. Jeg startede ikke globaliseringen. Rothbard gjorde heller ikke. Og ingen af os kan stoppe den igen. Ej heller Chavez.Den tredje vej er altså et resultat, ikke af et ideologisk-politisk pres, men af et globaliseringspres. Mener jeg. Vores forskellige opfattelser af ideologiens betydning for samfundsudviklingen skyldes måske, at du tillægger – ikke ønsker – politik en større rolle end jeg gør. Og jeg synes egentlig, at liberale grundlæggende er alt for tilbøjelige til at give politikerne mere ære end de fortjener. Hvor de før i tiden kunne bestemme hvilken frakke samfundet skulle bære, kan de nu kun få lov til at bestemme længden af denne frakke, farven på knapperne og antallet af lommer. Frakken hedder demokrati plus marked plus sikkerhedsnet. Jeg ser to synlige tegn på, at politik heldigvis er begyndt at indtage en stadig mindre betydningsfuld rolle i forhold til erhvervslivet. Det første tegn er, at der er kommet mere og mere fnidder-fnadder detailpolitik – ikke kun på Christiansborg, men også i EU. Det andet tegn er, at der er kommet flere og flere kvinder i toppolitik. Det er en indikation på, at magten har forskudt sig til erhvervslivet. Mærsk McKinney Møller har de senere år haft flere rendez-vous’er med USA og Kina end de to Rasmussen’er har – tilsammen!Og husk, at hvor samfundsborgerne i dag kun stemmer hver fjerde år, stemmer markedets deltagere hver dag, hver time, hvert minut, hvert sekund – politikerne må i dag bøje sig for markedets diktatorer. Markedet styrer politikken, ikke omvendt. Tror jeg nok….

    Svar
  11. Lars Hvidberg

    Men det er jo ikke markedsaktørerne som skriver lovene. Det kræver stadig politikere at tage de ‘cues’ som markedet giver dem, og fortolke på dem: skal man lovgive på den ene eller den anden måde, give markedet frit eller stramme det til? Globaliseringen giver ammunition til begge fløje: Massefyringer i ufaglærte jobs kan give grobund for socialistisk politik, mens den økonomiske vækst og det eksempel de derugulerede områder giver, kan være eksempel for den modsatte strømning. Markedet fortolker ikke sig selv, der skal politikere til at fortolke det og gennemføre den nødvendige lovgivning, hvis markedet skal komme alle til gode.Det er ikke globaliseringens skyld, at Chavez politik vil føre til ruin for Venezuela, det er derimod den indbyggede umulighed i socialistisk politik, der uværgerligt vil føre til diktatur. Globaliseringen har tværtimod givet både ham og folk som Evo Morales, der muligvis bliver Bolivias næste præsident, øget ammunition, fordi den i første omgang skærper de sociale modsætninger, eller i det mindste kan se ud som om at den gør det. Du har til gengæld ret i, at politik bliver mere og mere løsrevet fra den virkelige verden og dens fakta, og i stadig større grad præges af personspørgsmål og populisme. Læg blot mærke til reaktionerne på velfærdskommissionen: fuldstændig fornægtelse, nærmest en rent æstetisk holdning. Det er imidlertid slet ikke nogen entydig udvikling, som man udelukkende kan tolke som at politik bliver mindre vigtigt, og jeg ser ikke noget givet i den nuværende tendens i at man vil lade markedet vokse. Det vil man slet ikke alle steder og måske slet ikke om 5 eller 10 år. Selvom man kan håbe. Forretningsfolk træffer kun aftaler så længe politikerne giver dem lov – og det gør de kun så længe, de selv får noget ud af det, nemlig magt.

    Svar
  12. Kristian Lund

    Jeg er delvist enig med Bielefeldt i at politik har fået mindre betydning qua globalieringen, men kun i den forstand at det er blevet lettere at omgå de politiske beslutninger.Problemet er at politikerne stadig sidder tilbage med nøglen til at kvæle markedet, eller i hvert flad obstruere det.Jeg mener stadig der en udfordring for liberalismen og frimarkedstænkningen, netop fordi man fra mange sider hører at liberalismen har vundet og (ny)liberalismen er det styrende princip for de vigtigste politiske systemer.Faktum er dog at liberalismen har mange kampe at tage endnu, se blot til EU som stadig fungerer halvvejs efter merkantilistiske/planøkonomiske principper.Liberale ideers mission idag er i mine øjne at gøre opmærksom på at Anders Fogh Rasmussens ostevalle-politik ikke er liberalisme, at der er stor forskel på Bush’ konservatisme og de liberale ideer osv., eller er der risiko for at frimarkedstænkningen bliver identificeret med verden idag, og derfor af fornuftige årsager forkastet – og så er en masse godt arbejde gået tabt.

