Valget i Irak

I afholdes det tredje og sidste valg i Iraks overgangsfase fra diktatur til demokrati.

I medierne har man stadig mere desperat søgt at fastholde det negative billede af Irak. Som det meget sigende blev formuleret for et par dage siden i Berlingske: Selvom valget bliver en succes, så er det stadig en fiasko, fordi der blev begået fejl.

Tja, det er et jo spørgsmål om proportioner. Kan man beskrive de allieredes sejr i WWII som en fiasko, fordi der forekom hændelser, som vi på tryg afstand af begivenhederne kan beskrive som “fejl”, f.eks. interneringen i USA af amerikanske statsborgere med japansk baggrund, tæppebombninger af tyske storbyer, spredte tilfælde af nedskydninger af tyske krigsfanger, osv. Ikke efter min opfattelse, hverken i forhold til WWII eller Irak.

Der var for mig at se tre mål med Irak-krigen.

1) At fjerne den permanente trussel som Saddam udgjorde.

Det er gjort. Vi har efterfølgende kunne konstatere, at truslen ikke var så alvorlig, som efterretningerne viste. Men det ændrer ikke på, at Saddam var en trussel, som i øvrigt ikke var helt så uskyldig, som medierne gerne vil fremstille ham, hvilket Duelfer-rapporten dokumenterer.

2) At indføre demokrati i Irak.

Dette er ikke en efterfølgende rationalisering konstrueret efter, at fraværet af WMD var konstateret. Faktisk kan Bush ikke tage æren af denne ændring i amerikansk politik, da det var Clinton, som underskrev the Iraqi Liberation Act i 1998.

Ønsket om at indføre et demokrati er den væsentligste forskel på Bush d.y. og Bush d.æ., hvilket ikke bliver mindre bemærkelsesværdigt af, at de er far og søn. Det er mere end et patricidium, det er en afgørende nyorientering af amerikansk udenrigspolitik. Det er på en og samme tid en alvorlig risiko at løbe, for demokratier er vanskelige at styre, og det er en politik, som er vanskelig at forene med realpolitikkens erkendelse af, at man ikke kan bekrige alle diktaturer på en gang.

Det er forbløffende at iagttage, at de selv samme personer, som kritiserer, at Bush d.y. styrtede Saddam, når USA tidligere støttede ham, samtidig begejstres over, at strateger fra Bush d.æ. som Brent Scowcroft deler deres kritik af Irak-krigen. De fatter åbenbart ikke, at for disse “realister” er det en dårlig idé at satse på demokrati; man bør hellere indsætte en pålidelig diktator. Noget andet er så, at realisterne måske har ret i al deres kynisme, hvorimod det er vanskeligt at følge rationalet hos deres beundrere. Skal man virkelig blive ved med at støtte en diktator, fordi man har gjort det før?

Dette andet mål om at indføre demokrati synes at være opnået. Valg efter valg har vist en massiv og stadig stigende opbakning til demokratiet, trods helt urimelige forhold med udbredt terror og intimidering. Alt tyder på, at stemmeprocenten bliver endnu højere denne gang, fordi sunnierne har indset, at de ikke kan myrde sig tilbage til den dominans, de nød tidligere. Tilgangen af vælgere, der vil og tør stemme, synes klart at overstige de, der desillusioneres af den korruption, som ofte følger med demokratiet.

I sin søgen efter negative vinkler på indførelsen af et rigtigt demokrati i den arabiske verden, har mange medier fokuseret på støtten til religiøse ledere. Risikerer Irak at blive et teokrati som Iran? Det er der ikke meget, som tyder på. Iran prøver, men der er betydelige forskelle mellem irakisk shia og iransk shia. Det er kun opkomlingen al-Sadr, som hælder til Iran, hvilket netop skyldes hans ringe position blandt irakiske shia.

Religion er i øvrigt ikke uforenelig med demokrati. I Syd- og Mellem-Europa er det ikke ualmindeligt med partier, der påberåber sig deres religiøse fundament. Selv i Danmark har vi kristendemokrater.