    Svar
  13. Repsak

    F.A. Hayek: The Constitution of Liberty (1960) – specielt “Why I am Not a Conservative” (noget af det mest inspirerende jeg har læst), David Frum/Richard Perle: An End to Evil – How to Win the War on Terror samt Natan (Anatoly) Sharansky: The Case For Democracy – The Power of Freedom to Overcome Tyranny and Terror.

    Svar
  14. Zorro

    David Frum/Richard Perle: An End to Evil – How to Win the War on TerrorDette bud på en ny borgerlig klassiker siger efter min mening en del om, hvor meget skade de neokonservative har gjort på borgerligheden over hele verden. Tænk sig, at en konservativ og/eller liberal dansker i 2005 kan fremhæve et værk, der hævder at ville gøre en ende på intet mindre end ONDSKABEN … Så er der vist ingen grænser for politik længere!

    Svar
  15. Kristian Lund

    Til Bielefeldt:Tror faktisk vi er enige det meste stykke af vejen.Mht. teknologien synes jeg dog det er interessant at “globaliseringen” ikke er noget nyt fænomen, den danske vikingeskibsfart blev kvalt da byerne begyndte at benytte hansestæderne i stedet for, de havde bedre skibe med overdækket lastrum og større kapacitet, så varerne forblev tørre samtidig med at fragtraterne var lavere.På landet (hvor jeg kommer fra) taler der tit nostalgisk om de (ikke helt så) gamle dage da hundredevis af mennesker var beskæftiget i hver en lille flække med tærskning, roeoptagning osv., den teknologiske udvikling har ændret dette markant så der for hver 100 vel er nogle stykker tilbage idag.Har det ført til arbejdsløshed? Fattigdom? Det er underligt som globaliseringsmodstander ignorerer det faktum at servicejobs er præcist ligeså værdifulde som “traditionelle” jobs. Pointen er at tingene bliver produceret så billigt som muligt.Tingen er egentlig den samme med håndværkernes harme over den spirrende østeuropæiske konkurrence – i mit hoved hører merkantilismen til i 1600-tallet, og jeg går da heller ikke ud fra at samtlige danske håndværkere har B&O-fjernsyn i stuen og kører i “ellert”, men alt andet ville da være hykleri?Deri ligger vist stridspunktet, jeg tror faktisk politikerne kan “lukke” globaliseringen. Hvis der dannes en alliance imellem politikere og globaliseringsangste lønmodtagere, landmænd etc. som beslutter sig for at bekæmpe globaliseringen med næb og klør. Jeg læste engang et rørstrømst indlæg af en Bill Clintons tidligere rådgivere, om den lokale boghandel henne om hjørnet. Han begræd at den måtte dreje nøglen om, men indrømmede stadig at han købte de fleste af sine bøger over Amazon, fordi det var billigere.Dette misforhold mellem holdning og handling, kan, hvis det formuleres som et politisk krav, ende med massive tilskudsordninger med det formål at holde boghandleren åben, mens folk handler på Amazon, prøv at forestil dig det overført på andre erhverv. Ja, landbruget i EU er allerede tæt på at være virkeliggørelsen, bortset fra at folk ikke “handler på amazon” i noget større omfang. Min pointe er at omkostninger ved denne form for støttepolitik vil lægge et så massivt pres på politikerne, at de før eller siden vil kunne fristes til at tage skrappere midler i brug for at bekæmpe frihandel. Toldmure og andre protektionistiske tiltag håndhævet med samme vilje som anti-terror tiltagene, ville i mine øjne kunne tage en god del af brodden af globaliseringen, i hvert fald lokalt/regionalt. De tiltag til overvågning som er foreslået i terror-pakken ville godt kunne begrænse og kortlægge online aktiehandel ganske meget.Man kan derfor sige at den borgerlige/liberale litteraturs opgave idag, ikke så meget er banebrydende nytænkning, som at støtte den udvikling der er igang imod frihandel.

    Svar
  16. Bielefeldt

    Ok, ok, I get the picture. Fik nok formuleret mig lidt klodset, for så uenige er vi jo heller ikke. Prøver igen. Sådan her ser der ud inde i mit hoved: Der har aldrig før været så meget marked og så meget kapitalisme – fra Bangladesh til Sydafrika og fra Polen til Thailand. Enig? Den globale handel og økonomi drives ikke fremad af IMF, G8-landene, Verdensbanken, WTO eller handelsministres handelstraktater. De spiller selvfølgelig en vis rolle for, hvor frit et marked vi får. Og du nævner jo selv nogle gode eksempler på politiske handelshindringer. Maler vi med den brede pensel, må vi dog konstatere, at traditionelle politiske aktører spiller en mindre rolle i dag end før 1989. Bevares, der er da også små tilbageslag. For eksempel… Læs lige dette citat: ”It [globaliseringen] would be very hard to stop, but it can be stopped for a time. Maybe you can’t stop it totally, but you can slow it down. And it makes a difference whether you get there in twenty-five years or fifty years. In between, two or three generations – who could have benefited a lot from more trade and globalization – will end up with crumbs (…) Always remember”, skriver han og giver dig ret, “ that behind all this technology is a political infrastructure that enables it to play out. There have been a series of concrete political decisions, taken over the last fifty years, that put the world where it is right now. Therefore, there are political decisions that could screw up the whole process too.” Skrev han ’screw up’? Hmm. Sad i aftes og kiggede i en bog om NAFTA, hvori Mexicos tidligere præsident, Ernesto Zedillo, beskriver Mexicos vej ind i NAFTA. Han giver dig jo faktisk ret. Grrrr. Men man har jo lov til at blive klogere. Chavez og Morales kan bremse globaliseringsprocessen i deres lande til skade for befolkningerne, men siger Zedillo ikke også, at de ikke har kræfter nok til at holde foden på bremsen i længere tid ad gangen? De ved begge, at globalisering ikke kun betyder flere cola’er, men også, at den enes frihed kan betyde den andens arbejdsløshed. Bliver alligevel ved at med at sige til mig selv, ”Ricardo har stadig ret, Ricardo har stadig ret, Ricardo har stadig ret”. Trods offshoring og outsourcing. Spørgsmålet er vel, om globaliseringen er så stærk, at selv ikke protektionister som Chavez og Morales over længere tid kan gøre noget radikalt ved globaliseringsmaskinen. Når jeg fører denne diskussion med mine medstuderende, siger de altid rituelt: ”Joeh, men der ligger jo en art teknologisk determinisme bag din tese om, at globaliseringssystemet æder alle dens modstandere op. At lytte til dig er meget nedslående for os globaliseringsmodstandere: Bare overgiv jer til globaliseringen, og alle vil blive rigere og smartere. Men du tager fejl, for verdenshistorien fortæller os, at ideologiske alternativer altid vil opstå som en reaktion mod ethvert system. Hvorfor skulle det være anderledes med globaliseringen?” Øh bøh…Det er et helt legalt spørgsmål, så derfor svarer jeg (næsten) altid ærligt: JA, JEG ER TEKNOLOGISK DETERMINIST! GUILTY AS CHARGED! Jeg tror på, at muligheder skaber intentioner. Skaber man et internet, hvor folk kan åbne en online gesjæft og have globale leverandører, globale kunder og globale konkurrenter, så vil de åbne en online boghandel eller bank. Er det ikke en økonomisk regel? Hvis du kan gøre det, skal du gøre det – ellers gør dine konkurrenter det for dig. Selv om jeg nok er teknologisk determinist, er jeg ikke historisk determinist. Der er ingen garanti for, at mennesker, virksomheder og stater vil bruge den ny teknologi på en smart, moderne, klog, fair og anstændig måde. Overhovedet. Det er ikke en historisk nødvendighed, at verden vil blive mere og mere globaliseret – omfattende krige, økonomiske kriser og stormagtspolitik kan komme i vejen. Jeg ser bare ikke tendenser til det. Er det ikke bare krusninger på overfladen? Måske er vi lidt uenige, fordi jeg mener, at globaliseringen primært er drevet af teknologi, snarere end af handel. Et eksempel: Min mors kusine er – undskyld, var – receptionist i en større virksomhed i Austin. Så blev hun fyret. Slam! Hun mistede ikke jobbet til en lavtlønnet mexicaner, men til en mikrochip. Hvem kan konkurrere med sådan en? En tanke: Hvordan kan politikerne håndhæve loven på internettet? Kan Chavez forhindre aktiesalg online? Kan nogen? Osv… En ting slog mig pludselig. Badet i sved vågnede jeg op i nat og tænkte ved mig selv: ”Du godeste, du er jo begyndt at lyde som Marx”. Arrgh! Marx og Engels var jo faktisk de første til at beskrive den historie, som lige nu bliver fortalt overalt – historien om teknologien og kapitalens mageløse evner til at fjerne friktion, barrierer, mure, grænser og hindringer for den globale handel. Eneste formildende omstændighed må være, at hvor Marx var imod udviklingen, er jeg for. Vi får selvfølgelig aldrig et helt frit og effektivt marked. Det er svært at gøre noget ved lokale traditioner, religiøse normer, national stolthed, demokratiske traditioner og kulturelle idiosynkrasier. Det skal identitetspolitikken desværre nok sørge for. Konklusion:Politik forsvinder ikke som institution, fordi markedet har fået flere muskler. Enig. Men politikere skal omdefinere deres rolle, idet de husker på, at der nu også findes stærke politiske aktører, som ikke kalder sig selv politikere…Har nogen for resten tjekket hr. Møller eller Jerry Yangs fem sidste mobilopkald…?

    Svar
  17. Daniel Beattie

    Jeg vil da også nævne Murray Rothbard “Ethics of Liberty” og så synes jeg at Hans-Hermann Hoppes “Democracy, The God That Failed” også er værd at nævne.

    Svar

Leave a Reply to Johan EspersenCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.