Man er nødt til at erkende, at det stadig kan gå galt i Irak, men det er ikke til at bestride, at et overvældende flertal af irakerne støtter demokratiet og sætter pris på ytringsfriheden. At de bliver terroriseret af et mindretal, som ikke deler denne opfattelse, bør ikke overskygge deres mod til at fastholde den.

Mål nr. 2 er — indtil videre — en succes.

3) At sprede demokratiet i Mellemøsten.

Meget tyder på, at den negative spiral i Mellemøsten, hvor det ene store overskæg afløste det andet, er brudt. Araberne har hidtil kun kendt demokratiet som en krænkende parodi, hvor den lokale diktator lod sig genvælge på en baggrund af undertrykkelse og svindel. Det kan ikke undre, at demokrati ikke var videre populært i Mellemøsten. De tre valg i Irak, hvor befolkningen selv vælger frit, har vakt betydelig opsigt. Forsøget på at fremstille demokrati som et fupnummer, der blot legitimerer den siddende magthaver, er slået fejl, og ønsket om demokrati i regionen er stigende.

De demokratiske skridt i området er stadig små og tøvende, og vi har brug for at lægge mere pres på diktaturerne. Men det kan ikke benægtes, at det går den rigtige vej. Hvis man absolut vil se noget negativt, må man fokusere på, at demokratiet meget vel kan bringe anti-vestlige kræfter til magten. Men det er tvivlsomt, om disse kræfter kan ophæve det demokrati, som bragte dem selv til magten.

Alt tyder således på, at demokratiet faktisk vil sprede sig i Mellemøsten. Heraf følger ikke nødvendigvis, at den arabiske verden vil komme til at elske USA. Prøv blot at se hos Davids Medienkritik og hans lille udvalg af tyske ugeblade for at se, hvor dyb mistroen er til USA, uanset navnet på dets præsident. Men demokratiske lande er, uanset deres idiosynkrasier og mindreværdskomplekser, langt at foretrække frem for diktaturer. Our son of a bitch is still a bitch.

Altså også succes – indtil videre – for mål nr. 3.

Det er svært ikke at komme i julestemning på den baggrund. Lad os krydse fingre for de egentlige helte i denne sammenhæng: de irakiske vælgere og politikere, og de soldater og betjente, herunder vores egne, som beskytter dem.

11 thoughts on “Valget i Irak

  1. Niels Christensen

    Også Tak for en god sammenfatning. Ensidigheden i dækningen, ikke mindst i DR, men faktisk over alt, er simpelthen ikke til at bære, ikke en gang for en der er let mere til venstre end de fleste på den her side. Sidste eksempel er den næsten total manglende omtale af den meningsmåling som Spiegel offentliggjorde i sidste uge (http://www.spiegel.de/spiegel/0,1518,389676,00.html). Den var bare for posetiv for den ensrettede danske presse. Et andet forhold er holdningen til omforandringens omkostninger, ingen af de mange ‘De allierede ud af Irak’ havde bekymring om menneskelige omkostninger under eks. Vietnam krigen. Holdningsskiftet viser sig også – som det ofte er fremhævet i den engelske debat – at Kurderne, venstrefløjens og mainstreams helte under Hussain – idag er ude i kulden, fordi de støtter invasionen. Pejlemærket er ikke demokrati, men USA’s holdning. Niels Christensen

    Svar
  2. Poul Højlund

    Tak for klart skriv. Clintons Iraqui Liberation Act fra 1998 var mig ukendt, – fin pointe.Jeg har tidligere nævnt en lille infight med både DR og TV2 om meningsmålinger i Irak. Jeg har nu vundet første halvdel, idet begge stationers nyhedschefer har vedgået diverse graverende fejl. Debatten foregår i JP, – derfor orienteringen her blandt fortrinsvis (?) Berlingske-læsere.Næste step er at få dem til at vurdere deres lødighed i valg af kilde. Lad os nu se …

    Svar
  3. Lars Hvidberg

    Det vigtigste i forhold til udviklingen i forhold til demokrati er i virkeligheden, om der bliver valg igen om 4 år. Det er muligt, at shariatilhængerne kan få mange stemmer i første omgang – men jeg nægter simpelthen at tro på, at man også i anden omgang vil kunne få mange stemmer, simpelthen fordi sharia er en tåbelig styreform, der ødelægger økonomien og omdanner landet til et moraliserende fængsel.Lad os tage Iran som eksempel: hvis landet havde reelt demokrati ville det muligvis, som første gang i 1979 kunne få flertal for et religiøst styre 1 gang. Men jeg nægter at tro på – her er jeg muligvis naiv – at de også ville få flertal næste gang, efter man havde set konsekvenserne af deres politik.

    Svar
  4. kjerulf

    Hvidberg: Enig. Parallellen er vel valget i Nicaragua i 1990, hvor Sandinisterne satsede på en hurtig legitimering af deres magtposition, men måtte se sig slået. Ikke fordi folket var utaknemmelige for deres indsats med at afskaffe Somozaernes ret ækle diktatur, men fordi de ikke rigtig havde duet i regering.Højlund: Jyllands-Posten har sikkert mange kvaliteter. Men dem af os, der ikke er jyder, har lidt svært ved at tåle den altid nærværende subtekst at hvad der kommer fra København skulle være så ondt, så ondt…

    Svar
  5. Jens Torfing

    Kære Mr. Law,Jeg har lige tre spørgsmål:1) Var valget i Irak ca. 20.000 menneskeliv, heriblandt mange civile, værd?2) Hvis det nu ender med et religiøst styre, synes det så stadig, at Irak-krigen var en god?3) I Vietnam blev der også afholdt valg, og den historie ved vi godt hvordan endte, ikke?/Jens

    Svar
  6. Mr. Law

    Kære Jens,ad 1) Ja. Men du skal egentlig ikke spørge mig, der sidder her i sikkerhed bag en computerskærm. Spørg irakerne selv. Mit gæt er, at du får samme svar. ad 2) Ja, for jeg har ærlig talt lidt svært ved at sige, at demokrati kun er godt, når det passer med min egen opfattelse. Hvis nogen indfører diktatur ad demokratiets vej, som Hitler i sin tid, må man så bekæmpe dem som led i den fortsatte (gerne væbnede) kamp for demokrati. Men det tilfælde hører heldigvis til undertagelserne. Ellers plejer demokratier at udvikle sig til det bedre, fra samfund, hvor store grupper holdes uden for (slaver, kvinder, tyende), til mere oplyste samfund.Demokrati er simpelt hen risikoen og ofrene værd – synes jeg.ad 3) Ja, den endte med, at diktaturet sejrede, hvilket nogle mærkelig nok opfatter som attråværdigt. Men det relevante spørgsmål er vel nærmere, om Irak ligner Vietnam, og her er svaret klart nej.

    Svar
  7. Poul Højlund

    Jeg kan ikke tilstrækkeligt henlede opmærksomheden på Spiegel-linket fra Niels Christensen. Selvom man ikke læser tysk, er der en fyldig og letfattelig grafisk præsentation af den Oxford Research meningsmåling, der blandt andet siger, at tre ud af fire irakere ønsker fortsat troppetilstedeværelse.

    Svar
  8. Bielefeldt

    Ad Torfing (men andre må gerne læse med):Hmm. Gode spørgsmål. Og så alligevel ikke. Når man som jeg færdes blandt humaniorastuderende lærer man hurtigt at dechifrere den ’logik’, der gemmer sig bag venstrefløjens modstand over for forandring i Mellemøsten. Deres yndlingsformulering er: ’Ja, men…’. JA, 9/11 var en forfærdelig begivenhed – jeg er ikke antiamerikansk! – MEN Amerika var jo selv skyld i katastrofen’. I forbindelse med det irakiske valg, brugte en af mine medstuderende samme populære vending: ’JA, det er da udmærket med det valg og alt det der, MEN vi har jo med vores tilstedeværelse skabt flere terrorister, ikke færre’. Ja, men…men… Egentlig er jeg mest mismodig over det manglende engagement hos araberne og europæerne. Et effektivt trick til at engagere begge, kunne måske have været ved at spørge, om udviklingen i Mellemøsten ikke er for vigtig til at lade Wolfowitz og Rumsfeld udforme den alene? Åbenbart ikke. Og hvorfor f***** skal alt som foregår i Irak handle om Bush? Hvad nu hvis man havde omdøbt det irakiske valg til et ‘Seminar om Det Europæiske Forsvars Initiativ: Hvorfor NATO er passé og EFI er fremtiden’. Eller et ’Seminar om Bush og Attila: Hvorfor Bush er værre’. Europæerne og araberne ville sgu have trådt hinanden over tæerne. Amerikanere som voksede op under Den Kolde Krig vil kunne huske – som min mors onkel har fortalt mig 78 gange – at når man i 80erne drønede rundt i sin store benzinsluger af en Buick på de amerikanske motorveje og havde tændt for radioen for at lytte til lidt C&W, så stoppede musikken undertiden pludseligt, og en alvorlig stemme sagde: ”This is a test of the emergency broadcast system”, hvorefter der tonede en tredive sekunders ulidelig høj hyletone frem i æteren. Heldigvis for min mors onkel og for de knap 300 millioner andre amerikanere kom det øjeblik aldrig, hvor stemmen i radioen sagde: ”This is NOT a test”. Det er imidlertid præcis, hvad jeg vil sige nu. Det irakiske valg var IKKE en test. Har I tænkt på, at vi er vidner det første reelle forsøg nogensinde på at skabe et demokrati i en multietnisk, multireligiøs arabisk stat? En social kontrakt mellem borgere på tværs af klaner, etniciteter og religioner, som skal fordele magt og resurser, beskytte mindretal og skabe en fair balance mellem moské og stat? Aner ikke, om det bliver en succes, men lykkes det, bliver der føjet et nyt kapitel til historien. Succesen vil afhænge af, om shiiterne vil være en klog og inklusiv majoritet, og om sunnierne og kurderne vil være samarbejdende minoriteter. Det bliver ikke nemt. Der vil komme ’børnesygdomme’ i de næste måneder og år, og skeptikerne vil sige ’Ahem…hvad sagde vi?’ Glem dem. Men det her ER som sagt ikke en test – eller sandkasse – for hvis irakerne ikke kan støbe en social kontrakt sammen, betyder det sandsynligvis, at ingen arabiske stater kan, idet stort set alle sammen er mosaiker af forskellige stammer, etniciteter og religioner. Slår demokratiseringen af Irak fejl, må vi til at belave os på, at Mellemøsten kun kan regeres af diktatorer. Hvis demokratiet slår rod i Irak – inshallah – indikerer det derimod, at demokrati også er muligt andre steder.Ja, men……HVAD? spørger jeg fremskridtsbenægterne om næste gang.Nu er det her jo ikke Giro 413, men jeg tillader mig alligevel lige at ønske Rina Dhahir – læser du med? – tillykke med de første vellykkede skridt på vejen mod et frit og demokratisk Irak. Du må da være – undskyld udtrykket – pavestolt?

    Svar
  9. Jens Torfing

    Ad Mr. LawDen krig bliver vi vist aldrig enige om. For mig at se kan man aldrig retfærdiggøre en krig fordi man på den måde “forhindrer endnu flere ofre”, eller hvad der nu normalt fremføres. Det er en bizar form for logik. Ad BielefeldDet er som du selv siger ikke en sandkasse, det er virkelighed. Det burde krigstilhængerne huske på lidt oftere. Pas på du ikke bliver helt forblændet af de censurerede billeder, du ser på tv. Virkeligheden dernede er blodigere end som så. Hvad der foregår i Irak har selvfølgelig alt med Bush at gøre eftersom det er ham der besluttede at invadere Irak, og fordi det er ham der bestemmer slagets gang. Så simpelt er det./Jens

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.